nr33

LÆS INDE I BLADET:

SOCIALISTISK STANDPUNKT DEN MARXISTISKE AVIS FOR ARBEJDERBEVÆGELSEN NR. 33 NOV/DEC 2006 6. ÅRGANG PRIS KR. 10,-

Stop

• Protesterne i kommunerne – hvad bringer fremtiden!?! (s. 6-7) • OK 2007: Arbejdspladserne har talt – nu skal der resultater på bordet! (s. 8-9) • Venezuela - modsætninger ophobes (s. 10-11) • Finanslov og overophedning (s. 12-13) • Mexico - revolution med mundkurv på (s. 15) • Boligboblen og dansk økonomi (s. 18-19)

imperialismen !

- Chavez til præsident igen - Revolutionen må fuldføres - For et socialistisk Latinamerika

MARXIST DK

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Leder

Indhold

Leder:

side

Leder

2

På spidsen

3

Dem og os

3

Protesterne i kommunerne

4

Regeringen udfordres af de offentligt ansatte

6

OK07

8

Venezuela - modsætninger ophobes

10

Finanslov og overophedning

12

Elevbevægelsen

14

Mexico - revolution med mundkurv

15

NATO fører krig mod det afghanske folk

16

Verden set med hånden

17

Opsving: Arbejdspres, boligboble og lån.

18

SOCIALISTISK STANDPUNKT udgives af avisforeningen SOCIALISTISK STANDPUNKT Degnestavnen 19 st.tv 2400 Kbh. NV. Tlf.: 61651088 ISSN: 1901-1695 WWW.MARXIST.DK marxist@marxist.dk Redaktionen afsluttet d. 5.11.06, Ansv.red: F. Ohsten

2

Revolutionen i Venezuela må forsvares Sjældent er et valg så tydeligt, som præsidentvalget i Venezuela bliver. Valget står mellem revolution og kontrarevolution. Mellem fremgang og reaktion, mellem socialisme og det gamle slaveri, der har regeret Venezuela så længe.

Bag Hugo Chavez står arbejderne på fabrikkerne under arbejderkontrol og landets fattige. Bag oppositionen står hele den gamle elite, Bush-regeringen og samtlige reaktionære elementer i Latinamerika.

I dette valg kan arbejdere og unge i resten af verden ikke være neutrale. Vi står for forsvar og gennemførelse af den venezuelanske revolution. Vi står for genvalg til præsident Hugo Chavez. Dette skal ikke forstås sådan, at vi er Chavez’ heppekor og ukritisk støtter alt, han foretager sig. Tværtimod betyder ægte og ærlig støtte, at man også kritiserer det, der er galt. Det har vi gjort mange gange, men vi har samtidig understreget, at vi stod 100 procent bag Chavez’ bolivariske regering, da den nationaliserede lukkede fabrikker, afskaffede analfabetismen, skaffede adgang til lægehjælp til millioner af fattige og bruger mange af landets oliepenge på velfærd i stedet for profit til kapitalisterne.

Dette er et klassespørgsmål. Det er et spørgsmål om at vælge en præsident, der repræsenterer arbejderklassen, eller en der repræsenterer oligarkiet og imperialismen, der mere end én gang har vist, at de ikke respekterer hverken demokrati eller menneskelig anstændighed. Nogle af eksemplerne herpå er Caracazzomassakren i 1989, det mislykkede kup i april 2002 (der indsatte Ve-

● www.marxist.dk ● Nov/Dec 6. Årgang Nr. 33

nezuelas arbejdsgiverformand som diktator, opløste alle demokratiske rettigheder og aktivt blev bakket op af Washington) og den økonomiske sabotage i 2003.

Men den venezuelanske revolution trues ikke blot af USA, selv om dette er åbenlyst. Den trues også af karrieremagere, bureaukrater og borgerlige agenter i den bolivariske bevægelse. Og ikke mindst trues den af, at de kontrarevolutionære stadig kontrollerer størstedelen af landets økonomi. Hvis revolutionen skal forsvares, kræver det, at den føres til ende. Bankerne og de store virksomheder må overtages af arbejderne, hvilket vil gøre det muligt at begynde en socialistisk omdannelse af samfundet. Desuden må revolutionen spredes til resten af Latinamerika – og resten af verden. Dette er aldeles muligt, hvilket begivenhederne i Bolivia, Mexico, Peru, Ecuador og Brasilien bekræfter. I første omgang vil en forenet socialistisk føderation mellem Venezuela, Cuba og Bolivia stå på dagsordenen.

I Danmark har vi en regering, der støtter George W. Bush i stedet for Hugo Chavez. Dette er en skandale. Den bedste hjælp, vi kan give den venezuelanske revolution er at vælte den borgerlige regering og i stedet indsætte en arbejderregering på et socialistisk program.

Ned med Bush og imperialismen!

Chavez til præsident igen – Revolutionen må fuldføres!

For et socialistisk Latinamerika!

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

På Spidsen:

Leder

Afvis pøblens pres!

Her, fra redaktionen, skal der lyde

udslag af den allesteds nærværende

på hans ejendom? Nej, disse peti-

et stort tillykke til Sveriges nye

jantelov, der altid rammer driftige

tesser skal selvfølgelig ikke holde en

borgerlige regering. Det er rart, at

mænd og kvinder. Pøblen har jo, al-

stor mand, fra sin retmæssige mini-

se vores broderfolk vælger en rege-

mindeligvis, ikke sans for, at store

sterpost.

ring der kan trimme velfærdsstaten,

mænd og kvinder har ret til at bøje

sende alle nasserøvene i arbejde og

den lov de kræver andre skal over-

lade det private initiativ råde.

holde.

Dog mener vi, at Sveriges nye stats-

Hvem husker ikke stormen

har delt med Rein-

minister, Frederik Reinfeldt, kunne

over Thor Petersens ube-

feldt

lære et og andet af vores egen An-

rettigede

ders

som vores egen Fogh så

Her på redaktionen håber vi, at det er nogle af de guldkorn Anders

Fogh

Rasmussen.

Først

og

under

deres

seneste møde. Der er

statsstøtte,

ingen grund til , at

fremmest ikke, at fyre sine mini-

mesterligt

ligge under for pøb-

stre, bare fordi de har bevæget sig

fejede

lens

på kanten af loven.

væk. Eller fede en offentlig

gerings leder affejer den slags peti-

sti, så pøblen ikke

tesser som hvad de er, nemlig et

kunne komme for tæt

nej

tricket er at affærdige

da han sløjNej, en god, stærk og borgerlig re-

press,

kritik-

ken og fortsætte kursen med skyklapper på.

Juleindsamling ’06 Kære læser: Støt Socialistisk Standpunkt 2006 har været et begivenhedsrigt år.

De strejkende pædagoger, medhjælpere, social- og sundhedsassistenter, skolelærere osv. har sat en ny dagsorden.

De har vist, at strejkevåbnet er og bliver det stærkeste våben for danske lønarbejdere - om de er ansat i det offentlige eller det private. De store demonstrationer d. 17. maj og 3. oktober var blandt de største demonstrationer i Danmark nogensinde.

Alligevel var det de strejkende pædagoger og pædagogmedhjælpere i Århus der for alvor rystede den borgerlige regering. Bevægelsen har nu ført til at den borgerlige regering ikke længere har flertal i meningsmålingerne.

Der kan ikke være tvivl om, at flere af de borgerlige ministre og deres venner i dansk erhvervsliv har mange søvnløse nætter af frygt for at for

mange arbejdere skal tage ved lære af den imponerende kommunale protestbevægelse.

Socialistisk Standpunkt har været involveret i de forskellige kommunale bevægelser i Roskilde og Århus. I Roskilde forslog en støtte af vores avis, at der skulle aftales en strejkedag på et åbent møde for kommunalt ansatte. Dette fik LO formanden til at fare i flint og gennem bureaukratiske manøvre afsporede han bevægelsen.

Sympatisører med Socialistisk Standpunkt var også med på de landsdækkende tillidsmandsmøder og talte for en national 24 timers generalstrejke, samt nationale tillidsmandsmøder til at føre kampen videre. Dette faldt ikke i god jord hos lederne af fagbevægelsen.

2006 var et godt år for klassekampen og også for Socialistisk Standpunkt.

Tidligere i år lancerede vi den største internetside med marxistiske værker på dansk: www.marxister.dk. I slut-

ningen af oktober lancerede vi vores nye layout på www.marxist.dk. Vi har udgivet Revolutionen Forrådt af Leon Trotskij – den eneste større genudgivelse af et af Trotskijs værker siden 1960. Til næste år forbereder vi en større begivenhed i forbindelse med 75-året for Trotskijs tale i København, samt 90-året for den russiske revolution. Men mere om det senere.

Vi opfordrer alle læsere til støtte os.

Socialistisk Standpunkt har ikke nogle rige venner i toppen af arbejderbevægelsen eller erhvervslivet. Alt bliver finansieret af aktive fra bunden af arbejderbevægelsen. Uden den støtte ville vores avis være dødsdømt. Vi har i år sat et mål om at samle 25.000,- ind. Vi har allerede samlet 16.000,- ind og i øjeblikket er der ved at blive arrangeret støttefester/ julefrokoster i Århus, Roskilde og København. Alle bidrag tæller. I denne avis har vi vedlagt et girokort. Ved at give et bidrag til juleindsamlingen 2006, er du med til at sikre de socialistiske ideer et talerør.

www.marxist.dk ● Nov/dec 6. Årgang Nr. 33 ● 3

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Fagligt

Protesterne i kommunerne – hvad bringer fremtiden!?!

VELFÆRD Af Marie Frederiksen Dette efterår blev Danmark rystet af en af de største bevægelser i mange år. Pædagoger, lærere, hjemmehjælpere, skoleelever og sågar pensionister gik på gaden for at protestere imod de enorme besparelser på den kommunale velfærd. Nogle steder hjalp protesterne og besparelserne blev trukket tilbage, andre, som i Århus, blev de fastholdt. De strejkende pædagoger i Århus var spydspidsen i bevægelsen. Mange må nu spørge sig selv; hvad nu, hvad lærte vi?

Strejker, blokader og demonstrationer Pædagogerne i Århus var som sagt spydspidsen i bevægelsen. Strejken startede ”spontant” efter et stormøde, og spredte sig de efterfølgende dage som ringe i vandet, først til andre daginstitutioner med strejker og forældreblokader, så til andre områder og også til resten af landet.

