nr1

SOCIALISTISK STANDPUNKT

STØ

TTE KR. PRIS 20,-

DEN MARXISTISKE AVIS FOR ARBEJDERBEVÆGELSEN PRIS KR. 10,-

NR. 1 H 1. ÅRG. H JANUAR 2001

Socialdemokratiet i krise - socialistisk politik er vejen frem!

læs side 4

De københavnske pædagoger strejkede sig til sejr i september/oktober 2000 ved hjælp af kampvilje og enhed.

Socialdemokratiet må holde op med at støtte nedskæringer og i stedet stille sig på arbejderklassens side.

Læs side 7.

LÆS OGSÅ OM: - Konflikten i Mellemøsten.

- Finansloven.

- Gymnasieelevernes situation.

- Cuba.

- DSU. - og meget mere...

Arbejderklassen må generobre Socialdemokratiet - for arbejderpolitik!

INDHOLD:

Velkommen til Socialis. 2 stisk Standpunkt Socialdemokratiet i krise

s. 4

Finansloven

s. 6

Pædagogerne sejrede s. 7 Strejkebod er angreb...

s. 8

Individuel løn splitter s. 9 Mobiliser fagbevægels. 10 sen Euroafstemningen

s. 13

Cuba

s. 15

Mellemøsten i flammer

s. 16

DSU og velfærdssams. 18 fundet DSU’s forhistorie

s. 20

Et socialistisk alternas. 21 tiv til EU Forringelser på gymnasierne

s. 24

SOCIALISTISK STANDPUNKT udgives af avisforeningen SOCIALISTISK STANDPUNKT, c/o Skt. Hansgade 4A, st. th., 2200 Kbh. N. Tlf.: 21 69 43 36 marxist_dk@hotmail.com Anvs. red.: M. Frederiksen.

2

Velkommen til Socialistisk Standpunkt Velkommen til det første nummer af Socialistisk Standpunkt, den marxistiske avis i arbejderbevægelsen, der fremover vil udkomme fire gange om året.

Socialistisk Standpunkt e r e n gang på gang til militære sammenstød marxistisk avis, der har som mål at samle og konflikter: Kosovo, Irak, Indonesien, alle, der ønsker at kæmpe for en Mellemøsten o.s.v. – vi befinder os i en socialistisk omdannelse af samfundet. af verdenshistoriens mest urolige Den er organ for den marxistiske tendens perioder. Kapitalismen har spillet totalt i den danske arbejderbevægelse og fallit. udgives af en gruppe arbejdere og unge, der er aktive i bevægelsen og ønsker at forbinde de daglige krav og kampe imod forringelser og for forbedringer med kampen for et fuldstændigt brud med kapitalismen og opbyggelsen af et demokratisk socialistisk system.

Kapitalismen har udspillet sin rolle Vi mener, at kapitalismen i Danmark såvel som på verdensplan ikke længere kan tilbyde arbejderklassen og ungdommen andet end nedskæringer, stress, umenneskeligt pres, samtidig med massearbejdsløshed og evige konflikter på alle planer i hele verden. Kapitalismen bygger på den lille klasse af arbejdsgiveres ejendomsret til fabrikker, maskiner o.s.v. og deres udbytning af det store befolkningsflertal, arbejderklassen, med det formål at skabe mest muligt profit til arbejdsgiveren. Det fører konstant til katastrofer for mennesker og miljø: hvis kapitalisterne ikke lige mener, det kan betale sig at investere i ny produktion, så lader de være og dømmer derved millioner over hele verden til arbejdsløshed og spiller og spekulerer i stedet med pengene på børserne.

Samtidig udsættes de arbejdere, der er i arbejde, for et stadigt voksende pres for at levere mest muligt til kapitalisten – aldrig før har der været så mange med stress, nedslidning og ødelagte familieforhold. Velfærdssamfundet, som arbejdere i Danmark og andre lande havde tilkæmpet sig, er over alt under angreb – en kapitalisme på vej i krise har ikke råd til anstændige forhold for arbejdende mennesker. Natur og miljø slipper heller ikke for kapitalens profitjagt – der kunne sagtens udvikles måder at producere på, så naturen ikke led skade, men for kapitalisterne tæller kun maksimal profit. Over hele verden ser vi det samme billede.

“Globaliseringen”, d.v.s. de vestlige kapitalistiske magters øgede dominans over hele verden gennem verdensmarkedets mekanismer, fører

Karl Marx Alternativet er demokratisk socialisme Alternativet til kapitalismens blindgyde er en socialistisk samfundsorden, hvor produktionen planlægges demokratisk og hensigtsmæssigt ud fra befolkningens behov og ønsker til fremtiden.

Grundlaget for en sådan udvikling er, at arbejderklassen tager ejendomsretten fra kapitalistklassen og nationaliserer de største virksomheder, banker og kreditselskaber under arbejdernes egen demokratiske ledelse og kontrol. Det er arbejderklassen, der producerer samfundets værdier, det er den, der holder samfundet i gang – derfor er det også den, der kan og vil ændre samfundet. Til det formål har arbejderklassen gennem historien skabt sig faglige og politiske organisationer – Socialistisk Standpunkt kæmper for at genoprette disse som kæmpende organisationer i kampen mod kapitalismen og tilføre dem et socialistisk program for arbejderklassens erobring af magten.

Imod stalinisme, reformisme og sekterisme Socialistisk Standpunkt tilslutter sig Leon Trotskijs analyse og kritik af Sovjetunionen og de andre stalinistiske stater og tager klart afstand fra den stalinistiske fordrejning af marxismen.

Den store russiske Oktoberrevolution

SOCIALISTISK STANDPUNKT

1917 var et kæmpemæssigt historisk fremskridt for menneskeheden, men p.g.a. landets tilbageståenhed og nederlaget for revolutionen i andre lande udartede Sovjet sig til et forbryderisk stalinistisk diktatur.

Kommunistpartierne i hele verden blev reduceret til marionetter for dette regime, der modarbejdede revolutionære tiltag o v e r h e l e v e r d e n . Socialistisk Standpunkt står for den ægte socialisme, der i sin natur bygger på demokrati og internationalisme. Udviklingen i Østlandene demonstrerer klart stalinismens fallit, men samtidig også at forsøget på at genindføre kapitalismen kun har gjort situationen endnu værre og forårsaget katastrofer og nedgang uden sidestykke i verdenshistorien.

Alternativet til stalinisme er ikke kapitalisme, men ægte socialisme med arbejderdemokrati og internationalisme.

En anden tendens i arbejderbevægelsen, der ligeledes har spillet fallit, er reformismen. Under kapitalismens lange opsving kunne reformisterne på baggrund af arbejderklassens kamp tilsyneladende skabe fremskridt i form af velfærdssamfundet. Nu er de selv i fuld gang med at rive det ned igen.

Reformisme kan ikke skabe varige forbedringer. Når kapitalen uundgåeligt kommer i krise, må reformisterne også følge kapitalismens love og skære ned.

Kun et fuldstændigt brud med det kapitalistiske system kan sikre varig fremgang for arbejderklassen.

Den danskse arbejderbevægelse er domineret af højrereformister, der under kapitalismens nuværende forhold er blevet til kontrareformister. Disse “ledere” er ikke socialister, og det får mange til at vende disse organisationer ryggen og opbygge seperate partier uden for de store organisationer, der allerede eksisterer i den danske arbejderbevægelse. Dette er de forskellige sekter på den danske venstrefløj.

Socialistisk Standpunkt tager afstand fra denne sekterisme. Det har gennem historien vist sig, at denne taktik ikke fører til, at flere tilslutter sig de socialistiske idéer, men udelukkende at arbejderbevægelsen bliver splittet op.

Sekterisme er at vende ryggen til virkeligheden og efterlade arbejderklassen i de reformistiske “lederes” magt.

NR. 1 JANUAR 2001

Vi kæmper for arbejdernes krav Socialistisk Standpunkt deltager i den danske arbejderklasse og ungdoms masseorganisationer og parti: Vi står for, at Socialdemokratiet ikke skal indgå samarbejde med noget borgerligt parti.

Vi kæmper for et uafhængigt socialistisk Socialdemokrati, der er forpligtet til at gøre en ende på det kapitalistiske system.

Vi mener, at den eneste løsning, der findes på arbejderklassens problemer, er, at arbejderne forenes i en fælles kamp for at fjerne det kapitalistiske system.

Socialistisk Standpunkt deltager i denne kamp og støtter de krav, der stilles på arbejdspladserne, f.eks.: -National minimumsløn på 100 kr. i timen, gældende for alle, inkl. lærlinge, arbedjsløse, studerende.

-Genindførelse af dyrtidsreguleringen samt fuld dagpengeregulering, så inflationen ikke udhuler lønnen.

-Stop for alle afgifter og skatter, der udhuler arbejdernes lønninger. For et ordentligt, solidarisk skattesystem, der tilgodeser arbejderklassen og beskatter kapitalisterne.

-30 timers arbejdsuge med fuld løn- og personalekompensation - den eneste vej væk fra arbejdsløsheden.

-Ligeløn for lige arbejde – ingen diskriminering p.g.a. køn, race o.s.v.

-Afskaffelse af bodssystemet – ingen indgreb i strejke- og aktionsretten.

-Strejke- og aktionsret til lærlinge, funktionærer og alle andre arbejdere.

-Ægte demokrati i arbejderbevægelsen.

Ingen privilegier til vores ledere – arbejderledere på arbejderløn.

-Fjernelse af alle indførte nedskæringer på velfærden. Kamp imod alle forsøg på yderligere afmontering af velfærdssamfundet.

-Nej til nedskæringer og privatiseringer i den offentlige sektor – udbyg den offentlige sektor med flere midler og mere personale, under de ansatte og brugernes egen demokratiske ledelse og kontrol.

-Ordentlige og betalelige boliger til alle.

-Fri adgang til ordentlig uddannelse for alle og de økonomiske muligheder for det.

hersker, vil kapitalisterne altid tage forbedringerne fra os igen, når der kommer krise. Og kapitalen vil altid komme i krise – det ligger i selve systemets natur. Så samtidig med at Socialistisk Standpunkt står for ovennævnte krav og andet, som bevidste arbejdere og unge går til kamp for, sammenkæder vi altid dette med den socialistiske politik, der er nødvendig for at opnå disse forbedringer fuldt ud og bevare dem for fremtiden. Vi nøjes ikke med at tale om socialisme ved interne møder og højtidelige lejligheder.

Arbejderne er praktiske mennesker, og de spørger: hvem skal sørge for, at vi får det nye samfund? Til det svarer Socialistisk Standpunkt: Det skal I selv ved at kæmpe for at der bliver flertal for et socialistisk program i jeres organisationer, som traditionelt er LO, Socialdemokratiet, DSU. I skal kæmpe for, at den ledelse, der samarbejder med kapitalen, bliver udskiftet med en ledelse, der kæmper for et socialistisk samfund.

Mobiliseres arbejderbevægelsen for denne politik, bliver den uovervindelig.

Hvad er marxisme?

Læs om marxismens grundidéer: om økonomien, filosofien, historieopfattelsen og klassekampen.

Bestil pamfletten „Hvad er Marxisme“ hos Socialistisk Standpunkt nu!

Gennem enhed og kampvilje kan arbejderklassen tilkæmpe sig mange fremskridt, men så længe kapitalen

3

Socialdemokratiet i krise - Socialistisk politik er den eneste løsning

Nu har Nyrup-regeringen med Socialdemokratiet i spidsen snart 8 års jubilæum, men der er næppe noget særligt at fejre.

I disse år har vi set adskillige eksempler på nedskæringer og forringelser af det danske velfærdssamfund, på trods af, at vi har været i en periode med “opsving” : som i andre lande over hele verden har regeringen måttet erkende, at kapitalismen under det lange efterkrigsopsving, med opbyggelsen af velfærdssamfundet og etableringen af enorm gæld, gik ud over sine naturlige grænser, men at vi nu er i en mere normal periode for kapitalismen, og at der derfor står øget pres, nedskæringer og konflikter på dagsordenen overalt. Der skal spares, skæres og “rationaliseres”, før krisen kommer.

Regeringens politik Regeringen har udliciteret og privatiseret – indtægterne fra privatisering har været 37 mia. kr. under Nyrup-regeringen, næsten otte gange så meget som de borgerlige privatiserede i perioden ’82 ’93; Efterlønnen blev angrebet på trods af Nyrups løfter om det modsatte; Arbejdsløse, især unge, er blevet udsat for angreb og pres gennem tåbelig og ydmygende aktivering uden indhold eller tvangsarbejde til gengæld for understøttelsen, d.v.s. arbejde uden ordentlige forhold, som tjener til at presse de ordinært ansattes vilkår og løn; Regeringen greb ind imod den strejkende arbejderklasse i storkonflikten i ’98; Den truede og svindlede sig – forgæves – gennem euro-afstemningen; Selskabsskatten er blevet sænket samtidig med at der er kommet flere og stigende usolidariske afgifter til skade for almindelige arbejdere; Der er generelt forfald på mange områder af velfærdssamfundet – ventelister på sygehuse, dårlig behandling af ældre, faldefærdige skoler og generel mangel på vedligeholdelse – f.eks. kører togene langsommere i dag end for flere år siden, fordi skinnerne ikke er blevet vedligeholdt ordentligt.

4

Faldende opbakning Denne politik har ført til de efterhånden kronisk dårlige meningsmålinger for Socialdemokratiet – i de fleste målinger ligger partiet helt nede omkring de 25%, mens Venstre er oppe over 30%. De ledende personer i parti og fagbevægelse har i denne forbindelse udvist en hidtil uset mangel på forbindelse med virkeligheden – de bliver ved med at snakke om, at regeringen har været bedre end sine egne løfter, at de kun har lavet forbedringer og at det i det hele taget går strålende. Det eneste problem er at få “kommunikeret de gode resultater igennem til folk.” Senest har vi set den såkaldte “røde gavebodsfinanslov”, som godt nok ikke indeholder nogen store angreb, men heller ikke har kunnet ændre på regeringens skrantende opbakning. Den indeholder ingen reelle fremskridt for almindelige mennesker, det er mest bare snak om velfærd og småforbedringer, der langt fra kan rette op på tidligere nedskæringer og det generelle forfald. De små “gaver” er latterligt ubetydelige i forhold til det, den danske arbejderklasse hver dag yder på jobbet og i skatter. Og finansministeren fremlagde også klart i aviserne, hvordan han mener, at de små forbedringer i længden skal finansieres: “Hvis arbejdsgiverne er utilfredse med den nye finanslov, må de bare holde igen med lønstigningerne.” Socialdemokratiets Blach Hansen indrømmede f.eks. også, at det er svært at se forbedringerne: “Vi skal være bedre til at fortælle konkret, hvad finansloven betyder for de enkelte grupper i samfundet. De kan jo ikke mærke forbedringer her og nu.” For mennesker, der knokler hver dag for at få hverdagen til at køre rundt, virker partiledelsens snak om, hvor godt det hele går, og hvordan vi alle sammen er blevet meget rigere, mest af alt som arrogant hån fra folk uden forbindelse til den virkelige verden.

Et andet eksempel på hvor fjernt ledelsen er fra den almindelige befolkning, var euro-afstemningen. Nej’et var et stort slag imod nedskæringspolitikere på alle fløje, et nej til usikkerhed ved fremtiden

og frygt for forringelser af velfærden.

Også dette nederlag forsøgte ja-sigerne, især de socialdemokratiske ledere, at bortforklare med dårlig dialog med befolkningen og manglende kommunikation og forklaring på hvad det var afstemningen gik ud på.

Socialdemokratiet uden socialdemokratisk politik Men Socialdemokratiets problem er ikke dårlig kommunikation – problemet er dårlig politik, der ikke er andet end et forsøg på at administrere en kapitalisme på vej i uføre. En Vilstrup-analyse af årsagerne til Socialdemokratiets faldende vælgertilslutning viste, at den største gruppe (20%) mente, at partiet ikke førte socialdemokratisk politik. Et andet tegn på det samme er CD’s Erhard Jakobsens udtalelse om, at CD aldrig ville være splittet ud til højre fra Socialdemokratiet i 1973, hvis Nyrup & co. havde været i ledelsen dengang med deres nuværende politik. De reformistiske ledere af partiet vil ikke bryde med kapitalismen og må derfor følge dens regler, og lige nu betyder det stadig flere kontrareformer, nedskæringer o.s.v. – f.eks. har vi set Karen Jespersen prale med hvor mange milliarder hun har været med til at skære ned, mens hun var socialminister.

