Fritidspædagogikken – et barn af det 20. århundrede

som al anden pædagogik, er i en udvikling, der i høj grad er båret af den praksis og de konkrete fysiske steder, hvor mennesker igennem tiden har mødtes og mødes.

Fritidspædagogik er i den grad knyttet til udviklingen af det moderne samfund. Denne introduktion har ikke til formål at give en grundig og systematisk gennemgang af den fritidspædagogiske historie – det kan man med fordel læse andet sted (se fx Ankerstjerne 2012, Hviid m.fl. 2012).

Vi vil dog gerne foretage et par historiske nedslag, som vi finder interessante, kuriøse eller betydningsfulde som underliggende spor, når fritidspædagogiske perspektiver får en æresplads ved bordet i samtalen om det meningsfulde børne- og ungeliv.

I 1900-tallets begyndelse talte man ikke så meget om barndom som noget, børn havde ret til. Mange børns hverdagsliv i det 18. og 19. århundrede var præget af, at de var indregnet i arbejdsstyrken, på landet såvel som i byerne. De gik i skole, men skulle også være med til at skaffe mad på bordet. Herefter begynder der langsomt i Danmark og andre vestlige samfund at opstå, hvad vi i dag forstår som et ”fritidsfænomen”, bl.a. på baggrund af det 20. århundredes kamp for otte timers arbejde, otte timers fritid og otte timers hvile.

I tiden efter Første Verdenskrig sker der en opblomstring af progressive og reformpædagogiske tanker. I 1930’ernes arbejdsmarkedskrise bliver børn tilovers, og fritidshjem opstår med det formål at skabe endnu bedre og trygge rammer til byens børn og unge, og i tiden efter Anden Verdenskrig kommer der fokus på demokrati, ikke kun som en styreform, men som noget, der skal arbejdes med på andre niveauer. Det var også i denne periode, at mange børn og unge med ”fri tid” drev rundt på gader og stræder og lavede ballade – i hvert fald ifølge mange voksne. Det betød etablering af en række ungdomsklubber, hvor ungdommen kunne mødes, men også med voksne, som ville dem (Ankerstjerne 2012, Hviid m.fl. 2012, Ungdomsringen 2015, Andersen m.fl. 2002).

Et interessant nedslag i denne forbindelse er bladet Appel, som blev udgivet fra 1945 og i tiden efter Anden Verdenskrig. Her kunne de, der interesserede sig for dette nye faglige område, læse om, hvordan bl.a. pædagoger gjorde sig faglige og teoretiske tanker om, hvad der skulle arbejdes med for at komme børn og unge i møde. Blandt andet kan man i bladet læse om mange samtaler, der drejede sig om,

hvorfor børn og unge ikke bare kunne være derhjemme, og hvilken rolle de voksne, der arbejdede i fritidshjem og i ungdomsklubber, skulle have. Skulle man satse på at have uddannet personale, eller var det en fordel, at man havde ansatte med praktiske færdigheder?

Efterhånden som Børnene ser deres Ønsker og Forslag anerkendt og ført ud i Virkeligheden, vokser deres Fantasi og Initiativ, og det er ikke muligt i længden at tilfredsstille deres krav med de Lokaler og den Arbejdskraft, der stilles til Rådighed i Børnenes Fritid. Udvekslingen vil medføre en helt ny Type Fritidshjem eller nærmere Fritidsklubber og sidst, men ikke mindst en helt ny Type Fritidslærere og Lærerinder. (Appel, juni 1946)

Fritidspædagogik opstod altså som en særlig pædagogisk faglig tradition for at udvikle og understøtte pædagogisk arbejde, der har hele barnet og hele det unge menneske i centrum.

Det næste nedslag, som har betydning for fritidspædagogikken, er tiden omkring 1960’erne og 1970’erne, hvor de fleste kvinder kommer ud på arbejdsmarkedet. Her opstår der et behov for pasning for alle de børn og unge, der tidligere har været ”derhjemme” – man refererer ofte til det som et ”pasningsproblem” (Ankerstjerne 2010). Antallet af fritidshjem og klubber eksploderede i denne tid. Indflydelse og samfundsengagement var drivkraften. Eksempler på dette er institutioner, der lagde vægt på politisk engagement. Vi ser også på dette tidspunkt en opblomstring af byggelegepladser. Disse havde sit ophav i skrammellegepladserne, som første gang så dagens lys i 1943, hvor også medindflydelse, selvforvaltning og engagement var bærende værdier. Værdier, som vi i den dag i dag stadig er optaget af. I starten af 1980’erne blev så de første skolefritidsordninger (SFO’er) etableret. Det betød, at fritidshjemmene blev knyttet tættere til skolen fysisk såvel som lovgivningsmæssigt. I dag er der stort set ikke nogen fritidshjem tilbage.

Som det sidste nedslag vil vi nævne indførelsen af skolereformen i 2014. Reformen satte med pædagogers nye rolle i skolen og i den forbindelse ønsket om en fritidspædagogisk faglighed i skolen nye drøftelser om børns frie tid, sondringen mellem fritid og skole samt børne- og ungesynet i gang. Hvad kendetegner børn og unge i dag, og hvad skal de blive til? I kapitlerne beskrives med forskellig vægt, hvordan fritidspædagogik kan være både et udviklings- og læringsrum, der har fokus på andre former for udviklings- og læringsforståelser end skolens.