LIXEN NOVEMBER 2022

LIXEN 25. årgang

6. nummer

november 2022

BRIAN WEICHARDT MAN VED, AT NÅR DE IKKE HAR KOMMENTARER, SÅ ER DER ET PROBLEM.

DIGTSAMLINGEN BLOD FYLDER 100 ÅR

»DET ER EN EKSTREM OG VOLDSOM DIGTSAMLING.«

»DET FORNEMMESTE MAN KAN GØRE, ER AT HOLDE MELLEMLEDERE UDE AF DET.«

VÆRTERNE BAG CURLINGKLUBBEN FORTÆLLER OM PROGRAMMETS FREMTID

2 LEDER

NOVEMBER 2022 INTERN

Kære TV 2…

Valget har været og passeret. Det har været en opslidende affære, både for politikerne og befolkningen. Tak for, at I har guidet os igennem valgkampen med dybdegående, saglig og professionel journalistik - ville jeg gerne kunne sige nu, men det kan jeg ikke. Jeg er journaliststuderende på SDU, og det er jeg stolt af. Jeg vil gerne være stolt af den journaliststand, jeg forhåbentlig engang bliver en del af. Men det er svært at være lige nu, TV 2.

Man må sige, I har ikke ligget på den lade side, når det kommer til valgdækningen på jeres sendeflader. Besserwissere og tirsdagsanalytikere har kommenteret på det politiske spil, som var det en fodboldkamp i over en måned nu. Strategi, taktik og meningsmålinger.

Scoringer, driblinger og knækløb.

I ramte et absolut lavpunkt i Storms Pakhus her i Odense. Storms pakhus plejer at have noget mere appetitligt på menuen end den partilederdebat, Cecilie Beck serverede. De tre statsministerkandidater Søren Pape Poulsen, Jakob Ellemann-Jensen og Mette Frederiksen stod skoleret for Cecilie Beck, der udgav sig for at være Clement Kjærsgaard. Spørgsmålet var ’Hvem skal være statsminister?’, og det tror jeg hverken politikerne, værten, publikum eller seerne var noget nærmere et svar på efter debatten. Tænkepauser med Game of Thrones-musik, papkort og afbrydelser akkompagnerede debatten, der nok nærmere burde ligge i underholdningssektion på TV 2 Play end under Nyheder.

Bevares. Jeres nyhedsdækning var generelt god. Men de politiske Tv-debatter med Cecilie Beck-showet som det grelleste eksempel har ikke været et kønt syn. Det overskyggede enhver anden god valgdækning.

Heldigvis har jeres konkurrenter gjort et bedre stykke arbejde. Så I kan jo gå ind og tage et kig på, hvordan DR, Zetland, Berlingske og Politiken dækkede valget og hente jer lidt inspiration til næste valgkamp.

Kærlig hilsen Benjamin Jungdal

Er zoom-oplægget kommet for at blive? Det undersøger INTERN, der spørger, hvordan man prioriterer mellem den mest fagligt kvalificerede oplægsholder og den, der kan holde oplægget fysisk. Derudover har INTERN taget en snak Daniel Schram for at høre, hvordan det er at lande en praktikplads, der ikke er den, man havde i tankerne.

EKSTERN

Kolde og klamme spørgsmål er på programmet i denne måned, når Brian Weichardt giver et indblik i den politiske journalists arbejde. At få folk i tale går igen i interviewet med Kasper Wester om frygtkulturen i Forsvaret. Og der er mere valg at blive klog på, når EKSTERN stiller skarpt på politikere på TikTok.

PORTRÆT

LIXEN er draget ind i den store sorte boks også kendt som DR Byen. Her finder vi Maria Fantino og Christian Bonde, værterne på Curlingklubben. Et navn de i øvrigt ikke har meget kærlighed til. Læs hvorfor i portrættet

SAMFUND

En tredjedel af den danske befolkning er faglærte, men kun én tiendedel af folketingets medlemmer. Er det et problem? Det undersøger SAMFUND i denne måned. Bliv også klogere på populisme, som et effektivt men misforstået greb. Læs også om frustrerede klimaaktivister, der pifter bildæk på Frederiksberg.

KULTUR

KULTUR i denne måned tager dig blandt andet i Kansas City her i Odense, hvor musikeren Plini fortæller om sin rejse til et internationalt gennembrud i progressiv metal. Manglede debatten om modebranchens klimabelastning til modeshowet ‘Guldknappen 2022’ i Operaen? Det forsøger KULTUR at svare på i denne måned. Nybruddet i dansk litteratur BLOD flyder stadig i stadig rundt i den danske litteratur. Læs om, hvordan digtsamlingen brød alle grænser.

OPINION

Det er hårdt at være alene med sorg. Samtidig er vi dårlige til at spørge ind til andres tab.

Camilla Tonnesen lægger op til, vi skal lægge berøringsangsten fra os, fordi kliché som det lyder, så hjælper det at tale om det. Men afdøde bør ikke omtales af alle, som Anna Katharina Wørmer gør opmærksom på i hendes opsang til Mørkeland.

BAGSIDEN

Er det en god eller en dårlig idé at tage et SU-lån? Det forsøger BAGSIDEN at svare på i denne måned.

WEB: lixen.dk MAIL: lixen@journet.sdu.dk

TRYK: OTM Avistryk FORSIDE-FOTO: OPLAG: 500 eksemplarer Frederik Kongsgaard

LIXEN Campusvej 55, 5230 Odense M

LIXEN er de journaliststuderendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet.

Sebastian C. Christensen Chefredaktør

Benjamin Jungdal Chefredaktør

Nanna Von Toornburg INTERN-redaktør

Benjamin Mikkelsen INTERN-redaktør

Mikkel Kristensen EKSTERN-redaktør

Frederik Boesgaard EKSTERN-redaktør

Maria Pastré SAMFUND-redaktør

Silke Bohse SAMFUND-redaktør

Søren Sand Djernæs KULTUR-redaktør

Eva Almann Simonsen KULTUR-redaktør

Anna Katharina Wørmer OPINION-redaktør

Camilla Tonnesen OPINION-redaktør

Lissa Juul Paustian BAGSIDEN-redaktør

Tore Peter Marconi Weile LIXEN LYD-redaktør

INTERN

NOVEMBER 2022

3

Corona-genfærd hjemsøger undervisningen: Er zoom-oplægget kommet for at blive?

De studerende på tredje semester har haft besøg af en del dygtige gæsteundervisere. Dette har dog også resulteret i, at en større mængde af undervisningen i journalistisk håndværk har indeholdt oplæg, der foregik over zoom. Det er der både fordele og ulemper ved.

Af Nanna Eline van Toornburg Foto: Nanna Eline van Toornburg “Hvem sidder der bag Skjærmen med Klude om sin Haand, med Læderlap for Øjet og om sin Sko et Baand” Er man velbevandret indenfor højskolesangbogen kunne man fristes til at svare, at det såmænd må være Jeppe Aakjærs Jens Vejmand. Men som journaliststuderende på Syddansk Universitet på tredje semester kunne et oplagt svar også være endnu en journalist på endnu en digital forbindelse, der skal holde endnu et inspirerende oplæg om, hvordan det er at være journalist. Selvfølgelig mest pga. dét der med at sidde bag skærmen.

Ikke så meget pga. klud, læderlap og bånd.

I undervisningen i Journalistisk Håndværk på tredje semester har der i højere grad end tidligere været inviteret gæsteundervisere i form af hot shot journalister fra den virkelige verden. De studerende har blandt andet haft æren af at opleve Søren Carlsen fra P1, Anne Skjerning fra DR og dele af graverredaktionen fra Jyllandsposten. Og det er jo ikke småting.

Hot shots og koncentrationsbesvær De studerende har haft stor glæde af at få guldkorn fra nogle af de journalister, der arbejder ude i den virkelige verden. INTERN har talt med Cille Høg, der studerer på 3. semester og hun synes godt om konceptet med de forskellige gæsteundervisere og oplæg: »Jeg synes faktisk, det fungerer godt. Federe end jeg havde troet, at det ville.«

En ulempe ved den øgede mængde gæsteundervisere er dog, at en højere andel af håndværks-undervisningen har indeholdt digitale oplæg. I skrivende stund har tre undervisningsgange indeholdt et virtuelt oplæg.

Og dette begejstrer ikke just de studerende: »Jeg synes godt, man kan mærke, at når det er online, så slipper tålmodigheden og koncentrationen ret hurtigt op. Især de gange, hvor vi har haft to lige efter hinanden. Jeg kan helt ærligt sige, at jeg ikke kan huske en skid fra nummer to oplæg, fordi jeg har zonet helt ud.«, siger Cille.

Og der er faktisk videnskabeligt belæg bag Cilles pointe. Flere eksperter bakker op om, at oplæg over eksempelvis zoom ikke fungere optimalt. Både fra oplægsholderens perspektiv og fra publikums perspektiv. Danmarks Evalueringsinstitut, EVA, har præsenteret Christian Dalsgaard, ph.d. og lektor ved Aarhus Universitet, for beretninger fra forskellige undervisere under coronanedlukningen. Èn af pointerne Dalsgaard fremhæver er, at digitale oplæg er udfordret af oplægsholderens begrænsede mulighed for kontakt til modtagerne: »I gennem lærernes fortællinger bliver det tydeligt, at virtuel undervisning faktisk ikke egner sig særligt godt til traditionel klasseundervisning, hvor lærerne holder længere oplæg. Det her med, at der sidder en masse ansigter og kigger, og det er svært at få en fornemmelse af, hvad de får med fra undervisningen.« Og dette er ikke kun et problem for underviserne. For hvis underviseren har svært ved at afkode de studerende, kan det også have konsekvenser for deres opmærksomhed. Og dette har før skabt koncentrationsproblemer i undervisningen. Cille husker tilbage på et af de zoom-oplæg, hvor gæsteunderviseren

havde særligt dårlig forbindelse til publikum: »Han sad og stirrede ud af vinduet, nærmest hele oplægget igennem. Jeg fulgte slet ikke med, fordi jeg ikke følte, han var til stede overhovedet. Så jeg tror, det er vigtigt, dét der med at have fokus på at være nærværende.« Søren Kyllingsbæk, der er professor på Institut for Psykologi, fortæller i en nyhedsartikel til Københavns Universitet, at man som publikum også får mest ud af at opleve et oplæg i kød og blod. For ved et digitalt oplæg vil man nemlig have sværere ved at afkode en undervisers kropssprog. »Vores kropssprog og vores verbale sprogforstærker og understøtter hinanden, og det gør, at vi kognitivt bedre forstår, hvad vi siger til hinanden.« Ved et digitalt oplæg er der tværtimod andre ting, der kæmper om vores opmærksomhed. »Vi afkoder rigtig meget i vores øjenkontakt, og den er svær at fange, fordi vi kigger på skærmen og ikke direkte ind i kameraet.

Samtidig er der ofte en forsinkelse på internetforbindelsen. Det tilsammen gør, at der kommer et stort træk på vores opmærksomheds-ressourcer, fordi vi har sværere ved at afkode de nonverbale og ubevidste signaler, vi er vant til at kunne. Dét er med til at gøre os trætte,« siger Søren Kyllingsbæk.

tungest i planlægningen af semesteret. Selvom der eksempelvis ville være situationer, hvor en lokaljournalist, placeret tættere på universitetet ville have mulighed for at afholde et fysisk oplæg, så er det altså den faglige ballast, der bliver tungen på vægtskålen. »Overvejelse nummer ét er ikke, at det skal være lokalt. Overvejelse nummer ét er, hvem der er de bedste af de bedste. Det er at hive den bedste kvalitet til jer. Sådan så I får det, der er allerfedest.« Men spørger man Cille, er det dog noget helt tredje, der vejer tungest - nemlig selve formidlingen af undervisningen: »Jeg tror ikke, det er vigtigt for mig, at det er én, man behøver at kende, og én der har lavet nogle vilde ting. Jeg tror, det, der er vigtigt, er, at man kan få det ned på et niveau, hvor vi kan være med, så det ikke bliver for abstrakt. Dem, der har en evne til at få det ned på et helt basalt niveau, er der, hvor det har fungeret bedst.«

Tungen på vægtskålen INTERN har talt med endnu en mand bag skærmen, Christian Erin-Madsen. Han har stået for at planlægge undervisningen på tredje semester. Og Christian modsiger sig ikke de foregående pointer om digitale oplæg »Det siger sig selv, at hvis alle kunne møde op og alle kom på besøg, ville det være super fedt.« Men for ham er der andre ting, der vejer

Det må såmænd være endnu en journalist på endnu en digital forbindelse, der skal holde endnu et inspirerende oplæg om, hvordan det er at være journalist.

“Hvem sad så der bag Skjærmen med Internetforbindelse dum, med dybe Panderynker og søvnigt Publikum”

INTERN

4

NOVEMBER 2022

»Det er nok det hårdeste, jeg har prøvet« på Center for Journalistik Af Christoffer Tauber

Daniel Schram fik 8 samtaler til hans praktiksøgning. Den niende, han selv opsøgte, endte med at blive det rigtige for ham. Statusrapport og anbefalinger fra én studerende i praktik

T

V Syd i Kolding var ikke det sted Daniel Schram, fra 5. semester, havde i tankerne, da han skulle ud at lande den frygtede og berygtede praktikplads. Men lige nu kan han faktisk ikke tænke sig til et bedre sted at være. »Det var hårdt, og til tider synes jeg, det gik rigtig dårligt, men det endte med at gå ret godt,« skratter det fra en sløj telefonforbindelse. Daniel Schram er på vej hjem i et tog med mørke ruder. Han kommer fra optagelserne af en valgdebat i Esbjerg for hans praktiksted TV Syd. » I Syd- og Sønderjylland er de meget nede på jorden, og det var bare en rar oplevelse at komme derud.« siger Daniel Schram igennem telefonen. »Jeg havde faktisk også en aftale med Midtjyllands Avis dagen efter, hvis det ikke gik.« Den tiende samtale blev der ikke brug for.

Målet var at komme på en TV2-region, hvis ikke drengedrømmen blev opfyldt. »Drengedrømmen er stadigvæk at blive sportsjournalist,« skratter han videre fra toget. »Den gik desværre ikke i denne omgang.

Der er rigtig mange, der gerne vil det, og konkurrencen de steder er benhård.« Daniel Schram var til samtale med blandt andre TV3 Sport, Discovery og DR Sporten. »Da jeg var til samtale på TV3 Sport, skulle jeg prøve at kommentere et mål,« griner Daniel. »Det er vigtigt, at man viser, at man gerne vil det,« han fastslår hurtigt.

Vær dig selv »Hvis du går til en samtale og ikke er dig selv, fordi du gerne vil på ét specifikt medie - så er det bare et bevis på, at man ikke er et match« konstaterer han i medens DSB-tonerne plinger i baggrunden.

I lang tid op til panikdagen gik han og

stressede over om han havde det perfekte CV, om han havde det fede studiejob, eller om han overhovedet fik en praktikplads.

