Lixen, november 2013

REPORTAGE FRA JERN HENRIK

Lixen Lixen

TIL MINISTERMØDE PÅ BORGEN

KRASNIKS INTERVIEWTAKTIK

Avisen for yngre journalister | www.lixen.dk | 15. årgang | 7. nummer | november 2013

Journalister får økonomi og sociologi på skemaet Center for Journalistik skærer ned på bacheloruddannelsens fokus på politik. I stedet vil fremtidige årgange modtage undervisning i nye akademiske fag som sociologi og økonomi.

Søren Martin Olsen & Carl-Emil Søe

De journaliststuderende har haft for meget politik og for lidt økonomi og

sociologi. Derfor forandres bachelor-­‐ uddannelsen på Center for Journali-­‐ stik, når en ny årgang journalist-­‐ studerende næste sommer møder ind på Medietorvet til studiestart. Ændringen vil ifølge centerleder Peter Bro optimere de journalist-­‐ studerendes pro iler til markedet: »Vi er berømte på SDU for at være nogle af dem, der laver lest ændrin-­‐ ger på vores uddannelse, og det gør vi for løbende at optimere os til medie-­‐

Georg Metz Jeg har tænkt på mit eget

ansvar

i deba en.

dårlig

Og jeg har et par gange ha en

smag i munden. Det vil jeg gerne

indrømme.

Side 10-12

branchen, der er derude og i forhold til, at vi gerne vil uddanne de bedste journalister.« Ved de seneste semestermøder har de studerende kritiseret lere fag. De politiske fag var for ensrettede og overlappede for meget hinanden. »Vi har lyttet til kritikken og må erkende, at vi har fokuseret for meget på det statskundskabsmæssige om-­‐ råde. Vi har forsøgt at brede uddan-­‐ nelsen ud ved give den mere faglig

diversitet,« siger han.

Studenterrepræsentant fra 3. semes-­‐ ter Faton Nesimi er godt tilfreds med den nye bacheloruddannelse: »Ved at putte fag ind som sociologi og økonomi er man med til at brække studiet lidt op, frem for at det bliver et a låst politikområde. Om det er de rigtige fag, er der mange meninger om, men jeg er glad for, at der sker noget nyt. Jeg mener, at de nye fag er relevante.«

Peter Bro understreger, at dead-­‐ line for den endelige udformning af studieordningen er den 1. december, og at den ikke er endeligt vedtaget, men medarbejderne på Center for Journalistik og repræsentanterne fra Studienævnet har godkendt de overordnede linjer.

Læs hvilke fag, der droppes og om de andre justeringer på den nye bachelor-­‐ ordning på side 3.

“

2 | november 2013 | LIXEN

Indhold

Leder

INTERN

Man siger, at forandring fryder, og hvis den kliché er sand, har vi en meget in journalistuddannelse. Inden længe forventes det, at en ny bachelorstudieord-­‐ ning vedtages med effekt fra september næste år. Samtidig pønser Center for Journalistik på en ændring af kandidatuddannelsen i håb om at styrke de stu-­‐ derendes interesse for denne. Man kan altså ikke anklage ledelsen for at hvile på Medietorvet. Spørgsmålet er så bare, om der er blevet pillet ved de rigtige knapper for at få studiemaskinen til at spille endnu bedre?

I oktober blev der debatteret og danset, da KaJO a holdte general-­‐ forsamling og efterfølgende prisud-­‐ deling af årets Jern Henrik-­‐statuetter.

Læs, hvad de fremmødte nåede frem til med debatten, og hvem der løb med priserne.

Et af de politologiske fag, der ryger ud, er “Komparativ Politik”. Forståeligt for et fag, der med en håbløs og alt for omfattende lærebog må formodes at have været meget lidt givende for langt de leste studerende.

Side 3-­‐7

EKSTERN

At faget ”Journalistikkens praktik” også udgår virker ved første blik en anelse bekymrende. Faget må vurderes ud fra dets effekt, og her lader konklusionen fra sidste Store Matchdag-­‐undersøgelse ikke meget tvivl stå tilbage:

Der er vokset debatskoler frem i Danmark, og seneste forsøg på at dyrke debatkulturen kommer fra Politiken. Det kan du læse i månedens Ekstern, der også undersøger, hvor-­‐ for journalisterne fra RUC stopper med at udgive deres avis på print.

»Der er forskel på tilfredsheden for hvert enkelt uddannelsessteds håndtering af praktiksøgning og undervisning. Langt størstedelen af de studerende, der er ”særdeles tilfredse” med planlægningen af undervisningen i forbindelse med praktiksøgningsforløbet er fra Syddansk Universitet.« (Store Matchdag-­‐ undersøgelse, foretaget af KaJO, forår 2013).

Det konkluderes altså eksplicit, at SDU’s fokus på praktikken direkte har hjulpet de studerende. Peter Bro lover dog, at der ikke bliver mindre praktik-­‐ forberedelse, og vi lader selvfølgelig tvivlen komme den nye studieordning og centerlederen til gode, nu hvor praktikundervisningen vil gå ind under faget “Journalistisk Håndværk 4”.

Side 8-­‐9

PORTRÆT Lixen møder Informations samfunds-­‐ revser Georg Metz til en snak om dannelse, DR og dårlige debatter.

Mød manden, der startede med at skrive billedtekster til Politiken og endte som chefredaktør på den avis, han stadig elsker og skriver for: Information.

En øget fokus på økonomi i timerne virker rigtig fornuftigt. Af de store dagblade er Børsen eksempelvis en af dem, der dykker langsomst. Det kan være en indikation på, at økonomijournalistik stadig er efterspurgt, og at der ligger mange fremtidige jobs, hvis vi ved mere om mikro-­‐ og makroøkonomi.

Fra SDU’s side har man ønsket et opgør med statskundskabstankegangen, men det er desværre ikke taget endeligt.

Side 10-­‐12

Vi studerende, på tredje semester, undervises lige nu i et fag, vi forkorter ”Journalistisk research 3”. Her lærer vi at afmåle kon idensintervaller, afvise hypoteser og bruge såkaldte SPSS-­‐programmer.

FOKUS I denne måned sætter Lixen fokus på taktikker i mediebranchen. Hvordan skal papiraviserne overleve i frem-­‐ tiden? Hvad er Krasniks og Lund Madsens bedste interviewtaktik? Og hvordan får en spindoktor sin minister til at fremstå allerbedst?

Månedens fokus har vi døbt: “Taktiktid”.

Argumentet for at have faget, er at vi bliver mere kritiske over for undersøg-­‐ elser, og at vi selv lærer at lave dem. Sandheden er dog, at der indes mange lere relevante kompetencer for bachelorjournalisten at lære. At vi har afsat et helt fag til a læsning af spørgeskemaer, virker derfor som en overdrivelse.

Mange medier har i dag udliciteret spørgeskemaarbejdet til irmaer som Gal-­‐ lup og Megafon, og det er på de færreste arbejdspladser, at man må forvente at få afsat tid af til eksempelvis at undersøge de ”ua hængige variabler.”

Side 13-­‐19

OPINION

Så selv om det overvejende ligner en spændende ny studieordning, er det ær-­‐ gerligt, at man ikke er gået hele vejen. Et rigtigt opgør med arven fra statskund-­‐ skab havde krævet et farvel, til det dårlige fag med det endnu dårligere navn: ”Journalistiske Værktøjer 3: Researchtilgange, -­‐metoder og -­‐teknikker 2.”

Kandidatuddannelsen i journalistik mangler mål og sigte, skriver en studerende på Cand. public A. Det fremstår som uddannelse for uddan-­‐ nelsens skyld. Læs om det i måne-­‐ dens debatindlæg eller lær at lege med Twitter i Filip Wallbergs lærer-­‐ klumme.

På vegne af redaktionen, Carl-­‐Emil og Søren

Side 18-­‐19

Lixen Lixen er de studerendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet.

Avisen dækker udviklingen og tendenserne i mediebranchen og på landets journalistuddannelser.

LIXEN Campusvej 55 5230 Odense M

Søren Martin Olsen

Carl-Emil Søe

Jane Bruun Elkjær

Ansv. chefredaktør

Chefredaktør

Redaktør

www.lixen.dk lixen@journet.sdu.dk Find os også på Infomedia Tryk: Arco Grafisk A/S Oplag: 1000 eksemplarer Fast skribent: Pernille Baden Obelitz Korrekturlæser: Vibeke Mikkelsen Hansen

Christina Raabæk Lindschouw

Kasper Thomsen

Malte L. Nørgaard

Redaktør

Redaktør og web

Billedredaktør

INTERN

LIXEN | november 2013 | 3

Ny studieordning skal skærpe bacheloruddannelsen Studiet har været for fokuseret på politik og for lidt på sociologi og økonomi. Det mener Center for Journalistik, der nu indfører nye fag i et forsøg på at følge efterspørgslen i branchen.

Søren Martin Olsen og Carl-Emil Søe

De studerende på Center for Journa-­‐ listik skal fremover undervises i økonomi og sociologi. Fra studiets side har der tidligere været lagt stor vægt på at undervise i politiske fag som ”Komparativ politik”, ”Of-­‐ fentlig forvaltning”, ”Offentlig politik og økonomi” og ”International poli-­‐ tik og organisation”. Fagene har sam-­‐ let dækket over ét enkelt område, og derfor vil man nu forsøge at brede uddannelsen ud. »Det er blevet mere og mere klart for os, at vi har klumpet os for meget sammen om det politologiske om-­‐ råde. Bacheloruddannelsen er en generalistuddannelse, og derfor vil vi sikre en større faglig diversitet, så de journaliststuderende ikke alene stifter bekendtskab med ét af de stof-­‐ områder, som mediebranchen be-­‐ skæftiger sig med,« siger centerleder Peter Bro. Derfor bliver ”Komparativ politik” og ”Offentlig politik og økonomi” nu skiftet ud med fagene ”Sociologi” og ”Mikro-­‐ og makroøkonomi”.

På Center for Journalistik har man fået øjnene op for, at medierne i højere grad satser på inanshistorier.

Centerlederen forklarer, at økonomi vil blive et selvstændigt fag i stedet for at være underlagt politik som ho-­‐ vedområde. Her er det planen, at de studerende skal undervises i mikro-­‐ og makroøkonomi og for eksempel lære at knække et virksomhedsregn-­‐ skab eller blive bedre til at forstå mekanismerne bag en andelsbolig-­‐ forening. »Vi har generelt fået et wake up call i branchen, i forhold til at danske og internationale journalister har været for uskarpe omkring betydningen af økonomi og transaktioner. Når man tager de økonomiske briller på, om det så er mikro-­‐ eller makroøko-­‐ nomi, må man sige, at der er nogle væsentlige historier, der venter.« Ledelsen erkender ensidighed Med ændringen har studiet forsøgt at imødegå en kritik fra de studerende.

En kritik, der er gået på, at der har væ-­‐ ret for mange gentagelser i pensum og for få nuanceringer. »I ledelsen har vi erkendt, at vi har trampet for meget rundt i de samme aspekter af journalistikken. I re lek-­‐ sionsfagene har vi oplevet et fald i de studerendes niveau, og der vil vi forsøge at blive endnu skarpere,« indrømmer centerlederen.

Som konsekvens heraf introduceres en ny titel hos udvalgte undervisere.

De bliver udpeget som ”linjeansvar-­‐ lige”, der skal sikre, at man bygger videre på det, de studerende har lært på de første semestre, uden at gentage en allerede lært metode til eksempelvis ”ideudvikling”. »Et tænkt eksempel kunne være, at Jonas Blom blev linjeansvarlig for alle sprogfagene, hvor det var hans an-­‐ svar at sætte de undervisere, der er på mediesprogsfagene ind i, hvad man skal lære på de forskellige semestre.«

Skemaoversigt. Her ses de planlagte ændringer på bacheloruddannelsen. Ændringerne bliver budt velkom-­‐ men af de studerendes repræsentant i Studienævnet Faton Nesimi. Som studienævnsrepræsentant har han siddet med ved høringerne til den nye bachelorreform. Han føler, at de stu-­‐ derendes ønsker er blevet tilgodeset. »Jeg synes, uddannelsen bliver bed-­‐ re, fordi man har taget højde for de mange elevønsker, der er blevet frem-­‐ sat på semestermøderne. Hvis man kigger på de akademiske fag, er det blevet en mere mangfoldig studie-­‐ ordning, fordi der nu er andre fagområder end politik,« siger Faton Nesimi.

”

mindre opmærksomhed på den nye studieordning: »Det kommer alt andet lige til at ligge på samme niveau. Alle de forbered-­‐ elsestimer, vores studerende har med praktikvejleder Karen Sass, og det med at kunne brande sig fremad-­‐ rettet, kommer til at høre ind under sprog-­‐ og håndværksfagene.« Selv om Faton Nesimi har fået positiv respons på faget “Journa-­‐ listikkens praktik” fra tidligere 4. semester-­‐studerende, ser han ikke noget problem i, at faget sløjfes: »Problemet med faget var, at det mis-­‐ tede sin relevans efter praktikdagen.

I ledelsen har vi erkendt, at vi har trampet for meget rundt i de samme aspekter af journalis kken Peter Bro, centerleder på SDU

Praktikfag droppes Et andet fag der også droppes med den nye studieordning er ”Journali-­‐ stikkens Praktik”. Et fag der ellers har været populært blandt tidligere årgange, som har fået stor hjælp af det praktikforberedende fag. Peter Bro afviser dog, at der bliver mindre praktikforberedelse til kommende studerende: »Tankerne og intentionerne omkring ”Journalistikkens praktik” fastholder vi. Der er selvfølgelig altid en fare ved at ændre faget, men vi integrerer grundelementerne i ”Mediesprog 4” og ”Journalistisk Håndværk 4”.« Derfor skal de studerende ifølge Peter Bro ikke frygte, at Store Matchdag får

Jeg synes, det er int, at faget ryger ind under sprog-­‐ og håndværksfag-­‐ ene, så længe vi stadig får en hjæl-­‐ pende hånd, når vi søger praktik.« Den nye studieordning har været undervejs i et år og er blandt andet blevet til i et samarbejde mellem ansatte ved Center for Journalistik, studenterrepræsentanter og Styrelsen for Journalistik. Studieordningen lig-­‐ ger til endelig godkendelse den 1. december, og forventes at træde i kraft for den nye årgang af jour-­‐ naliststuderende, der optages til september 2014. sools12@student.sdu.dk csoee12@student.sdu.dk

INTERN

4 | november 2013 | LIXEN

FAKTA Cand.public A En journalistisk kandidatuddannelse, der henvender sig til personer, som har taget en bachelor i journalistisk enten fra Danmarks Journalisthøjskole el-­‐ ler Syddansk Universitet.

Uddannelsen består af tre dele.

Den første del foregår på SDU, hvor der er obligatorisk undervisning. Anden og tredje del rummer valgfrie fagspecialiseringer. Og jerde del er der, hvor de studerende skriver deres spe-­‐ ciale.

Igennem undervisningen får de studerende suppleret og udvidet deres kompetencer inden for det journalistiske felt. Det giver en kombination af akademisk-­‐ faglig specialisering og journa-­‐ listisk faglighed.

Som færdiguddannet cand. public er du efterspurgt af de landsdækkende aviser. Også de elektroniske medier efterspørger journalister med en akademisk baggrund, og tendensen synes at være stigende.

Uddannelse. SDU vil gøre kandidatuddannelsen i journalistik skarpere ved at tilbyde mere undervisning på universitetet. Illustration: Malte Nørgaard

Kilde: www.sdu.dk/uddannelse/ kandidat/cand,-­‐d-­‐,public

SDU ændrer kandidatuddannelsen Et ekstra semester, ændringer i uddannelsesopbygningen og andre fag på skemaet.

Det er tankerne bag en ny kandidatuddannelse, som Center for Journalistik overvejer at oprette.

Jane Bruun Elkjær

Når journaliststuderende får deres afgangsbevis fra bacheloruddannelsen i hånden, er det langt fra alle, der vælger at fortsætte på cand.public A. Det er en skam, mener Peter Bro, centerleder på SDU. Han tror, at fremtidens journalister har behov for at være endnu mere vidende og stærkere i forhold til at formidle. Derfor har SDU nedsat en arbejdsgruppe, der har til opgave at gøre kandidatuddannelsen endnu bedre. Ifølge Peter Bro skal der mere håndværk på skemaet. »Vi skal give dem noget mere håndværksundervisning, så de ikke alene bliver mere vidende, men også bliver skarpere formidlere. De får ikke alene en faglighed, men de får også en særlig formidlingskompetence. Det kan blandt andet være den fortællende journalistik, analysen eller kommentaren,« siger han.

Udover mere håndværk overvejer arbejdsgruppen også at ændre på uddannelsesopbygningen. De kandidatstuderende har i øjeblikket kun undervisning, der foregår på SDU på første semester og igen på fjerde semester, hvor de skriver speciale. Det er for lidt, mener centerlederen.

»Vi vil have Center for Journalistik til at fylde mere på uddannelsen, i stedet for at overlade det til de studerende selv at finde andre fag. Derfor overvejer vi at øge den faste undervisning fra et semester til to, så man kun har tredje semester, hvor man selv skal finde andre fag.« Ifølge centerlederen har SDU en stor opgave foran sig. »Vi skal være skarpere til at formidle, hvad der faktisk ligger i en kandidat-

kandidatuddannelsen, er Mikkel Cramon. Han begyndte på cand.public A umiddelbart efter sin bachelor, fordi han ville dygtiggøre sig inden for den digitale journalistik for at stå stærkere på arbejdsmarkedet. »Uddannelsen tilbyder brede muligheder for at sammensætte lige nøjagtigt den uddannelse, der matcher dine interesser og karriereønsker bedst. Jeg har for eksempel taget valgfaget J-Lab, der fokuserer på udvikling og entrepre-

”

Det er nødvendigt at være en fantas sk historiefortæller, der ligger betydeligt over generalistniveauet. Men det er ikke nok.

