LIXEN MARTS 2022

LIXEN 25. årgang

DEBAT

»ALLE BURDE HAVE EN HADELISTE«

1. nummer

marts 2022

KVINDEDRAB

»STOP VOLDEN MOD KVINDER, STOP MED AT SLÅ OS IHJEL!«

»FREMTIDSUDSIGTERNE BÅDE FOR MIG , MIN FAMILIE OG FOR UKRAINE ER UVISSE«

REPORTAGE FRA

UKRAINE

»SANDHEDEN ER NOK, AT JEG OGSÅ HAR VÆRET LIDT ANTI-CHEF-AGTIG FØRHEN.«

MARCHEN NEEL GJERTSEN

2 LEDER

MARTS 2022 INTERN

Perspektivet, håbet og samtalen For en uge siden deltog jeg i et onlinemøde med nogle kroatiske journaliststuderende. Mødet havde til formål at inspirere og hjælpe dem på vej til at organisere sig. De ønskede samtidig at høre om vores rettigheder og aktivering af medstuderende til faglige fællesskaber. Vi fortalte gladeligt om studentersamlende aktiviteter, praktikkontrakter og opbyggelsen af uddannelsen, men fandt hurtigt ud af, at deres udgangspunkt for at starte en studenterorganisation var et betydeligt andet, end da f.eks. LIXEN og KaJO blev grundlagt.

I Kroatien, fortalte de journaliststuderende os f.eks., er der lige nu over 1000 retssager i gang mod journalister i landet. Såkaldte SLAPP-retssager, som står for Strategic Lawsuits Against Public Participation.

Det er en strategi, der bliver brugt til at lukke munden på journalister og medier. Det var ét eksempel ud af mange, de gav os, på, hvorfor al organisering og arbejde bare var dét mere besværligt for dem.

De spurgte til vores problemer i Danmark, og vi fortalte bl.a. om hård intern konkurrence på uddannelserne i forbindelse med praktikken. Vi blev spurgt: ”Wait, you guys have paid internships as part of your education?” Så blev dét ligesom sat i perspektiv. Og perspektivet blev kun større, som mødet skred frem.

Til sidst blev en af de andre dansktalende mødedeltagere spurgt: ”I was wondering, from all you’ve told it all sounds like a fairytale. What REAL challenges do you face as journalists in Denmark?”

Jeg kan ikke tale på vegne af mediebranchen, men jeg tror, vi journaliststuderende glemmer, at det er vores privilegium at kunne tale om detaljen og ordlyden af rubrikken i undervisningen. Personligt har jeg da også altid taget armslængdeprincippet for givet. Det har måske noget at gøre med, at vi i vores – ellers hyppige – snak om branchen kun fokuserer på danske tilstande.

Af de kroatiske journaliststuderende blev vi også spurgt, om vi havde internationale samarbejder på tværs af journalistuddannelserne i Norden. Vi på journalistuddannelserne har jo vores lokalforeninger, som på landsplan er bundet sammen af paraplyorganisationen Danske Mediestuderende, men et internationalt eller nordisk samarbejde havde ingen af os fremmødte erfaringer med. Men hvilken god idé, egentlig.

Hvis muligt, bør vi styrke det studenter-journalistiske fællesskab ved at organisere os på tværs af landegrænser. Et internationalt samarbejde for journaliststuderende. Mødes i fora, hvor vi kan erfaringsudveksle, støtte og blive klogere. Og hvis ikke fysisk på grund af omstændeligheden, så online, hvor det om ikke andet kan give håb og perspektiv, afhængigt af hvilken ende af verden man kommer fra. Et europæisk – eller måske til en start: nordisk – fagligt fællesskab, hvor vi husker hinanden på, at journalistikken strækker sig langt længere, end til hvad Presselogen diskuterer af interne redaktionelle beslutninger.

Så hermed en opfordring givet videre til KaJO, KaJ, DMS, DJ og alle andre, der kan bidrage til at få et sådant fællesskab op at køre. For at vi ikke slutter os om os selv i vores egen DK-fokuserede medieboble, må vi række ud i verden.

For perspektivet, for håbet og for samtalen. Og især i en tid som denne, hvor det faktisk ikke kunne blive meget vigtigere.

EKSTERN

EKSTERN tager dig i denne måned med til Ukraine, hvor journalist Johannes Wamberg Andersen har boet. Derudover kan du læse om Jesper Stein, der er gået fra at være journalist til forfatter. Du kan også komme tæt på Martin Grønne, der laver podcasten Bakspejl og Frederik Dirk Gottlieb, der laver podcasten Flyvende Tallerken.

PORTRÆT

Marchen Neel Gjertsen har været chefredaktør på Jyllands-Posten i et år.

Det har været sværere, end hun regnede med, men også sjovere og mere lærerigt. I månedens portræt kan du læse om Marchens rejse til og det første år som chefredaktør.

VERDEN

I VERDEN kan du læse om en reportage fra Ukraine, hvor du møder mennesker, hvis hverdag er blevet erobret af Rusland. Derudover kan du læse en reportage fra en blomsterhandlers til tider ensomme liv.

KULTUR

I KULTUR kan du læse reportager fra optog mod kvindedrab i Århus og København, hvor deltagerne mener, at der politikerne bør øge indsatsen mod kvindedrab. Derudover kan du læse anmeldelser fra Stand-up i Teater95b og filmen Uncharted.

SPORT

SPORTEN tager dig i denne måned med til et ungdomsarrangement for bordtennigsentusiaster. Derudover kan du læse en analyse af OB’s strategi.

DEBAT

Anna har en hadelist og synes, at du også bør få dig en. Berfin har skrevet et brev til sit femtidige jeg, men også til dig. Og så mener Tine, at SDU bør droppe flade græsplæner, hvis de virkelig vil brande sig på FN’s verdensmål.

BAGSIDEN

Christian Sebastian takker af for denne gang. Ikke helt frivilligt dog.

Chefredaktør Camille Koeller

WEB: lixen.dk MAIL: lixen@journet.sdu.dk

Sidste år fik en håndfuld praktiksteder ingen praktikanter. I denne måned kan du læse om, hvad man laver som praktikant på de praktiksteder, næsten ingen søger. Derudover kan du læse en praktikants tanker om, hvad hun ville ønske, hun havde vidst, da hun skulle søge praktik.

TRYK: OTM Avistryk FORSIDE-FOTO: OPLAG: 500 eksemplarer Magnus Nygaard

LIXEN Campusvej 55, 5230 Odense M

LIXEN er de journaliststuderendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet.

Camille Koeller Ansvarshavende Chefredaktør

Juliane Sigurdsson Chefredaktør

August Tærsker Høgh INTERN-redaktør

Gustav Prip Thorsen INTERN-redaktør

Tine Stadil Trier EKSTERN-redaktør

Charlotte Mathiesen EKSTERN-redaktør

Sebastian C. Christensen VERDEN-redaktør BAGSIDEN-redaktør

Agnes Sofie Rønberg VERDEN-redaktør

Sofie Bjørn Thomsen KULTUR-redaktør

Anne Matthiesen KULTUR-redaktør

Stefan Lindahl Jensen SPORTEN-redaktør

Mathilde Lehrskov Michaelsen SPORTEN-redaktør

Berfin Erdem DEBAT-redaktør

Mina Rahim DEBAT-redaktør

INTERN

MARTS 2022

3

Portræt af en journalistpraktikant:

Marwa Mezouri

Praktiksøgningen står lige for døren, og stemningen er ekstatisk blandt de 4. semesterstuderende, og for mange journaliststuderende markerer praktikantperioden uddannelsens afslutning. LIXENs INTERN-redaktion har snakket med Marwa Mezouri, der er nuværende journalistpraktikant på TV2.dk, for at høre, hvordan hun har oplevet sin studietid inden praktikken startede.

Af Gustav Prip Thorsen Foto: Privat

22

nye venskaber, hvilket jeg tænkte ville være nemt, fordi mine medstuderende og jeg deler samme passion for det journalistiske fag.

Det skal lige siges, at den dengang 20-årige Marwa var meget genert, så jeg havde en lidt skæv start. Men med tiden brød jeg ud af min skal og fik en gruppe venner, som jeg stadig mødes med og holder meget af«

-årige Marwa Mezouri er i øjeblikket journalistpraktikant på TV2.dk, hvor hun skriver artikler til TV 2’s hjemmeside. Men før det var Marwa Mezouri en travl universitetsstuderende, der næsten arbejdede sig i stykker i håbet om at forbedre sine chancer for at lande en god praktikplads på bekostning af sin fritid og sit studie. LIXEN bad Marwa Mezouri reflekterer over sit studievalg, men særligt over, hvad hun ville ønske, at hun vidste dengang, som hun ved i dag.

I bagklogskabens klare lys, hvad ville du så ønske, at du vidste da du startede, som du ved i dag?

Hvorfor søgte du ind på studiet? »Der er rigtig mange grunde til, at jeg søgte ind på studiet – først og fremmest fordi, at jeg vil være journalist. Jeg kan godt lide, at uddannelsen åbner mange døre – ikke bare inden for journalistik, men også eksempelvis kommunikation eller medieforskning. Jeg fandt ud af, at jeg ville søge ind på lige netop SDU, efter jeg i 2016 fik fornøjelsen af at være med i Mediacamp sammen med min gymnasieklasse. Her fik jeg prøvet kræfter med journalistikken og uddannelsen på SDU. Det var en megafed og lærerig oplevelse, hvor jeg fik mødt nogle journaliststuderende, som inspirerede mig til at søge ind på studiet. Sidst men ikke mindst søgte jeg ind på journalistik, fordi jeg stræber efter at være en journalist, som ikke blot kan håndværket, men som også har det teoretiske på plads. Det lærte jeg på Mediacamp, at SDU kunne tilbyde, og det har jeg erfaret, at det (journalistik på SDU, red) kan«

Hvad var dine forventninger til studiet og din egen indsats, da du startede? »Fagligt forventede jeg, at det teoretiske ville fylde mere end det praktiske, men sådan var det slet ikke. Jeg synes, at de to fyldte lige meget, hvilket fungerede rigtig godt. Men så kom coronapandemien. Restriktionerne satte begrænsninger for, hvor meget vi kunne komme ud og prøve håndværket af. Det var vildt ærgerligt, men sådan var det bare desværre Karaktermæssigt havde jeg ret lave forventninger, for jeg vidste ikke ret meget om sværhedsgraden på universitetet. Men jeg søgte alligevel ind, fordi jeg havde håb for, at det nok skulle gå godt. Jeg havde kun haft et sabbatår, og jeg var faktisk bange for, at

sværhedsgraden på universitetet ville være for høj til en, som næsten lige havde fået sin studenterhue og ikke havde ret meget livserfaring. Men alder eller antal sabbatår betyder virkelig ingenting for, hvordan du klarer dig på studiet, oplevede jeg. Da jeg prioriterede min skolegang og interesserede mig meget for det, jeg arbejdede med, dedikerede jeg mig virkelig til mine opgaver. Men med tiden fik jeg et studiejob ved siden af det job, som jeg i forvejen havde, og jeg endte med at prioritere arbejde over mit studie. Det kunne man godt se på mine karakterer, så jeg vil helt klart anbefale, at man husker at sætte sit studie over sit arbejde, når man går på universitetet.

På det sociale plan havde jeg høje forventninger. Jeg lovede mig selv at danne

»Jeg ville ønske, at jeg vidste, hvor vigtigt fritid er. Ligesom mange andre journaliststuderende havde jeg en fordom om, at et pakket CV er ensbetydende med drømmepraktikpladsen. Så udover mine studiejobs og uddannelse havde jeg samtidig påtaget mig andre stillinger, hvilket gjorde, at jeg knap nok havde fritid. Det gjorde det både besværligt at forberede mig til undervisningen og finde tid til at holde en pause og være sammen med venner og familie. Derfor måtte jeg lave en kæmpe omstrukturering af mit liv, så jeg kunne passe på mit studie, men samtidig også mit helbred.

Jeg erfarede under praktiksøgningen, at CV’et virkelig ikke betød ret meget – i hvert fald ikke i mit tilfælde. Kemi, personlighed og motivation er helt klart de ting, som blev prioriteret, og der blev knap nok snakket om, hvad jeg havde skrevet på mit CV. På TV 2 har vi praktikanter, som hverken har haft studiejobs, været aktive i bestyrelser eller studieorganisationer«

4

INTERN

MARTS 2022

Praktik i krig eller kolort?

Når de journaliststuderende skal søge praktik, er der et væld af muligheder. Vil man med soldaterne ud i slagmarken eller med bønderne ud i rugmarken? Lixen har taget et kig på, hvad man får ud af at vælge et af alternativerne til de store mediehuse.

Foto: Tue Skals/Forsvaret

Af August Tærsker Høgh

D

e mørke dage bliver langsomt lysere, temperaturen stiger, og snart bryder de smukkeste blomster frem i skovbunden. Forårsvejret er på vej, og for de journaliststuderende på 4. semester betyder det, at praktikræset nærmer sig. Inden Panikdagen d. 4. maj skal de journaliststuderende finde ud af, hvor de ønsker at søge en praktikplads. Mulighederne er mange for de journaliststuderende, faktisk så mange, at en del praktiksteder hvert år må gå tomhændede fra Panikdagen. Der er nemlig flere praktikpladser end praktikanter. Det betyder at flere mindre og måske mere ukendte praktiksteder trækker nitten, mens store mediehuse som DR, TV2 og Ekstra Bladet får udfyldt deres pladser. Det var i hvert fald tilfældet ved den seneste ansøgningsrunde i 2021.

Lixen har derfor talt med repræsentanter fra 4 forskellige praktiksteder, der ikke fik nogle praktikanter ved ansøgningsrunden, for at blive klogere på hvad de kan tilbyde de journaliststuderende.

Forsvaret - Forsvarskommandoens kommunikationssektion Simon J. Elbeck, Journalist og Praktikantvejleder Hvad laver man i et praktikforløb hos jer?

Vores praktikanter har en meget varieret hverdag, der spænder fra research og redigering på kontoret til optagelser med soldater, kampvogne og kampfly herhjemme eller rejser ud i verden med Forsvarets enheder. Ofte er det praktikanternes egne ideer eller undren, der fører til færdige produkter.

Praktikanterne indgår på lige fod med de uddannede journalister og researcher, optager

og redigerer eller skriver deres egne historier.

Langt de fleste af vores historier laver praktikanterne ’ude i felten’, hvor soldaterne er. Vi ringer meget, meget få historier hjem.

Videoformidling fylder meget hos os og derfor sørger vi for, at praktikanterne indenfor de første uger får et grundlæggende videokursus og derefter får mulighed for at lave både korte og lange indslag igennem hele praktikperioden. Fx har en tidligere praktikant fulgt et hold konstabler igennem hele deres uddannelse og lavet en serie om Konstabelelever til vores YouTube kanal.

Hvorfor skal man vælge et praktikforløb hos jer?

Vores praktikanter forlader altid Forsvaret med en blanding af glæde og vemod. Vemod fordi de 12 måneder går alt, alt for hurtigt. Og glæde fordi praktikperioden typisk er fyldt med unikke oplevelser med Forsvaret, hvor kun ideerne sætter grænser for, hvad der kan lade sig gøre. Praktikanter har tidligere været med på overlevelsestur i Grønland, på reportagerejser til øvelser i England, på missionsbesøg i Mellemøsten og har været med på hangarskibe i Afrika. Men vigtigst er nok, at man hos Forsvaret får ansvaret for en masse gode historier samtidig med, at vi sørger for, at tiden hos os er en uddannelse med både kurser, vejledninger og sidemandsoplæring.

Hvilke kompetencer og muligheder giver praktikopholdet journalisten efterfølgende?

Forsvaret som praktikplads er en kommunikationsstilling, men kompetencerne hos os er de samme som på et medie. Den journalistiske værktøjskasse vi bruger, er jo den samme. Man lærer at researche og sætte sig ind i et stofområde, at vinkle sine historier, at versionere mellem forskellige platforme og medier, at interviewe, at filme og tage billeder og at redigere. Praktikanterne følger sine historier helt til dørs med sparring undervejs.

Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrug Christian Ingemann Nielsen, Kommunikationschef Hvad laver man i et praktikforløb hos jer?

Når man er i praktik hos os, er man en del af en lille redaktion, hvor vi sidder tre uddannede journalister i forvejen. Men det er ikke sådan, at man indgår i en vagtplan eller er bundet af nogle bestemte pligtopgaver.

Det fungerer på den måde, at man er meget frit stillet til at lave det, man selv brænder for. Det kan både være artikler, hjemmesidetekster, videoproduktion, stof til de sociale medier eller hvad man ellers synes er spændende. De praktikanter der er her, laver det der hører ud over pligtstoffet. Man kan både lave ting på afstand, hvor man ringer op til kilder, og man kan være ude i marken, hvilket jo i vores erhverv er bogstaveligt talt. Man kan fx lave portrætter af og interviews med landmænd, der fortæller om deres behov for bedre rammevilkår.

Hvorfor skal man vælge et praktikforløb hos jer?

Det der kan trække ved en praktikplads hos os, det er for det første den frihed og fleksibilitet, der er. For det andet er vi nogle halvgamle hoveder, tør jeg godt sige, da jeg som 51-årig er den yngste af vores tre journalister.

Det vil sige, at hvis man kommer her som ung og ved en masse om videoproduktion og en masse om at engagere folk via sociale medier osv., så kan man komme til rette med sine evner her. Vi er ikke særligt gode til video i forvejen, så jeg plejer at sige til vores praktikanter, at hvis de er gode til video og synes det er sjovt at arbejde med, så kan de virkelig få lov til det i stor stil her.

Hvilke kompetencer og muligheder giver praktikopholdet journalisten efterfølgende?

Vores tidligere praktikanter er kommet i gode faste job andre steder, og jeg tror det giver gode muligheder at være på en lille arbejdsplads, hvor man får lov til at lave en masse ting. På små praktikpladser får man virkelig lov til at prøve hele paletten. På vores arbejdsplads er det endda en blanding af journalistik og kommunikation. Det at arbejde for en forening der har en agenda, bliver man også klogere på.

Billund Kommune Andreas Bjerre, Presse- og Brandingchef Hvad laver man i et praktikforløb hos jer?

Det kan være klassiske journalistopgaver, hvor man kan få lov til at skrive artikler, men da vi er en kommunikationsafdeling, er det især kommunikationsopgaver. Det kan være at producere en tekst eller video til de sociale medier, skrive nyheder til hjemmesiden, formulere en pressemeddelelse til medierne eller versionere de her forskellige ting, alt efter hvem vi forsøger at nå ud til. Derudover kan man også stifte bekendtskab med intern kommunikation og man kan prøve at skrive taler for borgmesteren eller direktionen.

Vi kører det også meget fleksibelt i forhold til, hvad man har lyst til. Har man lyst til at lave noget inden for visuel eller grafisk kommunikation, så kan man også prøve kræfter med det. Tidligere har vi også haft en turnus-runde, hvor praktikanterne i en måned har været ude i en afdeling, fx Børne og unge eller Teknik og miljø, og arbejde lidt mere specifikt med et område.

INTERN

MARTS 2022 Hvorfor skal man vælge et praktikforløb hos jer?

Det skal man, hvis man har lyst til at prøve at få et indblik i den politiske virkelighed fra tætteste hold. Når man sidder som journalist, så sidder man udefra og kigger ind, og her kan man prøve at se det hele indefra. Vi er også en lille kommune, hvilket betyder, at der ikke er så langt fra ens eget skrivebord op til kommunaldirektørens. Det betyder også, at man kan få lov til at sætte sit eget præg på sine opgaver og have friheden til at være nysgerrig.

Hvilke kompetencer og muligheder giver praktikopholdet journalisten efterfølgende?

Vi giver en utrolig bred palette, da man får trænet de klassiske journalistdyder som interviews, vinkling og at skrive skarpt, men man får også den strategiske del med rådgivning, kommunikationsplaner, planlægning af kampagner og læring i hvordan man pitcher en idé. Der er også gode jobmuligheder inden for kommunikation, og vores tidligere praktikanter er alle kommet relativt hurtigt

videre i job.

Danmarks Gymnastik- og idrætsforening Majbritt Andersen, Pressechef Hvad laver man i et praktikforløb hos jer?

Vi skræddersyer praktikopholdet specielt til praktikanten. Vi har et trykt magasin som det eneste sted i Jylland, så det giver en hel unik mulighed for at arbejde med magasinformatet. Derudover laver vi masser af indhold til hjemmesiden, sociale medier og til forskellige andre platforme. Vi laver masser af video og er også ved at starte op med podcast. Det der er afgørende for os er, at vi tager en samtale

med praktikanten om, hvad vedkommende har lyst til. Er der noget man gerne vil fordybe sig i eller blive bedre til?

Vi er interesserede i at formidle de gode historier om idræts- og foreningslivet, altså hvorfor det er vigtigt, at vi har idrætsforeninger i Danmark. Det kan handle om alt fra hvordan du tackler forældrene på sidelinjen, til hvordan du laver en god badmintonklub. Vi gør meget i at fokusere på ildsjæle og lave lækre portrætter af folk, der gør en forskel.

Hvorfor skal man vælge et praktikforløb hos jer?

Man skal ikke være sportsnørd, men det er klart, at man skal synes, at idræt og motion generelt er spændende. Ellers vil det ikke være noget godt match. Men det handler ligeså meget om at være interesseret i ledelse, frivillighed eller hvordan idræt kan hjælpe udsatte børn fx. Altså nogle mere generelle emner.

Hvis du kommer i praktik hos DGI er du ikke bare en praktikant på en stor redaktion, der

5

glider ind i en normal dagligdag. Vi sætter virkelig pris på vores praktikanter, fordi de er utrolig vigtige, for det indhold vi laver. Man bliver en del af et lille sted med en fast redaktion omkring sig, så der er nogle gode og trygge rammer, som man kan agere i og få lov til at shine i.

Hvilke kompetencer og muligheder giver praktikopholdet journalisten efterfølgende?

Når man har været praktikant i DGI, har man en god faglig ballast, der gør, at man som færdiguddannet kan fortsætte på en lang række medier. Der er nogle praktikanter, som vi efterfølgende har ansat i DGI, men der er også nogle, der er kommet videre til fx DR, TV2 Sport eller i forskellige kommunikationsstillinger.

Letbanens skingre sejrsgang gennem SDU I øjeblikket bygger Odense Letbane en letbanestrækning gennem SDU, som skal køre gennem SDU hvert 7. minut. Men det larmer. LIXENs INTERN-afdeling har i dette nummer sat sig for at undersøge, hvordan det kan ske, at letbanen forstyrrer undervisningen så meget.

Af Gustav Prip Thorsen Foto: August Tærsker

I

årevis har der været håndværkere i gang med at lægge spor til det, som skulle blive Odense Letbane på SDU. Og det er blot et spørgsmål om tid før vi kan tage letbanen fra banegården og lige ind på Medietorvet. Men for øjeblikket må vi nøjes med at kigge på, mens letbanen testes med få minutters interval.

Støjgener Men set fra den anden side af universitetsmuren betyder det få minutters interval mellem støj og vibrationer. For når Odense Letbane testkører deres vogne, kan det høres og mærkes i de auditorier og undervisningslokaler, der ligger langs letbanestrækningen.

Støj forstyrrer undervisningen, og det kan være svært for de studerende at holde koncentrationen, når den snigende støj og vibration nærmer sig, og munder ud i cocktail af buldrende lyde.

I Odense Letbanes udredningsrapport skriver de, at støj og vibrationer er til gene for mennesker i omegnen, og derfor er Odense Letbane opmærksomme på at skabe en så lidt støjende letbane som muligt. ”Det bliver bedre” Vi på LIXEN kunne godt tænke os at vide, hvilke overvejelser Odense Letbane har gjort sig i forbindelse med at forstyrre undervisningen, og i en mail svarer Odense Letbanes kommunikationsafdeling på spørgsmålet om støj følgende: ”Der har i alle årene under anlægsfasen været tæt dialog mellem SDU og Odense Letbane i relation til planlægning af arbejdet, herunder eventuelle støjgener både ved

anlægsarbejdet og ved testkørsler. Bl.a. er der lagt vibrationsdæmpende måtter under sporet ved SDU, ligesom der også er lavet indretninger ved SDU, så de mest følsomme aktiviteter så vidt muligt er placeret længst væk fra sporet. Der er fortsat tæt dialog mellem SDU og Odense Letbane – og SDU har hidtil vist stor forståelse for, at der i letbanens testfase kan forekomme ekstra støjgener.

Det afgørende er, at letbanen efter driftsstart overholder de grænseværdier for støj og vibrationer, som er fastlagt af Miljøstyrelsen.

Letbanens hovedentreprenør, COMSA, har ansvaret for at anlægge letbanen inden for rammerne af de gældende grænseværdier – og foretager bl.a. målinger, der skal afdække de aktuelle niveauer for støj og vibrationer.”

Sagt med andre ord – Det bliver bedre, når letbanen tages i brug, og SDU og Odense Letbane er i dialog.

På LIXENs INTERN-afdeling har vi forsøgt at få en kommentar fra SDU’s ledelse. Vi kunne godt tænke os at vide, om de er bekendte med støjproblemet, og vi kunne godt tænke os at vide, hvad der er blevet drøftet mellem Odense Letbane og SDU, men SDU har ikke svaret på vores henvendelser, da flere ansatte ikke ved hvem der er ansvarlig for dialogen med Odense Letbane.

6 EKSTERN

MARTS 2022

Johannes Wamberg Andersen: ”Jeg har taget mine børn med ud på fronten” Efter at have boet og arbejdet i Ukraine i 18 år er freelancejournalist og historiker Johannes Wamberg Andersen flygtet til Danmark med sin familie.

Af Benjamin Jungdal Foto: Benjamin Jungdal

P

å en notesbog, som ligger på bordet, står Johannes Wamberg Andersens noter. Det er den samme bog, hans 6-årige datter, Alisa, bruger til at tegne i.

Mellem farvestrålende kruseduller og tegninger af prinsesser står noterne, der skal vejlede Johannes Wamberg Andersen i hans analyse af verdenssituationen. Han sidder foran computeren, hvor han om kort tid stilles igennem til den tyrkiske nyhedsstation TRT-world. Her skal han give sit besyv med om den anspændte situation mellem Rusland og Ukraine efter et topmøde mellem den franske præsident, Emmanuel Macron, og Ruslands præsident, Vladimir Putin, den 8. februar.

Johannes Wamberg Andersen har boet i Ukraine siden 2004. Han er uddannet historiker fra Syddansk Universitet og har beskæftiget sig med Sovjetunionen hele sit liv. Interessen kom allerede i folkeskolen, hvor han som purung socialist ville have et mere menneskeligt samfund med større social retfærdighed. Han vidste godt, at Sovjetunionen var alt andet end det. Som 16-årig fik han mulighed for at rejse til Moskva på studietur med gymnasiet. »Jeg var nysgerrig på, hvad fanden der var sket herovre. Hvad foregik der i hovederne på dem? Så jeg bestemte mig for at rejse. Det var som at komme til en helt anden planet,« fortæller han.

Efter at have læst en bachelor i historie på Syddansk Universitet, blev han praktikant på den danske ambassade i Kiev. Inden han tog afsted, så han byen som en kedelig, postsovjetisk landbrugsprovins. Han ville hellere til Moskva eller Baltikum. »Men det viste sig at være enormt interessant fra dag ét af,« konstaterer han.

Knippelsuppe Efter sit ophold på ambassaden blev han ansat på Weekendavisen, hvor han skrev analyser og reportager som freelance-reporter fra Kiev.

Han arbejdede i Danmark i en periode, men flyttede permanent til Kiev i 2004, hvor han arbejdede for P1 Orientering, blandt andet i forbindelse med den orange revolution i 2004 og gaskrigen i 2006 og 2009. »Det har mest været, når der har været kriser, at der har været bud efter mig,« siger han.

Han husker at være direkte igennem på TV2 News i 70 minutter over telefon, da revolutionen kulminerede under Majdan-oprøret i 2014. Majdan-oprøret var en demonstration, som strakte sig over 3 måneder i vinteren 2013-2014. Ukraines daværende præsident, Victor Yanukovych, ville ikke underskrive en associeringsaftale med EU, hvilket førte til, at demonstranter barrikaderede sig på Ma-

jdan-pladsen med telte og suppekøkkener.

Oprøret endte med at vælte præsidenten af pinden. Af alle skelsættende begivenheder for Ukraine, Johannes Wamberg Andersen har været en del af og rapporteret fra, har Majdan-oprøret efterladt de dybeste spor. »Jeg følte mig nærmest genfødt efter det.

For det var så stor en energiudladning, men det satte også dybe spor i mig, at folk faktisk lykkedes med at gøre oprør, men også med de store omkostninger, vi dengang syntes, det var,« fortæller han.

Vi står på Majdan-pladsen i Kiev. Johannes Wamberg Andersen bliver tydeligt rørt, da han fortæller om oplevelsen.

Han forklarer, hvordan han fik et knippelslag til hovedet, da han forsøgte at filme politifolk, der sparkede løs på demonstranter, som lå på jorden. Han måtte vende hjem til sin lejlighed med hjernerystelse, hvor han så lagde videoerne op på diverse sociale medier.

Næste morgen var mere end én million på gaden rundt om i landet i protest mod, at magthaverne bankede løs på fredelige unge mennesker. Over 130 mennesker omkom i forbindelse med optøjerne.

Legetøj I en lejlighed i hjertet af Kiev bor Johannes Wamberg Andersen sammen med sin kone og to børn. Stuen er fuld af legetøj. Der er legetøj på gulvet og i sofaen, på bordet og i vindueskarmen. Computerens kamera opfanger intet af det. Det opfanger kun Johannes Wamberg Andersens seriøse mine og professionelle mundering. Han er direkte igennem til nyhedsstationen TRT-World. »Arbejder Vladimir Putin hen imod at trække sine soldater fra grænsen for at redde ansigt?« spørger den britiske nyhedsvært over en Skype-forbindelse. »Opfattelsen I Ukraine er, at det ikke er tilfældet. Moskva insisterer på en fortolkning

af den såkaldte Minsk Protokol, der i Putins øjne giver ham mulighed for at dele Ukraine op i en række mindre regioner og regere Ukraine. Det ville være enden på ukrainsk suverænitet og ethvert håb om demokrati i et forenet Ukraine,« svarer Johannes Wamberg Andersen med tyngde i stemmen.

I februar 2015 indgik Rusland, OSCElandene og lederne for de to selvudnævnte republikker i Donbass-regionen, Lugansk og Donetsk, en aftale, der skulle skabe våbenhvile i området. Det skete aldrig, men

der var sådan en mærkelig følelse af frihed i luften,« siger han.

Ukraine blev en selvstændig stat i 1991 efter at have været en del af Sovjetunionen i 70 år. Det betød demokrati og retsstat. Udviklingen haltede dog i begyndelsen, som den på mange måder stadig gør. Landet er præget af indre spændinger, der har ført til en række revolutioner. »Ukraine har altid være en frontlinje, selv før der blev krig. Det har været en frontlinje i spørgsmålet, om det kan lade sig gøre

Johannes Wamberg Andersen er direkte igennem på nyhedsstationen TRT-World fra sit hjem i Kiev.

dokumentet er stadig grundlaget for fremtidige forhandlinger, der skal sigte efter en deeskalering af situationen. I 2014 i kølvandet på Majdan-oprøret og den daværende ukrainske præsidents afsked, annekterede Rusland Krim-halvøen. Siden da har Ukraine været i krig med Rusland. Torsdag den 24. februar indledte Putin en storstilet invasion af Ukraine.