Daniel Schram fandt hurtigt ud af, at de tanker ikke hjalp ham, snarere gjorde de ham mere nervøs. »Altså jeg har arbejdet i Intersport, og det har nærmest været en fordel, fordi jeg har erfaringer fra en anden branche og kender nogle andre mennesker.« Selvom han var skide nervøs, som han siger meget bramfrit, så fandt han de styrker frem, han havde, og opfordrer kommende praktiksøgere til at sætte fokus på deres styrker og glemme der, hvor de er svage. »Mulighederne ligger der - man skal bare tage dem.« Kan du sige noget på sønderjysk? »Må jeg godt lave lidt reklame?« gnægger han på valbysk. »Hvis man gerne vil en tur på borgen, så kan man det på TV Syd.« Daniel Schram blev overrasket, da han til folketingets åbning fik lov at bide skeer med politikere på borgen. »Man tænker, at der er et hadsk forhold mellem politikere og journalister, men de elsker, når man kommer. Så det er ikke et problem at prikke Villadsen eller Vermund på skulderen.« Pernille Vermund er opstillet i Syd- og Sønderjylland, selvom hun kommer fra København. »Hun vidste næsten ingenting,« fniser han stille fra kupéen, når han husker tilbage på interviewet om hendes valgkreds. »Nej, ja, jo,« citerer Daniel Schram Nye Borgerliges formand for, da spørgsmålet om hun kunne sige noget på sønderjysk faldt.

Anderledes var det med Enhedslistens Mai Villadsen, der forsøgte at tale som en ægte

SDU-journalisten: Historien du ikke har hørt Gå ind og lyt til LIXENs nye podcastserie, hvor Tore hver uge inviterer en ny journaliststuderende på Syddansk Universitet i studiet til en snak om en sjov, forundrende eller lærerig journalistisk oplevelse. Lyt med og få et underholdende indblik i de journaliststuderendes hverdag. Nyt afsnit uge hver mandag. God lyttelyst!

RUST & LIXEN Samarbejde

sønderjyde - selvom hun ikke er opstillet i kredsen. »Det var en mega fed oplevelse« konkluderer han. »Jeg har aldrig haft en ambition om at blive Christiansborg-journalist, men den dag opstod drømmen.« Jeg laver stadig simdssygt mange fejl »Hallo? kan du høre mig?« skratter Daniel Schram igen, da toget kører igennem en tunnel.

Daniel har mange ord, og nogle går tabt i kampen mellem togets omgivelser, masterne og modtagertelefonen. »Det er vigtigt at huske på, at man ikke skal være den bedste, når man starter på sit praktiksted,« indskyder han.

Daniel Schram elsker, hvor meget nemmere det er blevet at få fat i kilder nu, hvor han har et medie i ryggen. Han krydrer også kildekontakten med et lille ‘moijn’ en gang imellem. »Jeg har på fornemmelsen, at de godt kan lide det.« Daniel Schram er den eneste fra København på hans redaktion. Han mener, at horisonten bliver større og bredere, når man skubber sig selv væk fra de vante omgivelser

og ud på dybt vand. »Jeg interviewede Tønders borgmester her forleden, og jeg forstod ikke et pip af, hvad han sagde,« griner han. »Man skal bruge det her på at lære, ikke på at lave en Cavling.«

DANIELS 7 PRAKTIKHUSKEREGLER: 1. Vær dig selv.

2. Forbered dig til samtalerne.

3. Mærk om du føler dig tryg det sted, du er til samtale.

4. Dit CV afspejler ikke, hvem du er - det gør du.

5. Du er ikke Cavling-journalist til at starte med - husk det.

6. Tag udfordringer op.

7. Det er en proces, og du skal nok finde et fedt sted.

EKSTERN

NOVEMBER 2022

Valgkamps-Q&A med Brian Weichardt Spørger man Brian Weichardt, skal der kolde og klamme spørgsmål til at få noget ud af politikerne. Åbne hv-spørgmsål, som dem vi har stillet ham, de nytter ikke noget, hvis man vil undgå politikerne sniger sig udenom.

Af Frederik Boesgaard Foto: Emil Skjelbo Bruun

B

rian, hvordan endte du som politisk reporter?

Det er ikke fordi, at jeg altid har været klar over, at jeg ville lave politik. I virkeligheden startede jeg som kriminalreporter, og det synes jeg var rigtig sjovt i lang tid. Men så kørte jeg sur i alle de ulækre historier i kriminalstoffet, og så husker jeg det ikke som andet end, jeg fik tilbudt politik, og så tog jeg det.

Jeg er glad for at have lavet kriminaljournalistik, inden jeg skulle lave politik. I retten spørger de dygtige anklagere jo ofte, hvor var du den torsdag, var du hjemme? Det er meget konkrete spørgsmål, hvor man ikke lader sig besnakke for meget af brede vendinger. Det er helt sikkert noget, jeg har taget med og nu bruger i mine politiske interviews.

Hvordan skaber man en så stærk journalistisk karakter, som den du har?

Jeg har altid talt til politikere, som jeg taler til alle andre mennesker. Det er ikke fordi, at jeg skruer en eller anden journalist-jargon på, bare fordi jeg er på arbejde. I starten prøvede jeg måske lidt mere at lyde klog og forstandig.

Men angsten for det dumme spørgsmål skal man smide. Det ødelægger for meget for dig selv, hvis du går og er bange for at lyde dum eller tænker over, hvad politikeren dog ikke tror om dig, hvis du ikke kender hele deres bagkatalog. Jeg synes, at man skal tillade sig selv at spørge frit for leveren, og så må man lyde så dum, som man nu gør. Der er altid nogen, der synes, noget lyder dumt, men det skal man være ligeglad med. Det er i hvert fald sådan, jeg har gjort.

Hvorfor er din journalistiske tilgangsmåde egentlig så konfrontatorisk?

Man er simpelthen nødt til at benytte det konfrontatoriske greb, hvis man på nogen måde skal få andet end små enkeltsætninger fra politikerne med hjem. De er mestre i at forberede 4-5 enkeltsætninger, som de svarer med, uanset om du spørger, hvad klokken er, eller hvad de skal have til aftensmad. Derfor skal spørgsmålet være så skarpt, at man kan høre, hvis deres svar er forblommede eller deciderede udenoms svar. Og det kan man nemmere høre, hvis spørgsmålet er koldt og klamt. Det er derfor, jeg benytter den her stil. Jeg er jo ikke interesseret i at gå og være uvenner med folk, og jeg er heller ikke konfrontatorisk som menneske.

Tror du ikke, at du ofte kunne få flere uddybende svar fra politikerne, hvis du var mindre provokerende og mere konstruktiv?

Nej. Jeg tror, at jeg kunne få flere ord og sange fra de varme lande. Men jeg tror ikke, at jeg kunne få flere svar. Det er ligesom, når man laver en rubrik på en artikel. Den er også skåret skarpt til, så man hurtigt er med på, hvad fanden det her handler om. Det samme gælder, synes jeg, med spørgsmål.

Altså de skal også være kolde og klamme, så man hurtigt har en ide om, hvad vinklingen er. Hvis politikerne så begynder at svare i øst og vest, så er det nemmere at høre det på den her måde, end hvis du spørger mere åbent: Hvordan går det med livet? Dengang jeg gik på journalistuddannelsen på RUC, fik vi altid at vide, at det er særligt fint at stille de der hv-spørgsmål for at få folk trukket

lidt op i niveau, så de bedre kan folde deres egen fortælling ud. Og det passer sikkert også meget godt, hvis man laver portræt-interview, men i politik duer det bare ikke. Der skal spørgsmålene være slebet til.

Hvad ser du som din største svaghed som kritisk journalist?

Jeg har en måde at interviewe på, som jeg ved skræmmer rigtig mange mennesker væk.

Vi er nemlig et konsensusland, hvor vi ikke har lyst til at høre nogen, der går på kant eller stikker ud. Det så vi på corona-pressemøderne, hvor mange helst bare ville høre på politikerne, der talte i en spand i 45 minutter. Det er der rigtig mange, der har lyst til.

Der er til gengæld også mange derude, der synes, at vi er alt for bløde og svage i pressen.

At vi lader politikerne slippe alt for let af krogen. Jeg har valgt at fokusere min journalistik til den sidste del. De første har masser af stof, de kan skrue hen på.

Hvem af politikerne, hvis du ikke må svare Mette Frederiksen, er dårligst til at stille op til interview?

Jaer. Mette Frederiksen er godt nok dårlig.

Men det er de alle sammen, når de har en dårlig sag. Nu havde vi for eksempel Enhedslisten den anden dag med Rwanda, der jo også løber lige så hurtigt, som de kan rende, når de har dårlige sager. Så det er fælles.

Det er derfor, jeg har en podcast, der hedder Ingen Kommentarer, for man ved, at når de ikke har kommentarer, så er der et problem.

Der hvor, Mette Frederiksen adskiller sig fra de andre, er, at hun bruger meget tid på at sige, at medier er dårlige og dumme. Det er hun den allerværste til. Men jeg kan ikke pege på en frem for nogen andre.

Hvilken journalist havde du frygtet mest, hvis du selv var politiker?

Clement Kjersgaard fra DR, Kristoffer Miles fra Ekstrabladet, Nikolaj Rytgaard fra Jyllands Posten, Morten Skærbæk fra Politiken. Øj det var mange mænd. Men de (journalisterne, red.) er sådan nogle, der holder fast i en sag og ikke vil lade sig ryste. Så må jeg også tilføje Kåre Quist, når han har en af sine gode dage.

Hvilken journalistisk historie eller afsløring i valgkampen er du mest tilfreds med?

Vores Pape-historie. Den historie tror jeg, at folk gerne ville vide om Pape. Den har virkelig ændret noget for mange mennesker.

Der er også Inger Støjbergs folketingsbetalte lejlighed på Christianshavn. Den er god, fordi den viser noget af hendes modstilling om livet i København og hende selv. Hun har selv fået penge af skatteyderne, så hun kan få en lækker Københavner-lejlighed. Det rimer ikke med det, hun går rundt og siger, og når noget ikke rimer med det, man siger, så skal det fortælles. Folk skal være opmærksomme på det for at kunne sætte deres kryds bedst muligt.

Og her til sidst skal jeg bare lige høre, hvilken sang du lytter til, når du kører hjem fra arbejde d. 1. november?

Det er helt sikkert Børn er dumme og grimme med Red Warzsawa. Den vil jeg gerne høre, når det hele er færdigt. Hahaha.

5

6 EKSTERN

NOVEMBER 2022

Kasper Wester: »Der er en frygtkultur i Forsvaret. Folk er bange for at sige noget som helst, der kan opfattes kritisk« Kilderne er blevet bange for at tale, de påkræver anonymitet i små, banale historier, Forsvaret står forfærdelig sløjt til, og der er sket en tiltagende indblanding fra politisk hold. Journalist på OLFI Kasper Wester håber på en trickle-down-åbenhed ført an af Forsvarets topledelse

Af Mikkel Kristensen Foto: Mikkel Kristensen

F

orsvarsmediet OLFI rullede ind over medielandskabets grænser tilbage i 2016. Først ført an af redaktør og enmandshær Peter Ernstved Rasmussen, lidt senere med Kasper Wester som højre hånd. Mediet er skabt ud af en kærlighed til Forsvaret, men med en samtidig erkendelse af, at forsvarsområdet var underbelyst, som han selv forklarer det.

Før tiden som journalist på OLFI har Kasper Wester været forbi LIXEN som redaktør, fået en kandidat i journalistik fra Medietorvet, og så er han veteran. Som konstabel har han været med til at bekæmpe pirateri ved Afrikas kyst og fjernet kemiske våben fra Syrien.

Nogle tror, at Kasper Wester og Peter Ernstved er afhoppere, der ikke bryder sig om Forsvaret, men det kunne ikke være længere fra sandheden. Stedet har i høj grad formet dem begge, fortæller han. Kasper som konstabel og veteran, Peter Ernstved som officer af reserven.

Og det er vilde tider at være forsvarsjournalist i, forklarer han. Travle tider. FE-sag, krig i Ukraine, og et, som han forklarer det, neglicieret Forsvar, der efter mange års forsømmelsethed endelig er ved at blive kigget efter i sømmene - både fra myndighedernes side, men også fra OLFI. Mediet har stået bag historier de sidste år, der har afklædt korruptionsskandaler i Forsvarets styrelser, en nepotismeskandale med en to-stjernet general som hovedperson og om et forsvar, der ikke har kunne levet op til de krav, der bliver stillet fra både politisk hold, men også fra NATO. Tavshed og ubetinget anonymitet Men selvom historierne står i kø, gør kilderne ikke ligefrem. Kasper Wester forklarer, at personalet i Forsvaret er blevet bange for at stå frem. »Det er en bredere problematik. For mig at se er der en frygtkultur i Forsvaret.

Folk er bange for at sige noget som helst, der kan opfattes kritisk, under eget navn,« siger journalisten.

Som eksempel fremhæver Kasper Wester et tip, han fik for et par uger siden. En ansat i Forsvaret var på mission i Letland, og forholdende var kummerlige.

En uskyldig sag, mener Kasper

Jeg kan møde folk, der nærmest kun lige er startet i Forsvaret, helt unge kadetter og konstabler, der nærmest ikke vil sige noget, fordi de er bange for, at de enten bliver fyret, sendt ud på et sidespor eller indkaldt til en tjenstlig samtale.

KASPER WESTER Journalist på OLFI

Wester, og en historie, de meget gerne vil skrive. Problemet var dog, at der hverken var navn, returmail, telefonnummer eller andet med, der kunne kobles til tipperen.

Tavsheden er et problem for OLFI. Uden kilder, ingen historier, så simpelt er det.

Men Kasper Wester mener, at det også er et problem for Forsvaret. At det er en del af en usund tavshedskultur, han mener har hersket i Forsvaret i mange år. »Noget har selvfølgelig at gøre med en kultur, der er blevet fremavlet gennem mange år internt i Forsvaret. Jeg kan møde folk, der nærmest kun lige er startet i Forsvaret, helt unge kadetter og konstabler, der nærmest ikke vil sige noget, fordi de er bange for, at de enten bliver fyret, sendt ud på et sidespor eller indkaldt til en tjenstlig samtale.« Dog tyder noget på et opgør. Kasper Wester fremhæver en mand som brigadegeneral Henrik Lyhne, næstkommanderende i Hæren, der taler frit fra leveren om de problemer, Forsvaret står overfor. Noget, man ikke har set i så høj grad tidligere. »Når Henrik Lyhne med stjerner på skuldrene og respekt ude i geledderne går ud og siger, at vi har noget, vi skal have gjort noget ved, så har jeg en, og det må tiden vise, om den er naiv, forhåbning, om, at det lige så stille forplanter sig ned igennem systemerne.

En trickle-down-åbenhed. Åbenheden i toppen betyder også, at folk længere nede i systemet vil turde sige lidt mere.« »Det, jeg håber allermest på, for Forsvarets skyld og for mig som journalist, er, at der bliver taget et opgør med den kultur, hvor folk er bange for at udtale sig.«

Peter Viggo-fadæsen »Vi lavede jo et fuck-up på den konto.« Sådan beskriver Kasper Wester historien om Peter Viggo. En historie bygget op på anonyme kilder internt i Forsvaret, og historien om en mand, der alligevel ikke var fyret.

