nr8

SOCIALISTISK STANDPUNKT

STØ

TTE KR. PRIS 20,-

DEN MARXISTISKE AVIS FOR ARBEJDERBEVÆGELSEN NR. 8 + 2. ÅRG. + AUGUST 2002

PRIS KR. 10,-

Økonomisk uro og flere nedskæringer på vej -

Foren protesterne!

Ingen forringelser af velfærdssamfundet!

Arbejdere og unge må presse ledelsen for arbejderbevægelsen og ungdommens organisationer til at gå foran i kampen for forbedringer.

“Fundamentet for økonomien er sundt!“

For en arbejderbevægelse på et socialistisk program!

INDHOLD: Leder

2

Finanslov og kommuneaftale

3

Uddannelsespolitik

4

København 2002

5

Den danske velfærd?

6

Terrorloven

8

Tillidsmandsnetværket - hvad nu?

10 Forsvar retten til eksklusivaftaler!

11

SiD-sagen

12

Post Danmark A/S

12

Arbejderbevægelsens historie del 5

13

Socialister og EU

14

Østudvidelsen: EU og Polen

15

Hvem vi er

16

Det kommende valg i Sverige

17

Generalstrejken i Spanien

18

Hvad er der galt med verdensøkonomien?

19

Hvad sker der i Pakistan?

22

Kampagnen til forsvar for de pakistanske fagforeninger 24

2

Økonomisk uro og flere nedskæringer forude Økonomien fylder meget i nyhederne for tiden, og det er med god grund.

Den kapitalistiske verdensøkonomi er plaget af voldsom uro og store rystelser.

Dag efter dag på børserne ender med store fald, så kommer der korte opture, hvor vi får at vide, at nu skal det nok gå, men så følger der endnu større fald.

Især den amerikanske kapitalisme rystes af den ene omfattende skandale efter den anden, hvor forskellige firmaer har søgt at dække over dårlige resultater, og adskillige af de helt store foretagender har måttet bukke under.

Den voldsomme uro dækker over en rigtig krise, der er ved at udvikle sig i den kapitalistiske økonomi over hele verden. Der er massiv overproduktion i mange sektorer, og profitterne falder.

Selvom kortere perioder med stabilisering ikke kan udelukkes, vil det generelle perspektiv være nedgang i den næste periode - vi vil komme til at se flere virksomhedslukninger, konkurser, fyringer og mere pres på arbejderklassen, samtidig med øgede spændinger mellem de kapitalistiske lande og flere tendenser til protektionisme, hvilket i yderste konsekvens vil kunne gøre krisen til en decideret depression.

Det er i den situation, at EU under Danmarks formandskab skal diskutere ting som østudvidelse og den fremtidige EU-grundlov. Begge ting vil afsløre EU’s reaktionære karakter. EU vil ikke være en løsning for folkene i Østeuropa, slet ikke i en situation med nedgang i økonomien på verdensplan.

Konkurrencen mellem de europæiske kapitalister vil blive skærpet, og de vil alle prøve at klare sig på de andres bekostning. Østeuropa er ikke blevet inviteret med for de østeuropæiske arbejderes og bønders skyld, men til gavn for kapitalisterne i Øst og Vest, som endnu et marked at udnytte.

Den krise, der er under opsejling, umuliggør også, at det fromme håb om et stop for regeringens nedskæringspolitik bliver til virkelighed.

I en situation, hvor kapitalismen ikke har råd til store indrømmelser til arbejderklassen længere, vil vi uundgåeligt komme til at se nye angreb på rettigheder, velfærd og levestandard og fornyet pres på arbejderklassen. De borgerlige har også allerede meldt ud, at det vil blive nødvendigt med et seriøst opgør med fagbevægelsen.

Det er nu som før nødvendigt med organiseret modstand og en kampklar arbejderbevægelse, der kan udfordre de borgerlige. Derfor bliver det stadig mere nødvendigt at opbygge den socialistiske fløj i arbejderbevægelsen, som kan føre alternativet frem: konsekvent kamp imod forringelser og for arbejderklassens kamp for et demokratisk socialistisk samfund, befriet for kapitalismen og dens kriser.

