LIXEN NOVEMBER 2019

De Journaliststuderendes Avis | www.lixen.dk | 21. årgang | 5. nummer | November 2019

Matilde Kimer fortæller om krigens mange ansigter Læs med på s. 8

Anders Agger: Vi er lavet af nogenlunde samme surdej

Læs med på s. 5

Hvad laver de tidligere LIXEN-redaktører i dag, og hvad har de fået ud af at være en del af avisen?

Find ud af det fra side s. 6

2 LEDEREN LIXEN

mødte denne måned en række tidligere redaktører på avisen.

En er nu journalist på Kristeligt Dagblad og, en anden er ansat på TV 2. Nu sidder vi som andetårsstuderende på journalistuddannelsen og funderer over, hvad der mon skal blive af os i det store mediebillede. For mediebilledet ændrer sig hele tiden, og det bliver sværere og sværere at låse sig fast på et medie, da det udvikler sig med teknologiens hast.

Vil der overhovedet være en papiravis, når vi er færdiguddannede? Os, der er skriveinteresserede, kunne have en fremtidsdrøm om at sidde på en avis og se vores artikler blive udgivet på print. Men hvis papiravisen uddør, skal vi tænke i andre baner.

På uddannelsen lærer vi også, hvordan artiklerne skal kunne fungere på flere medier på én gang - og om hvilke folk, der vil klikke ind på artiklerne, hvis den bliver udgivet på web. Der kan man blive i tvivl om, om substans bliver udskiftet med fede overskrifter og korte artikler, der skal kunne holde læseren fanget i de to minutter, de maks vil sætte af til at læse den. Hvis det overhovedet rækker med to minutter. Den nye generation har fået iPhonen implementeret som forlængelse af sin arm og er vant til, at alt skal gå stærkt. Det at sætte sig ned søndag morgen med en kop kaffe og papiravisen er en tradition, der forsvinder.

Nemlig at give sig tid til at fordybe sig i det skriftlige medie. Nu er det blevet til noget, vi kan fortælle vores børn, at det gjorde vores forældre altså, da de var unge.

Journalister sidder sjældent i den samme trædemølle i 50 år som skolelæreren eller sygeplejersken typisk vil gøre. Netop, fordi journalisternes afsnit om jobbeskrivelse hele tiden bliver redigeret. Førhen skulle man kunne have en fløjlsjakke over skulderen og en cigaret i kæften (og gerne af det mandlige køn) samtidig for at blive ansat på avisredaktionen. I dag skal du kunne tænke så kreativt som muligt, have den fedeste idé og kunne navigere rundt på diverse platforme for at kunne sætte fluebenet som ansat.

Og hvem overlever kravene? Fotojour-

NOVEMBER INDHOLD

nalisterne lever i en tynd tråd, da det er billigst kun at have få ansat. Der skal jo spares, ikke sandt? Nu når vi er i gang, så kan vi lige så godt fyre de menneskelige journalister og erstatte dem med nogle robotter, der er hurtigere. For det skal jo gå stærkt, ikke sandt?

Men udfordringerne handler ikke kun om kreativ tænkning og hastighed.

Vi står i øjeblikket over for et tab af den journalistiske fordybelse på en af Danmarks førende medieplatforme. Radio24syv (ære være dets minde) tager det sidste åndedræt, når denne avis udkommer, og ærgrelsen er stor. Hvordan kan vi som studerende vide os sikre på, at vores arbejde ikke er styret af politikerne. At staten kontrollerer medierne kan for den almindelige dansker lyde som en by i Rusland eller noget, som kun finder sted i diktaturstater. Men politikerne er måske alligevel ikke så dus med den uafhængige presse i vores hyggelige public-service samfund. Kontrollen over Radio24syv er et pragteksemplar på, hvordan politikerne vil styre medierne til deres egen fordel. Et snært af håb kom dog frem i os, da DAB blev et muligt alternativ. Men den store vinder af den styring var, til trods for dens navn, en uhørt radiokanal. Hvad er Radio Loud for noget? Og lytter unge mennesker overhovedet til radio?

Det er sjovt, når voksne mennesker vil komme i øjenhøjde med ungdommen og tror, at de kan skabe noget “nice” journalistik, som de unge gider at bruge deres dyrebare tid på fra deres kritiske teenageliv. Selvfølgelig går unge mennesker også op i kultur, satire og politik. Det er ikke det. Den gennemsnitlige 16-årige slår nok bare ikke så ofte lyttelapperne ud for radio, hvis ikke det sendes på P3 og er med grin og bingo som hovedtema. Og så er vi nok også lidt bitre. Men vi er ikke spåkoner på redaktionen. Bliver det en succes med at give bloggere og instagrammere en times tid til at booste deres image yderligere, så vil vi med glæde bøje os i støvet. Eller at give diverse gamere en times sendetid til at snakke om videospil og moderne gamer-kultur. Vi skal nok bøje os.

God læselyst!

LIXEN Campusvej 55 5230 Odense M

www.lixen.dk lixen@journet.sdu.dk Find os på Infomedia

STUDIET

Center for Journalistik har fået en ny uddannelse. De fremtidige cand.public-studerende kan se frem til at forme deres egen uddannelse. Initiativet er opstået af en forhåbning om, at journalisterne vil være endnu bedre uddannede i fremtiden.

BRANCHEN

Branchen har været ude af Medietorvet denne måned. Lige fra musikjournalistik i Aarhus, til Anders Agger på en parkeringsplads i Svanninge og tidligere LIXEN-redaktører i København.

ZOOM

Kom på kanten af journalistikken. Denne måned zoomes der ind på pressefrihed i Nordkorea, kanten af livet ifølge krigskorrespondent Matilde Kimer og gængse fortællinger af Pelle og Peter.

FAVORITTEN

Skal vi tilpasse os den faglige kultur i det land, som vi befinder os i? Giver plastikkirurgi overhovedet mening? LIXENs skæve hjørne giver dig denne måned to reportager, som kan svare på spørgsmålene.

KULTUREN

En af Danmarks mindre subkulturer er i autentiske problemer. Surferkulturen står nemlig over for en mindre krise i takt med, at Danmarks surferparadis Cold Hawaii bliver en stor turistattraktion. Og hvad er en subkultur egentlig? Få svar i Kultur-sektionen.

POLITIKKEN

Hvad koster en sygeplejerske? 20 pakker cigaretter? Find svarene i det store regnestykke i denne måneds politikken. Derudover sætter Klimakompasset fokus på tøjindustrien - der skal gøres op på forbrugsvanerne for at gøre en forskel.

LINSEN

Kom med til musical! På Magasinet i Odense er muscialen “Fame” skudt i gang.

Se de festlige dansebilleder og kom med bag scenen under pausen.

SATIREN

Håndværkslærerene siger mange ting og giver råd til de studerende. Men hvad mener de egentlig med det, de siger? Kan man stole på deres første bemærkning, eller ligger der noget andet bag?

Tryk: Skive Folkeblad Oplag: 500 eksemplarer

Lixen er de journaliststuderendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet. Avisen er af de studerende, for de studerende og for journalistikken.

Karen Mathilde Møller Chefredaktør

Amalie Dvinge Agerbo Studiet-redaktør

Adam Hofbauer Kulturen-redaktør

Maj Petersen Branchen-redaktør

Jesper Lindstrøm Jørgensen Politikken-redaktør

Maria Kornbeck Lundsgaard Branchen-redaktør

Emma Margrethe Bork Linsen-redaktør

Sophie Lund Møller Zoom-redaktør

Louise Lind Satiren-redaktør

Line Schou Jensen Zoom-redaktør

Emilie Sunekær Illustrator

Aida Jahić Favoritten-redaktør

Teitur Larsen Chefredaktør

Emilie Søndergaard Christiansen Favoritten-redaktør

August Sandberg Kulturen-redaktør

Anna Myrthue LIXEN Lyd-redaktør

Henriette Kampp LIXEN Lyd-redaktør

Anne Margrethe Seeberg Larsen SoMe-redaktør

STUDIET

3

Fremtidens journalister får muligheden for at forme deres egen uddannelse Syddansk Universitet har investeret 15 millioner kroner i at udvikle en hyperfleksibel ’fremtidens uddannelse.’ Center for Journalistik står i spidsen for udviklingen, og i februar slår de dørene op for fremtidens uddannelse på deres cand.public-uddannelse. Fremtidens uddannelse vil forsøge at give branchen et tiltrængt fagligt løft, og samtidig bliver fremtidens uddannelse revolutionerende i forhold til den måde universitetsuddannelser er organiseret på.

Af Mette Marie Twisttmann

F

remtidens uddannelse skal kunne følge med den udvikling, vi er under både som samfund, men også som individer. Førhen havde universiteterne monopol på viden, men sådan er det ikke længere. Viden ligger frit tilgængeligt på internettet og kan tilgås 24/7. På universiteterne har man ifølge Syddansk Universitets rektor, Henrik Dam: »(…) taget en digital kopi af en analog verden,« og blot udskiftet papyrus med smartboards, stentavler med iPads, men faktisk slet ikke fulgt med den udvikling, der er sket i samfundet omkring os.

‘På uddannelsesområdet er vores største udfordring, at vi strengt taget ikke har fornyet os siden det tidspunkt, hvor vi blev oprettet,’ sådan indleder Henrik Dam en video, der præsenterer fremtidens uddannelse.

Anyone, anywhere, anytime – det er hovedpointerne med fremtidens uddannelse. Men hvordan ser fremtidens uddannelse egentligt ud?

SDU har investeret 15 millioner kroner i projektet om fremtidens uddannelser, og Center for Journalistik har i halvandet år arbejdet på det, der kunne være formlen på fremtidens journalistuddannelse. Til februar er man klar til at tage imod de første af ”fremtidens studerende” på cand. public uddannelsen på SDU. En cand.public uddannelse tog oprindeligt to år at gennemføre ligesom enhver anden kandidatoverbygning. Men med fremtidens uddannelse har man op til seks år til at gennemføre sin uddannelse. Det vil altså sige, at man kan nøjes med at gennemføre 10 ECTS-point per semester. For centerleder på Center for Journalistik, Peter Bro, er kernen ved fremtidens uddannelse, at den er modtagerrettet og imødekommer brugerne.

Det betyder, at den enkelte studerende kan skræddersy sin egen uddannelse, præcis som de ønsker den.

Fra legoklodser til nano-moduler Man kan tænke den nye cand.public uddannelse som en kasse med legoklodser med blot et billede af den endelige figur. Det giver den enkelte mulighed for at lave sin egen manual og sin egen vej til slutmålet. Disse legoklodser er i virkeligheden små nano-moduler, som man selv kan sammensætte, så fremtidens uddannelse bliver unik. Nano-modulerne er små digitale undervisningsmoduler, og undervisningen er udviklet, så hvert nano-modul kan bestå af tekst, et videoklip, en podcast eller animerede grafikker. Alt sammen noget, der kan gennemføres hvor som helst og når

som helst. Disse nano-moduler, også kaldet nanoer, er blevet testet på cand.mag uddannelsen, og Peter Bro konstaterer, at de virker. »Nanoerne virker så godt, at både undervisere og studerende er begyndt at spørge, om de ikke må bruge dem andre steder.« For Tine Johansen, formand for Dansk Journalistforbund, er det vigtigt at skabe fleksible rammer for videreuddannelse, fordi det giver flere muligheder for at tage en overbygning ved siden af sit freelance-, fuldtidseller deltidsjob: »Jeg er glad for, at SDU arbejder med at skabe mere fleksible rammer for videreuddannelse. Det giver flere kolleger muligheden for at tage en overbygning ved siden af for eksempel en freelancetilværelse eller et deltidsjob.« Formålet med fremtidens uddannelse er netop, at man skal kunne bibeholde sit job, imens man gennemfører sin cand.public uddannelse. Fordelen ved nanoerne er, at de er tilgængelige anywhere, anytime, og de kan gennemføres på cyklen, i bussen eller i metroen på vej til og fra arbejde. Det betyder altså, at fremtidens uddannelse ikke blot er for de nyuddannede, men for alle der har en bachelor i journalistik. I virkeligheden er fremtidens uddannelse blot starten på det, der forhåbentligt bliver en revolution i den måde, man tænker undervisning på. »Vi er ved at konstruere en gavebod, så kan alle andre uddannelser komme og pille ned fra hylderne,« forklarer Peter Bro, der også understreger, at cand.public uddannelsen blot er første led i, hvordan universiteterne

Illustration: Emilie Sunekær

bør forny og udvikle sig. »Fremtidens uddannelse er en hyperfleksibel uddannelse, der består af mange små elementer. Jeg ser en uddannelse der er åben 24/7, 365. Det vil sige, du kan altid blive uddannet når du har lyst til det.« Fremtidens mediebranche Fremtidens uddannelse falder på et tørt sted i mediebranchen. Ifølge centerleder, Peter Bro, skal der turbo på de faglige løft: »Hvis vi skal følge med i, hvordan andre faggrupper og professioner udvikler sig, så skal vi have sat turbo på de faglige løft.« Hos fremtidens uddannelse kan man tage ét kæmpe stort skridt i retningen mod bedre uddannede journalister. Det betyder, at den enkelte journalist kan specialisere sig i både genre, medietype og tilegne sig langt mere målrettede kompetencer.

For medielederne betyder det, at de kan videreuddanne deres egne medarbejdere, så de får evnerne til at kunne udfylde funktioner de ikke før har kunnet, og på den måde kan hele branchen få et fagligt løft. De fleste journalister har kun en bachelorgrad, men det håber Peter Bro, at fremtidens uddannelse kan ændre på: »Jeg vil have det ualmindeligt godt med, at vi fik udfordret det dogme med, at det tidligere har været nok, at man bare havde en bacheloruddannelse.« Han håber, at fremtidens uddannelse er incitament til at videreuddanne sig. Udover den hyperfleksible cand.public uddannelse, er en del af projektet med fremtiden uddannelse

også at skabe en god efter- og videreuddannelse for de folk i branchen, hvor en fuld kandidatuddannelse ville være for omfangsrig.