OLFI havde fået sig noget nær et journalistisk scoop. De kunne nemlig berette, at Peter Viggo Jakobsen fra Forsvarsakademiet var blevet fyret. Den lidt nørdede og kantede miltæranalytiker havde et par dage forinden udtalt sig kritisk om regeringens håndtering af Kabuls fald i fjor.

Historien kom til på baggrund af et tip, OLFI havde modtaget. Redaktionen prøvede at få tippet efterprøvet, men blev mødt af telefonsvarere og tavshed fra Forsvarsakademiet.

På et tidspunkt får de bekræftet historien af en anden kilde. De har nu to kilder, der uafhængigt af hinanden fortæller, at Peter Viggo er blevet fyret. Kort tid efter publicerer de historien, og kort tid efter ruller lavinen. »Der var ikke andet at gøre end at lægge sig ned, for han var ikke blevet fyret. Og hvis han var, så blev han i hvert fald un-fyret ret hurtigt.« Forsvarsakademiet skriver kort tid efter på Twitter, at Peter Viggo Jakobsen ikke er blevet fyret. Ikke længe efter udsender OLFI et dementi.

Historien står som en vigtig lektie for Kasper Wester og OLFI. Historien kan være nok så god, du kan have flere uafhængige kilder, der siger det samme, men det betyder ikke, at det er hele sandheden. »Vi skulle have talt med manden selv,« siger Kasper Wester. »Men Peter Viggo vil jo ikke selv sige noget. Engang i fremtiden måske. Jeg ved, og det har vi også skrevet historier om, at man både fra Forsvarsakademiet og på politisk niveau nogle gange har syntes, at der var repræsentanter fra Forsvarsakademiet, der var lidt for åbenmundede.« Weekendavisens Hans Mortensen kunne senere berette, at den fulde historie måske ikke helt lød på, at der intet påstyr havde eksisteret omkring Peter Viggo Jakobsen de dage. En udflytning til provinsen og mulige sanktioner havde været på tale, medmindre han tonede sin offentlige profil ned.

Kasper Wester peger på, at frygten for at tale i Forsvaret ikke kun er opstået under en frygtkultur, der har fået lov til at eksistere i mange år. Detailstyring af udtalelser fra Forsvaret fra politisk niveau har også en rolle at spille. »Det er en bredere problematik. For mig at se er der en frygtkultur i Forsvaret. Folk er bange for at sige noget som helst, der kan opfattes kritisk.«

EKSTERN 7

NOVEMBER 2022

Fang din førstegangsvælger med et par fuckfingre på TikTok Der har været valgkamp i Danmark, og for at få fat i de bl.a. 226.689 nye vælgere er politikerne begyndt at tage nye medier i brug. Under valgkampen har man kunnet se politikere lave sketches, memes og sjove jokes på TikTok. En kampagneleder, en førstegangsvælger og en ekspert giver deres syn på, hvordan det kan være.

Af Sia Olivia Sommer Keil Illustration: Malou Albryn er har været valgkamp i Danmark, og for at få fat i de bl.a. 226.689 nye vælgere er politikerne begyndt at tage nye medier i brug. Under valgkampen har man kunnet se politikere lave sketches, memes og sjove jokes på TikTok. En kampagneleder, en førstegangsvælger og en ekspert giver deres syn på, hvordan det kan være.

Rosa Lund laver hjerter om til fuckfingre, og Alex Vanopslagh er blevet Daddy Vanopslagh.

Snakkene er uendelige om de to politikere, der nu baner derudad på TikTok med over 17 millioner samlede visninger. Her har man kunnet se sketches med Rosa Lund og Alex Vanopslagh, der roaster hinanden, mens de gnasker på chillier, en rød Alex Vanopslagh mod en blå version, og Rosa Lund, der rækker fuck til Pia Kjærsgaard.

For mange politikere er TikTok blevet en del af deres hverdag især op til folketingsvalget. Det er blevet populært at skulle te sig vildt, og det handler nærmest om at overgå hinanden på skævhed og drilleri. »Du bliver nødt til at have en politik, der appellerer til vælgerne, og du bliver nødt til at vise, at du er en politiker, som har en personlighed, der gør, at du med troværdighed kan gennemføre den yndede politik.« Det siger Troels Runge, som er ph.d. fra IT-Universitetet i København og siden 2010 har undersøgt politikernes brug af sociale medier. »Hvis du er en yngre vælger, vil du hellere stemme på en, som møder dig på en platform, hvor du er til stede.« Flere politiske partier ser muligheder i at bruge TikTok, og langt de fleste af de 14 opstillingsberettigede partier er til stede på platformen. En af dem er Liberal Alliance, som med længder er det parti, der klarer sig bedst på platformen. Det viser tal fra ekspert i politisk annoncering, Valdemar Osted, der valgkampen igennem samler data på politikernes gøren og laden på sociale medier og

D

Man kan godt, som Rosa Lund og Alex Vanopslagh gør, drille hinanden, uden at det bliver for dumt, og uden at det bliver for usagligt.

STEFFEN SJØRSLEV Kampagneformand i Liberal Allances Ungdom publicerer dem på dkpolpåsome.dk.

Steffen Sjørslev, kampagneformand for Liberal Alliances Ungdom, forklarer, at de oplever, at førstegangsvælgerne er en sjov gruppe, og han mener, at Liberal Alliance er gode til at fange de unge vælgere, blandt andet fordi de bruger TikTok. Han mener en af grundene er, at de har lavet content, der appellerer bredt, og ikke bare er en gammel mand, der står og fortæller om erhvervspolitik, som kan være tørt - selv for folk, der interesserer sig for politik.

Steffen Sjørslev oplever, at de traditionelle sociale medier i højere grad blevet et pay-to-win-marked. Et marked, hvor man med reklamepenge kan komme frem, som stort set alle politiske partier benytter sig af - og i høj grad også Liberal Alliance. »Det (TikTok, red.) er et rigtigt godt sted, fordi du kan nå rigtigt langt ud, hvor Instagram og Facebook er blevet pay-to-win.

TikTok er et konge eksempel på, at du kan komme rigtig langt ud, uden at det koster os penge.« Hvordan fanger man førstegangsvælgerne?

Ph.d. Troels Runge fortæller, at når man skal fange en førstegangsvælger, er det vigtigt at tænke over, at man ikke nødvendigvis

skal tale direkte til dem, men at man fanger de unge der, hvor de begår sig. »For at fange dem, skal man fange førstegangsvælgernes mor og far, derefter er det vennerne. Men tendensen er blevet, at man går mere efter vennerne end familien blandt andet på grund af den nye kommunikationsform på sociale medier.« For førstegangsvælgeren Frederikke Ingholt, der læser HA almen på CBS, er TikTok ikke et sted, hvor hun bevidst søger viden om politik. Instagram er derimod en af de apps, hvor politikerne har fanget hende mest. »Det er der, jeg bruger mest tid, og på TikTok ser jeg kun de videoer, der er attention grabbing. Så hvis de ikke fanger mig inden for de første to sekunder, swiper jeg videre,« fortæller hun. »På Instagram skal man selv ind og gøre noget aktivt for at finde noget nyt. Det sker hurtigere, at jeg bliver fanget på Instagram end på TikTok, hvor man skal begynde at se en video.« Går det ud over demokratiet, når politikerne opfører sig fjollet på TikTok? Ph.d. Troels Runge mener også, at de politiske budskaber kommer igennem. »Det er jo en af måderne. Det er provokerende, at Rosa Lund rækker fuck, men også meget

sundt, at der bliver rusket op i folk.« »De siger også noget fornuftigt. Der er noget pingpong og nogle meget underholdende samtaler mellem Alex Vanopslagh og Rosa Lund, som kan et eller andet, hvor man også forstår politikken.« Samtidig er hans holdning, at dem, som ikke gider at se på det, kan lade være, for det er ikke dem, man gider at fange alligevel. »En meget vigtig forståelse af kommunikation er også, at man skal jo ikke fange alle de unge. Man skal jo ramme de unge, der er interesserede i politik,« udtaler han.

Steffen Sjørslev fra LA Ungdom ser heller intet problem i, at politikerne laver underholdende ting og prikker til hinanden. Han ser faktisk fordele i det. »Der er flere, som får noget politik, som ellers ikke ville gøre det. Man kan også se, at de videoer, hvor vi i ungdomspartiet klarer os bedst, er faktisk videoer, hvor vi fremlægger, at vi mener noget helt specifikt.« Samtidig er det en måde, hvorpå man kan vise, at man godt kan være på god fod, selvom man har forskellige meninger. Specielt sådan noget med at prikke til hinanden. Rosa Lund tager pis på Liberal Alliances kampagner, og Alex Vanopslagh svarer tilbage og tager pis på de rødes politik. Og det er også noget, der klinger godt i ungdomspartiets rækker, fortæller Steffen Sjørslev. »Man kan godt, som Rosa Lund og Alex Vanopslagh gør, drille hinanden, uden at det bliver for dumt, og uden at det bliver for usagligt.« Men for førstegangsvælgeren Frederikke gør det ikke, at hun får lyst til at stemme på dem. »Det gør, at jeg får lyst til at tjekke op på, hvad er det de står for. Halvdelen af dem fra mit studie synes bare, at Daddy Vanopslagh er perfekt.«

8 ANNONCE

NOVEMBER 2022

9

NOVEMBER 2022

CURLINGKLUBBEN »AF EN ELLER ANDEN GRUND BLIVER FOLK VED MED AT LYTTE TIL VORES PROGRAM«

10

PORTRÆT

NOVEMBER 2022

»Vi hader jo faktisk navnet« Christian Bonde og Maria Fantino har i snart fem år udgjort P3s måske mest populære radioprogram. Nu fortæller de historien om Curlingklubben fra første casting, til beslutningen om at passe på dem selv og programmet ved at overgå til podcast. var hele huset i gang med Danmarksindsamlingen.

I den anledning mødte han Maria for første gang, og de husker begge at de »havde det mega grineren sammen.« Alligevel skulle der gå et år, før de igen kom til at arbejde sammen.

I mellemtiden satte Christian jagten ind på Danmarks bedste vittighed. Sammen med Mikkel Rosendal var han vært på radioprogrammet LOL DK. »Det var egentlig et sommerferieprogram, som nogen lod fortsætte alt for længe,« griner han, da han tænker tilbage på programmet.

Maria arbejdede på ULTRA som tilrettelægger.

Hun stod altså for opbygning af historier og udvikling af idéer og koncepter. Hun nåede at blive afklaret med, at det måske i virkeligheden var dét hun skulle. Det var indtil sommeren 2017, hvor daværende redaktør Adam Duvå Hall insisterede på, at Maria skulle lave SommerMorgen på P3.

Af Amalie Cloigaard Foto: Frederik Kongsgaard

H

istorien om Curlingklubben har sin begyndelse, da Maria Fantino dropper ud af Aalborg Universitet i Sydhavnen. Det gør hun cirka to uger efter studiestarten i september 2015. I oktober bliver hun nemlig optaget på DRs talenthold.

Christian Bonde har også været indskrevet på en uddannelse – flere faktisk. Han startede først på dansk, så jura og til sidst journalistuddannelsen på DMJX. Her startede han i september 2014. Og hans vej ind på DR gik gennem praktikken, som dengang lå på tredje til sjette semester. Han landede praktikpladsen, som mange går og sukker over, og selv beskriver han det som en undervældende oplevelse.

Der var ingen panik for hans vedkommende.

Dagen inden panikdag blev han ringet op og tilbudt pladsen på P3, som i øvrigt var den eneste han søgte, uden som sådan at have en plan b.

Han kom derfor kun til panikdag for at underskrive kontrakten med DR. Da Christian startede på DR i slutningen af januar 2016,

»Det fornemmeste man kan gøre, er at holde mellemledere ude af det.« I efteråret 2017, mens Christian stadig sendte sit sommerferieprogram i stedet for at vende tilbage til DMJX, blev det besluttet i et af DRs mange lag af ledere, at der skulle et nyt program ind i eftermiddagsfladen, og »det skulle være med en dame.« »Du bliver lige prikket på skulderen,« fortæller Maria om de castinger, som blev afholdt til værtsrollerne på det nye program.

Maria og Christian var til casting sammen, og her indledte Maria med »hvorfor har vi ikke talt sammen før?« Resten af castingen er historie, og de havde begge en god fornemmelse, da de gik derfra. Christian forklarer, hvordan de godt kunne se, at de var meget forskellige typer, men at »humor er et fælles sprog.« Ifølge ham er det også derfor, at deres forhold også fungerer uden for radioen. »Det var en torsdag,« siger Maria skråsikkert om den dag, de fik besked om, at de havde fået værtsjobbet.

Helt præcist var det torsdag den 7. december 2017.

Christian griner, ryster på hovedet og spørger: »Hvorfor kan du huske det?« »Det var dagen inden julefrokost. Og jeg håbede virkelig, jeg ville få det, ellers ville jeg sidde og have det mega nederen til julefrokosten.« Nu griner de begge to.

Ingen vidste, at det nye program skulle hedde eller blive Curlingklubben. De fik til opgave at sætte et program sammen, der havde med identitet og relationer at gøre.

Sammen med Søren McQGuire, som var programmets første producerende redaktør, gik Christian og Maria i gang med at idé- og konceptudvikle, for at finde ud af, hvilken form det nye eftermiddagsprogram skulle tage.

Resultatet af turen i udviklingsmaskinen blev et underholdningsprogram.

Når de tænker over, hvordan de kom frem til programmets

format siger Christian: »Det fornemmeste man kan gøre er at holde mellemledere ude af det.« Ifølge Christian kunne Søren McGuire putte de helt rigtige buzzwords på det, som Christian og Maria i virkeligheden ville: hvad end de havde lyst til.

De ville ikke have et fast koncept, som de skulle være tro mod hver gang de tilrettelagde en sender.

Hvis en af dem en dag kom på arbejde med en fiks idé, ville de have muligheden for at tage den med, uden at det spolerede et præmissen for programmet.

Med de rette ord fik Søren McGuire således solgt programmet til mellemlederne, og Curlingklubben gik live første gang den 15. januar 2018.

Skal de selv sætte ord på, hvad det egentlig er de laver, siger Maria: »Vi laver public service, du ikke tænker over er public service.« Jeg spørger ind til navnet på programmet. Maria og Christian kigger indforstået på hinanden, og Christian fortæller: »Noget af det eneste, vi ikke selv har bestemt er navnet. Vi hader jo Curlingklubben.« Maria tilføjer: »Det var noget, en mellemleder synes lød fedt, men ingen taler jo om curlingbørn mere, så det giver ikke rigtig mening.« De har talt om at Curlingklubben efterhånden refererer mere til sporten end curlingbørn. »Nu kan nye lyttere undre sig over, hvorfor programmet har det navn. Ligesom med De Sorte Spejdere og Monte Carlo.« Et seriøst underholdningsprogram eller et seriøst underholdende program Allerede i maj 2018 oplevede Christian og Maria, at Curlingklubben var mere populært end de måske troede.

