nr37

SOLIDAR

ITETSPR

LÆS INDE I BLADET:

IS KR. 2

0,-

SOCIALISTISK STANDPUNKT DEN MARXISTISKE AVIS FOR ARBEJDERBEVÆGELSEN NR. 37 JUL/AUG 2007 7. ÅRGANG PRIS KR. 10,-

• Fagbevægelsen i krise (s.

4-5) • Søvndal og SF i regering men på hvilket program? (s.

6-7) • Dansk økonomi - ophobede modsætninger (s. 8-9) • Venstreopposition i SUF stiftet (s. 11) • Fingrene væk fra Gaza (s.

12-13) • Boganmeldelser (s. 18-19) • Overgangsprogrammet i dag (s. 22-23)

SOSU-arbejdere, Falck-reddere, bus-chauffører, post-arbejdere...

STREJKER OVER ALT! MARXIST DK

Indhold

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Indhold

- Leder -

Leder

2

På Spidsen

3

Fagbevægelsen i krise

4

Søvndal og SF i regering

6

Dansk Økonomi: Ophobede modsætninger – truende krise

8

Kommuner, velfærd og kvalitetsreform

10

SUF og venstreoppositionen

11

Fingrene væk fra Gaza!

12

Venezuela: reform eller revolution?

14

Solidaritet med CIPLA

Porcelænsarbejder-strejken i 1976 - interview med aktivist

16

Blekingegadebanden på bog

18

17

Boganmeldelse: De dyrekøbte erfaringer fra Tyskland 18 Dem og os

18

Den russiske revolution - Februarrevolutionen

20

Overgangsprogrammet i dag

22

SOCIALISTISK STANDPUNKT udgives af avisforeningen SOCIALISTISK STANDPUNKT Degnestavnen 19 st.tv 2400 Kbh. NV. Tlf.: 61651088 ISSN: 1901-1695 WWW.MARXIST.DK marxist@marxist.dk Ansv.red: A. Bülow

Store strejkeland Danmark er en lille fredelig ande- med uroligheder på arbejdsmarkedam. Her trives alle borgere og det og hårdere og hårdere kampe enes om i fællesskab at få sam- imellem klasserne. Dette blev også fundet til at køre rundt. Det ved vi indikeret i afstemningerne til overalle fra barnsben, hvor Danmark enskomsten, hvor hele 62 pct. i det præsenteres som et idyllisk sam- største forbund, 3F, stemte nej. Alfund skåret ud af H.C. Andersens ligevel gik overenskomsten igeneventyr. Som med så meget andet nem med et spinkelt ja. Dette var er virkeligheden noget anderledes. resultatet af fagtoppens skandaløUmiddelbart skulle man tro, at den se accept af et forlig, som giver så ”danske model” på arbejdsmarke- godt som intet til arbejderne. det sikrer, at samfundet også kører sådan, uden gnidninger imellem Det store problem er, at ledelsen af fagbevægelsen arbejdsgivere og ikke har nogen føling arbejdere. Men virmed, hvad der rør sig Efteråret 2007 kan keligheden er langt på gulvet.

Alt imens at fra sådan. meget vel gå hen og arbejdspresset øges, blive en hed fornøjelse Faktisk udgav bladet ikke kun i det private, for Fogh-regeringen The Economist en men også i den ofundersøgelse den fentlige sektor, skov3. marts i år, som viste at Danmark ler arbejdsgiverne enorme profitimellem 1996-2005, ligger nummer ter ind. Det er ikke kampvilje, der 4 på listen over OECD-lande med mangler. Som statistikken viser, størst antal tabte arbejdsdage pr. er der utrolig mange små, lokale 1000 indbyggere. Faktisk nåede strejker i hele landet. Desværre det årlige gennemsnit i perioden ender størstedelen i nederlag til op på hele 165 dage pr. 1000 ind- arbejderne, netop fordi de ikke blibyggere. Dette blev kun overgået ver samlet og ikke har en ledelse, af Island, Canada og Spanien. der kan koordinere og intensivere Og Danmarks tal ligger langt over presset på arbejdsgiverne. Dette OECD-gennemsnittet, der var på viser endnu engang behovet for 42 tabte arbejdsdage. en ægte venstreopposition i dansk fagbevægelse, der kan give denne Også i 2007 har vi set et væld af vrede et organiseret udtryk og føre strejker i så godt som alle sam- an i kampen for at forandre fagforfundets sektorer; Falck-redderne eningerne til kamporganisationer. er i skrivende stund forsat ude i en lang strejke, SAS-personale Efteråret 2007 kan meget vel gå har været i strejke, medarbejdere hen og blive en hed fornøjelse for på DR ligeså, postarbejderne, ar- Fogh-regeringen; Allerede nu ulbejderne på Cheminova, skralde- mer utilfredsheden i regioner og mænd og stilladsarbejdere i År- kommuner og den nye kommunehus...og listen kunne blive ved og aftale vil uden tvivl rumme nye beved. I forsommeren er social- og sparelser, som kun kan udmønte sundhedshjælpere fra Holstebro sig i forringelser på folkeskoler, ælogså begyndt at strejke og demon- drepleje og andre velfærdsydelser. strere, og protesterne har spredt Dertil kommer, at forhandlingerne sig til deres kollegaer i resten af om overenskomsten i den offentlandet. De kræver en ordentlig løn lige sektor, som skal ligge færog respekt for deres arbejde. dig den 1. marts 2008, begynder.

Ifølge en undersøgelse i NyhedsAlt dette bekræfter, hvad marxi- avisen stod de offentligt ansatte sterne har sagt hele tiden; Langt for 62.400 af 85.500 strejkedage fra en periode med fredelig samek- i 2006, og på det seneste er der sistens, er vi på vej ind i en periode flere og flere grupper indenfor det

2 • www.marxist.dk • Jul/Aug 7. årgang nr. 37

Leder

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk offentlige, som er begyndt at kræve mere i løn. Så på den kant er der ordentligt lagt i kakkelovnen til nye protester og øget klassekamp.

Et land, som igen og igen kommer i mediernes søgelys er Venezuela.

Marxisterne, som udgiver nærværende avis, var blandt de første, der sagde, at noget var i gærde i Venezuela. Vi forklarede, at USA’s had til den folkevalgte præsident Chávez, i virkeligheden bundede i et had til den revolutionære bevægelse og de masser, som står bag ham. USA og de borgerlige medier i hele verden har på det seneste optrappet deres angreb på Venezuela, de hævder at der ikke er ytringsfrihed i landet, fordi en TV-kanal der opfordrede til kup imod Chávez, RCTV, ikke har fået fornyet sin licens. Dette er endnu et led i deres kamp imod revolutionen i Venezuela, som de afskyer og for alt i verden vil ødelægge. Alt det kan du læse mere om inde i bladet.

Ved Gaza-breden i Palæstina ser vi imperialisternes hensigter udmøntet til praksis. De har iværksat et regulært statskup for at smide den demokratisk valgte Hamas-regering.

Dette sker mindre end et år efter Israels brutal krig imod Libannon, som dræbte tusinder og drev hundredetusinder på flugt. Så samtidig med at Bush græder krokodille-tårer over den påståede mangel på demokrati i Venezuela, tyer han ingen midler i Mellemøsten, hvor det nu ikke kun er Irak og Afghanistan der står for skud, men nu også Gaza.

En verden med krig, kaos og elendighed for det store flertal, er altså ikke skrækscenarier, men virkeligheden anno 2007. Så meget desto mere grund er der, til at bygge en stærk marxistisk tendens, der kan forandre verden.

TEGN ABONNEMENT Tegn et abonnement på Socialistisk Standpunkt for kun 120 kroner om året.

Du modtager i så fald 6 aviser årligt med posten med analyser af den danske og internationale klassekamp.

Se mere på: www.marxist.dk/butik.

På Spidsen Af: Nikolaj W. Andersen Lad os kort tage forhistorien: Den 8. maj i år blev den amerikanske retssag imod den Cubansk-fødte terrorist Luis Posada Carriles – også kendt som sydamerikas Bin Laden – afsluttet med, at anklagerne blev frafaldet. På trods af at en række lande, med Venezuela og Cuba i spidsen, har krævet at han enten bliver retsforfulgt for sine terroristiske handlinger i USA eller udleveret til retsforfølgelse, valgte man i USA at nøjes med at frikende ham for at have rejst ulovligt ind i landet.

Her på Spidsen konkluderer vi derfor, at USA nu opfylder sit eget kriterium for at føre krig i Afghanistan, nemlig at landet huser og hjælper (Carriles er tidligere CIA-mand) terrorister. Desuden er det kommet På Spidsens redaktion for øre, at USA ikke alene har et atomprogram, men at landet faktisk også har masseødelæggelsesvåben, hvormed det opfylder

sit eget kriterium for at føre krig i Irak.

Her på Spidsen mener vi derfor, at det er på høje tid at samle en ny koalition med det formål at invadere USA og bringe demokrati til amerikanerne. Vi forventer, at vores egen frihedselskende statsminister ikke alene bakker om et sådant tiltag, men at Danmark støtter invasionen med minimum hundrede frømænd, en ubåd, en sneplov og en rulle gaffatape.

der i dag er tvunget til at leve et liv i fattigdom. På Spidsen forventer, at alle amerikanere vil hylde invasionstropperne som befriere, og der er derfor ingen grund til at tro, at der skulle opstå nogen større problemer, hverken i forbindelse med selve invasionen, eller i forbindelse med den efterfølgende genopbygning/udplyndring af landets naturressourcer.

Naturligvis må en sådan militær invasion aldrig stå alene. Det er vigtigt, at man så snart regimet er faldet, og roen genoprettet, sætter ind med massiv nødhjælp til de mange millioner amerikanere, Først var han hunden, nu er han haren.

www.marxist.dk • Jul/Aug 7. årgang nr. 37 • 3

Fagligt

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Dårlig overenskomst, spredte strejker og medlemsflugt

Fagbevægelsen i krise FAGBEVÆGELSEN

Af Lasse Bertelsen De nyligt indgåede overenskomster på det private marked bør få enhver arbejder til at spørger sig selv: Hvad gik galt? I en periode, hvor arbejdsløsheden er rekordlav og slipsedrengene i dansk erhvervsliv vælter sig i rekordoverskud, var der en enestående mulighed for, at dette skulle afspejle sig i overenskomsterne. I stedet svarer forbedringerne i overenskomsterne til lidt mere end inflationen.

Nedslidning og stress Overenskomsten på det private område er endnu et eksempel på fagbevægelsens krise. At ledelsen af fagbevægelsen kunne gå ud og rose forliget er en skandale. De forspildte en enestående mulighed for at sikre bedre forhold til medlemmerne.

Overalt på de danske arbejdspladser er arbejderne vidne til højere arbejdstempo og øget arbejdspres.

Dette gælder på det private om-

råde men også i det offentlige. Færre arbejdere skal lave mere. Det har den klare konsekvens, at folk bliver slidt ned eller brænder ud.

Den faglige ungdom må organisere sig

Utilfredshed Presset på arbejderne både indenfor det private og det offentlige har aldrig været så stort som nu. I sådan en situation burde det være fagbevægelsens opgave at organisere deres medlemmer til kamp for ordnede forhold. I stedet ser man desværre lederne af fagbevægelsen være med til at underskrive det ene forlige efter det andet, som altid indebærer at arbejderne skal være mere fleksible.

Det er med til at skabe en kæmpe utilfredshed og frustration blandt medlemmerne. Medlemsflugten er et direkte resultat af denne utilfredshed.

Folk spørger, hvorfo de nu skal blive ved med at være medlem af deres fagforening, når de oplever at de ikke får nogen støtte.

Arbejderledere på arbejderløn I øjeblikket får forbundsformænd lønninger, der er flere gange højere end deres medlemmers. Det betyder, at de får sværere og sværere ved at forstå de problemer arbejderne har og dermed mister forståelsen for nødvendigheden af at forbedre forholdene. Hvis de faglige ledere modtog det samme i løn, som deres medlemmer ville de uden tvivl have en klar interesse i at Forbundsformændenes lønninger er i dag flere gange højere end deres medlemmers. Det distancerer dem fra de kampe og krav, som almindelige medlemmer har.

4 • www.marxist.dk • Jul/Aug 7. årgang nr. 37

forbedre medlemmernes forhold. Vores slogan må være arbejderledere på arbejderløn.

Lærlingene har heller ikke noget at juble over. Resultatet rummer ingen reelle forbedringer for dem. Lønnen stiger minimalt med en krone eller to. Hvis man skal regne stigning i lærlingenes realløn, vil det dreje sig om ørebeløb. Derfor var 3F ungdom også med til at anbefale et Nej til overenskomsten ligesom Metal Ungdom i København. Dette var yderst positivt. Men det viser også, at det er nødvendigt med en langt bedre organisering af lærlingene.

