LIXEN APRIL 2022

LIXEN 25. årgang

2. nummer

april 2022

EMIL MINANA: »JEG HAR IKKE HAFT ÉN ARBEJDSDAG PÅ

SE OG HØR,

SOM VAR KEDELIG«

KRIGSKOMMUNIKATION »LIGESOM MAN IKKE KAN VINDE EN KRIG ALENE PÅ SLAGMARKEN, KAN MAN IKKE VINDE EN KRIG ALENE PÅ TWITTER.«

DRAGQUEENEN

SASCHA HOLIDAY

PRINSSEKRONER, LUFTKYS OG DEN PERFEKTE KVINDE

NILS

»HOLD KÆFT, JEG KUNNE HAVE NÅET MEGET MERE, HVIS IKKE JEG HAVDE VÆRET SÅ NERVØS«.

THORSEN

2 LEDER

APRIL 2022 INTERN

En anti-opsang til 4. semester (og alle andre) I denne her uge gjorde vores håndværksunderviser Rikke Hyldgaard os opmærksomme på, at vi har en unormalt lav afleveringsprocent i håndværksopgaverne. Samme uge fortalte vores underviser i mediejura, Sten Schamburg-Müller, os, at vores årgang er særligt dårlige til at deltage i timerne. Efter begge udmeldinger kunne man ikke lade være med at have en smule dårlig samvittighed.

Ligeledes har jeg i denne her måned skrevet en artikel, der blandt andet handler om, at der er ringe opbakning til KaJO’s arrangementer. Jeg ved også, at Ajax-Albani kæmper med at rekruttere spillere, og det er da heller ikke hver måned, at vi i LIXEN svømmer i skribenter.

Man kan konspirere en masse om, hvorfor vi er så lade. Hvorfor vi ikke gør os mere umage. Men egentlig interesserer jeg mig ikke så meget hvorfor. Det, jeg gerne vil hæfte mig ved er, at både Rikkes og Stens udmelding var sagt en smule formanende med en appel, om at vi skal tage os sammen.

Til det vil jeg sige: Det gør vi allerede. Vi gør alt, hvad vi kan. Vi afleverer alle de opgaver, vi kan. Vi læser al det pensum, vi kan. Vi deltager alt det, vi kan.

For nyligt offentliggjorde Sundhedsstyrelsen en undersøgelse, der viser, at den mentale sundhed blandt unge er styrtdykket. Hver tredje ung kvinde og hver femte ung mand kæmper med stress, angst eller depression. Over halvdelen af de unge kvinder svarede, at de lever med et ”højt stressniveau.” Ligeledes har KaJO lige nu særligt fokus på stress blandt de studerende, da de har oplevet, at stressniveauet er højt.

Derfor har jeg lyst til at give et kæmpestort kram til alle, der sad tilbage med dårlig samvittighed over ikke at have besvaret spørgsmålene til mediejura. Over ikke have afleveret den sidste håndværksopgave. Over ikke at komme til KaJO’s karaoke aften eller engagere sig i et udvalg.

For det er meget, meget vigtigere, at du har det nogenlunde godt.

Så hold en ekstra fridag. Sig nej til sociale arrangementer, hvis det dræner dig for meget.

Drop undervisningen, hvis du ikke er glad. Gå ud i solen, drik en langsom kop te, sov en time længere, luft ud, besøg dine bedsteforældre, vask dit tøj, køb en afbudsrejse, binge alle marvel filmene, drik en øl for meget på en tirsdag og stop med at have dårlig samvittighed. For du gør alt, hvad du kan.

Kram fra Chefredaktør Juliane Sigurdsson WEB: lixen.dk MAIL: lixen@journet.sdu.dk

TRYK: OTM Avistryk FORSIDE-FOTO: OPLAG: 500 eksemplarer Magnus Nygaard

LIXEN Campusvej 55, 5230 Odense M

August Tærsker Høgh INTERN-redaktør

Hvis du er i tvivl om, hvordan praktik søgningen kommer til at foregå, kommer INTERN dig til undsætning. Derudover kan du lære om, hvad KaJO er for en størrelse, og hvad deres største udfordring er.

EKSTERN

Emil Minana er kendt for at stille kendisser spørgsmål på den røde løber. Knud Meldgaard er kendt for at stille statsministeren spørgsmål på pressemøder. I Rusland må pressen slet ikke stille præsidenten spørgsmål. Til gengæld stiller Verdens Bedste Nyheder spørgsmål til, hvorfor nyhedsbilledet er så negativt.

PORTRÆT

Nils Thorsen har skrevet nogle af de mest dristige portrætter i dansk journalistik. Han er drevet af sin nysgerrighed for at forstå, hvordan det egentlig føles at være et andet menneske. Til gengæld har han altid tvivlet meget på sig selv og sin kunnen - og det gør han stadig.

VERDEN

VERDEN tager dig med til Ukraine, hvor Pavlo giver dig et indblik i, hvordan hverdagen ser ud i et krigshærget land. Derudover hjælper Jeanette Serritzlev dig med at forstå, hvor vigtig kommunikation er for krigens udvikling.

KULTUR

Hvis du lever under en sten og ikke har hørt om Euphoria, så hjælper KULTUR dig med en anmeldelse af den populære serie. Sektionen inviterer dig også med indenfor i et pallietfyldt univers i et portræt af dragqueen, Sasha Holliday. Og så sætter sektionen fokus på ensomhed blandt unge.

SPORTEN

Therese Fries har spillet fodbold i Chelsea og fortæller om oplevelsen. Emma Tonsberg har fået et scholarship University of South Alabama, fordi hun er et løbetalent. Men den sidste tid har hun ikke løbet overhovedet.

DEBAT

Christian Jørgensen mener, at vi bør bruge flere penge på god mad, fordi god mad gør os gladere.

BAGSIDEN

Den. 2. Forside har genskabt mink-sms’erne! Og så bør LIXEN få sig en praktikant. Lissa hjælper dig med at overleve på et stramt SU-budget. Hun har tips, tricks og en tydelig appel klar.

LIXEN er de journaliststuderendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet.

Camille Koeller Ansvarshavende Chefredaktør

Juliane Sigurdsson Chefredaktør

Rikke Precht Møller INTERN-redaktør

Tine Stadil Trier EKSTERN-redaktør

Charlotte Mathiesen EKSTERN-redaktør

Sebastian C. Christensen VERDEN-redaktør

Agnes Sofie Rønberg VERDEN-redaktør

Eva Simonsen KULTUR-redaktør

Benjamin Jungdal KULTUR-redaktør

Mathilde Lehrskov Michaelsen SPORTEN-redaktør

Stefan Lindahl Jensen SPORTEN-redaktør

Berfin Erdem DEBAT-redaktør

Mina Rahim DEBAT-redaktør

Lissa Paustian BAGSIDEN-redaktør

INTERN

APRIL 2022

3

Guide: Sådan foregår praktiksøgningen Det normale skema lægges væk, og i april rettes alt fokus mod praktiksøgningen hos de journaliststuderende på 4. semester.

LIXEN giver dig det store overblik over den hektiske måned.

Af August Tærsker Høgh Personlig vejledning - 1. april til 8. april Du er blevet tildelt en underviser på Itslearning. Hos underviseren kan du booke 15 minutters vejledning omkring praktiksøgningen i perioden fra den 1. til den 8. april.

Lav din egen hjemmeside - 4. og 5. april Forsker i digital journalistik og sociale medier Filip Wallberg tilbyder undervisning i, hvordan man laver sin egen hjemmeside.

Hjemmesiden fungerer som dit CV i praktiksøgningen. Det er din mulighed for at vise dit kommende praktiksted hvilke journalistiske produkter du har lavet gennem tiden, hvilken anden relevant erfaring du har, samt fortælle mere om hvem du er. Det er altså din personlige reklame, som du linker til i din ansøgning.

Infoaften - 6. april Repræsentanter fra TV2 Fyn, P4 og Jyllands Postens lokalaviser giver fif til den gode ansøgning. Nuværende praktikanter kommer også forbi og deler deres erfaringer.

I perioden fra infoaftenen til praktikmessen er du på egen hånd. Her har du fx mulighed for at udvikle din hjemmeside, begynde at skrive ansøgninger eller opsøge praktiksteder.

Praktikmessen - 20. april Alle praktikansøgerne fra både DMJX, SDU

og RUC samles i DOK5000 i Odense. Her får du mulighed for at mødes ansigt til ansigt med repræsentanter fra praktikstederne og høre om, hvad de hver især kan tilbyde. Det forventes at praktikstederne i alt vil være fordelt over 80 stande. Messen består først af 6 runder, hvor man bliver sendt rundt til tilfældige stande, og de enkelte praktiksteder får mulighed for at fortælle, hvorfor man skal vælge netop dem. Herefter får du mulighed for på egen hånd at gå rundt til de stande, du finder interessante. Det er altså en god mulighed for at skabe et billede af, hvor det kunne være spændende at komme i praktik.

Praktikopslag synliggøres - 22. april Praktikstedernes praktikopslag synliggøres på praktikmatch.mediepraktik.dk. Du får altså hele listen over alle de steder du har mulighed for at komme i praktik. Derudover kan du gå ind på de praktiksteder du er nysgerrig på og se, hvad de søger i en praktikant, ligesom du kan finde kontaktinformationer og datoer for Åbent Hus. Åbent Hus-ugen - 25. april – 29. april I Åbent Hus-ugen får du mulighed for at komme ud på de enkelte praktiksteder og følge arbejdsgangen på stedet. Det er altså en god mulighed for at finde frem til, hvor du har mest lyst til at arbejde det kommende år.

I praktikopslagene kan du se, hvornår praktikstederne tilbyder Åbent Hus. Det er muligt at flere Åbent Hus-arrangementer ligger samtidig. Derfor kan du blive nødt til at prioritere

eller du kan lave en særaftale med praktikstedet om, at mødes på et andet tidspunkt. Åbent Hus-ugen er også tilegnet personlige samtaler. Mange praktikansøgere ringer til de praktiksteder, de er mest interesserede i og arrangerer en personlig samtale. Samtalen er en god mulighed for at overbevise praktikstedet om, at det er dig de skal vælge som deres kommende journalistpraktikant.

Ugen op til Panikdagen er dedikeret til, at du kan skrive ansøgninger til de steder, hvor du har lyst til at komme i praktik. Du skal sende en ansøgning for at komme i betragtning hos et givent praktiksted, og du kan sende ansøgninger til så mange praktiksteder, som du har lyst til.

Panikdagen - 4. maj Den Store Matchdag kaldes i folkemunde for Panikdagen, hvilket nok er meget sigende, for de følelser mange praktikansøgere er igennem op til og på selve dagen. Det er dagen, hvor det hele bliver afgjort. Dagen hvor man kan få den praktikplads, man altid har drømt om, men også kan ende med en af sine lavere prioriteter.

Dagen forløber således: • Inden kl. 12 skal du have uploadet dine ansøgninger på praktikmatch.mediepraktik.dk.

• Kl. 12 kan praktikstederne se dine ansøgninger.

• Inden kl. 13:30 skal praktikstederne svare enten grøn, gul eller rød på ansøgnin-

•

•

gerne. Grøn betyder at praktikstedet gerne vil tilbyde en praktikplads. Gul betyder at de gerne vil tilbyde en plads, hvis en der har fået grønt svar springer fra. Rød betyder, at de ikke vil tilbyde en praktikplads.

Kl. 13:30 kan du se hvilken respons du har fået på dine ansøgninger. Herefter har du 10 minutter til at svare på responsen.

Kl. 13:40 kan praktikstederne se hvad ansøgerne har svaret og hvis der er ledige pladser, tildeler praktikstederne ansøgerne en farve på ny. Således fortsætter det indtil alle mulige match er fuldført.

Mere info på... ... praktikmatch.mediepraktik.dk Det er denne hjemmeside hvor selve praktikansøgningen foregår. Praktikstedernes praktikopslag synliggøres og du uploader dine ansøgninger. ... mediepraktik.dk Her kan du finde regler for praktiksøgningen og andre praktiske informationer. ... kajosdu.dk/kajos-lille-roede Her kan du finde yderligere information om selve praktiksøgningsprocessen.

Journalistpraktikant: Sådan kommer du bedst igennem praktikmåneden Nanna Malou Rasmussen studerer journalistik ved SDU og er i øjeblikket i praktik hos TV2 Østjylland. Det vil sige, at hun sidste år var igennem praktikræset. Nu fortæller hun, hvordan man bedst muligt kommer igennem praktikmåneden.

Af August Tærsker Høgh Hvad var dine forventninger til praktikmåneden, før den startede?

Jeg havde hørt en hel masse om, at det var en virkelig hård og udfordrende tid, man nu skulle bevæge sig ind i. Så min forventning til måneden var først og fremmest, at nu skulle ærmerne saftsuseme smøres op, og der skulle bare kløs på, for at jeg kunne skaffe mig en praktikplads. Jeg havde dog samtidig en forventning om, at det hele nok skulle gå, for risikoen for, at man ender helt uden praktikplads, er ganske lille, og selv hvis jeg ikke ville få lige den plads, jeg havde i tankerne, ville jeg med garanti stadig lære en hel masse der, hvor jeg nu endte.

Var der noget, der overraskede dig i praktikmåneden?

Jeg var faktisk overrasket over, hvor stille og roligt det var. Jeg havde forestillet mig, at alle ansøgerne under Åbent Hus og Praktikmessen ville yde deres ypperste for at gøre et godt indtryk på de ansvarlige fra praktikstederne.

Der var da nogle – mig selv inklusiv – der havde fundet deres bedste smil frem på dagen, men derudover var det bare nogle stille, rolige og hyggelige snakke.

Hvad fik du mest ud af i praktikmåneden?

Til Åbent Hus syntes jeg virkelig, at man havde mulighed for at mærke stemningen ved de forskellige praktiksteder. Man kunne få en fornemmelse af, om det var nogle rare folk, man kunne komme til at skulle arbejde sammen med, om arbejdsopgaverne lød som noget for én, og om man kunne forestille sig selv at møde op dette sted de næste mange morgener.

Hvis du skal give et godt råd til de kommende praktikansøgere, hvad skal det så være?

Mærk efter! Det er vigtigt at finde et sted, hvor du føler, at du vil få noget ud af de opgaver, du bliver stillet, og at arbejdet indeholder bare en snert af det, du ønsker at arbejde med senere i livet. Men endnu mere vigtigt er det, at du føler en god kemi med de folk, der står bag det sted. Det sociale kommer til at have en kæmpe betydning i din hverdag, og føler du en god vibe fra et praktiksted, så tøv ikke.

4

INTERN

APRIL 2022

KaJO: »Synlighed og kommunikation er noget, vi skal blive bedre til« Hvis du er medlem af Dansk Journalistforbund, betaler du hver måned 77 kroner, hvoraf 34 af dem går til KaJO. Men ved du overhovedet, hvad dine penge bliver brugt på? Hvis du ikke gør, er du ikke alene - og det er et stort problem, mener formanden for KaJO.

Foto: KaJO

a jeg mødes med Leo Mortensen, som er formand for KaJO, er det første, han gør at takke mig. Han takker mig for at bringe en artikel i LIXEN om KaJO. Det gør han, fordi han håber, at artiklen kan være med til at informere de studerende om, hvad KaJO er. »Jeg tror desværre, at rigtig mange ikke ved, hvor meget KaJO kan og vil give,« melder han åbent ud.

Jeg er egentlig lidt forbløffet over, at han takker mig, for jeg troede, jeg havde givet det indtryk, at jeg gerne ville interviewe ham til en halvkritisk artikel om, om det overhovedet er det værd at være medlem af KaJO. Men inden jeg når at stille ham spørgsmålet, gør han det selv: »Giver det mening at være medlem af KaJO? Ja, det synes jeg. Nogle gange skal man lige indse, at vi faktisk har rigtig mange goder ved at være medlem af forbundet. Vi har pressekortet og alle mulige foredrag og oplæg, sparring, professionel hjælp og så videre. Og så støtter du til studielivet omkring dig. De penge, man betaler, går blandt andet til LIXEN, festudvalget og High Risk.« I virkeligheden, fortæller han, ligger udfordringen i, at de studerende bare ikke er bevidste om, hvad de får ud af deres medlemskab: »Det er uvisheden omkring KaJO, der er det store problem.«

dende adfærd i forbindelse med praktiktiden, praktiksøgningen og i studietiden generelt. Men da jeg spørger, om han faktisk oplever, at folk tager fat i KaJO og beder om hjælp i forhold til trivsel eller praktiksøgning, svarer han: »Vi har heldigvis ikke nogle sager om grænseoverskridende adfærd. Det kan der selvfølgelig være flere årsager til. Det kan være fordi, der ikke er et behov. En anden årsag kan være, at folk ikke ved, at de kan komme til os. Det, synes jeg, er et meget stort problem, hvis det forholder sig sådan.« Leo mener både, at det er problem indadtil og udadtil, at medlemmerne ikke er bevidste

med Danske Mediestuderende. Rigtig meget af arbejdet i at drive en forening som KaJO ligger bag scenen, og fordi synligheden udadtil ikke har været i toppen, betyder det på ingen måde, at vi i bestyrelsen er passive.

Tværtimod,« svarer han.

Hvad er KaJO? Af Leo Mortensen KaJO er en studenter- og fagforening for de studerende på Journalistik ved Syddansk Universitet. Foreningens arbejde varetages af frivillige, engagerede studerende, som arbejder for et godt studiemiljø og gode vilkår for de studerende under studiet og i praktikken.