Bo Lidegaard, chefredaktør på Poli ken

uddannelse, og hvad den kan i virkeligheden. Både for at gøre mediebranchen opmærksom på de specialiserede studerende, men også for at flere studerende finder ud af, at det er en god ting at tage en kandidat,« fortæller Peter Bro. En af de studerende, der har valgt at tage

neurship – noget, jeg gerne ville have haft mere af på bacheloruddannelsen, der primært uddanner folk til lønmodtagerjob,« fortæller Mikkel Cramon.

For centerlederen er valgfag en vigtig faktor på kandidatuddannelsen. Uanset om det er digital journalistik, europæ-

iske forhold eller psykologi, så er de hver især med til at gøre de studerende mere vidende og specialiserede. Med den nye kandidatuddannelse vil SDU gerne have medierne til at indse, at branchen får et større og mere righoldigt udbud af mulige medarbejdere. »Når man kigger på nyhedschefer, så tror jeg, at de vil være glade for, at der er forskellige typer af studerende at vælge imellem,« siger han og fortsætter: »Der vil stadig være behov for en mængde af generalistjobs med klassisk nyhedsjournalistik, hvor man hurtigt skal have hamret flere artikler af sted om dagen, og hvor man spænder bredt over flere fagligheder, men masser af medier har også behov for medarbejdere som fagligt er rigtig stærke inden for et enkelt område. Og der vil vi gerne gøre branchen bekendt med, at den mulighed har de faktisk ved at ansætte nogle af vores kandidatstuderende.« En af de mediechefer, der understreger vigtigheden ved specialisering, er Bo Lidegaard, ansvarshavende chefredaktør for Politiken. Han mener, at vi får mere og mere brug for journalister, der kan fortælle historier med afsæt i faglige kompetencer. »Det er nødvendigt at være en fantastisk historiefortæller, der ligger betydeligt over generalistniveauet. Men det er ikke nok. Fremtidens journalister skal også have et fagligt niveau, der inden for

forskellige områder gør dem til eksperter, der kan løfte niveauet og give historierne den troværdighed og dybde, som kun det indgående kendskab og den selvstændige faglige vurdering kan give.« Hos Politiken er det ikke afgørende, hvor journalisterne kommer fra, men hvad de kan. De efterspørger i stedet journalister, der har højt fagligt niveau på områder, som er vigtige for deres journalistik. »Vores læsere er mere og mere veluddannede. Det skal de medarbejdere, der fortæller vores historier også være. Det betyder, at der vil blive flere specialister og fagpersoner blandt journalisterne,« fortæller Bo Lidegaard.

Ifølge Bo Lidegaard vil kravene for fremtidens journalister stige. De skal opbygge deres egen personlige profil. »Evnen til at fortælle og formidle vil altid være afgørende, men det bliver mere og mere nødvendigt samtidigt at beherske flere platforme og at lave journalistik, der tager afsæt i egen faglighed.« Peter Bro understreger, at der kun er tale om overvejelser. Arbejdsgruppen forventes at være færdig senest i april. jaelk12@student.sdu.dk

INTERN

LIXEN | november 2013 | 5

Praktikantvejleder: Journalister undgår kommunikation Kommunikation står ikke forrest i køen, når de studerende skal vælge praktikplads. De journaliststuderende bør søge bredere, mener praktikantvejleder.

Jane Bruun Elkjær

Når hornet lyder til Store Matchdag, står journaliststuderende hel-­‐ lere foran døren til et dagblad end til en kommunikationsafdeling.

Det er der en bestemt grund til, mener Pia Færing, praktikantvejleder på DMJX. »Kommunikationsafdelinger er mindre eftertragtede. De journaliststu-­‐ derende tror, at journalistik er lig med at komme ind på et medie. Det passer ikke. Alt for mange tænker, at jeg er journalist på Politiken. Hvis du så ikke længere er på for eksem-­‐ pel Politiken, hvilken journalist er du så?,« siger Pia Færing.

Med spørgsmålet efterspørger praktikantvejlederen, at de journaliststuderende begynder at tænke mere utraditionelt, i stedet for at gå efter det samme. For selv om alle praktikantvejledere informerer om, at en omni-­‐ busavis ikke er lykken for alle, så er-­‐ farer Pia Færing, at de journaliststu-

derende stadig vil derhen. »Der vil stadig være 80 ansøgere, der hellere vil på for eksempel Politiken end Novo Nordisk. Folk samler sig på midten. Sådan har de journa-­‐ liststuderende altid været. De går efter det samme.« En anden udbyder Efter hornet har lydt i de århusianske betongange, har døren kun åbnet sig for få af de ventende journaliststu-­‐ derende. Det er ikke alle, der har fået pladser på et dagblad, men praktikantvejlederen ser ikke pladsmang-­‐ len ved dagbladene som et problem.

Problemet er de studerendes holdning til det. »Journalistik sælges mange steder.

Ikke kun i mederne. De studerende skal se væk fra, at journalistikken kun kan udøves i medierne. En kommunikationsafdeling er bare en anden udbyder,« forklarer Pia Færing og fortsætter: »Hvis de studerende tror, at det er de traditionelle medier, de skal leve af, så når de ikke pensionsalderen.« Flere kommunikationsafdelinger Ifølge Pia Færing skal de journaliststuderende begynde at vænne sig til tanken om en stilling i en kommunikationsafdeling. Der vil nemlig komme lere i fremtiden. »Hvis vi vil have lere praktiksteder i nogenlunde takt med, at medierne lukker, så er det, det eneste sted vi kan vokse. Jeg tror ikke, at vi får en ny tv-­‐

Praktik. For de journaliststuderende er kommunikationsafdelinger ikke attraktive. Illustration: Ida Løjmand station eller et nyt stort dagblad. Så medmindre vi vil dø, så skal det her vokse. Det er nødvendigt.« Ula Bach læser Cand. public B, og hun er en af de studerende, der ikke søger en stilling i en kommunikationsafde-­‐ ling. »Jeg har allerede arbejdet lere år med kommunikation, blandt andet som studentermedhjælper i Undervisningsministeriet. Derfor vil jeg gerne prøve noget nyt. Jeg satser i stedet på journalistikken i mere

klassisk forstand.« Pia Færing understreger, at der er vis-­‐ se krav til praktikstederne. For at et praktiksted skal være godkendt, skal der være mindst én uddannet journa-­‐ list ansat på arbejdspladsen, og det skal være et medie. »De journaliststuderende kan ikke komme ud i et PR-­‐bureau. Der er ikke journalister ansat, og de har ikke et medie. De hopper i stedet fra opgave til opgave for en kunde. Der er altså ikke det, der skal til for at være et

medie, nemlig at man skal sætte sig ind i, hvad modtageren har brug for af kommunikation.« Pia Færing håber, at de journaliststuderende med tiden vil anerkende, at et praktiksted i en kommunikations-­‐ afdeling også er journalistik. Det er blot en anden udbyder.

Pia Færing understreger, at Politiken og Novo Nordisk er begge tænkte eksempler i artiklen.

SDU nedprioriterer fotografering På trods af at fremtidens medier bliver mere visuelle, har SDU’ere intet fotoforløb. Andre fag tager pladsen på skemaet.

derviserne, men vi ender altid med at tænke: ’Hvad skal man så ikke have?’

Den store sten i skoen er, at vi ikke kan proppe mere ind i skemaet uden at skære ned på anden undervisning.« Karsten Baagø anerkender, at foto-­‐ grafering godt kunne kombineres med radio-­‐ eller tv-­‐forløbet. Men han vil ikke love noget.

»Skal vi gå ind i det, skal vi gøre det ordentligt. Vi vil gerne derhen, hvor billederne ikke bare bliver en illustra-­‐ tion til artiklen, men en integreret del af journalistikken,« fortæller han.

Vigtigt selv at kunne tage billeder Anne Mette Svane, chefredaktør på Politiken, mener, at det er et plus også

at kunne fotografere som journalist.

Ofte får journalister nemlig ikke fotografer med ud i marken. »Det ville være tudetosset, hvis ikke journalister selv kan tage et billede.

Det bliver vigtigere at tænke visuelt, da man kommer til at se lere former for visuelle fortællinger i fremtiden.« Brian Karmark, fotochef på Jyllands-­‐

Ida Løjmand, Julie Lykke-Nedergaard, 1. semester

Studerende på SDU toner littigt frem på skærmen eller indtager æteren, når de på 2. og 3. semester har tv-­‐ og radioforløb. Men det er sjældent, at de studerende får lov at se verden gennem fotolinsen. Der indes nemlig ik-­‐ ke et selvstændigt fag i fotografering, på trods af at lere personer fra mediebranchen mener, at billeder bliver en vigtig del af fremtidens medier.

Studieleder på Center for Journalistik, Karsten Baagø erkender, at det er vigtigt for journalister at kunne arbej-­‐ de med lere medier heriblandt fotogra i. Og det er ikke manglende vilje, der er årsag til, at SDU ikke har et forløb om fotogra i på journalistuddannelsen. Derimod er det manglende tid, påpeger han. »Det er noget, vi tit vender blandt un-­‐

Foto. Journaliststuderende på SDU har ikke mulighed for at lære at håndtere et kamera. Foto: Malte Nørgaard.

Posten, tilføjer: »Vi har været nødt til at droppe histo-­‐ rier på grund af mangel på gode billed-­‐ er. Når vi kun sender journalister af sted, er kvaliteten af deres billeder ofte bare ikke god nok.« Pennen vinder over kameraet Karsten Baagø ser helst ikke, at journalisten i fremtiden skal have en blok i den ene hånd og et kamera i den anden. »Vi skal hver især gøre, hvad vi er go-­‐ de til. Journalister skal først og fremmest lave god journalistik,« siger han.

Medierne har da heller ikke dødsdømt arbejdsdelingen mellem journalister og fotografer. Både Anne Mette Svane og Brian Karmark fastslår, at det ikke er et direkte krav, at journalister kan fotografere, selv om det giver en fordel ved jobsamtalen. »Journalister skal ikke være bange for selv at producere billede og lyd.

Det vigtigste er selvfølgelig det journalistiske håndværk, evnen til at tæn-­‐ ke kritisk og komme med ideer,« siger Anne Mette Svane.

Idloe13@student.sdu.dk Julyk13@student.sdu.dk

INTERN

6 | november 2013 | LIXEN

Studerende vælger rettigheder frem for lønforhøjelser Lørdag den 24. oktober holdte KaJO generalforsamling. Her stemte medlemmerne for, at KaJO fik mandat til at bruge fastfrysningen af praktiklønnen til at forhandle om flere rettig-­ heder til de kommende praktikanter.

Her lød svaret, at der er stor forskel på praktikanternes muligheder på de forskellige praktiksteder. Derfor var kravet foreslået.

Også retten til barsel blev der stillet spørgsmålstegn ved. Her tog Lars Werge ordet. Han forklarede, at han ser retten til barsel som en grund-­‐ læggende rettighed, der burde være en naturlig del af en overenskomst.

Han mener, at det ikke blot bør være et forhandlingsemne, men et direkte krav. »Det er så klassisk et lønmodtager-­‐ krav, at vi ikke skal betale for det. Det skal vi erobre,« sagde han.

Tommi Falk Petersen, 1. semester

Der var lagt op til stor debat, da KaJO, de studerendes fagforening på SDU, tog emnet ’overenskomstforhand-­‐ linger’ op som hovedpunkt på deres halvårlige generalforsamling.

Næstformand for Dansk Journalist-­‐ forbund, Lars Werge, var mødt op som gæst til debatten. Han fortalte, hvor-­‐ dan forhandlingerne vil foregå, og hvad de studerende kan forvente at få ud af dem.

Mette Glud Olsen, repræsentant for KaJO, er med i forhandlingerne. Hun fortsatte seancen ved at fortælle om de krav, KaJO og søsterorganisation-­‐ erne, KAJ og DJ-­‐RUC, i samarbejde havde fundet frem til. Kravene lød på: Ret til barsel, bevaring og inan-­‐ siering af praktikvejlederuddannel-­‐ se, månedlig praktkantdag, fri til stu-­‐ dietur og inansiering af studietur.

Ifølge Mette Glud Olsen skulle de imødekommes ved en fastfrysning af praktiklønnen eller ved en lille ned-­‐ gang i lønnen.

Fra salen blev der stillet spørgsmåls-­‐ tegn ved studieturskravene, om det var nok til en nedgang i eller en fast-­‐ frysning af lønnen. »Er det overhove-­‐ det et reelt problem at få fri til studie-­‐ ture?,« lød det blandt andet fra en af de cirka 60 fremmødte medlemmer.

Uenighed i salen Fra salen blev der lere gange spurgt om det overhovedet er en god ide at gå ind til forhandlingerne med et mål om, at lønnen ikke skal stige. Hertil svarede formand for DJ RUC, Mathias Svane Kraft, som var til stede som gæst, at vi må være solidariske, og at det er ”væsentlig at hæve bundnive-­‐ auet”.

Bundniveauet er, at der eksempelvis er pædagogstuderende i deres prak-­‐ tikperioder, der kun tjener omkring 9.000, mens journaliststuderende tjener omkring 16.000. Det satte de-­‐ batlysten i gang og adskillige med-­‐ lemmer fortalte, at de ikke mente, at man kan sammeligne journaliststu-­‐ derendes løn med andre praktikant-­‐ ers løn. Et andet synspunkt, der blev nævnt var, at journaliststuderende i praktikken arbejder som uddanne-­‐ de journalister. Derfor ville det væ-­‐ re en fejl at gå ned i løn. »Vi går for 100 kroner i timen, og pro-­‐ ducerer på fuldstændig lige fod med hvad alle andre gør,« lød det fra med-­‐ lemmerne.

På trods af uenigheden, angående praktikanters lønniveau, var der i sa-­‐ len en konsensus om, at forhandlerne skulle forsøge at få nogle, hvis ikke alle krav igennem ved forhandlingerne.

Foto: Malte L. Nørgaard KaJO. Under den halvårlige generalforsamling fortalte Lars Werge omkring de kommende forhandlinger.

På spørgsmålet om det overhovedet vil være muligt at få noget som helst igennem, svarede Lars Werge promp-­‐ te. »Ja, det er bestemt muligt, at få nogle af disse krav igennem.« Der var dog stadig bekymring blandt de fremmødte; skyder man sig selv i foden ved at gå med til fastfrys-­‐ ning af lønnen eller lønnedgang i for-­‐ hold til fremtidige overenskomster?

Direkte adspurgt om denne problem-­‐ stilling, svarede Lars Werge, at han mener, at chancerne for fremtidige

lønstigninger ”er ligeså gode og dår-­‐ lige, som de er denne gang, og var sid-­‐ ste gang,” hvilket ik dulmet den vær-­‐ ste frygt hos de fremmødte medlem-­‐ mer.

Stor enighed om forhandlernes mandat For at imødekomme medlemmernes ønsker, valgte bestyrelsen at lade medlemmerne lave en prioriteret lis-­‐ te over kravene til overenskomsten.

De endelige tre krav blev: Ret til bar-­‐ sel under praktikken, bevaring og i-­‐

nansiering af praktikvejlederuddan-­‐ nelse og en månedlig praktikantdag, hvor praktikanten skal have feedback fra praktikstedet.

Ved den afsluttende afstemning var der et stort lertal på 48 mod 8, for at lønnen kan fastfryses, hvis disse tre krav imødekommes. KaJOs medlem-­‐ mer gav dermed forhandlerne man-­‐ dat til at kæmpe for praktikanternes rettigheder frem for lønforhøjelser. topet13@student.sdu.dk

Foto: Malte L. Nørgaard

INTERN

LIXEN | november 2013 | 7

Når Jern Henrik kommer kravlende En række journaliststuderende udmærkede sig under deres praktikophold i året 2012/13. De blev derfor nomineret til årets Jern Henrikprisuddeling. Showet løb af stablen lørdag den 26. oktober på SDU.

Rebecca Cywan, Josephine Fogsgaard, 1. semester

Saxofonens toner fylder rummet fra ende til anden. De journaliststude-­‐ rende kommer ind til en forelæs-­‐ ningssal, der i aftenens anledning lig-­‐ ner alt andet end et almindeligt un-­‐ dervisningslokale. Kongeblåt velour hænger ned fra loftet og danner bag-­‐ grunden. I forgrunden står sofa, læ-­‐ nestol og sofabord i matte farver, som var vi tilbage i 70’erne. Casper Bagge og Mads Frimann har igen i år vun-­‐ det tjansen som værter. Viserne på armbåndsuret har rundet klokken 20:00 og værterne træder op på sce-­‐ nen med en nyåbnet øl i hånden. ”Skål for fanden – og velkommen til Jern Henrik – prisuddelingen 2013”.

Jern-­‐Henrik er SDU’s årlige pris-­‐ uddeling til en journalistpraktikant, der har gjort sig særligt bemærket.

Men hvorfor navnet Jern Henrik?

Nogle kender måske til tegneserie-­‐

iguren, Jern Henrik. Han er en stæ-­‐ dig lille dreng med lyst strithår, der plager livet ud af sine forældre og naboer. Han tiltrækker opmærk-­‐ somhed fra omverden og går til kan-­‐ ten hver gang. Kort sagt har han et godt grundlag for at blive en god journalist. De studerende på journa-­‐ listik bliver nemlig trænet i at være vedholdende, grænsesøgende – og til tider en anelse irriterende – i søg-­‐ ningen efter den gode historie. Men selv om det ville være logisk, er pris-­‐ en ikke opkaldt efter tegneserie igu-­‐ ren. Det er nemlig grundlæggeren af journalistuddannelsen på SDU, der har lagt navn til den prestigefyldte pris.

Manden bag Jern Henrik Præsentationen af aftenens æresgæst udløser klap og jubel fra publikum.