Der bør skabes en landsorganisation, der samler alle lærlinge og ungarbejdere i en organisation under LO. Denne opgave burde blive løst af LO Ungdom. Men LO Ungdom fungerer ikke som en landsorganisation, men er i stedet delt op under de forskellige LO afdelinger. Dette er med til at svække lærlingene og ungarbejderne. Derudover fungerer LO Ungdom ikke i de fleste byer. Derfor må en del af lærlingene og ungarbejdernes kamp være at gøre LO Ungdom til en landsdækkende kamporganisation.

Det er måden at sikre bedre forhold på.

Nej kampagnen En lang række fagforeninger var gået sammen i en Nej kampagne. Men kampagnen blev langt fra så effektiv, som den kunne være blevet. For eksempel blev der ikke holdt nogle landsdækkende tillidsmandsmøder under kampagnen. På den måde blev det de enkelte fagforeninger, der førte kampagnen lokalt. Men hvis man ville have et nej igennem, havde det været nødvendigt med landsdækkende initiativer. Ved at holde et nationalt tillidsmandsmøde kunne man samle de tillidsfolk fra ja fagforeninger, der var imod overenskomsten. Og på den måde kunne

Fagligt

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

”Vi kører ikke for Falck, Vi kører for DIG” lød det på ryggen af de strejkende Falck-reddere, der er et eksempel på kampviljen blandt de danske arbejdere.

man være nået ud til flere arbejdspladser. I stedet forspildte man en enestående mulighed for at forkaste det tynde forlig og kæmpe for at få noget bedre hjem.

Offentlige overenskomster Allerede nu er der ved at blive formuleret krav blandt de offentligt ansatte.

Dette områder er blevet forringet kraftigt de sidste 20 år. Der er blevet skåret ned i stat, regioner og kommuner, så arbejdsforholdene i dag er under al kritik. Med kæmpe overskud på statens finanser er der mere end råd til at sikre bedre løn og arbejdsforhold. Men hvis det skal lykkes må ledelsen af de offentlige fagforbund presses af medlemmerne.

Der har længe været brug for en organiseret tillidsmandsring blandt de offentligt ansatte arbejdere, der har kunne presse toppen af forbundene til at kæmpe for medlemmerne. De mange strejker i kommunerne i efteråret 2006 har klart vist, at medlemmerne har fået nok af de konstante besparelser. I øjeblikket vokser Social- og Sundhedsassistenternes strejke for en ordentlig løn til by efter by. De arrangerer demonstrationer og protestmøder. Men man må igen spørge: Hvor er lederne af deres fagforbund? Inde på deres kontor!

Endnu et eksempel på at ledelsen af

fagbevægelsen vælger ikke at støtte deres medlemmers kamp.

orienterede fagforeninger samlet i Fagligt Ansvar. Mange håbede på, at dette kunne blive starten på at få fagbevægelsen tilbage under medFagbevægelsens krise – hvilken vej frem for venstreoppo- lemmernes kontrol. Men indtil videre har fagligt ansvar ikke levet op til det sitionen håb. Der er blevet lavet Fagbevægel”I øjeblikket vokser Socialen mængde rapporter sen er i krise. om hvilke problemer og Sundhedsassistenternes Tusinde medder for medlemmerne. strejke for en ordentlig løn lemmer har Men de har ikke orgatil by efter by. De arrangere meldt sig ud niseret en venstreopi protest mod demonstrationer og position til forbundsfagbevægelprotestmøder. Men man må toppen. sens passiigen spørge: Hvor er lederne vitet.

Dette Så længe de ikke gør er udtryk for af deres fagforbund? Inde på det, vil alle deres rapderes kontor!” en desperat porter kun være papisituation på rer med fine ord. Den arbejdspladeneste måde at sikre serne. Men at melde sig ud af sin en kæmpende fagbevægelse er ved fagforening er ikke nogen løsning. at organisere så mange arbejdsFagbevægelsen udgør en kæmpe pladser som muligt under en række magtfaktor. Den kan lamme kapitali- konkrete krav. Og at kæmpe for de sterne i samfundet fra den ene dag til krav i fagforeningerne og forbundeden anden gennem strejke. Proble- ne. Utilfredsheden og frustrationerne met er at den nuværende ledelse ikke blandt medlemmerne ulmer. Dannelvil bruge den magt. I stedet skriver sen af en reel venstreopposition vil de under på det ene elendige forlig hurtigt kunne vinde bred opbakning. efter det andet. Men det har kun væ- Medlemsflugten vil ikke fortsætte for ret med til at forstærke krisen yderli- evigt. Før eller siden vil arbejderne gere. I stedet må medlemmerne på begynde kampen for at vinde fagbearbejdspladserne til at organisere sig vægelsen tilbage. Og når det sker, vil og kæmpe for at få en ledelse, der vil intet kunne stoppe dem. kæmpe for deres krav.

I øjeblikket er mange mere venstre-

www.marxist.dk • Jul/Aug 7. årgang nr. 37 • 5

Danmark

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Søvndal og SF i regering:

Ingen studehandler med de borgerlige – tilbage til det socialistiske program ARBEJDERPARTIERNE

Af Karen Larsen Mange er enige om, at det er tid til et regeringsskrifte. VK-regeringen har skåret ind til benet, hvilket har gjort ondt på børnefamilier, unge, ældre og arbejdere i Danmark. Nu er de så i færd med at høvle spåner af knoglen, og så er det ved at være for meget. Det var de store protester, strejker og demonstrationer i socialog sundhedssektoren i forsommeren et afgørende bevis på.

Men det er ikke lige meget, hvilken regering der kommer i stedet. Det der er brug for, er ikke endnu en SR-regering, som vi så i 1990’erne.

Den konklusion har de tilsyneladende også draget i SF, Socialistisk Folkeparti. SF har nu erklæret, at de vil kæmpe for at komme i regering efter næste folketingsvalg. Det hørte vi bl.a. flere ledende SF’ere sige på årets kongres, og det står i den vedtage udtalelse, ”Ny regering – ny politik”, fra samme kongres. ”SF vil arbejde stærkt for at få mest mulig indflydelse på en kommende centrum-venstre regerings politik.

Den indflydelse sikres bedst gennem SF’s regeringsdeltagelse.”

Med SF’s klare profil mod krigen i Irak og kampen for bedre velfærd

kunne det jo lyde som en god ting.

Men regeringsdannelse er ikke en bogstavleg, men derimod et spørgsmål om politik.

SF – et socialistisk arbejderparti?

SF står i de fleste meningsmålinger i dag til knap 10 pct. af stemmerne mod de 6 pct. de fik i 2005. I samme periode er partiet vokset med 2.000 medlemmer, og har i dag 10.000 medlemmer. Det gør til en afgørende kraft i den danske arbejderbevægelse. Tilstrømningen til SF er et resultat af den radikalisering, vi har set de sidste år.

SF har altid været en del af den danske arbejderbevægelse, og blev født ud af et split med stalinisterne i DKP efter nedslagtningen af revolutionen i Ungarn i 1956. I SFs program bliver der slået et kraftigt slag for socialisme: ”SF vil en grundlæggende ændring af samfundet. Strukturer og mekanismer i samfundet skal i små og store skridt gradvist omdannes, så demokrati, frihed, social retfærdighed og bæredygtighed gøres til de bærende principper for samfundets udformning og udvikling. Det forudsætter en revolutionær proces,

SFs profil i velfærdskampen er en vigtig grund til deres større opbakning.

6 • www.marxist.dk • Jul/Aug 7. årgang nr. 37

hvor et flertal i befolkningen gradvist afskaffer kapitalismen.”

Selvom dette ikke er det, man oftest hører toppen af SF tale om, er det baggrunden for, den tilslutning SF har. At de så samtidig støtter EU-forfatningen, og har været med til velfærdsnedskæringer i mange kommuner er en anden sag. Tilslutningen til SF skal nok mest ses på trods heraf, og som en reaktion på manglen på opposition fra Socialdemokraterne.

SF – et regeringsparti Som sådan er der altså ikke noget galt i, at SF nu efter mange års ”dvale” har valgt at gå i kamp for taburetter i regeringen. Problemet opstår først, når man ser på, hvilken regering SF har tænkt sig at deltage i. Fra ovenfornævnte udtalelse: ” VKregeringen skal erstattes af en centrumvenstreregering. SF bestræber sig på at være en samlende kraft i oppositionen, fordi en stærk alliance om et helt andet Danmark er nødvendig, hvis VK-regeringen skal væltes. SF går altså efter en regering bestående af Socialdemokratiet, SF og De Radikale (eller måske sågar Ny Alliance?).

Hvad er der af alternativ i en regering med De Radikale? Så sent som november 2006 forslog netop De Radikale en skattereform, som ville give de 10 pct. rigeste 6700 kr. mere om året, mens det ville betyde et tab på 500 kr. for de 20 pct. fattigste. De har været med til at smadre Skolepraktikordningen (SKP) for landets lærlinge og deltaget i VKO’s angreb på arbejdsmiljøet. Andre mærkesager i Det Radikale Venstre har været likvidering af efterlønnen og nedsat dagpengeperiode.

De Radikale er absolut intet arbejderparti. Det blev stiftet i begyndelsen af 1900-tallet, som en udsplitning fra det borgerlige Venstre, med det formål at holde Socialdemokratiet må

Danmark

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk reformismens smalle sti, deres ageren som støtteparti for Socialdemokraterne i utallige regeringer beviser klart dette. Det eneste formål med De Radikale har været, at legitimere at Socialdemokraterne i tidligere regeringer har ”været nødt til” at skære ned og forringe arbejdernes vilkår for ikke ”at sætte en stopper for regeringssamarbejdet”.

SF og De Radikale – en reaktionær utopi Tror SF’s ledelse virkelig, at De Radikale kan bruges som alliancepartner for opnå det, som er beskrevet i SF’s program? Det er en utopi. Lad os citere SF’s program igen: ”Det bliver ikke en nem og gnidningsløs udvikling. Der vil til enhver tid være højrekræfter, som vil bekæmpe ændringerne, fordi de ikke ønsker SF’s vision om et nyt samfund, og fordi en socialistisk udvikling vil true deres interesser og privilegier. Forandringsprocessen vil være båret af stadig mere gennemgribende reformer, hvis langsigtede konsekvens vil være en egentlig afskaffelse af den kapitalistiske magtstruktur.”

Hvordan skulle De Radikale være med til at føre sådanne visioner ud i livet? En regering bestående af Socialdemokratiet, De Radikale og SF vil dermed heller ikke kunne betegnes som en arbejderregering. Et regeringssamarbejde mellem de Radikale og SF, med reel indflydelse til SF er derfor ikke bare en utopi, men en reaktionær utopi.

Det må stå klart for SF, at en regering, som skal samarbejde med De Radikale, ikke vil komme til at føre arbejderpolitik. De Radikale vil, som vi har set i tidligere regeringssamarbejder, føre en politik, som skærer ned på velfærden, og hvor de som har mest, får mere. SF vil i en sådan regering være nødt til at gå på kompromis, på en lang række af deres mærkesager, med mindre centrumvenstreregeringen skal stå totalt lammet, ude af stand til at gennemføre nogle politiske mål.

Det vil derfor være en ren katastrofe, hvis SF indgår i en centrumvenstreregering. Ud over at være en katastro-

fe, vil det også være at skyde dem selv i foden (eller i hovedet), da de vil komme til at ”forråde” deres vælgere, ved at de ikke kan føre velfærdspolitik og efterfølgende vil miste vælgeropbakningen.

SF – højredrejningen er begyndt Desværre er denne højredrejning af SF allerede begyndt. Topledelsens principløse frieri til regeringsmagten og talen om at man vil tage ”medansvar” er i sig selv et eksempel på dette. Faktisk er det paradoksalt, at det er Villy Søvndal, der vandt over højrefløjens kandidat Pia Olsen, som er slået ind på denne kurs. Villy Søvndal slog tilmed den principløse kurs fast på SFs landsmøde i april, hvor han udtalte at, ”I SF har vi kun ét ultimativt krav: Fogh skal væltes”.

Under finanslovsforhandlingerne fik Villy Søvndal øgenavnet

Det tydeligste eksempel ”Mr. Skattestop”, da han opgav kravet om at få det fjernet. er dog SF’s ja til EUforfatningen. Ikke nok med at SF be- Socialdemokratiet, SF og Enhedsstemte sig for at gå ind for forfatnin- listen. Det må af SF gøres klart for gen, der blev tilmed skrevet en lang vælgerne og Socialdemokraterne, aftale med VK-regeringen, Socialde- at man ikke vil acceptere én eneste mokraterne og De Radikale om, hvor nedskæring på velfærden eller én fantastisk forfatningen var på alle eneste skattelettelse, som er til gavn områder lige fra miljø over arbejds- for de rigeste og skader de fattigste.

