nr15

SOLIDAR ITETSPR IS KR. 2 0,-

SOCIALISTISK STANDPUNKT DEN MARXISTISKE AVIS FOR ARBEJDERBEVÆGELSEN KAMPAGNENUMMER PRIS KR. 5,-

LÆS INDE I BL ADE T: BLADE ADET: Et socialistisk alternativ til arbejdsløsheden!

Gennem en demokratisk planlægning af økonomien kan man sætte en virkelig plan for velfærd og arbejde i gang, og man kan gennemføre den første betingelse for et rigtigt opgør med arbejdsløsheden: en drastisk nedsættelse af arbejdstiden med fuld løn- og personalekompensation...

FORSVAR VELFÆRDEN - STOP DE BORGERLIGE!

FOR EN ARBEJDERREGERING PÅ ET SOCIALISTISK PROGRAM! Stop nedskæringerne på velfærden!

Arbejde til alle - 30 timers arbejdsuge!

Fri uddannelse til alle!

PRES ARBEJDERBEVÆGELSEN TIL KAMP!

MARXIST DK

SOCIALISTISK ST ANDPUNKT STANDPUNKT

INDHOLD

Stop de borgerlige!

Stop de borgerlige!

For en arbejderregering på et socialistisk program

s. 2

Arbejderklassen - det store flertal

s. 4

Genindtag arbejderpartierne!

s. 6

Chile 1973

s. 7

Fagbevægelsen må kæmpe for en arbejderregering!

s. 8

Et socialistisk alternativ til arbejdsløsheden s. 10 Elevbevægelsen - dens position og rolle i klassekampen

s. 12

Læs mere på www.marxist.dk og www.marxist.com

SOCIALISTISK STANDPUNKT udgives af avisforeningen SOCIALISTISK STANDPUNKT Poste Restante Nørrebrogade 10, 2200 Kbh. N. Tlf.: 21 82 48 14, WWW.MARXIST.DK marxist@marxist.dk Ansv. red.: M. Frederiksen.

2

Det er vel næppe gået hen over hovedet på nogen, at vi i omkring 2 år nu har haft en borgerlig regering. Dag efter dag har vi kunnet opleve, hvordan vores rettigheder er blevet krænket, vores velfærdssamfund er blevet forringet, og forskellige minoriteter er blevet tilsidesat og isoleret. Regeringens politik er klar klassepolitik og et ideologisk felttog imod enhver, der vover at stille spørgsmål ved deres politik.

Men nedskæringerne startede ikke med Fogh-regeringen. Faktisk startede den socialdemokratiske Nyrup-regering mange af de privatiseringer og nedskæringer, som de borgerlige nu er ved at færdiggøre. Og samtidig husker alle, hvordan de stoppede storstrejken i 1998 og forringede efterlønnen i 1999. Derfor er det ikke underligt ,at mange arbejdere er blevet meget desillusionerede og har stemt på de borgerlige. En ny socialdemokratisk regering, der stadig prøver at gennemføre kapitalismens krav, er absolut ingen løsning.

Kapitalistisk nedgang og det socialistiske alternativ Kapitalismen er på vej ind i en omfattende krise på verdensplan, hvilket den danske økonomi også kan mærke. I andet kvartal i 2003 var der en negativ vækst i BNP på 0,5%, dvs. at der blev produceret 0,5% mindre end kvartalet tidligere. I første halvår af 2003 forsvandt 22.000 jobs, hvilket betyder, at der på bare et år er forsvundet over 50.000 danske arbejdspladser (Politiken, 22/8 ’03).

Disse problemer er ikke noget, man bare kan manøvrere sig ud af. De er nemlig en uløselig følge af markedsøkonomiens kaotiske virke. Så der er brug for en arbejderregering, som fører en helt anden politik, end den tidligere Nyrup-regering gjorde. Det kræver et klart program, som indebærer et fuldstændigt brud med kapitalismen og arbejdsgivernes ret til

at skalte og valte med vores økonomi.

Et sådant program er, hvad vi her vil præsentere i en konkret form. Her er tale om nogle væsentlige punkter og reformer, som man gennem en socialistisk plan ville kunne opnå: Afskaf arbejdsløsheden!

Ledigheden er nu (juli 2003) på 6,0% af den samlede arbejdsstyrke (officielle tal, som altid er langt under det reelle niveau). Det er skandaløst at der ikke er jobs til folk, selvom der er masser af opgaver, der skal løses. Nedsæt arbejdsugen til 30 timer, uden nedgang i lønnen eller større arbejdspres. På den måde er det muligt at skabe jobs til alle.

Stop alle nedskæringer og forringelser af velfærdssamfundet!

De sidste mange års finanslove har indeholdt nedskæring på nedskæring på en lang række områder. Det kan ikke være rigtigt, at almindelige mennesker skal betale for kapitalismens krise.

Stop al udsalg af velfærden!

Stop alle privatiseringer og udliciteringer.

Udbyg den offentlige sektor, under arbejdernes og brugernes demokratiske kontrol.

En høj national minimumsløn for alle mennesker!

Vi er mange mennesker i dette samfund, der må vende hver krone for at få hverdagen til at hænge sammen økonomisk.

De lønninger, som mange får, er mildt sagt utilstrækkelige. De danske kapitalister har endda snakket om at hente arbejdere fra Polen til Danmark for at trykke lønnen ned på et endnu lavere niveau. Indfør i stedet en høj national minimumsløn, gældende for alle mennesker, inklusiv lærlinge og studerende, pensionister o.l.

Stop for imperialistisk krig og besættelse!

Den første danske soldat er allerede død

WWW .MARXIST .DK WWW.MARXIST .MARXIST.DK

FOR EN ARBEJDERREGERING PÅ ET SOCIALISTISK PROGRAM!

For en arbejderregering på et socialistisk program! i Irak, og samtidig dræbes næsten dagligt irakere, som gør oprør mod besættelsesmagten. Irakerne ser soldaterne som besættere - ikke som befriere. Træk Danmark ud af besættelsen af Irak og af alle andre fremtidige imperialistiske krige.

Brug i stedet pengene på skoler, hospitaler og velfærd.

Boliger til alle - til priser, der er til at betale!

Akut mangler der tusinder af boliger til unge og til hjemløse. Samtidig er der mange arbejdsløse bygningsarbejdere.

Dette er blot endnu et eksempel på kapitalismens kaos. I de store byer lægges små lejligheder sammen til store, som

fra statsmagten, arbejdsgiverne eller politiet.

Lige løn for lige arbejde - ingen diskriminering pga. køn, race, religion mm.!

Regeringens politik går efter det gamle slogan: del og hersk. Indvandrerne er blevet hårdt ramt af regeringens asociale politik, og kvinderne har stadigvæk ikke opnået ligeløn. Indfør lige rettigheder og pligter for alle - i loven og i virkeligheden! Solidaritet og fælles kamp for at ændre samfundet.

Bryd med kapitalismen Dette er nogle af de punkter, som en ægte arbejderregering bør kæmpe for.

Det kræver kamp til stregen. Den nuværende ledelse i de tre arbejderpartier – Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten – er ikke i stand til at føre sådan et program ud i livet. At udføre sådan et program kræver nemlig en overtagelse af de største virksomheder, banker, forsikringsselskaber, byggeriet, forretningskæder osv.

Det kræver, at arbejderklassen skifter deres ledelser ud og overtager kontrollen med staten og med økonomien, og demokratisk selv styrer begge dele. Det kræver med andre ord en revolution.

Fri adgang til uddannelse og de økonomiske muligheder for det!

På gymnasier, folkeskoler, handelsskoler, tekniske skoler og universiteter kan man konstant mærke den borgerlige regerings kolde ånde i nakken. I mange gymnasieklasser sidder man nu op mod 31 elever i hver klasse, hvilket giver mindre tid til især de svageste elever. De vil også angribe SU’en, som i forvejen ikke er for høj. Stop alle nedskæringer på uddannelse. Højere SU til alle. Sænk klassekvotienterne til 24. Indfør en arbejdsmiljølov, der også omfatter elever.

så kan sælges til de rige. På den måde kan kommunen tjene flere skattekroner.

Men samtidig resulterer det i, at boligmanglen bliver endnu større. Byg boliger til alle, til priser der er til at betale.

Afskaf bodssystemet - ingen indgreb i strejke- og aktionsret!

Alt for længe har arbejderklassen været undertrykt af arbejdsgivernes ret til at tryne os og stoppe vore strejker med skruebrækkeri og arbejdsretten. Fuld strejke- og aktionsret for alle arbejdere, funktionærer og lærlinge. Ingen indgreb

Den vej frem, som vi står for i Socialistisk Standpunkt, er ikke noget, der vil ske af sig selv. Det er kun muligt, kun hvis arbejdere og unge kæmper for at bringe arbejderpartierne og fagbevægelsen tilbage på et socialistisk program.

Derfor opfordrer vi alle, der vil kæmpe for at bringe de socialistiske idéer tilbage i arbejderbevægelsen, til at kontakte Socialistisk Standpunkt og høre, hvordan de kan deltage!

Andreas Bülow

3

SOCIALISTISK ST ANDPUNKT STANDPUNKT

Arbejderklassen – det store flertal Man hører dag ud og dag ind, at arbejderklassen ikke eksisterer, og at klassekampen er død og borte. I stedet fortæller medier, politikere og forskere os, at der er vokset en stor middelklasse frem, og at samfundet er et service-, fritids-, overflods- eller informationssamfund, hvor klassernes betydning er helt eller delvist forsvundet. Men hvis man ser konkret på sagerne, er det klart, at vi stadig lever i et klassesamfund, og at klassestrukturen er altafgørende for fordelingen af samfundets resurser.

Hvad er en klasse?

For marxister er en klasse en gruppe mennesker, der har den samme rolle i økonomien, og det samme forhold til produktionsmidlerne (fabrikkerne, maskinerne, virksomhederne). I de mere industrialiserede lande, som f.eks. Danmark, har vi primært to klasser: Den ene klasse består af en meget lille gruppe mennesker, der ejer produktionsmidlerne og ansætter folk til at arbejde for at producere produkter, som kan sælges på markedet og skaffe profit til ejeren. Det er grundlaget for, at dem, der ejer produktionsmidlerne, kan tjene gode penge, og derfor er de væsentligt rigere end resten af befolkningen. Den klasse, der ejer produktionsmidlerne, kalder marxister for kapitalister, fordi de ejer, kontrollerer og lever af den kapital, som arbejderklassen frembringer.

Den anden klasse er det store flertal, som ikke ejer produktionsmidlerne og derfor er nødt til at være ansat hos kapitalisterne og sælge deres arbejdskraft til gengæld for en løn. Men bare fordi en arbejder måske får 100 kroner i timen, siger det jo ikke noget om, hvor meget værdi han producerer på en time. Måske producerer han værdier for 150 kr., 200 kr. eller endnu mere. Men fordi han har indgået en kontrakt med kapitalisten, tilfalder denne forskel kapitalisten - det kaldes merværdi. Det er dybest set det, der er grundlaget for de enorme forskel-

4

le, der er på rig og fattig, i hele verden.

Den klasse, som sælger sin arbejdskraft til kapitalisterne for at overleve, kaldes for arbejderklassen.

Misforståelser En typisk misforståelse er, at en arbejder skal arbejde på en fabrik eller lignende.

Men det er på ingen måder et krav, at en arbejder skal gå i blå kedeldragt og stå på en fabrik. Det, der definerer en arbejder, er hans forhold til produktionsmidlerne, det er altså fuldstændigt ligegyldigt hvilke redskaber (fx hammer eller pc), han bruger i arbejdet, og hvor (fx fabrik, kontor eller børnehave) han udfører dette arbejde. Selvfølgelig er der sket en ændring i de arbejdsopgaver, Danmarks arbejdere udfører, men disse ændringer er en helt naturlig følge af den teknologiske udvikling, og de ændrer ikke de grundlæggende forhold.

En anden misforståelse er påstanden om, at man ikke kan kalde folk, der bor i villahus og har div. varige forbrugsgoder (fryser, TV, telefon og måske en bil) for arbejderklasse. For det første er det klart, at de fleste arbejdere ikke ejer fx deres hus, hvis de overhovedet bor i et – det gør banken. For det andet ændrer dette heller ikke på, at de stadig ikke ejer nogen af produktionsmidlerne, hvilket er det afgørende. Sådanne misforståelse grunder typisk i, at man siger, at arbejderklassen er “besiddelsesløs”, hvilket ikke betyder, at en arbejder ikke kan eje en cykel eller et strygejern, men bare, at han ikke er ejer af produktionsmidlerne. Og skulle en arbejder have en aktie eller to, ændrer det heller ikke noget grundlæggende – det er jo minimalt i forhold til lønarbejdets betydning for hans liv. Ændringer i klassestrukturen Mht. snakken om en ny stor middelklasse, så er der intet belæg for dette, ifølge div. statistikker (fx “Politik og Samfund i Forandring” af Jørgen Goul Andersen).

Godt nok er den “traditionelle arbejderklasse” - hovedsaglig industriarbejdere – som andel af alle erhvervsaktive faldet med ca. 5% (fra 1960'erne til 1996). Andelen er dog stadig på ca. samme niveau som i 1901 (36%). Derimod er der i samme periode sket en kraftig stigning i de såkaldte funktionærers andel (10% til 53%). Dette er sket på bekostning af et kraftigt fald i antallet af selvstændige (53% til 11%). Funktionærer, som typisk er offentlige ansatte (pædagoger, lærere osv.) eller IT-medarbejdere osv., er måske generelt mere privilegerede (både hvad gælder økonomi og uddannelse) end den “traditionelle arbejderklasse”.

Dette gør dem dog i marxistisk forstand ikke til en middelklasse – det er fx de selvstændige og bønderne - da deres forhold til produktionsmidlerne er det samme som arbejderklassen. Som sagt ovenfor gør det ingen forskel, om man arbejder med en computer eller ved en maskine, man er i begge tilfælde tvunget til at sælge sin arbejdskraft, en del af disse funktionærer er altså ligeså meget arbejdere som fabriksarbejderen.

Nogle vil så måske indvende, at offentlig ansatte ikke kan være arbejdere, da de ikke selv direkte skaber en merværdi, fordi de ikke producerer noget. Men offentligt ansatte er med til at sikre (ved fx børnepasning), at andre kan skabe merværdi, og derudover er de ansat på “arbejderlignende” vilkår, med overenskomster o.l. Samtidig er der de seneste år sket en “proletarisering” af disse grupper med massive nedskæringer, så ethvert skær af at være en privilegeret gruppe er fjernet for en stor del. Ansatte i børnehaver, hospitaler o.l. kæmper hver dag kampe om de samme krav som “traditionelle arbejdere”, det samme kan siges til en vis grad om en stor gruppe af akademikere, der er ansat på fx gymnasier o.l.

Alt i alt må man sige at middelklassen IKKE er blevet større - men meget min-

WWW .MARXIST .DK WWW.MARXIST .MARXIST.DK

FOR EN ARBEJDERREGERING PÅ ET SOCIALISTISK PROGRAM! et led i denne klassekamp. Ved at mindske arbejderklassens bevidsthed om sin egen eksistens, mindskes nemlig også arbejderklassen styrke, og den trussel, den udgør mod kapitalisterne, svækkes.

Samtidig gennemfører den borgerlige regering, der fører politik til fordel for arbejdsgiverne (kapitalisterne), masser af angreb på fagbevægelsen og arbejderklassen.

Tomme hylder i supermarkedet. Under storkonflikten i 1998 så vi, hvordan alting går i stå uden arbejderklassens daglige indsats.

dre (pga. faldet i antallet af selvstændige). I dag er der i Danmark ca. 2,5 mio. lønmodtagere (48 % af den samlede befolkning), hvoraf over 60 % falder inden for LO området, og endnu flere tilhører arbejderklassen. Altså er arbejdere et enormt stort flertal af den samlede arbejdsstyrke, der i alt udgør 2.8 mio. (kilde til overstående: Statistisk Årbog 2003). Samtidig deler flertallet af både unge, pensionister og især arbejdsløse, interesser med arbejderklassen hvilket gør arbejderklassen til et enormt flertal i befolkningen.

Arbejderklassens bevidsthed Det er klart, at disse 2,8 mio. ikke alle sammen opfatter sig selv som en del af arbejderklassen. Årtiers propaganda om klassesamfundets ophør og bedre forhold for arbejderne betyder, at mange arbejdere ikke længere opfatter sig selv som en del af arbejderklassen. For marxister er der dog forskel på arbejderklassen objektive (deres forhold til produktionen og dertil hørende interesser) og deres subjektive opfattelse af sig selv

(bevidstheden). Marxister mener, at uanset om arbejderne mener, de selv er arbejdere, så betyder deres rolle i produktionen, at de har nogle bestemte interesser i forhold til kapitalisterne. Arbejdernes subjektive opfattelse af sig selv er noget, der ændrer sig med fx de økonomiske forhold. Et eksempel på dette er en undersøgelse, der jævnligt foretages i England, hvor folk spørges, om de opfatter sig som en del af arbejderklassen. I 1994 svarede 51% “ja” til dette spørgsmål, i 1997 var dette tal steget til 54% og i 2002 til 68%! Arbejderklassens bevidsthed ændrer sig i forhold til, hvordan klassekampen udvikler sig.

Hvorfor fornægtelsen af arbejderklassen?

Som vi kan se ovenfor, lever arbejderklassen i bedste velgående. Den har godt nok, hvilket er helt naturligt, ændret karakter, men er på ingen måde blevet mindre. Vi lever altså stadig i et klassesamfund, og til et klassesamfund hører pr. definition klassekamp. Alle fornægtelserne af arbejderklassens eksistens er

Arbejderklassen betydning Marxister har altid lagt stor vægt på arbejderklassens ledende rolle, når det gælder at gøre noget ved kapitalismens uretfærdigheder og bygge et nyt socialistisk samfund op. Det er kun arbejderklassen, der kan lave den socialistiske revolution og opbygge et sundt samfund.

Ingen anden klasse kan klare den opgave. Hvorfor egentligt det? Det er ikke bare en tilfældig påstand grebet ud af den blå luft - den bygger på arbejdernes rolle i produktionen og det faktum, at deltagelse i den kollektive (sociale) produktion udvikler en socialistisk (kollektiv) bevidsthed hos arbejderklassen.

Det er arbejderklassen, der er drivkraften i det moderne samfund. Uden arbejderklassen er der intet der kører, alt går i stå. I strejkesituationer (som fx under storkonflikte i 1998) får man et tydeligt eksempel på arbejderklassens enorme magt. Men vi har også set masser af situationer, hvor arbejderklassens kampvilje er strandet på ledelsens modvilje mod at føre kampen videre. Så sætter skuffelsen og nederlagsstemningen ind, når ens egen ledelse svigter. Arbejderklassens potentiale til at ændre samfundet bliver ikke bare spontant til virkelighed. Det kræver et socialistisk program og en ledelse, der er parat til at stå i spidsen for kampen. Når først arbejderklassen bliver bevæbnet med disse redskaber, opdager sin egen styrke og er klar til at bruge den, er der intet på jorden, der kan stoppe den!

Jeppe Druedahl og Marie Frederiksen

5

SOCIALISTISK ST ANDPUNKT STANDPUNKT

Genindtag arbejderpartierne!

Siden industrialiseringen og kapitalismens start har arbejderne samlet sig i organisationer, der kan kæmpe deres sag. Det er indlysende, at man kan opnå tusind gange mere, når man står sammen, end hvis man er alene. Særligt over for en arbejdsgiver eller staten. Arbejderklassen har dannet store fagforeninger, men det er ikke nok. Hvis man ønsker et samfund, hvor den væsentlige produktion, transport og handel er under demokratisk kontrol, så må man også kæmpe en politisk kamp. Her kommer idéen om et parti ind i billedet.

De borgerlige partier Arbejdsgiverne har for lang tid siden dannet partier, der kan tjene deres interesser. I Danmark er de væsentligste Venstre og Konservative, men også partier som De Radikale og Dansk Folkeparti er partier, der i alle grundlæggende spørgsmål står på arbejdsgivernes side.

Det skyldes, at disse partier er opbygget af de store virksomhedsejere og andre fra samfundets top. Disse partier er selvfølgelig ikke altid enige om alting (hvilket afspejler kapitalisternes interne konkurrence og personlige magtbegær), men de er altid på arbejdsgivernes side i strejker og varme tilhængere af den private ejendomsret over produktionsmidlerne.

Det er sådan set derfor, de er blevet opfundet.

Arbejderpartierne Arbejderne har derimod opbygget i første omgang Socialdemokratiet, senere DKP, hvorfra SF senere gik ud, og som nu sammen med andre små organisationer lever videre i det, som kaldes Enhedslisten. Disse partier har traditioner og rødder i arbejderbevægelsen, og de blev alle opbygget med det klare mål at skabe en arbejderstat, hvor produktionen tilrettelægges demokratisk. Desværre ser vi i dag, hvordan Socialdemokratiet, og i lidt mindre målestok også SF og Enhedslisten (de få steder, hvor de har noget at skulle have sagt) fører en politik,

6

der peger i alt andet end denne retning.

På topposterne finder vi folk, der måske engang havde gode intentioner, men som nu mere er i partiet for at have magt og god indtægt end for at skabe en bedre verden.

Højredrejning Tidligere da kapitalismen havde sit store opsving lykkedes det på baggrund af arbejderklassens kamp for Socialdemokratiet at opnå stor indflydelse. I en periode kunne man opnå mange fremskridt uden større kamp, men alene ved truslen om kamp og fordi kapitalisterne vidste, at de havde råd til det. Denne situation påvirkede ledelsen. De blev vant til fredelig forhandling og kompromisser, og de fik idéen om, at man kan reformere sig til alt og langsomt afskaffe kapitalismen på den måde. De fik flere og flere privilegier, efterhånden som organisationen og apparatet voksede og fik mere indflydelse, og efterhånden som de kom til at sidde til møder med regeringer og arbejdsgivere. De blev mere og mere fjernet fra de almindelige arbejdere og deres forhold, og blev mere og mere til en privilegeret elite. Men da økonomien ikke kan gå fremad for evigt under kapitalismen, begyndte reformerne på et tidspunkt at blive trukket tilbage igen, og eftersom ledelsen har opgivet at ændre fundamentalt på kapitalismen, må den acceptere at føre de nedskæringer osv., som er nødvendige for kapitalismen, ud i livet.

De fleste almindelige arbejdere bliver imidlertid skræmt langt væk af det bureaukrati, der er opstået på denne måde, og af den højredrejede politik, der føres.

Det får arbejderne til at føle sig fremmede i deres egne organisationer, og det sætter yderligere arbejderpartierne under pres fra borgerlige idéer. I perioder, hvor arbejderklassens deltagelse i politik har været lav, har der ikke været noget pres fra neden, hvilket har givet bureaukraterne endnu mere spillerum.

Hvad må der gøres At arbejderpartiernes ledelse i perioder er gået så langt til højre, så de ikke er til at skelne fra de borgerlige partier, må ikke give grund til pessimisme. Det er et signal til alle arbejdere og unge om, at der må kæmpes for at få smidt den nuværende ledelse på porten, så politikken kan ændres.

Nogle “socialister” har imidlertid stillet sig selv på sidelinjen med deres egne små “partier” og kræver, at arbejderne skal komme til dem. Men det vil aldrig ske, tværtimod vil de højst være med til at skabe forvirring for arbejderklassen.

På trods af at ledelsen er langt væk fra arbejderklassen og fører borgerlig politik, er Socialdemokratiet stadig et arbejderparti, som har en tæt forbindelse til arbejderbevægelsen, og som mange arbejdere har forventninger til.

Derfor er socialisterne nødt til at være med til at hjælpe arbejderne mod bureaukraterne inde i arbejderpartierne og erklære, at vi ønsker en seriøs opposition til de borgerlige, at alle arbejderpartierne må gå i kamp for et socialistisk alternativ og en arbejderregering.

Til det er der brug for et program for, hvordan man organiserer kampen mod de borgerlige, og hvilket samfund man vil opbygge. Der er brug for et program, der baserer sig på arbejderklassens krav, demokrati, velfærd og internationalisme.

Danske arbejdende mænd og kvinder kører allerede samfundet - der er ikke brug for spekulanter, bureaukrater og pengepugere. Der er tværtimod brug for, at kræfterne samles om kamp mod de borgerlige og for en socialistisk omdannelse af samfundet.

Klaus Münster og Frederik Ohsten

WWW .MARXIST .DK WWW.MARXIST .MARXIST.DK

FOR EN ARBEJDERREGERING PÅ ET SOCIALISTISK PROGRAM!

Chile 1973: Konsekvensen af en arbejderregering uden et klart socialistisk program Det er ikke altid let at være socialist. Til tider sker der ting og sager, man ikke umiddelbart havde regnet med. Det var præcis, hvad der skete for Allende i Chile for 30 år siden. Da den folkevalgte præsident, Salvador Allende, stod op om morgenen den 11. september 1973, havde han næppe regnet med, at denne dag skulle blive hans sidste, som et resultat af koalitionsregeringens vaklen mellem socialisme og kapitalisme – eller med andre ord: Konsekvensen af en arbejderregering, der ikke stod 100% fast på et socialistisk program.

Chile var i 60’erne præget af store bevægelser i arbejderklassen. Der var 5 generalstrejker i løbet af de 10 år og et kæmpe antal demonstrationer og jordbesættelser. Der var udbredt utilfredshed med de elendige forhold, der herskede for arbejdere og bønder, og med den amerikanske imperialismes tilstedeværelse i landet. Bevægelsen bragte Salvador Allende, spidskandidaten for venstrefløjskoalitionen, til magten i november 1970, på et program der bl.a. indeholdt løfter om nationalisering af kobberminerne og et antiimperialistisk Chile - uafhængigt af USA! Knap 3 år fulgte med tilspidset klassekamp, inden det lykkedes borgerskabet at erobre magten fuldstændig vha. et militærkup, hvor der blev indført stærk undertrykkelse af arbejderklassen, der mistede tidligere tiders kampgejst…

Men hvordan kunne det gå så galt for noget, der lovede så godt, og findes der nogen paralleller i dag?

Det problem, Allende stod over for for 30 år siden, står præsidenter som Lula i Brasilien og Chavez i Venezuela over for i dag. De er/var alle præsidenter for

regeringer med grundlag i arbejderklassen, men deres store og alvorlige problem er/var manglen på et klart socialistisk program at holde sig til, der kan vise vej frem i kampen for ordentlig velfærd.

Bare en arbejderregering?

En arbejderregering i en borgerlig stat vil før eller siden gå nedenom og hjem, hvis ikke den bryder med det kapitalistiske system. Det er ikke nok, at det

cialistisk demokratisk planlagt økonomi, hvis vi vil have forbedringer.

Inkonsekvens = Forræderi Det er desværre ikke nok at have gode intentioner – hvis gode intentioner alene kunne ændre verden, ville verden se helt anderledes ud i dag. Problemet med folk, der lader til at have gode intentioner, fx Allende og Chavez, er, at de har en tendens til at være inkonsekvente, og det vil i sidste ende koste dem dyrt. Man må være helt klar over, at hvis man tirrer borgerskabet, men ikke er rede til at afvæbne dets tropper, lade arbejderklassen overtage samfundet og bryde med kapitalismen, ja så bryder borgerskabet med én selv. Det var det, der skete i Chile, og det kan ske igen. Aktuelt lige nu er Venezuela, men det kan ramme alle arbejderregeringer i verden.

Hvis man stadig ønsker at udvikle velfærden i samfundet, er det ikke alene nok med en arbejderregering. Der er brug for et konsekvent Allende og livvagter under kuppet i 1973. brud med det kapitalistiske system, et brud som kun arer repræsentanter for arbejderklassen, bejderklassen kan gennemføre – et brud der formelt har den politiske magt, det der må og skal følges af opbygningen handler i allerhøjeste grad også om, hvil- af socialisme med demokratisk arbejderken klasse i samfundet der reelt har kontrol over arbejderklassens politiske magten over staten og ikke mindst øko- repræsentanter, den fælles ejede økononomien. I Chile havde arbejderklassen mi og de væbnede styrker. ikke magten over staten, hvilket kostede dem dyrt i sidste ende – det samme kan For en længere historisk gennemgang: ske i Venezuela.

Tjek artiklen “Kuppet i Chile 1973” på vores hjemmeside.

Vi må se den verdensøkonomiske krise i øjnene og få realiteterne på bordet: Den Michael Styrk tid er forbi, hvor kapitalismen havde råd til at give velfærdsindrømmelser, og hvor man kunne opnå små forbedringer ved klassesamarbejde - dette er i dag en umulighed, der er derimod brug for en so-

7

SOCIALISTISK ST ANDPUNKT STANDPUNKT

Fagbevægelsen må kæmpe for en arbejderregering!

Hvad har den borgerlige regering gjort for Danmark?

Den borgerlige regering har, siden den kom til magten, ført en politik, der har resulteret i brugerbetaling, forringelse på en række andre områder, samt “effektivisering” (læs: massefyringer af offentligt ansatte). Der er ingen tvivl om, at skatten har nået smertegrænsen for de fleste arbejdere, men resultatet af regeringens skattestop har været massive forringelser af den offentlige service.

Regeringen har også snakket om at pille ved efterlønnen, pensionsalderen, SU’en og eksklusivaftalerne, hvilket indtil videre er blevet ved snakken, men der er ingen tvivl om, at det er deres klare mål at gennemføre massive besparelser på disse områder.

Hvis de bliver ved magten, vil det lykkes for dem at forringe vores velfærdssystem yderligere, for til sidst at afmontere det fuldstændigt.

Var den gamle regering bedre?

Poul Nyrups regering var bedre, ingen tvivl om det, men hvor meget bedre var den? Den gennemførte lignende nedskæringer, bare med lidt længere mellemrum, og dybest set stod den for de samme ting.

Det var Nyrup-regeringen, der gennemførte forringelser af efterlønnen, greb ind i storkonflikten i 1998 imod arbejdernes interesser, udliciterede 8-9 gange så meget som Schlüter-regeringen, forkortede dagpengeperioden fra 9 år til 4 osv. En socialdemokratisk regering vil kunne holde det borgerlige tidevand tilbage et stykke tid, men det er en stakket frist.

Så længe man accepterer kapitalismen, vil man være tvunget til at følge dens logik. Det vil sige forringelser og besparelser for det store flertal i samfundet.

Det socialistiske alternativ Det eneste reelle alternativ til den borgerlige regering er, at arbejderpartierne (Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten) går sammen om et socialistisk program.

De vil kunne skabe en socialistisk arbejderregering, der arbejder for flertallets bedste, i stedet for at arbejde for kapitalistiske interesser. Der er ingen tvivl om, at der i Danmark er råd til forbedringer på alle områder, det er bare et spørgsmål om omfordeling af pengene og produktionsmidlerne.

En af de største magtfaktorer i Danmark, lige som i alle andre lande, er arbejderklassen, men det er nødvendigt, at den er organiseret, for at den kan udrette noget. Det er fagforeningernes rolle at organisere arbejderklassen, og hvis fagforeningerne ville, kunne de lægge enormt pres på regeringen.

Desuden kan fagforeningerne lægge pres på de tre arbejderpartier for at få dem til at gå sammen om et ægte socialistisk program og på den måde give folk et ordentligt alternativ til de borgerlig.

Situationen i fagbevægelsen Hvorfor gør fagbevægelsen så ikke det?

Det er såmænd, fordi at mange af dens topledere er i lommen på arbejdsgiverne, og dermed ikke er villige til at opsøge en konflikt med dem og deres repræsentanter.

Blandt andet har den tidligere formand for Dansk Metal Max Bæhring udtalt, at man må begrænse arbejdernes mulighed for storkonflikt. Fagforeningerne arbejder ikke længere for deres medlemmer, hvilket f.eks. giver udslag i at man reelt ikke længere diskuterer lønstigninger ved overenskomstforhandlinger.

I stedet fastlægger forhandlerne en “lønramme” så lønnen ikke kan stige mere end 2%, da “der ellers ville komme voldsom inflation”. Det er naturligvis fuld-

8

WWW .MARXIST .DK WWW.MARXIST .MARXIST.DK

FOR EN ARBEJDERREGERING PÅ ET SOCIALISTISK PROGRAM! stændig absurd, at fagbevægelsen uden at blinke godtager en sådan ramme at arbejde i. Der er opstået en enorm kløft mellem toppen og bunden i fagbevægelsen, og de fleste fagforeningsledere tjener i dag mange gange mere end medlemmerne. Dette kan kun føre til, at de fjerner sig fra deres medlemmer.

Men fagbevægelsen har også andre problemer. Blandt andet er der tilbagegang i antallet af medlemmer, hvilket har resulteret i diverse popsmarte reklamekampagner, der skal få fat i de unge.

Denne tilbagegang bliver forklaret med manglende politisk engagement hos de unge, men det kan da umuligt komme som en overraskelse, at folk ikke er interesseret i at melde sig ind i en organisation, der ikke forsvarer deres interesser.

At ungdommen i Danmark ikke kan siges at mangle politisk engagement, kan ses i de gentagne studenter- og lærlingedemonstrationerne mod regeringen, som har samlet titusinder af unge.

Fagbevægelsen har også et bureaukratisk problem, hvilket blandt andet kunne spores i tillidsmandsringen Fagligt Ansvar, der opstod i fagbevægelsen som en reaktion på de borgerliges valgsejr.

Det lykkedes at få stablet nogle gode demonstrationer med godt fremmøde på benene, men til sidst gik det hele op i bureaukrati og papirarbejde. Dette er desværre symptomatisk for hele fagbevægelsen, og det betyder, at ledelsen er enormt distanceret fra medlemmerne og deres interesser. Alt i alt må man sige, at fagbevægelsen, som den er i dag, hverken er i stand til eller villig til at tage kampen op mod de borgerlige. Den må først omstruktureres.

Fagbevægelsen skal tilbage på ret kurs Kampen for at genvinde fagbevægelsen må nødvendigvis starte fra bunden, på de enkelte arbejdspladser. Det er vigtigt, at disse arbejdspladsers repræsentanter bliver valgt demokratisk og har bred opbakning fra deres kollegaer. Det kræver,

at man står sammen, hvis fagbevægelsen skal ændres. Prøver man på det alene, resulterer det bare i udfrysning. Med bred opbakning fra mange arbejdspladser vil det være muligt at kæmpe for en anden politik i fagbevægelsen, så den kan komme tilbage i arbejdernes hænder.

For at opnå dette må man, i den udstrækning det er muligt, begrænse bureaukratiet i fagbevægelsen, hvilket også vil kunne afværge, at fagbevægelsen i fremtiden havner i den tilstand af stagnation, som den er i i dag.

Lederne skal ikke have de frynsegoder eller den løn, de har i dag, og der skal med meget kort varsel kunne indkaldes til valg, hvis ledelsens intentioner eller kompetence drages i tvivl. Dette vil resultere i en meget stærkere fagbevægelse, der kan slås for arbejderklassens interesser.

Fra borgerlig side er fagbevægelsen blevet kritiseret, hver gang den gør sig gældende politisk, for fagbevægelsen skal da ikke være politisk, den skal være neutral. Forkert! Fagbevægelsen skal netop være politisk. Den er opstået af politiske årsager, og den dag den ikke længere har brug for at gøre sig politisk gældende, har den udtjent sit formål og dermed mistet sit eksistensgrundlag. Der er al mulig

grund til, at fagbevægelsen kommer med politiske krav. Fagbevægelsen bør aldrig acceptere forringelser, der rammer dens medlemmer. I stedet må den kæmpe for en politik der tilgodeser dens medlemmer. Hvis kapitalismen medfører forringelser, nedskæringer og arbejdsløshed, må fagbevægelsen kæmpe for et alternativ. Dette alternativ kan kun være en socialistisk politik.

Hvis fagbevægelsen aktivt opfordrede sine medlemmer til at blive aktive i arbejderpartierne og kæmpe for en socialistisk politik, ville dette kunne gennemføres, inden man nåede at blinke med øjnene. Fagbevægelsen vil igen være den magtfaktor, den fortjener at være, og den vil kunne samle arbejderpartierne i en fælles kamp mod de borgerlige.

Lasse Bertelsen og Nikolaj W. Andersen

FØLG MED PÅ WWW.MARXIST.DK! Opdateres flere gange om ugen med artikler om arbejderbevægelsen i ind- og udland.

9

SOCIALISTISK ST ANDPUNKT STANDPUNKT

Et socialistisk alternativ til arbejdsløsheden Siden den borgerlige regering kom til magten er omkring 50.000 flere danskere blevet arbejdsløse, og der er ikke noget, der tyder på, at den udvikling vil vende lige foreløbig. Regeringen har markeret sig gennem sin næsten totale mangel på interesse for problemet og en “det går nok over af sig selv”-holdning, som afspejler den kendsgerning, at de borgerlige partier dybest set ikke repræsenterer de arbejdere, der bliver fyret, men derimod de arbejdsgivere, som står for fyringerne. Der har været lidt snak om at fremrykke nogle offentlige arbejder, men ellers er det kun angreb på de arbejdsløse, der står på programmet – de borgerlige har i deres finanslovsforslag for 2004 planer om at spare 800 millioner på dagpengene.

“Jobplan” Regeringens passivitet mht. at skabe øget beskæftigelse har været en kærkommen anledning for Socialdemokratiet til at lancere en kampagne for en “jobplan”. Planen omfatter fremrykning af offentlige investeringer i skoler, flere udlejningsboliger og mere byfornyelse, mere investering i efteruddannelse, hjælp til genplacering af afskedigede seniorer og krav til virksomhederne, stop for fyringsrunder i det offentlige og en skattereform, så det bedre kan betale sig at arbejde. Med andre ord lover den socialdemokratiske ledelse altså nu at gøre det modsatte af, hvad de selv gjorde, da de var ved magten. Også dengang blev skoler, hospitaler osv. forsømt, og også dengang blev der skåret ned på velfærden, ligesom de sørgede for at øge skattebyrden for arbejderklassen. Hele arbejderbevægelsen må huske på ledelsens løfter og holde dem fast på dem og tvinge dem til at gennemføre dem, når de engang får regeringsmagten igen.

Lav vækst og faldende investeringer Men vil Socialdemokratiets jobplan kunne løse arbejdsløshedsproblemet?

10

Næppe. Selvfølgelig kan den førte politik gøre en stor forskel, og 15.000 ekstra jobs er bedre end ingenting – hvis planen altså nogensinde bliver til virkelighed.

Men der er trods alt også en forbindelse til den økonomiske situation. Under det meste af den socialdemokratiske regerings tid havde vi et begrænset økonomisk opsving, og arbejdsløsheden kunne begrænses, selvom en stor del af de gode resultater, man pralede af, skyldtes forskellige fiksfakserier som tvangsaktivering osv. Men nu er situationen en helt anden. Den danske økonomi er ligesom det meste af resten af verden ude i en periode med økonomiske problemer og lav vækst. Nye tal fra Danmarks statistik viser et fald i bruttonationalproduktet på 0,5% i 2. kvartal af 2003, fordi virksomhedernes investeringer er faldet med 16%. Ifølge en chefanalytiker i Danske Bank skal vi være heldige, hvis den samlede vækst for 2003 skal op på én procent! I sådan en situation skal der nok mere drastiske midler i brug, hvis man for alvor vil gøre noget ved arbejdsløsheden.

Opbyg velfærden og nedsæt arbejdstiden En arbejderregering, der var sit navn værdig, ville iværksætte en jobplan af betydeligt mere ambitiøst omfang end Socialdemokratiets. Alene genopbygning af al den ødelæggelse, som de sidste socialdemokratiske og borgerlige regeringer har forårsaget for velfærden, ville skabe tusinder og atter tusinder af jobs. Og skulle jobplanen virkelig gøre noget ved arbejdsløsheden, måtte den frem for alt indeholde en drastisk nedsættelse af arbejdstiden, uden at det skulle betyde lavere månedsløn, og under forudsætning af at der ansættes tilsvarende flere folk.

Som det er nu, stiger arbejdspresset, stresset og nedslidningen for de arbejdere, der har et job, samtidig med at flere og flere slet ikke har et job. Det er absurd – og løsningen på det ville ikke bare sikre flere et job og et mere menneskeligt

arbejdstempo, men også sørge for, at alle kunne få tid og overskud til at lave andet end at arbejde og sove.

Kontrol over økonomien Problemet med alle “jobplaner” – og det gælder også de forslag SF og Enhedslisten er kommet med – er, at det er begrænset, hvilke planer man kan lægge for ting, som man reelt ikke kontrollerer.

I en kapitalistisk økonomi er det private arbejdsgivere, der styrer økonomien og beskæftigelsen, og ikke demokratisk valgte politikere. Staten kan selvfølgelig prøve at påvirke økonomien ved at sætte arbejde i gang, pumpe penge ud til forbrug osv., men det var netop sådan en politik, der førte til de store underskud, som har tvunget regeringer over hele verden til massive nedskæringer og besparelser. Så længe økonomien er indrettet på kapitalistisk vis, med deraf følgende skiftende kriser og opsving, vil arbejderklassen altid blive taberen til sidst.

Men det er ikke arbejderklassens skyld, at der er arbejdsløshed – det er kapitalisterne, der fyrer folk eller undlader at ansætte folk, fordi det er det, der bedst kan betale sig for dem lige nu. Og når det kommer til stykket, er arbejdsgiverne slet ikke interesserede i at afskaffe arbejdsløsheden: de har brug for truslen om arbejdsløshed, så arbejderne ikke bliver for vovede, når de stiller krav til løn og arbejdsforhold.

Hvis en kommende regering af arbejderpartier skal gøre noget reelt ved beskæftigelsen, må den have kontrol, dvs. ejerskab, over de væsentligste dele af økonomien. Gennem en demokratisk planlægning af økonomien kan man sætte en virkelig plan for velfærd og arbejde i gang, og man kan gennemføre den første betingelse for et rigtigt opgør med arbejdsløsheden: en drastisk nedsættelse af arbejdstiden med fuld løn- og personalekompensation.

Kasper Siegismund

WWW .MARXIST .DK WWW.MARXIST .MARXIST.DK

FOR EN ARBEJDERREGERING PÅ ET SOCIALISTISK PROGRAM! lien, der går i daginstitution, de ønsker også at kunne låne bøger og musik på biblioteket, de vil gerne kunne få et job, når de ikke går i skole mere, ligesom resten af verdens tilstand også optager dem.

Fælles kamp Kampen for en ordentlig velfærd, sunde arbejdsforhold og et ordentligt liv er elever og arbejdere fælles om, og eleverne kan ikke vinde kampen alene. Arbejderne kan gennem strejker fryse samfundet fuldstændigt fast og på den måde tvinge deres krav igennem. Det er dog ofte eleverne, der går forrest i kampen med de mest radikale krav om forbedringer.

Fortsat fra bagsiden...

Elevbevægelsen – dens position og rolle i klassekampen

Elevbevægelsen har brug for en ledelse, der ikke bare støtter dem gennem ord, men går forrest i kampen med vilje og initiativ.

Bevægelsen kan ikke være upolitisk I elevbevægelsen kan man finde en holdning, der går ud på, at elevbevægelsen ikke skal være politisk, men kun skal beskæftige sig med uddannelserne. Men elevbevægelsen kan umuligt undgå at være politisk, når den skal forholde sig til elevernes problemer og ønsker.

Uddannelsespolitik er ikke nogen neutral politik, afskåret fra resten af samfundet, fri for ideologi og klassemodsætninger.

De fleste af elevernes krav har klart mest betydning for elever med baggrund i arbejderklassen, f.eks. kravene om en gratis uddannelse med ordentlige forhold for alle, demokrati og medbestemmelse og en SU, der er til at leve for. Men eleverne har interesser, der går langt længere end blot til uddannelsesområdet.

Elever bliver også syge og skal på hospitalet, de har ofte medlemmer af fami-

Det, der mangler, er, at elevernes organisationer for det første kæder elevernes kamp sammen på tværs af uddannelser og går i fælles kamp (gennem et slags “LO” for unge under uddannelse), og for det andet at elevernes kamp kædes sammen med arbejdernes kamp, og at der tages initiativ til at starte en fælles front med fagforbundene mod den borgerlige regerings vedvarende angreb på velfærden, ungdommen og arbejderklassen.

Silas Møller Boesen, Andreas Bülow og Michael Styrk

VÆR MED! Vær med til at kæmpe for en socialistisk politik i arbejder- og elevbevægelsen! Deltag i Socialistisk Standpunkts kampagne for en arbejderregering. Kontakt os for at høre, hvordan du kan være med til at diskutere kampagnen, sælge aviser, sætte plakater op osv. [ [ [ [ [

] Jeg vil inviteres til et møde med Socialistisk Standpunkt og høre om kampagnen! ] Jeg vil have info om muligheden for medlemskab af Socialistisk Standpunkt! ] Jeg vil have tilsendt ___ stk. aviser til at sælge! ] Jeg vil have tilsendt ___ stk. plakater til at hænge op i mit lokalområde! ] Jeg vil abonnere på Socialistisk Standpunkt! 6 numre (et år) for 60,- eller 120,- (støttepris)!

Sendes til Socialistisk Standpunkt, poste restante Nørrebrogade 10, 2200 Kbh. N Eller kontakt os via www.marxist.dk, e-mail: marxist@marxist.dk, tlf. 21 82 48 14

11

SOCIALISTISK STANDPUNKT Elevbevægelsen – dens position og rolle i klassekampen Elevorganisationerne er elevernes “fagforeninger”. De er skabt af eleverne som følge af dårlige forhold og et ønske om forbedringer. I de seneste par år er eleverne for alvor er begyndt at stille krav.

Især gymnasieeleverne, men også elever fra handelsskoler og tekniske skoler, for slet ikke at tale om folkeskolerne, har gentagne gange været på gaden med strejker og demonstrationer mod besparelser fra regeringens og kommunernes side, og med krav om ordentlige forhold på uddannelserne. Det er en enorm kampvilje, vi har været vidne til, hvor selv meget unge folkeskoleelever har været med helt fremme.

Protester Bare inden for de sidste to-tre år har vi set en række af store protester. Den 7. februar 2002 så vi nogle af de største elevdemonstrationer siden 80'erne, med op imod 30.000 elever på gaden over hele landet. Et af resultaterne var, at de værste af besparelserne blev taget af bordet. Men bevægelsen havde reelt set en styrke og et omfang til helt at stoppe alle nedskæringerne, hvis blot man havde udvidet protesterne og søgt enhed med arbejderbevægelsen. Desværre forholdt lederne af elevbevægelsen sig passive, og besparelserne blev derfor til dels gennemført. Hvis der i det hele taget er noget, som de sidste års intensive kampe viser, så er det, at det er nødvendigt med et klart perspektiv for, hvordan man

stopper nedskæringerne, ligesom der er brug for at gøre kampen mod forringelser til en kamp mod den borgerlige regering.

Senest så vi dette under gymnasieprotesterne den 10. september i år.

DGS’ ledelse turde ikke tage ansvaret for en landsdækkende strejke og demonstrationskampagne. I stedet måtte et fælleselevråd fra Nordjylland tage sagen i egen hånd og sende en opfordring ud til landets gymnasier om en aktionsdag. Denne dag blev en kæmpe succes. Omkring 50.000 elever strejkede og demonstrerede over hele landet, men endnu engang er det blevet ved det.

Fortsættes side 11...

Fra gymnasiestrejken den 10. september 2003.