Gå med i Socialistisk Standpunkts kamp for en arbejderbevægelse på et socialistisk program.

SOCIALISTISK STANDPUNKT udgives af avisforeningen SOCIALISTISK STANDPUNKT, Poste Restante Nørrebrogade 10 2220 Kbh. N. Tlf.: 21 82 48 14, marxist@marxist.dk Ansv. red.: M. Frederiksen.

WWW .MARXIST .DK WWW.MARXIST .MARXIST.DK

Finanslov 2003 og kommuneaftalen nedskæringspolitikken fortsætter Regeringens finanslovsforslag for år 2003 offentliggøres 27. august, men allerede nu vises nogle klare tendenser.

Målet er stadig at halvere statsgælden inden år 2010, og skattestoppet skal holdes, hvilket betyder nedskæringer i velfærden, samtidig med at regeringen har haft målsætning om at friholde politi, forsvar, uddannelse, u-landsbistand og overførselsindkomster for besparelser. Både Dansk Folkeparti og oppositionen mener ikke, at dette kan hænge sammen.

Der skal spares i kommuner og amter Aftalen mellem regeringen og kommuner og amter om deres budget næste år er blevet vedtaget. Kommunernes Landsforening (KL) forudsiger store besparelser på bl.a. børnepasning, folkeskolerne og ældreplejen. Selvom der er fastsat flere penge, end kommunerne bruger i år, modsvarer det ikke stigningen i antallet af ældre og folkeskoleelever.

Dansk Folkeparti havde truet med at stemme imod, hvis ikke der blev givet penge til ældres briller, tænder og fodpleje, dette blev lovet at komme på næste års finanslov. Socialdemokratiet undlod at stemme, fordi de mente, aftalen var for stram. Aftalen betyder ikke bare besparelser i kommuner og amter, men også at der skal findes en ekstra ½ mia. i finansloven for år 2003.

Ikke kun kommuner og amter skal spare. Der er også planer om at spare på u-landsbistanden, og der er planer om en arbejdsmarkedsreform til efteråret, hvor der måske skal spares på aktiveringen. Samtidig fortsætter grønthøsterbesparelserne i staten, hvilket betyder at endnu flere statsansatte skal afskediges. Alt dette for at holde et skattestop, som måske kan føre til skattelettelser i år 2004.

NR. 8 AUGUST 2002

“Ungdommens finanslov” Ifølge Jyllandsposten 17/7 2002 betyFinanslovsforslaget for 2003 der besparelserne på det kommunale er udråbt som “ungdommens område, at 8 ud af 10 kommuner skal finanslov”, da regeringen har skære ned og forringe servicen. Det vil lovet at friholde uddannelserne især komme til at ramme børn, skoler for besparelser og opprioritere og de ældre. Det bliver ikke rart, for forskning samt give 1 mia. til som Svendborgs borgmester udtalte til ungdomsboliger over de næste Nyhederne, “er det knebent i forvejen”.

5 år (med 100 mio. i år 2003).

Dette lyder jo utrolig positivt, Blandt pædagoger er der stigende vrede der er stor brug for ressourcer over de planlagte besparelser, og pædapå uddannelsesområdet, men gogernes fagforening BUPL forudser en det er bare højst sandsynligt ikbølge af strejker og protester imod ke det, der kommer til at ske. forringelserne mod børn og ansatte.