SF må stille op på et socialistisk provilkår til demokrati. gram, som indbefatter forbedringer Skattestoppet er blevet kritiseret af i uddannelsessektoren, altså rigtige SF, men alligevel har Villy Søvndal investeringer i fremtiden. Det må indudtalt, at han ”har en politisk forstå- befatte et forbedret sygehusvæsen, else for, hvorfor Socialdemokraterne hvilket bl.a. vil betyde højere lønninvil lade skattestoppet fortsætte i næ- ger og efteruddannelse til sygepleste valgperiode”. Under finanslovs- jerskerne. Det må også indeholde forhandlingerne i 2006 fik Villy Søvn- forbedringer af, samt nedsættelse af dal sågar navnet ”Mr. Skattestop”, priserne på den offentlige transport. fordi han opgav kravet om at få det SF må lægge illusionerne til De Raumenneskelige skattestop fjernet. dikale på hylden. Man må væk fra Et yderligere tegn på dette er også, studehandler med de borgerlige og at SFs ledelse ikke længere stoler på tilbage til partiets program. En fælles klare politiske alternativer, men nu kampagne med Socialdemokratiet baserer sig på kommunikationsråd- og Enhedslisten for en arbejderregering, der vil føre arbejderpolitik, ville givere og reklamefirmaer. kunne gøre det af med den borgerlige regering på ingen tid. Det er den For SF i en socialistisk arbejeneste vej frem. derregering Det, som SF bør arbejde for, er en arbejderregering. En arbejderregering bestående af de tre arbejderpartier

www.marxist.dk • Jul/Aug 7. årgang nr. 37 • 7

Danmark

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Dansk Økonomi:

Ophobede modsætninger – truende krise ØKONOMI

Af Jeppe Druedahl ”De kommende år forventes en mere afdæmpet konjunkturudvikling med en vækst på omkring 1½ pct. om året. Muligheden for at øge produktionen vil blive begrænset af, at dansk økonomi befinder sig nær kapacitetsgrænsen…”

Det er udmeldingen fra Danmarks Økonomiske Råd i deres forårsrapport 2006. Væksten bliver lavere. Ledigheden højere. Det er hvad, vi kan forvente af de næste par år. Hvorfor? Øjensynligt fordi vi befinder os nær en eller anden objektiv ”kapacitetsgrænse”. Det ser vi nærmere på længere fremme.

Første fald i boligpriser Som vi tidligere har forklaret på disse sider, er det nuværende opsving drevet af øget låntagning og herved kunstigt højt forbrug. Krisen i 2001-03 blev så mild fordi, at IT-boblen blev afløst af boligboblen. Hver boble har sine egne egenskaber, og mens ITboblen faldt sammen med et brag i løbet af kort tid, ser det nu ud til, at luften løber langsomt ud af boligboblen, selvom et kollaps stadig ikke kan udelukkes.

For første gang siden 1995 har der været direkte fald boligpriserne. Iføl-

ge Realkreditrådet faldt boligpriserne i 4. kvartal 2006 og 1. kvartal 2007 med hhv. 1,6 og 1,8 pct. Umiddelbart lyder det ikke af meget, men når man tager i betragtning, at omsætteligheden på boliger er meget lav, er det betydelige fald. Aktier eksempelvis handles fra minut til minut, og derfor bliver et fald alt andet lige mere kraftigt. Et fald i boligpriserne har dog langt større betydning for almindelige arbejdende mennesker og derfor for resten af økonomien.

Et nyt tiltag, som uden at løse de mindste modsætninger, kan holde liv i boligboblen er de nye SDO-lån (Særligt Dækkede Obligationer), som bliver indført fra 1. juli. Det nye er, at bankerne nu også får lov til at udbyde boliglån. SDO-lånene må kun dække 70 pct. af boligens værdi (for realkreditlån er det 80 pct.), men til gengæld er der ingen lovfastsatte begrænsninger på løbetider og afdragsformer. Derfor bliver det nu muligt med lån med løbetider op til 100 år eller afdragsfrihed i mere end 10 år. En banksektor vil under en krise med overskydende kapital med disse værktøjer, kunne oppuste en boble af enorme dimensioner.

Boligprisstigningere har intet hold i virkeligheden, men de kommende fald vil få stor betydning. Danmarks Økonomiske Råd har trods de nævn-

te fakta regnet med faste boligpriser i deres omtalte prognose. Ifølge deres egne beregninger skal BNP-niveauet nedskrives med 1 pct.-point, hvis boligpriserne falder med bare 15 pct. over de næste 3 år.

Arbejdsløshed og kapacitetsgrænsen Ledigheden er nu under sit naturlige niveau, kan det læses i de borgerlige aviser. Hvordan det kan være naturligt, at raske og friske mennesker med mod på at arbejde går ledige rundt, er et godt spørgsmål, men samtidig må denne påstand om historisk lav ledighed også kigges efter i begreberne.

Ledighed er ikke lig med ledighed.

I den gængse statistik er det faktisk svært at optræde som ledig. Ikke nok med at man skal være uden arbejde, man skal også være aktivt jobsøgende og stå til rådighed, (hvad det så end betyder), for arbejdsmarkedet.

Heller ikke hvis man er i aktivering, under ”opkvalificering” eller lignende, tæller man med som ledighed.

Det presser ledigheden kunstigt ned. Et godt eksempel er, at se på de 30-49 årige, hvor forhold som uddannelse og tilbagetrækning ikke forvirrer billede. Her var der i 2006 officielt 51.000 ledige. Samtidig var der dog ca. 200.000, som var ”Uden for arbejdsstyrken”. Ser vi på det fra en anden vinkel og tæller antal helårsmodtagere af ”indkomsterstattende ydelser” ligger tallet på over 300.000. Altså er der seks gange så mange, som ikke er i arbejde, som der officielt er ledige! Ser vi på hele befolkningen er der ca. 600.000 i alderen 18 til 59 år, som står uden for arbejdsmarkedet.

Produktionsforhold og krise Selvfølgelig er der nogen på barsel.

Selvfølgelig er der nogen som fysisk eller psykisk, er ude af stand til at arbejde. Men selvfølgelig er det ikke en naturlov, at dette skal gælde så mange mennesker, tværtimod er det en

8 • www.marxist.dk • Jul/Aug 7. årgang nr. 37

Danmark

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk kapitalistisk lov. Det er grundet kapitalismen, at folk bliver nedslidt. Mere, længere, hårdere – det er de eneste ord kapitalisterne kender (undtagen selvfølgelig frokostpausen, som sagtens kan være kortere).

Krise og lavvækst har ikke noget med manglende ”kapacitet” at gøre, det er ovenstående ét eksempel blandt mange på. Kriser kommer ikke af sig selv, men er skabt af kapitalisternes evige jagt på profit. Det er ikke pga. af mangel på kapacitet, at der ikke bliver leveret AIDS-medicin til Afrika.

Det er pga. mangel på mulighed for at indtjene profit. Økonomiske kriser kommer fordi, at arbejderne får mindre i løn end de producerer (for at kapitalisterne kan få et overskud), og kapitalisterne i sidste ende derfor mangler nogen til at købe de producerede varer. Kapitalistiske kriser er ikke som helhed mangelkriser, men derimod overproduktionskriser. Låntagning og kunstigt højt forbrug har indtil nu været løsningen, men det er en stakket frist.

Store profitter er altså både kapitalismens mål, men i sidste ende også dens skranke.

Skat og velfærd Vi er dog stadig inde i et opsving, selvom det ikke rigtigt er noget, som kan mærkes. Lønstigningerne er til at overse, og der skæres alligevel

ned på velfærden. Det kan kun blive værre i en krise. Alle krav om velfærd er krav om penge. Regeringen prøver med sin kvalitetsreform, at sige noget andet, men faktum er, at en plejeassistent ikke kan være to steder på én gang, og at pædagoger ikke har en seks-syv arme.

De pludselige fald på aktiemarkederne indenfor de sidste par måSvaret fra arbejneder, viser den uro, der er i økonomien lige nu. derpartierne har bugner, men som en anden Joakim været; der er råd til velfærd. Og ser von And, vil de hellere have lommerman på de 69 mia. kroner, som der ne fulde end ordentlig velfærd til alle. var i overskud på de offentlige finanEn socialistisk arbejderregerings førser sidste år, giver dette da også meste skridt må være en inddragelse af get god mening. disse profitter. Arbejderne må selv Men i den store sammenhæng er det drive virksomhederne, og overskudstadig småpenge. Samtidig er det det må gå til hele samfundet. Alene store overskud både en konsekvens de 20 største virksomheder havde af høje oliepriser og gode konjunktu- efter lønninger af topchefer, nye inrer (større indtægter, færre udgifter). vestering osv. et nettoresultat efter Den længere sigtede løsning fra ar- skat på ca. 70 mia. kr. i 2006. bejderpartierne har al for ofte været højere skat på arbejde. Selskabsskatten er sænket fra 50 pct. i 1989 til 28 pct. i dag. Ændringerne i skatterne på arbejde er til at overse. Det er en skandale.

Der er dog rigtigt, at der er råd til velfærd. Kapitalisternes pengekasser

Det er kun under kapitalismen, at man på den ene side kan have rigeligt med penge, bedre og bedre teknologi samt højere og højere uddannet arbejdskraft, men på den anden side alligevel kan have dårligere og dårligere velfærd, stigende arbejdstempo og en truende krise.

Socialistisk Standpunkts net-butik har Marx/Engels nu et unikt tilbud udvalgte - Lenins udvalgte værker for kun 350 kroner

værker = + 20

0 kr.

16 bind + register fra Tidens forlag. Indeholder bl.a. Venstrekommunismen – en børnesygdom, Imperialismen som kapitalismens højeste stadium, Staten og revolutionen, Aprilteserne, Den proletariske revolution og renegaten Kautsky og mange, mange flere af Lenins vigtigste tekster.

vigtigste analyser af kapitalismen og proletariatet og dets ledelses. Det er værd at bemærke at der er tale om ubrugte bøger i original emballage.

Lenin har i sin tid skrevet et væld af tekster, artikler og bøger. Denne samling indeholder nogle af de største og

Læs mere på: www.marxist.dk/butik

For kun 200 kr. ekstra kan du også få Marx/Engels udvalgte værker i 2 bind (650 + 507 sider).

www.marxist.dk • Jul/Aug 7. årgang nr. 37 • 9

Danmark

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Kommuner, velfærd og kvalitetsreform

Flere besparelser - flere protester VELFÆRD

Af Siri Bertelsen 2006 var året hvor kampen for bevarelsen af vores hårdt angrebne velfærd virkelig kom på dagsordenen. Regeringens dagsorden med nedskæringer i den offentlige sektor blev i den grad afsløret. På trods af at massive protester og en enorm strejkebølge især i blandt pædagoger og offentligt ansatte, fortsætter regeringen ufortrødent med at afvikle velfærden. Denne gang under dække af den ”historiske” kvalitetsreform.

Kvalitet for pengene?

Regeringen har indgået en aftale med Kommunernes Landsforening (KL) om kommunernes økonomi for 2008, og derudover har de med i samarbejde med LO og AC (Akademikernes Centralorganisation) indgået en aftale om kvalitetsreformen.

Alle parter forsøger at fremstå som ansvarlige, og som om de nu har sikret både velfærd, ordentlige arbejdsforhold og kvalitet i den offentlige service. Men læser man de indgåede forlig, så kommer man hurtigt i tvivl om hvem, der er vinderne.

Sidste år sagde vores finansminister, at vi kunne købe hele verden. Dansk økonomi er på toppen – men ligesom sidste år er det ikke noget, man kommer til at mærke, når det gælder velfærd, tværtimod prædikes der endnu engang tilbageholdenhed i de offentlige udgifter.

Ifølge de danske medier er der igennem aftalen afsat 6 milliarder kroner til kommunerne. Pengene kompenserer for de enorme udgifter, der har været i forbindelse med kommunalreformen, og skal derudover bruges til efteruddannelse.

Det kan jo lyde meget godt. Problemet er bare, at efter de massive kommunale besparelser år efter år, og et budget hvor kommunerne helst ikke må bruge penge næste år – så bliver frihed under ansvar ikke andet end en pistol for panden.

Oveni dette er det en del af kvalitetsreformen, at en fjerdedel af alle offentlige opgaver skal udliciteres inden år 2010, hvilket der er afsat 100 mio kr. til. Men privatiseringer fører bare til øget arbejdspres. Det siger sig selv, at hvis man skal tjene profit, så må der spares et sted.

Flere besparelser – flere protester Øget udlicitering og regeringens nye kvalitetsreform vil uundgåeligt resultere i fortsatte forringelser på skoler, hospitaler, plejehjem og i børneinstitutionerne.

Det vil gå ud over alle almindelige mennesker, der bruger de offentlige institutioner til dagligt. Men forringelser på velfærden går hånd i hånd med forringelser i arbejdsforholdene for de offentligt ansatte.

At de offentligt ansatte allerede er under hårdt pres og ikke vil finde sig i flere nedskæringer, så vi sidste efterår og her i forsommeren, hvor bl.a.

