Lixen april 2014

Lixen

Lixen

Avisen for yngre journalister | www.lixen.dk | 16. årgang | 2. nummer | april 2014

OPINION

PORTRÆT

“

Journalistik begynder og slutter med den politiske, samfundskritiske type

- Rasmus Nielsen, Altinget

Side 19

“

Engang var der massemedier. I dag er der bare en masse medier.

- Lasse Jensen, Mennesker og medier

Side 10

De danske medier er udfordrede. Et medielandskab befolket af profesionelle kommunikatører og højere krav om faglighed og specialiseret viden udfordrer redaktionerne. De må tænke i nye baner for at kunne følge med udviklingen. Derfor inviterer flere medier i dag universitetsuddannede indenfor, og lader akademikerne og journalisterne sidde side om side med det fælles mål for øje: Journalistik af den højeste og bedste kvalitet.

Side 9

TEMA: POLITISK JOURNALISTIK

SIDE 13-17

2 | april 2014 | LIXEN

Indhold

Leder

INTERN

Hver gang en journalist fra et givent medie overskrider den uskrevne etiske grænse, falder det tilbage på landets øvrige journalister. Folk udenfor den journalistiske verden tenderer til at generalisere journalister over én kam. Så hvis bare én journalist træder ved siden af, bliver der set skævt til andre journalister. Er det rimeligt?

TV trækker i de studerende på 4. semester, der netop nu er i gang med at søge praktik. Over halvdelen søger en praktikplads, hvor der skal laves TV. Og så stilles der skarpt på fraværet på 2. semester, der skaber bekymring hos underviserne.

Journalistikken bliver stærkere, hvis der er journalister, der tør bryde reglerne. Vi mener, det er i orden, hvis man vil skabe dybdegående og grænsesøgende journalistik – men der skal være belæg for det.

Side 3-6

EKSTERN

Vi bør se i øjnene, at den journalistiske etik har ændret sig. For hvor går grænsen egentlig for, hvor langt journalister kan gå i mediebranchen?

Etikken er vores rettesnor, men hvor ligger den journalistiske etiske grænse? Grænsen for hvor langt vi kan gå som journalister, uden det påvirker vores kollegaer.

Personligheden er værtens vigtigste redskab og langt vigtigere end uddannelse og flotte ting på CV’et. Og så åbner vi op for lidt ‘news you can use’, hvor vi ser på hvilke digitale redskaber, der kan gøre journalistens hverdag lidt sjovere.

Side 7-9

På Syddansk Universitet får vi tudet ørene fulde med læren om samfundets etik. Men hvad med etikken blandt journalister? Har vi ikke en forpligtelse til at overholde reglerne? Vi lærer om medielovgivningen, men læren om paragraffer og praksis kan ikke dække over den etik, der ofte er uskreven. Vi mangler at tage hånd om etikken i medieverdenen. Altså etikken om det journalistiske fællesskab.

PORTRÆT

Han er stemmen, vi kender fra ‘Mennesker og Medier’ på P1, og manden bag en ugentlig klumme om selvsamme emne i dagbladet Information. Lasse Jensen har været en del af mediebranchen i 49 år og kender den på godt og ondt.

FOKUS

Journalistik er offentligt kendt for at være en branche, folk har mindre tiltro til. Vores troværdighed hænger allerede i bremsen, så vi har ikke brug for mere offentlig kritik.

Det er i orden at bryde reglerne, hvis det er nødvendigt. Men vi har et ansvar overfor resten af pressekorpset. Journalister er ikke bevidste om, at fejltagelser falder tilbage på journalistikken som helhed. Det er et problem.

Side 15-17

Journalisterne fik adgang til Christiansborg i 1918, og siden er de blevet fast inventar på Borgens bonede gulve. Lixen sætter i denne måned fokus på den politiske journalistik - set fra journalisternes og politikernes synsvinkel.

Vi skal have for øje, at vi træder hinanden over tæerne. Der skal være fokus på den etik, vi journalister har overfor hinanden. Flere fagfolk vil mene, at den er usynlig eller snarere utopisk. Vi mener, den eksisterer og endda udgør grundlaget for journalistikken.

Der skal være plads til, at vi kan smide reglerne i skraldespanden og grave dybere i journalistikken. Men ligegyldigt om det er én eller ti, der overtræder reglerne, falder det altid tilbage på resten af pressekorpset.

Side 18-21

OPINION

Er de studerende på Center for Journalistik for dårlige til at møde op til undervisningen? Det er spørgsmålet i denne måneds ‘Medietorvet mener,’ og det er en debat, der deler vandene. Og så stilles der spørgsmål ved, om den satiriske journalistik også kan være sjov.

Der skal være fokus på den journalistiske etiske grænse. Det kræver, at vi har en fælles holdning til den. Ellers kan det være ligegyldigt. Vi skal have en forståelse for, hvordan vi agerer som journalister, for det påvirker vores troværdighed i samfundet.

På vegne af redaktionen Jane og Josephine

Side 22-23

Lixen

Lixen er de studerendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet. Avisen dækker udviklingen og tendenser om mediebranchen og på landets journalistuddannelser LIXEN Campusvej 55 5230 Odense M

Jane Grønning Chefredaktør

Josephine Fogsgaard Ansv. chefredaktør

Anna Nedergaard Redaktør

Mette Mølgaard Henriksen Redaktør

Rebecca Cywan Redaktør

www.lixen.dk lixen@journet.sdu.dk Find os også på Infomedia Tryk: Arco Grafisk A/S Oplag: 1000 eksemplarer Faste skribenter: Karen Louise Mørk Victoria Touveneau Stefan Jørgensen

Sofie Rye Redaktør

Stefanie Mather Redaktør

Karen Lerbech Digital redaktør

Holger Anderson Billedredaktør

INTERN

I øvrigt

mener jeg...

LIXEN | april 2014 | 3

Kalender Odense

5. april: Optagelsesprøve BA Journalistik

Indtil 21. april: Årets Pressefoto 2013/14 på Brandts Indtil 21. april: Fynske billeder - Pressefotografier 2013/14 på Brandts 24. april: Panik-fest på Slagteriet

At chefredaktøren på MetroXpress hellere skal bruge tid på at lave journalistik (avisen har hårdt brug for det) i stedet for at skælde ud på journaliststuderende i Lixen.

- Faton Nesimi, 4. semester

26. april: Innovationscamp i Journalistisk Innovation på Campustorvet, Syddansk Universitet København

At folk, så vidt det er muligt, bør lære at møde til tiden.

- Emilie Dyrup Jensen, 2. semester

Indtil 12. april: Årets Pressefoto 2013/14 på Det Na-

At der bliver leflet for lidt på studiet.

- Jeppe Aamand Øvig, 4. semester

3.-16. april: CPH PIX

At Daniel Radcliffe og Harry Potter ligner hinanden skræmmende meget.

- Nicolai Lynge, 2. semester

gen

At det er underligt, at Håndværk 2 hedder ”Radio og Web”, når man ikke lærer noget som helst om webjournalistik.

- Louise Uberg, 4. semester At innovativ tankegang kan dræbes af for faste rammer.

- Tommi Falk P., 2. semester At det er rart, at 2. semester tager sig af Crelle, så vi andre kan holde fri.

- Maria Holm Mikkelsen, 4. semester At vi med det mentale overskud, der rammer os på den anden side af Panikdagen, vil kunne løse finanskrisen, Putinkrisen og Israel-Palæstina konflikten.

- Jeppe Aamand Øvig, 4. semester At det var lækkert at se Lixen ligge fin og flot på redaktionen på Go’morgen Danmark.

- Lærke Straube, cand. pub. b, 2. semester At Emil Hermann med sit billede på kontaktsiden også kunne søge praktik som model.

- Mathias Raun, 4. semester At Harry Styles er lækker.

- Maria Rode Olsen, 2. semester At vi skal have Danmark til Ejderen.

- Aske Ren McCormack Andersen, 4. semester At Aske skal gå til valg på det gammelkendte slogan. Han har samme frisure som Orla Lehmann.

- Malte Lillelund Nørgaard, 4. semester At Mathias Raun med sit billede på kontaktsiden ligner en ung Dennis Ritter.

- Marc Killigren Akselsen, 4. semester.

tionale Fotomuseum 23.-24. april: Fagligt Forum på First Hotel CopenhaAarhus Indtil 12. april: Årets Pressefotos 2013/14 på Aros 24. april: Store Match Dag

INTERN

4 | april 2014 | LIXEN

Flere forlader studiet Årgang 2013 sætter rekord i frafald på journaliststudiet, erfarer Lixen. Centerleder på Center for Journalistik, Peter Bro, mener dog ikke, at der er grund til bekymring, før tallene er officielle.

Stefanie Mather

Otte procent af de studerende, der startede i 2013, har valgt at opgive tanken om at blive journalister. Ifølge Lixens kilder svarer det til syv studerende. Tallene er ikke administrativt bekræftede. »Syv. Det lyder som et par personer højere, end det plejer at være på nuværende tidspunkt,« fortæller lederen af journalistsuddannelsen, Peter Bro, der dog er påpasselig med tallene.

Årgang Antal optagne Antal afbrudt I procent

2005 78 5

6,4 %

2006 76 1

1,3 %

Overgang fra 1. til 2. semester Han pointerer, at det er meget normalt for dem, der stopper på studiet, at det sker mellem 1. og 2. semester.

Han mener, at de studerende har nået at mærke konsekvenserne af et hårdt studie og oplevet presset, hvor de derefter indser, at det ikke er noget for dem. »Nogle bliver overraskede over, hvor krævende det er.

Der er andre, som finder ud af, at der er vigtigere ting i livet,« siger Peter Bro. Afdelingsleder ved Analyse på Syddansk Universitet, Henrik Bahne, bekræfter tendensen. »Erfaringsmæssigt sker det største frafald inden for det første år.« Pæne tal Generelt er det få, som forlader studiet, når de først er kommet gennem det lange optagelsesforløb, der er på bacheloruddannelsen i Journalistik ved Syddansk Universitet.

Siden 2005 og frem til den seneste årgang er der i gennemsnit knap fire studerende, der har valgt at kvitte

2007 75 3 4%

2008 74 2

2,7 %

2009 72 3

4,2 %

2010 76 6

7,9 %

studiet. De tal er dog ikke endelige, da tre årgange stadig er under uddannelse.

Tallene ser overordnet fornuftige ud, mener Peter Bro. Han påpeger dog, at forbedringer aldrig er af vejen. »Ting kan altid blive bedre. Det kan de også i forhold til frafald. Men i det store perspektiv har vi flotte tal sammenlignet med resten af landet,« forklarer han.

Andre typer studerende Journalistuddannelsen på Syddansk Universitet har eksisteret siden 1998, og Peter Bro er af den overbevisning, at det i dag er en anden type studerende, der læser på universitetet og dermed også på journalistuddannelsen, end det tidligere har været. »Før var man som studerende parat til at erkende og acceptere, at man tog de fag, som autoriteterne på universitetet havde bestemt. Nu er der en tendens til, at hvis hele pakken ikke interesser en, kan det være, at man kun tager noget af den. Eller bare hopper ud igen.« stmat13@student.sdu.dk

2011* 76 4

5,2 %

2012* 87 4

4,6 %

2013* 88 7 8%

*Det skal pointeres, at årgang 2011, 2012 og 2013 ikke har afsluttet deres uddannelse endnu.

Sælg dig som en særlig vare

Posér som Supermand eller beskriv dig selv som en hunderace. Mulighederne er mange for at skille sig ud, og det er her, at 4. semester på Center for Journalistik lægger deres kræfter, når praktikhjemmesiderne skal formes.

