Lixen marts 2015

Paris vs. Nigeria

Historien bag - Da Paul Sprang Ud

Hvad sker der med moms på aviser

Lixen LIXEN

De Journaliststuderendes Avis | www.lixen.dk | 17. årgang | 1. nummer | marts 2015

Foto: Mia Dernoff

Portræt: Erkan Özden Erkan Özden har altid syntes, at religion og etnicitet var en privatsag og uinteressant. Før i tiden ville han slet ikke tale om sin baggrund. Dét, synes han, er stadig uinteressant,

men han har ikke længere noget imod at tale om det. »Nu er jeg mere sådan: Hvad fanden? Det er jo lige meget.«

Da vi i DR-byen møder Erkan Özdens vinkende hænder og store smil, undrer han sig over, hvorfor vi vil lave et portræt af lige netop ham. Med en opvækst omringet af ligusterhæk og rækkehuse ser han nemlig sig selv som en

helt almindelig dansker.

TV Avisens studievært har rødder i Tyrkiet, er opvokset i Danmark og har været korrespondent i USA. Derudover har han så også lige rejst verden tynd og blandt andet dækket katastroferamte områder. Han

indrømmer, at han nogle gange i sin journalistik har kunnet bruge sit tyrkiske sprog, men ellers er mediebranchen så fordomsfri, at etnicitet er ligegyldig.

Du kan læse videre på side 10.

2 | INTERN

Marts 2015 | Lixen.dk

Indhold Intern Intern belyser den fremtidige kandidat og det nye talentprogram. Før kandidaten kan begynde, skal bacheloren skrives. Udlandet kan byde på spændende bachelorprojekter, som kun få har turde springe ud i.

Side 4-6

Ekstern

Magasinlukninger ligger forude med en ny momslov. Læs branchens og skatteministerens reaktioner på den nye lov. Og så går vi bag om hele processen fra idé til produktion på dokumentaren ”My Love – Da Poul sprang ud”.

Side 7-9

Portræt

For Erkan Özden er baggrund, etnicitet og religion lige meget. Han indvandrede, som han selv beskriver det, på en dansk fødestue. Lixen har snakket med en af TV Avisens frontfigurer, om hvordan man kan bruge sin baggrund i sin journalistik.

Side 10-12

Fokus

Lixens undersøgelse viser, at der blev skrevet meget om Charlie Hebdo, men hvor var dækningen af Boko Haramangrebet dagen efter? Det hører vi de ansvarlige medier om og snakker med eksperter om, hvorfor dækningen var, som den var.

Side 14-16

Debat

Er det blevet ytringsfrihed, eller en pligt? Er død blevet underholdning? Og så kommer Politikens debatredaktør med en lille guide til, hvordan man bliver en dygtig debatjournalist.

Side 17-19

Lixen

Lixen er de studerendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet. Avisen dækker udviklingen og tendenser om mediebranchen og på landets journalistuddannelser

LIXEN Campusvej 55 5230 Odense M

Laura Møller Kretz Ansv. chefredaktør

Malthe Rygaard Chefredaktør

Sara McClymont Bangsbo Redaktør

Renna Rose Agger Redaktør

Maiken Reimer Rønneberg Redaktør

Martin Bjørck Rasmussen Redaktør

Louisa Rieck Redaktør

Shani Shalom Pedersen Redaktør

Mikkel Lind Redaktør

Mia Dernoff Billedredaktør mider14@student.sdu

Elisabeth Friis Larsen Digital redaktør

www.lixen.dk lixen@journet.sdu.dk Find os også på Infomedia Tryk: Skive Folkeblad Rotation Oplag: 1000 eksemplarer

Gravergruppen: Amalie Kaaris Lund Louise Holmgaard Nielsen Maiken Reimer Rønneberg Det lave lix-tal: Mads Okholm Thor Hedegaard Korrektur: Cille Holm Højvang Maria Jønsson

Theodora Amalie Høgsted Renard Redaktør

Lixen.dk | Marts 2015

Leder Bryde normerne, skabe det originale og udfordre den vante tankegang. Det er dét, vi skal. Os, de kommende journalister, som bliver kastet ud i en helt ny medieverden, hvor mediebilledet ændrer sig hurtigt.

Avisens død står måske snart for døren, og de digitale medier bliver bare større og større. Twitter og Facebook er i højere grad blevet det sted, hvor de bedste nyheder bliver postet og brugt som en bro til mediernes hjemmesider.

Det er her, hvor nye, korte videobaserede sociale medier som Vine og Instagram er og bliver en endnu større kilde til at “jagte” seere, læsere og lyttere.

Det er blandt andet her, at der er utallige muligheder for at skille sig ud.

Medierne er så nye, at der endnu ingen håndbog findes for, hvordan man får succes på disse platforme. Det gør udviklingsmulighederne enorme.

Avisen kender vi til gengæld godt. En forside, som skal fange læserens øjne.

Sektioner, hvor der er lidt indland, udland, politik, sport og en bagside, hvor man får et smil på læben. Hvis avisen fortsat skal være en fremtidig del af historiebøgerne, skal den også nytænkes. Men hvordan gør man så lige det?

Derfor er vi nødt til at forholde os kritiske til den medieverden, som vi om ganske få år står midt i. Netop dét har vi tænkt os at gøre på Lixen. Vi vil med en kritisk indgangsvinkel stille skarpt på medierne, som de ser ud i dag. Vi vil stille spørgsmålstegn ved deres arbejdsmetoder, og vi vil spørge ind til, hvorfor de gør, som de gør.

I det første nummer af avisen har vi valgt at fokusere på “de glemte historier”. Attentatet på det franske satire-magasin Charlie Hebdo fyldte i alle medier, men glemte vi ikke nogen?

Dagen efter terrorhandlingen i Paris blev op mod 2.000 mennesker dræbt i en nigeriansk by af terrorgruppen Boko Haram. En frygtelig handling begået af en gruppe, der tidligere både har kidnappet og dræbt mange mennesker.

Hvor var medierne henne? En simpel søgning foretaget af Lixens gravergruppe viste, at meget få artikler blev publiceret om netop dette angreb, imens mediemøllen kørte for fuld drøn i og omkring Paris.

Hvorfor er 12 menneskers liv i Paris en bedre historie end op mod 2.000 i Nigeria? Er det bare fordi, at medieverdenen kun fokuserer på historier, som vi i vesten kan identificere os med? Og hvad betyder det for vores læsere, når vi prioriterer nogle historier fremfor andre?

Det er nogle af de spørgsmål, som vi i første nummer af Lixen stiller de medier og den verden, som vi kan ændre.

Velkommen til det nye Lixen!

På vegne af redaktionen, Laura Møller Kretz og Malthe Rygaard

3 | LEDER

Marts 2015 | Lixen.dk 4 | INTERN Enorm interesse for ny kandidatuddannelse

Den nye kandidatuddannelse i journalistik har 50 studiepladser, Syddansk Universitet har modtaget 170 ansøgninger. Uddannelseslederen er meget overrasket over det høje antal ansøgere.

Af Louisa Rieck Interessen for den nye kandidat i journalistik, der også bliver kaldt for cand.mag. i journalistik, har været enormt stor. 170 ansøgninger har Center for Journalistik

fået, og det er uddannelseslederen Aske Kammer meget tilfreds med. »Vi havde regnet med stor interesse, men jeg er overrasket over, hvor stor interessen i sidste ende har været. Interessen var for eksempel meget synlig ved informationsmødet, som vi holdt sidst i november,« fortæller Aske Kammer.

Den nye kandidat udbydes for første gang og henvender sig til alle, som har en bachelorgrad i andet end journalistik, og gerne vil blive fagjournalist på det område, som de har deres bachelor i.

Brug for fagspecialister Grunden til at man har lavet den nye kandidat, er at man på den anden journalistkandidat, cand.public. B, har brug for visse valgfag for at komme ind. Det havde kun ganske få uddannelser. »Det var en god uddannelse, der havde en god struktur, men det var reelt ikke muligt for alle at komme ind. Det var næsten kun dem med en bachelorgrad i medievidenskab, som opfyldte de nødvendige adgangsbetingelser,« siger Peter Bro. Ifølge Peter Bro, leder af Center for Journalistik, søger mediebranchen fortsat efter journalister med specialviden inden for et bestemt område. Den nye kandidat giver enhver med en bachelor,

muligheden for at lære de journalistiske værktøjer at kende og bruge det sammen med det fag som man tidligere har læst.

Lige som på den journalistiske bacheloruddannelse skal alle ansøgere igennem en optagelsesprøve for at komme ind. Det har de gode erfaringer med på SDU. »Erfaringerne fra vores bachelor viser, at optagelsesprøven og samtalen er en god måde at selektere på. Det sender et vigtigt signal til mediebranchen, om at de kandidatstuderende har været igennem den samme hårde journalistiske optagelsesprocedure,« siger centerlederen Peter Bro.

hårdt studie,« siger Mette Pabst.

Hun har altid interesseret sig for det journalistiske arbejde. Da hun hørte om den nye kandidat, var der ingen tvivl om, at det var den, hun skulle vælge. » Det har altid været min drøm at arbejde med journalistik, og jeg håber, at jeg med min bachelor i IVK kan komme ind i branchen med nogle andre kvaliteter og blive en god journalist,« siger Mette Pabst.

I alt er der 50 studiepladser, og ansøgerne bliver vurderet på baggrund af samtalen og optagelsesprøven.

Tænkte journalistik før bachelor En af ansøgerne er Mette Pabst. Til sommer bliver hun færdig med sin bachelor i International Virksomhedskommunikation og europæiske studier. Allerede før hun startede på den bachelor, havde hun i tankerne at kaste sig ud i journalistikken. »Jeg har altid været meget interesseret i at skrive, og jeg har altid haft i hovedet, at jeg meget gerne ville læse journalistik. Men da jeg skulle beslutte mig for en bacheloruddannelse, valgte jeg IVK. Jeg syntes, at det var lettere end journalistik, som jeg ved er et meget

lorie14@student.sdu.dk Illustration: Mia Dernoff

MEDIETORVET MENER OM: YTRINGSFRIHED Ytringsfriheden skal værnes om, men det kræver, at der er gensidig respekt til stede. Uden gensidig respekt er ytringsfriheden truet

Det er den, og det vil den nok altid være. Der vil altid være aktører, der prøver at begrænse den. Så det er noget, man må arbejde for at bevare. Spørgsmålet er hvordan

- Jens Jakob Kjær Hansen

- Christine Gjelstrup

Jeg lærte i 2. klasse, at selvom det ikke er forbudt at kalde Dorthe for tyk, så skal jeg ikke gøre det, for Dorthe bliver ked af det

- Mads Okholm

Jeg synes det er ret synd for ytringsfriheden, faktisk. Fordi vi åbenbart har minimeret den til at være noget der handler om, hvordan vi taler til og om hinanden. Det var jo ikke rigtigt det, dem der i sin tid udtænkte den, havde i tankerne - forestiller jeg mig. De tænkte, at det bare ville være super med en ret til at udstille samfundets magtfulde institutioner(regering, folketing, kongehus, kirke etc) og deres mangel på moral, deres dobbeltmoral eller hvad de ellers lige var uenig med etc.