SoSu assistenter landet over gik i strejke for højere løn. De offentligt ansatte arbejder under elendige vilkår, med ekstremt lav løn, og et hårdt arbejdspres.

Alligevel optrappes presset. »Vi vil så gerne have, at folk bliver lidt længere. Enten ved at arbejde 20 minutter mere om ugen eller vente et år med at gå på pension,« siger finansminister Thor Pedersen (Berlingske Tidende 25.05.07).

Kampen må fortsætte De offentligt ansatte skal have ny overenskomst i foråret 2008, og kravene bliver allerede nu diskuteret.

Det er måske derfor, at regeringen har været så ivrig efter at få kommunerne og især fagforeningerne til at tage ansvar for kvalitetsreformen.

Uanset hvad, må en ting stå klart. Øget konkurrence og stramme budgetter vil føre til vilkårlig velfærd og ekstremt pressede offentligt ansatte.

At LO har blåstemplet regeringens kvalitetsreform, er en skandale. At FTF forlod trepartsforhandlingerne i sidste øjeblik, er et lille skridt i den rigtige retning.

Fagforeningerne må og skal aktivt gå i front for at sikre acceptable arbejdsvilkår for deres medlemmer.

Der er brug for højere løn og flere ansatte (som ikke sikres med mere efteruddannelse), og generelt bedre arbejdsforhold. Men denne kamp er større, den involverer langt flere end de offentligt ansatte. Det er en kamp i mod regeringens asociale ideologiske projekt og for et anstændigt samfund.

Det er på høje tid, at sidste års velfærdsprotester starter op igen.

En provokation uden lige, som ikke er gået ubemærket hen.

Trods protester og strejker fortsætter regeringen med at skære i velfærden.

10 • www.marxist.dk • Jul/Aug 7. årgang nr. 37

Danmark

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Venstreopposition i SUF stiftet SUF

Af Redaktionen 35 unge socialister trodsede eksamens- og sommerperioden og mødtes lørdag den 23. juni for at diskutere udviklingen i Socialistisk UngdomsFront (SUF). Mødets formål var dels at evaluere de seneste begivenheder (bl.a. eksklusionerne af 26 SUF’ere), men først og fremmest var det at kigge fremad, diskutere perspektivet for SUF og oprettelsen af en ny venstreopposition. På mødet, som foregik i fagforeningen LFS på Østerbro i København, var der folk fra 8 forskellige SUF-lokalgrupper i hele landet.

På mødet slog flere talere fast, at SUF har et enormt potentiale som revolutionær ungdomsorganisation. Trods alle problemerne har SUF opnået en stor medlemsfremgang de sidste to år, og er nået op på næsten 1.000 medlemmer samt lokalgrupper i flere og flere byer.

Det store problem er, at det ledende lag i SUF på mange måder har bevæget sig væk fra det grundlag, som SUF blev stiftet på i 2001. Bl.a. er der dele af de ledende lag, som nu går ind for at droppe kravet om dansk udmeldelse af EU. I de sidste 2 års tid har man desuden set klare eksempler på, at SUF’s ledelse har underordnet sig reformistiske idéer og arbejdsmetoder i Genstart Danmark (et samarbejde imellem SUF, SF’s Ungdom og Danmarks Socialdemokratiske Ungdom). Dette er bl.a. blevet set ved protestbevægelser, hvor ledelsen af SUF har været med til at anbefale, at man stopper demonstrationer m.v.

Eksklusionerne af 26 marxister, som støtter Socialistisk Standpunkt, i foråret 2007, var ikke andet end kulminationen på en fløjkamp imellem det ledende lag i SUF, og folk der kritiserer denne linje, heriblandt de 26 marxister. Disse eksklusioner har nu skabt et klima inde i SUF, hvor grundlæggende politiske diskussioner ofte undgås, og hvor der ligges en hård tone an imod politiske mindretal, og lokalgrupper som er uenige med det ledende lag.

Mødet vedtog derfor at stifte en ny fraktion, hvis formål er beskrevet i det politiske grundlag, som mødet vedtog. Af de vigtigste pointer i VO’s grundlag kan nævnes: • For en revolutionær politik i bevægelsesarbejdet. SUF må ikke underkaste sig reformistiske forslag i bevægelserne, men må have sin egen revolutionære profil og dreje bevægelserne til venstre.

• Forsvar for den revolutionære EUmodstand, som er udtrykt i SUF’s minumsprogram. Modstand imod ethvert forsøg på at udvande denne politik, f.eks. ved at droppe krav om dansk udmeldelse af EU. • Imod idéer om at separatisme eller positiv særbehandling af undertrykte minoriteter, f.eks. kvinder, bøsser/lesbiske, indvandrer, etc. kan løse undertrykkelsen.

Kun samlet kamp for socialisme kan løse problemerne.

• Stop eksklusionsvanviddet. Ialt er 27 marxister allerede blevet ekskluderet fra SUF, yderligere 2 er indstillet til eksklusion. Der skal være plads til fraktioner, tendenser og uenigheder i SUF.

Efter en debat med flere forskellige forslag og argumenter blev navnet ”Venstreoppositionen i SUF”, forkortet VO, vedtaget. Navnet betyder dels, at fraktionen er et venstreorienteret alternativ til det ledende lag i SUF, dels udtrykker det, at det pt. er en opposition, der arbejder for at vinde flertal for en klar revolutionær linje.

Den afsluttende diskussion handlede om, hvordan VO kan arbejde i de kommende måneder. Her blev det vedtaget at forsøge at informere SUF-lokalgrupper og SUFmedlemmer om VO’s grundlag og formål. Desuden vil VO arbejde for at fremme diskussioner i SUF om krigen i Irak og Afghanistan, revolutionen i Venezuela og velfærdskampen. Samtidig vil VO deltage i videst mulig udstrækning i SUF’s planlagte kampagner og aktiviteter og forsøge at opbygge SUF og vinde flere unge til SUF, der hvor vi er aktive.

Til sidst valgtes en koordinationsgruppe, som skal koordinere VO’s aktiviteter i de kommende måneder.

VO vil indkalde et nyt møde i efteråret 2007 for at diskutere udviklingen i SUF, politisk og organisatorisk. Mødet endte i en entusiastisk stemning, med afsyngning af internationale.

Den 23. juni blev Venstreoppositionen i SUF dannet. Fraktionens formål er at vinde SUF tilbage til en klar revolutionær socialistisk linje.

www.marxist.dk • Jul/Aug 7. årgang nr. 37 • 11

Internationalt

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Fingrene væk fra Gaza!

- Kun arbejderklassen kan skabe fred i Mellemøsten MELLEMØSTEN

Af Frederik Ohsten i Amman I midten af juni afsatte den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas den palæstinensiske regering og indsatte en såkaldt ”nødregering”. Denne nye regering blev hyldet af lederne fra USA, EU og Israel.

Grunden til, at disse leder jubler, er at det er lykkedes for dem at vælte den demokratisk valgte regering, der har Hamas i spidsen, og indsætte en regering, der er lydig over for imperialisternes interesser i regionen og har solgt fuldstændig ud af samtlige af palæstinensernes rettigheder.

Vestens ledere holder gerne skåltaler om ”demokratisering” af Mellemøsten. Men dette er tomme ord og topmålet af hykleri. Hamas blev i 2006 valgt ved et af de ganske få demokratiske valg i Mellemøsten. Som vi tidligere har forklaret var dette valg resultatet af, at lederne af Fatah er dybt korrupte og har solgt ud af alle palæstinensernes krav, og i realiteten accepterer, at Israel bygger flere og flere bosættelser på Vestbredden og fortsat belejrer og bombarderer Gaza med granater.

Kup støttet af Vesten Den nye ”regering” er overhovedet ikke valgt af nogen som helst. Den er indsat med hjælp fra d e

USA-lydige stater Egypten og Jordan, og med Israels støtte i ryggen.

Siden palæstinenserne stemte på Hamas er de blevet straffet for denne handling. De har nemlig stemt på ”de forkerte” og nægtet at opgive modstandskampen mod den israelske besættelse. Det er dette, imperialisterne ikke kan tilgive dem. Derfor har de blokeret de palæstinensiske områder og Israel har indefrosset de penge, som palæstinenserne selv har betalt i moms. Dette tyveri er ganske vist forbudt ifølge international lov.

Men den herskende klasse i Israel er, sammen med lederne af USA og EU, fløjtende ligeglade med internationale konventioner, når det går imod deres interesser. Når det drejer sig om vigtige og grundlæggende spørgsmål, er der intet der afgøres ved internationale konventioner, men kun gennem virkelige styrkeforhold – økonomisk og militær kamp.

Situationen i de palæstinensiske områder har under blokaden været katastrofal. Arbejdsløsheden er eksploderet og økonomien er kollapset.

Importtolden, momsen samt afgifter for handlen mellem israelske og palæstinensiske virksomheder (som alle er blevet indefrosset under blokaden) udgjorde sidste år omkring 4,266 milliarder kroner. Det svarer næsten til to tredjedele af det palæstinensiske ”selvstyres” samlede ind-

komst.

Forsøg på at knække palæstinenserne Blokaden har været katastrofal for almindelige palæstinensere, og især i Gaza. Den egyptiske avis Daily Star (der ikke kan beskyldes for at have en kritisk holdning til imperialisterne) kunne 18. maj berette om en mand i Gaza, der havde solgt sine to døtre for at kunne overleve. Patienter er jævnligt døde af de mest banale ting, fordi der er mangel på stort set al slags medicin og lægeudstyr i Gaza.

Imperialisterne har ikke haft nogen skrupler over at lade nyrepatienter dø, fordi de ikke kan få dialyse, at lade patienter dø i ambulancer ved de lukkede israelske checkpoints, eller at lade bløderpatienter dø på grund af mangel på blødermedicin.

Imperialisternes ”bekymring” for palæstinensernes ve og vel begrænser sig til en ”bekymring” om at få dem til at opgive al modstand mod imperialismens dominans og den israelske besættelse.

Baggrunden for det kup, som imperialisterne iværksatte er, at de ønsker at knække det palæstinensiske folk. Årsagen til at Mahmoud Abbas og hans imperialistiske støtter har tabt i Gaza er på grund af, at ligesom i Libanon forstår masserne, at bag angrebene på Hamas er der et forsøg på at få dem til at opgive ethvert håb om at blive fri fra imperialistisk undertrykkelse.

Fatah: imperialisternes marionetter Egypten og Jordan har i længere tid haft planer om at omstyrte den palæstinensiske regering, og planen er blevet bakket op af Washington.

Det egyptiske regime under Hosni Mubarak har i flere omgange sendt bevæbnede Fatah-styrker ind i Gaza fra Egypten. Egypten har trænet og bevæbnet Mahmoud Abbas’ væbUSA har ifølge The Economist støttet Fatahs væbnede tropper med 300 millioner kroner.

12 • www.marxist.dk • Jul/Aug 7. årgang nr. 37

Internationalt

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Blokaden har været katastrofal for almindelige palæstinensere, og især i Gaza. Eksempelvis dør patienter jævnligt af de mest banale ting, fordi der er mangel på stort set al slags medicin og lægeudstyr. Lukkede checkpointer skaber også problemer.

nede styrker. USA har ifølge The Economist støttet Fatahs væbnede tropper med 300 millioner kroner. I maj kunne Daily Star rapportere, at 500 Fatah-soldater var blevet sendt over grænsen til Gaza. Formålet var at starte en borgerkrig imod Hamasregeringen. Denne borgerkrig sluttede i midten af juni ved at Hamas besejrede Fatah-soldaterne og dermed havde besejret Israel og Egyptens forsøg på at vælte den demokratisk valgte regering.

Denne nedkæmpelse af Fatahs opstand blev af imperialisterne og deres købte presse beskrevet som et ”Hamas-kup”, (selv om det stik modsatte var tilfældet), og de handlede hurtigt; på Vestbredden kuppede de sig til en ny regering med Salam Fayyad i spidsen. Salam Fayyad kan kun beskrives som Israel og USA’s kransekagefigur. Han har en fortid i Verdensbanken og IMF og har tætte forbindelser til Bush-administrationen, og især til USA’s udenrigsminister Condoleeza Rice.

Den nye kup-regering vil ikke tilbyde palæstinenserne nogen løsninger.

Israels kolonisering af Vestbredden vil fortsætte. Som det er nu, er det kun halvdelen af Vestbredden, der

er tilgængelig for palæstinensere, og det er ofte umuligt at besøge familie og venner i byer, der ligger blot 50 kilometer væk. Ifølge en undersøgelse, der blev offentliggjort i Haaretz fredag 10. november 2006, er 57 ubevæbnede børn blevet dræbt af IDF siden juni, og mellem den 27. juni og 28. oktober alene, er 247 palæstinensere, herunder 155 civile (63 procent), blevet dræbt af den israelske hær. I samme periode er 996 palæstinensere blevet såret, og næsten en tredjedel, 337, var børn. Vi har ikke de officielle tal fra 2007, men de må ligne dem fra sidste år.