KaJO hører under Dansk Journalistforbund (DJ) og som medlem af KaJO får du dermed alle fordelene fra DJ til en brøkdel af den normale medlemspris. Fordelene inkluderer professionel faglig sparring, vejledning, kurser, webinarer og arrangementer, samt billig forsikring og pressekort. Alle fordelene kan du se på Dansk Journalistforbunds hjemmeside.

Som medlem af KaJO bliver du også en

del af Danske Mediestuderende (DMS) - et samarbejde på tværs af de forskellige journalist- og kommunikationsuddannelser, som også kæmper for de studerendes vilkår og afholder store arrangementer som Kravling og Mediedage.

KaJO står også selv for arrangementer og giver samtidig økonomisk støtte til blandt andet LIXEN, Festudvalget og studiestarten.

Som medlem af KaJO er du derfor med til at støtte op om studiemiljøet.

KaJO er aktiv på Facebook og Instagram, hvor man løbende kan følge foreningens aktiviteter og tilbud. Man kan også finde referater fra KaJOs bestyrelsesmøder og vejledning til ansøgning af støtte til studieture på KaJOs hjemmeside.

»Det er ikke manglende lyst, det er manglende fokus« På KaJOs hjemmesider, står der at »KaJO har til opgave at varetage dine interesser på studiet, i studiejobs og i praktik.« Jeg spørger Leo, hvad det helt præcist betyder. Han giver mig ret i, at det er en meget bred beskrivelse og også lidt vag, men han forklarer stolt, at det blandt andet betyder, at KaJO skal være med til at sikre et godt studiemiljø. »Vi sætter ind på det, vi tror, vores medlemmer gerne vil have,« siger han.

Han forklarer også, at det betyder, at KaJO sætter ind overfor grænseoverskri-

om, hvad de får ud af deres medlemskab.

Det er et problem udadtil, fordi KaJO netop er til for medlemmerne. Det er et problem indadtil, fordi KaJO er afhængige af at have medlemmer. »Hvis vi får færre medlemmer, får vi færre penge. Så det gælder om at respektere medlemmers midler og bruge dem,« siger han.

Derfor spørger jeg ham også, hvorfor de ikke har været bedre til at informere deres medlemmer om, hvad de får ud af deres medlemskab. »Det er manglende fokus. Det er ikke manglende lyst. Vi har haft fokus på at bygge en god bestyrelse op og et godt samarbejde

var der i den grad også lagt op til den helt store fest. Der var fri bar, popcornmaskine og DJ. Men det blev aldrig den helt store fest, hvor alle kom. Jeg spørger Leo om, hvorfor han tror, at der ikke var større opbakning til generalforsamlingen: »Hvis vi ser bort fra sådan noget med, at de ikke bor i byen, og det ligger på en træls dag, hvor de skal arbejde, så kan det også være… Ja, hvad kunne det være. Det kunne selvfølgelig være den her manglende viden om, hvad der sker,« svarer han og fortsætter: »Men hvorfor, der ikke kommer flere, er et godt spørgsmål. Men vi har gjort os de overvejelser, vi synes, der er at gøre sig. I

D

Af Juliane Sigurdsson

Hvor bliver deltagerne af?

KaJO holder hvert år en ekstraordinær generalforsamling, hvor der vælges en ny bestyrelse. Den seneste generalforsamling blev afholdt d. 20. november 2021. »Vores vision er at generalforsamlingen er den helt store fest, hvor alle kommer,« fortæller Leo. Til generalforsamlingen den 20. november

?

forhold til om det kan være programmet eller datoen, og det håber vi bærer frugt til den kommende generalforsamling.« Derfor mener han også, at KaJOs største opgave lige nu er at informere deres medlemmer tilstrækkeligt. »Selvfølgelig skal vi også være bedre til at promovere det. Det har vi allerede aftalt, at jeg skal ud og snakke med folk og sige »der sker det og det. Og det bliver fedt,«« siger han.

Men han sørger også for at understrege, at det ikke er et succeskriterie for KaJO, at der deltager mange. »Det er arrangementer, vi laver, fordi det er fedt, og fordi folk skal have muligheden for at komme. Så hvis der kommer to, er det stadig en succes. Men det er selvfølgelig noget, vi vil tage til efterretning igen med et ønske om at tiltrække flere.« En ny strategi KaJO har allerede lagt en strategi for, hvordan de vil nå ud til flere af deres medlemmer i fremtiden. De vil lægge deres referater ud på Facebook, lave en video, der forklarer, hvad KaJO er, og så vil Leo personligt begynde at dele fordele ved at være medlem af KaJO på foreningens sociale medier.

Bestyrelsen er dog bevidste om, at deling på sociale medier ikke er en skudsikker plan.

Der bliver delt rigtig meget, og derfor kan de godt være bange for, at deres referater drukner i indhold. »Men alternativet er, at vi ikke gør noget, og det ville også være dumt,« mener Leo. Ud over at have fokus på bedre kommunikation og større åbenhed, har KaJO i den næste tid fokus på stress blandt de studerende. KaJO har nemlig oplevet, at studerende på Journalistik er kommet til dem med et ønske om at få hjælp til at håndtere stress. »Det er vigtigt for os, at vi viser fanen og går forrest og giver muligheden for at man kan komme til os,« understreger Leo slutteligt.

EKSTERN

APRIL 2022

5

Hyklerisk eller helt i orden? EU’s nedlukning af russiske medier deler vandene EU har vedtaget en sanktion mod Rusland, som betyder at medierne i EU stopper udsendelser fra en række af de russiske statsejede medier. Nogle mener, at det er på sin plads, mens andre i mediebranchen kalder sanktionen for censur.

Af Matilde Svare Illustration af Uffe Asger Hansen

D

en 2. marts 2022 vedtog EU nye sanktioner mod Rusland, heriblandt indfrysningen af de russiske statsejede medier Russia Todays og Sputniks udsendelser i alle EU-lande. En kapitalbrøler af dimensioner og en omgang hykleriske politiker ifølge to af Danmarks uafhængige medier.

Efter Rusland invaderede Ukraine, har store dele af verden åbent vist sin foragt for krigen. Vreden er især rettet mod den russiske præsident, Vladimir Putin. Hidtil har EU’s våben været at indføre hårde økonomiske sanktioner mod landet, men nu har EU altså også blokeret for de russiske statsejede medier Russia Today og Sputnik i EU. En beslutning chefredaktør på Frihedsbrevet Mads Brügger har svært ved at se fornuften i. »Jeg synes, at det er en fejl. Jeg er unægtelig imod censur i alle sine former, og det er det her. EU har skudt sig selv i foden.« Chefredaktør på Den Uafhængige Asger Juhl tilslutter sig dette. »Magthaverne taler altid mod censur og for ytringsfrihed. Men disse begreber er kun vigtige, når vi præsenteres for ytringer, vi ikke kan lide. Det er i de situationer, vi bliver testet på, om vi mener det, vi siger, eller om vi er nogle hyklere.

Politikerne har dumpet testen og afsløret, at de er hyklere.«

Formanden for EU-kommissionen, Ursula Von der Leyen, har udtalt, at årsagen bag nedlukningen er at sætte en stopper for Putins spind af løgne. Flere mener dog, at det er hykleri, fordi EU bryster sig af at være frie, liberale samfund, hvor ytringsfrihed og retten til information er væsentlig. Det er selvom, at det der bliver sendt, kan være misinformation eller sågar løgne. »Der ligger en undervurdering af at europæere ikke kan tænke selv, og ikke udmærket kan regne ud, hvad de ser på og hvor det kommer fra,« siger Mads Brügger, der mener, at europæiske borgere burde vide, at det, der bliver fortalt, kan være et forsøg på propaganda eller løgne, når det kommer fra Putin.

I strid med ytringsfriheden Ytrings- og informationsfriheden er ikke absolut, men den bliver sjældent pillet ved. Ifølge Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, skal det være ‘nødvendigt i et demokratisk samfund’ at begrænse information. En af de få gange, der har været et decideret forbud, var i 2013, hvor mediet ROJ TV, en kurdisk tv-kanal, der sendte programmer til kurdere i Mellemøsten og Europa, blev forbudt i Danmark, fordi der ifølge Højesteret var tale om terrorpropaganda. Beslutningen om at slukke for

Ruslands statsejede talerør, mener professor ved Juridisk Institut på Syddansk Universitet Sten Schaumburg-Müller, dog ikke ligger i samme kategori, »Begrænsninger skal leve op til nogle betingelser. Her kan man argumentere for, at det netop er vigtigt, at man i et demokratisk samfund får adgang til andre, meget forskellige fremstillinger.

Fx for nærmere at forstå, hvad der foregår.« Fra Frihedsbrevet er det heller ikke velset at bryde med ytrings- og informationsfriheden. Mads Brügger mener, at der kun er et eneste tidspunkt, hvor dette bør tillades. »Grænsen går, når man opfordrer til vold eller til at gøre skade på andres ejendom. Så er der tale om en ulovlig ytring, der bør forbydes.

Ellers ikke.« “Jeg forstår det godt” Russiske Svetlana Sørensen som er bosat i Danmark, forstår godt beslutningen om at lukke ned for de to russiske statsmedier Sputnik og Russia Today. »Hvis det er løgn, skal man ikke sende det. Man skal ikke udsende falske oplysninger, for så bliver folk forvirrede og frustrerede.« Svetlana Sørensen kom til Danmark fra Rusland i 1998, og selvom hun har boet i Danmark i to årtier,

er kærligheden til sit hjemland ikke forsvundet, »Rusland er mit hjemland, min kultur, min barndom og min familie. Jeg er meget ked af, at mit hjemland er gået i krig.« Det har ikke konsekvenser for Svetlana Sørensen selv, at de russiske statsmedier Russia Today og Sputnik er slukket i Danmark. Hun følger nemlig ikke med i de medier i forvejen, da hun ved, at det, der bliver sendt, ofte er propaganda. »Det er løgn, det de sender. Jeg følger med i de uafhængige tv-stationer i Rusland.« Uafhængige medier, der nu er lukket ned for. Svetlana Sørensen plejer at lytte og læse om sit hjemland gennem den uafhængige radiostation Ekho Moskvi. Radiostationen blev dog kort efter Ruslands invasion i Ukraine lukket ned af de russiske myndigheder. Ifølge den russiske anklagemyndighed er årsagen, at mediet “målrettet og systematisk lagde informationer op, som opfordrer til ekstremistiske handlinger og vold og med overlæg spreder falske oplysninger om de russiske styrkers aktioner som led i specialoperationen i Ukraine”.

De russiske myndigheder har desuden meldt ud, at ingen medier i landet må omtale krigen i Ukraine som en invasion, men at den derimod skal omtales “specia-

loperation”. Brydes denne lov, kan både medier såvel som journalister risikere et langvarigt russisk fængselsophold.

Ifølge chefredaktør på Frihedsbrevet Mads Brügger er det hyklerisk, at EU nu har har taget denne beslutning om at begrænse adgangen til russiske medier. »Putin mener, at vesten er hyklere og ikke et hak bedre selv, og så er det absurd, at når Putin mere end nogensinde slår ned på vestlige medier i Rusland, som f.eks. Ekho radiostation, at man fra EU’s side begynder at indføre sanktioner.« Ekho Moskvi har meldt ud, at de vil gå til russiske domstole for at få beslutningen omstødt. Indtil da er det uvist, hvornår Svetlana Sørensen og andre, der har interesse for nyheder fra Rusland, kan følge med fra et uafhængigt medie.

Ifølge uafhængige danske medier er misinformation også information, som er væsentlig for at forstå, hvad der foregår i Rusland, og ikke mindst hvad russiske borgere bliver fortalt. Derfor kan det diskuteres, om beslutningen om at indefryse information - også selvom det er løgne - har været en fornuftig beslutning fra EU’s side.

Det er uvist hvor længe EU planlægger at indefryse de russiske statsejede medier Russia Today og Sputnik i EU.

6 EKSTERN

APRIL 2022

Kult-kongen fra Se og Hør Du kender ham, når du ser ham. Emil Minana er journalisten bag den berømte Se og Hør-YouTube-kanal, som var til stede, hvor end der var en reality-stjerne løs i årene 2017-2020. Med eksplosive visningstal fik han fast greb om samtlige Paradise-afhængige i landet. LIXEN har mødt den tidligere Se og Hør-journalist, nu freelancer, til en snak om dét at vælge sladderjournalistikken til, og om ikke at have et behov for at redde verden.

Af Tine Stadil Trier og Mina Rahim Foto: Tine Stadil Trier

Hør. Det var her, han begyndte at udgive videoer med interviews af kendisser fra diverse events og røde løbere på mediets Youtube-kanal.

Målsætningen var at lave ordentlig video, som, folk ville synes, var sjovt at se, og videoerne begyndte så småt at gribe landets reality-seere i løbet af 2017. »I efteråret 2017/ start 2018 begyndte det at tage fart.

Se og Hørs YouTube-kanal voksede helt åndssvagt meget, og det var dér, alle videoerne kom ind.

I 2018 tror jeg, vi lavede 45 millioner visninger. Og de fleste videoer var med mig. Så hvis ikke mit ansigt var med, var min stemme det i hvert fald.« Selvom videoerne Emil Minana er freelance-journalist, og har tidligere arbejdet på Se og Hør, hvor han fik succes med at lave kan synes at søge Yotube-videoer for mediet. mod det grænseoverskridende, med titler om, at jeg ikke gad at lave journalans fortælling starter som “Sex med mor og datter: istik, hvor jeg skulle ud at redde klassisk.

Philip May og Türker leger Jeg verden.« »Jeg har altid haft har aldrig” eller “Sigmund tilbudt Da den højhellige praktikdag den der med godt at kunne lidt 3000 kroner for blowjob: Regninomsider nærmede sig, var der ikke at skrive, og godt kunne lide at gerne skal jo betales,” har Emil panik at spore hos Emil Minana. tilegne mig ny viden,« fortæller Minana ikke følt, at han har stået Han vidste, at hans tilsyneladende en nyklippet Emil Minana, fra en i situationer, som, han selv syntes, unikke interesse ville hjælpe ham bænk på Nytorv i København. var for meget. i ræset, og han var endda den Hjemme i Helsingør var spise»Nogle gange har jeg til gengæld eneste på sin årgang, der søgte bordet hver weekend dækket til følt et pres, hvis redaktøren har praktik hos Se og Hør. med brede flader af både Politiken sendt mig ud og sagt: ”Vi skal have »Jeg havde det godt den dag, og Berlingske, som forældrene lige præcis denne her historie med fordi jeg var så sikker på den Se og abonnerede på, og hos mormoren hjem,” hvor man godt ved, at man Hør-plads, at jeg kunne bruge den blev interessen for kulørte tilkommer til at pisse nogen af,« som en form for back-up. Jeg stod værelser dyrket med Billedbladet fortæller han. ved DR i håbet om, at jeg kunne og Se og Hør. få en af de der fede DR-pladser.

Da han kom ind på JournalLokkeren Det skete så ikke, men Se og Hør isthøjskolen, blev han dog klar Videoerne viser, at Emil Minana ringede og sagde: “Kommer du over, at han var mindre ideologisk er velsignet med en egenskab, til ikke over til os. Hvor er du?” og anlagt end mange af sine studiekaofte at kunne lokke sandheden så gik jeg over og skrev under hos mmerater. ud af dem, han interviewer. En dem.« »Jeg har altid vidst, at det var egenskab, han altid har haft: underholdningsjournalistik, der »Det lyder forkert, men jeg har 45 millioner visninger var superspændende for mig. I altid godt kunne lide at lokke folk Direkte efter praktikken blev modsætning til rigtig mange andre ud i en eller anden lang ting, hvor Emil Minana fastansat på Se og på studiet, var jeg meget bevidst

H

man kan stille opfølgende spørgsmål, de ikke lige havde forventet.

Eller hvis de svarer udenom, så bare blive ved med at spørge.« Og teknikken med at blive ved med at stille det samme spørgsmål, indtil man får et svar i hus, virker. Kendis efter kendis bukker under og svarer på hans spørgsmål, selvom det er live og ikke kan gøres om.

Dog har der også været episoder, hvor det har taget overhånd.

Til en af de første reality-awards, Emil Minana dækkede, kom en lettere beruset Caroline Petersen forbi til et interview, lige efter hun havde vundet ‘årets newcomer’.

Da hun skulle forklare, hvorfor hun var den bedste til at være reality-stjerne, tilbød hun at vise sine bryster. »Så sagde vi bare ja. Og så kom der patter. Vi slørede dem pænt i redigeringen, men der havde jeg hende i røret dagen efter, hvor hun bare sagde: ”Min mor er så sur, jeg er så ked af det”.« Se og Hør besluttede sig for at fjerne videoen, da de vurderede, at Caroline Petersen formentlig havde været for beruset til at kunne vurdere, hvad konsekvenserne af hendes handlinger var på det tidspunkt. Men videoen var allerede gået viralt, og på to timer havde den nået at få knap en halv million visninger.

Normalt plejer de ellers ikke at fjerne indhold, medmindre der er tale om kontraktbrud, hvis der eksempelvis er en Paradise-deltager, der kommer til at spoile næste uges afsnit.

Videoerne foregår for det meste live, når der sendes direkte fra den røde løber. Her skal man som interviewer være gjort af det rette stof, for tempoet er højt, og minutterne med hver kendis er få. Man skal interviewe hele gæstelisten, og det kræver, at der er kendskab til alle de kulørte historier. Det er derfor ikke en helt nem disciplin at orkestrere og gennemføre live-interviews på den røde løber.

