nr31

SOLIDAR

ITETSPR

LÆS INDE I BLADET:

IS KR. 2

0,-

SOCIALISTISK STANDPUNKT DEN MARXISTISKE AVIS FOR ARBEJDERBEVÆGELSEN NR. 31 JUL/AUG 2006 6. ÅRGANG PRIS KR. 10,-

• Velfærdsforliget: En stor buket tidsler (s. 3) • Socialdemokratiet og velfærdsforliget: Ka’ I så få de arme ned (s. 4-5) • Århus Sporveje: FOA må gå forrest! (s. 6) • Revolutionær rap ramte Roskilde rent (s. 8) • USA’s økonomi på vej mod nedtur (s. 9) • Irak: Etnisk udrensning og sekterisk mareridt - analyse og interview (s. 12-13)

KINA - hvorhen?

• 20 MIllioner Flytter ÅRLIGT til Byen • 38 millioner Bygningsarbejdere • 200 millioner STÅR UDEN arbejde

Verdens største arbejderklasse - uroen ulmer

MARXIST DK

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Leder

Leder:

Indhold side

Leder

2

Velfærdsforlig: En stor buket tidsler

3

Socialdemokratiet og "velfærdsforliget"

4

Århus Sporveje: FOA må gå forrest!

6

Chavez i Europa

7

På Spidsen

7

Revolutionær rap ramte Roskilde rent

8

Verden set med hånden

8

USA’s økonomi på vej mod nedtur

9

Kina - på vej mod kapitalisme?

10

Irak: Etnisk udrensning og sekterisk mareridt

12

Interview: Jeg var fange hos dødspatruljen

13

Dem og os

13

Tyskland: Fra revolution til kontrarevolution - del 4

14

SOCIALISTISK STANDPUNKT udgives af avisforeningen SOCIALISTISK STANDPUNKT Degnestavnen 19 st.tv 2400 Kbh. NV. Tlf.: 61651088 ISSN: 1901-1695 WWW.MARXIST.DK marxist@marxist.dk Ansv.red: F. Ohsten

2

Et verdenssystem i forfald Da det romerske imperium var i sin sidste fase, levede det på en konstant række af nye krige for at udvide sit interesseområde og sikre slaveejernes økonomi. Men alligevel var systemet dømt til undergang. Systemets produktionsforhold (slaveri) havde udspillet sin historiske rolle. Denne tilstand skabte stor turbulens, store eksplosioner og en tilstand af generelt forfald.

Verdens eneste supermagt var dengang nødt til hele tiden at ekspandere sit imperium, men var i længden ude af stand til at sikre det, fordi selve systemet havde overlevet sig selv. Selv om kejseren hævdede at forsvare den romerske republiks demokratiske idealer, blev overklassen stadig mere korrupt, dekadent og degenereret. En lignende proces (hvor feudalismen var i forfald) fandt sted i Frankrig før den store revolution i 1789. Og en lignende proces udfolder sig for vores øjne i dag. Nu er det blot det kapitalistiske system, der er i forfald.

Den generelle nedgang kan blandt andet aflæses i Mellemøsten, hvor selv verdenshistoriens største militærmaskine er ude af stand til at sikre USA's sejr i Irak (ligesom Frankrig før revolutionen var ude af stand til at vinde militære sejre på grund af regimets råddenskab).

Man kan også se på Europa og USA, hvor de rettigheder, arbejderne har vundet gennem efterkrigsopsvinget, nu bliver tilbagerullet. Europæisk kapitalisme kan ikke længere sikre velfærd som i 1960'erne. Det er den objektive forudsætning for en eksplosion i klassekampen i fremtiden.

Perioden der fulgte 1945 viste, måske for sidste gang, hvad det kapitalistiske system var i stand til. Dette var et kolossalt fyrværkeri af økonomisk vækst, med fuld beskæftigelse og stigende levestandarder. I

● www.marxist.dk ● Mar/Apr 6. Årgang Nr. 29

det mindste i Europa, Japan og Nordamerika. Det var en periode med reformer og indrømmelser, der førte til en forbedring af forholdene for arbejderne og en mindskelse af klassekampen i de udviklede lande, selvom situationen i det meste af den underudviklede del af verden var fuldstændig anderledes.

I perioden 1948-73 var den årlige vækstrate i verdensøkonomien (baseret på en fast dollarkurs i 1990) fem procent. I perioden mellem 1990-98, den mest betydelige periode med økonomisk vækst siden 1973, var den 2,6 pct. – omkring halvdelen af, hvad efterkrigsopsvinget kunne præstere.

Dette er det objektive grundlag for ustabiliteten på verdensplan. For krisen i Mellemøsten, barbariet i Afrika, de nationale konflikter i Asien, den revolutionære bølge i Latinamerika og nedskæringerne i Europa. Det er samtidig det objektive grundlag for, at arbejderne i det ene land efter det andet vil bevæge sig for at ændre samfundet grundlæggende. Slaveriets forfald var en urolig epoke. Feudalismens forfald var endnu voldsommere. Og nu er vi gået ind i en af de mest urolige perioder i verdenshistorien, kapitalismens forfaldsepoke. For at gøre en ende på turbulensen, krigene, nedskæringerne – på selve menneskehedens forfald – er det nødvendigt at skifte systemet ud på verdensplan.

Hvis det kapitalistiske system ikke længere kan sikre fremgang, må det lide samme skæbne som det romerske kejserdømme og det franske monarki. Arbejderbevægelsens opgave er at begynde kampen for et socialistisk verdenssamfund, hvor produktionen planlægges efter almindelige menneskers behov, og hvor menneskehedens potentiale kan realiseres.

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Indland

Velfærdsforlig: En stor buket tidsler!

VELFÆRDSFORLIG Af Jeppe Druedahl I slutningen af juni blev der efter måneder med forhandlinger, protester og demonstrationer indgået velfærdsforlig. Eller det er, hvad de kalder det.

I virkeligheden er der ikke mange gram velfærd i forliget. Efterløns- og pensionsalderen stiger begge med 2 år, slidte arbejdere mellem 55-59 år, som ingen vil ansætte, mister den forlængede dagpengeret – til gengæld får de så en ”øget aktiveringsindsats”, dvs. aktiveringsskruen strammes endnu mere. Bl.a. skal man nu efter 2½ års ledighed ”fuldtidsaktiveres”, hvilket betyder, at man tvinges ud i virksomhedspraktik, hvor man skal udføre normalt arbejde til ingen eller næsten ingen løn, og derved bliver løntrykker.

Den store bevægelse omkring 17. maj, hvor over 100.000 mennesker var på gaden, tvang dog regeringen til, især hvis de ville indgå forlig med socialdemokratiets ledelse, der har følt baglandets pres, at tage fat i hakkejernet og fjerne det oprindelige forslags værste tidsler.

Der er også smurt lidt sukker på for at få de værste dele til at glide lettere ned. Der gives diverse løfter om ”jobgaranti” for ældre”, ”forebyggelsesfond” for arbejdsmiljø o. lign. Det, og at dagpengene for unge mellem 25-29 ikke halveres og at SUen ikke blev slagtet fuldstændig, er de massive demonstrationers fortjeneste. Til gengæld får alle, som ikke er parate til at begynde på en videregående udannelse senest 2 år efter gymnasiet, svært ved at komme ind på deres drømmeuddannelse. De vil nemlig miste den bonus på 8 procent i deres karaktergennemsnit, som alle andre, der starter inden 2 år, får.

dans på roser. Når Helle Thorning forsvarer det som en sejr, er det hule ord. Forliget er kun til fordel for kapitalisterne. Deres profitter vokser endnu engang, når de kan presse lønnen endnu mere på grund af den strammere aktivering og den forøgelse af arbejdsstyrken som tiltagene til, at de unge skal hurtigere igennem uddannelsessystemet medfører. Og de kan udbytte os i endnu længere tid, når vi ikke engang, efter mere end 40 års tro tjeneste i deres profitters interesse, ikke længere kan gå på efterløn som 60-årige, men må vente to år mere.

den. I stedet har hun så godt nok opfundet den gennemført racistiske og fuldstændig illusoriske ”indvandrerbyrde”.

Men levealderen stiger jo, siger de. I resuméet af forligsteksten regnes der med, at vi i gennemsnit bliver 2,75 år ældre frem til 2040. For de udsatte grupper, som i dag benytter for eksempel efterløn, er stigningen dog noget mindre. Alligevel står der, at vi frem til 2040 skal arbejde 3 år længere, fordi at vi bl.a. skal være færre år på pension.