Ifølge Tine Johansen går udviklingen i mediebranchen rasende hurtigt, alt imens kravene til de ansatte ændrer sig. Hun understreger derfor vigtigheden af efter- og videreuddannelse, så man kan vedligeholde sine kompetencer. Den nye cand.public uddannelse og de efter- og videreuddannelsesprogrammer, der nu er udviklet, vil både komme fremtiden og nutidens journalister til gode: »Vi er jo ikke kun optaget af at uddanne fremtidens journalister, men også videreuddanne nutidens,« fortæller Peter Bro. Både Tine Johansen og Peter Bro peger på, at der mangler dybde i branchen. Mediebrugerne efterlyser mere fordybelse og mere baggrundsviden, og i den sammenhæng får fremtidens uddannelse en stor rolle i mediebranchens fremtid. »Det bacheloruddannelsen hos os og på DMJX kan, det er at uddanne nogle virkelig dygtige generalister, som kan udfylde mange typer af jobs. Men det her med at blive specialist, det kræver noget mere, og det kan man få på en kandidatuddannelse,« erfarer Peter Bro. Fremtidens uddannelse bliver ikke blot fremtiden for mediebranchen, men forhåbentligt for hele den måde, man tænker og organiserer undervisning på.

4 BRANCHEN

NOVEMBER Branchen introducerer

Vores verden er i konstant forandring, og det er helt centralt for journalistikkens eksistensgrundlag, at den tilpasser sig forandringerne. Det ved musikjournalistikken om nogen. Derfor dykker vi i denne måned ned i, hvordan musikjournalister må ændre deres arbejdsgang, for at imødekomme de udfordringer den digitale udvikling har ført med sig. Så aflægger Anders Agger fint besøg på Branchens sider, og gør os klogere på, hvordan det er at turde, hvor andre tier - og hvorfor det er så vigtigt. Sidst men ikke mindst får vi indblik i tre tidligere LIXEN-redaktørers hverdag, og hvordan deres tid på LIXEN har klædt dem på til den karriere de har i dag.

Af Maj Petersen & Maria Kornbeck Lundsgaard

I den digitale verdens muligheder kæmper musikjournalistikken for at beholde relevans og autoritet Internettet har gjort det nemt for musikentusiaster at få adgang til musikken, blive klogere på den og dermed agere musikjournalist. Helt uden at være det. En mulighed, som beriger forbrugerne og det musikalske indhold, men som kræver, at musikjournalisterne må tænke ud af boksen og levere både noget mere og noget andet, end de plejer.

Af Teitur Larsen

D

måde, som folk lytter til musik på,« siger han.

Udviklingen af folks musikforbrug er altså i bredere omfang selvstyret, og forbrugerne hører i højere grad musik på streamingtjenester som Spotify og YouTube i stedet for fysiske albums. Musikjournalisterne skal derfor finde ud af, hvad de skal gøre, og hvordan de skal forme musikjournalistikken.

Dette er, ifølge Troels Østergaard, med til at stille musikjournalisterne overfor en ’autoritetskrise’. »De (red. musikjournalisterne) mister deres autoritet. Ét, fordi der er så meget information, og to, fordi det er let at få adgang til information,« siger han med en sikkerhed i stemmen.

Musikjournalisterne har tidligere fungeret som ’døren’ til information om musik, hvilket også var med til at give dem deres autoritet som journalist. Nu er den rolle opløst, da internettet er blevet til døren. Forbrugerne kan derfor nemt og gratis dykke ned og analysere det, de lytter til, og dermed selv udgive deres viden i form af journalistik. »Hvis du vil have kvalificeret, detaljeret, nørdet information om populær musik. Så har der aldrig nogensinde, på noget tidspunkt i historien, været

et er overskyet, og den lave sol er endnu ikke dukket op over Aarhus, da GAFFAs chefredaktør Sidsel Thomassen træder ind i den rummelige trappeopgang i GAFFAs redaktionsbygning. »Den digitale udvikling har på en eller anden måde lagt et større pres på medier som os,« siger hun i opgangens ekko, der væves sammen med trappernes knirken. »Ah. Sådan. Så er vi her,« siger hun, da hun træder op på øverste etage.

Hun peger med flad hånd hen mod en hvid dør, sender et bredt smil og går ind til sin redaktion. »Vi går bare ned i mødelokalet,« siger hun straks og viser vej mod enden af rummet.

Lyden af så clicks fra computermusene går igen ved skrivebordene, og på vejen gennem rynkede pander og firkantede øjne fornemmer man straks Illustration: Emilie Sunekær duften af kaffe, inden hun åbner døren til lokalet.

Hun slipper et muntert suk og sætter sig ned, kører sin ene hånd i sit mørke, krøllede hår og lægger hovedet på skrå. så »Alle, der har adgang til nettet, har meget tilmulighed for at agere musikjournalist,« siger gængeligt for dig. Men det ligger jo på hun.

YouTube eller andre steder,« siger Troels Østergaard.

Autoritetskrise Et andet sted i Smilets By nikkes der genMerværdi kendende til det store pres hos GAFFA. Sidsel Thomassen hiver sig i trøjen og kigger Her befinder lektor ved DMJX og forsker i betænksomt op mod hjørnet af lokalet. For musikjournalistik Troels Østergaard sig. Han hende er den udvikling, som Troels Østerhar forsket i musikjournalistikkens udforgaard beskriver, helt tydelig. dringer i det digitale medielandskab. »Det er ikke nok bare at skrive hvem, hvad, »På den ene side er forbrugerne holdt hvor længere. For det kan de (red. forbruop med at købe fysiske albums. På den angerne) se alle andre steder,« siger hun. den side har musikjournalistikken stadig et Man kan spørge sig selv, om ens autoritet særligt fokus på hele det musikalske album. ikke er irrelevant for indholdet, hvis det er Musikjournalistikken har generelt svært ved sandt og godt formidlet. Egentlig ikke, nej, at finde nogle passende narrativer og genrer hvis man altså er journalist, fortæller Troels til at beskrive den meget fragmenterede

Østergaard. »Udover autoritet, så har journalistik egentlig ikke nogen eksistensberettigelse. (…)

De journalistiske mediehuse skal have en viden, indsigt og adgang til information, som Sidsel Thomassen. Foto: PR er større end forbrugerens egen viden og adgang til information,« siger han.

For Sidsel Thomassen og resten af GAFFA-redaktionen handler det derfor om at skabe det, som læserne ikke får andre steder.

De skal skabe, hvad hun kalder, ’merværdi’.

Noget, som kræver, at man både er aktuel, kreativ og nytænkende. »Vi skal have fat i nogle historier, som man ikke lige kan få andre steder. Man kan for eksempel sige, at den musikjournalistiske biografi om en person er blevet udvandet, da man kan følge med i artisters liv på sociale medier, så vi skal på en eller anden måde tilføje den merværdi,« siger hun.

Samtidig er det, ifølge Sidsel Thomassen, nødvendigt for GAFFA at vise, at de ikke kun er et mediehus, men at de, i lige så høj grad som musikentusiasterne, skaber musikjournalistikken, fordi de elsker den. På den måde kan de fungere som en inspirationskilde for læserne, der ikke kun eksponeres for musikalske nyheder, men bliver inspireret til at dykke dybere og længere ned i musikken.

Grundelementer I den perfekte storm af uendelige informationer må musikjournalisterne tage handling, for at beholde sin autoritet og for at blive ved med at eksistere. »Musikjournalistikken skal finde ud af, hvad musikjournalisterne særligt kan bidrage med. Hvordan er det journalistik,« siger Troels Østergaard.

Hos Sidsel Thomassen og GAFFA-redak-

tionen handler det ikke kun om at tilføje noget særligt, men også om at udfordre journalistikken, så de samtidig kan følge med tiden. »Der er en masse ting ved tegnebrættet, som gør, at vi skal blive endnu bedre til at fremhæve den her digitalisering. (…) som er med videokoncept og podcast og så videre,« siger hun.

Dog er det stadig nødvendigt at huske sine journalistiske færdigheder og behandle stoffet som alt andet kritisk journalistik. »Løsningen er at holde fast i de grundelementer. Man kan godt udvikle sig, samtidig med, at man holder fast i grundelementerne,« siger hun med gestikulerende hænder.

Samme forudsigelse har Troels Østergaard, da han bliver bedt om at give et bud på, hvad der skal gøres, for at journalisterne kan beholde deres autoritet. »Jeg vil sige: Brug et par af de journalistiske kernekompetencer (…) og sørg for, som minimum, at kom i højde med de mange kvalificerede musiknørder, der findes derude.

Så tror jeg, at musikjournalistikken har en fremtid,« siger Troels Østergaard.

Da interviewet er slut, rejser Sidsel Thomassen sig for at vise resten af sin redaktion.

Hun går hen til sit skrivebord og hiver en stor mappe med gamle GAFFA-blade frem. Hun åbner den og bladrer til første side. Det er en gammel, lamineret avisside fra 1984 med en ung mand på forsiden, hvis hår stritter i vejret i en energisk bevægelse. »Det er Peter A. G.,« siger hun med et stort smil.

Der er stadig overskyet udenfor. Den lave sol skinner nok ikke over Aarhus i dag. Måske den i fremtiden skinner over musikjournalisterne, hvis løsningen er god nok.

BRANCHEN

5

Anders Agger: »Grundordet for ‘Indefra’ er empati. Ønsket om at prøve at forstå, hvem du er, når du er det« Jeg mødte manden, der tør banke på hvilken som helst dør. Ham, der dykker ned i forbudte områder og taler med de mennesker, vi ellers ikke snakker om. Eller med. Anders Agger synes ikke, journalistikken har en grænse. Vi skal helst træde over den med store skridt og prøve at forstå.

Af Karen Mathilde Møller Jørgensen

Foto: Lars Aarø

E

n skaldet, forkølet onsdag i Svanninge.

De samme pensionister har handlet havregryn og Lurpak i de slidte, medbragte indkøbsnet. De samme køer gumler drøv i Bakkerne. Bilen er tanket, og hunden har fået den daglige dosis piller. Same procedure as every year, James.

Landsbyens cyklus synes uberørt af byens travlhed. Men i aften kommer der en ubekendt faktor hertil. Eller i hvert fald på det personlige plan. Mange har taget ham i hånden og fulgt med ham ind til en ungdomskriminel, en statsminister på Borgen eller en kongelig på slottet. Vel og mærke gennem fjernsynsskærmen. Nu kommer manden bag programmerne til Svanninge, og cyklussen vibrerer: ‘En gæst er på vej, hvem er han og

hvad vil han?’

På Assensvej bor mine forældre, som er nogle af de mange, der har købt billetter til foredraget i Svanningehallen. Her står jeg klar med kamera og stram knold, mens jeg bidende på blyanten kigger ned over spørgsmålene på papirblokken. Vi har aftalt at mødes på parkeringspladsen ude foran, tre kvarter før showet starter.

I mine forældres tomatrøde Citroën C1 ringer min telefon. »Hej, det er Anders. Anders Agger.« For at finde hinanden, foreslår jeg, at vi stikker hovedet op fra vores biler. Uden at have opdaget det, holder vi parkeret lige ved siden af hinanden. Et par lyseblå øjne under en rynket pande smiler venligt til mig, mens den højre hånd får styr på en vildfaren lok fra

den leverpostejsbrune, halvlange sideskilning. Med kamerataske om skulderen, telefon i den ene hånd og blok i den anden, får jeg mig kantet ind i hans store, sorte Mercedes. »Du får førstepladsen i at suge maven ind,« griner Agger og smækker bildøren i. »Svanninge-haaaallen,« synger Anders Agger med svensk accent, mens jeg får tændt for båndoptageren. Der dufter af bananer i bilens hvide lædersæder, som er meget nydelig og ren. Med albuen hvilende på bildøren, nulrer han pagens spidser.

Indefra (i en bil) med Agger Anders Agger er en ung purk, når han begynder at lave journalistik. Dog bærer han ikke på nogen journalistisk uddannelse, men

kommer i praktik ved Skjern Dagblad. Han falder for journalistikkens nærhed, da han under sit praktikophold går rundt på en mark i Skjern med rug til armhulerne og byg til hoften. Lokale landmænd med strå i mundvigen og svedent hår får Agger rettet ind på hjulsporet i de tætte miljøer. Som blot 25-årig bliver Agger ansat hos DR. Gennemgående for hans programmer er det antropologiske aspekt i lukkede miljøer og det er det, Agger bliver særligt kendt for i DR2-programmerne ‘Indefra’. »Grundordet for ‘Indefra’ er empati. Ikke sympati, men empati. Ønsket om at prøve at forstå, hvem du er, når du er det. Om du er Jehovas Vidne. En på overførselsindkomst eller narkoman. Lad være med at lægge dig

6 BRANCHEN ned ved siden af ham, men gå ved siden af ham.« Anders Agger gik ved siden af en 16-årig dreng i et ungdomsfængsel, der havde gjort unævnelige ting. Tunge øjne og bleg hud så Agger i øjnene og fik fremlagt sin vej til tremmerne. Agger så ham. Og viste sit billede frem til os. Når jeg spørger, hvorfor sådan en bølle skal vises frem i bedste sendetid, er svaret klart og tydeligt. »I stedet for at gøre os til A- og B-mennesker, så sidder der nogle derinde, som på alle leder og kanter er lavet af nogenlunde samme surdej, som vi er. De er bare gået forkert nogle steder.« Agger understreger hurtigt med en viftende hånd, at han ikke prøver at retfærdiggøre. Men nuancere. Han erindrer, at da han så på den unge dreng ude fra, kunne det synes skræmmende. Men lige så snart han kradsede lidt i overfladen, da kom der en lille dreng ud på den anden side.

Pludselig får jeg en trang til at fortælle de lyseblå øjne om mit første journalistiske minde. Det er nemlig et minde fra TV-programmet ‘Sømanden og juristen fortællinger fra et hospice’, Agger producerer i 2011. Som forvirret teenager sidder jeg klistret til skærmen og ser døden i øjnene.

