Skriveudviklingens faser For at kunne guide eleverne på deres individuelle niveauer er det vigtigt at have kendskab til skriveudviklingens faser. (Otzen, 2011). 1. fase Leg og skriv I første fase imiterer eleverne voksenskrivning ved at tegne buer og kruseduller. De kommunikerer et budskab, som endnu ikke kan læses af andre. Nogle børn tegner også en kæde af bogstaver, som ikke har sammenhæng med ordets lyde, men de viser på den måde en bevidsthed om, at bogstaver har en funktion. Eleverne benytter også logografisk skrivning, der er ordbilleder af ord, som de ofte har set, som fx mor, far og barnets eget navn. 2. fase Skriv løs I anden fase skriver eleverne løs associativt uden at tænke på, hvad der kommer før og efter. Der skrives, som der tales, og ofte er sætningerne forbundet med ”og så ...” Her ses også en overdreven brug af replikker. Eleverne lærer at opbygge en historie, lærer om sætninger og punktum og introduceres for et begyndende genrekendskab. 3. fase Skriv med idé I tredje fase har eleverne fokus på indholdet og situationen, og der kan skrives med og i forskellige fremstillingsformer og genrer. Der bruges et varieret ordvalg, sprog og forfelt samt fastholdelse af fortæller og tid. Eleverne lærer også at skrive ud fra flere sanser. Teksterne bliver revideret undervejs. 4. fase Skriv med overblik I fjerde fase har eleverne viden om teksters struktur og sprog, overblik over hele teksten, og de kan skrive funktionelt med og i fremstillingsformer og genrer. Der er variation i sætningsopbygningen og brug af billedsprog. Der skrives afhængigt af formålet, og stoffet tilpasses modtageren. 5. fase Skriv avanceret I femte fase anvender eleverne deres bevidsthed om afsenderrollen og kan forholde sig til situationen og dermed anvende deres viden om tekstens struktur, sprog og layout. Teksten bliver dermed modtagerrettet. Der arbejdes med udgangspunkt i skrivesituationen, redigering af tekst på sætningsniveau, tekstsammenhæng og bevidsthed om modaliteternes samspil. Eleverne er i stand til løbende at forholde sig til deres egen tekst og dermed også at redigere teksten. Selvom eleverne har forskellige forudsætninger, og udviklingen er individuel, vil de fleste befinde sig i den første fase af deres skriveudvikling, når de begynder i 0.klasse. Elever, der følger den normale skriveudvikling, vil i deres eget tempo gennemgå alle fem faser, mens elever med skriftsproglige vanskeligheder ofte vil komme på afveje og stagnere omkring fase 2. Det er derfor vigtigt, at disse elever modtager direkte undervisning i skriftlig fremstilling, og at læreren er opmærksom på, hvor eleverne befinder sig i deres skriveudvikling.
9 001-039_9788723547224_indhold.indd 9
06.05.2022 09.02