Uddannelsesområdet har de seneste år været ramt af massive besparelser, og forholdene er elendige. Når regeringen lover, at ud- trådt løfter, så vi allerede ved sidste dannelserne friholdes, betyder det års finanslov. Hvad der loves nu, kan højst sandsynligt, at der skal ske om- altså sagtens nå at blive ændret. Regeprioriteringer. Regeringen lover at ringen vil forsøge at give alle mulige forskningen skal opprioriteres, og det undskyldninger for de besparelser, der betyder, at andre områder skal beskæ- vil blive uundgåelige: at de statsansatte res. Der har allerede nu været snak om får for meget i løn, og at der må ske en kraftig besparelse på voksenuddan- besparelser på uddannelsesområdet, nelserne, der sikrer, at arbejdere kan fordi de måtte give amterne ekstra til videreuddannes. Samtidig har rege- sygehusene osv. Hvad der kommer til ringen snakket om computere til alle at ske er ikke til at sige med sikkerhed, elever i 3. klasse, samtidig med at sko- men det er sikkert, at regeringen vil lerne falder sammen om hovedet på forsøge at spille forskellige grupper ud eleverne, og der mangler almindelige mod hinanden; folkeskolelærere, sygeundervisningsmaterialer. Hvad der er plejersker, elever og den “almene” bebrug for er flere penge til uddannel- folknings ønsker om kortere ventelister. Men det er ikke sådan, tingene serne! hænger sammen - opprioriteringer ét sted betyder ikke nødvendigvis nedHvad fremtiden vil bringe 27. august fremlægges forslaget til fi- skæringer et andet, som politikerne nanslov som sagt, derefter starter en prøver at få det til at fremstå. Der er lang række forhandlinger, før det ende- masser af penge i samfundet, kæmpe lige resultat ligger klar. Allerede nu profitter i erhvervslivet, og det er polisvirrer rygterne, om at fordi de statsan- tikerne selv, der har valgt at pengene satte har holdt “lønfest”, bliver der skal prioriteres, så der skal ske nedfærre penge end regnet med, samtidig skæringer på velfærden. med at kommuneaftalen kostede regeSocialdemokratiet svigter ringen ½ mia. ekstra, og selvom regeringen havde en plan om at friholde Socialdemokratiet undlod at stemme u-landsbistanden for besparelser, er for aftalen med kommuner og amter, det kommet frem, at den alligevel skal fordi den ville føre til nedskæringer, beskæres. At regeringen før har over- men aftalen var en fortsættelse af deres

3

økonomiske målsætninger for kommuner og amter, bare tilført flere penge.

Dette viser Socialdemokratiets hykleriske indstilling. De kritiserer regeringen for blokpolitik og fremsætter ønsket om at komme med i forhandlingerne for næste års finanslov.

Men det er ikke det, der skal til - i stedet må Socialdemokratiet tage sit ansvar alvorligt og fremstille forslag, der gør

forholdene bedre for arbejdere, unge og gamle, og konsekvent gå imod alle forringelser. Socialdemokratiet stemte for dette års finanslovsforslag, selvom det indeholdt store besparelser, fordi “sådan er politik”, men på den måde gør de ikke andet end at vise, at deres ledelse fuldstændig har afskåret sig fra deres stiftere og traditionelle støtter nemlig den danske arbejderklasse.

Arbejderklassen må med fagbevægelsen i spidsen kræve stop for alle nedskæringer og et stop for samarbejde mellem Socialdemokratiet og de borgerlige, samt en regering af arbejderpartier, der fører en ægte arbejderpolitik, imod alle nedskæringer og for forbedringer!

FM

Unge under uddannelse kan se frem til forringede vilkår Danmarks elev- og studenterorganisationer forbereder sig allerede nu til kampe med regeringen om næste års finanslov. Samtidig har regeringen meget smart fremlagt dele af forslaget til finanslov for 2003 som “ungdommens finanslov”. Målet er, at uddannelserne skal friholdes for besparelser, og at der i løbet af de næste 5 år skal gives 1 mia. kr. til at bygge ungdomsboliger.

Dette lyder jo meget godt, og er et smart træk for at aflede protester, men realiteten bliver højst sandsynligt, at der minimum kommer til at ske omprioriteringer af området, så fx forskningen opprioriteres, mens der spares andre steder på fx voksenuddannelserne. Kommunerne har også allerede bebudet besparelser på folkeskolerne efter den meget stramme aftale om amter og kommuners økonomi for 2003. Der vil både komme flere elever i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne de næste år, så selvom der er tilført flere ressourcer fra regeringen, betyder det besparelser, oven i de sidste mange års massive besparelser på uddannelsesområdet: Undervisningsmaterialerne er forældede, bygningerne i elendig stand, og der mangler rengøring og meget mere. Det er altså ikke omprioriteringer, men flere ressourcer, der er brug for!

