Lixen - Oktober 2018

Lixen

De Journaliststuderendes Avis | www.lixen.dk | 20. årgang | 4. nummer | Oktober 2018

»Episoden i Syren har kun boostet min energi og lyst til fotografi.« Daniel Rye BRANCHEN s. 6

Den nye journalistårgang: »Årgang 2018 er en blandet landhandel geografisk set.« Studiet s. 13

»Jeg er overvældet, af alt det de har givet os uden at kende os.

Det er derfor, at man tomler, tænker jeg.«

Janni Ja ann ni Pe P Pedersen ede ders rsen en får får år en en fuckfuckfu ckck ing fed in ing ffeed overskrift ovveerrsk o skri rift ft li llige iggee hher eerr

Spot på s. 10-11

Daniel Ryes verden er ikke gået i stå En ting, Daniel Rye havde med sig før, under og efter Syrien, var kameraet. Som en trofast følgesvend har det svajet om halsen og mindet ham om sin passion. Fotografiet bremsede Daniel Rye for fem år siden, da han blev taget som gidsel i Syrien af Islamisk Stat. Men fangenskabet stoppede ikke energien for at fortælle historier – det gav et fornyet boost til unikke, selvstændige projekter.

Af Karen Mathilde Møller Jørgensen Lixen møder Daniel Rye foran Filmby Aarhus en blæsende efterårsdag i september. Hans lyse hår flagrer om kap med vinden, mens han finder varmen i jakkens dybe lommer. Han har glemt sin nøgle, men en kollega med grumme skrammer på næsen redder os ind fra kuldens gys.

Daniel røber, at kollegaen har været i krig og fået en ordentlig en på hovedet.

Kollegaen svarer tøvende, at han da bare faldt på cyklen, hvortil en smilende Daniel hvisker, at det skulle han da ikke have sagt.

Filmbyen er hans nye arbejdsplads, hvilket let ses på uåbnede flyttekasser med kameraudstyr ved skrivebordet. Farverige notatsedler omkring et verdenskort sætter rammen for en kreativ

fotografs tankepalads. Vi bliver vist ind i ”hulen”, mødelokalet, hvor dampende kaffe bløder stemmerne op.

En ung Daniel Rye drager mod Grundtvigs Højskole i Hillerød med sit kamera.

Her vækker især underviserne stor begejstring hos den nyklækkede fotografinteresserede. Egenhændigt vil han vise egne evner for branchen og ved spørgsmålet om hvordan, griner han og siger, at han da bare slikkede totalt meget røv. Øjnene bliver straks alvorlige, når han genkalder, hvordan ungdommens gymnastiktimer allerede optog hans passion for fotografiets verden. »Den dag jeg finder ud af, at jeg vil være fotograf, er faktisk sindssygt tragisk. Vi træner og pludselig bliver min kammerat

væk oppe i luften. Han lander på hovedet og bliver lam fra brystkassen og ned. Der var jeg allerede i gang med at fotografere – det var nærmest en reportage om et hold ”indefra.” Efter ulykken finder jeg mig selv ved hans seng med mit kamera uden rigtigt at vide, hvad jeg ville. Men jeg ender med en historie om Mikkel og holdet.« Gymnastikken bliver springbrættet til fotografiets verden, således han som højskolebelært forgæves ansøger på fotojournalistuddannelsen på Journalisthøjskolen i Aarhus. Det ender i et kortvarigt assistentjob hos tidligere fotograf på Politiken, Jan Grarup. »Jeg ved ikke, om det er fordi, jeg blev arrogant, men i det års tid følte jeg, at

mit fotografi var så langt fremme, at jeg hellere ville lave mit eget.« Daniel Rye skaber selvstændighed i selvplukkede historier, blandt andet på en rejse mod øst med fokus på russisk kriminalitet i et gymnastikcenter.

Selvstændigheden fanger Rye i maj 2013.

Planen om en historie set fra en syrisk families flugt fra borgerkrigen ender i et fangenskab på 398 dage. Daniel drejer sig i stolen og klør lidt på de røde ar omkring håndleddene, der stadig anes. Men det har ikke slået ham af pinden.

Fortsættes på s. 6

2 LEDEREN

OKTOBER

Lixen savner konstruktiv kritik

INDHOLD

I troværdighedsundersøgelser scorer journalister altid en af bundpladserne. Vi som journalister bidrager selv til denne negative fremstilling ved at være konstant pessimistiske og kritiske overfor egen branche. »Der er da ingen tvivl om, at vi er for dårlige til at rette fejl. Det er ubetinget noget, vi kan blive bedre til,« sagde BT’s chefredaktør, Michael Dyrby, for nylig til arrangementet ‘Redaktørernes Døgn’, hvor der blev diskuteret, hvordan man øger branchens troværdighed.

Vi journalister beskylder konstant hinanden og os selv. Vi fremhæver og debatterer vores fejl i blandt andet fagbladet Journalisten, tv-programmer som Presselogen og i kommentarer på Twitter. Kan vi komme på en branche, der er bedre til at kritisere egne fejl og forsømmelser end journalist-branchen?

Alt bliver kritisk, fordi mediebranchen er i forfald. Det hører vi fra alle hjørner. Vores egen fremstilling af medieverden er med til at skabe et negativt billede. Måske hænger denne negative fremstilling sammen med befolkningens lave tiltro til journalister, fordi vi hele tiden fortæller alt og alle, hvor mange fejl, vi begår, og hvor lidt kvalitet der er i udbuddet.

Vi fremhæver troværdighedsundersøgelser, der sammenligner os med brugtvognsforhandlere. I Radius’ undersøgelse fra september 2018 indtager journalister en af bundskraberpladserne. Vi blev placeret som nummer 24 ud af 26. På Journalisten.dk kan man læse om en dansk fokusgruppeundersøgelse, hvor de deltagende mener, at journalister ligger i den lave ende af undersøgelsen, fordi vi arbejder for egen vindings skyld.

Mediebranchen er blevet en kampplads om at komme først med nyhederne. Men behøver vi at være de første på pletten? Er læserne ikke

ligeglade med, hvilket medie der har historien først, og går de måske ikke i højere grad op i, hvem der har lavet historien bedst? I hastværket begås fejlene, i fordybelsen skabes kvaliteten.

Meget, vi lærer på studiet om egen branche, er negativt. Vi mødes af store forventninger - både fra os selv, fra branchen, men også fra befolkningen, der efterspørger bedre og mere konstruktiv journalistik. Vi konfronteres med problemerne fra vores undervisere i de akademiske fag, der lærer os om mediebranchens store udfordringer nu og i fremtiden.

Vi efterspørger selv konstruktiv journalistik, så hvorfor ikke have det syn på vores branche og i vores uddannelse? Vi mangler at lære om, hvordan vi finder løsningen. Det sætter vi fokus på med artiklen “Robotjournalister: Trussel eller tjeneste?”, der beskriver en fremtidig udfordring, men også hvordan vi overvinder og imødekommer den. Derudover har vi talt med freelancejournalisten Henrik Lange, der udover at være sin egen chef, også bruger al sin tid på at fordybe sig i ét emne. Han er sit eget medie. Hans journalistik og udgivelser foregår på egne præmisser.

På Lixen vil vi derfor give mere rum til fordybelsen, kreativiteten og konstruktiv kritik. Det er sådan, vi kan blive bedre, inden vi overtages af forventningerne og hastværket, der summer ude i branchen. Lixen er vores platform til læring og til leg.

- Marie Nissen & Julie Schneider

BRANCHEN Robotterne kommer! Eller hvad? Det undersøger Lixen på s. 3. Læs derudover om en robot hos Nordjyske Medier, hvis job er at spytte kampreferater ud på s. 4. På s. 6 kan du læse et portræt af Daniel Rye, og hvordan hans passion for fotografier ikke har taget skade efter tilfangetagelsen i Syrien. På samme side møder du også en utraditionel freelancer. Til slut byder Branchen på refleksioner om radio og journalistik med P3’s Pelle Peter Jensen på s. 7.

SPOT PÅ Tag med en tur rundt om kloden, når Lixen i denne måned sætter spot på journalister på ferie. Vi bringer reportager og historier fra Kroatien, Japan, Nepal, USA og Østeuropa. Læs med fra side 8.

STUDIET I denne omgang af studiet siger vi farvel og begraver én studieordning og byder velkommen til en anden, forbedret version. Vi undersøger den nye bachelorårgang anno 2018. Hvor kommer de fra, og hvad interesserer de sig for? Få svar på spørgsmålene på s. 12-13.

DEBATTEN »Medierne prioriterer følelsesjournalistik over EU-politik,« skriver Sarah Murphy i Debatten. Læs også, når der bliver slået et slag for feminismen og for to DR-programmer, der snart uddør. Alt imens beder Tobias Sonne en bøn for, at Lars Løkke snart udskriver valg. Slå op på side 14 og 15.

NICHEN Nichen Politik sætter fokus på en historisk resolution nyligt vedtaget i EU, som giver EU-landene mulighed for at sanktionere et andet medlemsland, hvis ikke det lever op til EU’s værdier. Nichen Kultur har været på mediemuseum. Se det før, det er for sent. Læs med på s.

16-17.

BLIKFANGET Fotoredaktør Louise Olifent har besøgt Sydsjællands Tidende. Få et indblik i en lille lokalredaktion på side 18-19.

SATIREN I Satiren råber Jakob Svensmark Møller: »Donald Trump er fake news!«. Inger Støjberg har igen fået taletid i sektionen, hvor hun igen igen kommer med flere påbud. Få dig en lårklasker på bagsiden.

God læselyst!

LIXEN Campusvej 55 5230 Odense M

www.lixen.dk lixen@journet.sdu.dk Find os på Infomedia

Tryk: Skive Folkeblad Oplag: 500 eksemplarer

Lixen er de journaliststuderendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet. Avisen er af de studerende, for de studerende og for journalistikken.

Marie Nissen Ansv. chefredaktør

Emilie Rotbøl Amtrup Studiet-redaktør

Julie Schneider Chefredaktør

Kristina Finne Branchen-redaktør

Mads Klitgaard Branchen-redaktør

Melissa Kjemtrup Studiet-redaktør

Catharina Lassen Debatten-redaktør

Tobias Sonne Debatten-redaktør

Sophie Bavnhøj Spot På-redaktør

Sarah Fiona Murphy Politik-redaktør

Victor Hansen Spot På-redaktør

Wincentz Heim Kultur-redaktør

Julie Schuster Lapp Illustrator

Benedikte Rasmussen SoMe-redaktør

Luka Emil Jørgensen Lydredaktør

Stine Schmidt Jørgensen Lydredaktør

Jakob Svensmark Satiren-redaktør

Louise Olifent Fotoredaktør

BRANCHEN

3

Robotjournalister: Trussel eller tjeneste?

Robotjournalister giver flere muligheder end begrænsninger, men vil samtidig øge kravene til fremtidens journalister – her er der særligt én ting, der bliver afgørende for journalisternes rolle i fremtiden.

Af Kristina Finne

F

i Odense: For et er, at robotterne skal kunne foretage »Nogle gange kan journalister godt pynte interviews, noget andet er, om det er etisk på historierne. Jeg forsvarligt: tror ikke, det samme »Vi har allerede set Fremtidens journal- ville ske, hvis histoeksempler på, at robotister skal blive bedre rierne blev skrevet ter ubevidst har brudt de etiske regler, hvilket ikke til deres fag, hvis de skal af robotter,« siger er forsvarligt. Så hvis de være helt sikre på at kunne 21-årige Sasha Kroskal kunne sendes ud på modstå robotternes frem- gsriis. Mens Sasha Krogsriis tror, at romere komplekse opgaver, tidige kompetencer. botterne vil kunne skal der ske en markant udøge troværdigheden, har de fleste forbrugere vikling,« siger Arjen Van Dalen. dog en anden mening: »Robotter kan også lave fejl, så jeg ville Kreativitet bliver afgørende ikke stole mere på dem end på de rigtige jourRobotternes evne til at skrive enkle artikler nalister,« siger 23-årige Amanda Sandgaard. samt deres fortsatte udvikling betyder, at Noget, som 43-årige Helle Rosenberg er enig kravene til fremtidens journalister fortsat i: bliver større: »Der vil være noget etisk, som robotterne »At copypaste fra en pressemeddelelse er ikke kan håndtere. Det er okay, at der er et ikke længere nok. Fremtidens journalister menneske bag skærmen, som har gjort sig skal kunne mere end det,« mener Claes Sentanker om det, der bliver publiceret. Så lad ger Holtzmann. Et standpunkt, som Arjen endelig de rigtige journalister gøre deres job.« Journalister vs. robotter Van Dalen erklærer sig enig med: Ifølge Arjen Van Dalen, professor MSO ved »Fremtidens journalister skal blive bedFremtiden Center for Journalistik på Syddansk Univerre til deres fag, hvis de skal være helt sikre Robotterne fortsætter deres vej ind i den sitet, er dette en udvikling, der fremmer propå at kunne modstå robotternes fremtijournalistiske verden. De vil fortsætte med duktiviteten: dige kompetencer.« Og der er særligt ét at løse de enkle opgaver og øge produkti»Robotter er rigtig gode til at varetage de nøgleord, der bliver afgørende i fremtiden: viteten. Noget tyder også på, at de i fremenkle opgaver, fordi de kan klare dem langt »Kreativitet. Evnen til at være nyskabende tiden vil kunne foretage ægte, nærværende hurtigere end journalisterne selv,« siger han. og kreativ vil blive en stor fordel for freminterviews og derved kunne interagere med Robotternes indtog i det journalistiske tidens journalister,« siger Arjen Van Dalen. andre mennesker, hvilket ville gøre dem i fag betyder dog ikke kun øget produktivitet.

Men på trods af kravene mener han dog stand til at erstatte en større del af produkDet betyder også lavere omkostninger for ikke, at der er noget at frygte som journalist tionen. Men hvor hurtigt denne fremtid blivmediehusene, og at journalisterne får mere i fremtiden: er til virkelighed, er svært at spå om; det er tid til andre mere komplekse opgaver. Der»For mig at se giver robotterne flere Illustrator: Julie Lapp der ikke et entydigt svar på. Journalisterne for mener data- og analyseredaktør for Jysk muligheder end begrænsninger. Der er andre må blot gøre sig klar til at tage kampen op Fynske Medier Claes Senger Holtzmann, at professioner, der bør frygte robotterne meget mod robotterne og bevise, at robotjournalisrobotterne både nu og i fremtiden vil fungere mere.« ter ikke bliver en reel trussel, men derimod som en hjælpende hånd for journalisterne: forbliver en tjeneste; en hjælpende hånd. »Robotterne Lav troværdighed kommer til at Ifølge de to eksperter vil robotRobotter er erstatte en lille ter altså ikke overtage journal, og derfor del af produk- tror jeg, at journalister vil isternes rolle i fremtiden, men tionen, men forblive uundværlige. blot fungere som en hjælpende de vil fungere hånd. Men vil de være i stand som et værktøj og ikke som en erstatning for til at hjælpe på journalisternes generelle omjournalisterne«, siger han og fortsætter: dømme? »Jeg har svært ved at se en fremtid, hvor Journalister har i mange år været en af de robotterne kan interagere med andre menprofessioner, der har ligget i den dårlige ende nesker og stille kritiske spørgsmål. Robotter på troværdighedsskalaen, men ifølge Claes er , og derfor tror Senger Holtzmann er det dog ikke noget, roTag med på en fem kilometers gå/løbetur og støt James Foley Foundation, der blev jeg, at journalister vil forblive uundværlige.« botterne vil kunne ændre på: oprettet i kølvandet på henrettelsen af krigskorrespondenten Foley. Pengene går Ifølge Arjen Van Dalen er dette deri»Jeg tror ikke, at robotterne kommer til at blandt andet til undervisning af journalister, der rejser til krigs- og krisezoner. mod ikke helt usandsynligt i fremtiden: ændre på troværdigheden – der skal meget »Jeg vil ikke udelukke, at robotter på mere til.« Men hvad mener forbrugerne Find Foleydk2018 på Facebook for mere information. sigt vil kunne foretage interviews, men der egentlig om det? Lixen har været ude og orestil dig, at du sidder og gør dig klar til at blive interviewet. En robot kommer til syne i døråbningen. Den triller hen over stuegulvet og holder mikrofonen op til din mund; klar til at optage alt, hvad du siger. Dette er et opstillet scenarie, men er det i virkeligheden sådan, det kommer til at blive i fremtiden?