Ligegyldigt om den såkaldte ældrebyrde stiger eller ej, betyder det ingenting for velfærden i forhold til ineffektiviteten i den kapitalistiske produktion og den konstante trussel om kriser, der følger med kapitalismen.

Der bliver produceret masser af værdier, men de ryger direkte i kapitalisternes lommer.

Ældrebyrden – borgerlige løgn Vi får at vide, at der ikke er råd til velfærd på grund af ældrebyrden.

Men i virkeligheden overdriver og forfalsker regeringen og dens kumpaner konsekvent tallene. Selv Pia Kjærsgaard har benægtet ældrebyr-

At kapitalisterne udråber de ældre som en byrde, er ren arrogance - ikke bare er det arbejderklassen, der hele deres liv bliver tvunget til konstant at arbejde for at øge kapitalisternes profitter, og lide under det kapitalistiske systems fuldstændig manglende evne til at føre samfundet fremad. Nu bliver de også skudt i skoene, at det er deres egen skyld – de kunne bare føde nogle flere børn!

Det er det egentlige problem. Dette og meget mere har vi i Socialistisk Standpunkt kigget nærmere på i vores dokument ”Program for forsvar for velfærden” som kan læses og bestilles på vores hjemmeside www.marxist.dk.

Hvad opnåede Socialdemokraterne ved forhandlingsbordet? At efterlønsforringelsen ikke indfases i løbet af 10 år, men – og læg nu mærke til den essentielle forskel – 12,5 år!

Det indgåede forlig er absolut ingen

Den 17. maj var 100.000 mennesker på gaden i protest mod velfærdsforringelserne. Regeringens svar var meget arrogant. ”Vi gør det jo for jeres skyld” sagde Bendt Bendtsen.

www.marxist.dk ● Mar/Apr 6. Årgang Nr. 29 ● 3

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Indland

Socialdemokratiet og "velfærdsforliget"

Ka' I så få de arme ned!

SOCIALDEMOKRATIET Af PU Hold da op, hvor var hun glad, hende Helle Thorning, da "velfærdsforliget" var på plads. Endelig havde hun fået lov til at lege med de store drenge og piger og "sætte fingeraftryk" på deres sager. "Jeg er meget tilfreds med resultatet, og vi Socialdemokrater kan være stolte af det," skrev hun til medlemmerne. Denne holdning genfinder vi hos flere ledende personligheder i fagbevægelsen, og DSU's formand Jacob Bjerregaard gav forliget "et solidt 10tal", mens "armene stadig er højt hævet". Men selvom man selvfølgelig godt kan påstå, at det er en sejr, hvis noget, der så ud til at blive meget dårligt, ender med at blive en lille smule mindre dårligt, så er resultatet stadig dybest set noget skidt, og det, der står tilbage, er, at Socialdemokratiet igen har medvirket til en markant forringelse af arbejderklassens forhold.

Forhandling?

Men er det ikke godt nok at forhandle og få det ud af det, man kan? Ville det ikke være dybt naivt at overlade det hele til regeringen alene? Sådan vil mange i partiet måske mene, og det er også umiddelbart en meget forståelig tankegang.

Socialdemokratiet blev dannet som et socialistisk arbejderparti, for at forsvare arbejderklassens interesser. Når ledelsen af socialdemokratiet indgår i forhandlinger om nedskæringer i velfærden er den med til at tage ansvaret for angrebene på arbejderklassens forhold. Hvis socialdemokratiet skal indgå i for-

4

handlinger, må det blive på spørgsmålet om hvordan man forbedrer velfærden, og hvor pengene skal komme fra; her kan peges på en lang række områder; Nordsøolien, virksomhedernes overskud, de multinationale osv.

Men de borgerlige ønskede at have Socialdemokraterne med i forliget, for på den måde at kunne legitimere nedskæringerne, og forhåbentlig stoppe protesterne, fra især fagbevægelsen, hvis top er domineret af socialdemokrater. Hvis partiet og fagbevægelsen havde sat gang i en virkelig mobilisering ude på landets arbejdspladser og var kommet med et reelt alternativ i stedet for tågesnak, hvor man kun vagt har taget afstand fra nogle af forringelserne og aktivt støttet andre, så ville bevægelsen mod nedskæringerne let have vundet.

Hvis Socialdemokratiet havde stillet sig i spidsen for kampene ville Regeringen, Dansk Folkeparti og de Radikale være blevet tvunget til at lave forlig uden Socialdemokratiet.

De ville blive nødt til selv at tage

ansvaret for slagtningen af velfærden med udsigt til et svidende nederlag ved næste valg, hvor også Dansk Folkeparti og de Radikale ville stå afsløret som arbejderfjendske borgerlige. Eller også kunne de være blevet tvunget til at udskrive valg med det samme – et valg udkæmpet for eller imod velfærd, som Socialdemokratiet let kunne vinde.

Alternativ Det burde være så let at være socialdemokrat for tiden. En borgerlig regering, der spiller ud med så store og åbenlyse forringelser af almindelige menneskers forhold, inviterer jo nærmest til at blive væltet. Det burde være rørende enkelt at være i opposition. Men problemet er, at den siddende ledelse i Socialdemokratiet – og dele af fagbevægelsens top – desværre er mere eller mindre enige i de borgerliges dogmer om, at det er nødvendigt at skære ned og få danske arbejdere til at knokle endnu mere. Og det er jo ikke underligt – de har samme udgangspunkt: at administrere Danmark som en sund kapitalistisk stat.

Havde Helle Thorning støttet fuldt op om mobiliseringerne og ladet dem fortsætte, havde man tvunget regeringen ud i en meget svær situationen og forsvaret velfærden langt bedre hen ved forhandlinger.

● www.marxist.dk ● Mar/Apr 6. Årgang Nr. 29

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk Under de nuværende historiske forhold betyder det at fjerne store dele af den velfærd, som arbejderklassen har tilkæmpet sig. Som vi har skildret utallige gange, er det denne kendsgerning, der er baggrunden for den langvarige og dybe krise, som Socialdemokratiet befinder sig i. Toppen har revet sig løs fra sit oprindelige grundlag i arbejderklassen og fører en politik, der igen og igen kommer i direkte karambolage med klassens mest basale interesser.

Snart sagt en hvilken som helst almindelig arbejder med bare en lille smule politisk interesse ville være en langt bedre leder for partiet end Helle Thorning eller andre fra den nuværende partiledelse - når bare han eller hun handlede ud fra devisen ”det bedste for mig og mine kollegaer”. Det ville skabe et jordskred i dansk politik - for slet ikke at tale om, hvad der ville ske, hvis partiet fik en bevidst udarbejdet politik til gavn for arbejderklassen.

Så snakker vi ikke bare om at komme op på niveau med sidste eller

Indland

forrige valg – vi snakker om absolut flertal og total udradering af den siddende regering.

Hvilken vej fremad?

Virker dette perspektiv komplet urealistisk og langt ude? Det vil nogle uden tvivl mene, men hvad er det egentlig, det drejer sig om her? At et arbejderparti skulle føre arbejderpolitik! At et socialdemokratisk parti rent faktisk førte en politik, der pegede i retning af demokratisk socialisme – det er da kun logik og absolut ikke for meget forlangt! Men selvfølgelig – som vi har understreget gang på gang – så er det komplet urealistisk, så længe vi ikke kæmper bevidst for det - så længe de socialistiske idéer ikke forsøger at vinde indpas i partiet. Det er det, der er opgaven.

SF og Enhedslisten har været modstandere af forringelserne og har opfordret Socialdemokratiet til at trække sig ud af forhandlingerne og lade være at støtte nedskæringerne. Det er for så vidt glimrende,

men det har ikke haft den store virkning. Begge partier har godt nok oplevet medlemsfremgang, men at deres anstrengelser kulminerer i opfordringer til, hvad Socialdemokratiet bør gøre, viser det reelle magtforhold. Det eneste reelle alternativ til den borgerlige regering er en arbejderregering på et socialistisk program, med udbygning af velfærden, i stedet for nedskæringer. Men lederne ar SF og Enhedslisten har det samme problem, som den socialdemokratiske ledelse – de er ikke parate til at bryde med kapitalismen.

