nr36

SOLIDAR

ITETSPR

LÆS INDE I BLADET:

IS KR. 2

0,-

SOCIALISTISK STANDPUNKT

DEN MARXISTISKE AVIS FOR ARBEJDERBEVÆGELSEN NR. 36 MAJ/JUN 2007 7. ÅRGANG PRIS KR. 10,-

• Snævert ja til tynd overenskomst (s. 4-5) • Lærlingene snydt endnu engang (s. 6) • Kampen er politisk - DSE må før den! (s. 7) • Eksklusionerne i SUF (s.

10-11) • Afrika - Imperialismens arv med krige, rædsel og elendighed (s. 14-16) • Latinamerika - et kontinent i oprør (s. 17-18) • Marxistisk bogreol (s. 21)

ELENDIG OVERENSKOMST TRODS KÆMPE PROFITTER

FAGFORENINGERNE

MÅ KÆMPE MARXIST DK

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Leder

Indhold Leder

2

Dansk Perspektiv 2007

3

Snævert ja til tyndt forlig, kampen fortsætter

4

Lærlingene snydt igen

6

Kampen er politisk - DSE må lede den

7

Anders Fogh er presset - kampen mod regeringen

8

Skueproces i SUF - 26 SUFere 10 ekskluderet Mega-arrangement i Arbejdermuseet

12

Dem og os

13

Hands off Venezuela - Kampagnen skudt godt i gang

13

Afrika - Imperialismens arv med krige, rædsel og elendighed

14

Latinamerika - et kontinent i oprør

17

Verden set med hånden

19

1. maj - Arbejdernes internationale kampdag

19

Den marxistiske bogreol

20

Teorien om den permanente revolution

22

SOCIALISTISK STANDPUNKT udgives af avisforeningen SOCIALISTISK STANDPUNKT Degnestavnen 19 st. tv.

2400 Kbh. NV. Tlf.: 61651088 ISSN: 1901-1695 WWW.MARXIST.DK marxist@marxist.dk Redaktionen afsluttet d. 30.04.07, Ansv.red: A. Bülow

2

Leder:

side

Tid til forandring!

Under valgkampen i 2001 havde Anders Fogh et enkelt slogan. Han mente, at det var tid til forandring.

Som socialister er vi normalt ikke meget for at kopiere vor yndede statsministers slogans. Men i dette tilfælde vil vi gøre en undtagelse.

For er der noget, som de seneste begivenheder i Danmark viser, så er det, at det så sandelig er tid til forandring.

Spinkelt ja til OK, men stor utilfredshed Overenskomstaftalen anno 2007 for 600.000 arbejdere i den private sektor forbløffede mange. Ganske enkelt fordi den var så gennemgående tom for de krav, som arbejdspladserne var kommet frem med. Og dette i en tid hvor dansk erhvervsliv har haft kronede dage, med det ene succes-regnskab efter det andet.

De danske kapitalister har altså skovlet enorme profitter hjem, og som man kan læse andetsteds i denne avis, har de givet deres administrationschefer klækkelige lønforhøjelser i million-størrelsen. Alligevel udeblev forbedringer for arbejderne i overenskomstaftalen. Det centrale krav om højere mindsteløn blev f.eks. fuldstændigt ignoreret.

Som bekendt gik overenskomsten igennem, med et lille flertal på 55,75 procent af stemmerne. Dette ja er dog mindre end i 2004, hvor 57,4 procent stemte for, og stemmedeltagelsen lå på sølle 37 procent. Samtidig valgte over 60 procent 3F’s medlemmer at forkaste overenskomsten. Dette må siges at være udtryk for en meget klar utilfredshed og en frustration over fagbevægelsens fatale rolle i hele dette spil.

At en så dårlig overenskomst kan gå igennem, er først og fremmest fagtoppens skyld. At de har accepteret dette forlig og skamrost det, er en skandale uden lige. De har glemt

● www.marxist.dk ● Maj/Jun 7. Årgang Nr. 36

arbejdspladsernes krav, og er ude af trit med de problemer, som arbejderne står over for. At et så stort flertal i 3F stemte nej, viser den enorme kløft som findes mellem lederne af fagbevægelsen og de menige medlemmer. Det er tid til forandring; Det er nødvendigt at arbejde for at ændre fagforeningerne til kamporganisationer, der ser det som sit eneste formål at trumfe arbejdspladsernes krav igennem.

Og selvom arbejdsgiverne nu forudser ro på arbejdsmarkedet, er det langt fra givet, at den kommende periode vil blive stille. De seneste strejker på DR, hos SAS og blandt buschaufførerne viser, at den næsten periode sagtens kan byde på et nyt opsving i klassekampen.

Regeringen kan udfordres Også på andre områder er det tid til forandring. Da regeringen startede, var det som om, den havde en teflon-effekt. På taktisk vis formåede den, at sno sig uden om de største skandaler og bommerter. Men 2006 må siges at have været året, der vendte op og ned på det. Med de største demonstrationer i 20 år (aktionsdagen 17.maj), en utrolig upopulær velfærdsreform og ugelange pædagog-strejker og kommune-protester i efteråret var det ikke muligheder, der manglede for at udfordre regeringen.

Men desværre er der ikke kommet noget alternativ, eller nogle forsøg på at udfordre den.

Socialdemokratiets ledere, med Helle Thorning i spidsen, har valgt passivitet og korridorforhandlinger med de borgerlige. Det samme har dele af fagbevægelsens ledere, der nu sidder med ved bordet til den såkaldte kvalitetsreform, som i praksis er et dække for besparelser på velfærden. SF vil nu i regering og gerne i et samarbejde, der inkluderer Marianne Jelved og de radikale.

Alt dette illustrerer med al tydelig-

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk hed nødvendigheden af en socialistisk opposition, der kan vinde arbejderbevægelsen tilbage til et socialistisk program. Kun sådan kan Fogh udfordres.

En verden i krig, kaos og oprør Og internationalt har det aldrig nogensinde været mere tid til forandring end i dag. 1.1 milliard mennesker lever for mindre end 1 dollar om dagen, og 800 millioner mennesker går sultne i seng hver dag. Samtidig kontrollerer 500 multinationale selskaber 70 procent af verdenshandlen og skovler dagligt enorme profitter hjem.

I denne avis kan du læse mere om, hvordan det påvirker situationen i Afrika, et kontinent som lige nu oplever blodige krige i Darfur og Vestsahara. Et kontinent hvor USA for øvrigt gav militærhjælp til 50 af Afrikas lande fra 1991-1995, og fra 1991-98

Leder

oversteg salg af våben og militærtræningsprogrammer mere end 227.000 millioner dollars.

Der er dog også tegn på, at forandring er på vej. Ikke igennem godhjertede reformer fra IMF og Verdensbanken (to organisationer, der altid har arbejdet for imperialisternes interesser), men igennem et kontinentalt oprør der udspiller sig i Latinamerika. Den revolutionære bølge har spredt sig fra Venezuela til Bolivia og Mexico. Bush forsøgte for nyligt at tage på charmeoffensiv i Latinamerika. Han kan nemlig godt se, at det ikke er imperialismens dagsorden, der vinder frem på de kanter for tiden. Men han blev mødt med store protestdemonstrationer overalt, hvor han dukkede op. Alt dette kan du læse mere om inde i bladet.

de borgerlige fortæller os, at 1.maj bare handler om guldbajere og røde pølser, og at al klassekamp er død og borte, står de med et forklaringsproblem. Hvis alt virkelig er guld og grønne skove, hvorfor var 2006 så fuld af så mange protester? Og hvorfor lever vi i en verden med flere og flere krige?

Svaret er, at kapitalismen som system ikke kan skabe varige fremskridt og tilbyde arbejdere og unge en ordentlig hverdag og anstændige levevilkår. Det er mere end nogensinde før nødvendigt at kæmpe for socialisme.

Tid til forandring, tid til et socialistisk alternativ!

Gå med i Socialistisk Standpunkt!

Altså er der nok at kæmpe for, både i Danmark og i resten af verden. Når

En marxistisk analyse af den danske klassekamp anno 2007 Arbejderklassens genopvågning ”Kapitalismen er på verdensplan præget af krige, kriser, klassekamp, revolutioner og kontrarevolutioner.

Der er ikke nogen stabil region i verden mere. Overalt kan man se arbejderklassens genopvågning. Kapitalisme i 2007 betyder et frontalangreb på arbejderklassens tilkæmpede rettigheder og levestandard. Firmaoverdragelser og opkøb betyder alle steder massefyringer og øget arbejdspres. Hvor 1980’erne og 1990’erne var årtierne hvor arbejderklassen blev trængt i defensiven, er situationen nu ved at vende internationalt. Hele Latinamerika er i oprør og det ene land efter det andet bliver ramt af revolutionære opstande.”, Indledningen til ”Dansk Perspektiv 2007”.

Bestil på w

ww.marxis t.dk Pris: 20 kr.

Desuden behandles især den internationale klassekamp, økonomiens tilstand og risikoen for recession, splittelsen blandt de borgerlige, modsætningerne i arbejderpartierne, ungdommens kampvilje og velfærdsbevægelsen, som var så afgørende i 2006, og fik hundredtusinder til at gå på gaden.

www.marxist.dk ● Maj/Jun 7. Årgang Nr. 36 ● 3

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Fagligt

Snævert ja til tyndt forlig - kampen fortsætter!

OVERENSKOMST Af Lasse Bertelsen Den 30. april kl. 16.00 kunne forligsmanden Asbjørn Jensen fortælle, at overenskomstresultatet for den private sektor i de næste 3 år var gået igennem. Det til trods for at hele 63 procent af arbejderne i fagforbundet 3F har stemt nej. Nogle kunne tro, at et ja åbner op for 3 år med ro på arbejdsmarkedet. Men det er på ingen måde givet, tværtimod.

For det første må man spørge om, hvordan et så tyndt forlig kunne blive godkendt af en afstemning blandt medlemmerne. Forliget er som sådan ikke dårligere end det forlig, der blev indgået i 2004. Eller man kan sige, at det er lige så dårligt. For der er minimale forbedringer for arbejderne på de danske arbejdspladser. Men i 2007 er arbejdsgivernes profitter vokset til endnu højere rekorder, og arbejdsløsheden er faldende. Derfor var der al mulig grund til at forvente, at resultatet gav den danske arbejderklasse en større del af de kæmpe profitter.

Som de faste læsere af denne avis ved, så er vi skarpe kritikere af resultatet. Lærlinge bliver stadig fasthold på et elendigt niveau, mindstelønnen ligger stadig på omkring 100,- kr., der er ikke lavet nogen ordninger, der begrænser misbrug af udenlandsk arbejdskraft, og der er ikke for alvor sat en stopper for det kraftigt øgede arbejdspres. Derudover gøres der så godt som intet ved skifteholdsarbejdernes stærkt kritisable og sundhedsskadelige forhold.

Hvordan kan det være, at danske og internationale kapitalister vælter sig i gigantiske overskud i denne periode?

På grund af deres geniale ideer til at forny produktionen? Absolut ikke. Det eneste, som virksomhedsejerne har

4

En af de vigtigste grunde til at der blev stemt ja til en ellers meget dårlig overenskomst, var den ensidige ja-kampagne, hvor nej-siden ikke kunne hamle op med ja-sidens mange midler.

kunnet byde på de sidste år, er trusler om, at arbejdspladserne bliver flyttet til udlandet – hvis ikke de ansatte hopper og springer, som direktørerne befaler. Den væsentligste årsag til, at erhvervslivet svømmer i penge, er, at arbejderne løber hurtigere og hurtigere. Derfor var der al mulig grund til at kræve, at de mennesker, der producerer værdierne, også skulle have en større del af overskuddene. Men det er ikke sket.

Ensidig ja kampagne Fra flere afdelinger er der kommet kritik af, at forbundene kun har promoveret ja-siden, og de forbedringer forligene indeholder. De nationale fagforbund har kunne sende breve ud til alle medlemmer samt bruge fagbladene til at få et ja igennem. Men de samme muligheder har ikke kunne bruges af nej-siden. Her har man været afskåret fra at give sin mening til kende til alle forbundenes medlemmer. I næsten alle forbund har der været et nej-mindretal selv i forbundshovedbestyrelserne. Det burde være en selvfølge, at mindretallet også får mulighed for at sende et brev ud til alle medlemmer og retten til at få et antal sider i forbundsbladene. Når fagforbundene alligevel sender brev ud til alle medlemmer, ville

● www.marxist.dk ● Maj/Jun 7. Årgang Nr. 36

det jo ikke være det store problem også at vedlægge materialer fra nej siden.

