Lixen
De Journaliststuderendes Avis | www.lixen.dk | 20. årgang | 4. nummer | Oktober 2018
»Episoden i Syren har kun boostet min energi og lyst til fotografi.« Daniel Rye BRANCHEN s. 6
Den nye journalistårgang: »Årgang 2018 er en blandet landhandel geografisk set.« Studiet s. 13
»Jeg er overvældet, af alt det de har givet os uden at kende os. Det er derfor, at man tomler, tænker jeg.«
Janni Ja ann ni Pe P Pedersen ede ders rsen en får får år en en fuckfuckfu ckck ing fed in ing ffeed overskrift ovveerrsk o skri rift ft li llige iggee hher eerr
Spot på s. 10-11
Daniel Ryes verden er ikke gået i stå En ting, Daniel Rye havde med sig før, under og efter Syrien, var kameraet. Som en trofast følgesvend har det svajet om halsen og mindet ham om sin passion. Fotografiet bremsede Daniel Rye for fem år siden, da han blev taget som gidsel i Syrien af Islamisk Stat. Men fangenskabet stoppede ikke energien for at fortælle historier – det gav et fornyet boost til unikke, selvstændige projekter. Af Karen Mathilde Møller Jørgensen Lixen møder Daniel Rye foran Filmby Aarhus en blæsende efterårsdag i september. Hans lyse hår flagrer om kap med vinden, mens han finder varmen i jakkens dybe lommer. Han har glemt sin nøgle, men en kollega med grumme skrammer på næsen redder os ind fra kuldens gys. Daniel røber, at kollegaen har været i krig og fået en ordentlig en på hovedet. Kollegaen svarer tøvende, at han da bare faldt på cyklen, hvortil en smilende Daniel hvisker, at det skulle han da ikke have sagt. Filmbyen er hans nye arbejdsplads, hvilket let ses på uåbnede flyttekasser med kameraudstyr ved skrivebordet. Farverige notatsedler omkring et verdenskort sætter rammen for en kreativ
fotografs tankepalads. Vi bliver vist ind i ”hulen”, mødelokalet, hvor dampende kaffe bløder stemmerne op. En ung Daniel Rye drager mod Grundtvigs Højskole i Hillerød med sit kamera. Her vækker især underviserne stor begejstring hos den nyklækkede fotografinteresserede. Egenhændigt vil han vise egne evner for branchen og ved spørgsmålet om hvordan, griner han og siger, at han da bare slikkede totalt meget røv. Øjnene bliver straks alvorlige, når han genkalder, hvordan ungdommens gymnastiktimer allerede optog hans passion for fotografiets verden. »Den dag jeg finder ud af, at jeg vil være fotograf, er faktisk sindssygt tragisk. Vi træner og pludselig bliver min kammerat
væk oppe i luften. Han lander på hovedet og bliver lam fra brystkassen og ned. Der var jeg allerede i gang med at fotografere – det var nærmest en reportage om et hold ”indefra.” Efter ulykken finder jeg mig selv ved hans seng med mit kamera uden rigtigt at vide, hvad jeg ville. Men jeg ender med en historie om Mikkel og holdet.« Gymnastikken bliver springbrættet til fotografiets verden, således han som højskolebelært forgæves ansøger på fotojournalistuddannelsen på Journalisthøjskolen i Aarhus. Det ender i et kortvarigt assistentjob hos tidligere fotograf på Politiken, Jan Grarup. »Jeg ved ikke, om det er fordi, jeg blev arrogant, men i det års tid følte jeg, at
mit fotografi var så langt fremme, at jeg hellere ville lave mit eget.« Daniel Rye skaber selvstændighed i selvplukkede historier, blandt andet på en rejse mod øst med fokus på russisk kriminalitet i et gymnastikcenter. Selvstændigheden fanger Rye i maj 2013. Planen om en historie set fra en syrisk families flugt fra borgerkrigen ender i et fangenskab på 398 dage. Daniel drejer sig i stolen og klør lidt på de røde ar omkring håndleddene, der stadig anes. Men det har ikke slået ham af pinden.
Fortsættes på s. 6