Imperiets børn læseprøve by Lindhardt og Ringhof / Forlaget Carlsen

Content_9788711995563.indd 2

05/05/21 4:37 PM

Anne Kirstine Hermann

Imperiets børn Da Danmark vildledte FN og Grønland for at beholde sin sidste koloni

LINDHARDT OG RINGHOF

Content_9788711995563.indd 3

05/05/21 4:37 PM

Til Viggo og Ivalu

Med særlig tak til Carlsbergfondet og Kim Wall Memorial Fund

Content_9788711995563.indd 4

05/05/21 4:37 PM

Dette er en dokumentarisk bog. Intet er opdigtet, og alle skil dringer og beskrivelser er baseret på et stort antal skriftlige kilder samt en række mundtlige kilder. Bogens hovedkapitler bygger stort set kun på skriftlige kilder, da aktørerne for længst er døde. De skriftlige kilder omfatter bøger og artikler, som er skrevet i eller om perioden, men først og fremmest baserer bogens fortælling sig på tusindvis af dokumenter fra en række forskellige arkiver i Danmark og i FN. Bogens mundtlige kilder er primært folk, der som børn oplevede moderniseringen af Grønland på egen krop. De er den sidste generation, som endnu kan fortælle om den tid, og de er i dag oppe i årene. Deres for tællinger står for sig mellem hovedkapitlerne, og skildringerne er deres personlige historie, som de selv husker og fortæller den.

Content_9788711995563.indd 5

05/05/21 4:37 PM

Content_9788711995563.indd 6

05/05/21 4:37 PM

Forbandede bæster, nu ved jeg det med sikkerhed – fortidens fejl effektiv eksportproduktion moderne samfund i Grønland alle disse officielle grønlandsoptimister som privat er kyniske og ikke tror en døjt på det hele statstilskud er det samme som erhvervsliv realisme, realisme sådan et mummespil Nu ved jeg det. Jeg ved at dansk kolonialisme skjuler sig i ministerier (hverken under krigs- eller justits-) men under GrønlandsInhuman humanistisk imperialisme, kold krig mod kulden (…) – Aqqaluk Lynge, Ode til Danaiderne

Content_9788711995563.indd 7

05/05/21 4:37 PM

Indhold Forord �� 11 Persongalleri ��14 Kort over Grønland ��16 Prolog: Kaassassuk den forældreløse ��17 Kapitel 1: En hemmelig hastesag ��23 Kapitel 2: Det danske dilemma ��37 Kapitel 3: Den sidste koloni ��57 Kapitel 4: En civilisatorisk mission ��82 Samlebåndsopdragelsen ��105 Kapitel 5: Sejren i Genève �� 112 Nikkedukke ��127 Kapitel 6: Den store omskoling ��134 De ulykkelige ��153 Kapitel 7: Det grønlandske ønske ��166 Affolket ��178 Kapitel 8: Koncentrationspolitikken ��183 Ugleset ��197 Kapitel 9: Strengt fortroligt ��210 En tam vild ��225 Kapitel 10: Et amt i Danmark ��238 Lydløs gråd ��259 Kapitel 11: Ikke inuitter ��269

Content_9788711995563.indd 8

05/05/21 4:37 PM

Epilog: En kamufleret koloni ��289 Tidslinje ��298 Tak ��302 Gennemgang af kilder ��304

Content_9788711995563.indd 9

05/05/21 4:37 PM

Content_9788711995563.indd 10

05/05/21 4:37 PM

Forord

I år er det 300 år siden, Hans Egede koloniserede Grønland, og det arktiske territorium er i dag langt mere eftertragtet og omdiskuteret, end da den norske præst på vegne af Danmarks kong Frederik den Fjerde gik i land på Vestkysten. I disse år dyster verdens stormagter om indflydelse i Arktis, hvor klimaændringerne åbner nye sejlruter og giver adgang til uudnyttede ressourcer såsom olie og gas, fisk og sjældne jordarter. Ikke siden Den Kolde Krig i årene efter Anden Verdenskrig har Grønland været så skarpt i fokus. Også dengang var territoriet en vigtig geopolitisk landmasse. Mens Danmark i starten af 1950’erne udrullede enorme reformer for at modernisere det, der endnu var en dansk koloni, gennemlevede lokalbefolkningen, hvad flere historikere har kaldt det mørkeste kapitel af dansk kolonialisme i Grønland. Børn blev taget fra deres forældre, familier tvunget fra deres hjem og koncentreret i større byer, og den danske regering forsøgte at erstatte sproget og kulturen med dansk. Paradoksalt nok skete det i årene, hvor international kolonialisme med oprettelsen af FN blev forkastet, og Grønland med den nye grundlov i 1953 gik fra at være en dansk koloni til et dansk amt. I den sparsomme offentlige debat bliver de tragedier, som mo derniseringen – og daniseringen – medførte, karakteriseret som 11

Content_9788711995563.indd 11

05/05/21 4:37 PM

utilsigtede konsekvenser af en ellers human og godhjertet inten tion. Den danske politik i Grønland var i disse år ”i den bedste mening”, hedder det. Men denne bog viser, hvordan de reformer, som blandt andet skulle assimilere grønlænderne til dansk kultur, var motiveret af Danmarks territoriale interesser. Det handlede med daværende statsminister Hans Hedtofts ord om at fastholde retten til Grønland overfor resten af verden. Dét gjorde regeringen ved at føre både FN og de grønlandske landsråd bag lyset. Regeringen tilbageholdt vigtige oplysninger for den grønlandske befolkning, samtidig med at den gav vildledende oplysninger til FN’s generalforsamling. På den måde lykkedes det i 1954 at få Grønland fjernet fra FN’s liste med kolonier, som havde ret til selvstændighed. Øen blev så at sige til en kamufleret koloni. Imens mistede grønlænderne mere end deres selvbestemmelses ret. Forældre mistede deres børn, og familier deres hjem – traumer og tab, der endnu har efterdønninger i nutidens Grønland.