Et lille ja 55,75 procent har stemt ja. I 2004 var det 57,5 procent. Dette til trods for at alle fagforbund har anbefalet et ja.

Det giver en klar melding om, at begejstringen på arbejdspladserne er begrænset. Og, at kun 37 procent af medlemmerne har stemt, viser, at mange medlemmer ikke tror på, at det nytter noget. Det er et kæmpe problem for fagbevægelsen. Med det dårlige resultat er der intet, der taler for, at medlemsflugten fra fagbevægelsen vil stoppe. At, der er et kæmpe nej-flertal i 3F til trods for forbundstoppens ja, siger også en ting eller to. Det viser, at toppen er kommet alt for langt væk fra medlemmerne. Forbundsledelsen bør repræsentere medlemmerne – men i denne sag handler de ikke i overensstemmelse med ønskerne fra arbejdspladserne.

Afstemningsreglerne er udemokratiske Det er selvfølgelig ikke demokratisk at medlemmerne af 3F får trukket en overenskomst ned over hovedet som de har stemt nej til. Den eneste grund

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk til, at medlemmerne af 3F får den nye overenskomst, er, at de andre forbund stemte ja! Disse sammenkædningsregler eksisterer ene og alene af den grund, at det gør det sværere at forkaste overenskomstresultater.

Men hvis medlemmerne af et forbund stemmer nej, så må det nej respekteres. Derfor må sammenkædningsreglerne afskaffes. Det betyder selvfølgelig ikke, at 3Ferne skal gå alene i konflikt. Resten af fagforbundene må gå i sympatikonflikt, indtil der er kommet et resultat, som 3Ferne kan leve med.

Arbejdsgiverne stemte ja med 99 procent Virksomhedsejerne må nu sidde med et stort smil om læben. Til trods for, at arbejderne aldrig har løbet så hurtigt som nu, er det lykkedes dem at komme igennem med minimale lønstigninger. Modregner man inflationen er forbedringerne næsten ikke til at få øje på. At, 99 procent af virksomhedsejerne har stemt ja, giver et klart billede af, hvad det her går ud på. Nemlig at resultatet på ingen måde truer erhvervslivets enorme overskud. Nogle kunne måske tro, at dette ville få arbejdsgiverne til at holde op med at presse arbejderne med trusler om udflytning af arbejdspladser. Men, at det kan lykkes for kapitalisterne, at få et så tyndt forlig igennem vil være med til at opmuntre dem til at presse arbejderne endnu mere. En strejke blandt de 600.000 arbejdere i den private sektor ville til gengæld have mindet arbejdsgiverne om, hvem det er, der skaber deres profitter, og hvem det er, der har magten til at lamme produktionen.

Hans Jensen glad Hans Jensen har udtalt, at han synes at der er det bedste forlig nogensinde i hans formandstid. Men det viser 2 ting. For det første at de tidligere forlig heller ikke var særlig gode, og for det andet at LO-toppen er kommet alt for langt væk fra de menige medlemmer. Og at det er umuligt at kunne

Fagligt

sætte sig ind i en LO-arbejders hverdag, når man modtager en løn, der er 4, 5 eller 6 gange så høj.

Nej-kampagnen At skulle koordinere en landsdækkende nej-kampagne til et overenskomstresultat er ikke nogen let ting, når både arbejdsgiverne og toppen af fagforbundene bruger alle midler for at få et ja igennem. Ved dette års overenskomstforhandlinger har der været et forholdsvis stort antal fagforeninger, der har sagt nej. Og de har fortalt medlemmerne af deres afdelinger, hvorfor de anbefaler et nej. Men desværre har der i år i modsætning til i 2004 og 1998 ikke være noget nationalt tillidsmandsmøde for nej-sigere.

På den måde er kampagnen ikke blevet koordineret på landsplan på det niveau den burde. Det er en skam. For resultatet er uacceptabelt.

Til trods for at nej-kampagnen har kørt på et lavere niveau end før, er der alligevel et meget stort nej på 44,25 procent. Hvis nej kampagnen havde samlet tillidsfolk fra hele landet til fælles møder, kunne resultatet have været anderledes. Derfor er det kritisabelt, at OK-2007 nej-kampagne initiativet aflyste de foreslåede nationale konferencer både i marts og i april.

For en ny linje i fagbevægelsen Den lave deltagelse i afstemningen giver et billede af den generelt manglende aktivitet i fagbevægelsen. Der kommer færre og færre til generalforsamlingerne og medlemsflugten fortsætter i et endnu højere tempo.

Den nye overenskomst er et slående bevis på, at toppen af fagbevægelsen har en tendens til at være beskedne – på medlemmernes bekostning!

Men tynde

forlig, dårlige kompromisser og manglende opbakning til arbejdspladsernes krav vil ikke få flere medlemmer tilbage til fagbevægelsen. I stedet er der brug for en fagbevægelse, der vil slås for medlemmerne. En fagbevægelse der tager kravene fra medlemmerne alvorligt, og som gør alt, hvad den kan for at kæmpe dem igennem. Lederne af fagbevægelsen må modtage den samme løn, som det de forhandler hjem til deres medlemmer. Så kunne det være, at de ville tænke sig lidt mere om, inden de gik ud og anbefalede et ja.

Overenskomstforliget viser en ting.

Nemlig at det er på tide, at arbejdspladser og tillidsfolk begynder at organisere en opposition til den nuværende top i fagbevægelsen. En opposition der er i stand til at presse ledelsen til at kæmpe, eller om nødvendigt skifter ledelsen ud med en, der vil kæmpe for medlemmernes krav. De fagforeninger, der har stået bag nejkampagnen, har indkaldt til konference i juni måned. Udover at der burde have været afholdt en konference inden afstemningen om overenskomsterne gik i gang, kan denne konference være med til at bygge en opposition imod den topledelse, der har godkendt forligene.

En ting er sikkert. Roen på arbejdsmarkedet er ikke sikret. April måned blev rystet af strejker i DR, SAS, havnearbejdere, buschauffører, postarbejdere og Falckreddere. Jo mere overenskomstforhandlingerne foregår over hovedet på medlemmerne, jo mere vil vi se sådanne strejker. Det vil ikke blive forbigået i stilhed, at kraverne fra arbejdspladserne er blevet overhørt.

Dette ja betyder ikke 3 års ro på arbejdsmarkedet, som arbejdsgiverne ønsker, det kan tværtimod have den modsatte effekt.

De borgerlige aviser prøver at gøre spørgsmålet om overenskomst til et spørgsmål om gærhamstring. I virkeligheden handler det om løn og arbejdsforhold.

www.marxist.dk ● Maj/Jun 7. Årgang Nr. 36 ● 5

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Fagligt

Lærlingene snydes endnu engang!

OVERENSKOMST Af Marie Frederiksen Det netop godkendte overenskomstforlig, har endnu engang efterladt lærlingene med en bar røv at trutte i.

Lærlingelønningerne er i forvejen ikke noget, at råbe hurra for, og det bliver den heller ikke i løbet af de næste 3 år med den nye overenskomst.

Kravene fra lærlingene var ellers tydelige nok; der skulle flere penge på bordet! Metal Ungdom havde for eksempel rejst kravet om 12 kr. mere i timen, og 3F ungdom havde krævet 10 kr. mere, men disse krav må lærlingene kigge langt efter de næste 3 år, hvor lønnen kun stiger 2-4 kr. pr. år. Overenskomsten giver faktisk lærlingene mindre, end de fik med overenskomsten i 2004.

Også kravet om fri strejke- og aktionsret må lærlingene endnu engang kigge langt efter.

Der er brug for organisering af lærlingene At lærlingenes krav syltes er ikke noget nyt, deres løn halter længere og længere efter svendenes, uden at huslejen, elregningen og madpriserne er blevet lavere – tværtimod.

Denne gang var der ellers historisk gode muligheder for at få gennemført kravene. Virksomhedernes profitter har været enorme de sidste år, samtidig med at de skriger op om manglen på arbejdskraft. Hvis de mangler arbejdskraft må de også betale hvad det koster at uddanne den. Der var altså gode muligheder for at få kravene igennem.

Men lærlingene overses i fagbevægelsen, og de fleste steder er lærlingearbejdet nærmest ikke eksisterende. Lokalt står det sløvt til med orga-

6

niseringen og siden LO-ungdom blev nedlagt som national organisation i midten af 1990’erne, har der ikke været en samlet national lærlingebevægelse.

Skal lærlingene kunne fremføre sine krav og kæmpe for dem, er der brug for en aktiv og kæmpende lærlingebevægelse.

For en kæmpende og uafhængig lærlingebevægelse Nogle gange kunne man få den tanke, at ”de voksne” i fagforeningerne tror, at de unge er lidt småtbegavede, eller også at de bare tror på medierne, når de siger om ungdommen, at de er generation Nå. I hvert fald er faktum, at størstedelen af ungdomsarbejdet i fagbevægelsen har bestået af go-car turneringer, kurser om hvordan man spiser sundt og des lige.

Samtidig beklager de sig så over, at der ikke er nogen unge, der vil engagere sig i fagbevægelsen.

Skal lærlingene aktiveres, og skal fagbevægelsen sikre, at ungdommen kan se et formål med fagforeningerne, melder sig ind, og engagerer sig i fagligt arbejde, så kræves det, at lærlingebevægelsen får ret til selv at bestemme.

Lærlingene må tage sagen i egen hånd Men lærlingene må sande, at deres krav ikke gennemføres, før der er en kæmpende og uafhængig lærlingebevægelse, og denne kommer ikke af sig selv. Den kommer kun, hvis lærlingene tager sagen i egen hånd, og selv går i gang med at organisere sig og opbygge lærlingeklubber, der er parate til at kæmpe for lærlingenes krav.

•

•

En væsentlig højere lærlingeløn Strejkeret til lærlinge Praktikpladser til alle For et ægte nationalt LO-ungdom

Men lærlingene har ikke brug for kurser om at spise sundt og go-cart turneringer, i hvert fald ikke fra deres fagforeninger.

•

Lærlingene har brug for fagforeninger, der kæmper for lærlingenes krav. Første skridt til dette er en kæmpende lærlingebevægelse, med lærlingeklubber på arbejdspladserne, i hver afdeling og nationalt.

Der er brug for en selvstændig lærlingebevægelse, ikke for at isolere sig fra svendene, men i stedet for at kunne appellere til øget samarbejde og samlet kamp for de fælles interesser.

LO-Ungdom må genoplives af lærlingene som en national organisation med kongresser, hvor lærlingene kan diskutere deres krav og hvordan de kan gennemføres.

Men for at dette kan blive muligt, må første krav være en uafhængig lærlingebevægelse. I mange fagforeninger, f.eks. Metal er det nu sådan, at lærlingearbejdet er fuldstændig underlagt fagforeningen. Lærlingene har ikke ret til at udtale sig selvstændigt eller tage nogen beslutninger.

Det er klart, at dette ikke skaber aktivitet, men tværtimod skræmmer enhver selvstændigt tænkende lærling langt væk.

● www.marxist.dk ● Maj/Jun 7. Årgang Nr. 36

•

Ungdommen har været på gaden mange gange de seneste år, og vist at den absolut ikke er en ”nå”generation, men en generation der vil kæmpe. Men hvis kampene skal vindes må de have et organiseret udtryk – sammen står vi stærkest!

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Ungdom

Kampen er politisk - DSE må lede den!

FOLKESKOLEN Af Mikkel Boris (folkeskoleelev) For et år siden var folkeskoleeleverne landet over på gaden i protest imod afskaffelsen af gruppeeksamen. Det hele startede med en spontan demonstration på Slotspladsen den 27. marts, som eleverne selv stablede på ben en e v ed h jæl p a f s m skædebeskeder.

Senere fik eleverne opbakning af deres eneste elevorganisation DSE, som igangsatte en stor kampagne.

Det hele mundede ud i en stor demonstration den 2. maj med 68.000 deltagende folkeskoleelever landet over. Samtidig blev der indsamlet 42.000 underskrifter. Det er imponerende, og viser stor kampgejst fra elevernes side. Siden da har der været meget stille fra DSE’s side. I første omgang var budskabet, at vi måtte kæmpe videre, indtil vi vandt kampen. Men efter at den nuværende f o r m a n d A n e m o n e B i r k e b æk (Radikale Venstres Ungdom) blev valgt for lidt over et år siden, er der ikke kommet mere end et par enkelte udtalelser om sagen. ”Både elever og lærere har nu mærket problemet i at gruppeeksamen er blevet afskaffet. Presset på politikerne må nu være så hårdt at det ikke kan være til at overse, mener Danske Skoleelever (DSE).” Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra DSE’s hjemmeside. Men svaret er: ”JO!”.

Politikerne kan sagtens overse problemet, hvis ikke at vi protesterer.

Eleverne er blevet svigtet, og mange må indse, at de har brugt deres tid i kampagnen forgæves. Hvis ikke vi går ud, og kæmper, vil vi aldrig få vores gruppeeksamen tilbage. I København så vi i vinters et godt eksempel på, hvordan kampen skal vindes; ved strejker, blokader, demonstrationer og vigtigst af alt, en alliance mellem elever, lærere og forældre. Vi kæmper alle den samme kamp, så lad os dog kæmpe sammen.

At Bertel Haarder fjerner gruppeeksamen, må ses som en del af den tiltagende individualisering af det danske samfund. Afskaffelsen af gruppeeksamen er et tegn på mindre gruppearbejde i skolen, og det var derfor, man så de mange elever på gaden. Argumentet imod gruppeeksamen var, at det svækkede bedømmel- 2. maj forsvarede 68.000 folkeskoleelever gruppeeksamen sen af den enkelte elev. Endnu et eksempel på den sti- gaden flere gange imod dette, men gende mistillid til lærerne. At lære at uden at DSE har taget initiativ til ansamarbejde er altafgørende i det det end en støttende pressemeddesamfund vi har i dag, derfor bør det lelse. DSE må repræsentere eleverogså være en central del af uddan- ne og hjælpe dem i deres kampe. nelsessystemet.

Argumentet om at DSE er tværpolitisk holder derfor ikke. Den borgerlige Til DSE’s landsmøde i sidste måned regeringen kan ikke styrke elevernes vedtog man, at fokus skulle lægges gode undervisningsmiljø, og er en på at få mere samfundsfag i skolen. direkte trussel imod det. Frem for at Det initiativ er rigtig fornuftigt, men bruge de penge på en ordentlig folkedet nytter ikke noget med mere sam- skole som det kræver, vil de hellere fundsfag, hvis man ikke har råd til lade penge bliver i lommerne på erbøger og lærere. Mere samfunds- hvervslivets top. Derfor må DSE refagsundervisning er ikke målet i sig præsentere eleverne og gå imod reselv. Målet må være mere kvalificeret geringens nedskæringspolitik. Man samfundsfagsundervisning. Hver dag må aldrig være bange for at gøre oplever lærerne øget stress og pres. kampen politisk. Kampen er politisk, Det smitter af på elevernes undervis- hvad enten man siger det åbent eller ning, der bliver mangelfuld. Hvis vi får ej. et bedre undervisningsmiljø, vil undervisningen også blive bedre. Ud- Erfaringerne fra København må brumattede lærere, forfaldne skoler, ges og DSE må gå forrest i kampen Sovjetunionen på geografiske kort og for bedre folkeskoleuddannelse samt forældede skolebøger er elevernes kampen for at få gruppeeksamen hverdag. Vi må kræve et bedre ud- tilbage og føre eleverne til sejr. Men dannelsessystem. folkeskoleeleverne kan ikke stå alene. Alliancen med lærerne må udbygFor nylig har der også været prote- ges til også at omfatte de andre elester imod de nye elevplaner. At man ver og studerende, som de sidste år laver elevplaner er ikke noget pro- også har været på gaden i forsvaret blem, men problemet ligger derimod for deres uddannelse. Kampen for i, at lærerne ikke får løn for det, og god og gratis uddannelse er en kamp det er unødvendig meget arbejde. for hele den danske arbejderbevæDenne kamp må kobles sammen gelse, og en del af kampen for bedre med den generelle utilfredshed og velfærd. mistillid.

Elevorganisationerne og fagbevægelsen må danne samlet trop med regeEleverne og lærerne har været på ringens nedskæringer!

www.marxist.dk ● Maj/Jun 7. Årgang Nr. 36 ● 7

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Danmark

Anders Fogh er presset

Kampen mod regeringen!

KAMPEN MOD FOGH Af Nikolaj W. Andersen Siden Fogh-regeringen i 2001 kom til magten, har den ligget forholdsvis godt i meningsmålingerne. Den har formået at klare sig igennem en lang række skandaler, og konsekvente nedskæringer på stort set alle dele af samfundet. Dette har hovedsageligt været muligt fordi den har fået støtte af Dansk Folkeparti, og fordi der ikke har været en reel opposition i folketinget. I stedet for at kritisere regeringen og komme med reelle alternativer, har den socialdemokratiske ledelse været nærmest desperat for at forhandle med den borgerlige regering.

Velfærdsbevægelsen satte dagsordenen Men i 2006 begyndte regeringen for alvor at komme under pres. Tidligt på året blussede skandalen med Muhammed-tegningerne op, og få måneder efter, den 17. maj fandt nogle af de største demonstrationer i Danmarkshistorien sted, i protest mod regeringens udspil til en ny velfærdsreform. Over hundredetusind mennesker gik på gaden og krævede, at nedskæringerne blev taget af bordet.

Som en følge af den folkelige mobilisering, skete der et skred i meningsmålingerne til fordel for socialdemokraterne. Men i stedet for at fortsætte bevægelsen og kræve reformerne fjernet, valgte partiets ledelse at gå med i forhandlingerne. Resultatet blev regeringens velfærdsudspil, dog minus et par af de allerværste forringelser.

Den borgerlige regering har profileret sig på at føre en såkaldt kontraktpolitik. Det vil sige, kun at leve op til de konkrete valgløfter, man har givet, men skære ned på alle andre områder. Et af regeringens vigtigste valgløfter var at indføre et skattestop, som man så har brugt som undskyldning til at skære ned også i kommu-

8

nerne. På den måde har regeringen forsøgt at tørre en del af bussemanden af på kommunerne, men det må være klart for enhver, at regeringen sidder med det endelige ansvar for de nedskæringer, der bliver foretaget overalt i Danmark.

Pædagogerne gik forrest Da velfærdsbevægelsen i september blussede op igen, var det netop nedskæringerne i kommunerne, der blev kritiseret. I en række af landets byer strejkede pædagogerne imod forringelser på daginstitutionerne, og specielt i Århus var kampen hård. Her strejkede pædagogerne i 4 uger. Ved en forbilledlig selvopofrelse, på trods af at blive trukket i løn og ramt af bod, lykkedes det for især de århusianske pædagoger at sætte dagsordenen i hele landet. Deres aktioner kom til at fungere som det håndgribelige udtryk for arbejderklassens frustrationer. Dette kunne ses, på den massive opbakning pædagogerne havde i befolkningen.

3. oktober kulminerede strejkerne med massedemonstrationer i landets største byer. En tydeligt presset An-

ders Fogh tonede samme dag frem på de danske tv-skærme og kaldte de strejkende pædagoger og de titusindvis af andre fremmødte for ”socialistiske ballademagere”. Igen tippede meningsmålingerne i Socialdemokraternes favør, men igen valgte de at stoppe bevægelsen frem for at nægte at skære ned i de kommuner, med socialdemokratisk flertal.

Strejkerne betød alligevel, at forringelserne blev taget af helt eller delvist af bordet i nogle kommuner, men de fleste steder blev de dog fastholdt.

Voksende modstand mod krigene i Afghanistan og Irak I løbet af efteråret 2006 kom der også fornyet fokus på krigen i Afghanistan, i forbindelse med at filmen “Den hemmelige krig” blev vist på DR. Filmen dokumenterede, at danske soldater havde udleveret fanger til amerikanerne, på trods af at man vidste, at de ville blive tortureret. Regeringen svarede ved at benægte alt, kritisere en lang række ubetydelige fejl i filmen, og ved voldsomt at kritisere DR for overhovedet at have vist den. Paradoksalt nok havde Anders Fogh tidligere på året forsvaret pressens

Pædagogstrejkerne og de andre velfærdprotester i 2006 satte regeringen under pres.

● www.marxist.dk ● Maj/Jun 7. Årgang Nr. 36

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Danmark

ukrænkelige ytringsfrihed i forbindelse med Muhammed-tegningerne.

Men sagen er, at krigen i både Irak og Afghanistan går dårligere og dårligere, og af samme grund, bliver mere og mere upopulær blandt befolkningen, og regeringen har da også nu været tvunget til at fastsætte en dato for tilbagetrækningen af de danske tropper fra Irak.

Splittelser blandt de borgerlige I takt med, at regeringen inden for det sidste års tid er kommet under stigende pres, er modsætningerne i regeringen også blevet tydeligere.

Regeringen er interesseret i at skære ned, men den er også interesseret i at beholde magten, hvilket har tvunget den til så vidt muligt at skjule nedskæringerne, blandt andet ved at få kommunerne til at gennemføre dem med henvisning til skattestoppet.

Men store dele af Foghs bagland mener ikke, at nedskæringerne går hurtigt nok, og han er efterhånden kommet i modvind i sit eget parti.

Således blev han stemt ned på Venstres landsmøde i 2006 på et spørgsmål om øget brugerbetaling. Desuden har der været et konstant pres fra de konservative, om at skattestoppet ikke er nok, men at der skal skattelettelser til, og at det naturligvis kræver øgede nedskæringer på velfærden.

Derudover er det blevet tydeligt, at der er store gnidninger mellem de konservative og regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti. Tidligere har DF gang på gang holdt hånden over den ene ministerskandale efter den anden, men i december 2006 blev det for meget, og partiet var her med til at hive ministertaburetten ud under forbrugerminister Lars Barfoed. Dette førte til at repræsentanter fra begge partier tilsvinede hinanden i pressen i adskillige dage, og for alvor afslørede, hvor skrøbeligt regeringsgrundlaget er. Derudover er DF om muligt blevet endnu mere racistiske i deres udtalelser, og er efterhånden ved at være en belastning for regeringen.

Der har endda været tale om at finde et andet regeringsgrundlag, problemet er bare, at der ikke er noget.

En tydeligt presset Anders Fogh kaldte i efteråret de strejkende pædagoger og de titusindvis af andre demonstranter for ”socialistiske ballademagere”.

Socialdemokratiets ledelses manglende alternativ Der er kun ét alternativ til den borgerlige regering, og det er en socialdemokratisk ledet regering. Men så længe den socialdemokratiske ledelse insisterer på at spille regeringens spil, og prøver på at “arbejde regeringen ud af kontorerne”, så sker der intet, som sidste folketingsvalg tydeligt viste. Havde ledelsen af Socialdemokratiet og fagbevægelsen haft viljen, kunne man have væltet regeringen, ved at nægte at gennemføre nedskæringerne i kommuner med socialdemokratisk styre. Fagbevægelsens ledelse, som jo for størstedelens vedkommende er socialdemokratisk, kunne have været sit ansvar voksent og gjort, hvad der rent faktisk er dens pligt og opgave, nemlig at lede medlemmernes kamp: At samle protesterne og organisere dem på landsplan med nationale tillidsmandsmøder, der kunne have taget stilling til en eventuel generalstrejke.

Men i stedet valgte man at stoppe bevægelserne og indgå et ødelæggende kompromis om velfærdsreformerne. Hvorfor? Fordi den socialdemokratiske ledelse ikke er interesseret i at komme til magten på ryggen af en bevægelse. En bevægelse, der kræver, at den ikke må skære ned.

For det ville kræve, at man fra Socialdemokratiets ledelses side brød med

mange års ”tradition” for at administrere de nedskæringer, som borgerskabet og kapitalisterne dikterer. Det ville kræve, at man tog partiets program alvorligt, og var villig til at gå ud over de grænser, som det kapitalistiske system sætter.

Hvis vi skal af med den borgerlige regering, er det nødvendigt først at slippe af med den borgerlige ledelse i arbejderpartierne, så de kan føre an i arbejderklassens kampe. Kun på den måde kan folk se dem, som et reelt alternativ til den regering vi har nu.

Netop nu, i disse år, viser behovet sig for en ledelse i arbejderbevægelsen, der rent faktisk fører arbejderpolitik.

Ledelsen i Socialdemokratiet bruger meget tid på at snakke om, hvor gerne de vil skubbe Fogh-regeringen af pinden. Men hvis man virkelig mener det alvorligt, burde det da være indlysende, at man så ikke skal føre en kopi af den borgerlige regerings politik. At man ikke skal legitimere den borgerlige regerings angreb på velfærden, ved at indgå forlig med dem.

Så er man ikke et alternativ, men et halehæng. Det kan den danske arbejderklasse ikke være tjent med.

Hvad der er brug for er arbejderpartier, der fører arbejderpolitik!

www.marxist.dk ● Maj/Jun 7. Årgang Nr. 36 ● 9

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Ungdom

Skueproces i SUF: 26 ekskluderet!

SUF Af de 26 ekskluderede

endte med at 14 blev genoptaget af Landsmødet.

Fredag d. 27. april ekskluderede den nyvalgte ledelse i SUF, 26 SUF’ere, som også er med i Socialistisk Standpunkt. Ledelsesmødet var den foreløbige kulmination på en dybt udemokratisk proces.

Kup af SUF landsmøde Denne hetz nåede nye højder på SUF’s Landsmøde d. 5.-8. april, som blev kuppet ved, at ukendte personer smed stjålne og manipulerede, angiveligt interne, dokumenter fra Socialistisk Standpunkt, på bordene i mødesalen, imens landsmødedeltagerne var væk fra salen. Dette førte til, at medlemmer af Socialistisk Standpunkt blev tvunget til at forlade mødet, med trussel om at mødet ellers ville blive lukket. Flere andre SUF’ere forlod også mødet i protest, i alt omkring 20 procent af mødedeltagerne.

Støtter af Socialistisk Standpunkt har været aktive i SUF, siden organisationen blev stiftet for 6 år siden. Næsten lige så længe er der foregået en hetzkampagne mod trotskister generelt og Socialistisk Standpunkt i særdeleshed.

Højdepunkterne i denne hetzkampagne var bl.a. tyveri af samtlige materialer i Socialistisk Standpunkts bod på SUF’s stormøde i efteråret 2005 og SUF’s ledelses eksklusion af 15 Standpunktere i foråret 2006, som

Dette fordrejede det følgende ledelsesvalg og diskussionerne om udtalelser, hvor en række vigtige udtalelser var til afstemning. Udtalelser om bl.a. storkonflikt, støtte til den vene-

zuelanske revolution og om velfærdsbevægelsen, som de nu ekskluderede havde været med til at stille.

Efterfølgende fortsatte hetzkampagnen mod Socialistisk Standpunkt, og der blev bl.a. vedtaget udtalelser om, at ledelsen skulle ekskludere Socialistisk Standpunkt fra SUF. Denne absurd udemokratiske proces er indtil videre kulmineret med ledelsens eksklusion af de 26.

Socialistisk Standpunkt i SUF På det stiftende stormøde i SUF i 2001 deltog også støtter af Socialistisk Standpunkt. Da SUF favner alle unge revolutionære socialister var det naturligt, at unge, som også støtter Socialistisk Standpunkt, valgte at melde sig ind. Vi mener, at SUF har potentialet til at blive en bred og stærk revolutionær ungdomsorganisation.

Socialistisk UngdomsFront (SUF), er en uafhængig revolutionær ungdomsorganisation, som har eksisteret siden 2001. Siden da er organisationen vokset støt, og organiserer i dag næsten 1000 medlemmer. SUF har altså været inde i en rivende udvikling og været i stand til at tiltrække masser af unge. SUF har været aktiv i kampen mod forringelserne af velfærden, hvor SUF har været med til at mobilisere til de store demonstrationer i foråret og efteråret 2006. Derudover har SUF gennemført en lang række kampagner for unges rettigheder og forhold. SUF’s minimumsprogram er utrolig bredt og kan favne alle revolutionære unge, der vil kæmpe imod det kapitalistiske samfund og for socialisme.

10

● www.marxist.dk ● Maj/Jun 7. Årgang Nr. 36

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk Støtter af Socialistisk Standpunkt har lige siden stiftelsen arbejdet for at opbygge SUF, ved at starte lokalafdelinger, arrangere og deltage i kampagner, sidde i ledelse og emnegrupper osv.

Det har fra starten været klart, at støtter af Socialistisk Standpunkt har nogle analyser, der er mere uddybede end minimumsprogrammet, ligesom de fleste SUF’ere har i større eller mindre omfang. Da fraktionsparagraffen blev indført i vedtægterne, blev støtter af Socialistisk Standpunkt opfordret til at erklære sig som en sådan, hvilket de gjorde. Alle 26 ekskluderede har lagt et loyalt arbejde i at opbygge SUF, hvilket ingen har kunnet sætte en finger på. Dette viser, i hvor høj grad der er tale om en politisk eksklusion.

En udemokratisk procedure Den nyvalgte ledelse skulle som første opgave, på det første ledelsesmøde, diskutere eksklusion af de 26 SUF’ere, herunder 2 ledelsesmedlemmer (ca. 10 procent af den samlede ledelse). Proceduren på mødet viser hele denne eksklusions hule karakter. Selv diskussionen om procedure var en farce. Ledelsen fremlagde en kollektiv anklage med udgangspunkt i et eksklusionsgrundlag, hvor ingen PERSONER, LOKALGRUPPER, eller BEGIVENHEDER er nævnt. De ekskluderede fik ikke lov til at forsvare sig kollektivt imod dette kollektive angreb.

I stedet fik hver eksklusionsindstillet 2 minutter (ja, du læste rigtigt – 2 minutter) til at forsvare sig mod anklageskriftet, samt forklare sit arbejde i SUF dvs. op til 6 års arbejde – en fuldstændig umulig opgave! Argumenterne for denne procedure var, at der ikke var tid!!! Vi taler om folk, som har slidt og slæbt for SUF i fire, fem, sågar seks år, som man så ekskluderer efter 2 minutters forsvar.

Den enkelte eksklusionsindstillede skulle stå ret foran ledelsen individuelt. Ledelsen forsøgte at dæmonisere Socialistisk Standpunkt, ved at sige at de enkelte eksklusionsindstillede skulle kunne tale frit, dvs. indforstået

Ungdom

uden at de andre kammerater skulle kunne høre det – en fuldstændig uacceptabel procedure.

For ledelsen var spørgsmålet ikke, om de individuelle SUFere havde modarbejdet SUF, men om de ville afsværge deres ”synder” og melde sig ud af Socialistisk Standpunkt.

Problemet er bare, at det aldrig har været ulovligt at være med i Socialistisk Standpunkt, og derfor kan dette på ingen måde være eksklusionsgrund. Der var ingen diskussion af eksklusionsanklagernes rigtighed.

Disse var på udemokratisk vis hævet over enhver form for diskussionen.

Eksklusion uden grundlag Faktum er, at ledelsen har ekskluderet 26 SUF’ere uden noget som helst grundlag at gøre det på. Alle påstande og anklager har været bygget på stjålne og manipulerede dokumenter alene, uden at man har kunne vise eksempler fra den virkelige verden.

Med disse eksklusioner har ledelsen gjort sig medskyldige i en proces, der vil smadre SUF. Hvis man bruger størstedelen af en organisations tid og ressourcer på interne heksejagter, hvis man gennem eksklusioner legitimerer disse bureaukratiske metoder, så er det den sikre vej, til at smadre en organisation med op mod 1000 unge revolutionære, der har et kæmpe potentiale.

Politiske eksklusioner Disse eksklusioner er politiske eksklusioner. Eksklusionerne kom, fordi de ideer som Socialistisk Standpunkt repræsenterer, de marxistiske, trotskistiske ideer, vandt større og større indflydelse i SUF. Vi står fuldstændig indenfor SUF’s minimumsprogram. Vi er revolutionære socialister, og kæmper for et samfund uden krige, nedskæringer, sult og forurening, dvs. et klasseløst samfund.

Vi har nogle ideer om, hvordan vi når dertil, ideer som er mere udbyggede end SUFs program; nemlig de marxistiske, trotskistiske ideer.

af arbejderklassen, dvs. flertallet. Vi må diskutere hvordan de socialistiske ideer forbindes til arbejderklassen og ungdommen. Det gør de først og fremmest ved, at socialister kæmper sammen med dem, i f.eks. en storkonflikt, og det gør de ved, at socialister har en orientering til alle de organisationer, arbejderklassen har opbygget gennem mange år; fagforeninger og deres partier; S, SF og Ø.

SUF samarbejder med disses ungdomsorganisationer i Genstart Danmark. Vi mener, at dette er den rette vej, men kun hvis samarbejdet bredes ud lokalt til de normale medlemmer, og hvis SUF fremsætter et revolutionært perspektiv.

En socialistisk revolution kan kun være international. Derfor var vi med til at stille forslag om, at SUF skulle støtte til den venezuelanske revolution, og derfor er vi internationalt organiseret.

Det var disse ideer, som man sidste år forsøgte at ekskludere, men mislykkedes med.

I år havde disse ideer opnået endnu større indflydelse, og det var grunden til at ukendte personer planlagde og udførte et kup af landsmødet.

De ekskluderede fortsætter kampen Vi har ikke tænkt os at give op – langt fra! Vi har anket eksklusionerne til SUF’s ekstraordinære Landsmøde d.

17. maj. Dette er ikke bare en kamp om Socialistisk Standpunkt i SUF – uanset hvad kan de ikke smide de marxistiske ideer ud af SUF. Dette er en kamp for hvilke metoder, der skal kunne bruges i arbejderbevægelsen, det er kampen for demokrati, åbne politiske diskussioner og bredde.

Forsvar marxisternes ret til at være i SUF! Forsvar demokrati i arbejderbevægelsen!

Stop eksklusionerne!

En revolution kan kun gennemføres

www.marxist.dk ● Maj/Jun 7. Årgang Nr. 36 ● 11

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Danmark

Mega arrangement i Arbejdermuseet - 90 året for den russiske revolution BEGIVENHED Af Lasse Bertelsen 2007 markerer årsdagen for en række vigtige begivenheder. Det er 90 året for den russiske revolution, hvor de russiske arbejdere og bønder tog magten under ledelse af Bolsjevikkerne. Men 2007 er også 75 året for den russiske r evoluti onære, Leon Trotskijs besøg i Danmark – hans sidste offentlige tale inden hans død.

Besøg fra Mexico Disse to vigtige begivenheder markeres ved et stort arrangement d. 7. november i Arbejdermuseets festsal.

Her vil Esteban Volkov (Trotskijs barnebarn), som i dag bor i Mexico, holde en tale om Leon Trotskijs kamp mod det stalinistiske bureaukrati i Rusland. Esteban Volkov er den sidste nulevende slægtning til Leon Trotskij, og boede hos ham i den periode Trotskij boede i Mexico. Han var vidne til attentatforsøgene på Trotskij. Også det sidste der endte med Trotskijs død d. 20. august 1940. Han er i dag ansvarlig for Trotskij-museet i Mexico, som har adresse i det hus, hvor Trotskij boede og blev myrdet og hvor Esteban Volkov boede.

Den anden taler til arrangementet vil være den engelske marxist Alan Woods. Udover at være forfatter til en lang række bøger er han også redaktør for den internationale marxistiske hjemmeside www.marxist.com samt ledende medlem af den Internationale Marxistiske Tendens. Alan Woods vil fortælle om den russiske revolution og give et revolutionært forsvar mod forsøgene på at ødelægge læren af revolutionen.

dage der rystede verden. Bogen giver en øjenvidneskildring af den russiske revolutions forløb, da John Reed på det tidspunkt var i Rusland som korrespondent. Han tilsluttede sig Bolsjevikkerne (den revolutionære del af det russiske socialdemokrati), der kort efter skiftede navn til kommunistpartiet. Da han vendte hjem til USA var det med målet om at opbygge den spirende revolutionære socialistiske bevægelse i USA. Bogen har været umulig at få fat på i en længere årrække, men nu bliver den altså tilgængelig igen.

Den anden bog er ”Lenin og Trotskij – hvad de virkelig stod for”. Bogen er skrevet af Alan Woods og den nyligt afdøde Ted Grant. Ted Grant kæmpede siden starten af 1930erne for at opbygge de trotskistiske ideer i England og internationalt. Bogen er skrevet som et modsvar til det engelske kommunistparti i 1970erne, som på det tidspunkt gjorde alt for at omskrive Lenins og Trotkijs revolutionære synspunkter. Bogen er oversat til en lang række sprog og udgives nu for første gang på dansk.

Arbejdermuseets revolutionære fortid At mødet finder sted, i Arbejdermuseet er ingen tilfældighed. Arbejdermu-

seet, Rømersgade 22 er det første samlingssted for den unge danske arbejderbevægelse i slutningen af 1800-tallet. Den danske arbejderbevægelse var en del af den revolutionære Internationale Arbejder Association, som var ledet af Marx og Engels.

Under første verdenskrig var det ikke kun i Rusland, at de revolutionære ideer vandt mere opbakning. På 3. sal i Rømersgade 22 lå landskontoret for Socialdemokratisk Ungdoms Forbund, som udgav avisen Fremad hver uge. SUFs ledelse støttede den revolutionære fløj i den socialdemokratiske internationale, som også Lenin og Trotskij var en del af. Senere var størstedelen af SUFs medlemmer med til at stifte det danske kommunistparti. Altså vil arrangementet den 7. november 2007 ikke være første gang festsalen runger af revolutionære røster.

Arrangementet vil give et længe ventet modsvar mod de borgerlige historikere, der kalder den russiske revolution et kup. Mødet vil være åbent for alle, der er interesserede i arbejderbevægelsens historie, marxistiske ideer og de revolutionære traditioner.

Vi ses den 7. november.

Genudgivelse af Ti dage der

rystede verden Samtidig med arrangementet udgives to bøger med direkte forbindelse til arrangementet. Den første bog er John Reeds legendariske bog: Ti Leon Trotskij i København 27. november 1932. Taget af Robert Carpa.

12

● www.marxist.dk ● Maj/Jun 7. Årgang Nr. 36

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Internationalt

DEM De rigeste 50 familier i Danmark er ifølge Berlinske Nyhedsmagasin til sammen gode for en formue på knapt 387 milliarder kroner. Det er mere end hvad, der samlet betales i indkomstskat i Danmark om året. Den mest velhavende del af befolkningen har de sidste mere end ti år høstet stadig stigende lønninger og profitter. De mest kende og groteske eksempler er måske Henning Dyremose, formand for Dansk Industri og tidligere TDC chef, som udover sin årlige gage på 70 millioner kroner, indkasserede en bonus på 29 millioner efter salget af TDC, og Niels Valentin Hansen, direktør for Roskilde Bank, som scorer den nette sum af 115 millioner årligt.

Var disse eksempler udtryk for en sund økonomi, hvor der var plads og råd til overflod ville de måske kunne pynte som prægtige symboler.

OS

&

Vi almindelige arbejdende mennesker får derimod en anden virkelighed at mærke i forbindelse med det nuværende overenskomstforlig! Mens de, der i forvejen har så rigeligt, forgyldes endnu mere, må ansatte på mindsteløn nøjes med en lønforhøjelse, der svare til en indtægt på 103,15 kroner i timen i 2010! Her havde forventningerne fra flere forbund været, at timelønnen ville nå op på 120, 130 eller 140 kroner efter den treårige periode. Kravene fra Ungdomsforbundene har ved denne forhandling ligget omkring 10-12 kroner mere i timen pr. år. Men lærlingene må nøjes med at se frem til en 2-4 kroners årlig lønfremgang, og kravene til forbedrede vilkår for skifteholdsarbejdere ser ligeledes ud til at være overset. Samtidigt får ufaglærte ungarbejder under 2 kr. i lønstigning hvert år.

Kamp a gnen godt i gang!

Så er den danske del af kampagnen Hands off Venezuela for alvor skudt i gang. Den 14. april afholdtes generalforsamling for kampagnen i Malernes fagforening. Det blev et velbesøgt møde med omkring 25 deltagere. På dagsordenen var filmvisning, update på situationen i Venezuela, diskussion af aktiviteter i den nærmeste fremtid og på længere sigt, samt valg af en koordinationsgruppe.

Hands off Venezuela har i den seneste periode været ude og holde en række foredrag i forskellige foreninger og på skoler. Senest på Grundtvigs Højskole i Nordsjælland til et virkeligt vellykket møde med 30 deltagere og rigtig god diskussion om Chavez, besatte fabrikker, sociale programmer osv. ”Alt i alt et godt og inspirerende møde, som tjente til at

udbrede kendskabet til den venezuelanske revolution og svarede på nogle af de fordrejninger som mainstream-medierne udbreder om Venezuela.” som en af deltagerne på mødet, Adam Ring, udtrykte det.

Kampagnen vil i den kommende periode fortsætte med at tilbyde foredrag til uddannelsessteder og foreninger.

Derudover vil Hands off Venezuela udgive en mindre avis, som dels kan købes ved en række arrangementer og dels sendes til medlemmer af kampagnen.

Nødvendigheden af en international solidaritetskampagne viser sig tydeligere og tydeligere for hver dag der går i Venezuela. Presset på de gode revolutionære kræfter øges dag for dag. Kapitalisterne og oligarkiet i Ve-

nezuela tyer til stadig hårdere midler i deres desperate kamp mod massernes kamp for socialisme. Senest er det gået ud over arbejdere fra den besatte fabrik under arbejderkontrol, Sanitarios Maracay, hvor de på vej til en march for socialisme blev overfaldet og beskudt af politiet.

Der er altså brug for international støtte og for at det virkelige billede og kendskabet til den venezuelanske revolution spredes mest muligt.

Hands off Venezuela opfordrer derfor alle som har lyst til at deltage i denne opgave til at gå med i kampagnen.

Kontakt os eller meld dig ind (75 kr. pr. år) i Hands off Venezuela på hov.denmark@gmail.com eller Rasmus fra koordinationsgruppen på 28 94 75 82

www.marxist.dk ● Maj/Jun 7. Årgang Nr. 36 ● 13

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Internationalt

Afrika: Imperialismens arv med krige, rædsel og elendighed AFRIKA Af Maria Castro Den aktuelle situation på det afrikanske kontinent er det kapitalistiske systems største forbrydelse. Det viser på en klar og præcis måde betydningen af Lenins definition på kapitalisme som et system med ”rædsel uden ende”. De afrikanske massers lidelse kommer af og til frem i medierne, når situationer med hungersnød, lidelse eller folkemord når op på et så højt niveau, at det er svært at skjule.

Krigene, ødelæggelserne, fattigdommen – alle de sygdomme, som rammer de afrikanske masser – har intet at gøre med beskyldningerne om, at det ligger i deres ”natur”. Det er ikke noget som hænger sammen med afrikanernes kultur, ej heller i deres historie. I virkeligheden er det ikke andet end den arv, som kolonialismen og imperialismen har efterladt dem. Ved anden verdenskrigs afslutning var der kun tre uafhængige lande på hele kontinentet. Op gennem

1960’erne opnåede de fleste af dem uafhængighed, men årtier efter er det bare endnu mere tydeligt, at denne uafhængighed er rent formel. Det var kun den ydre fremtrædelsesform for de rige landes sociale og økonomiske dominans, der blev ændret. ”Uafhængigheden” var ikke en generøs gave fra de imperialistiske magters side, men konsekvensen af de afrikanske massers kamp, som blev til et led i den koloniale revolutions proces. I mange tilfælde frembragte disse bevægelser regimer, som forsøgte at følge Moskvas model (Etiopien, Somalia, Mozambique, Angola osv.), hvilket muliggjorde visse forbedringer i massernes leveforhold i disse lande.

Men Sovjetunionens fald fik forfærdelige konsekvenser for hele kontinentet. Selve eksistensen af USSR virkede som en stopklods overfor de imperialistiske magters storhedsambitioner. Men så snart at denne forsvandt, blev Pandoras æske åbnet.

Afrika er det rigeste kontinent i verden, hvad angår naturressourcer. Alligevel dør afrikanske børn dagligt af sult.

14

● www.marxist.dk ● Maj/Jun 7. Årgang Nr. 36

Op igennem 1980’erne blev de få fremskridt, som man førhen havde opnået, tabt, og siden da er fattigdommen vokset og vokset. Kilden til denne fattigdom er ikke ”naturlig”, som mange forsøger at overbevise os om, det er ikke et automatisk produkt af tørke, flodoversvømmelser eller manglen på ordentligt maskineri.

Fattigdommen, som ganske vist forværres af disse forhold, er i sig selv et direkte produkt af den kapitalistiske økonomi, det bedste eksempel på den proces som Marx beskrev i Kapitalen: ”Ophobning af rigdom i én pol er på samme tid ophobning af elendighed, lidelse i arbejdet, slaveri, ligegyldighed, fordummethed og degenerering af moralen i den modsatte pol, det vil sige, derhen hvor den klasse er, som producerer sit eget produkt som Kapital” (Karl Marx, Kapitalen, Første bind, kapitel 23).

Enorm rigdom - enorm gæld og elendighed Afrika er måske det rigeste kontinent på kloden. I dets undergrund findes enorme mængder naturressourcer, som burde sikre afrikanerne et liv i overflod. Men sådan fungerer det ikke. Verdensøkonomien er domineret af de rigeste lande og af multinationale (500 selskaber kontrollerer 70 procent af verdenshandlen). Denne dominans er en afgørende bremse på tidligere koloniale landes økonomiske udvikling - om så det er i Afrika eller Latinamerika.

Ingen af de imperialistiske lande bekymrede sig for deres koloniers industrielle og økonomiske udvikling. De ”bevarede” dem bevidst underudviklede, og omdannede dem til økonomier, som udelukkende var beregnet til eksport af råmaterialer til vesten.

Men priserne på råmaterialer bliver bestemt af de multinationale (de kon-

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Internationalt

trollerer 50 procent af de tidligere koloniale landes handel) og de rigeste lande, og disse priser fastholdes lave, for sådan kan de fremstille deres produkter med lavere omkostninger. Men samtidig tvinger det landene i den tredje verden til at købe de færdigfremstillede produkter til vestlige priser, hvilket giver en ulige og meget ufordelagtig handel for de fattigste lande.

Den gæld, hele det afrikanske kontinents står i, er en også enorm lænke, som forhindrer ethvert fremskridt.

Afrikas gæld er mindst dobbelt så stor som enhver anden region i verden. Ifølge Verdensbanken modtager Afrika hvert år 13.000 millioner dollars i nødhjælp, men på samme tid giver Afrika 15.000 millioner dollars tilbage i tilbagebetaling af gæld. Det afrikanske kontinent er blevet omlagt til at eksportere kapital til den udviklede verden. I dag overstiger hele kontinentets gæld mere end 300.000 millioner dollars.

Strategisk zone for kapitalismens overlevelse I løbet af de sidste 20 år er Afrika blevet en strategisk zone for imperialismen. I en situation med nedgang i det kapitalistiske system bliver kampen imellem de forskellige imperialistiske magter for markeder og indflydelsessfærer voldsommere. Den afrikanske undergrund har 9 procent af verdens oliereserver (100.000 millioner tønder) og 50 procent af olieboringerne giver gevinst. På verdensplan giver kun 10 procent gevinst.

Afrika har 90 procent af verdens koboltreserver, 90 procent platinium, 40 procent guld, 98 procent krom, 64 procent mangan og en tredjedel af uranreserverne.

I 1990’erne var 32 af kontinents 53 lande med i en eller anden form for væbnet konflikt. I de sidste år har vi set skrækkelige billeder af krigenes konsekvenser. Folkemord som det i Rwanda, blodige borgerkrige som dem i Angola, Mozambique eller i Congo. Mange forestiller sig, at der er tale om en uundgåelig skæbne, hvor den ”hvide mand” intet kan gøre.

Men sådan er det slet ikke.

Afrika er i dag imperialisternes krigsskueplads.

Det handler om naturressourcer. Det handler om profit.

Bag ved hver eneste krig i Afrika har den ene eller den anden imperialistiske magt stået bag. I de seneste 12 krige har USA sendt våben og militær træning til 11 deltagere. I 2002 udgav det New Yo r k - b a s e r e d e World Policy Institute en rapport, som afslørede, at USA har sendt 1.500 millioner dollars i våben og militærtræning til Afrika under den kolde krig (1950-89). Mellem 1991 og 1995 gav USA militærhjælp til 50 af Afrikas lande og fra 1991-98 oversteg salg af våben og militærtræningsprogrammer mere end 227.000 millioner dollars.

Kinas indtræden på scenen Den nordamerikanske og europæiske imperialisme har fået hård konkurrence, ikke kun i Afrika, men også i resten af verden. Kina har styrket sin tilstedeværelse i det afrikanske kontinent betydeligt de sidste år. Handlen med Afrika er blevet fem gange større siden 2000 og sidste år oversteg tallet 55.000 millioner dollars. Kina er nu Afrikas tredjestørster handelspartner. Det beregnes, at handelen i 2010 vil overstige 100.000 millioner dollars.

I 1990’erne havde lande som Burkino Faso ingen handel med Kina, men i dag sender det to tredjedele af sin eksport til Kina, især bomuld til den kinesiske tekstilindustri. I 2005 oversteg Angola Saudi Arabien som hovedleverandør af olie til den asiatiske gigant. Kina importerer bomuld, kobber, jern, guld, platinium og olie fra

Afrika, samtidig med at de investerer i infrastrukturer for at kunne lette udvindingen og transporten af råstofferne.

November 2005 afholdtes det anden afrikansk-kinesiske forum, med tilstedeværelse fra størstedelen af alle afrikanske lande. Det besluttedes blandt andet, at der skal opbygges en aluminiumsfabrik i Egypten, en kobberfabrik i Zambia og en motorvej i Nigeria. I de kommende tre år giver Kina 33.000 millioner dollars i præfererede lån og 2.000 millioner dollars i kredit.

Men den kinesiske tilstedeværelse i Afrika forårsager konflikter, ikke bare med nordamerikansk og europæisk imperialisme, men også med andre afrikanske regimer, fordi Kina ydermere har formået at fremføre sine produkter på det afrikanske marked.

I Etiopien er for eksempel 90 procent af de produkter, som sælges på det vigtigste marked i hovedstaden, lavet i Kina. Det har resulteret i en række kommentarer og reaktioner, særligt med den sydafrikanske regering, som

www.marxist.dk ● Maj/Jun 7. Årgang Nr. 36 ● 15

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Internationalt demagogisk har modsat sig Kinas imperialistiske rolle. Hvad de i virkeligheden gør, er at forsvare deres egne firmaers økonomiske interesser, som lider under konkurrence fra billige kinesiske produkter, præcis ligesom det sker i resten af verden.

For nyligt har den sydafrikanske regering sat kvoter på, hvor meget kinesisk tekstil, der må importeres til landet.

Men udover det, er der fremkommet et andet, mere alvorligt problem, for den kinesiske regering; de afrikanske arbejderes protester. De kinesiske virksomheder i Afrika påtvinger forfærdelige arbejdsforhold, ikke kun i produktionsrytmen og med få sikkerhedsforanstaltninger, men også et forbud imod enhver fagforeningsaktivitet.

Det statslige kinesiske mineselskab China Non-Ferreus Metal Mining (Group) købte en mine i kobberbæltet i Chambishi i Zambia i 1998. Det er rigtigt, at dette skabte beskæftigelse og investeringer. Men de nye kinesiske ejere indførte nye arbejdsbetingelser og forbød al faglig aktivitet. I 2005 var der en eksplosion, som på grund af manglende sikkerhed betød dusiner af døde. Det var den værste arbejdsulykke i landets historie.

Ejerne gav ikke engang en erstatning til familierne. Året efter var der en arbejdsprotest i samme mine imod leveforholdene, og arbejderne blev mødt med brutal undertrykkelse fra de private vagtfolk i minen, som dræbte fem arbejdere. Det har skabt stor vrede imod den kinesiske regering. Og denne utilfredshed med de forhold, som kinesiske virksomheder har påtvunget, er ikke noget der er forbeholdt Zambia, men derimod noget som er ved at brede sig.

Zimbabwe, Egypten, GuineaConakry… arbejderklassen begynder at røre på sig Selvom den økonomiske hovedaktivitet i det afrikanske kontinent stadig er landbrug, findes der lande som Sydafrika, Egypten, Zimbabwe eller Nigeria, som har enorme arbejderklasser

16

med millioner af arbejdere og som vil være afgørende for revolutionens fremtid på kontinentet. Ligesom vi i 1970’erne og 1960’erne så de afrikanske masser gå i kamp, vil vi på samme vis se Afrikas arbejdere og bønder deltage i kampen for socialisme.

I Marroko var der sidste år vigtige kampe i sundhedssektoren, blandt pensionisterne og havnearbejdere, og året sluttede med en samlet bevægelse af marrokanske arbejdere og bønder imod prisstigninger.

Den 17. januar startede en generalstrejke i Conakry Guinea, som varede 18 dage. Det var den tredje generalstrejke på ét år. Samtidig med at det er en afgørende procent af guld og diamanter, har landet også titusinder hektarer land til avl. Men på trods af denne rigdom lever flertallet af befolkningen for under to dollars om dagen.

På trods af den brutale undertrykkelse – officielt 56 døde – fortsatte strejken indtil regeringen accepterede fagforeningernes betingelser, som ikke kun handlede om benzin- og rispriserne, men også et regeringsskifte. Eftersom regeringen ikke overholdt aftalen, brød strejken ud igen, men med en endnu mere offensiv karakter, herunder bl.a. besættelser af offentlige bygninger. Det ser nu ud til, at de er kommet frem til en aftale.

Zimbabwe har oplevet seks år med økonomisk krise med en inflationsrate på 1.600 procent og med en arbejdsløshed på 70 procent. Der mangler brændstof, lysforbindelser bliver afbrudt, og der er mangel på medicin. Kampene startede i den offentlige sektor, da funktionærerne startede en strejke for at skaffe en lønstigning som kompenserer for inflationen og muliggør en flugt fra fattigdommen. Politiundertrykkelsen har været uhyrlig. Endnu engang har Mugabe forsøgt at søge tilflugt i populismen og for at mane til ro, har han fremlagt en nationalisering af diamantindustrien. Da Mugabe for nyligt eksproprierede de hvide godsejere, havde det en fuldstændig de-

● www.marxist.dk ● Maj/Jun 7. Årgang Nr. 36

magogisk karakter, da de fattige bønder aldrig fik adgang til disse jordstykker, og de fleste nu ligger ubenyttede hen.

Også Egypten har været vidne til en voldsom eksplosion i klassekampen.

Det vigtigt på grund af de forbindelser Egypten har til den arabiske verden.

Mubarak har i nogle år regeret dette land med jernhånd, uden nogle som helst demokratiske rettigheder. De seneste måneder er en bølge med strejker brudt ud, det startede med arbejderne i landets største tekstilfirma, og har spredt sig med lynets hast til andre virksomheder, bl.a. til cementfabrikker, skibsværfter, miner og slagterier.

Titusinder af arbejdere har deltaget i disse strejker, og vigtigst af alt har de sammenkædet deres arbejdskrav med kravene om demokratiske rettigheder. Indtil videre har fagforeningslederne, de fleste af dem udpeget af regeringen, været ude af stand til at kontrollere den sociale eksplosion og er blevet skubbet lidt ud på sidelinjen. Denne situation er foruroligende for den amerikanske imperialisme, eftersom Egypten er det land, som modtager mest militær hjælp fra USA og en af sine vigtigste allierede i regionen, og indtil videre også en af de mest stabile, men det ser ud til at denne situation er ved at nå sin ende.

Afrika er det bedste eksempel på, hvor korrekt den geniale teori, Leon Trotskij udarbejdede, om den permanente revolution er. I den kommende periode vil de afrikanske masser af arbejdere og fattige demonstrere sit potentiale, som vi så med de sydafrikanske massers kamp imod Apartheid. Den virkelige befrielse af de afrikanske masser fra den imperialistiske dominans og udbytning, bedre levevilkår og en afslutning på de blodige krige, som har ødelagt og fortsætter med at destruere regionen, kan kun opnås med socialisme.

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Internationalt

Latinamerika:

Et kontinent i oprør!

LATINAMERIKA Af Siri Bejer Bertelsen I den seneste periode har vi været vidner til massebevægelser, opstande og revolutioner over hele Latinamerika. Der er sket en markant venstredrejning blandt de latinamerikanske befolkninger. Flere steder har det givet sig udtryk i demonstrationer og oprør, og til de seneste præsidentvalg er det i høj grad de venstreorienterede kandidater, der har vundet befolkningens opbakning som f.eks. i Brasilien, Nicaragua og Ecuador.

Den venstredrejning, der foregår i Latinamerika i øjeblikket, er ikke en spontan og pludselig tilfældighed, opstået ud af det blå. Det er vigtigt at forstå, at det er et produkt af de ophobede problemer og modsætninger, som i bund og grund skyldes, at det kapitalistiske system ikke kan udvikle de latinamerikanske lande og garantere anstændige leveforhold for det store flertal af befolkningen. De forskellige bevægelser, vi har set i den seneste periode, er alle en reaktion på dette grundlæggende problem.

Venezuela Venezuela er det land, der er nået længst i den revolutionære udvikling.

Perspektivet for et socialistisk Latinamerika afhænger i høj grad af udviklingen i Venezuela. Efter den overvældende sejr ved præsidentvalget den 3. december, hvor mere end 63 procent af befolkningen stemte for Chavez, som en erklæret socialistisk kandidat, er han kommet med en del radikale udmeldinger. Han opfordrer bl.a. til at oprette et nyt forenet socialistparti PSUV. Masserne har budt idéen velkommen. Opbyggelsen af et demokratisk og repræsentativt socialistisk parti vil være et vigtigt skridt i den rigtige retning for arbejderbevægelsen i Venezuela.

En anden afgørende ting er, at flere

nationaliseringer er sat på dagsordenen. Chavez har foreslået nationalisering af alle virksomheder, der tidligere er blevet privatiseret. Men det er klart, at en revolution ikke skabes fra oven. Nationaliseringer må ske med arbejdernes aktive deltagelse. I Venezuela er der et massivt pres fra masserne, om flere resultater og skridt hen imod socialisme. Der er stadig mange besatte fabrikker, hvor arbejderne kæmper for nationaliseringer under arbejderkontrol. Problemet er, at fagforbundet UNT ikke viser en klar vej frem. Samtidig er der dele af staten, som er besat af bureaukrater, der modarbejder revolutionen indefra og ikke ønsker socialisme og arbejderkontrol. Dette kom f.eks. til syne den 24. april 2007, da korrupte dele af politiet fra delstaten Aragua anholdt og beskød arbejdere fra den besatte fabrik Sanitarios Maracay.

Det viser tydeligt, at den borgerlige stat stadig modarbejder revolutionen.

Hvis både kapitalisternes og de korrupte embedsmænds sabotage skal stoppes, kræver det, at UNT iværksætter en plan for fabriksbesættelser i hele Venezuela med målet om oprettelsen af en socialistisk arbejderstat. Dette er ikke et utopisk

perspektiv, der ligger langt ude i fremtiden - det er opgaven for den venezuelanske arbejderbevægelse lige nu. Mulighederne for at afskaffe kapitalismen indenfor en overskuelig fremtid, har aldrig set bedre ud.

Bolivia Bolivia har en lang, stærk revolutionær tradition. Både i 2003 og 2005 har der været enorme opstande ledt af minearbejderne og deres fagforening COB. Disse opstande endte i at flere præsidenter måtte gå af, og magten lå reelt i hænderne på folket.

Men COB magtede ikke at kæmpe for oprettelsen af en arbejderstat, de formåede ikke at tage magten og fejlede i at fuldføre deres ellers radikale program. Det er klart, at en befolkning ikke kan leve på barrikaderne i årevis, samtidig kan den heller ikke stiltiende acceptere undertrykkelse og usle leveforhold. Befolkningen vil søge en udvej. COB fejlede i at tage magten, da den lå i deres hænder, derfor blev det den reformistiske Evo Morales og hans parti MAS, der blev genstand for massernes håb om forandring.

Morales var under valgkampen og ef-

I Mexico var 2 millioner på gaden i protest mod valgsvindel. Oprøret er rykket til Mexico.

www.marxist.dk ● Maj/Jun 7. Årgang Nr. 36 ● 17

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Internationalt ter valgsejren meget radikal i sine udmeldinger og lovede at gennemføre massernes krav om bl.a. landreformer og nationalisering af gassen. Der er ingen tvivl om, at Morales er under massivt pres fra masserne. Morales har i lang tid vaklet mellem masserne på den ene side og det nationale borgerskab med imperialisterne på den anden siden. Det siger sig selv, at det ikke kan lade sig gøre at tilfredsstille begge parter. Bolivias regering er meget svingende til højre og venstre, hvilket også gør den enorm svag. Et godt eksempel på dette er nationaliseringen af gassen, der endte med at blive en halvnationalisering, hvor staten fik 51 procent af andelen i gasproduktionen, og de oprindelige selskaber beholder resten. Argumentet var, at den bolivianske stat ikke havde den teknologiske viden og kapacitet til at køre det selv.

Det er klart, at denne linie ikke kan fortsætte. Morales må vælge side.

Masserne støtter ham ikke ubetinget.

Der skal sociale ændringer til, forbedringer for arbejderne både i arbejdsmen også leveforhold.

Mexico I lang tid virkede Mexico upåvirket af situationen i resten af Latinamerika.

Men under den forholdsvise stille overflade er modsætninger, utilfredshed og frustrationer ophobet gennem årtier. Dette fik et udtryk i massedemonstrationer med millioner af fattige mexicanere, som protesterede mod højrefløjens valgsvindel og korruption ved præsidentvalget i juni 2006. Den venstreorienterede PRD-kandidaten Lopéz Obrador var blevet snydt for sejren, gennem organiseret fusk med stemmeoptællingen. Masserne så præsidentvalget som et klassevalg og stemte på Lopéz Obrador. Som konsekvens af snyderiet, var der protester og demonstrationer fra juni og helt ind i oktober.

I delstaten Oaxaca udviklede det, som i begyndelsen af foråret 2006 var en lærestrejke for bedre løn sig til en opstand med besættelser af bl.a. universitetet og oprettelsen af APPO - et folkeråd der i en periode havde kontrollen med byen. Det endte med

18

at delstatsguvernør Ulises Ruíz måtte sætte hæren og elitetropperne ind og brutalt nedkæmpe oprørene. Flere blev dræbt under kampene, og mange er endnu fængslet og bliver udsat for grov tortur. Situationen i Oaxaca var et isoleret tilfælde, dvs. den blev ikke fulgt op andre steder i landet.

Dette er en af grundene til, at lærerne led nederlag. Havde der været en organiseret revolutionær ledelse, som kunne føre kampene videre og sprede dem til resten af landet, havde situationen i Mexico måske været helt anderledes i dag.

Den nye højreorienterede Calderónregering vil i den kommende periode vise sit sande ansigt. Den vil, grundet Mexicos økonomiske situation og regeringens alliance med borgerskabet, blive nødt til at angribe arbejderne igen. Derved er starten på flere sammenstød imellem klasserne lagt.

Cuba Den cubanske revolution i 1959 lagde grunden for et system med planøkonomi, som skaffede vigtige forbedringer for befolkningen i sundhed og uddannelse. Men fordi revolutionen blev isoleret på én ø, har man haft masser af problemer med bl.a. bureaukrati og korruption. Der er et enormt sort marked, da det ikke er muligt for offentligt ansatte at leve for deres grundløn. Venstrebølgen i resten af Latinamerika og især udviklingen i Venezuela har dog haft en positiv effekt på de cubanske masser, som igen er blevet draget ind i poli-

tisk aktivitet og er begyndt at diskutere fremtiden. Fidel Castros sygdom har for alvor sat spørgsmålet om Cubas fremtid på dagsordenen. USA og de reaktionære eksil-cubanere håber på, at kapitalismen nu kan genindføres på Cuba. Dette ville være en sand katastrofe for masserne og ville betyde en drastisk nedgang i deres leveforhold. Men der er en anden vej for Cuba: Hvis revolutionen spredes til andre lande, og hvis der indføres arbejderkontrol med styringen af planøkonomien og det politiske system, kan imperialismen besejres på ny, og revolutionen kan overleve. Således er Cubas fremtid uløseligt bundet sammen med revolutionens udvikling i de andre latinamerikanske landes over den kommende periode.

Konklusioner En revolutionær bølge går gennem Latinamerika, og i øjeblikket er det Venezuela, der udgør nøglen til den.

Det er en stor inspirationskilde for alle, der kæmper for at ændre verden, også i Danmark. Det viser, at revolutionernes tid slet ikke er forbi, og at den politiske situation kan ændre sig lynhurtigt. Det er essentielt at studere kontinentets historie, for deraf at lære af tidligere erfaringer og undgå at lave samme fejl som tidligere. Så meget desto vigtigere er det, at vi opbygger en international marxistisk tendens, der kan give et klart program for fuldførelsen af den socialistiske revolution i Latinamerika og internationalt.

I Venezuela er revolutionen gået længst. Perspektivet for et socialistisk Latinamerika afhænger i høj grad af udviklingen i Venezuela.

● www.marxist.dk ● Maj/Jun 7. Årgang Nr. 36

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Internationalt

Verden set med - internationale noter Samlet europæisk modstand Den 28. februar meddelte ledelsen af det europæiske flyselskab Airbus, at der var massefyringer på vej. I alt 10.000 arbejdere skulle fyres, alene i Airbus’ hovedkvarter i Toulouse ville 1100 mennesker miste deres job. Både i Spanien, England, Tyskland og Frankrig kunne airbusarbejdere se frem til at miste deres job.

Det skabte store protester i alle hjørner af Airbus, og der var arbejdsnedlæggelser samt demonstrationer mange steder i Europa samtidig. I Toulouse var 15.000 mennesker på gaden for at demonstrere imod den såkaldte Power8-plan. På trods af dette bakkes det kriseramte Airbus’ planer op af de Europæiske statsledere heriblandt Kansler Merkel og Præsident Chirac.

Protester i Portugal I Lissabon var 150.000 arbejdere den 2. marts på gaden imod de forringede forhold på arbejdsmarkedet, større arbejdsløshed, dårlige arbejdsforhold

og svagere sociale ydelse.

Det var den største demonstration i 25 år, og ikke siden revolutionen startede i 1974 har man set så mange arbejdere samlet. Det kommer efter mange års økonomisk krise, arbejdsløsheden er oppe på omkring 10 procent.

Nu er bristepunktet nået, og arbejderne har fået nok. Der sker en genopvågning af arbejderklassen verden over!

Marxistisk kongres i Pakistan Fra d. 30. marts til 1. april holdt den marxistiske tendens The Struggle i Pakistan kongres. 2.193 delegerede besøgte kongressen i løbet af weekenden. Der blev diskuteret vigtig spørgsmål som arbejdet i masseorganisationerne, arbejdet blandt unge, kvindekamp og perspektivet for en pakistansk revo-

lution. Der var solidaritetshilsner fra 44 lande verden over og mange internationale besøgende. Omkring 100 kvinder deltog i kongressen, hvilket forholdene taget i betragtning er en stor bedrift. Alt i alt var det endnu et skridt fremad for den marxistiske tendens i Pakistan.

1. maj

Arbejderklassens kampdag!

1. MAJ Af Mikkel Boris Hele verden over fejres den 1. maj som arbejderklassens kampdag. Det medfører så godt som altid hånlige og sarkastiske indslag i de borgerlige medier, der prøver at fremstille dagen som en festdag uden politisk indhold.

Det nager nemlig de borgerlige redaktører, at der stadig samles titusinder af arbejdere og unge hvert år under røde faner og med diverse politiske krav.

Forsøget på at latterliggøre 1. maj er

en del af deres generelle linje, hvor de prøver at erklære arbejderklassen for ikke eksisterende og klassekampen for død. Men 1. maj 2007 finder sted, hvor klassekampen er yderst levende. 2006 har været ramt af den ene enorme demonstration efter den anden. 17. maj var over 100.000 på gaden mod forringelserne af efterlønnen, dagpengene, uddannelserne og forholdene for indvandrere og flygtninge. I efteråret var der strejker og protester over hele landet, og især i Århus hvor pædagogerne var i strejke i 4 uger. Det er klassekamp.

1. maj er en meget vigtig tradition. I modsætning til hvad man kan læse i de borgerlige medier. er det en international manifestation af klassekampen. 1. maj udspringer af den internationale klassekamp. Rent faktisk var det arbejderne i USA, som er årsag til at det er 1. maj, vi mødes. I USA havde man allerede fået indført en lov om 8 timers arbejdsdag i 1868, denne lov blev dog aldrig overholdt.

Så da arbejderne i Nordamerika og Canada begyndte at organisere sig i 1880’erne, besluttede de at gøre 1. maj 1886 til den dag, hvor man skulle have indført 8 timers dagen.

www.marxist.dk ● Maj/Jun 7. Årgang Nr. 36 ● 19

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Internationalt For første gang i USA's historie blev der derfor arrangeret massemøder og demonstrationer over hele USA. Flere steder blev demonstrationerne angrebet af politiet, værst gik det dog til i Chicago, hvor der var flere dræbte og hårdt sårede blandt arbejderne.

Da der den 3. maj var en massedemonstration og blokade ved en fabrik, blev den angrebet af omkring 300 skruebrækkere og 500 politifolk, igen blev flere arbejdere dræbt og såret.

Dagen efter var der indkaldt til et protestmøde på Haymarket i Chicago, der mødte ikke mange frem, og politiet besluttede sig for at opløse mødet.

Samtidig blev der kastet en bombe, som resulterede i flere døde og tilskadekomne. Selvom de ansvarlige aldrig blev fundet, blev syv fagforeningsledere anklaget og senere dømt for bombesprængningen, 4 blev hængt, 2 fik livsvarigt fængsel, og den sidste begik selvmord. Dette var selvfølgelig ikke fordi myndighederne virkeligt troede, at de havde gjort det, men fordi man ville skræmme den amerikanske arbejderklasse fra at kæmpe for bedre forhold.

På 2. Internationales stiftelseskongres i 1889 blev det derfor besluttet, at man i solidaritet med de amerikanske arbejdere ville demonstrere for en 8 timers arbejdsdag på den 1. maj 1890. Opfordringen fra 2. internationale blev fulgt verden over. 100.000 arbejdere var på gaden i Barcelona, 120.000 i Stockholm, 8.000 Warszawa. Der var strejker i Østrig, Ungarn, Italien og Frankrig hvor 10 arbejdere blev skudt. I England og Tyskland afholdt man arrangementet den efterfølgende søndag.

1. maj i Danmark I Danmark gik arbejderbevægelsen også på gaden og demonstrerede for ovenstående krav om 8timersarbejdsdage. 8 timers arbejde, 8 timers fritid og 8 timers hvile. Nørre Fælled (Fælledparken) blev valgt som samlingssted i København. Med til demonstrationen var 30.000 arbejdere. Politiet frygtede optøjer, men dagen forløb fredeligt i hele landet. I starten var politiet meget strikse og dannede et jerngreb om Fælledpar-

20

I 1931 førte 1. maj i Nakskov til et arbejderoprør. Det endte med at militæret blev sat ind. Som det hedder i Stormsangen: "Vi husker den første i maj / Den dag blev i Nakskov en blodig leg"

ken. Efterhånden blev røde faner, marchorkestre og stjernedemonstrationer tilladt.

I 1931 blev 1. maj dog forbudt i Nakskov. Det skyldtes at tusindvis af arbejdere, der havde mistet deres job på grund af den voksende krise, havde stormet et aftenmøde i byrådet, hvor de krævede bedre forhold for de arbejdsløse. Dette gjorde, at politiet forbød 1. maj demonstrationerne få dage efter. Arbejderne demonstrerede dog alligevel og blev mødt med massiv knippelsuppe fra politiet. Efter hårde kampe blev arbejderne trængt tilbage. Dagen efter var de dog på gaden igen. Og denne gang mere forberedte på politiets angreb. Efter nye sammenstød endte det med at betjentene måtte flygte ind på politistationen, hvor de forskansede sig.

Først da politiet fik hjælp fra hæren ,lykkedes det at nedkæmpe arbejderne i Nakskov.

En dag i arbejdernes tegn I dag lyder, det at klassekampen er død, og at man ikke kan tale om en arbejderklasse. Men det sidste års begivenheder beviser, at arbejderklassen er vågnet op til dåd. Klasseforskellene eksisterer: Imens arbejds-

● www.marxist.dk ● Maj/Jun 7. Årgang Nr. 36

giverne har millionlønninger samt enorme bonusser, bliver lønarbejderne konstant udsat for øget pres.

Stres er blevet en folkesygdom i Danmark, og arbejdspresset er ved at nå bristepunktet. Folk skal løbe hurtigere og hurtigere.

De store velfærdskampe såsom 17. maj og 3. oktober har været udtryk for den stigende utilfredshed og et godt billede for den stadig eksisterende klassekamp.

De offentlige ansatte har i sin gode ret demonstreret og strejket i mod regeringens nedskæringspolitik.

De unge er også vågnet op til dåd, og har forstået samfundets råddenskab. Der har været store protester på gymnasierne, universiteterne og folkeskolerne de sidste år, og senest med ungdomshuskonflikten har de unge været på gaden.

Så vi har stadig noget at fejre den 1. maj, og vi har stadig mere end rigeligt at kæmpe for. Lad 1. maj være startskuddet på en kampperiode for bedre vilkår.

Arbejdere i alle lande – foren jer!