Jeg får et forhold til to ukendte mænd med leverpletter og opgivende øjne, der langsomt er skæbnebestemt til at dø foran familien Danmark. »Jeg tror, at det program kom ret meget til tiden, fordi folk havde glemt de eksistentielle ting. De fandtes ikke. Og specielt ikke døden.«

NOVEMBER

Danskerne var dengang i en tidsalder, hvor der var særdeles fokus på det ydre. Programmer om forfængelighed, botox og Ole Henriksen, der slog kolbøtter mellem Hammerslag og TV-Avisen. Døden findes ikke, der tales ikke om den. Men Anders Agger ser den alligevel og tager os med inden for i den verden, vi ellers går uden om i store buer. Uden lydeffekter og ‘nu skal vi se nogle græde’-elementer. Som kommende journalist kan det for mig synes svært at turde gå ind til disse områder og være den, der tager teten og bryder tabuet. »Hvis man holder fast i det, vi er, du og jeg, når vi er journalister: Så skal vi stå mellem seeren og fortællingen, så det er os, der fortæller. Her er den vigtigste opgave at tage sig selv ud af ligningen og sige ‘jeg er ked af det på jeres vegne’ og finde ud af hvis sorg, det egentlig er, man fortæller.« Anders Agger har et sted at hænge sin hat.

Han minder mig om, at han kommer der på vegne af nogle og altså ikke står der som ‘Anders’, men som ‘journalisten Anders’. Det skal ikke handle om ham, men dem har går sammen med. Dem, vi ikke taler om. Eller med. Forsøge at give dem en anden nuance, en anden stemme, end det man er vant til at fordømme dem til.

Duoen Agger og Hjernøe Det er ikke kun herhjemme i Danmark, hvor Agger stikker hovedet ind og banker på. I Storbritannien fulgte han Brexit, og i Mellemøsten søgte han religionen. Men nu med en kompagnon, der følger med ham ind i tabuuniverset. Kokken Anne Hjernøe er ble-

vet Anders Aggers trofaste følgesvend, og sammen banker de på forbudte døre. »Jeg havde lige lavet ‘Sømanden og juristen’. Jeg blev spurgt, om jeg ville være medvært på det her program, og jeg var sådan lidt dokumentarfin og tænkte ‘kan man gå direkte fra et relativt alvorligt emne over i en mangosalat med koriander?’« Agger står med en fod i hver lejr - med et ben i ‘Indefra’ og med et ben i ‘Agger og Hjernøe’. Da Anders og Anne starter med at lave programmer, indrømmer Agger, at de åd for meget. For lidt indhold og for meget mad. Efterfølgende er programmerne drejet i retning mod amerikansk valg, brexit og Mellemøsten, hvor indholdet har et klart bagtæppe af dybdegående journalistik. »De programmer har jeg en svaghed for, fordi vi har valgt at give folk mulighed for at kigge ind i et andet land. Give Mellemøsten en lidt anden vinkel, forskudt 30 grader i retning af ‘han har det her liv, og det ligner faktisk mit’ og ‘han kan også godt lide fodbold og rødvin’. Det kunne jeg godt lide.« Vi samles om måltidet. Det er næsten lige meget, hvilket land eller hvilken religion du befinder dig i - måltidet er samlingssted.

Anne Hjernøe greb dette budskab i programmerne “Anne og Anders i Mellemøsten”.

Satte sig ned hos de lokale og stoppede fingrene i deres kogekunster. I mellemtiden gik Agger på opdagelse for at søge svar på landenes identiteter. Blandt andet besøgte de Oman, et ukendt land de færreste tilbringer uge 42 i. »Der var en sindssygt stor love-storm omkring de programmer. Den tidsel, vi allerede

havde taget i hånden inden programmerne var, at der er nogle, der instinktivt vil reagere mod alt, der tendenserer religion.« Ganske rigtigt bliver programmerne modtaget som tveægget sværd. I Oman møder Agger en 12-årig dreng ved navn Ali. De mødes tilfældigt under optagelserne, da drengen er på vej til fredagsbøn. Agger går ved siden af ham og stikker til ham ved at spørge ham til den distancerede diameter mellem kristne og muslimer. ‘Vi er ens. Jeg er ligeglad. Vi er alle mennesker. Der er ingen forskel på os,’ svarer Ali afslappet, hvorefter klippet går viralt på de sociale medier. Flere tusinder giver deres holdning til udtryk i enten hadefulde kommentarer eller kærlige emoji-hjerter. »Det er sjældent, jeg blander mig i de tråde, men der skrev jeg altså ‘hey, han er 12 år. Han siger egentlig bare noget banalt, ligesom John Lennon kunne skrive det i Imagine: ‘I don’t care’. Om du er muslim eller hvad du er. ‘We are all individuals’. Det er jo enormt banalt, men det er det, han siger.« Jeg retter mig op i bilsædet, da jeg opdager, at jeg har siddet lidt for afslappet. Anders Agger rækker hånden om på bagsædet og fisker en mørkeblå blazer frem. Parkeringspladsen er nu fyldt, og Svanninges beboere venter spændt i hallen på Aggers foredrag.

Snart vil cyklussen finde svar på, hvad den fremmede gæst fra fjernsynet har at sige. Jeg sidder med en sikker vished om, at de godt kan glæde sig.

Vi følges ad derind, men inden vi skilles, husker Agger mig på: »Man kan aldrig gå for tæt på. Men man skal altid holde sig inden for lovgivningen.«

Fra LIXEN-redaktør til journalistisk aktør Siden LIXENS start har avisen haft mange forskellige redaktører over årene, som hver især har sat deres præg. Men hvad laver de tidligere redaktører i dag, og hvad fik de med fra LIXEN dengang?

Af Emma Margrethe Bork

I

raskt tempo går Joanna Vallentin ned af Den grønne sti på Frederiksberg. Hendes arme svinger i takt med hendes skridt, og en løs krølle hopper op og ned. »Jeg kan godt lide at gå på arbejde. Det er en god måde at få styr på tankerne. « Først da en mand med to børn blokerer fortovet, sænker hun farten. Manden svinger til venstre, og Joanna øger igen tempoet. »Jeg bruger også gåturen til at finde ud af, hvad prioriteterne er i dag.« Joanna var chefredaktør for LIXEN tilbage i 2008, og hun tænker tilbage på tiden som en af de bedste ved studiet. »Det var der jeg lærte meget af det, som jeg senere brugte i min praktik, og også på mit arbejde i dag.« Hun tænker lidt, og et bredt smil kommer frem på hendes læber. »Den fik bare fuld gas. Vi havde det så sjovt,« forklarer hun og griner. For hende betød det meget, at arbejde sammen med andre,

Joanna Vallentin kan godt lide at gå på arbejde. På gåturen får hun samling på, hvad der skal ske i løbet af dagen.

Foto: Emma Margrethe Bork

BRANCHEN Joanna Vallentin Udviklingsredaktør Kristeligt Dagblad Lixen redaktør 2008

Christine Brink Tilrettelægger Station 2 (TV2) Lixen redaktør i 2012

Peter Astrup Journalist B.T. Lixen redaktør i 2001

Fotos: PR

der brændte for det samme som hende. »Vi gjorde hinanden bedre,« uddyber hun og smiler endnu engang, imens hun tænker tilbage. »Jeg har egentlig hele tiden gerne ville skrive, og det var også derfor, jeg stillede op som redaktør for LIXEN, « forklarer hun, og fortsætter: »Det var drømmen dengang, og det er jo så også der, jeg er endt.« Efter LIXEN kom hun i praktik på Berlingske, derefter fastansat journalist, og søgte efterfølgende på Kristeligt Dagblad. »Jeg kontaktede den daværende chef og forklarede, at jeg synes de havde et potentiale på deres hjemmeside, hvis de satsede mere på eksistens og journalistik om relationer,« siger hun.

Med hastige skridt går Joanna op ad trapperne, og låser sig ind ad den høje dør til Kristeligt Dagblad. Joanna hilser receptionisten og tager fat i en af bøjlerne i garderoben. Fra rygsækken hiver hun et par smaragdgrønne støvletter frem. »Så kan jeg lige skifte fra mine gåsko,« siger hun og smiler. Støvletterne klikker idet hun går op af trappen til førstesalen. I dag skal hun sidde i marketing. »Som udviklingsredaktør har jeg et ben i redaktionen og et i den kommercielle afdeling,« forklarer hun. Hendes arbejde handler om at skabe en god proces for andre, og sikre

at bladet får gode slutprodukter, som folk vil betale for. Støvletterne klikker igen på vej op på anden salen. »Hej, du har prøvet at ringe til mig?« Siger hun, idet hun træder ind i et af lokalerne på redaktionen. I lokalet bliver sparret om en lydserie, og løbende artikler om den alternative dåb. »Jeg er ret meget en blæksprutte.

Jeg kan godt lide, at tingene forandrer sig lidt,« siger hun smilende.

Foran computeren tjekker hun mails. Det kan hun lige nå, inden en dag med mange møder for alvor går i gang.

En udsendelse om drugrape I et lokale på TV2 på Teglholmen er rullegardinet trukket halvvejs ned. Det dunkle lys, får tre computerskærme til at lyse kraftigt op. Fra højtaleren lyder en spinkel kvindestemme: ‘Jeg siger så højt. Den drink virkede hurtigt. Har du kommet noget andet i end vodka, eller hvad har du kommet i?’ Christine Brink kigger fokuseret ned i manuskriptet på sin computer, mens kvinden i højtaleren fortsætter: ‘Han svarer mig ikke.’

Christine var chefredaktør på LIXEN i 2012. Hun så en unik mulighed for selv at kunne stå for en avis. »Det lyder lidt nørdet at bruge en weekend hver måned på at lave skoleavis, men jeg husker det faktisk som noget af det bedste fra min studietid,« forklarer hun og fortsætter: »Både fordi man fik sindssygt gode venner på redaktionen og så var det bare vildt lærerigt at diskutere journalistik på den måde.« Efter LIXEN kom hun i praktik hos DR nyheder, og fik efterfølgende en tre måneders stilling på Aftenshowet. Efter det vendte hun tilbage til DR nyheder, før hun flyttede til New York og læste en Master. »Så fik jeg den her fine firkantede hat og alting inde på New York Times, og så kom jeg på TV2,« Forklarer hun mens hun bevæger sine hænder i en firkant over sit hoved. »Jeg synes jo faktisk, at det kunne være ret stærkt at klippe den der, men jeg ved ikke om du så, at jeg havde den anden sync dernede?« Spørger Christine sin kollega Sara Olsen, og peger ned i manuskriptet. Christine har fornylig skiftet job fra TV News til Station 2. I øjeblikket er hun tilrettelægger på et program om en læge, der har begået drugrape på flere piger.

En Mail tikker ind. »Uh, nu har jeg fået svar fra forsvareren,« udbryder Christine. De har prøvet at få et interview med den anklagede i sagen. »Anklagemyndigheden modsætter sig, at han får

besøg af TV2 journalist, med henblik på at medvirke i den pågældende udsendelse. Han har derfor ikke mulighed for at medvirke i programmet,« læser Christine højt. Hun kigger undrende på mailen. »Men var det ikke det, som var forventeligt?« Spørger Sara. »Jo jo, det var det,« svarer Christine og drejer hovedet mod de tre computerskærme på bordet.

Døren går op. En mand med hånden fuld af forskellige piller, går frem mod Christine. »Hvad er det, du kommer med der?« Spørger hun og smiler. Christine trykker en pille ud af en blisterpakke. »Hvis vi kan sløre logoet, og zoomer helt ind på den, er den nok meget god,« siger hun.

Den høfeberpille hun holder i hånden, skal bruges til at illustrere sovemedicinen Halcion, som er nævnt i udsendelsen. Når de er færdige med at redigere lyden, skal de genskabe scenerne fra pigernes historier. »Vi skal også have fundet noget, som ligner Scopolamin,« siger Christine og fortsætter: »Det ligner en blanding af salt og flormelis.« Kriminalprogram som nyt koncept Fra Pilestræde bliver Peter Astrup sluset ind igennem to glasdøre ind til Berlingske Media, der skiftevis går til side. Klokken er 14.31. Han træder ind i elevatoren, og trykker på knappen til 2. Sal. »Jeg skal lige skifte skjorte – redaktionsskjorte. Be right back,« siger han og skynder sig afsted.

Han går tilbage til et lille indelukket lo-

7

imaskiner, og hvis der var et billede i, kunne man ikke se hvad det var. Det var frygteligt.« Peter husker at den gamle leder af Center for Journalistik ved Syddansk Universitet sagde at avisen lignede Kong Volmers Røv i stormvejr. »Og han havde fuldstændig ret.« Peter når kun lige ind i lokalet, da hans kollega Mikkel Eskelund spørger: »Mens du venter på Bo, kan vi så filme det med svarene fra politiet?« Peter og Mikkel er lige nu i gang med et kriminalprogram, som de kalder for Genåbnet. Programmet handler om store kriminalsager som B.T. har dækket meget. Det er stadig under udvikling og produktion, men skulle gerne udkomme den 3. november. »Konceptet er, at jeg er vært, og jeg tager en af de journalister som har arbejdet meget på sagen, i dette afsnit er det Bo, med som gæstevært på programmet,« uddyber han.

Peter sætter sig tilrette foran computeren.

I bedste Spiegelhauerstil forklarer Peter, hvad der står på skærmen. Med rolige bevægelser fører Mikkel kameraet frem mod Peter, og videre mod computerskærmen. »Du vil ikke have din egen mening med her?« Spørger Mikkel.

Peter svarer med det samme: »Folk må godt tænke selv, at det er for galt.

Hvis de altså synes det. Det kan også godt være, at de synes Peter Astrup er en lortejournalist.« De rejser sig begge to, og træder et par skridt ud på gangen. »Altså hvor er Bo?« Spørger Peter.

I samme øjeblik kommer en spinkel og langhåret fyr rundt om hjørnet.

Peter astrup og Mikkel Eskelund er ved at optage til et nyt kriminalprogram på B.T. Foto: Emma Margrethe Bork

Christine Brink og Sara Olsen er i gang med at redigere en udsenselse til station 2 om drugrape.

Foto: Emma Margrthe Bork

kale, men vender hurtigt om og sætter kursen mod et højt bord uden for lokalet. »Bo, har du tid nu her?« Spørger han, og vender endnu engang tilbage til det lille lokale.

Peter var LIXENs chefredaktør i 2001.

Han søgte LIXEN af ambitionsårsager. »Jeg kan huske at det var rigtig rigtig sjovt, og for første gang i mit liv begyndte jeg at gå op i mit skolearbejde,« forklarer han, og fortsætter: »Der var det der med at jeg rigtig gerne ville det, og jeg ville i virkeligheden også gerne have en fed praktikplads.« Da Peter var redaktør havde avisen ingen penge, og kun et internt trykkeri på SDU. Han løfter øjenbrynene og forklarer: »Avisen var bygget op fuldstændig som vinden blæser. Det lignede noget der var løgn. Det var trykt på gamle sort/hvid kop-

»Vi kommer hen til dig om lidt Bo,« siger Mikkel, mens Bo Weile fortsætter ned af gangen til sin plads i serie- og gravergruppen.