Stine Væde Lykkebo stiler sin hjemmeside til medier som DR3, P3 og DR Ung. Hvor vigtige er hjemmesiderne? »På messen, hvor medierne besøgte SDU, lagde de klart op til, at de tjekker hjemmesiden. Jeg tror helt sikkert, at det er med til at give et førstehåndsindtryk. Det er en del af pakken.«

Mette Mølgaard Henriksen, Julie Lykke, 2. semester

Christoffer Frendesen sigter mod medier som Politiken og Jyllands-Posten.

Hvor vigtige er hjemmesiderne? »Mit indtryk er, at siderne er ret vigtige. Ikke kun dine produktioner, men også om du sætter dine kommaer ordentligt, har noget at sige i forhold til, om du er en god kandidat.«

Foto: Kim Kjærsgaard Sørensen

Er du bange for at sigte for snævert? »Det er da en kæmpe risiko at lave den så snæver, som jeg har gjort. Men jeg tror, at hvis man vil det, jeg gerne vil, så bliver man nødt til at satse. Det kan kun være en fordel, at du er målrettet. Jeg ved jo godt, at det ikke er en redaktør fra hverken Berlingske eller Information, der vil synes, at min hjemmeside er fed.«

Hvad har været det sværeste? »’Om mig’-siden. At finde ud af hvad du kan brande dig på, og hvem du er - også journalistisk.« Hvordan har du tilpasset dit layout? »Der er visse ting, jeg ikke kan og bør gøre, når jeg søger de seriøse medier. Men det gør ikke, at jeg har holdt mig fra at prøve at være lidt sjov. På min forside har jeg valgt en Jesus-pose. Fotografen foreslog en Supermand-pose.

Så tænkte jeg: Hey, det kunne man også.«

Hvad har været det sværeste? »At finde ud af hvor grænsen går. Jeg ville gerne vise, at min hjemmeside ikke er useriøs, men sjov og kreativ.

Den balancegang har været rigtig svær for mig.«

Foto: Mette Lykkebo

mehen13@student.sdu.dk julyk13@student.sdu.dk

INTERN

LIXEN | april 2014 | 5

TV tiltrækker kommende praktikanter På Syddansk Universitet er interessen for TV stor hos de kommende journalistpraktikanter. Men størstedelen søger kun de store byer og ønsker ikke at bo i hverken Holstebro eller på Bornholm.

Mette Mølgaard Henriksen

TV er populært. I hvert fald blandt de mange journaliststuderende på 4. semester ved Syddansk Universitet, der arbejder på deres ansøgninger til Store Match Dag. En undersøgelse foretaget af Lixen, hvor 54 ud af 83 studerende har svaret, viser, at over halvdelen af de kommende praktikanter har søgt TV. Mens nogle studerende søger andre medier ved siden af, har andre kun valgt at satse på TV. En af dem er Annika Raunstrup. »Jeg søger kun TV. Det gør jeg for at se, om det også er TV, jeg skal fortsætte med, når jeg er helt færdig,« fortæller hun.

Næsten halvdelen af dem, der søger TV, har det som førsteprioritet, men søger også andre medier ved siden af for at holde flere døre åbne. Det gør Frederik Palle. For ham var det trangen til at prøve noget nyt, der fik valget til at falde på TV. »Jeg har skrevet meget journalistisk, så jeg har brug for at komme væk fra det og beskæftige mig med noget nyt,« siger han.

Flest vil til storbyerne Annika Raunstrup og Frederik Palle deler interessen for TV. Men der er stor forskel på, hvor langt de vil gå for at kunne beskæftige sig med TV i deres praktik. Mens Annika Raunstrup er en af fem studerende, der sigter bredt og uden for storbyerne, har Frederik Palle kun tænkt sig at søge i København – alternativt Århus. »For mig betyder det sociale meget. Jeg er bange for at rykke alt for langt væk fra alt og alle.

Jeg har TV som førsteprioritet, men ikke så meget, at bostedet er ligegyldigt,« siger Frederik Palle.

Undersøgelsen, Lixen sendte ud blandt de studerende på 4. semester, viste, at det er meget få af de studerende, der er villige til at komme i praktik i en af de mindre byer. Langt væk fra familie og venner. Kun 14 % har svaret, at de søger så bredt, at også Holstebro og Bornholm kan blive aktuelle. »Jeg søger både Bornholm og Midt-Vest. Og stort set alt derimellem på TV2’s regioner. Jeg kan ende fra det østligste til det vestligste af Danmark,« siger Annika Raunstrup.

Sigt mod regionerne Udover de 14 %, der har svaret, at de er villige til at søge bredt også i Holstebro og Bornholm , er der 86 % journaliststuderende, som kun søger København, Århus og Odense. Det betyder, at mange af de kommende TV-journalister kan risikere at løbe efter de samme pladser.

Af den grund har praktikvejleder på Syddansk Universitet, Karen Løth Sass, flere gange opfordret de studerende til at søge væk fra hovedstaden og ud i regionerne. »Jeg prøver at gøre dem realiteterne klart. Man har bedre odds for at få en TV-plads, hvis man er villig til at flytte efter den,« lyder det fra Karen Løth Sass.

Ifølge hende er praktikpladser inden for TV nogle af de sværeste pladser at få. Derfor kan det kræve, at man søger bredt. I forløbet op til Store Match Dag prøver Karen Løth Sass derfor at skubbe til de studerende og udfordre dem på, hvad det virkelig er, de vil – og hvor meget, de vil det. »Hvis man virkelig mener, at man gerne vil lave TV, så er det fuldstændig åndssvagt ikke at søge nogle af de pladser, der er i regionerne. Så det forsøger jeg selvfølgelig at skubbe lidt til,« siger hun.

De studerendes valg Flere af de journaliststuderende har interesse for flere medier.

Derfor kan det for dem godt

lade sig gøre at prioritere byen højere end mediet. Frederik Palle er bevidst om, at det er et sats kun at søge i København og har derfor ikke udelukket, at Århus kan komme på tale. »Jeg ved godt, at der er hård kamp om TV. Specielt inden for sport, hvor der ikke er lige så mange pladser som på nyhedsmedier. Så jeg holder mig stadig inden for det skriftlige. Jeg er ikke for kræsen til at tage det også,« siger han.

Om det er byen eller praktikpladsen, de studerende prioriterer højest, er det i sidste ende vigtigt for Karen Løth Sass at bakke de kommende praktikanter op om deres valg og tage den derfra. Det er jo trods alt deres valg, forklarer hun. »Jeg sidder ikke og afliver folks drømme. Det kunne jeg ikke drømme om. Det er heller ikke sådan, at jeg bliver sur, hvis nogle hellere vil være i København.

Det bestemmer de jo selv.« mehen13@student.sdu.dk

INTERN

6 | april 2014 | LIXEN

Foruroligende fremmøde for årgang 2013 2. semesters tilslutning til undervisningen, eller mangel på det samme, er bekymrende. Det mener nogle af underviserne på Center for Journalistik.

til at møde op til undervisning.

I hvert fald hvis man skal tro nogle af underviserne. »Der er et problem. 2. semester er slet ikke mødt så talstærkt op som tidligere årgange. Men det gjaldt allerede fra første semester og første undervisningsgang. Der var færre sammenlignet med andre år,« fortæller underviser i Mediesprog Jonas Blom.

Stefanie Mather

Tomme forelæsningssale, stikpiller fra undervisere og løftede pegefingre. Det er hvad de, der møder op til undervisning på 2. semester, bliver mødt af.

Til tider. Fremmødet er dårligt, og det ytrer nogle undervisere også, mens andre bemærker det uden at kommentere det eller ikke oplever et problem med deltagelse i timerne. »Der har ikke været så slap en årgang, siden jeg blev ansat i 2007,« siger Lene Rimestad, der underviser 2. semester i Journalistisk Innovation.

Dårligere fra starten Har du har fulgt med i debatten på Medietorvets Facebookside, ved du måske, at lige så gode journaliststuderende er til at debattere, lige så dårlige er de

Alle er de dårligste Så ruller den igen. Debatten om fremmøde og fravær er ikke ny.

Og ordene ‘I er den værste årgang til at møde op’ er hørt før.

Ikke desto mindre er det nu, hvad 2. semester bliver fortalt

“

jer - det siger de til alle årgangene. Jeg har underviserne mistænkt for at køre pensioniststilen inden for bedømmelse af unge menneskers formåen,« siger Amalie FrøkjærRubbås, der er i praktik og går på 6. semester.

Værre end tidligere Siden studiet blev oprettet i 1998 har fravær været et samtaleemne, der er blevet diskuteret heftigt undervisere og ledelse imellem. »Det er en klassiker, at der kan være udfordringer. Men mit indtryk er dog, at det denne gang fylder noget mere, end det plejer at gøre,« udtaler

Der har ikke været så slap en årgang, siden jeg blev ansat i 2007 - Lene Rimestad, underviser i Journalistisk Innovation

for tiden.

Men når debatten tager til, mødes 2. semester også af fortrøstningsfulde kommentarer fra studerende, der ikke længere har deres daglige gang på Medietorvet. »Bare lige for måske at berolige

Centerleder Peter Bro. Underviseren i håndværksfaget Radio & Web, Karen Løth Sass, mener også, at fraværet tager mere opmærksomhed end tidligere. Hun undrer og ærgrer sig over nogle studerendes engagement.

Fravær: Tomme forelæsningslokaler opleves ofte på 2. semester. Foto: Holger Anderson

»Det kommer bag på os undervisere i år, fordi det er i alle fag, vi oplever manglende fremmøde. Tidligere har de studerende måske skippet de akademiske fag,« siger hun.

Der har altid været nogle fag, der har haft færre fremmødte.

Men to fag er tidligere sluppet smertefrit igennem. »Det er nyt for mig, at håndværks- og sprogunderviserne fortæller, at der er problemer med fremmødet. Tingene spidser til i år,« fortæller Peter Bro.

bliver fortaler for mødepligt,« forklarer han.

Kigge indad Patrick Ludvigsen går på 2. semester og har deltaget aktivt i debatten om fremmøde. Han deltager ikke selv i al undervisning, og det er et bevidst valg. »Mit fremmøde er selektivt.

Jeg vælger i høj grad at prioritere undervisningen i forhold til de ting, jeg laver ved siden af studiet. Det er et værktøj for, at jeg kan opretholde min motivation for at gå på studiet,« forklarer Patrick Ludvigsen.

Han mener desuden, at studiet burde kigge indad og prøve med andre værktøjer, hvis de ønsker et større fremmøde. »Hvis de lægger skemaet på en mere delikat måde, kunne det gavne. Vi har Mediejura fra 17 til 20. Det er ikke det mest motiverende fag at have sent torsdag aften,« påpeger Patrick Ludvigsen.

? Lixen spørger un-

Mulig mødepligt Hverken 2. semesters undervisere eller Peter Bro ønsker mødepligt. Men det kan muligvis blive en nødvendighed. »Som udgangspunkt synes jeg ikke, at tvungen tilstedeværelse og afkrydsning er noget, der hører til på et universitet. Det er en kedelig udvikling, hvis vi skal dertil. Jeg vil gerne gøre alt, hvad der overhovedet er muligt for at undgå, at det bliver nødvendigt,« siger Peter Bro. Hvis han ikke føler, at de studerende lever op til de standarder, SDU har på journalistuddannelsen, kan det få ham til at ændre sin mening. »Hvis det bliver så skidt med fremmødet, at jeg begynder at frygte for, om niveauet holder, så kan det godt være, at jeg

Fraværet formindskes Ikke alt er så skidt, som det ellers kunne lyde til. Jonas Blom er den eneste af underviserne, der holder regnskab med sine studerende, og han kan berette, at det går bedre. »De sidste par gange har der stort set været fuldtalligt til min undervisning,« siger han.

derviserne:

Hvordan er fremmødet på 2. semester?