Robotter giver anledning til mange spørgsmål og spekulationer hos journalisterne, for hvordan ser deres fremtid egentlig ud?

Vil robotterne overtage deres rolle eller vil journalisterne forblive uundværlige?

Det har altid været journalisternes job at indsamle, bearbejde og videreformidle oplysninger til offentligheden. Men den tid er måske ved at være slut: flere danske mediehuse er nemlig begyndt at eksperimentere med robotter som skribenter på de mest enkle, journalistiske opgaver. Dette sker ved hjælp af robotternes computersystem, som indsamler data, hvorfra de skriver en artikel.

“

“

vil gå mange år, før det bliver en realitet.«

spørge tilfældige forbipasserende på gågaden

4 BRANCHEN

OKTOBER

Robot genopliver dækning af lokale fodboldkampe Ritzau og NORDJYSKE har lanceret en robot, som skriver kampreferater fra 917 lokale fodboldkampe. Det betyder, at lokalsporten kan dækkes igen.

Af Mads Kligaard

D

en dystopiske forestilling om teknolklubber, som tilsammen skaber stor interesogiens indpas i journalistens hverdag se, fordi de ikke har mange hver for sig. Det er ofte forbundet med tabte arbejdkan robotten så hjælpe med at løse,« siger spladser og annoncekroner. Men i Nordjylhan. land er den gyldne mellemvej tilsyneladende Journalistisk håndværk bliver derfor prifundet mellem robotter og mennesker. Et oriteret til Superliga-kampe og andre større samarbejde mellem NORDJYSKE MEDIER sportsbegivenheder på eliteniveau, hvor der og nyhedsbureauet RITZAU har formået at er et højere læsertal og en generel interesse. skabe en robot, der leverer korte artikler om Den økonomiske gevinst er ifølge chefredalokale fodboldkampe til en brøkdel af, hvad ktøren ganske enkelt for lille, hvis ansatte det ville koste at sende en rapporter af sted. skulle sættes til at dække lokale fodboldopUden konsekvenser for journalisterne. gør. »I mange år har vi ikke kunnet omtale »Tre timer pr. kamp - det ville løbe op i klubberne, fordi vi ikke har mandskab til det. vildt mange mennesker, og det får man aldrig Så nu kan vi tage noget med, vi ikke havde økonomi i. Du skal tænke på, at når vi dækker før,« siger Lars Jespersen, chefredaktør for sport, så dækker vi fem-seks elitehold i NorNORDJYSKE. djylland. Det er stort set det. Hvis det ikke er Det nye tiltag har superligabold, Chamnemlig den fordel, at Det egner sig ikke til den pions League i håndredaktionens sportsbold og fodbold eller bearbejdede journalistik ishockey, så dækker vi journalister ikke skal bekymre sig om at blive eller reportagen. Det kan det ikke. Det har vi ikke erstattet af deres digi- det slet ikke bruges til.” folk til,« forklarer Lars tale overmand. RobotJespersen. ten giver mulighed for at formidle sportsresultater, som ellers ikke kunne være en del af God sportsjournalistik kan ikke den daglige dækning. automatiseres »Det handler om service og tjeneste, som Det menneskelige aspekt af bearbejdelse går man ellers ikke ville have en jordisk chance som regel tabt, når robotter skriver, hvilket for at løse. Først og fremmest skal det opogså kan læses i de automatiserede artikler. fattes som supplerende, og det vil give os noLars Jespersen forklarer, at de ikke ville have gle muligheder, vi ellers ikke har,« fortæller en jordisk chance for at kunne dække alle 917 Lars Jespersen. kampe med journalister, og derfor vil det nye Initiativet er kun en måned gammelt og tiltag ikke kunne erstatte dem. fungerer, ifølge chefredaktøren, helt fint. Han »Det egner sig ikke til den bearbejdede påpeger dog, at de ikke har nogen konkrete journalistik eller reportagen. Det kan det slet læsertal på artiklerne endnu, men at formålet ikke bruges til«, siger han og forklarer, at er at nå ud til en bred målgruppe på trods af oplevelser ikke kan findes i data. kvaliteten. »Vores indtryk indtil videre er, at det staHvis man har den dig er under indkøring, og der er stadig lidt frygt, så er det måske manuelt arbejde, men det får vi fjernet. Vi har fordi, at man laver noget, ingen trafik opgørelse endnu, men det, som vi som er for nemt at lave. vil opnå, er ikke, at det skal være det bedste og mest henrivende. Men det giver en enorm bredde,« siger han. »God sportsjournalistik kan ikke automatiseres. Den er ikke resultatpræget. Man kan Den nordjyske model få fat i ting, som ikke er data. Det er oplevDet har ikke lykkes NORDJYSKE at finde elsen af kampen, samspillet mellem træner en model, som har kunnet løse problemet, og spiller, den overordnede sammenhæng, fortæller Lars Jespersen. Han begrunder det forholde sig kritisk og simpelthen vide, hvad med, at den manglende interesse for lokader foregår«. lsporten betyder, at artiklerne vil nå et lavt Lars Jespersen mener derfor, at truslen fra antal læsere sammenlignet med andre sportsteknologien ligger langt ude i fremtiden, og begivenheder. Men når robotten ordner at der ingen grund er til at frygte robotterne fodarbejdet, vil en dækning af de lokale fod(endnu). boldkampe ramme en større skare af læsere »Hvis man har den frygt, så er det måske »Superligaklubberne tiltrækker titusinder fordi, at man laver noget, som er for nemt at af folks interesse, og så er der en hel masse lave«, fortæller han afsluttende.

Artikler til lokalavisen Det færdige produkt er en artikel, der kort ridser kampens resultat op, holdenes placering i tabellen og oplyser, hvornår begge hold skal spille igen.

Ifølge RITZAU bliver de 917 kampresultater fundet ved hjælp af Dansk Boldspil Unions database, som den nye robot bearbe-

jder i en nyhedsskabelon. Den generer derfra et kampreferat, som bliver publiceret til 26 nærlokale, digitale sites under NORDJYSKE MEDIER. De korte artikler forsøger derfor at have relevans for nærområdet, og bliver vinklet til dets læsere. Artiklerne kan eksempelvis læses på Lokalavisen Frederikshavn.

“

“

Et eksempel på en af NORDJYSKEs robotgenerede artikler. Publiceret på Lokalavisen Frederikshavns hjemmeside under mediekoncernen NORDJYSKE MEDIER. Kilder: RITZAU, Lokalavisen Frederikshavn

BRANCHEN

5

Kommentar:

Kære journalister: Hvis I vil nå de unge, må I stoppe med at tale ned til os Mange medier fejler, når de forsøger at nå ud til de unge. Hvis det skal lykkes, skal de først og fremmest stoppe med at tale ned til målgruppen.

Af Emmely Lisius Norlander Smith

Vi

unge er en generation af illoyale zappere, som får vores nyheder gennem Facebook på tværs af medier og landegrænser. Hvis I, der arbejder som journalister i de danske mediehuse, alligevel vil forsøge at være på bølgelængde med os, så læs med her og få hjælp til, hvad I kan gøre, og hvad der er no go.

Lær af Format – på godt og ondt »Vores målgruppe er en af de klogeste og bedst oplyste ungdomsgenerationer nogensinde, men alligevel har de traditionelle medier svært ved at fange dem. Det er den nød, vi skal knække med Format,« sagde forhenværende chefredaktør Benjamin Kürstein i en pressemeddelelse sidste år, da projektet og ungdomsmediet blev skudt i gang.

Med den udtalelse portrætterede han de unge godt. Ifølge Kristeligt Dagblad er nogle af kendetegnene ved vores generation nemlig, at vi er højtuddannede, oplyste, kritiske og nysgerrige verdensborgere. Hvis I gerne vil have unge seere, lyttere eller læsere, er det egentlig blot at behandle os derefter.

Det gjorde JP/Politikens Hus’ Format; et medie, som på ganske kort tid fik tusindvis af især unge følgere på Facebook, men som endte med at køre sig selv i grøften i sin stræben efter clicks og likes. Mediet er et pragteksempel på, nøjagtig hvad man bør og ikke bør gøre, når man henvender sig til unge, og alle, der leger med tanken om at springe ud i et lignende foretagende, bør således tage et grundigt kig på mediets storhedstid og fald.

I begyndelsen var Format nemlig intelligent, væsentligt og nærværende, og det forstod sin målgruppes higen efter ikke blot at vide, hvad der sker i verden, men hvorfor. Det så man, dengang det, som et af de første medier i landet, bragte en historie med en niqabklædt kvinde i anledning af debatten om burkaforbuddet. Format respekterede de unge.

Det talte aldrig ned til sine læsere, og det var tydeligt, at dets skribenter stort set alle sammen selv var unge i deres 20’erne.

Men få måneder inde i mediets levetid ændrede tonen sig. Indholdet begyndte at ligne det, man ofte så hos MetroXpress og stadig ser i BT, Ekstra Bladet og lignende medier.

Mediet gik fra at være dybdegående og nysgerrigt til at byde på clickbait-overskrifter og

overfladiske listeartikler, og redaktørerne og skribenterne blev pålagt at gøre deres artikler simplere og mere underholdende, alt sammen som led i en strategi til at skabe endnu mere trafik på de sociale medier. Men det gav bagslag, og mediet måtte lukke og slukke efter kun otte måneder.

Format endte med at fordumme sig selv gevaldigt for at nå de unge, en målgruppe som de ellers havde defineret som en klog og oplyst generation. Og hvis der er noget, min generation ikke bryder sig om, så er det at få at vide, at vi er for dumme og uengagerede til at tænde på andet end clickbait, kendisser og snapchathistorier.

Ungdommen nu til dags Historien om Format minder mig om Anakin Skywalkers transformation fra velmenende jedilærling til ondskabsfulde Darth Vader i Star Wars-serien. Det eneste, Anakin ville, var at få lov til at blive behandlet som et ligeværdigt medlem af Jedirådet, men i stedet undervurderede de andre medlemmer ham og behandlede ham som et barn. Skywalker repræsenterer ungdommen, som jedimestrene ikke længere forstår, og derfor går de fejl af hinanden, ligesom nogle medier går fejl af de unge.

Jedimestrenes fejlhåndtering af Skywalker og nogle mediers tendens til at tale ned til unge får mig til at tænke på det fortærskede udtryk »ungdommen nu til dags«.

Det er et udtryk, der lever i bedste velgående og altid har gjort det, fordi ældre generationer sjældent forstår de yngre generationer. Sådan vil det nok altid være, men der er ingen grund til at lade det skinne igennem hverken i Jedirådet eller i journalistikken, hvor tendensen viser, at nogle journalister ikke forstår unge, men alligevel forsøger at kom-

me ‘ned’ på vores niveau. Det er ærgerligt, for det afslører, at de ikke har særlig høje tanker om os.

Så hvad kan I gøre?

Der er en følelse, der går igen, når man læser, hører eller ser de medier, der med succes henvender sig til unge: følelsen af ikke at blive talt ned til. Det er medier som DR3, TV 2 ECHO og SEIN, der formår at tale med os frem for at tale hverken ned eller op til os.

Det er medier, der ikke desperat forsøger at være ‘unge med de unge’, men som taler fornuftigt til os som ligeværdige. Som min 17-årige lillesøster sagde forleden: »Emojis er sådan noget, vi bruger. Det er ikke særlig tillidsvækkende, når medierne begynder at bruge dem«.

Det er nemlig en udbredt misforståelse, at vil man være på bølgelængde med de unge, skal man være som de unge.

Så, hvis I vil nå os, er første skridt at undgå at undervurdere vores nysgerrighed og vores engagement i denne verden, og, vigtigst af alt, at lade være med at gøre jer selv dummere for at kunne tale vores sprog – der er nok uintelligente medier derude i forvejen, og de bliver brugt hyppigt, af unge såvel som af alle andre.

JOURNALIXEN: YOUTUBE’RNE KOMMER! Klik dig ind på Lixen.dk med det vons og smid denne måneds podcast af Journalixen på. Stine Schmidt Jørgensen og Luka Emil Jørgensen undersøger og debatterer, hvordan YouTube’rne har fået bedre fat i den helt unge målgruppe end de etablerede medier.

Hør, hvad YouTube-stjernerne Rasmus Brohave, Kristine Sloth og Julia Sofia havde at sige om emnet, da Journalixen mødte dem til awardshowet Guldtuben 2018 i Royal Arena i København.

Illustrator: Julie Lapp

6 BRANCHEN

OKTOBER

Fortsat fra forsiden:

Daniel Ryes verden er ikke gået i stå

Af Karen Mathilde Møller Jørgensen

»E

pisoden i Syrien har kun boostet min energi og lyst til fotografi. Det her med at have været et offer giver, for mig, en forpligtelse til at tage den indsigt, man har om, hvordan verden fungerer – udnytte den, bruge den.« Det nye projekt efter Syrien bliver en historie om Sydsudans fremgang i form af dannelsen som selvstændigt land. Men tanken forbliver kun ved ideen, da det aldrig bliver til virkelighed. »Problemet var for det første, at det var dyrt, og jeg skulle forsikre mig ordentligt. Det er en god ting, hvis du har været i saksen før, tilføjer han prompte. For det andet kunne jeg ikke finde roen til at dykke ned i historien.

Jeg var også begyndt at se min kæreste, Signe, igen. Hun sagde »du må gerne fortsætte dit arbejde i Sydsudan, men det ved jeg ikke, om jeg kan holde til.« »Okay, bliver det historien eller hende? Så smed jeg projektet på hylden, og det er jeg glad for, jeg gjorde.« Den bortkastede plan leder Daniel mod et samarbejde med Røde Kors, da manglen på en fotograf til et projekt i Malawi melder sig.

Kollaborationen ender i en dårlig oplevelse, da højere magter endnu engang hersker over den unge fotografs talrige ideer. Med gesti-

kulerende armbevægelser forklarer Daniel, hvordan folk i kæmpe biler pegede fingre ad ham og begrænsede kreativiteten. I stedet vælger han at tage turen ene mand med kameraet og ender efter 100 dage i Malawi med projektet ‘When time stands still’. »Når naturkatastroferne rammer, går tiden i stå. Folk mister, hvad de ejer. Men de kæmper bravt, og det er derfor tiden går i stå: De kan ikke skabe en bedre i morgen, og det er ekstremt deprimerende i en verden, der er i vækst.«

Daniels verden er ikke gået i stå. Han vil ikke være et offer, men kæmpe ligesom afrikanerne. Når folk behandler ham skrøbeligt, fyrer han en latterlig vittighed af som abstraktion. »Det fantastiske ved landsbyen i Malawi var den offermentalitet, der ikke eksisterede.

De var ikke sådan ’åh, det er synd for mig.’ De var bare pisse seje. Når jeg prøvede at udfordre deres eget verdenssyn, svarede de bare: ’Ja, så er det dejligt, at jeg har en god nabo.’

Det er vildt fascinerende.«

»Det er lige præcis, dem vi glemte, da Trump blev valgt. Dem vi glemte, da Storbritannien forlod EU. Men vi skal ikke råbe ad dem og gå ud med en venstreradikaliseret fane og sige ’åh, vi skal redde verden’, hvor de andre svarer ’nej, vi skal bygge en mur.’

Sådan møder vi ikke hinanden.« Om billeder da kan mere end ord er Daniel afklaret omkring. Billeder kan ikke ‘en skid’ i sig selv, men ved at fortælle om billedernes opståen og tanken bag, vil publikum blive inviteret til at forstå dem i sin egen lille billedverden. Få En ting Daniel dem til at reaMin synsvinkel har åbnet op Rye havde med sig for mange og skabt en historie, gere på klimaet før, under og efter og oprøret i man kan inspireres i.