Den borgerlige opposition Da partiledelsen ikke kan tilbyde nogen vej frem, er der gode tider for den borgerlige opposition. Dansk Folkeparti og Venstre står stærkt i meningsmålingerne, og alle målinger viser et klart borgerligt flertal. Dansk Folkeparti har fået opbakning af mange frafaldne socialdemokrater, der er blevet tiltrukket af hvad der tilsyneladende er et forsvar for velfærdssamfundet og “den lille mand”. Den fremmedfjendske linje sælger også billetter – ikke fordi folk generelt er racister, men fordi “de fremmede” er de borgerliges bekvemme forklaring på problemerne, og fordi regeringens politik på området ikke har løst de problemer der er, men kun skabt nye. Dansk Folkepartis velfærdssnak mangler imidlertid fuldstændigt reelt indhold. Det er tom buldren uden forslag

SOCIALISTISK STANDPUNKT

til hvor pengene skal komme fra – denne modsætning mellem hvad de siger og så det egentlige indhold er givetvis en del af forklaringen på de nærmest konstante interne uroligheder, eksklusioner o.s.v.

Det er ikke kun Dansk Folkeparti, der snakker om velfærd – det gør Venstre også. Fogh Rasmussen har sagt, at Venstre skal udfordre “Socialdemokratiets monopol på velfærden”, og det er selvfølgelig ikke så vanskeligt med Socialdemokratiets nuværende politik – en meningsmåling

Nyrup taler om, at han ihvertfald vil sidde perioden ud, andre ledende personer har snakket om “metaltræthed”, og nogle socialdemokratiske kommunalpolitikere har udtalt, at det kunne være godt med en borgerlig regering snart, så folk kunne se, at de heller ikke kan gøre det bedre!

Baggrunden for ledelsens slet skjulte pessimisme er, at Socialdemokratiet er ved at nå en grænse for, hvor meget de kan stå for af nedskæringer og dårlig politik. Der er utilfredshed i baglandet med de dårlige meningsmålinger, flere

Anders Fogh godter sig over Socialdemokratiets højrepolitik viste da også, at kun 32% så Poul Nyrup som en bedre garant for velfærden end Fogh Rasmussen, mens hele 41% mente, at Fogh Rasmussen var den bedste af de to. Dette er meget interessant – at de borgerlige partier bliver nødt til i det mindste i ord at stå for velfærdssamfundet. Det vil være umuligt for et borgerligt parti at komme til magten på et åbenlyst borgerligt program, selvom det selvfølgelig er det der ligger bag de pæne ord: Venstre ønsker endnu mere udlicitering og “effektivisering” af den offentlige sektor, d.v.s. nedskæringer.

Det kommende valg Der skal være valg senest i marts 2002, og som tingene står nu, ser det ud til en borgerlig regering. Når man hører de socialdemokratiske ledere tale, lyder det også nærmest som om de har opgivet –

NR. 1 JANUAR 2001

ledende folk har forladt partiet på EUspørgsmålet, og på f.eks. udliciteringsområdet har der været stor modstand mod ledelsens politik. Det vil vi uundgåeligt se mere af i fremtiden, og især hvis partiet kommer i opposition, vil ledelsen kunne blive skubbet mere til venstre. En borgerlig regering vil naturligvis ikke kunne give forbedringer for almindelige mennesker mere end Socialdemokratiet har kunnet, tværtimod. Selv nu skinner Venstres virkelige planer igennem de fine ord om velfærd – der skal udliciteres meget mere, og der skal spares 25 milliarder ved “effektivisering” af den offentlige sektor.

Det er muligt at det kan lykkes for Socialdemokratiet at vinde valget ved at mobilisere imod de borgerlige og spille på samarbejdet med Dansk Folkeparti, ligesom ved sidste valg, men nu vil det ikke virke særligt troværdigt med

skrækkampagner om det reaktionære og racistiske ved Dansk Folkeparti, når ledende socialdemokrater selv er kommet med endnu mere ekstreme udtalelser og forslag. Men som sagerne står nu, tegner det altså til et nederlag for Socialdemokratiet og den nuværende regering.

Vejen frem er socialistisk politik På det sidste, især i Nytårstalen, har Nyrup imidlertid prøvet at anlægge en ny stil. Han taler direkte til arbejderne – de nedslidte rengøringsdamer og buschaufførerne. Han snakker om arbejdspres og dårlige følger af udlicitering. Det er forsøg på at vinde opbakning og profilere sig imod Venstre – men det lyder meget hult. Hvem er det der har stået for udliciteringerne, og hvem er det, der har accepteret og stadig accepterer øget pres på arbejdspladserne?

Det er jo præcis Nyrup og hans regering.

Så længe det bliver ved tom snak og hensigtserklæringer, kan det ikke gøre andet end at score nogle få midlertidige point, men når folk ser, at der ikke følger handling efter ordene, og at Socialdemokratiet ikke reelt har tænkt sig at stille sig på arbejderklassens side, vil utilfredsheden vokse igen.

Den nuværende ledelse vil ikke frivilligt skifte politik – så dens løsning på de dårlige meningsmålinger og den tilsvarende stigende optur for Dansk Folkeparti og Venstre har været en stribe af panikhandlinger med den ene højrepopulistiske, racistiske udtalelse efter den anden fra ledende socialdemokrater – om øde øer, forbud mod bøn og lignende stramninger – og sidst har vi set ministerrokaden. Som om en udskiftning af personer kan gøre det ud for et skift i politikken.

Den eneste vej frem for Socialdemokratiet er et brud med den borgerlige politik, et stop for alle nedskæringer og forringelser og et klart socialistisk program for opbyggelse af velfærden. Arbejdere og unge må kæmpe for at tilbageerobre partiet fra den nuværende ledelse, der misbruger det til forsvar for kapitalismen, og ændre det tilbage til det, det blev skabt til at være: et kæmpende socialistisk parti, der slås for arbejderklassens krav.

SK

5

Finansloven 2001 – forbedrer den velfærden?

Finansloven for 2001 er blevet vedtaget. Det er den der danner grundlag for det næste års økonomiske politik, og dermed også bestemmer om der skal ske nedskæringer eller forbedringer for de danske arbejdere.

Finanslovsforliget er i alle medier blevet udråbt til at være en ”rød finanslov” eller en ”gavebodsfinanslov”. Finansloven er blevet til i samarbejde mellem regeringen, CD, SF og Enhedslisten, og der er da også forbedringer i finansloven. Det er godt at der kommer en række forbedringer i velfærden med finansloven. Det trænger der også til!

Der er i de seneste år foretaget utrolig mange nedskæringer på det danske velfærdssamfund. Hvis man ser på de reelle forbedringer i finanslov 2001, er der dog ikke det store at hente. Mange af dem retter knap nok op på de sidste års nedskæringer. Fx. har Københavns universitet et kæmpe underskud. De penge der er afsat til de videregående uddannelser, dækker lige de sidste års nedskæringer. Men de er afsat til bestemte politiske opgaver, og kan altså ikke som sådan bruges til at rette op på underskuddet. På sundhedsområdet ser vi også en lappeløsning, hvor muligheden for behandling i udlandet skal udvides, dette er dog i længden dyrere end at forbedre det danske sundhedsvæsen, og det retter ikke op på de grundlæggende problemer i Danmark.

Arbejdsgiverne og de borgerlige har klaget over, at erhvervslivet kommer til at betale en del af regningen for forbedringerne i finansloven. Det er omlægningerne i erhvervsreformen, der betyder, at arbejdsgiverne skal betale dette er dog kun på kort sigt, da selskabskatten samtidig sættes ned, og der afsættes 1 mia. kr. i dk.21 til at udvikle de danske virksomheder.

Venstrefløjen har regnet ud, at erhvervslivets omkostninger i år 2001 lyder på 2,5 mia. kr. Men Marianne Jelved mener at ”Hvis man ser det hele samlet, er belastningen af erhvervslivet meget begrænset. Det skal ses i

6

sammenhæng med, at vi aldrig har haft højere beskæftigelse og at aktiekurserne er i top” (Politiken 06.11.00).

Erhvervslivet har de seneste år haft enorme overskud, som de først og fremmest har tjent ved at få de danske arbejdere til at arbejde hårdere, og ved øgede aktiekurser, der ikke kræver andet arbejde end en investering.

Den måde resten af finansloven skal finansieres på er yderst usolidarisk. Når personfradraget fastfryses rammer det alle lige meget. Dette forsøger man at kompensere ved at sætte A-kassebidraget tilsvarende ned. Det betyder at fastfrysningen først og fremmest rammer dem, der ikke er medlem af en A-kasse, fordi det er for dyrt. Samtidig kan man

frygte, at dette vil blive en nedskæring i de kommende år. A-kassebidraget kan meget hurtigt sættes op, hvorimod det er svært at forestille sig, at personfradraget lige pludselig øges dobbelt. De øgede afgifter på tobak og sodavand er mindst lige så usolidariske. Afgifter er en form for skat bare uden indkomstregulering, dvs. at alle uanset indkomst kommer til at betale det samme.

Baggrunden for denne finanslov er arbejdernes styrke Finansloven indeholder altså en række forbedringer for den danske arbejderklasse. Men forbedringerne er minimale set i forhold til de seneste års nedskæringer og det øgede pres på arbejderne gennem de seneste år.

De konkrete tiltag i finansloven: - Der afsættes 270 mio. kr. ekstra om året til de videregående uddannelser de næste 4 år.

- Der skal sikres 6.000 nye praktikpladser. Dette skal ske ved at arbejdsgivernes betaling til Arbejdsgivernes ElevRefusion (AER) sættes op, til gengæld får arbejdsgiverne fuld refusion når lærlingene er på skole.

- Der er afsat knap 1. mia. kr. til en fire-årig miljøaftale om ekstra miljøindsats.

- Der sættes flere fotofartceller op.

- Togsikkerheden forbedres med 100 mio. kr. Aldersgrænsen for hvornår børn kan køre gratis med kollektiv trafik hæves til 12 år.

- På sundhedsområdet forbedres mulighederne for behandling i udlandet. Der afsættes en pulje til ekstra forebyggelse, samt øget efteruddannelse af lægerne og en reform af sundhedsuddannelserne.

- Der indføres børnetilskud til studerende med børn. Tilskuddet på 5000 kr. årligt aftrappes ved indkomster over 100.000 kr. for enlige og 150.000 kr. for par.

- Ældreområdet skal forbedres med 160 mio. kr.

- Ordningen med servicejob udvides.

- Der indføres en arbejdsmiljøafgift på 200 kr. pr. medarbejder, plus en afgift udregnet efter antal arbejdsskader på virksomheden. Begge kan en virksomhed slippe for ved at få et certifikat på godt arbejdsmiljø.

- Bedriftssundhedstjenesten udvides frem til år 2005, til at omfatte hele arbejdsmarkedet.

- Der afsættes 1. mia. kr. til erhvervslivet. Dette sker igennem erhvervsstrategien dk.21, der skal støtte virksomhedernes overgang til ”vidensøkonomien”.

- Selskabskatten n e d s æ t t e s f r a 3 2 % t i l 3 0 % . S a m t i d i g æ n d r e s afskrivningsreglerne og kredittiderne, så virksomhederne selv kommer til at betale for nedsættelsen og for mere fordelagtige regler for generationsskifte.

Disse forbedringer m.m. skal bl.a. finansieres ved at personfradraget for skatteydere fastfryses. Nogen af disse penge bruges til at nedsætte Akassebidraget, resten går til ældrepakken. Desuden sættes afgiften på sodavand og tobak op. Derudover er der et overskud på det almindelige budget for staten.

Regeringen forventer et overskud på statens budget på 12,6 mia. kr. i 2001.

SOCIALISTISK STANDPUNKT

Men hvorfor kommer disse småforbedringer nu? Der har siden 1997 været overskud på statens budget, uden at vi har set forbedringer. Regeringen, især Socialdemokratiet, er lige nu meget upopulære. De prøver nu, inden næste valg, at fremstå som de eneste, der kan sikre velfærden. Siden den socialdemokratisk ledede regering kom til i 1993, har der været et mindre økonomisk opsving i Danmark. De danske arbejdere har gang på gang hørt, at ”det går så godt som aldrig før”, og at Socialdemokratiet har indfriet samtlige valgløfter. Alligevel har vi mærket flere og flere nedskæringer samt et øget pres.

Det overskud der har været, har i høj grad været brugt til at betale statsgælden tilbage - en gæld som staten skylder kapitalisterne, og som for lang tid siden er blevet betalt, hvis man trækker renterne fra. I stedet for kunne man have brugt disse mange penge på at forbedre forholdene for arbejderne, og deres børn og ældre.

Regeringen er bange for arbejdernes reaktion, især efter ØMU-afstemningen i september hvor de danske arbejdere trodsede alle anbefalinger om et ja. Dette

viste i høj grad arbejdernes selvstændighed og mistillid til regeringen. Regeringen kan ikke blive ved med at sige, at det går nok så godt, uden at arbejderne kan mærke det. Vi har allerede nu set flere og flere konflikter på arbejdsmarkedet og blandt ungdommen, og dette vil fortsætte og øges ved øgede nedskæringer.

De aktuelle små forbedringer har kun været mulige pga. opsvinget. I de kommende år vil vi se en nedgang i økonomien (jf. finansministeriets økonomiske nøgletal), og det vil derfor være svært at få forbedringer på velfærden. Regeringen, de borgerlige og kapitalisterne er lige nu skræmt af, hvad der venter ved flere nedskæringer og forsøger derfor at fremstå, som nogle der i virkeligheden vil det godt, men som i krisetider kan blive nødsaget til at skære ned.

Hvordan sikrer vi et godt og holdbart velfærdssamfund?

Mange arbejdere er lige nu trætte af Socialdemokratiet, men ved ikke hvor de skal vende sig hen. Højrefløjen, med Venstre i spidsen, forsøger i medierne at

fremstå som de ægte garanter for velfærden. Forhandlingerne om denne finanslov viser dog tydeligt, at deres politik stadig i bund og grund er borgerlig, og at de ønsker bedre forhold for erhvervslivet, på bekostning af arbejderne. SF og Enhedslisten har vist at de ønsker en forbedring af velfærden, men samtidig at de er villige til at indgå kompromiser for at få del i magten, og de opstiller ikke et reelt alternativ til en Socialdemokratisk ledet regering. Den eneste måde at sikre et stabilt velfærdssamfund på, er ved at Socialdemokratiet begynder at føre en arbejderpolitik for reelle forbedringer.

Dette betyder konkret lige nu, at de må nægte at betale flere renter på statsgælden. At de overtager olieproduktionen, der for at øge profitten hiver olie op og tjener stort på de høje priser, der udhuler arbejdernes realløn.

At de ligeledes overtager de andre store virksomheder i landet, og at disse bliver kørt demokratisk af arbejderklassen selv efter en plan for udbyggelse af velfærdssamfundet.

FM

Pædagogerne i København sejrede

Onsdag d. 20 september 2000 mødtes 800 pædagoger og pædagogmedhjælpere fra fritidshjem og klubber i København til stormøde, hvor de besluttede at nedlægge arbejdet. Dette gjorde de, fordi Københavns kommune bebudede massive nedskæringer på fritidshjems– og klubområdet. Helt konkret ville kommunen skære 7 mio. kr. Dette ville de gøre ved at holde klubberne ferielukket 3 uger om året samt lukke størstedelen af fritidshjemmene og klubberne (71) om morgenen.

Pædagogerne frygtede, at det ville betyde, at de fleste fuldtidsstillinger ville blive lavet om til halvtidsstillinger på 22 ½ time om ugen - det kan ingen leve af og slet ikke på en pædagogløn.

De strejkende mødtes hver morgen for at diskutere om man ville fortsætte strejken. Hver dag var der et overvældende flertal (95% eller derover),

NR. 1 JANUAR 2001

der stemte for en fortsættelse af strejken.

Strejken fortsatte i næsten 4 uger. Under forløbet stillede Borgerrepræsentationen, med Socialdemokratiet i spidsen, forskellige mæglingsforslag, der hver gang gjorde nedskæringerne mindre, og hver gang forkastede de strejkende forslagene.