Content_9788711995563.indd 12

05/05/21 4:37 PM

Content_9788711995563.indd 13

05/05/21 4:37 PM

Persongalleri Poul Andersen (1888-1977). Jurist og professor i forvaltningsret ved Københavns Universitet. Sagkyndig tilforordnet for forfat ningskommissionen fra 1946-1953. Eske Brun (1904-1987). Jurist, vicedirektør i Grønlands styrelse fra 1947 og chef for Grønlandsdepartementet fra 1950. I Grønland kendt som ”herskeren” og en stor kraft bag moderniseringen af kolonien og dens indlemmelse i Danmark. Gerhard Egede (1892-1969). Grønlandsk præst og politiker. Valgt til landsrådet for Sydgrønland fra 1933 og fra 1951-1954 medlem af Grønlands samlede landsråd. Stor tilhænger af moderniseringen og indlemmelsen af Grønland i Danmark. Erik Eriksen (1902-1972). Dansk venstrepolitiker og statsminister fra 1950-1953. Stod i spidsen for Danmark, da den nye grundlov blev vedtaget i 1953, og indlemmede Grønland i Danmark. Finn Friis (1897-1978). Kontorchef i Udenrigsministeriet. I 1944 medstifter af den humanitære organisation Fredvenners hjælpear bejde (fra 1949 Mellemfolkeligt Samvirke), som han fra 1946-1948 var formand for. Hans Hedtoft (1903-1955). Dansk socialdemokrat og statsminister fra 1947-1950 og 1953-1955. Nedsatte i 1948 Grønlandskommis sionen og gennemførte i 1950 otte nye grønlandslove, som skulle modernisere kolonien. Førte desuden Danmark ind i NATO i 1949.

Content_9788711995563.indd 14

05/05/21 4:37 PM

Hermod Lannung (1895-1996). Dansk jurist og politiker. Medlem af Det Radikale Venstres hovedbestyrelse og forretningsudvalg og valgt til Landstinget fra 1939-1947 samt i 1953. Medlem af den danske delegation i FN fra 1946-1957 og 1961-1970. Repræ senterede Danmark i FN’s Fjerde Komité, som arbejdede med afkolonisering. Poul Hugo (P.H.) Lundsteen (1910-1988). Dansk jurist og lands høvding i Grønland fra 1950. Som landshøvding var han formand for Grønlands Landsråd. Augo Lynge (1899-1959). Grønlandsk seminarielærer og politi ker. Den måske største tilhænger af, at Grønland skulle moder niseres med Danmark som forbillede. Delegeret til Rigsdagens Grønlandsudvalg i 1939, 1945-1946 og 1951-1953, medlem af Grønlands Landsråd fra 1951-1955 og medlem af Folketinget fra 1953. Frederik Lynge (1889-1957). Politiker fra Nordgrønland og tidligere kolonibestyrer i kulminebyen Kutdligssat. Stærkt kritisk overfor moderniseringen af Grønland. Medlem af Nordgrønlands Landsråd fra 1927-1951, det samlede grønlandske landsråd fra 1951-1955 og af Folketinget fra 1953 til sin død. Frederik Nielsen (1905-1991). Grønlandsk digter og forfatter samt politiker. Medlem af Grønlands Landsråd fra 1951-1955 og delegeret til Rigsdagens Grønlandsudvalg under de afgørende møder i 1952. Alf Ross (1899-1979). Jurist og professor i folkeret ved Københavns Universitet. Sagkyndig tilforordnet i forfatningskommissionen fra 1946-1953. P.P. Sveistrup (1892-1967). Økonom og embedsmand i den danske administration af Grønland, fra 1931 som kontorchef i Grønlands Styrelse og fra 1950 i Grønlandsdepartementet. Arbejdede fra 1950-1953 særligt med Danmarks indberetninger om Grønland til FN.

Content_9788711995563.indd 15

05/05/21 4:37 PM

80o

70o

Linco

60o

50o

40o

CANADA

ræ

20o

l n Hav

10o

Wa n d e l h

avet

80o

10o

Svalbard

ry Peand a L

90o

t sS re

30o

AVA N N A A R S U A

ø Gr

(NORDGRØNLAND)

h ds

Qaanaaq (Kanak)

Uummannaq

THULE

75o

og Dundas (Thule)

Pituffik (Thule Air Base)

75o

Ba 70o

lv i

lle

Kullorsuaq ffi n

K I TA A

(VESTGRØNLAND)

Upernavik

Upernavik Kujalleq (Søndre Upernavik)

Ittoqqortoormiit (Scoresbysund) 70o

TUNU

(ØSTGRØNLAND) ar ks tr æ

Uummannaq (Umanak) Sermiarssuit Disko Qullissat (Kutdligssat) Qeqertarsuaq (Godhavn) Ilulissat (Jakobshavn) Kitsissuarsuit (Hunde Ejlande) Aasiaat (Egedesminde) Qasigiannguit (Christianshåb) Kangaatsiaq Niaqornaarsuk Aalatsivik