Syrien var kamerverdenskortet. aet. Som en trofast Tværtimod følgesvend har det svajet om halsen og minlæner Daniel Rye sig ikke tilbage i kontordet ham om sin passion. stolen og lader verden komme til ham. Han Daniel afbryder sig selv med en ordentlig møder den med åbne arme. slurk af den sorte kaffe. Der var ikke mere »Hvis jeg ikke var blevet kidnappet i Symælk i køleskabet. Han gnider sig i øjnene og rien, havde jeg haft en anden historie at rejse tænker nøje over sit budskab. rundt med i dag. Men igen den her offermen»Der har aldrig været så få krige, så mange talitet. Hvis du har energi, så brug den. Hvis børn der går i skole, så få børn der lever under jeg agerede ud fra, hvad jeg tænkte, alle andre fattigdomsgrænsen som i dag. Det er vigtigt tænkte om mig, så havde jeg ikke skrevet en at huske på, når man får en fornemmelse af, bog. Så holdt jeg ikke foredrag. Min synsvinat verden bare er død og ødelæggelse. kel har åbnet op for mange og skabt en histoMen verden er ikke gået i opløsning. Det er rie, man kan inspireres i.« klimaet til gengæld, men det er ikke lige så Den salte blæst fra Aarhus Havn rusker spændende. Hvis du skal fortælle historien op i os. Her fornemmes en person med om en krig, er der en skurk. Det har en histoerfaringer og fremsyn i fotografiets kunstrie om klimaet ikke.« neriske verden. Erfaringer Daniel Rye er klar Budskabet skal ramme de uoplyste. Med til at bruge og ikke gemme væk. Vi skal tale sine fotografier vil Daniel tale til de små losammen. Lære af hinanden. Få verden på kalsamfund, der ikke ser andet end deres eget skinner. verdensbillede.

“

Fra friskpresset lemonade til levebrød Freelancejournalisten Henrik Lange såede i 1994 et frø til det, der i dag er hans levebrød.

Som studerende på Journalisthøjskolen var han på udveksling i USA, hvor hans værtsfamilie levede af at sælge friskpresset lemonade. Det var startskuddet til Highways-USA.com. egenproducerede e-bøger, der er veludførte rejseguides dag for dag.

Et land med højt til loftet Med sine e-bøger dækker Henrik Lange næsten hele USA, men kærligheden til landet startede i USA’s midtvest. Det var her, at han Af Marie Nissen i 1994 var på udveksling gennem Journalisthøjskolen. et første, der møder dig, når du »I tre måneder rejste jeg rundt med min træder ind på Henrik Langes kontor, værtsfamilie og solgte friskpresset lemonade. er et stort kort over USA. Kontoret De lærte mig om et land med andre værdier, er en del af mediehuset Cigarfabrikken, der åbne amerikanske landeveje og et land med ligger i Odense. Her holder blandt andet freehøjt til loftet,« fortæller han. lancejournalister til, og en af dem er Henrik Henrik Lange fik gennem en amerikansk Lange. Han er dog kernefamilie vist USA ikke freelancer i Jeg er et produkt af, at man indefra. Da Henrik den klassiske fori dag kan bruge internettet, Lange dimitterede fra stand. Han er sit som man gør. Jeg kan eksisJournalisthøjskolen i eget medie og sin tere, fordi jeg kan distribuere 1997, besøgte han sin egen chef. Mediet mine e-bøger, som jeg gør. værtsfamilie igen, og er Highways-USA. interessen for landet com, og her rådgiver Henrik Lange sine blev kun stærkere. Highways-USA.com startkunder til den bedst mulige kør-selv-ferie ede som et fritidsprojekt tilbage i 2004, hvor i USA. Det journalistiske produkt er hans Henrik oprettede en USA-portal. Pludselig

steg interessen, og han modtog flere tilbud fra biludlejningsfirmer og hoteller. Han så et økonomisk potentiale, og da rejsejournalistik altid har været til stede i hans karriere, så tog han springet som selvstændig i 2009.

D

“

Produkt af det moderne mediebillede I sit arbejde har Henrik Lange tæt kontakt med sine kunder, og det er denne kommunikation, der adskiller Henrik Lange fra andre freelancejournalister.

»Jeg sælger ikke artikler til medier på den traditionelle måder. Jeg er mit eget medie, og jeg vil hellere lave mine egne udgivelser.« Som sit eget medie er det vigtigt, at Henrik Lange altid følger med i, hvilke platforme og formidlingsmåder der er, så han altid har den bedst mulige elektroniske kontakt med sine brugere. Han ser ikke kun sig selv som journalist. Han er ligeledes formidler og forfatter, og han bruger platforme som YouTube og Facebook til at kommunikere med sine kunder. Det er også grunden til, at han ser sig selv som et produkt af det moderne mediebillede. »Jeg er et produkt af, at man i dag kan bruge internettet, som man gør. Jeg kan eksistere, fordi jeg kan distribuere mine e-bøger, som jeg gør.« Hvis man spørger Henrik Lange om, hvorfor han har valgt livet som freelancer, så er svaret klart. »Jeg har lært at sætte pris på at være selvstændig. Jeg har en stor frihed under ansvar, men jeg arbejder dog også mere end 37 timer, hvilket er en del af iværksætterlivet.«

BRANCHEN

7

Pelle Peter Jensen: »Jeg er professionelt nysgerrig« Pelle Peter Jensen drømte om en fremtid i musikbranchen, men endte af omveje som radiovært på en af Danmarks største radiokanaler. Det har han ikke fortrudt, og det er blevet til mange radiostunder og musikvenskaber gennem de sidste otte år. Og ikke mindst læring hen af vejen om, hvordan man er en god radiovært. populære hitbaskere. Det måtte han forstå, hvis musikken skulle være hans kommende Pelle Peter Jensen - Blå Bog: levevej. Af den grund søgte Pelle Peter Jensen en praktikstilling hos P3, fordi radiokanalen • Har en bachelor i Music Management fra Musikkonservatoriet ifølge ham er det sted, hvor hittene bliver defineret. Da praktikstillingen udløb, mund• Bedst kendt for festprogrammet ’Lågsus’ og musikprogrammet ’Sovsen’ på P3. ede den ud i en fastansættelse på P6 Beat.

• Aktuel med hiphop-podcasten ’Den nye stil’ Af Julie Schneider »P6 Beat ville gerne have et urbant musik• Vandt priserne ‘Årets Musikprogram’, ‘Årets Nyskabelse’ og ‘Årets Podcast’ ved program, og de kunne se, at jeg havde finPrix Radio 2018 grene på pulsen, i forhold til alt hvad der Siden 2010 har Pelle Peter Jensen arbejdet • Bliver omtalt af medierne som ’hip-hop’-boss og en af Danmarks bedste DJ’s skete der. Kidd og Kesi og alle drengene væltsom radiovært på P3 ved Danmarks Radio ede frem i den periode, og de var alle sammen og er i øjeblikket aktuel med podcasten ’Den mine venner,« fortæller Pelle Peter Jensen. nye stil’, som er en fortælling om den danHan fik sit eget radioprogram, havde alske raps tilblivelse. Podcasten om hiphopmenneske, der er professionelt nysgerrig, og første interview til TV 2 for i stedet at hoppe lerede kildenetværket tæt på kroppen, og pens skabelsesberetning resulterede i hele jeg er af natur nysgerrig. Jeg er nok nærmere med Pelle Peter Jensen i studiet til et lille på den måde vendte han aldrig tilbage til tre priser ved dette års Prix Radio 2018, en formidler,” siger han og fortsætter: ukendt program, hvor han overrakte Pelle den etablerede musikbranche. I stedet kom som løb af stablen i slutningen af september. »Jeg kender da til nogle grundprinPeter Jensen en folkeaktie til Christiania.

Pelle Peter Jensen til at dele sin passion for Med priserne har den danske mediebranche cipper. Det lærer man jo. De journalisNetværket er opbygget af musikvenhiphopmusikken med lytterne ved at lære, sat et stempel på Pelle Peter Jensen, som tiske grundprincipper er jo menneskelige ner. Spørgsmålet er, om det sætter behvordan han blev en god radiorøst og -vært. en radiovært, der tør give noget af sig selv grundprincipper. Være ærlig, være grungrænsninger for, hvordan Pelle Peter »Radio er vildt befriende, levende og imog dermed gøre en forskel for sine lyttere. dig, være sikker på at give og få et rigtigt Jensen behandler sine kilder. Kan han pulsivt. Det er vitterligt bare dig og din svar. Hvis du ikke går op i det, bliver du for eksempel være objektiv og kritisk? mikrofon. Det er energien og livet, når det En kæmpe fejl uanset hvad en forfærdelig radiovært.« »Det fedeste er at kunne give mennesker kører, og man rammer Hvis vi spoler tiden tilbage til før år 2010, haLytterne er den største konstruktiv kritik«, svarer han og fortæller, En journalist er vel prioritet for P3-radio- at han siger til sine venner, at de ’må gøre nodet rigtige moment med vde P3-værten dog aldrig regnet med, at han bare et menneske, der værten. Hvis Pelle Peter get ved det der’, hvis de har lavet ringe musik. den rigtige lytter. Det en dag skulle bringe budskaber til lytterne er øjeblikke, man ikke er professionelt nysger- Jensen som vært ikke gennem radioen. Pelle Peter Jensen er opvok»Man er venner, men lige så snart, kan planlægge, og som rig, og jeg er af natur nys- tænker på lytterne, i alt set i Allinge på Bornholm, hvor han arbejdman sidder herinde, så er man kollegerrig. man ikke skal planlægede som flaskedreng i den lokale brugs. Hvis hvad han laver, så mengaer, for så spørger jeg ikke på vegne ge, og så er det det fedman havde sagt til ham dengang, at han en er han, at det kan være af mig, men på vegne af mine lyttere.« este i hele verden,« fortæller radioværten. dag skulle leve af at være live i æteren på en af ligegyldigt, at han sætter sig ind i studiet.

Danmarks største radiokanaler, ville han have »Du sidder i radioen for en eneste grund, og En ny fascination Den gode journalist grint og tænkt, at det var noget af en utopi. det er for lytterne. Hvis du ikke laver radio for Lige for tiden arbejder Pelle Peter Jensen Pelle Peter Jensen betragter ikke sig selv »Det er en kæmpe fejl, at jeg er blevet radem, men for dig selv, for at være lidt fed eller med ’Den nye stil’. Priserne, han har modsom journalist. Han beskriver hellere sig diovært. Jeg har altid hørt meget P3, men for at positionere dig selv, så bliver det godt nok taget, ved Prix Radio er en anerkendelse selv som professionel radiovært og DJ, selgrunden er, at jeg er musikinteresseret, noget dårlig radio,« siger Pelle Peter Jensen. af ham som radiovært, som er med til at vom han er klar over, at han på rigtig mange og jeg ville have et job i musikbranchen.« Når Pelle Peter Jensen forklarer, hvorgøre, at han i fremtiden tør endnu mere. væsentlige punkter bedriver et journalistisk En dag, da Pelle Peter Jensen hørte dan han fastholder og tiltrækker sine lytDog mener han, at programmet har modjob. Hiphopeksperten har ikke en formel musik i radioen, gik det op for ham, at han tere, sammenligner han det med, hvortaget priserne, fordi det er mere informerjournalistisk uddannelse og har ikke fået ikke anede, hvad der definerede et musikhdan politisk journalistik formidles: ende og pædagogisk, end hans tidligere træning i at formidle sit stof. Han reflekterit. Musikken, der pumpede ud af radioen, »Jeg sørger for at give lytterne noget, der programmer. Det er mere public service: er over sin journalistiske rolle og forklarer: brød han sig nemlig ikke synderligt om, så ikke er der i forvejen. Det er det samme, du gør, »’Den nye stil’ er vildt godt lavet, men det »Jeg ved ikke rigtig, hvad det ord [journaldet måtte betyde, at han ikke vidste, hvorhvis du skal formidle en politisk historie. Hvorer ikke et nybrud. Lige så snart, jeg taler langist, red.] betyder. En journalist er vel bare et for musiknumrene havde udviklet sig til for er det vigtigt, hvad skal du lægge mærke somt og bruger trestavelsesord, så vinder til, og hvad har det af betydning for dig?« jeg priser. ’Lågsus’ var en langt mere umulig opgave, hvor vi hele tiden var på tour«.

Et sært netværk Pelle Peter Jensen kan mærke, at han er Branchens bud på den gode radiorøst De menneskelige grundprincipper benytter ved at blive voksen. I takt med, at han vokser Pelle Peter Jensen sig i høj grad af, når han mere og mere fra ungdommens vilde udske’Branchens bud’ er i denne måned overgået til lyduniverset på Lixen.dk. Klik dig ind interviewer. Det er sådan, han skaber konjelser med musikfester, begynder han at inpå Lixen Lyd og slå lyttelapperne ud. Hør godt efter, når Susanna Sommer, ludguru og takt til sine kilder og indgyder en sympati, teressere sig for en anden type fortællinger. radiounderviser på SDU, og Pelle Peter Jensen giver gode råd til, hvordan du bliver en der giver kilderne lyst til at fortælle netop I fremtiden vil han arbejde mere med de bedre radiovært. Hør også refleksioner fra journaliststuderende Tobias Sonne, der gør ham deres historier. Kildenetværket beskrivpersonlige fortællinger, og de behøver sig forhåbninger om en fremtid indenfor radiofoniens magiske univers. er Pelle Peter Jensen selv som ’sært’, idet nødvendigvis ikke at dreje sig om musikdet primært består af venner, som han har ken. Og det må også gerne gøre lidt ondt. mødt til fester ved større musikbegivenheder. »Man skal ikke være bange for at ramme det, »Du gør dig fortjent til det netværk, du der kan være lidt svært at tale om. De bedste har ved at vise, at du er dygtig til det, du interviews ligger i at tale om det, der ikke er laver, at du behandler folk med respekt, vildt sjovt. Mange interviews kører sådan her: og at du er seriøs. Så vil de også åbne sig ’Fortæl om din nye sang, hvad vil du gerne mere. Lige mit netværk er bundet op på promovere, godt. Så skal vi høre en sjov hisvenskaber og oplevelser, og at vi har kendt torie, tak for i dag’. Det er en format-ting, og hinanden, før nogen af os var noget.« det er jo fint. Men på det seneste er jeg mere Eksempelvis mødte han hitkanonen Lufascineret af den menneskelige historie.« kas Graham til en fest i bandets spæde start, Flaskedrengen fra Allinge er blevet til en hvor de kun havde udgivet et par sange på prisvindende radiovært. Utopien er blevet en YouTube. I mødet med musikbranchen realitet. Lytterne og mennesket er i fokus og det tænker Pelle Peter Jensen aldrig over, hvorvil de fortsat være, uanset om det i fremtiden dan han kan bruge de musikalske bekendtskommer til at handle mindre om hiphoppen. kaber i sine programmer, men møder dem, Illustration: som de mennesker, de er. Han er til fest og Julie Lapp ikke på arbejde. Og det er nok en af grundene til, at Lukas Graham afviste at give sit

“

8

OKTOBER

SPOT PÅ: JOURNALISTER PÅ FERIE

Er en journalist nogensinde helt på ferie?

Af Sophie Bavnhøj og Victor Sippeckiy

F

ra strandtæppet kan man opleve og nå det hele. Vandet er så tæt på, at man kan mærke enkelte sprøjt fra de legende børn i vandkanten. Maden kan hentes i strandkiosken. Telefonen, der er som en portal til hele verden, ligger i tasken, og den iskolde Aperol Spritz er lige ved hånden.

Alt det er faktisk bare et mindre plus. For hovedelementet er retten til at ligge i den bagende sol og ikke tænke på noget. Man har ferie – og det har man fortjent. Bare at slappe af og ikke skulle tænke på andet end det. For siden sidste sommer har den kun stået på arbejde og tvungne familiearrangementer.

Nu er det tid til at opvarte sig selv.

Men er det her nu også ideen om ferie for alle? Solstrande, solcreme og solstik. Her på redaktionen har vi en teori om, at journalister

ikke holder ferie på denne måde. Det er der en ganske simpel grund til. Det ligger ikke til deres natur. For når ferien kalder, tror vi ikke, at journalister kan slukke for deres nysgerrighed og trang til at informere om verden, på samme måde som ni-tilfem-medarbejderne kan slukke for deres arbejdscomputere og kalde fyraften de næste par uger.