- Karen Lerbech

“Den som er vældig stærk, bør også være vældig rar” sådan sagde Pippi Langstrømpe i 1945 - nok det vigtigste at huske på, når man snakker ytringsfrihed. Og egentlig også når man snakker alt andet for den sags skyld

At folk skal have lov til at sige lige akkurat, hvad der passer dem, imens vi andre kan synes lige akkurat hvad vi vil om dem.

Og imens vi fjerner blasfemiparagraffen, så fjern også racismeparagraffen - de er begge arkaiske

- Renna Rose Agger Jørgensen

- Alexander Oscar O’Strit Schmith

Forhåbentlig lærer journalister og andet godt folk snart at kende forskel på en af de grundlæggende frihedsrettigheder i et liberalt demokrati, nemlig ytringsfriheden og så alm. høflig tone

Graden af selvcensur er så høj nu, at vi er ved at tabe kampen om ytringsfrihed.

- Sofie Rye

- Patrick Ludvigsen

INTERN | 5 Eventyret begynder på syvende semester Lixen.dk | Marts 2015 Den sidste tv-udsendelse, artikel eller radioindslag de journaliststuderende fra Syddansk Universitet skal lave, er deres bachelorprojekt. Anders Berg Johannsen og Anders Østerby Mønsted tog en chance, som gav dem en oplevelse, de måske aldrig får igen.

det lyserøde skær fra solnedgangen.

Her slapper han endelig af efter en uge fyldt med interviews og nerver. En fotograf er ved at tage billeder af deres to kilder, mens der i baggrunden af New Yorks summen bliver spillet musik. »Midt i kaosset af New York, på toppen af skyskraberen, følte jeg mig som et menneske i et øjeblik. Der var pres på, fordi vi skulle have noget godt med hjem. Det var vi tvunget til. Men jeg ville alle dage gøre det igen, selvom det var stressende. Jeg vil altid stige så højt som muligt,« fortæller Anders Berg Johannsen

Af Simone Augusta Lundt

En investering i sin fremtid Charlotte Aagaard er journalist hos Dagbladet Information, og har undervist på Syddansk Universitet. Hun har tidligere bedømt bachelorprojekter, og var vejleder for de to studerende under projektet.

Hun mener, at de studerende skal investere i dem selv og deres fremtid. Begrundelsen er, at et godt bachelorprojekt kan føre til drømmejobbet i sidste ende. »Der er forbavsende få udlandsprojekter. Alene det, at man tager ud i verden, viser initiativ og drivkraft. De studerende må gerne kaste sig ud i det lidt farlige, noget der ikke bare er Malmø.

Hvornår får man nogensinde mulighed for at bruge tre måneder af sit liv på et projekt?« spørger Charlotte Aagaard.

Før drengene kunne flyve over Atlanterhavet, krævede det en aftale med en avis. De dyre flybilletter, hotelværelse og taxature måtte finansieres fra andre end drengene selv. En uge før de rejste, sendte de derfor deres idé til Jylland-Posten, i håbet om, at artiklerne ville vække interesse. Få dage før de fløj, fik de en aftale med avisen.

De syv ugers bachelorprojekt på journalistik kan bruges til mere end bare at skrive. Det er en tid, hvor de studerende får mulighed for at fordybe sig og tage på eventyr. Som nogle af de eneste havde Anders Berg Johannsen og Anders Østerby Mønsted fra begyndelsen planlagt at skrive fortællende journalistik fra udlandet. Derfor tog de chancen, og købte to flybilletter til New York, for at lave en featureserie om to unge direktører fra firmaet Airhelp. »Vi trængte til input, og vi ønskede at få en oplevelse ud af bachelorprojektet.

Vi ville gå helt bagom direktørerne. Hvad ofrede de, og hvad betød de ofringer for dem selv og deres familier? Vi fulgte dem over alt i otte dage, selv på toilettet,« siger Anders Berg Johannsen.

Det er sent på eftermiddagen, og solen skinner med sine sidste stråler hen over Hudson River i New York. Anders Berg Johannsen står på toppen af en af de mange skyskrabere, som spejler sig i

Foto: Anders Berg Johannsen

Det skulle blive til seks features, der blev bragt i Jyllands-Postens finanssektion. De to næsten færdiguddannede journaliststuderende følte, at det var den største accept, man kunne ønske sig.

I sommerhus væk fra forstyrrelser Da flyet lettede fra New York mod København, havde makkerparret planlagt at tage i sommerhus for at skrive artiklerne sammen. Anders Berg Johannsen fortæller, at hvert eneste bogstav og hvert eneste punktum blev sat i fællesskab. Det gjorde artiklerne bedre, mener han.

Under de syv uger var de kun adskilt i omkring fem dage. Fokusset lå på opgaven. Når de ikke brugte tiden foran computeren, gik de ture langs vandet.

Især for Anders Berg Johannsen var det vigtigt at være i naturen, fordi det gav ro til at lægge endnu mere energi i projektet. »Jeg har altid mine følelser med i det, jeg laver. Under projektet var jeg med på højeste niveau fysisk og psykisk, og det gjorde, at jeg blev meget fokuseret. Men det kan også være hårdt. Jeg havde svært ved at lægge det fra mig og tage en friaften eller se min kæreste.

»Der er ikke noget mere sørgmodigt end et halvt entusiastisk projekt. Bacheloren kræver 30 gr. originalitet og 30 kg arbejdsindsats. - Charlotte Aagaard

Det er jeg blevet bedre til løbende,« fortæller han.

Den store lyst og arbejdsbyrde som Anders Berg Johannsen lagde i sit bachelorprojekt, glæder Charlotte Aagaard.

Hun mener dog samtidig, at det er en nødvendighed. »Der er ikke noget mere sørgmodigt end et halvt entusiastisk projekt. Bacheloren kræver 30 gr. originalitet og 30 kg arbejdsindsats,« uddyber hun.

Anders Berg Johannsen er glad for, at han investerede penge, tid og kræfter i sit bachelorprojekt. Han ville gøre det igen, hvis han fik muligheden. Selv hvis han skulle stresse og bestille rejsen dagen før, føler han, at det var oplevelsen og eventyret værd.

Silun14@student.sdu.dk Anders Berg Johannsen og Anders Østerby Mønsted i New York.

Foto: Asher Kelly-Nacht

6 | INTERN Gulerod i vente for nye talenter Det nye talentprogram for studerende på kandidaten i journalistik, statskundskab og samfundsfag skal være med til at forbedre de studerendes CV med et relevant studiejob. Men en af de studerende tror ikke, at programmet er vejen frem.

Af Sara Bangsbo Har du brilleret med gode karakterer eller udmærkelser i løbet af din bachelor? Er du startet på kandidaten i journalistik? Så kan det måske være dig, der får overrakt guleroden.

Institut for Statskundskab og Center for Journalistik har netop startet et nyt talentprogram, der henvender sig til de kandidatstuderende på journalist-, statskundskabs og samfundsfagsstudiet.

Jens Ringmose er initiativtageren og ansvarshavende bag det nye projekt.

Han forklarer, at talentprogrammet skal ses som en gulerod for de studerende på Syddansk Universitet. »Det skal være med til at give de studerende de bedste muligheder for et relevant og udfordrende studiejob, så de

Marts 2015 | Lixen.dk

kan forbedre deres CV og fremtidige muligheder på arbejdsmarkedet,« fortæller Jens Ringmose.

Det er Institut for Statskundskab og Center for Journalistik, som har stablet talentprogrammet på benene.De har lavet en samarbejdsaftale med Syddansk Universitet, Odense kommune og Fyens Stiftstidende.

Når man bliver udvalgt til programmet, bliver man matchet med et job, hvor ens kvalifikationer passer til.

God idé – i teorien Jakob Groth, der er kandidatstuderende på journalistik, har ikke haft følelsen af, at det nye talentprogram har skabt den store interesse blandt hans medstuderende på årgangen. »Jeg synes, at det er en rigtig god idé i teorien, men det er en meget lille del af holdet, der bor i eller i nærheden af Odense. Jeg har svært ved at forestille mig, at de skulle ønske at tage turen til Odense ud over de dage, hvor vi har undervisning,« siger Jakob Groth. »For det andet er en stor del af holdet stadig tilknyttet enten deres praktiksted eller en anden tidligere arbejdsplads. Så det udelukker altså en væsentlig del af min årgang,« fortæller han.

Det bedste i mange år Det er initiativet til det nye talentprogram, som Jens Ringmose mener, er en fremragende idé.

Illustration: Mia Dernoff

»Jeg mener, at det her er noget af det bedste, der er blevet arrangeret i mange år. Det er virkelig en fantastisk mulighed for de studerende, at blive en del af programmet og få tilbudt et job som er studierelevant,« forklarer Jens Ringmose.

Ifølge Jens Ringmose er der 13-15 talentstillinger at kæmpe om. Selvom det ikke er alle, der er kvalificeret til en plads i programmet, mener han, at alle med interesse i projektet bør ansøge. »Det skal ikke ses som et lille eliteprogram, men derimod en mulighed for at bruge programmet som et afsæt, også selvom man ikke har tårnhøje karakter-

er. Det er nemlig ikke kun karaktererne, der har betydning for, hvem der bliver udvalgt,« siger Jens Ringmose.

Jens Ringmose håber, at der alligevel bliver vist interesse for projektet. »Hvis der er ansøgere og volumen nok i det, så er det meningen, at talentprogrammet kommer til at køre fremover, og måske endda bliver udvidet yderligere,« forklarer han.

Saban14@student.sdu.dk

EKSTERN | 7

Lixen.dk | Marts 2015

Danske magasiner har bladet for struben magasiner,« forklarer Benny Engelbrecht.

Men ifølge Klaus Nygaard, der er næstformand for Dansk Magasinpresses Redaktørforening , vil det ikke give flere arbejdspladser på trykkerierne, da de danske trykkerier ikke kan hamle op med priserne i andre lande. »Der er ikke en reel mulighed for tryk af magasiner i Danmark til en konkurrencedygtig pris. Den pris, der tages i Danmark, vil derfor ikke gøre det muligt at få magasinet til at løbe rundt.« Ifølge Klaus Nygaard vil det betyde, at udgivere i stedet for at flytte produktionen til Danmark vil flytte den til andre EU-lande. Tal fra Dansk Magasinpresses Redaktørforening viser eksempelvis, at priserne i Tyskland og Estland er markant lavere.

Foto: Mathias Ambus Foto:

Hvis lovforslaget om moms på magasiner træder i kraft til sommer, vil det ifølge bladbranchen, medføre lukninger og koste arbejdspladser.

Af Cecilie Lunding Tolversen

Dansksprogede magasiner, der bliver trykt uden for EU og derefter solgt i Danmark, skal ifølge et lovforslag tillægges 25 procent moms.

Viceadministrerende direktør for Bonnier Publications, Jens Henneberg, mener, at det vil resultere i, at magasiner

er nødt til at dreje nøglen om. »Når det her bliver gennemført, vil der komme magasinlukninger inden for et til to år,« spår Jens Henneberg.