Strejken viste alle arbejderklassens traditioner; fælles beslutninger på stormøder og fælles handling samt solidaritet og sammenhold.

Men denne bevægelse havde også en svaghed; manglen på en samlet ledelse.

Selvom strejkerne spredte sig blev de aldrig samlet og koordineret. Det burde være fagbevægelsens rolle.

Behovet for en ledelse I stedet gjorde fagbevægelsens ledelse hvad de kunne (med enkelte undtagelser) for at stoppe bevægelsen. I Roskilde gik LO-formanden så langt som til at splitte et stormøde for offentligt ansatte med den begrundelse, at der var stillet et forslag om strejker. Han henviste som så mange andre faglige ledere, til de fagretslige regler og fredspligten. Men Århus og andre steder har vist, at fagbevægelsen godt kan indkalde til stormøde for sine medlemmer, selvom de beslutter at strejke.

De fagretslige regler med fredspligten er intet andet end en lænke på arbejderklassen og deres kamp for ordentlige vilkår. Fredspligten gælder kun den ene vej; mens arbejdsgiverne skærer ned og hæver arbejdstempoet, skal arbejderne forholde sig i ro.

Det viste sig under strejkerne, at det var muligt flere steder at presse de faglige ledere, f.eks. i Århus hvor LO-formanden vendte 180 grader.

Men de blev aldrig presset til at gå forrest i kampen. Vil ledelsen ikke gå forrest, må der vælges nogle nye, som vil. I den kommende periode vi vil uden tvivl se en diskussion og venstredrejning Demonstrationen 3. oktober var præget af kreative og opfindsomme bannere.

4

● www.marxist.dk ● Nov/Dec 6. Årgang Nr. 33

indenfor fagbevægelsen.

Et nationalt tillidsmandsmøde På faglige konferencer i både foråret og efteråret var der diskussioner af generalstrejke overfor såkaldt ”spontane” strejker. Den måde strejkerne opstod og spredte sig havde et spontant element. Men denne bevægelse viste samtidig svagheden ved de ”spontane” strejker. For selvom spontanitet og kreativitet er en af arbejderklassens styrker, kan de ikke i sig selv være den afgørende faktor i dens kampe. Det kan organisering og en stærk ledelse til gengæld. De offentligt ansatte viste deres enorme kampvilje gennem strejkerne, men de vandt ikke kampen, fordi den ikke var samlet og koordineret. Siger man, at strejken skal udvikle sig spontant, dvs. uden koordination og ledelse, siger man derfor, at den skal være så svag som mulig.

Uden en plan for hvordan kampen skulle udvikle sig, spredes og vindes, kom de århusianske pædagoger til stå meget alene i fortroppen af bevægelsen. I praksis skulle århusianerne lede kampen i resten af landet uden en organisation – en umulig opgave.

De århusianske pædagoger var spydspidsen og viste en enorm offerog kampvilje. De strejkede i næsten en måned uden løn og med bod. Men ingen kan kæmpe for evigt, og da offentligt ansatte i en række kommuner gik ind i kampen, var de århusianske pædagoger på vej tilbage på arbejde. Bevægelsen blev altså spredt ud i stedet for at blive samlet.

I Århus blev strejkerne besluttet af stormøder for de offentligt ansatte indkaldt af fagforeningerne.

På konferencen d. 2. september blev der stillet forslag om indkaldelse af et nationalt tillidsmandsmøde, for at diskutere det næste skridt i kampen.

Men LO-storbyerne, Fagligt Ansvar

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Fagligt

og andre talte imod at lade et sådan forslag komme til afstemning, selvom det var et oplagt forum at tage en beslutning. Der har ikke én eneste gang gennem bevægelsen været indkaldt til at nationalt møde, hvor de næste skridt kunne diskuteres. Hvis kampen skulle vindes, måtte den samles, i første omgang i en 24timers generalstrejke.

I Århus fik bevægelsen sin styrke fordi de strejkende kunne mødes og diskutere kampen. På samme måde ville et nationalt møde for repræsentanter på alle arbejdspladser have kunne indkalde til national strejke. Til næste gang bevægelsen blusser op, er en vigtig lære, at kampene må samles, der må indkaldes til nationalt tillidsmandsmøde. ”Socialistiske ballademagere”, det var hvad Fogh først kaldte de protesterende pædagoger.

Vælt regeringen Bevægelsen var enorm og formåede uden tvivl at presse samtlige politikere i Danmark.

Det var tydeligt at se, hvor presset Anders Fogh og regeringen var, da de begyndte at beskylde de mange tusinde protesterende for at være ”socialistiske ballademagere”. Det viste helt klart strejkens overlegenhed som kampmiddel.

pede imod regeringen.

Enhedslisten forsøgte at ride med på bevægelsen, ved lige før demonstrationen 3. oktober, at opfordre til strejker. Men det var en opfordring uden noget konkret indhold; strejkerne havde allerede været i gang længe, der stod intet om, hvem der skulle indkalde til strejkerne, hvor længe de skulle vare, hvem der skulle koordinere dem eller andet. Opfordringen var derfor tom retorik.

Men under bevægelsen blev det også klart, at skulle alle nedskæringer trækkes af bordet, var det et spørgsmål om den borgerlige regerings fortsatte eksistens. Den spredte bevægelse i forskellige kommuner uden en klar ledelse og samling fra hverken fagbevægelsen eller arbejderpartierne var ikke stærk nok til at vælte regeringen, selvom bevægelsen uden tvivl havde potentialet til det.

Det er dog samtidig klart, at ledelsen af arbejderpartierne, med Socialdemokratiet i spidsen, var skrækslagne for at komme til magten ridende på ryggen af en så massiv bevægelse.

Det ville lægge meget stramme bånd for deres manøvrerum, og forventningerne ville være enorme.

Var lederne af arbejderbevægelsen gået forrest og krævet regeringens afgang, og nægtet at gennemføre nedskæringsdiktaterne, kunne der være blevet udskrevet valg. At regeringen stadig er ved magten og kan fortsætte sin nedskæringspolitik og afvikling af velfærdssamfundet, må tilskrives arbejderbevægelsens ledere, hvis indsats stod i skærende kontrast til de mange tusinde, der kæm-

Bevægelsen er nu i en midlertidig stilstand, men der er ingen tvivl om, at den kan blusse op til hver en tid igen. Bevægelsen løste ingen af de problemer, som arbejdere både offentligt og privatansatte landet over døjer med. Den nuværende stilstand er kun tilsyneladende. Under overfladen fortsætter utilfredsheden med at ulme. Lige nu gør arbejderne status over kampen; hvad er vundet, hvad

Midlertidig stilhed før stormen

har vi lært og hvad gør vi næste gang? Og der er ingen tvivl om, at selvom strejken ikke vandt alle steder, viste den sig som arbejderklassens eneste virkelig effektive våben.

Den nuværende stilstand er bare forberedelsen til endnu større eksplosioner i klassekampen i den kommende periode, måske før end vi aner.

Alle bevidste arbejdere og andre der var ude i kamp må lære af den sidste bevægelse. Første skridt i kampen er uden tvivl at få væltet den borgerlige regering, og sat en anden regering på magten. En arbejderregering der reelt fører en anden politik; en socialistisk politik, hvor velfærden bygges op i stedet for at afvikles. Men bevægelsen i kommunerne viste også, at kampen ikke bare en kamp imod den borgerlige regering. Hvis kampen skal vindes, er det lige så meget en kamp, der må tages inde i de traditionelle organisationer; fagbevægelsen og arbejderpartierne. Den danske arbejderklasse har opbygget stærke organisationer, men toppen af disse befolkes i øjeblikket af folk, der har vist, at de ikke er parate til at gå forrest i kampen for deres medlemmers interesser. Kampen for velfærd er derfor i mindst lige så høj grad en kamp for en ledelse i arbejderbevægelsen, der vil gå forrest i kampene.

www.marxist.dk ● Nov/dec 6. Årgang Nr. 33 ● 5

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Indland

- nye protester på vej -

Regeringen udfordres af de offentligt ansatte VELFÆRD Af Jeppe Krommes-Ravnsmed Anders Fogh og hans kumpaner inde på borgen har sikkert fået kaffen galt i halsen et par gange de seneste par måneder. Det gik jo så godt i Danmark. Vi kan købe hele verden, og fladskærme og samtalekøkkener er det eneste danskerne interesserer sig for. Det var i hvert fald det svar, man ville få, hvis man havde spurgt Thor Pedersen og de borgerlige spindoktorer, da sommeren ramte Danmark. Men noget andet havde ramt danskere over det ganske land. En voksende erkendelse af, at der er lige så meget velfærd i regeringens politik, som russere i russisk salat.

Velfærdsforliget handlede om at forringe efterløn og pension, strukturreformen blev hastet i gennem uden reel dialog med de ansatte, og i kommuner landet over kunne man skyde en hvid pind efter regeringens løfter om verdens bedste folkeskole, ældrepleje og børnepasning.

Regeringen blev sendt på sommerferie med de største demonstrationer i 20 år, den 17 maj. Og de var ikke en gang kommet tilbage fra ferie, før den var gal igen. I Roskilde, Holbæk og Århus var der de-

6

monstrationer i slutningen af august.

Protesterne var rettet mod de kommunale budgetter, der var godt på vej til at blive vedtaget, med de største besparelser i mange år. Derfra bredte det sig hurtigt.

Overalt i landet blev der oprettet lokale netværk, der ville slås for velfærd.

Budskabet fra alle steder har været, at man ikke bare vil vise sin utilfredshed, men rent faktisk vinde kampen mod nedskæringer. I Århus var pædagogerne de første, der tog strejkevåbenet i brug, og det viste sig som en enorm inspirationskilde for pædagoger og offentligt ansatte i andre kommuner. Udholdenheden og viljen til at kæmpe har været enorm fra ansatte og forældre. Og strejkevåbnet beviste sin effektivitet som middel til at presse regeringen. De faglige ledere derimod har haft mere travlt med at tage afstand fra de uregerlige medlemmer. Mange har af den grund meldt sig ud af fagforeningerne i protest. Men fagbevægelsen er til for medlemmerne, og hvis de nuværende ledere ikke er parate til at kæmpe ved medlemmernes side, så er det i stedet grund til at blive i fagbevægelsen og opbygge en opposition frem

● www.marxist.dk ● Nov/Dec 6. Årgang Nr. 33

for udmelding. Fælles og organiseret kamp er det eneste der kan sikre sejr.