Klokken er 14.54. Peter træder ind i det lille lokale igen, står stille i et halvt minut, og går så hen mod Bos plads. »Nå, du var klar. Jeg vidste ikke, hvad du lavede, « siger Mikkel til Peter, og følger hurtigt efter med kameraet.

Fem minutter efter har de interviewet Bo. Tilbage i det lille lokale igen siger Peter: »I morgen forbereder jeg podcast.« »Bare du gør det ved siden af, fordi vi skal have struktur på afsnit 4,« svarer Mikkel. »Jaja, men vi skal også lave podcasten.

Den er til på mandag ikke?« »Jo, men måske du kan forberede det nu?« svarer Mikkel. »Men vi skal jo køre klokken 15.30?« Påpeger Peter.

8 ZOOM

NOVEMBER Journalistik på kanten af...

Journalistik på kanten af samfundet. Journalistik på kanten af livet. Journalistik på kanten af pressefriheden. Denne måneds overordnede tema i Zoom er journalistik på kanten af…, hvor vores dygtige skribenter har fået frie tøjler til at fortolke temaet, og de har været kreative. Læs om Matilde Kimers journalistiske urinstinkt, som gør, at hun balancerer på kanten af livet, når hun laver journalistik. Læs om Nordkoreas ambivalente forhold til gæster og pressefrihed. Læs om Peter og Pelle, der går imod den gængse fortælling om journalisters afstand til kilder. God fornøjelse.

Line Schou Jensen

Sophie Lund Møller

Matilde Kimer kender krigens mange ansigter Hun har siddet midt i en krigszone i Ukraine og sendt en sms med en opskrift på spaghetti bolognese hjem. Hun har stået midt i skudzonen og insisteret på billedet. Hun kalder det et journalistik urinstinkt at rapportere aktuelle kontrastfyldte historier. Matilde Kimer laver journalistik på kanten af livet, når hun rejser ud med en skudsikker vest, et kamera og en notesbog og dækker krigens barske nuancer.

Zooms to redaktører har taget en snak med Matilde Kimer om hendes arbejde som DR’s udenrigskorrespondent i Rusland, Ukraine og hele det post-sovjetiske område, som hun siden 2009 har dækket med prisbelønnede autentiske reportager.

Af Sophie Lund Møller & Line Schou Jensen

E

n insisterende stemme og et alvorligt blik indikerer, at historierne er krøbet ind under huden på hende. Ligesom de kryber ind under huden på dig, når DR’s udenrigskorrespondent, Matilde Kimer, beretter om voldsomme demonstrationer i Moskva eller rygende skudveksling i Ukraine på skærmen i din fjernsynsblå stue.

Historierne er vigtige at fortælle, men det kræver stædighed at nå dertil, hvor Matilde Kimer er i dag.

Det journalistiske urinstinkt Kimers karriere som udenrigskorrespondent startede med lige dele stædighed og selvsikkerhed til en mus-samtale i 2008 på DR. »Jeg var til en mus-samtale, som er en form for voksentortur, hvor man sidder med sådan nogle excel-ark og skal udfylde “meget tilfreds”, “virkelig meget tilfreds” og “ikke sådan rigtig tilfreds”. Det er ret forfærdeligt, så jeg tænkte at peppe den samtale op. Da hun nåede til “hvor ser du dig selv om fem år?”, så sagde jeg, jamen om fem år, så har jeg genåbnet kontoret i Moskva og er DR’s korrespondent derovre,« fortæller Matilde Kimer kækt.

På det tidspunkt lavede Kimer 40 sekunders hurtige nyheder på P3, så chefen kiggede overrasket op fra papirerne. Et par uger efter tog chefen fat i Kimer og spurgte, om hun egentlig mente, hvad hun havde sagt. »Øhm ja, det mente jeg ræddi ræddi meget,« griner Matilde Kimer.

Hun rejste til Moskva med sin familie i 2009, som en prøve på om der var historier at fortælle.

Det var under Det Arabiske Forår i 2011, at Kimer for alvor mærkede et journalistisk urinstinkt ved at fortælle historier fra krig. DR havde en journalist i Libyen, men manglede desperat en fotograf. Med en finger fyldt med selvsikkerhed prikkede Kimer sin chef på ryggen og tilbød at tage afsted med det samme som VJ. Det var første gang, at hun var med på frontlinjen i en krig. »Jeg prøvede at mærke efter, hvor min grænse gik, men jeg kunne kun mærke et

journalistisk urinstinkt. Det er vigtigt at være steder, hvor der er meget på spil. Der er liv, der er frihed, der er grundlæggende rettigheder, og der er helt lands fremtid,« fortæller Matilde Kimer.

Kort tid efter begyndte det hele at brænde på i Rusland. Matilde Kimer vendte tilbage til sit stofområde igen, og hun måtte endnu en gang sande, at hendes grænser ikke stoppede hende fra at fortælle den vigtige historie.

»Der var bare aldrig noget tidspunkt, hvor jeg stoppede op i det her og tænkte: ‘Nu er det faktisk ikke det værd at rapportere derfra mere’,« beskriver Kimer.

I løbet af krigen har Kimer haft ét formål.

Formidlingsopgaven. Det er dét, som gør det værd at iføre sig skudsikker vest og hjelm.

Matilde Kimer blev enormt opslugt af sit stofområde under krigen. Hun mødte

Kimer laver journalistik på kanten af livet. Foto: privat.

“Fiiiilm, film forhelvede” Krigen i Ukraine begyndte i 2014 efter Den ukrainske revolution og krisen på halvøen Krim, hvor Matilde Kimer dækkede krigen lige fra begyndelsen. »Jeg var med fra, da det bare var nogle småfesne demonstranter og studerende, der stod og råbte: ‘Vi vil se Europa. Ud med diktatoren’ til det på få måneder blev til molotov-cocktails, brosten, mortergranater og artilleri,« fortæller Kimer.

Alt dette foregik på blot fire måneder, og for Kimer handlede det om 15-20 reportagerejser i det tidsspænd. Frygten for at bevæge sig rundt i en krigszone var, for Kimer, som en by i Rusland.

mennesker, som sendte hende billeder af deres afrevne ben ugen efter.

Konflikten, menneskene og historierne var krøbet så langt ind under huden på hende, at hun blev fornærmet, når hendes redaktør ikke ville have hendes historier fra krigen med i aftenens TV-AVISEN. Det blev et personligt projekt, og hun følte det som en forpligtigelse at være blevet “fjæset på konflikten”, som hun selv kalder det. »Det var jo mig, som ikke kun DR ringede til, men også en masse andre kolleger og medier. Jeg skulle altid være velorienteret og veloplyst, og det kan du ikke være bag din skærm på Amager,« forklarer Kimer.

Man kan ikke bare fortælle historier fra

konflikten bag sin computerskærm i den blå boks på Amager, ifølge Matilde Kimer. Man skal ud og mærke det i maven, hvordan det føles at være bedstemor, barn eller soldat i en konfliktfyldt krig.

Matilde Kimer krydser gerne sine egne og oftest også fotografens grænser for at få dokumentationen af en historie i hus. Fik hun ikke et artilleriangreb på video, er det ikke sket, understreger Kimer med en stemme, som klinger hult af bitter erfaring.

Kimer husker en episode, hvor de var få meter fra et artilleriangreb. Fotografen fornemmede, at der var noget under opsejling, så de prøvede at køre væk fra den stilling, som blev beskudt med motérgranater, men en granat slog ned lige bag deres bil. Fotografen kastede sig i dækning, men Kimer tænkte kun på at få optagelserne i kassen. »Det eneste jeg råber er “fiiiilm, film forhelvede”. Jeg tænker, hvis der sker et eller andet fuldstændig crazy nu, så er det de vildeste optagelser,« fortæller Matilde.

Fotografen gjorde alt det rigtige og kendte sin grænse. Det er Kimer godt klar over, men det betød også, at denne scene ikke eksisterer i dag. Kimer hungrer efter at fange alt på film. Fornuften fordufter.

Hun havde stået midt i angrebet, hvis ikke hendes fotograf havde tænkt anderledes.

Når hun er ude i lignende skarpe situationer, skænker hun ikke sin familie en tanke. I de øjeblikke handler det om arbejdet.

Hun har brug for at få dokumentation for historierne, ellers var faren ikke formidlingen værd.

En opskrift på spaghetti bolognese midt i en krigszone At arbejde i en krigszone er ikke det ene artilleriangreb efter det andet, forklarer Matilde Kimer. Størstedelen af tiden går med at vente. Hun bruger ventetiden på at betragte omgivelserne og skribler ned, hvordan den overordnede sender blikke til den underordnede, hvordan maden smager, hvordan det dufter, og hvordan soldaterne lugter af sved. Det er vigtigt at få alt med,

ZOOM for når du er i en voldsom situation, er dine sanser på overarbejde, og du kan kun huske en brøkdel af det, når du kommer hjem, understreger Kimer. Med velfungerende internet midt i en krigszone kan ventetiden også skabe kontraster til familien derhjemme. »Jeg sidder i en ret voldsom position med nogle soldater, og der er fuldstændig perfekt fungerende internet. Jeg får så en besked fra min mand vedrørende vores yngste datters fødselsdag om, hvor mange gæster der kommer, og hvad der skal i kødsovsen.

Her sidder jeg så og flækker en bologneseopskrift. Boom. Noget sprænger i luften.

Jeg tjekker lige en gang om soldaterne er løbet ud. Nej. Okay, så fortsætter jeg med fire dåser tomater og 800 gram hakket oksekød,« klukker Matilde Kimer over kontrasterne i krigszonen.

At dække de krige beskriver hun, som det mest værdifulde, hun har medvirket til. »Jeg tør godt kalde det et kald,« fortæller hun, uden det skal lyde religiøst.

Når Kimer dedikerer sit liv til at formidle historier fra krig, sker der automatisk en omprioritering, som for nogle kernefamilier kan lyde absurd. Det er en svær kunst at navigere i titlerne mor, hustru og krigskorrespondent.

Det er en hårfin balance, hvor meget information man skal sende hjem, fortæller Kimer i en anekdote fra krigen. »Min mand sendte en besked om, hvordan det gik i dag, og hvad vi lavede. Hvortil jeg svarede, at ‘jeg sidder i en belejret by, der er under bombardement’, og hvortil han svarede med versaler ‘hvad fanden skal jeg bruge den information til’,« griner Kimer over sine egne blåøjethed.

De prioriteringer Kimer har taget er ikke et fravalg af sine børn og sin mand, men et tilvalg som sit kald. Det gør hende lykkelig.

Ikke i sådan en hey-forelskelses-eufori, men det giver hende en mavefornemmelse, der føles rigtigt for hende. Hun er villig til at gå på kanten af livet, fordi det er et værdifuldt arbejde. »Det kan godt lyde ret gakket at være mor,

dansk og en halvbleg kvinde og synes, det er meningsfuldt at rejse i krig,« lyder det ironisk fra Kimer.

Det er ikke altid sjovt at være barn til en krigskorrespondent. En gang spurgte hendes dengang 8-årige datter, hvorfor hun rejste i krig, når de ikke kunne lide det. Men den mavefornemmelse Kimer kommer hjem med, gør hende nærværende og tilstede.

Selvom mor en gang i mellem græder. »Hvordan forklarer man børn, at mor har weltschmertz og har set ondskaben i øjnene på slagmarken i Ukraine,« spørger Matilde Kimer.

Illustration: Emilie Sunekær

Bidt af en gal babushka Matilde Kimer fortæller den ene virkelighedsfjerne anekdote efter den anden uden at fortrække en mine, mens man selv bliver lige dele mundlam og stum af betagelse. Vi kan pakke Kimer ind i flotte floskler om en krigskorrespondent, som laver journalistik på kanten af livet, men til syvende og sidst er Matilde Kimer bidt af en gal babushka, og dét gør, at hun er villig til gå på kanten for at lave journalistik om

Man skal ud i virkeligheden til de mennesker, som er berørt af krigen, ifølge Kimer.

Fotos: privat.

Rusland og det post-sovjetiske område.

Rusland er en massiv kontrast til Danmark, hvilket Kimer blev ramt af, første gang hun besøgte landet. »Jeg kom til det her fuldstændig brusende hav. Hvi man ikke har noget at klamre sig til, så vil man blive blæst omkuld. Det var brutalt og smukt og på en eller anden måde, når samfundet er så hårdt, så virker næstekærlighed langt mere stærkt,« beskriver Kimer.

Det hele er i lidt vildere hastighed i Rusland, pointerer Kimer. Udviklingen går hurtigt, og man skal spænde sikkerhedsselen for at følge med både politisk og teknologisk i øjeblikket. Kimer er heller ikke kommet sovende til hendes store viden om landet. »Du behøver ikke at have en kandidatgrad i det du taler om, men du skal ville det, og du skal spise det til morgenmad, og du skal drikke det om aftenen, inden du går i seng. Jeg har drukket og spist mange Ruslands og Ukraine analyser, end hvad sundt er for en livstid,« griner Kimer.

Selvom Matilde Kimer føler sig som en mormor, så understreger hun, at det bedste journalistiske produkt er et resultat af viden, erfaring og ihærdighed - og selvfølgelig en god portion eventyrlyst og samvittighed til at lave journalistik på kanten. »Du er nødt til at være på stedet på en måde, hvor du kan sætte det ind i en kontekst. Det kan du altså kun, hvis du har det i maven, hjertet og hjernen,« afrunder Matilde Kimer.

9

Matilde Kimers mormor-råd til journaliststuderende

»Det lyder mega mormor, men jeg mener faktisk, at stædighed og grundighed er en journalists bedste egenskaber. Det vil også sige, at hvis man har en ambition om at blive korrespondent eller en journalist, der beskæftiger sig med Afrika, så er det eddermame bare af sted til biblioteket. Der kan du høre, hvor mormor det er. Bare sæt dig hen foran skærmen og gør din research.

Det handler simpelthen om at tilegne sig noget viden allerførst.