At sætte hv-spørgmålene på hylden og gå i dvaletilstand for en stund er såmænd ikke et lighedstegn med ferie for journalister. Det svarer jo nærmest til at bede en lighter om at gøre noget andet end at tænde op for sin lille flamme. Eller hvad?

Kan journalister godt holde daseferie uden at forholde sig til, hvad de ser og oplever? Er en journalist nogensinde helt på ferie? Det har vi i denne udgave sat os for at se nærmere på.

Derfor sendte vi vores skribenter ud i verden – på ferie – og hjemvendte er de kommet med favnen fuld. Læs med på følgende sider om, hvordan fem ferieforkastende journalister har valgt at skifte drinken ud med pennen og afslapningen ud med nysgerrigheden.

Illustration: Julie Lapp

En nation har fået blod på tanden E

n mand kommer til syne klædt i hvide og røde farver, med sig har han en skare af folk som ham. Alle har de et smil på læben.

Alle har de våde øjne. Alle har de en drøm. En drøm om sejr.

Landsholdstrøjerne overtager gaden.

Nationale toner kæmper sin vej frem i byens summen af dyt fra biler og grin fra glade kroatere.

I dag er en særlig dag for den kroatiske befolkning. En dag, som har været længe ventet. I dag er VM-finalen hos fodboldherrerne.

Landsholdstrøjerne overhaler, og der står jeg, reduceret til et komma blandt en befolkning, som på denne dag er forenede.

Landsmand og -kvinde. Skulder mod skulder.

Alle med det samme mål. »This is reserved,« siger tjeneren og sætter et skilt på bordet.

På hans pande danser svedperlerne deres vej ned ad ansigtet og efterlader huden helt våd, mens han fortsætter: »Every soul and cunt is watching the game«.

En forbipasserende brite er, som jeg selv, på jagt efter en ledig stol til en sølle turist. Hele Split er fyldt.

Rød, hvid og blå Skærme er der dog nok af. På gader og stræder stimler folk sammen på rad og række, også her i den gamle bydel, som huser tusindvis af års historie, står folk klar. Aldrig har køen til kiosken været så lang. Kunderne vil have øl, cigaretter og is. Det er ikke en kombination, man normalt vil forbinde med fodbold, men her i byen er vi passeret de 30 grader, og tilskuerne skal nedkøles.

Spillerne kommer ind på banen iført deres røde, hvide og blå dragter. Pjarca-pladsen fyldes med en larmende stilhed og en gestus fra samtlige tilskuere. Hånden på brystet og sang fra hjertet: »Lijepa naša Domovino«.

I Kroatiens anden største by, Split, blev VM-finalen mellem Kroatien og Frankrig vist tilbage i juli.

Af Catharina Maria Skov Lassen

Det myldrer med landsholdstrøjer i Split. Foto: Catharina Maria Skov Lassen

Vores smukke hjemland. Alle ved, hvad der skal til at ske. Afgørelsens minut.

Fløjten lyder, og bolden er i spil. Klapsalver og tilråb fylder pladsen ud. Foran mig står to franske mænd. Med deres patriotiske trøjer forsøger de at være værdige modstandere til heppekoret her til lands. De står som to store tårn. Den ene har en stor tatovering på siden af benet »Liberte, Egalite, Fraternite«. Frihed, lighed, broderskab. Manden har ambitioner for sit eget land. Der breder sig et smil på læben, da den franske landsholdsspiller Paul Pogba løber mod målet. Munden åbnes, og det første mål er scoret. Jublen vil ingen ende tage for tårnet. Resten af Pjarca-pladsen er tavs - det første tegn på en mission, som ikke vil lykkes.

Fra bund til top Kroaterne giver ikke op. De er ikke nået så langt for ingenting. Der står de med et næsten dæmonisk udtryk i ansigtet. Så skete det. Et glædesjubel for pladsen. Nu er de med igen. Jeg trisser rundt mellem tilskuerne.

Alle udfylder de hver deres plads. Barnet, som ikke vil se mere. Manden med flaget som kappe. Kvinden, som spørger efter reglerne Chauvinismen er på sit højeste på en dag som i dag, hvor alle kønsroller udleves. Flere mennesker kommer til og flere mål. 2-1, 2-2, 3-2 til Frankrig. Med 10 minutter tilbage har Frankrig bragt sig foran, og overalt ser kroatere forfærdet til, mens det sidste mål ryger i kassen 4-2. En bombe lyder med det samme, kampen er færdig. En sejr kom aldrig til landet, som ville til tops.

Sorgen er dog ikke til at spore hos nationen på 2. pladsen. Festen vil ingen ende tage.

Folket er stolt af deres hold. Det blå, hvide og røde flag bliver stukket ud af vinduet fra en gammel Fiat 500. En nation er genoprejst. En nation har fået blod på tanden.

SPOT PÅ: JOURNALISTER PÅ FERIE

9

Nepaleserne tager sagen i egen hånd Tre år efter jordskælvet i Nepal er den internationale bistand svær at få øje på. Men det holder ikke nepaleserne tilbage.

Af Sophie Lund Møller

»D

er væltede sten ned over bilen.

Vinduet splintrede,« erindrer den 25-årige Sandesh Baidya, mens vi bumper gennem i Kathmandu i en bil, som ikke burde kunne klemmes gennem den smalle gade.

Sandet hvirvler foran bilens ruder.

Den 25. april 2015 Asfalten forsvandt med jordskælvet. Det er lidt over tre år siden, at Nepal blev ramt af det største jordskælv i 80 år, som målte 7,9 på Richterskalaen. Børn under presenninger, overfyldte hospitaler og sammenstyrtede huse. Billederne florerede med en kraft, som fik donationerne til at vælte ind. På blot 12 timer indsamlede Røde Kors 800.000 kr. på sms-service, og det internationale samfund, heriblandt Danmark, donerede 4,1 milliarder dollars til at genopbygge Nepal. Flere tusind mennesker mistede livet eller blev gjort hjemløse af naturens nådesløse kræfter.

De internationale donationer er aldrig nået helt ud til hjælpeløse civile. Infrastrukturen i Nepal er et stærkt billede på, hvor lidt regeringen udretter for at ændre landets tilstand.

Bustur langs klippeskrænten Bussen stopper op i kortegen af de andre Bilen bumper videre ad ufremkommelige små busser. Bag de duggede ruder flytter mænd grusveje. Sandesh manøvrerer bilen rundt med tilsandede ansigter i klipklapper og i Kathmandus menneskemylder. En lang beskidt tøj rullende sten for at genopbygge kø på den store ufærdige hovedvej stopper infrastrukturen. Arbejdstilsynet har bestemt bilen. Sandesh ryster på hovedet. Byggeriet ikke været forbi. De hårdtarbejdende mænd af hovedvejen har været i gang så længe, at kunne være et billede på en progressiv han ikke kan huske, hvornår det startede. regering, men virkeligheden er, at de lokale Lastbilernes øredøvende horn bryder køen har taget sagen i egen hånd. De bygger selv op. I vejkanten sidder en familie under en infrastrukturWen op igen. Regeringen når støvet presenning og følger med i trafikken. aldrig ud til de isolerede landsbyer i bjergene.

De har ikke andet at give sig til.

Tre unge fyre bevarer overblikket over Vandreguiden fra epicenteret antallet af passagerer i den lille ramponerede, Den lille muskuløse mand samler men sirligt dekorerede håndfladerne foran bus.

Bussen kører, det smilende ansigt.

Tag ikke den lokale når alle sæderne, Namasté.

Roshan bus midtergangen og taget er Gurung er vandreguide fyldt til bristepunktet. i Himalaya. Han er fra byen Gorkha, »Tag ikke den lokale bus,« advarer epicenteret under jordskælvet. Mellem Sandesh. snefyldte, knejsende bjerge fortæller han Men de lokale busser fortæller en historie bider af sin historie. Hans mor blev hjemløs om Nepal. Vejene bliver kun oplyst af få under jordskælvet. Huset sank til jorden. lygtepæle, da bussen langsomt bevæger sig Nepalesere kan søge om 200 dollars, ud af Kathmandu. Kroppen danser ustyrligt hvilket svarer til 1285 danske kroner, til med bussens bevægelser. Ved et alarmerende at genopbygge deres hjem igen, fortæller bump dunker en mand hovedet op i den Roshan, men midlerne er ikke tilstrækkelige defekte aircondition. Efter flere timers og ansøgningsprocessen er bureaukratisk. hoppende kørsel lysner det op. Bussen snor Stort set ingen søger om pengene til sig ad smalle bjergveje. Den førhen antaget genopbygning. Roshan har taget sagen i egen lille bus bliver med ét stor og bred på den hånd med nepalesisk optimisme. Han bygger hullede bjergvej. Bussen kører lige på kanten sin mors hus op igen. En langsommelig af klippeskrænten. Stenene ruller ned. genopbygningsproces, men han er snart

“

Foto: Sophie Lund Møller

færdig. Familier under presenninger, ødelagt infrastruktur og en befolkning med en mentalitet om at tage sagen i egen hånd.

Det er ikke noget nyt, at Nepal er det 122. mindst korrupte land i verden ud af 180 lande ifølge Transparency International. Men med summen af donationer i baghovedet og de tydelige eksempler på konsekvenserne af jordskælvet kan man ikke lade være med at undre sig: Hvordan vi, som et foregangsland imod korruption, kan donere nødhjælpspenge direkte i korrupte politiske hænder? Nepaleserne har taget sagen i egen hånd.

Tryghed i et “utrygt” land Naturkatastrofer og kulturelle forskelle er rigeligt til at gøre mig utryg. Alligevel formår japanerne at give den nødvendige tryghed, når jeg besøger landet. i byen, at Japan simpelthen ikke har skumle typer. I så fald er de gemt godt væk. Jovist, der står prostituerede på gadehjørner som i alle storbyer, men man frygter ikke, at der kommer en alfons flyvende om hjørnet. Det virker ikke skummelt på nogen måde.

Opskriften på tryghed står stadig uvist En sidste ting, jeg vedhæfter mig efter en måned i Solens Ophav, er, at jeg ikke én eneste gang oplevede en politibil med udrykning. Jeg ved ikke, hvad de har gjort. Men når de kan få turister til at føle sig trygge i et “utrygt” land med naturkatastrofer på nærmest ugentlig basis, har de i hvert fald gjort et eller andet rigtigt.

Af Jesper Pilegaard Kristensen

K

lokken otte om morgenen ankommer fire kammerater og jeg til Japan - Solens Ophav. Alt går som det skal efter en lang flyvetur. Vi ryger hurtigt igennem security og modtager hurtigt bagagen. Ingen problemer.

Serviceniveauet er højt. Der er mange til få opgaver. En god start på turen.

Alligevel oplever jeg en indre utryghed. Det er nok er meget normalt, når man er langt hjemmefra. Utrygheden bliver ikke mindre af, at kommunikationen med de lokale er en udfordring. De fleste ikke taler engelsk, eller i hvert fald i et begrænset omfang. På trods af sprogbarrieren får vi købt togbilletter til Asakusa i Tokyo, hvor vores første hostel er placeret.

Indtil videre har vi ikke oplevet andet end god service og hjælpsomme japanere.

Disse observationer fortsætter på det lille, traditionelle hostel, vi skal bo på. Vi ankommer flere timer tidligere end check-in.

Alligevel undskylder ejeren for situationen og får vores værelse gjort klart

Shibuya Crossing er kendt som værende en af de mest travle vejkryds i verden. Foto: Jesper Pilegaard Kristensen

inden for kort tid.

Intet i syne af to ludere og en lommetyv Jeg føler mig stadig en smule utryg, på trods af at de fleste japanere har vist sig som høflige på grænsen til at være undskyldende, hver gang de forklarer sig. Frygten for, at en tricktyv nupper min pung eller pas, piner mig. Jeg er jo trods alt i et land, hvor jeg ikke forstår noget af det, der sker omkring mig.

Det skal dog vise sig, at min utryghed

ikke er berettiget. Efter flere gange at have krydset Shibuya Crossing, som er verdens travleste fodgængerfelt, har jeg stadig ikke mistet noget. Jeg vil tilnærmelsesvis erklære Shibuya Crossing som en tricktyvs vådeste drøm. Så hvis jeg ikke mister noget her - hvor så i Japan?

At føle sig tryg om dagen er én ting. Om natten er en anden. De skumle typer må jo ganske vist komme frem på et tidspunkt.

Alligevel er min opfattelse efter et par gange

Vores regn er deres jordskælv De japanske øer er en af de områder, som oplever flest jordskælv i verden. Området er opstået ved sammenstød af tektoniske plader, vulkaner og jordskælv.

Japanerne oplever jordskælv, som vi oplever regn. Der er omkring 1500 jordskælv om året i området, og de kan derudover bryste sig af at have 10% af verdens vulkaner med hyppige udbrud.

Foto: Privatfoto.

10

OKTOBER

SPOT PÅ: JOURNALISTER PÅ FERIE

Blå bær splitter indianere og hvide amerikanere I den nordvestamerikanske skovbund kæmper forskellige interesser om at få fingrene i flest mulige af de små, søde hucklebær, der kun vokser vildt. Ved en bestemt hæk i et indianerreservat er det en uskreven regel, at indianerne plukker bærrene fra den ene side, mens de hvide amerikanere plukker fra den anden side. til 1492, hvor europæerne med Columbus i spidsen gik i land på de amerikanske kyster og slagtede de vilde indianere i civilisationens tegn. I dag bosætter indianere sig i reservaterne for at kunne dyrke deres traditioner og spiritualitet i fred. Der er klare markører for, hvad der er indianernes og amerikanernes. Og i midten af det hele står hucklebærhækken og svajer i vinden.

Jaci Gross forklarer, at det er nemmere blot at holde sig væk og plukke sine bær et andet sted. Der er dog altid nogle, som drister sig til at plukke på den forkerte side. Det hjælper ikke på de raceproblemer, der til stadighed er eksisterende, og som går begge veje hen over hækken.

Af Julie Schneider

M

ellem brede og hundrede meter høje nåletræer titter toppen af enkelte stråhatte frem fra dybet inde i skovbundens vilde krat. Under hattene kravler private bærplukkere rundt på jagt efter de eftertragtede, men sjældne hucklebær. De tålmodige håndplukkere har nøje planlagt og udvalgt det bedste område i USA til formålet. Nemlig nationalparken Gifford Pinchot i staten Washington, der ligger omkring kløften kaldet Columbia River Gorge. Her er der frit lejde til at finde bær, men man skal være hurtig for konkurrencen mellem plukkerne er hård.

Bærrene ligner til forveksling de velkendte og mangeartede blåbær. De er begge runde, blå og søde i smagen. Dog gør amerikanere i det nordvestlige USA en stor dyd ud af at adskille de to bær fra hinanden. Udseendet er det samme, men smagen er sødere og sjældenheden er langt større. »Der er hucklebær her, og alle taler om dem,« fortæller Jaci Gross, der er skolelærer og tidligere camp-ansvarlig i skovområdet, mens hun peger på plukkerne inde i skoven.

Hun afholder sig helst fra at deltage i konkurrencen om bærrene, for den er ikke kun hård, men også konfliktfyldt.

Et symbol på splittelse En smal skovsti slynger sig rundt dybt ind

Foto: Julie Schneider

i skoven og er det eneste pejlemærke til at kunne finde frem og tilbage mellem vildnisset og civilisationen. Blot få meter nede af skovstien står en større hæk. Når hækken først blomstrer, bugner det med de små blå bær.

Et særsyn.

Hækken med hucklebær står som symbolet på splittelsen mellem efterkommerne af indianerne på ene side og de hvide amerikanere på den anden side. En splittelse, der har bygget sig op over mange hundrede år. Og nu står de vilde og de hvide på hver sin side og hiver i hækken. Konflikten er opstået, fordi den usædvanligt hucklebærfyldige hæk står lige på grænsen til Colville-reservatet, hvor de nulevende Colville-indianere og deres efterkommere bor. Indianerne mener derfor, at de har førsteret til at plukke af bærrene. I løbet af tiden har borgerne i området indgået et kompromis, der lyder, at Colville-folket plukker på den side, der står i reservatet,

mens de hvide må plukke på den anden side af hækken. Ingen bør vove at krydse modpartens territorium, for så er der først ballade.