De blev sendt til Jelling Festival i P3s campingvogn, som nogle handy typer i DR havde savet over på langs for at lave en slags sandwich med bund, top og åbent studie i midten.

Først var de placeret på festivalpladsen med publikumshegn omkring. »Det gik slet ikke. Folk prøvede at klemme sig gennem eller over indhegningen,« husker Maria.

Værterne og hele deres set-up fik et ekstra højt hegn og en hvid presenning til at skærme af for de lidt for ivrige lyttere.

Senere samme år begyndte Christian og Maria at producere videoindhold på eget initiativ. De optog videoerne efter arbejde, og idéerne var deres egne.

Selv nævner de ‘eat it or wear it’-challenge, som en af de videoer, der står tydeligt i hukommelsen. Sammen med en række andre videoer, blev den lagt op på P3s Facebook og Youtube. »Det var jo noget vi lavede efter arbejdstid, fordi vi synes, det var sjovt.« De vurderer selv, at videoerne har været med til at øge deres popularitet.

Siden er de ikke blevet mindre populære. De har vundet Zulu Awards for årets lyd intet mindre end fire år i træk, og de er det eksisterende P3-program, der har sendt i længst tid. »Af en eller anden grund, bliver folk ved med at lytte til vores program,« siger Christian forundret.

Det er gennemgående, at de to værter ikke lader til at forstå, hvorfor lytterne er så vilde med programmet.

PORTRÆT

NOVEMBER 2022

11

Curlingbørnene er vokset fra klubben Begge understreger dog, at de er utroligt glade for den opbakning og kærlighed de modtager, både i indbakken og når de møder lyttere.

De beskriver det samtidig som lidt overvældende, når de modtager beskeder fra lyttere, som fortæller, at Curlingklubben har hjulpet med angst og depression: »Det kan være svært at finde ud af, hvad man skal sige.« Maria følger op med: »Man vil bare give dem en god oplevelse.« Og derfor kan det være svært at finde det helt rigtige at sige i mødet med lyttere i det hele taget.

Indholdsmæssigt har det ingen betydning om programmet har 500 lyttere eller 500.000 lyttere. Det vigtigste for Christian og Maria, er at de selv synes, det er sjovt, når de lægger kursen for hver udsendelse.

De fortæller alligevel, hvordan de kan mærke, at der skal flere overvejelser til, inden de laver jokes om alvorlige emner: »Vi føler stadig, at vi kan sige alt. Men vi kan ikke sige alt konsekvensfrit.« De oplever af og til, at lyttere skriver ind på sms, fordi de synes, at et indslag eller en kommentar er over grænsen.

Det seneste eksempel er lækagen på gasledningen ved Bornholm. Christian forklarer, hvordan de behandler sådan et emne, inden det havner i radioen: »Mens vi fandt på det, sad vi jo sammen som redaktion, kiggede hinanden i øjnene og talte om de konsekvenser, det kan få at lave sådan et indslag.« Her modtog de et par beskeder fra lyttere, der ikke synes, det var helt inden for skiven.

Jeg spørger, om de nogensinde er havnet i problemer på grund af noget, de har sagt i radioen. »Det man lærer, når man har lavet radio i noget tid, er, at cheferne sjældent lytter med,« fortæller Maria.

Så er det heldigt, at Ekstra Bladet lytter med.

De husker tilbage på en aprilsnar, de lavede i 2020, hvor mediet i hvert fald mente, at de var i problemer.

Aprilsnaren gik ud på, at Christian var død. »Vi modtog et par sms’er fra lyttere, som synes det var for meget, men så tog Ekstra Bladet fat i de kommentarer, der var på Facebook, hvor folk var rasende, og lavede en shitstorm-historie,« fortæller Maria.

P3s redaktionschef var ude at beklage, men derefter skete der ikke mere yderligere.

På den måde kan de godt mærke, at de kan tillade sig at gå langt, fordi Curlingklubben er blevet et program, som trækker rigtig mange lyttere til kanalen.

Privat på P3 Et af Curlingklubbens kendetegn er Christian og Marias personlige værtskab, og særligt personligt blev det, da de tog Marias MeToo-historie op i radioen.

Sofie Lindes tale til Zulu Comedy Galla 2020, gav Maria lyst til at fortælle sin egen historie. »Samtidig er Genstart i gang med at lave et afsnit om krænkelser i DR, og de spørger om jeg vil være med,« fortæller Maria.

Hendes historie handler i korte træk om en tidligere chef, der begynder at sende hende trusler, efter hun har været medunderskriver på en klage over ham: »Så længe du gemmer dig, har de magt,« siger Maria, da hun forklarer, hvorfor hun ønskede at dele sin historie.

Kort efter Comedy Galla gik Maria til sin chef for at meddele, at hun ville fortælle sin historie, og at Genstart gerne ville hjælpe med det.

Da afsnittet af Genstart med Maria var udkommet, gennemgik de hele forløbet for åben mikrofon. »Du skulle bare gøre, hvad du havde brug for, og det var med fuld opbakning,« siger Christian om sin rolle.

Som en del af det personlige værtskab har de begge tit historier og undringer med hjemmefra, hvorfor lyttere kan få følelsen af at kende de to værter.

De mener selv, det er en at programmets styrker, men det har også været årsag til akavede situationer.

Christian refererer en episode i Odense for et par år tilbage, hvor en veninde begynder at sige til fremmede: »Er det ikke ham fra Curlingklubben?« mens hun peger på Christian.

Hurtigt flokkes barens gæster om dem, og de ender med at flygte fra stedet:»Det var en lidt speciel oplevelse,« siger han om episoden.

Maria supplerer: »Man lærer først, hvor meget anonymitet er værd, når man mister den.« Hun kan godt savne at kunne tage på Roskilde Festival, uden at tænke over, at nogen ser hende vælte rundt. »Men jeg tager afsted. I trods,« slår Maria fast.

Og det er selvom hendes veninder har været nødt til at lyve om, hvor hendes camp var, fordi de tidligere oplevede, at nogen prøvede at kravle ind i et telt, de troede var hendes.

Ved at holde fast i deres gamle venner, føler Christian og Maria sig meget almindelige. Derfor har de gjort meget ud af, at pleje deres venskaber uden for mediebranchen.

De medgiver dog, at en meget stor fordel ved hinanden er, at den anden ved, præcis hvad de går igennem.

Fremtiden er ikke live Fra januar 2023 stopper Curlingklubben med at sende live. I stedet overgår de til kun at udkomme som podcast to gange om ugen.

Det kan næsten siges at være en konsekvens af deres succes og udvikling.

I 2022 lavede de tre TV-programmer, hvilket betød, at de kun udkom som rejsepodcast, og var fraværende på P3 i fem måneder.

Først var de på Færøerne, hvor de hyrdede får og kogte søpapegøjer med sandkagedej til Curlingklubben på Færøerne.

Derefter rejste de Danmark tynd, mens de skrev deres egen dansktopsang under produktionen af Fantino og Bonde på dansktoppen.

Og henover sommeren var de i Thailand af to omgange for at optage et program om sabbatår.

Månederne med TV-optagelser har ikke kun betydet, at deres lyttere skulle undvære dem. Det har deres respektive partnere også. Og omvendt selvfølgelig.

I det nye år er det planlagt, at Christian og Maria skal lave endnu mere TV. Skiftet fra liveradio til podcast er derfor både et hensyn til dem selv og Curlingklubben som lydmedie. »Det er sjovt at lave TV, men det kræver virkelig også meget arbejde,« fortæller Christian.

Værterne omtaler begge Curlingklubben på lyd som »deres hjertebarn,« og hvis de skal passe på det, mens de laver TV, kan de ikke sende to timers tilrettelagt liveradio fra mandag til torsdag: »Det er hårdt arbejde at lyde så uforberedte,« griner de begge.

Ved at overgå til podcast undgår programmet samtidig perioder, hvor Christian og Maria alligevel ikke ville sende, enten grundet udvikling eller TV-optagelser.

Ved annonceringen af omlægningen aflivede værtsparret i samme omgang enhver tvivl, der måtte være om, hvorvidt de fortsætter. Det gør de.

Mens de ikke udelukker, at de kommer til at lave noget hver for sig, forestiller de sig begge, at det bliver sideløbende med Curlingklubben. At gå helt hver til sit ligger ikke i kortene på nuværende tidspunkt: »Det er der intet, der taler for«, fastslår de.

12

SAMFUND

NOVEMBER 2022

Få faglærte i Folketinget - Et demokratisk problem?

En tredjedel af den danske befolkning er faglærte, men kigger man ind på Christiansborg, er det kun en tiendedel af Folketingets medlemmer, der har en erhvervsfagliguddannelse. Folketinget afspejler ikke den danske befolkning, men er det et problem?

Tekst af Kristine Harter Foto af Kristine Harter

P

å en parkeringsplads i Odense står 26-årige Thomas Skriver Jensen klar til at dele frisktrykte flyers ud. Han er tidligere formand for Dansk Metal Ungdom.

Han har en erhvervsuddannelse, og så er han nyopstillet folketingskandidat for Socialdemokratiet.

I anledning af valget har han fået fri fra sit daglige virke som industritekniker, det man i gamle dage kaldte en maskinarbejder. Thomas Skriver Jensen forklarer, at dagene som maskinarbejder bliver brugt på at programmere maskiner, der producerer diverse ting i blandt andet plastik, metal og messing.

Når man spørger Thomas Skriver Jensen, hvad der er hans vigtigste budskab, er der ikke meget slinger i valsen. »Det vigtigste budskab, jeg kommer med, er det demokratisk retfærdige i, at folk på gulvet også har en at spejle sig i,« fortæller han.

Uddannelsesbaggrund i Folketinget På Folketingets hjemmeside kan man læse, at der ikke sidder mange som Thomas Skriver Jensen i Folketinget. Knap ti procent af folketingsmedlemmerne har en erhvervsfaglig uddannelse, og det afspejler ikke den danske befolkning, hvor over 30 procent er faglærte.

Ser man på tallene for, hvor mange der har en lang videregående uddannelse, er der også en forskel blandt folketingsmedlemmer og den danske befolkning. Kun lidt over ti procent af danskerne har en lang videregående uddannelse, mens det blandt folketingsmedlemmer er op mod halvdelen.

Palle alene på Borgen Da Thomas Skriver Jensen bliver spurgt, om han føler, at han skiller sig ud fra sine par-

tifæller på Christiansborg, kommer svaret prompte: »Ja, nu? Ja, for satan! Det er en meget, meget lille gruppe arbejdere, der sidder på Christiansborg nu og en virkelig stor gruppe akademikere.« Det skræmmer dog ikke Thomas Skriver Jensen væk fra livet som folketingspolitiker.

Han mener nemlig, at han netop kan bidrage med noget nyttigt og unikt i Folketinget i kraft af sin uddannelse, ikke på trods af. »Der er bare forskel på, om man har været vant til at sidde på en skole eller på et kontor, eller om man har været vant til at være ude på et fabriksgulv – det gør noget ved den måde, man bliver dannet på,« mener Thomas Skriver Jensen.

Han fortæller, at han ikke frygter at blive hægtet af i det politiske spil med sine akademiske kollegaer, fordi han har været vant til at føre politik gennem sit tidligere formandskab i Dansk Metal Ungdom.

Flere faglærte i Folketinget kan være en fordel Roger Buch, ph.d. og M.A i statskundskab og med mange års forskningserfaring inden for forskellige områder i politik, forklarer, om fordelene ved flere faglærte i Folketinget og siger, at de kan bidrage med noget særligt.

Han fortæller, at det kan være positivt at få forskellige livserfaringer fra forskellige dele af vores samfund med ind i Folketinget. Her fremhæver han specielt tre ting, som er argumenter for mere diversitet: Viden, livsperspektiv og holdninger.

En faktuel viden fra dem, der har en erhvervsuddannelse, fordi de har viden på andre områder end en akademiker i kraft af deres forskellige uddannelser.

Et livsperspektiv fra folk, der kan fortælle, hvordan det egentlig er at leve som faglært

Han understreger, at det er en politisk dieksempelvis, hvordan det foregår ude på bygskussion, hvorvidt det er et problem eller ej. gepladserne.

Han er ikke i tvivl om, at der er mange, der Anderledes holdninger, idet mennesker har ser en problematik i Folketingets skævhed. holdninger, alt efter hvor de er i vores samDog er det eneste, der er bygget ind i vores fund. Eksempelvis kan maskinarbejdere have demokratiske model, at partierne får de manandre holdninger end en bankdirektør. dater, der svarer nogenlunde til de stemmer, Roger Buch fortæller, at de forskellige de har fået, og en afspejling af geografi fordi livserfaringer naturligvis også kan findes i de fordeler mandaterne rundt i landet. andre parametre, som eksempelvis alder eller Roger Buch forklarer, at det ville være etnicitet, og ikke kun i forhold til uddannelse. meget vanskeligt at bygge de forskellige paraPå byggepladsen ser de også fordele ved flere metre ind i vores demokratiske system, men folk fra gulvet, fortæller 20-årige Joachim alligevel muligt på nogle punkter. Det har Gerard Pedersen og hans kollegaer. Han er man dog valgt ikke at selv uddannet gøre.

VVS-installatør, og for ham er »Så, hvis det er et probsagen klar: lem, er det altså et prob»Jeg ville lem, som partierne og gerne se flere med erhvervserSå, hvis det er et problem, vælgerne selv skaber,« faring i Folketer det altså et problem, som siger Roger Buch.

Han uddyber, at der er inget, så vi får partierne og vælgerne selv mulighed for at finde ernogle, der ved, skaber. hvervsuddannede blandt hvad de snakker partiernes medlemmer, om.« ROGER BUCH men at det i sidste ende Bag ham nikker ph.d og M.A i statskundskab. er partierne, der træffer hans kollegaer beslutningen om, hvem samstemmende, der skal være kandidater imens de skruer til Folketinget. Det er også partierne selv, der videre på en radiator. bestemmer, om det er den faglærte kandidat Joachim Gerard Pedersen fortæller, at han eller den akademiske kandidat, der skal sidde som faglært ikke føler sig repræsenteret i i Folketinget. Han belyser samtidig vælgernes Folketinget, og spørger man ham, om han har egen mulighed for at stemme på en faglært. tænkt sig at stemme, lyder svaret: »Ja, det har jeg.« Selvsikker arbejder Tilbage ved Thomas Skriver Jensen er der Er manglende afspejling et demokratisk ikke meget at være i tvivl om, da han bliver problem? spurgt, om han kommer til at sidde i FolketSelvom Roger Buch ser fordele ved at have inget efter valget: flere faglærte i Folketinget, mener han ikke, »Ja, det gør jeg,« siger han med en sikker at det er et problem, der skal diskuteres ud fra røst. et demokratisk synspunkt.

Han fortsætter derefter med at dele sine »Vi har ikke nogen demokratisk facitliste, flyers ud og håber på, at han kan veksle dem der siger, at vi skal have den afspejling på til en plads i Folketinget. forskellige dimensioner,« fortæller han.

