Lixen December

»Herning-praktik

ikke så dårligt« s. 6

Lixen LIXEN

Anmeldelse: Cryptoguide for journalister s. 9

Skosåle-dagbog fra Haderslev s. 5

De Journaliststuderendes Avis | www.lixen.dk | 17. årgang | 6. nummer | December 2015

Foto: Morten Beese Nielsen

»Jeg laver ikke sjov bare for at lave sjov« Af Morten Beese Nielsen »Jeg har lige brugt dig som eksempel

på, hvordan man kan gå fra at være den ultimative vinder til at være den ultimative taber«.

Nogenlunde sådan siger praktikvejleder på Journalisthøjskolen Pia Færing til Gyrith Cecilie Ross.

Efter et succesfuldt praktikophold ved magasinet Ud og Se i seks måneder, må Gyrith gå tomhændet

fra sin anden panikdag. Hendes klare mål var en praktikplads ved P3, men pladsen gik til en anden, så Gyrith valgte at tage seks måneders orlov indtil næste panikdag. En beslutning, som Pia Færing havde svært ved at forstå, da der stadig var ubesatte praktikpladser.

Da Gyrith et par dage senere talte i telefon med Pia Færing for at cementere sin beslutning om orlov, fortalte praktikvejlederen, at hun netop havde brugt Gyrith som

ovenstående eksempel. Der er dog ikke meget ultimativ taber over Gyrith denne lørdag eftermiddag i P3studiet i DR Byen. Hun har sit eget program, Alpha Omega, sammen med medværten Anna Ingrisch. Et program, hvor ugens begivenheder hver lørdag får en tur gennem de to kvinders univers.

Når man betragter Gyrith i studiet under udsendelsen, kan man se, at hun er i sit rette element. Alpha Omega-redaktionen består kun af de

to kvinder, og de tilrettelægger selv programmet. Selvom det ser ganske ubesværet ud, når de diskuterer amerikansk politik eller Pavens besøg i Afrika, så ligger der mange timers forberedelse bag.

Læs hele interviewet på side 10-12

2| LIXEN

December 2015 |Lixen.dk

Indhold Intern I denne måned kan du læse om lokaljournalistik, fordomme og studiejobs.

1. semester har været på skosåleuge, og her har fordommene haft frit løb.

En af de studerende undersøger fordommene. Du kan også læse om, hvor højt medierne vægter studiejobs, når de udvælger praktikanter, og hvor stor relevans de studerende selv tror, at studiejobs har.

Side 4 - 6

Ekstern Få indblik i hvad praktikvejlederne fra blandt andet Novo Nordisk, Fagbladet Folkeskolen og Reuters mener der skal skal til for at blive praktikant hos dem. Du kan også læse om de anderledes udfordringer som lokaljournalister står overfor, og hvad de lange journalistiske formaters fremtid i mediebranchen ser ud.

Side 7 - 9

Portræt Gyrith Cecilie Ross er uddannet journalist og vært på P3-programmet Alpha Omega. Hendes vej til værtsrollen er gået gennem tre panikdage, en rolle som kleptomanisk nissepige, reporter for Monte Carlo og et semester i Hong Kong.

Side 10 - 12

Debat Oplevelsen af den sidste panikdag var ikke god fra de studerende, men hvordan oplevede Fyens Stiftstidende den? Det giver praktikantvejleder på Fyens Stiftstidende, Simon Staun, sit syn på, og så hører vi fra en praktikant, som ikke kom på P6 Beat, men havde et stort ønske om det.

Side 13 - 15

Foto: Morten Beese Nielsen

Læs, hvordan praktikantvejlederen fra Fyens Stiftstidende oplevede den nye panikdag - Tjek side 13

LIXEN

Lixen er de studerendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet. Avisen dækker udviklingen og tendenser om mediebranchen og på landets journalistuddannelser

LIXEN Campusvej 55 5230 Odense M www.lixen.dk lixen@journet.sdu.dk Find os også på Infomedia

Malthe Rygaard Ansv. Chefredaktør

Sara McClymont Bangsbo Internredaktør

Theodora Renard Debatredaktør

Mia Dernoff, Billedredaktør miadernoff@gmail.com

Cecilie Lunding Tolversen Eksternredaktør

Elisabeth Friis Larsen Webredaktør

Maiken Reimer Rønneberg Eksternredaktør

Tryk: Skive Folkeblad Rotation Oplag: 800 eksemplarer

LEDER | 3

Lixen.dk | December 2015

Leder Internettets indtog i medielandskabet har vi nu levet med i lidt over et årti, og den side af medielandskabet skal vi helt sikkert leve med ude i fremtiden.

Det betyder, at det skal gå stærkt og i disse tider handler det om at komme først med nyheden, for ellers har de andre konkurrerende medier måske breaket nyheden få minutter før en selv. Det er blevet et kapløb med tiden, som aldrig slutter lige meget, hvor meget vi vil det eller ej. Oplagene dykker på aviserne, og seerne flygter fra de store nyhedsudsendelser, så derfor bliver internettet en større og større indtægtskilde, hvor man skal være først.

Men når det skal gå så stærkt, kan det gå ud over den sproglige del af en artikel. Kommaerne sættes efter den bedste hensigt, og når man skriver kommer til at skrive ’er’ to gange efter hinanden, er det uden tvivl ikke bevidst, da alle, der har skrevet på en computer, har prøvet den slags, hvor man skriver et ord en ekstra gang.

Det har dog den konsekvens, at der er flere sproglige fejl, end der er i printaviserne. Ifølge ’Troværdighed-rapporten’, lavet af Mark Blach-Ørsten og Anker Brink Lund, der for nyligt er udkommet, er der ikke problemer med konkrete og faktuelle fejl i netjournalistikken – der er i hvert fald ikke signifikante forskellige i forhold til printaviser og TV-udsendelser, som de sagde til Journalisten.

over fire gange så mange sproglige fejl på de netartikler, som de har undersøgt, end på artiklerne, der er udkommet i printavisen, og det er et problem, for det skaber mistillid til det medie i forhold til andre medier – som rapporten i øvrigt også viser.

I forvejen er journalisters troværdighed ikke noget, som der kan prales af, da vi ofte går hånd i hånd med politikere og brugtvognsforhandlere helt i bunden, når troværdighedsundersøgelser bliver lavet, så det bliver nok ikke bedre af, at der tegner sig et billede af, at journalister ikke kan deres retstavning eller kan sætte kryds og bolle for at finde kommaet.

Hvis man nu bladrer om på de næste par sider i vores avis, vil man helt sikkert slå hårdt ned på de første sproglige fejl, og det er med god grund, for vi har også lavet fejl. Masser af fejl. Der mangler helt sikkert nogle kommaer, og der vil være nogle sætninger, som har set bedre dage, så det er ikke fordi, at vi er nogle sproglige genier, der er hævet over andre – langt fra.

Vi håber bare på, at næste gang, man sidder med sin artikel, får den læst igennem en ekstra gang, så de fejl minimeres. Og det vil vi også håbe på, at den nye kommende redaktion på Lixen vil tage til sig, så den næste årgang af journalister bliver endnu bedre.

På vegne af redaktionen Malthe Rygaard

Helt anderledes ser det dog ud på nettet, hvor der ifølge rapporten er fundet

4| INTERN

December 2015 |Lixen.dk

Studierelevante jobs er overvurderet Studierelevante jobs bliver vurderet for højt af de journaliststuderende. Det mener flere praktikantvejledere fra forskellige medier. Men et flertal af de studerende er ikke af samme overbevisning.

I en rundspørge foretaget af Lixen svarede 70 journaliststuderende på spørgsmålet. ”Tror du, at et studierelevant job er vigtigt i forhold til at få en praktikplads?” Her svarede 64% af de studerende ja på spørgsmålet, mens 22% svarede nej og 14% ved ikke.

Af Amalie Christina Klitgaard

Efter en kaotisk og i den grad stor mediedækning af den ændrede panikdag, er spørgsmålet hos mange journaliststuderende: Hvordan ruster jeg mig bedst til min praktiksøgning? Hvad kan jeg gøre for at skille mig ud? Hvordan klarer jeg mig i gennem ræset?

64 % af 70 adspurgte journaliststuderende fra 1. og 3. semester på SDU tror, at et studierelevant job er vigtigt i forhold til at få en praktikplads. Det erfarer Lixen gennem en rundspørge foretaget på studiet. Halvdelen af de adspurgte på 1. semester siger ligefrem, at de føler sig presset til at finde et.

En af dem, der føler sig presset, er Fleur Sativa fra 1. Semester. »Det er ikke fordi, at jeg går og får sved på panden over det hver dag. Men jeg tænker da over det.« Fleur Sativa arbejder i øjeblikket hos TripsByTips, hvor hun researcher og skriver rejsebeskrivelser for forskellige firmaer. Selvom hun ser det som værende studierelevant, mener hun, at et job hos et medie som runner ville give hende bedre muligheder. »Det er på grund af kontakter. Jeg er en pige fra provinsen uden nogen kontakter. Det handler om at få en fod indenfor, tænker jeg.« Virkeligheden tegner et andet billede Men virkeligheden er anderledes end som så ifølge fem praktikantvejledere hos forskellige danske medier. Det er ikke nødvendigvis et studierelevant job, som gør udfaldet for valget af praktikanter. De fem medier, som lixen har talt med, fokuserer nemlig på vidt forskellige ting.

Henter du kaffe og finder kilder i et studiejob hos Radio 24/7, giver det ikke den store fordel, hvis du efterfølgende søger praktik på mediet. Det fortæller Ulrik Aarhus, praktikantvejleder på radiostationen.

Til gengæld fokuserer Radio 24/7 mere på praktikansøgerens journalistiske færdigheder end på både fritidsinteresser og studiejobs.

Men hvis praktikantsøgeren har lært noget af det, og det kan ses ved deres evner til at se historier og vinkle, kan det alligevel spille en rolle. Men stadigvæk kun en mindre, fortæller Ulrik Aarhus. »Det er ikke fordi, at det er mere adgangsgivende. Overhovedet ikke.« Netop at kunne italesætte de erfaringer og evner man har opnået gennem et studierelevant job, gør det til et plus i praktiksøg-

Illustration: Amalie Klitgaard

ningen hos Ekstra Bladet. Det fortæller Marie Nørgaard, som er praktikantvejleder på bladet. »Det er ikke nok bare at have været telefonpasser på Infomedia. Man skal kunne sige, hvad det har givet en.« Hun fortæller, at deres personlighed betyder mest – og hvad de har lavet af ting, er det, der måske i virkeligheden siger mest om praktikanten.