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Teori

Den marxistiske bogreol - bøger for socialister Bag om imperialismen I denne klassiker beskriver Lenin, hvordan det kapitalistiske samfund har bevæget sig væk fra en tilstand med ”fri konkurrence”, og hvordan verdensøkonomien bliver kontrolleret af nogle få gigantiske finanshuse og virksomheder. Bogen indeholder mange eksempler og tal, og det er tydeligt, at verdens rigdom i dag er endnu mere koncentreret end da Lenin skrev dette mester-

værk omkring første verdenskrig. Et absolut must for alle, der ønsker at forstå bankernes rolle i samfundet og hvordan få af verdens rigeste nationer kontrollerer hele planeten.

V.I. Lenin, Imperialismen som kapitalismens højeste stadium, 111 sider, bind 6 i ”Udvalgte Værker”, Forlaget Tiden, 1981.

Marxisme og moderne videnskab Ted Grant og Alan Woods’ værk Reason in Revolt er desværre ikke oversat til dansk, men ikke desto mindre er det et mesterværk af højeste karat. Grant og Woods forsvarer den marxistiske filosofis gyldighed ved at vise, at de store videnskabelige opdagelser i det 20. århundrede til fulde bekræfter den marxistiske filosofiske metode – dialektisk materialisme. Fremkomsten af teorier som kaos- og kompleksitetsteori er en vigtig udvikling, og en stor del af bogen beskæftiger

sig med forholdet mellem marxistisk filosofi og disse teorier.

Bogen er blevet anbefalet af Venezuelas præsident Hugo Chavéz og har et forord af Eric Lerner, forfatter til The Big Bang never happened.

T. Grant og A. Woods, Reason in Revolt – Marxism and modern science, 443 sider, WellRed, 1995.

Massestrejke og revolution Rosa Luxemburg skrev Massestrejke, parti og fagforeninger kort efter den første russiske revolution i 1905. Denne revolution var kulminationen på en bølge af massestrejker, og Rosa Luxemburg viser, hvordan arbejdernes daglige krav kan føre til en revolutionær bevægelse. I pjecen angriber hun de ledende tyske socialdemokraters reformistiske opfattelse af, at strejker er noget, man kan skrue op og ned for afhængig af

den parlamentariske situation. I stedet peger hun på, at massestrejkerne har deres egen dynamik, som kan feje den ophobede konservatisme i arbejdernes organisationer til side. Desuden gør hun op med den socialdemokratiske skelnen mellem økonomisk og politisk kamp.

R. Luxemburg, Massestrejke, parti og fagforeninger, Tiderne Skifter, 1976

Stalinisme versus demokratisk socialisme Leon Trotskij var den vigtigste person i Venstreoppositionen, der stod for revolutionær marxisme imod Stalin og bureaukratiet, der tog magten i Sovjetunionen efter Lenins død. Trotskij beskriver i Tredje Internationale efter Lenin, hvordan den kommunistiske (tredje) Internationales officielle politik førte til nederlag for arbejderbevægelsen i Tyskland under revolutionen i 1923 og de kinesiske arbejdere i den kinesiske revolution i 1927.

Trotskij viser, hvordan Stalin og andre ledere gik væk fra Lenins politik om, at arbejderklassen må organisere sig uafhængigt af de borgerlige og i stedet underlagde sig det ”nationale borgerskab” i Kina under Chiang KaiShek (der kvitterede ved at massakrere arbejderne).

lisme i et land” ikke blev lagt på hylden. Denne tekst blev forbudt i Sovjetunionen, men var med til at opbygge en stærk opposition til den stalinistiske kurs. Historien har bekræftet Trotskijs teori, og dette mesterværk fortjener at blive læst af alle, der vil slås for demokratisk socialisme.

Trotskij forudså, at det ville føre til den ene katastrofe efter den anden, hvis den stalinistiske ”teori om socia-

L. Trotskij, The Third International after Lenin (på engelsk), 380 sider, Pathfinder Press, 1974.

www.marxist.dk ● Maj/Jun 7. Årgang Nr. 36 ● 21

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Teori

Teorien om den permanente revolution REVOLUTIONSTEORI Af SK Leon Trotskij var manden, der indtil sin død stod i spidsen for kampen mod den bureaukratiske udartning af Sovjetunionen og stalinismens forbrydelser. Han analyserede årsagerne til arbejderstatens forfald og forsvarede marxismens idéer og praksis imod den forvanskning, som de stalinistiske bureaukrater blev nødt til at sætte i værk for at retfærdiggøre og bevare deres egen position. I denne sammenhæng indtager teorien om den permanente revolution en central rolle.

Teorien bekræftet "Teorien" om den permanente revolution er måske så meget sagt. Det er i hvert fald en teori, som er blevet meget grundigt bevist – i en sådan grad, at der vel nærmest er tale om et faktum. Trotskij udviklede den allerede i 1904 som et perspektiv for udviklingen af revolutionen i Rusland, og den senere historie gav ham 100% ret.

Oktoberrevolutionen leverede beviset

for teorien. I Socialdemokratiet havde der været flere forskellige opfattelser af, hvilken vej revolutionen ville gå.

Den mensjevikiske fløj mente, at eftersom Rusland var temmelig tilbagestående og halv-feudalt uden en fuldt udviklet kapitalisme, så var det næste skridt en borgerlig revolution som i f.eks. Frankrig mere end hundrede år tidligere, hvor borgerskabet tog magten. Derfor skulle arbejderklassen og dens parti ikke gå i spidsen og tage magten, men hellere støtte det såkaldte progressive borgerskab. Først senere, når kapitalismen havde udviklet økonomien og dermed også arbejderklassen, ville denne blive stærk nok til at stille sig i spidsen for samfundet.

Udueligt borgerskab I modsætning til dette stod både Lenin og Trotskij for en hård kritik af det russiske borgerskab, som de mente, var helt ude af stand til at føre samfundet fremad. De anerkendte, at den borgerlige revolutions klassiske opgaver med fordeling af jorden, opgør med adelens privilegier, borgerligt

Selvom Lenin havde en korrekt opfattelse af det russiske borgerskab, mente han alligevel ikke, at den russiske arbejderklasse kunne komme til magten før arbejderne i mere udviklede lande. Indtil april 1917 var det kun Trotskij, som forsvarede den idé.

22

● www.marxist.dk ● Maj/Jun 7. Årgang Nr. 36

demokrati osv. ikke var løst, og at det var det, der var den første opgave.

Men borgerskabet var kommet så langsomt i gang med deres udvikling, at de var blevet helt viklet ind i det gamle samfunds privilegerede lag og samtidig underlagt kapitalisterne i de lande, der allerede havde indført kapitalismen fuldt ud. De kunne ikke gøre op med godsejernes privilegier og kontrol med jorden og give jord til bønderne, fordi de selv i høj grad var bundet til adelen med tusindvis af forskellige forbindelser. Det var kun arbejderklassen, der kunne stille sig i spidsen for en succesrig kamp mod det gamle samfund. De havde ingen grund til at forsvare det, og samtidig havde de – i modsætning til bønder og småborgere – en meget klar følelse af enhed og en voksende organisering i fagforeninger og parti.

Denne indstilling var der i og for sig ikke noget nyt i. Allerede Marx og Engels havde understreget den kujonagtige og kontrarevolutionære rolle, som de borgerlige spillede – og det endda i en periode, hvor borgerskabet var langt mere reelt progressivt. De slog altid hårdt på behovet for, at arbejderne blev ved med at føre en politik, der var fuldstændig uafhængig af andre klasser.

Trotskijs linje Men selvom Lenin havde en korrekt opfattelse af det russiske borgerskab, var han alligevel til at begynde med ikke helt klar på perspektivet. Han mente ikke, at den russiske arbejderklasse kunne komme til magten før arbejderne i mere udviklede lande.

Det var kun Trotskij, der stod for den idé indtil april 1917, hvor Lenin i sine berømte April-teser tilsluttede sig Trotskijs linje. Trotskij mente, at det kun kunne være arbejderklassen, der – i spidsen for massen af bønder – gennemførte den demokratiske revolution, og at de ikke kunne stoppe

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk dér. Når det var arbejderne, der havde været drivkraften bag omvæltningen af de feudale forhold, ville de naturligt blive nødt til at gå videre og omforme samfundet efter arbejderklassens interesser, med andre ord i socialistisk retning. Lad os lade den gamle selv forklare idéen: "Arbejderklassens diktatur, som er kommet til magten som leder af den demokratiske revolution, bliver uundgåeligt og meget hurtigt konfronteret med opgaver, som kræver store indhug i den borgerlige ejendomsret, hvis de skal løses. Den demokratiske revolution vokser direkte over i den socialistiske revolution og bliver derved en permanent revolution".

"Det er utænkeligt, at den socialistiske revolution skulle kunne afsluttes inden for nationale grænser. En af hovedårsagerne til krisen i det borgerlige samfund er, at de produktivkræfter, som det har skabt, ikke længere kan finde sig til rette inden for nationalstatens rammer. Af dette følger på den ene side imperialistiske krige og på den anden utopien om et borgerligt Europas forenede stater.

Den socialistiske revolution begynder på det nationale plan, udspiller sig på internationalt plan og afsluttes på verdensplan. På den måde bliver den socialistiske revolution en permanent revolution i en ny og bredere betydning af ordet; den kan kun fuldendes, når det nye samfund endeligt har sejret på hele vores planet".

"Den udvikling af verdensrevolutionen, som er skitseret ovenfor, eliminerer spørgsmålet om lande, der er 'modne' eller 'umodne' for socialisme, sådan som Kominterns nuværende program på pedantisk og forstenet vis har klassificeret dem. For så vidt som kapitalismen har skabt et verdensmarked, en arbejdsdeling på verdensplan og verdensomspændende produktivkræfter, har den også forberedt verdensøkonomien som helhed til den socialistiske omformning". (The Permanent Revolution, New Park 1962, s. 154-55)

Teori

Afsporing af revolutionen Hvis den kommunistiske Internationale havde holdt fast ved Lenin og Trotskijs idéer, ville mange ting være gået anderledes. Men opbygningen af tredje Internationale blev ødelagt af den stalinistiske kontrarevolution i Sovjet og udviklingen af en meget konservativ holdning.

Den umarxistiske idé om at bygge socialisme i ét land viste, at bureaukratiet havde fået nok af uro og omvæltninger og nu bare ville "opbygge socialismen i Rusland". Det, de i virkeligheden ville, var at forsvare og helst udvide deres privilegier og ikke "spilde" ressourcer på at sprede revolutionen. Samtidig var de bange for, at en revolution et andet sted i verden ville udvikle sig sundt med ægte arbejderdemokrati og derved inspirere de sovjetiske arbejdere til at gøre op med den magt, som bureaukratiet havde fået i det isolerede Sovjetunionen. Så med tiden begyndte stalinisterne at kæmpe aktivt imod revolutioner i andre lande.

Det førte til en genoplivning af mensjevikkernes "to-trins"teori, som ellers var lagt grundigt i graven af Oktoberrevolutionen.

I stedet for at støtte arbejderklassens selvstændighed og revolutionær politik gik man nu ind for alliancer mellem kommunistpartierne og det "progressive", nationale borgerskab.

gedier for arbejderklassen i mange lande verden over, og det er stadig tilfældet den dag i dag, hvor den borgerligt demokratiske revolutions mest basale opgaver stadig ikke er løst i en hel række af underudviklede lande i f.eks. Afrika og Asien. Den permanente revolution er det bedste svar til alle dem, der tror, at disse lande kan gennemleve en rolig udvikling mod stadig mere velstand og borgerligt demokrati. Men borgerskabet i de tidligere kolonier har nu haft mange år siden deres formelle uafhængighed til at vise, hvad de dur til.

De har ikke været i stand til at spille nogen progressiv rolle, men har hele tiden været underlagt ikke bare den udenlandske kapital, men også de nationale jordejere – sammen udgør de en reaktionær blok mod ethvert fremskridt. Det er – i dag ligesom i Rusland i 1917 – kun arbejderklassen, der i spidsen for de fattige bønder og andre udbyttede lag kan løse de enorme problemer, der præger store dele af verden, hvor borgersk abet ikke har kunnet løse de opgaver, historien har stillet dem overfor.

Et rædselseksempel er den spanske revolution i 30'erne, hvor stalinisternes fallit førte til nederlag og mange års diktatur. Dette var et totalt brud med alt, hvad både Marx, Engels og Lenin havde stået for. Denne politik førte til tra-

www.marxist.dk ● Maj/Jun 7. Årgang Nr. 36 ● 23