D. 10/10 besluttede yderligere 500 pædagoger og medhjælpere i København, som ikke var direkte omfattet af nedskæringerne, at strejke i sympati. Det betød at antallet af strejkende kom op på 1300, og at antallet af børn som stod uden mulighed for pasning kom op på 15.000. Samtidig afholdt tillidsmændene for de ansatte i resten af kommunens (og bydelsforsøgenes) daginstitutioner stormøde, for at diskutere hvorvidt disse skulle tilslutte sig strejken. De besluttede at deltage i demonstrationen d. 12/10,

dagen hvor budgettet og dermed nedskæringer endeligt skulle vedtages om aftenen. Alt efter udfaldet ville de beslutte hvad der videre skulle ske. Dette kunne betyde, at samtlige institutioner i København ville være blevet lukket.

Under strejken var der utallige aktioner, både store demonstrationer og andre mindre aktioner. Demonstrationen d. 12/ 10 var kulminationen. Den blev afholdt om eftermiddagen, altså i arbejdstiden for dem, der stadig arbejdede, alligevel var der et stort fremmøde, fra alle institutioner i København, både fra ansatte og forældre med børn.

Borgerrepræsentationen besluttede om aftenen d. 12/10 at tage nedskæringerne af bordet, og i stedet tilføre fritidshjemmene og klubberne 6 mio. kr. til udvikling, fritidshjemmene kunne stadig holde åbent om morgenen, og de 3 ugers ferielukning blev reduceret til

7

5 dage, som institutionerne selv kan bestemme hvor skal ligge. Pædagogerne havde vundet, og d. 13/10 besluttede de at genoptage arbejdet.

Det nytter stadig at strejke Pædagogkonflikten viser tydeligt, at det stadig nytter at strejke. Samtidig viste den hvordan en strejke bør organiseres for at sejre. De strejkende mødtes under hele konflikten for at diskutere fortsættelsen. Under hele konflikten var der et utroligt stort flertal for at fortsætte.

Det er nødvendigt at stå sammen og holde fast i kravene, hvis man vil vinde.

Derudover var der en fortsat optrapning af konflikten; først de 500 pædagoger der besluttede at strejke i sympati, derefter truslen om resten af pædagogerne i København. Det er nødvendigt med en

Strejkende pædagoger til fagligt møde i Nørrebrohallen. optrapning i stedet for en nedtrapning af en konflikt. Politikerne har helt sikkert været skræmt over udsigten til en langvarig ”storkonflikt” på pædagogområdet.

Derudover var strejken utrolig godt organiseret, bl.a. blev der oprettet en strejkefond ”Fælles fodslag”, til at dække de strejkendes økonomiske problemer. I denne fond kunne alle der ønskede at støtte give et bidrag, hvad mange enkeltpersoner, forældre og daginstitutioner gjorde. Der blev også under hele konflikten lavet en strejkeavis, der fortalte om situationen.

Der var i det hele taget en enorm

8

opbakning fra forældrene under hele forløbet, selvom de havde store problemer med at få deres børn passet.

Forældrene ønskede selvfølgelig ikke, at deres børn skulle få dårligere forhold, men samtidig støttede de også pædagogernes kamp for bedre vilkår.

Forældrene deltog i demonstrationerne og støttede op, også på de institutioner der ikke i denne omgang ville blive ramt af nedskæringerne. Fx. havde de ansatte på en daginstitution besluttet at gå med til demonstrationen d. 12/10 og de opfordrede derfor forældrene til at hente deres børn kl. 14, så de kunne deltage.

Samtlige børn blev hentet og en del af forældrene gik med i demonstrationen.

Hvad nu?

Alt er dog ikke fryd og gammen. Strejken var ”ulovlig”, hvilket betød, at de strejkende ikke fik løn i de 4 uger konflikten varede, samtidig med at de hver dag skulle betale strejkebod.

Bidragene til Fælles fodsalg var langt fra nok til at kompensere for tabet, og strejken har givet store økonomiske konsekvenser for mange pædagoger, der ikke i forvejen tjener særlig meget. Det betød også, at Københavns kommune rent faktisk ”tjente” ca. 15 mio. kr. i sparet løn og strejkebod. En del af disse penge blev givet til forældrene, som kompensation for at de ikke kunne få passet deres børn, resten svarer ca. til det kommunen ville have sparet, samt det der blev afsat i den ekstra pulje. Dette kan ikke være rigtigt! Pædagogernes organisationer (BUPL, PMF og LFS) må kræve, at pengene tilbagebetales til pædagogerne, og at der afsættes penge til udvikling af institutionerne.

Konflikten viste med al tydelighed hvordan fagbevægelsen har bevæget sig væk fra sine medlemmer. Under hele konflikten forsøgte lederne af fagbevægelsen at stoppe strejken, da det var en ”ulovlig” strejke. Fagbevægelsen burde i stedet havde gået i spidsen og kæmpet for sine medlemmer.

Konflikten har altså vist, at det stadig nytter at strejke, og at den danske arbejderklasse stadig vil, og er i stand til, at kæmpe for sine rettigheder.

Pædagogernes sejr betød ikke bare et nederlag for Københavns kommune, men den har samtidig vist resten af den danske arbejderklasse samt arbejdsgiverne arbejderklassens styrke,

når den holder sammen. Dette vil helt sikkert få betydning i fremtidige overenskomstforhandlinger o.l..

Arbejderklassen kan altså godt vinde, men hvis disse sejre skal holde på længere sigt, er det nødvendigt at deres organisationer, fagbevægelsen, går i spidsen. Arbejderne må altså gå ind i fagbevægelsen og kæmpe for at disse bliver reelle kamporganisationer, der vil stå i spidsen for medlemmernes krav.

Men dette er desværre ikke nok. I denne konflikt så vi, at det var arbejdernes parti, Socialdemokratiet, der gik forrest i nedskæringerne, og under storkonflikten i ’98 var det også Socialdemokratiet der stod bag indgrebet i konflikten.

Arbejderne må kræve, at deres parti går forrest i den politiske kamp for bedre vilkår. Socialdemokratiet må føre en politik, der kan skabe forbedret velfærd for alle. Dette betyder, at Socialdemokratiet må gå forrest i kampen for at arbejderne overtager produktionsmidlerne og fordeler goderne demokratisk. Kun på denne måde kan velfærdssamfundet fastholdes, og nedskæringerne stoppes.

FM

Strejkebod er angreb på arbejdernes rettigheder Fagbevægelsen med LO i spidsen må gå imod alle love, der forhindrer arbejderklassen i at kæmpe for deres rettigheder.

Fra den 27. september 2000 har arbejdsretten hævet den bod, som arbejdere bliver idømt, hvis de laver ”ulovlige” strejker.

Dette sker i en tid hvor mange snakker om, at klassekampen er død. Hvis de havde ret i det, så var der vel ingen grund til at hæve boden. For ufaglærte stiger den normale bod fra 27,- kr. til 35,- kr. pr. time og den skærpede bod fra 47,- kr. til 65,- kr. pr. time. For faglærte stiger den normale bod fra 32,- kr. til 40,- kr. pr. time og den skærpede fra 52,- kr. til 70,- kr. pr. time.

SOCIALISTISK STANDPUNKT

Denne forringelse er et angreb på arbejdernes demokratiske ret til at strejke, hvilket på intet tidspunkt skal kunne idømmes bod. Den såkaldte fredspligt, der eksisterer for arbejdsgivere og arbejdere mellem overenskomstperioderne, betyder ikke, at arbejdsgivere ved lokalforhandlinger ikke kan nægte at give lønstigninger, men hvis arbejderne vil bruge deres eneste våben, strejke – så bliver de straffet. Fredspligten betyder jo heller ikke, at arbejdsgiverne ikke må øge tempoet og arbejdspresset, hvilket de konstant gør. Fredspligten er altså ikke en garanti, som sikrer arbejderne fred mod dårligere forhold, men en lov, som sikrer arbejdsgiverne fred til at forringe arbejdernes levestandard. LO bør derfor på ingen måde acceptere, at deres medlemmer skal straffes for at kæmpe for deres levevilkår.

Fagforbundene (som jo udgør LO) har selv forhandlet tvivlsomme resultater hjem ved overenskomsterne med den undskyldning, at arbejderne ved lokalforhandlinger kan få mere i lønningsposen.

til de virksomheder, de kæmper imod!

Dette er en klar svækkelse af arbejderne.

Fagbevægelsen med LO i spidsen og med politisk støtte fra socialdemokratiet må kræve arbejdernes ret til at kunne kæmpe for deres levevilkår uden hykleriske bøder og straffe.

Dansk Arbejdsgiverforening afslørede, at den bod, arbejdere bliver idømt ved strejker, er med til at sikre de konfliktramte virksomheder mod at miste penge – dette var deres begrundelse for en forhøjelse af boden. Boden betyder altså, at arbejdere der vil bevare rettigheder og kæmpe imod forringelser, af egen lomme skal sikre indtjeningen

Arbejderklassens ret til at kæmpe uden bureaukratiske straffe er en grundlæggende demokratisk rettighed. Derfor må arbejderne forsvare denne ret for at kunne forsvare sig mod angreb fra arbejdsgiverne i fremtiden.

Individuel løn – et forsøg på at splitte de danske arbejdere

Retten til at strejke er en grundlæggende rettighed. Ved HT-konflikten i 1984 og Ri-bus konflikten i 1995 blev SiD idømt organisations-ansvar, fordi de ikke havde gjort nok for at få deres strejkende medlemmer til at stoppe deres aktioner.

Stod det til arbejdsgiverne skulle fagforbund og fagforeninger overhovedet ikke kæmpe for deres medlemmers rettigheder. LO må gøre klart, at fagbevægelsen er til for at kæmpe for den danske arbejderklasses interesser og ikke for at sikre arbejdsgiverne fred til at bekæmpe arbejdernes levevilkår.

Vil arbejdsgiverne og arbejdsretten alligevel give bøder, må LO true med 24 timers generalstrejke.

BL

I løbet af de sidste år er der under overenskomstforhandlingerne blevet indført en ny måde at forhandle løn på, det kaldes for ”individuel” løn eller ”ny” løn. Det betyder grundlæggende, at arbejdernes fælles forhandlinger om lønnen gennem fagforeningen, er blevet afløst af, at den enkelte arbejder må kæmpe for sig selv.

grundløn, og så skal den enkelte selv forhandle sig til eventuelle løntillæg ude på arbejdspladsen. Løntillæggene er inddelt i forskellige grupper bl.a. kvalifikationsløn, resultatløn, funktionsløn o.l. Det betyder, at man kan få løntillæg for fx. en bestemt uddannelse, at have taget ekstra kurser, at have specielle arbejdsområder, at opfylde arbejdspladsens målsætning, at nå frem til bestemte resultater osv. Der er ingen faste retningslinier for hvornår man skal have løntillæg, det afhænger af hvor god man er til at forhandle. Det er enten tillidsmanden, fagforeningen eller arbejderen selv, der skal forhandle om tillæggene.

Tidligere var lønforhandlingerne en del af overenskomstforhandlingerne, som blev foretaget centralt. Med den individuelle løn bliver der kun forhandlet en

Den nye løn blev indført for størstedelen af den offentlige sektor bl.a. lærere og pædagoger, samt dele af den private sektor.

Læs om udviklingen i Rusland - fra revolution til kontrarevolution.

Trotskij skrev i 30’erne en marxistisk analyse af, hvordan det stalinistiske bureaukrati kunne udvikle sig i Sovjetunionen i bogen “Revolutionen forrådt“.

Den efterfølgende udvikling i Sovjet er blevet fulgt af marxister internationalt og beskrevet i en ny bog af Ted Grant: “Russia, from revolution to counter-revolution“.

Bogen kan bestilles hos Socialistisk Standpunkt, c/o Skt. Hansgade 4A, st.th., 2200 Kbh.N., eller tlf. 21694336, eller på marxist_dk@hotmail.com

- fortsættes s.10

NR. 1 JANUAR 2001

9

Hvad er konsekvenserne?

Den mest alvorlige konsekvens er, at de individuelle forhandlinger splitter arbejderne og stiller dem svagere. Fagforeningerne blev dannet, fordi arbejderne fandt ud af, at det var nødvendigt at stå sammen, hvis de ville have bedre vilkår.

Arbejdsgiverne har altid forsøgt at splitte denne enhed. Med den individuelle løn skal hver enkelt arbejder, ud over at kæmpe mod arbejdsgiverne for bedre vilkår, også til at kæmpe mod de andre arbejdere om den samme pose penge. Derudover foretages lønforhandlingerne ofte med lederen på arbejdspladsen og ikke den reelle arbejdsgiver. Lederen er i mange tilfælde en kollega, der bare er ansat til at administrere, og de er ofte i samme fagforening som de ansatte. Dette medfører yderligere splittelse på de enkelte arbejdspladser.

Den individuelle løn medfører også, at arbejdspresset kommer til at stige. Den enkelte arbejder kommer til at føle, at han skal løbe hurtigere og gøre sit job bedre for at få en højere løn.

Arbejdsgiverne behøver altså ikke længere lægge et direkte pres på arbejderne for at få dem til at yde mere, nu kan han gøre det indirekte med lønnen. Derved bliver det den enkelte arbejder der lægger et pres på sig selv.

Den nye løn kommer til at virke som en slags akkordsystem. Den nye løn indføres primært steder, hvor arbejdet ikke konkret kan måles fx. daginstitutioner, så i stedet for en akkord, bruges løntillæggene til at lægge pres på arbejderne.

Arbejdsgiverne vil derudover få meget lettere ved at gennemføre nedskæringer i udgifterne til løn, da de kan afvise kravet om højere løn, med at så må den enkelte jo bare blive bedre til at forhandle. Det betyder samtidig, at arbejdsgiverne får mere magt, i og med at de kan bestemme hvad der skal give højere løn, og hvem der skal have løntillæggene. Det kan måske bl.a. betyde, at de medarbejdere der er kritiske og som kæmper for bedre vilkår på arbejdspladsen ikke får lønstigninger.

Arbejdsgiverne har mange steder set indførelsen af ny løn som en mulighed for at spare nogle hurtige penge eller udskyde udgifter, da de har nægtet at

10

forhandle, så det nye lønsystem kom på plads. Dvs. at de individuelle lønforhandlinger ikke er kommet i gang endnu, bl.a. blandt pædagogerne i København, hvilket betyder at alle er på grundlønnen, og arbejdsgiverne (i dette tilfælde kommunen) har kunnet spare de penge, der skulle være givet i løntillæg, gennem forhandlingerne.

Hvad må der gøres Først og fremmest må arbejderne kæmpe for at få gjort lønforhandlingerne fælles igen. Hvis dette skal lykkes må de starte med at lægge et pres på deres egne organisationer, fagforeningerne. Mange fagforeningsledere taler begejstret om den individuelle løn. De koncentrer sig om at kæmpe for, at arbejdsgiverne kommer i gang med de individuelle forhandlinger. Dette skal de selvfølgelig også gøre så længe der er indført individuel løn, arbejdsgiverne skal på ingen måde kunne spare penge ved at trække forhandlingerne ud. Men dette er ikke nok! Lønforhandlingerne må gøres centrale igen. At fagforeningslederne kan støtte den individuelle løn, der helt klart vil forringe vilkårene for arbejderne, viser at de er kommet ud af trit med medlemmerne. Medlemmerne må kræve, at de begynder at føre en politik, der samler arbejderne og gør dem stærkere i stedet for at splitte dem.

På nogle arbejdspladser har arbejderne som modsvar mod den individuelle løn aftalt at fordele løntillæggene kollektivt.

Dette viser, at arbejderne er klar over nødvendigheden af at stå sammen.

Udover kampen gennem fagforeningerne er det også nødvendigt at føre kampen i Socialdemokratiet. I den offentlige sektor er det staten, kommuner og amter (der i høj grad dikteres af staten), der er arbejdsgivere, disse ledes politisk i mange tilfælde af Socialdemokratiet.

Arbejderne må kræve, at deres parti, Socialdemokratiet, ikke går imod deres krav om fælles lønforhandlinger og bedre vilkår.

Selvom arbejderne får tilkæmpet sig fælles lønforhandlinger igen, betyder det ikke at de automatisk får bedre løn og vilkår, - det kræver at fagforeningerne igen bliver til kæmpende organisationer, der slås for arbejdernes krav.

FM

Arbejderne må mobilisere fagbevægelsen til kamp for deres rettigheder !

Mange fagligt aktive arbejdere har hørt fagforeningsformænd og andre ansatte i fagforeninger være bekymrede over, at så få af deres medlemmer var aktive - og de har ret.

Der er uden tvivl en udvikling i gang, hvor fagforening og fagforbund er på vej væk fra den menige arbejder. Men dette er ikke en god udvikling. Alle sympatisører af den danske arbejderbevægelse bør diskutere fagbevægelsens udvikling.