Frihed i luften Selvom Ukraine på mange måder ikke er et særlig velfungerende land, der har store problemer med korruption, synes Johannes Wamberg Andersen, at det er et uhyre interessant land. »Det oplevede jeg allerede, da jeg kom for cirka 20 år siden. Det var langt fattigere end selv Rusland var på det her tidspunkt. Men

at få noget, der bare minder om demokrati og retsstat i så stor en kernebid af det gamle Sovjetunionen, som Ukraine er. På den måde har Ukraine altid været frontlinjen i krigen for ordentlige forhold, demokrati og retssamfund. Jeg har taget mine børn med ud på fronten, for det er jo lidt fjollet at få børn sådan et sted. Man tager ikke børn med ud til frontlinjen i en krig, selv hvis krigen er i overført betydning. Det er ikke noget særlig velfungerende samfund,« forklarer Johannes Wamberg Andersen.

Mandag d. 14. februar rejste Johannes Wamberg Andersen med sin familie til Danmark, hvor de nu midlertidigt bor sammen med hans mor i København. »Fremtidsudsigterne både for mig og min familie og for Ukraine er uvisse,« fortæller han.

EKSTERN

MARTS 2022

7

Rumvæsenjournalistik I et grænseland mellem videnskab og underholdning befinder Frederik Dirks Gottlieb sig. Han har podcasten Flyvende tallerken på DR, hvor han ved hjælp af fysikere, jagerpiloter, øjenvidner og UFO-journalister forsøger at formidle, hvad der er op og ned i spørgsmålet omkring UFOer og liv fra det ydre rum. LIXEN har taget en snak med ham om podcastens tilblivelse, og hvordan man dækker et emne, der er præget af misinformation, men samtidigt husker sig selv og de gængse regler for formidling i det.

Af Mikkel N. H. Kristensen Foto: Mikkel N. H. Kristensen

D

a Frederik Dirks Gottlieb pitchede idéen til podcasten Flyvende tallerken, var han bange for, hvordan DR-cheferne ville reagere. Ville han blive stemplet som ham den skøre UFO-fyr? Ville de grine af ham? Var det overhovedet et emne, som DR var klar til at lægge platform til?

Han ville lave et program om UFOer. Et program, hvor det helt fagligt, sagligt og underholdende skulle afdækkes, hvad der var op og ned i spørgsmålet om besøg fra det ydre rum på jorden. »Jeg var jo lidt bange for, om jeg allerede i program 2 ville sidde med en fuser.« I samarbejde med hans medvært, Anja C. Andersen, har han afdækket emnet over 2 sæsoner på DR. Programmet er blevet gæstet af jagerpiloter, direktører for UFO-enhederne i stater verden over og andet godtfolk med forstand på emnet.

I sin levetid har podcasten opnået to millioner downloads, to producerede sæsoner og en tredje på vej. Men den er også en del af en bevægelse, hvor UFOer pludseligt er blevet et legitimt emne at berøre, både journalistisk og folkeligt.

Times’ sneboldeffekt Tilbage i 2017 rullede The New York Times de første artikler om UFOer ud. Det skulle vise sig at blive startskuddet på den før og efter-æra, man snakker om inden for UFO-journalistikken.

The New York Times udgav tre videoer, der alle viste hændelser med uforklarlige, hurtigtbevægende objekter på himlen. Optagelserne var filmet af amerikanske jagerpiloter, og videoerne var lækket af Luis Elizondo, som er tidligere direktør for USAs hemmelige UFO-program kaldet AATIP. Den 6. juli 2021 udkom Pentagons 9 siders-rapport om UFOer. Rapporten var kort og synes ved første øjekast at være undervældende. Der blev ikke sagt noget, inkarnerede UFO-fans ikke allerede vidste. Men det var ikke det vigtige ved rapporten.

Rapporten bekræftede endelig for første gang fra højeste embede, nemlig USAs forsvarsministerium, at der findes objekter i luften, vi ikke ved, hvad er. Objekter, som man hverken kan be- eller afkræfte stammer fra det ydre rum. Ydermere bekræftede rapporten den mistanke, UFO-entusiaster havde; nemlig, at videoerne kom fra Pentagons egne rækker.

The New York Times lancerede en række artikler i sommeren 21 om Pentagons rapport, og det skabte ifølge Frederik Dirks Gottlieb en journalistisk legitimitet omkring emnet. Det var noget, man nu kunne snakke om. »I og med, at New York Timesvælger at

skrive om det, og enkelte piloter havde valgt at stå frem, så begynder det inden for flåden at være okay at tale om, og så ruller den jo for alvor.« Succes blandt kollegaer og lyttere På det tidspunkt havde Frederik Dirks Gottliebs podcast allerede kørt i et halvt års tid.

Podcasten havde hurtigt opnået høje lyttertal, og beskeder væltede ind i indbakken. »Jeg kunne generelt mærke fra folk, der skrev til mig, at der var behov for det her.

At rigtig mange har savnet noget om det her emne og savnet, at man kan have den her snak. Uanset hvad man tror.« Kollegaerne lyttede til programmet, selvom det ikke er en selvfølge, når man har så mange kollegaer, der laver så meget forskelligt. »Her kan jeg mærke, at de lytter fandme. De synes, det er spændende, og de vil sindssygt gerne invitere mig med i deres programmer eller skrive om det. Og nu er det pludseligt okay at gøre det.« Journalistik eller underholdning?

En af de vigtigste ting, da Frederik Dirks Gottlieb skulle lave podcasten, var balancen mellem formidling og underholdning. Programmet skulle både kunne underholde, men det måtte under ingen omstændigheder gå på kompromis med den høje faglighed. »Der er ingen tvivl om, at Flyvende tallerken ligger i et spændingsfelt mellem journalistik og underholdning,« siger han.

Derfor var det vigtigt, at han fandt en kompetent modpol. En, der kunne repræsentere det videnskabelige og det faglige. Frederik Dirks Gottlieb er fast akkompagneret af sin medvært, Anja C. Andersen, som har en baggrund i astronomi og astrofysik. »Hun er ikke bange for at snakke om emnet, og det smitter af, når en person af hendes status tør,« fortæller han.

Noget af det vigtigste for Frederik Dirks Gottlieb var, at de mennesker og kilder, han havde med i programmet, skulle være så lidt forudindtagede som overhovedet muligt.

Programmet måtte under ingen omstændigheder blive et program, der handlede om, hvorvidt man troede på emnet eller ej. »Næsten ligegyldigt hvad for et emne, du sætter dig ind i, så vil du lære alt muligt andet om verden omkring dig.« Programmet skulle ved hjælp af nogle af de klogeste hoveder indenfor hver deres respektive felter afdække emnet så sagligt som muligt, og resten måtte være op til lytteren. »Jeg er jo ikke sådan en diehard-believer.

Jeg vil gerne høre argumenterne for og imod, og så må folk danne sig sin egen mening,« konstaterer Frederik Dirks Gottlieb og fortsætter: »Vi frister lidt med en UFO, som lyder spændende og sexet, og så håber vi, folk går derfra med lidt mere viden.«

UFOer gennem modersmælken Frederik Dirks Gottliebs interesse for emnet har været der on and off i mange år. Hans far var formand for foreningen SUFOI, der i 50’erne og 60’erne var en forening for hardcore UFO-believers »Jeg kan godt se, når jeg kigger tilbage nu, så har der drypvis været mange tegn på, at jeg kunne ende, hvor jeg er nu.« Faren gav ham flere bøger om emnet. Om mændene i sort. Om UFO-styrtet ved Roswell. Og emnet har gennemsyret ham, som han selv siger.

Om programmet har rykket noget ved den almene dansker ved Frederik Dirks ikke, men han mener, at hele dækningen af emnet har i hvert fald igangsat en bevægelse, der er ved rykke på nogle fundamentale ting. Han har blandt andet været i Go’morgen Danmark og diskutere emnet og skal snart tale ved Forskningens Døgn. »Man bliver stadig mødt af den der, hvor folk spørger: “Hvad laver du program om?”

- “Jeg laver det her Flyvende tallerken”, og så griner folk lidt.«

8 EKSTERN

MARTS 2022

At finde den store historie i de små skæbner Gennem podcasten Bakspejl har Martin Grønne formået at dele sin fascination for historie med tusindvis af lyttere. Den 32-årige journalist kan nu se tilbage på 43 episoder, og en pris, siden han gik i luften med Bakspejl den 19. oktober 2020.

Men hvad er egentlig opskriften på den populære podcast?

Af Agnes Rønberg og Frida Heilmann Skøtt Foto: Agnes Rønberg

B

lekingegadebanden holdt til i en af de her lejligheder,« siger Martin Grønne og kigger sig omkring. Normalt havde han snuppet et regionaltog mod Roskilde, hvor han har skiftet Nørrebros tumult ud med et hus i skoven, men i dag møder han os på hjørnet af Blekingegade på Amager.

Grønne kommer direkte fra lydstudiet i DR-byen, hvor han er vært og tilrettelægger på podcasten Bakspejl. I dag har han indtalt tre afsnit til sin kommende serie om en dobbeltagent under den kolde krig. »Det er virkelig en relief når man har alt i kassen.« siger han. Det har været en kamp at overtale kilder til denne episode, som heldigvis lykkedes til sidst.

Martin Grønne meldte sig straks på banen med Bakspejl, da DR stod og manglede en ny historiepodcast. Det skulle ikke bare være historien, som vi kender den fra historiebøgerne, men en fængende formidling af begivenheder fra 60’erne og frem. Ofte historier som man husker at have hørt om i nyhederne. »Det giver sindssygt god mening, når man skal lave dramatiske fortællinger. For det første er det vigtigt at forstå verden nu, men det er også meget nemmere at finde information nok til at kunne lave de her sceniske fremstillinger.« Bakspejl er en nyskabning. Grønne mener, at han ikke kopierer nogens stil, men har fundet sin egen gennem arbejdet med lydformatet.

Han fortæller, at skabelsen af Bakspejl også handlede om at kreere et koncept med så stærkt et fundament, at en anden ville kunne overtage rollen som vært.

Den originale podcast vandt den 19. oktober 2021 Audiodays-prisen Årets Talent.

Mennesket i centrum af historien Grønne formidler helst historien historien gennem menneskers oplevelser, fordi han mener, at man nemmere lærer noget gennem individer. I serien ‘Revolutionær graffiti Historien om Det Arabiske Forår ’ starter Grønne ud med at fortælle om en gruppe teenagedrenge fra Syrien, der maler med rød graffiti på skolemuren. Her begyndte Grønne sin researchproces med et simpelt spørgsmål: ‘Hvordan turde drengene i Daraa at lave regimekritisk graffiti, når de boede i en diktaturstat?’

Som lytter bevæger du dig fra at følge teenagedrengene til en ung frugtsælger i gaderne i Tunesien. Små fortællinger, der danner rammen for den store historie om Det Arabiske Forår, som Grønne beskriver som noget “komplekst shit.” »Man skal være god til at stille sig selv nogle ekstremt banale spørgsmål. Og igennem det kan man fortælle nogle meget større fortællinger.« Hvis han havde stillet sig selv et spørgsmål som ‘Hvad var Det Arabiske Forår?’ så havde det været umuligt at navigere rundt i. Ved at opsnuse det, han kalder skyggefortællinger,

som er mindre kendte baghistorier med få mennesker i, kan man puste liv i den større fortælling.

Symfonien Lyduniverset har altid fascineret Martin Grønne, der udover sit arbejde med Bakspejl spiller i bandet Virgin Suicide. Grønne har et par semestre fra BA i Dansk på Københavns Universitet, en BA i Dansk og Historie fra Roskilde Universitet, og en kandidat i Journalistik på Syddansk Universitet med i bagagen. Hans praktiktid foregik på P1programmet Tidsånd, hvor han fik den unikke mulighed at tilrettelægge podcasten Speditørens Død. Hans forkærlighed for lyd, historie og litteratur mødtes derfor i en symfoni ved udfoldelsen af Bakspejl. »Jeg havde accepteret at det nok var noget, jeg skulle dyrke sideløbende med hinanden.

Lave musik, skrive, og måske læse nogle historiebøger i min fritid. Men det var bare fordi, jeg ikke havde regnet ud, at jeg kunne lave det her, hvor jeg kan bruge alle tingene sammen.« Helt tæt på historien Ved at arbejde med nyere historie har man mulighed for at tale med mennesker, der har oplevet det på egen krop. Serien ‘Karikaturkrisen’ handler om det, der også kaldes Muhammedkrisen, og her

interviewede Grønne både Flemming Rose, daværende chefredaktør på Jyllands-Posten, og Ahmed Akkari, den danske imam, som var med til at antænde krisen og sidenhen har taget afstand fra den. Her nåede Grønne en anden erkendelse af historien, som kan være svær at få fra støvede arkiver og nyhedsartikler. »Ved at snakke med [Akkari], var der nogle åbenbaringer, jeg selv fik omkring Danmark.

Den retorik der var om udlændinge, navnlig muslimer i en post-9/11-æra, var en ide, jeg måske havde teoretisk før, men her gik op for mig, at den faktisk var ret grov.« At vælge de rette ord For hver episode af Bakspejl har Martin Grønne og hans to kolleger blot ni dage at producere i. Tiden iler med at finde den rette vinkel, læse bøger, søge ned i DR’s arkiv - for ikke at tale om at skaffe de rigtige kilder og til sidst flette det hele sammen til et komplet værk. »Man står på skuldrene af folk der ved bedre. Og så laver man måske sine egne analyser ud fra sin viden, sit indtryk, og sit eget liv og erfaring.« Trods at episoderne ikke bygger på Grønnes eget årelange forskningsarbejde, giver de dybdegående interviews og research ham stadig lov til at være medfortæller af den nyere verdenshistorie. Det kan godt være lidt

af en hvepserede. Den 12. Januar lagde Peter Skaarup (DF) et billede op på sin facebookside af sin kop beklædt med Muhammedtegninger med teksten: »Det tangerer jo historieforfalskning, når Danmarks Radio – vel alene for ikke at lægge sig ud med muslimer – ikke bruger det navn om Muhammedkrisen, alle vi andre gør,« og linkede til podcasten. Men den type kritik ler Martin Grønne blot ad. »Jeg er ret sikker på, at han ikke havde hørt den,« siger han og tilføjer, at mange historikere kalder det Karikaturkrisen. Det er, som Skaarup har helt fat i, et mindre stødende og mere neutralt ord.

Grønne fortæller, at han går utrolig meget op i fakta, men også tillader sig at fortolke.

Man skal blot gøre lytterne opmærksom på det, mener han. »Jeg kan godt selv lide når folk tør konkludere lidt. Når folk har arbejdet meget med noget, så vil man gerne høre, hvad de selv tænker.« Grønne nyder at lytte tilbage på de første episoder af Bakspejl for at høre, hvordan fortællemåden, scenerne og dramaturgien bliver stærkere med tiden. Han mener ikke, at man skal have læst både dansk og historie for at kunne lave noget som Bakspejl. »Jeg tror bare, det handler om, hvad man interesserer sig for,« siger han med et ubekymret smil.

EKSTERN 9

MARTS 2022

Journalistikken lægger fundamentet til at blive en god forfatter For mange journaliststuderende er drømmen at skrive reportager, nyhedsartikler eller portrætter. Men for nogle andre, der er det skønlitteraturen som trækker. Jesper Stein Larsen, journalist og forfatter, kommer her med sit bud på, hvad journalistikken kan bidrage med i jagten på at blive fiktionsforfatter.

Af Charlotte Bech Mathiesen Illustration: Tine Stadil Trier

M

som almindelige mennesker ikke kan opleve på samme måde.

Han mener, det er en styrke som forfatter, at journalistik er så bred en palette af muligheder og oplevelser, fordi man uundgåeligt vil have en masse oplevelser at trække på, når man skal ideudvikle. Dette har han også selv gjort i sine værker. »Jeg var engang i Tetovo i Makedonien, da der var kampe mellem albanske separatister og regeringshæren, og der foregik noget af min første bog. Det ville jeg ikke have set, hvis ikke jeg var journalist. Faktisk bruger jeg dele fra mit eget liv i alle mine bøger, så vidt muligt.«

ange vil nok karakterisere journalistik som et nøgternt fag, hvor man skal huske objektiviteten, komme med breaking news og allerhelst vælte en minister eller to. Men for nogle journalistaspiranter er den største drøm at se deres navn på forsiden af den næste store roman.