Det har også den betydning, at de hvide stort set ikke krydser grænsen ind til reservatet, medmindre de bliver inviteret, for det er de i udgangspunktet ikke.

Dybe ar »Jeg ville aldrig tage af bærrene fra den hæk, for det ville være respektløst,« siger Jaci Gross og fortsætter: »Jeg holder mig generelt fra indianernes område, for det er deres, og det tager mange år at fortjene deres respekt som hvid amerikaner.« Det kan være ubehageligt ikke at føle sig velkommen, og derfor forstår hun samtidigt også, at indianerne i området ikke blot omfavner de hvide, og lader dem få alt, hvad de peger på. Hadet til de hvide går helt tilbage

Det eftertragtede hucklebær: Der findes ikke en officiel dansk oversættelse til det lille blå bær (ikke at forveksle med blåbær), som i USA bliver kaldt for ”huckleberry”, hvorfor skribenten af denne artikel oversætter det med ”hucklebær”. Både blåbærret og hucklebærret stammer fra slægten Vaccinium.

Hucklebærret er både sjældent og svært at høste. Dette skyldes, at det vokser bedst dybt inde i skove i 600 meters højde i en særlig næringsrig, syreholdig og vulkansk jordart. Af disse grunde har det været umuligt at dyrke hucklebærrene i store mængder i det kommercielle landbrug.

Private håndplukker bærrene og sælger dem til højestbydende. Og buddet kan blive højt. I sommersæsonen koster ét kilo hucklebær gennemsnitligt 288 kroner (45 US Dollar) i Washington. Til sammenligning sælger danske Kvickly ét kilo udenlandske blåbær for 144 kroner.

Når man gør sig sårbar over for fremmede mennesker på motorvejen, får man alt igen Den uendelige tyske autobahn. Intens italiensk gæstfrihed. Begravelse for en bosnisk heltinde. Serbokroatisktalenede graverjournalister. Åbne bildøre. Tag med på en tomletur mod Østeuropa.

Af Liva Sylvester Polack Dag 0: Er det nu sikkert? er er to dage til afrejse. Jeg har ikke prøvet at blaffe før, men jeg glæder mig til det ukendte. Jeg er træt af storbyferier og resorter på solstrande. Der skal ske noget.

Da jeg fortæller min mor om vores planer, spærrer hun øjnene op og spørger stille: »Er det nu sikkert?«.

Inden da havde jeg ikke skænket vores sikkerhed en tanke, men nu kan jeg ikke lade være med at føle en uro i min mave, når jeg tænker på motorvejene og de ukendte førere i bilerne. For det er jo fremmede mennesker.

Jeg aner ikke, hvem de er, og hvad de vil.

Men min rejsemakker og kæreste Jens, der har tomlet gennem Europa flere gange, siger

D

betryggende, at han aldrig har oplevet noget dårligt. Kun den ene gang, hvor en lastbilchauffør lugtede af alkohol, men så steg han bare ud af bilen igen.

Selvom den fulde lastbilchauffør ikke lyder som en fed oplevelse, er det langt fra de skrækscenarier, der har kørt rundt i mit hoved, tænker jeg, mens jeg ruller mit tøj sammen, så det fylder mindst muligt i min sorte rygsæk.

Dag 2: Giv aldrig op Det er morgen, og jeg er træt og sur. Min ryg er som stivnet efter den første nat på et fem centimeters liggeunderlag. Det var dog smukt at vågne mellem slanke fyrretræer. Solen faldt ind gennem grenene og badede vores telt i et hvidt morgenlys.

I aftes blev vi nødt til at slå lejr i et lille stykke skov bag en rasteplads i Nordtyskland, efter vi forgæves havde forsøgt at få et lift sydpå.

Enten skulle dem, vi spurgte, en anden vej, havde fuld oppakning i bilen eller ville ikke tage os med.

Men nu er vi tilbage på den grå rasteplads og

skal have fat i et lift. Jeg gider ikke og er ikke optimistisk. Så jeg har sat mig tungt på en bænk med vores oppakning.

Jens løfter på skuldrene på vej ud mod dagens første bil og siger, at vi nok skal få et lift, for »det gør man altid«.

Hvorfor har jeg sat mig selv i den her situation, tænker jeg for mig selv. Hvorfor har jeg ikke bare taget et tog, eller et fly eller en bus?

Jeg kan se Jens fra min plads. Han taler med to store mænd, der har olieret hår og kører i en BMW. De ligner lidt sydeuropæiske

“

We both want a lift

gangstere i deres perfekt fittede jakkesæt og glimtende ure. Jeg håber på en måde ikke, at de vil tage os med, for min fantasi går i selvsving.

Vil de kidnappe os? Kræve, at vi betaler alle vores euros for at gå fri? Jeg beslutter mig for at ignorere mine skrækscenarier og stole på Jens’ blaffer-intuition. Men det er

som om, at min krop ikke vil slappe af. Mit hjerte banker stadig, og kroppen er stiv.

Jens kommer hoppe-løbende tilbage i store skridt. »De vil tage os med«, siger han med et bredt smil.

Han tager den ene rygsæk, og jeg tager lidt tøvende den anden og går efter ham hen mod bilen.

Jeg bliver mødt af klingende sønderjysk, da jeg går mændene i møde. De tænder bilen og deres smøgere. De byder os, og Jens takker ja, mens jeg siger ellers tak. Til gengæld siger jeg ja til den Cola Zero, jeg får tilbudt. Den er lunken. Men den søde og velkendte smag dæmper uroen i min mave.

Det viser sig, at de er brødre og på vej til et afghansk bryllup i Sydtyskland. Jeg ånder lettet op indvendigt. Aaaaarh. Mine muskler slapper af, og jeg tager en kæmpe tår af colaen.

De bliver ved med at byde os på cigaretter og lunken sodavand. Og så fortæller de om Afghanistan, hvor de oprindeligt kommer fra. De fortæller om deres familie, der stadig

SPOT PÅ: JOURNALISTER PÅ FERIE

11

Lige før vi mødte manden med de brune tænder og efterfølgende blev samlet op af to bosniske graverjournalister. Foto: Privatfoto

bor i Kabul, hvordan det står til med urolighederne og deres liv i Sønderjylland.

Da de sætter os af på en tankstation længere sydpå, føler jeg, at jeg har fået alt jeg kunne tænke mig. Interessante livsfortællinger, røg og sukker. Den urolige følelse i min krop er forduftet, og jeg er klar på at møde min næste oplevelse.

Dag 5: Væk fra italiensk gæstfrihed Vi siger farvel til Wahlborg og Gianni med kindkys og taknemmelighed i vores øjne, der er svær at udtrykke med ord.

De samlede os op på en tankstation i Østrig i går og fik så ondt af, at vi ikke vidste, hvor vi skulle sove, at de tilbød os at overnatte hos dem i Trieste. Byen ligger i Italien lige på grænsen til Kroatien og Slovenien.

De har lavet middag til os bestående af sprød salat, bløde, hvide oste, kyllingebryst i tomatsauce og rødvin. De har givet os en nøgle til deres hjem, kørt os ned i byen og vist os rundt, så vi kunne få lov at være unge og drikke øl og i øvrigt komme tilbage til deres hus på toppen af Trieste, når det passede os. De smiler og vil hjælpe os med alt.

De er begge pensionerede. Wahlborg er uddannet sygeplejerske og Gianni gymnasielærer. De har to børn og to børnebørn. Deres hjem er dækket af bøger og fotografier af familien.

“

Where do you wanna go?

Flere gange i løbet af aftenen, hvor vi ankommer hos dem, ser vi vantro på hinanden

og kan næsten ikke fatte omfanget af deres gæstfrihed.

Jeg er overvældet, af alt det de har givet os uden at kende os. Det er derfor, at man tomler, tænker jeg, da vi går ned ad bakken fra deres hus på vej ud af byen til den nærmeste motorvej.

tivist. Hendes mand og to sønner blev dræbt i massakren i Srebenisca i 1995. Men som Semir, den yngste af de to mænd, fortæller, mens vi kører af snørklede bosniske landeveje, så valgte hun ikke at hade, men at tilgive.

Derfor samles mange mennesker for at hylde hende.

Semir fortæller stolt, at Avdo er en af de mest kendte journalister i Bosnien. Avdo smiler glad, men vifter lidt med hånden som for at sige, at det er ingenting.

De inviterer os med til mindehøjtideligheden.

Der kommer rigtig mange mennesker, siger de.

Dag 8: Brune tænder og bosniske graverjournalister Efter solrige dage på en kroatisk campingplads, står vi nu på en landevej i Bosnien tæt på Srebrenica. Det er varmt og støvet, og det ville være rart at komme videre snart.

Efter ti minutter bremser en bil og en ung Vandring op ad bakke mand, hvis tænder der Senere samme dag tilslutter vi os en både er brune og manEr det nu sikkert? stor menneskemængde, primært gler, siger noget til os bestående af mænd, der vanpå et sprog, som vi andrer op ad en bakke. Op til byens tager, er serbokroatisk. kirkegård. Nogle er klædt i sorte jakkesæt Med fagter prøver vi at vise ham, at vi vil have og går med telefoner i hånden og solbriller et lift mod Serbien. Han peger på mig og så i håret. Andre har overalls og t-shirts på. Jo ned på forsædet. Så jeg peger først på Jens og tættere vi kommer på kirkegården, jo mere så på mig og så på bagsædet. tyst bliver optoget. Solen er varm. »We both want a lift«, siger jeg.

Så ryster han på hovedet, trykker speederen i »This is the former mayor for the town,« siger bund og forsvinder rundt om hjørnet.

Semir og introducerer os til en bred mand i Jeg begynder at grine, og så stopper en ny bil sort jakkesæt og et vejrbidt ansigt. med to mænd. En yngre og en ældre, der taler Semir og Avdo fortsætter med at hilse på en engelsk til os. masse mænd i jakkesæt. De introducerer os »Where do you wanna go?«, spørger de. og fortæller, hvem vi møder. Politikere, andre Det viser sig, at de to mænd er journalisjournalister og folk fra NGO’er. ter på det bosniske onlinemagasin Žurnal, og Ved graven står flere imamer og skiftes til at de er på vej i retningen af Serbien. De skal at læse vers fra koranen. Jeg kan ikke se selve til en begravelse for en kvinde, der hedder graven, fordi der er samlet sig en klump af Hatidža Mahmedoći. mennesker omkring den. Ellers står de cirka Hun var en bosnisk menneskerettighedsak200 mennesker, der deltager, spredt rundt

“

omkring på bakken. Nogle har sat sig på hug i skyggen af lave træer. »Det er en af de smukkeste stykker i koranen,« mumler Avdo. »Men også en af de eneste jeg kender«, smågriner han lavt.

Inden ceremonien er slut vifter Semir og Avdo os hen mod udgangen af kirkegården.

Vi giver Semir og Avdo hånden. Takker for dagen. Igen er det svært at sige ordentlig tak for, alt de har givet os. Vi vinker efter dem, da de kører. Nu skal vi videre ind i Serbien.

Dag 14: Hjem Det er fantastisk at være hjemme i en stor blød seng. Efter dage med storbyvandring i Sarajevo og Beograd har vi de sidste dage sovet i telt på rastepladser i Tyskland. Det er ikke min favorit. I teorien kan det lyde spændende, men det er bare et telt sat op et mærkeligt og grimt sted.

Men hvis jeg ser bort fra det ukomfortable og de tidspunkter, hvor jeg følte mig meget sårbar - altid om natten på motorvejen, så har jeg oplevet mere gæstfrihed på de sidste 14 dage, end jeg har på nogen anden rejse i mit liv.

Hverken solrige ressorter eller hvide sandstrande kan give mig al den gæstfrihed og åbenhed som de to afghanske brødre, Giani og Wahlborg og Semir og Avdo har givet.

Det er betryggende at vide, at de åbne vidder og åbne bildøre altid er der. Så kan jeg vende tilbage, når jeg har fået nok af bløde hvide lagner. Men lige nu dykker jeg ned under dynen.

12 STUDIET

OKTOBER

Nekrolog: Studieordningen, der forsøgte sig med lidt af hvert

Nervepirrende prøvelser i kryds og bolle, væsentlige vidensfag med manglende plads til fordybelse og floskler om nytænkning af hummel-munken, Christian Stadil. Studieordningen, som har været gældende indtil nu, har forandret sig meget i det lange løb. Men set i bakspejlet blev årgang ´17 definitivt den sidste generation, der fik fornøjelsen af den.

Af Mads Klitgaard Denne artikel er et udtryk for skribentens holdning: om ny rekrut på medietorvet var det obligatorisk at stå ret for den, der dikterer dagsordenen. Studieordningen var anerkendt for sin evne til at lære fra sig og tilgive, når det brændte på. Den blev ofret til fordel for en ny, men vil blive husket for sin rummelighed til alle interesser inden for journalistikken. Den bød på discipliner inden for det skrevne, radiofoniske og ikke mindst de levende billeder i nyhedernes tegn. Den bød på jura, økonomi, politik og sociologi, og den bød på indsigt i den medieverden, som vi alle marcherer mod. Desuden har der hersket en gavmild rutine til den, som ville lære lidt af hvert. Og så bød den faktisk også på noget med nogle journalistiske værktøjer, såsom faget ‘Innovation’, der bliver svær at bagatellisere.

S

Men på mange punkter har den været et konservativt ideal for, hvad vi skal evne som journalister. Uddannelsen har givet plads til en varieret palette af viden og værktøjer, men kun åbnet en smal passage til den, der vil fordybe sig. Så med inspiration fra et engelsk udtryk, kunne studieordningen lidt af hvert, men lod os intet mestre. Nogle fag har evnet at lære fra sig i højere grad end andre.

Mediesprog, som udforskede grammatikken og sprogets finurlige og til tider anstrengende univers, løber med titlen som uddannelsens sværvægteWr. I forbindelse med vores afsluttende bachelor skriver ordningen, at der ”lægges vægt på den studerendes stave- og formuleringsevne”. Så trods vores beskedne mangler i kryds og bolle, har faget gennem sin barske kontinuitet desuagtet gjort os bedre. Der var som regel et facit, og sværhedsgraden kunne med jævne mellemrum anses som uddannelsens ækvivalent til folkeskolens matematiktimer.

Grammatikken har naturligvis ligget godt i tråd med vores journalistiske håndværk, som har været fundamentet for vores uddannelse.

På sin vej har den ført os gennem alverdens former for tænkelig journalistik. Lige fra den korte nyhed til de længere formater og fra radiofoniens lyde til kameraets billeder. Studieordningen har derfor åbnet op for fagets mange aspekter, og givet os muligheden for at vælge retning. Vores indre journalist er med tiden derfor blevet mere koncis, konkret og kortfattet (sikke en trikolon, Lektor Blom!).

De akademiske fag og det boglige aspekt skulle give en brugbar viden, som vi kunne tage med på fremtidig færd. Men det må ærligt erkendes, at denne uhyre relevante viden ikke tillod sig at forplante sig i hovedet på de studerende, men blot strejfede overfladen. Med så få timer og ECTS-point har det ikke været muligt at fordybe sig i stoffet.

Der er tale om fag som hele bachelor- og kandidatuddannelser beskæftiger sig med, så vi nåede, af gode grunde, ikke særlig langt. Det giver god mening at suge den faglige og teoretiske viden til sig, men det hænger næppe ved, når vi hurtigt skøjter over forelæsninger og beskedne eksamenskrav. En skam, for vi mindes stadig Erik Albæks livlige fortællinger og Michael Baggesens underspillede persona.