Da nm

Maarmorilik

70o

Mestersvig

CANADA

s s t r æ d e t

Sisimiut (Holsteinsborg)

60o

ISLAND

Tasiilaq (Angmagssalik)

a v

Nuuk (Godthåb)

re ark

65o

Maniitsoq (Sukkertoppen)

60o

Kangaamiut

65o

Kangerlussuaq (Søndre Strømfjord)

ol e P rdlig

L ab

Paamiut (Frederikshåb) ra d

orha

vet

100

Content_9788711995563.indd 16

Narsarsuaq Ivittuut Narsaq (Ivigtut) Qaqortoq Aappilattoq (Julianehåb) (Augpilagtok) Nanortalik 500 km Kap Farvel

40o

05/05/21 4:37 PM

PROLOG

Kaassassuk den forældreløse

Blandt inuit findes en myte om den forældreløse dreng Kaassassuk. Myten findes i mange varianter, og den ændrer sig fra boplads til boplads. Der er versioner fra Tasiilaq, Aasiaat og Kangeq, fra Qaqortoq, Qeqertarsuatsiaat og Illutuaarsuk, fra Uummannaq, Upernavik og Paamiut, og fra Nuuk, Nanortalik og Qaanaaq. Grønlandsk kultur rummer mange myter om forældreløse børn, men ingen har som Kaassassuk trodset tiden og affødt nye fortolk ninger. Én af de versioner, som polarforskeren Knud Rasmussen nedfældede på skrift under en rejse i det nordligste Grønland, lyder nogenlunde sådan her: Der var engang en lille forældreløs dreng, som hed Kaassassuk. Han sov i husgangen mellem hundene, og når de fik prygl, slog man også den lille. Hans bopladsfæller gav ham ingen anden føde end hvalroshud, som Kaassassuk ikke kunne tygge, fordi de morede sig med at trække tænderne ud på ham. Hans værste plageånd var en mand ved navn Umerlortorsuaq, som havde megen morskab ud af at løfte Kaassassuk op i næseborene og ryste ham gevaldigt. Derfor blev hans næsebor større og større. Kaassassuk den forældreløse havde to bedstemødre. Hans farmor slog ham, hver gang hun så ham, men hans mormor tørrede hans

Content_9788711995563.indd 17

05/05/21 4:37 PM

kamikker, for hun havde medlidenhed med ham, måske fordi han var barn af hendes datter, der jo var kvinde som hun selv. Da lyset kom, og nætterne ikke længere var mørke, drog Kaas sassuk ud på vandring. Her mødte han en kæmpe, der stod ved strandbredden og skar spæk af et dyr. Kaassassuk gav sig til at råbe på kød, men det ringede blot for kæmpens øre. Da kæmpen endelig hørte den lille, kastede han et stykke kød fra sig. Den for ældreløse kunne næsten ikke slæbe det væk, så stort var det, og han byggede sig derfor en kødgrav. Dagen efter skulle Kaassassuk ud til sin kødgrav, og da han ikke kunne finde den, brast han i gråd. Kæmpen fik øje på den lille, som stod og græd, og sagde ”nå, er det kødet? Jeg troede, det tilhørte en anden. Det er mig, der har taget det. Men skal vi to ikke gå en tur sammen?” Han ville gerne trøste den lille, og så gik de. Kæmpen gav sig nu til at løbe og skubbede med siden til en stor sten, så den snurrede rundt. ”Og nu du,” sagde han for at more Kaassassuk. Drengen stak i løb og forsøgte at skubbe til stenen, men han faldt blot omkuld. ”Forsøg igen, og så igen,” sagde kæm pen, men det var umuligt for den lille at rokke ved stenen. ”Igen!” blev kæmpen ved, og til sidst fik Kaassassuk virkelig bugt med stenen og fik den til at snurre rundt. Derefter tog de en større sten, og til sidst kunne den lille forældreløse få store klippestykker til at hvirvle rundt. ”Gå nu hjem,” sagde kæmpen så. ”Jeg skal sende dig kød – tre bjørne vil jeg lade løbe op til din boplads til vinter.” Og så gik Kaassassuk hjem. På bopladsen så han, at Umerlortorsuaqs kone båd var frosset fast i isen. Han rev den op i ét tag og gik så ind og lagde sig i gangen mellem hundene. Den følgende dag blev Umerlortorsuaq bange, da han så, at konebåden var revet op. ”Hvem har mon gjort det?” sagde han. ”Vi må have en kæmpe iblandt os. Måske er det dig,” sagde han hånligt og pegede på Kaassassuk for at gøre nar af ham. 18