Grafik fra Folketinget.dk, Tallene er fra 2019

SAMFUND

NOVEMBER 2022

13

Forstå populisme: Et effektivt greb, der nemt kan misforstås I løbet af de seneste tyve år har højrenationalismen fundet vej ind i de europæiske parlamenter. De højrenationalistiske partier bliver ofte beskyldt for at være populistiske, fordi de er højreorienterede, men det er en misforståelse, mener to eksperter, der forsker i populisme.

Af Olivia Morsing Illustration: Timothy Martin

S

å sent som i sidste måned fik Italien en ny højrenationalistisk regeringsleder, Giorgia Meloni, og samme måned stormede det højrenationalistiske parti Sverigedemokraterna ind i den svenske Riksdag med ca. 20 procent af stemmerne.

Sammen med utallige andre højrenationalistiske partier og politikere på tværs af Europa, kæmper de for mindre immigration, multikulturalisme og EU. Fælles for dem er ikke kun et politisk ståsted, men også det at de jævnligt bliver kaldt populister. Det er der en vis sandhed i, men der eksisterer samtidigt en misforståelse af, at de er populistiske, fordi deres politik er højreorienteret. For at forstå højrepopulismen, må man forstå populismen og dens årsager og konsekvenser.

Ifølge forsker i populisme og professor ved Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet, Christian Rostbøll, dækker betegnelsen populisme over et fjendtligt forhold mellem folket og eliten. Populister mener, at folket skal have gennemført sin vilje, og at politiske beslutninger kun er legitime, hvis de er til fordel for dem, populisterne kalder for folket - en gruppe de selv udpeger, hvem er.

At man er populist, fordi man er indvandrerkritisk eller fører en højrenationalistisk politik, er en misforståelse. Det forklarer populismeforsker på RUC Allan Dreyer Hansen, der understreger vigtigheden af, at man adskiller det at være indvandrerkritisk fra at være populist. Christian Rostbøll peger på, at populisme er en forståelse af grupperinger i samfundet, mere end det er en politisk holdning. »Der vil være nogen, der siger, at man er højre populist, hvis man er indvandrerkritisk.

Jeg vil sige, at man først er højrepopulist, hvis man siger, at grunden til dårligdommene i samfundet er, at vi har en elite, der undertrykker folket,« forklarer Allan Dreyer Hansen.

For højrenationalister består ‘dårligdommene i samfundet’ ofte af indvandring, og det højrepopulistiske opstår, når de anklager en ‘elite’ for at være skyld i det - hvad end det er EU, regeringsmagten, den dybe stat eller noget helt fjerde. Allan Dreyer Hansen kalder ordene ‘folk’ og ‘elite’ for nærmest tomme kategorier, der kan udfyldes forskelligt alt efter, hvem der ser.

En forandret verden Årsagerne til at højrepopulismen har gjort sit

indtog er mange og tvetydige. Christian Rostbøll peger på, at der både findes økonomiske og kulturelle forklaringer.

Ifølge ham er de økonomiske forklaringer forbundet med finanskrisen i 2008 og nogle af de konsekvenser, globaliseringen har medført. Mange af dem, der støtter højrepopulismen, har oplevet, at deres lønninger er stagneret, at de har mistet deres arbejde, eller at den virksomhed, de arbejdede i, er blevet ud-

Der vil være nogen, der siger, at man er højre populist, hvis man er indvandrerkritisk. Jeg vil sige, at man først er højrepopulist, hvis man siger, at grunden til dårligdommene i samfundet er, at vi har en elite, der undertrykker folket.

ALLAN DREYER HANSEN Forsker i populisme, RUC

flyttet eller lukket. »Når de sammenligner sig med resten af samfundet, så føler de ikke, at deres situation er blevet forbedret lige så meget som dem rundt omkring dem.« De kulturelle forklaringer bunder i, at der er grupper i samfundet, som ikke føler sig tilstrækkeligt set, hørt eller taget alvorligt, og som har mistet en status, de før har følt en stolthed over at have. Det er de grupper, som højrepopulister særligt appellerer til. »Der er ikke noget specielt godt ved at være mand længere, for nu har kvinder samme status. Der er heller ikke noget specielt godt ved at være kristen, for andre religioner er lige så vigtige. Der er heller ikke noget specielt godt ved at være hvid.« Højrepopulisme eller ej Allan Dreyer Hansen har beskæftiget sig med et studie, som bl.a. analyserer Dansk Folkepartis kampagner under folketingsvalgene i 2001 og 2015. Et parti, der ofte bliver kaldt populistisk, fordi de i mange år har opstillet et ‘os og dem’-forhold mellem etniske danskere og indvandrere, og anklaget en elite for at tillade denne indvandring. »I 2001 er der en meget kraftig populisme og udpegning af, at det er den kulturradikale elite og EU-elite, der er skyld i, at Danmark og resten af Vesteuropa bliver oversvømmet af illegitim indvandring. I 2015 er elite-kritikken stort set væk. Der er stadigvæk masser af kritik af muslimsk indvandring, men i den måde jeg forstår populisme på, er det ikke

højrepopulistisk, men derimod højrenationalistisk.« Allan Dreyer Hansen kalder det ”ekstremt effektfuldt” at benytte populisme, altså en kritik af eliten, som et greb til at fremme den politik, man gerne vil have indført. Han mener, at årsagen til, at Dansk Folkeparti ikke har været særligt populistiske i mange år, skyldes, at andre partier delvist har overtaget den udlændingepolitik, partiet længe har været bannerførere for. Derfor har partiet mistet en ‘elite’, som de kan kritisere for at have tilladt indvandringen.

Han fremhæver Inger Støjberg, som en politiker, der agerer populistisk. Hun opstiller nemlig en konflikt mellem land og by, når hun udpeger ‘provinsdanmark’ som folket og ‘salonerne i København’ som eliten. Men han tøver dog med at kalde hendes parti, Danmarksdemokraterne, for populistisk.

At kalde Danmarksdemokraterne for et populistisk parti, det kommer helt an på, hvordan de agerer efter et valg. Det kan sagtens være, de bliver meget mere system-integrerede, ligesom det er sket med Dansk Folkeparti.« Et demokratisk problem?

Hvorvidt populisme er gavnligt eller skadeligt for demokratiet kommer an på, om populisterne er en del af oppositionen eller magten, mener Christian Rostbøll. »Så længe de populistiske partier er i opposition, så kan de være motiverende for politisk deltagelse. Der er mange af de populistiske partier, især højrefløjspartier, der motiverer folk til deltagelse, som ellers har været sofavælgere eller aldrig deltaget i demonstrationer. Så nogle ser det som et plus for demokratiet, at der er en bredere gruppe, der bliver involveret i politik.« Det demokratiske problem opstår, når de populistiske partier kommer til magten, fordi de begynder at begrænse politiske modstanderes muligheder for at være uenig med dem. »De har generelt set ikke respekt for deres politiske modstandere. Man ser det i lande som Ungarn og Polen, som ikke længere regnes for demokratier, fordi de fratager modstanderes politiske rettigheder og lukker ned for oppositions-medier.« Hvorvidt populisme er mest gavnligt eller skadeligt for demokratiet, findes der ikke et entydigt svar på. Det opstår, når grupper i samfundet føler sig overset, og det er et effektivt greb, der kan skabe dagsordener og ny politik.

14

SAMFUND

NOVEMBER 2022

Klimaaktivister forsøger ikke at overbevise dig om noget, når de punkterer bildæk på Frederiksberg Klimasabotage vidner om frustrerede klimaaktivister, der går uden om det politiske system for at redde klimaet.

Af Mads Justesen Foto: Mads Juestesen

I

rritationen har nok været svært at skjule for bilejerne på Frederiksberg Allé. I hvert fald dem, der er så heldige - eller måske uheldige - at eje en SUV. I ly af natten den 27. september havde en gruppe aktivister nemlig piftet dækkene på deres biler. På et A4-papir i forruden kunne de læse ‘ADVARSEL - din benzinsluger dræber.’

‘Du er sikkert sur, men tag det ikke personligt,’ fortsatte beskeden. ‘Det er ikke dig, det er din bil. Vi har gjort det, fordi det har enorme konsekvenser for andre, at du kører i en kæmpe bil.’

Sedlen var underskrevet The Tyre Extinguishers - Dækslukkerne. En international klimabevægelse, der to gange i september punkterede dækkene på SUV’er på Frederiksberg Allé. Aktionerne blev fordømt af flere politikere, som kaldte det chikane og hærværk, imens andre kritiserede aktionerne for at være kontraproduktive for klimabevægelsen. For hvem bliver overbevist af at få sin bil punkteret?

Men selvom dét næppe er forkert, så er det også en fejllæsning af aktionens intention.

The Tyre Extinguishers mål er nemlig ikke at overbevise folk. De forsøger ikke at appellere til nogens fornuft eller følelser. Deres mål er ene og alene at tage sagen i egen hånd og nedbringe CO2-udledningen, selvom det indebærer at bryde loven. På den måde skriver gruppen sig ind i den mest radikale del af den internationale klimabevægelse, som ikke tror, at klimakrisen kan løses på demokratisk vis.

Det er ikke noget godt tegn for demokratiet, at folk føler sig nødsaget til at lave klimasabotage. Sådan burde det ikke være i et velfungerende demokrati.

BENJAMIN FARRER Forsker i klimasabotage, Knox College Den demokratiske vej har slået fejl Det er svært at finde ud af, hvem der præcist står bag aktionerne på Frederiksberg.

Gruppen, der blev oprettet i 2021, men først begyndte at lave aktioner i Storbritannien

tidligere i år, har ikke svaret på interviewforespørgslerne, jeg har sendt. Men hvis de gjorde, ville de nok ikke kunne fortælle mig, hvem der stod bag aktionen - om de så ville det eller ej. For enhver kan melde sig under fanerne og udføre aktioner for The Tyre Extinguishers.

På deres hjemmeside er der en guide til, hvordan man pifter dækkene, hvilke biler man skal være på jagt efter, og hvordan man undgår at blive opdaget. Efter aktionen sender man dokumentation til en email-adresse, hvorefter gruppen tager ansvar for handlingen og publicerer aktionen på deres hjemmeside og Twitter.

Selvom vi ikke med sikkerhed kan sige det, er der god grund til at tro, at de, der står bag aktionerne, deler de samme fællestræk som andre radikale aktivister, der tyer til sabotage.

Det fortæller Benjamin Farrer, der er lektor ved Knox College i USA, som har forsket i klimasabotage og radikale klimaaktivister.

Ifølge ham er det ofte aktivister, der er løst forbundet med mere mainstream klimabevægelser. Typisk arbejder de i små celler på omkring fem-seks mennesker, hvor de arbejder i hemmelighed.

Men selvom det måske lyder dramatisk, så er sabotørerne almindelige mennesker, fortæller Benjamin Farrer. »Der er en opfattelse af at klimasabotage er en irrationel handling, som kun bliver udført af voldsparate mennesker, som ikke er rigtige klimaaktivister,« siger Benjamin Farrer.

Det, mener Benjamin Farrer, er en fejlantagelse. Hans forskning viser nemlig, at sabotørerne har mere tilfælles med fredelige aktivister, end de har med terrorister eller hooligans.

Men på et punkt adskiller klimasabotørerne sig fra de andre klimaaktivister. De er nået til et punkt, hvor de ikke længere mener, at almindelig aktivisme slår til, og derfor tager de mere drastiske midler i brug. På den måde skal de piftede dæk på Frederiksberg ikke ses som et argument, som forsøger at overbevise bilejerne, politikerne eller den øvrige befolkning. Formålet er derimod blot at forhindre bilerne i at blive kørt.

»De går uden om systemet, for at gøre det, som de mener, skal gøres for at redde menneskers liv på den lange bane,” siger Benjamin Farrer.

Det ræsonnement har ført til adskillige sabotageaktioner. Navnligt i USA, hvor klimasabotage som fænomen har sine rødder i 1980’erne. Her så man ildspåsættelser af bil-

demokrati har slået fejl. Han tror derimod, direkte demokrati med borgerting er nødvendigt for at kunne løse klimakrisen. »Vi kan ikke stole på, at klimakrisen bliver ordnet ovenfra. Så længe det politiske system ser ud som det gør, så er sabotage en måde at arbejde uden om det på,« siger Kristoffer Krogh, som håber og tror, flere begynder at

forhandlere og store bygningsprojekter, og i 2021 blev aktivisten Jessica Reznicek idømt otte års fængsel for en række angreb på Dakota Access Pipeline, der skulle føre fossilt brændstof fra North Dakota til Illinois.

gøre oprør.

Benjamin Farrer mener også, at klimasabotage vil stige i fremtiden. For ham handler det om mere end bare sabotage og piftede bildæk.

Det handler om en stigende gruppe borgere, som ikke længere tror på demokratiet. »Det er ikke noget godt tegn for demokratiet, at folk føler sig nødsaget til at lave klimasabotage. Sådan burde det ikke være i et velfungerende demokrati.« Derfor håber han, at det politiske system tager deres frustration alvorligt. Omvendt anerkender Benjamin Farrer, at det er en umulig balancegang. Enten må man ekskludere folk, som ikke føler sig hørt, eller også må man lukke folk ind, som ikke anerkender demokratiets spilleregler. »Det er en svær balance, som ingen nogensinde har ramt perfekt. Det perfekte samfund findes ikke.« Men en ting er sikkert, mener Benjamin Farrer. Klimaaktivisternes frustration forsvinder ikke, selvom det politiske system ignorerer dem.

Frustrationen i klimabevægelsen kan blive et demokratisk problem Udenfor en café på Nørrebro i København møder jeg Kristoffer Krogh. Her sidder han sammen med sine medaktivister i Extinction Rebellion og arbejder. Han møder mig med et genert smil, men ansigtet bliver hurtigt alvorligt, da vi begynder at tale om klimaet. Personligt har han ‘fuld forståelse’ for aktionerne på Frederiksberg Allé. »Vi står ved kanten til afgrunden, så selvfølgelig vil folk gøre oprør,« siger Kristoffer Krogh.

Så længe sabotagen ikke skader mennesker eller naturen, ser han det som en legitim strategi. En holdning mange i klimabevægelsen deler med ham, mener han. Ifølge ham har klimakrisen vist, at det repræsentative

KULTUR 15

NOVEMBER 2022

Klumme: Modebranchen mæsker sig i materielle goder Igen i år afholdes Alt for Damernes store modefest, ”Guldknappen”, hvor bladet og dets læsere kårer Danmarks bedste modebrand. Kriterierne er, at brandet er danSk og dets tøj af lækker kvalitet. Men hvad med miljøet?

Skal der ikke tages højde for, hvilke brands der skader vores klima mindst, når folket stemmer på deres favorit modehus? Jeg tog til fest i Operaen for at få et kig ind i créme de la crème af den danske modebranche.

I stedet for at fylde Operaen med dyre produkter i plastbeholdere og smart tøj i lange baner, kunne der indføres nogle klima-kriterier eller en bæredygtighedskomité.

Af Mia Krogh Foto: Mia Krogh e tre nominerede brands er Rabens Saloner, Samsøe Samsøe og DAY Birger et Mikkelsen.

Kvinder fra nær og fjern er flokkedes til Operaens bjergtagende foyer - den ene mere stylet end den anden iført de seneste trends.