De løfter deres øl lasker som en skå-­‐ lende gestus til manden, der træder ind i salen. I samme øjeblik råber den ene vært: »Tag godt imod manden, der lagde navn til Jern Henrik – Jørn Henrik Petersen!«

Foto: Malte L. Nørgaard Værter. Casper Bagge og Mads Frimann førte publikum gennem aftenen.

Han tager plads i sofaen, som var det en hyggelig lørdag aften hjemme i privaten. Godt tilbagelænet med be-­‐ nene over kors og armene let kryd-­‐ sede over maven. Som en konge, der har haft en lang dag på sin trone.

Jørn Henrik Petersen – eller ’Jern Henrik’ – har igennem sin journa-­‐ listiske karriere fået det karakteris-­‐ tiske kælenavn, da han er kendt for at være hård i branchen. Jørn Hen-­‐ rik minder om tegneserie iguren Jern Henrik, da han efter eget ud-­‐ sagn er “en stædig rad”. Han beskriv-­‐ er, at han som leder har drevet et enevældigt styre. »Jeg er blid som et lam, så længe jeg får min vilje. Ellers kommer den lille Jern Henrik kravlende frem,« fortæller han, mens mundvigene når et kækt smil.

Showet fortsætter. Værterne står smilende og småhoppende på scenen med deres efterhånden lunkne øl.

Der opstår en humoristisk ping-­‐pong mellem de to herrer, og Casper Bagge langer endnu en skål over disken.

Det er heldigvis ikke de to øltørstige værter, der i sidste ende bestemmer, hvem der løber med priserne. En jury bestående af fem journalistiske fagmænd, skal udpege årets vindere.

Scenelyset bliver dæmpet og pro-­‐ jektøren bliver tændt. En ilm præ-­‐ senterer juryen og de nominerede.

I år består juryen af Gertrud Højlund fra Radio24syv, Hakon Mosbech fra Zetland, Jesper Høberg fra Jyllands-­‐ Posten, Heine Jørgensen fra Ekstra Bladet og Janni Pedersen fra TV2.

Og vinderen er…

Salen holder vejret, da vinderne skal udnævnes. Øllene sænkes og spænd-­‐ te øjne rettes mod det store lærred.

Juryen er ikke i tvivl om, hvem vind-­‐ eren af Basker Henrik skal være. Det er én, som har formået at lave en klassisk afslørende historie gennem benhård fodsålejournalistik; »Simo-­‐ ne Agger,« lyder det fra værterne.

Foto: Malte L. Nørgaard Felt Henrik. Paul Sauer forklarer om sine artikler om udslusningsprogrammer for kriminelle.

Publikum bryder ud i klapsalver, idet hun baner sig vej til scenen fra en af de bagerste rækker. Simone Agger vinder med artiklen ’Læge propper patienter med livsfarlig medicin’, som hun skrev for Ekstra Bladet.

Værterne er hurtigt videre og af-­‐ slører Paul Sauer som vinderen af Felt Henrik. Under praktikken på Jyllands-­‐Posten skrev han ‘den med-­‐ rivende og dybdegående reportage’ ’Frihed på prøve’, der sikrer ham prisen. Værterne står klar med åb-­‐ ne arme på scenen til at belønne vinderne med kram og præmie. Vin-­‐ deren af Service Henrik, Cathrine Bloch, må have det til gode, da hun er forhindret i at deltage i aftenens festligheder. Hun ik prisen på bag-­‐ grund af artiklen ’Havnen’, som hun skrev for Berlingske.

Trommende rytmer af hænder mod borde fylder salen, da aftenens høj-­‐ depunkt nærmer sig. Hovedprisen Jern Henrik skal overrækkes. Fan-­‐ faren lyder fra orkesteret, da konvo-­‐ lutten bliver revet op. »Og vinderen

er... Kasper Kildegaard,« råber vær-­‐ terne.

Juryen beskriver ham som overbe-­‐ visende i sin research og nyhedsfor-­‐ midling. Der er derfor ikke tvivl om, at han har gjort sig fortjent til prisen.

Kasper Kildegaard vinder med ar-­‐ tikelserien om tyveri af dokumenter fra rigsarkivet, som han skrev for Berlingske.

Showet er løjet af sted og nærmer sig slutningen. Værterne står atter på scenen med en øl i hånden. »Det var så det. Skal vi ikke skåle? Tillykke til prisvinderne,« råber værterne i kor.

Til lyden af saxofonen rejser pub-­‐ likum sig og begiver sig videre til aftenens festligheder. recyw13@student.sdu.dk jofog13@student.sdu.dk

Felt Henrik

Jern Henrik

Basker Henrik

Paul Sauer for ”Frihed på prøve”

Kasper Kildegaard for artikelserien om “Tyverier fra Rigsarkivet”

Simone Agger for “Læge proppede patienter med livsfarlig medicin”

Hvordan ik du idéen til reportagen?

-­‐ Jeg fandt ud af, at der indes nogle udslusnings-­‐ steder for kriminelle, der gerne vil ud af deres miljø.

Det blev jeg nødt til at undersøge. Jeg tænkte, at der måtte ligge nogle gode historier om mennesker, der anerkender, at de er kriminelle, men samtidig kigger fremad.

Hvorfor valgte du at skrive de forsvundne dokumenter?

-­‐ Fordi de er uerstattelige og udgør en fælles hukom-­‐ melse for det danske samfund, om hvad der foregik i en af de mest skelsættende perioder i dansk historie – nemlig Anden Verdenskrig. Det er anslag mod det danske demokrati og den danske kulturarv, som er relevant at afsløre og afdække.

Hvad har du lært ved at lave reportagen?

-­‐ Det har lært mig meget om kildeforholdet. Jeg var et sted, hvor folk var kritiske over for journalister, fordi de havde dårlige erfaringer. De skulle først tro på, at jeg ikke ville dem noget ondt.

Har du nogen gode råd til fremtidige journalistpraktikanter?

-­‐ Hav respekt over for kritisk, afslørende journalis-­‐ tik. Det er hårdt og ressourcekrævende. Undgå at lægge et unødigt pres på dig selv, men tag det, for hvad det er: Et arbejde. Tro ikke, at du er verdens-­‐ mand fra starten, men hav respekt for dem, der sidder på mediet.

Hvordan ik du ideen til at undersøge historien?

-­‐ Jeg søgte aktindsigt i de sager, der er på sund-­‐ hedsstyrelsens tilsynsliste. Lægen Carsten Bøttcher så suspekt ud, så jeg søgte yderligere aktindsigt i listerne over den medicin, han havde givet recept på. Da jeg regnede ud, hvor meget af den livsfar-­‐ lige medicin han havde givet patienterne adgang til, kunne jeg se, at der var noget helt galt. Det kunne jeg så gå videre med.

EKSTERN

8 | november 2013 | LIXEN

Når journalister går deres egne veje At starte egen virksomhed er ikke hverdagskost i den danske mediebranche. Hos nogle journalister er lysten til at gå deres egen vej dog så stor, at livet som selvstændig bliver den eneste vej frem.

Karen Lerbech, 1. semester

Mens store mediehuse som JP/Politi-­‐ ken, Danmarks Radio og Berlingske stadig dominerer det danske medie-­‐ billede, vælger nogle journalister at bryde op med de etablerede medier og gå nye veje med deres journalistik.

To eksempler på ny journalistik i det danske mediebillede inden for de se-­‐ neste år er radiomagasinet Third Ear og medievirksomheden Zetland.

Begge initiativer er vokset ud fra en allerede kendt form for journalistik: Third Ear er radiomontage, og Zetland er fortællende journalistik. Fælles for begge er, at de har taget gamle tradi-­‐ tioner med ind i den digitale tid. »Motivationen var at bringe dansk radio ind i en ny tidsalder. Vi ønskede at forny genren til et yngre publikum, som er tilgængelige på de nye medi-­‐ er,« siger Krister Moltzen fra Third Ear om grunden til, hvorfor projektet startede tilbage i 2009.

I 2010 og 2011 udgav Third Ear en månedlig podcast. Magasinet opnå-­‐ ede stor popularitet, og den første ud-­‐ givelse, Guldhornene, er således ble-­‐ vet hentet mere end 80.000 gange.

Siden har folkene bag vundet lere in-­‐ ternationale priser for deres radio-­‐ montager. Men pengene slap op, og i hele 2012 udkom der ikke noget fra Third Ear. »Sådan er det jo, når man vælger at inansiere sit projekt med støttekro-­‐ ner,« lyder det fra Krister Moltzen, der understreger, at meningen med Third Ear aldrig har været, at det skulle være en forretning. »Det, vi laver, kan jo ikke betale sig.

Hvis man regner med at kunne se fem år frem i tiden, skal man ikke lave så-­‐ dan noget, som vi laver hos Third Ear.« Journalistik som forretningsmodel Anderledes bevidst om forretnings-­‐ modeller har de været hos Zetland, der er en virksomhed med både CVR-­‐ nummer og erhvervsadresse. »Vi har et helt klart billede af, hvor Zetland skal være om fem år,« siger chefredaktør Lea Korsgaard og ud-­‐

dyber: »Vi har en klar opdeling af, hvordan vi driver vores virksomhed, og den skal helst være i udvikling hele tiden.« Hun lægger ikke skjul på, at det var idealerne, der lagde fundamentet til det, der skulle blive Zetland. Det var dog vigtigt for de skrevne journali-­‐ ster at inde en måde at inansiere konceptet på. »Det var os magtpålæggende at inde en forretningsmodel, som ville gøre det muligt at bevare det skrevne, vel-­‐ producerede produkt og på samme tid udvikle det, så det ikke uddør med papiravisernes død om nogle år.« Sin egen chef Både Krister Moltzen og Lea Kors-­‐ gaard tog springet fra store og eta-­‐ blerede medier til livet som deres egne chefer. Krister Moltzen var en del af P1-­‐programmet Ultralyd, men stoppede i DR, da programmet blev nedlagt i 2007. »Personligt er det vigtigere for mig at lave noget af høj kvalitet, end at vide hvor min løn kommer fra det næste år, og hvem der betaler min pension. Jeg

vil ikke gå på kompromis, og lave nog-­‐ et, som jeg synes er ligegyldigt,« siger han.

Lea Korsgaard havde fast job på Poli-­‐ tiken, indtil hun i 2010 sagde op for at stifte Zetland og blive selvstændig.

Sådan måtte det være, når »man brænder så meget for noget, at man ikke kan se sig selv i en normal løn-­‐ modtagerrolle,« siger hun.

Både Lea Korsgaard og Krister Molt-­‐ zen håber på, at fremtiden vil bringe lere nye initiativer inden for journa-­‐ listikken. »Mediebilledet ville være sjovere og langt mere spændende, hvis der var lere iværksættermedier. Det er jeg slet ikke i tvivl om,« siger Zetlands chefredaktør.

Begge henleder til den nye medie-­‐ støtteordning, der blev vedtaget i starten af året, og som har ændret støtten fra at være distributionsstøtte til produktionsstøtte. På samme tid er der oprettet en innovationspulje, som skal fremme udviklingen inden for journalistikken. »Vi har jo ikke opfundet den eneste rigtige måde at gøre det på. Vi har

givet vores bud, og der er helt sikkert masser af andre gode bud derude,« siger Lea Korsgaard.

færdig deadline – nu bliver der trykt 1000 eksemplarer, og du kan ikke gå ind og rette i fejlene. Jeg tror, det er meget sundt at prøve, at bordet fanger,« mener Aske Kammer.

Hans Christian Nielsen har en anden holdning til deadlines. Han synes, det i for høj grad kommer til at præge pro-­‐ duktionen og styre indholdet. Han mener, at de kan undgå de proble-­‐ mer ved at udgive digitalt. »Når du går over på en netavis, så har du ingen deadlines. Du kan løb-­‐ ende producere nyheder, som det passer dig, og du kan pille dem af igen. Det giver en helt anden lek-­‐ sibilitet, når du kun er online,« siger han.

også fortsat på papiravisen, fortæller Johannes Hau Nørgaard.

Modsat de to chefredaktører kan Hans Christian Nielsen ikke nikke genkendende til tendensen om, at en papiravis giver lere læsere. Da de havde deres tidligere of icielle pa-­‐ piravis, RUCnyt, blev den ikke læst.

Det skyldes dog også manglende ressourcer til at gøre avisen attrak-­‐ tiv og læsevenlig. »Vores indtryk var, at RUCnyt ikke rigtig blev læst. Ikke i det omfang vi ønskede. Det havde noget med for-­‐ matet at gøre. Vi havde ikke råd til at lave en trykt avis med farvetryk. Den var sort/hvid indeni, det var ikke særlig lækkert, papirkvaliteten var heller ikke særlig lækker, billeder-­‐ ne blev heller ikke særlig lækre, det var sort/hvid,« mener HR-­‐ og Kom-­‐ munikationschefen.

Ifølge de to chefredaktører fra SDU og DMJX er der altså enighed om, at der er fremtid i papirudgaven, og de ønsker derfor fortsat at udgive deres universitetsudgaver i dette format. »Jeg håber, at man fortsat og frem-­‐ over vil holde papiravisen i live,« slutter Carl-­‐Emil Søe.

kaler13@student.sdu.dk

FAKTA Hvad er Third Ear? Third Ear er et radiomagasin, der udkommer i podcastform. Alle Third Ear produktioner er gra-­‐ tis. Third Ear modtager støtte fra Statens Kunstråd. Grundet mang-­‐ lende støtte udkom der intet fra Third Ear i 2012. Fra januar 2014 mangler Third Ear endnu en gang inansiel støtte.

Hvad er Zetland?

Zetland er en medievirksomhed, der udgiver singler. Singler er lange, journalistiske fortællinger.

De er længere end en artikel, men kortere end en bog. Zetlands sing-­‐ ler udkommer kun i digital form.

En single koster omkring 30 kro-­‐ ner.

RUC vælger web frem for print RUC har netop lanceret deres nye digitale universitetsavis, Rusk.dk, og dropper dermed papiravisen helt, mens SDU og DMJX fortsat holder fast i både papir- og netversionen.

Stefanie Mather, Anna Petersen Nedergaard 1. semester

Studerende på RUC kan ikke længere læse deres universitetsavis på print.

De tidligere aviser på RUC, RUCnyt og HippoCampus, er nemlig blevet kas-­‐ seret og slået sammen til websiden Rusk.dk. »Når man kun har kapacitet til at ud-­‐ give en universitetsavis en gang om måneden, så bliver de historier, man bringer, ofte uaktuelle. Det præger den journalistik, som man bliver nødt til at lægge for dagen, fordi det skal være noget, der har en vis tidsmæs-­‐ sig holdbarhed,« siger HR-­‐ og Kom-­‐ munikationschef på RUC, Hans Christian Nielsen, om årsagen til at nedlægge papirudgaven. Han er en af dem, der har været med til at træffe beslutningen om, at papiret skal erstattes.

Papiravisen når nemmere medie-­‐ branchen Danmarks Medie-­‐ og Journalisthøj-­‐

skoles Illustreret Bunker og Sydd-­‐ ansk Universitets Lixen satser begge fortsat på papirudgaven, da de mener, at den har bedst fat i de studerende. De har dog også begge en digital udgave af avisen.

Chefredaktør for Lixen Carl-­‐Emil Søe og Illustreret Bunkers Johannes Hau Nørgaard er enige om, at det er langt nemmere at nå ud til medie-­‐ branchen med papirudgaven. Det skyldes ifølge chefredaktørerne især, at når avisen ligger i redaktions-­‐ lokalet, er den mere tilgængelig, end hvis mediefolk selv skal opsøge den. »Vi sender den ud til medierne og de andre studier, så folk bliver konfron-­‐ teret med den, fordi den ligger der, og den er der. Hvis du først skal foretage et aktivt valg og gå ind på en hjemme-­‐ side, er det mere besværligt,« siger Johannes Hau Nørgaard.

Aske Kammer, der er nyindsat ad-­‐ junkt i digital journalistik på SDU, me-­‐ ner også, at der kan være en strate-­‐ gisk fordel for de studerende ved at holde fast i papiravisen, især når det handler om at promovere sig selv og få sit navn husket i branchen. »Som chefredaktør husker man sand-­‐ synligvis bedre, at man har siddet med papiravisen. I forbindelse med en eventuel praktikplads, er det der-­‐ for bedre at kunne henvise til papiret i stedet for at sige ”kan du huske den artikel på nettet du læste, hvor du og-­‐ så læste 300 andre?”« siger Aske Kam-­‐ mer.

Ifølge HR-­‐ og Kommunikationschefen

på RUC er Rusk.dk’s mål dog heller ikke mediebranchen. Det har derfor ikke så stor betydning, at de muligvis vil få sværere ved at opnå medie-­‐ branchens opmærksomhed. »Målgruppen for vores onlineavis, er de studerende og de ansatte på RUC og ikke nogle andre. Det er dem, vi har fokus på at nå,« fortæller Hans Christian Nielsen.

Begivenheden forsvinder Når de studerende kan lugte tryks-­‐ værten, ved de, at den næste version af studieavisen er på trapperne. En dag som de, ifølge forsker Aske Kammer, ser frem til. Han mener derfor, at dele af avisen ikke vil blive læst på en online-­‐udgave, da selve højtide-­‐ ligheden ved udgivelsen forsvinder. »Når avisen kommer, er det noget, man taler om, og den bliver læst, for-­‐ di den ikke udkommer så tit. Hvis det ’bare’ var en hjemmeside, hvor der udgives hele tiden, så er det ikke lige så attraktivt, fordi begivenheden for-­‐ svinder. Der ville være mere af det, der er i avisen, der ikke ville blive læst,« siger Aske Kammer.

