nr5

SOCIALISTISK STANDPUNKT

STØ

TTE KR. PRIS 20,-

DEN MARXISTISKE AVIS FOR ARBEJDERBEVÆGELSEN

PRIS KR. 10,-

NR. 5 H 2. ÅRG. H JANUAR 2002

FORSVAR VELFÆRDEN - STOP DE BORGERLIGES NEDSKÆRINGER!

14. januar samledes over 1.000 unge fra forskellige uddannelser på Københavns Rådhusplads for at protestere mod den borgerlige regerings spareplaner på uddannelsesområdet.

Besøg SOCIALISTISK STANDPUNKT på For en arbejderbevægelse på et socialistisk program!

WWW.MARXIST.DK

INDHOLD: Leder

2

Støtteappel

3

Arbejdspladsen har ordet

4

DSB 5 På spidsen 5

Den nye regering

6

Soc.Dem. efter valget 8 Soc.Dem. og den „ansvarlige“ politik 9 Afghanistan

10

Arbejderbevægelsens historie del 4 11 Indien-Pakistan 13 Argentina 15

SOCIALISTISK STANDPUNKT udgives af avisforeningen SOCIALISTISK STANDPUNKT, Poste Restante Nørrebrogade 10 2220 Kbh. N. Tlf.: 21 82 48 14, marxist@marxist.dk Ansv. red.: M. Frederiksen.

2

Velkommen til Socialistisk Standpunkt! År 2001 sluttede, og år 2002 starter, med en revolutionær situation under udvikling i Argentina. Samtidig skær-pes spændingerne mellem de to atom-magter Indien og Pakistan, mens USAs krig i Afghanistan stadig fort-sætter, og flammerne i Mellemøsten langtfra er slukket. Samtidig er verden på vej ud i dyb økonomisk krise.

Kapitalismen på verdensplan kan ikke finde ro og stabilitet. Overalt er der konflikter - så snart den ene ser ud til at være løst, blusser en ny op. Vi lever i en af verdenshistoriens mest urolige perioder. Det er en periode med krige, konflikter, revolution og kontra-revolution.

Også i Danmark sker der ting og sager. Den borgerlige regering kom til mag-ten ved hjælp af den socialdemo-kratiske ledelses enorme svigt over for den danske arbejderklasse og ved at love at forsvare og udvikle velfærden. Men nu går det op for folk, hvad der gemte sig bag de borger-

liges flotte ord: en fortsættelse og forstærkning af den gamle regerings nedbrydning af vel-færdssamfundet og den offentlige sek-tor, med flere nedskæringer, stram-ninger, udliciteringer og privatiserin-ger. Endnu er protesterne små og spredte, men de vil vokse og sprede sig. Også i Danmark er scenen sat for øget klassekamp.

De borgerlige og deres forringelser kan kun bekæmpes effektivt, hvis man mo-biliserer og kæmper for det og har et klart alternativ at tilbyde.

Dette kan den nuværende ledelse i arbejderbevæ-gelsen ikke leve op til.

Der er brug for at opbygge en stærk socialistisk tilste-deværelse i den danske arbejderbe-vægelse og vinde den tilbage på den socialistiske vej.

Gå med i SOCIALISTISK STANDPUNKTs kamp for en arbejderbevægelse på et socialistisk program!

SOCIALISTISK BAGGRUND

- er en række af pjecer udgivet af Socialistisk Standpunkt.

Indtil videre kan følgende pjecer bestilles: 1. “Hvad er Marxisme?” - En basal indføring i marxismens opfattelse af filosofi, historie og økonomi. Rob Se-well og Alan Woods. 53 sider.

20 kr.

2. “Et socialistisk alternativ til EU” - En marxistisk analyse af EU og dens historiske og økonomiske bag-grund som en blok mellem de euro-pæiske kapitalister imod deres kon-kurrenter på verdensmarkedet, imod de tidligere kolonier i den tredje ver-den og imod arbejderne i de forskel-lige europæiske lande.

Alan Woods, introduktion af SK. 59

sider. 20 kr.

3. “Et socialistisk svar på kapitalismens globalisering” - En marxistisk analyse af den verdensomspændende anti-globaliserings-protesbølge, der er opstået i de senere år. Om denne bevægelses behov for forbindelse til arbejderbevægelsen og for et socia-listisk perspektiv for protesterne. Oversat og bearbejdet af SR og SK efter en pjece af de østrigske marx-ister fra avisen der Funke. 23 sider. 10 kr.

Kan bestilles på www.marxist.

SOCIALISTISK STANDPUNKT

STØT SOCIALISTISK STANDPUNKT! Kære læser af Socialistisk Standpunkt. Du står nu med det første num-mer af vores avis i 2002. Vi har i år sat os det mål at udgive 6 numre mod 4 sidste år. Dette ser vi som et stort fremskridt. Socialistisk Standpunkt er en avis for arbejdere og unge lavet af arbejdere og unge.

Vi har ingen anden økono-misk støtte end den, arbejdere og unge giver os ved at købe vores avis og hjæl-pe os med at sælge den.

I 2001 har vi været til stede ved næsten alle større demonstrationer og mani-festationer i Københavnsområdet med avisen samt løbesedler, der har om-handlet de forskellige begivenheder så-som terrorangrebet i USA, krigen i Af-ghanistan, kampen for boliger til alle, for bedre plads i gymnasierne og han-delsskolerne, mod racisme og mod den nye højreregering. Derudover har vi solgt avisen til forskellige fagforeningsmøder og til SiDs kongres samt 1. maj. Vi har næsten alle steder op-levet, at det var rimelig nemt at sælge vores lille avis. Dette fandt sted samme år, hvor Socialdemokratiet og LO luk-kede Aktuelt, og Enhedslisten lukkede Socialisten Weekend.

Vi mener, at der er masser af behov for en socialistisk avis med socialistis-ke standpunkter. Lukningen af Socia-listen Weekend og Aktuelt skete ikke, fordi deres læsere var gået til højre, men fordi udgiverne af aviserne fandt det nødvendigt med akademiske dis-kussioner af emner, som ikke var ved-kommende for manden og kvinden på gulvet. Vi vil forsøge at tage udgangs-punkt i hverdagen for lagerarbejderen, gymnasieeleven og hjemmehjælperen m.fl. og komme med et socialistisk svar på de problemer, der er.

Dette ser vi som af altafgørende be-tydning. Ledelsen for arbejderbevægelsen har opgivet al kamp for bed-re forhold og erstattet det med lukkede udvalg med arbejdsgiverne.

De er kommet så langt væk fra deres med-lemmer, at de har glemt, hvor hårdt der er at skulle følge med det stigende arbejdstempo. Det er derfor nødven-digt med en organiseret gruppe af soci-alistiske arbejdere og unge, der kan komme med et modsvar. Der kan give et socialistisk svar på de aktuelle prob-lemer på ar-

STØT SOCIALISTISK STANDPUNKT!

I en tid med øget arbejdspres, gentagne privatiseringer, dårlig sikkerhed og truende krise er det altafgørende med et modsvar. Arbejderbevægelsens ledelse har afskrevet socialisme og klassekamp og mener, at arbejderne tålmodig skal lægge ryg til det øgede pres. SOCIALISTISK STANDPUNKT kæmper for at genoplive arbejderbevægelsens kamptraditioner. Udgivelsen af denne avis beror udelukkende på frivillig indsats fra arbejdere og unge. Vi behøver derfor din hjælp til at samle ind til en kopimaskine, for den er dyr.

Så giv et bidrag på SOCIALISTISK NR. 5 JANUAR 2002

bejdspladsen samt de inter-nationale begivenheder.

Vi vil derfor opfordrer dig til at bruge girokortet i dette blad til at abonnere på vores avis og eventuelt give et støttebidrag, så vi også i fremtiden kan udgive denne avis. Socialistisk Stand-

BESØG SOCIALISTISK STANDPUNKTS NYE INTERNETSIDE:

WWW.MARXIST. DK Der kan du finde mange gode artikler om danske og internationale forhold på det politiske og faglige område. Desuden er der en mængde baggrundsartikler om forskellige aspekter af marxismen.

[ ] Jeg vil høre mere om SOCIALISTISK STANDPUNKT ! [ ] Jeg vil abonnere på SOCIALISTISK STANDPUNKT ! (4 nr. 40,-, støtte 80,) Navn: ____________________________ Adresse:___________________________ Sendes til: SOCIALISTISK STANDPUNKT, Poste Restante Nørrebrogade 10., 2200 Kbh. N. 3

Arbejdspladsen har ordet: MetroXpress Det vakte stor furore, da LO sidste år besluttede at lukke Aktuelt, verdens ældste arbejderavis. Avisen måtte lukkes, fordi arbejderne ikke gad læse den.

Kort tid efter blev der dog virkelig opstandelse blandt LO-medlemmerne og tillidsmænd overalt i landet. Det viste sig nemlig, at ledelsen for LO uden vi-dere havde besluttet at investere et større millionbeløb i gratisavisen Me-troXpress.

Det kom også hurtigt frem, at uddelerne af Metro-avisen ikke havde overenskomst! Ledelsen for LO var åbenbart fløjtende ligeglade, for der er ikke sket noget før for ganske nylig.

Socialistisk Standpunkt bringer dig her en historie fra arbejdernes side.

Vi har talt med Simon, uddeler af MetroXpress.

Det er ikke småting han kan fortælle: „Jeg fandt hurtigt ud af, at der overhovedet ikke var ordnede forhold som uddeler. Proffice (vikarbureauet, der sørger for uddeling af Metro, red.) havde ikke overenskomst. Og jeg blev truet med fyring, hvis jeg meldte mig ind i fagforeningen.“ Simon meldte sig hurtigt derefter ind i Lager og Handel, dog uden at sige

noget til sin arbejdsgiver. „Vi fik 90 kr. i timen for at stå og fryse tæerne af en råkold decembermorgen, mens uddelerne af Urban fik 95 kr., fordi de havde overenskomst. Det er fulstændig vanvittigt, at LO har investeret i den avis, endda uden at kræve overenskomst for os uddelere,“ siger Simon og fortsætter: „Når man bliver truet med fyring, hvis man tager kontakt til fagforeningen hos en avis, delvist ejet af LO, hvor er vi så henne? Mange af uddelerne er indvandrere, der ikke kan dansk og ikke kan få andet arbejde. Lederne på MetroXpress behandler dem som det værste affald og bander og sviner dem til på det groveste, alt sammen fordi de ikke har noget andet sted at gå hen.“ LO passive Simon har mange dårlige erfaringer med arbejdsgiveren, der bestemt ikke er glad for folk, der kræver rettigheder. Men hans største skuffelse er over ledelsen fra LO. „Jeg har ringet til LO mange gange og fortalt dem om vores dårlige forhold, vores løn, vores dårlige arbejdstøj, der slet ikke kan klare kulden og ledernes tilsvining af os. Men det er, som om

Arbejdspladsen har ordet er et fast indslag i Socialistisk Standpunkt. Vi mener, at det er på høje tid, at kvinderne og mændene „på gulvet“ får ordet. Virksomhedsledere og politikere har en masse fine ord – men det er de ansatte på arbejdspladserne, der får hjulene til at køre rundt og tingene til at hænge sammen. de slet ikke er interesserede.“ „Først lige for nylig har vi fået overenskomst. Men det er ikke LO’s fortjeneste. Det er, fordi folk som mig selv har presset Lager og Handel til at gøre noget. Så nu får vi samme løn som Urban-uddelerne. Men forholdene er jo stadig ikke i orden,“ slutter Simon, der overvejer at stille op som tillidsmand for uddelerne.