At kunne håndværket er en ting. En anden ting er overvejelser over, hvad man bruger sin fritid på, hvilket er vigtigt hos Nordjydske Medier, fortæller Caspar Birk.

Han er praktikantvejleder på mediet og nævner en nylig ansat praktikant som eksempel. Hendes udlandsophold og begrundelser for rejsen var det, der sikrede hende praktikpladsen. »Det var ikke bare en klassisk backpacker-tur. Det vidner om, at hun har gjort sig nogle overvejelser.«

En ting skinner igennem Én ting skinner igennem i alle praktikantvejledernes begrundelser for praktikantudDelte meninger om studiejobs vælgelsen. At praktikanter er hele individer Overvejelser er netop hvad Shani Pedersen sammensat af flere ingredienser. Derfor blifra 3. semester på SDU har gjort sig. Hun ver et valg af praktikant aldrig truffet på bagføler sig ikke presset til at skulle finde et studgrund af en side af den praktiksøgende jouriere-levant job på et medie, men har i stedet naliststuderende. valgt at fokusere på andre ting. Deriblandt Hos Politiken er det både CV, fritid, et arbejde som projektleder på et asylcenproduktioner og personlighed som har beter, som hun mener at have fået mere ud af tydning, siger Milla Mølgaard, praktikantend ved et arbejde på et nyhedsmedie kunne vejleder på avisen. give hende – netop fordi det var relevant for »Der er ikke en opskrift på den perfekte hende som person. Derfor ser hun kritisk på Politiken-praktikant. Vi kigger på en bred forherligelsen af studiejobs på medier. palet af ting. Så man kan ikke sige, at et »Der er en virkelig kedelig og ukritisk studierelevant tendens til, at folk kaster job nødvendigvis sig som gribbe over ”studbringer en foran iejobs”, fordi de tror, at Jeg tror sgu, at folk over- det er det rigtige at gøre. i køen – men det afskriver heller vurderer betydning af de jobs. Eller fordi de studerende ikke nogen.« Det må jeg ærligt indrømme. et år før praktikken eller S t u d i e r e l - - Ulrik Aarhus tidligere panikker totalt. evante jobs er Det handler om at reheller ikke uden flektere over det faglige betydning på udbytte. Hvis man ikke Information, er i stand til det, så er et fortæller avisens praktikantvejleder Kristian såkaldt studiejob da ligegyldigt set fra en arVillesen. Men engagement, iderigdom, porbejdsgivers øjne.« tefølje-websiden, CV, personlighed og kendHvad der netop afgør, at du får din drømskab til avisen er lige så vigtige faktorer i mepraktikplads i stedet for en anden, er der praktikudvælg-elsen, fortæller han. Desuden derfor ingen retningslinjer for. I stedet for er den studerendes produktion også af betyder det en gråzone, hvor du selv må finde din ning, siger han. egen vej. Ikke med bind for øjnene, men ved »Det kan bestemt trække op, hvis man at overveje hvorfor du sætter den ene fod forhar lavet artikler ved siden af eller på studiet. an den anden. Om det er frivilligt arbejde, Man skal kunne vise, at man kan håndværkproduktioner, udlandsrejser eller studiereleet.« vant job. Ulrik Aarhus fra Radio 24/7 mener,

at det sidste måske betyder lidt for meget. »Jeg tror sgu, at folk overvurderer betydning af de jobs. Det må jeg ærligt indrømme.«

“

Amkli15@student.sdu.dk

INTERN | 5

Lixen.dk | December 2015

Fordomsdagbog fra skosåleugen Medietorvet summede af jubelråb og ærgerlige suk, da vi på 1. semester blev fordelt på lokalredaktioner til skosåleugen: Fåborg, Esbjerg, Vejle, Sønderborg… Da min redaktion blev råbt op, begyndte jeg at grine. Vi skulle til Sønderjylland – nærmere bestemt Haderslev. Fordommene boblede op i mig. I løbet af de første fem minutter havde jeg allerede en alenlang liste over historier, vi kunne skrive: om skræntende folkesundhed, om en helt kommune af DF’ere, og selvfølgelig skulle vi da også en tur på Crazy Daizy og grine af alle Brian’erne.

Af Emma Kleist Christensen

Jeg begyndte at researche. Der var dog ikke særligt meget at hente i statistikker, og når jeg talte med mine venner, var der ikke så meget opbakning til mine tarvelige fordomme.

Jeg vidste selvfølgelig godt, at de var lidt overdrevene, men jeg kunne ikke tro på, at de var opstået ud af den blå luft.

Jeg lod mig ikke stoppe af lidt slinger i tramperdansen. Jeg tog derfor fordommene med til Haderslev.

I løbet af ugen vil jeg hver dag tage en ny fordom med i marken og afprøve den. I downtown Haderslev vil jeg finde ud af, hvordan det står til med folkesundheden, om folk rent faktisk alle sammen stemmer DF og så vil jeg selvfølgelig tage en svingom på Crazy Daizy.

Dag 1: Stemmer alle på DF? Ved Folketingsvalget fik DF 28,3 procent af stemmerne i Haderslev. Dermed er det identisk med resten af Sønderjylland.

Altså kan jeg jo ikke tage helt fejl, når jeg forestiller mig en kommune, hvor DFs holdninger klart indtager førersædet.

Det er også mit indtryk, når jeg går igennem byen. Ikke fordi der er nogen, der har givet udtryk for, at de skulle stemme på Dansk Folkeparti eller har virket fremmedfjendske, men snarere på grund af min karikerede forestilling om den stereotypiske DF-vælger.

På en tur igennem gågaden, i jagten efter et bageri, mødte jeg ikke meget diversitet. Rundt regnet er ældre damer med bobbet hår stærkt overrepræsenteret.

Da jeg havde fået min kaffe og en ’københavnerbirkes’ i Lagkagehuset, måtte jeg undersøge sagen. Jeg besluttede mig for at lave en lille rundspørge, hvor jeg noterede, om dem jeg mødte, stemmer DF. Der var ikke mange, der åbent sagde, at de stemte DF. En stor del af dem, ville ikke fortælle mig, hvad de har stemt. En enkelt ældre herre sagde dog, at han selvfølgelig stemte på DF, fordi der skulle ”strammes op” i Danmark.

Nu er min undersøgelse ikke særlig valid, men alligevel fandt jeg kun få, der stemte andet end DF og Venstre. Desuden taler tallene deres tydelige sprog, når DF fik 28,3 procent af stemmerne ved sidste folketingsvalg. Altså har jeg ikke fået afkræftet i min fordom. I mit hoved svømmer Haderslev i ældre mennesker, der måske – måske ikke – stemmer på DF. Dag 2: Er de alle sammen tykke?

I en undersøgelse fra 2013 kunne jeg læse mig til, at det faktisk ikke står så galt til med fedmen. I gennemsnittet er antallet af over-

Foto: Emma Kleist Christensen

vægtige i hele Region Syddanmark på 51,7 procent. I forhold til det, er Haderslev klart i den gode ende. Her er kun 49,6 procent overvægtige. De er altså ikke særligt tykke i Haderslev. Men hvorfor er de så ikke det?

Første clue kom på torvet nær Jydske Vestkysten. Her havde kommunen placeret en ’sundhedsbus’. Da jeg kom ind, mødte jeg Didde. Hun fortalte mig, at de giver forbipasserende vejledning om kost og motion – endda helt gratis.

Senere på ugen interviewede jeg en ung pige ved navn Marie. Hun var træner for et motions- og sundhedshold for børn. De mødes to gange om ugen og får motion og nye venner. Det er i øvrigt også gratis.

Sidst, men ikke mindst, er Haderslev udnævnt til eliteidrætskommune. Til min sidste artikel var jeg ude at snakke med Calle. Han er leder af et idrætsakademi, som ligger i Haderslev, hvor de træner unge talenter til at dyrke elitesport.

Min fordom har altså fået en ordentlig rusketur.

Haderslev er ikke et fedtmekka. Det er en by fyldt med sportsfanatikere og kostvejledning.

Dag 3: Er Crazy Daizy så prol?

Allerede den første dag gik jeg forbi Crazy Daizy. Det så ikke særlig stort ud, og det var bare trist og forladt. Det var også mandag formiddag. For at skabe et retvisende billede tog jeg tilbage om torsdagen.

Efter en lang uge med lokaljournalistik og kaffe i stride strømme hev jeg min re-

daktion med ud i Haderslevs natteliv.

Vi startede på nogle barer, men der var stort set ingen unge. Derfor bevægede vi os videre. Videre til epicenteret af prol: Crazy Daizy. Der var proppet.

Dansegulvet svømmede i strithårede fyre, der dansede nærmere mod de lårkorte kjoler. Når de kom tæt nok på, begyndte en gnubbe-dans, hvor de stod bag ved pigerne og maste underlivet mod pigernes bagdel.

En DJ stod hævet over alle. Pludselig greb han sin mikrofon, og musikken blev skruet ned: ”Hva’ så Hadersleeeeev,” råbte han, ”kender i Swedish House Mafia? Så syng meeeed”.

Jubelråb lød fra publikum, og musikken blev igen skruet op.

Da musikken nåede sit klimaks, tændtes en røgmaskine, og stetoskoplys blinkede på fuld smadder, mens gnubbe-dansen fortsatte. Næste gang DJ-en greb sin mikrofon, var det for at sige, at der kom en stripper.

Vi havde forvildet os med til det, de kalder ”Tørstig torsdag vs. strip”.

Jeg mødte altså alt det, jeg havde regnet med og mere til. Der var lårkorte kjoler, strithår, strip og Swedish House Mafia. Det prollede Sønderjylland lever videre i bedste velgående, og det samme gør mine fordomme om det.