Content_9788711995563.indd 18

05/05/21 4:37 PM

En dag hen på vinteren, da den forældreløse sad barfodet og fik tørret sine kamikker indenfor, råbte folk, at der var tre bjørne i sigte. Ingen af hundene turde gå løs på dem, for bjørnene var store og stærke. Umerlortorsuaq råbte ind ad vinduet til Kaassassuk for at håne ham. ”Ah, hvem der bare havde et våben. Lån mig et par kamikker,” sagde den forældreløse, og hans fætter lånte ham et par. Så sprang Kaassassuk ud og ned mod iskanten, mens den hårde sne hvirvlede om ham. ”Men se lige Kaassassuk,” råbte folk, ”han er blevet gal!” Så løb Kaassassuk sammen med bjørnene. Først greb han moren og drejede halsen om på hende. Så greb han begge de fuldvoksne unger i nakken og klaskede dem sammen, så de stivnede. Nu ka stede han moren over nakken, og ungerne tog han under armene, som om de intet vejede. Og sådan bar han dem op til bopladsen. Hans gamle plageånd Umerlortorsuaq fik nu travlt med at flyg te med sine to koner. Kaassassuk hobede brændsel sammen og lavede bål. Han satte en stor gryde over og kom vældige stykker af bjørnekød deri. Den gamle bedstemor, som plejede at slå ham, greb han og kastede i ilden. Hun brændte op, og det eneste, der blev tilbage af hende, var hendes mavesæk. Nu ville den anden bedstemor flygte, men Kaassassuk holdt hende tilbage og sagde, ”du tørrede jo altid mine kamikker!” Den forældreløse satte nu efter sin plageånd, og hans fætter tog med ham. Umerlortorsuaq var på sin flugt standset ud for en stejl klippe, hvor han havde slået telt op. Til at begynde med holdt han og hans koner vagt på skift, for de ventede forfølgeren. Men til sidst var de faldet i søvn, og da Kaassassuk nåede deres telt, lå de alle og sov. Han greb nu sin gamle plageånd i næseborene og bar ham ud til klippekanten, hvor han rystede ham kraftigt ud over afgrunden. Da han atter satte Umerlortorsuaq på jorden, var begge næsebor flækkede, og Umerlortorsuaq kunne ikke andet end at holde sine 19

Content_9788711995563.indd 19

05/05/21 4:37 PM

Foran Grønlands Selvstyres bygninger i Nuuk står en skulptur af Kaassassuk. Det er en tradition for byens nyudklækkede studenter at danse rundt om figuren, som symboliserer styrke og ukuelighed.

hænder for ansigtet. Men Kaassassuk gik hen til teltet, slog det omkuld og sagde, ”Umerlortorsuaq, nu tager jeg dine koner!” Og så bortførte han dem, mens hans gamle plageånd døde af sine næsesår. Ved sin hjemkomst til bopladsen hævnede Kaassassuk sig på alle dem, der havde mishandlet ham, og derpå rejste han til men neskene, der bor sydpå. Det fortælles nu, at han dernede fik sig en kajak og gik på fangst sammen med mændene, men med hans vældige kræfter fulgte en stærk lyst til altid at være den frygtelige.

Content_9788711995563.indd 20

05/05/21 4:37 PM

Nogle versioner er blodigere end andre, og Kaassassuk bliver i nogle af dem ved med at slå ihjel, indtil han selv harpuneres af sine fangstfæller. I andre bliver han dræbt af en tupilak – en ånd, som en åndemaner kunne indgyde i en figur af knogler og andre dyredele, og som kunne hjælpe mod ens fjende. I endnu andre får Kaassassuk ro i sindet efter sin hævn, bliver gammel og vennesæl og lever i fryd og gammen med sine slægtninge. De forskellige versioner har forskellige moraler, men i Grøn land er Kaassassuk den forældreløse – det hjælpeløse barn, som har brug for beskyttelse fra de voksne, men i stedet får hævn over dem – blevet symbol på modstand, styrke og ukuelighed. I hovedstaden Nuuk danser byens nyslåede studenter hvert år rundt om skulpturen af Kaassaassuk, der er rejst foran Grønlands Selvstyres bygninger.

Content_9788711995563.indd 21

05/05/21 4:37 PM

Content_9788711995563.indd 22

05/05/21 4:37 PM

KAPITEL 1

En hemmelig hastesag 1952

Få dage i Grønlands historie har været så afgørende som den 9. september 1952. Mellem ribberne i seminariets gul- og rødmalede gymnastiksal i Godthåb var en lille kreds af grønlandske mænd forsamlet. Det var 12 af koloniens 13 landsrådsmedlemmer, som blot ét år forinden var valgt for første gang af befolkningen. Faktisk var demokratiet i Grønland endnu så ungt, at Landsrådet ikke havde en egentlig rådssal at samles i til sit årlige møde. Godt nok var der i byen en bygning beregnet til formålet, men den havde den danske administration i begyndelsen af Anden Verdenskrig inddraget, og den blev nu anvendt som kontorbygning for handelsinspektøren og hans underordnede. Formanden for Landsrådet var modsat de andre medlemmer ikke valgt af befolkningen. Den 42-årige Poul Hugo Lundsteen var dansk jurist og embedsmand, og regeringen i København havde i 1950 ud peget ham til den nyoprettede stilling som landshøvding i Grønland og dermed formand for det unge grønlandske parlament. Lundsteen havde kortklippet, kæmmet hår, som var delt i en sideskilning. En rynke mellem øjenbrynene understregede et fast, stålsat blik. Landshøvdingen var født på Frederiksberg, havde studeret i København og været dommerfuldmægtig i Aalborg, men havde ingen forudgående erfaring med Grønland, da han pludselig stod 23