Simon er et fiktivt navn, da han frygter ledelsens reaktion ved dette interview. Simons rigtige navn er redaktionen bekendt.

Socialistisk Standpunkt ville gerne have haft en kommentar fra LO’s side, men ved redaktionens slutning var det trods gentagne forsøg ikke muligt.

LO-formand Hans Jensen modtager 60.512 protestunderskrifter mod LO’s involvering i MetroXpress fra tillidsmænd fra Valdemar Birns Jernstøberi i Holstebro, som havde taget initiativet til underskriftindsamlingen.

LO har støttet den gratis avis med ca.

20 millioner kroner.

4

SOCIALISTISK STANDPUNKT

Stop udliciteringen af togdriften!

Udliciteringen af dansk togdrift må stoppes. Alle planer om privatisering af DSB må opgives. Staten må stå for jernbanedriften - under de ansattes og brugernes demokratiske ledelse og kontrol.

Den borgerlige Trafikminister Flemming Hansen har forkastet DSBs tilbud på fortsat at stå for togdriften i dele af Jylland. Dette på trods af at DSB var det billigste tilbud. I stedet valgte han det engelske firma Arriva, som var dyrere. Og ikke nok med at det er dyrere, så har det en lang række af lig i kufferten. I England kører der flere retssager mod firmaet, som ikke har været i stand til at sikre ordentlig togdrift til tiden, bla. fordi de ikke vedligeholder togene, som derfor tit går i stykker.

Udliciteringen er en del af liberalise-ringen af togdriften, og når DSB bliver fravalgt, tyder det på, at planen på sigt er en total privatisering. På den måde kan regeringen slippe for nogle udgifter ved togdrift, men problemet er bare, at så går man glip af det over-skud, DSB har givet. DSB gav 777 millioner i overskud i 2000, hvilket blandt andet er sket gennem pres på de ansatte, højere billetpriser og rin-gere service. Men det er tilsyneladende ikke nok. Den nye regering vil åben-bart slagte DSB på trods af al logik, og give private selskaber mulighed for at tjene på togdriften.

og privatisering med kamp. Man må ind-kalde til protestmøder og strejker og presse regeringen til at stoppe disse forsøg.

Dette kan den danske arbejderbevægelse ikke lade ske i tavshed. DSBpersonalets fagforeninger og hele den danske fagbevægelse må møde disse absurde krav om udliciteringer

I stedet må der skabes et DSB, der giver lave billetpriser, god service og gode forhold for de ansatte. Offentlig trafik behøver ikke at skulle give overskud.

De 777 millioner kunne bruges til at forbedre togdriften i stedet for at falde i lommen på diverse kapitalister, som det vil ske, når togdriften bliver udliciteret.

BL

Den nye regering har planer om at slagte DSB på trods af al logik, og give private selskaber mulighed for at tjene penge på togdriften.

PÅ SPIDSEN PÅ SPIDSEN PÅ SPIDSEN PÅ SPIDSEN PÅ SPIDSEN Frit valg Den nye borgerlige regering har vist sig lige så handlekraftig, som den lovede at være før valget. Man holder sine valgløfter og svigter ikke! I valgkampen lovede man at indføre frit valg og fjerne den socialdemo-kratiske systemtænkning. Regerin-gens politik bygger på loven om udbud og efterspørgsel. På denne måde kan borgerne få frit valg til at vælge, hvad der ønskes.

Men Keld Albrectsen har udtalt om regeringen, at “borte er valgkampens pæne ansigt, og hulemanden

NR. 5 JANUAR 2002

træder frem.” Intet kunne være mindre rigtigt.

På boligområdet, hvor der som bekendt er brug for en stor indsats, har regeringen vist sit frie initiativ.

Fogh har solgt det eksemplar af “Fra socialstat til minimalstat”, som Nyrup rev i stykker under valgkampen, på auktion for over 22.000 kroner og giver pengene “til dem, der trænger allermest i vores samfund: de hjemløse” - som Fogh sagde. Er det en hulemands tale?

Og på boligområdet ellers vil regeringen give den enkelte et frit valg, ved at sælge de almennyttige boliger. Så kan man vælge frit, om man vil købe sin egen bolig eller ej!

Det er sandelig en hjælpende hånd til de hjemløse! Og på den måde sikres man frit at kunne købe en bolig, frem for at lade kommunen umyndiggøre en ved f.eks. at henvise til en bolig.

Og hvis man ikke har penge, kan man jo frit låne dem i banken eller håbe, at Nyrup river nogle flere SJ

5

BEKÆMP HØJREDREJNINGEN - ARBEJDERPARTIERNE MÅ FØRE ARBEJDERPOLITIK

Kun en kampklar arbejderbevægelse på et socialistisk program kan vende højredrejningen og udfordre den borgerlige regering.

Danmarks nye borgerlige regering har allerede fremlagt en række forslag, som er direkte angreb på den danske arbejderklasse. Det er nødvendigt med organiseret modstand fra arbejderbe-vægelsens side, men ikke nok med det: der er brug for et sporskifte i hele ar-bejderbevægelsen til fordel for en socialistisk arbejderpolitik!

Ledelsen for Socialdemokratiet har ansvaret for højredrejningen Valget d. 20/11 2001 var et historisk nederlag for Socialdemokratiet, der måtte se sig slået som landets største parti af Venstre. Også SF og Enheds-listen gik tilbage - deres taktik med at være “et alternativ til venstre” og “hive Socialdemokratiet til venstre” har vist sig ikke at virke.

Begge partier er gået tilbage, og de har ikke trukket Social-demokratiet til venstre, men er selv blevet hevet til højre. Mange steder i landet fører SF’ere borgerlig bespa-relses- og udliciteringspolitik, og En-hedslisten har også støtte op om for-ringelser i forskellige kommuner. In-gen af dem har kunnet tilbyde et seriøst alternativ til Socialdemokratiets højrepolitik.

Venstre og Dansk Folke-parti blev valgets store vindere. Val-gets resultat er et markant højresving, men det var først og fremmest resul-tatet af enorm modvilje imod den soci-aldemokratiske ledelses borgerlige po-litik på alle områder og manglen på et reelt alternativ fra venstrefløjen.

Under Nyrup-regeringen er der blevet privatiseret og udliciteret som aldrig før, hvilket har ført til store forringelser for både ansatte og brugere af de forskellige områder. Manglende

6

ressourcer har betydet katastrofale forhold for ældre, syge, skole- og gymnasieelever, ansatte i den offentlige sektor osv., og desuden er ting som boligmangel og klassekvotienter vok-set. Samtidig er selskabsskatten blevet kraftigt beskåret. Efterlønsindgrebet og indgrebet mod storstrejken i ’98 er andre ting, der har vist den afgåede regering som utroværdig og ubrugelig.

desuden foreslået salg af de almennyttige boliger, hvilket vil være til stor skade for almindelige mennesker med behov for en betalig bolig, og det vil øge ven-telisterne til de tilbageværende almen-nyttige boliger. Det er en del af de bor-gerliges planer om en boligsektor, der skal fungere mere på markedsvilkår - til glæde for dem, der ejer ejendom-mene, men til skade for dem, der skal bo i boligerne.

Regeringens planer Under valgkampen fremstillede de borgerlige sig selv som velfærdssamfundets forsvarere, og Socialdemokratiets forsøg på skræmmekam-pagner virkede ikke, fordi meget af det, som de sagde, at de borgerlige ville gøre af forfærdelige ting, havde de i større eller mindre udstrækning allerede gjort selv. Men de borgerliges støtte til velfærden er ren og skær overflade - de vil føre den tidligere regerings nedbrydning af velfærden endnu videre, og under dække af “frit valg” og lignende slagord vil vi se forsøg på nye store forringelser.

Frit valg på alle hylder for de rige På hjemmehjælps- og hospitals-området vil regeringen indføre “frit valg” mellem offentlig og privat pleje - dette er det samme som mere privati-sering og brugerbetaling. I stedet for at opbygge en offentlig pleje, der fun-gerer for både dem, der skal bruge den, og de ansatte, vil man altså nu overføre ressourcer til privathospitaler og lade private firmaer komme endnu mere ind på dette område. Privathospitalerne vejrer allerede morgenluft og er fulde af optimisme - otte ud af landets ti privathospitaler planlægger at udvide i den kommende tid.

Nej til privatiseringer!

De borgerlige har meddelt, at de vil privatisere Post Danmark, DSB, DONG mm. fuldstændigt. Postvæsnet er allerede blevet forberedt til privatisering under Nyrup, men staten har dog stadig flest aktier. Denne forberedelse til hel privatisering har betydet katastrofale arbejdsforhold for de ansatte, som flere steder har fået at vide, at det ikke gør noget, hvis man som postbud bliver slidt ned på et par år, for man kan jo altid finde nogle nye.

Privatisering har overalt ført til kraftigt stigende arbejdstempo og kvalitetsfald. Senest er togdriften i dele af Jylland blevet overgivet til det private selskab Arriva, selvom de er kendt for at have gjort det elendigt med den en-gelske togdrift. Venstre har

Angreb på fagbevægelsen De borgerlige har også blæst til direkte angreb på fagbevægelsen.

Eksklusiv-aftaler og overenskomstmæssige af-taler om deltidsarbejde er nogle af de ting, der er under beskydning. Venstre har også meldt ud, at det ikke er ude-lukket at afskaffe mindstelønnen!

Desuden vil de udvide den tidligere regerings forringelser af arbejdsløses vilkår og indføre halve dagpenge for unge helt op til 30 år, og den nye minister for racediskrimination har talt om særlig lave “integrationslønninger” og lavere kontanthjælp til indvandrere.

Forringelser på udlændingeom-

SOCIALISTISK STANDPUNKT

De borgerliges støtte til velfærden er ren og skær overflade.