Jonas Blom, Mediesprog: - Fremmødet på 2. semester er i bedring. De sidste par gange er der kommet flere.

Morten Skovsgaard, Research-tilgange: - Fremmødet er rigtig godt i mit fag. Jeg har intet at klage over.

Lene Rimestad, Journalistisk Innovation: - I mit fag er fremmødet ringere end nogensinde før.

Karen Løth Sass, Radio & Web: - Svingende. Nogle gange oplever jeg, at store dele af holdt mangler. Andre gange ser det pænt ud.

Ralf Andersson, TV: - Fremmødet på 2. semester var i starten af semestret markant lavere, end det plejer at være.

Sanne Olesen, Mediejura: - Der er et udmærket fremmøde. Men jeg er egentlig ligeglad om folk kommer.

Bare de lærer stoffet.

stmat13@student.sdu.dk

EKSTERN

LIXEN | april 2014 | 7

Personlighed er værtens vigtigste værktøj Personlighed er journalistens mulighed for at sætte et aftryk på sine produktioner. Men personlighed er også seernes og lytternes mulighed for at komme tæt på den vært, der sidder bag radioen eller foran TV’et.

Jane Grønning

De er sjove, personlige og eftertragtede. Både radio- og TVværter er efterspurgte i mediebranchen. De har jobs, hvor der kræves noget specielt for at komme i betragtning. Det, der vægter højest, er personlighed, og det at være en god fortæller. »Vi har en tendens til at sidestille personlighed med noget gakket, sjovt og skævt, hvilket, jeg synes, er en fejl. Personlig-

hed handler om, at man er godt selskab,« siger Jesper Dein, redaktør for DR Medier.

Men talentet, den gode fortællemåde og personlighed skal branchen kigge langt efter, når samtalen falder på værtsroller. Derfor gør mediebranchen meget for at finde de personligheder, der skiller sig ud. Danmarks Radio har Talentholdet, hvor de netop udvikler ’talenter’, uden at det kræver journalistisk erfaring.

Unge talenter der på den ene eller anden måde har noget andet at byde ind med.

Skil dig ud Personligheden er vigtig uanset, om man er vært eller almindelig journalist. Rune Hedeman, der er radiovært på P6 og tidligere talent på DR’s Talenthold, mener, at det er vigtigt at skille sig ud.

Det er netop personligheden og det personlige perspektiv, der arbejdes med, hvis man er med på Talentholdet.

»Det med personligheden er vigtigt. Som talent bliver man formet til at turde have det personlige perspektiv,« fortæller han.

Men hvad er personlighed og talent egentlig? De kan være uhåndgribelige, og den evige søgen efter det ’specielle’ gør det svært for mediebranchen at finde de personer, der er tilsat ekstra krydderi. Talent-begrebet er svært at beskæftige sig med, fordi det er noget, man har eller ikke har. Alle har derimod en personlighed. Derfor er det mere konkret at efterspørge. »Personlighed er en diffus størrelse. Det er talent også, men personlighed er nemmere at arbejde med, fordi der er rigtig mange typer, man kan efterspørge,« fortæller Jesper Dein. Én ting ligger dog fast. »Dem, der skal levere de journalistiske produkter ud til seerne og lytterne skal være nogen, som har evner for fortælling og for-

midling,« siger Jesper Dein.

Gør jer umage Ifølge Jesper Dein er værten en type, man gerne vil sidde ved siden af i Dyrehaven. En interessant person, man gerne vil lære at kende. Derfor er der øgede kriterier på netop personlighed og talent, når branchen skal rekruttere nye værter. »Man skal tænde for sin radio for at finde en personlig vært, som man synes er fed,« fortæller Signe Muusmann, der er ansvarlig for DR’s Talenthold.

Når mediebranchen søger efter stemmer til radio eller ansigter til TV, så søger de specifikt efter personligheder. Ifølge Jesper Dein er det, hvad folk vil have.

Journalister er ikke nogen, der bliver fabrikeret på et samlebånd. Han mener, at vi skal gøre en dyd ud af at undgå ensartethed. »I virkeligheden handler det om, at vi er opmærksomme på

at bevare personlighederne og samtidig sørge for, at folk har et godt og solidt håndværk, så de kan levere varen,« mener Jesper Dein.

Med det gode og solide håndværk følger en forventning om, at journalister kan deres kram.

Trods stor konkurrence i branchen mener Signe Muusmann, at de journaliststuderende skal knokle og tro på sig selv. Og ikke mindst være omhyggelige. »Gør jer umage og sæt barren lidt højere hver gang. Tro på, at det er godt nok der, hvor man er.« Janjo13@student.sdu.dk

5 digitale journalistiske værktøjer Har du undret dig over, hvordan du kan gøre livet som journaliststuderende nemmere? Lixen har bedt Magnus Bjerg, leder af redaktionelt udviklingsteam på TV2.dk, om at finde fem gratis digitale værktøjer, der kan lette din hverdag.

CartoDB.com »Det er et mere lækkert alternativ til kort, der er lavet i Google Fusion Tables. Det bruges af mange mediehuse. Uden at kunne kode kan man med lidt fingerfærdighed også lave animerede kort. De første fem MB data er gratis, og det kan man nå langt med. I modsætning til Google Fusion kan CartoDB også tegne kort med over 100.000 punkter.«

Datawrapper.de »Super nemt interface til at lave interaktive diagrammer og grafer. Det er gratis, og de kan indlejres. Tilpasningsmulighederne er ikke uendelige, men de bør opfylde de flestes behov. Som regel er det noget pænere end screendumps af Excels standarddiagrammer.«

– for nørder

Tabula.nerdpower.org »Det er et lille værktøj, der kan hjælpe med at trække tabeller og andet data ud af pdf-dokumenter. Data, der ellers kan være besværlige at arbejde videre med. Ofte leverer ministerier og styrelser deres aktindsigtssvar som pdf-filer. Med Tabula er det ikke længere så stort et problem.«

Facebook graph search »Søgefunktionen på Facebook er blevet kraftigt opgraderet, så du nemt kan finde meget specifikke cases. For eksempel vil søgningen “Women who graduated in Medicine in 2002 and like Justin Bieber and live in Copenhagen, Denmark” give dig alle kvindelige medicinstuderende fra København årgang 2002, der er fans af Justin Bieber. Det er et meget stærkt værktøj til at finde cases, også i udlandet.«

Jeffrey’s free EXIF-viewer »Der findes masser af online og offline værktøjer som Jeffrey’s Free EXIF-viewer. Men de kan alle sammen læse metadata fra billedfiler. Hvis du er heldig, kan det fortælle dig, hvornår et foto er taget, med hvilket kamera og – endnu sjovere - HVOR billedet er taget. Det kan være ekstremt nyttigt til validering af fotos, men i flere tilfælde har det også afsløret folk.«

Fortalt til Jane Grønning Janjo13@student.sdu.dk

EKSTERN

8 | april 2014 | LIXEN

Langt skal lokke betalende læsere til netmedier Politiken gør det. Jyllands-Posten gør det.

Berlingske gør det. Lange formater er blevet en del af dagbladenes kamp for at få læserne til at betale for artikler på nettet.

Victoria Touveneau, Johanne Ramskov 2. semester

Betalingsmure og digitale abonnementer. Det er eksempler på dagbladenes forsøg på at få læserne til at betale for journalistik på nettet. Men det er svært at få folk til at betale for en nyhedsstrøm, der er gratis andre steder.

Derfor satser dagbladene nu på unikt indhold i form af lange formater, der skal give læserne en eksklusiv oplevelse, de vil betale for.

Lange formater kan være en af de ting, netmedier kan komme til at tjene penge på, ifølge forsker i mediers forretningsmodeller på Syddansk Universitet, Aske Kammer. »For at få kunderne til at betale skal der være et unikt indhold, som man ikke bare kan få andre steder. Og der kan de lange formater være et element,« siger han.

Politikens online sektion ‘Magasinet’, bragte i januar historien om datteren fra Tøndersagen. Det var et eksklusivt interview med en pige, som det meste af Danmark kender og føler med. Historien er et godt eksempel på enestående indhold og allerede to dage efter publiceringen, var den læst af mere end 340.000 mennesker.

Det er en grundlæggende præmis, at medierne skal levere mere end bare nyheder for at kunne kræve penge for det, mener han. »Lange formater giver mening rent forretningsmæssigt, fordi især unge ser nyheder som vand i hanen, og ikke gider betale for det,« forklarer Jakob Moll.

Misforstået Ikke alle er enige i, at det lange format fungerer på nettet.

Konsulent og underviser i webnyhedsformater hos Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Nils Ulrik Pedersen mener, at det lange format på nettet er misforstået. Længden alene er ikke et kvalitetsparameter. »For at vinde læsernes hjerter

skal man ikke skrive langt, men skrive komprimeret kvalitet« siger han.

Jyllands-Postens redaktør på sektionen ‘Indblik’, Peter Rosendal, er enig med Nils Ulrik Pedersen. Dog mener han, at langt fungerer, når det er begavet skrevet. »De lange formater stiller store krav til skribenten. Her handler det virkelig om at fastholde læseren med cliffhangers, spændingskurver og andre stilistiske virkemidler.« Informationseksplosion Men langt på nettet passer slet ikke ind i det moderne menneskes hverdag, mener Niels Ulrik Pedersen. Hver dag manøvrerer vi rundt i en konstant strøm af nyheder og informationer, og det sætter højere krav til, det vi læser. »Den udfordring publikum har i dag, er tid. Vi skal nå det hele, og løsningen på det er, at den

samme mængde skal skrives med færre ord,« fortæller han.

Jakob Moll fra Zetland er enig.

Dog mener han, at der er et vigtigt lag, der bliver overset. »Jo mere information, støj og nyheder vi bombarderes med, des større behov er der for dybere, længere formater.« Den amerikanske trend Det lange format udspringer fra USA, og det var derfra Jakob Moll og hans kolleger fik inspirationen til at starte Zetland. »I USA er der en ‘golden age for long-form journalism’ lige nu.

Det har derfor været oplagt at prøve i Danmark,« siger Jakob Moll.

Nu har dagbladene taget trenden til sig og introduceret lange formater på deres hjemmesider.

Jyllands-Posten er en af dem; hos dem er nyhederne gratis, men vil læserne til gengæld læse de længere formater, skal de være Premium-abonnenter.

Jyllandsposten.dk følger den internationale trend med, at det godt må være langt på nettet.

Redaktør på Premium Viggo Lepoutre Ravn mener, at medierne tidligere satsede på korte, mere overfladiske nyheder. Men en nyere generel tendens er, at mange læsere vil have kvalitet på alle platforme, også på nettet.

Et kvalitetsparameter er længde og dybde. Gør man dét godt, er der økonomi i det, vurderer Viggo Lepoutre Ravn. »Så længe der er kvalitet, vil der altid være nogle, der vil betale. Derfor er der et marked for lange formater,« siger han.