Det næste er så en eventyrlyst og sammenvittighed til at risikere sig selv«

Blå bog Født i 1980 i Søborg Gift med Jesper Schwartz og har sammen tre børn Udenrigskorrespondent for DR i Rusland, Ukraine og hele det post-sovjetiske område Uddannet journalist fra Syddansk Universitet i 2007 og læste russisk i Skt. Petersborg i 2002 Forfatter til bogen ”Krigen Indeni” om skæbnefortællinger fra Ukraine Modtog i januar 2017 Den Berlingske Fonds Journalistpris for sin dækning af krigen i Ukraine og vandt i 2015 DR’s Sprogpris

10 ZOOM

NOVEMBER Hus Forbi skriver med og om hinanden

Fra kanten af samfundet leverer Hus Forbi hver måned journalistik, der bliver til i et samarbejde mellem journalister og socialt udsatte. Dét kræver tyk hud og tålmodighed, når det journalistiske arbejde bliver udfordret på rutiner og følelser.

Af Mathilde Hougaard Boesen

avis til forbipasserende. Han er selv afbilledet på bagsiden sammen med komikeren Mick Øgendahl, som han har interviewet til oktober-udgaven, fortæller han. Ansigtet er på nippet til at revne af stolthed. »Vi kan hjælpe folk videre. Dét giver mening« fortæller Peter Andersen.

Der er noget galt i Danmark / Dybbøl Mølle maler helt ad helvede til / bare tegnedrengen er i orden / kan man få det som man vil

O

rdene runger ud under det store hvide festtelt, der står på Rådhuspladsen i København en torsdagsgrå eftermiddag i oktober. HJEMLØSEDAGEN 2019 står der på et banner, der hænger bag ved John Mogensen Tribute-bandets forsanger. Stemmen lyder som den ægte varer, og i røde seler bevæger han sig ud blandt publikum, der ivrigt synger med.

Lidt derfra står en mand med hvid stråhat og taler med en mand i præstekjole.

Manden med den hvide stråhat er Peter Andersen. Han er redaktionssekretær på Hus Forbi og et velkendt ansigt i mellem Hus Forbi-sælgerne, der i stor stil er dukket op til arrangementet på Rådhuspladsen. Hele tiden er der lige en, der vil hilse eller give et knus, og Peter Andersen er på fornavn med langt de fleste. Nogle af dem er skribenter for avisen, imens andre er sælgere.

Redaktionel oprustning Hus Forbi udkom første gang i 1996 og har siden tjent som et mindre indtjeningsgrundlag for sælgeren og samtidig skabt oplysning omkring hjemløses og socialt udsattes forhold i Danmark. De udsatte og hjemløse nøjes dog ikke kun med at sælge avisen. Cirka 30% af det journalistiske indhold produceres af dem, det handler om.

Indhold og emner er der i øvrigt nok af i en tid med zoneforbud og stigende økonomisk pres på kommunerne.

Hus Forbi svarer igen på udfordringerne med redaktionel oprustning: Avisen har netop lanceret en podcast og søger ved novembers praktikrunde for første gang en journalistpraktikant. Selvom Hus Forbi er en avis – der indholdsmæssigt minder mere om et magasin – er det dog ikke en helt almindelig redaktion, den kommende praktikant kan se frem til. Som en del af oprustningen vil avisen nemlig gerne op på, at 50% af det journalistiske indhold bliver skabt af de hjemløse og socialt udsatte selv.

Sat uden for studiet Et andet sted på Rådhuspladsen står Pelle Lundberg. Han er nyansat journalist på Hus Forbis nye, digitale redaktion. Med et stort, rødt skæg står han lidt på afstand og betragter arrangementet. Et par dage fo-

“

Vi kan hjælpe folk videre.

Dét giver mening.

Ét minuts stilhed Pelle Lundberg begiver sig ind i folkemængden. Han skal finde en af dem, der er med til at lave podcasten, for senere på dagen skal de i Aftenshowet.

Peter Andersen står afventende tilbage. Om lidt skal Hjemløseprisen uddeles, og dét skal med i november-udgaven af avisen, der har deadline samme dag.

På den måde er den journalistiske tilværelse på Hus Forbi ikke anderledes end andre steder i mediebranchen. Men miljøet er hårdt, og det kan mærkes.

Ifølge Peter Andersen dør socialt udsatte i gennemsnit 20 år før resten af den danske befolkning. Det var dét, han talte med præsten om tidligere på dagen. I netværket af hjemløse, sælgere og ressourcepersoner findes en sms-kæde, der fortæller, hvis nogen dør, og hvor de skal begraves. Der havde været nogle udfordringer med sms’erne, og det har stor betydning på gaden, hvor de fleste kun har hinanden. »Vi holder et minuts stilhed ved næsten hvert sælgermøde,« forklarer Peter Andersen og holder inde et par sekunder. »Så ja, det kræver lidt elefanthud ind i mellem,« tilføjer han, imens John Mogensen Tribute Band spiller dagens sidste nummer.

rinden er det første afsnit af Hus Forbi Podcast udkommet, og podcasten er hans ansvar. Alligevel er det ikke hans stemme, lytterne møder, fortæller han: »Det er de hjemløse og udsatte selv, der er i studiet. Jeg står for alt det rundt om.« I det første afsnit interviewer to hjemløse en tredje hjemløs om at blive straffet for at overtræde zoneforbuddet.

Pelle Lundberg erkender, at det godt kan være en udfordring, at stå uden for studiet, når optagelserne først ruller: »Selvfølgelig er der spørgsmål, der ikke bliver stillet, men jeg håber, at det bliver opvejet, for det er jo et unikt, journalistisk produkt, vi skaber.« Den journalistiske kvalitet er dog ikke det

eneste, der kan give udfordringer, når man arbejder med skribenter, der er udsatte.

Det forklarer Peter Andersen: »Et ord går igen for os: mødestabilitet.

Dét kræver helt vildt meget tålmodighed at arbejde med folk, der desværre nogle gange falder i et ’hul’, og derfor er sværere at have aftaler med.« Når det lykkes, giver det dog nogle gode oplevelser og selvtillid hos Hus Forbi-skribenterne. Peter Andersen fortæller om to unge skribenter, der er blomstret op efter at være en del af redaktionens hold på Roskilde Festival. Et andet eksempel er René, der har sneget sig uden for teltet på Rådhuspladsen for at prøve at sælge en

Blæse vær’ med andres mening / Selvom det er dem, der står for skud / Der er noget skævt i toppen / Noget der trænger til at skiftes ud /

Fotos: Mathilde Hougaard Boesen

ZOOM

11

Fem dage i Nordkorea fortalt fra gadeplan Vi hører altid om, når Nordkorea har affyret et nyt missil eller fejret sig selv med en militærparade, men der må da være andet end missiler og fangelejre i det land.

Jeg tog derfor til Nordkorea i april for at se en anden side af verdens måske mest isolerede land.

Af Andreas Bundgaard Hansen

F

ra togkupéen kunne jeg sidde og kigge ud på det tørre og brune landskab, der gled forbi. Vi kørte forbi flere små og større landsbyer på vores vej fra Dandong i Kina til Pyongyang i Nordkorea. Noget af det første jeg lagde mærke til var hvor mange, der havde en cykel. Det var jo som at være tilbage i København. Det gik dog hurtigt op for mig, at det var deres eneste transportmulighed. Og selv inde i Pyongyang var det til tider småt med biler.

På et tidspunkt skulle vi holde og vente på et modkørende tog fyldt med soldater. Lige så spændt og nysgerrigt som jeg sad og kiggede ind i det andet tog, lige så nysgerrigt og generet sad de og kiggede ind i vores tog. De helt yngste, som lignede nogle, der lige kunne være blevet konfirmeret, sad med store smil, mens de grinte og vinkede til os.

Det var den første rigtige kontakt med den ”almindelige” nordkoreaner, og det viste et folk, der var venlige, nysgerrige og lidt generte.

Et inderligt håb Èn ting, der kom bag på mig var troen og håbet på at nord og syd en dag vil blive til ét Korea igen. Vores guider nævnte det flere gange, og hver gang kunne jeg mærke, at det var noget, de virkelig troede på ville ske. Der var også flere steder, hvor et helt Korea var afbilledet, blandt andet da vi kørte ud af Pyongyang. Her kørte vi under Arch of Reunification, som forstiller to koreanske kvinder, der rækker hænderne mod hinanden og holder et samlet Korea.

Vores guide spurgte, om vi kunne se, hvilken kvinde der var fra Nordkorea, og hvilken kvinde der var fra Sydkorea. Det kunne man selvfølgelig ikke se, da koreanerne er et samlet folk.

Problemet med at samle Korea er, at de ikke

svært at snakke med dem i nogle timer efter.

Barn i militærdikatur Militæret spiller en stor rolle i Nordkorea. Alle mænd skal aftjene deres værnepligt. De børn jeg snakkede med havde alle en drøm om at blive soldater, når de blev store.

Militæret udfylder også en række samfundsmæssige opgaver, blandt andet er det soldater som bygger huse og ude på landet går de med skovle og hakker og passer markederne sammen med de lokale. Det var derfor et særsyn at se soldater med geværer.

Jeg lagde mærke til en meget sjov detalje den ene dag, da vi var ude at gå en tur.

Når soldaterne marcherer, går de helt stift med knyttede næver, mens de svinger armen i takt med hinanden. Det er noget, der hænger ved. Jeg så nemlig flere ældre mennesker gå på præcis samme måde, selvom det højst sandsynligt var en del år siden, at de havde været soldater.

Det, der kom bag på mig, var, at børnene har en stor plads i samfundet. I Nordkorea har man bygget et kæmpe ”børnepalads”, som de kalder det.

Det er en af de mest storslåede bygninger, jeg nogensinde har været inde i. Bygningen skal forestille en mor, der krammer sit barn.

Indeni var det en eksplosion af farver, som i enhver mor, når hun krammer sit barn. ”Paladset” er et sted, hvor børn kan komme efter skole for at blive endnu bedre til en bestemt ting. Det kan være alt lige fra ballet og volleyball til broderi og musik.

Nordkorea er altså alt andet end militær og fangelejre. Vi må dog aldrig glemme, at det sker. Men bag regimet er et folk med smil og drømme. Drømme om en dag at blive til et samlet land igen.

Fotos: Andreas Bundgaard Hansen

ved, hvordan det skal gøres. Hvis du spørger en nordkoreaner, så er det en selvfølge, at det skal være en fra Kim-familien, der skal være leder af et samlet Korea.

Men som mange andre sikkert har tænkt før mig. Hvordan er det muligt at forene et utroligt liberalistisk samfund med et endnu mere kommunistisk samfund.

Journalist vs. turist Jeg tror, at en af udfordringerne for Nordkorea er, at der er stor forskel på, hvordan man bliver behandlet som journalist i forhold til turister.

Hvis du som journalist skal til Nordkorea, kan du ikke tage toget, som jeg gjorde. Du får heller ikke bare lige lov til at forlade hovedstaden.

Jeg læste en artikel fra TV 2, som også havde været en tur i Nordkorea, og her tager

journalisten et billede i flyet, hvorefter stewardessen straks kommer ned og beder ham om at slette billedet.

Det står i stærk kontrast til, hvad jeg oplevede. Noget af det første, jeg fik at vide, var, at jeg kunne tage alle de billeder, jeg ville, bare ikke af soldater.

Jeg kan huske på et tidspunkt, da vi kører gennem byen, joker en fra gruppen med Ms. Kim, som er en af vores guider, hvorefter hun helt stille og roligt kigger på ham og siger: »Be careful, i still have your passport,« hvorefter alle i bussen bryder ud i latter.

Ingen tvivl om, at Ms. Kim og Ms. Jo, gjorde utrolig meget for, at vi skulle have det godt.

Man skulle dog passe på med, hvad man spurgte dem om, hvis man gerne ville holde en samtale kørende. For de lukkede meget hurtigt i, hvis samtalen kom ind på noget, de ikke ville snakke om, og så kunne det være

12 FAVORITTEN

NOVEMBER

Månedens tema: ANDERLEDES ARBEJDSPLADSER I denne måneds Favoritten fokuserer vi på anderledes arbejdspladser. Vi forsøger at skabe et indblik i nogle andre verdener end journalistikkens og give læseren mulighed for at lære om andre folks hverdag. I vores ene reportage bliver vi taget med til Vietnam, hvor Rikke Svendsen arbejder som pædagog og fortæller om, hvilke forskelle der er som pædagog i henholdsvis Danmark og Vietnam. I vores anden reportage viser Henrik Toft Nielsen sin hverdag som plastikkirurg og fortæller om skiftet fra at operere kræftpatienter til at lave kosmetiske indgreb. God læselyst!

Aida Jahić

Emilie Søndergaard Christiansen

Fra Roskilde til Hanoi – fra pædagog til lærerinde 24-årige Rikke Svendsen er pædagogstuderende og er i sin praktikperiode i Hanoi for at arbejde i et halvt år. Men i Vietnam findes begrebet pædagog ikke, og det betyder en helt anden måde at arbejde på, fra det Rikke kender hjemmefra.

Af Stine Svendsen

»Du

skal bare gå over, de skal nok stoppe,« fortæller Rikke, der stille og roligt fortsætter over den trafikerede vej.

Scooterne omfavner hende på begge sider, foran og bagved, som var det tetrisbrikker, der falder på plads. På den anden side af vejen kommer et stort gult skilt til syne: ”Hoa Thuy Tien Kindergarten”. Her har Rikke og to andre danske praktikanter brugt de sidste fem måneder i forbindelse med deres praktik.

På den anden side af det store skilt ligger en gård, hvor grønne træer dominerer, og en lille legeplads smider skrig og latter af sig.

For enden af den store plads står en gruppe børn. Albuerne skubbes ind i siderne på hinanden i kampen om at stå forrest. Men ingen går længere end til kanten af døråbningen. Det ved de tydeligvis godt, at de ikke må.

De smalle øjne finder et kendt ansigt i det fjerne, og de første skrig skaber en lavine af råb og små hop og spjæt i vinkende baner. »Rikkææææ« Rikke har i dag besøg af sin mor og mig, og det kan mærkes på velkomsten! Da vi når frem til lokalet, får børnene lov til at give los og flyver i armene på Rikke. Herefter får de besked på, at de også skal hilse på os. »Hello, how are you,« spørger en pige og giver mig hånden.