De vil føre den tidligere regerings nedbrydning af velfærden endnu videre.

rådet “Integrationslønninger” og lavere kon-tanthjælp er blot en af flere stramninger på udlændingeområdet, som de borgerlige overvejer. Der er lagt op til markante stramninger bla. på familiesammenføringer, hvor grænsen hæves til 23 år, og det vil blive krævet, at den herboende ægtefælle ikke må have modtaget sociale ydelser i en vis periode, og at det nye par kan forsørge sig selv. Altså en klar diskrimination efter klassetilhørsforhold. Desuden vil de facto-flygtninge-begrebet blive afskaffet.

Ikke én øre til krudt og kugler!

Samtidig med alle disse angreb på almindelige arbejdende mennesker har regeringen lovet op mod 1 milliard kroner til øgede militærudgifter, fordi “Danmark skal kunne tage mere ud i verden og hjælpe vores allierede.”

Dvs. enorme ressourcer, som kunne bruges på velfærd, skal gives i støtte til verdens rigeste lands kamp for endnu mere rigdom og magt, når dansk militær skal i krig for USA. Besparelser samtidig med skattelettelser og godbidder til de rige Regeringen har lovet skattestop og senere skattelettelser. Socialister går ind for et skattesystem, der beskatter de rige og firmaerne, og tilgodeser

NR. 5 JANUAR 2002

almindelige arbejdere med lave skatter og ingen usolidariske afgifter.

Men det er langtfra det, der vil blive resultatet af de borgerliges skatteplaner - det vil komme de rige til gode, og de skatter, der eventuelt vil blive lettet for arbej-derklassen, vil vi komme til at betale mange gange igen i form af besparelser og nedskæringer andre steder.

TV2-Nyhederne kunne i januar meddele, at hver sjette ansatte i ministerierne skal fyres. Dette tal afviste fi-nansministeren dog, men ikke at der er omfattende fyringsrunder på vej. Andre sparemål, der er blevet nævnt af regeringen, er forskellige former for uddannelsestilbud, bla. daghøjskoler, den fri ungdomsuddannelse og aften-skoletilbud. U-landsbistanden skal og-så beskæres med 1,7 milliarder, og derudover skal det offentlige generelt set bare trimmes helt ned og et bredt udvalg af råd og nævn nedlægges.

Regeringen har samtidig omkring nytår givet en “nytårsgave” til det danske erhvervsliv. Det drejer sig om ca. ½ milliard, der skal “forbedre fir-maernes konkurrenceevne” - sandsynligvis i form af lettelser af skatter og afgifter.

Klassekampen er i fuld gang I en tale i Folketinget sagde Anders Fogh, at klassekampen er død. Men regeringens planlagte politik og selve det faktum, at Fogh synes, at det er nødvendigt at sige sådan noget, viser, at klassekampen er sprællevende. Den nye borgerlige regering vil komme til at stå i spidsen for et sandt arbejds-giverfelttog imod arbejderklassen med det formål at få de danske arbejdere til at bære alle byrderne for den økono-miske tilbagegang, som Danmark og resten af verden er godt på vej ud i. Det er nødvendigt, at fagbevægelsen og hele arbejderbevægelsen mobili-serer imod den borgerlige regering og deres planlagte angreb. Store demon-strationer, strejker og protester kan tvinge de borgerlige tilbage. Vi må sørge for, at deres tid ved magten bli-ver kort og meget ubehagelig for dem.

For en arbejderbevægelse på et socialistisk program!

Men protester alene er ikke nok. Der er brug for et reelt alternativ. Arbejds-giverne har deres repræsentanter i Venstre, Dansk Folkeparti, de Konser-vative og de andre borgerlige partier, som kæmper for deres interesser.

Ar-bejderklassen har til gengæld historisk organiseret sig i fagforeninger og ar-bejderpartier for at kæmpe for sine vilkår. At ledelsen for arbejderklassens partier med Socialdemokratiet i spid-sen er gået så langt til højre, at det tit er svært at skelne dem fra de borger-lige, må ikke give grund til pessimisme - det må være et signal til alle arbejdere og unge om, at der er en kamp, der skal kæmpes: kampen for at vinde ar-bejderbevægelsen tilbage på et socia-listisk program, der kan udfordre de borgerlige med et seriøst alternativ om et bedre samfund med velfærd for alle.

Dette er ikke nogen let kamp, som man kan udføre alene. Det kræver fælles indsats og organisering og SK

7

Socialdemokratiet efter valget -

Brug for „nye ansigter“ eller for en helt ny linje?

Efter Socialdemokratiets valgnederlag har det ikke skortet på forklaringer på, hvorfor det gik så galt.

Mange ledende socialdemokrater har erklæret, at ne-derlaget simpelthen skyldtes, at folk ville se nye ansigter, og at det var na-turligt, at man blev træt af en regering efter ni år.

Dette er imidlertid kun korrekt, hvis man tilføjer, at det drejer sig om en regering, der har gennemført forringel-ser og som har stået i spidsen for en “velfærdsstat” med stadig flere fejl og mangler. En regering, der febrilsk prø-vede at overbevise os om, hvor godt det hele gik, mens flertallet af danske arbejdere og unge mærker noget gan-ske andet i deres hverdag.

Mogens Lykketoft kom faktisk selv med en interessant indrømmelse af årsagerne til nederlaget, dog ikke til den danske presse, men på et møde for udenlandske journalister.

Men det er ikke yderligere udvanding af socialdemokratismen, der skal til - tværtimod. Nogle i Partiet står for en samarbejdslinje med den nye regering og dermed yderligere tilpasning til bor-gerlig politik. Men valget har tvært-imod understreget nødvendigheden af en tilbagevenden til et ægte socialistisk program og arbejderpolitik.

Det er ikke kun „nye ansigter“ og „ungt blod“, der er brug for i Socialdemokratiet.

Der er brug for et opgør med ledelsens borgerlige politik.

Der er ikke brug for “ansvarligt samarbejde” med de borgerlige. Der er brug for benhård opposition og kamp imod alle regeringens reaktionære til-tag. Kun en klar klassekampslinje på et socialistisk program kan sikre dette. Det er ikke kun “nye ansigter” og “ungt blod”, der er brug for i Social-demokratiet - det er en ny politisk linje, en tilbagevenden til kamp for arbej-derklassens forhold og for opbyggel-sen af et demokratisk socialistisk sam-fund.

Det er den eneste linje, der klart kan udfordre den borgerlige regering og give den danske arbejderklasse og ungdom et reelt alternativ.

SK

Han sagde: “Danskerne er nervøse for de fremmede, fordi de troede, at vi havde afskaffet klasseforskellene, men nu dukker de op igen”. Det er godt set af Mogens, men hvad har han gjort ved det?

“En ny centrum-venstrevision”?!

Også internt i Partiet har der efter valget været snak om “brug for nye ansigter” - at der skal unge nye folk frem, som kan føre “moderne politik”.

Unge karrieremagere i Socialdemokratiet har således benyttet nederlaget til at kræve yderligere ændringer af Partiets politik i borgerlig retning. En af “fornyerne”, Jeppe Kofod, har på karakteristisk ung-smart-bureaukratsprog udtalt, at “vi skal igang med at formulere en ny centrum-venstrevision, som kan få danskerne til at vende tilbage til vores projekt.”

8

SOCIALISTISK STANDPUNKT

Socialdemokratiet efter valgnederlaget - gør op med den „ansvarlige“ politik!

Valgnederlaget den 20. november var et historisk nederlag for Socialdemokratiet og ledelsens politik. Til trods for at Nyrup ledelsen igen og igen gjor-de klart, hvor godt det gik, havde væl-gerne en anden holdning.

En borgerlig økonom ville klappe Nyrup-regeringen på skuldrene.

Den fik nedbragt udlandsgælden og slanket den offentlige sektor på flere områder, bla. ved forringelser af dagpenge-systemet. Overskuddet i statens finan-ser gik ikke til at forbedre de svages forhold og sikre forbedringer, men i stedet til at få udenlandsgælden ned.

Men efter valget bør man stoppe op.

Er det en „ansvarlig“ og „fornuftig“ politik at skære ned på den offentlige sektor? Og ikke mindst: Er det Socialdemokratiets opgave at tilfredsstille de danske kapitalister ved at føre en traditionel borgerlig politik?

Statsgælden Socialdemokratiet og de Radikale gjorde det klart, at det var meget vigtigt at få statsgælden ned. Det har de til dels ret i. En alt for stor offentlig gæld vil skabe inflation og i værste tilfælde fallit for staten. Statsgælden er kommet, fordi man under krisen i 70erne og 80erne ikke turde skære for meget ned på arbejderklassen, da det ville have frembragt en eksplosion. I stedet tog man en masse lån. Socialdemokratiet førte dengang en bevidst keynesianistisk politik, dvs. en politik hvor staten ved at kaste penge ud til forbrug skulle standse den økonomiske nedtur. I stedet fik vi en kæmpe stats-gæld. I virkeligheden førte den borger-lige Schlüter-regering lidt den samme politik. De borgerlige økonomer, der tidligere så Keynes’ teorier som en vej ud, har i dag den modsatte filosofi, nemlig monetarismen. Monetarisme betyder, at man

NR. 5 JANUAR 2002

skal nedsætte statens udgifter for på den måde at undgå un-derskud og inflation. Det er præcist den politik, Nyrup-regeringen har ført.

Monetarisme skaber krise Men monetarisme er ingen løsning.

Monetarisme, som betyder ødelæggelse af den offentlige sektor og der-med velfærdssamfundet, vil kun gøre en økonomisk krise endnu dybere. Ved at fyre en masse offentligt ansatte vil man forringe købekraften i samfundet. Hvis man f.eks. halverer dagpengene, betyder det, at de arbejdsløse kan købe mindre. Dette vil øge kapitalisternes vanskelighed ved at komme af med de-res varer. Når efterlønnen bliver sat ned, har det samme effekt. Det samme vil ske, når arbejdsgiverne presser lønmodtagerne til at yde mere uden at få mere i løn. Det vil nemlig gøre, at arbejdsgiverne kan fyre nogle og sta-dig få det samme arbejde udført. Men hvis alle gør det, vil købekraften blive forringet kraftigt.

Kapitalisternes po-litik med at forringe de offentlige og private ansattes forhold er en meget kortsigtet politik, som kun i en be-grænset periode vil give profit for kapitalisterne. I sidste ende vil der komme økonomisk krise, ligegyldigt hvad de gør. Når Socialdemokratiets ledelse har skåret ned på velfærden med statsgælden som undskyldning, så vil gælden på ingen måde blive fjernet ved den politik. En økonomisk krise vil bare få gælden til at vokse igen.

Privatiseringer Privatiseringerne af den offentlige sektor har medført en katastrofe for de ansatte. Kun de få kapitalister, der har overtaget virksomhederne har fået et udbytte ud af det. De ansatte må lø-be hurtigere og hurtigere og bliver presset ekstremt med nedslidning og dårlig service til følge.

