1 minute read
Motivationskriser i fremmedsprogene
by Alinea
Dohn, Godsk & Buus (2019) foreslår en række karakteristika for didaktisk design. Blandt andet at pædagogisk teori skal inddrages og operationaliseres igennem formgivningsprocessen, og at underviserne ses som aktive og bevidste designere med klare didaktiske intentioner for sammenhængen mellem indhold, mål, aktiviteter og elevernes læreproces. Her i bogen er de didaktiske design (prototyper) konkretiseret i modeller, der baserer sig på udvalgte teoretiske perspektiver af relevans for fremmedsprogsundervisningen. Det er tanken, at læreren kan bruge modellerne og deres teoretiske forankring til at udvikle egne undervisningsforløb med egne indholdstemaer og egne didaktiske intentioner.
Flere af de didaktiske design her i bogen har fokus på motivation som et vigtigt element i elevernes læreproces. Hvordan får vi eleverne til at være motiverede for faget? Hvilke aktiviteter er motiverende for eleverne?
Fremmedsprogsfagene oplever på forskellig vis motivationskriser. I fagene tysk og fransk ses der en tendens til, at eleverne ikke er så motiverede for at lære andre sprog end engelsk (Daryai-Hansen & Berg 2018; VerstraeteHansen & Dimitrokovski 2018). De kan jo sagtens begå sig på engelsk – også i Tyskland. I engelskundervisningen kan man ligeledes observere tegn på en motivationskrise. Her handler det om, at eleverne efterspørger en sprogundervisning med meningsfuldt indhold, hvor eleverne bliver anerkendt som deltagere i en global videnskultur. Flere elever giver udtryk for, at de ”gerne vil lære noget om noget i engelsk” (elev fra 5. klasse), men føler, at lærerne kun betragter dem som sproglærende og ikke som vidende og tænkende deltagere i en verden, hvor megen kommunikation, også i elevernes hverdag, ofte foregår på engelsk (Jensen 2020). Derfor er det vigtigt, at sprogundervisningen tilbyder eleverne meningsfuldt og spændende indhold, der motiverer dem til at se meningen med at lære sprog, og hvor deres stemmer bliver hørt og anerkendt.
Nyere dansk motivationsforskning (Pless, Hjort-Madsen, Nielsen m.fl. 2015) peger på, at motivation er noget, der udvikles undervejs og gennem god undervisning. Men elevernes motivation kan variere undervejs i et un-