Jesper Stein Larsen er uddannet journalist og var en af dem, som gik med en forfatterdrøm i baghovedet lang tid før, at han søgte ind på studiet. Trods en omvej på 20 år i mediebranchen gik drømmen aldrig tabt, og han har siden 2015 været forfatter på fuld tid.

Selvom han er glad for i dag at kunne leve af at være forfatter, fortryder Jesper Stein larsen på ingen måde den omvej, som han tog. Tværtimod mener han, at han har taget en masse med sig. »Der er rigtig mange ting fra journalistikken, som går igen i fiktionen, så jeg vil da helt sikkert mene, at journalistikken giver én en masse brugbare redskaber som forfatter. Jeg vil helt sikkert mene, at det at have været journalist er en styrke.« Samfundsforståelse og formidling på højt plan Jesper Stein Larsen brugte 9 ‘fjumre år’, som han selv kalder dem, på at skrive lidt af hvert i drømmen om at blive forfatter. Men det greb aldrig rigtig om sig. Som 27-årig valgte han derfor at forsøge at skabe sig en retning, hvilket betød, at han søgte ind på journalisthøjskolen. Hans tid på studiet og tiden som arbejdende journalist, har givet ham en samfundsforståelse, som han mener er enestående for journalister. »Man lærer jo noget om, hvordan samfundet fungerer indefra, på en måde, som almindelige mennesker ikke kommer i kontakt med. Det er helt sikkert en viden, som jeg har stor gavn af i dag som forfatter.« Udover den unikke viden om samfundet fortæller Jesper Stein Larsen også, at han lærte meget om formidling i sit erhverv som nyhedsjournalist. Man kan umiddelbart fristes til at tænke, at sproget i skønlitteraturen og sproget i en nyhedsartikel ikke har nogettil fælles. Men i følge Jesper Stein Larsen er der altså nogle stilistiske virkemidler fra journalistikken, som man kan tage med sig videre som forfatter. »Det at skrive stramt, det lærer man jo som journalist. Specielt hvis man har skrevet i en papiravis, hvor man ikke har ret meget spalteplads til en stor historie,

så lærer man at blive ved med at skrive i et strammere og strammere sprog, og det er et rigtig godt redskab, når man skal skrive fiktion, fordi et slapt sprog er det værste, der findes i litteraturen.« Research og oplevelser man kan trække på Det er ikke kun erfaringen indenfor stilistik og sprogbrug, som Jesper Stein Larsen har taget med sig fra sin tid som journalist. Han lægger herudover også vægt på, at den erfaring han har fået indenfor research og interview i sin tid som journalist, har vist sig at være guld værd som forfatter. »Som journalist researcher man jo dagligt, og det medførte da også, at det var let for mig at researche og hente informationer ind. Det kan skønlitterære forfattere måske have lidt sværere ved nogle gange.« Ideudviklingsfasen er også noget, han

har liggende på rygraden fra tiden som journalist. Han fortæller, at han i sin tid på Jyllands-Posten brugte 7 år på at dække krimiretsstof, hvilket betød, at det var lettere for ham at udvikle ideer indenfor krimigenren, fordi han både havde set og oplevet miljøet på tæt hold. »Jeg har jo siddet i besøgsceller hundredvis af gange, og jeg har talt med alle mulige slags forbrydere, overværet retssager, talt med politifolk, retsmedicinere og alt muligt andet. Det medvirkede jo også til, at jeg ikke behøvede at researche i samme grad, som andre måske har haft brug for.« Udover oplevelserne fra krimiverdenen, så har Jesper Stein Larsen også kunne trække på andre oplevelser fra hans tid i mediebranchen. Han mener generelt, at man som journalist har gode muligheder for at opleve en masse ting på nært hold,

Journalister kan også lære af fiktionens verden Selvom Jesper Stein Larsen er entydig i hans holdning om, hvorvidt journalistikken er et godt springbræt til at være en god forfatter, mener han også, at journalister godt kan tåle at lære lidt om at skrive levende og billedrigt af fiktionsforfatterne.

Han erkender samtidig, at fremkomsten af de digitale medieplatforme er med til at sætte begrænsninger for sprogets udfoldelse.

Både fordi det skal gå hurtigere, og fordi at spaltepladsen bliver mindre og mindre. »Jeg ved godt, at man jo ikke længere sidder med én nyhedsartikel, og kigger på den en hel dag, ligesom vi gjorde tilbage i 90’erne. Det har man jo ikke tid til mere, så det er klart, at noget er nødt til at blive skåret fra, og man kan da godt have fornemmelsen af nogle gange, at sproget er det første der ryger.« Selvom Jesper Stein Larsen mener, at journalister godt kunne suge lidt næring til sig fra skønlitteraturen, så fortæller han dog, at han stadigvæk nyder at læse især features, reportager og portrætter. Især de unge journalister imponerer ham, når han åbner avisen og giver sig til at dykke ned i indholdet. »Jeg kan jo se, at mange unge journalister i dag stadigvæk er optaget af at formidle og skrive levende og billedrigt, skabe metaforer og sætte scener.« Ifølge ham, er det også netop disse unge, som har mulighed for at kunne drive det til mere end blot artikler. »Hvis man er god til de her ting, så er man i hvert fald godt på vej. I virkeligheden er der jo ikke så langt igen mellem journalister og forfattere.«

10

PORTRÆT

MARTS 2022

»Ekstremt lærerigt - er nok det, jeg tænker allermest om det første år. Og et kæmpe privilegium« Marchen Neel Gjertsen har været chefredaktør på Jyllands-Posten i præcist et år. Dagene har været lange, og resultaterne har været sejtrukne, men Marchen holder ved. LIXEN har talt med chefredaktøren om, hvordan det første år på posten har været, hvordan det var at træde ind i rollen sidste år, og hvad det næste og andet år ved roret har i vente.

Af Camille Koeller Foto: Magnus Nygaard

J

eg synes faktisk, det er gået meget godt.

Men det var sværere, end jeg havde regnet med.« Marchen Neel Gjertsen sidder på sit kontor på Rådhuspladsen. Til venstre for hende ved siden af vinduet står et par perleplader. De er lavet af hendes datter, Solvej. I ét år er perlepladerne hyppigt blevet afløst og skiftet ud med nye perleplader og tegninger. Kontoret har Marchen nemlig haft præcist et år, siden hun blev chefredaktør den 23. februar i 2021.

Da hun tiltrådte stillingen sidste år, blev det i samme omgang meldt ud, at hendes primære fokusområde skulle være Jyllands-Postens digitale omstilling. Men med udmeldingen fulgte også en kæmpe lovestorm - en lovestorm, som for Marchen føltes meget overvældende på daværende tidspunkt og en lovestorm, som gjorde hende bevidst om den symbolske betydning, hendes glasloftsgennembrud havde. »Ekstremt lærerigt er nok det, jeg tænker allermest om det første år. Og virkelig spændende og et kæmpe privilegium.« Året har budt på meget forskelligt for den stadig forholdsvis nyklækkede chefredaktør, men selvom ansvaret gradvist er blevet større og større over årene, har chefjobbet ikke altid ligget lige for.

Af lyst, ikke af pligt For Marchen Neel Gjertsen har der været fart på alle år, men ansvaret og tilliden er ikke kommet af sig selv. For når arbejdsdagen er slut, er den alligevel ikke slut.

»Min hjemmefront, og folk der kender mig, kan skrive under på, at jeg arbejder hele tiden. Det er lige meget, om jeg er her, i Århus, derhjemme eller i sommerhus. Jeg er altid ret meget på. Jeg har ikke haft en autoreply meget længe. Jeg har for eksempel lige holdt vinterferie. Der har jeg ikke haft autoreply slået til. Jeg er ikke helt vildt god til at holde fri, men jeg kan jo også godt lide at arbejde.« Marchen Neel Gjertsen tiltrådte som chefredaktør på Jyllands-Posten i fjor. Før hun indrettede sig på kontoret på Rådhuspladsen sidste år, havde hun fast sæde på Christiansborg i et årti. Først som Borgen-praktikant på Information. Efterfølgende som politisk reporter, som hun nåede at være for både Information, Politiken og Jyllands-Posten.

Siden politisk analytiker og senest politisk redaktør. De to sidstnævnte funktioner begge på Jyllands-Postens kontor. »Jeg er lidt af en arbejdsnarkoman. Det har lidt en negativ klang, og det kan jeg også godt forstå, men jeg kan bare ikke rigtig styre, at jeg holder så meget af at arbejde.« Som chef er Marchen Neel Gjertsen blevet mere opmærksom på også at være et godt forbillede i forhold til at have en sund worklife-balance over for sine medarbejdere. Det forventes ikke af resten af mediehusets ansatte, at de arbejder, til de får stress, eller til de ikke længere kan få det til at hænge sammen med privatlivet. Dog er de lange dage ikke noget, Marchen føler sig presset eller tvunget til at tage, og derfor tager hun heller ikke beskrivelsen af sig selv som arbejdsnarkoman så tungt. »Jeg vil hellere sige, at jeg bare er ekstremt glad for mit arbejde. Hvis det havde været en

sur pligt at sidde her, havde jeg ikke gjort det.

Det er ikke af pligt, det er af lyst, at jeg arbejder relativt meget.« Marchen nakkede glasloftet På en af hylderne på Marchens kontor står en lille figur i guld. Den forestiller Medusa, der holder et afskåret mandehoved i sin højre hånd. Figuren er en miniature-udgave af den originale skulptur lavet af kunstneren Luciano Garbati. Idéen bag skulpturen var oprindeligt at ændre på perspektivet i Medusas historie. Medusa var et offer, som blev både voldtaget, myrdet og fik kappet hovedet af. Kunstneren har byttet om på fortegnet, så det er Medusa, der i denne version holder et afhugget hoved.

Da MeToo-debatten var på sit højeste, fik skulpturen en ny betydning, da den pludselig stod for et nyt feministisk statement. Og det er også derfor, Marchen Neel Gjertsen har en miniature-udgave stående på sin hylde.

Da Marchen Neel Gjertsen blev præsenteret som ny chefredaktør på Jyllands-Posten, var hun den første kvinde til at træde ind i avisens ledelse i dens 150-årige levetid. ‘Marchen nakkede glasloftet’ blev historien. Selv oplevede Marchen ikke det at blive den første kvinde i JP’s ledelseslag som noget specielt, før hun stod i det. Hun havde ikke tænkt videre over at være den første kvinde, men det blev der lavet om på, da nyheden kom ud. »Hvor vigtigt det egentlig var i sig selv, stod først klart for mig, da det var ude, fordi det nærmest blev overskriften. Der var fremmede, unge piger, der skrev til mig på Instagram: “Hvor er det fedt, at du kan lykkes - så kan vi også!”. Det symbolske, der var i det at være et forbillede for andre kvinder, viste

sig at være en meget større ting, end jeg lige havde forudset. For jeg havde ærlig talt ikke tænkt så meget over det selv.« Efter at Marchen var blevet en del af cheflaget og havde oplevet, hvilken forskel den kvindelige repræsentation i form af hende selv havde gjort for andre, begyndte hun også at stille op til flere debatter om kvinder i mediebranchen og MeToo i medierne. Konkret har det også betydet, at der internt på Jyllands-Posten i højere grad arbejdes med ligestilling. »Vi har formuleret målsætninger for, hvor mange kvinder vi gerne vil have i ledelsen f.eks. og i det hele taget også på redaktionen.

Det var jo ikke noget, JP havde for få år siden.« Anti-chef som mediechef Den varme velkomst som chefredaktør var ikke noget, Marchen Neel Gjertsen havde troet, hun ville få. Det lå nemlig aldrig i kortene, at hun skulle være chef - i hvert fald ikke hvis det udelukkende havde stået til hende selv. »Sandheden er nok, at jeg også har været lidt anti-chef-agtig førhen. Jeg er mere en do’er, end jeg har været en chef, der tog det på mig at være chef. Som udgangspunkt ville jeg faktisk heller ikke være chef. Jeg skulle virkelig overtales til at blive politisk redaktør, for det var ikke min ambition at blive chef nogensinde.« Da hun var meget ung, begyndte hun at involvere sig i elevrådet, hvilket senere førte til et engagement i Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS), hvor hun blev formand for DGS Fyn og en del af hovedbestyrelsen. På universitetet blev hun studenterrådsformand, så ansvar har hun - på trods af

PORTRÆT

MARTS 2022

11

sin modvilje mod at blive chef - altid taget. »Jeg har aldrig været bange for at sige min mening og sætte en retning. Jeg tror simpelthen mere, det hang sammen med det der formelle chef-noget. Jeg har altid anset mig selv for at være meget mere journalist end skrivebord.« Meget lange møder, excelark, planer, papirer og powerpoints har aldrig fanget hendes interesse, og derfor har hun også været i tvivl, om det var den vej, hun skulle gå ned af. »Det har jeg i hvert fald skullet arbejde lidt med. Og det har været en ægte tvivl, jeg har haft. Kan man godt lykkes med at være chef på det her niveau, samtidigt med at man personligt er lidt en ikke-cheftype?« Men troen på, at de to ting godt kunne forenes, vendte heldigvis tilbage. Ifølge Marchen viser det sig, at det er de færreste, der har lyst til at kede sig selv ihjel med lange møder. Med et års erfaring i bagagen tror hun også stadig på, at hendes egen hands-on tilgang til tingene godt kan forenes med opgaven som chefredaktør.

Den helt rigtige til opgaven Ud over roserne for at bryde igennem JP’s glasloft fik Marchen Neel Gjertsen også mange andre flotte ord med på vejen, da hun blev præsenteret som ny chefredaktør. Nogle af ordene kom fra ansvarshavende chefredaktør på Jyllands-Posten Jacob Nybroe, som kaldte Marchen Neel Gjertsen for en 30-års hændelse og beskrev hende som i den absolutte superliga inden for skrivende politiske redaktører. Når Marchen ser tilbage på den dag, for nu lidt over et år siden, er det også kun med gode minder. »Jeg var totalt overvældet. Jeg har aldrig oplevet at få så mange lykønskninger som på den dag. Jeg har aldrig fået så mange sms’er og mails på én gang. Især blev jeg glad for dem, der var fra mine egne kolleger, fordi det føltes som en meget varm opbakning.« En af grundene, til at Marchen Neel Gjertsen har haft nemt ved at falde til i rollen som chefredaktør, har været, at hun gradvis har fået mere og mere ansvar over årene. Som politisk redaktør fik hun også andre ansvarsområder over tid - for eksempel kom hun med i nyhedsledelsen og blev senere også chef for JP’s nyhedschefer. Netop derfor, tror hun, var der så mange af hendes kollegaer, som fandt det naturligt, at hun nu skulle sidde i chefredaktørsædet. »Der var mange, der sagde, at det var helt rigtigt. Det var ikke et kæmpe chok for folk, at jeg blev chefredaktør. Det er jo dejligt. Jeg tror, mange så det som en naturlig rolle for mig at indtage, og det var jo fedt.« I den sidste tid, inden Marchen blev chefredaktør, havde hun efterhånden mange bolde i luften. Og da dagen så endelig kom, hvor nyheden om det interne jobskifte skulle ud, følte hun sig også klar. Hun forklarer, hvordan Jacob Nybroe har ‘bygget’ mere og mere på hende over årene, og at det har lært hende rigtig meget. »Jeg tror ikke, jeg kunne have været mere forberedt egentlig, selvom der jo altid er nogle ting, man gerne ville have vidst i forvejen.« Hvedebrødsdagene er forbi De lange dage og mange mails det sidste år betyder imidlertid ikke, at Marchens tallerken er fyldt op til randen endnu. Når samtalen falder på, hvor hendes fokus skal være det næste år, er planen allerede lagt. »Jeg håber, at jeg kan få endnu mere fra hånden det kommende år. Jeg synes, jeg skulle bruge noget tid til lige at få mit hoved omkring det hele. Nu er de hvedebrødsdage ligesom også forbi. Så jeg håber, at næste år vil være endnu mere kendetegnet ved resultater. Det er i hvert fald min egen ambition.« De resultater, Marchen Neel Gjertsen bestræber sig på at skaffe, er primært stigende abonnementstal. Som chefredaktør med ans-

var for den digitale omstilling har hun blikket stift rettet mod antallet af digitale abonnenter.