Samfunds-mæssigt er der ingen idé i at lade private mennesker score et overskud, som tidligere er tilfaldet staten, og som har kunnet bruges på velfærden. Olien i Nordsøen kunne have givet et kæmpe overskud til den danske stat - i stedet går langt hovedparten af indtægterne fra den danske undergrund i lommen på AP Møller, som har været hoved-ansvarlig for destruktionen af den danske skibsværftsindustri.

Borgerlig politik Socialdemokratiets ledelse har forsva-ret sig selv med, at de har været nødt til at føre en borgerlig politik for at få flere vælgere. Dette er opskriften på Socialdemokratiets tilbagegang. I ste-det for at vise sig som garanter for vel-færdssystemet har de ført en borgerlig politik. Resultatet har ikke været, at borgerlige gik til Socialdemokratiet, men at socialdemokrater er gået til de borgerlige. Ledelsen for Socialde-mokratiet har ved at føre borgerlig nedskæringspolitik fjernet eksistens-grundlaget for Socialdemokratiet. Det, som de har kaldt ansvarlighed, er den mest uansvarlige politik siden 30erne. Resultatet er en ekstrem højreorien-teret regering med Fogh i spidsen.

Hvis Socialdemokratiet fortsætter med at føre borgerlig politik, vil det øde-lægge sig selv. Så længe der ikke er en klar socialistisk ledelse, vil man væ-re tvunget til at følge det kapitalistiske samfunds økonomi, som i starten af det nye årtusind kun har økonomisk nedgang i kikkerten. I stedet må man slås for, at alle privatiseringer fjernes, staten må overtage rettighederne over olien i Nordsøen og de 200 største firmaer må øjeblikkeligt sættes under arbejderklassens demokratiske ledelse og kontrol.

I stedet for at forringe ar-bejdernes

9

forhold må de forbedres. Kapitalister, som ikke vil sikre ordentlige arbejds-forhold og sikkerhed, må med det samme miste retten til at drive et firma, og firmaerne må overtages af staten.

Arbejderparti Nogle mener, at Socialdemokratiets højredrejning viser, at det ikke er et arbejderparti. Men dette er forkert. Et arbejderparti kan ikke bare defineres ud fra den aktuelle politik, partiet fører. Man bliver også nødt til at se på dets historiske og nuværende for-hold til arbejderklassen. Ud fra dette er Socialdemokratiet det parti i Dan-mark, som er tættest knyttet til arbej-derne, til trods for at dets ledelse fører en højreorienteret politik.

Det er et paradoks, at arbejderne hol-der fast i et parti, der skærer ned

på dem, som Socialdemokratiet har gjort - af frygt for at de borgerlige skulle være værre. Men det er også en rea-litet.

Man får ikke bare arbejderklassen til at vende sig til et nyt parti. Dette vil først ske, efter at det har vist sig bedre egnet gennem en længere periode. For eksempel gik arbejderne ikke til SF og Enhedslisten ved valget.

Kamp for socialisme Den eneste vej frem er kampen for en socialistisk politik, nemlig at arbej-derne overtager de 200 største virk-somheder og banker og sætter dem un-der deres egen demokratiske ledelse og kontrol som første skridt på vejen mod opbyggelsen af et demokratisk socia-listisk samfund.

USA har på denne måde opnået at få styrtet Taliban-styret - med meget få omkostninger for dem selv. Nord-alliancen, den væbnede opposition mod Talibanerne, brugte

10

Den eneste måde at få den borgerlige rege-ring væk er ved at vise et socialistisk alternativ. Arbejderne må derfor på alle områder udfordre ledel-sen af Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og fagbevægelsen og kæmpe for enhed i arbejderbevægelsen på et socialistisk program.

Dette er den eneste vej frem mod et samfund der kan sikre arbejde,

Arbejderbevægelsen er i dag ledet af folk, der skal være „realistiske“, det

USAs krig i Afghanistan Taliban er styrtet, men grunden er lagt for nye konflikter D. 7. oktober 2001 indledte USA sit angreb på Afghanistan, angiveligt for at straffe de ansvarlige for terrorangrebene på USA d. 11. september.

Ved voldsomme bombardementer har USAs krigsmaskine siden slået flere tusinder civile afghanere ihjel.

Ifølge professor Marc Herold fra University of New Hampshire helt op imod 4050 mennesker, hvilket er flere end under angrebene i USA. Der har været ad-skillige rapporter om bombninger af hospitaler, almindelige landsbyer, konvojer med nødhjælp osv. - for ikke at tale om ødelæggelsen af landet, der nu ligger endnu mere i ruiner end før, og forværringen af afghanernes leve-vilkår med mere sult, nød og elendig-hed.

vil sige folk, der kun kæmper for ting, de ved, kapitalisterne vil give. Men en „realistisk“ og „ansvarlig“ politik i dag er det samme som nedskæringer og øget arbejdstempo. Den nye borger-lige regering er kunnet komme til magten på grund af Socialdemokratiets manglende alternativ.

USAs bom-bardementer til at rykke frem og styrte Talibanerne, mens amerikanerne selv nøjedes med at smide bomber.

Men har USA opnået sine krigsmål?

Næppe: bin Laden og Talibanernes leder mullah Omar er stadig på fri fod, og Talibanerne har godt nok forladt byerne, men de er langtfra totalt udslettet. Det fremgår også klart af, at bombardementerne fortsætter. Hvad angår målet at finde de ansvarlige for terrorangrebene, så har USA endnu ikke leveret nogen beviser på, hvem disse ansvarlige er. Og hvis målet var at bekæmpe terrorismen generelt, er dette heller ikke opnået - grunden er tværtimod lagt for nye og endnu voldsommere konflikter, terrorangreb og krige. Hele regionen er gjort mere ustabil, og den nye “brede” regering vil ikke kunne holde længe.

i den nye situation. De har fået en ny rege-ring - men det er ikke en løsning på deres problemer. Nordalliancens indtog i Kabul blev hilst med jubel af mange, men det samme var tilfæl-det for år tilbage, da Talibanerne for-drev dem, der nu er i Nordalliancen. Sandheden er, at én korrupt, mennes-kefjendsk, fundamentalistisk gruppe af undertrykkere har erstattet en an-den. Med tiden vil de afghanske ar-bejdere og bønder opdage, at de nye herskere ikke kan opfylde deres håb om et velfungerende, stabilt, demo-kratisk land med arbejde, mad, bolig-er og et ordentligt liv.

Hverken den ene eller den anden gruppe af korrupte krigsherrer eller nogen form for udenlandske imperialister kan skabe et ordentligt sam-fund i Afghanistan - det kan kun de afghanske arbejdere sammen med de fattige bønder og andre undertrykte lag, ved selv at tage magten i hænder-ne og opbygge en I mellemtiden står det afghanske arbejderstat som del af en føderafolk og skal finde ud af at fungere tion af socialistiske arbejderstater i hele området. De kan ikke stole på andet end deres egne kræfter, og SOCIALISTISK STANDPUNKT hjælp og støtte fra den internationale

Arbejderbevægelsens historie del 4

Storlockouten

Fagbevægelsen og Socialdemokratiet fortsatte deres fremgang. Fra 1890 til 1899 blev der dannet 974 nye fagforeninger fordelt over hele landet.

Organiseringen, som var startet med de faglærte, spredte sig nu også til den enorme gruppe af ufaglærte.

Efter at en gruppe smede i 1885 var blevet lockoutet af deres arbejdsgivere, havde der været stilstand i kampen for bedre arbejdsforhold.

Smedearbejdsgiverne havde lært af deres arbejdere og slået sig sammen i Fabrikantforeningen i jernindustrien. At man i stedet for at kæmpe på én arbejdsplads nu skulle kæmpe på en lang række arbejds-pladser, kom bag på smedenes fagfor-ening, og lockouten endte med, at sme-dene gav sig på kravet om en mindste-løn på 27 øre. I stedet blev det lovligt for smedene at organisere sig, hvilket trods alt var et fremskridt. Men kun et lille et, da man jo havde organiseret sig tidligere, selvom det ikke var „lov-ligt“. Derfor så mange det som et ne-derlag.

De ufaglærte vinder frem Den næste gnist skulle komme fra de ufaglærte. En ung fabriksarbejder, Michael Christian Lyngsie, blev som 26-årig fyret fra Gevær- og Patronfabrikken på grund af socialistisk agi-tation. I 1891 blev han valgt som for-mand for Arbejdsmændenes Forbund i København. Denne forening var me-get lille og talte kun 340 medlemmer, som hørte til blandt de dårligst betalte. Blandt dem var 7 natmænd, der tømte lokumsspande. De blev fyret af Reno-vationsselskabet, fordi de var orga-niserede. Derpå indkaldte Arbejds-mændenes Forbund I København til strejke blandt alle natmænd. Et af midlerne til at stoppe Renovations-selskabet, der havde ansat skrue-brækkere, var at få nogle bomstærke jord- og betonarbejdere til at melde sig som skruebrækkere,

NR. 5 JANUAR 2002

hvorefter de gjor-de alt for at sabotere arbejdet. Blandt andet blandede man alle nøglerne sammen, tabte ting og deslige. Efter 8 dage gav Renovationsselskabet op og gik med til at ansætte organiserede ar-bejdere og dertil også en lønstigning på 4 kr. om ugen.

Ved en anden konflikt samlede man lus i tændstikæsker og smed dem ind i de barakker, hvor skruebrækkerne sov. Alt dette gav et stort løft til organi-seringen af de ufaglærte, som i 1897 dannede Dansk Arbejdsmands For-bund (DAF) med Lyngsie som for-mand.

Arbejdsgiverne slutter sig sammen Men de danske arbejdsgivere var ikke så glade for alt dette postyr. De fandt det nødvendigt at organisere sig sammen, så de kunne hjælpe hinanden i kampen mod arbejdernes krav. Som nævnt havde smedearbejdsgiverne gjort det i 1885, og i 1896 dannede man Arbejdsgiverforeningen, der be-stod af alle arbejdsgivere (det der i dag hedder Dansk Arbejdsgiver-forening). Indtil dette havde arbejderne haft forholdsvis nemt ved at bruge hin-andens sammenhold til at sikre ordent-lige forhold i de forskellige virksom-heder. Men nu lagde arbejdsgiverne op til en endelig styrkeprøve.

Det samme fandt sted inden for arbej-dernes rækker, da man i 1898, i Folkets Hus, samlede 400 delegerede fra de forskellige forbund og dannede De Samvirkende Forbund (DSF), i dag kendt som LO. Socialdemokratiet får indflydelse Socialdemokratiet slog ikke helt igennem ved valgene i 1890 og 1892, men i 1895 og 1898 endte Socialdemokratiet med at have 12 rigsdagsmandater.