Den enorme vilje til forandring, der kom til udtryk i bevægelsen omkring 17. maj, må vi bygge videre på, og kampen for en socialistisk politik i Socialdemokratiet og DSU og de andre arbejderpartier må på dagsordenen. Vi kan ikke fortsat acceptere, at partiet – og dermed også alle de fremskridt, den danske arbejderklasse i tidens løb har opnået – bliver kørt mere og mere i sænk af den nuværende ledelse.

Bevægelsen må gå fremad ne på gulvet at bestemme over vores egen bevægelse. Konferencen må lægge en plan for, hvordan kampen mod de borgerliges angreb kan vindes.

VELFÆRDSBEVÆGELSEN Af Frederik Ohsten Aktive i bevægelsen omkring 17. maj står nu over for at vælge, hvordan man kan gå fremad og få opfyldt målet om at tvinge nedskæringerne af bordet. Ved redaktionens slutning var der lagt op til en konference for tillidsfolk og repræsentanter for elever og studerende den 2. september og en national protestdag på Folketingets åbningsdag. Dette er vigtige skridt.

Men det er også vigtigt at understrege, at bevægelsen må gøres slagkraftig. Socialistisk Standpunkts støtter i arbejderbevægelsen og ungdommen har blandt andet fremført følgende forslag:

•

Konferencen i september må beslutte, hvilken vej bevægelsen skal gå. Det må være op til folke-

•

•

Protesten på folketingets åbningsdag må fokusere på en samlet manifestation foran Christiansborg. Det er vigtigt med demonstrationer overalt i landet, men en stor, samlet protest viser arbejderne og ungdommens styrke – både over for politikerne, men også over for de aktive selv, og det giver arbejderne tro på egne kræfter.

De aktive i bevægelse må presse LO til at bruge deres magt og indkalde til en 24-timers generalstrejke. Det vil være en enorm opvisning af arbejderklassens

styrke og vil ramme regeringens bagland i erhvervslivet på pengepungen. Den borgerlige regering har vist, at den ikke lytter til hverken konferencer eller demonstrationer – nu er det på tide at skruen strammes, og vores forbund må gå forrest.

Tillidsmandskonferencen må bruges til at presse fagbevægelsens ledelse til at bruge den magt, LO besidder, og ledelsen må presses til at organisere en landsdækkende arbejdsnedlæggelse for at tvinge de borgerlige tilbage.

Følg løbende med på www.marxist.dk, hvor vi vil opdatere jævnligt med reportager fra arbejdsnedlæggelser, skolebesættelser og demonstrationer og give vores perspektiv for bevægelsen og dens konkrete opgaver.

www.marxist.dk ● Mar/Apr 6. Årgang Nr. 29 ● 5

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Indland

FOA må gå forrest!

BUSCHAUFFØRER Af Siri Bejer Bertelsen Århus Sporveje har tidligere været kåret som Danmarks bedste busselskab. Man har beholdt Århus Sporveje som offentlig ejendom, og chaufførerne er indtil nu sluppet for de værste af de angreb, som privatiseringerne har udsat resten af landets buschauffører for. Nu skal Århus Sporveje efter kommunalreformen 1. januar 2007 udliciteres. Derfor skal der nu fornyes, effektiviseres og skæres ned, så selskabet kan være "konkurrencedygtigt" overfor de private selskaber.

Men hvad betyder det i praksis? Ledelsens udspil til fornyelse og effektivisering betyder, at der ikke længere kan tages hensyn til chaufførernes rettigheder, deres arbejdsvilkår og privatliv. Den nye sommerkøreplan, der i april fik chaufførerne til at nedlægge arbejdet, overtrådte arbejdsmiljøloven på det groveste.

Chaufførerne skulle pludselig stå model til arbejdsuger på op til 55 timer.

Ifølge vagtplanen skulle nogle chauffører arbejde 5 lørdage i træk – dvs. ingen weekend i over en måned. Andre skulle holde deres pause ved

arbejdsdagens begyndelse og så kører 8 timer, og andre igen fik deres arbejdsdag splittet op i nogle timer om morgen og nogen ud på eftermiddagen.

Strejke og forhandling Chaufførerne ved Århus Sporveje valgte i protest at nedlægge arbejdet i perioden fra den 20. til den 26. april.

Efter to ugers forhandlinger kom repræsentanter fra FOA, Århus Sporveje og Kommunernes Landsforening den 8. maj frem til et resultat, der betød ændringer, der hvor sommerkøreplanen direkte overtrådte arbejdsmiljøloven, plus en lovet forbedring af den kommende vinterkøreplan.

Nu, næsten to måneder senere, har op mod 100 buschauffører været dag-

6

ligt sygemeldt på grund af stress som følge af sommerkøreplanen. Mandag den 26. juni var hele 300 busafgange aflyst – det svarer til hver 6. afgang.

Ledelsen indtil videre har kaldt 16 langtidssyge ansatte til møde og afskediget 9 af dem.

Direktør Torben Høyer har tidligere meldt ud, at med den nye køreplan vil det være muligt at undvære op til 90 chauffører i forhold til den nuværende situation. En klam trussel mod de chauffører, som er sygemeldte fordi arbejdspresset har været for hårdt både psykisk og fysisk.

Ledelsen påstår hårdnakket, at det ikke er vagtplanen der er problemet – der er nemlig stadig en masse chauffører der tager på arbejde hver dag uden at kny.

Men de chauffører, der rent faktisk tager på arbejde, gør det ikke af tilfredshed. De giver udtryk for, at de selv ligger under meget stort pres, og ikke kan fortsætte meget længere. De gør det af den ene grund, at Århus Sporveje nægter at forhandle de

kommende vagtplaner med deres fagforening, hvis ikke chaufførerne er i arbejde.

FOA må træde til Den 25. juni indledtes forhandlingerne om udformningen af vinterkøreplanen. Efter tre dages diskuteren frem og tilbage måtte FOA Århus og ledelsen i Århus Sporveje give op. Forhandlingerne omkring fastlæggelsen af de kommende vagtplaner brød fuldstændig sammen.

Chaufførerne har været tvunget til at bruge sygemeldinger som "kampmetode" på grund af, at deres egen fagforening ikke har levet op til sit ansvar og organiseret en strejke. Kun

● www.marxist.dk ● Mar/Apr 6. Årgang Nr. 29

ved kollektiv strejke kan man lægge et reelt pres på ledelsen.

Men en strejke bør ikke begrænses til chaufførerne, men må udbredes til alle de offentligt ansatte i Århus, og de privatansatte må gå med. LO-

Århus kan feje angrebene på chaufførerne af bordet ved at indkalde til en arbejdsnedlæggelse for alle arbejdere i byen. Det vil ramme virksomhederne, og være noget, der kane mærkes på rådhuset.

De århusianske buschaufførers kamp for ordentlige arbejdsforhold er ikke enkeltstående. Det er en kamp, der også kæmpes inden for resten af den offentlige sektor i hele Danmark - og i virkkeligheden også på det private arbejdsmarked.

Under parolen "effektivisering og fornyelse" lemlæstes det offentlige. Det er en forberedelse til privatisering, så de profitable dele af det offentlige kan sælges til private rigmænd. Til fordel for de små og store virksomhedsejere men med forringelse af arbejds- og

levevilkår for den almindelige dansker. Det er os, der betaler prisen. Privatiseringsprocessen blev startet, mens der var borgerligt styre i Århus. Men det er ændret nu, og derfor bør privatiseringsprocessen stoppes omgående.

Socialdemokratiet har, sammen med SF og Enhedslisten, flertal i Århus byråd. Det er på tide, at dette arbejderflertal rent faktisk bliver brugt. Det røde flertal må stoppe privatiseringsprocessen og sikre ordentlige forhold for de ansatte - og fagbevægelsen i Århus må presse arbejderpartierne til at føre en politik, der er ansvarlig over for de arbejdere, der har stemt på dem.

Læs mere på www.voresbusser.dk

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Indland

Chavez i Europa CHAVEZ Af Siri Bejer Bertelsen I midten af maj var Venezuelas præsident Hugo Chavez på rundrejse i Europa. Han deltog i et EU-topmøde og forskellige møder med politikere. Men besøget var ikke bare en mængen sig med Europas highsociety kredse, den stod også på massemøder med høj revolutionær ånd. Hands Off Venezuela and Cuba kampagnen (HOV), der i øjeblikket har afdelinger i over 20 lande i hele verden stod for en stor del af succesen.