Emmch15@student.sdu.dk

Haderslev Indbyggertal By: 21.748 Kommune: 55.888 Areal: 701,98 km2 Kendte sportshold: SønderjyskE(fodbold), Sønderjyske(Ishockey), SønderjyskE(Håndbold)

6 | INTERN

December 2015 |Lixen.dk

»Jeg troede heller ikke, at der skete en skid i Herning« Blander man lokaljournalistik og udkantsdanmark sammen, er det ikke en populær cocktail blandt de fleste journaliststuderende.

Der er nemlig mange fordomme, som florerer blandt de studerende, når der bliver talt om lokaljournalistik. Sofie Grue valgte dog denne cocktail, da hun skulle finde sit praktikmatch til den såkaldte panikdag.

Af Sara Bangsbo

»Det ligger udenfor hovedstaden, og så får det et label af, at det er kedeligt, at der ikke er noget fremdrift, og at der ikke er noget, der rører sig derude, men det er ikke rigtigt,« forklarer Sofie Grue.

Sofie Grue er journaliststuderende på Syddansk Universitet. Hun stod i foråret midt i kaosset til den såkaldte panikdag. »Jeg skulle ikke på DR, det var ikke min ambition. Og jeg skulle heller ikke på TV2.

Og jeg skulle i hvert fald ikke sidde og klippe andres ting sammen. Så jeg vidste, at det var lokaljournalistik, jeg skulle.« Men selvom det var lokaljournalistik,

som Sofie Grue stræbte efter, var det ikke helt dén slags lokaljournalistik, hun havde ønsket, som hun fik. Hun havde nemlig håbet på en praktikplads på en regional TV-station.

I stedet fik hun en aftale i hus med Herning Folkeblad efter en kaotisk omgang panikdag.

Men beslutningen, den er hun ikke ked af. »Jeg troede vitterligt, at jeg skulle kede min røv i laser, og at jeg skulle skrive om en lille snoldet mekaniker, der lige har startet sit eget op. Det skriver jeg også om, men det er bare ikke det eneste. Jeg møder hele spektret.

Det er enormt berigende både fagligt og også menneskeligt,« fortæller Sofie Grue.

Fordelene ved det lille medie Sofie Grue er en ud af de tre praktikanter, som til dagligt arbejder på Herning Folkeblad.

De sidder alle tre på forskellige redaktioner.

Redaktioner som de selv fik lov at vælge, da praktikken startede. Sofie Grue valgte at blive en del af erhvervsredaktionen på trods af, at hun overhovedet ikke havde nogen erfaring indenfor netop dét område. Hun fortæller energisk, hvor mange fordele der er ved at arbejde på et lille medie. »Det er et mindre sted, hvor der er tid til mig, og jeg behøver ikke at have rundsav på albuerne for at komme til mine ideer og blive set og hørt.« Florerende fordomme Selvom Sofie Grue valgte, at lokaljournalistik var den rigtige vej for hende, var hun heller ikke helt uden fordomme før praktikken startede. »Helt tilbage på første semester tænkte jeg, at det var halvkedelige medier, der bragte nogle halvligegyldige nyheder om fru Jensens afdøde mand, eller hvad det end måtte være.

Men jeg har fundet ud af, at sådan er det bare slet ikke,« fortæller hun og uddyber:

Foto: Sune Nordby

»Man skal ikke tage fejl af, at den lokale avis betyder enormt meget for dem, der bor der. Jeg møder tit folk på gaden, som jeg enten har interviewet, eller som har læst noget, jeg har skrevet, og som gerne vil snakke om det, fordi det vedrører dem. Det er måske ikke særlig stort i verdensperspektivet, men det betyder bare rigtig meget for dem.« Sofie Grue laver alt fra hurtige nyheder til lange magasinartikler, pressemeddelelser og telefoninterviews. Der er sjældent to dage, der er ens på folkebladet, og som praktikant får man mulighed for at afprøve det meste.

Sofie Grue er forundret over, hvor meget der egentlig sker i en by som Herning. »Jeg troede heller ikke, at der skete en skid i Herning, men hold nu op, hvor er jeg det blevet modbevist. Jeg er både overrasket

over, hvor pulserende erhvervslivet, men også kultur og ungdomslivet egentlig er deroppe,« fortæller hun med en entusiasme i stemmen, der ikke er til at tage fejl af.

Saban14@student.sdu.dk

Hvad mener medietorvet om: dækningen af afstemning om retsforbeholdet Dækningen afspejler vel nogenlunde den gængse danskers interesse for EU.

- André Majlund Jensen Overraskende mange ved stadig ikke, hvad vi skal stemme om.

Journalisterne har derfor fejlet i forsøget på at fange og oplyse den uinteresserede borger.

- Elisabeth Friis Larsen Jeg synes, at der er meget dækning, og at der er blevet skruet en hel del op for dækningen den seneste uges tid. Men man kan ikke tvinge folk til at sætte sig ind i et emne, som de i bund og grund ikke er interesseret i. Hvis man derfor ikke synes at, dækningen er god nok, så synes jeg, at det falder tilbage på en selv.

- Lasse Sylvest Mikkelsen

EKSTERN | 7

Lixen.dk | December 2015

Når kilden er din nabo Som journalist på en lokalavis bor og arbejder man tæt på sine kilder. Det kan både være en fordel, men det kan også have sine udfordringer, når man ikke kan sætte en skillevæg op mellem sit privatliv og sit journalistiske arbejde.

Af Klara Hauberg Hansen

K

assedamen bipper din sidste vare ind, og bag dig i køen står den lokale politiker, som du tidligere på dagen har interviewet. Det er realiteten for mange lokaljournalister. Som journalist på en lokalredaktion skal man lære at acceptere, at kilderne ofte ikke kun kender dig som journalist, men også som privatperson.

Redaktør på Midtfyns Posten Tim Visti fortæller, at der sammenlignet med et landsdækkende medie kan være ekstra udfordringer ved at være lokaljournalist. Lokaljournalister er viklet godt og grundigt ind i det samfund, de bor og arbejder i, og det skal kunne behandles både kritisk og kærligt. Når man er så tæt på sine kilder og de historier, der bringes i lokalaviserne, kan det åbne for interessekonflikter, man som journalist skal være klar til at håndtere. »Ens børn går i børnehaven eller i skolen og ellers så er man medlem af foreninger.

Så nogen gange må man derfor sige; det er ikke en historie, jeg skal røre ved. Og så

må en kollega tage over,« siger Tim Visti.

Selvom kollegaerne kan være klar til at tage over på en historie, så mener Tim Visti ikke, at det forhindrer lokaljournalistik i at være kritisk. Det skal bare være på en hensynsfuld måde. »Det kan være rigtig træls at støde ind i nogen, som man har skrevet en historie om, hvor personen mener, at det skulle man dæleme have holdt sin næse fra.«

cør ringer ind og siger; jeg har købt en annonce, kunne I ikke også tænke jer at skrive en historie om os? Så siger vi, det kan godt være, men det er ikke fordi, du har købt en annonce. Kun, hvis vi som journalister finder historien interessant for vores læsere.« klhan14@student.sdu.dk

Annoncerne tager pladsen De lokale aviser er kendt for at være propfyldt med annoncer, og derfor er pladsen trang, når det kommer til krydrede journalistiske vendinger. Men det betyder ikke, at tingene står stille ude i de små lokalsamfund. Som lokaljournalist handler det om at kunne se den store historie i den lille begivenhed, og det har en betydning for beboerne i samfundet, fortæller Tim Visti. Også når ens titel er lokaljournalist på Midtfyns Posten i Ringe på Fyn. For alle steder, hvor der er mennesker til stede, vil der være historier at fortælle. Der er bare ikke altid plads til at fortælle det hele. »Vi har tonsvis af historier, men ikke journalister nok. For os handler det bare om, at vi skal udvælge de bedste historier til avisen,« forklarer Tim Visti. »Når vi skal udvælge historierne bruger vi, journalisterne på avisen, de klassiske nyhedskriterier. Og vores almindelige journalistiske næse for, hvad vi tror, der er interessant at læse om i lokalsamfundet netop nu.

Mange af os bor jo også i udgivelsesområderne, og kan derfor følge med i, hvad der sker og kan på den måde finde frem til, hvad der er allermest interessant.« Men selvom annoncerne fylder det meste af den 40-siders lange avis, så mener redaktør Tim Visti ikke, at annoncerne er med til at forringe journalistikken. For var der ingen, der købte annoncer i avisen, så ville der ikke være penge til, at journalistikken kunne leve. »Vi oplever nogen gange, at en annon-

Dét skal der til for at være praktikant hos os Hvilke kvaliteter skal man som journalist have på de forskellige medier? Lixen har spurgt fem praktikantvejledere, hvad de søger i en praktikant.

Af Louise Holmgaard Nielsen

Fagbladet Folkeskolen, Maria Becher Trier Vi leder efter praktikanter, som har lyst til at være hos os. Og har lyst til at prøve forskellige ting af og komme ud. De skal være selvstændige og havde deres egne idéer. For at komme i praktik hos os skal du vise interesse. vi kan godt lide, at folk er nysgerrige på, hvad vi kan, og hvem vi er. Der skal også være en lyst til at lave fagforeningsblad, hvor man bruger mest tid på at skrive. Der er både hurtige og mere dybdeborende artikler.

Reuters, Ole Mikkelsen

Vi leder efter praktikanter med lysten til at skrive nyheder. Det er det vigtigste.

Hvis man har lysten, kan man komme langt.

For at komme i praktik hos os er det ikke afgørende, hvilken skole du kommer fra. Du skal bare igennem de forskellige optagelsesforløb.

Novo Nordisk, Anne-Louise Dam-Rasmussen Vi leder efter folk, som er selvstændige og kreative. Ofte også folk, som er lidt ældre, så de har noget erfaring. Og folk som har en masse gode idéer og er ansvarsfulde. Vi møder som regel vores praktikanter til markedsdage og åbent hus. Der er ikke en bestemt ting, vi lægger mærke til, men vi vil gerne have nogle, som har været ude og fået noget erfaring.

Fyens Stiftstidende, Trine Grauholm Vi kigger efter praktikanter, hvor vi kan se, hvad det er for et menneske,r der er bag historien. Vi vil gerne have, at de har været ude og oplevet og lavet forskellige ting. Det er en fordel, hvis de har været på en arbejdsplads før. Ansøgningerne viser også om de kan skrive. For at komme i praktik hos os skal man vise interesse for vores medie.