Dette var et stort fremskridt, som sik-

rede, at arbejderklassen også havde et talerør i Rigsdagen og kunne bruge pladserne i Rigsdagen til at komme ud til en større offentlighed. Avisen Social-Demokraten gav et stort overskud og fik i denne periode en række lokale afdelinger af avisen. Avisen tog udgangspunkt i arbejderens hverdag og de problemer, arbejderne kæmpede med.

Intern uro Men internt i partiet var det store diskussioner. Gerson Trier og Nikolaj Petersen var blandt de ledende til at udgive avisen Arbejderen (udkom si-den 1. april 1889), der kritiserede den Socialdemokratiske ledelses højredrej-ning. De havde begge været i England, hvor de blandt andet havde opholdt sig hos Engels. De var der blevet over-beviste marxister, og efter deres hjem-komst kritiserede de ledelsen for sam-arbejdet med det borgerlige parti Venstre. Dette samarbejde blev blandt andet brugt som undskyldning for at nedtone kampen for en socialistisk stat. De skrev blandt andet, at man ikke kunne nå frem til det socialistiske samfund „ved småborgerlige lapperier på det kapitalistiske samfunds klæde-bon, men kun ved en fuldstændig omvæltning af det bestående samfund“.

Trier, Nikolaj Petersen og 5 andre blev derefter ekskluderet den 21. november 1889 (men i 1901 blev de genoptaget i partiet. Det skete samtidig med at Venstre var blevet leder af en borgerlig regering, og Venstresamarbejdslinjen i Socialdemokratiet viste sin fallit, i og med at det såkaldte „progressive“ borgerlige parti førte en klar arbejder-fjendsk politik.)

Storlockout Arbejdsgiverforeningen og DSF havde i foråret 1899 indgået et overens-komstforlig. Dette betød blandt andet, at arbejdere i provinsen fik la-

11

vere løn end dem i hovedstaden. Dette gik snedkerne i 7 jyske byer imod og ind-ledte en strejke mod det uretfærdige forlig. Det så de danske kapitalister som en kærkommen mulighed for at sætte arbejderne på plads. Dette skulle ske gennem lockout, hvor Arbejds-giverforeningens styrke skulle komme på prøve. Arbejdsgiverne lockoutede hele snedkerfaget og derefter 13 andre fag inden for byggeriet – i alt 30.000 arbejdere. Dette var en benhård kon-flikt, blandt andet fordi fagforening-ernes strejkekasser var meget små.

Men arbejderne blev blandt andet støt-tet kraftigt at småbønderne, som også blev tyranniseret af den store gruppe af godsejere og kapitalister, og de bragte enorme mængder af landbrugs-varer ind til de strejkende.

Også fra udlandet, især Sverige, kom der stor støtte til de strejkende, hvilket løb op til ¾ million. For at sikre mad til de strejkende lavede man offentlige bespisninger, og i alt 10.000 arbejderbørn kom på ferie på landet, så man sikrede, at de fik mad.

12

Nederlag eller sejr Det hele endte den 4. september med et forlig (Septemberforliget). Begge parter sagde, at de havde vundet.

Resultatet var, at arbejderne fik lov til at organisere sig, mod at man anerkendte kapitalisternes uindskrænkede ret til at lede og fordele arbejdet.

Man gik også med til at garantere „fred“ imellem overenskomster, og at orga-nisationerne kunne stilles til regnskab for medlemmer, der brød „freden“ - det vil sige strejkede eller lockoutede. Som konsekvens af dette blev der sene-re oprettet den Permanente Voldgifts-ret, der skulle dømme i tvister.

Nogle strømninger inden for arbejderbevægelsen ser dette som en sejr, fordi man nu frit kunne organisere alle ar-bejdere uden modstand. Men vi marx-ister mener, at det var et nederlag. Det er positivt, at man vandt retten til at organisere sig, men den ret blev ud-hulet, da man kun måtte bruge den ved overenskomstkonflikter.

Fredspligten betyder, at man ikke må strejke imellem overenskomstforhandlingerne, men det betyder ikke, at

Danske bygningssnedkere i Christiania (Oslo) under lockouten i Danmark 1899, står der på skiltet.

For at klare sig under lockouten og for at hjælpe de strejkende tog mange arbejdere til nabolandene for at arbejde.

kapitalisterne ikke må skrue tempoet op eller fyre en masse ansatte. Derfor er denne fredspligt meget ensidig. I dag bliver den brugt som en undskyldning for fagbevægelsens ledelse til ikke at støtte deres medlemmers kamp mod arbejdsgiverne.

Det er også denne fredspligt, der har ført til store erstatningskrav over for forbund, der har støttet deres medlem-mer i konflikter, blandt andet HT-konflikten i 1984 og Ribus i 1995.

Un-der alle omstændigheder lagde Sep-temberforliget en række bånd på den fortsatte kamp.

SOCIALISTISK STANDPUNKT

Indien-Pakistan – en atomkrig på vej?

På Pakistans vestlige grænse er der stadig uroligheder i forbindelse med USA’s krig i Afghanistan. Samtidig er der på Pakistans østlige grænse til In-dien opløb til endnu en krig i Kashmir.

lem de to lande, som begge regimer har forsøgt at holde ved lige for at lægge et pres på befolkningerne for at opret-holde national stabilitet, da begge ka-pitalistiske regimer er utroligt svage.

Det vil i så fald være det 4. store militære sammenstød mellem Indien og Pakistan i deres 54-årige eksistens.

Begge lande besidder atomvåben, og hele verden følger med i hvad der sker, selv Tony Blair har været sendt til lan-dene for at mægle. Men hvad er egent-lig baggrunden for konflikten, og hvad kan det føre til?

Indien: BJP-regeringen i krise Indien har ligesom de fleste andre kriseramte regimer i verden tilsluttet sig „antiterrorisme“-parolen. Det såkaldte terroristiske angreb på det indiske par-lament 13/12/01 kom lige tilpas for Indiens ledelse. Om angrebet blev sponsoreret af den pakistanske stat el-ler ej, vil nok aldrig blive opklaret.

Hvad der derimod er klart, er, at den indiske regering udnyttede denne chan-ce, de slog på, at Indien skulle løse problemet på „Bush-manér“ ved at gribe ind over for grupper med base i pakistanskkontrolleret Kashmir og i Pakistan.

Baggrunden for konflikten Inden for få måneder efter Indiens og Pakistans oprettelse gik de i krig over Kashmir i 1948. Anden krig kom i sep-tember 1965 igen over Kashmir.

Den tredje krig brød ud i december 1971, denne gang i Østpakistan (nu Bangla-desh), men den udviklede sig til også at omfatte Kashmir. Denne krig førte til en splittelse af Pakistan, så Østpaki-stan blev til Bangladesh.

Pakistan led et ydmygende nederlag, og 90.000 pakistanske tropper blev krigsfanger i Indien.

Denne krig var efterspillet til den tabte revolution i Pakistan i 1968-69, hvor pakistanske studerende, arbejdere og bønder havde taget magten gennem en masserevolutionær bevægelse.

Mang-len på en marxistisk ledelse betød, at revolutionen mislykkedes.

Borgerska-bet forsøgte at fjerne fokus fra sociale problemer og ødelægge klassekampen ved at gå i krig og derved opildne til nationalisme.

Disse krige var korte og våbnene var relativt primitive, alli-gevel medførte de masseødelæggelse og hundrede tusinder døde civile, og Kashmir konflikten blev stadig ikke løst.

Selv i de såkaldte fredsperioder har der været en spændt stemning mel-

NR. 5 JANUAR 2002

Før angrebet var Indiens BJP-ledede regering i krise, bla. pga. rygter om korruption inden for forsvarsbudgetterne. Oppositionen ville af med for-svarsministeren, denne konflikt lam-mede parlamentet i 3 dage. BJPrege-ringen tror nu, ligesom Bush og Nyrup før valget, at en katastrofe kan udføre mirakler for regeringens omdømme. Men intet regime har overlevet længe ved at kaste sig ud i krige og urolig-heder.

Indiens premierminister Vajpayee har sammen med regeringen beskyldt Pakistans regering for „en konspiration for at udrydde hele Indiens politiske ledelse“. Det er ikke kun „nationens ære“, der er på spil for de indiske ledere, men også deres positioner på top-pen. Vajpayee’s BJP, der leder en splittet 26-partis koalition, skal til valg i nogle af Indiens nøgledelstater i for-året. BJP står over for en nedtur i disse valg, hvilket kan betyde, at hele koa-litionen splitter op. Dette ville føre til en alvorlig politisk krise, og til

at disse ledere mister deres adgang til korrup-tion og andre goder. En hård politik mod Pakistan kan give BJP lidt håb ved valgene.

Et angreb på Pakistan kan medføre en længerevarende krig og mulighed for, at konflikten accelererer til et niveau med atomvåben. En atomkrig mellem Indien og Pakistan vil have store konsekvenser for resten af Sydasien og he-le verden. Økonomisk nedtur skyld i oprustningen Hovedårsagen til de stigende spændinger er den socioøkonomiske krise, der er blevet næret af nedgangen i ver-densøkonomien. Kapitalisterne i Indien og Pakistan forsøger at bruge denne krig, eller trussel om krig, terrorisme osv. til at undertrykke arbejderklassen yderligere.

De indiske arbejdere har i den seneste periode været udsat for nogle af de hårdeste nedskæringer på bud fra IMF, mens militærbudgetterne er eksplo-deret. Den voksende krise tvinger de indiske kapitalister til at skære yder-ligere ned på den indiske arbejder-klasse. Venstrefløjen og de intellek-tuelle har kørt med på denne bølge som forsvar for „nationalisme“ og „demo-krati“. Fattigdommen er blevet for-doblet i det sidste årti.

Dette viser, at det kapitalistiske system har været ude af stand til at udvikle samfundet, og at det derfor er fuldstændig stagneret. Den økonomiske vækst er faldet, In-diens lokale industri er ved fuldstændig at kollapse, og i landbruget står det endnu værre til. Religiøse, regionale, etniske og nationalistiske konflikter ryster samfundets grundvolde og BJP-koalitionen vil falde snarere før end senere.

Pakistan Pakistans situation er ynkelig. Det

13

har brugt 20 år på at understøtte Taliban og andre fundamentalistiske grupper inde i Afghanistan, hvilket nu er mis-lykkedes, og har gjort den vestlige grænse mod Afghanistan sårbar. Mini-strene fra Afghanistans Nordalliance vil ikke tilgive Pakistan, at deres efter-retningstjeneste var med til at bevæbne Talibanerne mod Nordalliancen. Yder-mere vil etniske konflikter eksplodere i Afghanistan, når den regering, der er sammenflikket af imperialisterne, bryder sammen, og dette vil sprede sig til Pakistan. Det kan give brændstof til nationalistiske og sekteriske sam-menstød, der kan betyde sammenbrud for den allerede svage pakistanske stat.

Samtidig optrappes krisen med Indien, og beskyldningerne flyver i luften, om hvem der skød det første skud osv.