Strejkerne døde ud efterhånden, uden alle steder at have opnået det ønskede resultat. Dette skyldtes primært at kampene var lokalt isolerede og ikke-koordinerede. Efter strejkernes afslutning, besluttede 650 århusianske tillidsfolk fra hele byens kommunale arbejdspladser den 14. okt. at arbejde videre med en række initiativer. Blandt andet vil man forsøge at skabe et netværk med aktionsgrupper fra andre steder i landet. Et sådant netværk kan være et meget positivt skridt, hvis det bliver et samarbejde båret af medlemmerne på gulvet og ikke fagbosserne. Der må opbygges et nationalt netværk for tillidsmænd, a la Tillidsmandsringen, der kan danne en opposition til den nuværende ledelse, og koordinere kampene.

Danmarks Lærerforening, FOA og BUPL vil afholde en landsdækkende velfærdskonference i januar. Det må siges, at være et positivt skridt fra de tre forbund, på trods af det kommer så sent. Der er al mulig grund til, at de offentlige ansatte får snakket sammen om den videre kamp. Men hvis

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk konferencen skal pege fremad, så skal der tages konkrete initiativer, der kan samle modstanden op på landsplan. Der er ikke brug for flere hensigtserklæringer om ’vilje til velfærd’.

Både pædagoger og lærerne har i løbet af det sidste år holdt landsdækkende konferencer, hvor lederne sagde ”nu er det nok”, men uden nogle konkrete skridt til handling. Nedskæringerne stoppes ikke af pæne ord og hensigtserklæringer, men gennem fælles handling og kamp.

Sygehuse og gymnasier frarøves store pengeposer Den er nuværende stilstand er kun midlertidig. I den nærmeste fremtid vil stilstanden blive brudt igen. Ude i de nye regioner står menuen på besparelser på mange sygehuse. Region Hovedstaden er et af de steder, hvor der er store nedskæringer på vej.

Alene på Rigshospitalet vil man spare 49 millioner kroner. Disse sparerunder kan ikke gennemføres uden fyringer og krav om et opskruet arbejdstempo.

Indland

Svaret fra de faglige ledere må være, at man på ingen måde kan acceptere sådanne angreb mod de ansattes arbejdsforhold.

Arbejderpartiernes repræsentanter i regionsrådene kan heller ikke stiltiende acceptere at skulle administrere regeringens nedskæringer. Det er ikke nok at give ansvaret videre til regeringen, for så bagefter at gennemføre nedskæringerne. Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten skal ikke gøre en dyd ud af at overholde regeringens snævre rammer, men kæmpe for at bryde dem.

Under de kommunale kampe mod besparelserne var det reelt arbejderpartierne der holdt hånden under den borgerlige regering. Arbejderpartierne må kræve regeringens afgang og opstille et reelt alternativ til nedskæringspolitikken.

Gymnasierne bliver fra årsskiftet selvejende. Denne udvikling har længe været kritiseret af både gymnasieelever og lærere. Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) må konstatere, at regeringen prøver at løbe fra løftet

om at sikre de nye selvejende skoler økonomi/medarbejdere til de nye driftsopgaver, som kommer i forbindelse med amternes nedlæggelse ved udgangen af 2006. Her foreslår regeringen en årlig besparelse på fem procent fra og med 2008 - det år, hvor det ny taxameter skal træde i kraft.

Der er altså lagt i kakkelovnen til yderligere kampe. Det stigende arbejdspres er udbredt også blandt de privatansatte, som samtidig også rammes af nedskæringerne i den offentlige sektor. I foråret skal de privatansatte have ny overenskomst, hvilket også sagtens kan ende i kamp.

Lige nu er regeringen mere presset end noget tidspunkt før i sin periode ved magten. Strejker, demonstrationer og dårlige meningsmålinger har sendt Fogh til tælling. Fagbevægelsen og socialdemokraterne må ikke lade Fogh komme på benene igen, men sørge for at knockoute regeringen endegyldig.

DEM Statskassen har et overskud på 80 milliarder. Denne glædelige nyhed fik som bekendt finansminister Thor Pedersen til at udbryde, at ”vi snart er så rige at vi kan købe hele verden”. Disse penge er betalt af den danske arbejderklasse gennem skatter og kunne bruges på at forbedre og udbygge velfærden til gavn for flertallet af den danske befolkning. Men det er ikke noget for en driftig borgerlig regering. I stedet bliver dette enorme overskud brugt på at tilbagebetale den danske statsgæld til de store kapitalister og banker. Gælden, der for længst er blevet betalt af bare i renter, er med til at forgylde erhvervslivet der i forvejen har rekordhøje overskud på baggrund af større produktivitet, færre lønudgifter og endnu dårligere arbejdsforhold for den arbejderklasse. Således steg den samlede profit i de 1000 største virksomheder i 2005 med over 16 procent, oplyser 24 Timer.

OS

&

På trods af det store overskud på statsfinanserne og i erhvervslivets regnskabsbøger er der store nedskæringer over alt i landet. Der er ikke råd til at almindelige mennesker kan få passet deres børn ordentligt imens de går på arbejde for at tjene penge til kapitalisterne. De offentligt ansatte løber hurtigere, og arbejdspresset er større end nogensinde før. Mange går ned med stress og diverse følgesygdomme heraf er ved at være hverdagskost for pædagoger, lærere og andre offentligt ansatte. Ifølge Ritzau dør 1400 danske arbejdere hvert år som følge af stress. De nye nedskæringer i det offentlige vil uden tvivl slå endnu flere arbejdere ihjel med øget arbejdspres, stress og jag. www.marxist.dk ● Nov/dec 6. Årgang Nr. 33 ● 7

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Fagligt

OK 2007: Arbejdspladserne har talt – nu skal der resultater på bordet!

OVERENSKOMST Af Jonas Foldager Thorkild Jensen, formand for COindustri og Dansk Metal, burde være en lykkelig mand.

Alle argumenter er i arbejderklassens favør: Stor efterspørgsel efter arbejdskraft, historisk høj produktivitet, virksomhederne høster rekordoverskud og direktørlønningerne er eksploderet.

Alt sammen argumenter der om noget bakker op om arbejdernes lønkrav, til overenskomstforhandlingerne umiddelbart efter nytår.

Lønstigninger på dagsordenen Der er da heller ingen tvivl om, at det største krav fra arbejdspladserne er såkaldte satsstigninger. Dvs. stigning i mindsteløn, skifteholds-betalingen, lærlingeløn osv.

Alligevel virker det lidt ligesom at lederne af CO-industri ikke ved hvilket ben de skal stå på. På den ene side forklarer de tillidsfolkene at de står i en historisk stærk forhandlingsposition. På den anden side har de i medierne manet til besindighed omkring lønkravene.

Thorkild Jensen sidder som en flue mellem en hammer og noget meget hårdt. Den politiske situation lindrer ikke hans pine. Sensommeren viste os et opsving i klassekampen og arbejderklassens bevidsthed, med de

kommunalt ansattes imponerende De har fuld opbakning fra deres politistrejker. Dette går ikke bare hen over ske repræsentanter i Regeringen og hovedet på arbejderne på det private Dansk Folkeparti. Men deres position område. De er selv blevet angrebet er langt fra så stærk som tidligere. hårdt i den sidste overenskomstperio- Foråret og sensommerens kampe de. Flere steder har man i løbet af har svækket dem i et omfang der ikke sidste overenskomstperiode accepte- er set siden de kom til magten for ret løntilbageholdenhed, mod at be- snart seks år siden. Arbejderpartierholde arbejdspladser i Danmark. Man ne, med Socialdemokraterne klart i har accepteret at tempoet er blevet spidsen er stormet frem oven på de skruet op. Man har accepteret kommunalt ansattes kampe. "fleksible" arbejdstider og hjemmearbejde. Hvad var belønningen? Flere Dette stiller Thorkild og de andre i virksomheder flyttede alligevel, man toppen a fagbevægelsen i en endnu vanskeligere situatihyrer vikarer i stedet for at fastansætte og ”Hvis ikke der kan on. Hvis forhandbyggeriet importerer komme massive løn- lingsresultatet ikke levere de forventede billig arbejdskraft som stigninger nu, hvor- lønstigninger, og det aldrig før. Men mest når kan der så?” bliver til konflikt, kan provokerende af alt, er det få større konseden ekstravagance kvenser for den polisom kapitalisterne tiske situation, end man umiddelbart udviser. kan forestille sig. For der er ingen Samtidig med deres påbud om løntil- tvivl om at den borgerlige regering bageholdenhed giver de gyldne ikke vil acceptere at arbejderklassen håndtryk og lønstigninger på gen- og dens organisationer får en sejr nemsnitligt 20 procent til hinanden. gennem kamp, imens de sidder på Mange steder er stemningen, at nu tronen. Så kampen vil blive hård. må det være nok. Der må være en Samtidig vil en storkonflikt også sengrænse for galskaben. Hvis ikke der de rystelser langt ind i arbejderklaskan komme massive lønstigninger sens traditionelle organisationer, og i nu, hvornår kan der så? –når krisen sidste ende kunne kaste de ledere af kradser skal kapitalisterne nok være tronen, som ikke vil kæmpe for deres de første til at banke løn og arbejds- medlemmer. forhold tilbage til stenalderen. Det er nu vi må handle.

Thorkilds strategi Den slags tanker om kamp og tumult På den anden side står kapitalister- gør ikke en topforhandlingsne, der vil gøre alt for at fastholde fagforeningsleder som Thorkild Jenderes luksus og fantastiske profitter. sen godt til mode. Derfor forsøgte

På Dansk Metals kongres i september lovede Thorkild Jensen arbejdsgiverne kamp til stregen. Det må ikke bare være tomme ord. Truslen om konflikt må fastholdes - også under forhandlingerne.

8

● www.marxist.dk ● Nov/Dec 6. Årgang Nr. 33

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk bl.a. Thorkild Jensen, lige efter sommerferien, at dreje arbejderklassens opmærksomhed væk fra offensive krav om lønstigninger, over i en defensiv kamp, mod direktøren for Dansk Industri, Hans Skov Christensens udtalelse om, at tillæggene for ubekvemme arbejdstider skulle fjernes. Hans håb var at kunne fremstå som sejrherre ved at have ryddet dette forslag af bordet, men til gengæld acceptere løntilbageholdenhed.