Hugo Chavez startede i Østrig med at tale på, hvad der må være det største offentlige møde arrangeret af venstrefløjen i Wien i over 30 år. 5000 entusiastiske deltagere var mødt op for at høre hvad den i Latinamerika så populære præsident, og de to andre

talere, Che Guevaras datter Aleida Guevara og Alan Woods, grundlæggeren af HOV, havde at sige. Hugo Chavez’ tale varede 2 timer. 2 timer hvor han indædt erklærede krig mod imperialismen og kapitalismen. Mødet var en kæmpe succes, og Chavez vakte enorm begejstring blandt sit publikum, hovedarrangørerne af mødet, den østrigske afdeling af HOV kan kun være tilfredse.

Søndag d. 14. var Hugo Chavez inviteret til London af ingen ringere end Londons borgmester Ken Livingstone.

Her skulle han deltage i en række møder med bl.a. TUC (engelsk LO) og fine folk fra Labour. Som i Wien således også i London.

Desværre var der ikke plads til alle de interesserede på det offentlige møde i Camden Centre, så de fleste måtte

blive på gaden. Chavez valgte dog at gå rundt og hilse på folk personligt og udtrykte sin værdsættelse af folks støtte. På sine møder i London satte Chavez igen socialismen på dagsordenen og efter to dage vendte han hjem til Venezuela.

Begge disse møder havde stor betydning. For det første i Venezuela, hvor det blev dækket bredt på tvstationerne. At venezuelanerne ser, at arbejdere rundt om i verden støtter dem, styrker deres tro på dem selv og deres revolution.

For det andet viser den store interesse, at den venezuelanske revolution er en vigtig inspirationskilde i de daglige kampe i Europa.

Læs mere på: www.handsoffvenezuela.dk

På Spidsen:

Send velfærdsstaten på plejehjem...

Der var engang for mange år siden,

Når arbejderne kom til skade, kunne

rækning

hvor vore eventyrlige iværksættere i

de nu lappes sammen på hospitalerne,

stoppe her? Vores velfærdsstat har

toppen af dansk erhvervsliv tjente

så de hurtigt kunne komme på arbejde

haft et hårdt liv, hvorfor nøjes med at

fyrstelige summer på samhandel med

igen. Og når de fik børn, behøvede

sende den på deltid? Nej! Lad os sende

fascismens

kvinderne ikke længere blive væk fra

velfærdsstaten på plejehjem. For selv

Vore europæiske brødre efterlod Eu-

arbejdsmarkedet,

om der ikke er ressourcer nok til at få

ropa i ruiner. Men det gjorde ikke no-

ungerne i dagsinstitutioner.

bannerførere

i

Europa.

men

bare

sende

velkommen.

Men

hvorfor

den ud af sengen om morgenen, kan de ansatte jo godt tale pænt til den. Selv

get, for det betød bare, at der igen var arbejde at holde arbejderne be-

Men alting har en pris, og som de bor-

om virksomhederne og bankerne stadig

skæftigede med. Så kunne de godt

gerlige siger: hvis du lukker øjnene,

skovler milliard-overskud ind kan det

glemme alt om 30'erne, hvor de jo ikke

kan du se, hvad der er gratis. Fordums

ikke komme på tale, at de skal betale.

lavede andet end at ligge på langs og

store tider er nu forbi. Velfærdssta-

De har jo aldrig haft brug for vel-

true med revolution.

ten er ikke længere ung, og dens hel-

færdsstaten.

bred har svigtet de sidste mange år.

Nej, efter vi fik smadret Europa, kom

Skiftende regeringer har afhjulpet

Så her på spidsen støtter vi fuldt op

der sandelig andre tider. Genopbygnin-

velfærdsstaten, ved at skære ned på

om brugerbetaling og privatisering.

gen gik fantastisk. Hos de europæiske

budgetterne og udlicitere dens opga-

Hvis arbejderne ønsker at holde vel-

virksomheder

milliard-

ver til virksomhederne. Senest har den

færdsstaten i kunstigt live, kan de jo

overskuddene ind på bankkontoerne.

borgerlige regering lavet en velfærds-

bare mobilisere til ugentlige 24-timers

Og når det regner på præsten, dryp-

reform, der skal komme velfærdssta-

arbejdsdage og se om det nytter.

per det på degnen. Arbejderne fik

ten til undsætning på en lang række

fjernsyn og råd til at betale en større

områder.

væltede

Af: Michael Styrk

del af deres løn i skat. Således kom velfærdsstaten til verden.

Her på spidsen hilser vi denne hånds-

www.marxist.dk ● Mar/Apr 6. Årgang Nr. 29 ● 7

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Kultur

Revolutionær rap ramte Roskilde rent POLITISK RAP Af Silas Boesen ”Before we start. I have a message to the president of Denmark: Stop being George Bush’s fucking bitch!”

Immortal Technique er en kunstner, der ikke er bange for at lægge fingre i mellem sine holdninger og sin kunst.

Med sublim teknisk præcision formår Harlem-rapperen at sætte sin indig-

nation over kapitalismens og imperialismens forbrydelser på vers. Tilsat behagelige beats og melodier spyttes de direkte i hovedet på politiske modstandere og begejstrede fans Det fik tusinder af gæster ved årets Roskilde Festival glæden af at opleve fredag eftermiddag i teltet ved navn Odeon. En glæde de viste ved øredøvende klapsalver ved hver eneste politiske udmelding og taktfaste råb om ”viva la revolution”.

Immortal Technique skabte revolutionær stemning på Roskilde Festival. ”Det ikke min, men vores revolution” lød det.

Menuen stod på kendte numre fra Immortal Techniques hidtidige udgivelser Revolutionary vol. 1 og 2 og enkelte nye fra det kommende The Middel Passage. Revolutionære paroler blev serveret mellem disse delikatesser, og skabte begejstring hos et publikum, der vidste præcis, hvad de kom efter.

Mange af de samme havde med lige stor fornøjelse kunne opleve Per Vers og Ole Omkvæds mere afslappede optræden på Spoken Word scenen dagen forinden. Her blev der delt verbale øretæver ud til Pia Kjærsgård og den borgerlige regering.

Til Helle Thorning-Smiths ære var en gammel kendt protestsang blevet omskrevet med titlen: Der er 37 mandater endnu, hvor efter der ellers blev talt ned. Også Muhammed-krisen blev kommenteret med geniale ordspil som: ”Vi brænder ikke Dannebrog, vi brænder for at danne bro.”

Med to forrygende koncerter beviste Immortal Technique, hans danske kolleger og deres publikum, at interessen og behovet for politiske ideer er enormt. Ville flere kunstnere dog blot følge trop og udnytte deres kreative talent til at udvikle den politiske debat.

Verden set med hånden - internationale noter Billund!

Det havde længe været under optakt, men tirsdag den 20. juni blev det så officielt. LEGO flytter produktionen til Kladno i Tjekkiet. Det betyder, at 900 tidligere danske legoarbejdere i løbet af næste år vil stå uden arbejde.

Samtidig bliver den produktionen, der foregår i USA, flyttet til Mexico. Hovedsædet vil dog stadig ligge i Billund. LEGO, der er gået fra 9 milliarder til 2 milliarder i overskud i de sidste 5 år, gør klart dette for at gøre produktionen billigere. Og det må danske arbejdere betale for med deres arbejde.

Grækenland!

Grundet et lovforslag fra den græske regering om at privatisere universiteterne for at give eleverne færre rettigheder, har de græske studerende

8

mobiliseret større end det er set i 25 år. 50.000 studerende har været på gaden i Athen og Thessaloniki, og over 400 universitetsfakulteter er blevet besat. Vigtigt var det, at man med mobiliseringer fik lagt pres på GSEE (det græske LO), som indkaldte til et 3-timers generelt arbejdsstop.

Regeringen har nu ”indefrosset” loven, og studenter har indstillet mobiliseringerne indtil september.

Demonstration mod kvindeundertrykkelse i Iran Den 12. juni 2006 demonstrerede 5000 kvinder i Iran, med støtte fra de studerende og menneskehedsrettighedsforkæmpere imod en islamisk undertrykkelse af kvinder. Demonstrationen, der foregik på Haft-e Tir pladsen i Teheran, Iran, var den stør-

● www.marxist.dk ● Mar/Apr 6. Årgang Nr. 29

ste demonstration for kvinders rettigheder siden 1981, hvor den islamiske regering kom til magten.