Hvad med Hamas?

Betyder vores modstand mod Fatah og deres imperialistiske bagmænd, at vi støtter op omkring Hamas? Absolut ikke. Vi støtter palæstinensernes ret til national selvbestemmelse, deres ret til at kæmpe imod Israels besættelse og deres ret til at stemme på de partier, de ønsker – herunder Hamas. Men problemet er, at Hamas ikke kan tilbyde en vej frem for den palæstinensiske befrielseskamp.

Hamas er et populistisk parti, der læner sig op ad massebevægelsen. De har et snævert nationalistisk udsyn,

der aldrig vil kunne løse palæstinensernes problemer. I stedet for at appellere til den israelske arbejderklasse om fælles kamp imod Israels korrupte herskende klasse, skræmmer de almindelige israelere over i de reaktionæres arme ved at de ikke skelner mellem ledere og befolkning. Her skal det retfærdigvis siges, at Hamas har holdt en ensidig våbenhvile over for Israel indtil 24. april i år – på trods af, at Israel dagligt har bombarderet Gaza med 2-300 granater.

Al vores sympati i denne konflikt ligger hos de fattige og undertrykte palæstinensiske masser. Problemet er, at der ikke er en revolutionær ledelse for befrielseskampen. De palæstinensiske masser kan først få deres frihed, når krigen vendes til en klassekrig imod Israels kapitalister og de korrupte arabiske regimer. I denne kamp er Israels arbejderklasse en afgørende alliancepartner, da det reelt er dem, der har magten til at standse den zionistiske krigsmaskine. Først når Mellemøsten forenes i en socialistisk føderation og befris for imperialismens dominans kan vi begynde at tale om egentlig frihed og selvbestemmelse for palæstinenserne.

www.marxist.dk • Jul/Aug 7. årgang nr. 37 • 13

Internationalt

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Venezuela:

Reform eller revolution?

LATINAMERIKA

Af Andreas Bülow Venezuela var for nyligt på alles læber igen, da det forlød i vestlige mainstream medier, at præsident Hugo Chávez angiveligt skulle have lukket en regeringskritisk TV-kanal, RCTV. Medierne fremstillede Chávez som en autoritær diktator, som ikke tillader ytringsfrihed. Faktum er i midlertidigt, at omkring 97 procent af landets medier er privatejede, og at det store flertal af dem tilhører oppositionen og argumenterer for dens synspunkter.

At de borgerlige, støttet ihærdigt af USA, angriber regeringen i Venezuela er ikke nyt. De sidste par år har de forsøgt at bruge hver enkel mulighed som bød sig, til at udstille regeringen som udemokratisk og totalitær. Hvorfor? Fordi de forstår det, som marxisterne har forklaret mange gange om Venezuela; En revolutionær proces er i gang, hvor millioner af fattige og udbyttede mennesker har rejst sig og er begyndt at deltage i det politiske liv for at ændre samfundet. Regeringen, og de metoder som den bruger (nationaliseringer, eksproprieringer, nul tolerance overfor imperialismen, etc.), fungerer lige nu som et symbol på denne proces, og det er derfor de borgerlige indædt forsøger at vælte den.

Nationaliseringer af tele- og elselskaber Den 3. december sidste år vandt Chávez præsidentvalget. Det var

hans største valgsejr nogensinde, med cirka 62 procent af stemmerne.

På sejrsnatten, dedikerede han sin kommende periode ved magten, til opbyggelsen af et socialistisk Venezuela.

Og de sidste par måneder har processen gennemgået en markant venstredrejning. Dette er kommet klarest til udtryk i en række nye nationaliseringer af forskellige selskaber. Bl.a. er det nationale teleselskab CANTV blevet nationaliseret (dog med kompensationer til ejerne) og ligeså er elselskabet i Caracas. Den 1.maj, arbejdernes internationale kampdag, nationaliserede Chávez de sidste tilbageværende privatejede olieselskaber i landet.

De nationaliseringer, man har set de sidste par måneder, har endnu ikke berørt de afgørende sektorer af Venezuelas industri- og finanskapital.

Venezuela fungerer stadig som en kapitalistisk økonomi, hvor langt de fleste af produktionsmidlerne er privatejede. Men de seneste nationaliseringer er et godt skridt på vejen, og marxister byder dem velkomne og argumenterer for at udvide dem til de væsentligste dele af erhvervslivet og bankverdenen.

At kapitalisterne allerede nu føler sig truede, ses tydeligt i nogle af de artikler, som store finansblade og borgerlige medier har udgivet om nationaliseringerne. Således skrev BBC’s korrespondent i Caracas en artikel den 15.maj under overskriften, Nationaliseringer skyder frem i Venezuela,

Venezuelansk fagforeningsaktivist kommer til Danmark!

I dagene 28., 29., 30. September, afholdes Danmarks Sociale Forum i København. I den anledning vil Hands Off Venezuela arrangere en møderække med den venezuelanske fagforeningsaktivist Rúben Linares fra UNT. I løbet af august, vil programmet være at finde på www.handsoffvenezuela.dk

14 • www.marxist.dk • Jul/Aug 7. årgang nr. 37

”Det er en nervøs tid for investorer og private selskaber. Men de millioner af mennesker som afhænger af præsidenten og hans økonomiske hjælp, vil være tilfredse med at se, at penge angiveligt flyttes fra de rige til

de fattige.”

Efter at Chávez i januar slog fast, at han ville nationalisere alt det, som tidligere regeringer har privatiseret, er arbejderne på en række nye virksomheder begyndt at kræve nationalisering. I blandt dem er SIDOR, et enormt stålværk, der beskæftiger tusinder af arbejdere. Således er diskussioner om, hvorvidt nationaliseringerne skal udvides, for alvor blevet sat på dagsordenen.

PSUV – nyt socialistparti, men med hvilket formål?

En anden vigtig udvikling de seneste par måneder, har været oprettelsen af PSUV (Venezuelas forenede socialistparti). PSUV er et nyt parti, som Chávez foreslog dannelsen af sidste efterår, og hvis formål er at samle de eksisterende partier og fungere som et redskab til at radikalisere revolutionen og virkeliggøre opbyggelsen af socialisme.

I løbet af kort tid har hele 4,5 millioner valgt at melde sig ind i partiet, (Venezuelas befolkningstal er på ca.

24 millioner), og der har været mange lokale og regionale forsamlinger, hvor PSUV’s rolle og formål er blevet diskuteret.

Også vigtige fagforeningsledere som f.eks. en stor del af UNT-C-CURA (bl.a. José Meléndez, Rubén Linares, Edgar Caldera) er gået med i PSUV, for at forsøge at påvirke partiet i en venstreorienteret retning. Ligeså er CMR (Corriente Marxista Revolucionaria, Socialistisk Standpunkts søsterorganisation).

Alt dette viser, at der er stor entusiasme og opbakning til revolutionen og især en vilje til at accelerere processen. Det sidste er afgørende; Der er mange af de menige aktivister i fagforeninger og bolivariske cirkler, der mener, at udviklingen går for langsomt. Især er de utilfredse med, at en lang række funktionærer, partipampere og embedsmænd er fulgt med over i PSUV, blot for at mele sin egen kage og agere leve-

Internationalt

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk og overklassekvartererne i Caracas. Om dagen organiserer de såkaldte ”fredelige demonstrationer” bestående hovedsageligt af studerende fra private universiteter og statsejede eliteuniversiteter.

Kontrarevolutionen kombinerer alle former for kamp (økonomisk sabotage, nationale og internationale mediekampagner, destabilisering), men med mobiliseringerne omkring RCTVsagen havde de besluttet sig for at gå et skridt videre, og ”teste vandene” for mobiliseringen i gaderne.

Internationale medier fortalte lystigt om demonstrationen med 10.000 mand imod opsigelsen af RCTV. Ingen fortalte om den 30.000 mand store demonstration for opsigelsen.

brødspolitikere. Der foregår således en række diskussioner inde i PSUV, om hvad partiets formål skal være – skal det tjene til at accelerere revolutionen, eller skal det bare være en valgkampsmaskine, en institution til at skaffe magt og penge til korrupte politikere?

Kontrarevolutionen puster stadig i nakken Denne diskussion bunder i, at mange folk frygter, at hvis ikke revolutionen tager afgørende skridt fremad, vil den blive ødelagt indefra af de kontra-revolutionære, som stadig konspirerer for at vælte regeringen og for at stoppe alle skridt hen imod socialisme.

Dette sås tydeligt, da de efter opsigelsen af RCTV’s licens den 28. maj lavede optøjer og sabotage i gaderne i Caracas. Deres fremgangsmåde var klar: opsættelse af brændende barrikader og organisering af optøjer om natten, hovedsageligt i mellem-

Det kom til gadekampe, og flere politibetjente blev sårede af oppositionsstøtters brostenskast.

Reform eller revolution?

I starten af juni dyssede disse gadeoptøjer dog ned, bl.a. fordi masserne svarede igen med en enorm demonstration til forsvar for revolutionen den 2. juni. Det er klart, at kontra-revolutionen har lidt (endnu) et midlertidigt nederlag. Men imperialisterne og det nationale borgerskab vil aldrig give op. De har besluttet et midlertidigt tilbagetog, men så snart chancen byder sig på ny, vil de forsøge at smadre revolutionen igen.

Der er nogle reformistiske sektorer, som tror, at man skal passe på ikke at ”gå for hurtigt frem”, eller ”provokere imperialismen med for radikale tiltag”. Disse folk, som findes overalt i den bolivariske bevægelse, i dele af regeringen og også i kommunistpartiet PCV, troede, at den bolivariske revolution blot var en borgerlig-de-

mokratisk revolution, og socialisme ikke kunne komme på tale før i en fjern og uvis fremtid.

Men begivenhederne har vist, at de tager grueligt fejl. Imperialisterne har ikke brug for at blive provokeret.

Selve eksistensen af en revolutionær proces, hvor millioner kræver sociale forandringer, er kilden til deres had imod Venezuela. De vil ikke stille sig tilfredse, før der er indført en ærkeborgerlig regering i Venezuela, som gennemfører IMF og Verdensbankens handelsaftaler og privatiseringsprogrammer. At bede imperialismen om at udvise venlighed overfor den venezuelanske revolution, svarer til at bede en menneskeædende tiger om at blive vegetar.

Revolutionen ved en korsvej Det afgørende nu er, at bevægelsen i Venezuela definerer, hvordan man kan undgå, at kontra-revolutionen får succes. Hvordan kan man udrydde truslen én gang for alle?

Marxister mener, at der er to afgørende problemer, som må løses, før den venezuelanske revolution kan gå imod socialisme. For det første må de multinationales og de nationale kapitalisters dominans over væsentlige dele af økonomien stoppes. Det betyder, at de største virksomheder, fødevareproduktionen og bankerne nationaliseres under arbejderkontrol.

På den måde kan vejen ligges for en socialistisk planøkonomi, hvor samfundets ressourcer planlægges efter menneskelige behov og ikke som nu efter kapitalisternes jagt på profitter.

Den anden opgave er at ødelægge den gamle borgerlige stat og erstatte den med en revolutionær arbejderstat. Alle funktionærer må være valgt af råd på fabrikker, skoler, universiteter, naboskabskvarterer, etc. og deres mandat må kunne kaldes tilbage, hvis ikke de følger flertallets beslutninger. Disse funktionærer bør modtage en arbejderløn. Således kan den venezuelanske revolution fuldføres.

www.marxist.dk • Jul/Aug 7. årgang nr. 37 • 15

Historie

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Fabrik under arbejderkontrol i Brasilien invaderet af forbundspoliti

Solidaritet med CIPLA SOLIDARITET

Af: Lars Toftegård Torsdag d. 31. maj 2007 blev arbejderne på den besatte fabrik CIPLA i Joinville, Brasilien overrasket, da de blev invaderet af 150 svært bevæbnede mænd fra forbundspolitiet, der kom for at arrestere medlemmerne af den arbejdervalgte fabrikskomite.

CIPLA er en fabrik, som har været besat og fungeret under arbejderkontrol siden november 2002, da spørgsmålet om, hvem der i virkeligheden havde magten på fabrikken blev rejst. På grund af mangel på investeringer, forsinket løn, gæld til staten, mens produktionen forsatte og ordre kom ind som altid, begyndte arbejderne at strejke. Kampen mobiliserede hele arbejderklassen i Joinville, som gik imod regeringens mangel på initiativ samt angrebene fra politiet og dommere.

Arbejderne besatte fabrikkerne og begyndte med en enorm selvtillid produktionen på egen hånd. Fagforeningernes holdning var i starten ikke til megen hjælp. Deres holdning var, at man skulle lukke fabrikkerne og åbne dem igen senere som kooperativer.

Men presset fra arbejderne fik fagforeningerne til sidst til at støtte dem i deres besættelse af

fabrikkerne.