Lige nu er det muligt at trykke magasiner uden for EU og sende dem momsfrit til Danmark.

Skatteminister Benny Engelbrecht mener ikke, at de nuværende regler er fair over for udgivere, som trykker i Danmark og EU-lande. »Det er ikke i orden, at virksomheder tænker så konsekvent i, hvordan de kan omgå momsreglerne. Det hul i loven skal lukkes.« 300 job i fare Den nye momslov vil, efter beregninger fra Copenhagen Economics, koste 200 arbejdspladser blandt journalister og layoutere, og 3F vurderer, at cirka 100 ansatte i postvæsenet vil miste deres job.

Det kommer også til at kunne mærkes hos Bonnier Publications. »Der skal spares på steder, hvor det kommer til at gøre ondt. Det vil betyde fyringer og lavere kvalitet på magasiner,« siger Jens Henneberg.

Bonnier Publications forventer, at solide titler som Illustreret Videnskab og I Form vil overleve momsen, mens National Geographic, Digital Foto og Bil Magasinet er eksempler på magasiner, der vil være i fare for at lukke.

Udlandet er billigere Momsloven skal sikre lige konkurrence og skabe arbejdspladser på danske trykkerier. Den vil ramme virksomheder, der trykker uden for EU. »Forslaget vil styrke den grafiske branche i Danmark i forhold til trykkerier uden for EU, som i dag har en konkurrencefordel på de dansksprogede

Fakta Lovforslag L 123 om importmoms - Lovforslaget vil pålægge dansksprogede magasiner, tidsskrifter og lignende en importmoms på 25%, når de indføres fra lande uden for EU. - Importmomsen har til formål at forhindre en konkurrenceforvridning til cetol14@sdu.student.dk Illustration: Mia Dernoff

Svigtede DR under terrorangrebet i København?

Af Cecilie Rønsholt Foto: Bjarne Bergius Hermansen

En time. Så lang tid gik der, før DR sendte brea-king news fra terrorangrebet d.

14. februar i København til danskernes TV-skærme.

Da geringsmanden efter midnat fortsatte sit mordtogt, var DR2, som fungerer som breaking newskanal, lukket og slukket.

DR-nyhedsredaktør Henriette Marienlund forklarer til Lixen, at den sene reaktion efter den første skudepisode skyldtes tekniske problemer.

Men da der lørdag nat kl. 00.59 igen blev affyret flere skud, denne gang mod den jødiske synagoge på Krystalgade, bemærkede DR sig atter ved deres fravær på TV-sendefladerne.

Imens var TV2 NEWS på pletten og sendte direkte nyheder hele dagen og natten.

DOXA’s chefredaktør, Lasse Marker, som indtil for nylig var vært på P1’s Kulturknuserne, kritiserer kraftigt DR´s terrordækning. »Der var rigtig mange mennesker, der ikke anede, hvad der foregik. Måske kunne en stærkere dækning fra DR have hjulpet.« Henriette Marienlund mener ikke, at DR har svigtet, og hun står ved den beslutning, som DR traf ved ikke at sende direkte TV før senere på morgenen. »Vi valgte så at gå på fra morgenstunden og bruge kræfterne på det tidspunkt.« Aske Kammer, medieforsker ved Syddansk Universitet forstår godt DR’s redaktionelle dilemma, men mener dog

alligevel, at DR burde have trykket på breaking-knappen og sendt hele natten - også på tv.

Lasse Marker godtager ikke DR-redaktørernes valg. »Det må jo være sådan, at man skal kunne slå ind på en public service kanal og blive opdateret, når landet er under angreb,« siger han.

Henriette Marienlund oplyser, at DR’s nyhedsteam er i gang med at evaluere kanalens dækning d. 14 februar, men hun har ikke lyst til at uddybe nærmere på nuværende tidspunkt. ceroe14@sdu.student.dk

8 | EKSTERN

Marts 2015 | Lixen.dk

Sådan blev det til: My Love – Da Poul sprang ud I 6 år fulgte dokumentarinstruktør Iben Haarh Andersen med håndholdt kamera livets gang for et homoseksuelt par i et lille fiskersamfund på Møn.

I denne artikel indvier hun Lixens læsere i tilblivelsen af filmen, som har høstet stor opmærksomhed.

Af Martin Bjørck

Dokumentarfilmen ”My Love – Da Poul sprang ud” (2012) skildrer kærlighedsforholdet mellem garnfiskeren Poul på 66 år og den tyve år yngre Mai fra Thailand.

Poul springer ud som homoseksuel i en sen alder, efter hans datter omkommer i en trafikulykke. Han er dybt deprimeret og vil ikke længere leve på en løgn med sine undertrykte følelser. Han fortsætter dog med at leve sammen med sin kone og voksne søn, men blot et år senere dør konen af en hjerneblødning.

Efter noget tid møder Poul sin nuværende mand Mai. De forelsker sig, og Mai flytter ind på Pouls gård ved Hårbølle på Møn. ”My Love – Da Poul sprang ud” bliver i 2013 DR’s mest sete dokumentar.

Seerne begejstres af dokumentaren, der hylder troen på, at lykken kan findes trods livets tragedier.

Derfor blev det Poul Iben Haarh Andersen, som har mellem 1996 og 2013 lavet fem dokumentarfilm.

Bag hendes dokumentarer ligger en stor

Billede fra filmen Da Poul sprang ud

Iben Haarh Andersen med sit udstyr som hun brugte til at filme Da Poul sprang ud

Foto: Mia Dernoff

trang til at formidle en stærk historie med afsæt i mennesket. »Jeg skal have en stor kærlighed til projektet. Det er selvfølgelig luksuriøst sagt, men til gengæld lever jeg ikke så luksuriøst.« Iben Haarh Andersen får i 2006 gennem en bekendt nys om Pouls historie, og hun tager til Møn og besøger ham. Efter mødet er hun overbevist om, at hun vil lave en film om Poul og Mai, så hun køber et kamera og begynder optagelserne kort efter. »Jeg syntes, at Pouls historie var så fantastisk. Jeg kunne mærke, at det var vigtigt for ham – ligesom det var for mig – at vise andre, at det ikke er farligt at være homoseksuel, men at det er kærlighed.« Om at træde ind i et miljø Poul arbejder som fisker i et vejrbidt miljø ved Hårbølle havn. Et miljø, som instruktøren også skal træde ind i. »I forhold til fiskerne og de lokale var det forbløffende nemt. Det var en fordel, at jeg kommer dernede så meget.

De andre kunne se, at Poul sagde god for mig, og så taler man jo med hinanden sådan et sted.« Mens de lokale og Poul er helt okay med en instruktørs tilstedeværelse, er det derimod et problem for Mai i begyndelsen.

Selvom Iben Haarh Andersen gør sig så usynlig som muligt, er det nødvendigt med en simpel lysopsætning i stuen, og af og til må hun også gribe ind og instruere på de to hovedpersoner. »Hvis jeg så der lige skete noget, som var vigtigt for historiens dramaturgi, og

kameraet ikke var stillet skarpt, ville jeg nogen gange bede dem om at tage en scene om.« Men Mai forstår ikke helt filmprocessen. »Han blev utålmodig. Der blev jeg faktisk nervøs, for han var svær i starten, men det blev godt hen ad vejen.« Iben Haarh Andersen opbygger med

allerede fundet sammen med Mai. Men Iben Haarh Andersen går ufortrødent videre til et nyt selskab, fordi hun har en stor tro på filmens budskab og bredere appel. »Jeg er ikke sikker på, at de mennesker, der bestemmer, hvad der skal gives grønt lys for, nødvendigvis ved, hvad det er, folk gerne vil se.«

tiden en fortrolighed med Poul og Mai, og de er stadig venner den dag i dag.

Vendepunkt På trods af både instruktørens og det nye produktionsselskabs store tro på projektet, forbliver døren til støttekroner lukket – og selskab nummer to trækker sig af økonomiske grunde. Alt imens bliver Iben Haarh Andersen ved med at filme Poul og Mais hverdag. »Set i baglysets skær var det held i uheld, at jeg ikke fik støtte de første gange, for ellers ville jeg jo have stoppet med at filme!«

Svært at skaffe støttemidler Allerede få måneder efter, at hun er begyndt at filme, kontakter Iben Haarh Andersen et produktionsselskab, som går i gang med at søge produktionsstøtte til filmen. Men efter flere frugtesløse møder med både Filminstituttet og DRredaktører trækker selskabet sig.

Filminstituttets konsulenter og DRredaktøren mente ikke, at filmen fungerede rent dramaturgisk, fordi alt det, som den handlede om, allerede var hændt. Datteren og konen var allerede døde. Poul var sprunget ud, og han havde

Foto: Mia Dernoff martr14@student.sdu.dk

EKSTERN | 9

Lixen.dk | Marts 2015 Historien tager nemlig en drej-ning, da Mai begynder at søge familiesammenføring til sin søn i Thailand.

Håbet er, at sønnen kan komme til Danmark og bo hos Poul og Mai. Dette nye plot skaber en glimrende dramaturgisk fremdrift og bliver en vigtig ingrediens i filmen.

Tredje gang bliver lykkens gang, da både DR og Det danske filminstitut i 2011 bevilger støtte med henholdsvis 800.000 og 900.000 kroner til Iben Haarh Andersen, som nu har teamet op med Klassefilm. »Det var tungt at skaffe pengene til filmen, og det betød, at jeg måtte indgå et par kompromisser i forhold til længde og titel, men det var vigtigt for mig, at filmen fik en plads i primetime.« En film, der gør indtryk I 2012 begynder post-produktionen, og dokumentaren tager sin endelige form i klippeprocessen og lyd-efterarbejdet.

Iben Haarh Andersen er stadig, her to år efter premieren, meget glad for ”My Love – Da Poul sprang ud”, som hun kan mærke skaber røre for hver genudsendelse. »Tænk, at en lille film kan gøre så meget godt. Jeg får så mange mails og beskeder fra folk, der blevet berørt af den.

Jeg har blandt andet hørt fra en mand på alder med Poul, som på grund af filmen også fik taget mod til sig og erkendte for sin familie, at han er homoseksuel.«

Hun er også sikker på, at det har været godt for Poul og Mai at medvirke i filmen. »Det har givet dem begge en masse respekt i lokalsamfundet på Møn. Folk har virkelig reageret positivt. De har forstået, at deres kærlighed er ægte.« Dokumentaren har også gjort indtryk

i udlandet, hvor flere filmfestivaler har prisbelønnet filmen. »Det viser, at man skal stole på sin egen intuition og være stædig, hvis man føler stærkt for sit projekt,« slutter Iben Haarh Andersen.

Foto: Mia Dernoff martr14@student.sdu.dk

Sofajournalistik er også krævende I journalistverdenen er der ofte en tendens til at undervurdere sofajournalistik. Men jobbet som journalist og vært på Go’morgen Danmark, Go’aften Danmark og Aftenshowet kræver langt mere end blot at møde ind i studiet og sætte sig i hjørnesofaen.