Denne strategi kan dog let give bagslag. Ved at pustede sig op på Dansk Metals kongres og skråsikkert erklære at et sådan krav fra arbejdsgiverside ville blive mødt med konflikt, gav han også sine medlemmer en vis selvtillid. Hvad han sagde var, at det er muligt at gennemtrumfe sine krav gennem faglig kamp.

Derfor har Thorkild og resten af den absolutte top i dansk fagbevægelse, nemlig CO-industri, taget en ny drejning. I stedet for at puste sig op, sniger han sig langs væggene. Lederne af CO-industri har åbent forklaret på tillidsmandsmøder rundt om i landet, at man ikke vil se meget til dem i medierne. Desuden har de lagt en køreplan sammen med DI for at forsøge at få forhandlingerne overstået så hurtigt som muligt, helst inden 13. februar, for enten at sikre at medlemmerne ikke når helt at finde ud af hvad de stemmer om, eller også at stemmeprocenten bliver tilstrækkelig lav til at man ikke kan gå i konflikt.

Marxisternes svar Det er klart at det er fuldstændigt uacceptabelt at vi har en ledelse for den danske arbejderbevægelse, der er mere bekymret om at holde ro på arbejdsmarkedet, end at forsvare sine medlemmers interesser. Det er fuldstændig at vende tingene på hovedet, når stort set den samlede fagtop går ud og maner til "ansvarligehed" og tilbageholdenhed med lønkravene, lige før en overenskomstforhandling. Kunne man forestille sig arbejdsgivernes forhandlere gøre det samme? Det er mildest talt et utænkeligt scenarium at se en Hans Skov Christensen for sig, mens han med dybe panderynker og alvor i stemmen forklare arbejdsgiverne, at

Fagligt

'selvfølgelig må der gives klækkelige lønstigninger til arbejderne – i samfundets interesse'!

Siden starten af halvfjerdserne er arbejderklassens økonomiske stilling, set i forhold til den samlede produktion, blevet væsentligt forringet. Bare siden 200 er andelen af den samlede produktion der bruges på løn, faldet fra 56procent til 54,8 procent. Samtidig er arbejdstempoet sat op, og den gennemsnitlige arbejdstid pr. person er nu oppe på 40 timer.

Dvs. at den 37 timers arbejdsuge i realiteten ikke eksisterer længere. Vi må kræve vores del af kagen.

Bestil den her: Internet:: www.marxist.dk/ butik.php E-mail: marxist@marxist.dk Pris: 15 kr.

Derfor er det første krav lederne af COindustri bør gå åbent frem med, en national mindsteløn på 150 kroner, med fuld dyrtidsregulering. Det vil også kunne sikre at arbejdsgiverne ikke kan undergrave det nuværende lønniveau, ved at importere billig arbejdskraft på den lave mindsteløn.

Som vi skrev i indledningen: Dette burde være kronede dage for toppen af fagbevægelsen. Alt hvad de skal gøre for at hive en sejr hjem til medlemmerne, er rent faktisk at stå fast på medlemmernes krav. Hvis det så kommer til konflikt på den baggrund, skal medlemmerne nok rykke ud og presse en sejr igennem.

I virkeligheden står lederne for fagbevægelsen i en situation, hvor de ikke bare kan vinde en sejr for deres medlemmer, men også vende medlemsflugten til en fremgang. Som det er blevet sagt på optaktsmøderne rundt om landet, så vil et godt overenskomstresultat være det bedste bevis overfor de uorganiserede arbejdere om at blive organiserede. Men det kræver at linjen fra overenskomsten

I dette dokument præsenterer vi vores svar på angrebene på velfærden. Vi forsøger at komme med et bud på, hvordan nedskæringerne kan stoppes, og hvilke krav, der må tages op i arbejderbevægelsen.

2004 bliver lagt kraftigt om. Her var fagtoppen ude og argumentere for et forslag der bl.a. indførte de forhadte regler om "forsømt tid", som betyder at overenskomststridige strejker straffes med tilsvarende overarbejde, uden overarbejdsbetaling. Det er klart, at hvis medlemmerne og potentielle medlemmer skal genvinde tilliden til fagbevægelsen og i særlig grad dens topledere, så er det nødvendigt at få fjernet den slags regler, der undergraver arbejderklassens styrke. Det er nødvendigt at fagbevægelsen går tilbage til sine rødder som en kamporganisation. En organisation der ikke halter efter arbejderklassen, men leder den i kampen for ordentlige løn og arbejdsvilkår!

For en national mindsteløn på 150kr., med fuld dyrtidsregulering!

Nej til rævekager og aftalt spil - for åbne forhandlinger!

For en kæmpende fagbevægelse!

www.marxist.dk ● Nov/dec 6. Årgang Nr. 33 ● 9

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Internationalt

Venezuela - eksproprieringer, reformisme og valg - modsætningerne ophobes VENEZUELA Af Andreas Bülow (bosat i Venezuela) De nyeste begivenheder i Venezuela beviser, at revolutionen langt fra er ovre. Det Venezuelanske samfund er ekstremt ustabilt og gnidninger mellem klasserne manifesterer sig på mange forskellige måder. Inde i den bolivariske bevægelse er forskellige tendenser begyndt at krystallisere sig.

Dette afslører, at det ikke er alle, der kæmper for de samme mål og ideer.

En stor debat har været om eksproprieringen af golfbanerne i Caracas.

Det er et tiltag, som er igangsat af den lokale borgermester Juan Barretto for at bruge grunden til huse og lejligheder. Barreto udtalte, at den første fase af eksproprieringer kan hjælpe op mod 25.000 mennesker.

for en uprincipiel fred, som på ingen måder gavner den revolutionære proces, eftersigende for ikke at skade meningsmålinger eller at skræmme dele af middel klassen."

Reformisme og revolution Denne polemik viser, at kampen mellem revolution og reformisme udvikler sig inden i den bolivariske bevægelse og ikke kun i bunden. For første gang i den Venezuelanske revolutions syv år, er et så dybt sammenstød mellem ledere af bevægelsen blevet stillet klart for masserne.

Barretos beslutning er uden tvivl et modigt skridt. Beslutningen blev dog mødt med vrede og hård modstand, ikke kun af oppositionens borgermestre i de to berørte bydele, Chacao og Baruta, men også af vicepræsident José Vicente Rangel.

I en udtalelse pointerer han, at eksproprieringer "kan påvirke grundlovsmæssige normer og love for Venezuelas Bolivariske Republik." Desuden siger han, at " vi under ingen omstændigheder anerkender overskridelse af ejendomsretten, som den er beskrevet i grundloven".

Barreto understregede som svar herpå, at: "Ingen politisk begivenhed, af nogen art, kan separeres fra sin etiske dimension: Enten er vi for flertallet af befolkningen og handler derefter; ellers forholder vi os i ro og vælger side med handlingslammelse og politisk afholdenhed, (som også er en politik), for at undgå enhver konfrontation, det skete for os under parlamentsvalget og var demoraliserende.

Vi vil ikke bøje vores hoveder foran de uretfærdigheder, der finder sted i Øst-Caracas og acceptere behovet

10

Borgmester Juan Barreto forsvarer eksproprieringerne af en række golfbaner.

Inde i selve ministerierne, i de forskellige dele af stats apparatet og selv i nogle dele af hæren intensiveres debatten. Nogle dele af staten udgiver revolutionært materiale for at uddanne bevægelsen. For eksempel udgav Stor Caracas' byråd hundrede af kopier af det kommunistiske manifest til fri distribuering til Karl Marx' fødselsdag.

Reformismens position er ganske klar; revolutionen skal begrænses, farten sænkes og der skal gives indrømmelser til dele af den herskende klasse og imperialismen. Disse folk tror, at det er muligt, at nå frem til en form for enighed med kapitalisterne og imperialismen.

● www.marxist.dk ● Nov/Dec 6. Årgang Nr. 33

Men ideen om, at der er en revolution i Venezuela har fanget massernes sind. Det har givet dem stolthed og en enorm energireserve til at kæmpe for de udnyttede massers komplette sejr.

Dette er, hvad der ligger bag oligarkiet og imperialismens dødelige had mod den bolivariske revolution. De vil ikke stoppe de enkelte reformer, de vil ødelægge selve ideen om revolution.

I en revolution har visse tiltag en anden effekt på massernes stemning end i en normal situation. Masserne ser sådanne tiltag som forsøg på at presse processen frem og tage magten. Eksproprieringerne opfordrer dem til at kræve, at processen ødelægger det kapitalistiske systems grundlag. Det forklarer reformisternes frygt, de ved, at valgkampagnen i december kan komme ud af deres kontrol og alle tiltag, der opildner masserne, vil gøre dette perspektiv mere sandsynlig.

Efter Rangels udtalelse har de officielle talsmænd inklusiv Chavez prøvet at tysse emnet ned. I hans tale ved demonstrationen 1.September, sagde han ikke et eneste ord om sagen. Det ser ud til, at han er blevet presset til ikke at forsvare nogen position i konflikten. Disse folk vil udskyde diskussionen indtil efter valget for ikke at give det forkerte billede. Men det, der giver det forkerte billede, er ikke radikale tiltag, men tværtimod, ethvert tegn på vaklen,tøven eller moderation fra regeringens side. At forblive passiv foran en presserende sag, er ikke vejen til succes. Det er tydeligt, at der er en splittelse i staten, som ikke vil formindskes, men som må finde en løsning på den ene eller anden måde.

Arbejderbevægelsen og valget Den vigtigste opgave lige nu for arbejderbevægelsen er at opstille et klart program og en plan for at tage revolutionen fremad og ekspropriere de vigtigste elementer i økonomien under demokratisk socialistisk planlæg-

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk ning.

Det er vigtigt, at UNT (fagforeningen) kommer med en plan for at overtage de hundreder af fabrikker, der er forladte af ejerne, og kræve dem eksproprieret og nationaliseret under arbejderkontrol. Arbejderne på Inveval fabrikken i Los Teques tog sidste februar initiativ til at oprette FRETECO, Den Revolutionære Arbejderfront af Besatte Fabrikker, som inkluderer repræsentanter fra en række firmaer, hvor arbejderne kæmper for at implementere arbejderkontrol.

På et FRETECO møde i Inveval fa-

En revolutionær bølge går over Latin Amerika.