Det er vigtigt at møde op til åbent hus, og det er vigtigt, at man ser den regionale og lokale journalistik som et sted, hvor man kan udvikle sig. At man er lidt usnobbet.

BT, Heidi Pedersen Vi leder efter en praktikanter med gåpåmod og nysgerrighed. De skal være gode til at skrive. Og så vil vi rigtige gerne have, at de er imødekommende. Det er vigtigt, når man er ude at tale med kilder, at man ikke er genert. At man er venlig og ydmyg. Derudover skal man have lyst til at arbejde på et tabloidmedie, og have lyst til at kaste sig ud i det, der er lige nu og her. Fra Vild med dansk til krimistof. I praktik hos os, skal man være idérig og have gåpåmod. Det er nogle af de vigtigste egenskaber.

8 | EKSTERN

December 2015 |Lixen.dk

Palæstinensiske mediefolk indrømmer: Kan ikke dække konflikten objektivt Det kan være svært som palæstinensisk journalist at dække Israel-Palæstinakonflikten neutralt. Ifølge Den Internationale Domstol er alle bosættelser på Vestbredden siden 1967 ulovlige.

Men hvordan dækker man konflikten neutralt og troværdigt som journalist, når man er besat i eget land?

er ”terrorist” eller ”offer”.

Konflikten i Israel og Palæstina er eskaleret siden oktober, hvor 91 palæstinensere og 15 israelere er blevet dræbt. Selvom det er en udfordrende konflikt at dække, så kan Walid Nassar ikke lægge skjul på sin baggrund, når han dækker konflikten. Han har i mange år dækket konflikten som journalist, men har også skulle forholde sig til den som administrerende direktør. »Jeg kan ikke benægte, at jeg er palæstinenser. Derfor kan jeg ikke dække konflikten helt objektivt og neutralt. Når en palæstinensisk dreng bliver myrdet, så portrættere vi ham ikke som en terrorist, men som et offer eller martyr.« Walid Nassar og Ajyal Radio har sin dagliggang i hjertet af Ramallah i Palæstina, hvor de hver dag dækker konflikten til tusindvis af palæstinensiske lyttere. Ifølge ham er det umuligt som palæstinensisk Af Salim Tayssir Melhem journalist at dække konflikten og eskaleringen på begge sider. Palæstinensiske medier dækker kun konflikten fra eget perspektiv. oktober blev en 18-årig palæstinensisk Det er sjældent, man interviewer israelerne, dreng fundet død i den palæstinensiske siger Walid Nassar. »Selvom det er

by Hebron. Han umuligt for palæblev skudt af en stinensiske journalister Jeg kan ikke benægte, at jødisk bosætter. I at dække konflikten den palæstinensiske jeg er palæstinenser. Derfor neutralt, så er der ingen, presse blev han kan jeg ikke dække konflikten som kan benægte fakta portrætteret som helt objektivt og neutralt. og korrekt information. et offer, men Og derfor tilstræber for den jødiske - Wallid Nassar vi os neutralitet, og bosætter var han dermed prøver vi at en terrorist, fordi skabe objektivitet i bosætteren mente, at palæstinenseren var vores historier.« bevæbnet. Walid Nassar, der er administrerende direktør for Ajyal Radio, synes, at det Neutralitet og objektivitet er et sværeste ved at dække konflikten er, hvordan problem man bruger den rette terminologi – Om han Jumane Qunnaisse er til daglig underviser

I

“

ude og dække en begravelse af et barn, som i journalistik på Birzeit University, hvor var blevet torteret hun har undervist og dræbt af israelske journaliststuderende siden 2007. Hver Der er ikke nogen mennesker soldater. »Der er ikke dag prøver hun på at i verden, og nej heller ikke nogen mennesker i lære sine elever om at forholde sig neutralt palæstinensere, som kan dække verden, og nej heller og objektivt, især når hændelser som disse uden at ikke palæstinensere, kan dække det gælder Israel- inddrage egne følelser. Det som hændelser som disse Palæstina-konflikten, men det er ikke helt er svært for alle mennesker uden at inddrage egne nemt. at distancere sig fra døde følelser. Det er svært for alle mennesker »Det er mennesker, især fra døde børn. at distancere sig fra svært at lære døde mennesker, journaliststuderende - Jumane Qunnaisse især fra døde børn.« at holde deres følelser inde og forholde sig neutrale, når samel14@student.sdu.dk de dæk-ker konflikten. Sidste år blev en af deres medstuderende dræbt af en af de israelske soldater ude foran sit eget hus. Som under-viser kan jeg ikke klandre dem for at blande deres følelser med ind i dækningen af konflikten, når de oplever så tragiske hændelser« Det vigtigste for Jumane Qunnaisse er at lære de studerende, hvordan deres følelser ikke skal reflekteres i deres dækning af konflikten. Objektivitet og neutralitet er en gennemgående del af hendes i undervisning. »Terminologien er et stort problem på studiet. Den skal bevare neutralitet og objektivitet i de studerendes produktioner.

Vi bruger altid tid på at diskutere i klassen, hvordan vi bruger terminologien. Eksempelvis kalder israelerne de mure, der adskiller dem og palæstinenserne, for hegn, imens vi kalder den for diskriminationens mur.« Som underviser har Jumane Qunnaisse tit oplevet at få studerende hjem fra en dækning, hvor de er fyldt op med vrede og sår.

For nyligt havde nogle af de studerende været

“

Illustration: Malte Jørstad

EKSTERN | 9

Lixen.dk | December 2015

Anmeldelse: Angstfremkaldende håndbog gør dig crypto-klar Gør dig klar til at breake den næste Snowden med ny sikkerheds- og krypteringshåndbog til journalister.

Af Alexander Sjöberg

D

a jeg vågnede, tjekkede jeg min Facebook. En sms blev det også til. Et par timer senere sendte jeg mails til en kilde. Og så tjekkede jeg selvfølgelig også lige snappen i undervisningen (undskyld, Didde!).

Men måske burde jeg skrive ”vi” og ikke ”jeg”. For gad vide, hvor mange som ser med?

Sådan ligger landet Sådan tænker man efter en gennemlæsning af Cryptoguide for journalister. Det er den første danske udgivelse, som for alvor gør ITsikkerhed forståeligt for dødelige. Og mindst lige så vigtigt, så er visdommen målrettet journalister.

Men hvorfor er det vigtigt, siger du, mens du febrilsk leder efter en undskyldning for ikke at skulle bruge flere penge på bøger.

Svaret er enkelt: Den kommunikation, vi anvender, kan overvåges, og en tredjepart kan følge med, når du arbejder på en historie.

Det kan være, når du researcher og taler med kilder, og det kan dreje sig om alt fra whistleblowers til ”vred kommunalansat taler ud”. Sådan ligger landet. Jo før, du accepterer det, desto bedre.

Håndgribelig håndbog Med det på plads går Cryptoguide for journalister til værks. I sikker stil gennemgås hvad det er, der gør, at nettet er usikkert. Vi er med på en internetbaseret Odyssé, og som man bladrer, bliver man kun mere sikker på, at den er helt gal. Internettet er ikke bare en forbindelse mellem computere, men er forgrenet i det uendelige. Der er ikke grænser for, hvor nogen kan bryde ind og følge med.

Heldigvis er der råd for den slags, og det er det, bogen vil overbevise dig om. Dens formål er, at indformere uindviede i krypteringsværktøjer, anonymisering og password-sikkerhed. Med kryptering sikrer man sig mod, at nogen læser med, og med anonymisering kan ingen se, hvem du er. Passwords skal der også til, og jeg tror ikke, jeg afslører for meget, hvis jeg siger, at ”kode123” ikke står nævnt i bogens forslag.

En lang række værktøjer gennemgås, og enkel grafisk stil sørger for, at det er overskueligt. Med Cryptoguide for journalister vil man sidde med sin computer ved siden, mens man prøver tingene af. Det lægger den tilhørende hjemmeside også op til.

Hav en computernørd ved hånden Selvom bogen er pædagogisk og let læselig, er der mange trin til enkelte af værktøjerne. Alene mængden af dem kan virke overvældende.

Det vil bestemt være svært for nogen at følge med.

Dermed ikke sagt, at det ikke kan lade sig gøre, men sæt god tid af til læsning og afprøvning. Og sørg for at gøre dig venner med din computernørdede holdkammerat.

Foto: Alexander Sjöberg

Er jeg så sikker nu?

I stedet for at love du kan blive hundrede procent sikker, lover forfatter Freja Wedenborg dig, at du ikke kan.

Foregår noget elektronisk, især på nettet, er det nærmest per definition usikkert, er bogens påstand. Der vil altid være tilfælde, hvor kryptering, anonymisering og årvågenhed ikke vil være tilstrækkeligt. Tilfælde, hvor bogens ildevarslende anbefaling om helt at undgå internettet, simpelthen vil være den eneste, og bedste, løsning.

Lisbeth Salander-følelsen I sådanne tilfælde må man dog spørge sig selv, om man ikke er nået til et niveau, hvor

de rigtige nørder bør inddrages. Spørgsmålet er også, hvor mange journalister, der nogensinde får brug for den slags. Det er dog spændende at læse om, og hvis du har lyst til at føle dig lidt som Lisbeth Salander, er det lige i skabet.

Heldigvis er bogen anvendelig til mere håndgribelige ting. Som når du vil undgå, nogen ved, du researcher på dem, så de ikke fjerner det, du snager i, eller når du blot vil sikre dig mod hackere.

Og som sådan er bogen to ting: En fremragende håndbog i digital sikkerhed og en angstfremkaldende opfølger til 1984. ’Cryptoguide for journalister’ udkom i oktober ’15. Bogen kan erhverves via Forlaget Ajour. casjo15@student.sdu.dk

Er de lange formater en truet journalistik-art?

Lixen har interviewet Lea Korsgaard chefredaktør på Zetland for at høre, hvordan de lange journalistiske formater overlever i en medieverden, hvor mange læsere søger mod de korte netnyheder.

journalistiske singler får skubbet sig vej ind i folk vil læse en single. mediebranchen.