En tidligere LO-formand udtalte på en LO-kongres, at fagbevægelsen havde sejret ad helvede til – godt. Med det mente han, at arbejderne i Danmark havde fået opfyldt deres krav, at de havde fået et ordentligt liv med social sikkerhed. Derfor var der heller ikke så mange aktive arbejdere. Denne version af tingene er meget udbredt blandt toppen af arbejderbevægelsen. Men den er meget forkert.

Beskyldningen om at den danske lønarbejder er blevet middelklasse, fordi en del har lånt penge til et hus og en bil, er også forkert. Arbejdere, der har lånt penge til hus og bil, og derfor har en nogenlunde levestandard, ejer jo ikke selv huset - det gør banken. Og for at få lov til at bo i huset skal der betales høje renter til bankerne, som tjener milliarder på dette. At låne penge til hus og bil kræver, at familien har to lønindkomster, og at der ikke er lange perioder med arbejdsløshed. Arbejderklassen i Danmark er ikke på nogen måde middelklasse.

Når fagbevægelsen forklarer manglende tilslutning med, at det bare er arbejderne, der har det for godt, afslører de en grotesk mangel på forståelse for de store problemer, den danske arbejder må slås imod hver dag. De elementer i arbejderbevægelsen, der har erklæret klassekampen for død, bevæger sig

SOCIALISTISK STANDPUNKT

tydeligvis ikke på de danske arbejdspladser. Hver dag er en kamp for at bevare frokostpausen, sikre at arbejdstempoet ikke bliver for højt, arbejde for at sikkerheden bliver overholdt, modvirke overarbejde, få akkorden til at løbe rundt, sikre at lærlinge lærer noget, undgå fyringer og så videre. Hvis nogle tror, at arbejdere bare lader nogle forhandle for dem og er ligeglade med deres arbejdsdag, så tror de forkert. Arbejdere er tvunget til hele tiden at modvirke arbejdsgivernes pres, ikke én gang om året, men hver dag.

Den offentlige sektor Det nye årtusind tilbyder ikke fagbevægelsens medlemmer en god og problemløs hverdag. Overalt bliver arbejderne presset mere og mere. Den offentlige sektor bliver overalt mødt med trusler om privatiseringer og udliciteringer. Borgerlige økonomer har spredt rygter om, at offentlige ansatte drikker kaffe det meste af dagen, og løser de opgaver der skal løses ueffektivt. Dette er en direkte og bevidst forfalskning af hverdagen for de offentligt ansatte. Hele den offentlige sektor er i den grad blevet presset til det yderste. Der bliver stillet så høje krav, at mange bukker under for presset, og må sygemelde sig gennem længere perioder. Rødovre kommune praler af deres hjemmepleje, hvor 300 hjemmehjælpere besøger 3.000 ældre hver dag. Det vil sige 10 besøg om dagen!

Det kunne være interessant at høre borgerlige politikere om hvor mange kopper kaffe de tror, at disse hjemmehjælpere har tid til.

Pædagogisk Medhjælper Forbund kunne i 1995 afsløre, at hvis man skulle have lige så mange ansatte pr. barn som i 1983, skulle man ansætte 11.300 pædagoger og pædagogmedhjælpere!

Dette er bare inden for pædagogernes arbejdsområde. Blev der lavet en lignende undersøgelse inden for de andre områder af den offentlige sektor, ville resultatet blive det samme - nemlig katastrofal mangel på arbejdskraft på grund af besparelser. Samtidig uddelegerer man mere og mere papirarbejde til de enkelte arbejdspladser inden for den offentlige sektor, så folk der er ansatte til at undervise, passe børn eller pleje ældre, i stedet skal bruge ressourcer på alle mulige bureaukratiske processer.

NR. 1 JANUAR 2001

I 1998 viste den danske arbejderklasse sin styrke i storkonflikten.

Med en ledelse, der er rede til at slås for arbejdernes krav, vil arbejderklassen blive uovervindelig.

Forsøg på at splitte arbejderne Med indførselen af ”ny løn”, ”kvalifikations løn” og ”kvalitets løn” har de offentlige ansattes fagforbund indgået en katastrofal aftale. Dette har sat de offentlige ansatte arbejdere langt tilbage. Det betyder nemlig, at hver medarbejder selv skal bevise, at han eller hun har krav på en vis del af lønpuljen, fordi han har ekstra erfaring, været på et kursus, pyntet op i frokoststuen og så videre. At alle ikke bliver lønnet ens, men individuelt, kan ikke undgå at føre til, at nogle - med god grund - føler sig forbigået og bliver gale på de kollegaer, der har fået mere end dem. Denne lønningsmetode er et historisk nederlag for den danske arbejderklasse, som ikke alene splitter folk op på arbejdspladserne, men også splitter folk op i individer, så man hver især skal slås for sine egne interesser i stedet for i fællesskab at kæmpe for fællesskabets interesser. Med indførslen af denne løn bliver fagforeningernes rolle minimal. Dette er ikke i de offentlige arbejderes interesse. Arbejderbevægelsen har altid bygget på, at enhed gør stærk. Det er logisk, at man bedst sikre sine rettigheder, hvis man er mange, der står sammen.

Regeringen har pålagt kommunerne at have minimale eller ingen stigninger på deres budgetter. Samtidig har kommunerne ansvaret for at løse en stor del af samfundets sociale problemer. Dette gør, at mange kommuner bliver tvunget til at skære ned. Derfor kan man se forskellige grupper af offentligt ansatte, der går i strejke i forskellige byer på forskellige tidspunkter over forskellige nedskæringer. Men de kommunalt ansatte bør ikke finde sig i at blive splittet op i kommuner og kæmpe imod kommunalbestyrelser, der har fået dikteret deres budgetter af staten. I stedet for at have isolerede kampe i kommunerne, må de offentligt ansattes fagforbund samle

kampen og kræve, at der ikke kommer nedskæringer nogen steder. Samtidig bør fagforeningerne og de socialdemokratiske grupper i kommunerne også kræve, at nogle af de milliarder, staten har fået i løbet af opsvinget, bliver brugt til at sikre en ordentlig offentlig sektor.

Det er på tide at udhulingen af den offentlige sektor stoppes, og at den tværtimod forbedres. Velfærdssamfundet eksisterer kun, fordi den danske arbejderbevægelse har kæmpet hårde kampe for en forbedret levestandard, og den eneste grund til at det nu er under afvikling, er at ledelsen for fagbevægelsen og Socialdemokratiet ikke længere fører denne kamp.

Privatisering = dårligere arbejdsforhold Regeringen har en indledt en række forsøg på hele eller delvise privatiseringer af DSB, HT, Post Danmark, Tele Danmark og så videre for at spare penge for staten. Dette har betydet massive forringelser for de ansatte, som bliver drevet rundt som maskiner og konstant får en øget arbejdsbyrde. Inden for Post Danmark er arbejdsforholdene under al kritik.

Ledelsen fører en bevidst politik med at presse de ansatte til det yderste og lave forskellige nedskæringer på forskellige posthuse på forskellige tidspunkter. På den måde håber de, at de fortsat kan splitte postarbejderne fra posthus til posthus. I stedet burde alle postarbejderne gå sammen om at stille krav om, at deres fagforeninger fører an i kampen for at stoppe det øgede arbejdstempo og få indført menneskelige arbejdsforhold igen. Dette sker samtidig med, at Post Danmark får milliardoverskud ud af deres virksomhed. Der er ingen idé i at privatisere en virksomhed, som giver massive overskud, og der er slet ingen ide i, at Socialdemokratiet står

11

i spidsen for dette, når det i den grad medfører et angreb på de ansattes arbejdsforhold. Dele af godstransporten inden for DSB er også blevet solgt til en privat fragtvirksomhed, som nu hedder Dansk Logistik. Godsarbejderne frygter nu, at denne virksomhed helt vil afvikle DSB Gods og flytte godset over på lastbiler i stedet for tog – hvilket er stik imod regeringens miljøpolitik, som går ud på at få mere transport fra lastbiler til tog. Sker dette er der arbejdsløshed i vente for godsarbejderne. ”Godset” havde forinden kørt med underskud, men at staten bare sælger det væk, uden at bekymre sig for de ansatte og miljøet på længere sigt, er forkert.

Man skulle hellere have ladet godsarbejderne forklare, hvad de mente problemerne var og ud fra det rette op på virksomheden.

Den delvise privatisering af HT er den samme historie om igen. Det konstante pres på chaufførernes hverdag medfører en dårlig buskørsel og dermed en dårlig offentlig transport. Regeringen forlanger, at DSB og HT skal give økonomisk overskud, hvilket er det samme som at indføre dårlige arbejdsforhold og dermed dårligere kvalitet. Socialdemokratiet burde se det som en af sine hoved opgaver at sikre danske arbejdere god og billig offentlig transport i modsætning til nu, hvor barnevogne kommer i klemme i Stogsdørene, og ældre kommer alvorligt til skade i busserne på grund af urealistiske tidsplaner.

Stigende arbejdspres Overalt inden for det private arbejdsmarked opleves et stigende pres.

Aktuelt kunne den 7. november 2000 offentliggøre en analyse, som konsulent i Danmarks Nationalbank Erik Haller Pedersen stod bag, der viste, at selvom arbejdstiden de sidste 40 år er gået 0,7% ned om året, er produktionen pr.

12

arbejdstime i de vareproducerende erhverv steget med 4 % om året! Dette viser, i hvor stort omfang arbejdere bliver udsat for stress og nedslidning. På alle arbejdspladser bliver arbejdere presset til vanvittige tempoer.

Fagbladet kunne d. 17. november fortælle om ansatte på fjerkræsslagteriet Rose Poultry, hvor fjerkræophængerne skulle hænge 12-14 ton kyllinger op om dagen, det dobbelte af hvad arbejdstilsynet kunne tillade.

Sikkerhedsrepræsentanten og tillidsmanden blev bortvist, fordi de arbejdede efter reglerne.

Inden for byggeriet sætter arbejdsulykker nye rekorder. Antallet af arbejdsulykker er steget med 15 % siden 1994 ifølge Arbejdstilsynet. I 1999 var der 4.773 arbejdsulykker inden for byggeriet.

En bygningsarbejder bliver dræbt hver måned – af at gå på arbejde. Dette er

uacceptabelt – men bliver tilsyneladende accepteret af de ansvarlige. Arbejdsgiverne har ansvaret for, at sikkerheden er i orden. Men i takt med at de kræver urealistiske tidsplaner gennemført ,bliver sikkerheden dårligere og dårligere. Ingen bryder sig om at lege hasard med sit eget liv, og det er kun fordi at bygningsarbejderne bliver presset så hårdt, blandt andet igennem akkord, at man nogle gange vælger de farlige løsninger.

Arbejdstilsynet er næsten overflødigt.

Det tør ikke udfordre de magtfulde byggeentreprenører, som de forgæves prøver at overtale til at gøre lidt mere for sikkerheden. Det er logik, at arbejdsgiverne vil forsøge alt for at undgå at skulle betale for bedre sikkerhed.

Sålænge man venter på, at de gør noget, vil det være arbejderne der betaler - med deres liv. I stedet bør fagbevægelsen overtage ansvaret med opsyn på arbejdspladserne og kunne fratage entreprenører retten til at udføre byggeri i Danmark, hvis sikkerheden ikke er i

orden, og lade arbejderne køre virksomhederne videre selv. Det samme bør gælde inde for alle andre brancher.

Arbejderbevægelsen må kæmpe Dette er kun en del af de danske arbejdere o g d e r e s p r o b l e m e r . Socialistisk standpunkt vil i fremtidige numre beskæftige sig med andre brancher og grupper som f.eks. lærlinge, som har meget kritisable forhold, samt de talrige firma fusioner som betyder fyringer og højere tempo.

Ledelsen af fagbevægelsen vil samarbejde med arbejdsgiverne om fornuftige løsninger. De siger, at arbejderne skal være samfundsansvarlige. Men ifølge dem er det at være samfundsansvarlig det samme som at acceptere nedskæringer, dårlige lønninger og livsfarlige arbejdspladser. De viser ikke nogen vej fremad. Man kunne spørge, hvorfor det altid er dem, der sidder i toppen af samfundet med milliarder i ryggen, der beder lærlinge, kassedamer osv. om at holde igen med lønnen – burde de ikke starte med sig selv?

Fagbevægelsens eneste eksistensberettigelse er dens kamp for den danske arbejderklasses rettigheder.

Arbejdsgiverne bekæmper konstant arbejderne – det er på tide, at der bliver slået igen. Arbejdsgivernes pres på arbejderklassen kommer af deres indbyrdes konkurrence, som er drivkraften i det kapitalistiske system.

Dette gør, at arbejdspresset og nedslidningen konstant når nye højder – dette er under et opsving. Den kapitalistiske økonomi kommer uundgåeligt i krise igen med kæmpe arbejdsløshed til følge. Så vil presset på arbejderne blvie endnu stærkere. Det er på tide at stille sig selv spørgs-målet, om dette er den fremtid, man vil have.

For marxisterne inden for arbejderbevægelsen er svaret klart: Kapitalismen har ingen fremtid at byde arbejderklassen - arbejderklassen må selv skabe sin fremtid ved at overtage produktionsmidlerne, så man selv kan skabe ordentlige arbejdsforhold og producere de bygninger og varer, der er brug for og sikre en ordentlig offentlig service. Arbejdere må kæmpe for, at fagbevægelsen, med LO i spidsen, og Socialdemokratiet får dette som sine mål.

BL

SOCIALISTISK STANDPUNKT

EUROAFSTEMNINGEN Socialistisk Standpunkt ser tilbage på afstemningen om euroen 28. september sidste år.

Den 28. september 2000 sagde et flertal af de danske vælgere nej til Euroen – der var 53,1% der stemte nej og 46,9% der stemte ja. Det var en overraskende høj nejprocent, da stort set alle meningsmålinger og “eksperter” o.s.v. havde forudset et helt tæt næsten fiftyfifty udfald. Valgdeltagelsen var meget høj – omkring 88%, hvilket er den højeste procentdel i en EU-afstemning siden den første i ’72, hvor der var 90,4% der stemte.

Det var et nej imod alle odds: de fleste politiske partier, fagforeninger, arbejdsgiverorganisationer og flertallet af aviserne havde ført kampagne for et ja, og der blev postet utroligt mange flere penge i ja-kampagner end i nejkampagnerne. Både regeringspartierne Socialdemokratiet og de Radikale førte kampagne for et ja, og det samme gjorde også både Venstre, de Konservative og CD. Ledelsen for LO og de fleste fagforeninger sagde ja, og i nogle tilfælde gik fagforeningsledere endda i fælles kampagne med arbejdsgiverne med f.eks. fælles udtalelser og opfordringer til at stemme ja fra ledelse og tillidsfolk på nogle store virksomheder.

Ja-kampagnerne De argumenter, der blev fremført i jakampagnerne, især i Socialdemokratiets, ændredes meget i løbet af ugerne og månederne op til afstemningen.til at begynde med blev der fokuseret på de økonomiske gevinster ved at gå med i Euroen, men den taktik blev ændret, da vismandsrapporten konkluderede, at gevinsterne ville være “små og usikre.”

Så kom der en række argumenter på mere politisk grundlag – det ville være “ et solidaritetens og internationalismens ja,” “et ja til fredens projekt,” “den bedste måde at kontrollere den internationale kapital på” og så videre. Og hele tiden blev det understreget, hvor vigtigt det var, at Marianne Jelved kunne komme til at “sidde med ved bordet” – præcis hvad der skulle besluttes ved det bord, blev vist aldrig rigtigt afsløret. Alle disse

NR. 1 JANUAR 2001

argumenter savner naturligvis enhver forbindelse til virkeligheden: hvornår er den europæiske finans- og monopolkapital, som har skabt og styrer EU, blevet til solidaritetens og fredens forsvarere? Hvordan kan man bekæmpe den internationale kapitals dominans ved at give mere magt til en håndfuld finansfolk i en bank et eller andet sted i Europa, og hvad har forsøget på at opbygge en EU-hær helt præcis at gøre med fred?

Tilsyneladende gik det også op for de socialdemokratiske ledere, at den slags argumenter ikke rigtig virkede, så i den sidste tid før afstemningen blev jakampagnen mere og mere panisk og desperat og blev til en ren trusselskampagne: et nej ville nærmest føre til velfærdssamfundets endeligt, det ville skabe arbejdsløshed og massive nedskæringer (som regeringen, d.v.s.