Det er de små forandringer og beslutninger i forbindelse med den digitale omstilling, som ender med at føre til resultaterne, fortæller hun, men de små skridt tager også lang tid. »Det kan stresse mig lidt at tænke: “Er der gået et helt år?”, fordi jeg ville gerne have været dobbelt så langt på det år. Vi er kommet et stykke, men jeg vil bare gerne videre.« Etårsjubilæet betyder ikke det store for Marchen. Hun vil hellere hyldes for sine resultater end for sine år. Derfor vil hun også

hellere fejre de sejre og resultater, der har været i løbet af hendes første år som chefredaktør. Adspurgt om hun har tænkt sig at fejre sig selv, er svaret nej. »Hvis jeg skulle fejre noget i morgen, skulle det være, at Jyllands-Posten nu er 150 år. Det synes jeg faktisk er et tal, som er værd at fejre. Prøv at tænk på, hvor mange år det er, og hvor få virksomheder der bliver 150 år. For mig er det også en påmindelse om, at vi, der har ansvaret nu, har et kæmpe ansvar for at få bragt JP ind i fremtiden.« Netop det ansvar håber hun at kunne le-

vere på i forhold til den digitale omstilling.

Selvom opgaven i løbet af det første år har vist sig at være omstændelig og sejtrukken, er der kun én vej fremad og én plan i sigte ved begyndelsen på hendes andet år som chefredaktør. »Min målsætning er gjort op i det antal digitale abonnenter, vi gerne vil have. Det er primært digitale abonnementer, der skal drive os ind i fremtiden, så det er den opgave, jeg har tænkt mig at måle min egen succes på.«

12

VERDEN

MARTS 2022

Erobrere kommer og går, men folket består En undersøgelse har vist, at 33 procent af den ukrainske befolkning er klar til at gøre væbnet modstand mod de russiske tropper. Mange har allerede meldt sig ind i hjemmeværnet.

Tekst og foto af Benjamin Jungdal

S

neen på gaden er ved at tø. Det sprøjter med vand, når biler kører forbi. Bygningerne er høje og grå, menneskene ærlige og rå. Kiev i begyndelsen af februar. Der bor knap 3 millioner mennesker i hovedstaden. Metrosystemet har kun tre linjer, og det til trods for byens størrelse. I mange år har byens centrum derfor været én stor trafikprop.

Det er den også i dag, hvor turister ikke længere besøger byen.

så bestemte jeg mig. Jeg tænkte, at hvis den store invasion kommer i morgen, og russiske kampvogne omringer Kiev, er jeg ikke personen, som vil pakke min taske og rejse væk. Jeg vil forsvare min familie, min by og mit fædreland,« siger han.

Han er i dag seniorsoldat, hvilket vil sige, at han har ansvaret for at kende til alle slags skydevåben, bataljonen træner med. De har »Hvis ikke de har meldt skydetræning hver lørdag i skove sig før, så er det altså tid uden for Kiev. Det er en broget nu.« skare, han træner sammen med.

Ukraine har været i krig med Rusland »Alle er meget forskellige, men på i snart otte år. I forbindelse med den samme tid meget ens. Vi har akadeUkrainske revolution i 2014 annekterede mikere, vi har forretningsmænd, vi russiske tropper Krim-halvøen. Dernæst har arkitekter, vi har journalister, fulgte krigen i Donbass-regionen i det og de har alle vidt forskellige aldre. østlige Ukraine, hvor pro-russiske sepaDe har dog den samme motivation. ratister overtog kontrollen med offentlige De er motiveret til at beskytte deres bygninger og erklærede regionen for uaffamilie, by og fædreland. Til at beshængig. kytte deres levemåde. Til at forsvaSiden 2014 har man forsøgt at oprette re deres frihed,« forklarer Dennis et hjemmeværn, der kan støtte den Petjavlov. ukrainske hær. Den 1. januar i år blev Pavlo Shchybria modtager mellem 80 og 90 opkald om dagen af civile ukrainere, der vil melde sig ind i hjemmeværnet.

Planen er, at Det Territorielle det ført ud i livet. Der har været frivillige Forsvar med tiden skal bestå af og forsyningslinjer. Formålet med hjem»Når jeg går rundt som civil, føler jeg ikke hjemmeværnsorganisationer inden, men det 120.000 civile og 10.000 professionelle solmeværnet er også at give de civile kundskaber krigen. Den er stadig langt væk,« siger han. er først nu, at de officielt er blevet en del af dater. i førstehjælp, våbentræning og militærkomVi møder ham på en grumset cafe ikke den ukrainske hær. Hjemmeværnet går un»Det er et langtidsprojekt. Det handler om, munikation. De skal være i stand til at forsvamere end et granatkast fra klostret. Den der navnet ’Det Territorielle Forsvar’ og skal at folk mødes i de områder, de bor i. De lærer re deres lokalsamfund. russiske optrapning det seneste stykke tid bestå af 6 bataljoner, med 25 brigader hver, noget sammen, og de opbygger en sammen»Hvis russerne ved, at der i hver enkelt lille har fået et stort antal civile til at tilmelde sig hvori der er 5.000 mand. hængskraft i samfundet, som vi kan få brug flække, mindre by og større by er en gruppe hjemmeværnet. Dennis Petjavlov tilmeldte for i kommende konflikter. Erobrere kommer veltrænede, bevæbnede mennesker, så ved de sig allerede i foråret sidste år.

Veltrænede, bevæbnede mennesker og går, men folket består,« fortæller han. også, at det vil blive meget svært for dem at få »Da jeg hørte om Det Territorielle Forsvar, I midten af Kiev rager en bygning 12 etager egentlig kontrol med området,« understreger op i luften. Den er et levn fra sovjettidens Pavlo Shchybria.

Ukraine, et for mange mørkt kapitel i landets Når ukrainere ringer til Pavlo Shchybria, historie. Her holder rekrutteringscenteret snakker han med dem om hjemmeværnet og for brigaden i Kiev til. En stor stjerne pryder deres motivation for at tilmelde sig. Derefter toppen af bygningen, og ud af et vindue på henviser han dem til en af de lokale bataljonøverste etage flagrer et lille ukrainsk flag. I et er, der er under brigaden i Kiev, hvor de skal lokale på første etage sidder Pavlo Shchybria. bestå en sundheds- og psykologprøve. Flere »Jeg vil forsvare min familie, og flere tilmelder sig, siger han. Der har allerede været tre opkald i løbet af den halve min by og mit fædreland.« time, vi har snakket sammen.

Han står for koordineringen af civile rekrutter til territorialforsvaret i Kiev, og han snakEn broget skare af rekrutter ker højrøstet ind i sin telefon, da vi kommer På bredden af Dnepr-floden, den store flod ind i lokalet. Det er ham, ukrainere ringer til, der strækker sig fra Smolensk i Rusland når de vil trænes til at forsvare deres hjem og gennem Hviderusland og Kiev til Sortehavet, fædreland. De ringer til ham, når de vil melde ligger st. Michaels kloster. Det er kendt for sig ind i hjemmeværnet i Kiev. sine guldbelagte kupler, der under en skyfri »Det er først og fremmest folk, der er patrihimmel reflekterer solens stråler ud til hver otisk indstillet over for deres fædreland, der en afkrog af byen. På bygningens ydervæg ringer ind. Det er folk, som har en vis form hænger billederne af faldne soldater fra krifor sund fornuft. De kan godt se, at hvis ikke gen i Østukraine. Mindet om en gudløs krig de har meldt sig før, så er det altså tid nu,« pryder guds hus i hjertet af Kiev. forklarer Pavlo Shchybria.

For Dennis Petjavlov, der er marketingkonHjemmeværnet skal ikke kæmpe mod sulent til daglig og frivillig i Det Territorielle Mindevæggen for soldater dræbt i krigen i Donbass-regionen. Den indeholder billederne af 2.896 de russiske kamptropper på fronten, men Forsvar, er væggen det eneste, som minder ukrainske soldater, der omkom under kamphandlinger fra marts 2014 til februar 2016. hjælpe med at beskytte kritisk infrastruktur ham om krigen i Donbass-regionen.

VERDEN 13

MARTS 2022

Et hjørne af verden:

Papegøjemanden fra blomsterbutikken Tekst og foto af Vera Imad Tomka

Når der er langt mellem kunderne i en butik, kan kedsomheden melde sin ankomst.

Sådan er hverdagen sommetider for blomsterhandler Raid Shamoun Yusuf. Heldigvis har han tre små venner, som holder ham med selskab gennem de lange dage.

E

t stort smil spreder sig over hans ansigt. Pip, Pip, Pip, synger de to dværgpapegøjer harmonisk og samler sig om en majskolbe med tilsat honning. Han bevæger sin arm mod den sorte fuglevoliere og fører sin pegefinger igennem det rektangulære stålhegn. »Maango. Maango. Kom her!« fløjter han, og en grøn, rosenhovedet dværgpapegøje flyver lystigt hen til ham.

Den slår sig ned på hans pegefinger, mens Mimi, den orangehovedet dværgpapegøje, fortsat uforstyrret spiser af majskolben. Han trækker forsigtigt sin pegefinger tilbage og åbner lågen med et hurtigt klik. De to dværgpapegøjer blæser gennem den mennesketomme blomsterbutik og passerer lyslilla orkidéer og skrigende blå hyacinter.

Den 47-årige blomsterhandler Raid Shamoun Yusuf arbejder på 24. år i blomsterbutikken Venus Blomster på Nørrebro. »Når jeg er alene i butikken, er jeg sammen med mine dværgpapegøjer,« fortæller han.

En overraskelse fra jakkelommen Akkurat som dværgpapegøjerne Mango og Mimi svæver rundt i det fri, begynder blomsterhandlerens sorte jakkelomme at rumstere. Han åbner jakkelommen, og med ét flyver en gul orangehovedet dværgpapegøje afsted i blomsterbutikken. Den flyver langs de friske røde og pink gerbera-blomster, inden den sætter sig på blomsterhandlerens højre skulder. Han stryger dværgpapegøjen blidt på dens gule hoved og giver den et smækkys på næbbet. »Min smukke Pipi!« griner han højlydt.

Blomsterhandleren slentrer ind i sit lille arbejdskontor for enden af blomsterbutikken med Pipi fortsat siddende på sin højre skulder. Mango og Mimi følger trofast efter.

Han åbner sin hvide terrassedør og vifter kommanderende med armene.

Raid Shamoun Yusuf overtog lokalet i 1998 fra en farvehandler.

Den orangehovedet dværgpapegøje hedder meget passende Mango, for som blomsterhandler Raid Shamoun Yusuf siger: »Han ligner jo en mango!«

»Kom så. Flyv ud!« siger han uden at tøve, og Mango og Mimi basker med vingerne side om side i retning mod terrassedøren, som om de flyver om kap.

Sammen svæver de i cirkulære bevægelser mod den blå himmel, mens Pipi forbliver på

»De er mine bedste venner« hans skulder. Han åbner sin sorte jakkelomme. »Vil du sove, Pipi?« spørger han med lys stemme, og Pipi falder roligt ned i jakkelommen.

Netop som Pipi har lagt sig i blomsterhandlerens jakkelomme, suser Mango og Mimi ind igennem terrassedøren igen. De klistrer sig fast på en hvid loftliste.

Hun-dværgpapegøjen Pipi er med sine

seks år den ældste, mens hannen Mango og hunnen Mimi begge er fire år. Raid Shamoun Yusuf har haft dværgpapegøjerne i blomsterbutikken i tre år og har noteret sig, at det er bedst at holde Pipi adskilt fra Mango og Mimi, da Pipi ryger i totterne på de andre.

De legesyge dværgpapegøjer »Mango,« siger han og rækker sin arm ud efter de to dværgpapegøjer.

De flyver dog hastigt sammen hen til et gråt persiennegardin, som siamesiske tvillinger, der ikke kender til et liv hver for sig. Der er en grund til, at den lille papegøjeart også bliver kaldt for kærlighedsfugle. »Mimi,« prøver blomsterhandleren endnu en gang, men dværgpapegøjerne blæser mod de hvide loftlister igen.

Han fniser, åbner sin sorte jakkelomme og aer Pipi.

Ding dong lyder det pludselig fra butiksdøren i blomsterbutikken. En dame med bøjet ryg og gråt pagehår triller langsomt ind i blomsterbutikken med sin rollator. »Hej, mor!« siger han entusiastisk og drøner ud mod butikslokalet.

Damen med rollatoren nikker smilende og tager fat i en sort spand med en buket klare, lyserøde tulipaner.

Dværgpapegøjerne holder blomsterhandler

Raid Shamoun Yusuf beskæftiget, når der er tavst i biksen. »De er mine bedste venner,« proklamerer han. Lykkeligvis for ham kommer der dog også kunder på besøg og køber blomster. Det er den 90-årige lokale stamkunde mor et bevis på. Hun bliver kærligt kaldt mor, da hun på grund af sine hyppige optrædener i butikken har udviklet et tæt bånd til blomsterhandleren.

Han begynder at sætte kurs mod arbejdskontoret for at lokke dværgpapegøjerne ind i fuglevolieren igen, men i det øjeblik han rykker frem, farer Mango og Mimi ind i butikslokalet og lander på fuglevolierens sadeltag. Han stirrer på dværgpapegøjerne med et svagt smil. »I er bare de bedste,« hvisker han til dem og åbner lågen.

Han fører dem én efter én ind i den sorte fuglevoliere og lukker lågen. »Det bliver 125 kroner, mor,« siger han og pakker den lyserøde tulipanbuket ind i cellofan.

Hun skænker ham pengene i kontant, og sammen går de skridt for skridt ud af butiksdøren. »Tak for hjælpen,« siger damen. »Intet problem,« siger han og trækker på smilebåndet.

Når havet erklærer krig Af Agnes Rønberg

»Jeg tror det går rigtig galt den her gang« Lyt til historien i LIXEN LYD

D

en 29. januar holder Benny og Lissi »Duddi« Clausen vejret. DMI har varslet 1,90 meter vand i Odense Fjord, mere end den mur, de har bygget i baghaven, nogensinde før har skullet holde tilbage. En mur, som ægteparret har set blive højere og højere i de 18 år, de har boet i Seden Strandby. Står den sin prøve denne gang, eller må hr. og fru Clausen igen se sig besejret af klimaforandringernes fremmarch?

Hr. og fru Clausen må sætte deres lid til den mur, der har erstattet havudsigten. Foto: Agnes Rønberg

14

MIA

MARTS 2022

Hundredevis tænder lys for afdøde Mia i tårevædet afsked

Mindeoptog: »Stop volden mod kvinder, stop med at slå os ihjel« ihjel«

I Århus midtby mødte hundredevis af mennesker op for at tænde et lys for afdøde Mia Skadhauge Stevn og for at samles om en vigtig sag.

Over 700 mennesker var søndag d. 13. februar kl. 18 samlet foran Christiansborg Slotsplads til et mindeoptog for Mia Skadhauge Stevn og andre ofre for kvindedrab.

Af Anne Bjørnskov Matthiesen

Af Rasmus Lykke Therkelsen

D

et er en kølig aften i Mathilde Fibigers Have i det centrale Århus. Op ad rampen mod Besættelsesmuseet står der en række af lys, tændt af flere fremmødte. De få plusgrader i luften står i stærk kontrast til varmen fra lysene og de mange to-go kaffekopper, der sandsynligvis er købt i 7-Eleven-butikken længere nede af gaden.

Folk er samlet i det århusianske for at mindes Mia Skadhauge Stevn, som tragisk blev dræbt i Aalborg tidligere på måneden. Flere hundrede mennesker er samlet for at tænde et lys for Mia, men endnu vigtigere for at samles om en større sag. »Vi skal tænde et lys, og så skal vi mindes Mia og vise vores solidaritet.

På en måde er det også et lys i mørket, og noget, vi kan samles om. Der er jo mange i Danmark, der sørger, og så er der mange berørte, fordi mange kvinder har haft bekymringen om, at mænd skulle gøre noget ved dem, når de er på vej hjem«, siger Anne Hegelund fra #IkkeEnMere - en organisation, som er medarrangører til begivenheden.