Bordet fanger En af de helt store forskelle ved de skrevne og de digitale medier er deadlines. Aske Kammer mener, at det er en fordel for de studerende at have prøvet at arbejde under pres fra deadlines på en studieavis. »Der kan være noget godt i at have prøvet at udgive på papir. At have en

Færre eller lere læsere Chefredaktør Carl-­‐Emil Søe mener, at en papiravis kan give lere læsere end en online studieavis. Han kan og-­‐ så mærke, at Lixens papirudgave er mere attraktiv for de studerende end web-­‐versionen. »Lixen-­‐avisen kan du tage med. Du kan gå forbi og tage den under armen. På den måde får man lere til at læse avisen, også selv om de måske ikke kender den i forvejen,« siger chefredaktøren.

Hos Illustreret Bunker satser man

semat13@student.sdu.dk anned13@student.sdu.dk

EKSTERN

LIXEN | november 2013 | 9

Nationen: Hård debattone gavner samfundet Omgangstonen blandt brugere i onlinedebatter har længe været omdiskuteret. Nationen på Ekstra Bladet har især været central. Den bliver beskyldt for at lade debatten blive for grov, men Nationens redaktør, Thomas Harder, mener, at den skarpe tone online kan være en fordel i et demokrati.

Maj Schubert, 1. semester

forebyggelse af voldelige episoder i det virkelige liv. »Hvis du går over på den anden side af sundet i Sverige, hvor man prøver at holde den gode tone, og hvor det er svært at ytre sig kritisk om indvan-­‐ drere, har du et helt andet og meget mere voldeligt, nazistisk eller ind-­‐ vandrerkritisk miljø, hvor der bliver sat ild til asylcentre og så videre. Det sker ikke ret meget mere i Danmark.

Hvis man er vred og går på Nationen og skriver en kommentar, så har man fået luft. Du må godt være et dumt svin på Nationen,« siger Thomas Harder.

Ifølge Thomas Harder er det okay at være nogle dumme svin engang i mel-­‐ lem. »Vi er ikke kun søde, rare og kloge. Vi er også nogle platte, dumme svin. Og det skal også have et sted,« fortæller Thomas Harder.

Han mener, at al form for debat i prin-­‐ cippet er konstruktiv, hvis det giver mening for afsenderen at skrive. Tho-­‐ mas Harder understreger, at debat-­‐ tonen generelt er barsk på nettet, og at han ser det som en styrke, at man kan mærke, hvor vrede folk er over et givent emne.

Ekstra Bladets brugerdebat Nation-­‐ en er vokset støt fra 20.000 aktive brugere i 2007 til omkring 127.000 i dag. Ifølge Thomas Harder, der er chef-­‐ redaktør på Nationen, er formålet, at kunne høre den almindelige danskers mening og skabe en kortere distance mellem magthavere og borgere.

Siden er blevet kritiseret for at lade debatten blive for grov, men Thomas Harder mener ikke, der er tale om for voldsom en tone, når debatten blom-­‐ strer. »Det er ikke den pæne, polerede, vel-­‐ overvejede side, man ser på Nationen.

Det er den mere ærlige side. Det kan godt være, det ikke er den eftertænk-­‐ somme side, men i hvert fald den umiddelbare og rå,« forklarer han.

Netop den rå og ærlige debattone in-­‐ der Thomas Harder væsentlig i et land som Danmark. Han mener, at folk kan få luft for deres vrede og harme ved at skrive om deres umiddelbare følelser Tolerante dørmænd på Nationen. Onlinedebat har ifølge Nationen har et team af folk, der fun-­‐ Thomas Harder en positiv effekt på gerer som dørmænd. De smider folk

ud fra sitet, hvis de bliver for voldsom-­‐ me i deres udmeldinger. Dog skal der direkte trusler eller spam til, før det sker. Thomas Harder ser sig selv som meget tolerant i valgene af de kom-­‐ mentarer, der slettes. Der smides dag-­‐ ligt en til to medlemmer ud, fordi de enten truer eller ikke overholder an-­‐ dre regler på Nationen.

Og selv om debatten kan være skrap og ophedet på Nationen, mener Tho-­‐ mas Harder ikke, man bør være ban-­‐ ge for, folk bliver så ophidsede, at de opfører sig voldeligt i virkeligheden.

Til gengæld betragter han Nationen som et sted, der gør det muligt for den almindelige borger at blive hørt af po-­‐ litikerne.

Hvordan tror du, fremtiden for Nation-­‐ en ser ud? »Jeg tror, folket er fremtiden. I virke-­‐ ligheden kunne Folketingets hjemme-­‐ side have helt samme debat, som Na-­‐ tionen har. Jeg synes, det er enormt værdifuldt, at magthaverne til hver en tid kan inde ud af, hvad folket mener.«

masch13@student.sdu.dk

Debatskoler gavner debatkulturen De seneste par år er der kommet flere skoler med fokus på debat i Danmark.

Det gavner debatkulturen, mener ekspert.

Kasper Thomsen

Debatten i Danmark er præget af mangelfuld argumentation og sking-­‐ er retorik, men et støt stigende antal af skoler med debat på dagsordenen kan vende bøtten og berige debatkul-­‐ turen. Det mener professor Christian Kock, der til daglig underviser frem-­‐ tidens taleskrivere, debattører og kommunikationsfolk på retorik-­‐ studiet på Københavns Universitet. »Vi har brug for noget mere kvali ice-­‐ ret debat. Der er en tendens til, at man generaliserer for meget og går mere efter manden end bolden i dag. Det er en skam. Der kan debatskolerne bi-­‐ drage til, at vi kan få en bedre debat-­‐ kultur,« siger han.

Debatten er en stammekrig Professoren mener, at debatten i alt for høj grad handler om at svine mod-­‐ standeres holdninger til i stedet for at berige debatten med nye og vel-­‐ agumenterede synspunkter. »Hvis du for eksempel tager debat-­‐ terne i Folketinget, så er mange af dem decideret jammerlige. Det er som en stammekrig, hvor det mest af alt hand-­‐ ler om at kaste mudder på hinanden,«

siger han. »Her kan debatskolerne hjælpe til at gøre argumentationen bedre og lære unge om god debatkultur,« tilføjer han. »Alle vinder« Tænketankene Cevea og Cepos har gennem længere tid haft skoler, hvor de blandt andet underviser i debat.

For nylig har Politiken også meldt sig på debatbanen og lanceret deres bud på en skole. De mener, ligesom Chris-­‐ tian Kock, at debatskolerne har en positiv ind lydelse på samfundet. Alle vinder, som de siger. Politiken vinder ved at få kontakt til unge debattører, de unge vinder ved at lære om debat, og samfundet lukrerer også på skoler-­‐ ne ved at få bedre debattører. »Vi skal have noget ud af det, de unge skal have noget ud af det, og samfun-­‐ det får forhåbentlig også noget ud af det, ved at der kommer en mere kvali-­‐ iceret debat,« siger debatredaktør på Politiken, Per Michael Jespersen, der er hovedansvarlig for Politikens debattør-­‐ og kritikerskole.

Lærer af andre elever Omkring 400 unge sendte i foråret en ansøgning til Politikens skole, som har plads til 150 elever.

En af dem, der kom ind, er Michael Dupont. Han får meget ud af at være der. »For mig som journaliststuderende lærer jeg måske ikke så meget nyt håndværk, fordi det at skrive et debat-­‐ indlæg minder virkelig meget om at skrive en artikel. Det er lige så skabe-­‐

Illustration Jørn Villumsen, Politiken lonbaseret. Men jeg lærer helt klart noget af foredragene, debatterne og de andre elever,« siger han.

Det er især de andre elever på skolen, Michael Dupont lærer af. »Det er nogle virkelig spændende mennesker, der går på skolen. Så bare

noget så simpelt som at gå ud og få en øl og snakke om undervisningen bag-­‐ efter, det giver rigtig meget,« forklarer han.

Finansieringer møder kritik Ceveas og Cepos’ skoler har tidligere

mødt kritik for at påtvinge eleverne deres holdninger. Kri-­‐ tikken indebærer blandt andet, at Ceveas kurser primært er inansieret af fagbevægelsen, mens Cepos henter sine penge fra private investorer. Poli-­‐ tiken har fået sine penge fra Politiken-­‐Fonden, og det me-­‐ ner Per Michael Jespersen gør dem mere ua hængige. »I forhold til meningsdanner-­‐ skoler som Cevea og Cepos, så har vi ingen holdninger. Det er ikke mening-­‐ en, at eleverne skal gå ud og prædike Politiken synspunkter,« siger han og tilføjer, at undervisere på skolen blandt andre tæller Pia Kjærsgaard (DF), Morten Dahlin (VU) og Rasmus Brygger (LAU), som »ingen kan bes-­‐ kylde for at dele holdninger med Politiken,« som han siger.

Michael Dupont føler sig da heller ikke påtvunget holdninger fra Politiken. »Jeg føler overhovedet ikke, at jeg skal mene noget bestemt om noget.

Det er helt frit,« siger han.

Beløbet fra Politiken-­‐Fonden er et engangsbeløb, men alligevel siger Per Michael Jespersen, at man med »me-­‐ get stor sandsynlighed« vil oprette et nyt hold til efteråret. »Men det kræver, at vi får nogle fondsmidler af en eller anden art.

Vi tror på, det er realistisk,« siger han.

Og det glæder Christian Kock. »Desto mere fokus vi kan få på de-­‐ batten desto bedre. Så lere skoler er kun int,« siger han. karan12@student.sdu.dk

PORTRÆT

10 | november 2013 | LIXEN

Foto: Kasper Thomsen

Georg Metz: Er han en hård samfundskritiker eller bare en sur, gammel mand?

Georg Metz bliver af og til beskyldt for at være en sur, gammel mand, men den betegnelse køber han ikke selv. Han er kritisk, siger han. Og der er en forskel. Mød manden, der startede sin karriere allernederst i mediebranchens fødekæde, men i dag både kan skrive nyhedsoplæser, chefredaktør og anmelder på cv’et.

Carl-Emil Søe og Kasper Thomsen

Blandt 10.000 bøger og utallige hyldemetre fyldt med cd-­‐ covere med Beethoven, Haydn og Mozart har Lixen fået en interviewaftale med Georg Metz. Man skulle tro, at vi be-­‐ fandt os på et bibliotek eller i et kulturhus, men vi er faktisk i journalistens og samfundsdebattørens 220 kvadratmeter store lejlighed på Østerbro. I lysskæret fra adskillige PH-­‐lamper sætter vi os til rette i Metz’ sofa trakteret med et stærkt skud espresso. Georg Metz sætter sig helt ud på kanten af en sofa overfor. Karakteristisk for en mand, der er ivrig efter at snakke.

Metz er i dag mest kendt som samfundsdebattør fra Informa-­‐ tion men har i 40 år arbejdet som journalist. Det var på DR, at han første gang blev kendt i den brede befolkning, da han efter

at have været menig journalist på DR’s radioprogram Orien-­‐ tering blev nyhedsoplæser på TV Avisen. På et tidspunkt, hvor Ulla Terkelsen var redaktionschef. Med værtstjansen blev Metz et kendt ansigt: »Jeg skulle vænne mig til, at folk vendte sig om. En af mine che-­‐ fer kom over til mig inden min debut og sagde med glimt i øjet: ”Husk nu Georg. Du kan ikke mere gå på pornoklub.”« Berømmelsen ik Metz til at værne om sit privatliv. Dengang ville det ifølge ham selv have været ”utænkeligt”, at han havde inviteret pressen indenfor, som Lixen er i dag. »Det er noget krukkeri at sige, at det var et problem, men det var underligt pludseligt at miste anonymiteten, og derfor værnede jeg om privatlivet.« Ordentlig underholdning for licensen 67-­‐årige Georg Metz er for længst stoppet med at arbejde med tv-­‐mediet. Nu trykker han i stedet løs på tastaturet en gang om ugen, når der skal leveres til hans faste klumme på Information, Intermetzo. Her giver han sin mening om stort og småt til kende

og på trods af, at de grå hår er blevet mere permanente siden dagene på TV Avisen, er hans holdninger alt andet end grå. Sær-­‐ ligt hans tidligere arbejdsplads på DR undgår ikke hans kritiske blik og slet ikke licenskanalens forsøg på at lave underholdning til danskerne. I Metz’ optik laver DR underholdning for det, han kalder ”laveste fællesnævner”. »DR’s underholdningsprogrammer går på kompromis med kvaliteten, fordi de tror, de appellerer til så mange seere som muligt.« DR har de senere år brugt Thomas Blachman i mange af deres underholdningsformater, men Metz ser ikke det store lys i ham: »Det, Blachman siger, er noget objektivt idioti. Hvis du prøver at følge hans tankegang, er det som at forsøge at spille billard, selv om man ikke kan. Kuglen farer i alle retninger. Der er ikke noget substans i det, han siger.« For Metz handler det om, hvad man kan forvente for sine licens-­‐ penge: »DR må konkurrere på kvalitet i stedet for mængde. Ellers kan public service lige så godt afskaffes. Og når DR ikke konkurrerer

1945

1968

1970

1977

Født

Studerende og journalist

Ansat på Dammarks Radio

Nyhedsoplæser på TV Avisen

+ 23 år Den 22. december 1945 bliver Georg Metz født.

Hans mor er hjemmegående og hans far arbejder som embeds-­‐ mand i landbrugsministeriet.

Metz begynder at studere historie på Københavns Uni-­‐ versitet. Samtidig får han et job som billedtekstforfatter hos Politiken.

+ 2 år

Metz bliver ansat hos DR, hvor han får en lang karriere.

Først på Orientering, senere på Radioavisen og sidst på TV Avisen.

+ 7 år

Metz giver den som Mr. News på TV Avisen i mere end 11 år. Undervejs interviewer han alt fra statsministre til skraldemænd.

PORTRÆT

LIXEN | november 2013 | 11

på kvalitet, kommer jeg efter dem, til jeg bliver båret ud.« I stedet for fredagsunderholdning på DR1 ser Metz QI med Stephen Fry på BBC. Et program han karakteriserer som intelligent underholdning: »På BBC er de fuldstændig ligeglade med, om folk kan følge med. De laver, hvad der er sjovt at lave, og så må seerne hænge på.« Metz nævner også Monty Python som eksempel på den kompromisløse og intelligente underholdning: »Monty Python var pisseligeglade med, om folk kunne følge med. De lavede det, som de kunne stå inde for, og de prøvede ikke at inde ud af, hvor der var lest seere. Monty Python lavede underholdning ud fra et meget højt dannelsesniveau. Ud fra det udgangspunkt laver de en humor, som bliver stående. Den bliver ikke forældet.« Kend din historie Efter Georg Metz havde taget sit toårige studenterkursus, vidste han, at han ville være journalist. Alligevel startede han ikke på Journalisthøjskolen i Aarhus men blev i stedet optaget på Københavns Universitets historiestudie. For Georg Metz er historie nemlig ikke bare en fordel, men en forudsætning for at være journalist. »Det er en forudsætning for at eksistere, at man har en historisk fornemmelse og en holdning til historien. Hvis man ikke tager stilling til historien, synes jeg ikke, man kan være journa-­‐ list. Eller menneske, for nu ikke at tage munden for fuld.« Metz mener også, at den historiske viden hjælper til at forstå, hvorfor mennesker handler, som de gør: »Du skal sætte dig i vedkommendes sted som journalist.

Eksempelvis med Lars Løkke. Hvorfor udvikler GGGI-­‐pressemødet sig, som det gør? Hvad er Løkkes historie, karakter og baggrund? Hvis vi ved det, kan vi måske forstå lidt mere.« Mens den unge Georg studerede historie, ik han sig en tjans i bunden af Politikens hierarki. Han begyndte at skrive små billedtekster og steg snart i graderne på Rådhuspladsen, indtil han skiftede Politikens Hus ud med DR-­‐byen og en ansættelse på Radioavisen.

Selv om Georg Metz sidder med korslagte arme gennem hele interviewet, svarer han beredvilligt på Lixens spørgsmål. Han sidder med sin karakteristiske sorte skjorte og en tilhørende sort sweater skødesløst lagt over skuldrene. Metz snakker artikuleret og raspet med sin ældre københavnske dialekt. I læng citerer han Kierkegaard, Pontoppidan og Brandes, når han skal illustrere sine pointer. Også når det gælder musik, tyer Metz til klassikerne. Hans 3000-­‐4000 cd’er indeholder udelukkende klassisk musik, og han insisterer på at høre dem fra sin cd-­‐ afspiller frem for sin iPhone. Den duer nemlig ikke til klassiske stykker, der skal høres i rækkefølge, mener han. Passionen for den klassiske musik mærkes tydeligt, når vi spørger ind til, om der er et par favoritter blandt klassikerne. »Min kone og jeg var nede og høre Herbert von Karajan dirigere ”Ein Deutsches Requiem”. Det var pianisten Andres Schiff, der skrev: ”Efter sådan en oplevelse, så kan man godt krepere. Der er ikke mere at hente. Det hele er sagt nu.” Og den var altså stærk,« lyder det fra en engageret Metz.

Derimod inder poppen og rocken ikke vej til Metz’ øregange, for ”det er livet alt for kort til.” Med den karakteristik er det frist-­‐ ende at give Metz mærkatet inkulturel. Der er næppe mange, der kender deres Beethoven bedre end Metz. Men det ord vil han nødig have siddende på sig: »Finkultur. Det er jo et ord, der er blevet påtvunget. I mine øjne er klassisk musik slet ikke int. For mig er klassisk musik fasci-­‐ nerende, fordi det kræver en meget stor rationalitet at skabe noget, der viser en så abstrakt side af menneskeheden.« At Metz kan sine klassikere, handler for ham mere om dannelse. Et ord, han gentager lere gange i interviewet. I Metz’ barndomshjem blev der læst Information, og Metz begyndte som 12-­‐13-­‐ årig at læse lederne i avisen. Som søn af direktøren i Landbrugsministeriet var barndommen det, Metz selv betegner som privilegeret, og da Metz var fem år rejste familien ud i det sønderbombede Europa, der få år forinden havde været igennem Anden Verdenskrig.