Nyheder er vand i hanen Et sted, der udelukkende har lange formater på nettet, er Zetland. Partner og del af chefredaktionen hos Zetland Jakob Moll er enig i, at enestående og dybdegående indhold kan få læserne til at betale for journalistik på nettet. »Hvis aviserne på nettet skal kunne løbe rundt, er lange formater en væsentlig nøgle,« siger han som et af svarene på journalistikkens mange udfordringer.

Udvikling: Det lange format er udviklet i håb om at lokke flere betalende læsere til netmedierne Foto: Holger Anderson

Vitou13@student.sdu.dk Jeric13@student.sdu.dk

EKSTERN

LIXEN | april 2014 | 9

Akademikerne indtager redaktionerne Kandidater fra statskundskab, sociologi og handelshøjskolerne har i dag deres vante gang på nyhedsredaktionerne side om side med journalisterne. I praktikantflokken er de universitetsstuderende blevet en fast del af holdet. På DR Deadline sætter de stor pris på deres universitetspraktikanter. Holdningen er, at de styrker kvaliteten af det journalistiske produkt.

Karen Lerbech

Politiken og Berlingske bruger dem som studentermedhjælpere i researchafdelingen. Hos DR udgør de en betydelig del af gruppen af praktikanter på de forskellige redaktioner. Akademikerne. Flere nyhedsmedier gør i dag brug af universitetsstuderende, når der skal løses journalistiske opgaver.

Hos DR Deadline består praktikantgruppen af én journalistpraktikant og fem akademiske praktikanter. »Det handler om, at vi skal kunne møde den virkelighed, som er gældende i dag med professionaliseret politisk kommunikation, en højere grad af konkurrence og professionelle kommunikatører,« udtaler Jonathan Kargaard, der er redaktør på DR Deadline. Han mener, at akademikerne højner kvaliteten i researcharbejdet. Og det er noget, en redaktion som DR Deadline har brug for. »Akademikerne er brugbare, når tallene skal knuses. Når man skal finde ud af, om der er belæg for en given sag, og om der bliver løbet om hjørner med os. De kan tage en redegørelse fra et ministerium og ringe rundt, snakke med nogle mennesker og ikke mindst bruge deres faglighed til at kvalificere materialet.«

Flere strenge at spille på DR2 blev relanceret i marts 2013. Kanalen skulle ikke blot formidle nyhederne, den skulle behandle dem. Sagligt og faglig.

I den forbindelse afskaffede Deadline bylinen på sine indslag, og satte en fed streg under den kollektive proces frem mod det fælles produkt – den færdige udsendelse. Jonathan Kargaard mener, at samspillet mellem journalister og akademikere er altafgørende for det journalistiske produkt. »Der skal formuleres en journalistisk historie, som skal vinkles på rette måde. Materialet skal være det rette, og det skal skrives i det rigtige sprog. På samme tid skal tallene knuses og der skal laves den nødvendige research Derfor er det nødvendigt med flere strenge at spille på,« siger han.

Håndværk og boglig viden I praktikantlejren ser praktikanterne kun fordele ved samarbejdet mellem journalister og akademikere.

Felix Østergaard er journalist praktikant ved DR Nyheder, hvor han har været siden 1. februar i år. Den første praktikperiode bruger han ved Deadline. Felix Østergaard tænker ikke meget over, at han er ene journalistpraktikant i flokken. »Vi arbejder jo hen imod det samme,« siger han.

For Felix Østergaard gælder det om at markere sig som praktikant – om man er journalist

Journalistpraktikanten Navn: Felix Østergaard Alder: 22 år Uddannelse: Journalistuddannelsen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

eller akademiker, betyder ikke noget. »Vi er mange praktikanter, og nogle gange er der få opgaver.

Det betyder, at man skal være meget fremme i skoen. For eksempel til redaktionsmøder. Der er kamp om det, og det er fedt!« Men Felix Østergaard ved dog, at han som journalistpraktikant adskiller sig lidt fra sine medpraktikanter. »Jeg har håndværket. Jeg kan selv bygge en historie op fra bunden. Lave en klar vinkel på det. AC’erne (universitetspraktikanterne, red.) er rigtig gode til research, og de har læst en masse bøger, som jeg aldrig har set på mit studie. De har en boglig baggrund, som kan komme dem til gode.« Deadlines og højt tempo Louise Østerby er én af Deadlines fem akademiske praktikanter Hun deler Felix Østergaards syn på, at praktikanter med forskellig baggrund kun gavner det endelige produkt. Og så synes hun det er sjovt at blive kastet ud i en anden virkelighed, end den hun kender fra sine studier i International Business and Politics på Copenhagen Business School. »Det er rigtig spændende pludselig at sidde i en hverdag, der går hurtigere, end jeg er vant til. Det er udfordrende at blive konfronteret med en helt anden type deadlines.« Louise Østerby søgte udelukkende praktik på Deadline. »Andet gav ikke mening med

Hvad er forskellen?

Praktikken er en fast del af journalistuddannelsen.

Praktik er ikke obligatorisk i forbindelse med en universitetsuddannelse.

Universitetspraktikanter kan søge merit for deres praktik.

Journalistpraktikanter mod-tager løn under praktikken.

ACere får ikke løn under praktik.

Til gengæld modtager de SU under praktikken.

PRAKTIKLIV. DR bruger både journalistpraktikanter og universitetspraktikanter. Foto: Holger Anderson.

min uddannelse og baggrund,« forklarer hun. Praktikken på Deadline bruger hun på, at gøre sig til en bedre fortæller. Noget hun vil bruge, når der forhåbentlig skal skrives ph.d.-afhandling en dag. »Man kan få at vide, at man skal lægge en anden vinkel på historien, hvis den skal sælge. Og det gør jo bare, at man bliver skarpere på sine egne analyser,« forklarer Louise Østerby.

Universitetspraktikanten Navn: Louise Østerby Alder: 24 år Uddannelse: 2. semester på kandidaten i International Business and Politics på Copenhagen Business School

»Man får et helt andet begreb om sine faglige emner, og det tror jeg er meget sundt.« Både Felix Østergaard og Louise Østerby er enige om, at journalistikken uden tvivl bliver bedre af samarbejdet mellem journalister og akademikere. »Jo flere dygtige folk, vi har til at analysere og få viden frem i den her verden, jo bedre er det,« siger Louise Østerby. karpe13@student.sdu.dk

PORTRÆT

10 | april 2014 | LIXEN

Man kan ikke lære en gammel hund at pisse

For 49 år siden startede Lasse Jensen sin journalistiske karriere. Den har budt på alt lige fra borgerkrig og hungersnød til nystrøgede skjorter på chefkontoret. Fælles for de mange jobs er, at Lasse Jensen i høj grad har været sin egen chef.

Holger Anderson Rebecca Cywan

I en baggård til en baggård til Bredgade – ad elevator, trapper og passager, igennem Dagbladet Informations kringlede kontorlandskaber – når man frem til de danske mediers allerhelligste: Lasse Jensens kontor. Hans ydmyge tempel er dekoreret med billeder, karikaturtegninger, læserbreve, gamle fødselsdagskort og avisudklip. Det hele bærer præg af Lasse Jensen.

Selv kalder han det en ‘I-love-me-wall’. Et begreb han har taget med sig hjem fra sin tid som udenrigskorrespondent i USA.

Væggen vidner om de mange år, den nu 68-årige journalist har navigeret rundt i mediernes farvand. Mere end halvtreds år er der gået, fra han kastede sin kærlighed på journalistikken.

Siden 2001 har han gennem sit radioprogram ‘Mennesker og medier’ holdt et vågent og kritisk øje med medieverdenen.

Med udvalgte mennesker, debatterer han den journalistik, som en stor del af Danmarks befolkning skovler i sig hver eneste dag. Lasse Jensen er opmærksom på mediernes magt, og derfor ser han det som sin rolle at holde dem i nakken. »Medier er magthavere. De har inflydelse på, hvad vi interesserer os for. Det vi bruger mest tid på, næst efter søvn og arbejde, er medier.

Derfor skal jeg som journalist gå efter dem, « fortæller han.

Tænder man for radioen om fredagen kl.

13:03, brummer Lasse Jensens karakteristiske, mørke stemme derudad. Han er ikke bange for at stille uendeligt lange spørgsmål, men SELVSTÆNDIG. Lasse Jensen er fast mediekommentator på Dagbladet Information, men han er dog ikke ansat på avisen. lader til gengæld også Foto: Holger Anderson

PORTRÆT. Journalist, radiovært og ejer af journalistisk virksomhed. Foto: Holger Anderson

altid sine gæster tale ud. Holdninger har han mange af, og indimellem kommer de også frem. Det, vil nogle måske mene, er i modstrid med billedet af den klassiske journalist, som skal fremstå neutral for at virke troværdig. Men Lasse Jensen formår at holde på lytternes tillid. Ifølge ham selv er det fordi, han ikke udelukker emner. »Det kan godt være, at jeg har nogle Hassan’er, men jeg har ingen tabuer. Derfor tror jeg, folk synes, at jeg er rimlig troværdig,« siger den erfarne Lasse Jensen.

Men han startede også et sted. Som nyuddannet tog han til Afrika som udenrigskorrespondent for nyhedsbureauet Ritzau.

“

på det tidspunkt var hærget af borerkrig og hungersnød. Men på trods af al elendigheden, som Lasse Jensen var vidne til dengang, afskrækkede det ham ikke fra et liv som udenrigskorrespondent. Jobbet gav ham fra starten frihed til stort set at være sin egen herre. Det, at have frihed til at kunne bestemme selv, er vigtigt for den garvede journalist. Selvom han har haft det godt i alle sine jobs, har han haft det bedst der, hvor de har givet ham mest luft under vingerne. »Det bedste job i verden er at være ansat i DR 6000 kilometer fra DR-byen,« griner Lasse Jensen.

Men livet som udenrigskorrespondent i krigsplagede lande er ifølge Lasse Jensen ikke uden konsekvenser. Man får permanent posttraumatisk stresssyn-

Jeg har altid haft et naturligt modsætningsforhold til chefer, selvom jeg selv har været chef.

En tur i helvede - Et himmelsk job Små, levende skeletter med maver formet som fodbolde. Nøgne kroppe, som skriger på føde. Døde, indsunkne blikke uden antydningen af den barnlige sjæl, der burde gemme sig bag. I massevis ligger de på hårde træbrikse. Nogle græder. Andre kalder efter hjælp. Mange har allerede givet op.

Det var, hvad Lasse Jensen gik i møde, da han som 22-årig var udenrigskorrespondent i republikken Biafra i Nigeria, som

drom, mener han. Derfor bør man også kun være det i en begrænset periode. »Det er et fedt liv som udenrigskorrespondent, men man skal bare holde op,« siger han og uddyber. »Hvis du pludselig får sådan en gryende fornemmelse for, at 1) Du er egentlig ikke bange – du skal være bange, for ellers er der noget galt - og 2) Du begynder at betragte det hele lidt for kynisk, lidt for mekanisk, lidt for overordnet journalistisk, så er det nok på tide at holde op,« fortæller Lasse Jensen.

PORTRÆT

LIXEN | april 2014 | 11

‘I-LOVE-ME-WALL’. Lasse Jensens væg. Foto: Holger Anderson

Karrieren som udenrigskorrespondent sluttede i 1993, hvor han vendte næsen mod Danmark igen. Til en stilling som souschef for TV2-Nyhederne.

Jensen som bossen Hans kaffekop bærer Informations logo, men man skal ikke lade sig narre - Lasse Jensen er ikke ansat på dagbladet. Han bor til leje. Fem år efter hjemkomsten til Danmark, slår Lasse Jensen nemlig hul på livet som selvstændig. Han starter virksomheden ‘Jensen og Kompagni’, som blandt andet producerer radiomediemagasinet ‘Mennesker og medier’.

