Elevautonomi og stilladsering

dervisningsforløb. Måske har de indledningsvis været optaget af at gå på opdagelse i et nyt tema, men efterhånden som der stilles større kognitive og sproglige krav, taber nogle elever måske pusten. Det er vigtigt, at man som underviser er bevidst om at understøtte elevernes motivation igennem et helt forløb.

Dörnyei (2001) har udviklet en ramme for motiverende undervisningspraksis struktureret i fire faser, der bevæger sig fra at skabe en grundlæggende motivation for at deltage i et læringsfællesskab, at opbygge en indledende motivation ved at skabe positiv interesse for et forløb, at fastholde og understøtte elevernes motivation undervejs og endelig at indbygge aktiviteter til understøttelse af elevers selvevaluering, hvorigennem de bliver bevidstgjort om tilegnelsen af nye kompetencer og dermed succes. Flere af denne bogs didaktiske design har i deres opbygning fokus på en motiverende undervisningspraksis igennem alle faser.

Richard M. Ryan og Edward L. Deci (2000) taler om ydre og indre motivation, hvor ydre motivation kan være at gøre læreren glad, klare sig godt til eksamen eller undgå straf. Indre motivation er modsat drevet af interesse, glæde eller en personlig tilfredsstillelse ved at lære noget nyt og er den form, som bedst stimulerer og fastholder eleverne i deres læreproces.

Ema Ushioda (2012) ser motivation ud fra et sociokulturelt syn på læring og understreger vigtigheden af elevernes socialisering til motivation for læring, som finder sted gennem de kulturelt bestemte aktiviteter og mål, de møder i skolen. Tænkning og læring bliver konstrueret i interaktionen mellem eleverne og mellem eleverne og deres lærer gennem de ressourcer og aktiviteter, der danner indhold i undervisningen. Det ultimative mål er, at eleverne herigennem får mulighed for at opnå nye kompetencer og dermed succes i deres læreproces, men at de også gradvist lærer at blive mere autonome og selvregulerende fremfor reguleret af andre (Ushioda 2012).

Elevautonomi kan defineres som “evnen til at tage ansvar for egen læring” (Holec 1981: 3) og dermed for alle beslutninger vedrørende egen læreproces.

Ifølge den såkaldte ’Bergendefinition på elevautonomi’ (Little 2007: 7) kræver det en sprogundervisning styret af fire pædagogiske principper:

•Inddragelse af eleven i planlægning •Styring og evaluering af egen læring •Brug af kontinuerlige elevrefleksioner over proces og indhold i relation til den enkelte elevs læreproces •Brug af målsproget både som medium og som mål for al læring, herunder refleksioner over egen læring.

Da målet i det kommunikative klasserum er kommunikativ kompetence, giver det mening, at målsproget er det sprog, der primært bruges til kommunikation. Nyere sprogforskning i flersprogethedsdidaktik understreger dog også vigtigheden af at trække på elevens samlede sprogressourcer og at inddrage disse i undervisningen (se kapitel 1 her i bogen). Leni Dam (2004) taler desuden om det autonome klasseværelse og understreger vigtigheden af lærerens rolle i et læringsstyret rum, hvor lærerens viden om sprogundervisning kombineres med elevernes viden om sig selv, deres baggrund, behov og interesser, i den fælles planlægning af indhold og læringsaktiviteter.

Begrebet stilladsering blev oprindeligt introduceret i 1976 og defineres som en midlertidig struktur til, at en elev ved en mentors assistance bliver i stand til at løse en opgave med succes. Det endelige mål er, at eleven i fremtiden vil kunne løse lignende opgaver uden assistance (Wood m.fl. 1976). Stilladsering kan således understøtte udviklingen hen imod større elevautonomi og bliver ofte associeret med Vygotskys teorier om zonen for nærmeste udvikling. Dette begreb refererer til afstanden mellem det aktuelle udviklingsniveau i forhold til selvstændig opgaveløsning og det potentielle udviklingsniveau for opgaveløsning assisteret af en mentor eller en mere kompetent anden, hvorved der sker en gradvis overdragelse af elevansvar for egen læreproces (Derewianka & Jones 2016).

Pauline Gibbons (2018) introducerer begrebet makrostilladsering som de beslutninger, der ligger til grund for lærerens planlægning af et forløb og organisering af aktiviteter og opgaver med en naturlig progression, som