Rejserne ik Metz til at spærre øjnene op for det smadrede kontinent: »Rejserne gav mig en bevidsthed om, hvor frygteligt et århund-­‐ rede vi var midt i. Min første rejse var ned gennem Tyskland. Jeg har kun meget spora-­‐ diske erindringer, men jeg husker et Hamborg, der lå ned. Du kunne bogstaveligt talt stå på en ølkasse og se store dele af byen fra den.

Det var den rene nød og elendighed. Lige-­‐ som Bremen, der var en stor sortsveden ruin.« Avisen fra barndommens stuebord, Information, blev Georg Metz ansat på i 1991.

Her startede han som kronikredaktør og blev siden chefredaktør i 1994, da Lasse Ellegaard stoppede. Metz beskriver chefredak-­‐ tørhvervet som et, han tog af pligt mere end af lyst. Ud over at skulle fastsætte den journalistiske linje skulle Metz også sørge for personale og øko-­‐ nomi. Og det var an-­‐ strengende, for Metz havde jobbet i hovedet i ”alle døgnets timer”.

I tiden som chefredaktør gennemlever Metz sin største karriere-­‐ mæssige udfordring: »Vi havde en vold-­‐ som oplagsnedgang og var nødt til at fyre lere medarbejdere på avi-­‐ sen. Det var ubeskrive-­‐ ligt rædsomt. Det er det værste, jeg har været ude for i min Bibliotek. Metz anslår selv, at han har omkring 10.000 bøger. Og han har læst de fleste. Foto Kasper Thomsen karriere. Men man skal passe meget på med ikke at få for meget medlidenhed med sig »Jeg er skideligeglad med, om jeg bliver kaldt sur. Når jeg er i selv i sådan en situation, for det er dem, der bliver fyret, det går morgen-­‐tv med Niels Krause-­‐Kjær, spørger han mig altid, om jeg udover. Men det er fandme ikke sjovt at fyre.« ikke bare er en sur gammel mand. Jeg synes ikke, at jeg er sur.

Metz stoppede som chefredaktør på Information i 1996 men Jeg synes, at jeg er kritisk. Det drejer sig om, hvad jeg siger, og fortsatte siden med bidrag til avisen, og gør det stadig i dag i ikke om jeg er sur.« form af sin ugentlige klumme, ”Intermetzo”. Information er At sige sin mening og at ytre sig med omtanke ligger Metz på Metz’ avis. Han ser avisens store styrke i, at den ikke under-­‐ sinde. Det synspunkt brugte han spalteplads på under Muvurderer sine læsere: hammed-­‐krisen, og også i dag opfordrer han til omtanke, når »Den tør godt skrive svært. At undervurdere sine medmensnakken falder på ytringsfrihed: nesker er noget af det værste, man kan gøre. Der skal sgu meget »Der er ingen, der siger, at ytringsfriheden ikke skal tage hentil, før folk står af, hvis bare tingene er interessante nok.« syn. Det gør man for eksempel hele tiden i sit ægteskab. Digteren Peter Poulsen siger: ”Hver dag værner jeg om ytringsfriheden og Den sure gamle mand råber røvhul til min nabo.” Det er hans kommentar, for selvfølge-­‐ I Informations spalter er han blevet kendt som en aktiv samlig kan han råbe røvhul, men det er ikke nødvendigvis et forsvar fundsdebattør og kritiker, der ikke er sen til verbalt at svitse af ytringsfriheden. Selvfølgelig kan du lave de tegninger, men er politikere og andre, han er uenig med. det klogt? Begreberne er forbundet med en yderligere tanke-­‐ Det har fået lere til at døbe ham ’den sure gamle mand’. Den virksomhed.«

karakteristik giver Metz dog ikke meget for: Ifølge Metz gradbøjer vi hele tiden ytringsfriheden, og det er

1988

1991

1994

1996

Statens ilmkonsulent

Ansat på Information

Chefredaktør på Information

Anmelder og klumm-­‐ skribent på Information

+ 3 år Efter mere end 20 år hos DR beslutter Metz sig for, at der skal ske noget nyt.

Han bliver hyret som statens ilmkonsulent.

Metz bliver kontaktet af sin gode ven Lasse Ellegaard (chefredaktør på Information), der tilbyder ham et job som kronikredaktør på Information. Metz takker ja.

+ 3 år

Efter tre år i forskellige stillinger på Information bliver Metz ansat som chefredaktør.

+ 2 år

Metz stopper som chefredaktør, men fortsætter på Information, hvor han stadigvæk er anmelder og klummeskribent i dag.

PORTRÆT

12 | november 2013 | LIXEN

nødvendigt. »Som journalister bestiller vi jo ikke andet og som redaktører overhovedet ikke. Også i privatlivet siger vi jo ikke, hvad vi mener hele tiden. Det ville være totalt uudholdeligt,« lyder det fra Metz.

Når debatten bliver meningsløs Metz var imod tegningerne af Muhammed, men det er langt fra det eneste emne, han har været uenig med særligt de borgerlige politikere om. Det har lere gange givet Metz panelplads i DR-­‐ programmet ”Debatten”, når der er blevet diskuteret værdier. Et debatprogram, han dog tvivler på, gavner samfundsdebatten: »I “Debatten” får du fremprovokeret nogle konfrontationer, der er meningsløse. Du får ikke nogen samtale, du får et mund-­‐ huggeri. Det gælder om at være så hurtig og hårdtslående som mulig, for du får kun taletid til at sige hovedsætningerne. Jeg er meget rutineret i det, og jeg ved, at det gælder om at sige noget skidt med det samme, for ellers kommer man ikke til orde. Men du mister nuancerne.« Metz mener, at programformater som Debatten har været med til at udvikle en hård tone. Han er dog også klar til at tage sit ansvar på sig: »Den konfrontative tone er ikke særlig sund, men jeg har selvfølgelig også tænkt på mit eget ansvar i debatten. Og jeg er kørt fra DR Byen et par gange med lidt dårlig smag i munden. Det vil jeg gerne indrømme.« I stedet for en meget aggressiv stil så Metz gerne, at man i pro-­‐ grammer som Debatten inviterede folk ind, der holdningsmæs-­‐ sigt var mere enige med hinanden. »Der kommer folk ind, hvor den ene siger, at verden er sort, og den anden siger, at verden er hvid. Hvad kommer der ud af det?,« spørger Metz retorisk.

Brug for gode redaktører En stor del af samfundsdebatten er lyttet fra aviserne til inter-­‐ nettet med de sociale mediers ankomst. Eksempelvis med plat-­‐ forme som Facebook, Twitter og Ekstra Bladets debatforum ”Na-­‐ tionen”. Nogle ville måske mene, at de nye fora er en gave til den demokratiske debat, da lere nu kan komme til orde. Men den gave har Metz svært ved at få øje på: »Jeg er ikke forelsket i Nationen, for det er en forfalskning af de forudsætninger, der skal til, for at demokratiet kan fungere. Det er da int, at folk får luft, men det er også en for stor forenkling af demokratiet.« Metz forstår godt den store begejstring og opmærksomhed, som de nye medier har tiltrukket, men han ser også mange jour-­‐ nalisters fremtid i at sortere i den stigende mængde af information: »Jeg tror, at der mere end nogensinde er brug for dygtige redak-­‐ tører, der kan skelne imellem skæg og snot.« Ytringsfriheden har Metz ikke kun brugt i Debatten. Han har også optrådt som anmelder i DRK’s kulturprogram ”Smagsdom-­‐ merne”, og Metz anmelder stadig bøger i Information. Derfor er han fra tid til anden blevet kaldt for bedrevidende. Det har han dog ikke noget imod. Til gengæld ærgrer det ham, at ordet bedre-­‐ videnhed har en negativ klang. »Vi kender alle sammen den bedrevidende, Bezzerwizzeren, der er uudholdelig. Men et menneske, der ved bedre end mig, er jeg da taknemmelig for, vil lære mig noget.«

Net. Selv om Metz er indehaver af diverse encyklopædier foretrækker han at slå fakta op på internettet. Foto: Kasper Thomsen

Han henviser til, at vi hele tiden vælger ud for hinanden. Lægen vælger vores medicin, læreren bestemmer, hvad vi skal lære. »Og det er jo ikke bedrevidenhed,« lyder det fra Metz. »Hvis man går på museum, er der nogle, der har valgt, hvad vi skal se. Alternativet er, at folk selv tager deres billeder med hen på museet og hænger dem op på dertil indrettede kroge for at stå og glo på dem og så tage billederne ned igen og gå hjem. Det ville være det ultimative museum, men det er jo meningsløst,« siger Metz.

Den ikke så forfærdelige fremtid Metz’ avis, Information, er ligesom mange andre dagblade skrumpet ind i løbet af de senere år. Og Metz er skeptisk på vegne af papiravisens chancer for at overleve: »Det ville være mest logisk at forestille sig, at papiravisen lang-­‐ somt fases ud. Men avissiden er jo charmerende, fordi du vælger med øjnene. Hvordan redaktøren har sat det op på siden, det er jo også en meddelelse i en god avis, og det vil jeg komme til at savne.”

Selv om Metz vil savne papiravisen, hvis den endeligt uddør, minder han om, at den nye generation af læsere måske ikke vil lide samme afsavn: »I vores fag er man nogle gange spøjs til at tænke konservativt og sige, at det er frygteligt, at avisen forsvinder. Men nej, det er det måske ikke, for behovene hos den opvoksende generation er anderledes end min generations. Så I får mig ikke til at sige, at det er helt forfærdeligt. Så forbenet er jeg ikke.«

Og Georg Metz er positiv over for den nye generation, der måske ender papiravisløse. Særligt fordi journalistuddan-­‐ nelserne ifølge ham, er blevet markant bedre: »Det har gavnet, at der er kommet journalistuddannelser i både Roskilde og Odense. Det, at journalistuddannelserne er kommet i nærheden af og ind på et universitet, er rigtig int. Det giver en gunstig afsmitning.« Metz peger på, at teknologien og særligt internettet har været en gave for den nye generation af journalister, da det gør det let-­‐ tere at få tjekket baggrundsstof og forhistorie. Én udvikling i journalistikken ærgrer dog debattøren: Tempoet i journalistikken er løbet løbsk. »At man hurtigere kan indhente oplysninger, kan kun være en fordel. Ulempen er så, at ledere på aviser og tv mener, at der kan laves endnu lere nyheder.« Metz mener, at den teknologiske fordel i stedet burde føre til mere overvejelse hos mediebranchens redaktører: »Hvis man nu var mere begavet, så sagde man: Da vi nu kan det her hurtigere, skal vi passe på, at det ikke går for hurtigt. Vi skal i stedet løfte fagets niveau med den teknologiske fordel. Hvem har besluttet, at det skal gå så stærkt? Det har vi selv. Men summen af dumhed er åbenbart konstant,« lyder det ærgrende fra Metz.

Georg Metz virker absolut ikke sur. Men hans kritiske sans fornægter sig ikke. csoee12@student.sdu.dk karan12@student.sdu.dk

TRE RÅD FRA METZ

1. Gør noget mere oprør!

Lad være med at være så ærbødige over for magthaverne. Vær nu noget mere kritisk, selv om de måske en dag bliver jeres arbejdsgiver.

2. Dygtiggør jer i nogle andre fag end journaliststik Hvis jeg skulle rådgive unge journalister i dag, så ville jeg sige: Tag et akademisk fag ved siden af! Det ville jeg gøre. Et bifag og måske også et hovedfag.

3. Lær en masse sprog Jeg tror, Europa i langt højere grad bliver ét stort arbejdsmarked i fremtiden. Også for journalister.

Forfatter. Ud over en lang karriere på DR og Information har Georg Metz også forfattet adskillige bøger.

Foto: Kasper Thomsen

FOKUS: TAKTIKTID

LIXEN | november 2013 | 13

Hvad vil aviserne?

Gennem en årrække har aviserne oplevet en nedadgående spiral, fordi online nyheder spiller en større rolle i nyhedsformidlingen. Hvorvidt strategiske overvejelser er nok til at fremtidssikre avisen, giver chefredaktørerne fra Danmarks største morgenaviser hver deres bud på.

1. semester

Udfordringer og løsninger Selv om avisen er med til at sætte nyhedsdagsordenen, står den samtidig over for udfordringer, i takt med at nettet udvikler sig, og lere og lere medier ser dagens lys. Samtidig har papiravisen sine begrænsninger, hvil-­‐ ket aviserne opfatter forskelligt. »Udfordringen for papiraviserne ver-­‐ den over er, at kunderne i stigende grad migrerer til de digitale platfor-­‐ me, men at annoncerne ikke følger med i samme hast,« siger Jens Grund, chefredaktør på Berlingske.

Idet de leste mediehuse nu består af både en avis og en digital plat-­‐ form, er der opstået en ny selvforståelse. Ifølge Pierre Collignon,

Lixen har spurgt tre danske chefredaktører om deres taktiske overvejelser i forhold til at fremtidssikre deres avis.

Hvilke taktiske overvejelser gør I jer for at skille jer ud fra de andre store aviser?

Jens Grund, Berlingske: Ingen avis ønsker at ligne konkurrenterne. Derfor satser vi på at være stærke på politik, business og kultur. Det er vores styrkepositioner. Derudover arbejder vi med begrebet Newszine, der går ud på at lave et dagligt nyhedsmagasin, som oser af indsigt og fortællelyst.

Jane Grønning og Mette Mølgaard Henriksen,

Avisen er ikke længere det medie, danskerne foretrækker som deres primære nyhedskilde. Dermed står branchen over for en udfordring, da især de elektroniske medier overtager papiravisens funktion.

De nyeste målinger fra Danmarks Statistik viser, at oplagstallet for Danmarks samlede dagblade siden 2009 er faldet med næsten 25 procent.

Til trods for et faldende oplagstal og en avisbranche i krise til-­‐ lægges den traditionelle avis stadig stor betydning i det overordnede nyhedsbillede. Chefredaktørerne fra henholdsvis Berlingske, Jyllands-­‐ Posten og Politiken mener alle, at den traditionelle fødekæde stadig gør sig gældende, da avisen fortsat leverer et afsæt til de leste historier, der leveres i de elektroniske medier. »Papiravisen er stadig det medie, som genererer lest nyheder, når det gælder om at sætte en nyhedsdags-­‐ orden for, hvad der cirkulerer på radio, tv og net. Papiraviserne sætter det største aftryk på hvilke historier, der bliver døgnets vigtigste historier,« siger Anne Mette Svane, chefredaktør på Politiken.

Q&A

Pierre Collignon, JP: Vi vil fortsætte med at vægte erhvervsstoffet og de primære indsatsområder – det betyder rigtig meget for os.

Anne Mette Svane, Politiken: Vores forside er et særkende. Den vil vi holde fast i. Vi vil fortsætte med at være den avis, der gør allermest ud af kulturen. Politiken skal leve op til at være en ’levende’ avis – der skal være satire, humor, den skarpe leder, den gennemarbejdede og velskrevne journalistik og kulturjournalistikken, som giver læserne nogle fantastiske oplevelser.

Foto: Malte Nørgaard chefredaktør på Jyllands-­‐Posten, opfatter de ikke sig selv som en printavis, men som et samlet medie-­‐ hus. Her ses den digitale plat-­‐ form ikke som en konkurrent, for-­‐ di mange kunder benytter sig af begge tilbud. »Det er klart, at papiravisen har nogle begrænsninger.

Det mest naturlige for mange mennesker i dag er ikke at læse journalistik på print i form af en avis. På den front skal vi følge med. Vi skal følge med i den nye generations medieforbrug,« fortæller Pierre Collignon.

Den store udfordring for aviserne lig-­‐ ger blandt andet hos den unge genera-­‐ tion ifølge chefredaktøren. De unge læser nemlig ofte det, de bliver anbe-­‐ falet af deres venner, og det skal avis-­‐ erne have med i deres overvejelser for at ligge i toppen af fødekæden. Derud-­‐ over er der en digital udvikling i gang, som ingen kan kæmpe imod, hvilket Anne Mette Svane også udtrykker. »Det er tosset at kæmpe imod udvik-­‐ lingen. Det giver ikke mening,« siger hun.

Fremtiden for papiravisen Fremtiden for avisen er et ømt emne for både journalister og eksperter.

Tallene fra Danmarks Statistik viser, at dagbladenes oplagstal er faldende og understreger den udfordring, som papiraviserne står overfor. Det er stadig svært at spå om fremtiden, og de tre chefredaktører er da heller ikke enige om, hvordan denne ser ud. »Der er ingen tvivl om, at mange læ-­‐ sere i en årrække fremover vil fore-­‐ trække at sidde med deres papiravis foran sig. Jeg tror også, at der altid vil være en kerne af mennesker, for hvem det at sidde med en papiravis, der er mobil og hverken kræver stikkontakt eller batterier, vil opfattes som mere eksklusivt end at have en iPad,« siger Jens Grund, chefredaktør på Berlingske.

Anne Mette Svane er enig i, at papiravisen forsat vil eksistere, men giver samtidig udtryk for, at man skal være varsom med at spå om papiravisens fremtid. »Jeg tror stadigvæk, Politiken mange år frem vil være positioneret som Danmarks største betalingsavis, og

jeg tror, vi vil udkomme syv dage om ugen og i det format, vi kender i dag.

Præcist hvordan mediebilledet ser ud om 5-­‐10 år, skal man være ekstremt varsom med at sige alt for me-­‐ get håndfast om,« siger Anne Mette Svane.

Internettet ikke en konkurrent Pierre Collignon mener ikke, at man skal opfatte internettet som en kon-­‐ kurrent til avisen, men som et medie, der fører journalistikken videre i en ny tidsalder. I hans øjne er det ikke så afgørende, i hvilket format man udkommer, så længe danskerne er villige til at betale for det indhold, der tilbydes. »Jeg tror ikke, der er nogen, der opfat-­‐ ter sig selv som papiravis. Hvis man kun var det, så var man allerede død i dag. Det at udkomme på papir er ikke afgørende, når der er nogen, der vil betale for dit indhold. Men det er jo klart, at vi må regne med, at der bliver ved med at være en bevægelse væk fra pa-­‐ piravisen et godt stykke tid endnu. Der har vi ikke set det sidste,« siger han. jagro13@student.sdu.dk mehen13@student.sdu.dk

Hvad vil I opprioritere i jeres avis?