Af Linea Marie Andersen Ifølge Kurt Strand, freelancejournalist og forfatter, er sofa journalistik et af de mest krævende værtsjob på TV. Det mener han, fordi man skal kunne favne mange forskellige typer historier, interview og personer. »Journalisterne skal både interviewe

medietrænede politikere og almindelige mennesker, som har noget på spil. Man skal være opmærksom på, hvor meget man kan involvere sig uden, at man mister den kritiske distance.« Sofaen kan indbyde til at interviewet bliver for venskabeligt. Det kalder Kurt Strand for ”sofafælden”.

Kropssprog er vigtigt For at få et godt interview, hvor personen åbner sig, skal sofajournalisten bestræbe sig på at virke nærværende og søge øjenkontakt, siger kropsprogsekspert Jacob de Lindeberg. »Der, hvor interviewpersonen får lov til at tale, og journalisten udviser nærhed, interesse og nysgerrighed via kropssprog og adfærd, det er dér, folk kan

finde på at fortælle ting langt over, hvad man havde regnet med,« siger Jacob de Lichtenberg.

Et program som Go’ morgen Danmark kan indeholde mange typer indslag i samme udsendelse. For Morten Resen, journalist og vært på TV2’s Go’ morgen Danmark, er det vigtigt, at alle indslag tages alvorligt. »Alle skal behandles lige, uanset om det er statsministeren eller en pige, der er fan af Dirty Dancing. Der er stor forskel på, hvordan de to personer interviewes, men de skal tages lige seriøst.« Det store spænd i emner er netop, hvad der gør jobbet som sofajournalist krævende. »Vi går fra én yderlighed til en anden.

Den mangfoldighed, der er i denne slags programmer, synes jeg, er fed,« siger Morten Resen.

Illustration: Mia Dernoff linea14@student.sdu.dk

10 | PORTRÆT

Foto: Mia Dernoff

Marts 2015 | Lixen.dk

PORTRÆT | 11

Lixen.dk | Marts 2015

»Måske er der fordele ved at være den, jeg er« Erkan Özden har altid syntes, at religion og etnicitet var en privatsag og uinteressant. Før i tiden ville han slet ikke tale om sin baggrund. Dét, synes han, er stadig uinteressant, men han har ikke længere noget imod at tale om det. »Nu er jeg mere sådan: Hvad fanden? Det er jo lige meget.«

Laura Kretz og Amalie Kaaris Lund

Da vi i DR-byen møder Erkan Özdens vinkende hænder og store smil, undrer han sig over, hvorfor vi vil lave et portræt af lige netop ham. Med en opvækst omringet af ligusterhæk og rækkehuse ser han nemlig sig selv som en helt almindelig dansker.

TV Avisens studievært har rødder i Tyrkiet, er opvokset i Danmark og har været korrespondent i USA. Derudover har han så også lige rejst verden tynd og blandt andet dækket katastroferamte områder.

Han indrømmer, at han nogle gange i sin journalistik har kunnet bruge

Foto: Mia Dernoff

sit tyrkiske sprog, men ellers er mediebranchen så fordomsfri, at etnicitet er ligegyldig.

Ingen særbehandling, tak!

Positiv særbehandling har Erkan Özden altid været stærk modstander af.

Da han som ung journalistspire i 2003 sad til praktikantsamtale, udtrykte han klart, at TV Avisen ikke skulle ansætte ham for den baggrund, han har. Det ville han ikke gå med til. »De sagde selvfølgelig, at det gjorde de bestemt ikke. Men det har da også

er en gave for ham, at han kan noget, som andre ikke kan. Han har dog ikke altid set dét at være anderledes som en positiv ting. Særligt i teenageårene nagede det ham. »Kunne jeg ikke bare have været en dansker og spist leverpostej,« spurgte han sig selv. I dag tænker han aldrig mere på det. Det er vigtigt for Erkan Özden, at han ikke bliver en integrationsmedarbejder, og lige netop derfor har han aldrig dyrket sin baggrund i sit journalistiske arbejde. »Jeg er helt normal. Jeg har gjort det,

»Når folk spurgte til min bagrund, var det professionelt: ’Ka’ du noget? Nå, du kan tale tyrkisk, så kan du lige lave den her opgave.« - Erkan Özden

været med til det. Dengang var jeg jo nærmest eksotisk« fortæller Erkan Özden og griner kort.

Efter hans mening er journalistbranchen helt fordomsfri. Her handler det ikke om, hvor man er fra, men hvad man kan. »Når folk (red. på DR) spurgte til min bagrund, var det professionelt: ’Ka’ du noget? Nå, du kan tale tyrkisk, så kan du lige lave den her opgave.« I dag kan Erkan Özden godt se, at det

som alle de andre har gjort.« Tyrkiske rødder i Taastrup »Folk vil ofte gerne fortælle den her ghettohistorie om mig,« fortæller Erkan Özden med forundrede øjne.

Han har rødder i Tyrkiet, hvor hans forældre udvandrede fra i 70’erne, men er født og opvokset langt væk fra fordommen om ghettodrengen fra betonblokken.

Han beskriver sin familie som en

ganske almindelig kernefamilie omkranset af ligusterhæk med carport og et realkreditlån. Selv mener han, at han nærmere er overintegreret end en ghettokliche. »Jeg er indvandret på en dansk fødestue,« forklarer han, mens han, med åbne hænder og langsomme armbevægelser, fortæller om sin opvækst i Taastrup.

Sprognørd med stort Dansk »Jeg har oplevet, at folk med en baggrund lignende min kommer hen til mig og siger: ”Hvor taler du godt dansk”, som om det er et succeskriterium. Men det er det altså ikke her i Danmark.« Allerede i folkeskolen elskede Erkan Özden faget dansk og i gymnasiet var danskstilene en leg. De videre studier på Roskilde Universitet, hvor han kombinerede Dansk og Journalistik, lå derfor åbenlyst lige for. Her studerede han fra 1999-2005 og fik sluppet sin indre sprognørd ud. For Erkan Özden er det en selvfølge at kunne mestre det danske sprog. At kunne nørde med sproget og bruge sproglige virkemidler i sin nyhedsformidling - dét er små hverdagssejre for studieværten.

Allerførste akademiker Erkan Özden har tre yngre søstre, som i dag også har taget videregående uddannelser. Dog var han som det ældste barn den første akademiker i sin familie. »Min familie er ikke atomfysikere.

De har kørt taxaer, gjort rent og haft en lille butik,« fortæller han åbent.

Hos Erkan Özden er der ingen fine fornemmelser, og det tror han, at han kan takke sin mor for. Hun har altid husket ham på, at han ikke må glemme, hvor han kommer fra. »Jeg er jo barn af indvandrere, og man er per definition, i hvert fald i starten, i bunden af samfundet.« Erkan Özden kan specielt på sin mor mærke, at forældrene er stolte. »Prøv at forestil dig en kvinde med indvandrerbaggrund, der er ufaglært og født i en tyrkisk landsby, og folk så kommer hen til hende og siger, at de så hendes søn i fjernsynet,« fortæller Erkan Özden, mens han kort kigger ned i sine hænder og smiler ydmygt.

Kildenetværk og sprogbrug Drengen, der voksede op blandt ligusterhæk, carport og rækkehuse, møder nogle gange fordomme om, at han på grund af sin tyrkiske baggrund, kan skaffe kilder fra et specielt miljø på for eksempel Nørrebro. Her må han ofte skuffe.

12 | PORTRÆT »Nogle journalister dyrker meget deres baggrund i deres arbejde. Det er ikke mig,« siger han bestemt.

Marts 2015 | Lixen.dk

et halvt år som korrespondent i USA, var landets forskellighed og gæstfrihed noget af det, som han satte mest pris på.

»Nogle journalister dyrker meget deres baggrund i deres arbejde.

Det er ikke mig,« - Erkan Özden

Til gengæld kan han klart se fordele i at kunne et andet sprog og derfor ikke have brug for en tolk. Specielt under Muhammedkrisen i 2005-2006 oplevede Erkan Özden, at udseendet var en fordel, når han rejste rundt i de Mellemøstlige lande. Her fik han at vide, at flere af kilderne ikke ville have snakket med ham, hvis de havde troet, at han var etnisk dansk. »Det var først som journalist, at jeg opdagede ’hey måske er der fordele ved at være den, jeg er’, det havde de sgu da aldrig været før.« Medfølende menneskelighed »Det er den lille dreng med brune øjne, der har mistet alt. Det er ham, jeg husker.« Når Erkan Özden som reporter har dækket katastroferamte områder, er det de udsatte mennesker, han stiller skarpt på. Han tilskriver sin families arbejderbaggrund som en vigtig årsag til, at han har en passion for at interviewe og lave reportager, hvor han skildrer helt almindelige menneskers oplevelser og liv.

Opvæksten i Taastrup har gjort, at Erkan Özden nemt kan snakke med mange forskelige mennesker og også tager sig tid til det. »Sidder man hos en case, der er nervøs, så skal man, selvom man ikke har tid, tage sig den tid at drikke en kop te og spise et stykke kage.« For Erkan Özden er et journalistisk indslag vellykket, når det har de helt rigtige mennesker med, og når man kan mærke reporterens tilstedeværelse. »Det er ikke jakkesættene i Washington, der interesserer mig,« siger han og pointerer derefter ironisk, at det selvfølgelig er derfor, at han som studievært har jakkesæt på hver dag.

Hvid i Washington »Jeg har aldrig følt mig så hvid, som da jeg boede i Washington,« siger den tidligere korrespondent, der i perioden 2011-2014 havde bopæl i USA. Selvom han mener, at han ikke har oplevet særbehandling i Danmark, var det alligevel nemmere at blende ind i immigranternes land.

Når han tænker tilbage på sine to og

Efter Erkan Özdens mening er der både stor forskel på, hvor nemt man bliver accepteret i USA, og hvordan ytringsfriheden bliver praktiseret i landet. Specielt én oplevelse, synes han, afspejler det indtryk. Han havde fået et interview med den islamkritiske pastor Terry Jones. »Han spurgte ikke én gang til min baggrund. Ikke én gang.« Arbejd, arbejd!

Det er ikke kun Erkan Özdens forældre, der har arbejdet hårdt. Det har deres søn også. »Den største forskel på at være reporter i Danmark og at være korrespondent i udlandet er, at du hele tiden er på arbejde.« Selvom Erkan Özden med taknemmelighed ser tilbage på jobbet som korrespondent, krævede jobbet også nogle personlige ofre. Følelsen af aldrig at have fri oplevede han en morgen i Washington, hvor han havde arbejdet til klokken seks om morgenen og blev ringet op klokken otte af en overfrisk redaktør, der ville have ham til at lave et indslag inden klokken tolv. »I sådanne situationer er opgaven at prøve ikke at blive sur. Det gælder om lige at lægge på i tre minutter og så ringe tilbage,« fortæller Erkan Özden og griner.

Foto: Mia Dernoff

I Erkan Özdens familie er der altid blevet lagt vægt på vigtigheden af at få en uddannelse og at få skabt sig en god tilværelse. »Jeg har altid fået af vide, at jeg har to arme og to ben, så derfor skal jeg gøre noget ud af min tilværelse,« forklarer han.