Socialdemokratiet, jo selv skulle gennemføre). Poul Nyrup sagde, at der allerede var udarbejdet forskellige handlingsplaner (forskellige typer nedskæringer), som ville blive taget i brug, når verdensmarkedets ventede negative reaktioner slog igennem efter et nej.

Den slags trusler havde imidlertid – som man kunne have forventet – ikke den tiltænkte virkning: der var mange mennesker, der følte, at ja-folkene talte ned til folk, der var i tvivl eller havde tænkt sig at stemme nej.

Nej-kampagnerne Den danske befolkning er delt i EUspørgsmålet, og det er de fleste partier og organisationer også. I de fleste japartier er der euro-skeptiske grupper, f.eks. SNE i Socialdemokratiet. Mens LO og ledelsen for de fleste fagforeninger er for euroen, er der også en del, der er imod, især på mere lokalt plan.

Der var som bekendt flere partier, der havde en officiel linje imod euroen: SF, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Kristeligt Folkeparti og så alle de små grupperinger på venstrefløjen. Desuden Junibevægelsen og Folkebevægelsen mod EU. I nogle af nej-partierne er der også folk, der går imod den officielle linje og er for euroen, især i SF, hvor der er en gruppe ja-sigere, der tilhører dem, der gerne vil “modernisere” partiet.

Efter afstemningen var det Pia Kjærsgård, der var på forsiden af de fleste aviser, og da CNN sendte live, var det fra DF’s lokaler. Men op til afstemningen havde DF holdt sig en smule i baggrunden, da de nok havde indset, at alt for “nationale”, d.v.s. nationalistiske argumenter ville kunne skræmme nogle nej-sigere til at stemme ja. Så i tvdebatter, aviser o.s.v. var det mest opgørene mellem Holger K. og forskellige socialdemokratiske ledere, der blev fokuseret på.

Velfærdssamfundet Det, der var meget interessant ved de forskellige kampagner, var, at de faktisk brugte mere eller mindre de samme argumenter: alle lederne af de forskellige partier og organisationer talte om behovet for at forsvare det danske velfærdssamfund og den såkaldte danske model, at bekæmpe de overdrevent bureaukratiske og udemokratiske sider af EU, at bygge et fredeligt Europa – den eneste forskel var, at nej-sigerne mente, at dette bedst kunne gøres uden for euroen, mens ja-sigerne argumenterede for, at “danske interesser” ville blive skadet, hvis man stod udenfor, at det ville gå ud over velfærden, og at den bedste måde at forsvare velfærdssamfundet på var ved at være fuldt medlem af EU. At vi er i en periode, hvor der ikke er nogen partier (måske bortset fra nogle ekstremister), der tør at gå åbent imod velfærdssamfundet, er en meget vigtig ting. Det er selvfølgelig klart for enhver, at der er en lind strøm af nedskæringer, der rammer engang imellem og langsomt piller velfærdssamfundet fra hinanden.

Det står den socialdemokratiske ledelse skandaløst bag nu, og det samme ville ethvert andet parti i regering gøre, hvis det fulgte kapitalismens regler og ikke ville bryde med det kapitalistiske system.

Den danske arbejderklasse har op gennem tiden kæmpet for at opbygge et civiliseret samfund gennem velfærdsstaten – det man opnåede, var sandsynligvis det bedste kapitalismen kan byde på, og det var kun muligt som en historisk undtagelse i en ganske speciel periode af kapitalismens udvikling. I den nuværende periode er kapitalismen imidlertid tvunget til at fjerne mange af fortidens fremskridt for arbejderklassen, og regeringen –

13

hvadenten den er reformistisk eller borgerlig – vil før eller siden blive nødt til at føre den politik ud i livet. Men i ord er der ikke nogen partier, der tør sige, hvad den reelle situation er. Selv Anders Fogh, den tidligere ultraliberalist med “Fra socialstat til minimalstat,” taler nu om velfærdsstaten som noget positivt. Både ham og lederne for de andre partier ved, at alle virkelige angreb på velfærden højst sandsynligt vil skabe enorm utilfredshed og modstand, så de taler alle sammen om at “udvikle” velfærds-samfundet, “skabe nye muligheder og valgfrihed” og så videre. Og Poul Nyrup er jo blevet berømt for sine “garantier” for det ene og det andet: den brudte efterlønsgaranti fra sidste valgkamp skabte utrolig utilfredshed med Socialdemokratiet i arbejderklassen og sendte partiet til rekordlav vælgertilslutning i alle meningsmålinger, mens Dansk Folkeparti fik et ordenligt skub fremad ved hjælp af deres populistiske “forsvar” for danskernes velfærd. Men Poul Nyrup havde tilsyneladende ikke lært noget af denne første “garanti,” så op til euroafstemningen kom han med en ny, denne gang om folkepensionen. Men det virkede heller ikke.

Et flertal af befolkningen troede ikke på alle forsikringerne og accepterede ikke truslerne: Nej’et var, for mange mennesker, en stemme imod usikkerhed, frygt for nedskæringer og velfærdssamfundets generelle fremtidsudsigter. Det var et stort mistillidsvotum til regerignen og lederne af de fleste politiske partier og “eliten” generelt. Mistroen til den politiske elite kom til udtryk i den udbredte “joke” om, at “hvis vi ikke stemmer nej, får vi bare en ny afstemning om en måned” – ligesom det sketet efter nej’et i 1992.

Hvem stemte hvad?

Denne grundlæggende indstilling hos mange viste sig også i fordelingen af nejog ja-stemmer. Ved tidligere EUafstemninger har der været en tendens til, at folk fra landet stemte mere ja, mens folk i de store byer generelt har stemt mere nej. Men denne gang gik ja-siden frem i mange traditionelle nej-områder i byerne, mens nej-andelen voksede på landet. De målinger, der er blevet foretaget og refereret i forskellige aviser, viser, at stemmefordelingen især var et spørgsmål om indkomst: generelt set, jo rigere man er, jo større chance for at man

14

stemte ja. Et af de få steder med ja-flertal var oppe hos de rige i Nordsjælland, mens nogle af de største nej-procenter kom fra de traditionelt socialdemokratiske arbejderforstæder vest for København, hvor der også er en større andel af befolkningen, der på den ene eller anden måde er afhængige af velfærdssystemet.

Som ved tidligere EU-afstemninger var nej-andelen meget større blandt kvinder – hvilket afspejler den kendsgerning, at kvinder generelt har lavere indkomst og er mere afhængige af velfærdsstaten. Af ja-partierne var det også blandt socialdemokratiske vælgere, at der var den højeste nej-procent: nogle målinger viser, at omkring 40% af de socialdemokratiske vælgere stemte nej, men sagen er jo, at mange traditionelle socialdemokrater på nuværende tidspunkt ikke ville kalde sig selv socialdemokratiske vælgere. Der har været en mere eller mindre uafbrudt strøm af vælgere væk fra partiet i protest mod Nyrups brudte “garantier,” regeringsindgrebet imod arbejderklassens interesser i storkonflikten ´98 og så videre. Men hvis man stadig klassificerede disse vælgere som socialdemokratiske, ville de socialdemokratiske nej-sigere udgøre en langt, langt større procentdel af partiets vælgerskare.

Ingen alternativer fra venstrefløjen Marxisterne ser nej’et som noget positivt – det er et stort slag imod den såkaldte “politiske elite,” både reformister og borgerlige, og det viser, at flertallet af danske arbejdere ikke vil acceptere nedskæringer og “reformer” af velfærdssamfundet uden at protestere.

Men samtidig er det et meget forvirret

nej. Det er et nej til en masse ting, men det er ikke et ja til noget andet - der er aldrig rigtig blevet fremført nogen alternativer. Nej-sigerne på venstrefløjen – SF, EL, sekterne og nej-grupperne i Socialdemokratiet og fagforeningerne – har alle været mere eller mindre viklet ind i diverse “brede” kampagner sammen med forskellige borgerlige og nationalistiske grupper. Der har ikke lydt ét eneste ord om uafhængig arbejderklassepolitik fra disse folk, de har bare brugt de samme argumenter, som andre nej-sigere er kommet med. Men uden et klart socialistisk perspektiv er disse argumenter i realiteten tomme: “Vi vil stadig kunne kontrollere vores egen økonomi” – ja, men vi, d.v.s. almindelige arbejdende mennesker og unge, har ingen kontrol over økonomien, og det får vi heller aldrig under kapitalismen, hvad enten vi er med i euroen og EU eller ej.

“Vi vil bevare den særlige danske model og velfærdsstaten” - ja selvfølgelig, men den er ved at blive pillet fra hinanden, og det vil ske med eller uden EU, ligesom velfærden beskæres i alle kapitalistiske lande i den nuværende periode og fremover. “Vi vil ikke overgive vores demokratiske rettigheder til EUbureaukraterne” – nej, selvfølgelig ikke, og hvert skridt i retning af mere EUintegration er en forværring af demokratiet, men hvad med det nuværende demokrati i Danmark? Har vi nogen kontrol over vores egne liv, har vi noget at skulle have sagt om vores arbejdspladser, vores skoler og økonomien og den politik, der bliver ført?

Nej, i kapitalismen står der nedskæringer, manglende indflydelse og usikre fremtidsudsigter på programmet, lige gyldigt om vi er inde i eller uden for EU og euroen.

Et uafhængigt arbejderklassealternativ Og hvad er der sket efter nej’et? Er Danmark pludselig blevet et meget bedre sted at leve, har vi nu fået en evig “garanti” for velfærdssamfundets fortsatte beståen? Selvfølgelig ikke.

Danmark er stadig et kapitalistisk land i et kapitalistisk Europa, og den danske økonomi er stadig afhængig af verdensmarkedet og Europa, kronen er bundet til euroen, og den danske regering vil føre den samme politik som før. Efter afstemningen har ja-sigerne prøvet at bortforklare deres nederlag. Tilsyneladende har de ikke forstået, at et flertal

SOCIALISTISK STANDPUNKT

af vælgerne rent faktisk er uenige med deres politik – de prøver at forklare nej’et med at “vi har ikke været gode nok til at forklare og informere; folk har tydeligvis ikke forstået, hvad vi har sagt,” og så videre.

Formanden for DSU har udtalt, at nu bliver de nødt til at være endnu mere aggressivt pro-EU for at kunne “overbevise” de unge. Det kan kun føre til yderligere nederlag for ledelsen i fremtiden, efterhånden som flere og flere gennemskuer deres tomme ord.

Og hvad har nej-sigerne gjort efter nej’et? SF’s ledelse har haft travlt med at forhandle med regeringen om en slags “kompromis” om EU-spørgsmålet - nu siger de ja til Nice, EL siger ikke rigtig noget, og “folkebevægelserne” er stort set kun aktive, når der er afstemninger, så kort sagt: intet.

Konklusionen for danske arbejdere og unge er klar: hvis vi vil forsvare vores rettigheder og velfærd og endda udvide den, så nytter det ikke noget bare at stemme ja eller nej til EU; det er ikke nok bare at stole på ja-sigerne eller nejsigerne. Den eneste vej til fremgang er arbejderklassens egen enhed, dens forståelse af sin egen styrke og dens vilje til at slås imod kapitalismens nedskæringer og for en ny socialistisk orden, som er den eneste ægte garanti for et liv med velfærd og fremgang.

SK

LÆS MERE OM EU PÅ SIDE 21!

BESØG DE ENGELSKE MARXISTERS INTERNETSIDE: Der kan du finde artikler om masser af politiske emner, både aktuelle sager og teoretisk baggrund.

Klik ind på WWW.MARXIST.COM

NR. 1 JANUAR 2001

Castro og den cubanske revolution.

Cuba har i mange år været et forbillede for dele af den europæiske ungdom og for store dele af den latinamerikanske befolkning. Og efter murens fald er der mange der ser Cuba som en af de sidste socialistiske bastioner.

Men er det Cubanske styre socialistisk og hvilken holdning bør marxister tage til det?

Cuba før revolutionen Først og fremmest er det nødvendigt at skelne imellem at forsvare de fremskridt, som Cuba har opnået, og at forsvare det cubanske samfund som en helhed. Det cubanske samfund har nemlig gjort utrolige fremskridt efter revolutionen.

Før var Cuba et paradis for de rige på bekostning af arbejderklassen og de fattige bønder. F.eks. ejede 0,1% af gårdene 20,1% af jorden og 8% af gårdene ejede 71,1% af jorden, mens de allerfattigste gårde, der udgjorde 39%, kun ejede 3,3% af jorden! Samtidig var den cubanske industri totalt domineret af amerikanske firmaer, de ejede 90% af telefoni og elektricitet, 50% af offentlige ydelser og 40% af råsukkerfremstillingen. Dette betød, at den cubanske økonomi næsten blev fuldstændigt styret af USA og derved blev tvunget til at koncentrere sig om ét produkt, som var sukker til det amerikanske marked. Den cubanske regering, under diktatoren Batista, havde altså ikke engang været i stand til at gennemføre den borgerlige revolutions opgaver, hvilket vil sige jord til bønderne, frihed fra udenlandsk økonomisk/politisk undertrykkelse og at udvikle industrien.

Castro Dette førte selvfølgelig til utilfredshed, der i sidste ende gjorde, at Castro kunne tage magten. Men i modsætning til hvad mange tror, så var Castros revolution ikke socialistisk, ja han var oven i købet ikke engang medlem af kommunistpartiet. Faktisk havde kommunistpartiet, under ledelse af Blas Roca, i 1947 anklaget Castro for at være en gangster. Grunden til dette skal ikke findes i, at kommunistpartiet var ægte marxister, dette var de langt fra. Ligesom

de fleste af de andre latinamerikanske kommunistpartier gik de ind for en alliance med det såkaldte ”progressive nationale borgerskab” som vejen til at gennemføre den ”antiimperialistiske, patriotiske og demokratiske revolution”.

Denne søgen efter de ”progressive borgerlige” var selvfølgelig helt hen i vejret, eftersom de cubanske kapitalister ejede så meget jord, at de aldrig ville gå med til jordreformer. Tilbage til Castro.

Den revolution, Castro ville gennemføre, var først og fremmest borgerlig: Et dokument fra Castros bevægelse, der hed 26. Juli-bevægelsen, slog i 1956 fast, at de bekendte sig til ”Jeffersonsk filosofi” og gik ind for Lincolns ideer. Samtidig fremsatte de et ønske om ”at nå frem til et samfund, hvor der hersker solidaritet og harmoni mellem kapital og arbejde med det formål at hæve produktiviteten”.

Selv efter at han havde taget magten, havde Castro ingen intentioner om at bryde med kapitalismen, f.eks. sagde han bl.a. i en tale til sammenslutningen af bankmænd, d. 6. marts 1959, at han ønskede deres samarbejde samtidig med at han tilføjede, at han ”ingen intentioner havde om at nationalisere nogen som helst industrier”.

Bruddet med kapitalismen Hvorfor endte Castro så som ”kommunist”, vil mange nok spørge svaret ligger i hans bevægelses natur og den cubanske kapitalismes fallit. Castros bevægelse bestod først og fremmest af bønder, der efter at Batista var overvundet af sig selv gik i gang med at overtage jorden, samtidig med dette begyndte arbejderklassen at kræve lønstigninger og genansættelse af dem, der blev fyret under Batista. Dette forskrækkede USA, især fordi masserne var bevæbnede og kunne lægge pres på Cubas regering. Det der fik det hele til at gå galt for de amerikanske imperialister var, at de amerikanske oliefirmaer på Cuba nægtede at raffinere noget russisk råolie, som Cuba havde købt. Dette fik Cubas regering til at gribe ind og tvinge olien igennem. Efter det ville de amerikanske firmaer ikke levere mere olie fra Venezuela til Cuba, hvorefter Cuba bare aftalte med Sovjet, at de fik al deres olie fra dem. Dette fik USA til at svare igen ved at nægte at aftage 700.000 tons sukker, som var aftalt i en kvoteaftale, men Sovjet slog til og tilbød at aftage sukkeret.

15

Bureaukrati og manglende demokrati Samtidig begyndte Cuba så at nationalisere de amerikanske firmaer, og da det var gjort, kunne man jo ligeså godt nationalisere resten, så i slutningen af 1960 var al cubansk industri nationaliseret. USA svarede igen ved at indføre handelsembargo og forberede militær intervention. Cuba var altså blevet ”socialistisk”, men det havde ikke

Billede fra revolutionens dage.

været Castros mål med revolutionen, det var først og fremmest sket på grund af presset fra masserne og de amerikanske kapitalisters klodsethed. Dette kom også til at præge den cubanske stats natur.