Jens Grund, Berlingske: Vi vil fortsætte med at udbygge vores position som stærke på politik og business.

Pierre Collignon, JP: Vi opprioriterer de genrer, som er mere videnstunge. Det gælder analyse, de dybe baggrunde og den undersøgende journalistik, samt indsatsområder som indland, udland og erhverv. Dem skal vi investere mere i for at sætte en dagsorden. Derudover fokuserer vi på formidlingsdelen – den velskrevne feature til dem, der leder efter en god læseoplevelse.

Anne Mette Svane, Politiken: Jeg tror helt naturligt, at vi kommer til at opleve færre nyheder. Vi kommer til at bruge mere kraft, energi og ressourcer på at præsentere nyheder på anden vis. Enten gennem reportagen, nyhedsfeaturen, portrættet, analysen, fotoreportagen eller baggrunden.

»Det handler ikke om at vælte verden« Underholdning og ordentlig journalistik skal gå hånd i hånd, når Niels Pinborg sætter sig i chefredaktørstolen hos Allers store sladderblad.

Sofie Rye, 1. semester

Et halvt år. Længere tid gik der ikke, før Niels Pinborg var klar til at lyve videre fra MetroXpress og over i reden hos Aller Media. Før det slog han i lere år sine folder hos Eks-

tra Bladet. Lixen har fanget ham til ire spørgsmål om sladderpressens fremtid.

Sladderbladene oplever faldende op-­‐ lag -­‐ hvad er jeres taktik for overlev-­‐ else? »At have den bedste redaktion. Interessen for gossip er stigende, og vi skal blive endnu bedre til at sætte os på markedet -­‐ både på print og digitalt. Danskerne skal identi icere sladder med Se&Hør. Journalistik handler om at fortælle gode historier.

Jeg vil da gerne fordoble Se&Hørs op-­‐

lag, men jeg tror ikke på, det kan lade sig gøre, da print bliver mindre og de digitale medier bliver større. Den udvikling kan jeg ikke stoppe, men jeg kan sikre, at Se & Hør er en bundsolid sladderforretning.« Kan andre medier lære af jer? »Redaktionen på Se&Hør består af medarbejdere, der går meget op i sladder og gossip og kendisstof. Jeg har en dyb respekt for den kærlig-­‐ hed, de har til stoffet. Det er jo i virkeligheden den eneste måde, man kan drive den her slags frem på.«

Hvorfor eksisterer sladderpressen overhovedet? »Det synes jeg, du skal spørge brugerne om. Se&Hør er i kontakt med en million danskere i løbet af en uge. Det handler jo ikke om at vælte verden.

Det er underholdningsbranchen, vi arbejder i. Vi vil gerne give folk gode oplevelser.« Hvad skal sladderpressen blive bedre til? »En af mine kæpheste er, at selv om det er sladder, så skal man stadig have det journalistiske ilter nedover

historierne. Det er her sladderpressen tidligere er blevet straffet, fordi man er gået lidt let henover de journalistiske kriterier. Journalistik handler i bund og grund om troværdighed. Selv om det er underholdningsbranchen, skal folk kunne stole på, hvad der står.»

Se&Hør har et oplagstal på 133.000 (tal fra 2012.) Det er et fald på 16 % siden 2010. (Kilde: Danmarks Statistik) sorye13@student.sdu.dk

FOKUS:TAKTIKTID

14 | november 2013 | LIXEN

»For meget research gør interviewet kedeligt« Anders Lund Madsen betragtes af flere som dansk journalistiks uortodokse, urolige og utilregnelige interviewer. Han tror ikke på research, men i stedet på oprigtig interesse og forklarer her, hvorfor det overraskende spørgsmål er så godt for interviewet. Så længe det leveres med omtanke.

Carl-Emil Søe

Hvor lang tid bruger du på research til et interview?

En vag tommel ingerregel er, at jeg bruger ti minutters research til et ti minutters interview. Man kan nemlig også researche for meget. Hvis du researcher for meget, er der en risiko for, at det bliver kedeligt. Både for intervieweren, og dem der interviewes.

Når man som journalist skal udforske noget, gøres det bedst første gang. Hvis jeg eksempelvis har et interview med en, der ved pokkers meget om månens faser, så er det sådan set nok, at man er interes-­‐ seret i at høre om, hvad pokker det handler om. Så er det ikke interessant, hvis jeg allerede ved en masse om månens faser via min research. Det er ikke interessant at spørge om noget, jeg allerede kender svaret på. Det bli-­‐ ver meget kedeligt.

Har du negative erfaringer med for meget research?

Ja, jeg skulle interviewe en kvindelig popstjerne, som elev på Ekstra Bladet.

Jeg ville gøre det godt, og derfor hav-­‐ de jeg læst en masse interviews med hende. Rigtig researchet. Jeg aftalte at mødes med hende på en café inde ved Nørreport og sad klar med tyve nedskrevne spørgsmål. Da jeg skulle stille hende spørgsmålene, kunne jeg ikke. For jeg kendte svarene på alle spørgsmålene. Jeg sad der et langt mi-­‐ nut og anede ikke, hvad jeg skulle gøre.

Så gik jeg op og købte en kaffe mere, og så stak jeg af fra interviewet. Den episode gav mig virkelig en skræk for at gennemresearche for meget. Det er selvfølgelig noget andet, hvis man skal have skovlen under nogen eller afsløre noget. Hvis du er journalistik-­‐ kens svar på en kriminalinspektør, så kan du ikke researche for meget.

Men hvis man er på ekspedition, så er det bedst, at man inder på tingene undervejs.

Er det ikke atypisk at undlade researchen?

Jo, men det er også fordi, jeg har et naturligt anlæg for dovenskab. Jeg er blevet interviewet mange gange af andre mennesker, og det er min ople-­‐ velse, at dem som kommer og spørger mig om noget, de ikke har tænkt sindssygt godt igen-­‐ nem først, er mest interes-­‐ serede i at høre mine svar.

Dem som allerede godt lidt ved, hvad jeg vil svare, er ikke nær så interesserede i mine svar, fordi de spørger mig om noget, de har researchet sig frem til, at jeg ved noget om. Problemet med re-­‐ search er, at du ikke kan være opdagelsesrejsende hjemme hos dig selv.

Du kan kun opdage noget nyt, hvis du rent faktisk ikke har set det før.

Jeg har set virkelig gode skuespillere, der er enormt gode til at lade som om, at det her svar har jeg ikke hørt ti gange før, men det er stadig skuespil.

Hvad kan et overraskende spørgsmål?

Det tvinger dig til at tænke over dit svar, i stedet for at sige det, du plejer.

Hvis gæsten er vant til at blive interviewet, er det mere spændende at interviewe ham på en ny måde. Det er sjovere at blive overrasket end at

min hånd på Helle Thorning Schmidts knæ engang. Og så sagde jeg undskyld, og tænkte “hvor langt oppe man må røre en statsminister på låret, før det bliver grænseoverskridende?” Det var interessant, fordi det var statsministeren, jeg prøvede det på.

Hvad har du gjort, når du har interviewet fodboldspillere?

kede s i g .

Man kan s e l v f ø l -­‐ gelig også overraske på mange negative måder, for det er noget af det nemmeste i hele verden at fucke ting op. Du kan gå ind til ver-­‐ dens mest tolerante menneske og stille et dumt spørgsmål, og så har du ødelagt stemningen for altid. Det er ingen kunst.

Så det er ikke lige meget, hvordan man overrasker.

Man skal overraske på en inter-­‐ essant, ordentlig og konstruktiv måde. Man skal vide, hvad man vil med overraskelsen.

Kan du komme med et eksempel på, hvornår du har overrasket i en interviewsituation?

Jeg kan huske, at jeg kom til at lægge

bold. Hvis det er nogen, der er vant til at blive interviewet, skal man tage højde for det, og hvis de ikke er vant til det, skal man tage højde for det.

Jeg laver lige nu et program på et sindssygehospital i Hvidovre. De er ikke sværere at interviewe, men det er anderledes, for de er vant til at tale med andre mennesker på en anden måde. Så hvis bare man er til stede og interesserer sig for emnet, så går det sgu.

Jeg har fe j l e t .

D e t har været noget virkelig lort. Der er man nødt til at

Er der nogen, der er sværere at interviewe end andre?

Det sværeste er, at inter-­‐ viewe folk man ikke inte-­‐ resserer sig for. Hvis jeg eksempelvis skulle interviewe en fodboldspiller om fodbold. Det synes jeg er svært, for jeg ved ikke noget om fod-­‐

gemme sig bag sin research, og jeg ikke kan inde ud af det. Så der har jeg fejlet.

Og det er ikke sket en, men mange gange når det har været noget med sport. Jeg undgår i videst muligt omfang sportsudøvere.

Har du et godt interviewtip?

Jeg har et godt tip til, hvis man ikke har hørt ordentlig efter svaret. Så skal man bare gentage de sidste tre ord en halv oktav højere. Så kan man altid få interviewpersonen til at elaborere, og så håber man, at de når at forklare det, som de lige har forklaret igen. Du siger ”tre ting om igen”, og jeg spørger: ”Tre ting om igen?”.

Er det en fordel eller ulempe, at du er kendt, når du interviewer?

Det er en oplagt fordel i næsten alle sammenhænge, at folk kender mig, når jeg interviewer dem, fordi de kan forholde sig til mig. Man skulle måske tro, at det var en ulempe, fordi der er nogen, der synes, jeg er vanvittigt irriterende. Men også dér er det en for-­‐del, fordi gæsten kan forholde sig til mig. Genkendelsesfaktoren sparer mig også for et par krumspring.

Der er ikke så mange ting, der skal forklares.

Hvad er der med dit underspil, når du interviewer?

Det er et godt udgangspunkt for en samtale, at man ikke tager sig selv alt for alvorligt. Det er nemmere at have en samtale, hvis man ikke starter med at sige: ”Jeg er klogere eller smartere end dig” eller, ”du skal være glad for, at jeg er her.” Så er det nemmere at sige: ”Undskyld, jeg er her”.

Vi sælger jo støvsugere i en vis for-­‐ stand, når vi interviewer. Jeg gør i hvert fald, og det er der mange journa-­‐ lister der gør, for dem vi interviewer får ikke umiddelbart noget ud af det. Og derfor skal der sælges. Det er nemmere at sælge, hvis ikke man siger, at man er Kongen af England. Det er altid nemmere at komme indenfor, når man ikke er farlig, og man er ikke farlig, hvis man ikke er alt for klog. Det er også en slags dobbeltsik-­‐ ring. For hvis man ikke er alt for klog, kan man altid sige: ’Jeg har aldrig sagt, at jeg var særligt klog’. Så jeg siger ikke, at jeg er intelligent, men jeg siger, at jeg er klogere, end folk tror jeg er.

Hvad er et vellykket interview?

Når jeg er et klogere menneske, end jeg var før, og når dem jeg har interviewet, også har fået noget ud af det.

Seeren er forhåbentlig også blevet klogere på tilværelsen. Bagefter skal man være en lille smule mere taknem-­‐ melig over at være her. Det er formålet med al journalistik. csoee12@student.sdu.dk

Illustrationer: Ida Løjmand

FOKUS:TAKTIKTID

LIXEN | november 2013 | 15

»Kunsten er at koreografere et interview« Med relanceringen af DR2 fik Deadline-­programmet mere end bare et nyt studie. Relanceringen indebar også en genansættelse af den tidligere vært Martin Krasnik. På kort tid har han fået ry for at være inter-­ vieweren, man slår sig på. Bare spørg Lars Hedegaard, Annette Vilhelmsen eller Morten Bødskov. I dette interview kommer vi tættere på Krasniks interviewtaktik. Også når det indebærer, at man skal gentage sit spørgsmål 28 gange. fantastisk når det gør.

Carl-Emil Søe

Hvad betyder din research for det succesfulde interview?

Den betyder alting. Som vært på Deadline laver jeg ofte lange interview, og jo længere interviewene er, jo mere research kræver det. Et par minutter inde i et langt interview er det ikke særlig forudsigeligt, hvad gæsten vil sige, og så er ens research altafgørende. Jeg har ofte prøvet, at den jeg interviewer, overrasker og svarer anderledes eller offensivt på et spørgsmål. Så bliver man sgu sat hur-­‐ tigt til vægs, hvis man ikke har sat sig godt nok ind i emnet. Hvis interview-­‐ personen er mere kvik, fantasifuld eller aggressiv i sine svar, bliver jeg bragt ud på dybt vand uden ordentlig research, og så bliver jeg nødt til at bluffe. Og det går jo ikke at gøre dét for ofte.

Hvad er din taktik for det vellykkede kritiske interview?

I mange af de interviews jeg laver, gør jeg mig selv til part. Jeg sætter mig selv i rollen som den interview-­‐ edes modpart uanset interviewper-­‐ sonens politiske farve. Jeg vil gerne gøre op med interviewet, hvor man sidder som journalist og stiller mere eller mindre neutrale hv-­‐spørgs-­‐ mål. Det laver jeg nærmest aldrig.

Jeg er meget bevidst om, at jeg tager rollen som modpart på mig, for det bliver interviewet mest interessant af. Oftest er det meget mere spændende, end hvis den egentlige modpart var til stede i studiet. Det ville jo være nemt nok at hente to fra hver sin politiske løj ind, men det er sjældent, at der kommer noget spæn-­‐ dende ud af det. Det bliver en fuld-­‐ stændig indøvet dans, som alle kend-­‐ er trinene på, og som ikke er spor overraskende. Der bliver ikke nogen egentlig in ight, og modparterne går ikke i kødet på hinandens argument-­‐ er. Så er det meget bedre, når jeg gør det, for jeg har ikke noget bud-­‐ skab eller nogen dagsorden ud over at inde hullerne i argumenterne.

Forbereder du dig på, hvad gæsten vil svare på dine spørgsmål?

Hvis jeg har tid til det, så gør jeg.

Så har jeg sammen med en til to andre fra redaktionen haft en dag til at sætte mig ind i stoffet. For eksempel ved at have læst tidligere interviews med interviewpersonen, så vi ved, hvad han vil svare på de forskellige spørgsmål. Kunsten er at koreogra-­‐ fere et interview. Så når vedkommen-­‐ de svarer, ved jeg, hvad jeg skal spørge ind til i modløb, og så har jeg også en ide om, hvad han vil svare på det. Det er meget sjældent, det sker, men helt

Hvor lang tid brugte du på at researche til interviewet med Morten Bødskov? Én dag. Vi vidste, at vi skulle have Bødskov ind en dag eller to i forvejen.

Det betød, at vi kunne sætte nogle kræfter af. Vi var tre til ire mennes-­‐ ker; der kun researchede på det inter-­‐ view fra formiddagen til aften. Det sker nærmest aldrig. Oftest er det kun mig selv og en akade-­‐ misk praktikant, og oftest går interviewet først igennem om eftermiddagen, og så har man ganske få timer til research.

Folk savner, at der kommer nogen og sparker hul i den mærkelige boble, der er rundt om den politiske de-­‐ bat i Danmark på tv. Det er oftest så voldsomt forudsigeligt. Man kan sidde og forudse, hvad folk vil sige, inden man har set det. Der var opstået en mærkelig

Hvordan bruger du dig selv i dine interviews?

Jeg får masser af kritik for at gå ind og tage en holdning, men jeg repræsenterer ba-­‐ re et standpunkt. Man kan ikke undgå at bruge sig selv som journalist. Sam-­‐ menlign det med skuespil-­‐ lerne. De ta-­‐ger også noget af dem selv med i rollen. Det prøver jeg også at gøre, når jeg skal agere Claus Hjorts eller Bødskovs mod-­‐ part. Så spiller jeg vedkommendes politiske modstander. Der bruger jeg mig selv. Mit temperament, sindelag

gerne involveres i en politisk samtale, der er fyldt med temperament og lidenskab. Ballade og gang i den.

Du skrev personligt til Lars Hedegaard om din egen holdning til ham, da du inviterede ham i Deadline. Er det en taktik at skrive personligt til gæsterne?

Lars Hedegaard-­‐interviewet var særligt, da jeg havde beskæftiget mig meget med Lars Hedegaard og ytringsfrihedsdebatten som journalist på Weekendavisen, hvor jeg havde været me-­‐ get aktiv med mine meninger. Så at lade som om, at jeg var fuldstændig objektiv, ville være åndssvagt.

Jeg kan ikke se no-­‐ gen modsætning med at komme med en venlig hø lig invitation og så det kritiske interview. Alle journa-­‐ lister vil prøve eller har prøvet at smøre deres kilder for at få interviews.

På den ene eller anden må-­‐ de. Det er jo latterligt at på-­‐ stå, at det ikke sker. Om man gør det ved at true, smøre,

lokke eller hvad ved jeg. Det afgørende er, at man også gør klart, at det bliver et kritisk interview. Så kan jeg ikke se nogen problemer med hverken at afsløre sin egen holdning eller være mere venlig i invitationen.

I dit interview med Morten Bødskov om of-­‐ fentlighedsloven stil-­‐ lede du det samme spørgsmål 28 gange.

Var det et godt interview?

og daglige humør. Hvordan jeg går og har det lige den aften. Det påvirker interviewet utrolig meget.

Hvis man som journalist gemmer sig bag såkaldte neutrale interviews og bag lutter åbne hv-­‐spørgsmål, kan jeg garantere for, at den journalist får en røvkedelig karriere.