FEM HURTIGE TIL ERKAN ÖZDEN

Hvad skulle du lave, hvis du ikke var journalist?

”Det er ofte alt eller intet for mig, jeg søgte kun journalistik som studie og jeg søgte kun TV i praktikken. Jeg kunne sikkert godt lave noget andet. Jeg ved bare ikke, hvad det skulle være”.

Hvor ser du sig selv om 10 år?

”Jeg ser mig stadigvæk i branchen om 10 år. Jeg bevæger mig jo lidt mellem at være vært og reporter, så jeg kan ikke sige, hvor jeg er om 10 år. Jeg skal helt sikkert lave nyheder”.

Hvad er din yndlingsbeskæftigelse, når du ikke er på arbejde?

”Fiskeri. Det irriterer mig at jeg ikke har fisket i lang tid, det ærgre mig. Dét at fiske giver mig ro og hjælper mig med at fokusere. Det kan jeg gøre 10 timer i træk. Jeg har aldrig været så meget til fine middage eller cafeer”.

Hvilken bog ligger på dit natbord?

”Det gør Jeppe Nybroes bog. Jeg har ikke læst den endnu, men det skal jeg snart”.

Hvad ville dit råd være til kommende journalister? ”Man skal arbejde hårdt”.

Et ekstra krydderi Erkan Özden ved ikke selv, om han tilføjer et ekstra krydderi til branchen.

For ham er han journalist og etnicitet, religion og bagrund må derfor være en privatsag. Han har ikke ville tale om det før, men er nu ligeglad med at blive spurgt ind til det. På et tidspunkt gik det alligevel op for ham, at han kunne bruge sine sprogkundskaber og sin arbejderbaggrund journalistikken. Det er bare ikke noget, han til dagligt tænker over.

Amlun14@student.sdu.dk Lakre14@student.sdu.dk

Det Lave Lix-tal | 13

Lixen.dk | Marts 2015

Snapchat sikrer dansk dreng fortsat kærlighed og sex En virkelig historie, med fiktive elementer, som fortæller, hvordan Snapchat har reddet en tilfældig dansk dreng fra at miste sin kæreste og sin mor.

Alle kender det. De fleste drenge gør i hvert fald. Du får et opkald fra din kæreste, som du elsker højt. Du kan med det samme høre, at noget er galt. Vejrtrækningen du hører i telefonen er hurtig, og din dejlige kærestes stemme kan du ikke længere genkende. Nej, stemmen der taler til dig, er nu en blanding af en vred drage der brøler, og Christiane Schaumburg Müllers grin. Stemmen, som engang var din søde kærestes, tordner ud af din iPhone »HVEM ER CAROLINE?!!!!«. Inden du når at gennemsøge din hjerne for svar, runger stemmen, som nu visuelt bedst kan beskrives som en vulkan i udbrud. Endnu engang »HVORFOR ER HUN NUMMER ET PÅ DIN SNAPCHAT-BEST-FRIEND-LISTE?!!!«.

Og hvis du alligevel ikke kan nikke genkendende til situationen, så læs videre, for det kan August. Det er nemlig hans historie.

Af Thor Hedegaard og Mads Møller Okholm

#SDUJour

@amalieeising Det her er Sofie, min søde TV-makker! Hun har vind i håret, styr på kameraet og lige her er vi igang med at filme en vild toiletrulle #sdujour #hvidbalance #zebrastriber #tv @sofiegauger Foto: Amalie Eising

@theodorarenard To tv-journalister i regnvejr - Katfriisp er jo så vild #lookwhatthecatdraggedin #sdujour @ kallerass @katrinefriis

Selvom Caroline ikke er nogen særlig, ærgrer August sig alligevel over, at han den her gang ikke nåede at sende ’damage control’ snaps til sine to venner, så de sammen med hans kæreste, ville fremgå som de tre øverste af hans Snapchat best friends i stedet for Caroline.

Augusts forglemmelse om at sende ’damage control’ snaps til sine venner, havde nær kostet ham forholdet til sin kæreste. Da August og hans kæreste har været sammen i flere år, ville det være lidt af problem for ham, for som August selv udtrykker det, ”Hvis jeg slår op med min kæreste, så slår jeg også op med min mor”.

Nu er Snapchat heldigvis blevet opmærksom på de alvorlige problemer best friendslisten medfører for August og mange andre drenge, og har derfor nedlagt funktionen Best Friends.

Nu kan August fortsætte forholdet til sin kæreste og sin mor uden mistillid og uden problemer.

Men har Snapchat løst det store problem på en tilfredsstillende måde, eller har de bare blæst startfløjtet til en ny, og endnu mere teknologisk, omgang af den gamle konflikt, kønskampen?

En af dem som særligt føler sig stødt af den nye snapchat-løsning er Ann Sofie Juul Jensen. »Hvordan skal jeg nu vide, hvem der elsker mig?!«, siger hun opgivende, mens hun fortvivlet opgiver øjenkontakt med sin iPhone, og nu kigger ud af bussens vindue.

Du læser på den mest selvfede og attraktive uddannelse, men hvordan minder du konstant dine venner om, at du gør netop det? Vi giver dig her 10 råd!

1. Belær dine venner om ytringsfrihed og den frie presse #JeSuisCharlie 2.Sig “Dengang jeg interviewede [indsæt dit største scoop her], der sagde hun…”

3. Hav altid en blok og en kuglepind på dig. Tag gerne ligegyldige noter om dine venner.

4. Pressekort, pressekort, pressekort. Gå eventuelt med det om halsen i en snor og brug det altid, når du skal i byen.

5. Sig »Må jeg citere dig for dét der?« hver gang dine venner siger noget fuldstændigt ligegyldigt.

6. Referer til David Trads, som om I er bedste venner.

7. Ret dine venners sproglige fejl. Forklar gerne ved hjælp af sætningsskemaet eller retskrivningsordbogens paragraffer.

8. Spørg dine venner, hvor mange følgere de har på Twitter. Namedrop gerne de mest kendte følgere du har.

9. Fortæl dine venner, at du vildt gerne vil i praktik som feature-skribent på Politiken. Forklar dem efterfølgende, hvad en feature er.

10. Du drikker kaffe, meget kaffe. Og bestemt ikke te.

Foto: Theodora Renard

@martovic På vej til botanikkonference med Herr Nordskov. Måske ikke. #beerstagram #odense #hobbitlife #hotguys #albani #flowers #plant #nature #journolife #sdujour Foto: Martin Lorentzen

@idakaaroee Glade journaliststuderende efter udgivelsen af vores første artikel for Jydske Vestkysten! #studjour#jourliv #sdujour #jydskevestkysten#j v#dkmedier#haderslev Foto: Katrine Møller Rasmussen

Quiz

Pony eller Porno En lille quiz, hvor du skal gætte, om navnet tilhører en My Little Pony eller en pornoskuespiller.

Er denne en pornoskuespiller, eller en My Little Pony?

Cherry Treats

14 | FOKUS

Marts 2015 | Lixen.dk

Danske aviser forsømmer massakre i Nigeria

0

1064

Antal artikler

CHARLIE HEBDO

BOKO HARAM Lixens undersøgelse viser antallet af artikler, som Politiken, Ekstra Bladet, Jyllands-Posten, Berlingske, B.T. og Information har skrevet på både tryk og web. Artikler om Charlie Hebdo fra den 7- 9. januar, Boko Haram fra 8-10. januar.

Nærhed og identifikation i Paris vægter højere hos en række danske aviser end massakre og mord på den anden side af jorden. Det viser en undersøgelse foretaget af Lixen.

Af Amalie Kaaris Lund, Maiken Reimer Rønneberg og Louise Holmgaard Nielsen

Jyllands-Posten skrev fra torsdag den 7. januar og to dage frem 273 artikler om terrorangrebet mod det franske satiremagasin Charlie Hebdo. Til sammenligning skrev de blot én artikel om massakren i Nigeria de efterfølgende to dage, som skete dagen efter hændelsen i Paris.

Det viser en undersøgelse foretaget af Lixen via Infomedia. Undersøgelsen dækker over Politiken, B.T., Berlingske, Information, Ekstra Bladet og JyllandsPosten, som alle har fået muligheden for at udtale sig. Det har dog ikke været muligt at få en udtalelse fra Information.

Den samme tendens, om væsentlig mere dækning af Charlie Hebdo, går igen hos alle seks aviser.

Nærhed, nærhed, nærhed Selvom der var langt flere dræbte efter hændelsen i Nigeria, er ingen af aviserne i tvivl om, at Paris-attentatet skulle have mere omtale end Nigeria-massakren.

Når medierne søger efter historier, skal det være noget, som læserne kan forholde sig til. Det kan de med Paris, fordi det er nært både geografisk og kulturelt. »Vi er stort set i danskernes baghave i Paris,« siger Flemming Fjeldgaard, chefredaktør for B.T. At begivenheden skete nær Danmark, har en del at sige om, hvor meget dækning hændelsen fik af aviserne. »Det er en ting, der falder ind i en dansk debat. Det kan overføres til vores

egen virkelighed,« siger udlandsredaktør for Politiken, Michael Jarlner.

Ud over kriteriet om nærhed spiller en identifikation hos læserne en vigtig rolle for valget af historien. »Det er ikke spor overraskende, at Frankrig fylder mere. Der er en identifikation, « siger Jørn Mikkelsen, chefredaktør for Jyllands-Posten.

Chefredaktøren hos Berlingske, Lisbeth Knudsen, er ligeledes enig i, at den enorme dækning af Charlie Hebdo skyldes identifikation og nærhed. Hun mener dog ikke, at de to begivenheder kan sammenlignes, selvom der begge steder er tale om et terror- og religiøst betinget angreb.

Læserne i fokus Mens begrundelserne for den nedtonede dækning af terrorsagen i Baga, Nigeria, ikke er helt den samme for aviserne, har de dog nogle fællestræk. For Ekstra Bladet og B.T. gælder det, at læsernes interesse bliver vægtet højt. »Det kunne lyde politisk korrekt at sige, at vi interesserer os lige så meget for resten af verden, men det ville ikke være sandt. Vi har kommercielle sigtepunkter.

Vi er afhængige af, at de målgrupper, vi skriver til, er interesserede i at læse det, vi skriver,« siger Flemming Fjeldgaard, chefredaktør for B.T. Hos Ekstra Bladet tager de et anderledes

”

gider læse om Afrika, så skriver vi ikke om Afrika,« udtaler Michael Jarlner, udlandsredaktør for Politiken.

Hos Jyllands-Posten har de været berørt af et dilemma med ytringsfriheden, som også er tilfældet hos Charlie Hebdo. »Det har været en del af vores debat i snart 10 år,« siger Jørn Mikkelsen, chefredaktør for Jyllands-Posten, som selv måtte tage flere forholdsregler efter deres udgivelse af Muhammed-tegninger.

Overskygger Nigeria-massakre Selvom attentatet i Paris fyldte mere end massakren i Nigeria i medielandskabet dagene efter, er de alle enige om, at tragedien i Nigeria ville have fyldt mere i aviserne, hvis angrebet i Paris ikke havde fundet sted.