‘Man kan ikke lære en gammel hund at pisse’ - står der på en karikaturtegning af Lasse Jensen, som hænger på den glamourøse ‘I-love-me-wall’. Om udsagnet bogstaveligt talt er sandt, står uvist, men i overført betydning falder det godt i hak med, at Lasse Jensen er en mand, der foretrækker at sætte sin egen dagsorden. »Jeg har haft det allerbedst som selvstændig. Jeg har altid haft et naturligt modsætningsforhold til chefer, selvom

jeg selv har været chef. Som selvstændig har jeg været min egen herre i 16 år. Det, at jeg har frihed til at gøre næsten, hvad der passer mig, gør det til det bedste job, jeghar haft. Tanken, om at jeg i realiteten ermin egen herre, er skøn,« siger Lasse Jensen med et bredt smil.

Udover radioprogrammer står Lasse Jensen også bag en række dokumentarfilm, erhvervsfilm og tv-programmer, hvoraf flere har vundet priser. I 2001 de-

“

Jensens liv, og det lægger han ikke skjul på. »Jeg har altid prioriteret arbejdet højt.

I perioder sikkert alt for højt. Det var nok også derfor, jeg blev skilt fra min første kone,« fortæller Lasse Jensen.

Han stiftede familie i en sen alder. Som 39-årig fik han sit første barn med sin tidligere kone, og ti år senere blev han far for anden gang sammen med sin nuværende kone. De har været gift i tyve år.

Jeg har altid prioriteret arbejdet højt. I perioder sikkert alt for højt

buterede han som filminstruktør med ‘Jesus Christ Airlines’, en film om det kristne nødhjælpsarbejde, som fandt sted over en farlig luftbro til det selvsamme borgerkrigsramte Biafra, hvor Lasse Jensen selv befandt sig i 1968.

Vietnamesisk wok-kok Arbejdet har altid fyldt mest i Lasse

Men selvom ’klassisk familiefar’ ikke er en betegnelse, Lasse Jensen ville bruge om sig selv, så går han meget op i, at det er ham, der står for madlavningen i hjemmet. »Jeg elsker at lave mad. Især asiatisk mad. Jeg har en drøm om at starte på kokkeskole i Vietnam. Det kunne være, det skulle være min næste karriere at blive

vietnamesisk Wok-kok,« griner Lasse Jensen.

Men på trods af passionen for madlavning, har han ikke planer om at slippe journalistikken. »Det fede ved det her fag er, at du kan blive ved med at udøve det til den dag, du dør. All you need is a keyboard and a broadband connection,« siger Lasse Jensen, som føler sig privilegeret over at være en af de store spillere på banen, når det gælder journalistik om medier.

Medierne under mikroskop Mediejournalistik er betegnelsen for den journalistik, som omhandler medierne.

Der er i dag kun få journalister, som laver mediejournalistik, men interessen for området har været stødt stigende gennem de senere år. Ifølge Lasse Jensen har det noget at gøre med den øgede konkurrence mellem medierne og journalisternes erkendelse af, at det er vigtigt at være kritiske over for deres eget fag. Han mener, at man skal behandle medierne som en vare.

PORTRÆT

12 | april 2014 | LIXEN »Jeg opfatter kritisk mediejournalistik som forbrugerjournalistik. Journalistik er en vare, man køber, og derfor skal det behandles på nøjagtig samme måde som de varer, vi køber i for eksempel Fakta,« understreger Lasse Jensen.

Det er ikke kun interessen for mediejournalistikken, der har ændret sig. Medierne har i dengrad også ændret form og indhold. I dag laver man ikke et journalistisk produkt uden at tænke på, hvem det er rettet i mod. Næsten alle medier har målgrupper. Massemedierne er blevet splittet op i en masse små nichemedier. Herudover bruger flere og flere mennesker sociale medier som deres primære nyhedskilder. Forskellen på de traditionelle medier og eksempelvis Facebook er for Lasse Jensen klar. »Hvis jeg skriver noget på min væg, så er der måske 5000, som ser, hvad jeg skriver. Men når jeg åbner kæften i Menesker og Medier, så er der over 100.000, som lytter med. Derfor er Facebook i min optik ikke et massemedie.« Og at flere end tidligere får deres nyheder gennem små, målrettede medier, falder ikke i god jord hos Lasse Jensen. »Jeg kan blive meget bekymret over samfundsdebattens fragmentering. Det er en uafvendelig udvikling. Det, jeg kan frygte, er, at den store samfundssamtale, som et eller andet sted ligger til grund for demokratiet, i stigende grad bliver til en hel

SCHLÜTER. Lasse Jensen har været aktiv i dansk journalistik siden 1965. Gennem sin lange karriere har han haft mulighed for at møde mange store personligheder. Heriblandt Danmarks tidligere statsminister Poul Schlüter. Foto: Holger Anderson

masse samtaler, så vi kun taler sammen i små grupper og ikke med hinanden. Der findes ikke længere massemedier. Der er bare en masse medier.« Samfundet bliver altså ifølge Lasse Jensen i højere grad delt op, og kommunikationen bliver dårligere. Det samme gør journalisternes jobmuligheder og

ETIK. En bog Lasse Jensen hyppigt gør brug af i sit arbejde.

Foto: Holger Anderson

løn. Dommedagsprofetier er dog ikke noget Lasse Jensen vil kaste om sig med. Han mener, at der stadig er håb for fremtidens journalister. »Det er stadig et job med fantastiske muligheder. Det er verdens bedste fag. Men det er gået fra at være verdens gladeste og sikreste job til at blive en langt hårdere kamp nu. Nettet strammes, så man i dag skal arbejde langt mere målrettet og langt hårdere. Ikke fordi vi før kom sovende til det, men vi kom måske mere legende til det. Vi arbejdede meget. Men vi tænkte aldrig på, at grunden til, at vi arbejdede så meget, var for at beholde jobbet.

Lasse Jensen på råd Han svarer, uden at tøve, på, hvad det bedste råd til kommende journalister er: »Find et andet job,« griner han varmt, men trækker det hurtigt tilbage igen. Efter en kort tænkepause vender han tilbage med det, han egentlig mener, alle nye journalister bør huske. »Hold fast i dig selv. Pas på etikken,« siger han og tilføjer: »Beslut dig tidligt for, om du vil være i reklame- og kommunika-

tionsbranchen eller i den journalistiske branche, for hvis du skifter for meget mellem de to, så mister du etikken.« Lasse Jensen mener, at reklamebranchen indeholder det, han kalder varm luft, som alt for ofte blandes ind i journalistikken. »Varm luft er varm luft. Det er ingenting. Man kan kalde det intetsigende pladder, der lyder godt. Som journalist må varm luft være en af dine yndlingsaversioner. Alt, hvad vi laver, har til formål at nå længere frem mod en eller anden sandhed.

Hele vores arbejde går ud på at komme så tæt på sandheden med de ressourcer og evner, vi har.« Derfor mener Lasse Jensen, at det er godt at være afklaret med, hvad man vil. »Det er en uskik at blande reklame og journalistik sammen, og det skal vi holde os fra.« Før i tiden sørgede man for, at reklamer i avisen fik påklistret ordet ‘annonce’. Nu iklæder man reklamen journalistikkens kåbe. »Hvis du tror, det alt sammen er journalistik, så tager du fejl.

Det er ikke kritisk. Hvis du vil være journalist, så bevar din kri-

tiske sans.«

BLÅ BOG Født den 23. december 1946 Uddannet journalist i 1968 fra DMJX Udenrigskorrespondent Ritzau fra 1968 til 1969

for

Ansat på DR fra 1969, hvor han var udenrigskorrespondent af to omgange og efterfølgende chef for DR Fra 1987 til 1992 var han chef for European Broadcasting Union i New York Souchef for TV2-nyhederne i 1993-1996 Forlod DR i 1997 og startede prodoktionsselskabet ‘Jensen og Kompagni’ i 1998, der blandt andet har produceret radioprogrammet ‘Mennesker og Medier.’

Debuterede som filinstruktør i 2001 med dokumentarfilmen ‘Jesus Christ Airlines’ Er i dag radiovært på ‘Mennesker og Medier’ og ekstern lektor ved Roskilde Universitet. hoand13@student.sdu.dk recyw13@student.sdu.dk

FOKUS: POLITISK JOURNALISTIK

LIXEN | april 2014 | 13

Da journalisterne indtog Borgen Det var tilbage i 1918, at journalisterne for første gang fik en plads inde bag Christiansborgs tykke mure. Siden da har de været fast inventar.

Anna Nedergaard

BAGGRUND: For snart 100 år siden kunne de politiske journalister for første gang kalde Christiansborg for deres arbejdsplads. Det var i 1918.

Side om side med politikerne kunne de nu begive sig ned ad Vandrehallen, smyge sig i de lange gange og spise frokost i Snapstinget. Det var det tætte bånd til politikerne, der i sin tid betød, at journalisterne kom med, da politikerne flyttede ind i et nyopført Christiansborg. »Der var behov for at have nogen, der kunne meddele, hvad det var, politikerne og partierne

ville. Det kunne de politiske redaktører, fordi der var så tæt sammenkædning med politikerne. Derfor røg de med ind på Christiansborg for at blive en del af det politiske miljø,« fortæller Henning Olsson, politisk journalist hos DR og tidligere formand for Folketingets Presseloge gennem 10 år.

Vejen til Borgen I første halvdel af 1900-tallet var politisk neutralitet ikke en faktor for dagbladene. Tværtimod.

De var fast tilknyttet til et enkelt politisk parti, og det betød, at journalisterne kunne have et helt særligt bånd til de enkelte politikere. »Hvis man for eksempel skrev for Venstre-pressen, var man en del af Venstre. Sådan var det dengang, og sådan var det langt op i 1900-tallet,« fortæller Henning Olsson.

Det står i skærende kontrast til den politiske journalistik i dag, hvor det er altafgørende, at journalisterne ikke er bundet af et bestemt parti eller enkelte poli-

tikere.

I 1918 var det især det tætte samarbejde mellem politikere og journalister, der gjorde, at journalisterne kom med, da politikerne igen rykkede ind på Borgen. Politikerne havde brug for, at de kunne komme hurtigt ud med deres budskaber, ligesom journalisterne skulle følge med i, hvad der skete i partigrupperne – især i deres egen.

Journalisternes indtog betød også, at Rigsdagens Presseloge, i dag Folketingets Presseloge, blev dannet for at varetage Christiansborg-journalisternes interesser. ‘Loge’ kan måske lede tankerne hen på en hemmelig klub eller et slags broderskab, og Presselogen lever da også et selvstændigt liv på Borgen, da medlemmerne ikke er ansat af Folketinget. Navnet kommer imidlertid af pressens faste tilhørerplads i Folketingssalen.

Forholdet til politikerne Forholdet mellem journalisterne og politikerne har til tider været anspændt. Senest meldte

Folketingets formand, Mogens Lykketoft, sig i rækken af politikere, der vil indføre restriktioner for journalisterne, hvis de ikke stopper den ’paparazzilignende adfærd’. Ifølge Henning Olsson er udmeldinger som Mogens Lykketofts ikke nyt for Borgens journalister. »Der har altid været et had-/ kærlighedsforhold,« understreger han.