Singlen er bygget op af tre planer, som Teamet bag Zetland har tidligere dyrket alle skal være en del af historien, men hvor et de længere formater i både bogbranchen, af planerne gerne må træde mere frem end de mediebranchen og magasinbranchen. andre. Historien skal have en handling, hvor De erfaringer hiver de med sig ind i der sker en udvikling fra A til B. Dernæst skal journalistikkens digitale platform. historien fortælle læseren om, hvad det er »Vores skabelsesberetning går ud på, for et samfund, vi lever i. Endeligt skal den at der skal være plads til perspektivet og fortælle læseren noget om, hvordan vi er som sammenhængen i journalistikken. Der skal mennesker, og det er derved den nysgerrige være mulighed læser, singler for fordybelse henvender sig til. og ro i den »Vi henvenDer skal være mulighed for journalistiske der os til nysgerfordybelse og ro i den journalistiske rige danskere. verden. Og vi har brug for verden. Og vi har brug for lidt En veluddannet lidt længde til længde til at forstå den virkelighed, målgruppe, som at forstå den elsker at læse. Vi vi skriver om. virkelighed, henvender os til vi skriver om. - Lea Korsgaard, chefredaktør ved den ordelskende Men vi skal Zetland målgruppe, og selvfølgelig være dem behøver vi dygtige til ikke ikke overtale.« at spilde folks tid og være dygtige til at sætte os ind i, hvad De lange formater har en fremtid folk har brug for,« forklarer Lea Korsgaard.

Lea Korsgaard tror ikke, at interessen for Udvælgelsen af nyheder, der kan blive til de lange formater aftager, da det længere en single eller skrives i et længere format, er featureformat går helt tilbage til 1800-tallet især vigtig. Det er ikke alle nyheder, der kan og Herman Bangs tid, og forfattere i fiktionens fylde 20-100 sider. Lea Korsgaard forklarer, verden skriver fortsat længere og længere at der er krav til historiens struktur, for at Men udfordringen i de lange journalis-

“

Af Maiken Reimer Rønneberg

I

en tid hvor flere zapper væk fra den halve time lange TV-Avis, hvor nyheder helst skal kunne skrives på 140 Twitter-tegn eller koges ned til stikord på en nyhedsapp, og hvor folk kun skimmer overskrifter i aviserne – hvordan overlever journalistik, der er længere end Weekendavisens forside så?

Lixen har interviewet Lea Korsgaard chefredaktør på Zetland, for at finde ud af hvordan et medie med speciale i de længere

tiske formater kan være at få budskabet ud til befolkningen. Zetland har 1400 medlemmer, og forsøger at komme ud til flere. »Et kunstværk behøver kun ét menneske, der oplever det som kunst, men det ligger i journalistikkens DNA, at det kræver et stort publikum. Journalistikkens raison d’etre (en fransk vending, der betyder grunden til at være/eksistere red.) er at kunne fremme en offentlig debat, og det betyder, at det skal kunne nå bredt ud.« For Zetland betyder det, at de planlægger at udkomme oftere og kun med vigtige historier for at nå de travle læsere. Men de vil fortsat satse på de lange formater. »Vi har oplevet at den meget heftige informationsstøj kan opleves temmelig uoverskueligt for forbrugeren. Vi ser et behov for at skære igennem informationsstøjen, og mindske gabet mellem det, forbrugeren ved, og det, de ønsker at vide.«

Maroe14@student.sdu.dk

10 | PORTRÆT

Foto: Morten Beese Nielsen

December 2015 |Lixen.dk

Lixen.dk | December 2015

PORTRÆT | 11

»Jeg laver ikke sjov bare for at lave sjov« Gyrith Cecilie Ross er uddannet journalist og vært sammen med Anna Ingrisch på radio-programmet Alpha Omega på P3 hver lørdag. Et program hun selv har været med til at udvikle. Hendes vej til værtsrollen er gået gennem tre panikdage, en rolle som kleptomanisk nissepige, reporter for Monte Carlo og et semester i Hong Kong.

Af Morten Beese Nielsen »Jeg har lige brugt dig som eksempel på, hvordan man kan gå fra at være den ultimative vinder til at være den ultimative taber«.

Nogenlunde sådan siger praktikvejleder på Journalisthøjskolen Pia Færing til Gyrith Cecilie Ross.

Efter et succesfuldt praktikophold ved magasinet Ud og Se i seks måneder, må Gyrith gå tomhændet fra sin anden panikdag.

Hendes klare mål var en praktikplads ved P3, men pladsen gik til en anden, så Gyrith valgte at tage seks måneders orlov indtil næste panikdag. En beslutning, som Pia Færing havde svært ved at forstå, da der stadig var ubesatte praktikpladser.

Da Gyrith et par dage senere talte i telefon med Pia Færing for at cementere sin beslutning om orlov, fortalte praktikvejlederen, at hun netop havde brugt Gyrith som ovenstående eksempel.

Der er dog ikke meget ultimativ taber over Gyrith denne lørdag eftermiddag i P3-studiet i DR Byen. Hun har sit eget program, Alpha Omega, sammen med medværten Anna Ingrisch. Et program, hvor ugens begivenheder hver lørdag får en tur gennem de to kvinders univers.

Når man betragter Gyrith i studiet under udsendelsen, kan man se, at hun er i sit rette element. Alpha Omega-redaktionen består kun af de to kvinder, og de tilrettelægger selv programmet. Selvom det ser ganske ubesværet ud, når de diskuterer amerikansk politik eller Pavens besøg i Afrika, så ligger der mange timers forberedelse bag.

Det er en forkærlighed for at beskæftige sig med samfundet og forhåbentligt få flere til også at involvere sig i det, der er en af drivkræfterne for hende. Det gøres bedst ved formidle det, som man taler, lave sjov med det groteske og gøre hvad der for de fleste er kedelige processer og tungt stof mere appetitligt - som f.eks. når de forklarer regeringsdannelse ved hjælp af Burhan G’s sangtekster. Her er humor en vigtig ingrediens for at give historierne et twist, så et emne, som det amerikanske præsidentvalg, bliver mere overskueligt.

Gyrith understreger dog, at hun ikke laver sjov for at lave sjov. Det vigtigste element

Foto: Morten Beese Nielsen

i programmet er, at fortælle de her historier.

Men hvorfor så ikke gøre det sjovt? Man kan sagtens bruge humor til at forklare seriøse emner.

I programmet denne lørdag runder de da også seriøse emner som omskæringer i Gambia, den amerikanske valgkamp, det danske politiske landskab, herunder den meget omtalte afhandling af Esben Lunde Larsen og Pavens besøg i Afrika. Selv quizzen i programmet har en faktuel læring indlagt. De fleste historier er vigtige samfundsemner.

Spørger man hende, om hun er journalist eller i underholdningsbranchen, falder svaret prompte: ”Jeg er journalist”.

Hun vil gerne have, at vi alle forholder os til vores samfund. At vi alle kommer hinanden lidt nærmere. Også internationalt. Derfor er der så meget international politik med i programmet, og det behøver ikke at være kedeligt. Hun vil gerne fortælle om aktuelle emner på den måde, som vi taler til hinanden på – det er det, de gør i Alpha Omega, og det er det, hun er god til.

Skrivning er grundsten i journalistik Da Gyrith startede på Journalisthøjskolen i januar 2009, havde hun, hvad hun selv kalder en sund skepsis til undervisningen.

Der blev gået lige lovligt meget op i objektivitet i starten. Hun stillede spørgsmålstegn til, hvorvidt journalister og journalistik overhovedet kunne være så objektive, som skolen gav udtryk for.

I løbet af første semester fik hun lagt lidt af skepsissen fra sig og fik en forståelse for vigtigheden af et godt håndværksmæssigt fundament inden for journalistikken.

Gyrith vil i høj grad inddrage sig selv og sine meninger i sit arbejde. Det er dog vigtigt,

at journalister lærer at være objektive, ligesom det grundlæggende journalistiske håndværk skal være på plads. Selvom nogle af fagene på Journalisthøjskolen havde svært ved at skinne igennem med deres formål, kan hun retrospektivt se, at det hele har skabt et godt journalistik fundament.

Netop et godt fundament fik hun også ved sin første praktikplads ved DSB-magasinet, Ud og Se. Det var vigtigt for hende at komme et sted hen, hvor man fik lov til at skrive, som Gyrith mener, er en af grundstenene i journalistikken. Ud og Se er et af de få steder, hvor praktikanter får lov til at skrive langt, ligesom mentorerne Andreas Fugl Thøgersen og Rune Skyum var ekstrem dygtige.

Radio er vidunderligt og virkelig sjovt I studiet får Gyrith varmen. Hun har netop lavet en lille fortalelse, da hun fik sagt, at ”Burning Down The House” var sunget af Elvis. Selvom næste sang i musikrotationen er startet, skruer hun ned for musikken: ”Jeg ved det godt! Det var ikke Elvis, men Tom Jones der sang ”Burning Down The House”, så spar din 1 kr. plus sms-takst for at rette mig”.

Der går dog ikke mange sekunder, før de første sms’er tikker ind med endnu en rettelse. Det var Talking Heads, der havde lavet den originale sang. Sådan er det at være på landsdækkende radio. Hvis man laver en lille fejl, er der konsekvenspædagogik i yderste potens.

Sms’erne er en vigtig del af Alpha Omegas univers. For Gyrith er denne interaktion med lytterne vigtig, og det bekræfter hende i, at de når ud til og rører mange mennesker. De sætter derfor også en ære i at svare lytterne tilbage, når de har mulighed for det.

Det var efter et kort forløb med radio på

1. semester, at hun blev klar over, det var den retning hun skulle gå. Det var vidunderligt og virkelig sjovt, som hun selv siger. Det var en af de første gange, hvor hun følte, at hun var virkelig god. Her var det pludselig en god egenskab, at man taler meget, og de skæve idéer og kreativitet var i højsædet.

På Gyriths tredje panikdag var målet klart. Efter et halvt års orlov, hvor tiden blev brugt som receptionist i en virksomhed i Albertslund, var det nu tid til, at praktikpladsen på P3 skulle i hus. Til samtalen brugte Gyrith Pia Færings udtalelse om, at hun var den ultimative taber, og P3 måtte gerne hjælpe hende ud af den rolle. Strategien gav pote, og hun fik praktikpladsen.