Mest voldsomst går det for sig i for sig i Venezuela. Almindelige mænd og kvinder har kastet åget af deres nakke, og præsident Chavez har gennemført en række såkaldte missionés, der bl.a. har gjort op med den udbredte analfabetisme og givet alle adgang til god og gratis lægehjælp.

Men det venezuelanske borgerskab og den amerikanske imperialisme er ikke tilfredse med begivenhedernes gang. Hadet mod den venezuelanske revolution kulminerede foreløbigt i 2002, da en gruppe reaktionære officerer, støttet af Bush og co., forsøgte at gennemføre et kupforsøg mod den valgte præsident Hugo Chavez. Derfor startede den Internationale Marxistiske Tendens den nu verdensomspændende Hands off Venezuela kampagne.

Den 3. december i år er der igen præsidentvalg i Venezuela. Det er sikkert, at oppositionen i Venezuela og imperialisterne samt de borgerlige medier vil forsøge at angribe Chavez og den bolivariske revolution

Internationalt

brikken understregede arbejderne, at det var nødvendigt at kræve, at bevægelsen for arbejderkontrol bliver en grundlæggende de af valgkampen.

Mødet besluttede entydigt, at indkalde til et stormøde d. 12-13 Oktober for fabrikker der er besatte, i kamp eller under arbejderkontrol.

Dette bliver en vigtig begivenhed for aktivister i den revolutionære kamp, præcis fordi kampen for arbejderkontrol er en af de nødvendige kampe, hvis revolutionen skal udvides. Det er trods alt ikke nok at ekspropriere golfbaner i Caracas - det er hele den borgerlige klasse, der skal eksproprieres.

Dette kan kun ske, hvis lederne af arbejderbevægelsen går i offensiven, udvider kampen og opfordrer alle lag i arbejderklassen til at følge deres eksempel.

Hvis valgkampen kombineres med et socialistisk program vil den vække stræben i endnu større lag, hvilket vil betyde, at bevægelsen kan gå udover bureaukratiets kontrol. Dette er, hvad den reformistiske fløj frygter, og det forklarer deres modstand imod ethvert tiltag, der radikaliserer masserne.

I

Gå med i kampen!

I den anledning starter kampagnen nu for alvor op i Danmark, og der vil blive holdt en række offentlige møder med analyse og debat af revolutionen i Venezuela. Datoer og sted for møderne opreklameres på www.handsoffvenezuela.dk i løbet af november.

Hands off Venezuela findes i mange lande verden over. Blandt andet i England, Pakistan, Italien, Spanien, USA, Østrig og mange flere. Kampagnen bygger på solidaritet med den bolivariske revolution, modstand imod imperialistisk intervention i Venezuela og kamp for den revolutionære bevægelses sammenkædning med fagbevægelsen i Venezuela.

I England har de store fagforbund været aktivt involveret i solidaritetskampagnen og der er blandt andet på flere kongresser for en række fagforeninger (bl.a. TUC – det britiske LO) vedtaget udtalelser, der forsvarer revolutionen, og der er skabt samarbejde med den venezuelanske fagforening UNT.

Østrig har kampagnen ligeledes været yderst succesfuld. I maj afholdte den østrigske sektion af Hands off Venezuela et massemøde, hvor Hugo Charvez talte til 5000 begejstrede deltagere om revolution og socialisme. Bl.a. Alan Woods talte også til dette møde. Hugo Charvez har ved flere lejligheder personligt takket Hands off Venezuela for arbejdet med at forsvarer den bolivariske revolution.

I de borgerlige medier bliver sandhederne om Charvez og revolutionen i Venezuela fordrejet, og imperialisterne har de sidste mange år kørt en smædekampagne mod Charvez. Det er derfor vigtigt, at der verden over startes solidaritetskampagner i blandt andet fagforeninger til forsvar for den bolivariske revolution.

————————Læs mere: www.handsoffvenezuela.dk Kontakt os: info@handsoffvenezuela.dk

www.marxist.dk ● Nov/dec 6. Årgang Nr. 33 ● 11

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Indland

Finanslov og overophedning FINANSLOV OG ØKONOMI Af Jeppe Druedahl Sidste år sagde finansminister Thor Pedersen, at den danske økonomi er ”en af de sundeste og mest robuste i Europa”. I år mente han så, at ”vi snart kan købe hele verden”. De sidste strejf lyserødt kommer fra nationalbanken, der stadig holder fast i, at boligmarkedet ikke er på vej ned på trods af store nedslag i prisen og længere salgstid i bl.a. københavnsområdet. Det hele er som på en lyserød sky.

Regeringen må dog være farveblind.

For hvis bare det nævnes, at der er brug for flere penge til velfærd, ser den ikke bare rødt, men siger også, at det ser sort ud for den danske økonomi.

Vi må være ansvarlige, siger de. Hvis ikke vi holder igen nu, får vi overophedning. Men hvordan kan man tale om overophedning, når væksten kun lige kryber over de 2 procent, og der er 800.000 mennesker i den arbejdsdygtige alder, som står uden arbejde?

Langt de flest af disse 800.000 både vil og kan yde et bidrag til samfundet.

Men i det kapitalistiske samfund fungere det sådan, at nogle få mennesker tjener penge på andres arbejde.

Derfor har de interesse i at hæve tempoet og øge presset på deres

ansatte. Resultatet af det er, at stress i dag er en folkesygdom, og at mange presses i arbejdsløshed og nådesløshed aktivering.

Regeringens finanslovsforslag Regeringen har ikke givet sin finanslov et navn denne gang. Det er hverken en ”gavebod til pensionisterne” eller en ”ungdommens finanslov”. Det er vel egentlig meget godt, da det i begge tilfælde, modsat af hvad man ellers skulle tro, førte til ekstra hårde nedskæringer på disse grupper.

Alt i alt er det meget en status quo finanslov. Forstået således, at det er de samme nedskæringer, som der hare været på alle regeringens forrige finanslove, der gentages endnu engang. Indtil nu har det bl.a. betydet at:

•

Færre ressourcer til pasning pr. barn. Siden 2003 er den gennemsnitlige udgift pr. barn faldet fra 48.948 kr. til 47.621 kr. i 2006.

•

Udgiften til ældre er under ét faldet fra 41.000 kr. i 2002 til 40.800 kr. i 2006.

•

At gymnasierne ifølge Rektorforeningen mangler 1 – 1.5 mio. pr. gymnasium hvilket kan fører til klassekvotienter på op mod 35. Da re-

Olieudvinding i Nordsøen. Hvorfor skal kun A.P. Møller og ikke arbejderklassen - det store flertal - have gavn af olien?

geringen kom til demonstrerede man for et loft på 28!

Det eneste, regeringen for alvor har slået sig op på, er 20 mia. mere til forskning. For det første har de dog allerede afsat disse penge for lang tid siden, og for det andet skal de gives over de næste mange år, og er derfor som dråber i havet.

Statens overskud Baggrunden for dette er, at regeringen følger den såkaldte 2010-plan (en plan som Lykketoft på skammeligste vis fandt på), der siger, at det offentlige forbrug kun må vokse med 0,5 procent om året. Det betyder uundgåeligt, at de offentlige ansatte hele tiden skal klare flere og flere opgaver - passe flere og flere børn – for de samme eller færre penge.

Dette er dog ikke en naturlov. Det skyldes udelukkende, at det passer regeringen og dens venner i erhvervslivet udmærket. I stedet for at tage af de 86 milliarder kroner, som allerede ligger i statskassen, vil Fogh og co. hellere betale af på den statsgæld, som staten har til de største danske banker. I stedet for at røre ved de store virksomheders profitter, vil regeringen hellere give skattelettelser til de rige.

Arbejdsløsheden er så lav, at der ikke kan ansættes flere i kommunerne, har Lars Løkke Rasmussen og Thor Pedersen påstået i kor. Men hvorfor der så ifølge Danmarks Statistik kan være 102.000 deltidsansatte, som ønsker at gå fuldtid, men ikke kan, er ret svært at forstå. Endnu mere absurd bliver det, når man finder ud af, at der er i august for eksempel var 4000 ledige pædagoger.

Hvilken grund er der til, at de ikke kunne ansættes for både at skabe bedre kvalitet for børnene og mindre stres for pædagogerne?

Virksomhedernes profitter Både Socialdemokraterne, SF og

12

● www.marxist.dk ● Nov/Dec 6. Årgang Nr. 33

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Indland

Enhedslisten foreslår alle i større sker, der i forvejen betaler rigeligt af eller mindre grad, at de 86 mia. i det de tjener. Men så længe vi accepterer det kapitalistiske statskassen bruges på systems spændetrøje, vil mere velfærd. Udover ”Løsningen er ikke velfærden altid være i nogle spæde krav om at hæve skatten for fare. Ifølge Børsen havde højere beskatning af almindelige arbejalene de 200 største virkNordsøolien og Enheds- dende mennesker, somheder et overskud listens fokus på at de der i forvejen betaefter skat i 2005 på over multinationale selskaber ler rigeligt af det de tjener. ” 130 mia. kr. Disse penge skal betale skat, taler kan bruges til velfærd, ingen om de kæmpe profitter, som erhvervslivet scorer i men ingen af arbejderpartierne nævner noget om dem. disse år.

Statens overskud skyldes blandt andet de høje oliepriser. Men netop olieprisernes himmelflugt har udhulet arbejderklassens privatøkonomi. Dette er en skandale. Danmark er en olienation, men alligevel bliver almindelige mennesker fattigere, når olieprisen går op.

Løsningen er ikke at hæve skatten for almindelige arbejdende menne-

Arbejderpartier må fremsætte et alternativ Reformismen og troen på, at man kan sikre og finansiere velfærd ved at ændre lidt på hvordan kapitalismen fungerer, må droppes. En reel udbyggelse af velfærdssamfundet kan i dag kun baseres på kravet om en nationalisering af de 200 største virksomheder. Det er her de værdier, som

skal give os god børnepasning, god ældrepleje og gode udannelser, ligger.

Socialdemokratiets klare fokus på velfærd de sidste måneder er klart grunden til deres forbedrede resultater i meningsmålingerne. Men kun at rykke rundt på 10,3 mia. kr., hvilket er mindre end Danske Banks overskud sidste år, er bare ikke ambitiøst nok.

Et Socialdemokrati der går til valg på et konkret program for forbedringer for arbejderklassen og for en genopbygning og udvidelse af velfærdssamfundet, ville uden tvivl kunne klase Fogh og hans fupfinanslove langt væk. Som det blev sagt fra scenen til den store demonstration den 3. oktober: "Det siges, at klassekampen er død, men kampen for god velfærd og et solidarisk samfund stopper aldrig!"