Politiets reaktion viste tydeligt, hvor alvorligt regimet tog denne demonstration, der var 4 minibusser med politi til stede. De brugte knebler, tåregas og peberspray for at holde demonstrationen nede, og for at forbigående ikke skulle tilslutte sig demonstrationen. Ifølge Advar News, nyhedsorganisationen for Islamisk Studenter Organisation, blev 60 demonstranter arresteret.

Af: Mikkel Boris og Martine Udsen.

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Internationalt

USA’s økonomi på vej mod nedtur VERDENSØKONOMI Af Marie Frederiksen De amerikanske aktier rutsjer op og ned og renten stiger – men hvad betyder det egentlig?

Siden midten af maj har man kunne følge de amerikanske aktiers op- og nedture. Verdens aktiemarkeder er faldet støt, med mindre opture ind imellem. De danske aktier tabte for eksempel 46 mia. kr. i værdi, d. 15. maj. (Jyllandsposten, 16. maj 2006) En af forklaringerne givet af økonomerne er de stadigt stigende renter i USA. Den amerikanske centralbank, Fed, har siden 2004 hævet renten, som på daværende tidspunkt var på 1,25 procent ikke mindre end 17 gange, senest i både maj og juni til 5,25 procent.

Den amerikanske centralbank begrunder rentestigninger med frygt for inflation, og varsler yderligere rentestigninger, hvis inflationen ikke kommer under kontrol. Samtidig er aktiesvingningerne og rentestigningerne, med til at dollaren er faldet yderligere.

Ustabilitet Hvad dette viser, er først og fremmest

den ustabile situation, der eksisterer, ikke bare økonomisk, men også politisk, socialt, militært osv. Ved aktiekrakket i 1997 så vi hvordan aktiemarkederne på få dage kunne kollapse, da boblen, skabt på aktierne for IT på få dage krakkede. Det betød ikke bare, at værdien af aktierne faldt, men det skabte chokbølger ud i hele verdensøkonomien, og fik hele økonomier som den tyrkiske og argentinske til at kollapse.

Verdensøkonomien er nu så tæt forbundet, at rystelser et sted, og ikke mindst i USA, sender bølger ud i hele verden, hvilket vi også har set i de seneste måneders aktierutsjeture.

I 1997 formåede verdensøkonomien som helhed at komme sig oven på chokket, men kun med den konsekvens at lægge grunden for ophobningen af endnu større modsætninger. Den amerikanske økonomi er en kolos på lerfødder, med stor ustabilitet til følge.

Samtidig viser aktiernes rutsjeture, at økonomien ikke er en isoleret størrelse. Ustabiliteten i Mellemøsten, forværret kraftigt af amerikanernes egen tilstedeværelse i Irak, med dertil følgende kæmpe stigninger i oliepriserne, er en medvirkende årsag til den økonomiske ustabilitet.

Situationen er ustabil, og der skabes panik på børserne.

Det viser, at økonomien grundlæggende set er usund.

En usund situation En af grundene til, at verdensøkonomien kunne komme helskindet ud af aktiekrakket i 1997, var det stigende privatforbrug, ikke mindst i USA. Renten nåede et rekordlavt niveau, som var med til at stimulere forbruget, og dermed holde gang i opsvinget. Men at basere økonomien på gæld, er lidt som at tisse i bukserne for at holde sig varm; gælden skal betales tilbage og

med renter – det fjerner ikke modsætningerne, men øger og udskyder dem bare.

Stigende udgifter kombineret med en forventning om fortsatte stigninger i boligpriserne har holdt hjulene i gang, hvilket har ført til et dramatisk fald i opsparingsraten. I 2005 var opsparingsraten í USA for første gang negativ siden depressionen i 1930’erne.

Hvis huspriserne falder, eller hvis bare væksten stilner af, risikerer det at have enorme effekter på økonomien, både den amerikanske og i resten af verden. Forbrug udgør nu to tredjedele af den amerikanske økonomiske aktivitet, men meget af dette er baseret på kredit, som igen er afhængig af de stigende huspriser og den lave rente.

Så selvom BNP og aktierne stadig er for opadgående, er det på et ekstremt ustabilt niveau, som ikke afspejler de underliggende modsætninger, der hober sig op. Den amerikanske økonomi, og med den hele verdens, er på vej mod nedgang; hvor alvorligt og præcis hvornår, kan vi ikke sige.

Arbejderklassen bærer byrden Det er den amerikanske arbejderklasse og de fattige, som har båret byrden af det nuværende såkaldte opsving. Mens BNP og aktiekurser er steget, er antallet af amerikanere, der lever under fattigdomsgrænsen forøget til ca. 37 mio. mennesker i 2004.

Mens udgifterne til krigen i Irak stiger, de rige får skattelettelser og virksomhedernes profitter øges, skæres der ned på de sociale udgifter og lønningerne falder – minimumslønnen er lavere nu end for 50 år siden, hvis man korrigerer for inflationen.

Ethvert forsøg på at skabe økonomisk stabilitet, skaber øget social og politisk ustabilitet. Den amerikanske arbejderklasse har båret byrderne de sidste mange år, men den har også stolte traditioner. Traditioner for kamp, som vi den seneste periode har set begyndt genoplivet.

www.marxist.dk ● Mar/Apr 6. Årgang Nr. 29 ● 9

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Internationalt

Kina - på vej mod kapitalisme? del 1: 1949-1992

KINA Af Rasmus Steffensen Af marxister opfattes den kinesiske revolution i 1949 som den næstvigtigste begivenhed i verdenshistorien. På trods af maoismens fejltagelser, ændrede den kinesiske revolution det kinesiske samfund radikalt ved at afskaffe kapitalismen og smide storbønderne på porten. Derudover gjorde revolutionen op med den imperialistiske dominans i området.

Maos oprindelige perspektiv var idéen om 100-års kapitalisme, en teori som lå helt i overensstemmelse med den stalinistiske to-stadie teori. Argumentationen var, at det nationale borgerskab skulle føre samfundet frem på kapitalistisk vis, ligesom i England og Frankrig. Derefter, når produktivkræfterne var udviklet tilstrækkeligt, skulle man overgå til socialisme.

Hvad Mao og stalinisterne ikke forstod var, at da Frankrig og England gennemlevede den

borgerlige revolution, eksisterede der ingen imperialistiske magter andre steder i verdenen, ingen udviklede økonomier. Som Trotskij forklarer i teorien om den permanente revolution; borgerskabet i et tilbagestående land er så tæt forbundet med feudalismen eller resterne af den, og er under så stor indflydelse fra imperialisterne på den anden side, at det er ude af stand til at gennemføre sin historiske rolle.

Folkefront Mao erfarede da også snart at folkefrontspolitikken, samarbejdet med de borgerlige, ikke kunne finde sted. Der var ganske enkelt ikke noget borgerskab at samarbejde med. Så snart de kinesiske stalinister begyndte at ekspropriere godsejerne, (en opgave, som de borgerlige revolutioner i Europa havde taget sig af), samlede alle de kinesiske kapitalister sig imod revolutionen. Det endte med, at den borgerlige leder Chiang Kai Chek flygtede sammen med borgerskabet til Taiwan. Mao stod nu med statsmagten i sine hænder.

Lige fra starten af, udviklede den kinesiske revolution sig markant anderledes end den russiske revolution i oktober/november 1917. I 1917 havde Lenin og bolsjevikkerne baseret sig på industriarbejderklassen, hvor Mao i 1949 baserede sig på bonde og landproletariatet. Selvom de fundamentale betingelser for arbejderdemokrati manglede lige fra starten, der var for eksempel ingen sovjetter som i Rusland, støttede marxisterne revolutionen fordi den befriede produktivkræfterne fra kapitalismen og feudalismens begrænsninger, og gav mulighed for en markant fremgang i økonomien, som ellers ikke havde været mulig.

Deng Xiaoping, som efter Maos død, kom til magten som repræsentant for den prokapitalistiske fløj i bureaukratiet.

10

Oktoberrevolutionen i Rusland er den hidtil eneste revolution, som byggede på industriarbejderklassen og arbej-

● www.marxist.dk ● Mar/Apr 6. Årgang Nr. 29

derdemokrati, og den eneste, som på sit første stadium havde karakter af en sund arbejderstat.

På grund af nedslagtningen af den tyske revolution i 1919 og nederlaget i 1923, forblev revolutionen isoleret i Europas mest tilbagestående land, hvor man stadig brugte den middelalderlige træplov, et land hvor analfabetisme og fattigdom var udbredt.

