Skriv, Få styr på dine tekster, Lærervejledning

Page 10

Elever i skriftsproglige vanskeligheder I alle klasser er der elever med forskellige læringsforudsætninger. De kan fx have svært ved at mestre faglige krav og udvikler derfor ikke strategier til at kunne begå sig på det givne niveau. Manglende motivation og tillid til egne evner kan medføre, at eleverne hverken udnytter deres potentiale eller udvikler deres skrivekompetence. En del af disse elever er i specifikke læse- og skrivevanskeligheder. Det gælder bl.a. for ordblinde elever. Læse- og skrivevanskelighederne består bl.a. i problemer med tilegnelse af sikker og flydende afkodning, der igen skyldes vanskeligheder med opfattelse og hukommelse af sproglyde. Mange elever oplever store vanskeligheder med at læse og stave nye og ukendte ord. En del af disse elever opnår dog ved hjælp af vedholdende og relevant undervisning gode læsefærdigheder, men kan have langvarige problemer med stavning. Disse udfordringer kan tilsammen medføre, at eleverne desuden udvikler uhensigtsmæssige strategier i forhold til skriftlig formulering, herunder særligt skrivning af sammenhængende tekstproduktion. (Samuelsson, 2014). Dette er også tilfældet for andre elevgrupper med svage sproglige kompetencer, som fx elever, der ikke konstateres ordblinde i ordblindetest, men som alligevel ikke formår at anvende præsenterede strategier funktionelt. Disse elever kan have manglende viden om verden, et lille ordforråd samt mangel på tekstforståelse og sproglig opmærksomhed. Både det talte og skrevne sprog bærer præg af et hverdagssprog, som ikke omfatter anvendelse af benævnelser, kategoriseringer, overbegreber eller fagsprog. Alt dette tyder på, at der er behov for viden om, hvordan man tilrettelægger en undervisning, der udvikler alle elevers kommunikationsevner. Mange elever har brug for tydelig stilladsering og direkte undervisning, når det handler om at formulere sig skriftligt. Elever med mangelfulde skriftsproglige kompetencer er ekstra udfordret på trods af adgang til læse- og skriveteknologi, LST. Ordvalg og sætninger skal til stadighed varieres, ligesom teksttypens sprog og struktur skal overholdes. Dette kan nemt sætte en stopper for disse elevers tro på egne skrive- og formuleringsevner og dermed afholde dem fra at opleve glæden ved at formulere sig skriftligt. Eleverne har brug for stilladser til deres tekstproduktion i form af organisering af deres egen viden, generel viden om skriftsprog, fagsprog og teksters struktur. (Svendsen, 2020).

8 001-039_9788723547224_indhold.indd 8

06.05.2022 09.02


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.