Ven eller voksen?

Inde i klasselokalet får vi blomster og tegninger og bliver placeret på de famøse små vietnamesiske stole, der føles som om, de blot adskiller sig et par centimeter fra gulvet.

Børnene har forberedt et show for os. Dans, sang og kungfu, mens vi klapper ivrigt i hænderne. »Hvor er de gode,« hvisker jeg til Rikke.

Hun hører, hvad jeg siger og kigger om på den lærerinde, der står bag os og dirigerer showet. Hun vender sig igen til mig og siger med et næsten trist udtryk i ansigtet:

»Ikke godt nok, de har øvet i flere uger.« Forældrene betaler nogle penge for at have En lille pige kommer ud af takt, og lærerinden deres barn i Kindergarten her i Hanoi, og bag os råber hårdt: de forventer, at få hvad de har betalt for. »Thau Linh – oi!« »Der er meget undervisning, og forældrene Rikke hvisker til os, at de bruger ”oi”, hvis får tit shows, som I har fået i dag, for at se man man virkelig skal høre om deres barn efter eller makke ret. har lært nok,« Jeg blev hurtigt for Mens de ventende børn fortæller Rikke, meget “ven” for tripper ude foran døren for at og forklarer, at børnene, og så lyttede hjemme i Dangøre klar til næste show, bliver en dreng hængende ved Rik- de ikke til mig. Så måtte jeg mark bliver de ke. Hun prøver ihærdigt at få bruge lærerindernes klappædagogstudham til at fokusere, men først pemetoder og nedtællingerende modsat da hun hæver stemmen, giver smetoder til at skabe noget undervist i, hvorhan op og smutter ud bag køen respekt og genkendelighed, dan børnene kan af trippende børn. Rikke kom for at børnene anså mig lære gennem leg med et ønske om at få en an- som en af de voksne. og ikke decideret den relation til børnene end undervisning. lærerinderne, men måtte indse, at hun måtte Showet er slut, og børnene skal have frokost tilpasse sig den kultur, hun befandt sig i. inden næste aktivitet. En lærerinde finder »Jeg blev hurtigt for meget “ven” for små bakker frem og viser dem til Rikke med børnene, og så lyttede de ikke til mig. Så stor begejstring. Også her, er det normalt, at måtte jeg bruge lærerindernes klappemetodforældrene skal have, hvad de har betalt for. er og nedtællingsmetoder til at skabe noget »Lærerinderne bestemmer, hvor meget respekt og genkendelighed, for at børnene mad de skal spise - på forældrenes opforanså mig som en af de voksne.« dringer. Børnene har generelt ingen medbestemmelse,« siger Rikke og smiler tilbage til lærerinden og roser deres nye små bakker.

Hun var forberedt på, at mange ting ville være anderledes end i Danmark, men hun har fået mere forståelse for, at de gør det efter gammel tro og i bedste mening, fortæller Rikke og sætter sig hen til en dreng, der skal til at spise.

“

Rikke sammen med børnene, som hun er ned til at passe. Foto: Rikke Svendsen.

Drengene er begyndt at lave kolbøtter på en lille madras, og det ligner til forveksling en helt almindelig stue i en dansk børnehave, men det kan vist ikke sammenlignes.

I’m a teacher – in English Alle børnene er blevet placeret på en stol og er sat i gang med at tegne. Rikke har været i Vietnam i næsten et halvt år, og når de lokale spørger, hvad hun laver her, svarer hun det samme hver gang: »I’m a teacher,« og fortsætter, »Yes, in English,« når de spørger, hvad hun underviser i.

Det gør hun efterhånden, fordi det er lettere for dem at forstå. »De kender ikke til begrebet pædagog. Her er det lærerinder, der underviser børnene i Kindergarten. Men i vores danske forstand, vil jeg også nærmere sige, at de går i skole.« Børnene rejser sig fra de små stole og lægger sig på gulvet ved siden af lærerinderne, der er ved at gøre klar til middagslur.

Vi går ud af lokalet og op ad en lille trappe.

På den lille gang ovenpå ligger et lille lokale. Derinde sidder Trinh Thi Thu Há, Rik

Foto: Stine Svendsen.

kes vejleder, men de kalder hende bare Há.

For første gang i dag møder vi en, der kan engelsk, og hun er åbenlyst meget begejstret for at have internationale studerende. »The very good thing about it is my chances to talk with them and improve my speaking skills. But also I learn about the Western culture.« Há har i lang tid gået på aftenskole efter arbejde for at forbedre sit engelsk. Og netop de danske studerendes gode engelskkundskaber er i høj kurs her i Vietnam, fortæller Rikke, som får både gaver og blomster af forældrene, når der er arrangementer. »De er simpelthen så stolte og glade for, at jeg underviser deres børn. Jeg får lidt dårlig samvittighed, for de vietnamesiske studerende bliver slet ikke værdsat på samme måde,« siger Rikke og vender hovedet mod gården, hvor små lyde giver tegn på, at pladsen er ved at vågne.

Men trods vi bevæger os ud på eftermiddagen, er dagen langt fra slut endnu. Há fortæller, at en almindelig dag for børnene slutter omkring kl. 17. »They come 7:30 and then say bye to the teachers around 17 pm.«

FAVORITTEN Den gennemtrængende larm af horn og motorer, der gasser op, omfavner de legende børn som en slags underlægningsmusik inde i den aflukkede gård. Men hen ad eftermiddagen trænger den langsomt ind gennem porten til de mange børn, der bliver hentet én efter én. Rikke smiler til hver enkelt, der vinker farvel til hende med tanken om, at hun skal forlade dem om en måned. »Det er mærkeligt. Jeg kan jo ikke engang komme tilbage og besøge dem. De starter her, når de er to-tre år. Mine er fem år nu, så det er deres sidste år,« fortæller hun med en dreng hængende om benet, som fniser, mens hun løsner hans greb, inden hun går ud ad porten.

Hun vender sig og vinker til de sidste børn, der ikke er blevet hentet endnu. De står på række med lærerinderne og vinker tilbage. »See you tomorrow.«

13

Her ses Rikke sammen med sin vejleder Há.

I Vietnam er pædagogikken hårdere end i Danmark, hvor respekt og disciplin prioriteres.

Foto: Rikke Svendsen.

Plastikkirurg: »Jeg gør rigtig mange mennesker glade, så på den måde er jobbet vigtigt« Engang opererede Henrik Toft Nielsen kræftpatienter. Nu går næsten al hans tid med kosmetiske operationer. Et job, der, for den 47-årige plastikkirurg, giver mening. Bare en anden slags mening.

Af Johanne Frederikke Mortensen

»B

iiib…Biiib…Biiib.«

Lyden fra maskiner og instrumenter strømmer gennem det lyse rum. På operationsbriksen ligger en kvinde dækket til med blåt papir. Rundt omkring hende står koncentrerede sygeplejersker og læger iført stofhætter, der dækker deres hår. På kvindens bare bryst, der stikker ud gennem papiret, er der optegninger. Henrik Toft Nielsen følger nøje den sorte streg med skalpellen og åbner huden.

Fedtvæv titter frem, imens hans blik er helt

Foto: Johanne Frederikke Mortensen

stift rettet mod linjen.

Henrik Toft Nielsen er speciallæge i plastikkirurgi. Han overtog for tre år siden privathospitalet H.C. Andersen Klinikken, som han driver sammen med anæstesilæge Alan Kimper-Karl. Inden da var Henrik overlæge på Odense Universitetshospital, hvor han lavede rekonstruktioner efter hoved-halskræft og trafikulykker. Han stoppede, fordi muligheden for at drive sin egen forretning på fuld tid bød sig. Dette skift betød et farvel til kræftpatienter og et goddag til en hverdag med kunder, der ønsker at se anderledes ud. »Det er ikke den samme forskel, man gør.

Men når kvinder kommer ud herfra med et par flotte bryster, bliver de faktisk lige så glade og taknemlige, som patienter gør efter en vellykket operation,« smiler Henrik. Øget selvværd »Biiib…Biiib…Biiib.« En hvid maskine fyldt med slanger og en sort skærm med tal viser, at den bedøvede kvinde på briksen optager nok ilt og har en fornuftig puls. Huden på hendes ene bryst er åbnet nu. Henrik bruger en brænder til at komme længere ind i brystets væv.

Lidt blod kommer til syne, men ikke meget, for brænderen gør, at blodkarrene ikke åbner sig særligt meget.

Endelig når Henrik ind til et gammelt implantat, der skal ud. En

gennemsigtig blød plastikpude med 450 milliliter væske viser sig. Et lidt større implantat gøres klar, for kvinden ønsker en endnu større barm. Denne gang skal der 650 milliliter ind i brystet. »Folk kommer jo med noget, hvor de synes, det kan øge deres selvværd at få det lavet. Og hvis jeg er enig i, at der kan komme et flot resultat, er jeg glad for at hjælpe,« lyder det fra Henrik.

Men han fortæller også, at der er en grænse. Han vil ikke operere hvem som helst med hvad som helst.

Det skal give mening, og han skal tro på, at resultatet kan blive godt.

Men når det så gør sig gældende, synes han også, at det kan være givende at indvilge i patienternes ønsker. »For eksempel kom der engang en pige på 18 år, der slet ingen bryster havde. Så fik hun lavet et nydeligt resultat og kom tilbage og fortalte, at nu havde hun været på ferie, og for første gang ville hun med på stranden. Det er jo givende,« slår Henrik fast.

Han er klar over, at det ikke er vigtigt på samme måde som at operere kræftpatienter, hvor man redder liv. Men det er tilfredsstillende for ham at gøre andre mennesker glade. »Jeg gør rigtig mange mennesker glade, så på den måde er det vigtigt.« Andres tanker »Biib…Biib…Biiib.« Narkoselægen holder styr på kvindens tilstand. Imens er Henriks blik fortsat stift.

Nu rettet mod kvindens andet bryst. En sygeplejerske assisterer Henrik. De smalltalker, smågriner, tier stille ved enkelte koncentrerede øjeblikke og fortsætter så smalltalken igen.

Selvom den 47-årige plastikkirurg find

Fotos: Johanne Frederikke Mortensen.

er sit eget job vigtigt, ved han godt, at folk har holdninger til hans erhverv. »Der er nogle, der fordømmer det og spørger, hvordan jeg dog kan finde på at skære i folk, når de ikke er syge.« Han fortæller, at nogle mener, han er et dårligt menneske. Udelukkende på grund af hans erhverv. Men det vil han ikke tage sig af, han gider ikke engang at forsvare sig længere.

Folk må mene, hvad de mener. »Jeg kan ikke ændre hele verdens holdning,« uddyber han.

Så trækker han på skuldrene og fortsætter: »For mig er det bare vigtigt, at mine kunder er glade, og at jeg leverer gode resultater.« »Biiib…Biiib…Biiib.« Begge implantater er inde nu, og det er tid til at få huden strammet op, så brysterne får et løft. En lille fin nål glider gennem huden med selvopløselig sytråd. Det er den assisterende sygeplejerske, der hjælper Henrik med at få brysterne syet sammen igen. Små fine sting samler huden, til der til sidst ikke er mere fedtvæv at se. Nu sidder brysterne, som de skal, og kvinden på briksen åbner øjnene igen.

14 KULTUREN

NOVEMBER

Kronik: Subkulturens tilstand anno 2019 Gennem det 20’ende århundrede har subkulturerne sat deres præg på det vestlige samfund.

De sidste 50 år har budt på forskellige oprør og undergrundsbevægelser. Lige fra 60’ernes ungdomsoprør, over rødstrømpebevægelsen, og videre til 80’ernes BZ-ideologier, til vores dages veganeres færd. Mange af disse bevægelser blev foragtet i deres spæde oprindelse, og deres medlemmer mistede privilegier, som tilfaldt andre unge i deres omgivende samfund.

Men i og med, vi er blevet mere tolerante over for både minoriteter og folk uden for normen - hvilken rolle har subkulturer i dagens Danmark så?

Af Adam Hofbauer

Hvad er en subkultur?

En subkultur er pr. definition en bevægelse eller ideologi, som ligger uden for mainstream samfundets idealer og normer.

Disse ideologier er gennem tiden, enten forsvundet ud i ubemærkethed, eller blevet absorberet ind i den store maskine, vi kalder for mainstream.

Direkte oversat betyder mainstream “Hovedstrøm” eller den “Primære strøm”. Begrebet bliver brugt til at betegne normen i et samfund.

Fra subkultur til mainstream-bevægelse Et eksempel på en subkultur til mainstream er miljøbevægelsen.

Denne startede som en græsrodsbevægelse, hvis fokus var brugen af pesticider i landbruget og atomkraft. Siden hen skiftede de den primære opmærksomhed fra industri til global opvarmning.

I 2019 er miljøbevægelsen mainstream som aldrig før.

Højdepunktet udspillede sig under Gretha Thunbergs brandtale ved FN’s klimaforsamling.

Alverdens politikere og kendisser stod i kø for at rose den svenske klimaforkæmper også selvom, at talen forårsagede verdensomspændte diskussioner.

Der var dog en bred enighed om, at Thunberg klarede sig til UG, og hendes synspunkter vakte opmærksomhed.

Med en større tilslutning blandt unge og politikere, samt forskellige firmaer, har klimabevægelsen gået fra en subkultur til en mainstream ideologi.

Fra et historisk perspektiv har mainstreamsamfundet vist intolerance og fordomme over for dem som ikke tilhørte det almene borgerskab. Hvad end der var tale om etniske, religiøse eller politiske minoriteter, tilhørte de en underprivilegeret klasse, som ikke kunne nyde de samme goder, som majoriteten kunne.

Det moderne samfund i udvikling Den 7. juni 2012 blev der vedtaget ved lov, at homoseksuelle ægteskaber nu var tilgængeligt på traditionel maner.

I 2019 blev den canadiske premierminister Justin Trudeau hængt ud, for at have malet sig blackface til en kostumefest.

Disse begivenheder sker i takt med samfundets progressive udvikling, hvor det ikke længere er normen at bære fordomme mod minoriteter.

Men hvilken udvikling har det haft på subkulturene? Har det styrket dem eller gjort dem mere usynlige, nu hvor de har lettere ved at blive accepteret i samfundet? Medlemmer af datidens store subkulturer var primært unge. Unge som var vokset op i et samfund, hvor man havde visse forventninger af dem. Subkulturer som hippie- og rødstrømpebevægelsen var netop udsprunget som en modreaktion til disse.