Netop af samme årsag kan Emil Minana ikke forstå den skepsis, underholdningsjournalistikken bliver mødt med.

»Der er mange, der ser ned på underholdningsjournalistik, og jeg ved ikke, hvorfor de gør det. Om det er fordi, underholdningsjournalistikken ikke er pæn nok, eller om man anser det for at være for nemt. Men det er ikke nemt. Du går jo ikke bare ind fra gaden og interviewer Ghita Nørby med stor succes. Det har vi set flere gange nu.« Network is key Spørger man Emil Minana om opskriften på en god underholdningsjournalist, er svaret klart: ​​»Det handler til dels om netværk. Jeg har kunnet se, at jo flere år, der er gået, og jo mere folk har vidst, hvem jeg var, jo mere var de villige til at give sig.« De gode forhold til kendisserne afføder kødfulde interviews, men det er vigtigt for Emil Minana, at der er en klar skelnen mellem, hvornår der er tale om et interview, og hvornår der er tale om en privat snak mellem to bekendte. ​​»Sådan har jeg hele tiden prøvet at sætte nogle grænser for, hvornår det er interview. Det skal jo heller ikke være sådan, at jeg bliver for venlig, og folk så tænker, at hvis de bare er venner med mig, bliver de ikke spurgt om noget.« OWN IT Emil Minana var den eneste fra sin årgang der søgte praktikplads hos Se og Hør, og det kan antages, at søgeprocenten ikke har ændret sig voldsomt meget siden da. Men hvis der skulle sidde en LIXEN-læser derude, der drømmer om at underholde, er hans bedste råd til dig klart: »Jamen, for at citere Lisa Rinna fra Real Housewives of Beverly Hills: Own it! Stå ved, at det er det, du gerne vil. Lad være med at gemme dig bag alt muligt andet.

Bare fordi der står 100 medstuderende, der gerne vil på Politiken og redde verden, er det ikke nødvendigvis det, der er det rigtige.

Så kom da hellere ud og lav noget, der er sjovt. Jeg har ikke haft en arbejdsdag på Se og Hør, som var kedelig. Så hvis det er det, du gerne vil, skal du gå efter det.«

EKSTERN 7

APRIL 2022

Et hovsa-liv Knud Meldgaard er redaktøren, der er kendt for at skille sig ud fra mængden på corona-pressemøderne og senest for at stoppe en demonstrant, som var i færd med at sætte ild til en koran. LIXEN har mødt den garvede redaktør til en snak om hans karriere, forholdet til journalistikken, og hvorfor han ikke bare stopper med at arbejde og nyder sin pension.

Af Charlotte Bech Mathiesen og Tine Stadil Trier Foto af Tine Stadil Trier

K

nud Meldgaard, kendt for finurlige habitter og cykelstyrsoverskægget, møder os i en usædvanligt afslappet mundering. Han er iført en sort trøje med rullekrave, et par lyseblå jeans med huller ved knæene og som kronen på værket: et par grå sneakers. Knud Meldgaards outfit afspejler den hyggelige atmosfære, som er i den lille loftslejlighed på Nørrebro i København. »Her beholder vi skoene på,« siger Knud og går ud for at lave kaffe. Væggene er prydet med billeder og malerier i alverdens farver, og de tre bogreoler i stuen er fyldt med alle klassikerne.

Den mindste bogreol, hvor navne som Stalin, Nixon og Clinton er at finde på omslagene, fungerer også som barbord, komplet med drikkeglas, en flaske Smirnoff vodka og flere krystalkaraffeler med brune væsker. Duften af kaffe har efterhånden bredt sig, da Knud træder ind i stuen igen. »Jeg var glad for at høre, at i ville dykke ned i det, jeg har lavet førhen. Jeg hører jo tit det der med, at jeg gør lidt en person ud af mig til corona-pressemøderne. Men det er jo ikke noget nyt for mig. Jeg har jo gået til pressemøder i 30 år.« Lidt af en iværksætter Selvom Knud Meldgaard i mange år har beskæftiget sig med journalistik, er han ikke uddannet journalist. Han ender dog alligevel i faget, da han som ansat i reklamebureauet på Den Kongelige Socialdemokratiske Presse begynder at få ideer til særtillæg i den daværende avis Aktuelt. Lidt efter lidt begyndte han at skrive salgsbreve og senere hen hele artikler. »Jeg blev sgu grebet af det. Da jeg rejser fra Aktuelt for at starte mit eget reklamebureau, bliver jeg også ved med at skrive. Jeg sender bl.a. læserbreve til dagbladene, og jeg kom sgu også med i en del.« Gennembruddet kommer i 1972, hvor Knud starter magasinet Jet Time for rejseselskabet Sterling Airways. Cirka 22 år og en del projekter senere, flytter Knud Meldgaard til Malmø.

Her stifter han Øresundsmagasinet, hvor han både er redaktør og skribent. Magasinet bliver hans største succes. Knud Meldgaard har også beskæftiget sig med både tv og radio.

Det har for det meste været sporadiske projekter, hvor han er blevet hevet lidt ind fra siden, fortæller han. »Jeg har lavet meget forskelligt og nok haft lidt af et hovsa-liv, hvor meget er kommet sådan lidt tilfældigt. Meget af det har jeg selv startet - jeg er jo lidt af en iværksætter. Nogle gange er det så blevet en succes. Der har også været fiaskoer, men dem skal vi ikke tale om,« siger han og griner.

Objektiviteten er grundstammen Knud Meldgaard tænker ikke på sig selv som journalist men som skribent. Det giver den forskel, at han kan tillade sig mere, fortæller han. For ham er det vigtigt at stille lange kritiske spørgsmål for at finde nye indgangsvinkler og for at få fat på baggrundshistorierne. »Jeg kan gøre det, fordi jeg har tid til det. Jeg

har jo ikke nogen redaktør, der siger, at jeg skal have en artikel klar om 15 minutter, når jeg kommer ud fra pressemøde.« En anden forskel er, at Knud Meldgaard betegner sig selv som en politisk redaktør, som gerne må have en politisk holdning, og derfor forholder han sig som regel ikke til objektivitetsprincippet. Han mener dog, at det er et vigtigt princip for journalister, som beskæftiger sig med andre grene af journalistikken. »Det er klart, at hvis du er dag til dag journalist, er objektiviteten jo grundstammen i journalistikken, og så er det vigtigt, at du ikke gør dine egne politiske overbevisninger tydelige, når du laver et interview eller beskriver en situation.« Dansk journalistik er blevet ringere Journalistikkens udvikling er ikke noget, som Knud råber hurra for. Han mener faktisk, at den går i den forkerte retning. Han mener, at det er blevet sværere at agere som journalist i dag, fordi der er meget mere, man skal nå, på meget kortere tid. »Dansk journalistik er blevet ringere, men det er ikke journalisternes skyld. I dag er arbejdspresset bare meget hårdere end førhen.

Før i tiden kunne man godt tage ud og drikke bajer efter en lang arbejdsdag, når man var

på udlandsrejse, men det gør man ikke mere.

Aviserne kører jo 24 timer i døgnet nu, og der er hele tiden deadlines, man skal nå.« Den sparsomme tid går ud over journalistikkens tyngde og baggrundshistorierne, mener Knud Meldgaard. Han synes, at det især kan ses på nyhedsindslagene i tv, hvor grundlaget ofte bliver for tyndt, fordi tiden til research er blevet kortere. Det kan også ses i aviserne, fortæller han. Her er det det pæne sprog, som er sparet væk.

Knud mener, at det er op til den nye generation af journalister at gøre op med den dårlige udvikling. »Det er jo jer, der skal forme det. I skal bærre stafetten videre, og sådan noget sker jo kun, hvis I som kommende journalister rotter jer sammen, og siger: “i vil altså have mere tid!’ Fordi det er tid, det handler om.« Aldrig lavet noget kedeligt I dag er Knud Meldgaard 76 år og pensioneret, men han arbejder endnu. Han tager stadig til pressemøder, og han bruger stadig 40-50 timer i ugen på at skrive på sine tre nyhedsbreve; Kulturmagasinet Omnibus, logistikmagasinet Transeuropa og Hønsefødder og Gulerødder som også kaldes Levnedsmiddel og Fødevarer-magasinet. »Det er jo dejligt at skrive om sine interesser.

Jeg elsker jo kunst, musik og kultur generelt, og så har jeg altid interesseret mig for logistik. Hønsefødder og Gulerødder skriver jeg egentlig mest for at irritere landbruget.« Knud griner og fortsætter »Lone, en af mine faste skribenter, har også sagt til mig før: “Ej Meldgaard, nu bager jeg en sandkage med en fil i, fordi du kommer sgu i fængsel for at skrive det der.” Men der er jo ikke sket noget endnu.« Det er de nok de færreste der kan forstå, hvorfor man som 76-årig vil blive ved med at arbejde, i stedet for blot at slappe af, og nyde sin pension. Knud føler dog at han slapper af med det han laver. »Jeg laver jo ikke noget, jeg ikke vil. Jeg synes, det er sjovt at skrive, og folk læser det.

Så det bliver jeg ved med. Jeg har aldrig, som i never, never, ever, beskæftiget mig med noget som var kedeligt, så jeg er ikke træt på samme måde som andre efter et langt arbejdsliv.« Netop denne passion vil Knud Meldgaard råde aspirerende journalister til at grave frem, hvis de kan. »Man skal brænde for det man laver. Så overbeviser man læserne meget nemmere, og man får lyst til at blive ved, så længe man kan. Husk på Henrik Stangerups udødelige ord “Man skal skrive eller dø”.«

8 PORTRÆT

APRIL 2022

Nils Thorsen er altid i tvivl Som ung følte Nils Thorsen sig fejlanbragt i det journalistiske fag. Han troede, journalistik kun beskæftigede sig med samfundet, imens han var mere optaget af eksistensens grundvilkår og gåder. Siden opdagede han, at der også var plads til menneskers historier og livsopfattelser i aviserne. Det gav ham en tro på, at han kunne bruge sig selv, som han var.

A

t skrive et portræt af Nils Thorsen burde være en smal sag. For han har levet af at fortælle andres livshistorier.

Alligevel tøver han, når spørgsmålet er rettet mod hans eget liv. »Jeg ved ikke, om jeg har den afstand til mig selv, der skal til,« siger Nils Thorsen. »Det er ligesom med mine portrætpersoner.

Når jeg interviewer dem, har de heller ikke en færdig historie. Historien er noget, jeg som journalist laver bagefter«.

Dog viser det sig, at Nils Thorsen har en historie. Historien om en nervøs dreng, der senere skulle blive til en nervøs journalist.

For tvivlen har altid været Nils Thorsens forbandede følgesvend.

Men den har også været det brændsel, som han har brugt til at skrive sine sanselige

Af Mads Justesen Foto: Magnus Nygaard

og intime portrætter, der har gjort ham til et koryfæ i genren. Portrætter, hvor han forsøger at forstå det andet menneske og fortælle dets livshistorie.

Inden Nils Thorsen kastede sig ud i ambitiøse portrætter, kæmpede han dog med at styre sin tvivl. Som ung journalist på Politiken følte han sig fejlanbragt i faget.

Journalistik, tænkte han, beskæftigede sig kun med samfundet, men han var ikke interesseret i budgetforhandlinger og betalingsbalancen. Han var mere interesseret i, hvad der foregik i hovederne på andre mennesker.

Selvom tvivlen aldrig er forsvundet, har Nils Thorsen dog lært at bruge den som en styrke. »Jeg har lært at stole på mine indre

fornemmelser. Og så har tvivlen gjort mig grundigere. Den har gjort, at jeg ikke har kunnet gå den lige vej i min journalistik«.

Men den selvsikkerhed kommer kun i små ryk. Det er en evig vekselvirkning mellem tvivlen og troen, indadvendthed og frembrusen.

Det er denne indre bevægelse frem og tilbage, der gør, at Nils Thorsen kan snakke i store buer, der starter ved portrætgenren, fortsætter over i darwinisme, forholdet mellem sproget og bevidstheden for til sidst at vende tilbage til det spørgsmål, som rundturen gav anledning til.

For derefter at forstumme for enden af den lange talestrøm for at læne sig tilbage i sofaen og ind i stilheden. En stilhed, der varer så længe, at det falder én ind, at man kunne forlade stuen, uden han ville opdage det.

Sådan kører samtalen i små ryk med Nils Thorsen i den lille lejlighed på 4. sal, der ligger på en sidegade klemt ind mellem Botanisk Have og Søerne i København.

Stilheden melder sig, når Nils Thorsen skal udtrykke noget præcist med de ord, som han har gjort til sin levevej. Når det sker, begynder han at blinke med øjnene. 3-4-5-6 gange. Som for at signalere, at ordene skal blive i munden, indtil de har stillet sig i den rigtige rækkefølge.

Den nervøse dreng Historien om den nervøse dreng starter i folkeskolen, hvor den lille Nils Thorsen, der stammede og havde tics, blev sendt hjem med dårlige anmærkninger i sit karakterhæfte.

Han var en af klassens dårligste elever – men ikke lige så dårlig som Jørgen, hans gode ven.

Det var hans eneste undskyldning. »Men så skete der en forandring i 6. klasse.

Jeg begyndte at interessere mig for politik, og jeg troede, at jeg var kommunist«.

Og det var interessen for politik, der fik ham til at slå op under ’journalist’ på det lille skolebibliotek i Birkerød, hvor der i en sort kasse var gule kartonkort, hvor man kunne læse om, hvad man kunne blive som stor.

Men inden han nåede at begynde på Journalisthøjskolen i Aarhus, var interessen for politik forsvundet. I stedet var den unge Nils Thorsen blevet mere interesseret i eksistentielle spørgsmål. »Jeg boede i en taglejlighed ved siden af en cafe, der hed Cafe Lolland, der lå ved rutebilstationen i Aarhus. Og inde ved siden af var der sannyassa-munke, der var klædt i orange og rød, og som havde en guru,« fortæller Nils Thorsen og fortsætter: »Der gik jeg på kursus, hvor vi lå og hyperventilerede, meditererede og kiggede hinanden i øjnene og spurgte: hvem er du?«.

Det var en mærkelig blanding af ’terapi, psykoanalyse og noget spiritualitet’, som Nils Thorsen siden har fået det meget ’tungt’ med. »Det var i virkeligheden en afsøgning af

verden«.

Da Nils Thorsen skulle i praktik på Politiken, droppede han de særlige kurser.

Alligevel følte han ikke, han slog til. Han var hunderæd for at skrive andet end nyheder.

Efter han blev færdiguddannet i 1985, tog Nils Thorsen et par vikariater på DR og Politiken, men valgte ikke at forlænge det sidste, da han ikke ville nagles fast af en fastansættelse. Derfor tog han til Tibet, Nepal og Indien i et halvt år. Men da han kom tilbage, fik han tilbudt en fastansættelse på Politiken, som han ikke turde sige nej til, da han var mere bange for at lade være. »Jeg følte mig fejlanbragt i faget.

Journalistik, tænkte jeg, var noget, hvor man beskæftigede sig med samfundet. Men det var ikke samfundet jeg gik op i. Det var det at findes, og hvad fanden verden er for et sted.

Og hvordan kan man være her på den bedste måde«.

Efter krimiredaktionen sad Nils Thorsen 4 år på kommunalredaktionen og dækkede Københavns Kommune. Lidt skræmt og forvirret. Bange for at falde igennem og afsløre, hvor lidt han vidste om kommunalpolitik og forvaltning.

Men så blev Nils Thorsen sendt til Polen i 1990 med en grænsesøgende fotograf, der fik presset ham til at skrive en historie om en prostitueret. I historien brugte Nils Thorsen et nyt, personligt sprog, hvor hans egen tilstedeværelse blev en del af historien. »Jeg var taget til Warszawa for at forstå byen efter murens fald. Men jeg vidste, at der var mange, der vidste meget mere om Warszawa, end jeg nogensinde ville komme til,« siger Nils Thorsen.

Derfor valgte han at fokusere på det, han havde oplevet. Hvordan de havde siddet sammen og drukket Whisky Cola på hans hotelværelse, imens hun fortalte sin livshistorie. Og hvordan der havde kørt et spil imellem dem, hvor de hver især prøvede at gøre deres arbejde. Han ved at interviewe.

Hun ved at have sex med ham. Et spil, som Nils vandt. »Og det fik jeg på en måde sammenflettet med murens fald. Det var en historie om to bittesmå figurer i historien, der mødtes på et hotel. Det var den historie, jeg følte, jeg kunne skrive bedre end nogen andre. For det var kun mig, der havde oplevet den«.

Historien fra Warszawa er hvad Nils Thorsen måske ville have kaldt for et vendepunkt i et af sine portrætter. Det punkt i livet, hvor lyset går op for portrætpersonen, og som ændrer alt.

Men fungerer livet virkelig sådan? Kan man skråsikkert sætte en finger på livets kort og sige: Det var her, det hele ændrede sig?

Eller er erkendelser og forandringer noget, der sker i små ryk, som tektoniske plader, der altid er i bevægelse, uden vi mærker det? »Livshistorien vil altid kun være ’den

PORTRÆT 9

APRIL 2022 ikke griber dem. Men overordnet set er der ingen, som er blevet fordømt«.