Men ligegyldigt hvad udfaldet bliver, bliver ofret den pakistanske befolkning. De socioøkonomiske forhold er allerede elendige. Pakistans økonomi er dårlig, fattigdommen er også her fordoblet i løbet af de sidste ti år. Pakistan har været hovedofret for krigen i Afghanistan både økono-misk og politisk, de har tabt 1,4 milliarder dollars og kun fået 673 mio. fra USA. Pakistans offentlige gæld er nu 105% af BNP, faktisk mere end de allermest forgældede lande. Kriminalitet, vold, korrup-tion, sygdom og elendighed hærger landet. Musharrafs (Pakistans præ-sident) diktatur har fuldstændig lagt sig ind under imperialismen ikke kun krigsmæssigt men også økono-misk. De har udført alle IMFs og Verdensbankens ordrer, hvilket har betydet massiv stigning i arbejds-løsheden og yderligere elendighed for de pakistanske masser.

At tro, at Paki-stan kan få økonomisk fremgang ved at deltage i „genopbygningen“ af Af-ghanistan, er en utopi.

Amerikanerne planlægger at forlade Afghanistan endnu engang, og der vil igen komme tumulter i Afghanistan, som også vil påvirke Pakistan.

Indien gør det sværere og sværere for Musharraf. Hvis han går i aktion mod

14

de muslimske grupper, der beskyldes for at stå bag angrebet på Indiens parlament, vil det se ud som om, han har givet efter for indisk pres, hvilket vil svække hans position. Hvis ikke han gør noget, vil han komme på tværs af Bush. Selvom toppen af hæren er skrækslagne for udsigten til krig med Indien, kan de ikke gøre andet end at give igen. Hvis Musharraf giver efter for mere pres fra Indien, kan han risikere en opstand fra hæren.

Hvis Indien besætter hele Kashmir vil de møde en endnu større modstand fra Kashmirs befolkning. Selve Pakistans eksistens vil være truet, og det vil uundgåeligt føre til en blodig splittelse af Indien. Selvom Indien er stærkere militært end Pakistan, vil det stadig blive en hård krig, og Pakistans besid-delse af atomvåben kan muligvis få Indien til at fravælge en militær løsning på konflikten. Dette er

lande på nippet til krig, findes stadig.

En så-kaldt fred vil ikke være længe.

Dette betyder, at den herskende klasse på subkontinentet hverken har råd til krig eller fred. Den onde cirkel med krig og forholdsvis fred kan fortsætte, indtil samfundene bliver drevet til barbari og ruin. Denne situation er den direkte konsekvens af kapitalismens krise og imperialistisk undertrykkelse.

Det indiske subkontinent blev splittet i 1947, da en intensiv bevægelse blandt arbejdere, sømænd, soldater og bønder ikke blot truede den engelske Raj (ko-loniherre af Indien), men kunne have udviklet sig og have væltet det kapita-listiske system. For at undgå dette del-te engelsk imperialisme i samarbejde med hinduistisk og muslimsk funda-mentalisme Indien.

Kommunistpartiet udnyttede ikke denne mulighed for at udvikle den nationale bevægelse til en socialistisk revolution, hvilket let kun-ne have været gjort.

Konflikten er stadig ikke løst og kan ikke løses. Efter mere end 50 år med såkaldt selvstændighed er levestan-darden for hundreder af millioner mennesker på subkontinentet faldet drastisk. De indiske og pakistanske kapitalister har vist, at de ikke kan løse noget som helst og endda har været ude af stand til at udføre en borgerlig demokratisk revolution.

Dele aftil, befolkningen også grunden at USA ogerEngland på flugt fra grænseomfor-søger at tale Indien fra en krig. råderne mellem Indien og Pakistan, mens der trappes op til en mulig kommende krig.

Ingenting vil blive som før Krigen kan muligvis undgås bla. pga. presset fra imperialistiske magter.

Men de faktorer, der har bragt de to

Situationen kan ikke holde længe.

De pakistanske og indiske masser har gang på gang rejst sig, og det vil de gøre igen. De vil gennemføre en socialistisk revolution, hvilket er den eneste løsning på fattig-dommen, elendigheden osv. Arbej-derklassen på det indiske subkontinent har før vist sig i stand til at tage mag-ten, men er gang på gang blevet svigtet af ledelsen.

En socialistisk revolution i Pakistan eller Indien vil uundgåeligt brede sig over grænsen og skabe en socialistisk føderation på subkontinentet - det er

SOCIALISTISK STANDPUNKT

ARGENTINA - revolutionen er begyndt Slutningen af år 2001 blev kendetegnet ved voldsom uro i Argentina.

Præsi-dent efter præsident gik af som følge af omfattende protester og uroligheder imod den dybe krise i landet og rege-ringens manglende evne til at håndtere den og skabe ordentlige forhold for landets befolkning. Tusinder af men-nesker var på gaden, og de proteste-rende havde efterhånden mistet al frygt for politi og stat. Revolutionen var begyndt.

Kun manglen på en socialistisk ledelse med forankring i masserne har givet kapitalismen i Argentina et pusterum. Men der er ikke tale om en varig fred. Argentinas arbejdere og fattige vil ikke få løst deres voldsomme problemer af nogen regering, som følger kapitalis-mens love. Argentina er blot det senes-te eksempel på kapitalismens krise og totale fallit.

Uro og protester vil blusse op igen og igen, indtil den grund-læggende konflikt bliver løst - socia-lisme eller barbari.

Baggrunden for uroen Uroen brød ud, efter at landets frimarkedsprogram gik helt galt. I de sidste to år har Argentina, det rigeste land i Latinamerika, været ramt af en stadig dybere politisk, social og økonomisk krise. Regeringen fulgte IMFs standardopskrift over for økonomier med finansielle problemer: skær ned for at få underskuddet væk, skab de-flation, og håb på, at investorernes til-lid vender tilbage. Men i virkeligheden kunne denne politik ikke løse proble-merne, men måtte tværtimod gøre dem endnu værre. Nu er landet gået ban-kerot og er ude af stand til at betale sin uhyrligt enorme udlandsgæld.

Den første omgang optøjer tvang økonomiministeren Domingo Cavallo, som havde stået bag spareprogrammet, til at gå af. Folk gik i protesttog, hvor de lavede larm på potter og pan-

NR. 5 JANUAR 2002

der, og der var flere dage med madoptøjer, hvor grupper på op til 1500 arbejdsløse brød ind i Wal-Marts og Carrefour-supermarkeder rundt omkring i landet.

Plyndringer De forarmede massers vrede kogte over i to dages optøjer og plyndringer, som efterlod mindst 22 døde og masser af sårede i forskellige byer i landet.

Det var den voldsomste uro i mere end ti år. I Buenos Aires kom ridende politi i kamp med demonstranter, der kræ-vede, at præsidenten gik af. Der blev brugt tåregas og vandkanoner.

Adskil-lige hundreder af mennesker stødte sammen med politi på Plaza de Mayo midt i byen. Imens sad lederne af lan-det belejret inde i Kongresbygningen. Siden er den ene præsident efter den anden gået af.

Kapitalismens internationale krise Krisen i Argentina havde ikke sin op-rindelse dér. Det er en afspejling af ver-denskapitalismens globale ustabilitet. Krisen i Argentina har på sin side også sendt rystelser gennem de interna-tionale markeder, der venter på at se, om krisen vil få en dominoeffekt i an-dre latinamerikanske lande og længere væk. Nogle borgerlige økonomer på-står, at krisen i Argentina er en ren lokal affære, der ikke vil påvirke andre lande nævneværdigt. Men når Argen-tina erklærer sig ude af stand til at betale sin gæld, er det den største ban-kerot i historien. Den nyeste præsident, Duhalde, har opgivet at have pesoen bundet til dollaren, og det vil også få usikre konsekvenser. Pesoen er blevet devalueret med 30% - og det vil skade Brasilien, Argentinas vigtigste handelspartner. Og virkningen af denne ustabilitet vil ramme andre af de såkaldte “emerging markets”.

Socialistisk revolution Latinamerika er i den dybeste krise

siden krigens tid. Der er ikke et eneste stabilt styre i området. De objektive betingelser for socialistisk revolution har været tilstede i de eks-koloniale lande i mindst et halvt århundrede. De er ikke bare modne for en revolution, de er overmodne, på grænsen til det rådne. En kapitalisme i forfald truer med at sende det ene land efter det an-det ud i barbari. Grunden til at revolu-tionen ikke er lykkedes hidtil, er ikke imperialismens styrke, men den sub-jektive faktors svaghed: at der mangler et ægte revolutionært parti og en le-delse.

Manøvrering i toppen løser ikke problemerne Den nu vedtagne devaluering af pe-soen vil føre til fornyet inflation, hvilket vil smadre middelklassens op-sparinger og underminere lønningers og pensioners værdi. Det vil sende be-folkningen ud i endnu større fattigdom, og derved forberede nye sociale eksplosioner.

Selvom de fleste argentinere nu er vendt tilbage til deres daglige rutiner - eller ihvertfald prøver på det, så er der ikke tale om, at krisesituationen og uroen er overstået. Stemningen er spændt, masserne er utilfredse og mis-tænksomme. Folk har straks forstået, at ændringerne i toppen ikke vil løse nogen af problemerne.

For en tid vil masserne vente og se.

Den første bølge af vrede har måske nok tabt pusten, men det, vi har her, er ikke fred, men kun en midlertidig og meget urolig våbenstilstand. Den samme mistænksomme stemning findes også i middelklassen. En artikel i The Guardian rapporterede: “Nogle butiksejere var for bange til at åbne igår. ‘Mange af dem, der plyndrede, var vores sædvanlige kunder’, sagde en chokeret købmand. ‘Det er totalt anarki.’”

Socialisme eller kaos

15

Da politiet mange steder var fraværende fra gaderne under optøjerne, tog naboer loven i egne hænder og tæskede folk, der plyndrede butikkerne, med kæppe. Der er absolut brug for orden i Argentina, men på det nuværende grundlag er det umuligt at skabe orden - der vil kun komme nye chok, kriser og mere kaos. Den eneste varige orden, der er mulig i Argentina, er en revolu-tionær orden, baseret på arbejder-klassens overtagelse af magten i alli-ance med de små forretningsdrivende, de små landmænd, de arbejdsløse, og andre undertrykte grupper.

Det centrale slogan for denne nye magt er generalstrejken. Men general-strejken må organiseres og forberedes. Den eneste garanti for, at bevægelsen sker på en organiseret måde uden plyndringer og optøjer, er ved, at der dannes aktionskomitéer - valgte arbej-derkomitéer, der må udvides til også at omfatte valgte repræsentanter for de arbejdsløse, de små forretnings-drivende, de studerende, og alle dele af befolkningen undtagen udbytterne.