ELEVBEVÆGELSEN - for enhed mellem arbejdere og studerende ELEVBEVÆGELSEN Af Rasmus Steffensen Elevbevægelsen, Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, Danske Skoleelever, Erhvervsskolernes Elevrådsorganisation osv. er alle organisationer, som er oprettet til at forsvare elevernes rettigheder, kæmpe elevernes kamp for bedre vilkår, kort sagt er de elevernes fagforeninger.

Eleverne har vist enorm kampvilje Elevernes kampvilje er ikke til at tage fejl af. Fra slutningen af 90’erne og frem har eleverne været på gaden, næsten hver gang regeringen eller kommunerne har haft planlagt nedskæringer. Vi så det med STOP-NU bevægelsen i 2004, vi så det med elevdemonstrationen d. 2. maj 06, vi så det med 17. maj og 3. oktober bevægelsen, hvor folkeskole og gymnasieelever også mødte talrigt op.

Nogle skoler gik også så vidt som til

at besætte skolerne i 1-2 dage før demonstrationerne. Desværre er det et faktum, at det kun er meget sjældent, at politikerne bare tænker på at tage nedskæringerne af bordet, de lytter simpelthen ikke til eleverne.

Men hvad så? Skal vi så bare give op og finde os i politikernes arrogance?

Nej! Vi må først og fremmest se på, hvordan vores samfund er bygget op. Det kan godt være, at vi i Danmark har et velfærdssamfund, men vi kan ikke se bort fra, at det grundlæggende system er kapitalismen. De fleste danskere er ansat og arbejder i dag i virksomheder, hvor de for deres arbejde får en given løn. På den anden side sidder der nogle aktieejere, banker, virksomheds ejere osv., som tjener på de andres arbejde.

Hvis vi ser på eleverne, er de ’ansat’ på deres skoler. Forskellen fra elever til arbejdere er, at eleverne som så-

dan ikke tilfører nogen direkte værdi til samfundet, i hvert fald ikke her og nu. Så hvis eleverne lige pludselig nægter at modtage undervisning, vil samfundet fungere videre som altid.

Men hvis arbejderne, dvs. kassedamen, slagteriarbejderen, buschaufføren, stewardessen osv. nægter at arbejde, kan de reelt set sætte hele samfundet i stå. Det er præcis dette, som er styrken i arbejderklassen, den har en reel magt.

Nedskæringer; et klassespørgsmål Når nu at politikerne skærer ned på skoleområdet, er det jo på længere sigt ikke kun de nuværende elever, som det er til skade for. Når eleverne ikke lærer så meget i skolerne, får de også problemer efter at have forladt skolen. Det er først og fremmest også i forældrenes interesse, at deres børn får en ordentlig skolegang. Det er også i lærernes interesse, at de kan undervise på bedst mulig måde.

www.marxist.dk ● Nov/dec 6. Årgang Nr. 33 ● 13

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Indland Nedskæringer på uddannelserne er, ligesom alle andre nedskæringer, et klassespørgsmål. Flere og flere privatskoler opstår, hvor dem, der har penge, kan betale for at deres børn får en ordentlig uddannelse, mens det offentlige uddannelsessystem, for alle dem der ikke er rige, forringes.

Til sidst og ikke mindst er det sjældent, at nedskæringer kommer alene.

Det er generelt noget som rammer bredt på alle sider af velfærden, og har derfor interesse for hele den arbejdende del af befolkningen.

Alliance mellem elever og arbejdere Men tilbage til eleverne. De seneste år er der sket en positiv udvikling i elevbevægelsen, hvor elevbevægelsen i stigende grad har erkendt behovet for alliance med fagbevægelsen.

Det sås bl.a. både til de enorme demonstrationer 17. maj og 3. oktober.

D. 2. september blev der afholdt en konference for bl.a. både elevbevægelse og fagbevægelse. På denne konference nægtede fagbevægelsens ledelse at ville diskutere nogle som helst forslag til konkrete skridt i kampen.

Elevbevægelsen viste initiativ ved at sige at den indkaldte til demonstration på Folketingets åbningsdag. Det er et kæmpe skridt fremad. Men kampene ude i kommunerne viste, at der er forskel på fagbevægelsens medlemmer og deres ledelser. Medlemmerne var i tusindtal i strejke og demonstrationer, og det var primært derfor, at demonstrationerne 3. oktober blev så store. Indtil nu har samarbejdet mellem elevbevægelse og fagbevægelsen primært været et samarbejde mellem ledelserne. Bevægelsen i kommunerne viste, at et sådan samarbejde langt fra er nok.

En virkelig alliance må være en alliance på gulvplan. En alliance mellem arbejdere og elever ude i kommuner og amter.

at gå i strejke og deltage til demonstrationerne, så vil man på en hel anden måde kunne presse politikerne til at høre på eleverne. Fordi nu er det ikke bare de ’ligegyldige’ elever, som ikke gider have undervisning, men elever med opbakning fra arbejderklassen der protesterer mod nedskæringerne.

Vil man direkte kunne presse politikerne på pengepungen. I en sådan situation kan de ikke bare se passivt til, men bliver nødt til at tage højde for elevernes krav, da samfundet ellers ikke vil køre rundt.

Men er alt dette ikke en utopi? Hvordan får man det i stand? Gider arbejderne overhovedet interessere sig for eleverne?

Et eksempel fra Spanien 86/87 I Spanien på dette tidspunkt havde elevbevægelsen arrangeret demonstrationer d. 4. december 1986. De mest optimistiske ledere i den spanske elevorganisation håbede på 10.20.000 demonstranter, mere end 100.000 gik på gaden for at vise deres utilfredshed, og flere arbejdspladser nedlagde arbejdet i solidaritet.

Også senere deltog arbejderne i strejker etc. Dette endte med at der til sidst var næsten total opbakning til eleverne i den spanske arbejderbevægelse.

Hvis elevorganisationerne og eleverne ved fremtidig demonstrationer og besættelser kontaktede arbejderbevægelsen, opfordrede de øvrige arbejdere til i solidaritet med eleverne

14

● www.marxist.dk ● Nov/Dec 6. Årgang Nr. 33

Dette viser, at en opfordring til arbejderne fra elevernes side sagtens kan lade

sig gøre, og sagtens kan give resultat. Et andet eksempel fra Danmark er, hvordan protestbevægelserne mod nedskæringerne i kommunerne har givet delvise resultater. Her er det godt nok ikke eleverne, som har opfordret til strejker, men ikke desto mindre har vi set effekterne af arbejderklassens handlinger. Regeringen blev stærkt presset og deres flertal forsvandt i meningsmålingerne. Resultater som vi ikke har set ved tidligere demonstrationer eller aktioner udelukkende bestående af elever.

Ledelsen i elevorganisationerne Elever og studerende har gang på gang vist at de er parate til at kæmpe for ordentlig velfærd. Og de har gang på gang vist, at de er parate til at gå forrest i kampene, og gennem deres kamp inspireret arbejderne til også at kæmpe.

Næste skridt må være at skabe en alliance mellem elever og arbejdere på gulvplan. Eleverne må kræve at deres organisationer samarbejder med fagbevægelsen, men at de samtidig aldrig ligger sig på maven for ledelserne. Et stort problem 2. september var, at fagbevægelsens ledelser ikke ville tillade, at der blev stillet forslag, og at det dermed blev umuligt at vedtage nogle konkrete skridt i den videre kamp. Kampen for bedre velfærd er langt fra slut. Næste skridt må være en national konference med repræsentanter fra arbejdspladser og skoler landet over.

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Internationalt

Mexico – Revolution med mundkurv på!

- revolutionær situation på grænsen til USA MEXICO Af Silas Møller Boesen Den 17. september 2006 kunne Politiken informere sine ærede læsere om, at den årlige oktoberfest i München dagen forinden var blevet åbnet og at omkring 6 millioner mennesker forventedes, at ville deltage i denne årlige ølfestival.

En nyhed der i danske og internationale medier fik knap den samme opmærksomhed, var nyheden om, at op mod 2 millioner mennesker den 16. september var samlet i hovedstaden Mexico City i protest mod højrefløjens valgsvindel. Mere end 1 million af disse var repræsentanter fra alle dele af landet. Tilsammen udgjorde de en såkaldt National Demokratisk Forsamling (CND), hvis formål var at vælge en ny ”legitim” regering og præsident for deres land.

En begivenhed der indtil nu står som kulminationen på modstanden mod den valgsvindel, der ved præsidentvalget den 2. juli skulle sikre højrefløjspolitikeren Calderón sejren over den mere venstreorienterede Lopèz Obrador. En sejr, der nu er underkendt af CND, der har valgt Obrador som legitim præsident!

I de 48 dage mellem valget og CND har titusinder af Obrardor-støtter haft organiseret en teltby i centrum af Mexico City. Herved paralyserede de

hovedgaderne, og millioner har deltaget i kæmpe demonstrationer og daglige forsamlinger (den største den 31. juli med 3 millioner deltagere).

De mexicanske massemedier, der kontrolleres af højrefløjen 2 millioner mennesker samledes den 16. september i Mexico City til et massemøde i protest mod højrefløjens valgsvindel. og Calderón har imidlertid konog udslettelsen af de basale arbejsekvent boykottet modstandsbevæ- derrettigheder, som er forankret i gelsen, og internationalt har dette i Forfatningen fra 1917 fra den mexipraksis også været tilfældet. canske revolution.

I modsætning til mange andre nyheder, der ikke bliver dækket, er nyhederne fra Mexico ikke ubetydelige og harmløse. Tværtimod holdes de tilbage på grund af deres revolutionære sprængfarlighed.

I en modstandsplan, som på CND blev vedtaget, er der planlagt en national aktionsdag mod privatiseringen af energiressourcerne (elektricitet og olie), en national aktionsuge i oktober til forsvar for gratis uddannelse, osv.

Det viser klart, at bevægelsens karakter er gået udover spørgsmålet om valgsvindel og forsvaret for demokrati, og nu drejer sig mest om afvisningen af de højreorienteredes politik. En politik indbefatter privatiseringen af det statsejede olieselskab PEMEX og af et elektricitetsselskab, dannelsen af et to-delt uddannelsessystem på højere niveau, ødelæggelsen af det sociale sikkerhedssystem,

Det blev på CND ligeledes besluttet, at Obrador skal danne en såkaldt ”legitim regering”, og at den vil blive indsat i Mexico City den 20. november, der er årsdagen for den mexicanske revolution. Det blev også besluttet, at bevægelsens næste højdepunkt vil blive en massiv mobilisering den 1. december, som skal ”forhindre indsættelsen af Calderón som præsident".