Det var den objektive basis for fremkomsten af et bureaukrati, der kunne tage magten, da arbejderne blev trætte og ikke længere kunne overkomme at deltage i samfundslivet.

Den kinesiske revolution startede, hvor den russiske sluttede, fra starten af eksisterede der et stalinistisk bureaukrati. Det var bureaukratiet, som stod bag nationaliseringerne, og ikke arbejderne som gennem sovjetter, demokratisk planlægning og arbejderkontrol fik magt over økonomien. Økonomisk vækst På trods af bureaukratiet udviklede Kinas økonomi sig hastigt, takket være den planlagte økonomi. Vækstraterne i Kina var meget højere end i de omkringliggende lande.

Trotskij forklarede i sin bog Revolutionen Forrådt, at på et vist tidspunkt i udviklingen vil bureaukratiet gå fra at være en relativ lænke, til at blive en absolut lænke på udviklingen af produktionsmidlerne.

Dette førte i Sovjetunionen til at bureaukratiet faldt med et brag i 198991, økonomien blev kastet tilbage, produktivkræfterne blev ødelagtm og bureaukratiet havde fuldstændigt mistet kontrollen med processen. Alt dette blev der fulgt nøje med i fra det kinesiske bureaukratis side, specielt fra den prokapitalistiske Deng-fløj, opkaldt efter Deng Xiaoping. Det kinesiske bureaukrati ville med alle midler undgå at lide samme skæbne som sovjetbureaukratiet.

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Internationalt skellige familier. Dette førte til at nogle af familierne berigede sig mere end andre. Med dette fik de også flere privilegier, bl.a. kunne det udlejede land gå i arv, hvilket er et vigtigt element i en kapitalistisk økonomi.

De øgede forskelle på landet førte til at flere var tvunget til at flytte til byerne, som derved virkede som billig arbejdskraft som basis for udviklingen af kapitalismen i byerne.

I 1983 indførte den kinesiske stat yderligere elementer af markedsøkonomi ved at indføre et kontraktsystem, som gav de statsejede virksomheder lov til at ansætte folk i en begrænset tidsperiode. Retten til at hyre og ikke mindst til at fyre folk Væksten i Kina har været høj siden revolutionen, men som Trotskij forklarede, går bureaukrati- medførte arbejdsløshed, hvilket også et fra at være en relativ til at være en absolut lænke. Herved rejses spørgsmålet om kapitaliser et vigtigt element i kapitalismen.

Med arbejdsløsheden og reformerne Efter Maos død (1976) begyndte bu- onen var der mangel på koordination på landet fulgte en større social ustareaukratiet i 70’erne at snakke om at mellem de forskellige sektorer, uba- bilitet. komme ind på verdensmarkedet. lance i investeringerne, overproduktiDeng avde indset at man umuligt on af nogle varer, underproduktion af Dette fik bureaukratiet til at blive nerkunne stå uden for verdenshandelen. andre, korruption, forkludring og kaos vøse for situationen, og de satte dermed farten på processen ned, dog Det var en implicit indrømmelse af, at i stor skala. aldrig for at stoppe den helt eller gå den stalinistiske ”teori om socialisme i et land” var bankerot. Intet land, Alle disse problemer kunne løses tilbage. Da situationen efterhånden uanset hvor mægtigt det er, kan iso- med ægte arbejderkontrol, fabriksko- blev stabil igen fortsatte de den sammitéer og sovjetter. Dette ville bu- me kurs som tidligere. lere sig fra verdensøkonomien. reaukratiet selvfølgelig ikke gå med til, da de dermed ville miste deres At sænke farten på processen brugte ”Markedssocialisme” Rødderne til udviklingen mod kapita- privilegier. Af denne årsag var en bureaukratiet op til flere gange når lisme, som vi har set indtil i dag, star- politisk revolution (for at afsætte bu- det gik for stærkt, men efter hver forter da Deng i 1978 bliver leder af det reaukratiet og indføre demokratisk sinkelse førte bureaukratiet proceskinesiske kommunist parti, og med kontrol over planøkonomien) nødven- sen videre igen. Fortsættes i næste debatten i partiet omkring begreber dig på vejen mod et fungerende soci- nr. som ”markedssocialisme”, dvs. at alistisk styre i Kina. lade markedskræfterne styre dele af økonomien fra private hænder. Deng sagde, at den centraliserede planlægning skulle forblive den dominerende form, men at man skulle samarbejde med udenlandske kapitalister i såkaldte ”joint venture” selskaber – et samarbejde mellem staten og private investorer.

Deng sagde, at Mao efterlod økonomien i et stort rod, og at det bl.a. var grunden til de nye reformer. Dette er dog ikke helt sandheden.

Hvad der virkelig var ved at ske var, at i takt med økonomiens udvikling, viste det kinesiske bureaukrati sine begrænsninger. Ligesom i Sovjetuni-

Dengs nye politik førte til oprettelsen af fire nye ’frie produktionszoner’ placeret på østkysten, hvor udenlandske virksomheder kunne investere. Dette medførte dog ikke den forventede succes, mest pga. de mange restriktioner. Derfor lempede man reglerne betragteligt i 1983, hvor man bl.a. tillod hele udenlandske firmaer at investere i zonerne – nu skulle de ikke længere samarbejde med staten.

Sideløbende med de ”frie produktionszoner” skete der en række forberedelser til en privatiseringsproces ude på landet. Staten udlejede det tidligere kollektiviserede land til for-

Køb den nu!

Bestil den her: Internet: www.marxist.dk/butik.php E-mail: marxist@marxist.dk Pris: 100 kr.

www.marxist.dk ● Mar/Apr 6. Årgang Nr. 29 ● 11

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Internationalt

- Iraks nye regering:

Etnisk udrensning og sekterisk mareridt IRAK Af Frederik Ohsten

militser som Badr-brigaden og lignende grupper.

Besættelsen af Irak har intet løst. Ingen af de mål, som Bush-kliken havde, er blevet indfriet. De havde håbet på at skabe en stabil lydstat, en marionet. De havde håbet på stabilitet i Mellemøsten – en Pax Americana, hvor imperialisterne kunne kontrollere udviklingen i regionen. Og så var der selvfølgelig olien. De er stadig ikke i stand til at pumpe olie ud af Irak, og landet er mere ustabilt end nogensinde før. Irak har aldrig før haft en borgerkrig, men nu spiller imperialisterne på de etniske og religiøse forskelle i landet i et forsøg på at opnå kontrol.

I april blev 1.100 dræbt af sekteriske grunde alene i Bagdad, ifølge The Economist.. Og siden er den sekteriske vold ikke stilnet af. De amerikanske imperialister taler åbent om at splitte Irak op i tre eller fem mindre dele. Roms gamle slagord ”del og hersk” har ikke været forgæves. En opsplitning af landet vil være ærkereaktionær i sit indhold og åbne for et blodbad, ligesom vi så det i Jugoslavien – men på mere barbarisk skala.

Sekteriske skel skabes Allerede før krigen var der et stort had mod USA blandt irakerne. Sanktionerne i 1990’erne kostede ifølge FN’s egne tal 500.000 irakiske børn livet.

Imperialisternes hykleri før krigen var grænseløst. Deres gamle allierede fra 1980’erne, Saddam Hussein, var ”pludselig” en forbryder. De ”opdagede” pludselig, at han havde ført krig og brugt kemiske våben. At det skete med våben fra Vesten blev forbigået i tavshed.

Men situationen i Irak er endnu værre nu. I forsøg på at holde ”ro og orden” spiller amerikanerne og deres marionetregering på de sekteriske skel i befolkningen. Sammensætningen af selve premierminister Nuri al-Malakis regering er sket efter sekteriske principper.

De er i gang med at forvandle Irak til et Bosnien, bare mere monstrøst i skala. Kantonerne er blevet overladt til sekteriske militser, der udrenser andre grupper. Ifølge Al-Malakiregeringens egne tal er over 100.000 irakere blevet fordrevet fra deres hjem. Men nogle menneskerettighedsgrupper taler om, at omkring en million er blevet fordrevet. Uanset hvad foregår der en etnisk udrensning, som ”koalitionen” har bidraget til ved at læne sig op ad sekteriske

12

Hvordan kan dette barbari stoppes?

Borgerskabet i Mellemøsten er ude af stand til at løse nogle som helst problemer. De kan ikke samle landet og udviske de kunstige grænser, som blev skabt af imperialisterne efter første verdenskrig.