Blandt kendisser, champagne og kameraers blitzer, byder Rikke Dal Støttrup, chefredaktør for Alt for Damerne, velkommen på scenen i den marmor beklædte sal. »Selvom vi er midt i en krise, og vi skal tænke på miljøet, har vi vel lov at blive inspireret,« griner Rikke Dal Støttrup, og festen er skudt i gang.

Rikke Dal Støttrup har inviteret livsstilseksperten Anne Glad på scenen, og nu skal der debatteres. Årets samtaleemner er bæredygtighed og klima. Anne Glad starter i fødevareafdelingen og taler om grøntsager, som var det et nyt koncept. Hun fortæller, at man sagtens kan undlade kød én dag om ugen, og at diverse grøntsager kan tilberedes, så man ikke “går glip” af smagen af kød. »Det er jo nok lidt nemmere for kvinder det der med at spise grøntsager. Mænd er mere sådan ’kan det grilles?’,« Tilføjer Rikke Dal Støttrup, og de to kvinder griner.

Anne Glad fortæller dernæst om danskernes adfærd under Coronakrisen, som vi næppe kommer udenom. Hun fortæller, hvordan danskernes forbrug har været ekstremt under krisen, og at der ikke er blevet holdt igen med impulskøb på nettet. Der er blevet shoppet interiør, biler, elektroniske gadgets og ikke mindst modetøj. Hun fortæller ligeledes, hvordan diverse tøjproducenter har sprøjtet tøj ud, og hvordan de blev ved med at gøre det med en klar forventning om, at danskernes shoppingvaner ville

D

fortsætte i samme overflod.

BANG, så ramte endnu en krise. Krigen mellem Rusland og Ukraine tog fart og har skabt fatale konsekvenser for hele Europa.

Inflationen stiger, og detailhandlen har nu alt for mange varer på lager. Dog fastholder Anne Glad, at modebranchen er så godt som bæredygtig, og at modehusene i langt højere grad, tager ansvar for deres del af klimakrisen. Men gør de nu også det? Ifølge

Det er jo nok lidt nemmere for kvinder det der med at spise grøntsager. Mænd er mere sådan ’kan det grilles?’

ANNE GLAD Livsstilsekspert en række artikler fra bl.a. The World Bank, forholder det sig sådan, at modeindustrien, på verdensplan, bruger 93 milliarder kubikmeter vand om året. Dette er ifølge UNEP (United Nations Environmental Programme) nok til at slukke tørsten på fem millioner mennesker årligt. Ifølge de samme artikler, stammer en femtedel af verdens vandforurening fra farvning og behandling af tøj, og modebranchen står årligt for, at smide en halv million tons mikroplast i havet. Dette er blot nogle af de klimakonsekvenser, vi som forbrugere bør forholde os til. Vi bør, når vi køber tøj, gå efter både GOTS-mærket (Global Organic Textile Standard), der beretter, at 95% af fibrene er økologiske, og at diverse kemikalier, blegemidler og farvestoffer er undladt. Vi bør ligeledes være opmærksom-

dyre produkter i plastbeholdere og smart tøj me på Svanemærket og EU-blomsten, som i lange baner, kunne der indføres nogle kliisær stiller krav til brugen af skadelige kemima-kriterier eller en bæredygtighedskomité. kalier inden for tøjproduktion, og sidst men Derudover undlade “ekstravagante” goder ikke mindst Fairtrade-mærket, som sikrer, at som styling af hår og konsumeristiske goodmennesker der har været med til at lave tøjet, iebags og i stedet tilbyde de deltagende en er blevet betalt- og behandlet ordentligt. workshop, hvor eksperter demonstrerer, Tilbage i Operaen runder Rikke Dal Støthvordan man kan sy sine styles om eller bytte trup talken med Anne Glad af ved at spørge, dem til andre brugte styles. Rikke Dal Støthvorvidt vi under denne krise får råd til at trup som vært for arrangementet kunne også købe lækkert designertøj, eller om vi skal renoverveje at italesætte elefanten i rummet; det de rundt i billigt ”stangtøj”, som hun kalder kæmpe klimaaftryk modeindustrien har på det. Latteren tager til, og det hele virker vores planet. ærligt talt en anelse ”tonedøvt”. I hvert fald “Årets store kvindefest” lakker mod enhvis man ser på de udfordringer, industrien den, og efter kendiskvinder har gået catwalk står over for, samt de klimamål de gerne skal og overrækkelsen af “Guldknap”-prisen til leve op til i fremtiden. Tøj skal nemlig bestå DAY Birger et Mikkelsen har fundet sted, gør af mindst 40% genanvendt materiale inden Rikke Dal Støttrup opmærksom på, at man 2030. Sådan lyder det grønne samarbejde skal huske at besøge Remington, der tilbyder mellem Miljøstyrelsen og mode- og tekstilhårstyling til den helt store guldmedalje, ej branchen. Googler man de tre nominerede at forglemme en goodiebag, som indeholder brands, vil man finde sites med information et Remington krøllejern og lækre skønhedomkring deres bæredygtighed. Her angiver sprodukter (til en samlet værdi af 2.500 kr.).

Rabens Saloner, at de følger FN’s verdensmål Derudover kan man også ude foran Operaen for bæredygtig udvikling. Rabens Saloner apvinde en splinterny Renault Megane. Jeg forpellerer til: lod Operaen og tog havnebussen tilbage til »At du giver tøjet nyt liv ved at donere det fastlandet uden en intention om at deltage i til genbrugsbutikker eller videresælger det på næste års arrangement. Dog er jeg mere bevsecondhand-markedspladser«. idst end nogensinde før, om at det er essentiSamsøe Samsøe skriver på deres hjemmeelt at værne om miljøet, også når vi shopper side: tøj. »Vi arbejder på at tilbyde fuld gennemsigtighed i vores produktion«, (oversat fra eng.)

Af DAY Birger ét Mikkelsens hjemmeside fremgår det, at de stræber efter, at 70% af hver af deres kollektioner skal være lavet af 100% genbrugte materialer. Men at man “appellerer til” eller “stræber efter” lyder i mine ører som tomme løfter. De tre brands vælger jo alligevel at lade sig “eksponere” til, hvad, jeg mener, er et langt fra bæredygtigt arrangement.

Jeg synes, det virker besynderligt, at på trods af at folkene bag arrangementet er bevidste om modeindustriens enorme klimaaftryk, alligevel vælger at fejre Guldknappen på en måde, der ikke ligefrem er klimavenlig. Hvorfor ikke ”skrue ned for charmen” og gøre det jordnært? I stedet Livsstilsekspert Anne Glad (tv.) med chefredaktør Rikke Dal Støttrup for at fylde Operaen med (th.)

16 KULTUR

NOVEMBER 2022

Fra selvlært YouTube-guitarist til udpeget rockhåb Ihærdighed og musikalsk forkærlighed viste sig for Plini at være opskriften på et internationalt gennembrud, hvorfor han pludselig kunne udskifte computerskærmen med landevejen. Han turnerer nu verdenen rundt for at udbrede den progressive metal, og i den forbindelse gæstede det australske guitarfænomen Kansas City i Odense.

Man behøver ikke at være inde i progressiv metal for at kunne nyde det.

Det skal være catchy og nemt at lytte til. Målet er ikke, at det skal være teknisk eller avanceret. Det er bare en bonus.

PLINI ROESSLER-HOLGATE Guitarist og komponist

Af Jeppe Seiding Olsen Foto: Jeppe Seiding Olsen

P

å Kansas City i Odense er de sidste forberedelser inden aftenens koncert ved at nå sin ende. Spillestedet får besøg af guitaristen Plini, der i dette efterår har taget hul på endnu en af sine europaturnéer.

Plini Roessler-Holgate, der går under kunstnernavnet Plini, er en 30-årig australsk guitarist og komponist inden for progressiv metal, som siden udgivelsen af sit debutalbum i 2011 har cementeret sig som én af genrens mest anerkendte instrumentalister.

Han tog sine første spæde skridt ind i musikbranchen for 11 år siden under aliasset Halycon, hvor EP’en Pastures ramte gaden med sange som Django Fett, Noodle, Noodle 2 og Noodle 3. Med seneste tilføjelse af albummet Impulse Voices tæller Plinis’ diskografi i dag seks EP’er og to anerkendte studieindspillede albummer. Om Handmade Cities fra 2016 sagde den grammyvindende guitarist Steve Vai blandt andet: »Det er et af de fineste, fremadtænkende, rytmiske, melodiske og harmoniske guitaralbum jeg nogensinde har hørt.« Den progressive metals ordlyd skaber ofte

associationer til tung, langhåret, næsepiercings-metal, men består egentligt af en sammensmeltning mellem jazz, rock og klassisk musik. Selv beskriver Plini i et interview til Guitar World, at genren »er vuggevise melodier, som du kan have en sort trøje på til,« og på trods af genrens nichestatus tæller han stadigvæk millioner af streams på Spotify og flere hundredtusinder følgere på Youtube og Instagram.

LIXEN fangede Plini backstage, henslængt i en sort lædersofa, inden koncerten for netop at tale om hans placering i den progressive metal-genre, musikalsk udvikling og inspirationskilder.

Roser fra rockstjerner og selvlært succes »Virkelig fedt. Det var det bedste!« Uddyber Plini om de anerkendende ord fra hans egen guitarhelt Steve Vai. Det var dog ikke Steve Vai og den progressive metal, der i første omgang vakte hans musikalske interesse. »Da jeg startede med at spille guitar, lyttede jeg meget til pop-punk og klassisk rock.

Men pludselig opdagede jeg de her folk som Steve Vai og Joe Satriani, som eksperimenterede helt vildt med deres guitarer, og det

ledte mig videre til bands som Dream Theater, Animals as Leaders, Periphery og den slags. Jeg blev drevet af den anderledes og varierede lyd i progressiv metal,« forklarer Plini.

Og det var netop disse inspirationskilder, der fik ham til at komponere sit eget musik. »Jeg er selvlært hjemmefra. Så jeg forsøgte bare at efterligne de her bands som Periphery og anvende alle mulige lånte teknikker til at skrive mine egne ting. På den måde lærte jeg også at mixe og indstille en god guitartone,« fortæller Plini.

Den autodidakte tilgang gør sig også synlig ved begyndelsen af hans musikalske gennembrud, som Plini forklarer med selvstændige uploads af lydfiler på internetsider såsom Dream Theater og John Petrucci-forummer. Senere var han også at finde på YouTube, Instagram, SoundCloud og Facebook, hvor tilslutningen til hans musikalske projekt voksede sig til en levevej. Årsagen til denne succes forklarer Plini, som følger: »Jeg startede med at lave musik for mere end 10 år siden, hvor jeg udgav mit eget på internettet. Herefter gik der vel fire år før jeg spillede mit første show. Jeg turnerede Australien rundt i 2016 og varmede op for Animals as Leaders på deres Europaturné.

Herefter turnerede jeg rundt i Australien, Europa og USA i to år i streg, alt imens jeg bare blev ved med at udgive. Bliver man ved med at spille og udgive ny musik, så ved folk, at man er en seriøs musiker. Dét og en god portion held.« På trods af mange millioner lyttere er Plini bekendt med den nicheplacering, den progressive metal har indtaget i musikbranchen.

Han mener dog, at den kan noget helt særligt: »Jeg håber, at det er noget, som alle vil lytte til. Uanset om man kan lide guitar eller ej. Det er lavet af mennesker, der virkelig elsker at spille deres instrument.«

Og i forhold til sin egen tilgang til genren uddyber han: »Jeg elsker at spille guitar, men jeg holder endnu mere af at lave sange. Så jeg prøver altid bare at lave noget, der både er fængende og melodisk. Man behøver ikke at være inde i progressiv metal for at kunne nyde det. Det skal være catchy og nemt at lytte til. Målet er ikke, at det skal være teknisk eller avanceret.

Det er bare en bonus.« En bonus er også, at den progressive metal kredser om flere forskellige genrer såsom rock, klassisk musik og jazz, hvilket gør udtrykket inden for den progressive metal enormt alsidigt - en alsidighed som Plini især forsøger at dyrke. »Mit seneste album har været mere jazzet, fordi jeg var helt vild med guitaristen Tim Miller. Men jeg er snart færdig med en ny EP, der er mere inspireret af rock, fordi jeg er begyndt at lytte til Queens of the Stone Age igen. Jeg elsker den rå guitartone, som adskiller sig meget fra den ellers rene og raffinerede progressive metal-tone. Jeg leder bare efter al mulig fed musik på tværs af alle genrer, der kan inspirere mig, og har for eksempel lige indspillet en sang med et 50-personers orkester.« Fremgangsmåden har i lang tid været den samme for Plini, og til den yngre generation af håbefulde musikere lyder følgende råd: »Det vigtigste er at fokusere på det, man elsker ved musikken og blive virkelig god til det. Lad dig inspirere af succesfulde bands og smid det op på de sociale medier. Der er mange musikere der laver opslag for tiden, men hvis det er helt unikt, så får folk lyst til at lytte videre. Ligesom opvarmningsbandet der spiller nu. Unprocessed. Manden er sindssyg til at spille guitar, og det er kun fordi, at han har øvet sig som en sindssyg. Fokuser på de ting, som du elsker ved det.« Den førnævnte kærlighed til musikken fik Plini også delt godt ud af, da han kort tid efter etablerede sig på Kansas City’s skrå brædder. Hvornår Danmark igen får dette at føle, er endnu uvist, men fra den 28. januar 2023 kan man opleve ham down under, hvor hans hidtil største Australien-turné skydes i gang.

KULTUR

NOVEMBER 2022

17

100 år efter udgivelsen flyder BLOD stadig rundt i den danske litteratur I 1922 udgav Rudolf Broby-Johansen sin første og eneste digtsamling BLOD, der trods statslig censur og folkelig forglemmelse blev til dansk kulturarv.