Det skyldes især, at politikerne både er afhængige af journalisterne, men samtidig ville ønske, at de kunne holde en vis afstand til dem. »På den ene side kan politikerne lynhurtigt henvende sig til os med en kommentar eller et forslag, fordi vi er her i huset, og det er jeg ikke i tvivl om, at de er utrolig glade for. På den anden side ved de også, at sager, som de ikke er så begejstrede for, nok skal komme ud på grund af det tætte miljø,« fortæller Henning Olsson.

Alligevel er den tidligere formand overbevist om, at journalisternes tilstedeværelse gavner

mere, end den skader. »Jeg er ikke i tvivl om, at det store flertal af politikere ikke har noget ønske om, at vi skal forlade Christiansborg,« slutter han.

FOLKETINGETS PRESSELOGE

- Rigsdagens Presseloge (i dag Folketingets Presseloge) blev stiftet i 1918.

- Formand (siden 2013): Anders Jerking, redaktionschef, Altinget.dk.

- Presselogen kan tælle op til 200 medlemmer, normalt er tallet ca. 180.

- For at blive medlem skal man godkendes af Folketingets Præsidium. anned13@student.sdu.dk

Netværk og troværdighed er juveler I den politiske journalistik er netværk og troværdighed nøgleord. Det benytter især politisk redaktør på Fyens Stiftstidende, og JydskeVestkysten sig af.

Og det giver dem de gode historier.

Stefan Jørgensen, 2. semester

»Da jeg var praktikvejleder på Ekstra Bladet, var der en praktikant, der sagde: ’Hvor er det altså bare irriterende, at folk konstant ringer på min arbejdstelefon’. Så svarede jeg tilbage: ’Du må da være splitterravende sindssyg. Du skal bare være glad for, at der er nogen, der gider snakke med dig’.«

Elisabet Svane er politisk redaktør på Fyens Stiftstidende.

Hendes kontor har adresse på Christiansborg, og tæt på halvdelen af Elisabet Svanes liv er gået med politik. 24 år er det blevet til. Hun ved, hvad hun snakker om. Og en af de ting, hun kan snakke længe om, er netværk. Netværk er nemlig altafgørende, når man er politisk journalist. »Netværk betyder stort set alt.

Netværk og troværdighed er de to juveler. Det ene kan man lade være med at ødelægge, og det andet kan man forsøge at skabe sig. Jeg kan ikke lave det, jeg laver, hvis jeg ikke kan komme ind bag ved. Det gør jeg kun, fordi der er nogen, som stoler på mig,« fortæller Elisabet Svane.

Jyderne bruger netværk Ligesom Elisabet Svane gør JydskeVestkysten også brug af

netværket. Det var tydeligt, da de d. 30. januar i år, som det første medie, kunne fortælle deres læsere, at SF trådte ud af regeringen. Og det på trods af, at SF’erne var mandsopdækket af journalister, hvoraf ingen var fra det regionale dagblad fra Syd- og Sønderjylland. JydskeVeskysten har nemlig ingen journalister på Christiansborg. »Vi jagter ikke klassisk en historie som den om SF. Der var vi lidt på udebane, men man kan også vinde på udebane en gang imellem,« fortæller chefredaktør for JydskeVestkysten, Peter Orry Jensen.

Historien fik JydskeVestkysten fra en kilde i deres netværk, som de stoler på. Normalt bruger JydskeVestkysten ikke meget tid på de landspolitiske historier, da de har adgang til Berlingskes indhold. I stedet fokuserer de på historier fra deres eget område,

og også her er netværket vigtigt. »Historien om SF’s udtræden af regeringen er ikke den slags nyheder, som vi skal leve af. Der ville vi vinde én ud af 50 gange. Det er klart vigtigst for os at have forbindelser og netværk til de politikere, som gør, at vi kan lave ordentlig og god journalistik i vores landsdel,« siger Peter Orry Jensen.

Gør dig spilbar Politikere og journalister er afhængige af hinanden. Derfor handler det om at gøre sig spilbar igennem det gode netværk, mener Elisabet Svane. Gør man det, vil de gode historier også komme til en. »Man skal gøre sig selv spilbar, som den journalist, der får de gode historier. Det er jo det, det handler om. Netværket handler om, at jeg kan bedrive min journalistik,« erkender hun.

Peter Orry Jensen fortæller samtidig, at det ikke kun er journalisterne, som henvender sig til politikerne. »Kildenetværket fungerer begge veje. Der kan være nogle sager, som vi beskæftiger os med, som vi gerne vil have ind på Christiansborg. Så vil vi typisk bede de cirka 20 lokalvalgte folketingsmedlemmer om at forholde sig til det. Omvendt henvender de sig også til os med nogle sager, som de arbejder med i vores landsdel, og hører, om det har vores interesse.«

stefj13@student.sdu.dk

14 | april 2014 | LIXEN

FOKUS: POLITISK JOURNALISTIK

LIXEN | april 2014 | 15

I enerum med Peter Skaarup

Vi taler om dem. Udfritter dem for holdninger. Analyserer og forlanger svar. Politikerne. Men hvordan oplever de egentlig os journalister på den anden side? Jeg tilbragte en dag med Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti for at finde ud af det.

Sofie Rye

Vi krydser det smukkeste gulv, jeg nogensinde har set. Parket, der smelter ind i mosaik, terrazzo og sten og metal. Dansk Folkeparti holder til i Proviantgården på Magtens Ø.

Gruppeformand Peter Skaarup er ved at følge mig op til deres grupperum. »Min far ville elske det her,« hører jeg mig selv sige for at sætte samtalen i gang. »Han er meget historisk interesseret.« »Ja, men her er også flot,« svarer Skaarup, mens han åbner dør efter dør og træder ind i en elevator, der ikke vil køre op. »Vi bliver nok nødt til at tage trapperne.« Der er gruppemøde kl. 12. Jeg bliver placeret udenfor på en sofabænk i selskab med Martin Henriksens to livvagter. Den ene står og sms’er. Henrik Qvortrup kommer travende travlt og tyggende med et fad mad.

Nu bryder de ud i sang inde bag døren. Søren Espersen synger for ved klaveret.

En flok gråhårede gæster bliver vist rundt. De kommenterer de gamle paternosterelevatorer, hvor en TV2 journalist for nylig fik kameraudstyr i klemme for flere hundrede tusinde kroner.

Vi går ned mod kontorerne og støder på Esben Olsen fra Nordjyske på trappen. »Han er en tidligere Ritzau-rotte,« siger Peter. »Ja, og nu stjæler de vores historier og bringer dem som om, det var deres egne,” svarer journalisten og griner.

Politisk redaktør for Radio24syv Jesper Termansen står i Vandrehallen og venter på, at Nick Hækkerup dukker op. »Tirsdag og onsdag er som regel gode dage at fange politikerne på.« Jeg skriver det fluks bag øret.

Inde i Euroman Hun var egentlig plottet ind i Peters kalender kl. 14.30, men hun tropper op en halv time før

og går selv ind på Peters kontor.

Journalisten Anne Sofie Kragh fra Euroman. Hun skal lave et baggrundsinterview til deres store forsideportræt af Morten Messerschmidt, der udkommer i maj måned. Jeg får lov til at komme med ind, hvis jeg lover ikke at referere fra interviewet.

Peter hælder kaffe op til os alle sammen. Anne Sofie Kragh udspørger. Peter fortæller.

Anne Sofie Kragh smiler og skriver. Peter undviger. Anne Sofie Kragh taler udenom for igen at vende tilbage til samme spørgsmål.

Hun er gået over tid nu og Peters sekretær banker utålmodigt på. Der er mange, der gerne vil have fat i gruppeformanden.

Amatører Radio24syv ringer. Peter skal live igennem. De vil gerne høre, hvad Dansk Folkepartis holdning er til forslaget om ID-nummerering af politibetjente. Han taler i sin Nokia-telefon, imens han fumler et stykke papir frem fra sit skrivebord og begynder at notere. ’Diskussion med Venstre, Kim Andersen’ står der med blå kuglepensblæk, som han rækker mig. Alt kører på rutinen. »Sidste gang jeg talte med dem, var det lidt amatøragtigt. Det morgentidspunkt vi havde aftalt dagen før blev ikke overholdt,« fortæller han om Radio24syv. »Så ringer de, når man lige er kommet op på sin cykel.« Fem minutter efter står Olav Christensen fra TV2 på Peters kontor med en kameramand.

Fotografen tjekker hvidbalancen, mens Olav Christensen fortæller, hvad han vil spørge om, og Peter fortæller, hvad han vil svare. »Lad mig lige køre en kam gennem håret.« De er klar. Peter står op og begynder at tale.

Hænderne samler han på ryggen og beholder dem der, indtil interviewet er slut. Han laver ingen fejl. Der er intet, der skal tages om. Olav er tilfreds. Fotografen er tilfreds. »Skal jeg læse i Berlingske?« spørger Peter, da de skyder nog-

SPOTLYS. TV2 på besøg på Peter Skaarups kontor. Foto: Holger Anderson.

le ekstra billeder, hvor han sidder ved sit skrivebord. »Du kan bare sætte dig ved tastaturet og hamre,« svarer Olav Christensen. Endnu et indslag til 19-Nyhederne er i kassen.

Klokken nærmer sig halv fem, og vi holder en ’pause’, så Peter kan tjekke sin telefonsvarer.

Den korte avis har ringet for en kommentar til ID-sagen. Det er første gang på dagen, jeg har ham i enerum.

Gratis reklame Hvad synes du om interviewet med Anne Sofie Kragh? »Vi kunne sige stort set hvad som helst til hinanden, fordi vi havde en aftale. Det var ikke noget, der nødvendigvis blev trykt, men det er også en disciplin, der kan være vanskelig.

Hvorfor? »Der kan være ting, jeg siger, der, taget ud af en sammenhæng, pludselig kan se meget mærkeligt ud på tryk. Det er ikke lige som et klassisk kritisk interview som det med Olav Christensen, hvor jeg siger mine meninger.

Vil du virkelig kalde det et kritisk interview? »Nej, det var nok ikke kritisk.

Jeg havde jo en fornemmelse af, hvad det handlede om.« Hvad er din taktik så, når du bliver stillet spørgsmål, du ikke vil svare på?

»Jeg vil ikke sige, at jeg har meget taktik. Udover at jeg ved med mig selv, hvad jeg nogenlunde kan tåle at se på tryk. Jeg har tillid til, at Anne Sofie Kragh ikke kommer til at lave det i en kontekst, hvor jeg kommer til at ligne en total idiot.

Du har været med helt tilbage fra Fremskridtspartiet. Hvordan har udviklingen været i pressen? »Jeg synes, jeg ser flere fejl. Jeg har en fornemmelse af, at journalisterne er meget pressede.

De skal producere hele tiden.

Da jeg engang sad i finanslovsforhandlinger med den forrige regering, behandlede vi et tema, vi skulle blive enige om. Der var en pause, hvor vi havde tid til at sætte os ind og se Nyhederne.

TV2 plastrede et skilt på skærmen: ’Aftalen handler om de her fire ting,’ og der var faktisk fejl i alle fire punkter. Og det ser man tit. Ikke kun hos TV2.« Oplever du journalister som venstreorienterede? »Det kan man nogle gange læse i deres artikler, at de er.