Når semesteret bliver til måneder, og måneder pludseligt bliver til eksamensperioden, forskrækkes studieordningens rekrutter af pludselig angst. Angst for præstationen og resultatet. Og selvom elever kan have forsømt eksamenslæsningen til fordel for en fadbamse på den lokale bodega, har den hidtidige studieordning vist sig at være enormt tilgivende. Måske lidt for tilgivende. Især de akademiske eksaminer har været barmhjertige, og tilsyneladende må kun én procent gå til reeksamen. Men måske skyldes det blot, at vi ikke har været så bagud, som vi selv troede (måske ikke).

En eksamen, som flere studerende dog måtte gå om igen, var ”Innovation”. Et fag, som står i skarp kontrast til alt brugbart. Blot

ordets luftige titel gav anledning til tvivl, og fortvivlede blev vi, da forelæsningerne startede en måned inden eksamen. I fagbøgerne kunne findes berigende viden om nytænkningen. Det kunne eksempelvis være påstanden om, at vi forstår os selv som skabende mennesker, og tilværelsen er formbar. Eller at man skal gå på kanten af den kreative boks i stedet for at finde ideen i den blå luft. Kan du komme i tanke om mere ubrugelige floskler?

Heller ikke jeg. Ligegyldighederne var mange i hummel-munkens hellige skrifter ”I bad med Picasso”. Og som om Christian Stadils bog ikke kunne glemmes hurtigt nok, så blev vi pænt bedt om at skrive en opgave om den kreative proces med afsæt i vores innovative projekter, og jeg kan vædde min spidse hat på, at det blev 44 siders overflødig læsning.

Det vil højst sandsynligt ikke være et fag, som nogen vil savne. Overhovedet. Og så kom jeg lige i tanke om, at jeg nok aldrig får solgt den bog igen.

Den tidligere studieordning vil blive husket for at forsøge sig med lidt af hvert. Noget lykkedes, noget gjorde ikke. Spørgsmålet er nu, om ændringerne i Studieordningen 2018 Foto: Niels Nedergaard tillader mere fordybelse.

Illustration: Julie Schuster Lapp

Nyt semester, nye studerende Den gamle studieordning på journalistik på SDU blev ved semesterstart i efteråret 2018 erstattet af en ny og forbedret studieordning, der har til formål at afstresse de studerende

Af Melissa Kjemtrup

100

Foto: Louise Olifent

friske og nye ansigter tripper i disse dage rundt mellem lokalerne på Medietorvet på Syddansk Universitet. I en forvirrende rus af spænding og nervøsitet, forsøger de at navigere rundt mellem de mange forvirrende og digitale opdateringer fra underviserne, der løbende tikker ind. En af opdateringerne handler om den nye blok, der starter efter efterårsferien, hvor Research og Metode 1 tager over efter sociologi. Det er et skema langt fra det, de studerende på tredje semester kender fra deres første semester.

De nye studerende er nemlig blevet en

del af den nye studieordning, som fra semesterstart erstatter den tilgivende studieordning fra 2016, som Mads Klitgaard kalder den i sin nekrolog. Den er fuld af nødvendige ændringer, mener uddannelsesansvarlig for dagstudierne på Center for Journalistik, Morten Skovsgaard. Ifølge ham har den gamle studieordning haft ry for at presse de studerende for meget. »De studerende blev stressede, og når man undersøgte hvorfor, var noget af det, der gik igen, at man havde mange fag, som man hele tiden skulle forholde sig til.« Han forklarer også, at tidligere evalueringer har vist, at flere studerende fra den gamle studieordning har følt, at læringen var meget overfladisk, hvilket, han mener, er en skam: »Vi blev nødt til at gøre et eller andet for at have færre fag med en dybere læring, og det er den nye studieordning et udtryk for.«

STUDIET

13

Den nye journalistårgang hele paletten rundt Sammen med den gamle studieordning faldt studiestartsprøven til journaliststuderende, der nåede at blive to år gammel.

Nu har Lixen genoplivet den, for data fra prøverne giver svar på mange spørgsmål – også det største: Hvor forskellige er årgangene egentlig?

Af Emilie Rotbøl Amstrup

S

elvom svarprocenten lider under, at den obligatoriske prøve nu er blevet til et frivilligt spørgeskema, har 62 personer ud af 100 på den nye årgang besvaret spørgeskemaet. I det store hele bekræftes de tendenser, som studiestartsprøven har vist de sidste par år – men der er også et par overraskelser. Vi hiver nogle af punkterne frem her: I kommer fra hele landet – men minder meget om hinanden Årgang 2018 er en blandet landhandel, geografisk set: Næsten 41 % har taget vejen fra øst for Storebælt, 45 % af studiet er fynboer eller fra region Syddanmark. Det er en stigning på 9 procentpoint siden sidste år.

Til gengæld er antallet af nord- og midtjyder næsten halveret i forhold til sidste år, hvor de fyldte 23 %. I år er tallet 12 %.

Langt de fleste, hele 90 % af de optagne, har gået på det almene gymnasium. Men mange har benyttet sig af yderligere skolegang for at forbedre deres chancer til optagelsesprøven – og til det er højskolerne stadig populære: 27 ud af 62 respondenter (43%) har været på højskole med et særligt fokus på journalistik.

Det er en smule lavere end sidste år, hvor det var et par procentpoint under halvdelen.

Vi elsker udlandsnyheder og kultur…

De fleste journaliststuderende har nok oplevet at blive førstevalgt, når Bezzerwizzer bliver smidt på bordet. Selvom fordommene om evig nysgerrighed og stor videbegærlighed nok har noget på sig, og vores interessefelter ganske vist dækker bredt, er der altså nogle stofområder, vi er mere vilde med end andre.

Og præcis, som det også var tilfældet ved studiestart for de nuværende elever på tredjeog femte semester, er især udlandsnyheder og kultur populært – her svarer henholdsvis 60 % og 64 %, at de er ‘meget’ eller ‘ekstremt interesserede’. Kun tre personer er ‘slet ikke interesserede’. … Men kun få drømmer om erhvervsog sportsjournalistik Anderledes sløjt står det til med områder som økonomi og erhverv, hvor 53 % svarer, at de ingen interesse har i at arbejde med det i fremtiden. Ikke én eneste er ekstremt interesseret.

Men den tvivlsomme andenplads efter økonomi og erhverv er, måske overraskende for nogle, sport – men kigger man på svarene fra studietartsprøven de sidste par år, ja, så er det måske ikke en så stor joker, som man skulle tro. Vandene har delt sig siden 2016, hvor de fleste var enige om, at sport var relativt spændende at arbejde med. I 2017 fordelte stemmerne sig jævnt i

bunden og i toppen, og nu er fordelingen tippet fuldstændigt: 43% svarer, at de slet ikke er interesserede – og på tre år er andelen af ekstremt interesserede faldet med 16 procentpoint.

Journalisternes legeplads er ikke de journaliststuderendes Twitter, mere eller mindre kærligt kendt som journalisternes legeplads, har længe været udskældt for bare at være journalisternes mulighed for endelig at kunne komme ud med egne holdninger. Men selvom journalister efter sigende er storforbrugere af Twitter, har trenden endnu ikke nået de studerende på SDU – hverken årgang ’16, ’17, eller ’18.

Men ud over det lidt kølige forhold til Twitter følger de studerende altså – måske ikke så overraskende – den generelle medieudvikling i Danmark: 60 % orienterer sig flere gange om dagen på Facebook og 66 % på avisers digitale platforme. Anderledes trist ser det ud for avisbranchen, som mange studerende ellers drømmer om at træde ind i. Kun fem respon-

denter har dagligt en avis mellem hænderne, og endnu færre læser magasiner, så også her følger de journaliststuderende altså udviklingen: Mindre papir, mere web.

Illustration: Julie Schuster Lapp

og ny studieordning En mere tidssvarende opbygning »Tredje semester har jo haft platformene, Men hvad er det egentligt, der er ændret? der har styret semestrene, og så har de haft Den nye studieordning kommer som udgangde enkelte genrer på hver platform. Nu er spunkt til at være bygget op af fagblokke, det genrerne, der styrer det, og platforder varer forholdsvist kort tid og gør lærinmene der ligger inde på hvert semester.« gen i de forskellige fag Det synes han er mere intens.

BlokordDet er mere up-to-date, i en mere tidssvarende ningen og nedskæringen forhold til hvordan medie- løsning. i antallet af fag er, ifølge branchen fungerer i dag, hvor »Det er mere up-toMorten Skovsgaard, et rigtig mange arbejder på flere date, i forhold til hvorudtryk for, at man har øn- platforme hver dag.« dan mediebranchen sket at prioritere de stufungerer i dag, hvor derendes læring højere end tidligere. rigtig mange arbejder på flere platforme hver »Det er bedre at have et pensum, der dækdag.« ker det halve, hvor man så får fat i alting, fremfor at have et pensum, der dækker det Anvendelsesorienteret læring hele, og man kun får fat i 25 %,« forklarer han.

Også vidensfagene har været under knivNoget andet, der gør den nye studieorden, da studieordningen skulle reformeres. ning markant anderledes fra den wgamle, Fag som ‘Offentlig politik og forvaltning’, er, at håndværksfagene bliver struktureret ‘Økonomi’ og ‘International Politik’ er bleanderledes. Radio og TV bliver trukket af vet streget, og optræder i stedet som deleskemaet til fordel for et flermedielt håndmenter i et 10 ECTS-fag på tredje semester værksfag, fortæller Morten Skovsgaard. kaldet ’Danmark, Europa og verden’. Det er

“

en ændring, der er sket, så koblingen mellem livet i branchen og studiet bliver klarere. »Tanken med faget ‘Danmark, Europa og verden’ er at skabe en bred forståelse af politik, både nationalt og internationalt, men med en eller anden form for anvendelsesorienteret perspektiv, så de studerende bedre kan se, hvad de skal bruge faget til.« Ingen reform uden tab På trods af en overordnet optimisme hos Morten Skovsgaard på sit kontor i Agoraen er han dog klar over, at der er konsekvenser ved at lave en så omfattende uddannelsesreform. »Man kan ikke lave den slags, uden der er noget, der går tabt,« siger han og fortsætter, »det er nok en af de ting, jeg er mest spændt på. For skal vi til at finde en anden model igen, eller hvad skal vi?« Han er dog fortrøstningsfuld: »Man kan ikke reformere, hvis man har en nulfejlskultur i hovedet. Der vil opstå nogle uhensigtsmæssigheder, men

så må man rette dem hen ad vejen.«

14 DEBATTEN

OKTOBER

Hvorfor er det, vi venter på det valg?

Af Tobias Sonne Olsen

T

irsdag den 2. oktober var min Facebook klistret til med opdateringer om, hvor stor en festdag for demokratiet det var. Det var nemlig åbningen af Folketinget efter sommerferien. Det betød selvfølgelig, at statsminister Lars Løkke Rasmussen skulle holde åbningstalen – en tale, som var mere intetsigende end Fie Laursens Instagram.

Jeg glæder mig som regel til åbningsdage og åbningsdebatter i vores kære parlament, men jeg orker det ikke i år. Hvorfor gør jeg så ikke det, spørger du nok. Det skal jeg svare på. Det er valgår. Det betyder som regel også, at politikerne har travlt med at give os borgere løfter omkring, alt det vi vil høre. Der skal selvfølgelig færre indvandrere til Danmark, som bare vil nasse, men mange flere der vil arbejde.

Vi skal skære på det offentlige forbrug og spare penge på papirarbejde, men vi skal

selvfølgelig også investere i skoler, sygehuse og så videre. Hvordan vi gør det? Den tager vi efter valget.

Hvis jeg ikke vidste bedre, da jeg sad og så Lars Løkkes folkelige tale, så kunne jeg da lige så godt tro, at manden var socialdemokrat.

Det gør mig simpelthen så træt. Lars Løkke udtalte senere på dagen til Kåre Quist, at folketingsvalget først kommer i år 2019. Men hvorfor? Vi kan jo se på de sociale medier, at det ikke kun er Lars Løkke Rasmussen, der er i valgkampsstemning, men også modkandidaten til statsministerposten, Mette Frederiksen, er klar til kamp.

Hun har nemlig lavet en video for Socialdemokratiets Facebookside, hvor hun viser billeder af sig selv som barn og fortæller, hvordan hun vil prioritere Danmark. Vi skal være grønnere, rigere, mere retfærdige og børnene skal have det bedre – I ved, alt det som andre politikere jo er decideret uenige i…

Til sidst i den patosfyldte, næsten kvaldebat bedre det næste år, når partierne fra nu mende søde video skal Mette vælge, hvilken af vil køre valgkamp. dør hun vil gå ind ad. Den røde eller den blå.

Så derfor, Lars. Vil du ikke nok udskrive det Hun er selvfølgelig ikke i tvivl, og hun vælger valg? Så kan I politikere gå tilbage til at lave den røde. politik med indhold og ikke valgkampsvideoAlt det er jo fint, men det er valgkamp og er og burkaforbud. Reel politik, der løser derfor så intetsigende. I sådan en video blivproblemerne i Danmark, ikke stemmeslugeer der jo ikke stillet spørgsmålstegn ved de re og kvalmende historier fra barndommen. forringelser af velfærden, S-regeringen laveDerudover så kan vi danskere tage stilling de i sin tid. Der bliver til, om det skal være den røde Hvis jeg ikke vidste eller blå dør. Please. ikke sat spørgsmålbedre, da jeg sad stegn ved den indvandrerkritiske tone, og så Lars Løkkes som alle partier effolkelige tale, så kunne terhånden lever efter.

Nej, der bliver ikke sat jeg da lige så godt tro, spørgsmålstegn ved at manden var sonoget som helst. Det cialdemokrat. er en video, hvor den socialdemokratiske ideologi får fuldt smæk på, hvilket jeg godt forstår, hvis man gerne vil vælges. Men det gør jo ikke den politiske

“

Lukningen af DR K og P8 Jazz er det gale vanvid Af Rasmus Bloch

D

a jeg vågnede op den anden dag, blev jeg på en gang vred, skuffet og fortvivlet.

Som en del af regeringens medieudspil, skal DR spare 20 procent. Den anden dag blev det så afgjort, hvor der skal spares og tak skæbne for en omgang. Det, som sprang mest i øjnene på mig, var lukningen af DR K og P8 Jazz.

Begge er nichekanaler, det indrømmer jeg gerne, men derfor er de stadig en uhyre vigtig del af mediebilledet. For hvis der skulle sidde nogle danskere og tænke, at de ville udfordre sig selv med et skud kultur, bliver det ganske enkelt umuligt nu. Galskaben og det stormløb, der i øjeblikket er mod DR, må simpelthen stoppe, hvis man fortsat ønsker folk med kulturel dannelse i det her land.

Det er særlig trist, fordi det indhold, som bliver sendt på DR K og P8 Jazz ikke kan findes andre steder. I medierne flyder det over med mere og mindre sobre programmer om amerikansk kultur. På tværs af alle medier bugner det med dokumentarer om Den Amerikanske Borgerkrig og USA’s rolle i Den Kolde Krig. Kulturprogrammer om dansk kultur er dog en sjældenhed, både i radio og tv, så derfor er indholdet, som de to kanaler spytter ud ganske enkelt unikt. På DR K er det unikke programmer om dansk historie og både 30 og 40 år gamle udsendelser, som hver dag bliver sendt. Begge ting er vigtige for at kunne sætte nutiden i et klarere lys. Man er nødt til at kende til fortiden for at kunne handle i nutiden. På P8 Jazz er det den danske jazz, der bliver spillet, som er unik. Danmark var i 60’erne hjemsted for mange store jazzmusikere, og lige siden har vi spillet en

stor rolle i jazzen. Derfor er det simpelthen pinligt, hvis vi ikke kan have en jazzradio her i Danmark.

Programmer om kultur og jazz vil man kunne finde uden om DR, men kanalerne pakker det ind i et format, så det bliver spiseligt

om kultur. Aldrig. Tværtimod, det føjer flere farver til livets palet, og det lader folk vide, at der er andet end Instagram og TV3 i en ellers tryg generation Z-tilværelse fyldt af en ulidelig lethed.