Masserne havde ingen kontrol med statsmaskineriet. Hvor man i Sovjet i starten havde haft sovjetterne, som sikrede folkets kontrol med staten, var disse totalt fraværende på Cuba. Man havde dog elementer af det som f.eks.

Komitéerne til Revolutionens Forsvar, som hver gade og kvarter havde en af.

Fremskridt Men Cuba har først og fremmest også gjort store fremskridt, hvilket har været på grund af planøkonomien. Levealderen er steget, der er uddannelse til alle, og børn kan komme i børnehave fra deres 45. levedag. Når man tænker på de fremskridt, Cuba har opnået, så tænk på hvor man kunne være henne i dag hvis Cuba havde ægte arbejderdemokrati uanset hvor imponerende resultater Cuba har opnået efter revolutionen, så kunne man havde opnået meget mere. De muligheder, der ligger i planøkonomi, kommer først rigtigt til udfoldelse, hvis man har diskussion blandt arbejderne, som så kan komme med ændringer o.s.v. Uden denne deltagelse fra masserne vil der uværgeligt ske fejl på grund af bureaukratiets inkompetence og jagt på goder til sig selv.

Som marxist man altså forsvare planøkonomiens og revolutionens landvindinger, men samtidig skal man ikke være bange for at kritisere Castro og det cubanske bureaukrati. Det er kun ved at slippe af med dem, at det cubanske folk kan realisere planøkonomiens potentiale, som vil få deres levestandard til at blive højere endnu og give dem politisk frihed – en udvikling der vil være et endnu større forbillede for resten af Latinamerika og verden, end Castros Cuba nogensinde har været. Revolutionens sejr i andre lande i området og opbyggelsen af demokratiske socialistiske planøkonomier også dér er den eneste garant for en sikker kurs mod ægte socialisme.

AT

Men statsmagten var stadigvæk fuldkommen i hænderne på Castro og hans bureaukrati.

Protesterende palæstinensere.

16

MELLEMØSTEN I FLAMMER:

DEN SOCIALISTISKE REVOLUTION ER ENESTE UDVEJ! Den israelske hærs brutale fremfærd mod det palæstinensiske folk har vakt udbredt modstand og vrede over hele verden. Den israelske regering bliver ved med at opføre sig, som om palæstinenserne på en eller anden måde var de ansvarlige for situationen. Men sagen er den, at det er palæstinenserne, der er blevet nægtet et hjemland og har måttet lide under Israels militære besættelse i mange år.

Ser man rent militært på det, er oddsene utroligt ulige: Israels hær består af mere end 173.000 soldater, samt yderligere 425.000 reservister. De palæstinensiske selvstyremyndigheder har en militærstyrke på kun 35.000 mand. Det viser, hvad det er for en “krig”, den israelske premierminister Barak mener, palæstinenserne fører mod Israel!

Baggrunden for konflikten Den nuværende opstand, eller Intifada, blev fremprovokeret, da den israelske højrefløjsleder fra Likud-partiet, Ariel Sharon, besøgte Al-Aqsa i Jerusalem.

Det er Islams tredjehelligste sted. Hans mål med besøget var at understrege Israels dominans over hele området og over hele Jerusalem. Men de dybere årsager til opstanden ligger andetsteds.

Det palæstinensiske folk ønsker at få deres eget hjemland. De har ret til at bestemme over deres egen skæbne. Men selvbestemmelse er kun et middel, det er ikke et mål i sig selv for de palæstinensiske masser. De ser det som et skridt imod en bedring af deres livsvilkår. Den grundlæggende årsag til den nuværende krise er de palæstinensiske massers elendige økonomiske og sociale forhold.

Israels økonomi er også i krise, og det har an destabiliserende virkning på det israelske samfund. Det forklarer, hvorfor der er dele af den israelske herskende klasse, der ønskede at indgå aftaler med palæstinenserne og udvide handlen med de arabiske naboer, som også er ivrige efter at handle med Israel og nå en aftale om palæstinenserspørgsmålet. Den

SOCIALISTISK STANDPUNKT

amerikanske imperialisme ville også gerne have stabilitet i området, så deres strategiske og økonomiske interesser ikke kommer i fare. Men alle disse planer tager ikke hensyn til de forhold, de palæstinensiske masser lever under.

Sandheden er altid konkret. De palæstinensiske masser er begyndt at forstå, at de ikke kan stole på PLOlederne og de palæstinensiske selvstyremyndigheder. Palæstinas folk, og i første omgang arbejderne og ungdommen, har forstået, at de kun kan blive fri gennem deres egen indsats og opofrelse, præcis som under den første Intifada i 1980’erne. Dengang, som i dag, var Arafat og de andre palæstinensiske ledere ude af stand til at forstå, at den eneste løsning på problemet er ved hjælp af revolutionære midler – ved den socialistiske omdannelse af Israel/Palæstina, som del af arbejderklassens kamp for at vælte deres undertrykkere i hele Mellemøsten: ikke bare den israelske herskende klasse, men også de despotiske arabiske regimer.

sig bag “socialistisk” retorik. Nu er forskellene mellem Arbejderpartiet og Likud blevet mindre og mindre. Der er blevet gennemført de samme privatiseringer og angreb på almindelige menneskers levestandard som i alle andre kapitalistiske lande. Dertil kommer den konstante byrde, som militarismen udgør p.g.a. den fortsatte krigs- eller næstenkrigstilstand med alle Israels arabiske naboer.

Der har været argumenter fremme om, at Barak har givet store indrømmelser til palæstinenserne, som Arafat har nægtet at tage imod, og at det skulle være det, der er baggrunden for den nuværende krise. Dette er fuldstændigt forkert. Baraks “indrømmelser” var slet ikke nogen rigtige indrømmelser. Arafat kunne ikke have accepteret dem, selv hvis han havde villet. I så fald ville han være blevet væltet fra magten, eller det der er værre. Frem for alt er der på det nuværende grundlag ikke nogen mulighed for at løse problemet med Jerusalems status.

Ledelsens forrædderi

Krig forude?

Eftersom den palæstinensiske ledelse ikke har ønsket at stå for det revolutionære, socialistiske perspektiv, har det eneste alternativ været forrædderi og kapitulation til den israelske imperialisme. Det var Tel Avivs mål at få oprettet en lille marionetstat for palæstinenserne, der ville være helt afhængig af Israel, og som ville blive kontrolleret af en tandløs “regering”, der kunne optræde som politi i Gaza og på Vestbredden på vegne af Israel. Det palæstinensiske selvstyre er blevet brugt til at slå ned på dissidenter og sørge for, at der har udviklet sig en lille palæstinensisk elite på bekostning af masserne i selvstyreområderne. De palæstinensiske selvstyrelederes interesser er de stikmodsatte af det palæstinensiske folks. Det forklarer, hvorfor Arafat og PLO-lederne har mistet meget af deres opbakning blandt de palæstinensiske masser. Situationen i Israel er også kendetegnet ved voksende sociale og økonomiske spændinger. Det var netop for at aflede opmærksomheden fra dette, at højrefløjspartiet Likud provokerede palæstinenserne i Jerusalem. Deres mål er at frempiske anti-arabiske følelser i Israel. Væk er de dage, hvor Israels tidlige ledere skjulte

Den aktuelle situation har indtil videre tippet magtbalancen i Israel langt imod højre. Dannelsen af en “national samlingsregering” med den ærkereaktionære Sharon ville betyde sejr for krigsfløjen i Israel – den del af den israelske herskende klasse, der mener, at den nuværende fredsaftale ikke har løst noget, at krig er uundgåeligt, og at jo før den kommer, jo bedre. Der er altså en vis indre logik i situationen, der kan føre til regulær krig. Det ville betyde forfærdelig massakre og ødelæggelse.

Det ville hverken gavne de palæstinensiske masser eller de israelske arbejdere. Det sidste imperialsmen ønsker er selvfølgelig en krig i Mellemøsten. En krig ville påvirke oliepriserne, og en yderligere stigning dér kunne blive det, der satte en stopper for det nuværende økonomiske opsving i verdensøkonomien. Så det der sker i Israel, har katastrofale konsekvenser for Vesten. Men det betyder ikke, at krig i Mellemøsten er udelukket, langtfra.

NR. 1 JANUAR 2001

De arabiske folks symapti for palæstinenserne skyldes, at de har fælles kultur, sprog, litteratur, og også lignende sociale og økonomiske forhold. Hvad de arabiske masser ønsker og håber på, er

ikke det samme, som det deres ledere ønsker. Når masserne bevæger sig i disse lande, ses det som en trussel af de herskende regimer. For at aflede vreden fra dem selv, kan det ske, at nogle af de arabiske regimer beslutter, at det mindste onde ville være en militær konflikt med Israel. Det ville føre til enorm social og politisk ustabilitet i hele Mellemøsten.

Der er ikke ét regime i området, der ikke er i fare for at blive væltet – det gælder Ægypten, og endda Saudi Arabien. Hvis der fandtes et ægte revolutionært parti og en revolutionær ledelse, ville betingelserne være helt klar for en socialistisk revolution i hele Mellemøsten.

Arbejderne må stole på deres egne kræfter Intifadaens metode er klassekampens metode. Generalstrejken er et af dens udtryk. Derfor er de palæstinensiske arbejdere og unge et vigtigt element i hele situationen. Palæstinas arbejdere kan ikke stole på Arafat og de andre ledere.

De palæstinensiske masser har ikke kæmpet i alle disse år bare for at lave en privilegeret palæstinensisk elite. Det er ikke noget fremskridt for de palæstinensiske arbejdere og fattige. Hvis de vil opnå deres frihed, må de palæstinensiske arbejdere bryde med disse borgerlige ledere. De må opbygge deres egne organer på arbejdspladserne, blandt bønder, studenter, arbejdsløse og forene sig på nationalt plan. Et sådant organ ville være det ægte udtryk for de palæstinensiske arbejdere og unges vilje.

Men det ville ikke være nok, at de palæstinensiske arbejdere tog magten i deres eget selvstyreområde. Det meste af den palæstinensiske arbejderklasse arbejder i israelske fabrikker m.m. Derfor er det bydende nødvendigt med enhed med de israelske arbejdere imod deres arbejdsgivere. Uden enhed i arbjederklassen er der ingen vej frem.

Forsøget på at løse det palæstinensiske folks problemer på kapitalistisk og nationalistisk grundlag er slået fuldstændig fejl og har ført til den nuværende blodige krise. Det er nødvendigt at prøve en ny vej – den socialistiske revolution. Arbejderne i hele Mellemøsten må opfordres til at organisere sig for at styrte de forskellige borgerlige og despotiske regimer i hele

17

området. Kun ved at skaffe disse marionetter for imperialismen af vejen og inddrage kapitalisternes rigdom kan man få de ressourcer, der kræves for at løse de sociale og økonomiske problemer, som arbejdende mennesker i hele området lider under.

blodige krise i Mellemøsten kan kun komme, hvis den israelske stat styrtes – d.v.s. gennem en revolutionær politik, der kan forene den israelske og arabiske arbejderklasse imod deres fælles fjende.

Enhed med de israelske arbejdere

Så længe områdets rigdomme og ressourcer er i hænderne på den israelske imperialisme og en stribe undertrykkende, halvfeudale arabiske regimer, kan fattigdommen ikke udryddes. Der vil ikke være nok job, huse, rent vand, hospitaler og skoler til alle. I sådan en situation prøver de herskende altid at spille det nationale kort – d.v.s. de vil prøve at spille den ene nation ud imod den anden.

De israelske arbejdere må også ændre deres samfund. Hvis arbejderne i Israel gik i offensiven mod deres egen herskende klasse, ville det kunne nedbryde de nationale barrierer og åbne muligheden for en international kamp for socialisme i området.

Den økonomiske situation i Israel lægger enormt pres på arbejderklassen.

Regeringen har skåret ned på sundhedssystemet og uddannelserne. I 1998 gik 200.000 universitetsstuderende i strejke imod en forøgelse af undervisningsafgiften. De fik massiv opbakning - op imod 91% af befolkningen støttede de studerendes krav. I foråret 1999 mundede arbejderklassens opsparede vrede ud i en række strejker imod Netanjahuregeringen og en generalstrejke inden for den offentlige sektor, der omfattede 400.000 arbejdere. Under dette pres, og med stigende inflation, er Histradut (den største fagforeningssammenslutning i Israel) blevet tvunget til at afvise regeringens tilbud om 3,1% lønforhøjelse og har krævet 14% i stedet. Udbredt privatisering af Israels store statsejede industrisektor har ført til store jobtab.

Arbejdsløsheden har nået 10%. Dette er et nyt fænomen for israelske arbejdere, der i årtier har været vant til næsten fuld beskæftigelse.

Der foregår en enorm differentiering mellem rige og fattige. Zionismen har altid baseret sig på idéen om “én nation”, men som i alle andre kapitalistiske lande er der heller ikke i Israel nogen fælles interesser for arbejdere og arbejdsgivere.

Så enten må de israelske arbejdere gå i kamp imod deres arbejdsgivere for at forsvare deres rettigheder, eller også vil initiativet gå til de reaktionære kræfter.

Karl Marx forklarede for længe siden, at en arbejderklasse, der ikke går imod undertrykkelsen af et andet folk, aldrig kan opnå frihed selv. Løsningen på den

18

For en socialistisk føderation i Mellemøsten

Men på grundlag af en socialistisk sammenslutning i Mellemøsten, hvor hver nation ville have fuld ret til selvbestemmelse, kunne man sikre både israelere og palæstinensere et hjemland.

I stedet for at bruge enorme ressourcer på militærudgifter kunne den rigdom, som arbejderne i området producerer, bruges til at løse alle de problemer, kapitalismen ikke har kunnet løse.

På grundlag af arbejde til alle, ordentlige boliger, rent vand, et ordentligt sundhedssystem, pensioner o.s.v. ville det være muligt at arbejde hen imod en løsning på det nationale spørgsmål og en harmonisk fremtid for alle folkene i Mellemøsten.

Denne artikel er oversat fra de engelske marxisters blad

Socialist Appeal.

Læs mere om Mellemøsten eller det nationale spørgsmål generelt:

www.marxist.com eller kontakt

Socialistisk standpunkt for mere information.

NYT FORSØG PÅ ANGREB PÅ VELFÆRDEN:

“DE FRIVILLIGE FORENINGER” I VELFÆRDSSAMFUNDET På DSU’s landsmøde 2000, 3-5/11, blev der diskuteret og vedtaget en udtalelse om de såkaldte “frivillige foreninger” og deres rolle i velfærdssamfundet. Den indeholder en del positive forslag om at “integrere socialt svage grupper i foreningerne”, patientvejledere og bedre rådgivning af indlagte på sygehuse, og flere offentlige midler til væresteder og klubber, men der er ikke nogen forslag til hvordan disse forbedringer skal opnås og financieres. Og det meste af udtalelsen handler da heller ikke om udbygning og forbedring af velfærdssamfundet, men om hvordan “de frivillige foreninger” kan komme til at “udgøre et væsentligt supplement” til det offentlige velfærdssystem.

Forfatterne til udtalelsen foreslår, at frivillige foreninger skal spille en større rolle i skolerne, institutionerne, ved løsning af boligsociale problemer, i ældreplejen og i hjælpen til hjemløse, narkomaner o.s.v. Argumentet er, at “velfærdssamfundet er presset på en række fronter. Den økonomiske virkelighed kræver nytænkning i den offentlige sektor, og hensynet til samfundets sammenhængskraft udfordrer os til at finde nye veje i velfærdspolitikken.” Desuden kan frivillige foreninger ifølge udtalelsen bidrage med noget, som det offentlige ikke kan, fordi “den upersonlige og ‘kolde’ offentlige service opleves af mange borgere som et problem…Sådan må det nødvendigvis være.” Som yderligere argumentation fremhæves f.eks. frivilligt drevne kristne hospicer som succeshistorier.

Et angreb på velfærdssamfundet Marxisterne anser denne snak om “udlicitering” af velfærdsopgaver til “frivillige foreninger” for et forsøg på regulær udhulning af velfærdssamfundet. Det er nedskæringer skjult bag pæne ord om engagement og frivillighed.