Centralt for Nils Thorsens portrætter er nemlig, at de foregår på portrætpersonens egne præmisser. De er den eneste kilde til deres historie. Derfor er det med det menneskes øjne, man ser verden igennem i portrættet. »Som læser skal du ikke bruge portrættet til at blive stående, hvor du hele tiden har stået i tryghed. Man skal ikke bruge det til på afstand at vurdere eller fordømme personen.

Du bliver selv nødt til at flytte dig for at forstå det andet menneske,« siger Nils Thorsen. »Og i bedste fald kan få én til at tænke: ’Hvis jeg syntes, Johannes Møllehave var en overfladisk idiot, og så bagefter kan tænke: Hold kæft, sikke en måde at gå til livet. Så kan det være jeg tager fejl i andre ting også’«.

Det er det ideelle portræt. Men vejen dertil er hård. Sammenlagt tager det to eller tre uger, hvor der for Nils Thorsen ikke er noget vigtigere. »I den tid ved jeg ikke, om jeg lever eller dør«.

Af den grund har Nils Thorsen også valgt at holde sig på afstand af portrættet i de sidste par år. Genren er for krævende, og ambitionerne for høje. »Jeg har valgt at skåne mig for ubehaget.

Men jeg opfatter det ikke som om, jeg er holdt op. Jeg vil stadig gerne lave endnu en serie, inden jeg stopper,« siger han og tilføjer: »Måske«.

sandest mulige livsløgn’. Det er en historie, ikke et liv,« siger Nils Thorsen.

Under alle omstændigheder var artiklen fra Warszawa et tegn på, at tingene var ved at ændre sig. Snart var han videre fra kommunalredaktionen og nyhedsmøllen.

Først på graverredaktionen. Siden som almen reporter, dernæst på søndagsredaktionen og endelig på kulturredaktionen, hvor han var i 22 år, før han i år skiftede til indlandsredaktionen.

I løbet af sine 36 år på Politiken har han desuden været sendt til Irak, Jugoslavien, Afghanistan og Israel for at dække krige.

Alligevel er det hans lange portrætter, der har gjort ham særligt bemærket, og som har fået ham nomineret til Cavlingprisen to gange. »Portrættet er klart det, jeg har fået flest reaktioner på. Det er en genre, hvor man også ser den, der frembringer det. Så hvis man er in it for the ego, så er det genren,« siger Nils Thorsen. »Og det har sikkert også påvirket mig.

Der var nogen, som klappede, og så gik jeg derhen.« Tilblivelsen af en livshistorie Første gang Nils Thorsen blev bedt om at skrive et portræt var i 1995, og han kunne hurtigt mærke, at genren passede ham godt.

Den gav ham frit løb til at beskæftige sig med den grundgåde, som han kalder det, at forstå, hvordan det er at være et andet menneske. »Men vi kommer jo aldrig rigtig til at finde ud af det. Og stadig opfører vi os hele tiden

som om vi ved det«.

Alligevel har Nils Thorsen gjort sig umage for at prøve. Når han skriver portrætter, interviewer han gerne i fire til syv timer. Det kan dog sagtens vare længere, for det, der kommer ud, er ikke en sammenhængende historie. »Når man møder folk, så er de ikke begyndt at fortælle en samlet historie endnu«.

For selvom man hele tiden fortæller historier om sig selv, er det de færreste, der har fortalt deres livshistorie grundigt.

Samlet stort og småt og prøvet at få det til at ligge i rækkefølge. Trække linjer gennem livet. Udvælge temaer. Skabe orden og sammenhæng.

Det er Nils Thorsens arbejde.

Efter interviewet er det ham, der bruger nogle af de små byggeklodser, der tilsammen udgør et menneske, og samler dem til et billede, han mener, er rammende.

På den måde går Nils Thorsen rundt med et kartotek af livshistorier. Et af dem tilhører Suzanne Brøgger, der i sin ungdom altid frygtede, at moren ville begå selvmord.

Et andet tilhører Thomas Vinterberg, der mistede sin datter.

Selvom Nils Thorsen går helt tæt på, mener han ikke, at der er noget farligt ved det. For det er ikke sådan, at jo tættere man kommer på mennesket, jo værre bliver det for dem.

Tværtimod. »Jeg oplever, at hvis folk giver slip og lader sig falde, så bliver de grebet af verden.

Selvfølgelig er der nogle svin derude, som

Tvivlen forsvinder ikke På trods af at Nils Thorsen har været journalist i 36 år, har nervøsiteten aldrig helt sluppet grebet om ham. Da han dagen før interviewet trådte ind på Politiken for at tage på nyhedsvagt, var det første han tænkte: »Gid der ikke er sket noget«.

Det er ikke dovenskab, men et øjebliks angst for at gå ind ’de voksnes verden’, hvor den nøgterne journalistik råder. En angst for ikke at kunne skrive en nyhed eller citere en kilde korrekt.

I det øjeblik er han stadig den samme nervøse journalist, han var for 30 år siden. I dag varer angsten kun et øjeblik, men følelsen er den samme. »Angsten og nervøsiteten, synes jeg, har været det værste,« siger Nils Thorsen. »Hold kæft jeg kunne have nået meget mere, hvis ikke jeg havde været så nervøs«. »Men man kan godt gå og slå sig selv oven i hovedet igennem hele livet og sige: Hvis nu bare jeg havde været anderledes. Men så spørger man sig selv: Hvornår præcist i livet havde du valget? Og der er svaret ofte: aldrig,« siger han og stopper op.

Udenfor har solen sænket sig over hovedstaden, men det er ikke faldet nogen ind at tænde lyset. Nils Thorsen sidder bare der i halvmørket og vejer sine ord. Øjnene blinker. En-to-tre-fire gange, mens sætninger tager tilløb i ham. Og så siger han: »Måske er man bare en kugle, der er blevet sat i spil«.

10

EKSTERN

APRIL 2022

Redaktionschef på Verdens Bedste Nyheder: »Der hvor andre fokuserer på problemerne, fokuserer vi på løsningerne.« Negative nyhedsstrømninger kan være med til at skabe news avoiders og give folk et forkert syn på den globale udvikling. Netop disse problemer, er nogle som Verdens Bedste Nyheder forsøger at gøre op med. Dette gør de blandt andet ved at forsøge at sætte fokus på en mere løsningsorienteret journalistik og et mere konstruktivt nyhedsbillede.

Af Charlotte Bech Mathiesen Illustration af Tine Stadil Trier/Shutterstock

I

løbet af de sidste 2 år har nyhedsfladen været mere eller mindre forudsigelig. Under Corona-pandemien blev man dagligt bombarderet med indlæggelses- og dødstal, vaccine-teorier, senfølger og hvad der ellers hørte til.

Pandemien synger på sidste vers, og er efterhånden ikke at spotte i nyhedsbilledet.

Den er dog i stedet erstattet af noget endnu mere trist, nemlig nyhederne fra den russisk-ukrainske grænse under overskriften Krig I Europa. Som journalist ved man, at de ovenstående emner skal dækkes, og at de skal dækkes tæt. Selvfølgelig skal de det. Det ændrer dog ikke på det faktum, at kontinuerlige negative nyheder kan resultere i at borgerne slukker for tv’et og får en skæv verdensopfattelse.

Og det tjener ikke nogen. Så hvad er løsningen?

En kontrast til det negative Ifølge Sophie Rytter Skjoldager, redaktionschef på Verdens Bedste Nyheder, er deres journalistik en del af løsningen. Mediet blev grundlagt for ca. 10 år siden, på baggrund af analyser lavet af Udenrigsministeriet som viste, at en stor del af danskerne havde et forvrænget verdensbillede. Eksempelvis troede de fleste respondenter at antallet af folk, som levede i ekstrem fattigdom, var stigende, men i realiteten viste tallene, at udviklingen gik i den modsatte retning. »Det var ikke bare det, at folk ikke vidste, hvor godt det gik, men det faktum, at folk troede, at det gik den modsatte vej. Det var egentlig det problem, vi som medie prøvede at give et svar på.« Der var dog også en anden drivkraft bag værket. I længere tid har der nemlig været meget forskning, der peger på, at negative nyheder påvirker forbrugeren negativt.

Blandt andet viser en undersøgelse fra 2014 lavet af Morten Skovsgaard og Pernille Frantz Søberg, at negative nyhedsindslag havde en negativ effekt på forbrugerens humør, hvorimod positive nyhedsindslag ingen effekt havde. »Vi kan se, at antallet af news avoiders,

mission. Der er jo f.eks. masser af ting, du ikke kan læse om hos Verdens Bedste Nyheder, så du kan ikke få et fuldt overblik hos os, og det prøver vi heller ikke at brande os selv på. Derfor er det ligeså vigtigt, at vi har den anden type medier med en anden type journalistik.« Sophie Rytter Skjoldager fortæller, at det i højere grad handler om at give en platform til den journalistik, som ikke har fået ligeså meget opmærksomhed traditionelt set.

Men det er også vigtigt, at der er medier, som tager fat i de tunge og negative nyhedshistorier, fordi de også er nødvendige, for at kunne danne sig et overblik over verdenssituationen. »Jeg synes, det er meget rammende at sige, at der skal være en god balance i mediedækningen. Uden det negative kan vi ikke have det positive. Men vi skal bare huske det positive.« som er folk der helt holder op med at følge med i nyhederne, desværre er stigende. Det er super problematisk, både for medierne men også for samfundet. Og de fleste news avoiders siger, at de er stoppet med at følge med, fordi nyhederne gør dem bekymrede og kede af det.« siger Sophie Rytter Skjoldager.

Verdens Bedste Nyheder især i starten fokuserede på fremskridts-historierne og var opsatte på at give et mere nuanceret syn på verden. Det skabte en kontrast til den etablerede nyhedsflade.

Løsningerne og de glemte historier Men er det så ren træ-krammeri og kumbaya-sang hos Verdens Bedste Nyheder? Det svarer Sophie Rytter Skjoldager nej til. Det er nemlig ikke “hjælp-katten-ned-fra-træet”-nyheder, som mediet beskæftiger sig med. Filosofien bag journalistikken på mediet er i højere grad blot, at man skal huske at fokusere på løsningerne frem for problemerne- noget som de etablerede medier ikke har gjort nok, mener Sophie Rytter Skjoldager. »Konstruktiv journalistik betyder ikke, at man skal finde noget positivt i alt og glemme problemerne. Men der hvor andre mest fokuserer på problemerne, fokuserer vi på løsningerne. Og de globale fremskridt der sker. Det er nok meget

anderledes fra, hvad man traditionelt set er skolet til som journalist.« Verdens Bedste Nyheder har som regel også blikket rettet mod de historier, som bliver glemt bag kulissen. Nogle af de nyheder som går tabt i kampen mod de gule breaking-news bjælker. Netop derfor har corona-pandemien og nu også krigen i Ukraine, heller ikke optaget ret meget spalteplads. »Der er mange andre medier som dækker krigen i Ukraine, og det gør de godt. Derfor er det ikke vores hovedfokus. Men det er bestemt ikke et udtryk for, at vi ikke synes, den dækning er vigtig. Vi skrev heller ikke dagtil-dag stof om corona-pandemien, men vi udgav nogle mere perspektiverende analyser om emnet. Det kunne vi også godt gøre her.« Ballancen er vigtig Sophie Rytter Skjoldager fortæller desuden, at det er vigtigt at have in mente, at Verdens Bedste Nyheder ikke er skabt til at være et missionerende medie, som har til opgave at få alle medier med på positivitetsekspressen.

Det skal i langt højere grad ses som et supplement til den generelle nyhedsdækning. »Vi siger ikke, at konstruktiv journalistik skal være det eneste, der er. Det er ikke vores

Ikke mere næserynken Den konstruktive journalistik har efterhånden bevist sit værd i mediebranchen, og den er også blevet samlet op af en del andre medier i både større og mindre doser. Dette glæder Sophie Rytter Skjoldager, som godt kan huske, hvordan det var førhen. »For 7 år siden, da jeg startede, var der jo en del i mediebranchen, som godt kunne rynke lidt på næsen af os og tænke, at det var da ikke rigtig journalistik. Men det ser jeg ikke på samme måde i dag. Det er blevet meget mere udbredt nu.« Hun fortæller også, at hun allerede kan se og mærke, at den konstruktive linje har spredt sig til flere medier, herunder blandt andet Zetland, som startede op et par år efter Verdens Bedste Nyheder. Men hun synes også at se, a at de mere traditionelle medier er begyndt at bruge nogle af virkemidlerne. »Jeg synes blandt andet, at dækningen af krigen i Ukraine er meget nuanceret. Flere af medierne går faktisk ind og kigger på, hvordan vi kan løse konflikten, og vi hører også alle de gode historier med folk, der hjælper. Jeg synes ikke, vi kan tage æren for det, men jeg tror i hvert fald, vi har bevist, at man sagtens kan lave journalistik på den her måde.«

VERDEN

APRIL 2022

11

Krigen uden for Pavlos vindue Af: Berfin Erdem

Pavlo nægter at tage arbejdshandskerne af, selvom bomberne regner over Ukraine. Han er dedikeret til at gøre en forskel under krigen – på sin helt egen måde.

Da vi ikke ved, hvordan krigen ender, optræder Pavlo anonymt af hensyn til hans sikkerhed. Pavlo er et opdigtet navn. Andre oplysninger, der kan afsløre hans identitet, er udeladt, såsom navnet på den NGO, han arbejder for, og hvilket handicap han har.

LIXEN er bekendt med kildens identitet. andre unge ukrainere. »Hvis du har forældre, og forældrene har venner, for eksempel i udlandet, kan de foreslå dig at bo hos dem. Det er nemmere, og forældre kan finde penge til det. Hvis du er en forældreløs studerende i Kyiv, bruger du uger på at gemme dig i en kælder under dit kollegium.« Uforståelig uvished Siden krigens begyndelse er over tre millioner ukrainere flygtet ifølge FN. Pavlos to søstre, niecer og nevøer er blandt dem, da de er flygtet til Polen. »Jeg er alene her. For nu. Jeg håber, at de kommer tilbage snart.« Mange af Pavlos venner har også måttet flygte som følge af invasionen. Det sker så hurtigt, og det er udmarvende, når man ikke ved, om man ser sine kære igen, siger han.

Den første uge af krigen fik Pavlo et nervøst sammenbrud. Han havde en oplevelse af at være overvældet af følelser. Magtesløshed, tristhed og modløshed. Men samtidig følte han sig tom indeni. »Man forstår det ikke. Hvorfor? Man forstår ikke, at hvis noget eksploderer her, og man bliver dræbt, hvorfor man skulle dræbes. Det er en mærkelig følelse.«

Omfattende ødelæggelser i Bila Tserkva, Pavlos hjemby. Foto: Wojciech Grzedzinski

P

avlo spenderede sine skolefri somre mellem 1991 og 1996 med besøg på Krim, hvor hans bedstemor boede. Erindringer fra barndommen på halvøen har efterladt dybe spor hos ham. Han håber, at han kan kreere flere af dem en dag. Men forestillingen føles fjern.

Spol frem til en vintermorgen, hvor Pavlo sidder i sin lejlighed i den ukrainske by Bila Tserkva og drikker sin te. Han er tidligt oppe, da han skal nå et tog til Kyiv, som ligger 80 kilometer væk. Uret viser 05:30, og kalenderen siger 24. februar 2022. Pludselig lyder der et brag uden for hans vindue. Ét brag bliver til flere, og husene omkring Pavlo begynder at ryste. De barbariske bombardementer er begyndt. Senere

»Jeg følte mig ubehjælpsom. Så jeg prøver at hjælpe på alternative måder.« den dag holder Vladimir Putin sin tumultariske tv-transmitterede tale, hvor han erklærer krig mod Ukraine. Nogle dage før havde han holdt en anden tale, som vakte stor forundring hos Pavlo. »Det var en sindssyg tale. Han benægtede, at Ukraine er et uafhængigt land. Han sagde, at det ikke er et land overhovedet.« Forhindret i at arbejde Lyden af eksplosioner rumsterede i hans ører i flere uger, men de sidste fem dage er det gået mere stille for sig. Det er den 16. marts, hvilket markerer otteårsdagen for den ulovlige folkeafstemning om løsrivelse af Krim fra Ukraine.

Pavlo er hjemme i sin lejlighed. Han må ikke bevæge sig ud ad sin dør, da der er to dages udgangsforbud for indbyggerne i Bila Tserkva. »Jeg ved ikke hvorfor. Måske ved de (de ukrainske myndigheder, red.) noget.« Udgangsforbuddet kolliderer ikke med karri-

eren, da krigen har gjort det vanskeligt for Pavlo at fortsætte sit arbejde. Han er projektmedarbejder hos en NGO for forældreløse studerende. Organisationen beskæftiger sig med pædagogisk udvikling og uddeling af stipendier. Pavlo føler sig hjælpsom, når han kan se resultater på sit arbejde.

Noget, som krigen dog har sat på pause. »Nu er det svært at vide, hvor alle er lige nu, fordi mange desværre er blevet nødt til at forlade Ukraine.« Hjælper, hvor han kan Selvom Pavlo er forhindret i at arbejde, prøver han at hjælpe de studerende på andre måder. Han forbinder dem med forskellige fonde og informerer dem om, hvordan de kan blive evakueret, og hvor de kan få hjælp i Vestukraine og de vestlige lande. Pavlo synes, at det er det mindste, han kan gøre.

Det er nemlig vigtigt for ham at hjælpe, hvor han kan. Hans motivation for at gøre sin del udspringer af, at han ikke kan stille op i militæret ligesom mange andre ukrainske mænd. Pavlo har et handicap, der gør, at han ikke er værnepligtig.

Derfor er han under krigen også blevet frivillig ved et center for børn med handicap, og han taler med flere medier i Europa for at belyse situationen i Ukraine. »Jeg følte mig ubehjælpsom. Så jeg prøver at hjælpe på alternative måder.« Hårdere vilkår for de forældreløse Dagen efter de første eksplosioner begyndte, havde NGO’en planlagt et online seminar. De valgte at gennemføre det alligevel, og de studerende delte deres oplevels-

er fra invasionen, som har traumatiseret de unge forældreløse ifølge Pavlo. »En fyr fra Kharkiv begyndte at vise os, hvad der foregik i Kharkiv. Der var bombardementer og mange eksplosioner. Han var i et beskyttelsesrum midt i Zoom-opkaldet. De vil ikke være de samme længere.« Siden da har de studerende holdt kontakten ved at skrive beskeder til hinanden gennem Telegram.

Beskeder såsom ”hvordan har I det, hvem er der?” og ”der er en eksplosion ved siden af mig.” Ifølge Pavlo er de forældreløse dårligere stillet i krigen end

En krig for demokratiet Fremtiden er uvis. Han håber på fred, men han håber mest på sejr. Pavlo vurderer, at der er større ting på spil – at det er en krig for civilisationen selv.

En krig for demokratiet, for menneskerettigheder, for tolerance og for ytringsfrihed. Derfor ønsker han, at landene i Vesten prioriterer højere, at Ukraine vinder krigen.

Pavlo besidder også et andet brændende ønske. »Jeg håber, at jeg får chancen til at besøge Krim denne sommer eller måske næste sommer. Men ukrainske Krim, ikke russiske Krim.«

Pavlo gør, hvad han kan for at hjælpe sit land på trods af usikkerheden, bomberne og følelsen af magtesløshed. Ilustration: Nicole Rerk

12

VERDEN

APRIL 2022

Kommunikationen der udkæmper krigen Ifølge militæranalytiker Jeanette Serritzlev har en veludført kommunikation både taget og reddet menneskeliv i krigen i Ukraine. Hun vurderer, at Ukraine har vundet første del af krigen, om ikke andet så på kommunikationsniveau. Både internt i forhold til moral og kampvilje og eksternt i forhold til særligt Vestens vilje til at støtte op på forskellige fronter.

Af Christian Snedevind Jørgensen Foto: Shutterstock

I

disse timer er der krig i Ukraine, og det fylder i mediebilledet. For indsatsen er enorm, og konsekvenserne uoverskuelige.

Men krigen kæmpes ikke kun med bomber og monstrøst materiel, den udkæmpes ligeledes med ord og historier.

Vestlige tv-seere ser dagligt billeder fra Ukraine af ødelæggelse, og mediebrugere læser mange artikler fra primært ukrainske kilder. For Ukraine er offensive i deres mediestrategi og kommunikerer direkte til Rusland, Vesten og til ukrainerne. Rusland er gået en anden vej og har lukket vestlige, sociale medier og forbudt ord som ”krig” og ”invasion” i forbindelse med krigen i Ukraine.

Denne eksistentielle kamp om narrativer foregår i medierne i realtid, og den har betydning for hele Europas fremtid.

Effektiv ukrainsk kommunikation Jeanette Serritzlev er en af Danmarks førende eksperter i kommunikation i krigssituationer, og hun har bl.a. specialiseret sig i Information Warfare, misinformation, Rusland, propaganda og strategisk kommunikation.

Ukraine har ifølge Jeanette Serritzlev haft held med at ramme ikke bare de vestlige politikere og beslutningstagere, men i høj grad også den vestlige civilbefolkning.

Beslutningstagere og befolkning er blevet mobiliseret, og det har været formålet med den gren af den ukrainske kommunikationsstrategi, der var målrettet Vesten, og ifølge Jeanette Serritzlev har mobiliseringen en effekt. »Det har haft en kæmpe effekt, og ikke bare ved at folk sætter ukrainske flag på deres facebookprofiler, som ikke har den store effekt, hvis vi skal være ærlige. Jeg tror det store pres fra civilbefolkningen, man så i starten af krigen, var med til at accelerere hastigheden, hvormed man fik beslutningstagere til at sende våben til Ukraine. På den måde kan man sige, det har haft en direkte effekt på slagmarken.« Det pres Rusland udsættes for, både militært på slagmarken af vestligt donerede våben, og det økonomiske pres fra sanktioner er ifølge Jeanette Serritzlev, en direkte konsekvens af den kommunikationsstrategi, den ukrainske regering har valgt, og ifølge hende

er dét kommet bag på russerne. »Det virker klart, at Rusland er blevet ramt voldsommere af sanktioner og økonomiske omkostninger, og de er blevet ramt hurtigere, end de havde regnet med. Det mener jeg, er sket på grund af, der er så mange, der føler sig berørt af krigen.« Men det er ikke blot den vestlige befolkning, Ukraine forsøger at påvirke. »Ukraine har valgt også at tale direkte til den russiske befolkning. Når man lader tilfangetagne soldater ringe hjem, giver dem mad og te, så henvender man sig direkte til russiske målgrupper, og videoerne bliver distribueret direkte af det Ukrainske forsvar. Så man gør også noget for at påvirke folkestemningen i Rusland.« Siger Jeanette Serritzlev.

Kommunikationen, der i den seneste måneds tid har strømmet ud fra Ukraine, har altså ifølge Jeanette Serritzlev haft en direkte indflydelse på krigen og dens hidtidige forløb.

Civile ukrainske krigskorrespondenter Rusland har gjort alle vestlige sociale medier forbudt og forsøgt afskaffet enhver adgang til kommunikation med omverdenen. En del af

Ukraines strategi har derimod været at bruge teknologien og de sociale medier til at skaffe sig en fordel på slagmarken. De mange civile med de mange mobiltelefoner er nemlig rigtig effektive efterretningskilder ifølge Jeanette Serritzlev. »Det er ret interessant, at de ukrainske myndigheder allerede har fra kort efter krigen brød ud, sagt til ukrainere, at de skal melde alt, hvad de tror kan være krigsforbrydelser.

De skal sende fotodokumentation og også melde alt, hvad de mener kan være russiske tropper og soldater. På den måde har man brugt sociale medier og civilbefolkningens adgang til teknologi meget aktivt.« Ukrainske borgere bliver via sociale medier guidet til at sende informationer til den ukrainske efterretningstjeneste. Her bliver alt data set igennem og sorteret, og det kan have været medvirkende til, at Ukraine har haft succes med deres nålestiksoperationer og overraskelsesangreb.

Der kan dog også være en risiko ved at involvere parter, der måske ikke altid kender konsekvenserne af, hvad de deler online. For det er nemlig ikke kun Vesten og ukrainere,

VERDEN

APRIL 2022

der kigger med på Facebook. Den russiske efterretningstjeneste kigger også med. »Der er jo også en risiko, og derfor har man også anmodet både ind- og udenlandske medier og civile ukrainere om ikke at dele billeder, materiale og videoer, hvor man kan lokalisere ukrainske tropper,« siger Jeanette Serritzlev.

Det russiske alternativ Men Ukraine spiller ikke bold uden modstander, og Rusland er begyndt at røre på sig.

Jeanette Serritzlev pointerer, at russernes valgte kommunikationsstrategi er en strategi Vesten udmærket kender. »Det, som de gør, er jo noget, vi har set før i andre sammenhænge. De kører i fortællingen om, at Ukraine ikke har ret til at være en selvstændig stat, og på ideen om nynazister i Ukraine. Det har man prøvet at præge den russiske befolkning med i årevis, og det kører man hårdt på nu stadig i Rusland, men i højere grad også på de budskaber, der kommer ud til vestlige medier nu,« siger Jeanette Serritzlev.

Vi har i Vesten en tendens til at afskrive Ruslands misinformations-kampagner, men Jeanette Serritzlev er ikke helt så overbevist.

Hun oplever faktisk, at den russiske propaganda virker, også i Danmark. »Jeg blev spurgt af en bekendt, som ikke sidder og ser alt muligt underligt, men primært ser DR og TV2, jeg blev spurgt, ”De taler hele tiden om nynazister i Ukraine, er

der noget om det?”. Det blev jeg faktisk chokeret over, men det gjorde mig også opmærksom på en pointe, vi godt kender, at hvis man taler om noget, så er det lige meget om man negerer det, man fremkalder stadig billedet.

Så jo flere gange de med deres misinformation får os til at forholde os til den og sige: ”Nu taler russerne igen om nynazister, og det er ikke rigtigt”, så hører hjernen ikke, man siger ”ikke”. Vi er selv med til at viderebringe deres narrativ, også når vi går kritisk til det.« Det kan derfor vise sig at være et problem, når russerne fylder de vestlige medier med propaganda og narrativer, man instinktivt tænker er løgn. »Det er jo sådan med god propaganda, og løgn i det hele taget, at hvis folk hører en løgn nok gange, kan det godt være, de får at vide, det er løgn, men de er stadig lidt mere tilbøjelige til at tro på det, end de var før. Jeg har ikke løsningen på det her. Jeg vil blot påpege det som en udfordring.« Modus Operandi Et godt eksempel på spirende russisk succes med deres mediekommunikation er bombningen af børnehospitalet i Mariupol.

Russerne skiftede nemlig flere gange forklaring i løbet af ganske få timer. »Den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov går ud med narrativet om, at hospitalet var rømmet, og at det var militser fra Azov-bataljonen, altså højreradikale ukrainere, der bruger civile som menneskelige skjol-

de. I samme ombæring siger han i øvrigt, at Rusland slet ikke havde invaderet Ukraine.

Kort tid efter denne udtalelse, melder det russiske forsvarsministerium, at bombningen var iscenesat af Ukraine, og at det var skuespillere, man så på videoer og billederne,« fortæller Jeanette Serritzlev.

Russerne følger altså en helt tydelig modus operandi, og Vesten har set denne mediestrategi før i to uhyggelige sager fra en ikke fjern fortid. »To klare eksempler er nedskydningen af MH17, og så er det også gift forsøget på Skripal i Salisbury, hvor man også gik ud med flere alternative forklaringer. Det kommunikativt interessante ved Skripal-sagen er jo, at når man forsøger at slå en russisk afhopper ihjel med Novichuk (Sovjetisk udviklet nervegift, red.) så er det jo det samme som at lægge et visitkort. Alligevel går man ud og siger: ”Jamen det var slet ikke os - måske var det briterne der SELV gjorde det her!« siger Jeanette Serritzlev Nedskydning af civile i MH17-ruteflyet, forsøg på likvidering af afhopperen Sergei Skripal i et europæisk land og bombningen af børnehospitalet i Mariupol er alle sammen sager, som får Rusland til at fremstå i et usympatisk lys. Alle sammen sager, som Rusland benægter at have deltaget i, og sager, som Rusland har tilbudt alternative historier. Skal man tro Jeanette Serritzlev, er der en god grund til det. Det er nemlig alt sammen en del af et større magtspil.

13

»Det handler ikke om, at vi skal tro på det, men at vi skal blive i tvivl om, hvad der er sandt. Det at forstyrre og skabe støj i informationsrummet er med til at få dem til at stå stærkere. Specielt hvis det kan betyde, at man i Vesten bliver mere i tvivl om, hvad man kan regne med fra myndigheder, medier eller autoriteter i øvrigt,« mener Jeanette Serritzlev.

Sammensmeltningen Det er en ny tid, og de sociale medier gør, at kamppladsen ikke længere kun er fysisk, og våbnene ikke kun er krudt og kugler. Kan man så vinde en krig på god kommunikation? »Ligesom man ikke kan vinde en krig alene på slagmarken med våben og soldater, kan man ikke kun vinde en krig alene på Twitter.

Men man kan heller ikke adskille de dele fra hinanden længere, der er simpelthen en langt højere grad af sammensmeltning mellem den fysiske kampplads og det der sker digitalt.« Jeanette Serritzlev mener tydeligvis, at Ukraine har haft succes i krigens første periode, og ikke kun fordi de har stoppet den russiske fremmarch, men også fordi de har fået skabt en fortælling og mobiliseret Vesten. »Man kan godt sige, at Ukraine har vundet det første ”slag”, og man kan jo helt klart sige, de har vundet informationskrigen i første del af krigen her,« slutter Jeanette Serritzlev.

Om Ukraines kommunikative succes så ender ud i ukrainsk sejr eller snarlig våbenhvile, det må tiden jo vise.

14

KULTUR

APRIL 2022

»I’m not a man, I’m not a woman,

I’m a goddess«

Sascha Holiday debuterede på den danske drag-scene for fem år siden. Siden da har hun formået at vinde Showgirl of the Year i 2019, deltaget i Zulus store drag-dyst og er for nyligt sprunget ud som vært på P3’s podcast ‘Dragcentralen’. Vi har fanget hende inden et dragshow til en snak om det at være dragqueen. inden for feltet i Danmark. Og de mange roser varmer, men kan også skabe et vist forventningspres. »Når folk siger, at man bare er så fandens dygtig, bliver du også bare nødt til at levere hver gang og det… it’s tough. It can be tough sometimes.«

Af Mina Rahim

S

om drag-legenden RuPaul plejer at sige: ‘’We’re all born naked and the rest is drag’’. Og det er præcis sådan, jeg møder 26-årige Rasmus Munk Jensen en fredag eftermiddag. Helt nøgen. Eller han har tøj på. Men hans ansigt er helt bart og øjenbrynene gemt væk. Der er klar til at blive lagt make-up, så Rasmus Munk Jensen kan blive til Sascha Holiday. For hun skal nemlig være vært ved ‘The Epic Drag Show’ i Pumpehuset om fire timer.

Træder man indenfor, er man ikke i tvivl om, hvor magien sker. Det må være bag døren, der er bevogtet af den lange, sorte pailletkjole beklædt med fasanfjer.

Jeg træder ind, og min mavefornemmelse bekræftes ved synet af adskillige parykker og rhinsten-besatte kjoler. Jeg klemmer mig ind ved siden af den flittigt brugte symaskine. På det store bord i hjørnet finder man alt fra en limpistol til fuchsiafarvede fjer i en margretheskål. Alt sammen ting der bevidner om, at kreativiteten i dette rum er altoverskyggende. Det samme kan siges om Sascha Holiday. »Hun er alt, hvad glamour står for. Højt hår. Store former. Alt for meget. Fantastisk. Alt det gode,« fortæller Rasmus Munk Jensen.

Rasmus Munk Jensen er dog mere nede på jorden og ydmyg. Han tør ikke lige så meget, som Sascha Holiday gør. Fælles for begge er dog, at de udgør lige meget af den samme person. Og hvad angår kønsidentitet, er svaret: »Skulle jeg give mig selv et køn, ville jeg sige, at jeg var en mand, men jeg plejer altid

at sige: I’m not a man, I’m not a woman, I’m a goddess.« Vigtig, men ikke nødvendig Rasmus Munk Jensen griber fat i børsten med det bøjede hoved og går i gang med at konturere sit ansigt. Her danner han skygger og lys ved hjælp af makeup for at ændre formen på sit ansigt. »Du skal virkelig heller ikke tage dig af, at jeg ikke kigger på dig, det er bare fordi, lyset er rigtig godt her.« Jeg forsikrer ham om, at der er helt okay og spørger ind til, hvorfor han laver drag: »It gives me life! Altså, jeg ved godt, at det er sådan en mega nederen ting at sige, men det gør det virkelig. Det gør mig lykkelig. Det gør mig også ulykkelig nogle gange, men det giver mig alt det, jeg mangler.« Han tager fat i en ny børste. Denne gang en lidt mindre, for han skal nemlig ind og tegne et par øjenbryn. Makeuppen er en vigtig bestanddel af Sascha Holiday, og det er også tit efter, at den er lagt, at han bliver til Sascha Holiday. Dog er den ikke en nødvendighed. »Det bliver bare forstærket af makeuppen.

Jeg kunne sagtens være Sacha, selvom jeg ikke er i drag.« En prinsessekrone i sølv Det er ikke altid, at Rasmus Munk Jensen har kunnet bestemme, hvordan han skulle se ud. Det kan han tydeligt huske fra en episode i børnehaven. »Da jeg gik i børnehave, skulle vi en dag have lavet ansigtsmaling. Amalie, min veninde, fik tegnet en prinsessekrone i panden i sølv, og jeg syntes, at den var så flot. Så

jeg spurgte pædagogen, om jeg også måtte få en, men det måtte jeg ikke, fordi jeg var en dreng. Jeg kan tydeligt huske det. Altså hvorfor måtte jeg ikke det?« Følelsen af ikke at få lov til at være sig selv fulgte med ham i folkeskolen. Her blev han genstand for tilråb og bemærkninger om hans væremåde. Men selvom mobningen fyldte meget, ændrede han aldrig på sig selv: »Bliv ved med at være dig selv, og så må du tage de tæsk, det tager. It gets better.« Den indre sabotør Og det blev better. Efter folkeskolen begyndte han på frisørskolen, hvor han fik det kreative frirum, han altid gerne har villet udforske. Her fejlede selvtilliden absolut ikke noget. Indtil den gjorde. »Jeg havde en periode, hvor jeg var en meget confident person, og det var ikke pænt. Og så besluttede jeg mig for, at sådan skulle det bare ikke være mere.« Han oprettede derfor en note på sin telefon med ordene: ‘’Husk nu: Du er aldrig god nok.”

Det startede som en form for motivation til at blive bedre, men han ved i dag, at det egentlig var mere destruktivt end motiverende.