National selvbestemmelse Marxister støtter retten til national selvbestemmelse – intet folk skal mod sin vilje underlægges en anden nation. Men samtidig med, at vi fremhæver retten til national selvbestemmelse, fremfører vi ikke løsrivelse som et krav, uafhængigt af tid og rum.

Trotskij forklarede det således: ”Bolsjevikkerne antog ikke et separationsevangelium, men en forpligtelse til at kæmpe mod enhver form for national undertrykkelse, herunder underlæggelse af en nationalitet indenfor den generelle stat. Kun på denne måde kunne den russiske arbejderklasse gradvist vinde de under-

USA's marionet i Irak, premiereminister Nuri al-Maliki.

● www.marxist.dk ● Mar/Apr 6. Årgang Nr. 29

trykte nationaliteters tillid.”

For at slå vores holdning fast: splittelsen indeholder ikke ét progressivt atom. Vi står for enhed mellem folkene i mellemøsten, og for enhed mellem de undertrykte masser i Irak mod imperialismens barbari. I den konkrete situation har parolen om ”selvstændighed” for kurdere, assyrere, shiiter, sunnier eller armenere et reaktionært indhold. Det vil overlade de opsplittede masser til imperialisternes nåde.

Det, som den amerikanske imperialisme frygter mest i Irak, er en samlet irakisk modstand mod besættelsen, baseret på arbejderklassen i de store byer som Bagdad, Basra, Nasiriyah og Kirkuk. Så de har pustet til de reaktionære ideer om etniske og religiøse ”rene” områder i Irak. Militser som den kurdiske Pesh Merga, den shiamuslimske Badr og al-Dawa (kaldet) er blevet optaget som en del af hæren og er ”koalitionens” allierede i Irak. At disse grupper systematisk begår etniske udrensninger, plyndringer og voldtægt, bekymrer ikke Iraks ”befriere” i Washington.

Et socialistisk mellemøsten Imperialismen har kun bragt katastrofer til Irak. Rosa Luxemburgs berømte sætning om ”socialisme eller barbari” passer perfekt på hele Mellemøsten.

Marxisterne er mange gange blevet kaldt ”utopister”, fordi vi fremfører parolen om en socialistisk føderation i Mellemøsten. Men de største utopister er dem, der tror, at de svage kapitalister i området (eller imperialismen for den sags skyld) kan løse problemerne. Iraks befolkning har fået en bitter lektion i, hvad Lenin mente, da han talte om ”kapitalismens forfaldsperiode”, og hvad det betyder for deres daglige liv.

Kampen for deres befrielse betyder samtidig en kamp imod det system, der har nedkaldt fremmed besættelse og barbari over dem.

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Internationalt

Interview: Jeg var fange hos dødspatruljen Laith er 27 år og studerende fra Irak.

Vi mødte ham i Amman, hvor han opholder sig nu. I 2005 flygtede han fra Irak efter at have siddet 45 dage i indenrigsministeriets fængsel – fordi han er sunni. Han vil ikke have sit efternavn i avisen af frygt for agenter fra Iraks indenrigsministerium. Her fortæller han, hvad der skete i fængslet hos ”koalitionens” allierede.

De 45 mænd, han delte celle med, havde næsten alle fået revet skuldrene af led. Militsfolkene hænger de bagbundne fanger op i hænderne, så skuldrene giver efter. En metode, den spanske inkvisition har udødeliggjort.

Og en særdeles smertefuld form for tortur. Hvilket Laith snart ville erfare. ”På den syttende dag i fængslet kom de og hentede mig og min far for at føre os hen til det rum, hvor torturen foregik. Først stod jeg i tre timer med en hætte over hovedet. Min far begyndte at få problemer med at trække vejret, så de trak hætten lidt op, så han havde munden fri. I løbet af de tre timer slog de os på hænder og fødder.

Og der var en af officererne, der kom hen og urinerede på mit ben.

Mens jeg stod med hætten over hove-

det, kunne jeg høre, at de brugte en vinkelsliber. De bruger vinkelslibere og boremaskiner til torturen. Da der var gået tre timer blev jeg ført ind i forhørslokalet.” ”De tog min far ind i lokalet ved siden af, så han kunne høre, de torturerede mig. De startede med at sætte ledninger til min hals, så jeg fik stød,” siger Laith, hvilket de ujævne og krogede ar på hans hals er en evig påmindelse om.

Laith fik senere sin frihed, efter familien havde betalt 25.000 dollars i løsepenge. Derefter flygtede de alle til Jordan. ”Hvis jeg skal sige noget til folk i Danmark, så er det, at de skal trække tropperne hjem. Jeg tror, danskerne er gode folk. Men regeringen deltager i en kriminel krig og et folkemord i Irak. Jeg håber, tropperne bliver trukket ud.”

”De havde et hejseværk, som de hængte mig op i med hænderne på ryggen. De trak helt langsomt, så smerterne blev mere uudholdelige. Tidligere havde de bundet folks hænder fast i et reb til loftet, og skubbet folk ned fra et bord, så skuldrene gik af led med det samme. Men nu havde de fundet ud af, at det er mere smertefuldt, hvis de langsomt hejser fangerne op mod loftet med hænderne på ryggen. De blev ved at trække, til jeg kun rørte jorden med tåspidserne. Og min far var lige ved siden af, så han kunne høre mine skrig.”

Laith. 27 år og studerende fra Irak. Anonym af frygt for agenter fra Iraks indenrigsministerium.

DEM Sidste år var LEGO’s profit ”kun” på 702 mio. kroner. Det er tilsyneladende ikke nok. Så over de næste år skal 900 arbejdere fyres på LEGOs fabrikker i Billund, og størstedelen af produktionen flyttes formentlig til Tjekkiet. Det kræves af dem, siger de. Det globale marked kræver det. Det er den hårde konkurrence. ”Globaliseringen”. For knap to år siden havde LEGOs nye ledelse det oppe og vende. Men de "holdt igen" og "prøvede at redde firmaet", så det kunne undgås.

Dengang betød det, at der samlet skulle spares 500 mio. på lønudgifterne. Men i dag, efter at have skåret i lønnen, beslutter man alligevel af fyre 900 arbejdere. Profitten skal helst vise sig med det samme og så hurtigt ned i lommerne som muligt. Og for at skrabe endnu mere sammen til aktionærerne er det klart, at det er lettere at flytte hele hytten til Østeuropa.

OS

&

Alle steder effektiviseres der, og det betyder mere stress og den samme eller mindre i løn for mere arbejde. Samtidig lå forbrugspriserne i maj måned gennemsnitligt 2 procent højere end samme måned sidste år, og opvarmning af et hus med naturgas eller fyringsolie koster i dag 3,2 procent mere end sidste år. Det kan mærkes på pengepungen, så det er vel på sin plads at stille spørgsmålstegn ved, hvad ”globaliseringen” i virkeligheden handler om. Højere profit, højere arbejdstempo og højere priser. Ingen tvivl om at den kun gavner den store mand og skader os andre. www.marxist.dk ● Mar/Apr 6. Årgang Nr. 29 ● 13

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Historie

Tyskland: Fra revolution til kontrarevolution:

Del 4: Kapp-kuppet TYSK ARBEJDERHISTORIE Af Siri Bejer Bertelsen Da truslen om revolution aftog, og arbejder- og soldaterrådene begyndte at gå i opløsning, så borgerskabet sig om efter en mulighed for at afskaffe den socialdemokratiske Noske-Scheidemann-Ebert regering.

Den 13. marts 1920 stormede 12,000 tropper, anført af general Luettwitz, Berlin med målet at oprette et militærdiktatur under ledelse af Wolfgang Kapp – grundlæggeren af det gamle Fædrelandsparti.

Det uafhængige socialistparti USPD, det socialdemokratiske SPD og fagforeningsledere opfordrede folket til at gå imod kuppet og i stedet forsvare republikken. Det resulterede i en spontan generalstrejke i Berlin, der senere spredte sig til resten af landet.

I Ruhrdistriktet gik bevæbnede arbejdere sammen i en rød armé for at bekæmpe borgerskabets tropper og overtog i en periode helt magten i området. Også andre steder i landet havde arbejdere taget kontrollen og besat togstationer, postkontorer og rådhuse.