I takt med at kirkeklokkerne fra domkirken ved siden af slår sine sidste slag, dukker flere og flere op. Klokken nærmer sig 17:00. En projektor skyder #IkkeEnMere-budskabet samt det gule Everyday Sexism Project Denmark-logo op på facaden af KØN-museets murstensfacade.

Taler og sange kvitteres med tårer og klapsalver På gruspladsen er mange mødt op.

Der er ankommet flere hundrede mennesker. Langt de fleste er kvinder, men mænd dukker også op. Folk har armene om hinanden. Kigger koncentreret og med stive blikke op imod det, der skal til at ske. Rosa Jensen fra Everyday Sexism Projekt Denmark (ESPD) starter med at tage ordet. »Jeg føler, jeg holder en tale for alle kvinder i 20’erne, der ligesom jeg godt kan lide at gå i byen i croptops og drikke fadøl klokken 6 om morgenen,« siger hun blandt andet.

Tydeligt. Med følelserne udenpå tøjet.

Hendes rystende stemme med klump i halsen akkompagneres med en ældre kvinde ved siden af sceneplatformen, som fjerner sit brilleglas for at fjerne en tåre fra kinden.

Herefter synges der ”Ikke Din Skyld” – i ren acapella – af Sidsel Lieknins Vestertjele fra ESPD. Der er helt stille på gruspladsen. Det eneste, der runger, er skønsangen. Det varer to

minutter, hvor højtalernes klang ekkoer langs de traditionsrige mure, der omringer pladsen. Sangen efterfølges af en tak og herefter en stor klapsalve fra publikum. »Det betyder meget. De mennesker, der møder op, giver meget til os, der arrangerer det. Det giver en samhørighed, og det, at vi kan samles om det hele, tror jeg giver meget.

Fremadrettet håber vi, at solidariteten, vi har set i dag, kan forplante sig på et større strukturelt niveau. Det håber vi, så folk ikke er bange«, siger selvsamme Sidsel fra ESPD.

»Vi skal tænde et lys, og så skal vi mindes Mia og vise vores solidaritet.«

Begivenheden slutter – kampen fortsætter Der er ikke flere talere, der går på.

Heller ikke flere sangere. Men folk bliver stadig. Hilser. Krammer. Mange driver over mod arrangørerne, og fortæller dem, hvor taknemmelige og glade de er for, at der bliver sat fokus på emnet. Det fremhæver ESPD’s Sidsel Lieknins Vestertjele: »Mange af os er jo bare vant til at sidde bag nogle computerskærme og diskutere det her, så det med at komme ud og mærke den her støtte, der virkelig er, er vigtigt for os. Men især også for problemstillingens skyld,« siger hun.

Projektoren bliver pakket ned, scenen bliver pakket fra hinanden og bliver båret væk, men lysene til ære for Mia Skadhauge Stevn forbliver på Kunstmuseets facade lidt endnu.

S

top volden mod kvinder, stop med at slå os ihjel!« En bølge af klap og hujen breder sig i menneskemængden. Den anråbende sætning kommer fra en kvinde, og hun lægger tryk på hvert et ord. Alle blikke er rettet mod hende, og hun prædiker ind i en megafon, som en mand holder for hende. Mørket er begyndt at omslutte København, og det får ildfaklerne i mængden til at lyse endnu klarere. Nogle har også taget stearinlys med, den slags med guldlåg, og som plejer at stå på en gravplads. Et banner med et stort lyserødt hjerte strækker sig op over de mange hoveder. Hjertet er delt i to af en zig-zag streg. De mange mennesker er mødt op for at mindes Mia Skadhauge Stevn. Optoget skal også sende et budskab til politikerne om, at der kræves politisk handling mod meningsløs vold mod kvinder, queer-personer og minoriteter.

»Nok er bare nok« Begivenheden er arrangeret af Frederikke Bencke, som har beskæftiget sig med køn og byrum i mange år: »Det er jo en afmagt og en frustration og en vrede og en sorg vi alle sammen føler. Nok er bare nok, og så kan man bare ikke rumme det mere.

Og så føles det som noget, bare at gøre en lille bitte smule.« Efter der er budt velkommen, holder bestyrelsesmedlem i Everyday Sexism Project Iben Hendel Philipsen, en tale.

Hun henviser til de seneste tal, som viser, at ca. 12 kvinder om året, bliver dræbt af deres partner eller ekspartner. Efter talen marcherer folk samlet mod transport- og ligestillingsministeriet.

Folkemængden optager al pladsen i de smalle, dunkle gader med skarpe hjørner. Man kan lugte osen fra faklerne og den friske kølige luft.

Forrest går tre veninder med hver deres banner. »IK IGEN,« står der på det ene. »Stop kvindedrab,« står der

på det andet. Turkist hår, neongul arbejdsjakke og pink bukser. De tre piger lyser lige så meget op i mængden som faklerne.

Kræver national handlingsplan En af de tre piger er 16-årige Ollie Skjoldan. Drabet på Mia Skadhauge Stevn har berørt hende dybt: »Det bringer en sorg frem i mig, for jeg ved, at det kunne have været mig selv på vej hjem fra byen.« En anden, som er mødt op for at støtte arrangementet, er 31-årige Kasper Larsen: »Jeg er her selvfølgelig for at bakke op om den alvorlige sag, det er, at kvinder ikke kan gå på gaden i fred uden at blive slået ihjel.« Ligestillingsminister, Trine Bramsen, deltager også i mindeoptoget.

Iben Philipsen appellerer direkte til ministeren i sin tale og kalder på en national handlingsplan på området.

Hun mener blandt andet at ligestilling, diskrimination og seksualundervisning skal på skoleskemaet, for at forebygge sexisme og vold.

Foran transport- og ligestillingsministeriet ligger en brændende fakkel på jorden. Folk har dannet en halvmåne omkring den.

Byen larmer, men lige her, er der helt stille. På et tidspunkt bliver stilheden afbrudt af en svag summen som spreder sig i mængden.

Det forvandler sig til en bekendt melankolsk melodi - “Kringsat av fiender.” En dame lukker øjnene og vugger med, mens en tåre glider ned ad kinden.

Folk fordufter i alle retninger ud i Københavns mørke gader, men de tre piger, der gik forrest i optoget, sætter sig i skrædderstilling på den kolde jord foran ministeriet. De sidder med hver deres banner op foran sig. Flere har efterladt deres lys foran pigerne.

Foto: Anne Bjørnskov Matthiesen

KULTUR

MARTS 2022

15

Holland og Wahlberg gav mig en seværdig actionkomedie Det kan nemt gå galt, når man skal lave film baseret på spil. Uncharted er seneste skud på stammen, hvor jeg som filmfan klapper i hænderne, men som fan af spillet klapper knap så meget.

Af Daniel Just Schram Foto: Daniel Just Schram

J

eg har sådan lyst til at råbe: ENDELIG! Endelig fik jeg set en af de filmatiseringer, jeg har set allermest frem til i over et halvt årti. Uncharted er spilserien til Playstation om skattejægeren Nathan Drake, der gennem fire spil jagter andre store opdagelsesrejsendes forsvundne skatte.

Jeg har spillet alle spillene og elsket dem.

Billetten til biografen blev derfor bestilt hurtigt! Uncharted er en film, der bør ses i biografen med en stor sodavand og popcorn til følge. For alt i verden skal man ikke se den på en lille skærm. Hvis man gør det, går man nemlig glip af verdensklasse action, som allerede er at se i filmens første scene, hvor hovedkarakteren Nathan Drake forsøger at klatre op af en masse kasser, der hænger i en snor løst ud over et hurtigt flyvende kampfly.

Filmen handler lidt om det samme, som hvert spil gør. Der skal findes en forsvunden skat, og det er duoen Nathan Drake og Victor Sullivan, der skal finde den. Førstnævnte bliver spillet af Tom Holland og sidstnævnte af Mark Wahlberg.

Man skal se den som en komisk actionfilm Jeg var meget nervøs for, om det var en bunke lort, jeg skulle ind at se. Film baseret på spil får sjældent god medvind, hvilket man både så med World of Warcraft og Assasin´s Creed i 2016. Derudover var jeg bange for

at blive ramt af syndromet”filmen er dårlig, fordi jeg har læst bogen”, hvor bogen skal forstås som et spillet Uncharted. Her mindede jeg dog mig selv om, at en basering ikke er en total gengivelse.

Jeg var utrolig skuffet over castet til at begynde med, da det blev offentliggjort for år tilbage, fordi jeg følte, de var alt for unge.

Både Holland og Wahlberg er omkring 15 år yngre, end karaktererne er i spillene.

Oprindeligt var det Mark Wahlberg, som fik rollen som Nathan Drake, men så besluttede producenten sig for, at filmens historie skulle foregå før spillene. Derfor endte rollefordelingen, som man ser den nu. Jeg accepterede derfor valget af cast, og de gør det også godt. De har en fed kemi, hvor de begge viser stærk komisk timing, hvilket er på trods af den i perioder noget tynde fortælling. Et eksempel er fra filmens begyndelse. De to hovedkarakterer har aldrig mødt hinanden før, men der skal ikke meget overtalelse fra Sullivans side til at lokke Drake med ud på jagten efter den forsvundne skat.

Det er dog tydeligt, at producenterne og forfatterne mere har haft fokus på at lave et festfyrværkeri af en film med action og komik. Når man ser den, skal man mere se filmen som en sjov actionfilm og knap så meget en stærk filmatisering af spillet, selvom der er sat referencer fra spillet ind for at pleje nørderne, som også tæller mig.

Endelig dom og SPOILER! Jeg vil give Uncharted 3,5 ud af 6 stjerner, som bliver givet for underholdningen hele vejen igennem. Derudover skal man blive siddende i stolen, når rulleteksterne

begynder. Til dem der savner Kasper Juhl i Borgen, så virker det til, at Pilou Asbæk får en stor rolle i efterfølgeren. Han er i hvert fald meget med i post credit-scenen.

Udover gode jokes tilbyder Teater95b en ny dimension af intimitet En aften i Teater95b bød på ny indsigt i den odenseanske tilværelse. Når solen går i seng, vågner et lille rum med plads til tant og fjas hver tirsdag og torsdag fra 19.00 til 21.00 Af Rebecca Rønnest Storgaard Madsen

P

å adressen Vestergade 95b i Odense ligger der et hus. Ude fra ser man ikke så meget, for gardinerne er rullet for og udover et par mænd, som står og ryger, er der ikke meget aktivitet. Så snart man træder ind ad det, som ligner et stort vindue, kommer man ind i en skjult verden. Rummet, man træder ind i, er på størrelse med en stor stue, stole er fyldt med mennesker i alle aldre, og på bordene bliver der serveret drinks. Teater 95b holder til her, og det er stedet, hvor stand-up debutanter kan få en god start, eller hvor garvede komikere kan komme og afprøve nye jokes.

I indgangen betalte jeg 25 kroner. Værten fortalte, at vi i løbet af aftenen skulle vurdere, om pengene var givet godt ud, eller om arrangementet var overpriced. Som aftenen skred frem, må jeg indrømme, at de var godt givet ud.

Det lille intime rum har plads til et publikum på 50 mennesker. Aldre mellem 18 og 50 dannede et støttende kor for de optrædende. I starten var alle lidt tilbageholdende. Værten råbte med sin dybe stemme i mikrofonen »Er I klar?« Og et par stykker sagde stille »Ja«. En ung fyr med rødt hår, piercinger og læderjakke sad på første række.

Han var en af de to, som svarede. »Hvad hedder du?«, spurgte værten. »Jakob«, svarede fyren. Og i løbet af aftenen havde værten en gæst, som han vidste, han kunne henvende sig til, hvis ingen andre grinede.

Selvironi er lig med gode grin En ung kvinde løb op på scenen. Hun havde mørkt kort hår og et stort smil med kridhvide tænder. Hun var iført hullede sorte bukser og en tilsvarende bluse. Og der stod hun og svajede i benene, mens armene bevægede sig i takt med de jokes, hun fortalte. »Jeg var forelsket i min tysklærer og løb

stolt hjem og fortalte mine forældre, at jeg var lesbisk. De tog bare ikke så godt imod det, som I gør herinde«, sagde hun lattermildt. Hun brugte en masse selvironi, som fik det i starten anspændte publikum til at sænke skuldrene og le med. Det var nemlig okay at grine af hårde episoder i folks liv, nu hvor de selv pointerede det og håbede på, at vi ville synes, det var sjovt. Og det var det.

»Jeg var forelsket i min tysklærer og løb stolt hjem og fortalte mine forældre, at jeg var lesbisk.

De tog bare ikke så godt imod det, som I gør herinde« Publikums smilebånd var trætte Udover seksualitet, var der plads til skuespil, som omhandlede et skænderi om utroskab i et supermarked. Der blev grinet af skilsmisser, gjort grin med singlelivet, tinder og en kæmpe papkasse blev båret fysisk op på

scenen bare for at joke om den. You name it.

Da klokken nærmede sig 21.00, havde der været otte optrædende. Nogle for første, anden eller tredje gang, mens andre havde været i branchen i flere år. Publikums smilebånd var trætte og efter to timer var det på tide at smutte hjem. Dem der havde lyst kunne blive og få serveret flere drinks eller bare blive til en hyggelig snak. Vi var trods alt kommet lidt tættere på hinanden efter en aften i det intime rum.

Jeg vil klart anbefale at tage til en stand-up aften i Teater95b. Jeg giver arrangementet 5 ud af 6 stjerner. For alt kan selvfølgelig altid blive en lille smule bedre - så som billigere drinks. Men husk! Bestil bord inden - for der var godt fyldt op.

16 SPORTEN

MARTS 2022

OB - Strategien er der, resultaterne mangler Før indeværende Superliga-sæson præsenterede Odense Boldklub en ny strategi. OB skal have mere fokus på spilletid og udvikling af de unge spillere, men det har ikke resulteret i det erklærede mål om deltagelse i Mesterskabsslutspillet, som man inden for de kommende fem år gerne vil være en fast del af.

Af Simon Rasmussen og Stefan Lindahl Jensen Foto: Malthe Lindholm Noes har en spillestil, der er ensrettet, og vi har en transitionstræner, der skal være med til at gøre overgangen for de her spillere endnu mere gnidningsfri«, fortæller Michael Hemmingsen og uddyber: »Endelig er der Reserveholdet, hvor det i kampene består af spillere fra Førsteholdet og Akademi. Så der er mange ting, der medvirker til, at vi får skabt en stribet tråd i klubben.«

F

orbedrede faciliteter, en ny fodbolddirektør og nye, unge spillere. Mange ting er nye i OB, men noget er stadig ved det gamle. Traditionsklubben kæmper med resultaterne i Superligaen, hvor man aktuelt er placeret på niendepladsen med blot fire sejre og syv uafgjorte på 18 kampe. Nu er Superligaens grundspil ved at være overstået, men det erklærede mål fra klubben om en top seks-placering virker det dog urealistisk, at OB opnår.

Behovet for en plan OB-ledelsen præsenterede i foråret 2021 deres nye strategi efter flere års skuffende resultater i Superligaen. Det har været tydeligt, at der på flere parametre har været et behov for en ny retning for klubben.

Rent sportsligt har man underpræsteret i forhold til det spillerbudget, man har til rådighed. Aktuelt har OB det sjettestørste i ligaen ifølge Tipsbladet, men alligevel er det blevet til nedrykningsspil for OB i de seneste to sæsoner, ligesom meget også tyder på, at det bliver tilfældet i år. »På den ene side er det et ambitiøst mål, fordi de ikke har nået top seks i tre sæsoner. Hvorfor skulle man så tro på, at det kan lade sig gøre nu? På den anden side er det

uambitiøst, fordi OB tidligere nærmest lå konstant i top fire. Nu vil de så nøjes med top seks. Hvis man vil være sikker på at være en fast del af top seks, så nytter det ikke noget kun at have det sjettestørste budget, for der vil altid ske overraskelser«, fortæller Martin Davidsen, som er redaktør på mediet Stemmer fra Ådalen.

Desuden mener Martin Davidsen, at der også har været et behov for at kommunikere en klar plan ud til en frustreret fanbase: »De vidste godt, OB ville i top seks, men de vidste ikke rigtigt hvordan, og på hvilke parametre man ville udmærke sig. Jeg tror, der har været et stort behov fra omverdenen om at få stukket en retning ud.« Strategien giver dog også anledning til kritik hos Martin Davidsen. I hvert fald mener han, at det reelt set ikke er meget indsigt, offentligheden har fået i strategien: »Hvis man skal være lidt kritisk, kan man sige, at den offentlige version ikke er så dybdegående.« Derfor er det også fortsat uklart, hvordan man helt konkret arbejder med strategien i klubben. Sportschefen i OB, Michael Hemmingsen, fastslår i et skriftligt til LIXEN, at: »Mange spillere fra vores Akademi har trænet med omkring vores førstehold. Vi

Den nye fodbolddirektør I håbet om at føre strategien effektivt ud i livet, har OB ansat svenske Björn Wesström i rollen som fodbolddirektør. Björn Wesström kommer til OB efter en lang periode i den svenske storklub AIK, hvor han både har været sportsdirektør og administrerende direktør. Her stod han blandt andet for salget af stortalentet Alexander Isak til Borussia Dortmund.

Björn Wesström tiltrådte sin nye stilling 1. januar, så det er ikke lang tid svenskeren har haft til at præge organisationen i OB. I forbindelse med sin ansættelse har Björn Wesström dog understreget vigtigheden af, at OB skal være en sælgende klub, hvilket flugter med de nedskrevne ambitioner om, at man vil drive en økonomisk bæredygtig fodboldklub.

Martin Davidsen ser også positivt på, at man har fundet en erfaren fodbolddirektør i en stor, svensk klub: »En ting er, hvad OB selv har meldt ud i forbindelse med strategien, men noget andet er, hvad deres nye direktør Björn Wesström har meldt ud i hans interviews, og dér har han været mere skarp.« Martin Davidsen vurderer, at det kan få betydning for måden, OB’s organisation er skruet sammen på, hvor man på nuværende tidspunkt har Michael Hemmingsen ansat som sportschef i klubben: »Jeg ser Björn Wesström som klar leder, og Michael Hemmingsen refererer til ham«, fortæller Martin Davidsen og uddyber. »Björn Wesström skal have overblikket over hele klubben - både Superligaholdet, rekrutteringen og talentudviklingen, hvor Michael Hemmingsen mere skal koncentrere sig om superligaholdet og klubkulturen. Jeg tror Björn Wesström lige skal se tingene an, og så tror jeg måske, vi kommer til at se en forandring af organisationen,« fortæller Martin Davidsen videre.

Overskygger mulig pokaltriumf Superliga-problemet?

Planen er lagt i OB med den nye strategi, men på

banen har der været langt mellem succeserne i indeværende sæson. I Superligaen er klubben placeret på tabellens niendeplads, og derfor er en mulig nedrykning noget, som man er nødt til at tage seriøst på Fyn. Det mener Martin Davidsen: »Mekanismerne er sådan, at med to nederlag i træk i Superligaen i dag, er du nærmest i krise, og med de seneste ti års historik i OB skal der ikke så meget til, før folk bliver bekymrede og begynder at piske en stemning op. Men OB skal også begynde at vinde nogle fodboldkampe.« Kigger man på OB’s kampe indtil videre i sæsonen er det også skræmmende læsning.

I 17 Superliga-kampe er det for klubben kun blevet til fire sejre. Det hele startede ellers godt med en sejr over de danske vicemestre FC Midtjylland på udebane i første spillerunde.

Resten af sejrene er kommet mod de tre klubber, som i den nuværende stilling er placeret under OB i form af Vejle, SønderjyskE og FC Nordsjælland.

Det resultatmæssige højdepunkt for OB er derfor den pokalsemifinale, som klubben spillede sig i via en samlet sejr over Randers i efteråret. For OB venter derfor nu to kampe mod SønderjyskE. En triumf i pokalturnerin-

gen vil ifølge Martin Davidsen også få en stor betydning for klubben: »Det vil betyde enormt meget. Også i forhold til udsigten om at komme i Europa. Om man kan sige, at det gjorde de, fordi de lancerede en ny strategi - det tvivler jeg på, men hvis det lykkes, så giver det et kæmpe boost til OB at fejre en triumf inde på Flakhaven.« Michael Hemmingsen skriver i forhold til betydningen af at vinde pokalturneringen: »Det vil selvfølgelig være fantastisk at vinde et trofæ, og det er også en af målsætningerne i vores strategi.« Vinderen af pokalturneringen vil indtræde i Europa Leagues play off-runde og er dermed sikret en billet til europæisk fodbold. Et nederlag i kvalifikationsrunden vil nemlig sende pokalvinderne over i Conference Leagues gruppespil.

Talenter skal bane vejen - og sælges En anden af målsætningerne i OB’s strategi handler om klubbens unge spillere. Det er dog ikke al tid nemt bare at satse på egne unge spillere ifølge Martin Davidsen: »Man plejer at sige med talentudvikling, at kan man ramme en til to spillere pr. årgang, der bliver til noget, og det kan jo være 100 Superligakampe eller et udlandssalg, så er

17

MARTS 2022 det faktisk ret godt gået.« I forhold til Superliga-sæsonen 2020/2021 er spilletiden til egne spillere også i en opadgående kurve. I sidste sæson stod klubbens egne spillere for 30 %, hvilket svarer til det erklærede mål i klubbens fem års-strategi.

I indeværende sæson er det antal i skrivende stund 37 %. Det selvom klubben indtil videre i sæsonen ikke har givet spilletid til flere egenproducerede spillere, end man gjorde i sidste sæson.

OB solgte i sommer-transfervinduet en af klubbens største egenproducerede profiler Oliver Christensen til tyske Hertha Berlin for 22,5 mio. danske kroner. Salget af Oliver Christensen skal være startskuddet til endnu flere salg af egenproducerede spillere ifølge den præsenterede strategi. OB skriver, at akademiet kommer til at fylde mere, hvorved man vil gøre akademispillerne til Superliga-spillere eller salgsobjekter. Denne strategi

skal være med til at tiltrække danske talenter fra hele landet og ikke kun talenter fra Fyn. I den nuværende førsteholdstrup er der en, som Martin Davidsen har store forventninger til: »Nu er man måske lidt påvirket af den første kamp (første Superliga-kamp efter vinterpausen mod FC København, som OB tabte 0-2, red.), vi har spillet, hvor Jakob Breum gjorde det godt. Han har hele sidste år været en profil på det danske U19-landshold, og på OB’s eget U19-hold, og han er kun 18 år.« Den nye strategi har også været tydelig på transfermarkedet i indeværende sæson.

I løbet af sæsonens to transfervinduer har klubben sagt farvel til Mart Lieder, Janus Drachmann og Oliver Lund, som alle er over 30 år. Ind i stedet for har OB hentet unge spillere fra udlandet. Den 22-årige serbiske forsvarsspiller Mihajlo Ivancevic, som var anfører for sin serbiske arbejdsgiver Spartak

Subotica, den 21-årige australske venstreback Joel King, som i januar debuterede på det australske A-landshold, og den 22-årige nordmand Nicholas Mickelson er landet i Ådalen.

Dermed ligner det, at klubben er i gang med en klar foryngelse af Superliga-truppen. Det mener Martin Davidsen også: »Han (Björn Wesström, red.) taler blandt andet om, at OB’s gennemsnitsalder skal ned.

Vi skal have yngre spillere, vi kommer til at se færre ældre klubikoner, og der er det jo interessant at se Mickelson, King og Ivancevic. De er allesammen 21 eller 22 år. Det skal være sådan, når OB henter spillere fremover, at så skal det være spillere, som kan sælges videre på sigt.« Pilen peger i den rigtige retning Selvom der kun er gået ni måneder, siden strategien blev præsenteret, er det lykkedes for OB at bygge et fundament, som man kan

arbejde videre på i den retning, som strategien viser. Det mener Martin Davidsen: »Nu skal man ikke måle strategien på et år, men på fem år, i og med at det er en femårs strategi. Men noget af det, de har dyrket meget, er det med, at de i strategien gerne vil have flere spillere fra OB’s ungdomsafdeling, altså egen-udviklede spillere. Der bliver givet meget spilletid til egenudviklede spillere, så der er de jo på vej. Også i forhold til den del, som handler om tilskuertal. OB siger, at de vil være i top fem i Superligaen, hvad angår tilskuersnit på hjemmebane, og det er de lige nu. De vil gerne have et snit på omkring 8.000, og det er de ret tæt på - også på trods af svingende resultater. Tingene går den rigtige vej, og de lever op til det, de har sagt de vil, men den helt store hurdle er stadig resultaterne i Superligaen.«

Ungdomsevent skal øge interessen for bordtennis Flere undersøgelser viser, at deltagelsen i ungdomsbordtennis har været støt faldende siden 2012. Bordtennis Danmark har derfor udviklet et nyt koncept, som skal vende kurven.

Af Daniel Schmidt Foto: Bordtennis Danmark

B

ordtennis Danmark afholdt søndag den 13. februar et vinterevent i Ringe på Fyn, som var en del af et nyt koncept, Bordtennis Danmark har udviklet. Konceptet har til formål at vende den faldende kurve for medlemstal og trænere i klubberne. De traditionelle bordtennisturneringer blev skiftet ud med aktiviteter og lege. »Vi har de seneste år kigget meget på, hvorfor interessen for bordtennis blandt de unge er faldet. Vi kan se, at rigtig meget af det skyldes den her vinder/taber mentalitet og kultur, der er i dansk bordtennis. Efter hver kamp har vi en vinder og en taber, uagtet hvor godt de hver især har spillet,« fortæller Rune Risgaard, som er eventansvarlig for Bordtennis Danmark. »Hele præmissen er, at vi skal have fundet en løsning på, hvordan vi kan få aktiveret dem, som ikke muligvis bliver Danmarks- og verdensmestre. En måde, hvorpå de også kan nyde spillet og have det sjovt, uden at skulle kunne præstere på et højt niveau.«

En sjov oplevelse for børnene Bordtennis Danmark ønsker med deres event at vise, at bordtennis ikke kun er for dem, som vil spille kampe og vinde turneringer.

Til eventet kan man se flere forskellige aktiviteter og lege, som skal være med til at vise, at bordtennis også kan være noget for de børn, som bare vil have det sjovt, og som muligvis ikke er så gode endnu.

En af de ting, der er blevet satset stort på, er E-bordtennis. Her får børnene et par Virtual Reality briller på og dertil også to kontrollere. Oplevelsen ligner meget den, som man får, når man spiller et computerspil. Her skal man dog også bevæge sig rundt og være fysisk aktiv.

Derudover er der bordtennis, som bliver spillet på fire samlede borde, spil med forskellige størrelser bat og mange andre sjove aktiviteter. De mange muligheder skal være med til at skabe et nyt miljø inden for ungdomsbordtennis, der giver børn og unge en mulighed for at lære at have det sjovt med spillet, frem for kun at skulle konkurrere.

Eventet virker også til at være en succes, hvis man spørger Rune Risgaard. »Selv inden vi startede programmet, løb børnene hen de forskellige steder og begyndte at spille. De kan da også tydeligt mærke på stemningen, at der er liv og glade dage derinde.« Ifølge ham virker det helt sikkert til, at det er en meget plausibel løsning på den manglende interesse for ungdomsbordtennis, og det er helt sikkert kommet for at blive.

Ikke første gang man prøver konceptet af Bordtennis Danmark har også tidligere forsøgt med lignende arrangementer, hvor de til stævner og turneringer har haft et lille område, hvor man kunne prøve nogle af de aktiviteter, som også finder sted ved vintereventet i Ringe. Derudover har der også været to bordtennis festivaler, hvor man ligeledes forsøgte sig med tilsvarende aktiviteter.

Eventet den 13. februar er dog første gang, hvor der udelukkende har været aktiviteter.

13-årige Viktor Hansen, som også deltog ved vintereventet, har tidligere prøvet nogle af aktiviteterne til stævner. Ligesom mange af de andre børn, havde han også en god oplevelse i Ringe. »Jeg synes faktisk, at det er rigtig sjovt.

Man kommer ligesom ud og prøver en masse ting.« Viktor er vant til at spille kampe ved de store stævner, men nyder dog også denne anderledes oplevelse med bordtennis. »Jeg tror egentlig, at de fleste godt ville kunne lide det og synes om det. Jeg tror, det er rigtig godt, hvis man er begynder. Så kan man spille mere seriøst, når man bliver lidt ældre og bedre,« fortæller Viktor afslutningsvis.

Også den helt unge gruppe var repræsenteret. En af dem var 7-årige Aksel, som ikke tidligere har prøvet at være med til noget lignende eventet i Ringe. »Jeg synes, det var rigtig sjovt at prøve.

Især det med E-bordtennis - det var nok det sjoveste!«

18

DEBAT

MARTS 2022

Alle bør have en hadeliste

J

Af Anna Katharina Wørmer Illustration: Alena Nv/Shutterstock.com

eg har en hadeliste under noter på min telefon, som jeg opdaterer jævnligt. Den indeholder både madvarer, specifikke ord, navne på offentlige personer og lidt mere abstrakte ting, som f.eks. koncepter. Alt sammen ting der på en eller anden måde provokerer mig, eller som jeg har

en holdning til. En stærk og kritisk holdning kan du formentlig gætte dig til.

Jeg ved det godt. Det er kontroversielt. I kølvandet på pandemien har vi måske mere behov for at dyrke de positive ting efter en lang periode med isolation, smittekæder og nedlukning. Det kan være, at det virker

negativiteten på. Jeg kan snildt sende lydfilfjollet at lave en liste med ting, man hader. er til diverse gruppechats eller ringe nogen Måske tænker du; hvorfor skal man omgive op med den skjulte agenda, at jeg skal sætte sig med mere negativitet end højst nødvengang i en kaskade af negative bølger. Kun digt? Er vi ikke alt for eksponeret for dårlige med det formål, at det skal munde ud i en nyheder? Er vi ikke for stressede og kede af forløsning af en art. det i forvejen? Jo. Måske.

En verbal forløsning.

Men når det så er sagt, så ser jeg ingen anMen hvem hjælper det, andre end mig den løsning end at konstruere en liste med selv? de ting, man hader. For måske kan det negaJeg behøver ikke nødvendigvis et publitive vendes til noget positivt. kum, men jeg behøver et frirum. Efter min Personligt blev min egen hadeliste oprettet opfattelse kan listen blive kategoriseret som tilbage i sommer, hvor jeg ikke led det store et redskab, hvorpå man bliver et mere optitab socialt. Det var varmt, jeg var blevet mistisk menneske, når man får afløb for de optaget på drømmestudiet, og corona rumting, man hader. sterede kun engang imellem i baghovedet.

Det er det smukke ved hadelisten. Den kan Alt var godt på flere parametre. Men midt i rumme de mest random lykkerusen måtte jeg alligevel ting, som du af den eller zoome ind på noget, der pro»Jeg behøver ikke den anden grund ikke vokerede mig. Jeg havde behov for at italesætte de ting, nødvendigvis et publi- kan fordrage, men du bejeg ikke kunne - og kan - ud- kum, men jeg behøver høver ikke at forklare dig. et frirum.« Du skal bare notere dem stå, uden at blive misforstået. ned. Og opdatere listen Heraf udsprang den famøse løbende. Og måske dele dem med dine venhadeliste - listen med alle de ting, der irritner. erer mig.