Jyllands-Posten har løbende holdt sig opdateret om udviklingen i Nigeria og haft reporter til stede. Jørn Mikkelsen bekræfter dog også, at hændelsen i Paris har fået lov til at overskygge andre begivenheder i samme periode. Det ses tydeligt, både i undersøgelsen og efter interview med medierne, at Paris-hændelsen har påvirket, hvordan aviserne har dækket angrebet i Nigeria. Trods nedprioriteringen af Nigeria-massakren, mener ingen af aviserne alligevel, at de har prioriteret forkert.

Hos Politiken kan Michael Jarlner dog godt se, at der kan være et problem i

Hvis vi skrev meget om begge, ville der være rigtig mange artikler om terror. Der er også en grænse for, hvor mange katastrofer, folk kan kapere.

Poul Madsen, Ekstra Bladet

FAKTA TERROR I PARIS • Den 7. Januar 2015 blev det franske satiremagasin Charlie Hebdo udsat for et terrorangreb.

• To maskerede mænd dræbte 12 og sårede 11 medarbejdere på magasinet.

• To dage senere, den 9. januar, skete der en gidseltagning i et jødisk supermarked. Her døde fire gidsler.

• Senere samme aften påtog terrorgruppen al-Qaeda i Yemen sig ansvaret for Charlie Hebdo-massakren.

FAKTA TERROR I NIGERIA • Omkring den 8. januar op mod 2.000 mennesker dræbt af det militante islamistiske Boko Haram.

• Boko Haram kæmper for en islamistisk stat i det nordlige Nigeria.

• De 2.000 civile blev dræbt i og omkring byen Baga i Nigeria.

• Det er Boko Harams værste massakre på civilbefolkningen hidtil.

hensyn til læserne. »Hvis vi skrev meget om begge, ville der være rigtig mange artikler om terror.

Der er også en grænse for, hvor mange katastrofer folk kan kapere,« siger Poul Madsen, chefredaktør for Ekstra Bladet.

Hos Politiken prøver de i højere grad selv at tage stilling til, hvad de synes, der er vigtigt for deres læsere. »Det er ikke sådan, at fordi folk ikke

dækningen. »I antal liter af blod har der været en skævhed i dækningen, så derfor kan du også regne med, at når vi kommer ind i en mere normal tilstand, så vil balancen komme mere på plads. « amlun14@student.sdu.dk louin14@student.sdu.dk marie14@student.sdu.dk

Lixen.dk | Marts

Bare et land i Afrika

FOKUS | 15

Skal jeg virkelig kun høre om det, der foregår i min navle?

Afrika!?

Illustration: Mia Dernoff

De danske aviser dækkede attentatet i Paris mere end attentatet i Nigeria, fordi læserne ikke kan forholde sig til et land i Afrika. Det mener Aske Kammer, formanden for Sammenslutningen af Medieforskere i Danmark og adjunkt ved Center for Journalistik.

Af Shani Shalom Pedersen Det er udtryk for et hensyn til modtagerne af journalistikken, når medierne vælger at dække terrorattentatet i Paris i højere grad end Boko Harams massakre i og omkring Baga i Nigeria. Læserne har nemlig svært ved at forholde sig til gerninger begået i et land i Afrika. Anderledes forholder det sig derimod med et europæisk land som Frankrig, som de kender og deler mange værdier med. Det mener adjunkt ved Center for Journalistik, Aske Kammer. »Det, der sker i Nigeria, er meget fjernt fra nogen potentiel dansk virkelighed. Det er meget svært at forestille sig, at en eller anden religiøs sekt eller

terrororganisation i Danmark slagter en hel landsby på Vestsjælland. Det er simpelthen helt udenfor mulighedsrummet for, hvad der kan ske i Danmark,« siger Aske Kammer.

Markante tal En undersøgelse foretaget af Lixen viser, at en lang række danske aviser dækkede attentatet i Paris markant mere end terrorangrebet i Nigeria. For eksempel skrev Jyllands-Posten 273 artikler om attentatet i Paris i perioden fra den 7.-9. januar, mens de blot skrev én webartikel om massakren i Nigeria i perioden 8.-10. januar.

Mere fokus på Afrika Stig Jensen, centerleder på Center for Afrikastudier på Københavns Universitet, mener, at der mangler journalister til at lave klare og dybdegående analyser af forhold i Afrika. Han foreslår derfor, at medierne i højere grad skal prioritere at udstationere korrespondenter til Afrika på lige fod med andre steder i verden. »Hvis der var journalister, som var opsøgende i forhold til Afrika, ville brugerne af medierne også tænke, at det er meget mere spændende, og det ville også øge vores mulighed for at etablere et politisk og økonomisk samarbejde med afrikanske lande. Det kan bare ikke gøres med et par artikler, desværre.«

Ingen overraskelse Tallene i Lixens undersøgelse kommer ikke bag på Aske Kammer. »Det er et mønster, som vi ofte ser. De terrorangreb eller uventede hændelser, som sker inden for nogle områder, hvor der er et mål af nærhed, fylder altså bare meget mere i medierne og bliver dækket i højere grad.« Ifølge Aske Kammer bestod nærheden i Paris-attentatet både i en geografisk nærhed mellem Danmark og Frankrig, men også en kulturel, fordi Frankrig på mange måder minder om Danmark. Han påpeger derimod, at både den geografiske og kulturelle nærhed ikke eksisterer mellem Danmark og Nigeria. Derfor fik terrorangrebet i Baga, hvor angiveligt op mod 2000 civile blev dræbt af Boko Haram, så lidt opmærksomhed i de danske medier, mener han. »Paris er en by, hvor rigtig mange af os har været som turister. Vi har oplevet byen, og har et forhold til den. Nigeria er et land i Afrika. Rigtig mange danskere kan egentlig ikke sige meget mere om Nigeria end det,« siger Aske Kammer.

Stig Jensen er enig og mener, at sorteringen i høj grad skyldes, at læserne har lettere ved at identificere sig med Paris og det, som angrebet betyder for deres nære virkelighed – i Danmark. »Det kan de ikke på samme måde, når det handler om en terrororganisa-

tion, som kører ind i en landsby i Nigeria, som de ikke kender, og mejer tilfældige folk ned.« Under radaren En sådan sortering af indholdet i aviserne kan betyde, at modtagerne ikke er oplyste om de konflikter, som finder sted i verden. Når konflikterne går under avisernes radar, går de også udenom læserne. Konsekvensen kan være en nærmest selvforstærkende effekt, vurderer Aske Kammer. »Når vi ikke hører ret meget om Boko Haram, og hvad de laver, er det heller ikke noget, vi bliver optagede af. Derfor bliver det måske nedprioriteret endnu mere i medierne, fordi det ikke er noget, som har danskernes opmærksomhed.« Synspunktet bakkes op af Stig Jensen. Han tilføjer, at manglende dækning af afrikanske forhold kan få store konsekvenser for samfundet. »Det betyder for det første, at vi som samfund ikke har lige så gode muligheder for at udnytte de potentialer, der er i Afrika. Når vi afskærer os fra informationen, betyder det også, at vi ikke forstår vigtige forhold og konflikter – og det er et problem.« shped14@student.sdu.dk

16 | FOKUS

Marts 2015 | Lixen.dk Poul Madsen Chefredaktør, Ekstra Bladet

Pelle Dam Redaktør, Radio 24syv Morgen

Hvad er en god historie for jer?

Hvad er en god historie for jer?

Når vi hos Ekstra Bladet sorterer historier, går vi altid efter det, som optager folk og er kontroversielt. Det skal være noget, som folk vil tale om. Det handler også om at give læserne noget, som de ikke troede, var interessant.. De sociale medier er særligt vigtige. Hvis læserne ikke gider diskutere det dér, så er det ikke en god historie.

En god historie for os er både vigtig for samfundet og for den enkelte borger.

Vores historier skal helst gå i maven og tale til folks følelser. Provokerende holdninger og vinkler der peger stik imod strømmen er meget velkomne.

Er sorteringen af historier noget, som fylder meget i det redaktionelle?

Det fylder selvfølgelig en hel del i mit eget job. Vi hylder et oplyst diktatur på den front. Det betyder, at vi gerne tager snakken, men at den jourhavende til enhver tid har ret og pligt til at skære igennem og træffe en beslutning.

Hvordan udvælger i så historierne?

På Radio24syv lægger vi vægt på det væsentlige, det nære og det fascinerende. Vi vil gerne profilere os med egenproducerede historier frem for at videreformidle andre mediers sager. Det betyder, at underbelyste problemstillinger og oversete indgangsvinkler på fælleshistorier er guf for os.

Ælle bælle,

hvilken historie skal vi fortælle ?

H

vad lægger redaktørerne vægt på, når én historie trykkes, mens en anden skrottes? Lixen har spurgt fire af dem.

Anders Jerking Redaktionschef, Altinget

- Hvad er en god historie for jer?

En god historie kan være et brag af en solo-nyhed om, at Villy Søvndal går af, men det kan også være en skarp analyse eller et velskrevet portræt. De fleste af Altingets læsere arbejder professionelt med de emner, vi skriver om, så de forventer, vi leverer seriøse historier med politisk indsigt og perspektiv.

- Er sorteringen af historier noget, som fylder meget i det redaktionelle arbejde?

Ja, der foregår så meget i den politiske proces, at vi kun kan skrive en lille del af de historier, vi overvejer. Et af vores pejlemærker er, om vi kan bidrage med noget nyt og relevant.

Hvordan udvælger i så historierne?

Vi vægter væsentlighed over sensation og identifikation. Der er masser af politiske fnidder-fnadder-historier, som vi ikke bruger tid på. Fordi vores læsere er inde i stoffet og betaler for deres abonnement, skal vi give dem historier som de ikke får andre steder.

Tekst: Shani Shalom Pedersen og Amalie Kaaris Lund Email: shped14@student.sdu.dk og amlun14@student.sdu.dk Fotografier: Rasmus Flindt, Rasmus Malmstrøm og Linda Johansen

Silke Bock Partner og medstifter, Zetland

Hvad er en god historie for jer?

En god historie for os er en journalistisk fortælling, der når dybere end at kratte i overfladen. Det gør en nyhedshistorie sjældent. Singlernes styrke er, at de binder tråde og viser sammenhænge i en verden, der bliver bombarderet med informationer.

Er sorteringen af historier noget, som fylder meget i det redaktionelle arbejde?

Egentlig ikke. Fordi vi kun udkommer med en historie om måneden, er vi nødt til at være ret spidse i udvælgelsen.

Hvordan udvælger i så historierne?

Uanset, om vi skriver om sport, kultur eller politik har vores historier altid både et plot og en idé. Plottet er selve det forløb, vi beskriver. Idéen er det, der bærer historien: Hvad det egentlig er, vi vil fortælle med vores historie. Hvad kan den for eksempel sige om det at være menneske eller om det samfund, vi lever i? Derfor fortæller ’Soldaten i junglen’ eksempelvis ikke kun, hvordan det er at vende hjem fra krig, men også om, hvad det vil sige at kæmpe for noget. I krigen, i livet og indeni sig selv.