Der er en fare for, at udråbelsen af Obrador som præsident bare vil forblive ord. For at denne nye "regering" bliver en rigtig regering, må den på et tidspunkt støde sammen med og erstatte Calderóns regeringen. En situation med dobbeltmagt, (som der eksisterer elementer af i Mexico i dag), kan ikke vare ved i en længere periode, uden at den ene vinder over den anden.

Vi vil opfordre alle vore læsere til, at følge begivenhederne i Mexico nøje hvor end det er muligt og vise deres solidaritets med de demokratiske kræfter i Mexico på vores tema-side om emnet www.marxist.dk/mexico

www.marxist.dk ● Nov/dec 6. Årgang Nr. 33 ● 15

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Internationalt

NATO fører krig mod det afghanske folk AFGHANISTAN Af Nikolaj Andersen og Simon Hansen Besættelsen af Irak har i længere tid overskygget hvad der foregår i Afghanistan. I hvert fald indtil de 290 danske tropper der er udstationeret i Afghanistan, i slutningen af august måtte evakuere Musa Qala basen i Helmand-provinsen, hvilket skabte en del røre i de danske medier.

Det er tilsyneladende farligere at være NATO-soldat i Afghanistan end regeringen og forsvaret lige havde forestillet sig. Indtil videre er over 115 udenlandske soldater blevet dræbt i Afghanistan i år, hvilket er det højeste tal siden invasionen i 2001, og udviklingen viser ingen tegn på at stoppe. Samtidig prøver USA at trække deres tropper ud og prøver at presse andre NATO-lande til at erstatte dem. Den 5. oktober overtog NATO således kommandoen over de amerikanske styrker i Afghanistan.

Den militære situation for USA og deres allierede i Afghanistan ser sort ud, og landets sociale, politiske og økonomiske situation er kendetegnet ved barbari, sult og elendighed. I provinserne er det krigsherrerne der styrer, og præsident Karzais marionetregering i Kabul har ikke meget at skulle have sagt uden for hovedstadens grænser. I stammeregionerne mellem Afghanistan og Pakistan, har den pakistanske hær mistet over 500 soldater og støttepersonel.

at give økonomisk støtte til Taleban, og på trods af at Musharraf benægter disse anklager, synes de ikke grundløse. ISI har støttet forløberne til Taleban og mujahedinerne siden slutningen af 70'erne, på USA's opfordringer. Det var USA, der startede og finansierede ISI og Taleban i imperialisternes kamp mod Sovjetunionen.

Nu har de, som Frankensteins monster, vendt sig imod deres herre og skaber. ISI og CIA stod blandt andet bag at organisere et netværk af heroinproduktion og -smugling for derved at finansiere de reaktionære fundamentalistiske grupper.

Det er ingen hemmelighed at krigsherrerne er dybt involverede i narkohandlen, men sandheden er, at dette også gælder for den afghanske regering. Det afghanske "parlament" har 240 medlemmer og ifølge visse kilder har op mod 200 af disse deres egne hære. Politikere og embedsmænd på alle niveauer bliver ofte sat i forbin-

Fra 1979-89 steg produktionen af opium og heroin således dramatisk for at finansiere kampen imod Sovjetunionen og er siden steget til et niveau, hvor den fuldstændig dominerer Afghanistans økonomi. Efter Sovjetunionen trak sig ud, og vesten

Imperialisterne presser naturligvis Pakistans præsident Musharraf til at gøre mere ved urolighederne, men jo flere soldater han mister ved at gøre det, jo større presset og utilfredsheden fra hæren og resten af befolkningen over at han udfører imperialisternes politik.

USA finansierede fundamentalisterne Samtidig beskylder vesten den pakistanske efterretningstjeneste (ISI) for

16

stoppede støtten, blev landet overladt til interne magtkampe mellem de forskellige fraktioner og krigsherrer, og siden kom Taleban til magten.

Men narkonetværket blev aldrig ødelagt, og fortsatte sin trivsel på forskellige måder under skiftende regimer.

● www.marxist.dk ● Nov/Dec 6. Årgang Nr. 33

Forholdene mange steder i Afghanistan er i dag langt færre end før krigen. Den amerikanske imperialisme har klart vist sit reaktionære ansigt og modstanden vokser.

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk delse med narkokriminalitet. Da USA har brug for ikke alene regeringens, men også krigsherrernes støtte, bliver de derfor ofte nødt til at vende det blinde øje til narkohandlen.

Modstandsbevægelsen

har

folkelige rødder Men modstanden mod besættelsen baserer sig også på narkopenge, og de har ofte flere penge end regeringen. F.eks. får en soldat i den afghanske hær omkring 5 amerikanske dollars om dagen i løn, mens en soldat hos Taleban får 12 dollars.

Selv ifølge de vestlige kilder går krigen meget dårligt. Ifølge europæiske tænketank Seuilis Council, har "Taleban" generobret landets sydlige halvdel. Seuilis siger endvidere at "US-Britisk militærpolitik" har skabt en humanitær krise af sult og fattigdom i det sydlige Afghanistan, og at "den amerikanske politik i Afghanistan har genskabt det fristed for terrorisme som invasionen i 2001 sigtede mod at ødelægge".

Hvad Vesten kalder for Taleban er i

Internationalt

virkeligheden en voksende sammenslutning af forskellige politiske grupperinger, deriblandt nationalistiske, kommunistiske, socialistiske, pashtunske og talebanske fraktioner. Dette er ved at udvikle sig til en national modstand imod en fremmed besættelse og ikke, som de vestlige medier hævder, kun en fundamentalistisk islamisk talebanbevægelse. Det er klart, at der er modsætninger inden for modstandsbevægelsen, og fundamentalisterne kan ikke vise en udvej for afghanerne.

værdier" gennem den skånselsløse bombning af Afghanistan og for enden af et imperialistisk geværløb.

Imperialisterne kæmper ikke imod terrorisme i Afghanistan, som de vestlige ledere hævder. De kæmper imod det Afghanske folk! At de danske tropper bliver brugt til dette er en skandale. Det kan ikke være rigtigt, at unge danskere fra arbejderklassen skal bruges som redskab for imperialismens herredømme. Arbejderbevægelsen må kræve, at soldaterne trækkes hjem omgående.

Fundamentalismen er en blindgyde, som lige nu er i stand til at vinde en vis genklang hos et desperat, udbombet og tortureret folk. Men talebanerne vil ikke være i stand til at løse nogle problemer eller føre en seriøs modstandskamp mod imperialismen, baseret på klasseenhed og appeller til de fremmede soldater.

Under det kapitalistiske system er barbari den eneste fremtid for Afghanistan, hvilket der allerede i dag ses klare tegn på. Denne fremtid kan kun undgås ved en socialistisk revolution i hele regionen. Nederlag til imperialismen vil ikke nødvendigvis føre til fundamentalistisk reaktion. En revolutionær bølge i Pakistan, Iran eller andre lande er en reel mulighed, og det vil også skabe en revolutionær bølge i Afghanistan og give mulighed for en socialistisk føderation i det sydlige Asien.

Træk tropperne hjem!

Modstandskampen er et folks hævn over at blive introduceret til det såkaldte "demokrati" og de "liberale

Verden set med - internationale noter -

Tyskland Den 21. oktober deltog over 220.000 mennesker i landsdækkende demonstration i Tyskland, for at protestere mod den siddende regerings reformpolitik.

Tusinder af undervisningsarbejdere samledes i Berlin, Frankfurt og andre steder i Tyskland for at protestere mod den såkaldte "reformpoltik" ledet af Kansler Angela Merkel og med slogans som; "Det burde være bedre ... for alle!". Også Gerwerkschaft Erziehung und Wissenschaft (GEW), som svarer til det danske LO, støttede demonstrationen.

Formanden for GEW, Ulrich Thöne.

Udtalte: "Doktorens datter går på en type skole, mens arbejderens søn

går på en anden."

Sidst gjorde han opmærksom på, at "der ikke er et andet land i Verden, hvor uddannelsesarbejderne er så dårligt uddannede og lønnet som i Tyskland."

Lula genvalgt I Brasilien I starten af November vandt Lula fra PT valget I Brasilien mod mod den højreorienterede kandidat Alckmin.

Han opnåede 58 mio. stemmer mod højrefløjens 37 mio. Hvilket svarer til 60,83% mod 39,2%. Kandidaten fra PT fik flertal i 20 ud 27 stater og 4 ud af de 5 regioner, som deler landet.

mio. Flere stemmer i anden valgrunde i forhold til første – 2 mio. mere end den samlede venstrefløj fik i første valgrunde. Dermed opnåede han den største valgsejr nogensinde i Brasilien.

Han vandt de mange flere stemmer ved at angribe højrefløjens kandidat for at ville privatisere og forringe forholdene for de fattige.

Lula opnåede næsten absolute flertal i første valgrunde, men fik 12 www.marxist.dk ● Nov/dec 6. Årgang Nr. 33 ● 17

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Indland

Opsving:

Arbejdspres, boligboble og lån ØKONOMI Af Toke Nielsen ”Det går rigtigt godt i Danmark og vi kan købe hele verden,” lyder det fra arbejdsgivernes og topchefernes regering. CEPOS, velfærdskommissionen, andre borgerlige økonomer og professionelle kvaksalvere bekræfter dette. ”Vi er i en opsvingperiode” er deres trøst til fyrede slagteriarbejdere og offentligt ansatte, men hov! Hvad er et opsving? Under dette opsving har der været en vækst på omkring de 3 pct. i BNP om året. Når man sammenligner dette med tidligere opsving, som i under den massive industrialisering op til 1. verdenskrig og efterkriges opsvinget er det lige pludseligt ikke så imponerende.

Samme tid åbner spørgsmålet sig om hvor dette ”opsving” kommer fra, hvor lang tid det så vil blive ved og hvis det her er et opsving, hvor 1400 danskere om året dør af stress, og virksomheder flytter produktionen til udlandet, hvordan vil en kommende nedgang så se ud?

Et

forbrugsbaseret

udtryk for er, at folk øger deres forbrug igennem lån i friværdi. Dette skaber en del ustabilitet i den danske økonomi. Opsvingets rod ligger i, at kreditten er blevet udvidet, hvilket har givet flere penge til forbrug, og dermed skabt grundlag for arbejdspladser. Men et opsving, der er drevet af lånte penge kan ikke vare evigt. Før eller siden er der en regning, der skal betales.

Boligboblen Man kan næsten ikke finde en borgerlig avis der ikke flere gang i løbet af denne periode har både be- og afkræftet boligboblen. Dog kan alle, der bare giver sig tid til at se boligprisudviklingen i forhold til lønudviklingen, ja eller for så vidt bare prøver at flytte fra lejebolig til ejerbolig, beskue denne trussel mod den danske økonomi. ”Spørgsmålet er helt klart ikke længere om, men hvornår boligboblen brister.” er en sætning der er ved at bliver forældet, da de første arbejderfamilier allerede er blevet smidt på gaden.

op-

sving Det opsving vi ser i dag har været baseret på øget forbrug. I modsætning til tidligere opsving som har været baseret på investeringer i industri, faktisk har væksten i faste bruttoinvesteringer årlig vækst pr. person gennemsnitlig ligget på 2,3 procent i perioden fra 2000-2005 imod sætning til perioden fra 1993 til 2000, under IT boblen, på 8,4 pct. Altså er opsvinget ikke udtryk for en udvikling af produktionsmidlerne, tværtimod er lukninger af arbejdspladser ved at blive hverdag.

Det som ”opsvinget” er

18

● www.marxist.dk ● Nov/Dec 6. Årgang Nr. 33

Lån og flere lån Den arbejder der vil have et hus må først gå ned i banken og forgælde sig for derefter at købe et hus, som så igen kan belånes til forbrug, hvilket der jo ikke er noget fordækt i, set fra den almindelige arbejders side. Vi arbejder 37 timer om ugen og burde for så vidt både have ret til både villa, Volvo og vovse. Problem er bare at det er disse lån, ”opsvinget” blandt andet baserer sig på. For lån skal jo betales tilbage, men med hvad? Flere lån?

Det har været en mulighed at udskyde en krise ved hjælp af flere lån, men samme tid forstærke den når den kommer. Men dette er jo ikke længer muligt når ens bolig allerede er belånt med langt mere en dens egen værdi. Dette er en enorm trussel imod opsvinget, hvilket både angriber den enkeltes arbejders købekraft, og dermed levestandard, og det forbrugs baserede opsving.

En beregning fra Handelshøjskolen i København viser, at en typisk familie vil få kappet 13 pct. af budgettet, hvis renten stiger to pct.

Derudover kommer de stigende oliepriser, som kan får processen til at accelerere.

Risiko for krak Opsvinget har været båret af lån, som er blevet brugt på forbrug. Dette er en særdeles ustabil situation. Bankerne har udlånt så aggressivt, at de har lånt mange flere penge ud, end de reelt har i kassen. Indlånene den første halvdel af i år kun svarer til 82,7 pct. af udlånene. Det er et fald fra samme periode i 2003, hvor indlånene svarede til 99.3 pct. af udlånene. Så hvis de huse, som lå-

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Indland nem den daglige udnyttelse af de danske arbejder. For disse fine herrer er det ikke et problem at udflytte arbejdspladser og sabotere industrien.

Disse snyltere stjæler merværdien af vores arbejde med den ene hånd for at låne os dem tilbage med den anden, så de igen kan hive renter ud af os.

At forestille sig, at den herre storaktionæren skulle udvise ansvar med hensyn til den danske økonomi ville være det rene utopi. Igennem deres spekulation er det lykkedes Danske Bank at få et rekord overskud på 12,8 mia. kr. ved at kaste ærlige mennesker ud i gældsmareridt og tvangsauktioner.

nene er taget i, falder dramatisk i pris, vil bankerne sidde inde med en masse gældsbeviser uden dækning.

Sådanne banker vil ikke være meget bevendte under en krise.

Det fik for nylig Finanstilsynets direktør, Henrik Bjerre-Nielsen, til at advare bankerne mod risiko for krak. Så snart bankerne trues af et økonomisk krak, vil de gøre alt for at hente lånene hjem fra de arbejdere, der har lånt til en ejerbolig eller en bil. Dette vil gøre det umuligt for mange familier at få økonomien til at hænge sammen.

lave biler, men at lave penge”. Så meget ærlighed er det sjældent man finder hos et så uærligt menneske.

Desværre er den danske arbejdsgiver ikke så forskellig fra den amerikansk. Marxisterne har altid pointeret arbejdsgiverklassens udvikling hen imod en stopklods for den generelle udvikling af økonomien.

Det er helt tydeligt at markedsøkonomien er godt på vej til at igen at vise sin totale ubrugelighed til at skabe fremgang og sikkerhed for det stor flertal på gulvet, men til gengæld meget nyttig for det dovne og ubrugelige mindretal på toppen af samfundet.

Det må derfor også være klart at den eneste måde vi kan skabe velstand, velfærd og økonomisk sikkerhed er at kaste dette usle pak fra magten og underlægge produktionsmidlerne og bankerne arbejdernes demokratiske kontrol.

De øverste lag af det danske samfund er trænet i skrupelløshed igen-

Det var den socialdemokratiske regering under Nyrup, der i 1990’erne åbnede muligheden for at oprette de såkaldte flexlån. Dette har ført til, at gælden har været i stand til at vokse mere end ellers. Når regningen skal betales bliver problemet på den måde større end ellers. Det er derfor tydeligt, at arbejderbevægelsens højredrejede ledelse har misbrugt det ansvar, de har overfor arbejderklassen, da de aktivt har medvirket til at forværre situationen.

Arbejdsgiveren,

en

snylter

klasse Den berømte fabriks ejer Henry Ford sagde en gang ”mit mål er ikke at

www.marxist.dk ● Nov/dec 6. Årgang Nr. 33 ● 19

SOCIALISTISK STANDPUNKT HV AD VI ST ÅR FOR HVAD STÅR

HVEM VI ER SOCIALISTISK STANDPUNKT udgives af en gruppe marxistiske arbejdere og unge, der er aktive i arbejderbevægelsen. Vi mener, at kapitalismen ikke længere kan tilbyde andet end nedskæringer, øget arbejdspres, massearbejdsløshed og fattigdom.

Derfor må det kapitalistiske system fjernes og erstattes af en socialistisk planlægning af produktionen, hvilket vil sige, at arbejderklassen overtager de største virksomheder, bankerne, forsikringsselskaberne osv. og kontrollerer og styrer det hele demokratisk efter behov og ikke som nu efter kapitalisternes jagt på profit. Vi støtter og deltager i den danske arbejderklasses kamp som en del af den internationale arbejderklasses kamp. Vi mener at det er vigtigt at være internationalt organiseret - for det er kapitalisterne. Vi har søsterorganisationer i bl.a. Venezuela, Nigeria, Pakistan, England, USA, Rusland, Spanien, Sverige, Italien osv.

SOCIALISTISK STANDPUNKT deltager i den daglige kamp og støtter de krav, der stilles på arbejdspladserne og uddannelsessteder (se “HVAD VI STÅR FOR”) Hvis arbejderbevægelsen satte alle sine kræfter ind og kæmpede for disse krav, ville det være muligt at kæmpe dem igennem.

Men ledelsen af fagbevægelsen undskylder den manglende kamp med, at kapitalisterne aldrig vil gå med til at opfylde kravene.

Til det er marxisternes svar klart: Har kapitalisterne ikke vilje til at sikre en ordentlig tilværelse for arbejderne og ungdommen, så har arbejderklassen ikke brug for kapitalismen!

Det økonomiske opsving har ikke bragt forbedringer for arbejderklassen, og nu er kapitalismen igen ved at gå ind i en krise. Den eneste vej frem er derfor at fjerne det kapitalistiske system ved, at arbejderklassen overtager produktionsmidlerne og sætter dem under deres ledelse og kontrol. Dette er løsningen på arbejderklassens og ungdommens problemer, og det er hvad arbejderpartierne og fagbevægelsen burde kæmpe for.

Vi opfordrer derfor alle arbejdere og unge til at gå med i SOCIALISTISK STANDPUNKT’s kamp for at vinde arbejderbevægelsen tilbage på et socialistisk program.

• En national minimumsløn på 130 kr., gældende for alle inklusiv lærlinge, arbejdsløse og studerende.

• Nationalisering af alle udflytningstruede arbejdspladser under de ansattes ledelse og kontrol • Genindførelse af dyrtidsreguleringen samt fuld dagpengeregulering, så inflationen ikke udhuler lønnen.

• Stop for alle afgifter og skatter, der udhuler arbejdernes lønninger. For et ordentligt, solidarisk skattesystem, der tilgodeser arbejderklassen og beskatter kapitalisterne.

• 30 timers arbejdsuge med fuld løn- og personalekompensation, det er den eneste vej væk fra arbejdsløsheden.

• Lige løn for lige arbejde – ingen diskriminering p.g.a. køn, race osv.Afskaffelse af bodssystemet – ingen indgreb i strejke- og aktionsretten.

• Strejke- og aktionsret til lærlinge, funktionærer og alle andre arbejdere.

• Ægte demokrati i arbejderbevægelsen. Ingen privilegier til vores ledere – arbejderledere på arbejderløn.

• Fjernelse af alle nedskæringer på velfærden.

• Kamp imod alle forsøg på yderligere afmontering af velfærdssamfundet.

• Nej til nedskæringer og privatiseringer i den offentlige sektor: Udbyg den offentlige sektor med flere midler og mere personale, under de ansatte og brugernes egen demokratiske ledelse og kontrol.

• Ordentlige og betalelige boliger til alle.

• Fri adgang til ordentlig uddannelse for alle og de økonomiske muligheder for det.

Kig ind på WWW.MARXIST.DK Kontakt: marxist@marxist.dk, tlf.: 61 65 10 88

Jeg vil gerne høre mere om SOCIALISTISK STANDPUNKT og inviteres til et møde.

Jeg vil abonnere på SOCIALISTISK STANDPUNKT (6 nr. for kr. 100,- / Solidaritetspris kr. 150,-).

Navn: Post nr.:

Adresse: By:

Telefon nr.:

Sendes til: SOCIALISTISK STANDPUNKT, Degnestavnen 19, st. tv., 2400 København NV.