Selvom den indre sabotør er godt gemt væk, kan den stadig komme på besøg en gang imellem. Især inden et show. »Så kan jeg sidde og tænke: Er du overhovedet god nok til det? Tænk, at der kommer 600 mennesker, og de finder ud af, at du slet ikke er så god, som alle folk går og siger, du er.« For det siger folk nemlig. Sascha Holiday bliver anset som værende en af de bedste

Ufrivillig pause Rasmus Munk Jensen sprayer et lag ansigtsspray over ansigtet. Derefter hiver han en vifte frem med teksten ‘’B*tch, I’m Epic!’’ og vifter det ny-sprayede lag tørt. Perlemoren i sprayen er tydelig og funkler for alle pengene, hver gang lyset rammer det. »Jeg vil egentlig gerne have, at folk tænker: Det der, det kommer jeg aldrig til at kunne.« Der ligger mange timer bag det at opnå det uopnåelige. Det er de farvestrålende kjoler i arbejdsværelset et tydeligt bevis på. De er alle syet fra egen hånd. Og Sascha Holidays drag skal gerne fremstå perfekt. »Det er fordi, at det, jeg sælger, er i mit hoved, hvordan den perfekte kvinde ser ud.« Men stræben efter perfektion blandet sammen med et 37-timers frisørjob om dagen og optrædener til dragshows om aftenen endte med, at Rasmus Munk Jensen ramte en mur. »I 2019 havde jeg en lille nedtur, hvor jeg gik ned med stress, og så trak jeg stikket ud.« Efter halvanden måneds pause puttede han stikket i igen og vendte tilbage til dragscenen. Denne gang med fornyet energi.

At tale uden om koret Drag er efterhånden blevet fast inventar i kulturlandskabet, og det glæder Rasmus Munk Jensen, som også drømmer om endnu mere inklusion af drag: »Jeg håber, at drag bliver endnu mere mainstream, og at der kommer mere af det på tv.« For ham er det dog også vigtigt, at man fanger alle dem, der ikke kender så meget til drag i forvejen. For fans af drag i Danmark har allerede set og lyttet til, hvad der er at finde af drag-relaterede ting. »Vi taler jo allerede til koret. Vi er jo enige om, at den her ting (drag, red.) er fantastisk, men vi skal have de andre til også at synes, at det er fantastisk.« Med de ord lægger Sascha Holiday den murstens-farvede lipliner fra sig og går hen mod det store spejl i den anden ende af værelset. »Jeg skal bare lige kigge mig selv i spejlet.« Og det gør hun. I noget tid. Hun ser tilfreds ud. Og med al sin ret.

Jeg gør klar til at sige farvel til Sascha Holiday, men hun stopper mig halvvejs og siger: »Nu skal du lære, hvordan dragqueens krammer farvel.« Hun tager fat om mine skuldre og læner sig ind mod mig. Nok til at jeg kan fornemme duften af den perlemorsfarvede spray fra før, men også nok til, at jeg ikke udvisker det kunstværk, hun netop har spenderet to timer på at kreere på sit ansigt.

Hun sender to luftkys. Et til min højre kind og et andet til min venstre kind.

KULTUR 15

APRIL 2022

Der bliver kælet for de små karakterer og store konflikter i sæson 2 af ‘Euphoria’

Serie-anmeldelse: Første sæson af ‘Euphoria’ gav os tumblr-æstetik, drama og angstfyldte karakterer i et blåligt serieunivers. I sæson 2 er der skruet op for varmere toner og vilde konflikter, men er det på bekostning af nuancerne?

OBS: INDEHOLDER SPOILERE

Af Anna Katharina Wørmer.

Foto: HBO Max

J

eg har aldrig snakket så meget om en serie, som jeg har om Euphoria – og med god grund, for første sæson var vild. Serien skildrer ungdommen, det smukke og æstetiske, det grimme og ubehagelige. Især Zendaya skinner igennem som skuespiller og beviser, at hun med elegance kan bevæge sig fra Disney-barnestjerne til voksen-skuespiller på HBO. Æstetikken og det forrygende skuespil bliver heldigvis også forløst i sæson 2, men der er noget nyt på spil nu; nye dramaer, nye plot-twists og nye bipersoner, som der bliver kælet ekstra meget for.

Denne sæson har fået lagt et varmt sepiatonet filter over sig, som kunne afspejle seriens udvikling – eller så er det bare en ny idé fra serieskaberen, Sam Levinson. Uanset hvad, er universet i sig selv stadig pulserende og dragende, men på en ny måde med varmere farver og et forførende soundtrack, hvilket nok er seriens største force.

Allerede fra første afsnit får vi præsenteret sæsonens mange konflikter - og der er ret mange. Jeg er nok ikke den eneste, der sidder tilbage med en række ubesvarede spørgsmål efter sidste afsnit. Derfor har jeg udvalgt tre handlingsforløb, som har gjort størst indtryk på mig i denne sæson. Vi skal forbi Rues gensyn med stofferne, Cassie, der spinder for Nate og indleder en affære, og Cals fortid.

I sæson 1… … er hovedpersonen Rue i sorg over at miste sin far, hvilket er springbrættet til et stofmisbrug. Hun møder Jules, som hun bliver venner med og senere forelsket i. … lever Cal et dobbeltliv, hvor han balancerer mellem tilværelsen som familiefar og tilværelsen som sex-freak med hang til unge piger og drenge. Han er desuden far til Nate, som er seriens gudesmukke, men psykopatiske karakter. … er Maddie (eks)kærester med Nate, selvom det er det mest toxic kærestepar siden Blair og Chuck fra Gossip Girl. Maddie er desuden en boss bitch, der hænger ud med den lidt mere tilbagetrukne veninde, Cassie.

Tyfonen Rue Rue sovser stadig rundt i elendigheden. Man tænkte måske, at hun var blevet for gammel til at sniffe og ryge, men det er hun bestemt ikke. I denne sæson er der både nye stoffer, en kuffert og en mystisk drugdealer involveret. Jules trækker sig dog lidt i baggrunden, hvilket også gør Rues handlingsforløb meget ensidig, og jeg fanger mig selv i at tvivle på hendes udlægning af… ja, faktisk alt. Hun er jo stofmisbruger og konstant påvirket, så man kan diskutere, om hvorvidt hun er en pålidelig kilde? Kan vi stole på hende, når hun fortæller om de andre karakterer? Eller når hun fortæller om, hvor fedt det er at være doped på et stof, man aldrig har hørt om før?

Det eneste, jeg tør stole på, er, at afsnit fem tegner et retvisende billede af tilværelsen som stofmisbruger. Her bliver The Spiral of Drugs illustreret med kaotiske, ulækre, altødelæggende og ubehagelige scener. Det er afsnittet, hvor Rue som en tyfon ødelægger alt på sin vej fra start til slut.

Det er en tankevækkende episode, som vores kære hovedperson næppe kan fordreje til noget magisk og skønt, hvilket hun tit gør med sine drug-sessions. Rue er en speciel karakter, som både kan være kæk og charmerende, men man bliver også små-irriteret på hende og hendes trang til flere stoffer. Det skønne er, at hun får sig en bid selvindsigt i denne sæson – spørgsmålet er bare om det vil vare ved i næste.

I sæson 2… … genoptager Rue kontakten til de elskede drugs og skjuler det for vennerne, familien og Jules. … finder vi ud af, hvorfor Cal balancerer mellem familiefar og sex-freak. … er Maddie ikke længere sammen med Nate, og Cassie ser sit snit til at indlede en affære med Nate bag Maddies ryg.

Cals seksualitet Så er der Nates far, der i denne sæson får endnu mere skærmtid. Jeg vil vove at påstå, at Cal er den eneste karakter, der gør sig fortjent til seernes medlidenhed i kraft af hans fortvivlede ungdom. Vi får serveret en skarp, filmisk montage af hans tid i High School. Her præsenteres de problematikker, som unge Cal står overfor; er han forelsket i

sin bedste homie? Hvad gør han med kæresten og den uønskede graviditet? Hvad med den seksualitet, der endnu ikke er blevet udforsket?

Her er tale om et pragteksemplar på en person, der fik lagt låg på sin sande identitet i teenageårene, hvilket senere hen resulterer i et oprør mod kernefamilien. Pludselig giver det mening, at han pisser på tilværelsen som familiefar - og hvorfor han drikker sig skidefuld og tisser i entréen, mens hans kone og børn ser på. Flashbacket til Cals unge dage giver én ondt i maven, men også en lille smule forståelse for, hvorfor han som voksen tumler rundt på motelværelser og, pardon my french, optager sig selv, mens han knalder med unge drenge og piger. Han er en fortabt knægt i en mandekrop, men hans historie er vigtig både i det fiktive og i det virkelige liv.

Han formår at gøre sig selv værdig som karakter i denne sæson, da vi bliver inviteret ind i hans hoved og får et indblik i hans mange regrets fra ungdommen. Når det så er sagt, er Sinéad O’Connors drømmeagtige ’Drink Before the War’ det perfekte track til scenen, hvor den unge Cal står i neonlysets skær og flirter med sin bedste ven og sin egen seksualitet.

En tvivlsom relation mellem Cassie og Nate Apropos seksualitet er der også en seksuel tension mellem en blond kvinde og en mørkhåret fyr, som skal italesættes. Vi ser nemlig mange sexscener mellem den ’uskyldige’ Cassie og den psykopatiske Nate, hvilket er en farlig cocktail, når der findes en hårdhudet karakter som Maddie. Hun bliver ikke begejstret, når hun finder ud af, at hendes bedste veninde og ekskæreste har indledt en hed affære bag hendes ryg - og med god grund. Dette handlingsforløb har været det mest omdiskuterede trekantsdrama på

TikTok i lang tid, hvilket formentlig skyldes det moralske aspekt; er det OK at snuppe venindens eks, når hun ikke ville have ham længere? Eller er det imod Girl-Code?

Der er mange lag i dette indspiste drama, men det er alligevel, som om der mangler noget, for vi får ikke meget at se til relationen mellem Cassie og Nate. Deres sexliv opfylder den enes behov for at udvise maskulin dominans og den andens ønske om at føle sig elsket – du kan selv gætte hvem, der er hvem - men hvad er der så tilbage? Hvad bliver der af den mindre sexede, men mere trivielle del af affæren? Det tyder på, at de sover sammen hver fredag, så hvad snakker de mon om, når de skovler cornflakes ind om morgenen, hvis de overhovedet spiser morgenmad sammen?

Romantiserer Euphoria stadig stoffer?

Anden sæson af Euphoria får 4 ud af 6 Knud’er, da den er visuelt skarp og samtidig adresserer nogle vanvittig relevante temaer. Temaer, som på den ene eller den anden måde henvender sig til publikum.

Diskussionen om, hvorvidt serien glorificerer stofmisbrug, er ikke længere aktuel efter afsnit fem, hvor Rues skrøbelige og ubehagelige adfærd formår at dræbe enhver tvivl.

Stofferne er ikke længere wavy og cool, de er tværtimod altødelæggende og frastødende.

Omvendt kunne serien godt være mere nuanceret, hvilket måske skyldes, at det æstetiske aspekt fylder for meget og derfor efterlader et par løse ender. Mange spørgsmål forbliver ubesvarede, men måske er det også intentionen.

I denne måneds LIXEN er vi stolte af at kunne lancere Knud’er som et alternativ til de klassiske stjerner, inspireret af den sagnomspundne journalist Knud Meldgaard.

Illustration af Søren Sand Djernæs.

16 KULTUR

APRIL 2022

En forestilling om ensomhed Resultater fra Den Nationale Sundhedsprofil viser, at særligt unge er hårdt ramt af ensomhed. Der er sket en markant stigning mellem 2017 og 2021 i antallet af unge, der føler sig ensomme. LIXEN har været til en teaterforestilling med netop ensomhed som tema.

Af Benjamin Jungdal Foto: Andreas Bergmann

E

n mystisk, lille mand træder frem på scenen. Han er iført skjorte, sorte bukser og et slips. Xylofon-musik fylder salen med mystik. Den lille mands hoved er ikke et menneskehoved. Han har to sprækker som øjne, ingen mund og et brunt papmaché kranium.

Det er jonglør og cirkusartist Frida Odden Brinkmann, der styrer den lille mand. Hun har ryggen, eller rettere, sit bagparti vendt mod publikum. Den lille mands front er Frida Brinkmanns bagdel. Han hedder Antero, og han er hovedpersonen i 11/2, som er en forestilling om ensomhed. da Odden Brinkmann har turneret med ham i snart 10 år. Vi er til forestilling i Odense hos ‘Dynoma - Workspace for circus and performing art’.

Frida Odden Brinkmann er fra Norge og har arbejdet som jonglør og cirkusartist siden 2008. Hun er uddannet i Paris og København og har optrådt i en række internationalt anerkendte kompagnier men turnerer nu med forestillingen med Antero.

Stigning i ensomhed blandt unge Antero tegner en firkant på gulvet. En firkant, der omkranser scenen. »Herinde kan jeg være helt for mig selv,« siger han.

Han trækker en måtte ind på midten af gulvet og tilføjer: »Jeg er helt alene.« Ifølge Den Nationale Sundhedsprofil 2021 er Antero ikke alene om at være alene.

Undersøgelsen, der udkom i begyndelsen af marts, viser bl.a., at der er sket en stigning i andelen af danskere, der føler sig ensomme sammenlignet med 2017. Værst ser det ud blandt de unge mellem 16 og 24, hvor hele 16,7 % af kvinder og 14,4% af mænd ofte føler sig ensomme. Det er en stigning på over 5 % procentpoint sammenlignet med

barhed, ensomhed og nogle af de svære mentale udfordringer gennem kunst, herunder poesi og teater,« fortæller han.

2017 for begge køn. Undersøgelsen blev lavet under corona-nedlukningen i begyndelsen af 2021, så resultaterne skal tages med forbehold.

Ifølge Kasper Bruun, der er ungerådgiver og synligheds-medarbejder i headspace, er ensomhed stadig et tabu. Headspace er en frivillig organisation, der tilbyder rådgivning til alle unge, der har brug for nogle at tale med om de udfordringer, de står med, herunder ensomhed. »I Headspace ser vi sårbarhed som et almenmenneskeligt træk, noget som alle bærer med sig. Det er noget, vi også gerne vil have udbredt, og som, vi også tror, er en del af svaret på ensomhed. Man skal tale om ensomhed og gøre problemet til noget alment kendt,« forklarer han.

Kunsten, der bryder tabuet Antero finder en bold frem fra den øverste skuffe i kommoden og kaster den ned foran sig på scenen. Han kigger ned på bolden, der ligger på scenegulvet, ensom og forladt. ”Værsgo en ven,” siger han og kaster endnu en bold ned på gulvet.

Forestillingen handler om ensomhed, men også at begynde på ny. »I løbet af forestillingen finder han ud af, at når alt er på plads, er det måske ikke så sjovt at være alene,« forklarer Frida Odden Brinkmann.

Ifølge Kasper Bruun kan kunsten noget særligt, når det kommer til at bryde tabuet om ensomhed. »Jeg er enormt tilhænger af at adressere sår-

Nye perspektiver »Jeg har også brug for nogen at danse med, men jeg er skide bange for damer. Men hvis jeg bliver ved med at have det sådan, finder jeg aldrig en dame. Jeg skal bare være mig selv,« siger Antero tvært, men ombestemmer sig hurtigt. Han finder en avis frem for at finde én at være sammen med, en kæreste.

En stor del af salens ældre segment fniser.

Frida Odden Brinkmann vil gerne underholde og forbløffe med forestillingen. »Men de skal også gerne få en følelse med hjem. De skal se, at man altså godt kan starte igen, men at man skal ud af skallen. Den handler om at være alene, men uden at ville være alene, og uden at turde tage kontakt til nogen,« forklarer hun.

Som Kasper Bruun ser det, er der enormt meget at hente i kunsten og en mere æstetisk tilgang til problemet med ensomhed. »Kunst og æstetik kan give os nogle perspektiver, som vi måske normalt har svært ved at se,« fortæller han.

Det ringer på døren. Antero bliver helt forfjamsket og løber rundt i cirkler. Små børn på første række griner. Det er en herlig latter. Frida Odden Brinkmann kommer nu frem på scenen. De danser og jonglerer sammen. Antero er ikke længere alene. Antero er ikke længere ensom.

