2 minute read

Skønne steder: Den hemmelige italienske sundhedsø

Den hemmelige sundhedsø

Du kender Korsika, Sardinien og Sicilien, men hvad med Elba? Den lille ø, lige ud for Toscanas kyst, er en oplagt destination, hvis du er til termiske spaoplevelser og elsker krystaller.

Advertisement

Tekst ROSE MARIA BOELSMAND Foto SHUTTERSTOCK

HVOR ER VI? Isola d’Elba ligger som en lille perle i Middelhavet – lige ud for den toscanske kyst. Men hvor den er beskeden af størrelse, er den til gengæld ét stort tiltrækkende trækplaster. Øen bliver kaldt for ‘sundhedens ø’ grundet sin helt særlige komposition af mineraler, der bader havet omkring øen i tusinder af farver og danner grundlag for øens rekreative termiske spaoplevelser. Det gør den lille italienske ø til en storslået skønhed, hvor smukke strande og termisk velvære forenes med historisk vingesus.

HVORFOR ER HER SÅ SKØNT? Elbas historie kan spores tilbage til etruskerne, der fandt til øen for at udvinde dens store jernressourcer. Elba er dog nok mest kendt som rammen for Napoleons fangenskab fra 1814-1815. I dag er middelhavsperlen en feriedestination, særligt grundet sine smukke strande beriget med utallige mineraler, der ikke blot glimter smukt i vandkanten, men også beriger vandet med egenskaber, der siges at være helende. På øens østside findes flere mineraler i farverige krystalliserede former så som den metallisk røde hæmatit, gul limonit, gylden pyrit, jernholdige ilvait og smukke blågrønne kobberformationer malakit og azurit. På Elbas vestlige kyster kan man finde changerende grøn-pink turmaliner – der også kaldes elbait, da den første gang blev fundet på Elba – smukke beryllium, der kan være alt fra havblå til pink, og kvarts, hvoraf den mest kendte er den svaglyserøde rosakvarts, der siges at have kærlige, beroligende og beskyttende egenskaber.

HVAD MÅ DU IKKE GÅ GLIP AF? Da der naturligt findes så mange mineraler på øen, er Elba en særlig attraktiv destination for rekonvalescens og velvære. Øens særlige mineralsammensætning bruges aktivt i termiske bade og behandlinger. En af de mest profilerede spaoplevelser findes lige uden for øens største by, Portoferraio. Therme di San Giovanni blev etableret, efter man i 1960’erne opdagede, hvordan væddeløbsheste blev transporteret til øen for at komme sig efter løb og kom hurtigere tilbage i form end andre steder takket være vandets salt- og mineralkomposition. I dag er de termiske bade i San Giovanni den primære spaattraktion i Toscana. Kommer man dertil fra maj til december, hvor spaen er åben for alle, bør man lade sig behandle med et omslag af tang, der er rigt på svovl, vitaminer og mineralske salte og bruges i forbindelse med vandmassage til at lindre gigtsymptomer, stimulere blodcirkulationen og nedsætte stress. Kæmper man med hudsygdomme, appelsinhud, slidgigt eller immunsygdomme kan en særlig behandling med saltvand og mudder, der er rigt på jod, svovl, kalium, natrium og jern virke lindrende.

Psst! Den letteste vej til Elba er at flyve til Pisa og derfra med bil til kystbyen Piombino, hvorfra der er færger til Portoferraio. Man kan også køre fra Danmark – og gerne i elbil.

This article is from: