nr16

SOLIDAR ITETSPR IS KR. 2 0,-

SOCIALISTISK STANDPUNKT DEN MARXISTISKE AVIS FOR ARBEJDERBEVÆGELSEN PRIS KR. 10,NR. 16 DECEMBER 2003 3. ÅRGANG

LÆS INDE I BL ADE T: BLADE ADET: Regeringens julegaver: Arbejdsløshed og nedskæringer...

orb e d Om es ig g e r l slov n fina 4 200

STOP NEDSKÆRINGERNE! VÆLT DEN BORGERLIGE REGERING! Læs om protesterne mod forringelserne af SKP’en inde i bladet...

Bolivia: Arbejdermagt er vejen frem!

Læs om den revolutionære bevægelse i Bolivia, der væltede den forhadte præsident.

MARXIST DK

Leder og indhold

SOCIALISTISK ST ANDPUNKT STANDPUNKT

INDHOLD

Regeringens julegaver: Arbejdsløshed og nedskæringer

Leder

s. 2

Finanslov 2004

s. 3

OK 2004

s. 5

SKP-protester: Interview med EEO-formand s. 6 SKP-protester

s. 8

DGS AK 2003

s. 9

Bolivia

s. 10

Israel/Palæstina

s. 12

De iranske arbejderes solidaritetsnetværk

s. 13

Irak: USA sidder fast i sumpen

s. 14

Dansk økonomi

s. 17

Sociale forummer - et reelt alternativ?

s. 18

Hvem vi er

s. 20

SOCIALISTISK STANDPUNKT udgives af avisforeningen SOCIALISTISK STANDPUNKT Poste Restante Nørrebrogade 10, 2200 Kbh. N. Tlf.: 21 82 48 14, WWW.MARXIST.DK marxist@marxist.dk Ansv. red.: M. Frederiksen.

2

Nu er finanslovsforhandlingerne endeligt afsluttet, og endnu engang så vi kæmpe nedskæringer. Det virker som skruen uden ende - hvert år nedskæring på nedskæring, og hvert år op til jul lover økonomer og politikere os, at vi får et økonomisk opsving i julegave. Hele finansloven er baseret på håbet om et opsving til næste år.

Og umiddelbart ser det meget sort ud. I andet og tredjde kvartal af 2003 har Danmark haft negativ vækst, og det er det, økonomerne kalder recession eller krise. Store firmaer som SAS, Danfoss, Lego, Post Danmark, Arla, Grundfos, Junckers og TDC har alle haft omfattende fyringsrunder. Arbejdsløsheden stiger, og de optimistiske prognoser må hele tiden revideres. At antallet af arbejdsløse bliver opjusteret, betyder at staten skal bruge flere penge på dagpenge. Omkring 2,7 milliarder kroner, ifølge Information. Det er der ikke taget hensyn til i finansloven, så konsekvensen bliver, at der komme endnu flere nedskæringer.

Den stigende arbejdsløshed rammer ikke kun dem, der bliver fyret – den betyder også, at flere og flere går rundt med frygten for fyring hver eneste dag.

Arbejdsløsheden er et af de bedste eksempler på, hvordan den kapitalistiske økonomi har spillet fuldstændig fallit.

Samtidig med at vi mangler boliger, reparation af skoler osv., går der flere og flere bygningshåndværkere rundt uden mulighed for at arbejde. Og dem, der går på arbejde, skal løb hurtigere og hurtigere og arbejde længere og længere for at beholde deres job. I en demokratisk planlagt økonomi kunne arbejdstiden sættes drastisk ned, vi kunne få lavet de ting, vi havde brug for, og for første gang ville vi få et samfund, hvor hovedaktiviteten for mennesker ikke var at arbejde, men at lave andre ting. Oveni dette foreslog regeringen så at skære i dagpengene - altså forringe forholdene for

de arbejdsløse. Regeringen trak forslaget tilbage igen, med den begrundelse at de ikke ville begå løftebrud. Men tilbagetrækningen havde intet at gøre med løftebrud, i stedet viste den, hvor bange regeringen er for at lægge sig ud med arbejderklassen, og dermed hvor stærk arbejderklassen er. Fagforeningerne havde planlagt demonstrationer mod dagpengeforslaget, men droppede dem, da forslaget blev trukket tilbage. I stedet overlod fagforeningerne protesterne mod finansloven til de unge, som gang på gang de sidste år har været ude og protestere.

Men sagen er den, at alle nedskæringer i velfærden er forringelser af arbejderklassens vilkår, og den eneste måde nedskæringerne kan stoppes på er ved, at arbejderklassens organisationer går forrest i kampen.

Vi har mange steder i verden de sidste år set, hvordan arbejderklassen er i stand til at sætte sin vilje igennem, når den sætter magt bag ordene. I Bolivia blev præsidenten afsat efter omfattende strejker og en revolutionær bevægelse blandt arbejderne og bønderne, i Venezuela blev et kup støttet af USA stoppet på under 48 timer, da masserne gik imod det, og i det ene land efter det andet i Europa har vi set massive generalstrejker i protest mod nedskæringer og forringelser. Men disse begivenheder viser samtidig, at for at arbejdernes krav skal opfyldes, er der brug for en ledelse, der går forrest, og som er parat til at tage de nødvendige skridt. Hvis ikke arbejderklassens organisationer vil gå forrest og ikke er parate til at omstyrte kapitalismen, vil ingen af arbejderklassens problemer blive løst rigtigt – så bliver det bare “nye hoveder - men gammel politik”.

Gå med i Socialistisk Standpunkts kamp for en kæmpende arbejderbevægelse og et socialistisk program!

WWW .MARXIST .DK WWW.MARXIST .MARXIST.DK

NR. 16

Finanslov

DECEMBER 2003

Finansloven 2004 - kapitalismens fallit sætter sig igennem Regeringen har nu i samarbejde med Dansk Folkeparti, de Radikale og Kristendemokraterne forhandlet finansloven for 2004 færdig. Finansloven indeholder besparelser på en lang række områder, samtidig med at den skubber en kæmpe regning foran sig, så der kræves endnu større besparelser til næste år.

Besparelser øger uligheden Regeringen har besluttet at regulere børnechecken og boligstøtten efter prisudviklingen i stedet for lønudviklingen, hvilket i 2004 giver en besparelse på 135 mio. kr., som måske ikke lyder af meget.

Men denne besparelse vokser over tid, så der om fem år er sparet 1,7 mia. kr.

Besparelsen følger tendensen i finansloven: Der spares på de fattigste, og uligheden i det danske samfund øges. Det er klart, at en sådan besparelse vil gå hårdest ud over dem, der i forvejen har mindst. Samtidig spares der på boligfornyelsen; i 2001 blev der givet 2,4 mia., kr. i 2003 1,35 mia., og i 2004 vil regeringen spare yderligere 40% af beløbet.

En besparelse, der rammer dem, der i forvejen bor i de dårligste boliger, primært dem uden toilet og bad – en boligstandard, som ikke kan være acceptabel i et så rigt samfund som det danske.

Derudover sker der en besparelse på tilskuddet til hjemmepleje på 129 mio. kr., og selvom alle partier åbenbart var enige om, at det var uforsvarligt, at forældre på SU skulle leve i fattigdom, blev

intet gjort ved problemet. Og dette er bare et udsnit af besparelserne i finansloven, og hvad man absolut ikke skal glemme er, at aftalen, som regeringen lavede i sommers med amter og kommuner, også er en forudsætning for finansloven. En aftale, som endnu engang har betydet kæmpe forringelser af velfærden på alt fra folkeskoler, børnehaver, sygehuse og gymnasier. For ikke at glemme regeringens beskæring af skolepraktikordningen for elever på tekniske skoler, der vil få katastrofale følger, fordi den betyder, at mange lærlinge ikke vil kunne tage deres uddannelse færdig. Bare fordi regeringen beskærer skolepraktikken, skaber det jo ikke flere lærlingepladser (læs herom andetsteds i bladet).

Og besparelser igen næste år…

Vi har de sidste efterhånden mange år måtte høre, at besparelser må der til for at redde velfærden på længere sigt!?

Men alligevel er besparelserne fortsat, og den danske økonomi er fortsat på vej ned. Regeringen har en fin plan om, at der skal skabes en masse arbejdspladser inden 2010, men faktum er, at arbejdsløsheden fortsat stiger. Finansloven gør ikke denne situation bedre, ifølge regeringen koster besparelserne på hjemmeplejen 600 fuldtidsstillinger, og besparelsen på byfornyelsen koster omkring 800 bygningshåndværkere jobbet, selvom regeringen i sommers fremlagde en plan for at skabe 1500 ekstra byggejob. An-

tallet af ledige bare i byggefagene er på et år steget med ca. 1300.

Alt i alt hænger husholdningsbudgettet for Danmark overhovedet ikke sammen.

Samtidig med at vi har oplevet massive besparelser, er statsgælden vokset fra 514,1 til 529,2 mia. kr., siden Fogh kom til magten, og regeringen selv regner med, at den stiger yderligere 7,1 mia. kr. Det var ellers det, der var undskyldningen for alle besparelserne; at Danmark skulle betale af på gælden nu, så de fremtidige generationer slap for denne udgift. De flere penge, der gives til politi og trafik, er hentet fra statens reserver og fra engangsindtægter som en øget indtægt fra DONG. Det betyder, at der allerede fra 2005 mangler 1 mia. kr. i statskassen, hvis det nuværende niveau skal holdes, vel og mærke hvis 2010-planen holdes, og der igen kommer vækst i den danske økonomi. Konklusionen er tydelig; vi kan også i fremtiden se frem til gigantiske besparelser, der fuldstændig vil nedbryde velfærden.

Dagpengesagen viser vejen frem Samtidig med at arbejdsløsheden stiger (med regeringens hjælp), foreslog regeringen så de famøse besparelser på dagpengene, som de endte med at måtte trække tilbage. I medierne blev det fremstillet som om, at Fogh var en ærlig mand, der ville holde, hvad han havde lovet. Sandheden er, at det, Fogh ikke turde, var at lægge sig ud med den dan-

3

Finanslov

SOCIALISTISK ST ANDPUNKT STANDPUNKT

ske arbejderklasse. Fagforeningerne advarede Fogh om, at hvis han gennemførte disse besparelser, ville de stille ekstra hårde krav til overenskomstforhandlinger i foråret. Dette fik arbejdsgiverne til at ryste i bukserne og udtale, at de skam var enige i besparelserne, men mente at timingen var forkert.

Og denne sag viser lige netop vejen frem. På den ene side viser den, hvad Fogh og resten af den borgerlige regering har i sinde - en fuldstændig underminering af velfærdssamfundet og angreb efter angreb på arbejderklassen.

På den anden side viser den også, hvad der skal til for at stoppe dette vanvid.

Finanslovsforhandlingerne er efterhånden blevet en farce, hvor der rykkes rundt på bittesmå poster på det samlede budget (på ca. 440 mia. kr.) - bittesmå poster for politikerne - men ikke for dem, det berører, mens de overordnede prioriteringer overhovedet ikke diskuteres.

For sagen er, at Socialdemokratiet, der lige nu virker som det eneste alternativ til den borgerlige regering, ikke har i sinde at handle meget anderledes. Så længe de vil administrere et kapitalistisk system i nedgang, er der ikke meget, de kan gøre. Socialdemokratiet har fremstillet 7 meget sympatiske krav, men problemet er, at hvis disse skal opfyldes, samtidig med at økonomien er i nedgang, betyder det besparelser på andre områder; som vi så det, sidst de sad i regering.

Det er her dagpengesagen kommer ind.

For den viser, hvilken magt den danske arbejderklasse har: Så snart den løfter en lillefinger, kan ingen vedtage noget uden om den.

Hvis ledelsen for arbejderbevægelsen ville, kunne de tage magten og udnytte de enorme ressourcer, der er i det danske samfund, til forbedringer af alle områder. Det eneste, det kræver, er en demokratisk planlagt økonomi i stedet for en økonomi, der går op og ned, uden at nogen kan kontrollere den.

4

Vær med i kampagnen!

I forbindelse med Socialistisk Standpunkts kampagne for en arbejderregering på et socialistisk program vil vi opfordre alle, der sympatiserer med vores idéer til at overveje, om de ikke kan hjælpe os på den ene eller anden måde. Det kan være alt lige fra opsætning af plakater og uddeling/salg af materialer til bidrag til vores kampfond.

Kontakt os for at høre, hvordan du kan være med til at diskutere kampagnen, sælge aviser, sætte plakater op osv.

Det, vi behøver, er ikke syv løfter om bedre velfærd fra Socialdemokraterne, men en arbejderregering på et socialistisk program. En arbejderregering bestående af de tre arbejderpartier, Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten.

En regering opstillet på et program, der sikrer velfærden og forbedrer den, hvil-

ket ikke kan lade sig gøre indenfor det nuværende system. Et program, der indeholder nationaliseringen af de største virksomheder i Danmark, fordi det er den eneste vej til at sikre fremtidig velfærd og bedre vilkår for alle!

M. Frederiksen

WWW .MARXIST .DK WWW.MARXIST .MARXIST.DK

NR. 16

OK 2004

DECEMBER 2003

Overenskomst 2004: Tid til kamp!

Den 25. oktober havde en række fagforeninger indkaldt til konference om overenskomsterne i 2004. Fra konferencen blev der blandt andet stillet krav om en højere mindsteløn, lavere arbejdstid og generel forbedring af lønmodtagernes rettigheder.

Overenskomsterne i 2004 kommer, mens krisen i økonomien er ved at sprede sig.

Gang på gang kommer optimistiske borgerlige økonomer med løfter om, at “nu er opsvinget på vej”. Men sandheden er, at det er ren ønsketænkning. Det er som om, at kapitalisterne ikke kan forstå, at skærer man ned på den offentlige sektor og presser lønningerne tilbage, så ødelægger man samtidig købekraften i samfundet. Dette betyder, at der bliver produceret mere, end der kan afsættes, og dermed kommer der en overproduktionskrise som den, der nu er godt i gang.

Højere mindsteløn!

Inden for byggeriet er kravet om en højere mindsteløn meget væsentligt. I dag forhandles en stor del af bygningsarbejdernes løn hjem på de forskellige arbejdspladser. Overenskomsterne inden for de områder fungerer mere som et forhandlingsgrundlag. Dette har da også fungeret fint under opsvinget. Men nu når krisen er under opsejling, og arbejdsløshedstallene stiger, så er det ikke længere så godt. For hvor man før stod stærkt på de forskellige arbejdspladser på grund af den gode beskæftigelse, vil man nu stå svagt. Dette har man allerede kunnet se, ved at bygningsarbejderne som helhed gik 0,1 procent tilbage i løn i 3. kvartal af 2003 i forhold til året før. Og det er ikke kun inden for byggeriet, at en stor del af lønnen forhandles på de forskellige virksomheder. Dette finder også sted i store dele af industrien.

Derfor er der mulighed for, at arbejdsgiverne kan presse folk ned i løn med truslen om den stigende arbejdsløshed og endog gøre det uden at bryde overenskomsterne.

Øget udnyttelse Opsvinget i den danske økonomi i 90'erne har ikke ført til specielt store lønstigninger. Til gengæld er kapitalisternes overskud mangedoblet i perioden. Bare siden 2000 er produktiviteten steget med 15%, hvor arbejdernes realløn kun er steget med 5%. Det vil sige, at det er kapitalisterne, der scorer næsten hele kagen. Dette går ikke ubemærket hen. Aldrig før har der været et så massivt arbejdspres på de danske arbejdere (hvilket for øvrigt også gælder internationalt).

Der bliver knoklet og stresset på arbejdspladserne. Det eneste resultat er altså minimale lønstigninger, mens kapitalisterne bliver rigere og rigere.

Arbejd til du dør!

Samtidig ville de borgerlige meget gerne fjerne efterlønnen og hæve pensionsalderen. Med andre ord skal arbejderne knokle for at skabe profit for kapitalisterne, og de skal helst gøre det, til de dør. Allerede nu kan B&A Pension oplyse, at mere end halvdelen af alle bygningsarbejdere er enten døde eller invaliderede inden de fylder 65. Sådan er moderne kapitalisme.

Den er gal i toppen At presset på de danske arbejdere kan stige til så absurde højder, skyldes kun én ting: At fagbevægelsen ikke kæmper mod det! Gang efter gang går fagforbundene ud og snakker om, at vi skal prioritere vores krav inden for lønrammen. Hvad de ikke fortæller er, hvem der har sat den lønramme. Det har hverken Vorherre eller politikerne. Det har fagbevægelsens top og kapitalisterne nemlig gjort sammen. Men det er fuldstændig uacceptabelt.

De danske arbejdere bør have del i kapitalisternes enorme profitter – ikke bare krummerne. De selv samme fagforeningsforhandlere har ellers ikke for vane med at holde igen, når det gælder deres egen løn.

De kloge hoveder i toppen af den danske fagbevægelse piller lidt ved deres slips og klør sig i håret og kan slet ikke forstå, at medlemmerne flygter.

Men sandheden er, at mange medlemmerne ikke føler, at fagbevægelsen er interesseret i at løse deres problemer.

De snakker om, hvor skønt det hele er, mens man på fabriksgulvet bliver jaget rundt, og hver dag må forsvare pauser og løn mod konstante angreb fra virksomhedsledelserne.

De gode forhold, der har været for de danske arbejdere, er ikke nogen selvfølge – de er kommet gennem kamp.

Men nu hvor fagbevægelsens ledelse ikke kæmper, kan man nu, lige så stille, se de gode forhold forsvinde. Men dette må høre op! Det er på tide, at arbejderne bliver aktive i deres fagforeninger igen og presser deres ledelse til at kæmpe deres sag. Vil ledelsen ikke det, må den skiftes ud! Det er den eneste måde, de konstante angreb kan stoppes på.

De fagforeninger, der står bag OK 2004-kampagnen, bør forberede sig på et opgør i fagbevægelsen. Nu må det være nok med ledere, der sælger ud af kravene. Det er på tide, at de danske arbejdere får ordentlig del i den værdi, de bruger deres liv på at skabe.

L. Bertelsen

Læs mere på www.ok2004.dk og www.marxist.dk

MARXIST DK 5

SKP

SOCIALISTISK ST ANDPUNKT STANDPUNKT

Lærlingene har fået nok!

Interview med formanden for Erhvervsskolernes ElevOrganisation, EEO. I slutningen af oktober skete der noget, som ikke er sket i lang tid. Tusindvis af lærlinge demonstrerede over hele Danmark. Grunden til det var den borgerlige regerings bebudede besparelser på SKPuddannelsen, altså uddannelsen for dem, som ikke har fået en læreplads inden for de tekniske uddannelser.

Socialistisk Standpunkt kunne derfor ikke gøre andet end straks at opsøge formanden for Erhvervsskolernes ElevOrganisation, EEO, som har stået i spidsen for disse protester. En mørk novemberaften har vi været heldige af fange den travle formand Christina Celeste Nielsen, som fik posten som formand på EEO’s “Topmøde” (landsmøde) den 3.-5. oktober. Normalt er Christina SKP-elev på den mediegrafiske linje.

Derudover er hun aktiv i diverse politiske foreninger såsom SUF, Enhedslisten og SAP. En travl ung kvinde, som heldigvis lige kan afse en times tid til læserne af Socialistisk Standpunkt.

Kan du fortælle noget om, hvad EEO helt præcist er?

Christina: Erhvervsskolernes ElevOrganisation blev stiftet i 1996 for at organisere eleverne på de tekniske skoler og de tekniske gymnasier. Før det havde der manglet en organisation, der kunne samle alle eleverne på de tekniske skoler.

Hvad er det præcist der er ved at ske med SKP-uddannelsen?

Christina: SKP-uddannelsen blev skabt for at afhjælpe det stigende antal elever, der ikke kunne skaffe en praktikplads i en ordinær virksomhed. Men politikerne mener nu, at der er tale om et misbrug, og at de unge er blevet for krævende.

Derfor laver politikerne nu tiltag for at begrænse antallet af SKP-elever for, som de siger, at skaffe rigtige praktikpladser. Problemet er bare, at de afskaffer SKP-uddannelsen uden at have skaffet nogen praktikpladser som erstatning.

De vil skære antallet af SKP-elever ned til 1200. For de få heldige, som kommer

igennem nåleøjet og ind på den meget beskårede SKP-uddannelse, skal de nu i stedet for lærlingeløn aflønnes med en produktionsskoleydelse. Det svarer til, at en førsteårslærling over 18 år vil gå 2300,- ned i løn. Er man under 18 vil man gå 4500,- ned. Dette skal være med tilbagevirkende kraft. For ældre SKPelever, der har børn og/eller en høj husleje, vil dette indgreb betyde, at de må springe fra deres uddannelse. Og de lærlinge, hvis firmaer går konkurs, skal pludselig så indstille sig på en langt lavere løn gennem SKP. Men det er jo ikke elevernes skyld, at der mangler 7.200 lærepladser. Og derfor er det ikke eleverne, der skal bøde.

Elever, der ikke kan få praktikplads, skal have samme løn, respekt og kvalifikationer som elever med praktikplads.

Er SKP løsningen eller skal der ordinære lærepladser til?

Christina: Vores fokus er på at forsvare uddannelsesgarantien. Samtidig med at vi har kæmpet for at forsvare SKP’en, har vi også altid krævet flere praktikpladser. Men SKP er det eneste alternativ vi har til praktikpladser. SKP er ikke så dårlig, som nogle siger. Nogle vil hellere have mere skole end praktik og omvendt. Der er folk inden for både SKP og de ordinære praktikordninger, der er utilfredse. I dag er der uddannelsesplaner inden for uddannelserne, hvilket er en god ting. Man må bare passe på, at det ikke bliver gummiparagraffer, som man ikke kan bruge til noget. Men inden for SKP er uddannelsesplanerne ikke forpligtende. Vi har heller ikke krav på en talsmand.

Hvad har I lavet mod regeringens angreb?

Christina: Vi vedtog på vores nylig afholdte landsmøde at lave en kampagne for at forsvare SKP’en. Siden da er det gået over al forventning. Ind til denne kampagne har det her område ligget

6

WWW .MARXIST .DK WWW.MARXIST .MARXIST.DK

NR. 16

SKP

DECEMBER 2003

meget dødt. Men pludselig var der møder og demonstrationer i København, Århus, Ålborg og mange andre steder i landet.

Vi håber nu på at få sat gang i aktiviteter mod finansloven med resten af fagbevægelsen og uddannelsesorganisationerne.

uafhængige af den “bureaukratiske” del af fagbevægelsen, i modsætning til andre steder hvor der er konsulenter, der lægger bånd på aktiviteterne.

Jeg havde min mobil åben under aktionsdagen d. 21. oktober, og den kimede konstant med flere skoler, hvor eleverne nedlagde undervisningen og gik med i demonstrationen.

Hvordan står EEO i forhold til lærlingeklubberne og de forskellige faglige ungdomsudvalg?

Christina: EEO er stadigvæk en relativ svag organisation. Kampagnen har været rigtig god, den har betydet, at vi har fået et omfattende netværk.

Har I fået opbakning nok fra fagbevægelsen?

Christina: Det har været meget forskelligt. Nogle fagforeninger som f.eks.

TiB København har været rigtig gode og har sendt folk for at hjælpe os med at organisere tingene. Andre har støttet økonomisk. Men mange ungdomskonsulenter har sagt, at de ikke kan opfordre til boykot af undervisningen.

Også handelsskoleelever gik med, til trods for at deres egen organisation ikke gjorde det. Den 23 oktober gik Metal Ungdom i spidsen for en ny demonstration med 1500 deltagere.

Vi har samtidig lavet en underskriftsindsamling, som 8.600 har støttet, hvilket vi har afleveret til Ulla Tørnæs. 11/11 deltog 700 lærlinge i et stormøde i Århus, og den 14/11 deltog ca. 1000 i et stormøde i København. Ved alle aktiviteterne har det både været SKP’ere, lærlinge og handelsskoleelever, der har deltaget.

I København har vi prioriteret, at vi vil arbejde for et tæt samarbejde med resten af den unge fagbevægelse. Vi opfordrer alle til at blive aktive i deres fagforeninger.

Der er op til flere aktivister fra EEO, der er gået med i forskellige fagforeninger. I øjeblikket er EEO den eneste organisation, der samler alle lærlinge fra alle fag på landsplan.

En anden god ting ved EEO er, at vi er

I øjeblikket prøver en ring af fagforeninger at mobilisere deres medlemmer til protester mod finansloven, som jo indeholder forringelserne af SKP’en.

Her deltager vi også. Derudover vil vi også gå sammen for at kæmpe for 12,kr. mere i timen til lærlingene ved overenskomsterne.

L. Bertelsen

7

SKP

SOCIALISTISK ST ANDPUNKT STANDPUNKT

Lærlingene på gaden igen!

I oktober var der demonstration imod forringelserne på SKP. Den borgerlige regering vil skære i antallet af SKP-pladser, og forringe ydelsen til dem, der får en plads, meget drastisk. Det vil betyde, at mange ikke engang kan være sikre på at afslutte deres uddannelse.

Denne politik kan næppe komme som nogen overraskelse, når man ser, hvilken regering det er, vi har. En regering, der – på trods af at de blev valgt på et program om at beskytte velfærden – har vist, at de ikke føler sig bundet af deres løfter, men tværtimod kun er loyale over for deres venner i toppen af det danske erhvervsliv.

Derfor er det godt at se, at lærlingene endnu engang er begyndt at røre på sig – de er en af de vigtigste dele af uddannelsessystemet, netop fordi det i høj grad er dem, der i fremtiden vil få samfundet til at løbe rundt, og fordi de har tætte bånd til fagbevægelsen.

Det er én ting, når gymnasieelever går på gaden – det kan helt sikkert være

8

med til at sætte fokus på nogle ting plus være med til at radikalisere folk, men hvis først lærlingene og resten af fagbevægelsen går med, vil man være i stand til at sætte samfundet i stå, indtil man har fået sine krav igennem. Dette kunne blandt andet være at komme af med

vores nuværende nedskæringsliderlige regering!

Men i kampen mod regeringen og dens nedskæringer har problemet hidtil især været et spørgsmål om ledelse. Den nuværende ledelse af fagbevægelsen har...

WWW .MARXIST .DK WWW.MARXIST .MARXIST.DK

NR. 16

DGS

DECEMBER 2003

Aktivitetskonference i DGS 2003 Ovenpå det stormfyldte efterår med store strejker, gymnasiebesættelser og demonstrationer afholdtes der fra den 7.9. november aktivitetskonference i Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, DGS. Omkring 200 delegerede fra hele landet diskuterede weekenden igennem fremtidens gymnasium, bl.a. den kommende gymnasiereform, tendensen til selveje, og hvordan fremtidens uddannelseskamp skal se ud.

Der var udbredt bekymring om den kommende gymnasiereform, der vil lukke op for flere besparelser og gøre gymnasiet mere elitært. Ligeledes gik man imod den øgede tendens til selveje af uddannelsesinstitutionerne, hvor gymnasierne vil blive tvunget til at fokusere

på at skabe overskud i stedet for god undervisning. Dette koncept er allerede i fuld færd med at smadre de danske handelsskoler. Diskussionerne bar meget præg af, hvordan et drømmegymnasium skulle være. Dette er naturligvis også vigtigt at være bevidst om, men en af forudsætningerne for at kunne skabe et drømmegymnasium, det er nu engang at man vinder kampen mod nedskæringer, og at der bliver tilført penge til området. Denne diskussion var desværre stærkt underprioriteret.

En af DGS gamle paroler er “Sammen står vi stærkere”. I fremtiden må DGS arbejde for at samle hele uddannelseskampen under samme banner og samtidig knytte bånd med arbejderbevægelsen

...desværre vist, at de ikke er glade for at føre kampen videre. Dette kan blandt andet ses ved deres manglende lyst til mobilisere til strejke. Deres undskyldning har altid været, at de ikke ville kunne få medlemmerne ud og strejke. Men der har været flere episoder, hvor det har været tydeligt for enhver, at dem, der rent faktisk ikke vil strejke, er ledelsen for fagbevægelsen. Derfor må man håbe, at flere af de lærlinge, der har været ude og protestere nu, vil begynde at presse de nuværende faglige ledere

i en fælles kamp. Ungdommen kan blive den gnist, der antænder fagbevægelsen, og går unge og arbejdere først sammen i kamp mod nedrivningen af velfærdsstaten er der ikke nogen jordisk kraft, der kan standse bevægelsen!

Socialistisk Standpunkt har utallige gange fremhævet vigtigheden af en sådan alliance, og vi opfordrer alle vore læsere til, at læse mere om vores perspektiv for uddannelseskampen på vores hjemmeside www.marxist.dk Michael Styrk, delegeret på konferencen

til at føre en arbejderpolitik i stedet for nu, hvor det nærmere virker som om, at de gør alt for at tilfredsstille arbejdsgiverne. Og hvis de ikke kan presses til det, så må de simpelthen smides på porten. Hvis de lærlinge, der har været ude i kamp mod forringelserne nu, begynder at blive aktive i fagbevægelsen og arbejderpartierne, vil vi kunne få en kæmpende arbejderbevægelse endnu engang!

T. K. Amundsen

9

Bolivia

SOCIALISTISK ST ANDPUNKT STANDPUNKT

Bolivia: Arbejdermagt er vejen frem!

Essensen af en revolution er, at masserne griber direkte og aktivt ind i det politiske liv. Det er et radikalt brud med den normale rutine, hvor masserne lader andre om de store beslutninger. Sådan et brud sker kun, når flertallet erkender, at den eksisterende orden ikke er holdbar mere. En revolution er en situation, hvor masserne tager deres skæbne i egne hænder.

De begivenheder, som har udspillet sig i Bolivia i den sidste tid, og som kulminerede med præsident Gonzalo Sanchez de Lozadas afgang den 17. oktober, var præcis sådan en revolution. Bolivia – Sydamerikas fattigste og mest ustabile land – havde siden midten af september været lammet af protester mod regeringen. Der var strejker, blokader af veje og byer, og voldsomme sammenstød mellem arbejdere og regeringens styrker, hvor mere end 70 mistede livet. I byer som El Alto blev der dannet sovjetter af

10

arbejdere og bønder som modstykke til regeringens magt.

Elendighed og fattigdom Det, der umiddelbart udløste protesterne, var et forslag om at lade private selskaber eksportere af landets rige naturgasressourcer til udlandet. Men utilfredsheden stak langt dybere – opstanden vendte sig imod hele den elendighed, som kapitalismen har skabt for arbejdere og bønder i Bolivia: 70% af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen og 30% er ekstremt fattige, mens en lille elite beriger sig på arbejdernes og bøndernes bekostning.

Sejren ikke i hus Regeringens forsøg på at stoppe protesterne med vold gav det modsatte resultat. Det tilspidsede bare situationen endnu mere, og til sidst måtte præsidenten gå af. Et strålende eksempel på, hvad arbejderklassen kan udrette, når

den bruger sin magt. Men det er alt for tidligt at udråbe sejr. Revolutionens vigtigste opgaver ligger stadig forude.

Den revolutionære bevægelse kunne ikke stille med et samlet alternativ, og derfor er de grundlæggende problemer ikke blevet løst. I stedet for Lozada er Carlos Mesa blevet præsident, og han kom med en masse løfter om forbedringer og reformer, men dem er han allerede begyndt at bryde.

Han er borgerlig og en del af det kapitalistiske system, og han står dybest set for det samme som sin forgænger.

Selvom den herskende klasse i Bolivia har lidt et alvorligt nederlag, er det endnu ikke lykkedes revolutionen at ændre fundamentalt ved samfundet – én repræsentant for kapitalistklassen er bare blevet udskiftet med en anden.

WWW .MARXIST .DK WWW.MARXIST .MARXIST.DK

NR. 16

Bolivia

DECEMBER 2003

Mesa-regeringens sande ansigt Og det er allerede gået op for de fleste, at det er sådan, det er fat. Mesa-regeringen har vist sit sande ansigt, som følgende citater fra Roberto de la Cruz viser. De la Cruz var en af lederne af opstanden, og formand for fagforeningerne i El Alto, hvor bevægelsen stod stærkest: “Denne regering er slet ikke anderledes end Sachez de Lozadas regering. Carlos Mesa har ikke lyttet til det budskab, der var i oprøret i El Alto imod salget af gassen”… “folk fra El Alto, det eneste, vi har opnået, er at komme af med én gringo (Lozada), som var gennemvædet af folkets blod… Nu er vi kede af, at vi har indgået våbenhvile, for det ville have været bedre at fortsætte med opstanden indtil vi havde fået en ende på olieloven, sikkerhedsloven, dekret 21060 og frihandelsaftalen”. “…Folk er også vrede på denne regering. Vi har lavet en fejl – de nuværende ministre og dem, der omgiver regeringen, vil stadig eksportere gas gennem Chile… Jeg holder for tiden møder med forskellige sektorer, deriblandt også universiteterne, for at forberede en fremtidig opstand, men denne gang ikke bare imod Carlos Mesa, men også imod den (nyliberale og højreorienterede) Jaime Paz (leder af MIR, Revolutionære Venstrebevægelse), Manfredo Reyes (leder af NFR, Nye Republikanske Styrke), Johnny Fernandez (leder af UCS) og AND (Demokratisk Nationalistisk Aktion, den tidligere diktator Hugo Banzers parti)“ Arbejdermagt er vejen frem De revolutionære i Bolivia og alle dem, der deltog i opstanden, har udvist stort mod og kampvilje. Mange har allerede draget den konklusion, at de må forene deres kræfter i en fælles organisation i den revolutionære kamp. Men hvor vigtig enhed end er, så er det afgørende for sejren alligevel den taktik og det program, man slås med. Efter vores mening må det første punkt være, at man blankt afviser alle aftaler med den ene eller den anden del af den herskende klasse, og at man ikke skaber nogen illusioner til

den. Man må tålmodigt forklare masserne, at der ikke findes nogen reel løsning på deres problemer under kapitalismen, og man må afsløre den herskende klasses manøvrer, når de taler om “grundlovgivende forsamlinger” og andre tricks, der skal aflede opmærksomheden fra de centrale spørgsmål. Det kan gøres ved at samle og generalisere massernes mobiliseringer imod den nuværende regerings politik og ved at forsvare, styrke, udbrede og forene de organer, der er opstået rundt omkring i landet som massernes egne alternativer til den herskende klasse i løbet af den sidste periodes kampe (“dobbeltmagt”).

Et meget vigtigt aspekt af denne opgave er at danne selvforsvarsmilitser af arbejdere og bønder – noget, som vi kun så den spæde begyndelse til under oktoberopstanden. Dette må kombineres med systematisk arbejde blandt de almindelige politifolk og soldater for at bryde den borgerlige stats væbnede magt. Det er fuldt ud muligt, som det blev vist under opstanden. Men hvis denne proces skal

lykkes, og den herskende klasses magt neutraliseres, må der være en klar og modig ledelse, der kan organisere den slags arbejde.

En arbejder- og bonderegering med sådan et program og under arbejdernes og bøndernes egen kontrol ville vække det arbejdende folk til kamp, ikke bare i Bolivia, men på hele kontinentet. Den socialistiske revolution kan ikke sejre, hvis den isoleres i ét land. Hvis den bolivianske revolution lykkes (og lige nu er de bolivianske arbejdere og bønder tættere på dette mål end nogen andre), må den straks spredes til resten af Latinamerika gennem en appel til arbejderne i Venezuela, Argentina, Peru, Brasilien og Colombia om at følge i de bolivianske arbejderes fodspor. Et socialistisk Bolivia som del af en socialistisk føderation i Latinamerika ville være begyndelsen på en ny epoke i menneskehedens historie.

Efter artikler af Miguel Campos, Alan Woods og Jorge Martín

11

Israel/Palæstina

SOCIALISTISK ST ANDPUNKT STANDPUNKT

Israel/Palæstina: Geneve-aftalen ingen løsning I slutningen af oktober gik Sharon nærmest amok i hysteri over den såkaldte Geneve-aftale. Andre dele af den israelske overklasse har forhandlet denne aftale hjem, og også de palæstinensiske ledere støtter den. Dette viser to ting: For det første er der splittelse blandt lederne i Israel, for det andet har de palæstinensiske ledere solgt ud af deres nationale krav.

Hvad er Geneve-aftalen?

Planen, der er blevet kendt som Geneve-aftalen, fordi regeringen i Schweiz støtter den, hævder at være en løsning på konflikten mellem Israel og Palæstina. Den baserer sig på nogle hovedlinjer, som USA’s tidligere præsident Clinton har udstukket. Blandt de vigtigste er: Palæstinenserne opgiver retten til at vende tilbage til deres hjemland.

Palæstinenserne anerkender Israel som en jødisk stat.

Israel trækker sig tilbage til grænserne fra 1967, med enkelte undtagelser. Jerusalem deles.

Palæstinenserne afvæbner alle militser og staten bliver demilitariseret.

Splittelse blandt de borgerlige I lyset af Sharon-regeringens skarpe angreb på Geneve-aftalen, har nogle “venstreorienterede” borgerlige været i stand til at præsentere planen som et stort skridt fremad. Men dette viser blot, at der er en splittelse blandt de israelske kapitalister. Mange af dem stoler ikke længere på, at Sharon er i stand til at beskytte deres interesser. Dele af kapitalistklassen tror, at Geneve-aftalen vil åbne døren til arabiske markeder og afværge en krig i regionen.

Palæstinenserne lades i stikken Geneve-aftalen betyder, at de palæstinensiske flygtninge må opgive deres krav om retten til at vende hjem. Den betyder også, at palæstinenserne må anerkende Israel som en jødisk stat (ikke en stat for det jødisk-israelske folk).

Økonomien i kaos Blandt de israelske arbejdere er der imidlertid større kampvilje, og de seneste måneder har budt på flere store strejker.

Arbejderne i Israel har i foråret oplevet en nedgang i reallønnen på 5,8 procent i den private sektor og 5,4 procent i det offentlige. Der er nedgang på alle fronter i den israelske økonomi, og de store udgifter til militæret i de besatte områder gør det ikke bedre. De israelske kapitalister ved, at uden et dramatisk skridt er det blot et spørgsmål om tid, før der udvikler sig en revolutionær situation.

De israelske indrømmelser er smertefulde for nationalisterne, men virkeligheden er, at den nationalistiske (zionistiske) bevægelse med denne aftale har vundet en historisk sejr.

Hvis man skal tro den arabiske presse, så er modviljen mod denne aftale kæmpestor blandt de arabiske masser. Der er derfor ingen grund til at tro, at aftalen vil betyde fred.

Stop splittelsen I skrivende stund er det stadig uafklaret, om der kommer en egentlig generalstrejke i Israel. Men en ting er sikker: Arbejderklassen i Israel er begyndt at røre på sig.

Og de palæstinensiske masser er absolut ikke tilfredse med opbyggelsen af grænsemuren, der går langt ind på palæstinensisk jord. Og de stoler ikke på de ledere, der sælger ud af deres krav.

Vejen frem er at forbinde israelske og palæstinensiske arbejdere i fælles kamp mod de borgerlige ledere på begge sider.

Ingen af de fundamentale problemer for folkene i regionen kan løses, så længe økonomien er i hænderne på en lille flok kapitalejere.

Vejen frem er en socialistisk føderation med national selvbestemmelsesret til arabere og jøder, uden nationalisme, apartheid og stålmure mellem folk.

Efter artikler af Yossi Schwartz og Leon Cohen, begge fra Israel

Udsnit af Israels grænsemur, ved Qalqiliya.

12

WWW .MARXIST .DK WWW.MARXIST .MARXIST.DK

NR. 16

Iran

DECEMBER 2003

De iranske arbejderes solidaritetsnetværk De iranske arbejderes solidaritetsnetværk er en kampagne, der er blevet startet af iranske fagligt aktive med støtte fra Jeremy Dear (Generalsekretær i Journalistforbundet i England) og Ahmed Manzoor, der er formand for PTUDC, Kampagnen til forsvar for de pakistanske fagforeninger, og medlem af det pakistanske parlament. Her er deres appel.

Arbejdere!

Alle, der kæmper for arbejdernes rettigheder i hele verden!

ILO (International Labour Organisation) skal til at åbne kontor i Iran, og det er et hidtil uset fremskridt. For første gang i historien vil de iranske arbejdere få gavn af en international organisation, der opretholder mange standarder inden for arbejdsforhold via mere end 100 konventioner. Men dog vil ILO’s aktiviteter i Iran ikke kunne indfri alle de iranske arbejderes krav. Det er kun den internationale arbejderbevægelses solidaritet, der kan garantere dette!

Klassesolidaritet fra fagligt aktive og medlemmer af arbejderpartier over hele verden vil sikre, at de iranske arbejderes kampe kan opfylde de basale krav: Retten til at strejke.

Retten til at danne fagforeninger, der er uafhængige af regimet (og dets forskellige støtter).

Retten til at vælge folk, der virkelig repræsenterer arbejderne.

Når disse basale krav opfyldes, vil det være et stort fremskridt for klassekampen i Iran. Disse rettigheder vil tillade arbejderne at bekæmpe de mange problemer, de har – såsom lønninger, der ikke udbetales, fyringer og arbejdsløshed, fabrikslukninger og privatiseringer.

Hvad er der sket i Iran?

I de sidste par år har der været en massiv vækst i antallet af arbejdere, der må gå uden løn i Iran – nogle gange i helt op til 32 måneder. Problemet med uud-

betalte lønninger på mange fabrikker har indlysende nok alvorlige konsekvenser for hundredetusinder af arbejderklassefamilier. Men når arbejderne protesterer mod denne situation, svares de igen med tæsk, arrestation og endda regulær nedskydning! Da arbejderne på Baresh Textiles i byen Esfahan for eksempel protesterede over manglende lønudbetalinger første maj 2001, blev de slået brutalt ned af uropolitiet – hvilket resulterede i, at 50 tekstilarbejdere blev arresteret, og mere end 20 blev såret.

Da arbejderne fra Jamco og Shadanpoor demonstrerede foran parlamentet for at få udbetalt deres løn, blev de angrebet og beskudt. Og det er et problem, der bliver større og større!

nogen understøttelse, er der næsten en million unge, der hvert år må slutte sig til arbejdsløshedskøen!

Vi har også set en stor vækst i antallet af midlertidige kontrakter. Det sætter arbejderne i en endnu mere usikker arbejdssituation, og det berøver dem endda de begrænsede rettigheder, der findes i arbejdsloven.

Det første skridt vil i jeres tilfælde være at hjælpe til med at tage den iranske arbejderklasses problemer op i den danske arbejderbevægelse. Diskuter resolutionen (se vores hjemmeside) i din fagforening. Bed andre afdelinger om at gøre det samme og om at vedtage den – tag det op på kongressen. Bed din fagforenings internationale udvalg om at anbefale kampagnen til andre fagforeninger og tage sagen op på næste LOkongres. Hjælp os med at presse på for, at en delegation af fagforeningsfolk kan få lov til at rejse til Iran for at bedømme den iranske arbejderklasses forhold: For at sikre, at arbejderne får ret til at strejke. For at sikre, at de fagforeninger, der dannes, er uafhængige af regimet og alle dets grupperinger og støtteorganisationer. For at sikre, at arbejderne får ret til at vælge reelle repræsentanter.

Det iranske regime har også benyttet sig af “legale” midler til at begrænse arbejdernes rettigheder og angribe deres forhold. Der er blevet indført flere love, som gang på gang har hævet grænsen for, hvornår en virksomhed er omfattet af arbejdsloven. Først hed det, at arbejdspladser med mindre end 3 ansatte ikke gik ind under lovens minimale dækning, men så blev det hævet til 5 ansatte, og siden til 10. På den måde berøves hundredetusinder af arbejdere i den slags små virksomheder det absolutte minimum af sociale garantier og rettigheder.

De udbredte fyringer smider arbejdere, der allerede befinder sig under fattigdomsgrænsen, ud i et bundløst hul, som de ikke kan komme op af igen, før der dannes virkelige fagforeninger i Iran.

Det ødelægger livet for millioner af arbejdere og deres familier. I et land, hvor arbejdsløse og fyrede arbejdere ikke får

Hvad kan I gøre for at hjælpe?

De iranske arbejderes solidaritetsnetværk har i sinde at starte en længerevarende solidaritetskampagne til støtte for de iranske arbejdere i deres kamp for deres rimelige krav. Vi håber på at kunne organisere en række aktiviteter, der skal hjælpe iranske arbejdere med at danne virkelig uafhængige og effektive arbejder-organisationer. Med hjælp fra aktive i arbejderbevægelsen over hele verden kan vi lave en kampagne, der kan mobilisere til solidaritet og moralsk og økonomisk støtte.

Send solidaritetsbreve (på engelsk) til contact@marxist.com og iranwsn@yahoo.co.uk Breve på dansk sendes til marxist@marxist.dk, så oversætter vi dem og sender dem videre!

Se forslag til breve på www.marxist.dk, og på www.marxist.com kan du se, hvem der støtter kampagnen.

13

Irak

SOCIALISTISK ST ANDPUNKT STANDPUNKT

Irak: USA sidder fast i sumpen Da præsident Bush’s nylige besøg i England blev planlagt for lang tid siden, havde Blair sikkert ingen idé om, hvor stærk anti-krigsstemningen i England ville blive. Men Blairs og Bush’s vedvarende løgne har overbevist mange om, at krigen var helt uberettiget – endda mange af dem, der til at begynde med gik med på deres argumenter. De reelle årsager til besættelsen af Irak er blevet tydelige – ønsket om at få fat på olien og opnå en strategisk vigtig stilling i Mellemøsten.

En meget vigtig mand!

Bush vil gerne fremstå som en præsident, der flyver rundt i verden og bliver hyldet. Desværre for ham er der massiv modstand i det land, der ellers bakkede mest op om hans krig. Bush-regeringen havde krævet, at store dele af det centrale London skulle lukkes af. Sikkerhedshensyn var undskyldningen. Men hvordan kan manden være i fare, når det engelske politi har mobiliseret 14.000 betjente til at patruljere i Londons gader bare for at beskytte ham?

Bush var dog ikke tilfreds med det – han havde ikke mindre end 700 amerikanske sikkerhedsfolk og hemmelige agenter med. Der spares ikke på omkostningerne, når det drejer sig om en skikkelse af så stor verdenshistorisk betydning! Børn må sulte, arbejdere miste deres jobs, sundhedssystemet skæres ned, men de millioner af dollars, som denne operation koster, er tilsyneladende godt givet ud. Øget modstand Mens denne farce udspillede sig, blev situationen i Irak værre og værre. Det samlede antal amerikanske soldater, der er blevet dræbt under Irak-krigen, og efter at den angiveligt er slut, er nu nået op på mere end 400.

Over 50 engelske soldater er døde. Og for nylig fik italienerne et chok, da 19 af

14

deres soldater og politifolk blev dræbt.

Så det samlede antal dræbte fra “koalitionen” nærmer sig 500.

Situationen kan kun blive værre. I den såkaldte “Sunni-trekant”, nord og vest for Bagdad, er angrebene på amerikanske og andre udenlandske tropper blevet stadig hyppigere. Der sker omkring 30 angreb om dagen. Siden september har det ført til en fordobling af det daglige antal tilskadekomne. Derudover er der 1.500 sårede amerikanske soldater, der er blevet fløjet tilbage til USA, mens 9.000 andre er ude pga. andre helbredsmæssige årsager, hvoraf en er “mentalt stress”.

Det, der sker i Irak, er, at USA og deres allierede hænger godt og grundigt fast.

Den amerikanske militærmaskine var meget dygtig til at besætte Irak. Når vi taler om konventionel krig, så kan ingen slå deres hær. Men det er ikke enden på historien. Det er én ting at vinde en krig, og noget ganske andet at holde et helt folk nede.

Modstanden mod de udenlandske tropper vokser i den irakiske befolkning.

Den officielle version er, at angrebene udføres af “lommer” af Saddam-støtter.

Det er en løgn, der skal berolige dem derhjemme. Og det bliver stadig sværere at sælge denne version af “kendsgerningerne”. Det bliver mere og mere tydeligt, at modstandsbevægelsen vokser og bliver mere og mere selvsikker.

Guerrillakrig Hvis det bare drejede sig om at have de bedste våben, så kunne USA blive længe i landet – lige så længe de mente, at det var nødvendigt.

Men en hær består af almindelige mænd og kvinder, og de fleste er unge fra arbejderklassen, som ikke gik ind i hæren for at blive slået ihjel, men for at få et job og tjene nogle penge.

Det, som modstandsbevægelsen i Irak opnår, er klart. Det viser den anden side af det amerikanske militær – deres manglende evne til at håndtere guerrillakrig. Det bringer også det gamle “Vietnam-syndrom” tilbage. I Vietnam havde USA militær kraft nok til at smadre landet ti gange. Men de blev smidt ud, fordi de amerikanske soldater ikke ville være der. Den amerikanske hærs moral brød sammen.

De amerikanske imperialister står nu over for en lignende situation i Irak. At en stor del af de 9.000 soldater, der er blevet sendt ud af landet, lider af “mentalt stress”, er et tegn på, hvad det er, der sker.

Uro derhjemme Alt dette har sin virkning, især tilbage i USA. Der er stigende modstand mod den fortsatte besættelse af Irak. Millioner af almindelige amerikanere er ved at fatte situationens alvor. De bliver bedt om at støtte en militær indsats, som koster milliarder af dollars, mens der bliver skåret ned på arbejdspladser derhjemme, og mange oplever alvorlige fald i levestandarden.

Så mens USA fra et rent militært standpunkt ville kunne klare sig i Irak i en lang periode, begynder den politiske situation derhjemme at bekymre Bush.

Han vil gerne genvælges. Han troede, at en hurtig, klar og succesfuld krig ville give pote i form af vælgere og gøre det let for ham ved næste valg. Men nu er det ved at gå op for selv denne ikke specielt begavede mand, at tingene ikke er slet så simple.

I stedet for “chok og ærefrygt” (er der nogen, der kan huske det slogan?), som skulle undertvinge al modstand i hele Mellemøsten, er det et noget andet scenarie, vi står over for. Lige efter den amerikanske besættelse af Irak (som ikke mødte stor modstand fra den irakiske

WWW .MARXIST .DK WWW.MARXIST .MARXIST.DK

NR. 16

Irak

DECEMBER 2003

hær) var stemningen i de arabiske og muslimske masser dyster. Det så ud til, at der ikke var nogen, der kunne stoppe den amerikanske militærmaskine. Nu er holdningen, at jo – den amerikanske hær kan godt stoppes med tiden, eller i det mindste kan den låses fast i en situation, hvor den ikke kan vinde, hvis modstandsbevægelsen kan holde presset oppe.

Hvordan skal Irak styres?

Alt dette kan måske forklare, hvorfor Paul Bremer, USA’s øverste administrator i Irak, fløj tilbage til USA i al hast i sidste uge for at tale med præsidenten.

En af de muligheder, de diskuterede, var øjensynligt en hastig overførsel af magten til en “irakisk regering”.

Først havde de en plan om at lave en forfatning og så gå videre med valg. Nu overvejer de endda at udskrive et valg uden at have en forfatning. Det viser, hvor desperate de er.

De amerikanske efterretningstjenester prøver at finde ud af, hvor stærk modstandsbevægelsen er. Bedømmelserne varierer fra et par tusinder til måske titusinder. Det er der ikke rigtig nogen, der kan sige. Men det er heller ikke det vigtigste. Det vigtigste er, at et overvæl-

dende flertal af irakerne ikke vil have det amerikanske militær i deres land. Og et helt folk kan ikke holdes nede mod deres vilje i særlig lang tid. Under disse forhold er der gunstige betingelser for modstanden, og den kan operere med stor opbakning fra en stor del af folket.

frygtede en iransk inspireret udvikling i den sydlige del af landet.

De amerikanske imperialisters problemer i Irak tvinger dem til at se sig om efter en anden måde at holde landet nede på. Et forslag er at bygge en irakisk hær og et politikorps, som kunne tage over og tillade de amerikanske tropper at trække sig, eller i det mindste at reducere antallet af tropper i landet kraftigt.

Hvis USA og deres allierede trak sig tilbage fra Irak i den nuværende situation, ville de risikere at landet blev brudt op i mindre dele, hvor magten ville falde i hænderne på kræfter, der er fjendtligt indstillet over for USA. Det kan de ikke tillade. Det betyder, at de sidder fast i landet i den overskuelige fremtid.

Problemet er, at de så ville blive nødt til at finde en politisk magt med nok myndighed til at forene de forskellige interessegrupper i landet. Men det er lettere sagt end gjort.

Desperate tiltag Det forklarer de desperate tiltag, det amerikanske militær har gjort i den sidste tid. De har bombet bygninger, der tidligere tilhørte den republikanske garde.

De har optrappet deres militære operationer mod guerrillaerne.

Det nuværende irakiske regeringsråd (som er et marionetforetagende, som USA har dannet) har ikke nogen autoritet i landet. Man betragter dem ikke som andet end amerikanske marionetter.

De er mest kendt for deres interne slåskampe, korruption og nepotisme og er ikke nogen reel mulighed. Den anden mulighed ville være at støtte sig til en af magtgrupperne i landet imod de andre.

Saddam Husseins regime baserede sig på sunni-mindretallet. Flertallet af irakerne er shiitter, som blev undertrykt forfærdeligt under Saddam. Men de er også imod USA, af deres egne grunde. De vil heller ikke styres af en fremmed magt.

Og for at gøre det endnu værre for USA ønsker det shiitiske præsteskab at danne et styre efter iransk mønster. Det er præcis, hvad de amerikanske imperialister ikke vil have. Lad os huske, at i 1991, da shiitterne gjorde opstand mod Saddam, stod USA bare og så til, mens regimet knuste dem. USA

Den anden gruppe er kurderne i Nordirak, men de kan ikke tilbyde en løsning på det magttomrum, der er opstået. De ville ikke kunne styre landet.

Det ligger i en guerrillabevægelses natur, at den ikke kan holdes fast. Den har ingen faste baser. Der er ikke nogen frontlinje, hvor de stridende kræfter møder hinanden. Guerrillaer angriber og forsvinder igen. Men det amerikanske militær er ikke bange for at bruge store ord.

For nylig sagde Ricardo Sanchez, USA’s top-general i Irak: “Den vigtigste besked er, at vi kommer til at blive temmelig hårde, og det er det, der er brug for for at besejre fjenden, og vi er bestemt ikke bange for at gøre det, når det er nødvendigt”.

Derfor ser vi fjernsynsklip med amerikanske soldater, der trænger ind i civile hjem og mishandler kvinder og lægger rædselsslagne mænd i håndjern, mens forvirrede børn gemmer sig udenfor, mens deres forældre behandles på denne barbariske måde.

Nogle i CIA har dog et mere klart billede af, hvad der sker, end hærledelsen har, og nogle af dem forstår også, hvilken effekt det hele kan få. Opdaterede tal viser, at et sted mellem 11.000 og 15.000 irakere blev dræbt under krigen. Hvor-

15

Irak

dan det skulle få irakerne til at elske imperialisterne, står hen i det uvisse. Jo flere angreb der finder sted, jo flere irakere der bliver dræbt, her efter at krigen efter sigende er slut, jo mere sympati vil modstandsbevægelsen få blandt almindelige irakere.

Visse CIA-embedsmænd forstår dette, og de kan se, at støtten til modstanden er stigende i Irak. En rapport fra CIA, der kom for nylig, konkluderer, at en optrapning af operationerne mod guerrillaerne kan føre til flere civile tab og dermed skubbe flere og flere irakere over i den anti-amerikanske modstands lejr. Og det er rent faktisk det, der allerede sker.

SOCIALISTISK ST ANDPUNKT STANDPUNKT

monier, der udspillede sig ved Bush’s London-besøg, kan ikke skjule denne kendsgerning.

De er forhadte i den arabiske og muslimske verden. De er forhadte blandt

millioner af mennesker i Europa. Og vigtigst af alt – de er forhadte blandt rigtig mange i deres egne lande. Bush og Blair vil komme til at fortryde deres irakiske eventyr bitterligt.

F. Weston

Forhadte Hele situationen i Irak er ved at blive til det modsatte af, hvad Blair og Bush havde tænkt sig. De sidder fast i sumpen.

Læs også Socialistisk Baggrund nr. 4: “Marxisme og kampen mod imperialismen”. Hvad er imperialismen, og hvordan har den udviklet sig siden Lenins tid?

Metoderne er anderledes, men en lille gruppe imperialisters udnyttelse af verdens folk er stadig den samme, på trods af at den tredje verdens folk gennem hårde kampe i vid udstrækning har opnået formel uafhængighed.

De troede, at de ville gå over i historien som store krigsherrer. I stedet vil de blive husket som to af de mest forhadte mænd i verdenshistorien. Intet kan redde dem fra den skæbne.

Hvorfor kan kapitalismen ikke løse folks problemer, og hvad er vejen frem mod rigtig befrielse fra imperialismens dominans?

Bestil dit eksemplar NU!

Al den pomp og pragt og de fine cere-

16

WWW .MARXIST .DK WWW.MARXIST .MARXIST.DK

NR. 16

Økonomi

DECEMBER 2003

2003: et skidt år for dansk økonomi For et år siden hørte vi økonomerne udtrykke beklagelse over 2002, men de lovede samtidig, at udviklingen ville vende i 2003, og så ville det for alvor gå fremad.

Desværre har det vist sig, at 2003 var et endnu værre år for økonomien i Danmark end 2002. I 2. og 3. kvartal var der negativ vækst i den danske økonomi.

To måneder i træk med nedgang er det, som økonomerne kalder recession. For almindelige mennesker betyder det stigende arbejdsløshed og færre penge på lommen.

Dårligste vækst i 10 år Chefanalytiker fra Danske Bank Steen Bocian udtaler til Berlingske Tidende 5. december: “Det ligner nulvækst i 2003, som det ser ud i øjeblikket. Det er dårligere, end vi havde forventet”. Han følger op med at sige, at dermed kan 2003 blive det første år siden 1993, hvor økonomien overhovedet ikke går fremad.

Eksporttab De borgerlige økonomer peger på, at eksporten skal være den store redning for den danske økonomi. Problemet er imidlertid, at det er dyrt at eksportere til USA, som er en stor aftager af de danske varer. Dollaren er nede på det laveste niveau i syv år, og der er intet der tyder på, at den vil stige igen. En lav dollar betyder, at virksomhederne (der får udbetalt prisen for deres varer i dollars) får mindre for deres varer. Og nedgangen for dollaren vil fortsætte, vurderer økonomerne. Storspekulanter som George Soros og Warren Buffet er nu offentligt begyndt at spekulere i en lavere dollar.

Hvad med fremtiden?

Nøglen til vækst i fremtiden er investeringer. Navnlig investeringerne i nye maskiner er en god indikator for, hvordan det vil gå. I 2. kvartal af 2003 faldt investeringerne i maskiner med 14,9 procent i forhold til kvartalet før, men i 3.

kvartal steg investeringerne i maskiner med 13,2 procent. Under ét steg alle investeringer med 7,3 procent i 3. kvartal.

Altså på overfladen et tegn på opsving.

Det er navnlig stigningen i investeringerne, som har fået en række økonomer til at juble af begejstring og udråbe opsvingets komme. De borgerlige økonomer er imidlertid stadig delt på dette spørgsmål, og cheføkonom John Madsen fra Nykredit Markets siger 5. december til Børsen: “Fremgangen i investeringerne skal tages med forbehold.

En del af forklaringen på stigningen er ekstraordinære forhold. Store enkeltstående investeringer i olieindustrien og skibe har betydet, at den sæsonkorrigerede vækst i investeringerne blev trukket ekstraordinært ned i andet kvartal og tilsvarende op i andet kvartal”.

Dertil kommer, at de danske virksomheder kun udnytter en mindre del af deres produktionskapacitet. Altså er der mulighed for at producere langt flere værdier, hvis man ville.

Arbejdsløsheden stiger I maj ventede de såkaldte økonomiske vismænd, at den officielle arbejdsløshed i 2004 ville nå op på 151.000, men i den seneste rapport er tallet sat til 170.000.

I september forudså finansminister Thor Pedersen, at arbejdsløsheden ville blive på 163.000 i 2004, men nu lyder prognosen fra Finansministeriet, at arbejdsløsheden vil være på 173.000, altså 10.000 flere. Andre økonomer regner med, at arbejdsløsheden næste år vil stige til 180185.000. At antallet af arbejdsløse bliver opjusteret, betyder at staten skal bruge flere penge på dagpenge. Omkring 2,7 milliarder kroner, ifølge Information. Det er der ikke taget hensyn til i finansloven, så konsekvensen bliver, at der komme endnu flere nedskæringer.

Kapitalismen ingen løsning Alle tal viser, at der sagtens kunne produceres værdier nok, og at vi sagtens

kunne køre et ordentligt velfærdssamfund uden at lave nedskæringer. Men det kan man ikke gennemføre, så længe en lille gruppe kapitalister kontrollerer maskiner, skibe, fly og meget andet.

Der er ingen tvivl om, at der på et eller andet tidspunkt igen vil komme gang i økonomien – under kapitalismen varer hverken opsving eller kriser evigt. Men kapitalisterne prøver at komme ud af krisen ved at presse arbejderne med længere arbejdstid, højere tempo og løntilbageholdenhed. Vi har ikke råd til et samfund, der konstant går i krise og fordømmer hundredtusindvis af mennesker til lediggang, når der er brug for at blive produceret varer, at de syge bliver plejet, at der bliver bygget boliger og så videre.

Hvis man igangsatte en socialistisk plan for velfærdssamfundets genopbygning, ville det sagtens kunne lade sig gøre.

F. B. Ohsten

Bestil Socialistisk Standpunkts “Den Store Røde Sangbog”.

Pris 60,- kr. (plus evt. porto).

Marxist@marxist.dk Tlf. 21824814.

17

Socialt forum

SOCIALISTISK ST ANDPUNKT STANDPUNKT

Sociale forummer – er det et reelt alternativ?

Blandt mange arbejdere og unge er der en tørst efter alternativer til den verden, vi lever i. Et af udtrykkene for det er den nye verdensomspændende bevægelse omkring de sociale forummer, hvor forskellige fagforeningsaktive, studenteraktivister, anti-krigsaktivister, venstreorienterede m.fl. mødes for at diskutere alternativer til den herskende verdensorden.

Disse sociale forummer spænder lige fra Verdens Sociale Forum (World Social Forum WSF) over Europæisk Socialt Forum (ESF) til sociale forummer som det danske (DSF) og sågar lokale forummer, såsom Amager Sociale Forum. Ved det første WSF i 2001 deltog 20.000, i 2002 deltog 55.000 og i 2003 100.000. I Firenze 2002 deltog over 50.000 ved det første ESF og i år deltog op mod 35.000 ved ESF i Paris.

til at svække den globale nyliberale dagsorden, og fx har medvirket til sammenbruddet i WTO’s forhandlinger. Om dette er rigtigt, kan vist i vidt omfang diskuteres. Sammenbruddet i WTO’s forhandlinger skyldes først og fremmest spændingerne mellem på den ene side imperialisterne indbyrdes, og på den anden side Vesten mod “resten”.

Diffus bevægelse, mangel på program og demokratisk struktur Men samtidig må bevægelsen siges at lide af nogle voldsomme mangler. De to hovedpunkter i kritikken kan opridses således: For det første mangler bevægelsen en demokratisk struktur. Det er uklart, hvem der beslutter hvad, fx det vigtige spørgsmål om hvilke debatter der prioriteres, hvem der skal tale osv.

Det gør det også svært at ændre på tingene, hvis man er uenig.

Dette leder hen til det andet hovedkritikpunkt, nemlig manglen på et klart politisk program. Bevægelsen rummer grupper fra katolsk-kristne over regeringsnære NGO’er, til fagforeninger og radikale venstreorienterede grupperinger. Det betyder, at programmet er meget løst, udover at være imod nyliberalisme.

Det giver plads til en masse grupperinger, der ikke ser noget grundlæggende problem i kapitalismen, men bare ønsker at ændre den “i en mere human retning”.

Det betyder, at bevægelsen ikke kan bruges til stort andet end at kritisere de nuværende ledere. Det er klart at vi som socialister mener, at kapitalismen ikke kan sikre nogen vej ud, hverken for de sultne børn i Afrika, den brasilianske minearbejder, kaffebonden i Nepal eller den danske førtidspensionist. Hvis bevægelsen ikke giver et klart svar på disse

Hvad kan bevægelsen bruges til?

Der er meget positivt ved denne bevægelse - de forskellige arrangementer har været i stand til at samle rigtig mange mennesker fra alle mulige bevægelser, såsom fagbevægelse, studenterbevægelse, miljøbevægelser o.l. Det betyder, at mange mennesker fra hele verden mødes og diskuterer og koordinerer deres arbejde. Det kan måske være med til at opsamle nogle folk, som ikke tidligere har været politisk aktive, men som synes det lyder spændende.

Et helt konkret godt eksempel på et resultat af bevægelsen var den største globale demonstration nogensinde, nemlig antikrigsdemonstrationen 15. februar sidste år, mod krigen i Irak. Samtidig hævder fortalere for disse forummer, at de har været medvirkende

18

Fra demonstration under European Social Forum i Paris.

WWW .MARXIST .DK WWW.MARXIST .MARXIST.DK

NR. 16

Socialt forum

DECEMBER 2003

spørgsmål, kan det medvirke til at give en masse mennesker illusioner til kapitalismen.

Danmarks Sociale Forum Danmarks Sociale Forum (DSF) blev afholdt den sidste weekend i oktober i København, med omkring 400 deltagere.

På mødet var der utrolig mange forskellige workshops og møder, hvor deltagerne kunne diskutere med hinanden.

så: Læs og

SOCIALISTISK BAGGRUND NR. 3

ET SOCIALISTISK SVAR PÅ KAPITALISMENS GLOBALISERING

Et af de helt tydelige problemer ved dette forum var fagbevægelsens manglende tilstedeværelse. Kun få faglige organisationer som BUPL, PLS, DGS m.fl. var tilstede, og det er en smule tvivlsomt, hvor god mobiliseringen har været blandt deres menige medlemmer.

Hvis DSF virkelig skal være en succes, må det omfatte hele arbejderbevægelsen, heriblandt LO-fagbevægelsen og Socialdemokratiet. Så kunne det virkelig blive et forum for debat om, hvordan vi slipper af med regeringen, krigene, arbejdsløsheden, osv. Uden arbejderbevægelsen vil disse sociale forummer være helt uden slagkraft – som en kniv uden blad.

Klart program og fast organisering Hvis man vil have en bedre verden, er det nødvendigt at vide, hvilken verden, og hvordan man kommer derhen. Det er ikke nok at diskutere løst, om man kan opstille alternativer. Forummer for diskussion er selvfølgelig en fin ting. Men det kan aldrig og vil aldrig nogensinde blive en erstatning for kamp og organisation.

Man kan se den øgede opbakning til de sociale forummer som en øget modstand mod den nyliberale politik, regeringer verden over fører, og et ønske om at finde veje til at ændre den. De søger klare svar og perspektiver. Hvis bevægelsen skal kunne give det, må der tages nogle klare beslutninger, men disse beslutninger vil højst sandsynligt få bevægelsen til at falde sammen. Skal man være for eller imod globaliseringen, kan

Bestil på www.marxist.dk eller pr. e-mail: marxist@marxist.dk, eller pr. almindeligt brev: Socialistisk Standpunkt, poste restante Nørrebrogade 10, 2200 Kbh. N. EU bruges til noget, reform eller revolution osv.

Ikke bare politisk ser det ud til at være en umulig opgave, også hele strukturen gør det svært at beslutte ret meget. Den eneste måde, noget kan besluttes på, er ved, at nogle skriver et forslag, som de så går rundt og forsøger at få de andre grupper til at skrive under på. En sådan løs bevægelse kan på ingen måde ændre verden fundamentalt. Den vil kun kunne tiltrække folk, så længe den traditionelle arbejderbevægelse er i stilstand. Når først arbejderklassen og dens ungdom begynder at røre på sig i masseomfang, vil det først og fremmest være gennem fagforeninger og de etablerede arbejder-

partier. I jagten på et klart politisk alternativ kan de sociale forummers forvirrede og usammenhængende budskaber ikke tilbyde noget varigt – det kan kun et revolutionært, socialistisk arbejderparti, med fast forankring i arbejderklassen og dens organisationer.

Vejen dertil er udbredelse af de marxistiske idéer i arbejderbevægelsen og opbygning af den marxistiske tendens og derigennem tilbageerobring af arbejderbevægelsen til et reelt socialistisk, revolutionært program.

A. Bülow

19

SOCIALISTISK STANDPUNKT HVEM VI ER OG HV AD VI ST ÅR FOR HVAD STÅR SOCIALISTISK STANDPUNKT udgives af en gruppe marxistiske arbejdere og unge, der er aktive i arbejderbevægelsen. Vi mener, at kapitalismen ikke længere kan tilbyde andet end nedskæringer, øget arbejdspres, massearbejdsløshed og fattigdom.

bankerne, forsikringsselskaberne osv. og kontrollerer og styrer det hele demokratisk efter behov og ikke som nu efter kapitalisternes jagt på profit. Vi støtter og deltager i den danske arbejderklasses kamp som en del af den internationale arbejderklasses kamp.

Derfor må det kapitalistiske system fjernes og erstattes af en socialistisk planlægning af produktionen, hvilket vil sige, at arbejderklassen overtager de største virksomheder,

SOCIALISTISK STANDPUNKT deltager i den daglige kamp og støtter de krav, der stilles på arbejdspladserne, som f.eks.:

• En høj national minimumsløn, gældende for alle inklusiv lærlinge, arbejdsløse og studerende.

• Genindførelse af dyrtidsreguleringen samt fuld dagpengeregulering, så inflationen ikke udhuler lønnen.

• Stop for alle afgifter og skatter, der udhuler arbejdernes lønninger. For et ordentligt, solidarisk skattesystem, der tilgodeser arbejderklassen og beskatter kapitalisterne.

• 30 timers arbejdsuge med fuld løn- og personalekompensation, det er den eneste vej væk fra arbejdsløsheden.

• Lige løn for lige arbejde – ingen diskriminering p.g.a. køn, race osv.

• Afskaffelse af bodssystemet – ingen indgreb i strejke- og aktionsretten.

• Strejke- og aktionsret til lærlinge, funktionærer og alle andre arbejdere.

• Ægte demokrati i arbejderbevægelsen. Ingen privilegier til vores ledere – arbejderledere på arbejderløn.

• Fjernelse af alle nedskæringer på velfærden. Kamp imod alle forsøg på yderligere afmontering af velfærdssamfundet.

• Nej til nedskæringer og privatiseringer i den offentlige sektor: Udbyg den offentlige sektor med flere midler og mere personale, under de ansatte og brugernes egen demokratiske ledelse og kontrol.

• Ordentlige og betalelige boliger til alle.

• Fri adgang til ordentlig uddannelse for alle og de økonomiske muligheder for det.

Hvis arbejderbevægelsen satte alle sine kræfter ind og kæmpede for disse krav, ville det være muligt at kæmpe dem igennem. Men ledelsen af Socialdemokratiet og fagbevægelsen undskylder den manglende kamp med, at kapitalisterne aldrig vil gå med til at opfylde kravene.

i en krise. Den eneste vej frem er derfor at fjerne det kapitalistiske system ved, at arbejderklassen overtager produktionsmidlerne og sætter dem under deres egen ledelse og kontrol. Dette er løsningen på arbejderklassens og ungdommens problemer, og det er hvad arbejderpartierne og fagbevægelsen burde kæmpe for.

Til det er marxisternes svar klart: Har kapitalisterne ikke vilje til at sikre en ordentlig tilværelse for arbejderne og ungdommen, så har arbejderklassen ikke brug for kapitalismen.

Vi opfordrer derfor alle arbejdere og unge til at gå med i SOCIALISTISK STANDPUNKT’s kamp for at vinde arbejderbevægelsen tilbage på et socialistisk program.

Det økonomiske opsving har ikke bragt forbedringer for arbejderklassen, og nu er kapitalismen igen ved at gå ind

Kig ind på WWW.MARXIST.DK Kontakt: marxist@marxist.dk, 21824814

Jeg vil gerne høre mere om SOCIALISTISK STANDPUNKT og inviteres til et møde.

Jeg vil abonnere på SOCIALISTISK STANDPUNKT (6 nr. for kr. 60,- / Solidaritetspris kr. 120,-).

Navn: Post nr.:

Adresse: By:

Telefon nr.:

Sendes til: SOCIALISTISK STANDPUNKT, Poste Restante Nørrebrogade 10, 2200 København N.