Til Gyriths held startede hun om sommeren, hvor sommerprogrammerne dominerede sendefladen. Allerede første dag, blev hun brugt som reporter på et af programmerne.

Tingene skete så hurtigt, at hun ikke nåede at blive nervøs, og grundstenen for en exceptionel praktiktid hos P3 blev lagt.

Efter seks måneders praktik blev Gyrith reporter på et juleprogram med Mads Steffensen og Peter Falktoft som værter. Hun havde rollen som en kleptomanisk nissepige, og i dette program var der helt frit spil til at bruge sin kreativitet. Det var her, Gyrith følte, at hun var havnet det helt rigtige sted.

Efter Danmarksindsamlingen måneden efter, hvor Gyrith var reporter sammen med Esben Bjerre, spurgte Esben og Peter hende, om hun ville være reporter på programmet Monte Carlo. På daværende tidspunkt sendte de kun i weekenden. Hun sagde ja til opgaven, selvom hun ikke vidste så meget om programmet. Hun havde dog haft mange gode oplevelser med de to værter, så det var noget, hun gerne ville være en del af.

Læs videre på næste side

12 | PORTRÆT

December 2015 |Lixen.dk

Foto: Laura Kretz

Foto: Morten Beese Nielsen

Som reporter på programmet deltog hun blandt andet i DM i papirflys flyvning. Det var egentlig en joke, men hun endte med at vinde en tur til verdensmesterskabet og rapporterede derfra. Det hele var dog ikke kun fis og ballade. De dækkede også Folkemødet på Bornholm, hvor Gyrith interviewede en præst, der var skeptisk over for homoseksuelle vielser.

Netop dette interview står klart i hendes hukommelse. Det var dette interview, der gav hende lysten til at lave samfundskritisk satire. Satire, som hun selv var afsender på.

Det fik hun for alvor prøvet kræfter med, da hun sammen med Monte Carlo dækkede det amerikanske valg fra Miami.

Det var i tiden med Monte Carlo, at Gyrith blev bevidst om, at hun besad evnen til at kombinere humor med vigtige journalistiske emner.

Et semester i Hong Kong Gyrith har en forkærlighed for Macau og Hong Kong. Hun har boet i Macau med sine forældre og besøgte jævnligt Hong Kong. Hun ville gerne prøve kræfter med Hong Kong på egen hånd. Derfor valgte hun at tage det sidste semester af studiet på et universitet i den asiatiske millionby. Det blev seks måneder, hvor navlestrengen til P3 blev kappet. Hun var godt klar over, at valget var forbundet med en vis risiko for, at hun ville blive glemt eller simpelthen overhalet af andre dygtige journalister på P3.

Da semesteret var ved at nå sin slutning, og Gyrith stadig ikke havde hørt fra P3, beg-

yndte nervøsiteten at brede sig. Da der blot var en måned tilbage af semesteret i Hong Kong, sad hun på en tagterrasse i Central sammen med tre venner, der også var danske journaliststuderende. Udsigten var fremragende, og vinen var god. De andre studerende talte om, hvilke projekter, de skulle hjem til.

Gyrith begyndte at overveje sine muligheder, men pludselig tikkede en besked ind på hendes telefon fra chefen på P3. Det var en invitation til at tale om muligheden for at blive producer på Monte Carlo. En stilling, som hun var meget interesseret i at få.

Hun producerede sæson 4 og 5 af det populære program, indtil det stoppede. Esben og Peter skulle til at lave fjernsyn, og Gyrith måtte vælge mellem at lave sit eget eller følge med. Hun var dog klar til at prøve kræfter med sit eget program på P3. En beslutning, der blev mødt med stor forståelse fra de to Monte Carlo værter.

Reporteren Gyrith Det, at lave reportager, har en stor plads i Gyriths hjerte. Hun byder sig derfor gerne til som reporter, når P3 skal lave Danmarksindsamlingen. Det giver hende mulighed for at få nogle anderledes oplevelser rundt omkring i verden og formidle dem. I starten af 2015 var hun i Cambodia. Det blev en tur til et meget anderledes Cambodia, end det hun havde besøgt to år tidligere som backpacker.

Hun rejste med en NGO til en industriby langt væk fra de turistede områder.

Der var mange oplevelser på den reportagetur, der gjorde indtryk på hende. Især

reportagen fra en ekstrem ildelugtende losseplads, hvor små børn gik rundt for at samle plastikflasker, de kunne sælge. Eller da hun sad i en hytte med en familie, hvor de to børn havde fået dengue-feber.

Hun blev på rejsen igen bekræftet i, at selvom man befinder sig i et varmt og fugtigt land langt væk fra Danmark - et sted, hvor man har andre forudsætninger og et andet udgangspunkt - så har man samme koncept for kærlighed, familie og lykke.

Reportagen er en fortællerform, der passer godt til hende, da hun altid har kunne lide at fortælle historier. Hun taler meget, men taler ikke bare for at tale. Hun har noget på hjertet.

Man skal stå ved den type, man er Dagens udsendelse er ved at være slut.

Lytterne har skrevet ind med de dummeste ting, de har brugt penge på, og de to værter læser dem op. Gyrith bidrager med sit eget værste indkøb. En dyr, neongul Von Duchkasket, hun købte i sin ungdom. Hun var den eneste i Grindsted, der havde sådan en. Det understreger hendes holdning. Man skal stå ved den type, man er, og man skal lave den type journalistik, man har lyst til.

Det ligger Gyrith meget på sinde, at der skal gøres op med snobberiet i branchen. Om man har ambitioner om at vælte regeringer eller ej, kan man sagtens være en god journalist. Alle funktioner har hver deres berettigelse. Lige fra reporter til producer til vært.

Den der bizarre forestilling om, at en journalist, der skriver for Weekendavisen

er dygtigere end en P3-journalist, den kan hun ikke forstå. En journalist, der skriver for Weekendavisen er bare en anden type journalist end en P3-journalist. Journalisten på Weekendavisen er måske dygtigere til at skrive og lave lange formater, hvor P3-journalisten er dygtigere til at lave radio og udnytte øjeblikket. Og kan de to typer på bunden så ikke være lige dygtige - bare dygtige på hver deres måde? En del af deres fundament er jo ens – nemlig uddannelsen.

Med hensyn til fremtiden tager Gyrith en dag af gangen. Hun er meget bevidst om, at hun befinder sig i en branche og på en kanal, hvor man lever på lånt tid. Der er ikke nogen forkromet 10 års plan. Hun er glad, så længe, det hun laver, er udfordrende og udvikler hende som menneske og journalist.

Blå bog: Født: Grindsted Alder: 29 år Uddannelse: Uddannet journalist på DMJX januar 2014 P3: tidl. producer på Monte Carlo, nu radiovært på bl.a. Alpha Omega Priser: Årets reporter 2015, Radio Prix morni15@student.sdu.dk

DEBAT | 13

Lixen.dk | December 2015

Måske er lykken P6 BEAT Jeg drømte om P6 Beat.

Drømte om at vise Liam Gallagher-attitude i radioen og gro et skæg som Carsten Holm. Men jeg er stadig blød som en barnenumse, og min attitude ligger et sted mellem Jonas Bjerre og min mormors gravsted.

Af Jonas Erboe

J

eg drømte om P6 Beat, men nu er jeg i praktik på en lokalavis. Ja, den type avis, du tager ud af postkassen og smider i skraldespanden sammen med reklamerne fra Lidl og Kiwi, fordi det er, hvad du tror, den indeholder. Reklamer. Men stop. Vi kan også lave reklame.

Jeg drømte om P6 Beat, men er på en lokalavis. Jeg har det som den scene i Langt Fra Las Vegas, hvor Casper gifter sig med Kim, fordi Anne er skredet til fordel for Lars Herlow. Snydt.

For hvem vil have grå Kim, når farverige Anne fortryller og lokker med en lillefinger? Heller ikke mig. Men jeg gjorde, hvad skolen anbefalede den dag. Tog en ledig plads, fordi man ikke

kan tillade sig at være kræsen. Jeg gik i panik.

Og tænkte: Måske er lykken ikke P6 Beat.

Måske er Anne som en choko pops – lækker uden på, tom inden i. Måske er de mindre praktiksteder lige så gode som de større. Måske...

Jeg har lige været til praktikantdag. En dag på SDU, hvor vi fortæller om op- og nedture ved den hidtidige praktiktid. Et arrangement, der viste et klart billede. De største medier er strukturerede, der er uddannelsesplaner og vejledere til at guide dig igennem personlige mål.

De mindre steder er lige så gode som de største, sagde de. Det passer ikke. De mindre steder er i bedste fald anderledes. Og det kan for nogle være bedre end praktik hos DR. Jeg drømte om P6 Beat, men er på en lokalavis. Det er, som det er. Præcis som Caspers ægteskab med Kim. Jeg sidder i receptionen med en anden journalist, og vi skal lave avis, opdatere hjemmeside, Facebook og Instagram til lyden af annonce-sælgerne, der kværner som, og ikke om, Bill Clinton i ”Mit liv”. Så personlige mål? Ikke rigtigt. For det handler om overlevelse for avisen. Men derfor er min arbejdskraft også uundværlig fra dag et, og derfor kan denne praktikperiode også blive den fedest mulige. Fordi, jeg må alt med de midler, jeg har. Fordi, der er så kort vej fra ide til produkt. Det ville der måske ikke være på P6 Beat. Men. Selvom man skal tage imod forandring og udfordring, så bliver Casper og Kim, Lokalavisen og jeg selv nok aldrig det perfekte match, og derfor er det okay at sige: At lykken måske havde været P6 Beat.

Illustration: Kamilla Mærsk

jonar13@student.sdu.dk

Fyens Stiftstidende: En aftale er en aftale Med Panikdagen bag os hersker der ingen tvivl om, hvad de studerende mener. De er utilfredse med ordningen.

Men hvad mener mediernes praktikvejledere? Læs, hvad praktikvejleder på Fyns Stiftstidende, Simon Staun, mener om efterårets Panikdag.