Overtagelsen af fabrikken CIPLA blev udført af almenenlige arbejdere, som stadig arbejder der.

På CIPLA, men også alle de andre besatte fabrikker i nærheden, er der en følelse, der ikke kan forsvinde: arbejdere som er stolte af det de laver og idéen om, at kun igennem forenet kamp kan arbejderne opnå noget.

Efter besættelserne blev arbejdernes kreativitet sat i gang; de reparerede maskinerne, og hele dele af produktionen som havde været forladt i flere år. 16 tons affald blev flyttet fra stedet og tusinder af tønder, indeholdende kemikalieaffald blev fjernet, for at blive behandlet.

Arbejderne har også genindført automatik og forbedret en stor del af maskineriet og implementeret et energieffektivt program, som har skåret halvdelen af deres energiforbrug mellem december og april.

Et af de seneste men vigtigste tiltag på CIPLA er at reducere arbejdsugen

til 30 timer. Selvom at arbejdsugen er reduceret, er lønningerne blevet på samme niveau. Nu fungerer fabrikken på 4 skift af 6 timer hver fra mandag til fredag og yderligere 41 arbejdere er blevet hyret på samme vilkår.

Alt dette viser, at arbejderdemokrati sagtens kan fungere og produktiviteten blive optimeret uden, at arbejderne lider overlast.

Efter næsten 5 års kamp for at forsvare deres rettigheder, og for at forbundsregeringen skulle nationalisere fabrikken, trues arbejderne nu af forbundspolitiet, og er i fare for miste deres job. Det tilmed selvom nationaliseringen blev støttet af BNDES (Den nationale sociale og økonomiske udviklings bank).

I Europa er der blevet demonstreret uden for de brasilianske ambassader imod fjernelsen af arbejderkontrollen på fabrikkerne. Arbejdere overalt i verden må vise solidaritet med deres brasilianske brødre. De kæmper en benhård kamp, imod privatiseringen, og for deres ret til selv at kontrollere deres egen arbejdsplads og deres eget liv.

Læs mere om kampagnen på www.marxist. com og send protestbreve til de brasilianske myndigheder.

Protester i England

Protester i Danmark

Protester i Joinville

16 • www.marxist.dk • Jul/Aug 7. årgang nr. 37

Historie

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Interview med en aktivist

Porcelænsarbejder-strejken i 1976 STREJKER

Af Ashkan Elmi I 1976 nedlagde arbejderne fra den kongelige porcelænsfabrik arbejdet i en af de mest kendte arbejdskampe i Danmarks historie. Strejken udviklede sig til 13 ugers sej kamp imod cheferne, arbejdsgiverorganisationerne og endda selveste LO-toppen.

På trods af at det på det tidspunkt var den længste strejke i Danmarkshistorien, holdt arbejderne modet oppe. Ved at benytte arbejderklassens bedste traditioner lykkedes det arbejderne at få hele landet bag sig og vinde en sejr. Socialistisk Standpunkt har mødt et af medlemmerne af den daværende strejkekomite, Sonja Hansen. Her fortæller hun om kampen.

ser osv. Og der kom meget hurtigt solidaritet. Der kom meget hurtigt penge ind. Det var ikke kun os, der var udadvendte, der var også mange arbejdspladser og grupper, der ringede til os og spurgte om de ikke skulle lave en støttekomite.

Der var folk fra Esbjerg, Ålborg, alle steder fra, og der blev lavet store demonstrationer, hver gang vi skulle i arbejdsretten.

Vi kom rundt omkring i landet og talte vores sag, samlede penge ind, også på arbejdspladser. Der var én, der samlede penge ind til os, selvom de ansatte dér havde en lavere løn end os. For hvis det kunne lykkes os at få mere i løn, så kunne de andre måske også få det.

Vil du starte med at fortælle lidt om din egen og strejkens baggrund?

Hvis ikke det var solidaritet, så ved jeg ikke, hvad solidaritet er.

Jeg hedder Sonja Hansen og strejken fandt som sagt sted i 1976. På det tidspunkt havde jeg arbejdet derinde i 16 år. Strejken startede fordi blåmalerområdet og blåblomst, var de lavestlønnede på hele fabrikken.

Jeg tror, gennemsnittet lå på omkring 25-26 kroner i timen på det tidspunkt, hvilket var betydeligt mindre end de andre afdelinger på fabrikken. Vi ville have lønnen skruet op til samme niveau som de andre malere derinde.

Hvordan var det politiske klima i Danmark?

Arbejdsgiverne sagde i midlertidig, at det kunne der ikke være tale om.

Vi insisterede på lønfremgang. Hele virksomheden gik i sympatistrejke.

Strejken varede i tre måneder og der blev lavet nogle forhandlinger undervejs, hvor vi så nåede frem til 30,50 kr. Da vi havde fået det, stemte vi om at gå i arbejde.

Hvordan var strejken organiseret?

Var der solidaritet fra fagforeninger og andre?

Til at starte med lavede vi nogle forskellige kontakter rundt omkring i firmaet. Vi lavede en strejkekomite og begyndte at lægge følere ud til forskellige fagforeninger, arbejdsplad-

Jamen på det tidspunkt, begyndte vi at se på politik på en anden måde.

Det var ikke kun et spørgsmål om at få pengene ind. Vi lærte virkelig af den konflikt. Der var gang i den, det må man sige. Blandt andet i os piger, vi sagde ikke så meget, vi malede og lod mændene tale. Det var der mange, der fik lavet om på. Det her var i 70’erne, hvor der virkelig var gang i den, og kvinderne begyndte jo også at røre på sig. Vi ville ikke finde os i så meget mere.

Hvordan var forholdet til LO? Var der brydninger eller var der meget samarbejde?

Der var ikke samarbejde - der var brydninger. I starten da lod man os jo være, men efterhånden begyndte man fra arbejdsgiversiden at blive lidt bange. Vi havde alt for stor støtte rundt omkring fra. Jeg ved ikke noget helt konkret, men der blev lavet nogle møder med LO og arbejdsgiverforeningen, som strejkekomiteen ikke blev involveret i. Nogle tillidsfolk var med, det er der ikke nogen tvivl

Støtteplatte.

om. Hen mod slutningen, lige før vi gik på arbejde, begyndte arbejdsgiverne at rasle med at lockoute alle de største virksomheder i Danmark.

Jeg stemte for at fortsætte strejken, for jeg ville gerne have set, hvad der ville være sket. Om arbejderne lige pludselig havde fået en større magt.

Men det skete jo ikke, og det kan jeg godt forstå, for de her mennesker havde jo mistet mange penge under konflikten.

De skulle altså betale bod?

Vi betalte lidt tilbage, men det var ikke ret meget. For så kan man jo gøre det at sige: ”Nu er vi enige om at gå på arbejde, men vi vil ikke betale noget bod”. Vi var jo også så heldige, at vi var en arbejdsplads, hvor de gang på gang under konflikten satte vores arbejde fri, men der var jo ikke nogen, der kunne lave det. Der kunne ikke være så meget skruebrækkeri.

Det der var imponerende ved den strejke var, at det var arbejdere, HK’ere og håndværkere der strejkede sammen, det var aldrig set hverken før eller siden. Det var helt fantastisk.

Det var så stort, at jeg er lykkelig over at have været med til det. Vi gjorde noget, både for arbejdspladsen, men mest for os selv.

www.marxist.dk • Jul/Aug 7. årgang nr. 37 • 17

Historie

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Bankrøverier som politisk metode:

Blekingegadebanden på bog HISTORIE

Af Andreas Bülow Der var meget furore, da det i april 1989 blev afsløret, at gerningsmændene bag et røveri imod et postkontor i Købmagergade i indre København et halvt år forinden, i virkeligheden var en gruppe maoistisk-inspirerede venstreorienterede, som i over ti år havde begået kriminalitet for at fremskaffe penge til PFLP, den palæstinensiske befrielsesfront.

Denne gruppe, som i mediernes søgelys blev opkaldt ”Blekingegadebanden” efter gadenavnet på deres dæklejlighed på Amager, er emnet for Peter Øvig Knudsens bog, som udkom i marts måned. Man kunne tro, at det var endnu et af de sædvanlige værker, som forsøger at skære venstrefløjen over én kam. Men heldigvis er dette ikke tilfældet. Undertegnede må sige, at han er positivt overrasket. Bogen er ikke blot velskrevet og spændende, men indeholder også mange relevante informationer, om generelle politiske udviklinger i Danmark i 60’erne og 70’erne.

Forfatteren forsøger nemlig at forklare gruppens udvikling og politiske analyser, fra en lille samling maoister i 60’erne, til deres møde med

en gruppe unge, som bliver venstreorienterede, som et resultat af protestbevægelser imod oberst-kuppet i Grækenland, USA’s krig i Vietnam og undertrykkelsen af det palæstinensiske folk. På den måde er bogen ikke fordømmende, men forsøger at forklare Blekingegadebande-medlemmernes motiver for at handle, som de gjorde.

Gruppen, som på den tid hed KAK (Kommunistisk Arbejdskreds), udvikler en speciel teori, at om den danske arbejderklasse er bestukket og passiv, og derfor ikke kan forandre samfundet hen imod socialisme. Derfor hengiver de sig til kriminelle aktiviteter, især røverier, for at forsyne befrielsesbevægelser i den tredje verden med penge.

sesværdig. Først og fremmest stiller den gode spørgsmål; hvordan kan og skal man handle i kampen for at ændre samfundet?

Blekingegadebandens aktiviteter var fuldstændigt ubruelige til at opnå den socialistiske revolution, som de ønskede. Deres mest afgørende fejl var, at de erstattede den marxistiske forståelse af arbejderklassen som den afgørende kraft for samfundsforandring, med troen på at en lille gruppe heltemodige aktivister kan klare ærterne. Det er en af de problematikker, som Øvigs bog åbner op for en diskussion af. ”Blekingegadebanden, Den danske celle”, (1. bind), Peter Øvig Knudsen, Gyldendal, illustreret, 435 sider, 299 kroner.

På trods af enkelte afsnit hvor sensationslysten kammer en smule over, her tænker jeg især på kapitlerne om det internationale terroristnetværk, så er bogen så absolut anbefalel-

Bind to, som vil omhandle perioden 1980-89 er planlagt til udgivelse i efteråret 2007.

Boganmeldelse:

De dyrekøbte erfaringer fra Tyskland HISTORIE

Af Jonas Foldager Den russiske revolution var og er en uundværlig kilde til vitale erfaringer for enhver marxist. Og netop den russiske revolution kaster, i kraft af sin enorme historiske betydning, lange skygger, som den tyske revolution, let kan blive glemt i. Desværre.

For der ligger helt enorme erfaringer og venter på siderne i bogen ”The German Revolution”, som er tæt på at være uundværlige for enhver revolutionær.

Åbn bogen og kast dig ind i beretningen og du bliver opslugt af den utroligt detaljerede redegørelse for den kommunistiske bevægelses fødsel i Tyskland, og dens udvikling fra den internationalistiske venstrefløj i det tyske socialdemokrati under første verdenskrig, over masseparti til det endelige nederlag i 1923.

Pierre Broué beskriver med en utrolig detaljerigdom, der på intet tidspunkt i bogen virker tung, men underbygger ethvert af hans argumenter, de tyske socialdemokratiske lederes forræderi mod arbejderklassen, om deres

18 • www.marxist.dk • Jul/Aug 7. årgang nr. 37

opbakning til deres ”eget” borgerskab i den første verdenskrig. Han viser på videnskabelig vis, hvordan det unge kommunistparti, Spartacusforbundet, med Luxemburg og Liebknecht i spidsen, manglede forståelse for nødvendigheden af organisation, hvilket på trods af deres heltemod overlod arbejderklassen til de mere eller mindre direkte kontrarevolutionære ledere af det store tyske socialdemokrati (SPD). På trods af dette gav den enorme bevægelse i arbejderklassen kommunisterne utallige chancer. Bl.a. tilsluttede USPD (en masseudsplitning på 800.000 med-

Historie

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk lemmer fra SPD) sig 3. Internationale og fusionerede med KPD, efter borgerskabets mislykkedes Kapp-kup.

Men Broué giver også en klar skildring af hvordan ultra-venstre tendenserne, der havde stor indflydelse i KPD, får katastrofale følger, gennem den fuldstændigt mislykkedes ”marts aktion”, hvor ultra-venstre kommunisterne af bar utålmodighed kommer til konklusionen at det revolutionære parti, udelukkende i kraft af sin egen størrelse, mere eller mindre kan gennemføre revolutionen på egen hånd, uden at tage i betragtning om arbejderklassens som helhed er i fremmarch eller på tilbagetog. Resultatet er isolation, og at KPD mister 200.000 medlemmer på få måneder.

Aldrig tidligere havde man set en arbejderklasse i et så veludviklet og enormt, kapitalistisk land stå overfor så enorme muligheder som det tyske proletariat og dets fortrop i kommunistpartiet (KPD) gjorde i perioden 1917-1923. Aldrig før er ikke bare så store muligheder forsvundet mellem arbejderklassens fingre, men resulteret i så store unødvendige omkostninger for hele menneskeheden – nazismen og anden verdenskrig.