Content_9788711995563.indd 23

05/05/21 4:37 PM

i spidsen for landet. Til gengæld havde han en speciel opfattelse af, hvad formålet med det spæde grønlandske demokrati var. Han anså ikke Landsrådet som en gruppe, der skulle repræsentere vælgernes synspunkter, men mente derimod, at rådet med ham selv for bordenden skulle dirigere befolkningen. ”Medlemmernes virksomhed i Landsrådet er jo ikke blot at be stemme, hvordan forholdene skal være. De enkelte medlemmer må være i dyb kontakt med befolkningen og virke som vejledere på alle pladser,” udtalte han til avisen Grønlandsposten, da han tiltrådte. Hvis Lundsteen i disse dage pulsede mere ihærdigt på sine cigarer end sædvanligt, var det formentlig, fordi han af statsmi nisteren i København var blevet pålagt en ømtålelig opgave. Da gen før mødet den 9. september 1952 havde Lundsteen forsigtigt fremlagt sagen for de grønlandske politikere. Regeringen barslede med en ny dansk grundlov, og Venstre-statsminister Erik Eriksen foreslog at indføre en bestemmelse, der for første gang i historien gav Grønland repræsentanter i det danske parlament, Rigsdagen. Sådan fremlagde Lundsteen sagen for Landsrådet. Hvad han ikke nævnte, var, at Grønland få år forinden havde fået ret til langt mere indflydelse end blot to medlemmer i den danske rigsdag. Med oprettelsen af De Forenede Nationer havde øen nemlig, ligesom alle andre kolonier, fået international ret til selvstændighed. Den danske regering ville nu indlemme Grønland som en landsdel i Danmark ved at give grønlænderne repræsentation på Christiansborg. Det var umiddelbart et godt tilbud, for de fleste beslutninger om Grønland blev stadig taget i København langt fra de grønlandske politikere. Men tog grønlænderne imod tilbuddet om at blive indlemmet i Danmark, ville deres ret til uafhængighed bortfalde. Behændigt nok blev de grønlandske landsrådsmedlemmer ikke indviet i den del af sagen. Lundsteen havde nemlig fået klare in strukser om ikke at gøre grønlænderne opmærksom på de folkeret lige aspekter af det tilbud, regeringen nu gav dem. Knap fire uger 24

Content_9788711995563.indd 24

05/05/21 4:37 PM

Seminariets gymnastiksal i Godthåb, som dannede ramme om Landsrådets møder.

før mødet i gymnastiksalen havde statsminister Eriksen sendt to parallelle breve til Lundsteen i Godthåb – et officielt og et hemmelig stemplet. I det officielle brev bad statsministeren venligt Lundsteen om at rejse spørgsmålet om Grønlands nye plads i det danske rige. ”I forbindelse med udarbejdelsen af et forslag til en ny grund lov har man i forfatningskommissionen drøftet spørgsmålet om en eventuel ændring af Grønlands statsretslige stilling, hvorefter landet gøres til en integrerende del af riget med repræsentation i Rigsdagen,” skrev statsministeren i det officielle brev. ”Den på tænkte ændring i Grønlands statsretslige stilling mener udvalget vil kunne gennemføres ved en grundlovsbestemmelse om, at grund loven gælder for alle rigets dele, og at Grønland følgelig skal være repræsenteret i Rigsdagen.” I det fortrolige brev skrev statsministeren imidlertid til Lund steen, at han havde fået to juraprofessorer til at vurdere, om han 25

Content_9788711995563.indd 25

05/05/21 4:37 PM

kunne indlemme Grønland i Danmark, sådan som regeringen havde tænkt sig. Den ene af de to juraprofessorer, Poul Andersen, havde nikket godkendende til planen. Han kaldte grønlandsk selvstyre for både ”upåkrævet og uhensigtsmæssigt”. Den anden, Alf Ross, modsatte sig derimod. Uheldigvis for statsministeren var Alf Ross ikke hvem som helst. Han var datidens måske mest kendte jurist i Danmark, og desuden var han internationalt anerkendt for sit forfatterskab om netop folkeretten. Måske derfor var Alf Ross mere optaget af Danmarks forpligtelser overfor FN end sin kollega. Ross havde gjort det klar for statsministeren, at Danmark ifølge FN-pagtens kapitel 73 faktisk var forpligtet til at fremme selvstyre i Grønland og ud vikle landet, så det med tiden kunne blive fuldstændig uafhængigt. ”Kære landshøvding Lundsteen,” skrev statsministeren i det hemmelige brev. ”I en anden skrivelse af dags dato har jeg på rege ringens vegne officielt anmodet Dem om at forelægge Landsrådet et forslag til en ny grundlovsbestemmelse vedrørende Grønlands statsretslige stilling,” fortsatte han. Statsministeren forklarede derpå til Lundsteens ”personlige og strengt fortrolige orientering,” hvor dan professor Ross’ juridiske vurdering gik stik imod den strategi, som Danmark forfulgte i FN. Her havde den danske delegation i flere år arbejdet på at indlemme Grønland i Danmark, så forpligtelsen til at give Grønland selvstændighed ville bortfalde. Var Grønland en landsdel fremfor en koloni, et såkaldt ikke-selvstyrende område, ville grønlænderne nemlig ikke længere være omfattet af FN-pagtens kapitel 73 og dermed ikke længere have ret til løsrivelse. ”Professor Ross ser spørgsmålet i relation til Danmarks forplig telse efter De Forenede Nationers pagt, idet Danmark har aner kendt, at Grønland udgør et ikke-selvstyrende område, således at Danmark er forpligtet til ’at fremme selvstyre, at tage behørigt Landshøvding P.H. Lundsteen i uniform i Godthåb i 1952. Lundsteen var dansk embedsmand og formand for det grønlandske landsråd.