Af Søren Sand Djernæs Foto: Per Kolind

»

del af en bevægelse, altså en litteraturhistorisk strømning, og man skal være vedholdende. Broby-Johansen skrev kun denne ene digtsamling, men han er alligevel overdraget i litteraturhistorien og anvendes nu som gymnasiepensum. Det er ganske uset.«

Jeg vil, som indledning til det jeg har at sige om mine digte betragtet under synsvinklen moralsk - ikke moralske, sige en lille kende om de kunstprincipper, der ligger til grund.« Således indledte 22-årige Rudolf Broby-Johansen sin apologi i Københavns byret d. 23. januar 1923, da han fra anklagebænken skulle forsvare indholdet af sin første digtsamling BLOD. Den unge digter var tiltalt for offentliggørelse af utugtigt materiale, og blot få dage efter udgivelsen d. 22. november 1922 iværksatte Justitsministeriet en omfattende konfiskation af de hidtil trykte eksemplarer fra Det Ny Studentersamfunds forlag. At værket, trods sin ydmyge størrelse på blot 16 digte fordelt ud på knap 20 sider, skulle vise sig at forme en litterær begivenhed, står, ifølge litteraturforsker Peter Stein Larsen fra Aalborg Universitet, ikke uden forklaring: »BLOD står fuldstændigt for sig selv. Det er en ekstrem og voldsom digtsamling, der beskriver noget, vi aldrig har set hverken før eller siden i dansk litteratur. Seksuelle mord, selvmord, partering af kvindekroppe, provokerede aborter og nekrofili. Alle sammen forfærdelige scener fra Første Verdenskrigs krigsskuepladser i en tid, hvor Emil Bønnelycke og Tom Kristensen i hyggelige vendinger beskrev de eksotiske himmelstrøg og skildrede proletarkvarterer som noget farverigt i den danske litteratur.« Forud for sin tid Inspirationen til BLOD opstod nemlig, da Rudolf Broby-Johansen under et længerevarende ophold i Berlin blev konfronteret med efterdønningerne fra Første Verdenskrig herunder også de kunstneriske af slagsen, hvor især ekspressionismen og dadaismen var begyndt at finde fodfæste. Med indflydelse herfra fik Rudolf Broby-Johansen publiceret et par digte i Der Sturm, et eksperimenterende tysk kunsttidsskrift, som hurtigt indlemmede ham i den kunstneriske avantgardes europæiske netværk. På denne baggrund var det ikke kun den indholdsmæssige substans i BLOD, der var hidtil uset i Danmark, men også det stilistiske udtryk. »Han brød fuldstændigt med den faste lyriske form og opfandt sit eget sprog. Han nedbrød syntaksen og anvendte ingen tegnsætning, ingen bindeord, ingen normale sætningsopbygninger - kun versaler og egne, voldsomt billedskabende, orddannelser. Hans påvirkning fra de udenlandske strømninger var herigennem ekstrem tydelig,« forklarer Peter Stein Larsen.

På trods af støttende vidneudsagn fra blandt andre Emil Bønnelycke og nobelprisvinderen Henrik Pontoppidan samt Rudolf Broby-Johansens egen redegørelse for digtsamlingens tilgrundliggende kunstprincipper valgte retten at stadfæste sin beslutning. Rudolf Broby-Johansen blev tilkendt en betinget bøde på 300 kroner, og BLOD, med det revolutionære formsprog, forblev konfiskeret. »I årene efter hørte vi slet ikke mere til digtsamlingen. I alle lyrikantologier fra

Forfatterskabet står uden fortilfælde, og så længe der bliver ved med at være en fascination af avantgarden, så ryger BLOD og Rudolf Broby-Johansen aldrig ud af kanon.

PETER STEIN LARSEN Litteraturforsker, Aalborg Universitet

Rudolf Broby-Johansen på sine ældre dage.

30’erne, 40’erne og 50’erne bliver den end ikke nævnt. Den blev fuldstændigt udeladt fra Danmarks litteraturhistorie og dermed også glemt blandt befolkningen,« understreger Peter Stein Larsen om dommens betydning.

Det er en ekstrem og voldsom digtsamling, der beskriver noget, vi aldrig har set hverken før eller siden i dansk litteratur. Seksuelle mord, selvmord, partering af kvindekroppe, provokerede aborter og nekrofili.

PETER STEIN LARSEN Litteraturforsker, Aalborg Universitet Men i kølvandet på 1960’ernes opbruds- og forandringstendenser skete der pludselig en litterær renæssance. Ungdomsoprør, frisind og seksuel frigørelse fremtvang i 1967 frigiv-

elsen af den pornografiske litteratur, hvilket tilskyndede Gyldendal til at genudgive og inddrage BLOD som en del af deres daværende Spættebøger med stor succes. »I 1920’erne passede Broby-Johansen slet ikke ind i den danske litteratur. Han var på forkant med sin tid. Men i 1960’erne så vi digtere som Jess Ørnsbo, Ivan Malinowski og Klaus Rifbjerg, hvor det voldsomme, kradse og hæslige pludselig er noget, man virkelig dyrker. At BLOD oplever sin opblomstring sideløbende med den danske modernisme, er slet ikke tilfældigt. Man havde fået smag for det eksperimenterende og avantgarde,« påpeger Peter Stein Larsen.

Kanoniseret avantgardisme I mellemtiden havde Rudolf Broby-Johansen indstillet digterkarrieren og helliget sig arbejdet som kulturjournalist og kunstformidler for den brede befolkning. Dette betød også, at BLOD forblev hans eneste digteriske udfoldelse. Og digtsamlingen, der blev nærmest herostratisk berømt, har placeret Broby-Johansen i en helt særlig position, forklarer Peter Stein Larsen: »Man har ofte sagt, at der skal to ting til for at blive kanoniseret. Man skal være en

Som frontløber for den danske modernisme blev Rudolf Broby-Johansen berømt, men ifølge Peter Stein Larsen, kan dele af nutidens eksperimenterende realisme også spores tilbage til BLOD: »I nyere tid er et oplagt eksempel en forfatter som Yahya Hassan, hvor en tydelig inspiration fra Broby-Johansen ses i brugen af versaler og de manglende tegnsætninger.

Men ser man på BARNDOM, første digt i Yahya Hassans debutudgivelse af samme navn, og ODALISK SKØNHED, første digt i Broby-Johansens BLOD, er der også en slående lighed i digtenes opbygning og den sproglige udfoldelse.« Foruden den tilbagevendende litterære indflydelse mener Peter Stein Larsen også, at BLOD, trods de 100 år til forskel, kan anvendes i nutidens samfund som et eksistentielt dokument: »De konkrete situationer, som digtsamlingen beskæftiger sig med, er naturligvis tidsbundne, og BLOD var især domineret af en skarp samfundskritik, der byggede på samfundets og menneskets moralske forfald. Men samtidig var der også tale om de universelle aspekter af et ungt menneskes trængsler.

Den ungdommelige længsel efter det rene og utopiske skildres blandet andet i værkets afsluttende digt, ENESTE, hvor et ungt par omslynget vandrer under månens sølvlige skær, og er på den måde et bevis for, at vi alle kommer ubesmittet gennem digtsamlingens og livets skærsild.« Sidenhen har forlaget Æther genudgivet BLOD, og fordi værkets væsen ikke blot består af den trykte tekst, men også de nære omstændigheder, såsom retssagen, forsvarstalen og genopstandelsen, indgår disse episoder nu også beskrevet som en del af det trykte eksemplar. Og om det digteriske eftermæle afslutter Peter Stein Larsen: »Forfatterskabet står uden fortilfælde, og så længe der bliver ved med at være en fascination af avantgarden, så ryger BLOD og Rudolf Broby-Johansen aldrig ud af kanon.«

18

OPINION

NOVEMBER 2022

Lad os pakke sorgen ud af det så elegante glanspapir Sorg er en naturlig reaktion, når man mister en nær. Men hvad må man spørge om, og hvor ofte må man spørge ind? Det var lige præcis de spørgsmål, der fulgte med fra folk omkring mig, da jeg som 18-årig mistede min far ud af det blå. En situation, der for alvor åbnede mine øjne og lod mig se, hvor tabubelagt sorg egentligt er.

Af Camilla Tonnesen Grafik: Pixabay

D

e af os, der har prøvet at miste en nær, ved, at sorg ofte bliver pakket ind i glinsende glanspapir. Selvom den bliver pakket ind, tapet i alle hjørner og lagt i den nederste skuffe i trækommoden, så er sorg lidt ligesom en god omgang surdej.

Jo mere plastbeholderen med den klistrede masse bliver ladt alene og ikke får tilstrækkeligt vand og pleje, jo mere rådden og ildelugtende bliver den. De fleste aner ikke, hvordan de skal håndtere den. Folk kigger blot på og lader måske bare stå til.

Sorg er en underlig størrelse - derfor bliver det tit elefanten i rummet. Først vil jeg lige slå to ting fast: Jeg forsøger på ingen måde at klandre folk, der IKKE taler om sorg.

Mit skriveri er heller ikke et forsøg på at få medlidenhed. Tværtimod. Jeg vil bare gerne ændre perspektivet lidt, for emnet behøver ikke være så farligt at tale om. Det kan faktisk være en lettelse af få tømt ud i tanke-depoterne (og til tider tårer-depoterne). Jeg kan ikke ligefrem prale af en akademisk, filosofisk eller psykologisk tilgang til sorg, men jeg kan hive et par ting frem fra min egen livsrygsæk, der er pakket til randen.

Sorgens mange ansigter Livet går videre selvom man mister - det skal det. Men ordsproget tiden læger alle sår kan ærlig talt rende mig et vist sted, hvor solens stråler ikke ligefrem topper på UV-skalaen.

For hvis du mister ham, der passer i kategorier som fodbold-makker, mountainbike-guru, Red Bull-dranker og gourmetkok i æggekage, så kan tid blot ændre sårene: Fra vrede til savn, fra magtesløshed til robusthed og fra uforståenhed til accept. Men hvis du, ligesom jeg, mister din far ud af det blå, så forsvinder arret ikke. Aldrig nogensinde.

Det er i dag fem år og fem måneder siden, at jeg sidst blev sat af foran gymnasiet i hans fancy (læs: halvkiksede) Citroën Berliwwngo, mens han med et fjoget, men omsorgsfuldt,

grin sagde »Hav nu en god dag i skolen, Smilla«. Og det har i den grad været med til at forme mit liv. Uanset hvor selvhøjtideligt det kommer til at lyde, så har det lært mig at sætte nogle ting i perspektiv og at prioritere på en anderledes måde: At grine helt ned i maven, at gå lange ture med The Minds of 99 på fuld blæs i hørebøfferne, at besøge min farfar en ekstra gang til en kop kaffe og vigtigst af alt: At give mine nærmeste en varm bamse-krammer HVER gang, jeg ser dem.

En håndsrækning til pludseligt tab Det er ingen hemmelighed, at der mangler akut hjælp, når man som barn mister en forælder. Man er i en slags chok-fase, hvor det er umuligt at tage stilling til, hvad man har brug for. Der er (endelig) blevet langet et konkret borgerforslag over disken, som lyder på, at der skal stables et sorgberedskab på benene til familier med hjemmeboende børn, der pludseligt eller på tragisk vis mister mor eller far. Og med godt 43.000 underskrifter, ja, så kan Christiansborg godt begyndte at smøge ærmerne op.

I dag er det op til hver enkelt kommune at forme tilbuddene. Nogle kommuner tilbyder sorggrupper, andre tilbyder psykologhjælp, mens nogle tredje lader det være op til én selv. Mine to brødre og jeg havnede desværre i den tredje kategori, hvor det blev vores egen mission at opsøge hjælp. Mine brødre blev tilknyttet en børne- og ungepsykolog, mens jeg prøvede at navigere rundt i en labyrint af psykologer, sorggrupper og præster.

Sorggruppens forum Især sorggrupperne skulle vise sig at være min redningskrans. Selve ordet sorggruppe er ikke super opkvikkende, og det vækker måske genklang af, at man sidder og snakker om, hvor skidt man har det. Men næh nej. I stedet delte vi vores historier, spurgte ind til hinanden og fik små opgaver fra gang til gang såsom

at skrive et brev til den afdøde eller at købe en ting, der mindede os om vedkommende.

I første omgang havnede jeg i en gruppe, hvor navne som Gerda, Knud og Benny udgjorde 95% af deltagerne. Lidt malplaceret?

Ja det tror jeg nok… Selvom vi alle delte en sorg over en person, som vi havde nær, så følte jeg ikke, at jeg kunne relatere til et tab, der fx skyldtes alderdom eller Alzheimers.

Derfor skiftede jeg kurs og opsøgte en unge-sorggruppe i en kirke i Esbjerg. Gruppen bestod af 6-8 deltagere og startede altid ud med, at præsten læste en lille tekst op. Imens kunne vi hver især tænde et levende lys som symbol for vores savnede.

Spørg ind, også selvom du synes, at det er utrygt og helst vil lade være. Du behøver hverken at være terapeut, krisepsykolog eller noget som helst - du skal bare være dig og være der med dem, der synes, at livet er lidt svært.

Dét at kunne dele erfaringer med andre unge, som også havde mistet en forælder, søster eller bror, fungerede som et slags spejl for mig. Jeg kunne se mig selv i mange af deres tanker, og selvom det måske lyder helt absurd, så var det rart ikke at føle sig alene med en mentalt overfyldt “harddisk”. Derfor er jeg heller ikke et sekund i tvivl om, at unge-sorggruppen var én af de ting, der fik mig mere på rette spor efter nogle år med turbulens.

Omvendt vil jeg sætte to dobbeltstreger under, at sorgberedskabet ikke skal være en ”pligt-ting”. Man kan ikke proppe sorg i kasser og trække krisehjælp ned over hovedet på et barn, hvis vedkommende ikke er klar til det. Nogle er klar til at få tømt tårer- og tankekanalerne med det vuns, mens andre har brug for at vente. I min optik handler det om selve tilbuddet - at få muligheden for at tale med en professionel fremfor at blive tilbudt den nemme løsning med sovepiller, mandala-tegninger eller mindfulness-musik i et forsøg på at “aflede tankerne”.

For at binde en sløjfe på hele min prædiken, så bliver sorgberedskabet forhåbentligt et nyt og kreativt middel, når man som barn står i en livskrise. MEN man skal ikke undervurdere, hvor meget ens personlige sidelinje også kan være en støtte. Bare det at familie og venner spørger ind, tager med på kirkegården for at tænde et lys eller kigger med i gamle fotoalbums - det er alt sammen med til at holde minderne i live. Og jeg skulle hilse og sige, at det giver et par gode panda-øjne efter utallige tårer, men det giver altså også ømme kæber af mange gode grin.

Det bedste råd: snak højt Det er hamrende svært at spørge ind til folk i sorg eller krise - for hvad må man spørge om, og hvor ofte må man spørge? Før jeg mistede en så nær person, gik jeg også på listefødder. Men kære læser, gør det alligevel. Spørg ind til vedkommende. også selvom du synes, at det er utrygt og helst vil lade være. Du behøver hverken at være terapeut, krisepsykolog eller noget som helst - du skal bare være dig og være der med dem, der synes, at livet er lidt svært. Så hey derude: Lad os pakke sorgen ud af glanspapiret. Lad os græde, gruble og grine over alle de hjertevarme stunder. Og lad os i stedet sætte minderne ind i fotoalbummet, så vi kan huske på, at de engang satte fodspor i vores liv.

OPINION

NOVEMBER 2022

19

Når du lytter til Mørkeland bliver du underholdt af andres sorg Mørkeland er en af de mest populære podcasts i Danmark, men hvorfor er motivfortolkning og hyggesnak om drabssager blevet til underholdning?

Af Anna Katharina Wørmer.

Grafik: Pixabay

P

å mit andet sabbatår arbejdede jeg som piccoline i et rådgivende ingeniørfirma. Her bryggede jeg litervis af kaffe, og så lyttede jeg ekstremt meget til podcast.

Podcasts der beskæftigede sig med alt fra kærligheds- og hverdagsdilemmaer til feminisme på arbejdsmarkedet til politiske debatter. Der var bare én genre, jeg aldrig lyttede til; true crime.