Bogen følger i særlig detaljeret grad diskussionerne i KPD’s ledelse og diskussionerne i tredje internatio-

nale og særligt mellem den tyske ledelse og Zinovievs fløj i Kominterns internationale eksekutivkomite. Allerede her, gennem Zinovievs manøvre, ser vi de metoder på fosterstadiet, der skulle blive så kendetegnende for de stalinistiske partier, og så ødelæggende for kampen for den socialistiske revolution gennem det tyvende århundrede. ”The German Revolution” viser også, at hverken Lenin, Trotskij eller 3. Internationale på nogen måde var alvidende, men dele af en levende bevægelse i konstant forandring. Men samtidig er det i løbet af bogen tydeligt, at de eneste der var i stand til i dybden at forstå den revolutionære epoke og indrette taktikken efter begivenhedernes gang, for at hele tiden at forbinde de revolutionære marxistiske ideer til masserne, var lige netop de to herrer: Lenin og Trotskij.

Frem for alt, fra man har vendt de første sider, står det lysende klart i læserens hoved, hvor altafgørende det er at organisere de revolutionære, og opbygge en klart politisk defineret tendens i arbejderklassens masseorganisationer.

Vi er så heldige at have den tid, som de tyske kommunister manglede. Vi må

lære af fortidens fejl og bruge den til at opbygge den marxistiske tendens i arbejderbevægelsen. Til det formål er Pierre Broués bog et mesterværk. ”The German Revolution 1917-1923” original: “La Révolution en Allemagne, 1917-1023”. Forfatter: Pierre Broué. Første udgivelsesår 1975.

Genoptryk af Haymarket Books 2005, 991 sider Pris omkring 300-400 kr (kan bestilles på www.marxist.dk).

DEM I toppen af samfundet løser man sine problemer på anden vis end så mange andre steder. Er man utilfreds med, at arbejderne i ens virksomhed strejker, kræver man, at regeringen griber ind og ophøjer ens overenskomstforslag til lov. Er man utilfreds med, at almindeligt arbejdende mennesker afviser den Forfatning, der ellers skulle fratage lige præcis disse mennesker indflydelse, så indkalder man bare til et ”EU-Topmøde”, ændrer et par kommaer, og slår så ellers fast, at der absolut ikke er brug for nogen folkeafstemning denne gang. For dem kommer magt og indflydelse af sig selv, ellers bliver de som børn, der ikke må få slik og skriger og hyler, indtil de får deres vilje.

OS

&

Når vi bliver behandlet dårligt. Når vi får dårlig løn og stresser rundt, så har vi kun ét våben, og det er demonstrations- og strejkevåbnet. Det var det våben Falck-redderne tyede til, da de var trætte af at arbejde op til 75 timer om året uden kompensation, og oveni hatten skulle undvære lønstigninger, fordi Falck skulle uddanne sit personale. Konklusionen hos social- og sundhedsassistenter var den samme over hele landet. Vores erhverv er vigtigt for samfundet. Vi finder os ikke i dårlig løn og endnu værre arbejdsvilkår. Vi strejker. For os er det ikke let at få noget igennem, vi må kæmpe for det – vi må demonstrere, vi må strejke.

www.marxist.dk • Jul/Aug 7. årgang nr. 37 • 19

Historie

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

- Den russiske revolution - del 1 af 2 -

Februarrevolutionen og aprilteserne HISTORIE

ville støtte krigen, men derimod stå fast på et klassestandpunkt, som lå i direkte forlængelse af Marx og Engels ideer. Det blev besluttet at stå fast på, at arbejderne ikke skulle i krig for at forsvare en kapitalistisk stat, men derimod rette sit skyts mod kapitalismen på tværs af landegrænser.

derne og bønderne. For slet ikke at tale om soldaterne. Det, at man havde sendt de mest politisk bevidste arbejdere til fronten, begyndte at give bagslag. Langs fronterne fik parolerne om fred, brød og jord større og større sympati.

Der er perioder i verdenshistorien, Da første verdenskrig brød ud i 1914, der repræsenterer afgørende ven- havde de socialdemokratiske ledere depunkter. Vi lever selv i en sådan åbenbart glemt alt om deres løfter periode. Ligegyldigt om man er til- fra to år tidligere. I hvert fald støttede hænger eller modstander af den rus- næsten hvert eneste socialdemokrasiske oktoberrevolution, så kan der tiske parti krigsbevillinger og udsenikke herske tvivl om, at denne begi- delsen af arbejdere i krig mod andre venhed ændrede verdenshistoriens arbejdere. Kun i to lande var dette kurs på en hidtil uset måde. Okto- ikke tilfældet. I Serbien og i Rusland. berrevolutionen har lige siden 1917 Netop i Rusland var Socialdemokraværet hadet af de borgerlige og af re- tiet splittet mellem de revolutionære, bolsjevikkerne (som formisterne i arbejbetyder flertalsfolkene) derbevægelsen. ”Der er perioder i og de reformistiske Hvorfor? Fordi okverdenshistorien, der mensjevikker (mindretoberrevolutionen repræsenterer afgørende talsfolkene). Bolsjevik1917 var verdens vendepunkter. Vi lever kerne gik imod krigen. første succesfulde selv i en sådan periode.” Lenin, der stod i spidsocialistiske resen for bolsjevikkerne, volution, hvor milfastholdt, at arbejderne lioner af arbejdere og undertrykte forsøgte at tage deres egen skæbne skulle vende våbnene mod kapitalii deres egne hænder og ændre sam- sternes generaler i stedet for mod fundet i retning af socialisme. Det er hinanden. denne enorme bevægelse fra neden, som inspirerede millioner af arbej- I krigens første tid var det ikke podere verden over og som stadig er et pulært i Rusland (eller nogen andre vigtigt eksempel, der viser, at det er steder) at tale imod krigen. Bolsjevikfuldt ud muligt for arbejderne at drive kerne fik korporligt tæv flere gange, samfundet uden kapitalister, speku- når de fremførte deres paroler. Men som tiden gik, og tabstallene, arlanter og bureaukrater. bejdsløsheden og inflationen voksede, da voksede også tilslutningen til Baggrunden for revolutionen bolsjevikkerne. Arbejderne begyndte Anden Internationale (en sammen- at strejke for bedre forhold, hvilket slutning af verdens socialdemokra- tsaren svarede på ved at sende de tier), blev stiftet for at varetage tradi- strejkende til fronten. I stedet hentionerne fra Marx og Engels. I 1912 tede man bønder fra landet ind som samledes lederne fra de socialistiske arbejdskraft på fabrikkerne. Disse og socialdemokratiske partier ver- bønder lå traditionelt under for kirden over til Anden Internationales kens overtro og var, til at starte med, kongres. Dette var i en periode med ikke venligt stemt over for bolsjevikmassiv oprustning og forberedelse til kerne og de socialistiske idéer. det, der skulle blive første verdensMen som krigen skred frem, måtte krig. flere og flere sande, at tsaren var På kongressen blev det vedtaget, at komplet ude af stand til at løse selv man under ingen omstændigheder de mest basale problemer for arbej-

På kvindernes internationale kampdag, 8. marts (23. februar efter gammel russisk tidsregning), var der demonstration i Petrograd, arrangeret af de socialistiske partier. Ingen partier, heller ikke bolsjevikkerne havde planlagt strejker. Men de kvindelige tekstilarbejdere fra Vyborg-distriktet tog selv affære og startede en strejke. På andre fabrikker nedlagde arbejderne også arbejdet på opfordring fra tekstilarbejderne. 90.000 strejkede mere eller mindre spontant.

Dagen efter gik over to hundrede tusinde i strejke i Petrograd. Deres paroler krævede brød, fred og tsarens afgang.

Af: Januas Buch Nu nærmer vi os 90-årsdagen for den russiske oktoberrevolution, og i den anledning bringer vi her første del af en artikel om revolutionens historie, dens konsekvenser og læren af den.

20 • www.marxist.dk • Jul/Aug 7. årgang nr. 37

Revolutionen i februar

Uroen bredte sig i hele Rusland, og tsaren opløste parlamentet, som havde eksisteret som en slags ”demokratisk” skalkeskjul for hans styre. Men da var slaget allerede tabt.

Overalt var der demonstrationer og arbejdernes deltagelse var massiv.

Tsaren blev tvunget af tronen, og hans ministre blev arresteret af arbejdere og soldater.

Efter tsarens afgang lå magten reelt i hænderne på arbejderne og soldaterne. Af 1905 revolutionen havde arbejderne, bønnerne og soldaterne lært, at det var nødvendigt at organisere sig i sovjetter (”råd”), der således direkte repræsenterede deres interesser. Disse skulle senere blive det demokratiske fundament for den arbejderstat, der blev dannet under oktoberrevolutionen.

Men samtidig blev der lavet en (foreløbig) provisorisk regering, der havde til opgave at formulere et grundlag for et borgerligt demokrati, (som vi kender det i Danmark), der repræsenterer den herskende klasse interesser.

Historie

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk Dette betød at der i samfundet fandtes en dobbeltmagt. Den herskende klasses interesser der stod, (og stadig står) i direkte modstrid med den undertrykte klasses, kom til udtryk igennem deres organisationer. Når begge gør krav på magten, har man en uholdbar situation, der må finde sit udtryk og afgøres til enten den ene eller den anden klasses fordel.

forvirring om, hvad man nu skulle gøre. Under februarrevolutionen havde partiets kadrer på fabrikker og i industri deltaget og været med til at styrte Zaren, men havde ikke haft et selvstændigt revolutionært program for hvad der skulle gøres. Flere af partiets ledere, inklusiv Stalin og Kamenev, havde endda en vis tillid til den provisoriske regering.

Desværre var den revolutionære fløj inden for det russiske socialdemokrati (bolsjevikkerne, under ledelse af Lenin), ikke stærk nok til at tage magten på dette givne tidspunkt.

Begivenhederne havde endnu ikke tvunget masserne til at drage den konklusion, at de selv måtte tage magten. I stedet overlod de magten til de reformistiske ledere (de socialrevolutionære og mensjevikkerne), som gav den videre til borgerskabet og de liberale i den provisoriske regering.

Lenin havde fulgt begivenhederne spændt fra sit eksil i Schweiz. I sine berømte Breve fra det fjerne, som blev udgivet i Pravda, forklarede han, at den russiske revolutions første fase var forbi, og at den nye fase måtte betyde mistillid til den provisoriske regering og at sovjetterne repræsenterede kimen til en ny magt. Denne idé om, at der var brug for en ny fase i den russiske revolution, videreudviklede han i de berømte aprilteser, hvor han talte for sovjetternes magtovertagelse, nationalisering af jorden og en jordreform til fordel for de fattige bønder, statskontrol med bankvæsnet, afskaffelse af politi, hær og bureaukratiet og be-

Aprilteserne og Lenins kamp i bolsjevikpartiet Selv iblandt bolsjevikkerne var der

væbning af befolkningen, afskaffelse af alle privilegier og høje lønninger for funktionærer, valg af alle funktionærer, etc. Altså agiterede Lenin for en ny revolution, som indførte en arbejderrepublik i Rusland, i den gamle pariserkommunes billede.

Denne linje mødte hård modstand, ikke bare fra mensjevikkerne og de socialrevolutionære, men også fra andre bolsjevikker, som ikke var enige i Lenins revolutionære politik. Ikke desto mindre lykkedes det Lenin at vinde flertal i partiet. Han omstillede nu partiet, på at det skulle arbejde tålmodigt og forklare denne linje til arbejderne i sovjetterne og på fabrikkerne. Gennem de næste par måneder måtte arbejderne sande, at den provisoriske regering hverken kunne frembringe bedre forhold eller en afslutning på krigen. Arbejderne havde med andre ord ikke fået valuta for pengene. Der var lagt op til nye opgør. Det ser vi på i del 2, som bringes i næste nummer af denne avis.

Efter revolutionen i februar var der konstant protester og demonstrationer (se billede) overalt i Rusland. Ingen var sikre på, i hvilken retning det hele skulle gå. Lenin agiterede for ny revolution, en socialistsik arbejderrevolution.

www.marxist.dk • Jul/Aug 7. årgang nr. 37 • 21

Teori

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk

Overgangsprogrammet i dag OVERGANGSPROGRAMMET

Af Marie Frederiksen Overgangsprogrammet ”er sin vægt værd i guld, og er ekstremt let skrevet”, Hugo Chavez, præsident Venezuela (maj 2007).

Chavez har forstået, at selv om overgangsprogrammet blev skrevet i 1938, er det stadig en af de vigtigste tekster for revolutionære socialister.

Overgangsprogrammet er mindst lige så aktuelt i dag, som da det blev skrevet, i Venezuela, i Danmark og hele verden.