Ganske vist vil man føre DR K videre i

underskud, hvis de skulle konkurrere på markedsvilkår. Men de er uhyre vigtige for at formidle kultur til danskerne. Det må jo være det, som public service skal gøre; uddanne befolkningen og gøre os klogere. Børnehaver giver også underskud, men de er stadig nødvendige for at få samfundet til at fungere. Med sit udspil påskønner regeringen den kommercialisering af mediebranchen, som allerede er i fuld gang. Inden længe ligger vi alle hele dagen på sofaen og spiser en burger fra Burger King, mens vi griner fjoget af Linse Kessler og Diamantfamilien. Derfor: Foren jer, kulturkæmpere! Og vift forbandet højt med den kulturelle fane. Det er snart for sent.

Program for tirsdagsoplæg på Medietorvet 30/10: Tom Heinemann - om dokumentarfilmen “Courage” 6/11: Mathilde Kimer - DRs korrespondent i Rusland for de fleste danskere. Stod det til mig, skulle børn tvinges til at se og lytte til kanalerne, da kvaliteten af dem ganske enkelt er fremragende. I forvejen er den unge generation temmelig historieløs. Med lukningen af de to kanaler risikerer vi, at vi inden længe lever i et totalt historieløst samfund. Unge mennesker dør ikke på gaden, hvis ikke de ved, hvem De Røde Brigader og Chet Baker var. Men det skader dem ondelyneme aldrig at vide noget

DR2-regi, men resultatet kan kun falde ud til negativ side. DR K sender 24 timer i døgnet, og det samme gør DR2. Derfor vil der uundgåeligt komme færre kulturprogrammer. I DR sidder der sikkert nogle mellemledere og spekulerer på, om man vil kunne spille jazz på nogle af DR’s andre radiokanaler. Det har jeg i min vildeste fantasi svært ved at forestille mig, det må jeg sige.

Både DR K og P8 Jazz ville helt givet give

13/11: Rasmus Flindt - vinder af årets pressefoto 2017 27/11: Christian Degn - fra Cavling-nomineret til Hammerslag Arrangementerne finder sted på Medietorvet klokken 12:00

DEBATTEN

15

Medierne prioriterer følelsesjournalistik over EU-politik Brexit-forhandlingerne er i fuld gang. Storbritanniens EU-exit kræver, at 80.000 siders EU-lovtekst skal omskrives til national lovgivning, og det vidner om, at EU har en langt større lovmæssig indflydelse på nationalstaterne, end den enkelte europæiske borger muligvis går og aner. Derfor er det også et svigt af dimensioner, når de danske medier i højere grad nedprioriterer det svære EU-stof til fordel for følelsesbetonet journalistik, der tager udgangspunkt i børn og dyr.

Af Sarah Fiona Murphy

J

eg var for nylig i minipraktik på TV2. En spændende oplevelse, der gav indsigt i et af de store mediehuse her i kongeriget. Datoen for praktikken var EUROPA-dag, som enkelte måske opdagede, at busserne flagede for. En dag, hvor medierne havde en oplagt mulighed for at formidle EU-stof, som i dagligdagen er svært at få sat på dagsordenen. Det kunne passende give anledning til at oplyse befolkningen om betydningen af Europa-dagen, som anmærker startskuddet for EU. Det er mig et under, at man som næststørste kanal hellere vil bringe et indslag om drenge i 8-12 års alderen, der får betalt privatundervisning i fodbold af deres forældre, fremfor at bruge sendetiden på at berette om en instans, som foretager beslutninger, der har direkte indflydelse på Danmarks lovgivning. Lovgivning, som er med til at definere Danmarks fremtid.

TV2 er dog ikke ene om at have større fokus på historier om børn og til tider også ulve.

Den generelle mediedækning af EU fylder for lidt, og EU som instans lider under manglende interesse fra offentligheden. Der er ti journalister ansat i Bruxelles, byen, hvor både Europa-Kommissionen og -Parlamentet har hovedsæde. Det lyder måske af rigeligt. Men til sammenligning er der 180 journalister tilknyttet Christiansborg og intet mindre end 2000 presseakkrediterede, når Roskilde Festival løber af stablen. Tænk, hvis blot 100 af disse formidlede EU-stof i stedet? Hvad ville det betyde for danskernes syn på EU? Ville et øget mediefokus ikke være afgørende for, at man som dansker tager ned og stemmer til Europaparlamentsvalget i maj næste år? Og i samme omgang stemmer på nogle, man reelt mener bør være Danmarks indflydelse i EU?

De færreste af mine venner og bekendte har forståelse for, hvor store og hvor mange beslutninger EU reelt tager. De interesserer sig ikke for det, men hvordan kan man forvente, at folk skal interessere sig for noget, man ikke hører om? De fleste får deres politiske viden fra medierne, så hvis medierne udelader en så essentiel instans som EU, har det afgørende betydning for danskernes interesse. En interesse, som skal vækkes til live gennem god og spændende journalistik.

Noget af det første, jeg lærte på journaliststudiet, var, at man som journalist er ansvarlig for at oplyse befolkningen om demokratiet, så borgerne er i stand til at træffe beslutninger på et oplyst grundlag.

For at danskerne kan have en holdning til EU og på baggrund heraf træffe beslutninger, kræver det en oplyst befolkning.

I stedet har vi en befolkning, der må nøjes med at blive oplyst om børns eneundervisning i holdsport fremfor de politiske beslutninger, der influerer dansk økonomi og politik. Midt i TV2’s bedste sendetid. Og når jeg taler om øget mediedækning, mener jeg dybdegående fokus og ikke blot historier, der omhandler forbud mod lakridspiber og kanelsnegle.

Både for at give danskerne en forståelse af EU, men også for at give befolkningen en forståelse for, hvor meget af den nationale politik der er et afledt af den europæiske dagsorden. Herunder er der mange eksempler, hvor især EU’s fokus på en europæisk miljøpolitik er blevet adapteret af danske partier til deres partipolitiske dagsorden.

EU er afsindigt vigtigt, lad os nu alle få muligheden for at forstå hvorfor.

Når feminismen fejler

Af Catharina Maria Skov Lassen

E

n mand. En kvinde. Det evige heteroseksuelle kompleks. To ligeværdige størrelser eller hvad? Spændinger i luften, måske fra en, måske fra to. Den ene gør et forsøg på at få en scoring i hus. Det skulle han aldrig have gjort.

I dag er vi konstant opmærksomme på, hvordan samspillet mellem kønnene er. En vedvarende shitstorm hænger over mændenes hoveder. Mænd er nogle svin, og søstersolidariteten skal være at finde mellem kvinder. Flere mænd i filmbranchen har udnyttet deres magtposition og misbrugt både kvinder og drenge. En skuespiller tæsker sin kone.

Derfor må han ikke medvirke i film fremover.

En anden mand lægger sin hånd på en drengs skød, og straks skal hans billede fjernes fra alle større produktioner, han har været en del af. Jeg er med på, at mænd i magtpositioner ikke må udnytte deres magt. Jeg er med på, at mænd ikke skal udnytte kvinder seksuelt eller på nogen måde diskriminere på baggrund af køn. Dog er jeg træt af den vedvarende hetz, der er mod mænd.

Problemet er at finde på arbejdsmarkedet.

Magtfordelingen er problemet. Manden eller kvinden på toppen er problemet, men det er manden ikke på grund af hans køn, derimod nærmere på grund af hans magt. Lige-

som at alle kvinder ikke er hystader med der i dag har. Jeg vil ikke ansættes i en virket konstant behov for at blive set, er alle somhed på baggrund af mit køn. Jeg vil ikke mænd ikke sexforbrydere uden hæmninger. opfylde nogen arbejdspladsers kvindekvote.

Det er som om, at kvinder i den vestlige Jeg vil ansættes, fordi jeg er dygtig, dygtigere verden har fået nok. De er trætte af, at de end alle andre kandidater. Det er som om, det ikke får nok topposter. De er trætte af at er selvsagt for en moderne intellektuel kvinblive gjort til sexobjekter, som kun er inde at skulle være feminist. Og teressante på baggrund af deres køn. Jeg er ja, jeg ønsker lige muligheder også træt. Jeg er træt af for begge Vi lever ikke i et lige køn, men ting, mænd gør. Træt af samfund. Det er na- s å d a n mænd, som føler, at det er okay ikke at skrive ivt at tro, at kønnene kan k o m m e r til en pige, efter de har blive ligestillede. det aldrig haft sex, eller mænd som nogentror, at sex er en selvfølge sinde til at for begge parter efter et kys en stiv nat i blive. Kvinder skal ikke i milen sværmende os af tequila og slutdrops. itæret, mænd skal til session.

Jeg er dog også træt af, at mænd altid skal Kvindelige pædagoger må gøres til fjenden for det modsatte køn! Det er gerne være alene med børnene vigtigt at holde fast i de værdier, som kvinder i en institution, mange stedsom Frida Karlo, Meryl Streep og mange flere er må mænd ikke det samme, har kæmpet for, men nok er nok. Vi kan ikke skriver DR Indland. Kvinblive ved med at bebrejde den mandsdomineder må gerne tage chancen rede erhvervselite, at arbejdsgiverne ikke givog lægge en hånd på låret af er os job, og at mænd i høje stillinger bliver den, de er forelsket i, selvom kærester med deres unge smarte sekretærer. følelserne kan risikere ikke at Vi bliver nødt til at stoppe op og sætte pris være gengældt, det må mænd på alle de muligheder, vi som vestlige kvinikke. Vi lever ikke i et lige

“

samfund. Det er naivt at tro, at kønnene kan blive ligestillede. Kvinder kan noget, mænd ikke kan og omvendt. Her fejler feminismen.

16 NICHEN

OKTOBER

POLITIK

Ungarn og Polen udfordrer EU’s værdier Europa-Parlamentet skrev i september historie, da det vedtog at opfordre EU’s Ministerråd til at skride ind overfor Ungarn, der siden 2010 har sat EU’s værdier under pres i hjemlandet.

Af Mathilde Hougaard Boesen

»V

ores fælles europæiske værdier er ikke til diskussion.« Ordene faldt den 12. september 2018 i Europa-Parlamentet i Strasbourg. De tilhørte Manfred Weber, formand for EPP-gruppen, som er fællesgruppen for konservative og kristendemokratiske partimedlemmer i Europa-Parlamentet.

Det skete kort inden afstemningen om en resolution, der opfordrer EU’s medlemslande til at indlede en artikel 7-proces overfor Ungarn. Artikel 7 i EU-traktaten – populært sagt EU’s ’grundlov’ - beskriver de sanktionsmuligheder, EU-landene har over for et andet medlemsland, hvis ikke de lever op til EU’s værdier.

Resolutionen gik igennem med 448 stemmer for og 197 stemmer imod. Dét i sig selv er historisk, i og med at det er første gang Europa-Parlamentet har stemt for at indlede en artikel 7-proces mod et medlemsland.

Alle medlemslande i EU har skrevet under på, at ville leve op til værdier som demokrati, respekt for retsstaten og menneskerettighederne.

Men i 2010 valgte ungarerne den nationalistisk-konservative Viktor Orbán fra partiet Fidesz som premierminister. Siden er Ungarn blevet kritiseret for at krænke netop demokratiet og retsstaten i Ungarn. Det handler især om behandlingen af flygtninge og migranter, hvor Orbáns regering for eksempel har opført et pigtrådshegn og gjort det ulovligt at hjælpe flygtninge. Det skyldes ifølge Politico, at Orbán finder det for »et nationalt ansvar at beskytte sine grænser«.

Orbáns parti Fidesz er også repræsenteret i Europa-Parlamentet. De sidder netop i EPP-gruppen, der er Europa-Parlamentets største gruppe. Flere medlemmer fra gruppen stemte dog for resolutionen, inklusive

Manfred Weber og Danmarks konservative Bent Bentsen. »Reelt betyder det, at Ungarn er blevet marginaliseret i forhold til kernelandene,« vurderer lektor i Østeuropæiske forhold ved Syddansk Universitet Søren Riishøj.

Ungarn står dog ikke alene. I december 2017 vedtog Europa-Kommissionen et lignende tiltag overfor Polen. De to lande ligner hinanden politisk og passer på hinandens ryg.

Illustration: Julie Lapp

“

Reelt betyder det, at Ungarn er blevet marginaliseret i forhold til kernelandene.

SÅDAN VIRKER ARTIKEL 7 I EU-TRAKTATEN 1.

2.

3.

4.

Dét har afgørende betydning for, hvad der kommer til at ske fremadrettet. Bolden ligger nu hos EU’s Ministerråd, og her er sanktionsmulighederne afhængige af, at alle medlemslande bakker op om for eksempel at fratage et land stemmeretten i EU. Det bliver svært: »Sanktionerne træder næppe i kraft.

Måske kan de to lande rammes på pengepungen i det nye EU-budget, der kommer i 2021,« vurderer

En tredjedel af Rådet, EU-Kommissionen eller Europa-Parlamentet kan aktivere artikel 7-processen.

Rådet kan ved 4/5-dele flertal vedtage, at der er en klar risiko for, at et medlemsland overtræder EU’s værdier. Europa-Parlamentet skal godkende denne beslutning ved simpelt flertal. I denne periode skal det pågældende medlemsland høres.

Herefter kan Rådet ved enstemmighed afgøre - og med Europa-Parlamentets godkendelse - at medlemslandet overtræder EU’s værdier.

Eventuelle sanktioner skal godkendes med kvalificeret flertal i Rådet.

Søren Riishøj.

EU er nemlig langt fra kun et værdifællesskab, men i høj grad også et spørgsmål om økonomi.

Ifølge Søren Riishøj vil »Polen og Ungarn miste alt for mange penge, hvis de forlader unionen.« For Ungarns vedkommende talte EU-støtten i 2016 4,55 milliarder kroner – eller, ifølge DR’s Bruxelles-korrespondent Karin Axelsson, 4 % af landets BNP. Selvom Ungarn og Polen står mere marginaliseret i EU i dag end for bare et par år siden, står de langt fra svagt. De herskende tendenser omkring for eksempel migrationsspørgsmålet og EU-modstand vokser i de øvrige medlemslande.

Derfor står medlemslandene overfor en svær, pædagogisk balanceøvelse: Der skal sættes en grænse overfor Ungarn og Polen, men samtidig skal der sættes en grænse for flygtninge- og migrationsstrømmen i de enkelte nationalstater. For, som Søren Riishøj siger: »Eftergivenhed overfor migrationsspørgsmålet vil være den sikre vej til valgnederlag. Stort set alle regeringer i øst – og vel også i vest – er derfor på den hårde linje.« Dilemmaet er op til de enkelte lande at håndtere. Spørgsmålet er, om de historiske afstemninger om Polen og Ungarn viser, at et flertal i EU har nået grænsen for, hvad man kan tillade sig – eller om afstemningerne bliver en parentes i den europæiske historie. EU’s kommende femårige budgetramme gælder først fra 2021, og den politiske situation i Europa kan nå at ændre sig mange gange endnu - blandt andet med Europaparlamentsvalget i foråret 2019.

EU’s KRITIK AF UNGARN GÅR BLANDT ANDET PÅ: • Presset pressefrihed: Ny lovgivning stiller spørgsmålstegn ved, om ungarske medier er i stand til at levere fri og uafhængig pressedækning • Ligestilling: Konservative familieformer beskyttes gennem lovgivning, og ungarsk skolemateriale kritiseres for at fremme kønsstereotyper om mænd og kvinder • Flygtninge: En lov fra 2017 foreskriver, at alle flygtninge tilbageholdes under hele deres asylbehandling. EU udtrykker bekymring for, om menneskerettighederne overholdes under denne tilbageholdelse

NICHEN KULTUR

17

Foto: Sebastian Stokkebo

Et tilbageblik på pressens historie og udfordringer Danmarks Mediemuseum i Odense kan give journaliststuderende et grundigt indblik i den journalistiske historie i Danmark. Men man skal skynde sig, hvis man vil nå at se mediemuseet, før de flytter.

Af Rasmus Jensen For enden af Kongestien i Odense kan man finde en journalistisk kronjuvel nemlig Danmarks Mediemuseum.

Mediemuseet I et af museet første rum ser man en tidslinje.