Hvorfor tror du, at dine interviews har skabt så meget røre?

stilstand, hvor intet be-­‐ vægede sig. Det var som om, at politikere og journalister bare sad og talte til hinanden. Folk var holdt op med at høre efter. Det kunne ligeså godt have været en anden, men så var det bare mig, der gjorde det på en anden måde, og det skabte noget ballade og ramasjang, og så begynder folk at høre efter igen. Alle vil jo

Bødskov-­‐interviewet, synes jeg, var meget vellyk-­‐ ket. Her blev det vist, at mange po-­‐ litikere går ind til interviews om meget vigtige emner uden at have forberedt andet end svar, der rækker tre-­‐ ire minutter frem. Det viste sig i forhold til offentlighedsloven, at hverken rege-­‐ ringen eller oppositionen havde gjort sig nogen som helst ulejlighed med at gennemtænke en argumentation,

der kunne forklare den holdning, de havde. Det viste en utrolig arrogant og nedladende holdning til offentlighed-­‐ en, der havde krav på at få en ordent-­‐ lig forklaring.

Men er der ikke en grænse for, hvor mange gange man kan spørge om en given ting. Man risikerer jo at udstille interviewpersonen?

På et eller andet tidspunkt må man jo holde op med at stille det samme spørgsmål, hvis der ikke kommer et svar. Men jeg tror også, at mange tv-­‐ og radiojournalister, slet ikke hører, de svar, de får. De har tre til ire spørgs-­‐ mål skrevet ned, og uanset hvad der bliver svaret til dem, går de videre til næste spørgsmål. Så hvis der er en grænse, bør den rykkes for alt for ofte bliver spørgsmålene ikke gentaget. I Bødskovs tilfælde synes jeg ikke, at jeg udstillede ham. Det gjorde han selv meget int.

Er det blevet sværere at være journalist?

Ja, det er i hvert fald blevet sværere at lave Deadline. Politikerne er blevet professionaliseret i en grad, så det er blevet vanskeligere at bekrige deres vrøvl og bullshit. De er blevet meget mere opmærksomme på, hvad de si-­‐ ger og meget mere nervøse for, at det, de siger, er forkert. De er omgærdet af rådgivere og teknikker. Se eksem-­‐ pelvis Løkke GGGI-­‐sag. Det var helt utroligt at se, hvordan Venstre-­‐ løjtnanterne undlod at svare på spørgsmålene. Den form for kom-­‐ munikation breder sig som u-­‐ krudt i debatten, og jeg tror, at det er skadeligt for den demokratiske samtale. Samtidig kan politikerne få taletid på langt lere formater end fra otte til ti år siden, hvor Deadline var det eneste program med seriøse lan-­‐ ge interviews. Nu er der masser af platforme, hvor politikere kan sidde og ævle bævle, så de behøver ikke og-­‐ så Deadline.

Hvem er de sværeste kilder at interviewe?

Kunstnere og forfattere er notorisk de sværeste at interviewe. De er så dår-­‐ lige til at formulere sig på andre måd-­‐ er end den måde, de formulerer deres kunst på. Jeg synes ikke, at politikerne er de sværeste. De er bare de klart mest professionelle Og man kan hele tiden se, at de lærer nye teknikker. Det er nærmest ynkeligt at se. ’Nå, nu har Anette Vilhelmsen været på et kursus i det og det’. Det er sgu næsten til at græde over.

Hvilke gode råd har du at give videre?

Du skal være så klog, at du kan tænke selv. Så du kan gennemskue det bull-­‐ shit, der kommer fra politikerne. Det kræver fandme, at man ved noget selv.

Man skal have erfaring, for jo mere man kender til tidligere politiske sag-­‐ er, retoriske kneb og politisk sprog, jo mere kan man sammenligne med, og jo mere kan man gennemskue. csoee12@student.sdu.dk

FOKUS:TAKTIKTID

16 | november 2013 | LIXEN

Mellem ministeren og medierne Som særlig rådgiver for uddannelsesminister Morten Østergaard, står Philip Flores bag de strategiske overvejelser, når en historie skal lanceres i medierne. Det kræver sans for struktur og nøje planlægning.

Søren Martin Olsen

I sin sorte ministerbil ankommer ud-­‐ dannelsesminister Morten Øster-­‐ gaard til DR-­‐Byen. Præcist klokken 6.20. Det er en vigtig dag for minister-­‐ en, der netop har lanceret et udspil, der skal gøre universiteterne bedre.

Et udspil, der samme dag har ryddet forsiden på Berlingske med over-­‐ skriften: ’Nu skal universiteterne have en overhaling’. Det er dog ikke Morten Østergaard selv, der bragt ham i medi-­‐ erne. Det har derimod hans særlige rådgiver, Philip Flores, der også den-­‐ ne morgen gør ministeren selskab. De hilser på hinanden ved hovedind-­‐ gangen til DR, inden de går hen mod rulletrappen, der skal føre dem op til dagens første radiointerview. På vej-­‐ en op når Philip Flores diskret at drøf-­‐ te, hvad Morten Østergaard skal hus-­‐ ke at fortælle i medierne. Der skal især lægges vægt på, at uddannelserne har manglet kvalitet, og at det derfor er tid til at kigge på indholdet af timerne.

Både Morten og Østergaard og Philip Flores virker koncentrerede, da P3

Fotos: Søren Martin Olsen

Nyheder står klar til at interviewe mi-­‐ nisteren i sminkerummet, inden han skal på om ti minutter i DR 2’s mor-­‐ genudsendelse. Fra sminkestolen ly-­‐ der Morten Østergaards første plan-­‐ lagte svar: »Kvaliteten på vores videregående uddannelser er vigende, og vi har brug for hele tiden at blive dygtigere.« Ved siden af står Philip Flores helt stille og lytter. Det er nu, han har mu-­‐ lighed for at høre, hvordan det lykkes for Morten Østergaard at kommuni-­‐ kere sit budskab ud. Afstanden fra sminkerum til studiet er kort, men alligevel når Flores at give de sidste dessiner, så Østergaard er optimalt forberedt.

I tv-­‐studiet venter morgenværterne Niels Krause-­‐Kjær og Anja Bo, der spørger ind til forsidehistorien på Berlingske. Interviewet varer syv mi-­‐ nutter, og Philip Flores betegner det som et rutinepræget interview uden ubehagelige spørgsmål.

At valget faldt på at give historien so-­‐ lo til Berlingske, dagen før den øvrige presse blev informeret, var langt fra tilfældigt. Avisen var opmærksom på dagsordenen, da Morten Østergaard allerede inden sommeren tog hul på debatten omkring kvalitet på de videregående uddannelser. De havde derfor efterspurgt historien og udvist stor interesse, og det var afgørende for den særlige rådgiver: »Jeg havde en fornemmelse af, at Ber-­‐ lingske ville prioritere historien højt, fordi de synes, at historien var meget interessant. Og da radio-­‐ og tv-­‐medi-­‐ erne som oftest læser avisernes for-­‐ sider aftenen inden, de udkommer, ringede DR i går aftes og bad om et in-­‐

terview med Morten,« forklarer Philip Flores. Det er derfor gået nøjagtigt som planlagt indtil videre. Uddannel-­‐ sesministerens budskab er nået ud til massevis af danskere gennem avis, radio og tv. »Gennem avisen når vi kun ud til et meget begrænset antal læsere. Man skal videre ud, hvis man vil have en bred debat i offentligheden. Derfor er det også vigtigt, at den avis, vi sender historien ud til, prioriterer ens histo-­‐ rie. Så er der en stor mulighed for, at tv og radio opsnapper historien, hvis den er på forsiden af en avis,« forklar-­‐ er Philip Flores.

Klokken 7.20 er opholdet i DR-­‐Byen slut, og ministeren og rådgiveren fort-­‐ sætter ud mod hovedindgangen, hvor ministerbilen stadig holder parkeret.

De skal hurtigt videre til næste aftale – et klassisk møde med regeringsord-­‐ førerne på Christiansborg. Med til bordet sidder også de politiske råd-­‐ givere, hvorimod der er forment adgang for udefrakommende jour-­‐ nalister.

På den anden side af døren fornem-­‐ mer man igen travlheden, da Philip Flores og Morten Østergaard træder ud i det lyseblå gangareal, hvor Det Radikale Venstre holder til. Med to ti-­‐ mers varsel er det blevet besluttet, at uddannelsesministeren skal indkalde til pressemøde om, at han har nedsat et udvalg, som skal lave ”eftersyn” af de videregående uddannelser.

Philip Flores og hans rådgiverkollega sætter sig sammen inde på mini-­‐ sterens kontor. Ved ministerbordet gennemgår de i fællesskab en lille bunke udprintede Powerpoint-­‐slides.

Mens rådgiverne bladrer i bunken, no-­‐

terer Morten Østergaard, hvad der er vigtigt at få sagt. Ministeren læser et punkt op og spørger: »Hvad siger du til denne her sætning, Philip? Skal vi sige, at vi er i gang med at uddanne den dygtigste eller den bedst uddannede generation nogen-­‐ sinde?« Philip svarer med det samme, at Socialdemokraterne bruger samme formulering om at skabe den dyg-­‐ tigste generation nogensinde. Derfor vil han helst undgå samme formu-­‐ lering, men Philip Flores fastholder at omtale de kommende stude-­‐ rende som den dygtigste generation.

Vendingen lægger nemlig op til en uddybende pointe, der står som tredje punkt på næste side. Hvert punkt gennemgås minutiøst, da der absolut ikke må opstå misforståelser under pressemødet, som snart skal til at begynde.

Nede ad gangen, få lokaler derfra, dukker lere og lere politiske journa-­‐ lister op. Udstyret med kameraer, dik-­‐ tafoner og forberedte spørgsmål sæt-­‐ ter pressefolkene sig til bords og ven-­‐ ter på, at ministeren klokken 11.30 kommer ind i lokalet og sætter sig for bordenden. Da ministeren ankom-­‐ mer, stiller Philip Flores sig bagerst i det a lange lokale. Både Morten Østergaard og Flores virker igen fuldt fokuserede, men til forskel fra minis-­‐ teren er rådgiveren helt tavs. Presse-­‐ mødet varer 35 minutter og forløber som planlagt. Flores forklarer efter-­‐ følgende, at han under pressemødet især lyttede efter, om Morten Øster-­‐ gaard formåede at fremlægge politik frem for teknik. »Vores udfordring med Morten er, at

han altid er i en overhængende fare for at begynde at forklare teknikken i alting. Jeg prøver at arbejde med at få ham til at holde sig oppe i helikop-­‐ teren og ikke forfalde til at forklare, hvordan tingene hænger sammen.

Det er mere embedsmændenes job.

Morten skal holde sig oppe i et offen-­‐ sivt luftlag, hvor han taler politik og markerer sine holdninger.« Ud fra journalisternes spørgsmål, har Flores mulighed for at fornemme, hvor historierne lander henne i morgen-­‐ dagens aviser. Det kunne ifølge Flores godt lyde som om, at der i morgen vil komme en diskussion om, hvorvidt uddannelserne bliver for åndsløse og erhversrettede. Når han fornemmer en kritisk vinkel, kan han allerede nu begynde at forberede modsvar. »Jeg skal snart til at begynde og for-­‐ berede, hvordan dagen skal se ud i morgen. Jeg har også nogle forskellige historier, vi skal have sendt ud i de kommende dage for at holde gryden i kog. Der indgår blandt andet nogle statistikker, som underbygger histo-­‐ rien og behovet for uddannelsesmi-­‐ nisterens tiltag,« siger Philip Flores.

Det sidste mediemæssige højde-­‐ punkt kommer om aftenen, hvor TV Avisen i deres 21.30-­‐udgave bringer et indslag fra dagens pressemøde.

Den særlige rådgivers opgave om at få ministerens budskab spredt i me-­‐ dierne er lykkedes på lere forskellige platforme. I morgen venter endnu en dag for rådgiveren med ministertak-­‐ tik, journalistsnak og politiske møder.

Det er endnu en gang tid til at plan-­‐ lægge. sools12@student.sdu.dk

FOKUS:TAKTIKTID

LIXEN | november 2013 | 17

#twitterguide #strategi Hvordan kommer du i gang med at tweete? Hvordan bruger du Twitter professionelt?

For udefrakommende kan Twitter virke som en klub for de særligt indviede. Men når du først kommer indenfor, kan Twitter booste din karriere på alle områder.

Simon Lund, 3. semester

Feriebilleder, kattevideoer og opda-­‐ teringer fra din hverdag. På Facebook fungerer den type opdateringer int, fordi mediet handler om social interaktion, digitalt samvær, om man vil. Men på Twitter virker den type opdateringer som støj. På dette område adskiller Twitter sig fra andre medier, mener faglig leder på DMJX Kristian Strøbech. »Twitter adskiller sig væsentligt fra Facebook, ved at det, man er fælles om på Facebook, er de sociale relationer mellem mennesker. Det er den sociale lim, kan man sige. På Twitter-­‐

netværket er det i højere grad det objekt, man deles om, der er limen. Det er vidensdeling, der binder Twitter sammen,« siger han.

Kristian Strøbech har ansvaret for området ‘Nye Medier’ på DMJX. Selv bruger han Twitter dagligt. Hvorfor bruge Twitter? Ifølge Strøbech et vigtigt spørgsmål, du bør stille dig selv, før du går i gang.

Find en årsag »Der skal være en årsag til, at du bruger Twitter. Hvis der ikke er nogen retning på det, eller nogen me-

ning med det, så bliver det famlende og ender i tidsspild,« siger Kristian Strøbech.

For at skabe en professionel Twitter-­‐ pro il bliver du altså først og fremmest nødt til at inde årsagen til, at du vil bruge Twitter. Dine 160 tegn skal nemlig have mål og sigte. »Når du først begynder at behandle Twitter på en professionel måde, bliver det noget andet end bare sjov og ballade. Så er du nødt til at parkere de personlige opdateringer og den slags ovre på de andre sociale medier. Jeg ved ikke, om man kan sige,

det skader troværdigheden. Men det gør din pro il mindre interessant at følge,« siger han.

Når du ved, hvad du vil bruge Twitter til, kan du som ambitiøs tweep (Twitter-­‐bruger) vælge strategi og gøre din Twitter-­‐kommunikation endnu skarpere. Og på sigt kan du selv blive dit eget nyhedsmedie.

Kristian Strøbech har formuleret fem overordnede årsager til, at man som journalist vil begynde at bruge Twitter professionelt. silun12@student.sdu.dk

Faglig leder ved DMJX og “tweep” Kristian Strøbech giver her 5 gode årsager og strategier til, hvorfor du skal på Twitter.

1

2 3 4

5

Realtidsreporteren

Transparent journalist

Vidensdeleren

Netværkeren

Spred din journalistik

FCK jorder OB i Parken. Lars Løkke forsvarer sig på tredje time. Store A piller negle og afventer sin dom.

Er din drøm at blive realtidsreporter? Med Twitter kan du fortælle verden, hvad der sker, imens det sker – og her gælder det om at lade verden vide, hvor din kompetence ligger. For at blive en effektiv realtidsreporter skal du, så at sige, vinkle din Twitter-­‐ pro il til at dække live-­‐events. Før begivenheden reklamerer du måske med din deltagelse, og fra selve begivenheden reporterer du live minut for minut, time for time. Husk, at dine følgere følger dig for det, du deler, og ikke nødvendigvis for din virkelige person. Derfor er det vigtigt, at du tweeter fra de events, du deltager i, og holder uvedkommende stof væk fra din pro il. Dine følgere skal vide, hvad de får fra din Twitter-­‐pro il.

Traditionelt set er vi journalister meget lukkede omkring vores meto-­‐ der, processer og historier. Men i de her år bliver journalistikken ramt af en bølge af åbenhed, og her egner Twitter sig godt, fortæller Kristian Strøbech. Som etableret journalist ønsker du måske transparens i din journalistik. »Sociale medier er jo et rimeligt oplagt sted at parkere sin åbenhed omkring sin proces. Der er folk, der bruger sociale medier meget dygtigt på denne her måde, hvor de får lavet nogle gennemskuelige processer for deres læsere og followers. De bruger Twitter, fordi det er ad den kanal, deres læsere kan gå i dialog med dem.« siger han.

Som eksempel nævner Kristian Strøbech en journalist med interesse for sikkerhedspolitik, som skal dække et FN-­‐ eller Natomøde. »Hvis man for eksempel ved, at man vil få et kvarter med Anders Fogh Rasmussen, så kan man bede sine followers om at give feedback på sine spørgsmål og spørge dem, om de selv har bud på spørgsmål -­‐ er der noget, man har overset?,« siger han.

I fremtiden kommer journalister i højere grad til at skulle fungere som deres eget brand og mediekanal, fortæller Kristian Strøbech. Hvis du gerne vil bruge Twitter som en såkaldt vidensdeler, så handler det selvfølgelig om at dele interessant information. »Spotter du et interessant stykke viden -­‐ det kunne være nye redskaber, en god artikel eller en ny rapport -­‐ så vidensdeler du. Så sender du tweets ud om det, og stille og roligt opbygger du følgere af folk, der ved, at du er en effektiv vidensdeler,« siger han.

Hvis du vil blive en effektiv vidensdeler på Twitter, bør du holde dig til få emner. Kristian Strøbech har erfaret på sin egen Twitter-­‐pro il, hvad der sker, når man »vil for meget« på Twitter. »Jeg kan se på min statistik, at mine følgere følger mig, når jeg tweeter om viden inden for digitale og sociale medier. Når jeg begynder at tweete om andre ting, så får jeg ingen klik på det, og jeg mister følgere. Jeg har bygget en pro il op, som virker lidt som en mediekanal,« fortæller han.

Netværk eller nepotisme? Vi har som journalister ry for at holde det i familien. Kilder taler helst med dem, de kender, og arbejdsgivere hyrer hellere folk, de har hørt om. Det siger rygtet i hvert fald. Ifølge Kristian Strøbech fungerer Twitter som et effektivt værktøj til at skabe forbindelser. »Når du har fundet nogle nøgle-­‐ personer at følge, og du har sendt et par tweets ud på din nyhedsfeed (personlige væg, red.), begynder du stille og roligt at række ud til nogle netværkspersoner, som er aktive på Twitter. Så går du i dialog med dem, og på den måde opbygger du stille og roligt et netværk af folk, som du meget nemmere kan maile med eller ringe til, fordi I kender hinanden fra Twitter,« siger han.