Men selvom DF har været lidt odiøst og ikke-stuerent, tror jeg også, det er et generationsspørgsmål. De journalister, der bliver uddannet nu, har ikke på samme måde en aversion mod Dansk Folkeparti. Der er ikke den samme barriere som før. Vi er heller ikke til at komme uden

om længere.« »Hvad gør DF særlig gode til at få opmærksomhed?« »Jeg tror, vi måske har accepteret det vilkår, at journalister render rundt herinde. Nogle af de andre partier er lidt for selvtilfredse og ikke så tilgængelige. De føler sig truet af jer.« »Bruger I dem aktivt?« »Journalister har brug for historier.« »Er det derfor, du laver det her interview med mig?« Han læner sig tilbage i stolen og svarer forsinket. »Ja, jeg ser ikke dig som en fjende, men det kan vi jo se på den anden side af den her artikel,« siger han og smiler. »Vi opnår ikke noget ved at stille en mur op.« »Jeg tænker ikke kun på en mur. Bliver den her artikel brugt som gratis reklame?« »Ja, det gør den da. Alt er reklame. Kan man få journalisten til at skrive det, man mener på en sober måde, er det trods alt bedre end et læserbrev. Din artikels troværdighed er større end mit læserbrev.« Tiden er brugt op. Peter skal videre til en middagsaftale. Jeg glemte at spørge ham om, hvad han bruger de to store støvler bag skrivebordet til, eller hvorfor det ikke var ham, Euroman ville have på forsiden. sorye13@student.sdu.dk

FOKUS: POLITISK JOURNALISTIK

16 | april 2014 | LIXEN

Det mener ungdomspartierne om Borgen-journalister Hvad mener ungdomspartierne om, at pressen i Danmark befinder sig inden for Christiansborgs mure? Gavner eller skader det den politiske journalistik? Det har Lixen spurgt formændene om.

dorerne på Borgen. Tror, det ville være sundt for både dansk journalistik og dansk politik, hvis man fik hinanden lidt på afstand. Så ville det måske handle mere om substans og almindelige menneskers hverdag, end det gør i dag.«

Carl Valentin: Landsformand, SF’s Ungdom Anna Nedergaard

Camilla Schwalbe: Forbundsformand, Danmarks Socialdemokratisk Ungdom

»Der er ingen tvivl om, at den danske journalistik i den grad bærer præg af, at journalisterne lever i en osteklokke med politikerne på Christiansborg. Der bliver fokuseret al for meget på personer, proces - kort sagt bullshit - og det hænger sammen med, at al journalistik tager sit afsæt i snakken i korri-

»Det er måske i virkeligheden ikke så meget det, at de er på Christiansborg, der er problemet, men mere at de er så centreret i København. Jeg synes generelt, at man oplever, at det kan være svært at få presse på ting, der ligger langt fra Borgen.

Det synes jeg er ærgerligt.«

Kristoffer Beck: Landsformand, Konservativ Ungdom

»Det er ikke noget, vi rigtig har en holdning til, men det giver god mening at have jounalisterne så tæt på politikerne som mu-

ligt, så de har et bedre indblik i spillet og de forskellige magtstrukturer på Christiansborg.«

Jens Husted:

men principielt så jeg gerne, at politikerne og journalisterne ikke havde til huse under samme tag.«

ved, at pressen hele tiden er så tæt på politikerne.«

Christopher Røhl: Landsformand,

Landsformand, Venstres

Alex Vanopslagh:

Radikal Ungdom

Ungdom

Landsformand,

»I min optik er det principielt forkert, at journalister og magthavere går så tæt op af hinanden, som tilfældet er i Danmark. Jeg kan være bange for, at det stækker journalisterne i deres arbejde.

Det er journalisternes opgave at jagte magthaverne, når de igen-igen-igen laver love, der indskrænker danskernes frihed. Jeg frygter, at jagten bliver sværere, hvis man har spist frokost med dem nede i Snapsen.

Hvis man har overværet Christiansborg-journalisterne til pressemøder, virker min bekymring måske teoretisk eller overdrevet. For de går virkelig til vaflerne - og sådan skal det også være. Derfor kan det være, at jeg bekymrer mig for meget,

Liberal Alliances Ungdom

»Radikal Ungdom kan godt se problematikken i, at journalister er for tæt forbundet med de politiske forhandlinger, idet man risikerer, at forhandlingerne bliver et politisk vælgerspil. Samtidig mener vi dog, at det er vigtigt, at borgerne er inddraget i de politiske beslutninger, og den offentlige debat har mulighed for at tage stilling, før politikerne træffer et valg.

Derfor mener vi selvfølgelig også, at journalisterne skal være på Christiansborg for at afdække den politiske debat og dets forhandlinger. Vi mener desuden, at systemet, som det er i dag, er i den balance, vi skal forsøge at finde det gode system inden for.«

»Det har Liberal Alliances Ungdom ikke en holdning til. Vi har derimod et udgangspunkt, der hedder, at vi har tillid til, at professionelle mennesker bedst selv ved, hvordan de løfter kvaliteten af deres arbejde. Det gælder også journalister på Christiansborg.«

Anders Vistisen: Landsformand, Dansk Folkepartis Ungdom

»Det er ikke min oplevelse, at presse og politikere kommer for tæt på hinanden. Jeg synes, at den model, vi har i Danmark, er at foretrække i forhold til så mange andre landes. Og det er mit indtryk, at det er fint, at der er en vis demokratisk kontrol

anned13@student.sdu.dk

En politisk reporter med krudt i røven Hun er 25 år og har allerede sin daglige gang på Christiansborg for DR Nyheder. Mette Mayli Albæk fortæller om livet som politisk journalist.

Karen Louise Mørk, 2. semester

Det meste af gymnasiet gik med fodbold og fester – gennemsnittet skulle jo ikke bruges til noget, som hun siger. I dag pryder hun DR Nyheder med politisk stof.

Har du altid interesseret dig for politik?

Nej, slet ikke. Det var først, da jeg kom ind på Borgen i min praktik hos Politiken. Før synes jeg, at politik var pissekedeligt og svært. Jeg kommer heller ikke fra en familie, hvor vi har diskuteret politik, så jeg vidste ingenting om det.

Hvad skete der så?

Fra dag et var jeg totalt forelsket i Christiansborg. Min redaktør, Mette Østergaard, sagde, at det var i orden, at jeg ikke vidste noget om politik, og den tog vi bare derfra. Jeg fik meget ansvar, og hun troede på mig. Det gav mig lyst til at gå i krig med det.

Jeg lavede A4-ark med navne på alle partiers ordførerskaber, som jeg terpede. Jeg lavede regler for at blive bedre.

Hvad har overrasket dig mest i dit arbejde?

Fordi vi aldrig kommer ud fra Borgen, er en historie herinde tit bedre, hvis regeringen er internt uenige, end hvis det rent faktisk er noget, der kommer til at have betydning for befolkningen.

Hvad er mest spændende ved at være politisk reporter?

Når jeg sidder i Folketingssalen og overværer, at en lov bliver vedtaget. Imens politikere sidder og stemmer om en lov,

kigger jeg nogle gange ud på Strøget, hvor folk render rundt med deres kaffe. Det er vildt at tænke på, at der i samme øjeblik sidder nogen herinde og beslutter, hvordan deres hverdag skal være.

Er der en oplevelse, der skiller sig ud?

Da jeg var i praktik på Politiken, havde jeg været i Aarhus for at fejre nytår. Klokken otte om morgenen ringede min redaktør og spurgte, om jeg ville med på Marienborg. Lars Løkke havde inviteret alle medier op, og jeg skulle med. Jeg tog toget og kastede op hele vejen fra Vejle til Høje Taastrup. Da jeg sætter mig ind i taxaen, stadig iklædt festtøj, spørger Mette Østergaard, om jeg ikke lige vil have et tyggegummi. Samtidig visker jeg stemplet fra et diskotek af hånden, og kort tid efter sidder jeg som helt ny praktikant og drikker kaffe med Lars Løkke den 1. januar. Det var vildt.

Hvad er dit bedste råd til journalistspirer, der drømmer om at overtage dit job?

De skal finde ud af, hvorfor de er bedre og anderledes end de 200 andre, der vil have jobbet.

Du kan være god til at søge aktindsigt eller få kugleskøre ideer.

Måske er du en vildt god kollega. Min oplevelse er, at arbejdspladser ikke kun har brug for dem, der får 12 i alt.

Hvad gør dig til en god politisk journalist?

Da jeg blev ansat som 23-årig, fik jeg at vide, at de andre an-

Foto: Holger Anderson

søgere var mænd på 40 plus, så det var nok en fordel. Og så er jeg ikke bange for at gøre noget skævt og anderledes.

Hvad laver du om 10 år?

Forhåbentlig noget helt andet.

Jeg gad godt bo i udlandet, læse videre eller have mit eget forlag. Jeg er mega rastløs, så jeg skal prøve noget andet. Og så tror jeg, at Christiansborg har godt af noget udskiftning. kmoer13@student.sdu.dk

FOKUS: POLITISK JOURNALISTIK

LIXEN | april 2014 | 17

Skal journalister være på Borgen?

Journalisterne har i mange år haft deres daglige gang på Christiansborg.

Men spørgsmålet er, om skrivebordet på Borgen er nødvendigt for dækningen af dansk politik.

Josephine Fogsgaard

Journalister kan ikke komme ind på Christiansborg uden en aftale.

Man skal nemlig være medlem af Folketingets Presseloge, før der er fri adgang. Men har journalistens arbejdsplads på Borgen en væsentlig betydning for den politiske dækning? Formand for Folketingets Presseloge, Anders Jerking, tror, at det giver bedre politisk journalistik. »Vi har den daglige kontakt med politikerne, så vi er i stand til præcist at fortælle læserne, lytterne og seerne, hvad det politiske går ud på.

Hvis vi ikke var her, ville vi være afhængige af pressemeddelelser og pressemøder,« fortæller Anders Jerking.

Camilla Dindler, der har skrevet ph.d.-afhandlingen ’Christiansborg uden for citat’, tror ikke, at det vil gøre en forskel for journalistens

researcharbejde og viden om, hvad der rører sig politisk, hvis journalisten får begrænset adgang til Borgen. Ifølge Camilla Dindler behøver det ikke at gøre journalistikken dårligere.

Christiansborg-boblen Borgens journalister får nemt en ‘ghetto-boble-måde’ at opfatte politiske sager på. Det mener chefredaktør på Ekstra Bladet, Poul Madsen. »Mange journalistiske redaktioner har det kæmpe problem, at de politiske reportere aldrig er ude i marken. Og derfor tror jeg, at man mister blikket for, hvad der er vigtigt for befolkningen. Man har i stedet blikket rettet mod, hvad der er vigtigt for beslutningstagerne,« mener han.

Anders Jerking tror ikke, at den ’politiske boble-tilværelse’ er anderledes end i andre journalistiske områder. »Det er en vigtig opgave for de enkelte redaktioner at sørge for, at deres dækning ikke er en bobledækning, men at de tager fat i problemstillingerne. Det er ikke anderledes fra anden journalistik som sportsjournalistik eller kulturjournalistik. Der er altid en fare for, at man kommer for dybt ind i et område,« mener han.

En politisk proces Jyllands-Postens politiske redaktør,

CHRISTIANSBORG. Landets journalister er uenige om, hvorvidt pressens adgang til Christiansborg er vigtig dækningen af politisk journalistik. Foto: Holger Anderson.

Christine Cordsen, tror, at journalisternes arbejde på Borgen giver en bedre dækning af dansk politik.