Eventkalender Odense april 2022 1. april / BODYSLAM Wrestling / Magasinet 1. april / Fredagsbar Live: Kristine Hoelgaard (Fri entré) / Dexter 1. april / Tobias Dybvad “Levemand” / ODEON 1. april / Musik i mørket - Buxtehude: Membra Jesu Nostri / Sankt Hans Kirke 1. april / Lanceringsfest af FABULA FORÅR 2022 / SDU 2. april / Det Store H.C. Andersen Fødselsdagsshow / Odense Koncerthus 2. april / Odense Internationale Plademesse Nr. 69 / Posten 2. april / Antigone 2030 / Teater Momentum, Odense 2. april / Koncert Mahlers ‘Das Lied von der Erde’ / Odense Domkirke 2. april / H.C. Andersen Prisen 2022 uddeles / Odense Teater 2. april / Dayyani + Support / Studenterhuset 2. april / Afro Sensation White Party / Rødegårdsvej 237 2. april / Metal Mekka - Black Tritonus, Summit mfl. / Munkebjergvej 140 3. april / Troels Trier: Koncert og storytelling / Dexter 3. april / TipToe BigBand plays Tarantino & Bond / Posten 3. april / Papa Piders Jazzband / Seniorhuset Odense 3. april / Magi, Spænding og Illusioner / Cirkus Flik-Flak 3. april / OperaBio - Ariadne Auf Naxos / Nordisk Film Biografer 3. april / Veras Market / Storms Pakhus 4. april / Jazz Jam / Dexter 5. april / Kaki King / Dexter 5. april / Tænkepauser Live / Odense Teater 6. april / Teis Semey Trio / Dexter 6. april / Yepha-LIVE m. band / Posten

6 og 7. april / Shen Yun 2022 / Odeon 7. april / Doula + Motorique / Posten 7. april / Fineline / Dynamo - Workspace for circus & performing arts 8. april / Andorra / Dexter 9. april / Morgenrock: Signe Svendsen & Hjorth/Skjærbæk / Dexter 9. april / The Sandmen / Posten 9. april / Den Korte. Live On Stage 2022 / Odeon 10. april / Modern Tango Quintet / Odense Valgmenighed 10. april / Krogagers Kaffesaloner / Den Fynske Opera 11. april / De 3 bedste fra DM i standup 2021 / Teater 95B 13. april / Andreas Odbjerg / Posten 15. april / Psyched Up Janis - Artist Talk / Dexter 15. april / Dizzy Mizz Lizzy / Jyske Bank Arena Odense 16. april / The Minds of 99 Arena Tour 2022 / Jyske Bank Arena Odense 16. april / Fyr & Flamme / Posten 19. april / The Devils / Dexter 22. april / Matt Schofield FEAT. The King’s Rhythm Crew / Dexter 22. april / Freja Kirk / Posten 23. april / Pind / Posten 27. april / Dragbanko med Polly & Martha / Teater 95B 28. april / Science and Beers: The History of Capitalism / Studenterhuset 28. april / Open Jam / Studenterhuset 30. april / PATINA / Posten

17

APRIL 2022

»Jeg havde overhovedet ingen tro på, at jeg skulle komme til at løbe igen« Emma Tonsberg har i en ung alder været ude for mere end de fleste. Den 25-årige løber har døjet med to brækkede hofter og en påkørsel – oplevelser, som har udfordret hendes identitetsfølelse, men samtidig fået hende til at sætte pris på de små ting i tilværelsen.

Af Sara Falk Garde ikke trække vejret.« Da ambulancefolkene ankommer, giver de hende en nakkestøtte på og løfter hende op på en båre. Hun har ingen idé om, hvorfor hun har så frygteligt ondt. Det hele går ufatteligt stærkt og føles uvirkeligt – som et fjernt mareridt. »Lige inden jeg kommer ind i ambulancen, kigger jeg op i himlen. Jeg kan huske de her hvide skyer, og jeg tænker: ’Det kan ikke passe, det her. Det er ikke mig.«

Foto: Adele Maguad

S

iden august 2021 har Emma Tonsberg læst en bachelor i psykologi på University of South Alabama i byen Mobile i USA og været en del af universitetets distance-løbegruppe, over 7.000 km fra hjemstavnen Nørre Nissum i det vestjyske.

Hun er blevet tildelt et fuldt betalt stipendium, blandt andet fordi hun kan løbe 5 km på 17:48. Men de sidste otte uger har hun ikke været en del af sit team på samme måde, som hun plejer. »Jeg er der altid til træning, men selvom man er der, så mangler man at være en del af det – en del af løbet,« siger hun med en længsel i øjnene.

Siden hun deltog i sit første byløb som 12-årig og fløj ind over målstregen som den første, har Emma været bidt af løb. Det var først efter dimissionen fra Lemvig Gymnasium i 2016, at hun følte, at hun havde tid til målrettet at dyrke sportsgrenen – og så tog det for alvor fart, da hun tilmeldte sig efterårsholdet på Nordjyllands Idrætshøjskole i 2019. Her kunne hun dyrke løb som en linje, hvor læreren Morten Marinussen skræddersyede ugentlige træningsprogrammer til hende. »Hvis du ikke er helt elendig til noget, og nogen så siger ’det er ikke helt ringe, det der’ – så bliver man motiveret. Det ene driver det andet, og så lige pludselig løber du helt vildt meget.« For otte uger siden blev der sat en stopper for hendes to daglige løbeture, da hun en fredag eftermiddag cyklede til træning. Efter at have diskuteret frem og tilbage med sine teammates havde Emma taget den endelige beslutning om, at kl. 3 passede fint.

Idet hun krydser vejen, kører en bilist direkte ind i hendes venstre side. Sammenstødet sender hende flyvende gennem luften. Da hun rammer asfalten, borer cykelstyret sig ind i hendes ribben. »Jeg kan huske, at jeg lå der på vejen, omringet af så mange mennesker og politifolk. Ham der påkørte mig var der også, han ringede 911. Jeg lå bare der og kunne næsten

Lærepenge for livet Hvorfor mig. Det spørgsmål har Emma tit stillet sig selv.

Bare halvandet år tidligere var det usikkert, om hun overhovedet kunne komme til at løbe igen uden smerter.

Da Berlin maraton i 2020 blev aflyst, blev alle løbeklubber i Europa opfordret til at løbe rekorden – 2 timer, 1 minut og 39 sekunder – og se, hvor langt man kunne nå at løbe på den tid. Den lokale løbeklub i Lemvig påtager sig udfordringen, men da Emma når de 26 km, får hun pludselig en voldsom smerte i sin venstre hofte. Det er som at få en kæmpe kniv stukket ind i benet – men hun er varm, og det kører. Hun når i mål, men da hun vender sig rundt for at tage noget mad, kan hun slet ikke støtte på sit venstre ben. »Jeg har så ondt i den efterfølgende tid.

Bare jeg vender mig i sengen, så græder jeg.

Og jeg ved jo ikke, hvad det er,« fortæller hun.

Efter mange forgæves ture ved lægen, som ikke kan finde ud af, hvad der er galt, bestiller Emmas forældre en privat MR-scanning.

Den afslører, at hun har fået en stressfraktur på venstre hofte. Knoglerne er brækket næsten hele vejen igennem. »Jeg havde ingen idé om, at det kunne lade sig gøre – at man kunne løbe så meget, at ens knogler brækkede. Men det kan jeg skrive under på, det kan man. Det var lærepenge for livet, jeg fik der.« På det tidspunkt var hun allerede blevet scoutet af en træner fra University of South Alabama, men hun følte ikke, at hun kunne takke ja til et fuldt stipendium med en brækket hofte. Universitet var dog stadig opsat på at rekruttere hende, og de ville fortsat holde kontakten og følge med i hendes bedring.

Efter tre langsommelige måneder var den venstre hofte efterhånden helet, men smerterne havde i stedet flyttet sig over i den højre hofte, hvor en begyndende fraktur var blevet værre.

10 måneder på krykker og en masse genoptræningsøvelser bragte hende så småt tilbage på et plan, hvor hun kunne træne på normal basis igen. Og da det blev august, kunne hun sund og rask tage til Alabama og løbe for the Jaguars. Men selvom knoglerne var helet, plagede oplevelsen hende stadig. »Jeg gik fra aldrig at bekymre mig om at blive skadet til, at lige så snart jeg mærkede det mindste at tænke ’åh nej, er der et eller

andet nu?’ Rent mentalt var jeg nødt til at overbevise mig selv om, at det var okay.« Et liv uden smerter Den knivskarpe smerte fra stressfrakturen var dog ingenting i forhold til den smerte, hun føler, da hun ligger der på vejen i Mobile. »Jeg havde virkelig, virkelig ondt. Det var 1000 gange værre. Jeg har aldrig oplevet noget så smertefuldt.« Emma bliver kørt direkte på intensivafdelingen. Hendes lever bløder, venstre hånd og to ribben er brækket, hun har en fraktur i højre knæ. Uanset hvad lægerne prøver at dække hende ind med af smertestillende medicin, føler hun ikke, at der er noget, som kan tage smerten. Hun kan ikke spise noget, for medicinen giver hende en konstant kvalme. Smerten holder hende vågen om natten. »De første par dage troede jeg aldrig, at jeg nogensinde skulle få et liv igen. Det var virkelig et helvede. Du græder hele tiden, men når du så græder, så gør det ondt.« Hun kan intet. Ikke engang tænde for fjernsynet. Hver gang hun lukker øjnene, ser hun den fredag eftermiddag for sig. Hvorfor havde hun ikke sagt, at de skulle mødes kl. halv tre? Eller halv fire? Hvorfor så bilisten hende ikke? Hun var kommet til USA for at løbe, men det kan hun ikke. Hun kan ikke noget som helst.

Alle andre omkring hende er optimistiske og siger, at det nok skal gå, og at hun kan få en ny hobby i mellemtiden – men Emma føler ikke, at de forstår, hvor meget løb betyder for hende. »Rent personligt er det at løbe min frihed – det er mig, det er mit image. Jeg er Emma, hende løberen. Men på det tidspunkt var det

Foto: Clervie Chagot

absolut vigtigste for mig, at jeg rent faktisk kunne få et liv uden smerter. Det tror man virkelig ikke på, når man har så mange smerter. Jeg havde overhovedet ingen tro på, at jeg skulle komme til at løbe igen.« Efter en voldsom uge på intensivafdelingen får Emma lov til at komme hjem til sin lejlighed lidt uden for campus, hvor hun bor med to andre piger. »Man er næsten et udstillingsobjekt. Alle skulle komme og se, at jeg var i live. Jeg har aldrig fået så mange blomster og chokolade i hele mit liv,« siger hun med et grin.

En uge efter udskrivelsen fra hospitalet er Emma fortsat sengeliggende – hun kan knap gå fra sit værelse og ind i den fælles stue.

Hendes venner hjælper hende med at gå på toilettet, vasker hendes hår og laver mad til hende. »Det var virkelig et step back – du skal være taknemmelig for, at du er i live, du skal være taknemmelig for, hvis du bare kan leve et normalt liv igen. Noget jeg virkelig sætter pris på nu er hverdagslivet, at kunne leve uafhængigt af andre og uden smerter.« For hver dag der går, får hun det lige så stille bedre og bedre. Hun kan gøre flere og flere ting selv, og tre uger efter ulykken genoptager hun sit studie.

Nu mangler hun blot at få svar på en sidste CT-scanning, som skal afklare, om hendes lever og ribben er helet. Hvis det er tilfældet, kan hun få lov til at løbe igen – og dét har hun savnet. Selvom påkørslen har mindet hende om at være taknemmelig for de små ting i tilværelsen, så ved hun stadig ikke, hvad hun skulle gøre, hvis løb endegyldigt blev taget fra hende. »Jeg reflekterede virkelig meget over det, både efter det med hofterne og efter jeg blev påkørt. Men jeg ved det virkelig ikke.«

18

SPORTEN

APRIL 2022

Dansker i England:»Det var folk fra Chelsea, der ville have mig ud at spille i deres klub« Det er måske en decideret sjældenhed, når danskere har personlig erfaring med britiske klubber. Dog er det ikke ligefrem umuligt. Therese Friis har nemlig lige præcis den oplevelse helt tæt på kroppen med et meget velkendt hold i blå og hvide farver.

Af Mathilde Lehrskov Michaelsen Foto: Mathilde Lehrskov Michaelsen

M

an er ikke i tvivl, når man træder ind i Therese Friis’ lejlighed. Der hænger fodboldplakater og trøjer på væggene, der er medaljer og pokaler på hylderne, der er gamle fodboldbilleder med en meget ung Therese, og der er de mest kendte fodboldspilleres signatur indrammet sort på hvidt. Therese Friis er en dedikeret fodboldfan, men ikke bare for hvilket som helst hold: Hun er Chelsea fan. Dog har hun et helt specielt kendskab og forhold til fodboldholdet. Hun har nemlig selv spillet for Chelseas kvindelige ungdomshold fra 2009 til 2015. En årrække som uden tvivl har haft en positiv indvirkning på Therese både dengang og nu.

I 2001 pakkede familien kufferterne og drog mod England, hvor en hel ny verden bød sig velkommen. En verden, der bestod af fodbold, og som Therese på ingen måde kunne have forudset.

Interessen for fodbold startede for Therese, som ved de fleste spillere og entusiaster, hvor hun spillede fodbold i frikvartererne. Hun kunne ikke snakke engelsk særlig godt, men hun kunne godt lide at spille fodbold, så det var en nem måde at få venner på. En helt tilfældig dag i England skulle Therese spille fodboldstævne med skolen, hvor hun blev mødt af nogle fremmede, der blot havde ét vigtigt spørgsmål: Om hun ville komme til prøvetræning i deres klub.

Det ville senere hen vise sig, at det fodboldstævne og den specifikke prøvetræning skulle bane vejen for Therese og hendes fodboldkarriere de næste mange år. »Det viste sig så, at det var folk fra Chelsea, der ville have mig ud at spille i deres klub,« fortæller hun.

Derfra gik det kun én vej. Træningerne blev flere, og dedikationen blev højere.

Velkommen til Chelsea F.C. Det var ikke ligefrem ”a piece of cake” at blive en del af Chelseas ungdomshold. Man skulle igennem en optagelsesprøve bestående af to dele, før man kunne kalde sig for en vaskeægte Chelsea-spiller. »Over halvdelen blev sorteret fra,« fortæller Therese, når hun bliver spurgt til indsnævringen af udvælgelsen til de fremtidige fodboldspillere.

Optagelsesprøven bestod af teknisk viden, hvordan man spiller i kamp, én mod én, to mod to og så videre. Det blev også vægtet højt, at spillerne forstod spillet og forstod spillet fra den position, som de spillede på banen.

Der er selvsagt forskel på, om man spiller angreb og forsvar, og dermed er der også forskel i kompetencerne. Therese endte med at kvalificere sig til en plads som midtbanespiller for

Chelseas ungdomshold i 2009.

Alligevel blev det hårde arbejde belønnet på enten den ene eller den anden facon. Især når man i forvejen er dedikeret fan af Chelsea og dermed har kendskab til spillerne. Her kan belønningen være noget så simpelt, som at se kendte ansigter og idoler på træningsbanen. »Jeg har ikke snakket med dem fra Chelsea, men man kunne se dem gennem hegnet.

Så stod Petr Čech og alle de gode gamle der,« siger Therese med et smil på læben.

Disciplinering og ændret mentalitet Selvom træningen i en stor klub som Chelsea uden tvivl er intens og hård, så ser Therese tilbage på den periode, som den bedste fodboldtid nogensinde. »Det var den fedeste træning, jeg nogensinde har prøvet. Så snart du trådte ud på træningsbanen, så skulle man bare være fokuseret.« Der er ingen tvivl om, at det var elitefodbold på højt niveau. Kravene var høje og målrettede, men når man lærte de strenge forhold at kende i sådan en ung alder, så blev det bare en naturlig indlæring og almindelig del af hverdagen. »Kommer du ikke til træningerne, opfylder du ikke kravene, gør du ikke, hvad der bliver sagt, så er det bare farvel. Du får én chance.« Heldigvis bakkede Therese ikke under for det store pres og for den sommetider markante vindermentalitet. Selvom det var et skift fra hyggefodbolden i skolegården, så tændte det også en ild i hende. Også hendes skoleliv og lektier blev en integreret del af den dedikation og målrettethed, som hun lærte. Til dels fordi holdet prioriterede det, men også fordi disciplinen blev en naturlig del af den britiske hverdag. Skoleuniformerne skulle regelmæssigt stryges, og lektierne skulle helst overstås, før hun kunne tage til træning. Fodbolden fyldte mere end lektierne, men hun vidste godt, at de stadig skulle laves og vægtede en del. Det blev nemlig set ned på i fodboldbranchen, hvis ens karakterer var dårlige. »De kigger selvfølgelig på, kan man følge med, ja eller nej? Prioriterer man sin sport for meget?« Ifølge Therese skulle man uden tvivl finde en balance for at få alt til at gå op i en højere enhed. Til gengæld er læringen af denne proces en stærk faktor for hende den dag i dag. »Man udvikler sig jo ikke kun inden for fodbold, man får jo også nogle personlige kompetencer i andre perspektiver af livet. Jeg har lært, at når du går ind til noget, så gør du det fuldt ud. Du giver dig selv hundrede procent hele tiden, for ellers så får du ikke noget ud af det.«

Savn til det britiske Når Therese bliver spurgt ind til, om hun savner fodbolden i England, og alt hvad det indebar, så er svaret entydigt. »Ja. Det er det eneste, jeg savner ved England.« Therese træner nu i en dansk klub, men det er tydeligt på flere faconer, at hun er gået fra elitefodbold til ”hyggefodbold”. Therese siger, at hun nu gør det for det sociale, for at holde sig i god form og så, fordi hun selvfølgelig stadig godt kan lide at spille fodbold. Dog er det slet ikke for bestræbelsen efter elitefodbold længere. »Jeg var ambitiøs, da jeg kom til Danmark, men jeg var for gammel til at spille på 1. holdet, så jeg skulle spille på 2. holdet som kvartalsspiller. Herfra røg mit niveau bare nedad.« Det gør uden tvivl noget ved ens mindset og ambition, når man skifter fra en stor klub i England til en lille klub i Danmark. Det gjorde også noget ved Therese og hendes udvikling inden for fodboldens verden. »Man var lige på toppen og klar til at udvikle sig endnu mere.« Alligevel fik hun store ord med på vejen fra trænerne ved Chelsea. »De sagde, at hvis jeg fortsatte på det niveau, så kunne de godt se mig på det danske landshold en dag.« Det var den sidste og afsluttende kommentar, som trænerne sagde til Therese, før hun pakkede sin kuffert og drog tilbage til de danske rammer.