Denne spontane massebevægelse imod kuppet havde mange ligheder med den senere spanske arbejderbevægelse i juli 1936 efter Francos oprør. Ligesom i Spanien, kunne arbejderne så let som ingenting have overtaget magten, hvis de havde haft en målrettet revolutionær ledelse. I Liebknecht og Luxembourgs fravær antog det unge kommunistparti KPD en katastrofal ultra-venstre holdning til hele bevægelsen. De nægtede pure, at deltage i en bevægelse anført af det ”kontrarevolutionære” SPD og svigtede dermed masserne fuldstændig i deres mangel på aktion.

Stemningsændring Kapp-kuppet resulterede i en betydelig ændring af det politiske landskab.

Der skete en enorm venstredrejning i massernes bevidsthed i Tyskland. I

14

juni 1920 blev USPD det andetstørste parti i Rigsdagen.

Medlemstallet steg til 800.000, og ved valget til Rigsdagen modtog det 4,895,000 stemmer, hvilket svarer til en fordobling sammenlignet med valget i januar 1919. Omvendt tabte SPD ca. halvdelen af dets stemmer fra januar 1919, men beholdt stadig sin position som det største parti i Rigsdagen.

Også KPD oplevede fremgang.

Fra et medlemstal på 3-4.000 i januar 1919 gik man frem til at have 78.000 medlemmer. KPD var dog stadig et ubetydeligt parti i forhold til de to andre massepartier.

Denne periode markerer også et vendepunkt for Tredje Internationale, eller Kommunistisk Internationale (Komintern), som den blev kaldt. Den russiske revolution havde stor indflydelse på strømningen i arbejderpartierne i hele Europa. Fra at have været en lille gruppe på 38 personer på Zimmerwaldkonferencen i 1915 stod man nu fem år senere, overfor spørgsmålet om optagelse af hele masseorganisationer i Internationalen. For at undgå indlemmelse af reformistiske og opportunistiske ledere formulerede Komintern 21 betingelser for optagelse i den nye Internationale.

Det blev klart, at en mere seriøs organisatorisk og politisk tilgang var nødvendig, hvis arbejderklassen skulle vinde flere sejre i Vesteuropa.

Opstandelsen af massekommunistpartierne frembragte behovet, for at disse blev gennemsyret af en rigtig forståelse af revolutionær strategi og taktik.

På grund af begivenhedernes gang bevægede nogle USPD-medlemmer

● www.marxist.dk ● Mar/Apr 6. Årgang Nr. 29

Det antal mark der svarede til en dollar under hyperinflationen.

sig længere og længere væk fra reformismen og tættere på de marxistiske idéer. Det så man bl.a. på deres kongres i marts 1919, hvor USPD åbent gav sin støtte til arbejderklassens diktatur og til oprettelse af en sovjetregering. Det førte til et venstresplit fra partiet, hvor udbryderne i stedet slog sig sammen med KPD og blev optaget i den Kommunistiske Internationale. Det var først efter denne sammenslutning at KPD fik en reel massebase. ”Marts offensiven” Den nye ledelse i KPD, bestående af Frölich, Brandler, Meyer og Thalheimer, var utålmodig efter et opgør med den tyske kapitalisme. Denne blinde utålmodighed blev udformet i teorien om den såkaldte ’offensiv’.

Offensivteorien viste ledelsens forfejlede forståelse af egen styrke; teorien gik ud på at kapitalismen var kollapset og at KPD, i sin rolle som fortroppen for arbejderklassen, alene kunne opildne de passive masser til revolutionær kamp.

Den 27. marts træffedes beslutningen om at indlede en revolutionær offensiv i støtte med de centraltyske minearbejdere i Mansfeld, hvis kul-

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk distrikt var blevet besat af sikkerhedspolitiet. Denne provokative besættelse var gennemført på ordre af Otto Horsing, lederen af SPD i Sachsen, som forsøgte at pacificere området og udrydde det for kommunistisk indflydelse. Minearbejderne indgik væbnet modstand under ledelse af Max Hoelz, en heroisk revolutionær og tidligere KPD-medlem. KPD opfordrede arbejderklassen i hele Tyskland til at bevæbne sig selv og kæmpe i solidaritet med minearbejderne i Mansfeld. Opfordringen var udtryk for en fatal fejlbedømmelse af situationen og stemningen blandt masserne.

Der opstod spredte kampe rundt omkring, men de bredte sig stort set ikke væk fra det centraltyske område.

I desperation forsøgte partiet at provokere arbejderne til at gå i kamp.

Der går beretninger om, hvordan KPD-lederen Hugo Eberlein fandt på historier om kidnapninger af andre KPD-ledere og om hvordan han sprængte et arbejderkooperativ i Halle i luften, for bagefter at give skylden til politiet, med formålet at gøre arbejderne endnu mere vrede. Generelt forblev arbejderne passive og overlod KPD til at kæmpe deres kampe alene.

Martsaktionen resulterede i at medlemmerne flygtede fra partiet. I løbet af få uger mistede man omkring 200.000 medlemmer, og i stedet for

Historie

en stærk revolutionær bevægelse og en optimistisk arbejderklasse havde man nu formået at desillusionere og demoralisere egne rækker.

Enhedsfront På Kominterns 3. kongres i juni 1921 fordømte både Lenin og Trotskij ’Offensivteorien’ og den vildfarelse, martsaktionen var. Kongressen anerkendte, at der var sket et skift i den internationale situation. Den første revolutionære bølge var ovre, og kapitalismen havde delvist genstabiliseret sig selv. Dette var baggrunden for enhedsfrontpolitikken, der gik ud på at forene alle arbejderorganisationer i kampene mod den fælles fjende. Det betød ikke, at man opgav det individuelle program og lagde kritikken af de andre organisationer på hylden, men med enhedsfrontpolitikken ville det for KPD være muligt at demonstrere sin overlegenhed i militante kampe overfor reformisternes begrænsninger.

I denne nye periode var det altså kommunistpartiernes opgave at være aktive i de små hverdagskampe for bedre levevilkår og velfærd, og forbinde de daglige krav med kampen for et andet samfund for at vinde flertallet af arbejderklassen til deres program. Det var ikke længere et spørgsmål om at overtage magten, men om at overtage masserne.

Kommunistisk demonstration i Berlin 14. januar 1921.

Overgangen til enhedsfrontpolitikken forøgede de tyske kommunisters indflydelse og efterhånden genvandt KPD sin styrke. I slutningen af 1922 blev det det største kommunistparti i hele Vesteuropa.

Den 24. juni 1922 blev Tysklands udenrigsminister Walter Rathenau myrdet af en gruppe højreekstremister fra ”Organisation Konsul”. Dette vakte, ligesom ved Kapp-kuppet, stor modstand i befolkningen, og arbejderklassen begyndte igen at spille med musklerne. En enorm demonstration arrangeret af alle arbejderorganisationer den 4. juli blev en enestående succes.

Tysklands skiftende Regeringer havde på tur undermineret Marken ved konstant at trykke nye pengesedler for at dække egne underskud i budgetterne. Den naturlige følge af dette var en enorm vækst i inflationen. I juni havde 300 mark samme værdi som en dollar. I december skulle der 8000 mark til at købe en dollar, og i januar 1923 gik der 18000 mark til en dollar. Denne uhyrlige vækst i inflationen satte sine spor, ikke kun blandt arbejderne men også i middelklassen ruinerede det enhver på fast indkomst.

Alle de sejre, det tyske proletariat havde vundet i novemberrevolutionen, begyndte borgerskabet at kræve tilbage for at redde økonomien og systemet. En af Tysklands mægtigste kapitalister, Fritz Thyssen, skrev i oktober 1922 et åbent brev til regeringen, hvori han erklærede, at Tyskland kun kunne blive reddet ved en tilbagevenden til en 10-timers arbejdsdag. En anden af Tysklands ledende industriejere, Hugo Stinnes, proklamerede, at det tyske folk af nødvendighed måtte arbejde 2 timer ekstra om dagen i de næste 10-15 år og samtidig måtte enhver form for lønforhandlinger og strejker bandlyses. De tyske arbejdere måtte se i øjnene, at de skulle arbejde overtid uden ekstra løn. Arbejdernes levestandard skulle sænkes til sultegrænsen for at redde den tyske overklasse. Hermed var linierne trukket op til kamp. Det kan du læse mere om i næste nummer af Socialistisk Standpunkt.

www.marxist.dk ● Mar/Apr 6. Årgang Nr. 29 ● 15