Disse komitéer skulle organisere trans-port og fordeling af fødevarer og andre livsnødvendigheder til de fattigste dele af befolkningen. De må kontrollere priserne og patruljere gaderne for at opretholde ro og orden og bekæmpe reaktionen. For at opfylde disse funk-tioner må de bevæbnes. Der må laves en appel til soldaterne og politiet om at danne valgte komitéer, udrense fas-cister og andre reaktionære fra deres rækker og slutte sig til arbejder-komitéerne.

Endelig er det nødvendigt at slutte de revolutionære komitéer sammen på lokalt, regionalt og natio-nalt plan for at forberede en national kongres for de revolutionære komitéer, så de kan tage magten.

ikke løse nogen af de fundamentale pro-blemer, men vil blot gøre dem mere eksplosive. Der findes ikke nogen halvvejs-løsninger.

På kapitalistisk grundlag er ingen løsning mulig.

Revolutionens forudsætninger Lenin forklarede, hvad der var forudsætningerne for en revolution. Den første forudsætning er, at den herskende klasse er delt og i krise og ude af stand til at regere som tidligere.

Dette er tilfældet i Argentina. Den anden forudsætning er, at der er uro i middelklassen, der vakler mellem ar-bejderklassen og kapitalistklassen. I demonstrationerne i Argentina var mange af deltagerne fra middelklassen, der trues af fallit. Den tredje forudsætning er, at arbejderklassen skal være parat til at kæmpe og gøre ofre for at ændre samfundet.

Gade-kampene viste, at arbejderne og ung-dommen har mistet al frygt for politiet og staten og er parat til at slås og om nødvendigt dø for at forsvare deres retfærdige sag. Den sidste forudsæt-ning er, at der eksisterer et ægte marx-istisk parti og en ledelse, der er klar til at lede bevægelsen og forsyne den med et perspektiv og et program. Hvis der eksisterede sådan et parti, med virkelige rødder i arbejderklassen og frem for alt i fagforeningerne, ville bevægelsen i retning af en socialistisk revolution

kunne gennemføres hurtigt og med et minimum af vold.

Men da der ikke er sådan et parti, vil krisen få en mere langstrakt og tur-bulent karakter, og den vil kunne strække sig over ti år eller mere med opgang og nedgang i bevægelsen, indtil der kommer en afgørelse, enten gennem arbejderklassens sejr eller ved et nyt og endnu mere blodigt militær-diktatur. Efter den sidste tids oplevelser er det imidlertid usandsynligt, at en ny junta kan komme til magten uden en borgerkrig. Det er grunden til at gene-ralerne hidtil har holdt munden lukket og holdt sig i ro - indtil videre.

Første akt af dramaet er spillet, men der er nye og stormfulde begivenheder under opsejling.

Den argentinske arbejderklasse er den mest magtfulde i Latinamerika, næstefter den brasilianske. Den har en utro-lig revolutionær tradition. Bevæbnet med et reelt revolutionært program ville den let kunne tage magten og påbegynde den socialistiske omdan-nelse af samfundet. Sådan en udvikling ville øjeblikkeligt ændre hele situa-tionen i Latinamerika. Det ville få en endnu større virkning end Oktober-revolutionen i 1917. Det ville give genlyd i USA og på verdensplan. Kun en radikal omdannelse af samfundet fra top til bund kan vise en vej ud af

Fra en af de mange demonstrationer i Argentina i slutningen af år 2001.

Argentina er slået ind på revolutionens vej. I løbet af de næste ti års tid må den centrale modsætning løses.

Det nuværende overgangsregime vil

16

SOCIALISTISK STANDPUNKT

Den tyske fascismes fremkomst I de kommende numre af Socialistisk Standpunkt vil vi bringe artikler om Kominterns (3. Internationale) forræderiske politik over for arbejderklassen internationalt i perioden op til 2. verdenskrig.

Baggrunden for forræderiet Efter den russiske revolution i 1917, havde flere imperialistiske magter og russiske kontrarevolutionære styrker angrebet den unge arbejderstat.

Derfor var de naturligvis nødt til at forsvare sig, og derfor blev den røde hær etableret (Se artiklen om Trotskij i nr. 3 + 4). Men borgerkrigen tærede hårdt på ressourcer og kræfter i Sovjet. Og da revolutionen i andre mere industrialiserede lande mislykkedes og blev for-rådt, herunder i Tyskland 1918-19, forblev den altså isoleret i et tilbagestående land, der var udmattet efter krige og desuden af fejlslagen høst og hungersnød. Derfor kunne et bureaukrati langsomt vokse sig frem.

De embedsmænd, fagfolk og specialister, som der var hårdt brug for, kunne ikke rekrutteres blandt de russiske arbejdere - de havde travlt med at opbygge den ødelagte industri, og i et tilbagestående land som Rusland var uddan-nelsesniveuaet ikke højt nok, der var masser af analfabeter osv. Det skabte grundlag for en stadig strøm af kar-rierefolk, der måske havde været imod revolutionen eller havde været embedsmænd i zartiden, der kom ind i Partiet og statsapparatet og fik mere og mere indflydelse. Det blev til et bureaukrati, der satte sig på topposterne i partiet og distancerede sig fra den arbejdende klasse. Lenin forstod dette og advarede blandt andet mod det i sit testamente, inden han dø-de den 21. januar 1924. Desværre blev testamentet holdt hemmeligt og blev først offentliggjort efter Stalins død.

Leon Trotskij tog kampen op mod bureaukratiet, organiserede Ven-

NR. 5 JANUAR 2002

streoppositionen inden for partiet og blev derfor til sidst bortvist fra Sovjetunionen i 1929. Herefter var al magt i Kommunistpartiet underlagt Josef Stalin og de andre bureaukrater. Inkluderet var også Komintern (3.Internationale), som oprindeligt var oprettet i 1919 (bla. af Lenin og Trotskij) som redskab for den internationale arbejderrevolution. Således modarbejdede denne internationale gentagne gange revolutionære tiltag efter bu-reaukraternes magtovertagelse. Det hændte også i Tyskland, hvor resultatet blev fascisternes sejr og en ny verdenskrig.

Perioden efter 1. Verdenskrig Den revolutionære bølge, der havde præget Europa i årene efter 1. Verdenskrig, havde desværre ikke haft held med sig i Tyskland. I januar 1918 gik 1/2 million industriarbejdere på gaden i Berlin med kravet om fred og brød. Der blev dannet strejkekomitéer og arbejderråd, og i november udråbtes Folkerepræsentanternes Råd som regering, som udtalte sine intentioner om at gennemføre det socialistiske program. Men revolutionsforsøget endte pga. den socialdemokratiske reformistiske ledelses forrædderi med militær nedkæmpelse af opstandene og drabene på Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht.

Tiden efter 1. verdenskrig var præget af en stor krise, der ramte økonomien i det meste af verden. I januar 1922 var kursen 200 mark for en dollar, i november 1923 gik der 4,2 milliarder mark på en dollar! I 1929 var der omkring 6 millioner arbejdsløse tyskere.

Igen i 1923 var der en revolutionær situation i Tyskland, hvor arbejdermasserne var parat til at følge det nye Kommunistparti og tage magten - men partiet tøvede, og bevægelsen led igen nederlag. Den tyske arbejderklasse led under elendige vilkår og

var således desperat efter en ledelse der kunne vise dem et alternativ til kapitalismens katastrofale krise og dennes følger.

Valget i Tyskland 1930 I 1930 var der valg til rigsdagen i Tyskland. Dette valg blev af Komin-terns ledere betegnet som en kæmpesejr for kommunismen. Men de havde tydeligvist ikke analyseret valget ordentlig. Ved valget fik Kommunistpartiet KPD (som var tysk sektion af Komintern) omkring 4,6 millioner af stemmerne. Dette var en stigning på 1,3 million stemmer fra valget i 1928. Dette var naturligvis en relativt stor stigning, men fascisternes fremgang taget i betragtning, var det katastrofalt. Det nationalsocialistiske parti (fascisterne) steg 800% fra 0,8 mio. stemmer (1928) til 6,4 mio.

(1930).

Lederne af Komintern og KPD havde tydeligvist ikke forstået den fascistiske fare. Et sådant resultat kan under ingen omstændigheder betegnes som en kæmpesejr for kommunismen.

Fas-cisterne havde jo netop hentet arbej-derstemmer og især stemmer fra den desperate og ruinerede middelklasse, som burde være blevet vundet af kommunisterne. Forudsætningerne for en socialistisk fremgang og revolutionær styrkelse var ideale.

Den økonomiske krise havde gjort arbejderklassen desperat efter en stærk ledelse, der kunne mobilisere den og vise et alternativ. Men ingen af de to arbejderpartier var i stand til at vise et sådant alternativ.

Socialdemokratiet var blevet bureaukratiseret og havde stemt for bevilling til den imperialistiske 1. verdenskrig i 1914, hvor arbejdere kæmpede mod arbejdere på de blodige slagmarker.

Ledende socialdemokrater stod endda bag mordene på Rosa Luxemburg og

17

Karl Liebkneckt. Ledelsen var overhovedet ikke i stand til at formulere en politik, der kunne skabe varige forbedringer for den tyske arbejderklasse. KPD var ligesom resten af Komintern i stalinisternes magt og fulgte blindt direktiver fra Moskvabureaukraterne. De viste absolut heller intet alternativ eller en vej frem for de tyske masser.

Fascisterne lovede et stabilt Stortyskland og en oprejsning efter det ydmygende nederlag i 1.verdenskrig.

De skød skylden for arbejdsløsheden og arbejdernes og middelklassens elendige forhold på jøderne og kommunisterne. De blæste til national enhed. Bag dette banner kunne de mobilisere store dele af den forarmede middelklasse, og også dele af arbejderklassen selv, som ikke fik nogen løsning fra arbejderpartierne.

Sandheden var og er naturligvis, at hverken jøder eller kommunister bærer skylden for den økonomiske krise, som er årsagen til de dårlige forhold.

Det gør kun det kapitalistiske system selv. Derfor er en „national enhed“ absurd. Arbejderklassens forhold forbedres ikke gennem „national enhed“, men igennem kamp mod kapitalismens kriser og markedsøkonomien.

Igennem klassekamp.

Storkapitalen financierede Hitler Kapitalisterne støttede det nationalsocialistiske parti med uhyrlige penge-summer. I bogen „Jeg betalte Hitler“ afslørede Fritz Thyssen, en ledende kapitalejer fra stålindustrien, at han i 1930 overdrog over 1 million mark til Hitler personligt. Ydermere tilkende-gav han, at han varetog kontakten mel-lem industrien og fascisterne, og at der gennem denne kontakt kom over 2 millioner mark hvert år i støtte til fascisterne!