Hvad! Ingen true crime? Hvad med Mørkeland? Tænker du for dig selv, mens dine øjne bevæger sig ned over sætningerne, som jeg har konstrueret i et forsøg på at nedbryde Mørkelands eksistensgrundlag. For jeg har lyst til både at spørge dig og hele Danmark, om hvorfor en så morbid og ubehagelig podcast kan tjene så meget popularitet, når onde tunger ville kalde det for mental nekrofili? Arh okay, måske er det lige lovlig groft

Der findes et væld af truecrime podcasts, der formidler og behandler krimisager på en sober måde, men hvorfor går det så galt i Mørkeland?

sagt at sammenligne med nekrofili, men jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg slet ikke ser grunden til at konsumere så eksplicit indhold i ens dagligdag. Der findes et væld af truecrime podcasts, der formidler og behandler krimisager på en sober måde, men hvorfor går det så galt i Mørkeland? Jeg vil gerne indrømme, at jeg har givet den et skud, for på et tidspunkt i min tilværelse som piccoline måtte jeg erkende, at være nået til enden af mit podcastkatalog; derfor tog jeg imod min kollegas anbefaling om at lytte til Mørkeland (som jeg tvivler på behøver en introduktion), og det var godt nok en øjenåbner. Men ikke på den gode måde.

Hyggesnak, motivfortolkning og manglende faglig baggrund. Det er hvad Mørkeland er. De to værter har nemlig ingen faglige ekspertise i rygsækken, ej heller har de situationsfornemmelse, når de på en uformel og ‘hygsommelig’ måde behandler drabssager fra hele verden.

Som en ekstra bonus kan de også godt lide at smide hensynsløse kommentarer på bordet, som for eksempel “jeg har fundet et julemord”, hvis

afsnittet bliver optaget i december. Jeg gentager lige; et julemord. Hvis ikke det er foroligende, ja, så ved jeg ikke hvad er. Nu må min utilfredshed endelig ikke blive forvekslet med sårbarhed. Jeg kan godt tåle at se og høre eksplicitte detaljer, men jeg kan ikke forstå den såkaldte underholdningsværdi, som true crime-tilhængere flager med, når de forsøger at forklare deres forhold til Mørkeland.

Hvordan kan det være underholdende? Jeg følte mig ikke underholdt, mens jeg lyttede til episoden, tværtimod; jeg blev utilpas. Men også lidt nysgerrig. Ikke på historien, på detaljerne weller på følgerne af retssagen, men mere på de lyttere, som klikker ind på den ugentlige episode hver mandag. For hvorfor er det underholdende?

Det juridiske aspekt Jeg erkender, at der i de fleste true crime-episoder, hvad end det er Mørkeland eller andre, optræder et juridisk aspekt, som mange finder fascinerende. For hvad skete der med gerningsmanden, hvorfor gjorde han som han gjorde, og kan vi få svar på alle de andre hv-spørgsmål, som os journaliststuderende kender alt for godt til? Det kan jeg til dels godt forstå. Jeg anfægter ikke jura og kompleksiteten i en større retssag, og jeg anerkender også det psykologiske aspekt, når man tager de freudianske briller på og finder tråde til gerningsmand e n s

opvækst, men så stopper den også der. Alle disse elementer fører os alligevel tilbage til underholdningsværdien, som jeg ikke synes er berettiget på grund af den måde, publikum og værter behandler emnet på. Hvornår blev det hyggeligt at snik-snakke om en grotesk sag fra 70’erne, hvor offeret blev lemlæstet

des søsters mordsag op i et afsnit. Værterne, som i det private er kendt som Camilla Bjerregaard Aurvig og Kristine Sofie Bugbee, fik også et par verbale slag i DR-programmet, Shitstorm, dengang det kørte, og der slog radioværten, Mads Aagaard, især ned på deres økonomiske udbytte af podcasten, som må siges at være i den høje ende.

Mørkeland legitimerer måden hvorpå vi italesætter og behandler sårbare emner, som ikke er i vores hænder, og de tjener ikke noget formål som samtaleemne over en kop kaffe

Er det (presse)etisk?

Vi har ytringsfrihed, og værterne understreger også, at de ikke er eksperter, men blot har en interesse for mordsager. Og djævlens advokat ville vist nok påpege, at Mørkeland trods alt ikke er forpligtet til at overholde god presseskik, da de jo hverken opererer som et etableret medie eller er tilmeldt Pressenævnet. Til det vil jeg svare, at der lige nu er tilbud på den der ekstra stærke tandpasta fra Colgate i Netto, så kan værterne passende få fjernet den grimme smag i munden, hver gang de har optaget et nyt afsnit til

og gerningsmanden måske frifundet? Og hvad med de sager, hvor pårørende potentielt har mulighed for at lytte til episoden og høre komplet fremmede fortolke en sag, som knap nok er bearbejdet blandt den nærmeste familie?

For det er bare noget andet, når vi snakker om virkelige mennesker. At snakke om fatale dødsfald i en podcast er, og har aldrig været, okay, hvis du spørger mig. Mørkeland legitimerer måden hvorpå vi italesætter og behandler sårbare emner, som ikke er i vores hænder, og de tjener ikke noget formål som samtaleemne over en kop kaffe.

Mit sure opstød er dog ikke noget nyt i debatten.

Radioværten, Sandie Westh, rettede da også kritik mod værterne i 2019, da hun frygtede de ville tage hen-

Det er som om vi for en kort stund glemmer, at der er tale om virkelige mennesker med ægte og nulevende pårørende.

deres morbide lydunivers.

Skal vi skærme os fra virkeligheden og tie ihjel, når uskyldige mænd og kvinder bliver slået ihjel? Nej, bestemt ikke. Men vi er heldigvis så privilegerede, at der findes mennesker der uddanner sig til at beskæftige sig med netop disse sager, som ikke går ud og spørger følgerskaren på insta, om hvad de synes om det seneste afsnit. Det er som om vi for en kort stund glemmer, at der er tale om virkelige mennesker med ægte og nulevende pårørende.

Og det må endelig ikke gå i glemmebogen.

Det er vel ikke til nogens overraskelse, at jeg endte med kun at lytte til én episode af Mørkeland, og det var, da jeg arbejdede som piccoline. Heldigvis er der ingen, der tvinger mig, og der er heller ingen der kræver, at du boykotter Mørkeland. Men hvis det stod til mig, skulle det ikke være muligt at tjene profit på at fortolke og hygge-snakke om ægte mordsager. Det fortjener ofrene og deres pårørende ikke.

BAGSIDEN Jeg vil gerne tage et SU-lån, men kan jeg tillade mig det?

Studiebøger, indskud til lejlighed og sociale fornøjelser. Det er nogle af de køb og investeringer, som mange studerende bruger deres SU-lån på. Tal fra Uddannelses- og Forskningsministeriet viser, at der i 2021 var 109.503 antal SU-låntagere ud af 315.000 studerende på SU-berettigede uddannelser landet over. Det er cirka hver tredje studerende.

Af Lissa Juul Paustian Illustration: Lissa Juul Paustian Når jeg befinder mig på studiet eller i andre sociale sammenkomster og samtalen falder på SU og SU-lån, deler den typisk vandene.

Mange har forskellige antagelser om, hvad henholdsvis stipendiet og lånet skal og kan.

Da SU’en i sin tid så dagens lys i tilbage i 1970, var formålet, at ingen af økonomiske grunde skulle forhindres i at få den uddannelse, de ønsker, og at erhvervsarbejde ikke måtte være en begrænsende faktor for aktiviteten på studiet. Dette er fortsat SU-lovens hovedformål i dag. Men hvem bestemmer egentlig, hvornår det giver mening for det individuelle individ at optage et lån? ”Altså, det er jo det bedste lån, du kan tage,” hører jeg ofte familie og venner sige, når jeg en gang imellem selv bringer min økonomiske usikkerhed på banen. Og de har ret.

For renten på et SU-lån ligger på fire procent om året, mens man læser, og når man er færdiguddannet, har man desuden rigtig god tid til at betale lånet tilbage. Jeg hører også tit argumentet, at de 2-3.000 kroner ekstra om måneden, man typisk låner, er langt mere værd for én nu end om 3-4 år, når man er kommet på jobmarkedet og gælden skal afbetales.

Men der findes også den gruppe af mennesker, som mener, at selve SU’en er en overflødig luksusydelse. Og hvis man med økonomisk støtte stadig ikke kan få hverdagen til at hænge sammen, bør man omlægge sin livsstil og forbrug. Nogle har også den meget moralske holdning, at man ikke kan tillade sig at tage SU-lån, hvis man bruger pengene på cafeture og ferierejser, for så er det i hvert fald

et decideret forbrugslån. Men hvis man køber noget, der giver ens liv værdi og man føler, det er en nødvendighed for at have et godt liv, mens man studerer, er det så egentlig en dårlig investering? ”Det er vel en investering i én selv og sit ve og vel,” var der en studiekammerat, der en gang argumenterede, hvilket jeg faktisk syntes, var en fin nok pointe.

Der er desuden også forskel på, hvilken studieby man bor i, når det gælder den månedlige husleje. En analyse fra Realkredit Danmark, som har kigget nærmere på de økonomiske aspekter i landets fire største byer, viser, at Odense er væsentligt billigere at bo i end København. I Odense, som er den billigste af de fire byer, ligger den gennemsnitlige

husleje på lige under 3.400 kroner, mens huslejen for at bo i tilsvarende lejlighed i København, som er den dyreste by, ligger på 4.700 kroner. Derfor kan SU-debatten godt have forskellige økonomiske udgangspunkter, hvis den ene part bor i København og den anden bor i Odense, for der er helt faktuelt bare en prismæssig forskel. Og når man så ovenikøbet, som jeg, vælger at blive boende i København, når man læser Journalistik i Odense, så kan man lige tillægge 1.400 kroner til sit månedlige budget på et pendlerkort. Her vil nogle nok vove den påstand, at man jo bare kan flytte til sin studieby og spare en masse penge ved det. Og jovist, det er rigtigt, men så trækker jeg personligt selv ’ve-og-vel-kortet’ og svarer, at min generelle trivsel er bedst, når jeg bor i min hjemby tæt på mine venner og familie. Og

så må jeg jo bare leve med de dyre udgifter.

SU-satsen er heller ikke ligefrem fulgt med inflationen, så hvis du oplever, at dine penge forsvinder hurtigere ud af tegnedrengen, end de plejer, er du ikke alene. Tal fra Danmarks Statistik viser, at inflationen i juli steg til 9,6 %, hvilket var den højest målte inflation i Danmark nogensinde. Det kan jeg sagtens mærke hver måned, når jeg gennemgår mit ufrivillige høje forbrug og forliste rådighedsbeløb. Før var det svært at få enderne til at mødes på SU, men nu er det umuligt for mig ikke hver måned at tage fra den opsparing, som jeg lavede i mit sabbatår. En opsparing, jeg gerne ville have brugt på et lejlighedskøb og ikke basale dagligvarer fra Rema 1000.

Jeg har altid afveget fra at tage et SU-lån, men må erkende, at jeg snart ikke længere ved hvorfor. Nogle gange er jeg nemlig så udkørt, at jeg må skippe en undervisningsdag eller en familiefødselsdag. Når jeg både stræber efter gode karakterer på studiet samtidigt med, at jeg arbejder x antal timer om måneden for at tjene penge, kan det til tider godt være svært for mig at holde balance i tilværelsen. Det at føle balance er meget individuelt, og derfor findes der selvfølgelig heller ikke en fælles facitliste for alle. Det kræver, at man reflekterer over sit liv, og hvad man har brug for i sin hverdag for at kunne fungere. Jeg synes ikke, at ”loven” om, hvad SU og SU-lånet kan og skal bruges på, skal defineres af nogen andre end én selv. Uanset om SU-lånet går til husleje, nødvendige dagligvarer, investeringer eller hyggelige fornøjelser, så må det være op til den enkelte, om det lån, man får stillet til rådighed, er med til skabe bedre forudsætninger for både sin aktuelle livssituation og den på sigt. Jeg ved i hvert fald, at hvis ikke jeg selv snart får et økonomisk og tidsmæssigt pusterum, så taber jeg pusten helt. Så måske jeg skal genoverveje, om de ekstra 1000 kroner om måneden fra et SU-lån faktisk vil få mig væk fra sporet mod en sørgelig destination fuld af økonomiske bekymringer, studiefravær og sociale begrænsninger.

KaJO Generalforsamling Det er blevet tid til efterårets generalforsamling i KaJO! På programmet står den på mad, comedy, fodbold på storskærm (Danmark mod Frankrig) og festivitas i fredagsbaren ‘Nedenunder’.

Generalforsamlingen er kun for medlemmer, men comedy, landskamp og den efterfølgende fest er åben for alle, der studerer journalistik på SDU. Tilmeld dig senest d. 22. november kl. 12:00 på Facebook-begivenheden: ‘Generalforsamling KaJO (OG landskamp, comedy og fest)’, hvor der i eventbeskrivelsen vil være et link.

Dagens program 13:30 - 15:40: 15:40 - 16:00: 16:00 - 16:30: 17:00 - 19:00: 19:00 - 02:00:

Generalforsamling for medlemmer Pause – dørene åbnes for alle Comedy Fodboldlandskamp på storskærm Mad, fest og hygge

“Sæt kryds i kalenderen lørdag d. 26. november!”

“Jeg har været indskrevet på to andre uddannelser inden journalistik. Jeg startede med at tage SU-lån, da jeg gik på gymnasiet, fordi jeg var udeboende og dermed ikke var berettiget til udeboende SU. Efterfølgende blev jeg optaget på Politiskolen og flyttede derfor til København, hvor uddannelsen ligger.

I forbindelse med min uddannelse i Politiet havde jeg ikke tid til at arbejde ved siden af, hvilket er lidt det samme her under journalistik. Så det er simpelthen fordi, at det ikke kan løbe rundt i forhold til husleje og andre udgifter. Især da jeg boede i København. Man vil jo nødigt isolere sig selv helt socialt, så man vil jo gerne med ud af og til. Jeg skylder selv ca. 100.000 kroner. Yderligere tog jeg noget ekstra lån under corona, som gik til et indskud, da det bedre kan betale sig rentemæssigt i forhold til andre lån.”

Christina Lucia Jacobsen BA 1. semester

“Jeg overvejede at tage et SU-lån i slutningen af 2. semester. Min økonomi var meget presset, da jeg sad med en husleje på 5.5000 kroner om måneden for et værelse i København, et pendlerkort og andre dyre udgifter.

Selvom jeg arbejdede 15 timer om ugen, følte jeg ikke jeg havde noget økonomisk råderum, og derfor søgte jeg om godkendelse til lånet.

Men efterfølgende valgte jeg ikke at udføre det, fordi jeg fik tilbudt en studiebolig til kun 2.700 kroner om måneden. Det ændrede jo min økonomiske situation fuldstændig. Så jeg følte ikke, der var behov for lånet alligevel. I forhold til at tage et fuldt SU-lån for at have pengene stående på min konto til et potentielt boligindskud i fremtiden, så kan jeg ikke rigtigt forholde mig til at tage et lån, hvis jeg ikke skal brugene pengene lige nu og her. Jeg har i hvert fald ikke lyst til at gældsætte mig selv, hvis ikke det er højest nødvendigt.”

Anna Katharina Wørmer BA 3. semester