Hvad så nu?

Therese Friis har lige haft en pause fra fodbolden i to år, da hun ikke synes, at det var givende for hende at spille i sin gamle klub, og da hun fik en overbelastning i knæet. »Jeg skulle lige finde motivationen frem

igen, for hvad nu hvis knæet ikke kunne holde? Det var lige en grænse, som man skulle have overskredet,« udtaler Therese sig.

Den dag i dag studerer Therese til fysioterapeut på UCL i Odense. Hun er fortsat interesseret i kroppen, det at være aktiv og sund, og det kommer, ifølge hende, nok til at forfølge hende resten af livet. Hun har heller ikke planer om at opgive fodbolden eller stoppe. »Det har været nogle fede oplevelser, og det skal man bare tage med hjem i bagagen og bruge det i stedet for at tænke øv og ærgre sig.« Hun har fortsat samme mentalitet den dag i dag, som dengang hvor hun blot var en lille pige. Hun laver stadig sine lektier først, og så tager hun til træning, præcis som for flere år siden.

Når der bliver spurgt, om Therese er tilfreds med, hvor Chelsea befinder sig lige nu, så er svaret meget beskedent, men ikke desto mindre ærligt og kontant. »Ja, jeg synes, at det går meget godt. Resultatmæssigt synes jeg, at det kører, som det skal. Selvfølgelig er der altid nogle ting i klubben, men det kan man jo ikke rigtig gøre noget ved, når man sidder her.« Therese Friis er stadig en trofast Chelsea fan, hvilket hendes udsmykkede lejlighed så fint illustrerer. Ifølge hende forandrer det sig nok heller aldrig, hvilket er den samme dedikation, der har været der gennem hele hendes fodboldkarriere.

DEBAT

APRIL 2022

19

Hvorfor du skal bruge din SU på bedre mad – og andre madråd Af Christian Snedevind Jørgensen Foto: Christian Snedevind Jørgensen

M

an er, hvad man spiser, eller det siges det i hvert fald. Selvom jeg endnu ikke har set en pakke spaghetti med tilhørende ketchup vandre frem og tilbage på SDU, er jeg ikke i tvivl om, at de fleste af os har stiftet flittigt bekendtskab med denne budgetvenlige ret. Specielt når man er på SU, nedprioriterer man indkøb af fødevarer til fordel for husleje, fester, øl og andre basale fornødenheder.

Nu er vi en generation af unge mennesker, der faktisk prioriterer fødevarer af høj kvalitativ og etisk standard. Vi er også en generation af unge mennesker, der spiser mere eventyrlystent end vores forældre og bedsteforældre, eksemplificeret bedst ved kartoflens tilbagegang blandt den yngre generation. Jeg vover dog stadig den påstand, at for mange af os studerende stadig nedprioriterer økologi, dyrevelfærd og friske lokale råvarer i sæson.

Ikke af ond vilje, men af økonomiske og tidsmæssige årsager.

For hvordan skal man få råd til endnu en kasse Dansk Pilsner, eller den næste bytur på Boogies eller Old Irish, hvis ens lam skal have vandret på Fyns Hoved, eller ens gulerod skal være fra Årslev? Svaret er, at man nok ikke kan begge dele hele tiden. Men lidt har også ret og uden at lyde alt for formynderisk og belærende, kan en madplan være en fremragende måde at spare penge på ens madbudget. Så kunne de ekstra penge bruges til at smide efter gode råvarer. I kender konceptet bag madplaner, men en madplan kan også bruges til at tænke spildet væk og derved spare endnu flere penge. Spiser man kød og

kartofler dag 1, kan man få biksemad dag 2 det ved siden af studiet. Så jeg er naturligvis og frittata dag 3 uden at have købt ret mange lidt madnørdet, og jeg er typen, der vender ekstra råvarer til at blive ved med at produc- råvarerne i Føtex for at læse, hvad der er i ere aftensmad for. På denne måde kan en min mad. Jeg er ham, der lægger dåsen med kreativt udtænkt madplan minimere dit spild hakkede tomater tilbage på hylden, fordi den og sende pengene direkte efter bedre råvarer. kun består af 66 procent friske hakkede tomaDernæst kan det være en idé at sænke for- ter, hvor resten er tomatjuice, konserverende bruget af kød. Ikke kun på grund af klimaet, midler og salt. Jeg vil have 99,8 procent tomamen simpelthen fordi det er godt for din al- ter, for det er dét, jeg skal bruge. Jeg foreslår koholudpinte pengepung. Læg mærke til ikke, at I madnørder ned på et sygeligt niveau, ordet sænke, ikke fjerne. Kød er nu engang men det er meget sundt at lære sig selv at en integreret del af menneskets kost, og det læse, hvad der er i jeres mad. Personligt har bliver den ved med at være, men du behøver jeg selv meget lidt til overs for ingredienser, ikke at æde en 400 grams hakkebøf hver an- hvis navne jeg ikke kender eller ikke kan udden dag, og der findes ganske udmærkede tale som: polysorbater, calciumacetat, carbaveganske og vegetariske retter, som man kan mid og L-cystein.

Derudover vil prøve sig frem med »Jeg er ham, der lægger dåsen fra tid til anden. med hakkede tomater tilbage på et tredje råd være Tænk her kvalitet hylden, fordi den kun består af at lave mere mad over kvantitet. Når 66 procent friske hakkede toma- selv fra bunden af man skal spise kød, ter, hvor resten er tomatjuice, og så vidt muligt kan det betale sig konserverende midler og salt.« spise sammen med andre mennesker. at holde øje med, hvornår butikkerne sænker priserne på deres At nyde et godt og hjemmelavet måltid mad frilandskød, og køb gerne for eksempel en hel i andre menneskers nærvær må være en af de kylling i stedet for kyllingebryster. Med lidt største glæder i mange menneskers liv. Dersnilde kan du dele en kylling op i to bryster, udover er glæden ved at lave mad til andre to lår, vinger, brystben og skrog til fond. Til kun rivaliseret af at få serveret mad andre to mennesker, der spiser en moderat mæng- har tilberedt til dig eller at lave mad sammen. de kød, vil jeg påstå, at én god frilandskylling Mad er – udover at være helt essentielt for din til 99 kroner kan udgøre proteindelen til fire fysiske overlevelse – en stærk facilitator for mental velvære og følelsen af fællesskab. aftensmåltider. Det er da SU-venligt.

Men hvorfor alle de her ændringer, hvorfor Når jeg sådan advokerer for at dele egne kyllinger og lave madplaner, må jeg nok hell- læse indholdet af den mad, man går og køber, ere bringe en disclaimer. Jeg er udlært kok, hvorfor strukturere sin kost i planer, hvorhar været kok i ti år og arbejder stadig med for skal I sidde sammen og spise med andre

mennesker og hvorfor købe bedre mad? Det lovede jeg jo at svare på i min rubrik, og svaret har jeg her.

Fordi det vil gøre jer til gladere og sundere mennesker. Jeg vil vove at påstå, at I – uden at tælle kalorier og uden at gå op i fedtprocenten på creme fraichen – vil opleve velvære ved at fokusere mere på jeres kostvaner. I behøves ikke at skeje helt vildt ud ved at google alle ingredienserne i jeres indkøbskurv og bestille en hel gris hjem, som I selv kan skære ud. Selvom det ville være fedt, kører I nok død i projekterne. Prøv derimod med en lille ændring til det bedre fra dag til dag, uge til uge og måned til måned. Spis i ny og næ en stor flot, marmoreret bøf fra de kvier, der går på Sybergland i Kerteminde og sælges i byens Kvickly. Spis næste dag en ratatouille på tomater, aubergine og squash fra gårdene på Fyn eller Jylland. Coop har fået en dejlig vane, med at sælge lokale avleres grøntsager i butikker som Brugsen. Bag hjemmebagt brød, og spis tandsmør på en gang imellem – rigtig smør. Ikke det der smørbare gøgl, som butikkerne sælger, fordi det moderne menneske har fået for travlt til at gøre en indsats, når der skal smøres brød.

Moralen er: dyrk maden og det fællesskab, der ligger i maden, mere. Kom ud af kollegieværelserne og køb ind sammen, lav mad sammen og spis sammen. Køb nogle bedre råvarer, men i mindre mængder. Smag selv forskellen på den billigste bøf og den bedste bøf. Måske vil I opdage, at én god bøf er bedre end tre middelmådige.

BAGSIDEN 3-lags toiletpapir eller 10 gajolshots Lissa Juul Paustian, nyeste skud på Lixens redaktørstamme, har overtaget styringen af Bagsiden. Hun er ikke bogholder, økonomisk rådgiver eller politstuderende, men hun pryder alligevel avisens sidste side med tips og tricks til at forene et SU-liv med en beskeden indtægt.

Af Lissa Juul Paustian Illustration: Søren Sand Djernæs

I

forrige måneds udgave af Lixen kunne vi læse den triste nyhed, at vi måtte sige farvel og tak til D. 2. forside for denne gang. Det er selvfølgelig et tab for avisen, at Sebastians finurlige skriverier ikke længere kan nydes på Lixens sidste side. Men tillad mig at komme med en kliché; For intet er så skidt, at det ikke er godt for noget: Nu har jeg monteret fanespyddet, skruet stangen sammen, og jeg holder den stolt i udstrakt arm.

Jeg har nemlig fået æren af at bære bagsidefanen videre.

Og hvem er så den nye, grønne skribent, som har fået tildelt denne betydningsfulde post?

Mit navn er Lissa, jeg går på 2. semester, og jeg er, som alle jer andre, en fattig studerende på SU, der prøver at holde humøret højt og forbruget nede. Men det er svært. Synes du ikke?

Hvis dit svar er ja, så tror jeg, du vil finde bagsidens kommende skriverier yderst belejlige. For nu kommer denne sidste side til at handle om dig og alle de penge, du ik’ har.

Velkommen til den nye Bagside!

Disclaimer: Undertegnede vil selvfølgelig gerne understrege, at hun ikke er en retskaffen kontorfunktionær fra regnskabsafdelingen, men blot en studerende, der har gjort sig egne dumdristige livserfaringer på området. Hvorfor følgende læsning skal anses som veloplagt vejvisning frem for decideret anordning. Så ryst lige saltbøssen og tag det med et gran salt.

For os studerende er det økonomiske rådighedsbeløb relativt lavt. Hver måned flyver pengene ud af bankkontoen og bruges

på øl og kaffe, studiebøger og gud-ved-hvad.

Den konstante balance mellem at nyde sin tid som studerende samt leve et liv på budget kan være en svær kunst at mestre. Med en udbetalt SU på 5.300 kr. er der ikke meget at danse for, når du sidder med en husleje på 4.700 kr., diverse forsikringer, kontaktlinser, streaminghjemmesider, fitness, licens, mobilabonnement, madbudget - you get the picture …

Det kan specielt være en udfordring for dig, der netop er fløjet fra reden og er udeboende for første gang. Nu står du på egne vaklende ben og bærer selv det fulde, voksne ansvar for huslige gøremål som blandt andet dagligvareindkøb. Og helt ærligt, tabte du også hele mundpartiet, da du stod nede i Kvicklys personlig plejeafdeling og så chokprisen på seks ruller Lambi 3-lags toiletpapir? Syv-og-tredive-og-en-halv krone?! Så kan det godt være, at det er papir af højeste kvalitet med naturlig blødhed, og det får din numse til at dufte af lavendel. Men hvis du også skal ned på den lokale bodega med studiekammeraterne på fredag og drikke dig fuld i fadbamser og gajolshots i så store mængder, at det kan fylde en fynsk gylletank, så tror jeg da lige, at det er her, man skal overveje sine prioriteringer.

Nu stiller jeg lige et regnestykke op, så vi sammen kan se det større billede.

Advarsel: Følgende regnskab kan føre til pludseligt anfald af perfid selverkendelse over meningsløst pengeforbrug.

En gennemsnitsdansker bruger i gennemsnit 57 stykker toiletpapir om dagen, 1-2 ruller om ugen, hvilket er omkring 100 ruller toiletpapir om året. Hvis en pakke med 6 ruller luksus-Lambi koster 37,50 kr., vil det være en årlig udgift på cirka 650 kr. Til forskel fra det billigste toiletpapir på markedet, som er hele 9 ruller for en flad 10’er fra Nemlig.com, hvilket udgør en årlig cirkaudgift på 400 bobs. Hallo, du har lige sparet dig selv 250 kroner. Så kan det godt være, at du i løbet af din studietid må tørre numse i sandpapirslignende materialer, men i det mindste har du råd til et par ekstra bajere i byen og lidt tømmermandsmedicin fra grillen, når du vågner dagen efter med ti trykluftsbor på overarbejde bag din forreste pandelap.

Okay, det er selvfølgelig sat lidt på en spids.

250 kr. er måske ikke dét, der vælter dit budget. Men tænk en gang, hvis du var så velovervejet med alle dine varer som det ovenstående toiletpapirseksempel. Du kan hurtigt lave en besparelse på flere tusinde kroner om året, hvis du blot er opmærksom på billige alternativer og tilbud. Så er der selvfølgelig det bæredygtige aspekt i det, som også er utroligt vigtigt at være bevidst om. Og ja, mange varer er selvfølgelig dyrere, fordi de er mere klimavenlige. Men det vil jeg ikke komme nærmere ind på nu, da jeg synes, det er et emne, der fortjener at være et omdrejningspunkt for sig selv til en anden god gang.

For at binde sløjfe på denne måneds amatørfinansielle studierådgivning vil jeg gerne lige slå hovedet på sømmet. At opdage, at man pludseligt står med det økonomiske ansvar selv, kan afføde en masse tanker og stress.

Jeg tror, det er vigtigt, at vi i vores studiemiljø italesætter den uro i kroppen, som de fleste af os har, i stedet for at holde det for os selv og tro, at alle andre har bedre styr på det.

Langt størstedelen af os har nok stået sidst på måneden og er blevet ramt med knytnæve i solar plexus efter et smugkig på seneste kontoudskrift på netbank. Og hvis ikke det rådighedsbeløb kan punktere ens mentale overskud, ved jeg da virkelig ikke, hvad der kan.

Så kan man bruge resten af sin grå regnvejrsmandag på at slå sig selv i hovedet og vade rundt som en senildement pensionist, der fuldstændig har glemt, hvad de sidste håndører blev brugt på.

Men hiv lige dig selv op i hårrødderne. For spare, min kære ven, det kan du. Og hvis ikke du kan, kan du lære det. Prøv, næste gang du står nede i Imerco og kigger på Eva-Trio-serien, at stil dig selv det yderst velovervejede spørgsmål, om du kan købe en velfungerende pastagryde i genbrugsbutikken eller på DBA. Og så ønsk dig det pæne mærkestel til jul, så mor og far har muligheden for at udstyre deres hårdtarbejdende og studerende afkom med lidt luksus på køkkenfronten. For din SU rækker ikke til dansk design, mærkevarer eller overpriced toiletpapir.

Månedens 5 tips Giv dine gamle, slidte håndklæder nyt liv.

Når dit frottéhåndklæde hverken suger eller tørrer længere, giv dem en tur i vaskemaskinen på 90 grader og tilsæt 2 dl eddike til og 1 dl natron i maskinens kammer. Efterfølgende kan du klippe dem ud i mindre stykker.

Voila! Således har du en god bunke yderst brugbare karklude.

Foråret er kommet og hermed også mildere temperaturer. Så medmindre du ikke har adgang til udendørsareal på din matrikel, så tag og hæng dit våde vasketøj til tørre ude i den friske luft. Udover at dette slider mindre på tøjet og dit sengetøj føles frisk og lækkert, så sparer du en hulens masse penge på at undgå tørretumbleren.

SDU har et skønt cafeteria, hvor man hurtigt kan blive fristet til at købe kaffe, croissanter, frokostbuffeter og snoller. Men prøv i så vidt muligt omfang at skær ned for denne udgift. Lav en lækker madpakke og fyld din to-go kaffe op hjemmefra. Desuden har jeg set, at der er en el-kedel tilgængelig på Medietorvet, så hvis du er super kaffetrængende i løbet af dagen, så hav lidt instantpulver med i rygsækken.

Åbn din telefon, gå på AppStore og download TooGoodToGo, Studiz og Tilbudsugen.

Førstnævnte sælger billigt take-away og indkøbsvarer, der nærmer sig sidste salgsdato. Så udover at du sparer penge, hjælper du også med at undgå madspild. Studiz giver dig gode studietilbud på alt fra sundhed og helse til elektronik. Tilbudsugen er den perfekte app til at lave en indkøbsliste og spotte tilbud. Når du har tilføjet varerne på din

Kom med dit input Har du guldkorn i form af tips og tricks til, hvordan du holder dit månedlige

liste, giver den dig en anbefaling til, hvilken butik du skal i for at få det billigst muligt samlet set.

pengeforbrug nede?

LIXEN opfordrer dig til at indsende dine gode råd,

Det kan være dyrt at fylde et helt hjem

så dine medstuderende kan få glæde af dem.

op med kaffemaskiner, billedrammer og bogreoler. Men før du kører en tur mod Ikea

Send dit tip til Lissa på e-mail

eller Jysk, så kig på DBA, Gul & Gratis eller

Lipau21@student.sdu.dk

på genbrugsforretninger. Her er det virkelig nemt at gøre et kup og spare en masse penge.