Content_9788711995563.indd 26

05/05/21 4:37 PM

Content_9788711995563.indd 27

05/05/21 4:37 PM

hensyn til folkenes politiske ønsker’ (pagtens artikel 73). Det er derfor professor Ross’ opfattelse, at Danmark er forpligtet til at gennemføre en udvikling henimod fuldstændig uafhængighed, i alt fald indenfor rammerne af et fællesskab,” forklarede statsmi nisteren. Han beskrev derpå, hvordan både Udenrigsministeriet og Grønlandsdepartementet i København havde frarådet Stats ministeriet at lytte til professor Ross’ forslag. Udenrigsministeriet og Grønlandsdepartementet understregede, forklarede Eriksen, at Ross’ forslag var ”i strid med linjen i den politik, der hidtil er fulgt i forhold til Grønland samt med linjen i det arbejde, som fra dansk side udføres i De Forenede Nationer.” Statsministeren beskrev, hvordan den danske delegation i FN længe havde arbejdet på at få anerkendt, at kolonimagternes forpligtelse til at give kolonierne selvstændighed kun opfyldes ad to veje: enten ved at kolonien blev uafhængig, eller ved at kolonien blev indlemmet i ”moderlandet”, som det hed. Danmark havde på ingen måde lyst til at opgive sin store arktiske besiddelse, og den danske delegation i FN arbejdede derfor ihærdigt på, at Danmark kunne beholde Grønland ved at gøre kolonien til et dansk amt. Derfor var professor Ross’ juridiske vurdering mildest talt ubelejlig for den danske regering. Og derfor, forklarede statsministeren, havde man i København ”kategorisk modsat sig” professor Ross’ udtalelse. Udenrigsministeriet og Grønlandsdepartementet havde i øvrigt bedt indtrængende om, at den forblev hemmelig for de grønland ske landsrådsmedlemmer, som ellers kunne få den indskydelse, at selvstændighed var bedre end to medlemmer i den danske rigsdag. *** Landshøvding Lundsteen havde gjort, som statsministeren befa lede, da han sidst på eftermiddagen den 8. september fremlagde sagen for Landsrådet. ”Den danske regering har bemyndiget mig 28

Content_9788711995563.indd 28

05/05/21 4:37 PM

Eriksens hemmelige brev til Lundsteen.

Content_9788711995563.indd 29

05/05/21 4:37 PM

til at forelægge Landsrådet til betænkning,” begyndte han, ”at der i den kommende grundlov indføres en bestemmelse, der for fremtiden sikrer Grønland repræsentation på Rigsdagen.” Han tilføjede, at Landsrådet skulle træffe sin beslutning med det samme. ”Statsministeren har på regeringens vegne meddelt mig, at han vil sætte pris på snarest belejligst at blive underrettet om Landsrådets stilling til det af regeringen forelagte forslag.” Men selvom Lundsteen hverken nævnte FN eller Alf Ross, var Landsrådet splittet. Halvdelen af landsrådsmedlemmerne bar den traditionelle grønlandske anorak, mens den anden halvdel bar europæiske jakkesæt og slips. Og beklædningen gav et fingerpeg om, at der i rådet fandtes to fløje: en dansksindet og en mere tra ditionsbunden. Det var den dansksindede fløj, der med landsrådsmedlem Augo Lynge i spidsen tog ordet først. Han var en slank mand med bu skede sorte øjenbryn og et smalt overskæg, der indrammede mid ten af hans overlæbe. Augo Lynge var seminarielærer og søn af overkateketen i Godthåb, hvor han selv havde været formand for kommunerådet. Allerede i 1930’erne og 1940’erne var en lille grønlandsk elite i Godthåb begyndt at forlange lige rettigheder, og i 1931 havde Augo Lynge skrevet bogen Trehundrede år efter, der foregik i 2021, 300 år efter koloniseringen af Grønland. Bogen var en blanding af fremtidsutopi og knaldroman, og Augo Lynge byggede sit plot op om et bankkup i den fiktive nye hoved stad og industriby Grønlandshavn på Vestkysten. I kulisserne for kuppet og jagten på røverne tegnede han sin vision for fremtidens Grønland. I bogen havde landet en svimlende fiskeindustri og var hovedleverandør til verdensmarkedet. Store husblokke lå på rad og række, og Grønlandshavn havde et levende forretningsliv med glasfacader, fortovsrestauranter og biografteater. Fremtidslandet var også meget turistet, og der gik ikke en dag, “uden at der er fly

Content_9788711995563.indd 30

05/05/21 4:37 PM

fra Kina, Japan eller Indien.” Fiktive forskere diskuterede sågar at smelte hele indlandsisen for at få adgang til kul og metaller under iskappen og gøre Grønlands indre beboeligt. Bogen sluttede med en stor fejring af 300-året for koloniseringen og en lang tale fra det fiktive overhoved i landet, amtmanden, om de store omvæltninger, Grønland havde gennemgået. “Etableringen af de nye erhverv resulterede i en total ændring af alt i samfundet. Grønlænderne er nu et helt andet folk, næste ugenkendelige, dyg tige, velstillede og i stand til at besidde selv de højeste embeder i deres land,” sagde amtmanden på de sidste sider. ”Den grønlandske fangerkultur og den europæiske kultur lader sig aldrig forene,” sagde amtmanden også. ”Da det gamle erhvervs totale utilstræk kelighed begyndte at gå op for danskerne, forsøgte regeringen noget nyt: fiskeri og fåreavl. Derved nedlagdes hjørnestenen til en ny kultur. Herved begyndte den nye tid for grønlænderne. Og fra den tid begyndte en ny æra i det grønlandske folks udvikling,” sluttede Augo Lynges amtmand. I sin drømmeverden beskrev Augo Lynge altså Grønland anno 2021 som et moderne samfund, hvor grønlænderne havde vendt deres fangerkultur ryggen og nu levede fuldstændig europæisk. Han fantaserede om, at industrifiskeri og fåreavl kunne afløse sæl fangst som landets hovederhverv, og at grønlænderne i fremtiden skulle bo i moderne boligblokke. Augo Lynge skitserede dermed ret præcist de reformer, som den danske regering 20 år senere kom til at udrulle. Visionen om et ligestillet, dansklignende Grønland voldte ham imidlertid problemer i 1940’erne, da Danmark endnu ingen planer havde om at ligestille grønlændere med danskere. Da Augo Lynge i 1943 startede ungdomsforeningen Nunavta Qitornai – Fædrelandets Børn – for at vække en politisk bevidsthed i den grønlandske ung dom og diskutere landets fremtid, forflyttede k olonimyndighederne

Content_9788711995563.indd 31

05/05/21 4:37 PM

Content_9788711995563.indd 32

05/05/21 4:37 PM

ham prompte til en post 800 kilometer længere nordpå. Nogle år senere skrev han udfordrende i avisen Grønlandsposten, ”vi ønsker ud af grønlænderen at gøre en god dansk borger.” Nu var Augo Lynges før så radikale vision imidlertid opportun for den danske regering, og han tog da også varmt imod statsmi nisterens forslag. ”Ifølge den nuværende grundlov er Grønland stadigvæk koloni i forhold til moderlandet, selvom hele samfunds maskineriet nærmer sig stærkt danske tilstande. Det er meget vigtigt, at den nye grundlov udtrykkelig præciserer Grønlands statsretslige stilling,” sagde han til sine kolleger i Landsrådet. ”Derfor må vi ikke forpasse tidspunktet. Vi må benytte os af den gunstige lejlighed til at fuldføre værket. Men udvisningen af et sådant initiativ forudsætter fuld enighed i Landsrådet, og jeg vil nu derfor anmode det ærede landsråd om at give tilslutning til forslaget, nemlig at der i den nye grundlov optages en lovparagraf, hvorefter Grønland bliver optaget som et amt i Danmark, og at Grønland får repræsentanter i Danmarks rigsdag.” På den anden fløj i Landsrådet stod som modsætning til Augo Lynges udelte begejstring landsrådsmedlem Frederik Lynge. Selv om de delte efternavn, var de to Lynger kun fjernt beslægtede, og de var lige så forskellige, som deres efternavn var ens. Frederik Lynge, som var fangersøn fra Nordvestgrønland, havde høje kind ben og små, tætsiddende øjne. Han havde været kolonibestyrer i kulminebyen Kutdligssat, hvilket var en sjældent fremtrædende post for en grønlænder. Nu repræsenterede han byen Egedesminde ved Diskobugten i Landsrådet. Frederik Lynge ønskede, at Grønland bevarede sin inuitkultur og på sigt blev selvstændigt. Han var påvirket af den nationale bevægelse Peqatigingniat, som kan oversættes til ”nogle, der for søger at danne et fællesskab”. Foreningen var først og fremmest

Augo Lynge og hans hustru, Qitora, ved deres bryllup i 1925.

Content_9788711995563.indd 33

05/05/21 4:37 PM

Nordgrønlands Landsråd anno 1927. Frederik Lynge står på bagerste række som nummer fire fra venstre og stirrer ud i horisonten.

en religiøs bevægelse, men den hyldede også det traditionelle fangererhverv. Den gamle fangerkultur og den nye grønlænder skulle forbindes i én fælles grønlandsk nation, som stod i mod sætning til det danske. Bevægelsen kastede en række nye salmer og nationale sange af sig, og den affødte også Grønlands første roman, Sinnattugaq, eller Drømmen, som provsten Mathias Storch fra Jakobshavn skrev. Bogen var en fremtidsvision for, hvordan Grønland kunne se ud i år 2105, og Storch skildrede et moderne Grønland helt uden danskere. Frederik Lynge frygtede ligesom de andre medlemmer af Peqa tigingniat, at grønlænderne kunne miste deres folkelige identitet. I 1947, fem år før mødet i Landsrådet, havde han skrevet en avis artikel, som argumenterede for, at Grønland ikke skulle opsluges 34