De var en del af ungdomsoprøret, der skabte en ungdomskultur, som aldrig havde fundet sted før.

Så hvad vil det sige at være en subkultur i 2019?

Subkulturerne eksisterer stadig, men omfatter ikke en hel generation, der har trang til oprør eller revolution.

Subkulturer er i dag bundet af en fælles interesse, eller en hobby som de fordyber sig i.

Subkulturer kan også eksistere i mere hemmelige kredse og ydermere holde sig skjult fra samfundet.

Eksempelvis er onlinefora en subkultur, dette kan eksemplificeres i hackermiljøet. Dette miljø forholder sig skjult og opererer anonymt.

Det er vigtigt at nævne de forskellige former for subkulturer, blot for at understrege, de ikke er en homogen enhed, og at variationen er stor.

De fleste mennesker som tilhører en subkultur, er ikke bundet til den, oftest har de et normal liv ved siden af.

Hvis miljøbevægelsen ikke længere er den største subkultur, hvem er så?

Buddet ville være en bevægelse som oftest bliver set som en af miljøbevægelsens tætteste allierede: Nemlig den veganske subkultur. Veganere er ikke længere blot folk som forholder sig til en vis diæt, men en politisk ideologi.

Tag for eksempel lederen af det veganske parti, Henrik Vindfeldt. Som fortidens medlemmer af diverse subkulturer, opgav Henrik et normalt liv, og besluttede sig for at leve efter en ideologi. Henriks dedikation til sin ideologi har bl.a. medført, at han måtte opgive sit tidligere liv og sætte sine personlige forhold på en streng prøve.

Henriks historie kan sammenlignes med de tidligere subkulturer, hvor medlemmerne ændrede deres liv radikalt.

Af Anton Wulff Jensen

“

Subkulturerne eksisterer stadig, men omfatter ikke en hel generation, der har trang til oprør eller revolution. Subkulturer er i dag bundet af en fælles interesse, eller en hobby som de fordyber sig i.

Hvad er forskellen på 2019 og 1969?

Henriks situation adskiller sig væsentligt fra datidens subkulturer, som blev udstødt og misbilliget. Selvom Henrik har modtaget enorm kritik for sit engagement i det ekstreme veganermiljø, er det næppe sandsynligt, han vil modtage repressalier. Et af de få lighedspunkter er, at folk stadig udviser fordømmelse.

Subkulturer har og vil altid eksistere. Om end de eksisterer som en hobby eller en politisk enhed, vil de fortsat kunne sætte deres aftryk på samfundet.

KULTUREN

15

Danmarks surferhovedstad er samlingspunkt for surfere og storbyfamilier Meget er sket på få årtier i den forhenværende fiskerby, Klitmøller. Byen har med sine unikke bølgeforhold valgt at fokusere på surf og er blevet til Danmarks surferhovedstad i epicentret af Cold Hawaii. Byen tiltrækker mennesker, der er bidte af surf og den kultur, der følger til sporten. Ifølge hyppigt besøgende og windsurfer, Rasmus Øgelund, har byen ændret karakter de sidste år – på godt og ondt.

Af August Sandberg

D

et må have været svært at forestille sig for ca. 40 år siden, at en lille by i toppen af Danmark, der i hundredvis af år havde levet af fiskeri, skulle ende som surferparadis. Alligevel er historien sand og udspiller sig oppe i Thy. Klitmøller er en del af såkaldte Cold Hawaii – et navn skabt af områdets surfere. To rev ud fra kysten i sammenspil med vejret gør Cold Hawaiis bølger ekstra intense og er derfor som skabt til sport, hvor havets bølger indgår. Fantastiske surfmuligheder tilsvarende Hawaiis – bare koldere.

Klitmøller er hurtigt blevet en surfer-favorit, der tiltrækker en bølge af turister udstyret med surfbrætter og redningsveste. Byens butikker er omfavnet af tiki-kultur, surfudstyr til en hel livsalder og Quicksilver-tøj nok til at udstyre utallige teenageværelser.

Svært er det at finde en bygning nede ved havnen, som ikke indeholder noget, der minder om vandsport. Flere surfere har valgt at slå sig ned i den lille by med lidt over 1.000 indbyggere, og Klitmøller er dermed den eneste by ved vestkysten, der oplever en befolkningstilvækst.

Foto: August Sandberg

En by med surfer-DNA Klitmøller er et samlingspunkt for surf men også den livsstil, der hører med sporten og de mange nye besøgende. Den lokale købmand kender sine kunder og har ikke kun et stativ til cykler, men sågar skateboards. I kølediskene er der mere vegetarmad end hos den traditionelle Spar og frysepizza til den nette sum af 100.- kr. (normalpris 110). Feriegæster fra storbyen stopper brat op og tager en med økologisk kalv og kål, mens de unge langhårede tager sig til hjertet og får øjne som tekopper, når de passerer.

En af byens besøgende, 26-årige Rasmus Øgelund, fejrer 11-års jubilæum siden sit første besøg. Når han ikke rider bølgerne, driver han Copenhagen Surf School. Mørket har meldt sin ankomst for længst, men Rasmus er først kommet op af vandet nu. Man er ikke i tvivl om Rasmus’ passion for sporten, når han kommer kørende i sin brugte kassebil. Bilens oprindelige farve er gemt bag et tykt lag graffiti, der består af motiver, der får tankerne rettet mod hula-skørter og tonerne fra en ukulele. Vognen fungerer

som en mobil skole. Den er fyldt til randen med udstyr, og der falder sand ud, når man åbner bagsmækken.

Rasmus forklarer, at byens kultur danner ramme omkring et helt specielt fællesskab.

For ham har der været en tydelig ændring på byen siden første besøg i 2008. »Uden at lyde kliché, så var det bedre i gamle dage. Da vi startede med at komme heroppe, var vi nogle enkelte windsurfere.

Byen er sidenhen blevet til et brand. Der er blevet skabt et fedt miljø heroppe og et helt samfund af surfere. Det var der ikke, da vi startede med at komme. Størstedelen af dem, der kommer nu, kommer for miljøet,« fortæller Rasmus.

Med tiden har der også været forandring. I dag er det ikke kun dedikerede surfere, der kommer og besøger Klitmøller, fortæller Rasmus. »Hipsterne er kommet til. Det er sjovt at se. Det er som at gå på Vesterbro, og folk er blevet copy-pastet herop,« fortæller Rasmus med mundvigene vendt mod ørerne. »Vi kan godt lide at joke om, hvor populært det er blevet. Humoren er også lidt

et tegn på, at man synes, det er åndssvagt.

Nogle gange er der ingen bølger, og så ligger der 200 mennesker ude på vandet. Det er en benhård konkurrence, for der er ikke uendelige bølger.« Tag den med ro-tegnet En stor del af surferkulturen ligger i den såkaldte “hang loose”-gestus man laver med hånden - en gestus man ikke kan undgå at støde på, hvis man besøger byen. Håndtegnet betyder, at man skal tage den med ro. En vigtig del af livsstilen. »Surf og fest hænger sammen. Det er kulturen. For mig handler hang loose om, at selvom der er danmarksmesterskab om morgenen, så kan man godt drikke rigtig mange pilsnere dagen før. Der er intet, der er så seriøst, at man ikke kan prioritere at hygge.« Livsstilen har imidlertid givet bagslag grundet den store interesse, der er kommet over årene. »Det er hang loose, så man booker ikke sommerhus et år i forvejen. Men det gør alle dem, der er hoppet på bølgen - hipsterne, familierne. Så vi har alle været nødsaget til at

tage med vores forældre. Man kan godt mærke, det er noget andet i år, fordi man ikke drikker lige så mange pilsnere. Hang loose attituden plejer at sætte gang i det sjove, men har samtidig sat en dæmper på det i år.« Den øgede interesse i surf er hjertens velkommen for en mand, der ejer en surfskole og har et inderligt ønske om, at folk kommer ud og prøver at få vind i sejlene. Alligevel toner Rasmus Øgelund rent flag når han siger, at den enorme interesse har fået ham og hans venner til at tale om at søge andetsteds i fremtiden. »Jeg kender en, der bruger mere tid på at finde spots, hvor der ingen mennesker er end at være ude på selve havet. Så det virker som om, at der er en bevægelse mod den popularitet, der er strømmet over byen. Vi har også joket i vores gruppe af 20 surfere med at finde et nyt sted og starte, siden vi ikke engang har haft mulighed for at finde et sommerhus i år.« Om surferne beholder deres interesse for stedet, må tiden vise. Én ting er sikkert - bølgerne vil stadig slikke den nordvestjyske kyst.

Faktaboks - Cold Hawaii Cold Hawaii udgør 31 surfspots, der ligger ved vestkysten i Thy. Strækningen går fra Agger i syd til Hanstholm i nord.

Klitmøller fungerer som centralpunkt på strækningen - bedre kendt som hovedstaden i Cold Hawaii.

Klitmøller har været samlingspunkt for det internationale mesterskab, PWA World Cup, der tidligere har lagt stop ved byen (PWA står for Professional Windsurfers Association) Da surferne kom til byen tilbage i 80’erne og begyndte at surfe, var der stridigheder mellem byens fiskere og surferne. Fiskerne mente, at surferne behandlede vandet som en legeplads og fyldte med deres store autocampere.

16 POLITIKKEN

NOVEMBER

Hvad koster en sygeplejerske i cigaretter?

Da Socialdemokratiet gik til valg på at ansætte 1.000 ekstra sygeplejersker, blev disse hurtigt til landets mest sagnsomspundne folk. For hvor i alverden skulle de komme fra? Og hvad med pengene til at finansiere dem? Svaret på sidstnævnte lader nu til at være fundet i dine tjærefarvede lunger.

Af Jesper Lindstrøm Jørgensen

D

have regnet sig frem til en prisfastsættelse ud at regeringens erklærede mål med afgiftsfra en vurdering af, hvad der ville være den forøgelsen er, at færre danskere skal ryge. Et bedste formål, der igen har rod i retning for socialdemokratiske valstaten. En gløfter, og som bekræftmistanke es af partiets skatteordsom Trofører, Troels Ravn. els Ravn – »Hensigten med toikke overbaksafgiften er helt raskende klart, først og fremmest, – dog findat de unge mennesker er urimelig. aldrig skal starte med » D e t at ryge. Og selvfølgelig, mener jeg at vi gerne alle sammen, rent faktisk ideelt set, skal lade være ikke har med det,« udtaler skatværet inde teordføreren. i overveMen hvis hensigten jelserne. med en prisstigning er, Og jeg har at færre skal ryge, hvorikke på nodan forenes det så med Mere end man kan ryge selv Troels Ravn (S) - Skatteordfører. Foto: PR get tidspunkt, når vi en finansieringsplan, hvor Siri Ann Ellebye Larsen på 22 år er sygeplehar debatteret det her man netop gør sig afhænjerskestuderende på UCL i Odense. Og så er i folketingsgruppen, hørt den argumentation. gig af, at der, de kommende år, skal sælges et hun ryger. Men nyheden om, hvor meget hun Man kunne måske godt have os politikere godt og vel lige så stort antal cigaretter som skal ryge for at finansiere blot én enkelt kommistænkt for den slags kynisme, men det har i dag? mende kollega, lader dog til at tage pusten fra helt ærligt ikke været vores hensigt,« udtaler »Altså her og hende: han. nu er der jo en fi»Det er vist Troels Ravn erkender dog, at tobaksafnanslov, der skal gå mere, end jeg giften ikke på sigt kan fungere som finansierop med indtægter kan ryge selv. ingsgrundlag for aflønning af de 1.000 nye og udgifter, så i Så er det i hvert sygeplejersker. Lykkes man med sin målsætden forstand er det fald ikke sikkert, ning om at jo sådan set såre jeg nogensinde nedbringe simpelt,« erkendkommer til at antallet af ryer Troels Ravn og gennemføre udgere, vil den fortsætter. dannelsen,« nyvundne in»Men jeg ser siger hun med et dtægt naturligt ikke umiddelbart smil. svinde ind. et modsætningsforOg man »Ja, og hold mellem, at vi, forstår udmærsådan er det her og nu, præsenket hendes jo. Men politik terer en plan for at skepsis.

Ifølge er jo sådan en ansætte nogle flere LIXENs egne størrelse, hvor sygeplejersker, og beregninger – man både må samtidig, for på sigt baseret på tal tænke langt at nedbringe anfra Københavns ud i fremtiden tallet af rygere og Professionshøog her og nu. altså dermed vores jskole og Dansk Fem og ti år er sundhedsudgifter.« Sygeplejeråd – Siri Ann Ellebye Larsen (22) - sygeplejerskestujo lang tid i en Men når det komskal der nemlig derende. Foto: Jesper Lindstrøm Jørgensen politisk horimer til spørgsmålet ryges mere end sont,« afslutter om, hvorvidt en prisstigning på 10 kroner 35 pakker cigaretter om dagen over 4,5 år han. (og altså tilmed på blot 5 kroner ad gangen) for at finansiere først sygeplejerskens uddanoverhovedet vil få færre til at ryge på sigt, står nelse og siden hans/hendes første år på arDer mangler Socialdemokratiet ret alene med sine forbejdsmarkedet. Alt i alt løber det op i 58.542 mere end modninger. Regeringens støtteparti Radikale pakker. Det svarer til 1.170.840 cigaretter. Pr. blot hænder Venstre har advokeret for en afgiftsforøgelse sygeplejerske.