Den nysgerrige læser vil måske sidde tilI mine øjne kan den evige positivitet blive bage med spørgsmålet: Hvad står der på Anlidt for banal i længden, og det er derfor jeg nas hadeliste? sætter pris på at dyrke det negative. Der er Jeg kan sige så meget, at den spænder noget befriende ved at svælge i brokkeriets bredt fra life coach uddannelsen til tun mudderhul. Men jeg ved også, at det er irriti vand. Resten af listen må forblive i det erende, hvis ens ven eller forælder brokker uvisse. sig over noget. Den evige klagesang er ikke Til gengæld er jeg sikker på, at det er super charmerende at høre på, især når man fællesnævneren for alle listerne: din liste har hørt den mange gange før. kan måske fornærme nogen, men det er ligDet er derfor, jeg er fortaler for et hjemegyldigt, for du behøver intet publikum. Du melavet katalog af elementer, der sætter dit behøver bare dig selv og din elskede hadelpis i kog. iste <3 Hadelisten er en anden måde at håndtere

Mit brev til mit fremtidige jeg Voksenlivet banker for alvor på med kun få måneder til praktikstart. Det har resulteret i rigeligt af refleksioner, og i den anledning har jeg skrevet et brev til mit fremtidige jeg - Men også til de medstuderende, som går rundt med samme tanker og følelser som mig. Jeg håber, at I kan tage noget af det med jer på jeres rejse.

Giv dig selv lov til at snuble, men fald aldrig.

Jeg håber også, at du er blevet bedre til at sige fra, fordi det kæmper jeg med nu, så det ære fremtidige mig, hele kan blive lidt lettere for dig. Og så håber Lige nu er jeg så nervøs og spændt jeg for guds skyld, at du ikke overtænker så på samme tid. Til sommer starter meget mere. Det kommer du virkelig ingen jeg i praktik, og jeg kan ikke lade være med vegne med, og det ved du udmærket godt! at tænke over, hvilken slags rejse jeg snart Jeg håber, at du stadig tror på dig selv, når skal på. Jeg er så nysgerrig på, hvor du er andre ikke gør. Du havde været ingen steder henne i livet lige nu. Jeg har af gode grunde i dit liv, hvis du havde valgt at læne dig op ingen anelse om, hvilket job du har. Men ad andres forventninger til dig. Jeg håber, jeg vælger at stole på, at du er lige præcis at du ikke lader andre definere dig, da du dér, du skal være. Det beer forfatteren af dit eget liv. høver ikke nødvendigvis at Jeg håber, at du følger din »Jeg håber også, at mavefornemmelse. Din invære drømmejobbet. Det kan være, at du udvikler du er blevet bedre til tuition har aldrig taget fejl. at sige fra, fordi det Jeg håber, at du husker at dig utroligt meget, som du kæmper jeg med nu, mærke efter og har dig selv måske ikke var klar over, at så det hele kan blive med hele vejen. Gå aldrig du havde brug for. Det kan lidt lettere for dig.« på kompromis med dine også være springbrættet til noget større, noget vigkerneværdier, og vær bannerfører på de sagtigere. Jeg håber, at du kan formå at være er, du tror på. tålmodig i hvert fald – selvom vi begge godt Vigtigst af alt håber jeg, at du er lykkeved, at det aldrig har været vores stærke side. lig. Jeg håber, at du stadig finder glæden i Gode ting tager tid. de små ting, og at du stadig griner over det Der er mange ting, jeg håber på. Jeg håber, mindste. at du ikke har glemt, hvor og hvad du kommer fra, og at du har det med dig hver dag Pas på dig selv. på job. Jeg håber, at du har oplevet bump på vejen. Det virker besynderligt at håbe på Kærlig hilsen, det, men det gør dig kun stærkere og klogere.

Dit fortidige jeg Af Berfin Erdem Illustration: Moremar/Shutterstock.com

K

DEBAT

MARTS 2022

19

Halløj SDU, ryk vildtgræs forrest på klimaprogrammet SDU har anerkendt, at matriklens glatte græsarealer godt kan blive vildere. En oplagt mulighed for at slå et slag for biodiversiteten og samtidigt vise, at verdensmålene ikke bare er et bureaukratisk tomrum. Hvorfor skynder de sig ikke lidt?

Af Tine Stadil Trier Foto: SDU

D

et er efterhånden almen viden, at det opdyrkede Danmark ikke giver ret meget plads til sommerfugle og insekter, som har svært ved at leve i pæne, nyklippede haver, der er lige så firkantede som deres ejermænd.

I det futuristiske betonmekka, SDU, er der mange små græsarealer indhyllet mellem lokaler og gange. De er sikkert skabt for at fremme en følelse af, at man er i naturen, når man sidder tæt omsluttet af de grå mure. Men de er dårlige for biodiversiteten. ”Græsørkener” som de også kaldes, er disse stringente græsplæner, som ikke giver ly og plads nok til at insekter, biller og sommerfugle kan trives i dem. Arealerne kunne i stedet beplantes med vildt græs og vilde blomster og derved tiltrække masser af forskellige insekter og andre dyr.

I universitetets klimaplan for 2030 omhandler delmål A6 netop om udvikling af en plan for at øge biodiversiteten på udearealerne.

Den forudgående ekspertgruppe havde da

også anbefalet at gøre op med den ”ekstensive studerende. Det kan skabe en samtale, og få pleje af arealerne omkring SDU”. Hatten af diskursen om SDU’s bæredygtige fremmarch for det, det er selvfølgelig glædeligt. Men det på folks læber. Fantastisk branding.

Selve omlægningen vil kræve en økoner dog ikke på listen over de igangværende omisk indsprøjtning. Jorden i haver med klimaprojekter, og det er her, jeg undrer mig.

Hvis SDU gerne vil vise, at verdensmålene plænegræs er tit meget næringsrig, fordi man aktivt bliver brugt til at gøre skolen mere stopfodrer det med gødning og kompost. Den næringsrige jord grøn, ville det da være naturligt at gøre vildtgræs »Hvis SDU gerne vil vise, at er ikke kun god til en førsteprioritet. En vild verdensmålene aktivt bliv- for plænegræsbevoksning ville være en ren er brugt til at gøre skolen set, men også manifestation af de bæredy- mere grøn, ville det da være for ukrudt som gtige principper, som både naturligt at gøre vildtgræs til b r æ n d e n æ l d e r en førsteprioritet.« og mælkebøtter. verdensmål 13 og 15 forHvis man bare maner.

Der kan sættes spørgsmål ved det æstetiske lader plænegræsset vokse frit i næringsrig i disse vilde græsplaner, og det er selvfølgelig jord, kommer der derfor ukrudt. De sarte, en smagssag. Evigt ensformige og altopslu- vilde blomster- og græsarter kan kun konkurgende græsplæner er ikke just inspirerende rere med ukrudtet, hvis jorden derimod er ifølge mig selv. Men selvom vildtgræs ikke næringsfattig. Derfor er det muligt, at græsarfalder i ens smag, kan man forestille sig, at ealerne skal omlægges og udpines, før de blivdet vil vække undren hos besøgende og nye er vilde, hvilket naturligvis ikke er gratis. Til

gengæld er det billigt i det lange løb, fordi vilde plæner ikke skal plejes nær så meget som de trimmede af slagsen, når de først er der.

Bevares, jeg er ikke biolog. Men jeg kan gennemføre en google-søgning, hvilket har vist mig, at Hjørring kommune fik næsten firdoblet antallet af sommerfugle, fordoblet antallet af bier og tidoblet antallet af svirfluer i kommunen på blot et år, ifølge en undersøgelse foretaget af Naturhistorisk Museum.

Det skete efter, at kommunen meldte sig til konkurrencen ”Danmarks vildeste kommune”, et projekt fra Miljøministeriet, hvor kommuner omlægger deres artige græsplæner til de vilde af slagsen.

Så SDU, I er hermed opfordret. Ryk bare det vilde græs frem i programmet og vis, at støtten til verdensmålene ikke bare er en symbolpolitisk stime af ”nemme” tiltag som affaldssortering og bambusbestik i kantinen.

Den

2 . forside

Alt det der ikke passer ind i avisen

LEDER

Den 2. stopper

forside

Dette er den sidste udgivelse af Den 2. forside i et stykke tid. Det er en utrolig trist nyhed, men en beslutning jeg og resten af bestyrelsen har truffet. Konsekvenserne af Just Madsens afsløring er uoverskuelige, dog stod denne helt klar for os.

Da Just Madsen kontaktede mig med historien om, at Christian Sebastiansen er en fiktiv persona, det er uvist hvem og hvor mange står bag, kunne jeg ikke tro det. Just Madsen måtte være endnu en sensationshungrende journalist, der er i sin iver efter at tjene til sit jetsetliv bryggede på en injurieinviterende historie. Sandheden var en anden, han talte sandt.

Hvad gør en avis, når den på denne måde mister sit fyrtårn, sin chefredaktør igennem så mange år? Og så endda ved en kæmpe skandale. Vi vil arbejde for at bibeholde vores troværdighed, og derfor lægger vi ikke låg på historien. Gennemsigtighed har altid været en mærkesag for os her på Den 2. forside, og vi har altid kigget de mest lyssky efter i kortene!

Det er derfor også en glæde, at Just Madsen ville bringe historien om Christian Sebastiansens bedrageri hos os, trods vi måtte overbyde flere andre medier for at få historien.

Alle begår fejl, og det har vi i sandhed gjort her hos Den 2. forside. Først og fremmest vil vi gerne undskylde overfor vores læsere og dernæst LIXEN, der har ladet os udkomme på deres bagside, trods de historier Christian Sebastiansen har valgt at bringe.

Udover at være en sensationel historie er dette et symptom på en større sygdom i mediebranchen. Jeg kunne savne en selvransagelse hos andre medier, der behandler Christian Sebastiansens bedrageri som en enkeltstående sag og nægter at kigge indad.

Hvilken kultur har drevet en mand derud?

Hvilken kultur fører til opfundne nyheder og digtede citater? En kultur der lever højt på klik og sensation!

For nu vil Den 2. forside sætte udgivelsen på pause og overveje, hvad der skal ske fremover. I bestyrelsen ser vi dette som en mulighed for at genoverveje Den 2. forsides format. Om vi genoptager avisudgivelse, starter op som webplatform eller helt overgår til podcast står i det uvisse.

Kun en ting er sikkert: Dette er ikke det sidste, fra Den 2. forside!

TAK FOR NU

Fiktiv persona har ageret chefredaktør Christian Sebastiansen, indtil for nylig chefredaktør for Den 2. forside, findes ikke. Navnet dækker over en fiktiv persona og afsløringen har ført til hans fyring.

Af Just Madsen

Har udgivet fiktive historier Efter portrættet udkom, valgte jeg at trykteste Den 2. forsides historie ‘Må man slå én ihjel, hvis det redder fem?’. I byline er nævnt både Christian Sebastiansen og en anonymiseret udsendt, efter sigende for at beskytte personen. Men der er ingen andre ansatte på Den 2. forside. Det bekræftede bestyrelsesforkvinden P. J. Hartvig overfor mig i telefonen. »Vi har aldrig udbetalt løn til andre end Christian Sebastiansen. Og så dit freelancehonorar selvfølgelig,« udtaler P. J. Hartvig.

P. J. Hartvig giver mig adressen på Christian Sebastiansen, men den findes slet ikke.

Der findes heller ikke nogen Christian Sebastiansen i nogle offentlige registre.

Den 2. forside stopper som avis På et hasteindkaldt bestyrelsesmøde for Den 2. forsides bestyrelse, er det blevet besluttet, at Den 2. forside sætter sin avisudgivelse på pause. »Vi så ikke anden udvej, hvis vi skulle beholde vores troværdighed. Medierne er den fjerde statsmagt, og vi har altid gjort en dyd ud af at holde dem ansvarlige for deres handlinger. Det tager vi selvfølgelig på os,« siger P. J. Hartvig.

Det er allerede blevet meddelt de to chefredaktører for LIXEN Camille Koeller og Juliane Sigurdsson, der nu leder efter nyt indhold til BAGSIDEN. »Selvfølgelig vidste vi, at Den 2. forside udkom på vores bagside,« siger Juliane Sigurdsson med et nervøst smil, der sår tvivl om hendes påstand. »Vi går op i redaktionel frihed,« skynder Camille Koeller sig at indskyde.

På Medietorvet hersker der total forvirring.

Da jeg spørger studerende til reaktioner på sagen, ved de færreste, hvad Den 2. forside er. En person lysner dog op, da han hører, der er en ledig redaktørstilling. »Er det godt at have på CV’et?« spørger han sine medstuderende, der trækker på skuldrene.

Bestyrelsesforkvinde vidste intet Forkvinden for Den 2. forsides bestyrelse bedyrer sin uskyld. »Jeg vidste intet. Jeg er fuldstændig chokeret. Han er selvfølgelig fyret. Hvis man kan det?« siger P. J. Hartvig.

Det kan man ikke, men det er ikke et problem. »Det lyder som en form for dokumentfalsk,« udtaler professor i arbejdsret Anders Steensen. »Så er kontrakten selvfølgelig ugyldig,« siger Anders Steensen.

Det betrygger P. J. Hartvig da jeg ringer hende op igen.

Ingen kommentar fra hovedpersonen selv Det har ikke været muligt at få en kommentar fra personen eller personerne bag Christian Sebastiansen ved avisens deadline. Men som han tidligere har sagt til mig, da jeg skulle skrive hans portræt: »Som med al journalistik, altså rigtig journalistik, så handler det jo ikke om tro. Just, du må se på kendsgerningerne.« Artiklen udkommer desuden på Den 2. forside, da dets bestyrelse har overbudt alle andre medier betydeligt som del af deres forsøg på at redde Den 2. forsides troværdighed.

Tænk om den information, hvad I vil.

Denne historie er så absurd, at den bliver nødt til at starte med mig selv. Mandag d. 4 oktober 2021 blev jeg kontaktet af Christian Sebastiansen, chefredaktøren for Den 2. forside: Han ville have mig til at skrive et portræt om ham og tilbød et fyrsteligt forskud. Pengene var gode nok, men chefredaktøren var ikke til at få fat i. Det blev kun til et sørgeligt telefoninterview, som han alligevel udgav som månedens hovedartikel. Personaen er fiktiv, men egoet er ægte.

Den umulige sudoku

Krydsord

Scan QR koden og indsend dit svar på krydsordet!

DE KORTE MEN FALSKE NYHEDER

S

igtelsen mod Lars Findsen, tidligere chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, lyder: Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit. Nunc risus sapien, vulputate ut tortor vitae, molestie venenatis massa.

Maecenas commodo consequat magna molestie venenatis.

R

usland trækker sig fra Ukraine, og Putin går af. »Magten steg mig til hovedet, men nu vil jeg fokusere på min familie«.

M

oderaterne ændrer navn til Polemikerne og øger deres mandattal med fem, efter Liselott Blixt og de fire andre DF-udbrydere har meldt sig ind i partiet.

F

ilminstruktør Jonas Poher Rasmussen anklages for et løst forhold til sandheden, efter det er kommet frem, at hans Oscarnominerede dokumentarfilm ‘Flugt’ gør brug af animation, der anses som en iscenesættelse af virkeligheden. Jacob Wendt Jensen, anmelder for Jyllands-Posten, kalder det »dybt utroværdigt«.

B

arer og natklubber skal fremover lukke klokken to om eftermiddagen. Det sker på baggrund af data fra nedlukningen, der viser at et lukket natteliv fører til markant mindre vold i nattelivet. »En ren vindersag,« udtaler rigspolitichef Thorkild Fogde.

I

ngen atomvåben på dansk grund lover Joe Biden i en pressemeddelelse.

M

ette Frederiksen har følt sig tvunget til at udskrive valg for at beskytte Hans Redders troværdighed. Det sker efter Hans Redder ved en fejl har liket Maya Tekelis twitterkommentar: »like den her kommentar hvis der er valg«.

D

e tre iranske agenter, der er tiltalt i spionsagen i Ringsted, var ansat hos PET, fremgår det af en aktindsigt Den 2. forside har foretaget.

D

R lukker ned for produktion af fiktion efter de seneste skandaler med dokumentarfilmene ‘Kandis for livet’ og ‘Flugt’. Generaldirektør i DR Maria Rørbye Rønn beklager.

I samme ombæring har DR valgt ikke at vise den nye sæson af Borgen, der derfor kun vil være tilgængelig på Netflix senere på året.

P. J. Hartvig, bestyrelsesforkvinde

Kreditering Leder: Sebastian C. Christensen De Korte Men Falske Nyheder: Sebastian C. Christensen Fiktiv persona har ageret chefredaktør: Sebastian C. Christensen Profilbillede: Nicklas Plum Sudoku og krydsord: Sebastian C. Christensen