Fjerde Internationale Overgangsprogrammet blev vedtaget på Fjerde Internationales (FI) stiftende møde i 1938. Trotskij stod sammen med Lenin i spidsen for den russiske revolution i 1917, men da revolutionen degenererede, og Stalin og hans bureaukratiske klike kom til magten, startede også en forfølgelse af ”trotskisterne”. Den russiske revolution degenererede, fordi revolutionen ikke spredte sig internationalt, og Rusland i forvejen var et så tilbagestående land. Dette påpegede Trotskij, og han fremførte konsekvent et revolutionært internationalistisk perspektiv, med teorien om den permanente revolution. For dette blev Trotskij og hans støtter smidt ud af kommunistpartierne verden over, forfulgt og myrdet, og de

dannede derfor Venstreoppositionen, der anså sig som den revolutionære fløj i kommunistpartierne, også selv om de var ekskluderede. Men da 3.

Internationale lod Hitler komme til magten uden at løsne et skud, mente Trotskij, at denne havde udspillet sin rolle som en revolutionær kræft, og Fjerde Internationale blev dannet.

Hvad er overgangsprogrammet Overgangsprogrammet er først og fremmest en metode, som gør op med de reformistiske partiers skelnen mellem minimums- og maksimumsprogram. ”Det klassiske socialdemokrati, som virkede i en epoke med progressiv kapitalisme inddelte sit program i to dele, der var uafhængige af hinanden: minimumsprogrammet, som begrænsede sig til reformer indenfor det borgerlige samfunds rammer, og maksimumsprogrammet, som lovede, at erstatte kapitalismen med socialisme i en ubestemt fremtid.

Mellem minimums- og maksimumsprogrammet fandtes der ikke nogen bro, eftersom ordet socialisme kun bruges i højtidelige festtaler.” (Overgangsprogrammet) I overgangsprogrammet forklares det, hvordan lederne af arbejderpartierne er den største bremse i arbejderklassens kamp for bedre forhold,

Baggrunden for den spanske revolutions nederlag var en vigtig erfaring i Overgangsprogrammet. Det viste nødvendigheden af en revolutionær marxistisk ledelse.

22 • www.marxist.dk • Jul/Aug 7. årgang nr. 37

fordi de holder fast i det kapitalistiske samfund. Men i kapitalismens forfaldsperiode kan sociale reformer ikke gennemføres systematisk, hvad arbejderne tilkæmper sig af fremskridt, fjernes igen gennem andre midler.

Derfor er der brug for et overgangsprogram. Revolutionære kæmper for den mindste forbedring af sociale forhold og demokratiske rettigheder, men vi forklarer samtidig, at disse krav kun kan gennemføres og fastholdes under et socialistisk samfund.

Overgangsprogrammet er således midlet til at skabe en bro mellem ”de øjeblikkelige krav og revolutionens socialistiske program. Denne bro bør omfatte et system af overgangskrav, der udgår fra dagens betingelser og fra dagens bevidsthed hos brede lag af arbejderklassen, og som uafvendeligt fører til én endelig slutning; proletariatets erobring af magten.”

(Overgangsprogrammet).

Verdenskapitalismens forfald I overgangsprogrammet oplistes en lang række krav, der udspringer af den konkrete situation i 1938.

Det er klart, at alle disse ikke bare kan overføres direkte på i dag og på alle situationer. Det er de revolutionæres opgave at undersøge de konkrete forhold i deres eget land og i verden, og dermed opstille de daglige krav, og forbinde disse med kampen for socialisme. Situationen er forskellig fra land til land, men det er vigtigt at forstå, at selvom situationen er forskellig i f.eks. Venezuela og Danmark, så udspringer de af den samme situation på verdensplan, nemlig at kapitalismen har udspillet sin rolle som en progressiv kraft. Anden Verdenskrigen skabte grundlaget for et historisk langt økonomisk opsving i perioden derefter. Det var en klassisk periode for reformismen, der i lande som Danmark opbyggede velfærdsstaten. Men i starten af 1970’erne var det slut med opsvinget, og siden har vi på verdensplan set uhørt høje arbejdsløshedstal, og nedskæring på nedskæring i velfærden. Kapitalis-

Teori

Socialistisk Standpunkt - www.marxist.dk men har ikke siden starten af 70’erne været i stand til at skabe bedre forhold for det store flertal af jordens befolkning – tværtimod. Det betød at reformismen blev til kontrareformisme, dvs. reformisme uden reformer, men med nedskæringer.

Den udvikling vi ser i Venezuela i dag er bare et tegn på hvad der vil komme, i resten af verden, og som vi allerede ser tegnene på i resten af Latinamerika.

Så selvom overgangsprogrammet er skrevet for mere end 60 år siden, er dets krav stadig yderst aktuelle.

Overgangsprogrammet og Venezuela Som sagt i indledningen, henviste Chavez i et tv-program til Overgangsprogrammet, og forklarede hvordan det er en guldgrube til at radikalisere revolutionen i Venezuela.

Chavez henviste til Trotskij om, at de objektive forudsætninger for den proletariske revolution ikke bare er ”modne”, men er ved at rådne, både i de udviklede lande og i lande som Venezuela. Dette er et svar til alle reformisterne, både i den bolivariske bevægelse og på venstrefløjen verden over, der siger, at revolutionen er kommet langt nok, at masserne ikke er parate og at man ikke må tirre imperialisterne ved at gå for langt.

De venezuelanske masser har gang på gang vist, at de er parate til at tage magten, og at forholdene er modne.

Overgangsprogrammet viser hvilke skridt der er nødvendige, og at der ikke findes nogen reformistisk mellemvej mellem kapitalisme og socialisme, der er kun en vej frem for arbejderklassen og de fattige bønder, og det er at fuldføre revolutionen, gennem nationaliseringer af de største virksomheder, finanssektoren og uddeling af jord til bønderne, for at ligge grunden for en demokratisk planøkonomi.

Overgangskrav i dagens Danmark Udviklingen er ikke lige så fremskreden i Danmark, som i Venezuela, og de umiddelbare krav er derfor nogle

Leon Trotskij var en af lederne af den russiske revolution. Efter Stalins magtovertagelse blev han tvunget i eksil, hvor han dannede Fjerde International og skrev Overgangsprogrammet.

andre. Men metoden (og en lang række af de konkrete krav) er stadig lige vigtig i begge lande.

tier i Danmark, dvs. Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten står der, at målet er et socialistisk samfund.

Når kapitalisterne truer arbejderne med at flytte produktionen til udlandet, som de f.eks. har gjort det med slagterierne, må vores krav være, at så må fabrikken nationaliseres.

Men lederne af LO indgik i foråret en elendig overenskomst, Socialdemokratiet gik med på regeringens såkaldte velfærdsreform, SF vil i regering og er derfor parate til at slække på de fleste krav, og Enhedslisten går fra enkeltsag til enkeltsag uden at forbinde kampene. Hvornår har nogen sidst hørt nogen af arbejderbevægelsens ledere kæde de daglige krav sammen med kampen for et andet samfund, endsige overhovedet nævne socialisme? Det er brug for et program, der tager fat i hverdagens problemer og kæder disse sammen med kampen for socialisme. Nogen af kravene kan muligvis komme igennem, hvis der kæmpes hårdt for dem, men det er en evig kamp op ad bakke. Den eneste vej til at sikre disse krav er gennem et socialistisk samfund.

Når kapitalisterne ikke kan skaffe arbejde til alle, må vores svar være en arbejdsuge på 30 timer med fuld lønkompensation. Når regeringen gang på gang skærer ned i velfærden er vores svar; vælt regeringen, for en arbejderregering på et socialistisk program, dvs. en demokratisk planlagt økonomi. Når fagforeningslederne gang på gang stopper arbejdernes kampe for bedre forhold med henvisning til fredspligten, siger vi; afvis kompromiser med kapitalisterne, vil vores ledere ikke kæmpe, så må der vælges nogle andre.

Hvad vi har set i Danmark de sidste mange år, er lige præcis hvad overgangsprogrammet gør op med; at ledelsen af arbejderbevægelsen har ladet maksimumsprogrammet samle støv i skufferne, mens de kun fremfører et absolut minimumsprogram. I programmerne hos alle arbejderpar-

Men det er klar at dette ikke kommer af sig selv. Til at fremføre overgangskravene i de brede arbejdermasser er der brug for en revolutionær tendens i arbejderbevægelsen, med rødder tilbage til Fjerde Internationale og overgangsprogrammets ideer.

www.marxist.dk • Jul/Aug 7. årgang nr. 37 • 23

SOCIALISTISK STANDPUNKT HVEM VI ER

HVAD VI STÅR FOR

SOCIALISTISK STANDPUNKT udgives af en gruppe marxistiske arbejdere og unge, der er aktive i arbejderbevægelsen. Vi mener, at kapitalismen ikke længere kan tilbyde andet end nedskæringer, øget arbejdspres, massearbejdsløshed og fattigdom.

Derfor må det kapitalistiske system fjernes og erstattes af en

• En national minimumsløn på 130 kr., gældende for alle inklusiv lærlinge, arbejdsløse og studerende.

socialistisk planlægning af produktionen, hvilket vil sige, at arbejderklassen overtager de største virksomheder, bankerne, forsikringsselskaberne osv. og kontrollerer og styrer det hele demokratisk efter behov og ikke som nu efter kapitalisternes jagt på profit. Vi støtter og deltager i den danske arbejderklasses kamp som en del af den internationale arbejderklasses kamp. Vi mener at det er vigtigt at være internationalt organiseret - for det er kapitalisterne. Vi har søsterorganisationer i bl.a. Venezuela, Nigeria, Pakistan, England, USA, Rusland, Spanien, Sverige, Italien osv.

• Genindførelse af dyrtidsreguleringen samt fuld dagpengeregulering, så inflationen ikke udhuler lønnen.

SOCIALISTISK STANDPUNKT deltager i den daglige kamp og støtter de krav, der stilles på arbejdspladserne og uddannelsessteder (se “HVAD VI STÅR FOR”).

• Lige løn for lige arbejde – ingen diskriminering pga. køn, race osv.

Hvis arbejderbevægelsen satte alle sine kræfter ind og kæmpede for disse krav, ville det være muligt at kæmpe dem igennem. Men ledelsen af fagbevægelsen undskylder den manglende kamp med, at kapitalisterne aldrig vil gå med til at opfylde kravene.

• Strejke- og aktionsret til lærlinge, funktionærer og alle andre arbejdere.

Til det er marxisternes svar klart: Har kapitalisterne ikke vilje til at sikre en ordentlig tilværelse for arbejderne og ungdommen, så har arbejderklassen ikke brug for kapitalismen! Det økonomiske opsving har ikke bragt forbedringer for arbejderklassen, og nu er kapitalismen igen ved at gå ind i en krise. Den eneste vej frem er derfor at fjerne det kapitalistiske system ved, at arbejderklassen overtager produktionsmidlerne og sætter dem under deres ledelse og kontrol. Dette er løsningen på arbejderklassens og ungdommens problemer, og det er hvad arbejderpartierne og fagbevægelsen burde kæmpe for.

Vi opfordrer derfor alle arbejdere og unge til at gå med i SOCIALISTISK STANDPUNKT’s kamp for at vinde arbejderbevægelsen tilbage på et socialistisk program.

• Nationalisering af alle udflytningstruede arbejdspladser under de ansattes ledelse og kontrol

• Stop for alle afgifter og skatter, der udhuler arbejdernes lønninger. For et ordentligt, solidarisk skattesystem, der tilgodeser arbejderklassen og beskatter kapitalisterne.

• 30 timers arbejdsuge med fuld løn- og personalekompensation, det er den eneste vej væk fra arbejdsløsheden.

• Afskaffelse af bodssystemet – ingen indgreb i strejke- og aktionsretten.

• Ægte demokrati i arbejderbevægelsen. Ingen privilegier til vores ledere – arbejderledere på arbejderløn.

• Fjernelse af alle nedskæringer på velfærden.

• Kamp imod alle forsøg på yderligere afmontering af velfærdssamfundet.

• Nej til nedskæringer og privatiseringer i den offentlige sektor: Udbyg den offentlige sektor med flere midler og mere personale, under de ansatte og brugernes egen demokratiske ledelse og kontrol.

• Ordentlige boliger der kan betales til alle.

• Fri adgang til ordentlig uddannelse for alle og de økonomiske muligheder for det.

Kig ind på WWW.MARXIST.DK Kontakt: marxist@marxist.dk, tlf.: 61 65 10 88

Jeg vil gerne høre mere om SOCIALISTISK STANDPUNKT og inviteres til et møde.

Jeg vil abonnere på SOCIALISTISK STANDPUNKT (6 nr. for kr. 120,- / Solidaritetspris kr. 150,-).

Navn: Post nr.:

Adresse:

By:

Telefon nr.:

Sendes til: SOCIALISTISK STANDPUNKT, Degnestaven 10, st. tv., 2400 København NV.