Af Simon Staun, prakvikantvejleder på Fyns Stiftstidende

D

et har været en tumultarisk og kaotisk uge, hvor vi som praktikantvejledere gentagne gange har fået nye instrukser. Først måtte man kun indgå ”moralsk bindende aftaler”, men tre dage før Panikdagen blev det pludselig ændret til, at de studerende måtte skrive under. Det betød helt konkret for os, at vi fik spontant besøg af en håndfuld praktikanter til vores åbent hus om fredagen, der var langt mere paniske, end deres forgængere nogensinde har været. For nu kunne de

jo pludselig se på listen over praktiksteder, at rigtig mange medier allerede havde skrevet under og ”lukket” døren for denne gang.

Vi havde 15 praktikanter til åbent hus, hvilket er ca. 10-12 færre end normalt. Vi kunne dog tydeligt mærke, at de var mere ”på” end tidligere. Langt de fleste stillede gode spørgsmål og virkede oprigtigt interesserede i at komme på Fyens Stiftstidende. Normalt sidder der en bunke på 1012 stykker, som formodentlig kun er med, fordi vi ligger strategisk godt på vej mellem København og Aarhus. Så i den henseende var årets forløb bedre end normalt.

I løbet af weekenden mellem åbent hus og Panikdagen onsdag blev jeg ringet op af flere studerende, der ville vide, hvor godt de havde gjort det til forsamtalen, hvad vi lagde vægt på i ansøgningen og endda, hvor mange procenter jeg ville sætte på sandsynligheden for, at vi ansatte dem. Alt sammen en indikation på, at de har været markant mere pressede med visheden om, at de første 100-150 stillinger reelt var besat i løbet af åbent hus-ugen.

Med 18 ansøgere til seks stillinger var vi dog ikke bange for, at vi ikke ville få et stærkt hold. Det viste sig også, at vi fik en bunke eks-

tremt velskrevne og motiverede ansøgninger.

Vi kunne reelt have ansat 10 af ansøgerne, men skulle desværre kun have seks. I forhold til selve Panikdagen oplevede vi nogenlunde samme scenarium, som normalt. Da vi havde ansat sjette og sidste praktikant, stod der trefire uden for vores dør, som stadig ikke havde fået plads. Altså tre-fire, som havde søgt os.

Vi havde lavet to forhåndsaftaler efter åbent hus. Og vi gjorde meget ud af at understrege, at de for os var bindende. Kun den ene af de aftaler holdt. På Panikdagen fik vi en sms klokken 9.40 om, at vedkommende havde sagt ja til et andet medie. Derfor er vores syn på de ”moralsk bindende aftaler” lidt blandet. Enten indgår man en aftale, eller også gør man ikke. I den kontekst kunne man måske forestille sig, at praktikanter i realiteten kunne underskrive bindende aftaler allerede under åbent hus-forsamtalen, der så kunne udvikle sig til en reel jobsamtale. Hvor man også kunne forestille sig, at ansøgningerne var sendt på forhånd. Det ville få forløbet til at minde mere om en normal ansættelsesprocedure.

Jeg har ikke den gyldne formel på det perfekte ansættelsesforløb. Men det indebærer i

hvert fald, at udstukne retningslinjer overholdes og ikke ændres flere gange undervejs. Og så er jeg vokset op med, at et håndtryk og et ord vejer lige så tungt som en underskrift. Det skal indskærpes over for alle involverede parter.

Jeg har det med ansættelser, som jeg har det med fester. Hvis man først har sagt ja til en invitation, melder man ikke fra, fordi der er en anden fest, man hellere vil til. Sådan kører vi det i hvert fald i Nordjylland, hvor jeg kommer fra.

“Enten indgår man en

aftale, eller også gør man ikke.

sim@fynskemedier.dk

14 | DEBAT

December 2015 |Lixen.dk

Hvad forventer medierne af mig?

Vi skal kunne alt. Vi skal have en niche. To argumenter vi hører på studiet, der modsiger hinanden.

Men hvad mener medierne egentlig, vi skal kunne, når vi kommer ud i branchen?

Af Mia Grosell Meningen med uddannelse for mig er at blive klædt på til at komme ud i erhvervslivet. På journalistik på SDU får vi blandt andet kendskab til det skrevne medie, TV og radio. Vi får mulighed for at prøve noget forskelligt, hvilket kan være med til at vække en interesse. Det resulterer også i, at vi lærer lidt af det hele og ikke fordyber os i et bestemt område. Men er det egentlig det, som medierne forventer af os? Ønsker de, at vi kan agere på flere platforme, eller foretrækker de en form for niche?

Hvad siger medierne?

Tommy Zwicky er redaktør på Ultra Nyt fra Danmarks Radio, der laver nyheder til børn.

Han mener, at det er vigtigt, at man har erfaring inden for TV-branchen, hvis man skal være på Ultra Nyt. Som nyuddannet journalist skal man overbevise om, at man har øje for at lave TV. Desuden lægger han ikke skjul på, at ingen kan det hele, og man altid kan blive bedre. Eksamensbeviset er blot et bevis på grundtræning, og når man kommer ud i den virkelige verden, får man lov til at lære mere.

Selvom TV-erfaring er udgangspunktet, når Tommy Zwicky skal ansætte nye journalister, vil han også gerne have, at man kan lidt af det hele: ”Kendskab og lyst til at bruge andre platforme har fået betydning i stigende grad.

Det er en fordel at have flere platforme i spil i forhold til videreudviklingen af programmet.”

Uddannelsen er et sted, hvor man skal finde ud af, hvad man vil. Tommy Zwicky vil gerne se en rød tråd i de valg, man har truffet: ”Hvis man har lavet en masse radio eller dybdeborende journalistik og ikke særlig meget TV er chancen for at blive ansat her ikke særlig høj.”

Forståelse for, hvor hurtigt det skal gå, når man arbejder med TV er også meget væsentligt. Desuden er det vigtigt for Tommy Zwicky, at man er en del af en virkelighed.

Ifølge ham er det vigtigt at opretholde jordforbindelse f.eks. ved at have et socialt liv ud over arbejde.

For Bjarne Bentsen, der arbejder på Jydske Vestkysten, er det en fordel fremadrettet, hvis man kan beherske flere platforme. Det er noget, de har med i overvejelserne, når de skal ansætte journalister. Bjarne Bentsen fremhæver, at man skal mestre skriveriet, men de ser det som en kvalitet, hvis man kan

benytte flere platforme.

Desuden mener han, at det at agere selvstændigt vægter meget.

Stine Troensen, der er redaktionssekretær på modemagasinet In, forklarer: ”For at arbejde på In skal man have sin journalistiske værktøjskasse i orden. Man skal kunne interviewe og have forståelse for vores målgruppe.”

Desuden skal man være interesseret i mode og gerne have erfaring inden for mode. Når In søger nye journalister ansætter de nogle til at varetage deres digitale platform og selve magasinet. Derfor afhænger ansættelserne meget af, hvad de mangler.

bestemt område.

Evnen til fordybelse er i mine øjne en væsentlig ting som journalist. Vi lærer alle det samme på studiet. Så hvordan får jeg udviklet netop det, som jeg er specielt god til? Det virker til, at jeg først får mulighed for det, når jeg rammer arbejdsmarkedet. Tænk, hvis det var muligt at finde sin niche på studiet, få lov til at dyrke og udvikle netop det, man er god til gennem sparring med undervisere samtidig med, at man lærer lidt af det hele? Så er det ikke først, når man kommer ud i arbejdslivet, at man begynder at fordybe sig.

Uden for studiet har vi mulighed for at udvikle os inden for bestemte områder f.eks. i frivillige organisationer. Ville det så ikke være nemmere at imødekomme mediernes ønsker, hvis muligheden for fordybelsen også var en del af studiet?

Hvorfor flere platforme?

Det forventes mange steder, at du som journalist kan arbejde på flere platforme.

Man skal altså have en bred vifte af evner og har derfor brug for flere kompetencer og ’skills’.

På SDU lærer vi som sagt lidt af det hele. Det kan godt føles lidt halvhjertet, når vi på studiet springer fra det ene område til det andet. Men der er efterspørgsel på det, og det tyder på, at det er en fordel for dig og mediet, hvis du kan håndtere flere platforme. Samtidig kan der være en risiko for, at vi mister originaliteten.

Vi skal være omstillingsparate og i stand til at skifte på et splitsekund. Vi skal tage hensyn til flere ting, herunder det tekniske, hvilket gør, at vi ikke fokuserer 100% på vores egentlige produkt.

Hvad med fordybelse?

Tommy Zwicky efterspørger både kendskab til flere platforme, men at det samtidig skal være tydeligt, hvad og hvorfor du interesserer dig for det, du gerne vil arbejde med. Det vil sige, at når du som nyudklækket journalist viser dit CV, skal det gerne afspejle området, du søger. Hvis det skal gøre sig gældende, er det ikke nok blot at have kendskab til de forskellige områder, men have mere flair for et

Illustration: Malte Jørstad

mgros@student.sdu.dk

DEBAT| 15

Lixen.dk | December 2015

Noget på hjerte: En personlig fortælling fra Sydafrika Fra 1984 til 1994 var der apartheid i Sydafrika, og befolkningen var inddelt i racer. De sorte borgere havde få rettigheder, og der herskede voldsom racisme. I dag er Sydafrika et demokratisk land.

Men racismen dukker op. Nu er den bare omvendt.

efter et tegn af genkendelighed i politimandens øjne.

Men her ændrede det hele sig. Fra at have været en overskydende drikkelse fra køleskabet i vores hus i Hootspruit, blev øllen symbolet på en betændt kultur, der desværre har overgivet sin tragiske historie til omvendt racisme.

Politimanden rejste sig op og gik hen mod min far. Han stod helt tæt på min fars ansigt, hvor politimandens sveddråber gled ned på sin egen næsetip. Far sagde senere, at hans ånde lugtede af alkohol. »Pak dine ting. Jeg tager dig med i fængslet nu. Det er ulovligt at drikke i offentligheden i Sydafrika«, siger han truende.