SOCIALISTISK STANDPUNKT

Hvis forslagene i udtalelsen blev gennemført ville det betyde et yderligere opgør med det, der bør være grundlaget for velfærdssamfundet: at alle har krav på nogle bestemte rettigheder, hjælp o.s.v. fra det offentlige, når man har brug for det, uden at skulle tigge og bede om det. Hvis “frivillige foreninger” overtog forskellige velfærdsopgaver, ville det blive brugt til at skære tilsvarende ned på det offentlige område, d.v.s. fra at være en ret, man var sikret fra det offentlige, ville de forskellige velfærdsområder komme til at blive afhængige af tilfældige “frivilliges” gode vilje. Det ville ikke længere være rettigheder, men en tilbagevenden til tiggeri og almisser fra før velfærdssamfundet blev opbygget.

Og hvad nu hvis “den frivillige forening til støtte for hjemløse” ikke længere havde så mange medlemmer eller nogle af medlemmerne selv blev hjemløse, hvor skulle de hjemløse så få hjælp fra?

Forfatterne til udtalelsen understreger, at “den frivillige sektor” ikke kan blive en erstatning for den offentlige, men deres idéer er en åbning, der vil blive udnyttet til angreb på det offentligt financierede velfærdssystem.

spillet fallit. Reformismens væsen er at hoppe og danse, som kapitalismen vil have det – hvis det går fremad, har den råd til lidt forbedringer, men hvis ikke, så må den følge kapitalismens lov og skære ned. Sådan går det, når man ikke vil bryde med det kapitalistiske system: så må man følge dets regler.

Ledelsen frygter arbejderklassens reaktion Selv under det lange opsving var der perioder, hvor økonomien gik nedad – de var bare ikke særlig lange eller dybe.

På samme måde kan der også sagtens være små opgangsperioder i en generelt set nedadgående periode.

Fra DSUs landsmøde.

Reformer og kontrareformer Udtalelsen indeholder en række meget interessante betragtninger, der afslører den egentlige baggrund for disse idéer.

Når der siges, at “velfærdssamfundet er presset på en række fronter”, så er det helt korrekt: både i Danmark og internationalt er vi i en periode, der er kendetegnet ved gentagne angreb på den velfærd og de rettigheder, som arbejderklassen har tilkæmpet sig.

Under kapitalismens lange opsving i efterkrigsperioden kunne reformisterne i Socialdemokratiet, under pres fra arbejderklassens kamp, gennemføre reformer og skabe velfærdssamfundet, der gav kapitalismen et lidt mere “menneskeligt” udtryk. Den periode er nu definitivt forbi. Vi befinder os nu i en generel nedgangsperiode for kapitalismen, hvor der står nedskæringer, uro og omvæltninger på programmet i alle lande. I stedet for reformer får vi kontrareformer. Det samme parti, der stod i spidsen for opbyggelsen af velfærdssamfundet, fører nu an i at rive det ned igen: udlicitering, privatisering, angrebet på efterlønnen, stramninger over for arbejdsløse o.s.v. er blot nogle eksempler på, hvordan reformismen har

NR. 1 JANUAR 2001

Hvis man skal tro på de socialdemokratiske ledere og regeringens optimistiske udtalelser, er vi i sådan en periode nu: Der er overskud, eksporten stiger, og der bliver lavet “røde gavebodsfinanslove”. Almindelige arbejdende mennesker har nu nok svært ved at se gaveboden i det, og Mogens Lykketoft har da også opfordret arbejdsgiverne til at slippe af med eventuelle ulemper, som finansloven måtte indebære for dem, ved at “dæmpe lønstigningerne”, d.v.s. lade det gå ud over arbejderklassen (Børsen 9/11, 2000).

Tilliden til den socialdemokratisk ledede regering er i bund, og samtidig var der euro-nejet fra september 2000, som var et stort slag imod nedskæ-ringspolitikere på alle fløje. Alt i alt må de socialdemokratiske ledere sidde lidt uroligt i sadlen for tiden, og det er det, der er baggrunden for, at de lige nu ikke fremturer med åbenlyse nedskæringer, men snakker meget om at bevare og udvikle velfærden og laver “folkehøringer”. Og det er det, det betyder, når der i DSU-udtalelsen tales om “hensynet

til samfundets sammenhængskraft”: ledelsen frygter arbejderklassens reaktion på yderligere nedskæringer. Det er det der er baggrunden for de flotte ord og floskler, som nedskæringerne skjules bag. Men på sigt vil kapitalismen kræve sit: der må skæres ned, og hvis ikke arbejderklassens ledelse kan komme til at gøre det af frygt for arbejdernes reaktion, vil kapitalisterne holde op med at støtte dem og i stedet igen ty til deres egne repræsentanter og satse på en borgerlig regering i stedet for.

Vejen frem er et socialistisk velfærdssamfund Med den aktuelle udtalelse har DSU’s ledelse endnu engang markeret, at den lige som partiets ledelse er hoppet på kontrareformens vogn. Den støtter, hvad der i virkeligheden er nedskæringer på den danske arbejderklasses velfærd, og det vil de komme til at stå til regnskab for, når protester imod nedskæringspolitik og forringelser vil føre nye ledere frem, eller tvinge de gamle ledere til at ændre retning.

Marxisternes alternativ er klart: i stedet for at forringe velfærdssamfundet skal vi udbygge det, så vi kan sikre alle mennesker et værdigt liv med en god levestandard. Der skal flere ressourcer og folk til og mere indflydelse og demokrati. Hvis den offentlige service opfattes som upersonlig og kold på f.eks. et sygehus, så er det fordi der ikke er penge og ansatte nok, fordi de ikke har tid nok til at tage sig af de syge, og fordi hverken ansatte eller patienter har noget at skulle have sagt i forhold til, hvordan tingene køres.

Som historien har vist, kan et velfungerende velfærdssystem ikke opretholdes på kapitalistisk grundlag: når økonomien kommer under pres, kommer statens finanser under pres, og der skal spares og skæres ned. Hvis vi vil have velfærd og en fremtid uden nedskæringer, må vi sikre os et system, der kan skaffe det økonomiske grundlag for velfærden: et system, der erstatter kapitalismens profitjagt og kaotiske op og ned-ture med fornuftig og demokratisk planlægning af produktionen, styret af arbejderklassen selv, til gavn for alle, der vil. Dette – og ikke forvirret snak om “frivillige foreninger” – er den eneste vej frem for den danske arbejderklasse.

SK

19

DSU’s FORHISTORIE Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) blev stiftet d. 8. februar i 1920 i Århus, men forud for dette gik der en lang og omtumlet forhistorie, der strækker sig helt tilbage til slutningen af forrige århundrede.

De første forsøg Før 1900 opstod der i Østjylland de såkaldte socialdemokratiske fremskridtsklubber, der forsøgte at organisere arbejderungdommen, især lærlingene.

De havde deres højdepunkt i 1899 under storlockouten og nåede op på omkring 800 medlemmer. De havde det dog ikke let, for industriudviklingen kom først til Jylland i slutningen af 1890’erne, så rekrutteringsgrundlaget var endnu svagt.

Fra omkring 1902-03 eksisterede de stort set ikke mere, bortset fra i Århus. Også i København var der i årene op til 1900 begyndende organisering af de unge arbejdere – her især i forskellige diskussionsgrupper, der holdt oplysende foredrag og diskuterede de socialistiske idéer. Den mest fremtrædende var diskussionsklubben ”Karl Marx.” Under lockouten i 1899 blev der øget behov for en reel organisation, og i september 1900 dannedes Socialdemokratisk Ungdomsforening. Til at begynde med var dette dog også mest en ”oplysningsforening,” der mest bestod af intelektuelle, men allerede i 1903 var der flertal af unge arbejdere, som også ønskede mere udadvendt politisk aktivitet, hvorfor der i 1904 blev taget initiativ til at oprette Socialistisk Ungdomsforbund (SUF), som havde 500 medlemmer. I dette forbund samledes folk med vidt forskellige idéer, og der var strid om forholdet til Partiet – skulle ungdomsforbundet være uafhængigt eller udgøre en venstrefløj i Partiet?

I 1906 dannedes med baggrund i denne d i s k u s s i o n Socialdemokratisk Ungdomsforbund (også SUF), som ville være et rigtigt partitilknyttet ungdomsforbund. Ved opstarten ( i Vejle ) var der 700 medlemmer, og gennem især anti-militaristisk arbejde og kamp for valgret for alle over 21 år lykkedes det over nogle år at nå 5000 medlemmer, og i 1913 indgik man så en

20

samarbejdsaftale med Partiet. I mellemtiden ( i 1908 ) var det gamle SUF ( altså Socialistisk Ungdomsforbund ) blevet sprængt, hvorved den mest radikale del blev syndikalister og gik en stille død i møde, mens ungdomsarbejdet fra nu af først og fremmest kom til at foregå i Socialdemoraktisk Ungdomsforbund.

Det store forræderi Første verdenskrig og den Russiske Revolution gav ligesom i resten af verden også enorm genlyd i den danske arbejderbevægelse. På trods af erklæringer om det modsatte støttede Socialdemokratierne over hele verden (med undtagelse af det russiske og serbiske) deres egne borgerlige regeringer, da krigen brød ud, og Anden Internationale – de internationale arbejderpartiers sammenslutning – brød sammen. For ikke at genere de hjemlige kapitalister og deres borgerlige regeringer og derved risikere at miste de privilegier og sikre positioner, lederne for Socialdemokratierne havde opnået, blev Europas arbejdere altså sendt i krig mod hinanden af deres egne ledere, som burde have stået fast på internationalismen og have kæmpet for at vende kapitalisternes røverkrig til borgerkrig imod kapitalisterne selv i alle de forskellige lande.

Modstand i SUF Også i Danmark indgik Socialdemokratiet borgfred med den borgerlige regering og kapitalisterne – de stemte for krigsbevillinger og indkaldelse af en sikringsstyrke. I modsætning til dette var SUF forrest i den anti-militaristiske kamp. Forbundet indledte tættere samarbejde med ungdomsforbundene i de andre nordiske lande, som også var blevet stærkt radikaliseret under tidens indtryk, og i 1915 tilsluttede SUF sig den internationale socialdemokratiske venstrefløjs Zimmerwaldbevægelse imod krig og borgfred med de borgerlige.

Der var altså store spændinger mellem SUF og partiledelsen, som blev yderligere skærpet, da Stauning i 1916 kom med i regeringen. SUF arbejdede på at bryde samarbejdet mellem Socialdemokratiet og det Radikale Venstre og for en klarere socialistisk partiprofil. Dette blev imidlertid ikke indfriet, tvætimod så forblev Stauning i regeringen efter krigen som en art socialminister.

Bruddet Hele denne udvikling blev yderligere spændt med den Russiske Revolution i 1917, som var med til at radikalisere store dele af ungdomsforbundet. På møder

Socialdemokratisk Ungdomsforbund (SUF), Esbjerg, efter en demonstration i tiden omkring første verdenskrig.

SOCIALISTISK STANDPUNKT

og kongresser blev der diskuteret samarbejdspolitik kontra klassekamp og holdningen til Sovjetstaten, og i 1919 fik venstrefløjen vedtaget en resolution, der krævede stop for samarbejdspolitikken, ellers ville det betyde afslutningen på samarbejdet mellem SUF og Socialdemokratiet. Denne resolution var til urafstemning i ungdomsforbundet, og 2093 stemte for, mens 1497 var imod ( der var 1011.000 medlemmer ). Kravet blev efterfølgende afvist af Partiets kongres, og der gennemførtes endnu en urafstemning i SUF om, hvorvidt man skulle afbryde samarbejdet eller ej. 1417 stemte for, 1186 imod.

Efter bruddet var SUF sammen med nogle forskellige småpartier, der var blevet dannet i 1918, med til at starte Danmarks Venstresocialistiske Parti, der senere blev til Danmarks Kommunistiske Parti.

DSU dannes Mindretallet i SUF, som var stærkest i provinsen og nærmest ikke-eksisterende i København, brød nu åbent med flertallet, og i 1920 – d. 8. februar – mødtes repræsentanter fra 24 afdelinger med i alt ca. 2000 medlemmer i Århus.

Danmarks Socialdemokratiske Ungdom ( DSU ) blev dannet. Under den senere udvikling etablerede DSU sig som en stabil ungdomsorganisation, der via sin tilknytning til Partiet snart kom til at dominere ungdomsarbejdet i arbejderbevægelsen og opnåede en position som den danske arbejder-ungdoms store traditionelle organisation. Mange af dem, der først var gået med flertallet i SUF, gik senere ind i DSU.

Set i bakspejlet står det klart, at det først og fremmest var nødvendigt for socialister at tage klart afstand fra de degenererede reformister med deres støtte til krigen og klassesamarbejde og i modsætning dertil kæmpe for et socialistisk alternativ. I ungdomsforbundet lykkedes det at få opbakning til dén linje, men derfor var det også så meget desto mere skadeligt at fjerne den radikaliserede ungdom helt fra selve partiet og muligheden for at påvirke og vinde de almindelige medlemmer i partiet. Var det ikke sket, ville det nye kommunistparti have haft meget større chance for at blive et reelt massealternativ til reformisterne. Den

NR. 1 JANUAR 2001

senere degenerering af Sovjetunionen og de internationale kommunistpartier ramte også det danske kommunistparti, der ikke længere var i stand til at være en revolutionær kraft. Så på længere sigt førte bruddet i den danske arbejderbevægelse ikke til andet end splittelse, der fik mange fatale konsekvenser i lang tid fremover. Ændringer på vej DSU’s forhistorie viser, at ungdomsforbundet er født og udviklet i stadig kamp mellem forskellige tendenser, og når højrefløjen har overtaget lige nu, betyder det ikke, at den vil have det altid. Perspektivet for den kommende periode både internationalt og i Danmark er øget bevægelse og skærpede spændinger og konflikter mellem klasserne, og det vil uundgåeligt få indvirkning på ungdommen, som i stigende grad vil vende tilbage til de traditionelle organisationer med krav om en ny og klar politik, der kan løse de problemer, ungdommen vil blive stillet overfor. I den situation er det af største vigtighed, at der inde i ungdomsforbundet findes socialister, som kan arbejde reelt for organisationen og medlemmerne og som kan vise en vej fremad med de socialistiske idéer. DSU vil igen blive rystet af kamp mellem arbejderbevægelsens forskellige politiske tendenser, og hvis den socialistiske vej skal sejre, må unge socialister allerede nu blive aktive i DSU! SK

LÆS MERE OM EU:

Alan Woods’

“ET SOCIALISTISK ALTERNATIV TIL DEN EUROPÆISKE UNION.” “Et socialistisk alternativ til den europæiske union” er en marxistisk analyse af EU, skrevet i 1997 af Alan Woods (AW), der er redaktør af de engelske marxisters avis Socialist Appeal.

EU er kapitalisternes værktøj AW forklarer EU’s historiske og økonomiske baggrund som en blok mellem de europæiske kapitalister imod deres konkurrenter på verdensmarkedet, imod de tidligere kolonier i den tredje verden og imod arbejderne i de forskellige europæiske lande.

Kapitalisterne og deres regeringer bruger EU, konvergenskrav, harmonisering o.s.v. som undskyldning for at skære ned og fjerne den velfærd, som de europæiske arbejdere har tilkæmpet sig i de sidste 50 år. Dette er imidlertid ikke noget særligt europæisk fænomen: over hele verden gennemføres der hårde angreb på arbejdende menneskers levestandard og tilkæmpede rettigheder.

Det er ikke EU, der er skyld i disse tiltag, men det kapitalistiske system, der ikke

Abonnér på SOCIALISTISK STANDPUNKT! __ Jeg vil gerne abonnere på SOCIALISTISK STANDPUNKT. 4 numre koster kr. 40,-, støttepris 80,-. __ Kontakt mig med nærmere oplysninger om SOCIALISTISK STANDPUNKT. __ Jeg vil gerne sælge SOCIALISTISK STANDPUNKT. Navn:.........................................................................................

Adresse:...................................................................................

TLF:...............................

Sendes til SOCIALISTISK STANDPUNKT, c/o Skt. Hansgade 4A, st.th., 2200 Kbh. N. 21

længere kan leve med de forbedringer, som arbejderne har tilkæmpet sig under det lange efterkrigsopsving.

Marxister går imod EU, ligesom de går imod alle tiltag, kapitalistklassen bruger til at angribe arbejderklassen med, men de forstår, at det ikke er det, der er problemets rod: med eller uden EU ville kapitalisterne skulle skære ned, og med eller uden EU vil arbejderne blive tvunget i kamp.