Hun mener i modsætning til Poul Madsen, at det er vigtigt at dække beslutningsprocesserne, da de er en stor del af dansk politik. »Man kan ikke sige, at den politiske proces ikke også er vigtig. Det er en stor del af det, og den skal vi selvfølgelig også dække.«

EB bliver på Borgen Men selvom Poul Madsen er kritisk overfor journalisternes eksistens på Christiansborg, pointerer Christine Cordsen, at Ekstra Bladet stadig har en politisk redaktion på Borgen. »Man må jo bare sige, at Poul Madsen ikke har valgt at trække sin Christiansborgredaktion væk fra Christiansborg.« Men Poul Madsen mener, at der

altid vil være et behov for, at journalisterne skal dække politik fra gangene på Christiansborg, så længe medierne dækker politikken kritisk. »Vi bliver på Christiansborg, så længe vi kan bevæge os frit, og fordi vores journalister godt kender deres rolle som kritisk vagthund.« jofog13@student.sdu.dk

Journalist – opfør dig ordentligt Hvordan skal journalister opføre sig på Borgen?

Det er politisk redaktør på Dagbladet Børsen og chefredaktør på Ekstra Bladet uenige om.

Josephine Fogsgaard

Journalisten er gæst. Politikerne er vært. Folketingets Præsidium sætter reglerne for journalisterne, og de bliver opfattet forskelligt af landets redaktører. Chefredaktør på Ekstra Bladet, Poul Madsen, mener, at journalisterne skal følge uskrevne regler, der

besværer deres arbejde. Men politisk redaktør på Dagbladet Børsen, Mads Brandstrup, er uenig. Reglerne hæmmer ikke journalisternes arbejde. De skal følge dem, opføre sig ordentligt og finde selvjustitsen frem. »Hvis nogle journalister ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt, så kommer det til at skade alle de journalister, der er på Christiansborg. Det er klart, at der kun kan være et sæt regler,« mener han.

Journalisterne kan bevæge sig frit på Christiansborg – dog ikke i Statsministeriet, der er aflåst af sikkerhedsmæssige årsager.

Men Poul Madsen mener, at der er for mange uskrevne regler. »Der er mange typer aftaler på

Christiansborg om, hvad man kan og ikke kan. Hvordan man citerer folk og ikke citerer folk.

Jeg mener simpelthen, at der er blevet en indspisthed, som gør, at miljøet omkring dansk politik er blevet meget usundt. Det har ikke influenza. Det har en meget høj feber,« vurderer han.

Politikerene bestemmer Mads Brandstrup mener, at jo mere journalisterne overskrider reglerne, jo flere regler vil politikerne indføre. Han vurderer, at journalisternes muligheder allerede er blevet skærpet.

Poul Madsen mener, at journalisterne er for flinke og indordner sig under politikernes befalinger. Det er på tide, at de

svarer igen. »Det er blevet accepteret hos journalisterne, at man ikke kan få fat i politikerne på trods af, at man måske står lige ved siden af hinanden, fordi der er nogle uskrevne regler om, at man ikke henvender sig. Det er sådan set også det, Ekstra Bladet gør op med,« fortæller han og henviser til episoden hvor to journalister fra Ekstra Bladet fik karantæne fra Christiansborg, fordi de fulgte Lars Barfoed på Borgens gange og trapper.

Fremtid på Borgen Mads Brandstrup tror, at politikerne kan forringe journalisternes muligheder yderligere, og det vil begrænse deres arbejds-

vilkår. »Hvis Christiansborg bare er en kulisse, hvor vi sidder afsondret et sted og kun har adgang til Vandrehallen, så er det jo lige meget, om vi er her,« siger han.

Men Poul Madsen mener ikke, at det kun vil give et negativt resultat. »Jeg tror, at det er et spørgsmål om tid, før der bliver forskellige zoner på Christiansborg. Det vil ikke umiddelbart give bedre journalistik, men det vil give en afklaring af rollerne. Hvem der er politiker, og hvem der er journalist.« jofog13@student.sdu.dk

OPINION

18 | april 2014 | LIXEN DAGBOG FRA EN PRAKTIKANT

Kære Medietorvet Jeg har i skrivende stund været otte måneder i praktik på Danmarks tabloide flagskib Ekstra Bladet. Det har været otte måneder, hvor jeg har fået et væld af oplevelser og er blevet en langt bedre journalist.

Jeg har fået lov til at arbejde med de to stofområder, som jeg har allerstørst interesse for - nemlig sports- og erhvervsjournalistik.

Bedst af alt husker jeg en opgave, hvor jeg skulle forsøge at bekræfte et tip om, at rigmanden Karsten Ree havde en rockerbagmand boende i sin luksusvilla på Strandvejen.

Efter at have ventet i en lille evighed foran den tomme villa var der bonus. For lige pludselig kom Ree gående med sin kæreste Oddset-Janni. Fotografen og jeg stormede ud af bilen og hen til en noget overrasket Karsten Ree. Rigmanden Ree kom sig rimelig hurtigt over sin indledende overraskelse og inviterede os indenfor. Kort efter kom den dømte rockerbagmand også hjem, og det viste sig at være Oddset-Jannis nevø. Vi fik os en god snak i Rees køkken, og min fotografkollega fik et billede af den lille nye familie ved køkkenbordet.

Som sportsjournalist har jeg snart besøgt de fleste danske stadions. Her har jeg oplevet, hvordan det er at arbejde med næsten umulige deadlines. Deadlines, som jeg nærmest troede, var umulige at overholde, inden jeg kom i praktik. Men det har altsammen været møgsjovt.

Det har dog ikke altid været lige sjovt, og perioden har også budt på mindre positive oplevelser. Når man er på en journalistisk arbejdsplads, er det som om, at det ofte bliver glemt, at man er praktikant. Chefer har meget store krav. Krav, som nogle gange er nærmest umulige at honorere.

Jeg har også oplevet at blive truet med både Pressenævn og injuriesag en lille håndfuld gange. Og selvom jeg har været næsten sikker på, at mit journalistiske håndværk var i orden, har det givet en lille svedperle på panden. Det er dog heldigvis blevet ved truslerne.

Når I sidder og sveder over International Politik, eller keder jer gudsjammerligt til en lektion i Mediejura, så tænk på, der venter en praktikperiode, der er langt sjovere end at sidde i et undervisningslokale.

Kærlig hilsen Emil, 6. semester KLUMME

Journalistik: Sjov, seriøs eller seriøst sjov?

Jeppe Vestergaard, 2. semester

Objektivitet har i mange år været et skræmmende populært ord i mediebranchen. Men de seneste år er der kommet mere såkaldt satirisk journalistik. Det er mere nede på jorden. Mere i øjenhøjde. Sjovere. Mange med en traditionel opfattelse af faget har igen og igen stemplet det som satire, noget der ikke har meget med journalistik at gøre. Debatten har raset og med meget mudderkast, men uden at nogen egentlig har givet sig. Og det er der så absolut heller ingen grund til, at der er nogen, der gør. Hvem siger, at journalistik kun er strømlinet neutralitet og

hardcore nyhedsformidling? At noget er sjovt behøver vel ikke udelukke seriøsitet?

Nej, gu’ fanden gør det ej. Et program som Absurdistan på DR3 modtog meget kritik. De endte i Presselogen og blev af mange kaldt et satireprogram,

ne falde under kategorien. Journalistik handler i bund og grund om modtageren. Det er læseren, lytteren eller seeren, der er årsagen til, at journalister møder ind om morgenen, så vi må prøve at møde dem i øjenhøjde. Nogle vil uden tvivl foretrække tradi-

“

dem, der normalt ville være ligeglade med, hvordan verden ser ud uden for deres havelåge.

Når man kigger på mediebilledet i dag, er der stadig tonsvis af bundseriøs journalistik, som også er vanvittig vigtig og på ingen måde skal fjernes. Men der

Hvem siger, at journalistik kun er strømlinet neutralitet

og hardcore nyhedsformidling?

der intet havde med journalistik at gøre. Men de to drenge fik skabt en voldsom debat i mediebranchen, og lur mig om det ikke var formålet med programmet.

Det holder ikke at have et konservativt syn på journalistik om, at alt skal være seriøst for at kun-

- Jeppe Vestergaard

tionel, neutral journalistik, men for andre tænder det ikke den mindste gnist, og så må vi jo gøre noget andet. I mine øjne kan journalistik i øjenhøjde – gerne med et smil - være et friskt pust, der kan få flere til at følge med i nyhedsstrømmen. Selv nogle af

er så sandelig også plads til alternativer. Der findes programmer, der er anderledes end normen. DR3 har gjort sig selv til bannerfører for ungdommelige programmer, og netop her er Revolver et eksempel på et satirisk program med seriøse emner.

Og i radioen kan man høre Monte Carlo på P3, der spytter tyggede nyheder ud med et underholdningstwist.

Den satiriske form er ikke journalistik i traditionel forstand, men det ene udelukker ikke det andet. Hvis vi vil favne så bredt som muligt med faget, må vi også prøve nye metoder af. Vi er nødt til at ruske op i noget af det til tider højpandede nyhedshelvede, der kan trætte selv en yderst engageret journaliststuderende.

jepni13@student.sdu.dk

OPINION

LIXEN | april 2014 | 19

Politisk journalistik overgiver sig aldrig til magthaverne Af Rasmus Nielsen, chefredaktør, Altinget.dk Afsenderbetalt og -styret indhold er i kraftig vækst i medier over hele verden.

De såkaldte advertorials virker, forklædt som ”rigtige artikler” med et kritisk, neutralt afsæt.

Den altid nærværende og interessante Pernille Tranberg har som SDU-fellow færdiggjort sit forskningsprojekt om kvalitetssikring af journalistik på nettet. For nylig præsenterede hun sit arbejde for chefredaktørerne i Redaktionelt Udvalg under Danske Medier.

Hun betegnede det som at tisse i bukserne at åbne op for afsenderbetalt indhold. Hun fremlagde konkrete eksempler på annoncørfinansierede ”artikler” i navngivne magasiner – jeg tør nok sige, at et par af deltagerne fik kaffen galt i halsen og efterfølgende beklikkede, om nu også alle Pernilles eksempler holdt vand.

Under alle forhold, og uden at

spille hellig: Politisk journalistik bliver det sidste stofområde, der falder for behovet for at tjene penge ved at overdrage redigeringsretten til kilderne.

Kunne man tænke sig, at Socialdemokraterne betalte Altin-

DET MENER MEDIETORVET OM FRAVÆR

get.dk for at udlægge statsministerens pressemøder? Nej, vel?

Hvis en sådan praksis bredte sig til os og andre, større medier, ville demokratiet skridt for skridt blive sat ud af kraft. Hvem husker ikke Pravda?

Forretning inden for livsstil, bolig, underholdning, mode mv., der bygger på, at annoncørerne holder magasinerne gående med penge til både annoncer og artikler, er vel i orden, når annoncer og artikler begge er klart mark-

eret som netop annoncer. Når man læser Bo Bedre, kan en køkkenproducents artikel være lige så god for mig som køkkeninteresseret som en strengt journalistisk artikel. Det er det sidste nye - og det visuelt flotte - der interesserer.

Men inden for erhvervs- og politisk journalistik går det overhovedet ikke at give noget som helst køb på den redaktionelle armslængde i forhold til kilderne. Skulle A. P. Møller kunne bede Berlingske skrive kurspåvirkende, op til at boet efter Mærsk sælger sin milliardbeholdning af aktier? Uha, nej.

Journalistik begynder og slutter med den politiske, samfundskritiske type.

Hvor beskæftigelsen går tilbage i de private medier, vil den formentlig kun vokse blandt os, der fortsat leverer kritisk og pålidelig journalistik. Som kunderne betaler for at læse – men ikke for at indrykke.

Bagsiden