Først grinte vi alle sammen. Vi synes egentlig, at det var en meget god vittighed. Men det var ikke for sjov. Politimanden blev ved med at Af Theodora Renard kigge på os med vrede øjne, og vi kunne fornemme, at vores latter ikke var velkommen. e våde kondensdråber løb ned af den »Undskyld, det er jeg virkelig ked af«, iskolde flaske. Mine hænder var fuldsagde min far med en dirrende stemme. Han stændigt svedige fra de mange bæreforklarede, at han nok skulle smide flasken poser i hånden. Og øllen var tiltrængt. Tilud. Han kendte jo ikke reglerne. trængt efter syv timers køretur fra Hootspruit Han gjorde sig så underdanig, som jeg i nationalparken Kruger til Johannesburg. aldrig har set ham før. Så stor en mand blev Vi var ankommet til den internationale pludselig meget lille. Men der var intet at lufthavn i Sydafrikas mest kriminelle by. Her gøre. Politimanden havde taget sit valg. florerer rygtet om blonde kvinder, der tages Inden jeg nåede at se mig om, løb min til fange og sælges til slavehandel og prostitumor. Hun løb bare. Hendes stilletter gav tion. Og her frarådes det, at man stopper for genlyd i terminalen, og hendes farverige afrødt lys, når man holder i lysekrydsene. For rikanerkjole forsvandt ned ad rulletrapperne. her kan alt ske.

Nu var vi kun tre tilbage.

Men egentligt trak jeg lidt på skuldrene.

Politimanden var ikke voldsom. Heller Vi er i det mest demokratiske land i Afrika. ikke aggressiv. Men han var seriøs. Jeg kunne Her er der velfungerende infrastruktur, spimærke, at der var noget galt. Udover at min rende kreative virksomheder og en økonomi, far var ved at blive anholdt i et korrupt land, der tegner så godt, at Sydafrika netop er var der noget galt. Jeg kiggede til min højre optaget som et BRIKS land. De rygter, der er, side og så, at min kæreste Tobias sad med en må være europæere, der er bange for det, som dåseøl. Det var der, lugten kom fra. Hans var er anderledes, end det sikre Vesten. Bilder jeg åben, og han havde drukket af den. mig ind. »Hvad fanden har du gang i, hviskede jeg Da vi sad der på trappesatsen inde i til ham. lufthavnen løb de mange tanker og indtryk Han kiggede skævt til mig. Han vidste igennem mit hoved. Efter at have set så ikke, hvor han skulle gøre af den. Min taske meget, kommer en lykkefølelse frem, og man stod på gulvet, og den var lige akkurat for ser pludselig meninstor til, at det ville se gen med at opleve. naturligt ud, hvis jeg Min far åbnede løftede op. Men jeg tog Denne her leg bliver sin flaskeøl med chancen. Øllen gled skruelåg og gik over mere og mere syret. Som stille og roligt ned i lommod skraldespanden en sexleg, der blev for vild. men, og så gik jeg. for pænt at holde »Må jeg gå på toiForskellen er bare, at vi lufthavnen ren. lettet, herre«, spurgte En kulsort mand aldrig sagde ja til at lege jeg politimanden. Han i beige uniform og nikkede skulende til med. kasket med ordene mig. Så gik jeg med ”Police” smilede til tasken under armen. Nu min far og vinkede til ham. Min far, som elvar de kun to. sker at tale med mennesker, nikker til ham og Døren smækkede bag mig, og jeg låste så imødekommer hans vink. hurtigt, jeg kunne. Jeg var nødt til at sætte »Goddag herre«, siger min far med sin mig på kummen, hvor der hverken var toifede amerikaneraccent efter sin opvækst i letbræt eller toiletpapir. Jeg svedte, og der Californien. begyndte at komme sorte pletter for øjnene af Reaktionen fra den sorte politimand er mig. Hvad sker der her? Jeg tog øllen op af stadigvæk munter. Han peger på den kolde tasken og hældte den i toilettet. Men jeg vidste flaskeøl i min fars hånd, som venter på at ikke, hvad jeg skulle gøre af dåsen. Hvad hvis blive drukket. Han rynker brynene skeptisk. overvågningen har spottet mig med øllen. De »Hvad har du i den flaske«, spørger politkan se, at jeg ikke har den med tilbage. Så har imanden med syngende tsonga-dialekt. Han jeg også pludselig begået en lovovertrædelse. er helt klart herfra.

I skraldespanden ligger der to brugte bind og Min far kigger på sin flaske, som om at en tisseble fra en baby. Uden at tænke hiver han ikke vidste, hvad han selv havde i hånjeg det op ad skraldespanden og pakker dåsen den. ind i det. »Det er en øl«, smiler min far og leder Min første tanke, når jeg træder ud af toi-

D

“

lettet, er hvid. Jeg skal finde en hvid sydafrikaner. En hvid familie står og tager afsked med en bekendt, og jeg løber hen imod dem.

Jeg fortæller dem, hvad der er sket, og de ryster på hovedet. »Det er slemt«, siger hende, jeg formoder er moderen.

SYDAFRIKA I TAL Hver anden sydafrikaner lever under fattigdomsgrænsen I 1994 var der 200 love om raceadskillelse En undersøgelse fra 2013 viser, at 160.000 sydafrikanske betjente har begået kriminalitet, hvor 1500 betjente er dømt for korruption.

Kilde: AFP

»Hvis han vil arrestere jer, så tving ham til at tage jer til politistationen i lufthavnen.

Og giv ham for guds skyld ikke penge. Det er nok det, han er ude efter. Men hvis i gør, kan han smide jer i fængsel i fem år for korruption«, siger sønnen.

Det her giver ikke mening. Vi er en civiliseret familie på ferie. Med rejser hele verden rundt er det aldrig lykkedes os at komme i knibe. Vi var i knibe.

Jeg løber tilbage til far og Tobias. Mor er her stadigvæk ikke. Jeg er ikke sikker på, hvad der er sket, mens jeg var væk. Men nu skændes de alle sammen. Tobias er rolig, men han nægter at lade politimanden anholde far i en international lufthavn. Hans retfærdighedssans dirrer i ham. »Der er jo ikke nogen skilte, der forbyder en øl«, råber han.

Far derimod - han er stille. Jeg har aldrig set ham være så grå i ansigtet.

Jeg forstår ikke mor. Jeg er så skuffet.

Hvordan i helvede kan hun bare løbe fra os?

Hun ved, hvor magtesløse vi er. Hvor er hun?

Alle værst tænkelige tanker løber igennem mit hoved. Har hun forladt os? Er hun en del af dette tricknummer? Er politimanden hendes elsker?

Rulletrapperne viser min mors lyse ansigt. Jeg ånder lettet op. Hun er her. Bag hende går to sorte kvinder. De er begge politibetjente. I blå uniformer traver de hen imod os, så roligt som noget kunne være. En udefraseende skulle tro, at de holdt pause. »Det er ham her«, siger min mor, da de når frem.

Den ene afrikanske politikvinde bryder ud i latter. Hendes store bryster hopper op og ned, og hendes mavefedt blævrer fra side til side. »Han er min chef«, siger hun. Vi kigger alle fire på hinanden. Denne her leg bliver mere og mere syret. Som en sexleg, der blev for vild. Forskellen er bare, at vi aldrig sagde ja til at lege med.

Politimanden har ændret ansigtsudtryk.

Han ser ikke glad ud, men det er som om, at hans autoritære facon er svundet lidt ind i damernes selskab. De står og taler lidt sammen på tsonga. Han er måske hendes chef, men hun har ham, hvor hun vil have ham.

Politikvinden kigger på os og siger, at vi skal

sige undskyld til politimanden. Uden at tøve giver vi ham alle hånden. »Næste gang lader du mændene orden sagerne«, siger politimanden rettet mod min mor. Hun kigger på ham, som om at han var hendes største idol, Marlon Brando. Jeg kender hende. Hun er falsk. »Ja, selvfølgelig herre«, siger hun og nejer, mens hun folder sin farverige kjole ud til siderne.

Vi tager vores tasker og går. Ingen siger noget. Alle lyde holdes ude. Den lille dreng, der løber forbi, råber lydløst af sin lillebror.

Moren foran mig i køen skælder ud på sin mand, men hendes læber bevæger sig bare.

Vores gule The North Face backpacks glider hen ad baggagebåndet. Vi kommer ikke til at se dem før, vi når til Cape Town. Tobias hvisker til mig. Han er bange for, at politimanden propper narkotika i taskerne. Eller hvis han tager dem med sig hjem. Jeg hører ikke, hvad han siger. Jeg går, som en zombie ind i flyvemaskinen.

Først da stewardessen byder mig velkommen på sæde 12a, går det op for mig, hvad der er sket. I min afrikanske kærlighedsromance har jeg set alle de fantastiske muligheder, det store kontinent kan tilbyde. Men når man rammes overrasket, gør det mest ondt. Min familie og jeg blev udsat for omvendt racisme. En sort mand, så en hvid familie. Og han skulle have hævn. Han skulle have hævn for de mange forfædre, som måtte lade deres liv for kampen mod sortes rettigheder. Men at det gik udover os var ikke til at begribe. Det værste var, at jeg på en måde forstod ham.

Havde jeg gjort det samme, hvis det var mig, der måtte lide i mit eget land, fordi jeg er hvid? Måske.

Ikke desto mindre har jeg lært to ting. Jeg ved, hvordan man skjuler en dåseøl, når der er løbet tør for toiletpapir. Og så har jeg lært, at man aldrig skal drikke en i en lufthavn.

Mine forældre holdt fest i lørdags. Og da sagde min far naturligvis, at han på ingen måde var bange. Sådan kan vi også fortælle historien. thren14@student.sdu.dk

Bagsiden SKOSÅLEUGE ET SANDT HIT 1. semester har være på Skosåleuge rundt om i det danske land. Der er blevet produceret journalistik på redaktionerne, men også plads til at hygge sig ind imellem.

Fotos af Lukas Bjerg

Hver morgen kl. 9 deltog vi i redaktionsmødet. Vi lærte rigtig meget af at høre på en yngre chefredaktør diskutere med tre forhenværende redaktører, alt imens praktikanten ventede på at få et ord indført i ny og næ.

Her besøgte vi Borgmestergården, hvor en flok søde, ældre damer bød alle velkommen i deres dragtlaug. Hvis du mangler et sted at have den vildeste fest, skal du bare være villig til at drikke glückwein i stride strømme og iføre dig de særeste dragter.

En lang og hård uge i lokaljournalistikkens tegn er ved at gå på hæld.

Her slapper vi af med et brætspil i den gymnastiksal, vi overnattede i hele ugen igennem. Der er lige blevet beordret ”smil!”, og nogle er mere oprigtige end andre – kan du se hvem?