Den starter fra 2010 og går helt tilbage til middelalderen. Og mediemuseet er en institution, der selv har nogle år på bagen. »Mediemuseet åbnede i 1984 som Danmarks Grafiske Museum. Dengang var projektet at bevare det grafiske håndværk«, fortæller Lise Kapper, der er museumsdirektør for Mediemuseet. »Det var et håndværk, som var ved at dø ud, fordi trykkerierne gik over til en digital opsætning. Senere fusionerede museet med Dansk Pressemuseum, og så fik vi hele den pressehistoriske del med.« Man kan høre en svag knagen fra gulvet, der giver sig, som man bevæger sig henover det. I baggrunden hører man en præsentationsvideo af flere grundlæggende begivenheder, der har fundet sted gennem det sidste årti. ‘Pia Kjærsgaard går af som formand for Dansk Folkeparti’, lyder det fra højtalerne.

Der står en avisbod og troner midt på gulvet i lokalet. Boden har en grålig farve og er pyntet med gamle gullige avisforsider fra en svunden tid, hvor man kunne købe aviser såsom Socialdemokraten eller Land og Folk.

På bordet ved salgsvinduet ligger der kulørte blade af ældre dato. Ugebladene rasler, når man flytter på dem. Det lyder som efterårs-

blade fra et træ, og det falder én ind, hvor skrøbelige medierne egentlig er. Museumsdirektør, Lise Kapper, mener, at de journaliststuderende vil kunne få noget ud af et besøg. »Altså helt grundlæggende vil en journaliststuderende få et historisk indblik i medierne i Danmark fra nutiden og tilbage til middelalderen. En journaliststuderende vil også kunne få indblik i nogle håndværksteknikker, som ikke rigtigt eksisterer længere,« siger hun.

I et tilstødende lokale finder man et stort indrammet stykke papir. Papiret har en gullig farve, der næsten virker gylden. Papiret er et udskrift af Danmarks grundlov.

I baggrunden fortæller højtalerne, at det demokratiske samfund, som vi kender det i dag, har rødder i grundloven fra 1849. Med den lovgivning blev ytringsfriheden indført i Danmark, hvilket gjorde, at alle kunne ytre sig frit på tale og på skrift. Medierne fik en mere betydelig rolle i samfundet, og i slutningen af 1800-tallet kom der for alvor fart på medierne, da man begyndte at masseproducere nyheder via trykpressen. »Der er nogle tematiske emner, som især kunne være interessante for en journaliststuderende«, mener Lise Kapper og fortsætter: »Det kunne være interessant for en journaliststuderende at se nogle af de tematiske behandlinger, vi har omkring de farlige medier. Det er både ytringsfrihed og censur i medierne. Det er nogle tematiske gennemgange af de mere udfordrende sider af medierne.« Mediemixeren En mandlig trykker henvender sig til museumsgæsterne for at fortælle, at der vil blive trykt aviser i et andet lokale, som man kalder for Mediemixeren. »Den kan trykke 8000 i timen«, siger trykkearbejderen og nikker til trykpressen som en henvisning til de aviser, den spytter ud. Den

ældre mandlige besøgende spørger om han kæologiske Laboratorium, kan man eksmå tage en af de frisktrykte aviser. - »Jo, men perimentere med flere medier fra fortiden. tryksværten er så frisk at den smitter af«, Man kan spille på Commodore 64, høre kasfortæller trykkearbejderen. settebånd og se VHS-film. Det lyseblå gulv Gamle maskiner, gamle problemer, kan bliver belyst af lysindfaldet fra et stort vindue man tænke. i siden af lokalet, og det virker nærmest som »Ja, den skal stryges om, at den blå først«, udbryder en af Det kunne være interessant himmel fortsætde kvindelige besøter ind i rummet. for en journaliststuderen- Gulvet knager, gende.

I mediemixeren de at se nogle af de tematiske når man går fra en er der to comput- behandlinger, vi har omkring maskine og videre ere, hvor man kan se de farlige medier. Det er både til en andet. Ved ældre tv-udsendelsytringsfrihed og censur i me- Commodoren står er. Man bliver budt der en vejledning velkommen af en dierne. til, hvordan man ung Lily Broberg, der får liv i devicet. siger goddag. Her er fjernsynet, vi håber, Der står blandt andet: ‘Hav tålmodighed. at I vil synes om det. Blandt udsendelsVælg et bånd og sæt det i båndstationen erne er der alt fra fleggaardreklamer, der hvis båndet ikke er spolet tilbage, skal det er lidt over grænsen, til nyhedsudsendelser spoles tilbage til start’. Sætningen ‘hav tålmfra EU-afstemningen om Maastricht-trakodighed’ bliver gentaget tre gange i resten af taten og Edinburgh-afgørelsen, hvor der den ellers korte vejledning. Det ville man nok udbrød kampe mellem demonstranter og ikke kunne turde bede en forbruger om i dag. politi. Her beordrede en politiassistent en pressefotograf om ikke at filme et klamMediemuseet flytter meri mellem en betjent og en demonstrant.

Hvis man skulle have lyst til at besøge muDet er et tilfælde af en truet pressefrihed. seet, sådan som det er nu, så skal man Der er et afsnit af Mediemixeren, hvor man skynde sig. For museet lukker den 30. selv kan lave indslag. Med store overskrifter december og flytter til Møntergården. på væggen står der ‘Optag, Remix, Del’. Man »Der er taget en politisk beslutning om, kan blandt andet prøve at være interviewer og at Brandts skal bruge alle etagerne i den stille spørgsmål. På en skærm, der er monterbygning, hvor vi er beliggende. Når vi flytet i loftet, kan man se to drenge, der begge er ter, regner vi med at åbne en udstilling som klædt i mørkebrune cottoncoats og hatte for er endnu mere vinklet på det pressehisat illustrere, at de spiller en rolle. Bag dem toriske, men tager også et nutidigt udgangkan man se en havn med dertilhørende både. spunkt i medierne mellem oplysning og »Ja, fiskestængerne står på den bå’ der«, underholdning.« fortæller Lise Kapper. siger en af drengene på syngende fynsk.

"

Det Mediearkæologiske Laboratorium I det sidste lokale, det hedder det Mediear-

18 BLIKFANGET

OKTOBER

På kontoret over Centraltrykkeriet Vordingborg sidder den faste redaktion på Sydsjællands Tidende: Michael Thønnings og Mille Holst. Selvom det ikke altid er en dans på roser at være lokaljournalist, er arbejdet en vigtig del af, at demokratiet også kommer til Sydsjælland. I uge 40 besøgte journalisterne Aggerhuscenteret og Professionshøjskolen Absalon.

Af Louise Olifent

Mille Holst:»Det betyder rigtig meget for os som mennesker, at vi kan mærke hinanden, og at vi kan følge med i, hvad naboen laver og derfor er det vigtigt, at man kommer ud.«

»Arbejdet har også gjort mig til et lidt mere surt menneske. Man kan godt gå og blive lidt småbitter nogle gange. Der er masser af mennesker, der er gode til at ringe og skrive, når de synes, man har lavet et godt stykke arbejde, men der er jo langt flere, der ringer og brokker sig, fordi man har skrevet en artikel, de ikke ville have bragt.«

»Jeg gør det, fordi det er vigtigt, at der er nogle, der gør det. Jeg synes faktisk, det er spændende arbejde, og lige så surt det kan være nogle gange, lige så opløftende kan det være andre gange, fordi der er jo ikke to mennesker, der er ens. Og det er fantastisk nogle gange at høre, hvad mennesker har oplevet i deres liv. Det er livsbekræftende på en eller anden måde. Det er også derfor, jeg gør det.«

BLIKFANGET

19

Michael Thønnings: »Jeg synes måske lokaljournalistik er noget af det allervigtigste, netop fordi du er så tæt på folk, og netop fordi du fortæller de her konkrete ting, som har betydning for folk. Det kan da godt være, at Trump har sagt et eller andet på Twitter, eller de siger: ‘Uhadada,’ i Rusland, men at der bliver sparet 20 millioner på Gåsetårnsskolen – det er sgu nok noget, der rykker lidt mere. Især når man så kan se, at så er der sgu nok ikke råd til, at specialbørnene kan få deres støtte. De bliver måske nødt til at blive undervist i de almindelige klasser, og det skaber noget alarm. Det er meget mere konkret og meget mere en del af folks hverdag, end store overordnede forkromede nyheder er. Derfor synes jeg, det er vigtigere, men det skal man måske også selv synes, hvis det er det, man laver.«

»Når du sidder på en stor redaktion, så kommer du måske til Vordingborg en gang om året eller en gang i din karriere. Vi er her hver dag. Vi er her hele tiden og holder øje med, hvad der sker. Det er vigtigt at huske historien. Man kan jo ikke fortælle om fremtiden uden at huske på fortiden.«

»Lokaljournalistik kræver en god portion tålmodighed og en relativ stærk psyke. Det tror jeg i det hele taget gælder for alle journalister. Medierne er på en eller anden måde et samlingspunkt, og det betyder også, at der er en relativ stor kontaktflade. Man bliver udsat for enormt mange ting og mennesker i det hele taget.«

»Jeg synes, engagement er enormt vigtigt. Ellers kan det jo være lige meget.

Så er det jo bare et job. Så synes jeg, det er vigtigt, man går op i det, man laver, og at man sætter en ære i at få fortalt de her historier.«

»I arbejdet er man blevet mere hård, og jeg er blevet mere bister, i forhold til hvordan jeg har været tidligere. Jeg er sgu nok blevet mere sur.

Til gengæld er jeg blevet bedre til at prioritere og til at tage beslutninger.«

»Det giver et boost og en lyst til at lave noget mere, når der er nogle, der siger: ‘Hey – det her fungerede rigtig godt – det her var super fint.’ Og det gør også det modsatte den anden vej. Og det kommer der også meget af.«

BAGSIDEN

af Jakob Svensmark

Donald Trump er fake news!

Efter flere uger med svirrende rygter og sladren i redaktionslokalerne er det nu omsider blevet bekræftet fra aller nærmeste hold.

Donald Trump er fake news!

samme iltre temperament, de samme irrationelle handlingsmønstre og samme hårgrænse, når Trump tager tupéen af.«

I går stod Donald Trumps kone, Melania Trump, nemlig frem i New York Times og bekræftede det, som mange politiske modstandere har insinueret i månedsvis. »Han er det purre opspind, simpelthen,« siger en tydeligt beklemt Melania Trump.

Flere politikkere og meningsdannere har længe sået tvivl om Trumps eksistens, og det har længe været almindeligt kendt i baglokalerne, at Donald Trump i virkeligheden er skabt af den hæderkronede Disney-koncern.

Det skulle angiveligt være sket i et mislykket forsøg på at skabe en moderniseret version af en gammel folkekær Disney-kending.

En højstående embedsand i kongressen siger følgende til New York Times. »Donald Trump er et alias for Donald Duck.

Det er i virkeligheden umådeligt åbenlyst, nu hvor sandheden er komme frem. De har

Tager fake news til helt nye højder At Melania Trump har holdt så længe på sine oplysninger, har skabt harme hos mange amerikanere. Fortielsen har dog en meget logisk forklaring. For med de nye oplysninger er hun i høj grad med til at grave sin egen grav. »Ja, jeg er også fake news,« fortæller Melania Trump. »Jeg er en illusion i hovedet på en mand som ikke eksisterer, og det må jo uundgåeligt betyde, at jeg heller ikke eksisterer.« Oplysningerne rejser i det hele taget nogle helt nye spørgsmål som tager diskussionen om fakta vs. fake news til et helt nyt niveau.

For hvis Donald Trump er fake news, er fake news vel i virkeligheden også

fake news, eftersom ”the founding father of fake news”, Mr. Donald Trump, har vist sig at være fake.

I sidste ende kan man spørge sig selv, om denne artikel overhovedet eksisterer? For hvis hverken Donald Trump eller fake news eksisterer, eksisterer hele betingelsen for denne artikel vel i og for sig heller ikke. Dermed er hele denne artikel én stor gang fake news. Det kan den dog ikke være, eftersom at fake news ikke eksisterer. Ud fra en logisk betragtning må vi dermed konkludere, at eftersom at fake news er fake news og dermed ikke eksisterer, kan denne artikel ikke være fake news. Den må altså være sand!

Og det er da værd at glæde sig over.

Flere påbud på vej fra Inger Støjberg Flere påbud på vej fra Inger Støjberg Med påbuddet om at tvinge svin i halsen på børnehavebørn i flere af landets kommuner samt maskeringsforbudet og senest håndtrykspåbuddet, har Danmark markeret sig som et sandt påbudsland. Det skyldes ikke mindst en stærk liberal indsats, understreger den ultraliberale påbudsminister, Inger Støjberg. »Påbud er en stærk liberal kerneværdi,« siger hun, og lover at der er mange flere på vej i en nær fremtid.

Lixen kan her løfte sløret for to af de påbudsforslag som forventes at komme til forhandling i folketinget inden længe.

1.

Bankopåbud

Det skal fra februar 2019 være lovpligtigt

for ikke etniske danskere over 18 år at gå til banko minimum en gang om ugen. Hvis lovforslaget bliver vedtaget, vil alle flygtninge og indvandrere fremover få udleveret en tilmeldingsblanket til en bankoklub efter eget valg, så snart de krydser den danske grænse.

Vælger man at dygtiggøre sig i banko ved eksempelvis at møde op i bankohallen flere gange om ugen, vil det desuden fremme muligheden for at opnå dansk statsborgerskab. Det siger Integrationsminister, Inger Støjberg. »Der er ingen tvivl om at en dygtig bankospiller er mere brugbart for det danske samfund end en dårlig bankospiller, så det vil da klart blive taget med i den samlede vurdering, når folk søger om statsborgerskab.« Man overvejer desuden at erstatte de omdi-

skuterede indfødsretsprøver med Bankotests.

2.

’Sæt risengrød på loftet til nissen i december måned’ påbud De mange nisser som bor på asylcentre eller i multietniske ghettoområder rundt om i landet oplever i høj grad at blive forsømt i december måned. Det er nemlig ikke en integreret del af den muslimske kultur at sætte grød på loftet til nisserne.

Dansk nisseunion har derfor indsamlet underskrifter til et borgerforslag som lyder: »Nisser skal have grød på loftet tre gange dagligt i hele december måned, og det skal være med både kanel og smørklat. Og det skal være ægte smør – ikke blandingsprodukter eller OMA!«

Søren Espersen fra Dansk Folkeparti ser positivt på lovforslaget og mener, at det kan blive et varmt emne i den kommende valgkamp. »Jeg tager sagen meget alvorligt! Hvor er vi henne, hvis nisserne ikke får deres risengrød? Jeg har sågar hørt om eksempler på Nørrebro, hvor nisserne har fået Shishkebab og humus sat på loftet i stedet for grød, og det går bare ikke!« Dansk Nisseunion forventer at have indsamlet det nødvendige antal underskrifter allerede inden udgangen af oktober måned.

Månedens ord

Fissefornem adjektiv Bøjning -t, -me

Oprindelse

Af Julie Schneider

Ordet fisefornem har i folkemunde og på diverse sociale medier udviklet sig til fissefornem – altså med dobbelt-s og med en stærk reference til kvindens vagina. En tilfældig bruger skriver i en tråd på Woman.dk: »Jeg troede altså, at det hed fissefornem? Ellers er det jo ’fise’ som i en prut.« Men ja, det er fise som i en prut. Og så kan vi jo diskutere, om hverken fisefornem eller fissefornem giver mening, hvis man har lidt kendskab til fis og fisse.

Betydning Ordet fisefornem betyder i sin oprindelse, at man er fornem på en uægte eller indbildsk måde. En søgning på fisseversionen på Google viser dog, at den fejlagtige brug af ordet ofte er rettet mod kvinder, der får et par hug på sociale medier og bliver kaldt for fissefornemme kællinger. I denne version er der altså talte om et nedsættende ord om især kvinder, der afviser at indgå i den seksuelle akt med mænd eller blot har fornærmet hans mandlighed. Kvinder er nogle fissefornemme fisser! Men ordet har altså intet som helst at gøre med kvindekønnet eller hendes vagina. Vi kvinder bør omvendt indføre ordet fallosfornem eller lem-for-nem for at ligestille denne sproglige uhørlighed.