Ifølge Strøbech består over 85 procent af alle tweets af et link til information på en anden side. Hvis det, du ønsker, er eksponering af din journalistik – eller spreadability, som Strøbech kalder det – så kan du nå langt med Twitter. Men hvordan får du eksponering på Twitter? Hvordan går din journalistik viralt? »Det, at du tapper ned i den enorme kraft, der er i at få spredt din journa-­‐ listik er faktisk enormt svært at gøre, hvis du er helt blank på sociale medier,« siger Kristian Strøbech.

Hvis du ingen pro il har, ingen historik, ingen tilstedeværelse på de sociale medier i forvejen, så er det sværere at få din egen journalistik promoveret på de sociale medier.

Hvis du ønsker ind lydelse, og hvis du har som mål at få dine egne produktioner til at gå viralt, så kræver det, at du har erfaring, pro il og historik på de sociale medier. Det handler om at skabe troværdighed for dit digitale alter-­‐ego. En proces, der kræver tid og planlægning, stort emnefokus og selvfølgelig godt materiale. Men når det lykkes, fungerer du ifølge Kristian Strøbech som din egen mediekanal: »Det kan virkelig betale sig at gøre en indsats, så man bryder igennem den barriere. Det får man meget ud af. Det gør man virkelig.«

OPINION

18 | november 2013 | LIXEN POSTKORT FRA EN SDU’er

Kære Lixen, Engang bestemte jeg, hvad der skulle i dig. Nu skriver jeg et postkort til dig. Det er egentlig lidt vemodigt, men det er også et dejligt gensyn. Og så er det rart at være én af dem, der får lov. En af de udvalgte postkortskribenter. Så er man da blevet til noget. Og så er det lidt ligesom dengang på SDU i starten af 00’erne, hvor vi alle sammen drømte om at blive til noget. Hvad det så end var. For mig var det at blive en møgsej, storrygende, overtidsarbejdende Politiken-­‐journalist-­‐ praktikant. Og sådan en blev jeg faktisk også. Jeg var lykkelig, jeg havde succes, jeg havde det sjovt, og selv om jeg tjente sølle 8.000 kroner om måneden, så var det alt sliddet værd. Som færdiguddannet i januar 2007 fortsatte jeg på Politiken som kulturjournalist, og hvis du havde spurgt mig dengang, så havde jeg underskrevet en livstidskontrakt med avisen. Nirvana var nået. Jeg var blevet til noget. Syntes jeg i hvert fald selv.

Men som I alle gode historier, så varer intet evigt. Ironisk nok kom malurten, da jeg begyndte at tjene rigtige penge for min journalistik. Nu var det ikke en prak-­‐ tikleg længere. Det var egentlig heller ikke sjovt længere. Måske var det, fordi jeg stoppede med at ryge -­‐ og arbejde over. Måske var jeg havnet i mit drømmejob for tidligt. Jeg ved det ikke. Men jeg sagde op og rejste ud i verden. Ikke for at inde mig selv, mere for at lygte fra mig selv. For i det vilde ræs efter at blive til noget, havde jeg glemt, hvad jeg var. Og endnu vigtigere: jeg havde mistet fornemmelsen af verden uden for Rådhuspladsen. Jeg skrev om rigtige mennesker og rigtige begivenheder, men jeg kunne ikke mærke det, det var bare ord, som skulle passe i længden og have en god rubrik. Efter en håndfuld år med nyhedstrekanter, nyhedskriterier, kommaer og store ambitioner havde jeg fået nok. Jeg elskede at gå på SDU. Jeg elskede at lære at være journalist. Jeg elskede, at jeg ik praktikplads på Politiken. Og jeg elskede at være på Politiken. Men jeg havde spist for meget af buffeten og havde fået kvalme.

Jeg tog hverken i yogalejr eller til Goa, men rejste rundt i otte måneder med min kæreste i USA, Caribien og Mellemamerika og skrev rejsehistorier hjem om rigtige mennesker og rigtige begivenheder. Det var stadig dejligt at skrive, og dén erkendelse var en øjenåbner for mig. Jeg var stadig journalist. Jeg var bare ikke en nyhedshund.

Jeg ville ønske, at det passede mig perfekt at fylde huller i morgendagens avis, men det gjorde det ikke. Og så skete dét, som man helst ikke nævner med et ord på SDU: Jeg skiftede til kommunikationsbranchen. Til bastarden af en branche, der er opsamlingsheat for journalister, der ikke blev store skribenter på et dagblad. Jeg har nu i ire år været PR-­‐ansvarlig for Den Kongelige Ballet, og jeg kunne ikke have ønsket mig det anderledes. Det er sundt at se sin metier udefra. Det er sundt at mærke verden udenfor. At møde og arbejde sammen med de mennesker, der lægger skæbner og liv til ordene i spalterne. Det er ekstremt lærerigt at se og høre, hvordan artikler, ledere og anmeldelser (i mit tilfælde) påvirker dem, de berører. På Politiken skrev jeg nogle ord på en skærm og sendte dem ud i evigheden. Nu har jeg fået en vild fornemmelse af, hvor mange der faktisk læser de ord. Hvor mange der bliver glade, kede af det, fornøjede eller vrede over avisens ord. Og modsat hvad nogle tror, så er der masser af journalistik i kommunikationsbranchen. Hver dag inder jeg gode historier, jeg vinkler dem, jeg skriver dem, jeg afsætter dem. Det er dét, der er mit job.

Jeg har ikke fundet mig selv. Det tror jeg aldrig, man gør. Men jeg er blevet en bedre journalist. Jeg prøver ikke længere at blive til noget eller at stræbe efter et ideal skabt af studiedrømme. Og hvad er egentlig min pointe til dig kære studerende, som sidder der så fuld af drømme og store ambitioner. Pointen er, at du skal give den fuld æde. Nyd det, arbejd, lav de gode historier, ryg, rejs og vær glad. Men husk, at der er en verden udenfor Medietorvet og uden for praktikkens redaktionslokale. Der er en stor verden, der venter på dig -­‐ og den er fyldt med mange lere muligheder, end du tror. Hvis du husker dét, så er der masser af job i vente.

Vi ses i Det Kongelige Teater Camilla Høy

Cand.public – uddannelse uden formål Daniel Rasmussen, Cand.public A, 2. semester

Kandidat i journalistik. Det lyder int, men når jeg skal forklare, hvad jeg læser, kan jeg alligevel godt få ”uld i munden”. For når man i forvejen er journalist, og så læser videre, hvad bliver man så? Mere journalist plejer jeg at svare, men det er ikke særligt præcist.

Grunden til det er, at uddannelsen på mange punkter ikke ved, hvad den vil med os. Vi skal være klogere, ja-­‐ vist, men hvordan det? Konsekvensen er, at vi pulic’ere står svagere, når vi med eksamensbeviset i hånden skal sælge os selv til arbejdsgiverne. Det er nok også en del af forklaringen på, at mange melder sig til uddannelsen, men færre dukker op og endnu færre gennemfører.

Kur mod dumme journalister Center for Journalistik er grundlagt på tanken om, at journalister er for dumme. Det er for nemt for politi-­‐ kere at sno sig uden om de kritiske spørgsmål, fordi journalisterne ikke ved nok til at kunne gennemskue in-­‐ tetsigende svar. Ved at lytte journali-­‐ sterne ind på universiteterne skulle de blive klogere og dermed sværere at løbe om hjørner med. Kandidatud-­‐ dannelsen i journalistik -­‐ cand.public A – er født af samme tanke.

Grundlæggende tror jeg på den idé, og derfor læser jeg i dag cand.pub-­‐ lic A på andet semester. Men før jeg nåede hertil, var jeg en tur forbi job-­‐ centeret. Jeg blev færdig som BA i journalistik i maj sidste år, og derfor måtte jeg vente til februar i år, før jeg kunne starte. Mødet med arbejds-­‐ markedet har givet mig et skud kold realisme. Jeg måtte sande, at vi skal konkurrere om jobbene med mange andre knalddygtige akademikere.

Netop på grund af mit møde med arbejdsmarkedet tror jeg på idéen om akademiske journalister. Jeg tror faktisk så meget på den, at da jeg i slutningen af første semester ik et vellønnet fuldtidsjob med gode arbejdsforhold og lækker frokostord-­‐ ning, var jeg der kun i to måneder, før jeg fortrød og sagde op for at gøre min uddannelse færdig. Det har jeg ikke fortrudt.

Hvad skal vi kunne?

Jeg har talt med lere uddannede journalister om mit valg, og mange siger, at de ikke forstår det. De kan ikke se, hvordan man hjælper sin karriere ved at blive kandidat. For hvad er det man lærer? Nu, hvor jeg er halvvejs i studiet, kan jeg stadig ikke svare på det.

Det skyldes, at uddannelsen ikke har en klar idé om, hvorfor den eksis-­‐ terer, og hvad den vil med os studer-­‐ ende ud over at ”gøre os klogere”.

Formålet med enhver uddannelse må være at give de studerende kom-­‐ petencer til at løse opgaver på job-­‐

markedet. Jeg må sige, at det ikke står tydeligt nok for mig, hvad det er for kompetencer, vi får.

Det manglende fokus kommer til udtryk i indholdet af de forskellige fag. Jeg har fra tid til anden siddet til forelæsningerne og tænkt, ”hvorfor skal jeg vide det her?”

Et andet symptom er tilslutningen til uddannelsen. Da vi startede på uddannelsen i februar undrede lere undervisere sig over, at vi ikke var lere, end vi var. Det vidste sig, at mange studerende havde meldt sig

”

som studerende ikke rigtigt kan se, hvad det er for kompetencer, man får, og dermed hvad nytteværdien af at tage uddannelsen er, så er det svært at svinge sig op til til at bruge mange timer på at læse hver dag.

En anden og værre konsekvens af uddannelsens manglende mission er, at det ikke står klart for arbejds-­‐ giverne, hvad vi kan som cand. public’ere. Fordi vores kompetencer ikke er klare har uddannelsen ikke et skarpt brand, og det stiller os svage-­‐ re, når en jobansøgning fra en cand.

Fordi vores kompetencer ikke er klare har uddannelsen ikke et skarpt brand, og det s ller os svagere, når en jobansøgning fra en cand.public lander i bunken sammen med cand.scient.pol’ere, retorikere og alle de andre, som også søger de job, vi søger.

til uddannelsen, men at kun færre dukkede op. Vi kan ikke vide, hvad det skyldes, men et gæt er, at nogle af de spøgelsesstuderende havde meldt sig til blot for at undgå at komme ud i beskæftigelsessystemet med akti-­‐ vering og jobsøgningsprotokoller til følge. Det siger os, at motivationen til at gennemføre uddannelsen mangler hos mange studerende. Hvis man

public lander i bunken sammen med cand.scient.pol’ere, retorikere og alle de andre, som også søger de job, vi søger.

Nu vil nogen indvende, at det er op til de studerende selv at skabe de-­‐ res brand, gennem de fag de vælger på 2. og 3. semester. Jovist, men det fraskriver ikke Center for Journalis-­‐ tik et ansvar for at sørge for, at ud-­‐

dannelsen har en klar retning, og at den udstyrer os med nogle relevante kompetencer.

En del af løsningen kan være at ud-­‐ byde nogle mere anvendelsesorien-­‐ terede kurser. Den nye kandidatud-­‐ dannelse i digital journalistik er et skridt i den rigtige retning, men der kan gøres mere. Hvorfor ikke lave et fag i økonomi målrettet inansjour-­‐ nalister, der klæder os på til det at lave økonomiske historier om andet end friværdi? Efter inanskrisen er de færreste nok uenige i, at der er brug for det.

Skab et formål Dette indlæg er ikke en krigserklæ-­‐ ring, men en kærlighedserklæring.

Center for Journalistik har formet mig og mit liv, og jeg vil kun centeret det bedste.

Men hvis vi skal have en chance på et presset job-­‐marked, skal vi kunne sige tindrende klart, hvad det er, vi kan nu, som vi ikke kunne, før vi brugte to år mere på universitetet.

Hvis vi kunne det, så ville lere nok også søge uddannelsen -­‐ og vigtigere endnu lere færdiggøre den.

Hvis ikke vi får skabt et klarere bil-­‐ lede af, hvad en cand.public er hos os selv og hos arbejdsgiverne, så risik-­‐ erer vi, at det eneste der tilbage, er uddannelse for uddannelsens skyld.

drasm08@student.sdu.dk

OPINION

LIXEN | november 2013 | 19

Meninger

Kom og leg med på Twitter stykke fra Esbjerg. Her truer et skur med at blæse ned over motorvejen,« var blot en af de mange tweets, som Claus Buhr læste højt.

Twitter er et ikke en ny platform. Tje-­‐ nesten blev lanceret i 2006. På ver-­‐ densplan sendte 200 millioner brugere i september 2013 400 millioner tweets. Men Twitter har aldrig opnået en bred popularitet i Danmark.

Filip Wallberg

Vi var vidne til en lille evolution i journalistikken, da stormen blæste over Danmark i oktober. Platformen Twitter, hvor opdateringerne er begrænset til 140 tegn, beviste sit værd, når en nyhed udspiller sig i realtid.

Via platformen kunne journalister indsamle opdateringer fra myndig-­‐ heder, virksomheder og personer.

Evolutionen blev konkretiseret i journalist Claus Buhr, der fulgte strømmen af beskeder fra især politiet direkte på DR 2: »Sydjyllands Politi for to minutter siden: Motorvejen spærret det første

Det skyldes formentlig, at Danmark er erobret af Facebook. Data fra Massrelevance, der hjælper virksomheder med at bruge sociale medier, viser, at danskerne skrev 192.105 statusopdateringer om stormen på Facebook.

På Twitter skrev danskerne ifølge DR og søgemaskinen Topsy 7.200 tweets med emneordet #stormdk.

Forskellen på Facebook og Twitter er dog, at mange af de 192.105 status-­‐ opdateringer på Facebook er låst in-­‐ de bag den enkeltes privatlivsindstil-­‐ linger, mens langt hovedparten af de 7.200 tweets er tilgængelig for alle.

Selv brugere uden en konto hos Twitter.

Der er også en anden forskel. På Facebook bliver dit indhold priori-­‐ teret efter en algoritme, der bygger på data indsamlet om dig. Det betyder, at afsenderen aldrig ved, hvem der ser indholdet, som afsenderen forsøger at distribuere. På Twitter bliver alle originale tweets vist og prioriteret efter tid. Åbenheden og den faste prioritering gør Twitter attraktiv som platform, når information skal distribueres.

Både afsender og modtager ved, at tjenesten – modsat Facebook – ikke lægger et ilter over, der forsinker eller helt forhindrer distributionen.

Det er langt fra første gang, at Twitter bliver brugt, når en nyhed bryder ud.

I foråret ik de gamle nyhedsgiganter for alvor baghjul af platformen, der har ubetalte reportere over alt.

Politiken skrev ligefrem følgende om CNN: »Den 33 år gamle tv-­‐kanal blev slået, ydmyget og hånet af en blot syv år gammel op indelse, der har en fugl som logo, og som pudsigt nok også har John King som reporter. Bomb-

erne i Boston og den efterfølgende menneskejagt vil stå tilbage som den første globale begivenhed, der blev dækket bedst, hurtigst og mest præcist på det sociale medie Twitter.«

Twitter, og du sætter selv ambitionerne. Vi andre på Twitter forventer kun, at du vil lege med og bidrage.

Sammenligningen mellem CNN og Twitter er uretfærdig og uskøn. Det ene er et medie og det andet er en platform. Men sammenligningen understreger, at Twitter er en central kil-­‐ de i nyhedsdækningen.

Vil du gerne i gang på Twitter? Læs Leoparddrengens guide til Twitter: http://twitterguide.dk. Og få over-­‐ blikket over danske journalister på Twitter via journalist Ernst Poulsen: https://twitter.com/ernstpoulsen/ danske-­‐journalister.

Så kom og leg med os på Twitter.

Derfor skal du komme og lege med på Twitter. Du skal lege med, fordi du som journalist kan bruge Twitter aktivt til research, distribution, dialog og markedsføring. Centrale elemen-­‐ ter i en fragmenteret og udfordret medievirkelighed.

I starten er Twitter ubeskriveligt forvirrende og indforstået. Du føler dig nok lidt ensom. Men med tiden begynder du at opbygge relationer til folk, som du aldrig har mødt.

Jeg mener ikke, at alle journalister skal på Twitter. Men jeg forstår ikke fravalget af platformen. Du bestemmer selv, hvor meget tid du ofrer på

... at det er tragikomisk, at der dukker færre op til offentlig politik på en gennemsnitlig torsdag, end der gør til research på en mandag, hvor al udkørsel forbydes.

- Annika Raunstrup, 3. semester

... at “Teknik” ikke kan være det fedeste navn for Teknik-Anders.

- Frederik Palle, 3. semester

… at eksaminer midt i et semester skal forbydes.

- Jonas Sivkær Pettersen, 3. semester

... at journaliststuderende har de flotteste sofaer og loftsrum i landet!

- Michael Dupont, 3. semester

… hvis du har spørgsmål til eksamensspørgsmål, så er der 99,97 % chance for, Michael Dupont og/eller Kresten Mosbæk har svaret.

- Katrine Hjulmann Nielsen, 3. semester

... at manden, der lagde navn til Jern Henrik, er min nye helt.

- Ida Ydo, 3. semester

... at det måske ikke er nødvendigt at en underviser starter første forelæsning med at fortælle om sit liv fra 1979 til dags dato (med tidslinje) i 53 minutter - Martin Lorentsen, 1. semester

Bagsiden