DEBAT | 17

Lixen.dk | Marts 2015

Må vi slikke din røv, store branche?

Alle unge journalister ser sig selv som samfundets kritiske vagthunde. Men når det kommer til kritik af vores egen branche, smider vi alle idealer og lægger os fladt på gulvet som små hvalpe for vores ejers hånd.

Af Renna Rose Agger Om det er fordi, jeg er født ind i en familie med flere journalister end ikke-journalister, om det er mine ti år på lilleskole eller måske de tre år på Sankt Annæ Gymnasium, hvor rundsave på albuerne og røvslikkeri overgik lysten til at lære, ved jeg ikke. Men når vi på journaliststudiet på Syddansk Universitet får besøg af ”store kanoner” fra branchen, går der sjældent mere end et par minutter, før jeg overmandes af modvilje og foragt.

Attitude lukker munden på os Ikke fordi Per Mikael Jensen er selvfed, eller fordi Metroxpress’ chefredaktør Jonas Kuld Rathje er arrogant, men meget mere, fordi vi, de kommende journalister, uden kritisk sans sluger alt, hvad de siger uden at sætte spørgsmålstegn ved noget som helst. Hvis bare den, der taler, har en smart replik i ærmet og kan skrive et par høje stillinger på CV’et, er

Illustration: Kamilla Mærsk

vi en imponeret flok, der nikker, griner og klapper, når vi direkte eller indirekte bliver bedt om det. Når chefredaktøren fra Se og Hør forklarer brud på de presseetiske regler med, at noget er ‘sladderrelevant’ eller B.T.’s nyhedschef undskylder fejlagtige informationer på forsiden med tidspres, æder vi det råt, hvis den, der taler, har attituden i orden.

Er det fordi, vi vil have en god praktikplads? Er det fordi, vi ikke tør være kritiske, når det kommer til stykket? Eller måske fordi vi i virkeligheden bare er lidt ligeglade, så længe vi har det sjovt? Jeg tror det ikke. Jeg tror, det opstår, fordi vi lærer, at det er sådan, vi gør her hos os.

Sådan er vores branche, som vi er udvalgte til at være en del af. Vi bliver fra første skoledag omfavnet af dem, vi er udvalgt til at være i blandt. Bevares, vi får da også at vide, at vi skal bruge vores ungdom til at stille spørgsmål ved alt og være idealister. Men i bund og grund er vi her, fordi vi passer ind i den verden, der allerede eksisterer, og som om få år skal modtage os som en af deres.

Hykleri erstatter kritik Vi siger, vi er kritiske personer, at vi vil gå idealistisk til værks med vores journalistiske arbejde, og at vi vil bruge vores karriere på at gøre uret ret. Men hvor bliver den idealisme af, når vi møder branchen?

Hvorfor accepterer vi uden videre, at Se og Hør skider på alt, hvad vi har lært?

Hvor alle alarmklokker burde ringe, slik- Fedteriet kommer fra oven ker vi røv i stedet for at råbe op.

Og de, der underviser os og konstant Men hvordan kan det være? husker os på, hvor banebrydende vi skal

forholde os til branchen, er jo selv en del af den. Det er næsten umuligt at få besøg af en fra et af de førende danske medier, der ikke er ven, kollega, forbillede, fjende eller på anden måde involveret med en eller flere af vores undervisere. Og i jargonens tro tjeneste roser de hinandens arbejde eller siger tak for sidst, inden den ene skal på podiet og tale for de unge journalistspirer, der inden længe selv bliver kollega, ven eller fjende. Det gør det ikke nemt at vide, hvilken side man egentlig er på. Vi får at vide, at vi skal skille os ud og være kritiske, men virkeligheden lærer os det stik modsatte.

Jeg ønsker et eller andet sted, at vi kan lære at se ud over det og inde i os selv finde modet til at stoppe op og tænke selv – også når det gælder kritik af vores eget fag. renjo14@student.sdu.dk

Død er blevet underholdning Ikke nok med, at TV 2 viste liget af Omar Abdel Hamid El-Hussein uden nogen omtanke for de pårørende, så valgte de også at ”reklamere” med disse billeder, som TV-kanalen kunne vise som de allerførste!

Af Margit Lundø Journaliststuderende, RUC Skyderierne i København den 14. og 15. februar har fyldt rigtig meget i medierne gennem de sidste par uger. Efterlys-

ninger af formodede gerningsmænd og deres motiver kan have afgørende betydning for efterforskningen af den type sager - især i forbindelse med voldelige forbrydelser, hvor mennesker har mistet livet. Derfor er pressens rolle, i forbrydelser som antentatet i København d. 14. febraur, vigtig.

Ingen grund til at bringe liget Det er dog meget svært at forstå, hvad der fik Nyhederne på TV 2 til at vise optagelser af den formodede gerningsmand til de omtalte skyderier, liggende død på gaden på landsdækkende TV. Samtidig med at de viste liget uden nogen omtanke for de pårørende, ‘reklamerede’ de også for disse billeder, som TV 2 kunne vise som de allerførste. DR havde gjort sig ulejligheden med at sløre liget men viste klippet i allerbedste sendetid.

Makabert indhold overskygger alt Jeg undrer mig over behovet for det makabre og den totale mangel på morale, hvor seertal og muligheden for at vise noget nyt trumfer alle andre hensyn.

Billederne af den døde unge mand havde ingen logisk funktion – der var ingen grund til, at nogen skulle se dem, andet end måske at fryde sig over tabet af et ungt, forvirret liv. Hvornår er det okay at lade os underholde af andres død og lidelse, og hvornår er det blevet nyhedsmediernes opgave at udbyde det? Jeg ville i hvert fald ønske, at de såkaldte seriøse nyhedskanaler havde en faglig og moralsk minimumsstandard for, hvad man kan tillade sig at vise på TV. margitlundoe@hotmail.com

Illustration: Mia Dernoff

18 | DEBAT

Marts 2015 | Lixen.dk

Hvor kritiske har vi lov at være?

Som ung journalist er jeg fra en generation, hvor en kritisk tilgang bliver tilskyndet. Men spørgsmålet er, hvor langt jeg kan tillade mig at gå i min kritik?

Af Theodora Renard

»Du skal være kritisk. Hele vejen igennem. Stil spørgsmål. Find ind til kernen. Sørg nu bare for at være kritisk i alt, hvad du laver!«. Sådan lyder prædiken for undervisere og mediefolk, når en flok grønne journaliststuderende samles for at lytte til den erfarne. Men hvor kritiske har unge journalister lov at være?

Lixens leder sætter fokus på kritik af mediebranchen. Chefredaktørerne beskriver, hvordan vi netop kan udnytte vores studietid til at stille alle de spørgsmål, som vi ikke får mulighed for, når vi skriver under på en arbejdskontrakt. Det er vel rigtigt, at vi her kan vise, hvem vi er, og hvordan den fremtidige dagsorden kommer til at se ud.

Men i vores iver efter at være kritiske, har vi så mistet sansen for god gammeldags ydmyghed og respekt? Jeg synes i hvert fald sjældent, den er til stede på journaliststudiet. Jeg tvivler på, om det er en positiv tendens i en ellers så glædelig egenskab, som det at være

kritisk er. Jeg studser over, hvordan en redaktør vil kigge på os. Enten vil han smile ned på os og se lyset som Qvortrup så i Ken B, eller også vil han ryste på hovedet og sende os ned til dødsannoncer.

Måske ligger det i vores opdragelse, at vi kan gøre, som vi vil. Vi er vokset op i et samfund, hvor alt er tilgængeligt. Undrer vi os, googler vi det. Kan vi ikke lide, hvad vi ser i tv, zapper vi væk. Når den ældre og visere taler, lægger vi afstand til ham, og får vores egen dagsorden til at være den bærende.

Men det er da pinligt. Jeg væmmes, når en ung pige uden erfaring kritiserer en mand med 30 års erfaring i sit fag.

Det løber mig koldt ned ad ryggen, når en underviser skal forsvare sig selv og sit fag overfor os, som jeg ærligt talt kun mener har vores prægede holdninger at argumentere med. Jeg er draget af spørgsmålstegnet, der dingler over hovederne på os. Hvor kritiske har vi lov at være?

Der er en grund til, at vi er studerende. Netop for at lære fra de ældre og visere. Når man ser gamle film, ser eleven op til læreren. Er det et uddøende fænomen? Det er det vidst. For på de lange gange går snakken om dårlig kommunikation, mistillid til undervisere og kritiske betragtninger af deres faglige kompetencer. Måske har jeg misforstået meningen med coaching, vejledning og læring. Men i min optik burde vi sætte vores egen stolthed i legehuset og trække ydmygheden op af tasken. Når man har været på tv-semestret i to uger, skulle man nok lægge sin fordømmende hold-

Illustration: Mia Dernoff

ning lidt væk, og måske skulle man bare suge ny viden til sig fra undervisere, der brænder for faget.

For at citere lektor Søren Hviid Pedersen. ”Den største forskel på en statskundskaber og en journalist, er, at en statskundskaber hopper, når jeg siger, han skal. Journalisten giver smæk for manglende læseplaner. I er bare en flok anarkister.” Manden har på sin vis fat i noget. Ligeså snart, at noget ikke passer

os, så skal vi råbe højt om det og fortælle hvor utilfredse, vi er. Er det den strategi, vi skal sætte på dagsordenen, når vi kommer ud i branchen? Hvis det forholder sig sådan, skal branchen tilpasse sig os.

Selvom man burde tro, at vi skal tilpasse os den. Hvis sidste mulighed bliver aktuel, så er vi virkelig kommet på en hård opgave. thren@student.sdu.dk

Guide: Sådan bliver du en dygtig debatjournalist Overrask, vær personlig og sæt dig selv i en Rasmus Modsat-position. Det er nogle af de råd, som Politikens debatredaktør, Per Michael Jespersen, giver til kommende debattører.

Af Theodora Renard Lixen har talt med Politikens debatredaktør, Per Michael Jespersen, som her giver Lixens læsere sit bud på, hvordan man bliver stærk i debatkunsten.

Ifølge Per Michael Jespersen skal man

fra start sætte sig som Rasmus Modsat og udfordre sin modparts synspunkter, når man skal skrive et debatindlæg. Det kan man gøre ved at indtage sin modstanders standpunkt og finde frem til alle de svage argumenter. På den måde ender man med selv at stå tilbage med de stærke.

Han tilføjer dog, at det ikke er nok bare at være imod - man skal også tilføre noget nyt til debatten, så det ikke bliver forudsigeligt. Han bruger terrorangrebet i Købehavn som et eksempel. »Spark debatten videre. Kan du vende skudattentaterne mod noget andet end angreb på ytringsfriheden? Det er banalt, men overrask med noget originalt.« Selvom debatten ikke hører til i nyhedssektionen, påpeger han, at man skal bruge nogle af de samme redskaber, som man gør i almindelig nyhedsjournalistik.

»Jeg vil sidde med en aha-oplevelse, når jeg læser debatindlæg. Din holdning skal sparke noget nyt i gang, og det skal du bruge som dit nyhedskriterium: Vis din læser, hvor nyheden er. Det er appellerende for vores egen menneskelige interesse«, siger han.

Men man skal alligevel ikke forveksle debatindlægget med en nyhedsartikel, da nogle af de helt fundamentale ”regler” for nyhedsjournalistikken er direkte modstridende med debatgenren.

»I en debat kan du ikke bruge ’Show it, don’t tell it’. Du skal bruge ’Show it AND tell it’. Det er ikke nok bare at vise det – du skal have dine argumenter i orden. Dit hovedbudskab skal have et klart fokus, og du er nødt til at være indigneret og fuld af kontrol. Men samtidigt skal du have noget på spil«, forklarer Per Mi-

chael Jespersen Han tilføjer, at vilkåret overalt i branchen er, at man skal kunne tænke selv, men at det altid er en god ide at dele sine tanker med andre for at få nye, skæve perspektiver på. Men debatindlægget adskiller sig uigenkaldeligt fra alt andet journalistik på den måde, at det ikke bare skal være subjektivt, men direkte personligt. »De bedste debatindlæg beskriver en spiddende tendens i tiden ud fra konkrete iagttagelser. Du skal gå fra et abstrakt plan helt ned til det konkrete.

Jeg vil mærke, at det er et menneske, der taler ud fra oplevede erfaringer. Jeg tænder på en personlig stemme, der har levet det levede liv«, mener Per Michael. thren@student.sdu.dk

DEBAT | 19

Lixen.dk | Marts 2015

Er ytringsfriheden en pligt?

Allerede længe før Muhammed-krisen fandtes emner og personer, der var skånet for hån og spot i den offentlige debat. Hvis ikke man accepterer det, udvikler friheden sig til pligt. I hvert fald hvis man spørger Edris Qasimi, der studerer statskundskab på Syddansk Universitet.

Af Edris Qasimi Et vigtigt resultat af min generations naive, intellektuelle dovenskab, er vores banaliseringen af begrebet ytringsfrihed.

Vi sætter os ikke ind i, hvad begrebet betyder, men koger det ned til noget, vi bare ’skal have’’. ”Vi skal have ytringsfrihed”, lyder parolen igen og igen. Friheden bliver på den måde gjort til en pligt ytringspligten. En pligt, vi alle sammen er tvunget til at udføre, koste hvad det koste vil.

Når vi inden længe kommer os over de seneste terrorangreb, som vi har gjort med mange andre tragedier, er det nødvendigt, at vi tager en offentlig debat om vores forståelse og accept af begrebet ytringsfrihed. Debatten om ytringsfrihed skal være fundamental anderledes, end den er i dag. Hovedbudskabet i debatten, som den ser ud nu, er, at påtvinge andre vores overbevisninger og en urokkelig insisteren på, at det ikke kan være anderledes. På den måde udelader vi at tale om problemets kerne, som er, at ytringsfriheden er et diffust og tvetydigt begreb, som vi ikke kan forenkle. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre, fordi vores overbevisninger ikke nødvendigvis deles af dem, vi ytrer os om, eller andre, der er vidne til ytringerne. Før vi indser det, når vi ikke videre.

Ytringsfrihedens rammer skabes af kultur Den totale ytringsfrihed, vi hele tiden taler om, findes ikke. Seneste sag om den svenske kunstner Dan Park eller gentagende historier, hvor ’fornærmelser’ mod kongehuset undskyldes og fordømmes, viser netop, at vi ikke har ubetinget ytringsfrihed, for hvis vi havde, ville man vel også insistere på Dan Parks ret til at lave provokerende gadekunst, selvom han øjensynligt sårer nogle mennesker ved det. Det gør man ikke i lige så høj

Foto: Mia Dernoff

grad. Når vi i nogle sager beskytter den udstillede part, skyldes det, at vi trods alt har nogle sociale normer og hensyn, som gør, at vi ikke frit kan piske rundt med tungen eller, for den sags skyld, pennen.

Forestil jer en karikaturtegning af de afdøde medarbejdere fra Charlie Hebdo, i færd med at give hinanden blowjobs, mens de blev dræbt af terrorister. Det ville ingen hverken trykke eller finde morsomt. Det skyldes, at vi på grund af vores kultur finder det grotesk og uetisk at udstille tragedien så respektløst.

På den måde kan man se, at den danske ytringsfrihed er et resultat af den danske kultur, hvilket gør op med ideen om den totale ytringsfrihed – den findes ikke.

Ytringsfriheden er et resultat af de normer, vi har bygget op gennem historien, og det er de normer og værdier, vi forsvarede under Muhammed-krisen – ikke den totale ytringsfrihed.

Derfor må Von Trier ikke forstå Hitler Et eksempel på dette ses, hvis vi stiller Muhammed-krisen overfor den debat, der udsprang efter Lars Von Trier under filmfestivalen i Cannes i 2011 sagde, at han havde forståelse for Adolf Hitler.

Traditionen i Danmark har, siden længe før Jyllands-Posten første gang trykte

Muhammed-tegningerne, været, at satirisk omgang med religion i den offentlige debat var en selvfølgelighed. Man kan bare henvise til forhånelser af kristendommen. Derfor var det en naturlig del af den danske kulturs udvikling, at den nye religion i samfundet, nemlig islam, også skulle under den behandling og integreres i litteraturen, sproget og for den sags skyld også kunsten. På den anden side viser den store fordømmelse af Lars Von Triers udtalelse om Hitler, at emner som holocaust og nazisme, stadig er emner, man ikke må ytre sig frit om.

Dette er beviset på, at ytringsfriheden er relativ og ikke total. Det er essentielt, at vi anerkender denne relativisme og ikke holder fast i en naiv og hyklerisk misforståelse af ytringsfrihed som en absolut størrelse.

Giv op eller gør din pligt På grund af misopfattelsen af ytringsfrihedsbegrebet er Jyllands-Posten i dag under usædvanligt pres fra begge sider af populismens krigsfronter, fordi de vælger ikke at bringe Muhammed-tegningerne igen. Det finder jeg fuldstændig tåbeligt – for den kritik lægger sig op ad troen på, at ytringsfriheden er total. Når debatten kører derud, hvor JyllandsPosten presses mod at genoptrykke teg-

ningerne i ytringsfriheden navn, fjernes friheden og bliver i stedet en pligt. Alle mulige og umulige debattører samt selvkronede meningsdannere kræver, at Jyllands-Posten selvfølgelig skal ofre alt i ytringspligtens navn - også selvom det kan koste medarbejdernes liv. Samtidig bliver de fra anden side truet på deres liv af ekstremister. Derfor sættes de i en situation, hvor de skal vælge mellem at trykke tegninger igen i ytringspligten navn eller lade være og give op på ytringsfriheden. Det allervigtigste her er at understrege, at avisens indhold er en redaktionel beslutning, ligesom den var dengang, avisen valgte at bringe tegningerne. Det skal det også være nu, hvor de vælger at lade være. Ellers kan jeg ikke se nogen forskel mellem det pres, muslimske ekstremister udsætter avisen for og det pres, de bliver udsat for herhjemme.

Troen på en total ytringsfrihed er naiv og mangelfuld. For at ændre den skal der ske et opgør i kulturlivet, og vi skal lægge en ny linje i debatten – kun sådan kan man komme frem til en definition på denne problematiske frihed. Og lad os for guds skyld glemme alt om at ville bestemme retningen på forhånd, for det kommer der kun ytringspligt – og ingen frihed - ud af. Edris36@hotmail.com

Bagsiden MÅNEDENS BRØLER Torsdag den 19. februar var dagen, hvor denne måneds brøler indfandt sig. JyllandsPosten begik den fatale fejl at trykke en Muhammed-tegning.

- Der er i dagens avis sket en skrækkelig fejl i den redaktionelle proces, siger ansvarshavende chefredaktør Jørn Mikkelsen til Politiken.

Der er ikke tale om en af avisens egne Muhammedkarikaturer, men i stedet en af Charlie Hebdos omdiskuterede forsider, der

fremgår som illustration til en analyse i debatsektionen.

Da nyhedsmedier i hele verden behandlede dilemmaet om, hvorvidt man skulle trykke Charlie Hebdos satiriske tegninger af profeten, valgte JyllandsPosten at lade være, hvilket er blevet en del af avisens generelle linje for tiden.

- Der vil nu blive strammet op på nogle procedurer, så det ikke sker igen, fortæller chefredaktøren.

F R O K O S T

Tunsandwich med tun og mayonnaise rørt sammen til en salat Brød med salat af mayonnaise og tun Én helhed Det er en tunsalat-sandwich Hvad med mayonnaise?

P O E S I

SPØRG LIXEN Hey Lixen

Kære Den Nyhedsangste

Jeg er virkelig glad for at læse journalistik, men jeg har et problem, jeg virkelig håber, I kan hjælpe mig med. Jeg bliver meget bange, når jeg ser, læser, hører, skriver, filmer eller optager nyheder. Jeg får det skidt i hovedet og sommetider også benene og bag øjnene. Jeg ved det ikke. Jeg er bare virkelig skræmt af at skulle lave nyheder om en verden, når alt er så dårligt med terror her og der og alle vegne, og folk der bliver myrdet og bliver kørt over og alt muligt! Og det er helt vildt uhyggeligt at se lækre mænd blive halshugget i tv’et. Jeg får det virkelig dårligt hver gang, jeg tænker på det!!!!!!!!!!!

Du kan tage det helt roligt. Selvom nyheder fylder en meget stor den af den dagligt producerede journalistik verden over, så findes der mange forskellige genrer, man som journalist kan arbejde med. Du kan eksempelvis skrive reportager eller små nære historier om nærmest hvad som helst – gerne i den mere følelsesprægede ende af skalaen. Det er også en mulighed af blive film- eller musikanmelder, eller måske jobbet som madskribent hos Alt for Damerne er mere dig… Hvis du skal i praktik, kan du med fordel overveje Jydske VestKystens lokalredaktioner – der sker ikke så meget (af farlig karakter).

Jeg skriver derfor til jer for at høre, om man godt kan blive en god journalist, selvom man har nyhedsfobi – kan man det???

Kys og kram Den Nyhedsangste P.S. Er der mon andre, der også har det sådan?

Hvis du går rundt og undrer dig eller har ubesvarede spørgsmål om alt mellem himmel og jord - så spørg Lixen! Send en mail til: mlind14@student.sdu.dk

KOMMAJONGLERING ER EN SVÆR DISCIPLIN MEN KOMMAKLOVNEN HAR EN SIMPEL LØSNING

Når du falder over grusomheder i dit tv og ikke vil se dem, har du tre muligheder: 1. Zap videre (tryk på knappen med opad-pilen) 2. Sluk tv’et (find den store røde knap i toppen af fjernbetjeningen og tryk på den) 3. Hiv tv-stikket ud af stikkontakten (den, der sidder i væggen) Din nyhedsfobi må ikke stoppe dig. Husk på, at du ikke er alene <3 Kærlig hilsen Lixen