Content_9788711995563.indd 34

05/05/21 4:37 PM

af Danmark. ”Vi grønlændere, vi ved, om vi da har den rette for ståelse, at vi aldrig kan blive danske og heller ikke bør ønske at blive det,” advarede han. ”Jeg selv føler mig som grønlænder, altså er jeg ikke europæer, og alle andre folk kaldes nu engang ved det navn, de har som nation, disse ønsker ikke at lade sig opsuge og kan heller ikke opsuges af andre nationer.” Da Frederik Lynge fik ordet på landsrådsmødet, foreslog han derfor at nedsætte et udvalg, der kunne overveje statsministerens forslag grundigt og undersøge holdningen blandt de grønlandske vælgere. ”Selvom tanken ikke er ny i Grønland, må Landsrådet tage en beslutning, der ikke bliver modsagt af befolkningen,” sagde han. Landsrådsmedlem Peter Egede fra Sukkertoppen var enig. ”Ma terialet i en så vigtig sag som denne burde være til stede i forvejen, men det er først modtaget af medlemmerne nu,” indvendte han. ”Svaret i denne sag kan ikke indskrænkes til et ja eller nej, der kræves et mere rummeligt svar.” Augo Lynge foreslog, at spørgsmålet blev udskudt en smule, men dét afviste landshøvding Lundsteen blankt. Det principielle spørgsmål hastede, forklarede han. I FN var Danmark nemlig presset af en tiltagende kolonikritisk stemning, og en række lande pressede på for, at blandt andet Danmark skulle give sin koloni selvstændighed. Men det fortalte Lundsteen ikke. Landsrådsmedlem Frederik Nielsen, der ligesom Augo Lynge var dansk stemt, støttede Lundsteen og mente, at Landsrådet straks skulle beslutte sig og telegrafere svaret til København. Men selv Augo Lynge tøvede. Han foretrak et par dages betænkningstid. Mødet blev hævet klokken 17.15 uden tegn på enighed. Alligevel var der dagen efter, den 9. september 1952, komplet enighed om at vedtage statsministerens forslag om at gøre Grønland til et dansk amt. I hvert fald hvis man skal tro de officielle doku menter, som mødet efterlod sig. Hvordan landshøvding Lundsteen 35

Content_9788711995563.indd 35

05/05/21 4:37 PM

fik overbevist Frederik Lynge og de andre skeptikere i rådet, er lidt af en gåde, for netop denne beslutning blev truffet på et lukket møde, hvor der ikke blev ført referat. Hvad der skete på mødet, er derfor forblevet en hemmelighed lige siden. Dermed blev Grønlands skæbne beseglet. Den enorme arktiske koloni var nu godt på vej til at blive opslugt som en landsdel i Danmark – en plan, som var udtænkt kort efter krigen.

Content_9788711995563.indd 36

05/05/21 4:37 PM

Content_9788711995563.indd 22

05/05/21 4:37 PM

pålagde det internationale samfund verdens imperier at give deres kolonier selvstændighed. Det betød, at Danmark skulle forlade Grønland. Det skete bare aldrig, og skiftende regeringer bag lyset for at bevare Grønland som en del af Danmark. Det gik hårdt ud over både den grønlandske kultur, det grønlandske sprog og ikke mindst de grønlandske børn.

IMPERIETS BØRN fortæller for første gang den dramatiske og opsigtsvækkende historie om et af de mørkeste kapitler i

Anne Kirstine Hermann (f. 1984) er

dansk kolonihistorie og går tæt på, hvad der skete, da politikere

uddannet journalist fra Syddansk Universitet, antropolog fra The New School for Social Research i New York og har en ph.d. i etno grafisk journalistisk, ligesom hun har været gæsteforsker på både Columbia University og New York University.

og embedsmænd besluttede at fordanske Grønland og gøre øen til en landsdel i Danmark. Det lykkedes gennem dansk dobbelt spil i FN, vildledning af grønlænderne, ved at ignorere danske topjuristers klare anbefalinger og ved at skabe en række refor mer, der skulle gøre grønlænderne mere danske.

Anne Kirstine Hermann, der i dag underviser i journalistik på Roskilde Universitet, har blandt andet arbejdet for Danmarks Radio og Grønlands Radio (KNR) og skrevet for Politiken, Berlingske, Information, Weekendavisen og Kristeligt Dagblad. og den er blevet til efter omfattende research i Rigsarkivet, Folketingets Bibliotek, Arbej dermuseets arkiv, arkiverne på Arktisk Insti tut i København og FN’s arkiver i New York samt rejser rundt i Grønland. Arbejdet med bogen er støttet af Carlsbergfondet og Kim Wall Memorial Fund.

WEEKENDAVISEN

”Slagkraftig bog” ALTINGET OM SL AG : HA RV EY M AC AU L AY / I M P E R I E T. D K

IMPERIETS BØRN er hendes første bog,

”Tankevækkende fortællinger”

lindhardtogringhof.dk

IMPERIETS BØRN

førte gennem 1940’erne og 1950’erne både grønlænderne og FN

AN N E K I RSTI NE H ERMANN

F O T O : T HOM A S HOWA LT A N D E R SE N

Da FN kom til verden i 1945 oven på Anden Verdenskrig,

A N N E KI R ST INE HER MA NN

IMPERIETS BØRN

Jeg blev ret hurtigt taget til Danmark – jeg har måske været lidt mere end et år – og det har ikke været muligt at skjule, at jeg var adopteret, for jeg lignede ikke nogen. Som min kvindelige adoptant sagde, var jeg en tam vild, de havde. De fortalte mig, fra jeg var ret lille, at de havde betalt min mor med et par pakker cigaretter.

Hun sagde, at hun skrev under med

ført hånd. Det var kolonibestyreren i Ilulissat, som ville have hende til det, og jeg tror ikke, hun vidste, hvad det drejede sig om. Da det gik op for hende, at hun ikke fik mig tilbage, gik hun ned til mine adoptanters hus og kiggede ind ad vinduerne for at se, om hun kunne hente mig.

De blev vrede og skræmte hende

væk, og i mine papirer er der et tele gram, hvor mine adoptanter bad om at blive sendt hjem før tid, fordi moren til barnet gik rundt i byen og ville have sit barn tilbage. Og så rejste de.

Da Danmark vildledte FN og Grønland for at beholde sin sidste koloni LINDHARDT OG RINGHOF

Uddrag fra bogen

Imperiets børn læseprøve

Articles inside

Kapitel 1: En hemmelig hastesag

Prolog: Kaassassuk den forældreløse

Persongalleri

Forord