VOXPOP
Den vigtigste sætning, jeg har hørt i dag
Af Berit Villadsen • Foto: Martin Dam Kristensen
»Jeg står ved mig selv«
J
eg hørte sætningen på kursusforløbet »Opnå mere uden at slide mere« med underviser Anja Westy Larsen, som jeg før har været på kursus med. Kurset handler om at lære sig selv at kende som person, og hvordan du kan udvikle dig som person – noget, jeg som et meget resultatorienteret menneske synes er rigtig svært. Sætningen ramte mig, fordi jeg er en person, der pleaser alle andre både på arbejdet og privat uden nødvendigvis at tænke på mig selv. Jeg er tilbøjelig til at tænke, at hvis bare alle har det godt, kan det godt være, at jeg ikke får min vilje. Jeg skal fremadrettet blive bedre til at lytte til mig selv og min mavefornemmelse og ikke trække mig i en diskussion eller ende med at tage øv-opgaver, fordi der ikke er andre, der melder sig. Jeg vil gerne gøre alt for andre og mine kunder, men nogle gange skal jeg måske også sige: »Nej, det er ikke dig lige nu. Nu er det mig, jeg vil tænke på«. Men det er svært at arbejde med, fordi det er så langt fra mig som person, så jeg har skrevet sætningen ned på papir for at minde mig selv om det. Jeg kigger på papiret hver morgen, uanset om jeg er hjemme eller på arbejde. Så sætningen kommer til at følge mig, og jeg håber, at jeg med kursusforløbet på seks gange opnår at stå mere fast ved mig selv og fremover får færre opgaver, jeg ikke gider, og dermed mere plads til de opgaver, der giver mig energi, og som jeg gerne vil.
Helle Stevnhoved, 53 år Forretningsanalytiker i BEC i Herning
Oktober 2021
Finans
51