Enhedsfronten Trotskij mente, at fascismen var en speciel form, som kapitalismen kunne antage. Han sagde: „Fascismen er ikke bare et system med gengældelser, brutal magt og polititerror. Fascismen

18

er et regeringssystem, der indebærer, at alle elementer af proletarisk demokrati inden for det borgerlige samfund helt bliver elimineret.“ På baggrund af dette og kapitalisternes massive støtte til fascisterne, mente han, at kun arbejderklassen og dens organisationer virkelig kunne, og havde interesse i at, bekæmpe fascismen. Således opfordrede han kommunisterne og socialdemokraterne til at indgå i en alliance for at bekæmpe fas-cismen. Han betegnede en sådan alliance som en „enhedsfront“. På det tidspunkt havde kommunisterne og socialdemokraterne tilsammen stadig større opbakning i befolkningen end fascisterne. En alliance mellem de to partier og en samlet og kampklar arbejderbevægelse, der kunne give et al-ternativ til fascismen, kunne havde forhindret fascisternes sejr.

De to partier kunne hver mobilisere millioner af arbejdere og havde begge deres egne væbnede grupper - ikke desto mindre tillod man fascisterne at sejre, stort set uden at der blev affyret et eneste skud.

Meldingen fra KPD og Komintern var klar. Willie Müzenberg, medlem af Rigsdagen for KPD svarede på Trot-skijs forslag: „Intet kunne være farligere for den tyske arbejderklasse og for kommunismen, og intet ville frem-me fascismen mere end realiseringen af et så kriminelt forslag (socialdemokratisk-kommunistisk enhed). Den, som foreslår sådan en enhed, hjælper kun social-fascisterne.

En sådan person er simpelthen fascist.“ Heller ikke Socialdemokratiets ledere var vilde med ideen. Trotskij ignorerede anklagerne og fortsatte sine appeller. Han mente, at situationen var yderst farlig og krævede øjeblikkelig handling. Ellers mente han, at fascisterne ville overtage magten, med katastrofale følger for arbejderne i Tyskland og internationalt.

Men kommunisterne nægtede at se virkeligheden i øjnene. De benægtede den fascistiske fare. De forholdt sig

ligegyldigt over for fascismen og betegnede den som en „døgnflue“, mens socialdemokraterne blev defineret som „social-fascister“. Ernest Thällmann, KPDs formand, sagde ligefrem, at man skulle jage „socialfascisterne“ væk fra arbejdspladserne, uddanelserne og fagforeningerne.

Fascismens sejr Desværre fik Trotskij bekræftet sine teorier om fascismens sejr. Hitler og hans kumpaner fra nazistpartiet kunne, med kapitalens støtte og en passiv og splittet arbejderbevægelse, få manifesteret sig i den tyske befolkning.

Starten af 30’erne var præget af enorm uro, og ikke mindre end 5 valg blev afholdt i 1932 (både præsidentvalg og rigsdagsvalg). I lang tid bølgede opbakningen til strømningerne frem og tilbage. Men fascismen sejrede endeligt efter koalitionsregeringen med de konservative i januar 1933 og ved det efterfølgende valg til Rigsdagen i marts 1933, hvor fascisterne fik 43,9% af stemmerne.

Stalinisternes fejlslagne politik og hetz mod socialdemokraterne havde splittet og passiveret arbejderklassen. Resultatet står i dag helt fast indprentet i alle menneskers bevidsthed. Det er klart, at hetzkampagnen mod „socialfascisme“ var endnu et af Moskva-bureaukraternes træk for at splitte den internationale arbejderklasse og lede den til nederlag. Det var nemlig nødvendigt, hvis bureaukraterne skulle bevare deres egen magt. Hvis der var blevet gennemført succesfulde arbej-derrevolutioner i andre lande, ville det nemlig have opildnet den sovjetiske arbejderklasse, og bureaukraternes magt ville være blevet erstattet af et ægte socialistisk system baseret på internationalisme og demokrati, under arbejderklassens egen kontrol.

Og det havde bureaukraterne ingen interesse i.

BA

SOCIALISTISK STANDPUNKT

Hvem vi er og hvad vi står for SOCIALISTISK STANDPUNKT udgives af en gruppe marxistiske arbejdere og unge, der er aktive i arbejderbevægelsen. Vi mener, at kapitalismen ikke længere kan tilbyde andet end nedskæringer, øget arbejdspres, massearbejdsløshed og fattigdom.

Derfor må det kapitalistiske system fjernes og erstattes af en socialistisk planlægning af produktionen, hvilket vil sige, at arbejderklassen overtager de største virksomheder, bankerne, forsikringsselskaberne osv. og kontrollerer og styrer det hele demokratisk efter behov og ikke som nu efter kapitalisternes jagt på profit. Vi støtter den danske arbejderklasses kamp som en del af den internationale arbejderklasses kamp.

SOCIALISTISK STANDPUNKT deltager i den daglige kamp og støtter de krav, der stilles på arbejdsplad-serne, som f.eks.: - National minimumsløn på 100 kr. i timen, gældende for alle inklusiv lærlinge, arbejdsløse og studerende.

- Genindførelse af dyrtidsreguleringen samt fuld dagpengeregulering, så inflationen ikke udhuler lønnen.

- Stop for alle afgifter og skatter, der udhuler arbejdernes lønninger. For et ordentligt, solidarisk skattesystem, der tilgodeser arbejderklassen og beskatter kapitalisterne.

- 30 timers arbejdsuge med fuld løn- og personalekompensation, det er den eneste vej væk fra arbejdsløsheden.

- Lige løn for lige arbejde – ingen diskriminering p.g.a. køn, race o.s.v.

- Afskaffelse af bodssystemet – ingen indgreb i strejke- og aktionsretten.

- Strejke- og aktionsret til lærlinge, funktionærer og alle andre arbejdere.

- Ægte demokrati i arbejderbevægelsen. Ingen privilegier til vores ledere – arbejderledere på arbejderløn.

- Fjernelse af alle nedskæringer på velfærden. Kamp imod alle forsøg på yderligere afmontering af velfærds-samfundet.

Hvis arbejderbevægelsen satte alle sine kræfter ind og kæmpede for disse krav, ville det være muligt at kæmpe dem igennem. Men ledelsen for Socialdemokratiet og fagbevægelsen undskylder den manglende kamp med, at kapitalisterne aldrig vil gå med til at opfylde kravene. Til det er marxisternes svar klart: Har kapitalisterne ikke vilje til at sikre en ordentlig tilværelse for arbejderne og ungdommen, så har arbejderklassen ikke råd til kapitalismen.

Det økonomiske opsving har ikke bragt forbedringer for arbejderklassen, og nu er kapitalismen igen ved at gå ind i en krise. Den eneste vej frem er derfor at fjerne det kapitalistiske system ved, at arbejderklassen overtager produktionsmidlerne og sætter dem under deres egen ledelse og kontrol. Dette er løsningen på arbejderklassens og ungdommens problemer, og det er hvad Socialdemokratiet og fagbevægelsen burde kæmpe for.

Vi opfordrer derfor alle arbejdere og unge til at gå med i SOCIALISTISK STANDPUNKTs kamp for at vinde arbejderbevægelsen tilbage på et socialistisk program.

NR. 5 JANUAR 2002

19

SOCIALISTISK STANDPUNKT SOCIALISTISK STANDPUNKT DDen marxistiske avis arbejderbevægelsen Den marxistiske avis forfor arbejderbevægelsen

WWW.MARXIST.DK

NR. 5 JANUAR 2002

Nej til nedskæringer på uddannelserne!

Mandag d. 14/1 2002 samledes over 1.000 unge fra forskellige uddannelser på Københavns Rådhusplads, og et lidt mindre antal i Århus. Formålet var at protestere imod den borgerlige rege-rings planer om besparelser på uddan-nelsesområdet og lukning af den fri ungdomsuddannelse.

På trods af kulden var demonstra-tionen meget livlig. Gøgl, komik og råb som “Sig hey, sig ho - stop den gale Anders Fogh”, “Dem, der ikke hopper, de elsker Anders” og “Lad den Fri gå fri” vekslede med taler af bla.

Enhedslistens Pernille RosenkrantzTheil og Bjørn Hansen fra DGS. Regeringen angriber uddannelser I følge medierne skal der spares mere end en milliard kroner på uddannelses-området. Blandt andet skal der iflg. Berlingske Tidende spares 200 mio. på universiteterne, hvilket svarer til mellem en og to procent af budget-terne, og det vil føre til endnu flere fyringer, end der allerede var tale om før. Daghøjskolerne og forskellige af-tenskoletilbud står også for skud, og desuden skal den fri ungdomsuddannelse og klubpædagoguddannelsen slagtes.

Derudover vil der med nedskæringer på dagsordenen næppe blive tale om at rette op på de problemer, der allerede er på forskellige uddannelser, såsom handelsskolerne, hvor eleverne sidste år gennemførte store protester mod deres elendige forhold. Den gang lovede både den daværende regering og den daværende opposition, at der ville blive gjort noget ved det.

For ordentlig uddannelse til alle - nej til nedskæringer!

Med de planlagte besparelser viser den borgerlige regering tydeligt, hvad der gemmer sig bag de flotte ord om “frit valg” og “mennesket før systemet” - rendyrket borgerlig nedskærings-politik!

Hvor er det frie valg, når der indføres begrænsninger af uddannelsestilbuddene, og på hvilken måde sættes mennesket før systemet, når man luk-ker en uddannelse som den Fri, der netop er blevet en succes for unge, der ikke lige har passet ind i mere traditi-onelle uddannelser?!

Der er brug for modstand mod regeringens planer. En fælles protestdag er planlagt d. 7. februar af størstedelen

af elev- og studenterorganisationerne, som del af et initiativ der kaldes Uddannelse er Danmarks vigtigste råstof - ikke en udsalgsvare, og som har kravene: “At nedskæringerne stoppes! Uddannelse til alle! Et demokratisk uddannelsessystem! Et sikkert og sundt arbejdsmiljø! At elever ikke gøres til produkter!”

Samlede protester fra elever og studerende i hele Danmark er vejen frem.

Sådan kan vi vise os selv vores egen styrke og vise regeringen, at vi ikke går med til dens forringelser.

Disse protester er kun en del af den samlede modstand mod den borgerlige regering - derfor er det nødvendigt at elev- og studenterorganisationerne opfordrer fagbevægelsen og især de aktive medlemmer selv til samarbejde og fælles kamp imod alle de borger-liges nedskæringer på alle områder.

Regeringens politik er et opgør med

princippet om ordentlig uddannelse til alle og dermed også et direkte angreb på arbejderbevægelsen. Kun ved fælles kamp og samlet modstand kan vi forhindre de borgerliges planer.

Samlede protester fra elever og studerende i hele Danmark er vejen frem.

Sådan kan vi vise os selv vores egen styrke og vise regeringen, at vi ikke går med til dens forringelser.

20

SOCIALISTISK STANDPUNKT