Et forenet Europa er umuligt under kapitalismen AW karakteriserer med Lenins ord et forenet kapitalistisk Europa som en reaktionær utopi: reaktionær, fordi hvert et skridt imod mere union er det samme som flere angreb på arbejderklassens økonomiske og demokratiske rettigheder, og utopi, fordi det er en illusion at tro, at kapitalisterne nogen sinde vil kunne forenes. Kapitalismens grundlag er det såkaldte “frie” marked med benhård konkurrence mellem forskellige kapitalister. Så længe økonomien går mere eller mindre godt, kan kapitalisterne fra forskellige europæiske lande godt samarbejde lidt om fælles mål, men når den næste økonomiske nedtur kommer, vil det blive anderledes: alle de nationale kapitalister vil sørge for at pleje egne interesser først og se stort på fælles regler og harmonisering. Det ser vi allerede nu, hvor der er stor uenighed om mange ting i EU – hvem skal med af nye medlemslande, hvad skal være EU’s fælles udenrigspolitik (f.eks. under NATO/USA’s krig imod Serbien) o.s.v.

Et forenet kapitalistisk Europa kan der aldrig blive tale om - på kapitalistisk grundlag vil det altid blot være den stærkeste økonomiske magt (d.v.s. den tyske kapitalisme), der vil dominere de andre.

Løsningen er et opgør med kapitalismen AW konkluderer, at der altså intet progressivt er ved EU. Men løsningen på problemet er ikke bare at melde Danmark (eller England eller et andet land) ud af EU og så tro, at alt bliver godt. Det ville ikke ændre noget grundlæggende ved situationen – vi ville stadig have et kapitalistisk system, vi ville stadig være afhængige af verdensmarkedet, der ville stadig blive gennemført de samme nedskæringer, og almindelige arbejdende mennesker ville

22

stadig have lige lidt at skulle have sagt.

Det er kort sagt ikke noget alternativ. Det eneste ægte alternativ, den eneste løsning på de grundlæggende problemer, som EU er et udtryk for, er at sætte en stopper for det kapitalistiske systems hærgen – i Danmark såvel som i de andre europæiske lande. Kun på den måde kan vi opnå et rigtigt forenet Europa – et socialistisk Europa.

Udviklingen siden ‘97 AW’s analyse af EU er som nævnt fra 1997, og der er selvfølgelig sket noget siden, Euroen er f.eks. blevet indført i en del lande. Indførelsen af en fælles valuta mindsker ikke modsætningerne mellem de forskellige nationale kapitalister – som AW skrev i analysen, så vil de, hvis det lykkes at indføre Euroen, blive uenige om alt hvad der følger med den: det siger sig selv, at vidt forskellige økonomier, der står på forskellige trin og trækker i hver sin retning, ikke vil kunne låses fast til hinanden på den måde. Lande som Irland og Portugal med højere vækst ville f.eks. egentlig gerne hæve deres rente nu, mens Tyskland, Frankrig m.fl. ønsker det modsatte for at sætte skub i økonomien.

Udviklingen siden 1997 har kun bekræftet marxisternes analyse: EU er og bliver en reaktionær utopi.

I AW’s analyse forklares det også, hvordan arbejderklassen i de forskellige lande vil blive tvunget i kamp mod nedskæringer og øget pres. Det sidste eksempel på den modstand er det danske Nej d. 28/9 2000. Marxisterne hilser Nej’et velkommen og ser det som et gigantisk mistillidsvotum til nedskæringspolitikere på både den borgerlige og reformistiske fløj fra store dele af befolkningen, især de lavest lønnede, mest pressede sektioner af arbejderklassen. Det er et Nej til utryghed ved fremtiden, til nedskæringer og mindre demokrati, et udtryk for manglende tiltro til, at de “etablerede” politiske partier kan skabe fremgang for almindelige arbejdende mennesker.

Samtidig er det et forvirret Nej uden noget klart alternativ. Har man fulgt debatten, er det let at se, at hverken Dansk Folkeparti, SF, Enhedslisten eller nogen af Nej-bevægelserne har kunnet komme med et reelt alternativ. Såkaldte socialister har arbejdet side om side med reaktionære og brugt stort set de samme argumenter med national selv-

bestemmelse og uafhængighed. Ikke ét ord om kapitalismens grundlæggende fejl og det socialistiske alternativ.

Et socialistisk alternativ For marxister er sagen klar: Vi kan ikke binde os til borgerlige og reaktionære og afstå fra at fremføre vores eget program.

Vi forklarer åbent, at godt nok er EU udemokratisk og skadeligt for danske arbejdere og unges vilkår og rettigheder, men det er et kapitalistisk Danmark med nok så meget “national selvbestemmelse” og “uafhængighed” også! Løsningen er ikke samarbejde med borgerlige og reaktionære, men arbejderklassens enhed, organisation og kampvilje.

Marxister deltager i arbejderklassens politiske partier og faglige organisationer i kampen for alle krav med selv det mindste progressive indhold og for at udbrede de marxistiske idéer som det eneste alternativ til kapitalismens hærgen.

I EU-spørgsmål må man arbejde for samling mellem modstandere fra alle dele af arbejderbevægelsen om krav på et klart arbejderklassestandpunkt, og samtidig må man som marxist hele tiden tålmodigt forklare problemets egentlige rod og løsningen på det: omstyrtelse af kapitalismen og opbygning af den socialistiske orden, hvor arbejderklassen demokratisk ejer, leder og kontrollerer økonomi og stat med det formål at skabe fremgang og velfærd, så vi for altid kan sige farvel til kapitalismen med dens nedskæringer, forringelser og pres på arbjedere og unge over hele verden.

Læs hele Alan Woods’ analyse.

Skriv til:

marxist_dk@hotmail.com og bestil den danske oversættelse, eller læs den engelske original på

www.marxist.com

SOCIALISTISK STANDPUNKT

Fortsat fra bagsiden En af grundene til at nedskæringerne er blevet udskudt, er højst sandsynligt elevernes og lærernes massive protester.

Politikerne ønsker ikke, at arbejderklassen skal se hvor mange steder i velfærdssamfundet der skæres. Amterne vil dog være nødt til at forsøge at skære ned i de kommende år. Amternes økonomi er utrolig dårlig, og de kan ikke klare de krav, regeringen stiller.

Regeringen har fx. bebudet en udviklingsperiode af gymnasiet med forsøg, men de har langt fra afsat ressourcer nok til dette, og disse skal så tages fra amternes eller de enkelte skolers budget.

DGS må kæmpe imod nedskæringerne I 1999 og 2000 var det DGS, der koordinerede kampen imod nedskæringerne, hvilket gjorde eleverne og lærerne endnu stærkere, end hvis kampene havde været spredt, og hvis amternes forsøg på at splitte elever og lærere på tværs af amter og skoler var lykkedes. De seneste år har der været diskussioner om at lægge DGS sammen med den borgerlige organisation for gymnasie-eleverne, GLO (Gymnasieelevernes Landsorganisation). GLO blev dannet af en gruppe borgerlige elever i starten af 70’erne som et modspil til DGS. GLO er op gennem tiden blevet brugt, især af de borgerlige partier, til at ”retfærdiggøre” nedskæringer. GLO bygger på et princip om kun at arbejde parlamentarisk, hvilket vil sige, at de er imod enhver form for strejker og demonstrationer. Dette viste sig bl.a. under strejkerne i 1999 mod lærernes overenskomst, hvor GLO opfordrede eleverne til at fortsætte med at gå i skole og kom på den måde til at fungere som strejkebrydere. Denne taktik medfører, at eleverne ikke har nogle reelle muligheder for at kæmpe imod nedskæringer. Den eneste måde eleverne kan vise deres utilfredshed og få gennemført deres krav er igennem ordentlige og velorganiserede demonstrationer. Gymnasieeleverne har ingen reelle pressionsmidler, de er ikke i stand til fx. at sætte produktionen i stå, sådan som arbejderne kan. Men ved velorganiserede demonstrationer kan de få arbejderklassens støtte og opbakning, og derved et reelt pressionsmiddel, mod nedskæringerne. Diskussionen om sammenlægning var lige ved at medføre, at DGS var blevet nedlagt sidste forår.

NR. 1 JANUAR 2001

Den eneste måde kampen mod nedskæringer kan føre til sejr, er hvis de er koordinerede på landsplan. Hvis dette skal kunne lade sig gøre er det nødvendigt med en lands-organisation, der er villig til at stå i spidsen for en sådan kamp.

Det er derfor nødvendigt at bevare DGS. Gymnasieeleverne har ikke råd til at miste en organisation, der kan gå i spidsen. Det er forfejlet at tro, at man kan samle DGS og GLO og få en enhedsorganisation, der vil kæmpe for eleverne, selvom enhed blandt eleverne selvfølgelig er målet. Det kan muligvis lade sig gøre at lave en ny organisation efter at have nedlagt DGS og GLO, hvilket der dog er utrolig stor risiko forbundet med. Men en sådan samlet organisation vil ikke være i stand til at kæmpe optimalt for eleverne. En sådan organisation vil konstant være i intern splittelse og vil for at kunne holde sammen, blive nødt til at gå på kompromis med arbejdsmetoderne.

Selvom GLO bliver nedlagt vil der stadig være elever med denne organisations holdninger til udenomsparlamentarisk arbejde. Disse besluttede sig i 70’erne for at danne deres egen organisation.

Gymnasieelevernes situation har ikke ændret sig meget fra dengang, vi ser stadig massive nedskæringer på gymnasieeleverne, og der vil endnu engang være brug for demonstrationer og strejker. Hvis den nye organisation går i spidsen for disse vil vi højst sandsynligt se en udsplitning endnu engang. Det er altså nødvendigt at bevare DGS som en organisation, der er i stand til at kæmpe for eleverne.

For et kæmpende DGS! DGS er dog ikke perfekt. Der er et stort bureaukrati og lang afstand fra ledelsen til de almindelige elever. Det er derfor nødvendigt at eleverne går ind i DGS og arbejder for, at den bliver en organisation, der arbejder optimalt for elevernes krav. Fremtiden vil bringe endnu flere nedskæringer, ikke bare på gymnasierne, men på hele uddannelsesområdet. Den eneste måde at stoppe disse er, hvis alle elever og studerende står sammen. Politikerne forsøger at splitte elever på de forskellige uddannelser, så vi i stedet for at kæmpe mod nedskæringer kæmper mod hinanden om

den samme pose penge. Dette må ikke ske! Ungdommen må stå sammen på tværs af uddannelser, både elever, studerende og lærlinge.

Knyt bånd til fagbevægelsen.

Elevstrejken og -demonstrationen i foråret var en fælles kamp sammen med lærerne. Dette faktum var noget af det, der gav bevægelsen slagkraft, men det viste sig også, at gymnasielærere og – elever ikke kan presse deres krav igennem alene. Gymnasieeleverne må samarbejde og kæmpe sammen med andre unge under uddannelse – lærlinge, andre ungdomsuddannelser og unge på universiteterne m.m. – som alle bliver ramt af de samme nedskæringer før eller senere. DGS må tage initiativ til et samarbejde med disse forskellige gruppers organisationer, så man kan udarbejde et fælles program imod nedskæringer og for bedre forhold for ungdommen. Hvis et sådant program skal kæmpes igennem, kræver det opbakning i befolkningen. DGS må sørge for at knytte bånd til fagbevægelsen, som repræsenterer de danske arbejdere, som er den eneste klasse i samfundet, der har reel magt at sætte bag deres krav. Hvis gymnasieelever eller universitetsstuderende strejker, skader det i realiteten kun dem selv, men når arbejderklassen går i strejke, fører det til store økonomiske tab for arbejdsgiverne, så de kan presses til indrømmelser. Elev- og studenterbevægelser fører kun til noget i det omfang, de formår at få opbakning, støtte og deltagelse i arbejderklassen.

Et samarbejde mellem elevorganisationer og fagbevægelse er i lige så høj grad i fagbevægelsens medlemmers interesse, da det især er deres børn og unge, der vil blive ramt af de nedskæringer, der kommer på uddannelsesområdet. De rigestes børn ville sagtens kunne klare at få en uddannelse uden SU og med brugerbetaling o.s.v., om ikke andet bliver de bare sendt på privatskole. Den mulighed har almindelige arbejdende menneskers børn og unge ikke, derfor må også fagbevægelsen kæmpe for et ordentligt offentligt uddannelsessystem med gode forhold for alle og økonomisk mulighed for, at alle kan få den uddannelse, de ønsker.

FM

23

SOCIALISTISK STANDPUNKT SOCIALISTISK STANDPUNKT DDen marxistiskeavis avisfor forarbejderbevægelsen arbejderbevægelsenog ungdommen Den marxistiske

STØTTEPRIS KR. 20,-

NR. 1 JANUAR 2001

NEDSKÆRINGER PÅ VEJ PÅ GYMNASIERNE

DGS (Danske Gymnasieelevers Sammenslutning) må bevares og gå i spidsen for alle elever og studerende i en samlet kamp imod nedskæringer.

Gymnasieeleverne døjer - ligesom resten af Danmarks elever og studerende – med nedskæringer og i forvejen utrolig dårlige forhold.

De seneste års manglende økonomiske prioritering af ungdomsuddannelserne har medført meget dårlige forhold for eleverne: dårligt arbejdsmiljø, manglende udluftning, dårlig belysning, elendige borde og stole, for lidt plads i klasselokalerne, dårlig rengøring o.l., elendige computerfaciliteter og mangel på lokaler til nye undervisningsformer, dårlige/gamle undervisningsmaterialer.

Derudover er SU’en så lav at det er svært at leve af den, i hvert fald hvis man er udeboende. Der er kommet en øget brugerbetaling (bl.a. dyre lommeregnere for alle matematiske 1. g’ere), fraværsgrænsen er blevet sænket, så presset er øget, og optagelseskravene til de videregående uddannelser er blevet mere baseret på karakterer, hvad der også øger presset yderligere. Mange gymnasieelever lever i en konstant dårlig samvittighed over manglende forberedelse samt i stress pga. lektier, arbejde o.l.

Gymnasielærernes overenskomst Oven i dette fik gymnasielærerne i foråret 1999 en ny overenskomst, der åbnede op for massive nedskæringer på gymnasierne samt HF. Det centrale i overenskomsten er, at man for alvor har brudt med princippet om lige uddannelse til alle. Hovedparten af forhandlingerne blev nemlig ændret fra at være centrale forhandlinger, til at være forhandlinger i de enkelte amter eller på de enkelte skoler. Det betyder altså, at kvaliteten af undervisningen kan blive forskellig fra amt til amt, alt efter hvor mange penge amterne har.

Helt konkret åbnede overenskomsten op for at der kan komme mere end 28 elever i klasserne (mange lokaler er i forvejen kun bygget til 24 elever). Lærerne skulle

24

før have dobbelt løn for at undervise mere end 28 elever, det skal de ikke mere.

Derudover skal alt hvad lærerne laver tælles op. Tidligere arbejdede lærerne på en slags akkord, dvs. de fik et bestemt antal timer til at udføre en opgave, lige meget om de brugte længere eller kortere tid. Amterne troede at de kunne spare penge, hvis lærerne skulle tælle nøjagtigt

koordineret af DGS, disse kulminerede i en landsdækkende demonstration, hvor 98% af gymnasierne var lukket ned.

Dette var de største elevstrejker i mange år. Efterfølgende forsøgte amterne at udskyde de lokale forhandlinger og kom med absolut forkastelige udspil. Det endte med at GL (Gymnasieskolernes lærerforening) og amterne måtte ud i en

I december 2000 var også handelsskoleeleverne i aktion.

Billede fra protestmøde.

hvor mange timer de brugte, det viste sig bare at lærerne tidligere arbejdede en del gratis, så de altså nu kommer til at lave mindre for den samme pose penge.

Derudover betyder overenskomsten, at der kan skæres i lærernes forberedelsestid, og at lærerne gik over til individuel løn.

Disse ting er hvad der skulle forhandles lokalt, og har utrolig stor betydning for kvaliteten. Gymnasieeleverne og lærerne viste stor utilfredshed med overenskomsten. Der var spontane nedlæggelser af arbejdet, og der blev arrangeret nationale aktionsdage

voldgiftssag. Da overenskomsten blev lavet, lovede amterne, at der ville blive ressourceneutralitet i den treårige overenskomstperiode, hvilket betød, at der hverken ville blive foretaget besparelser eller tilført penge. Der har indtil nu ikke været de store nedskæringer, men amterne er begyndt at tale om at ophæve ressourceneutraliteten, og allerede nu har nogle amter bebudet nedskæringer.

Bl.a. vil Københavns kommune spare 1 mio. kr. på undervisningsmaterialer næste år.

Fortsættes s.23

SOCIALISTISK STANDPUNKT