Tilbage hos på 50 kroner, og de bakkes op af blandt andre Det lader altså til, at de får brug for hjælp. den sygeplejerskestuderende Siri Ann ElleKræftens Bekæmpelse, der kalder regerinbye Larsen modtages udsigten til flere fregens forslag for ’slapt’ og mener, at kun en Hvad er formålet egentlig med en hømtidige kollegaer med kyshånd – hvad end markant prisstigning vil have den ønskede jere tobaksafgift? de finansieres med tobak eller ej. Hun har effekt. Djævelens advokat kunne altså have Foruden spørgsmålet om en sygeplejerskes selv gennem sin praktik på et børnehospital regeringen mistænkt for slet ikke at ville nedvægt i cigaretter, må regeringens forslag også oplevet, hvor stærkt de færdiguddannede sybringe antallet af rygere, men for i stedet at afføde andre overvejelser. Interessant er det, . 2. oktober præsenterede regeringen sit forslag til finansloven for 2020 og kastede dermed den første bold i luften til finanslovsforhandlingerne. I forslaget gemmer sig blandt andet et ønske om at hæve tobaksafgiften, med hvad der svarer til 10 kroner pr. cigaretpakke. Prisstigningen skal efter planen indfases over 2 år med en stigning på 5 kroner i 2020 og yderligere 5 kroner i 2021. Den ekstra indtjening, som staten derved vil få fingrene i, vil med statsminister Mette Frederiksens egne ord føre til ’et direkte kryds fra dét, til at vi kan ansætte 1.000 flere sygeplejersker’; med andre ord skal det danske sundhedsvæsen styrkes ved hjælp af statslige tobaksindtjeninger. Dette rejser mange interessante spørgsmål. Først og fremmest: Hvad koster en sygeplejerske egentlig i cigaretter?

geplejersker må løbe, og hvordan det fører til en uundgåelig nedprioritering af basal patientomsorg og oplæring af praktikanter.

Hun mener dog ikke, at den gode intention kan gøre det alene. Der må, ifølge hende, en generel forbedring af forholdene til, hvis en karriere som sygeplejerske i det danske sundhedsvæsen skal forekomme attraktiv for et tilstrækkeligt antal unge mennesker. »Der er blandt andet mange, der taler om den dårlige løn. Og om arbejdsmiljøet i det hele taget. Så når både forholdene og lønnen er så dårlige, som de er, så tror jeg, der er rigtig mange, der bliver skræmt væk. Man kan nemt komme til at overveje, om det nu er det værd. Om det er noget, man vil byde sig selv,« siger hun.

Hvordan regnestykket kommer til at falde ud i den endelige finanslov, kan vi indtil videre kun gisne om. Som nævnt har regeringens støtteparti Radikale Venstre advokeret for en markant større prisstigning.

Illustration: Emilie Sunekær

POLITIKKEN

17

Klimakompasset: Tøjindustrien tærer på klimaet Tøjindustrien er en af de mest klimabelastende industrier i verden. Vores forbrug er skyhøjt og stiger stødt, mens nøglen til en grønnere industri netop ligger i forbruget. For hvis vi vil gøre en indsats for klimaet, må vi gøre op med vores forbrugsvaner.

Af Anne Margrethe Seeberg Larsen

H

vis du hører til en af dem, der får dårlig samvittighed, når du bestiller en flybillet til en stillehavsø, skruer op for din radiator i vintermånederne eller spiser oksemørbrad, så kan du godt gemme lidt af din samvittighed, til når din indkøbskurv er fyldt op med bomulds-t-shirts og en ny vinterjakke. Vores tøjindkøb koster nemlig klimaet dyrt. Tøj- og skoindustrien er en af de industrier, der har det sorteste aftryk på klimaet og står for anslagsvis otte procent af verdens drivhusgasemissioner.

Denne enorme CO2-udledning vil stige, som verdens befolkning vokser, og vores forbrug tiltager.

Forbrugsdanmark På verdensplan stiger tøjforbruget ikke kun fordi, vi bliver flere mennesker. Forbruget stiger også, fordi vi i vestlige lande køber meget – og mere og mere. I 2018 importerede Danmark tøj fra Bangladesh for 4,5 milliarder kroner. Fra Kina importerede vi for næsten det dobbelte. Det er beløb, der med få undtagelser er steget i over ti år. Til gengæld er CO2-udledningen fra vores egen tøjproduktion faldet markant. Men det er, fordi vi i dag importerer langt størstedelen af det tøj, vi køber fra lande som Bangladesh og Kina. Lande, der er afhængige af kul og gas.

Ifølge designer, foredragsholder og garderobekonsulent, Laura Terkildsen, er industriens klimabelastning så tung, som den er, fordi det kræver utrolig mange ressourcer at fremstille tøj. »Det tænker man ikke på, fordi det bliver solgt så billigt. Man er så langt fra der, hvor tøjet bliver produceret, så man har ikke fornemmelsen af, hvad man står med. Man køber bare en t-shirt, der har kostet et vist antal tusind liter vand at fremstille, og så koster den et eller andet mega billigt, som slet ikke svarer til det, den burde koste. Man har helt glemt, hvad det er for et forbrug, man har.« Danskerne ligger i den helt tunge ende af skalaen, når det kommer til tøjindkøb. I gennemsnit køber vi 16 kilo tøj om året, hvor verdensgennemsnittet ligger på fem kilo.

Vi er dog ikke alene om at tvære og trampe på klimaet, for ifølge rapporten Pulse of the Fashion Industry vil forbruget af tøj og sko (på verdensplan) frem mod 2030 stige med 63 procent sammenlignet med 2015. Det bliver til en hel del sommerkjoler, shorts og slåbrokker og går stik imod ambitionerne om at reducere vores CO2-udledning og forhindre temperaturstigninger inden året 2030. Hvor stort et klimaaftryk man laver, når man køber nyt tøj, er ikke en bekymring hos Nancy Faurschou, når hun mangler nyt i klædeskabet. Da LIXEN møder hende foran Magasin i Odense, fortæller hun, at tøjindustriens klimabelastning ikke er noget, hun vil lade sit tøjforbrug påvirke af.

»Jeg køber nok ikke så meget tøj, at jeg synes, jeg belaster miljøet helt vildt meget.

Altså, jeg er bevidst om det (red. klimabelastningen) i mange andre sammenhænge, men jeg køber ikke tøj efter det. Jeg køber ikke bæredygtigt tøj. Jeg køber det tøj, jeg vil have.«

Illustration: Emilie Sunekær

problemet handler om forbrugets mængde, da mange, ifølge hende, slet ikke overvejer, hvad de allerede har hængende derhjemme – men går bare ud og køber nyt.

Der er rasende fart på rotationen i vores garderober, fordi industrien ofte dikterer modeskift, selvom moden, ifølge Laura Ter-

kildsen, reelt set kun skifter hvert femte til ottende år. I dag lancerer fast fashion brands Mode og masseproduktion som H&M og Zara nye kollektioner op til 12 Når folk går ud og køber det tøj, de vil have, gange om året, fordi der skal nyt i butikkerne, så er det forbrugsvenligt, at en t-shirt koster og designeren mener ikke, at der her er nogen langt under 100 kroner. Det er sundt for den bæredygtig fremtid. økonomiske vækst og godt for forbrugernes »De arbejpengepung. For så er der Bliver vi ved med at forbruge der ud fra en måske også råd til et par samme mængde, så er prob- model, hvor nye bukser eller en t-shirt lemet uløst. de skal blive mere i næste måned. Det ved med at er bare langt fra klimavækste og producere, som de gør nu. Det kan venligt. Den øgede efterspørgsel på billigt aldrig nogensinde blive bæredygtigt. For der tøj af lav kvalitet, og trenden i at bruge syner et for højt forbrug af ressourcerne i forhold tetiske materialer frem for naturlige, betyder, til de mennesker, der er på kloden. Det er at tøjindustriens CO2-udledning stiger. ikke, fordi der ikke er behov for nyt. Det er, Det, den danske forbruger kan gøre for at bare fordi vi køber alt for meget.« mindske sit klimaaftryk, er, ifølge Laura TerOg jo mere vi køber, desto større klimakildsen, at gå hjem og rydde op i garderoben belastning. Ved Magasin fortæller Nancy og give det tøj videre, man ikke længere bruFaurschou, at hun er begyndt at spise minger eller kan passe. For når man har et overdre kød, fordi hun er opmærksom på den blik over sit klædeskab, så køber man minklimabelastning, kødproduktion har. Selvom dre nyt tøj. Laura Terkildsen mener, at hele

“

hun ikke selv lader klimaet konkurrere med sit klædeskab, mener hun, at det der skal til, for at folk forbruger mindre tøj, er opmærksomhed på området. Samme opmærksomhed som den der er omkring kødproduktion. Laura Terkildsen mener også, at det er en bevidsthed, der skal til hos forbrugerne, hvis vi skal ændre vores forbrugsvaner. For netop her ser hun faktisk mulighed for forandring.

En forandring i den måde vi lever på. Selvom det ikke er noget, der sker på kort tid, så er det det, der kan og skal til for at ændre vores forbrug og i sidste ende lette klimaet for en tung belastning. Laura Terkildsen tvivler på, at hverken politiske retningslinjer eller eksisterende virksomheder er en del af løsningen.

Men derimod forbrugerne – og virksomheder og brands, der er bæredygtige fra starten. »De har succes med det, altså kommercielt.

Der er mange løsninger, men det man selv kan gøre, er ganske meget. Bliver vi ved med at forbruge samme mængde, så er problemet uløst.« Selvom Nancy Faurschou som forbruger ikke vil ændre sine købsvaner, så har hun fået øjnene op for nye bæredygtige initiativer, som Laura Terkildsen netop mener, er en del af løsningen på tøjindustriens konsekvenser for klimaet. »Virksomheder, hvor man kan bytte tøj, og forbrugere, der bytter tøj. Det har jeg jo lagt mærke til. Så det har jeg overvejet. Ikke at købe tøj men at aflevere tøj. Jeg vil hellere have nyt tøj. Men jeg vil gerne være med til, at det bliver genbrugt.« Kilder: Danmarks Statistik OECD, Addressing Climate Change in the Fashion Sector: A Collaborative approach Rapport, Pulse of the Fashion Industry af Global Fashion Agenda og The Boston Consulting Group Rapport, McKinsey&Company

Grønne tips og tøjtricks: - Køb brugt tøj. Både i butikker og onine. Send også dit eget brugte tøj til genbrug.

- Vask dit tøj ved lave grader (og undgå skyllemiddel) Det sparer energi og forlænger dit tøjs levetid.

- Upcycle dit tøj. Lap, sy og reparer det, der er slidt eller i stykker - i stedet for at smide det ud.

- Brug det tøj, der allerede hænger i din garderobe i stedet for at købe nyt.

18 LINSEN

NOVEMBER

Bag om musicalen Fame I højtalerne lyder en kvindestemme: ‘Så er der 10 minutter til showstart’ Dybe vejrtrækninger fylder trappen, som fører ned til scenen. Med lukkede øjne står statisterne i stilhed i et halvt minut. Neden under venter publikum.

Af Emma Margrethe Bork Omklædningsrummene emmer af glæde.

Lyden af nynnen fylder rummet, mens en latter sniger sig ind fra trappeopgangen. Stolene foran de store spejle når aldrig at blive kolde. Alle statister skal gøres klar inden showtime.

Med koncentration føres penslen nænsomt over ansigtet. Intet overlades til tilfældigheder. Alt er nøje planlagt.

Rummene er som en myrertue. Ud og ind imellem hinanden får statisterne gjort sig klar til aftenens musical.

Lyset skifter fra en blå nuance til en rød. I mens bliver mikrofonerne afprøvet, og muskler og led varmes op.

Skiftevis høje og lave toner, sjove lyde og dybe vejrtræninger runger i mellem de rå betonvægge. “Nu gælder det Fame. Spil for satan spil, “ siger Lasse Winkler. som er instruktør på musicalen. Statisterne griner, og stemningen lettes en smule.

LINSEN

19

Med rolige bevægelser bevæger rollerne Iris Kelly og Jack Zakowski sig hen over scenen.

I pausen er statisterne tilbage i myrertuen. Hurtigt skifter de kostumer, og opfrisker deres make-up.

Statisternes bevægelser følger hinanden, mens toner fra den velkendte sang Fame fylder hele salen. Publikum klapper i takt til musikken, og flere har svært ved at holde kroppen helt i ro.

SATIREN Journalistjargon: Håndværksunderviseren Af Mette Marie Twistmann I samarbejde med Louise Lind

1

“Gode billeder, fint klippearbejde.”

Men historien er elendig.

2

“Du er på sporet af noget rigtigt her.”

Men der er laaang vej endnu!

3 “Prøv at cykle en anden vej hjem.”

Jeg har heller ikke en idé til en god historie. Find selv ud af det.

4

“Så giver I lige hinanden feedback.”

Vi har ikke læst jeres opgaver.

5

“I er her for at lære at blive journalister.”

Men vi forventer lidt, at I er det på forhånd.

6

“Undre-historier er virkelig fede, man behøver altså ikke ritzau eller pressemeddelelser.”

Selvom jeg heller ikke så nogen undre-historier i nyhederne i går.

7

“I skal ikke ud og vælte en minister eller vinde en Cavling!”

Selvom det ville vise, at I sigtede højt nok til en dag at blive succesfulde journalister.

10 “På journalistik får man lov til at arbejde med store kameraer.”

Men ressourcerne er begrænset, så I skal lave MoJo i stedet.

8

9

“I skal slet ikke tænke på praktik endnu!”

Men det er en god ide at gøre sig umage, så man har noget at lægge på sin hjemmeside, når man skal søge praktik.

14

“I skal ikke opfinde den dybe tallerken.”

Men det skal stadigvæk være en meget original idé, som ikke er set før og som imponerer mig.

MoJo forkortelse af mobile journalism

15

En YouTube-trend, som de danske mediehuse ikke

“Der er godt nok mange, der er blevet syge...”

udtale: [ˈmoʊdʒoʊ]

“Man skal kunne arbejde i grupper som journalist, derfor er det gruppeafleveringer” Jeg magter ikke at se alle jeres amatørproduktioner. Derfor er det gruppeafleveringer.

Som altid.

13

“Journalistik kan opfattes på mange forskellige måder.”

Men min måde er den eneste rigtige.

kender, fordi de faktisk bruger store kameraer.

11

“I er den dovneste årgang i 30 år!”

Det kan i hvert fald umuligt have noget med mig eller den nye studieordning at gøre!

12

“Opgavebeskrivelsen ligger på BlackBoard.”

Jeg orker ikke at gennemgå den.

Jeg prøver at vende min småfornærmelse over det lave fremmøde til en passiv aggression, så jeg kan fralægge mig ansvaret for dagens monotone og repetitive undervisning.

Tilbage til punkt elleve.

Kaos i kravlegården Det britiske parlament tager endnu en gang godt imod en Brexit-aftale

BR DE EXI AL T

Illustration: Louise Lind