4

Store reformer i vente Det er ikke kun på det økonomiske område, at uddannelserne kan se frem til ændringer. Regeringen har allerede nu luftet ideer om omfattende reformer af stort set alle uddannelsesområder. Folkeskolen skal have flere timer i matematik og dansk, uden at der tilføres flere penge. Samtidig er der snak om at bryde klassestrukturen op, og at klassekvotienterne er for høje. Ungdomsuddannelserne skal også reformeres, og regeringen har både luftet idéer om elitegymnasier og tidligere valg af fagpakker, så eleverne skal specialisere sig tidligere. Der er lagt op til en helt ny ledelsesstruktur på universiteterne, hvor universiteterne i langt højere grad skal styres af erhvervslivet. Samtidig fremsætter regeringen alle mulige forslag, der skal gøre uddannelserne sammenlignelige.

Det betyder fx, at karakterer for de forskellige skoler skal offentliggøres, ligesom de skal begynde at specialisere sig.

Der er lige blevet offentliggjort en rapport, der viser, at den sociale arv stadig lever i bedste velgående i det danske uddannelsessystem, altså at børn i høj grad tager samme slags uddannelse som deres forældre. Regeringens planer vil ikke gøre dette bedre - tværtimod. Ind under denne tankegang ligger lukningen af den frie ungdomsuddannelse og besparelserne på aftenog daghøjskoler. Hele tankegangen

bag disse planer er, at uddannelsesstederne skal tilpasses erhvervslivet, og at uddannelsesstederne skal køres som små virksomheder.

Naturvidenskaben skal opprioriteres, på bekostning af den almene dannelse. Reformer kan være en særdeles god ting, men ikke når de sker i en generel tendens med nedskæringspolitik og udliciteringsbølge.

Et stormfuldt efterår Det er sikkert, at regeringen vil forsøge at splitte elever og studerende, og forsøge at bilde os ind, at der ikke kommer til at ske de store nedskæringer, ligesom ved sidste års finanslov. Hvad der præcis vil komme af forslag, er derimod ikke sikkert. Alligevel må elev- og studenterorganisationerne forberede sig grundigt og ikke lade sig forlede af afledningsmanøvrer, hvor de fx loves del i prioriteringerne af uddannelsesområdet. Uanset om der sker besparelser i år eller ej, er det sikkert, at de vil komme - udsigten til en økonomisk nedgang tillader ikke andet på længere sigt. Derfor er det nødvendigt, at elever og studerende allerede nu forbereder sig på en stormfuld periode i efteråret, for en fælles kamp med arbejderklassen for et ordentligt velfærdssamfund med plads til alle!

FM

WWW .MARXIST .DK WWW.MARXIST .MARXIST.DK

Før topmøde-demonstrationerne i København til december I december 2002 mødes de europæiske top-politikere som bekendt til EU-topmøde i København. Her skal de diskutere en masse ting om Europas fremtid.

Deres problem er bare, at der overalt findes tusinder af mennesker, der er uenige med dem i, hvordan fremtidens Europa skal formes. Overalt mærker arbejdende mennesker øget arbejdspres, nedslidning, dårlig sikkerhed osv.

Mange forskellige grupper er allerede nu i gang med at planlægge forskellige aktioner for at vise deres protest mod udviklingen i Europa.

Arbejderbevægelsen må i front med klare krav Ungdommen og de studerende er ofte gået foran i disse demonstrationer, men det altafgørende er, at den organiserede arbejderbevægelse bliver den drivende kraft. Én ting er kritik af EU eller andre organisationers asociale politik, noget andet er at pege på et reelt alternativ. Dette kan kun være arbejderklassens kamp mod forringelser og for sociale forbedringer i en kamp mod kapitalismen og for et demokratisk socialistisk samfund. Til det formål er det nødvendigt at mobilisere til

parkeringskældre til alle de demonstranter, de regner med at arrestere.

Ved mange af de tidligere topmøder, f.eks. i Göteborg, sørgede politi og provokatører for, at alt fokus blev rettet væk fra de massive kæmpedemonstrationer, som forløb ganske fredeligt og i god orden, og hen på sammenstød mellem politi og nogle få voldelige ballademagere/politiprovokatører. Det er regeringen, politiledelsen og medierne, der sammen har gavn af den slags.

Marxister er ikke pacifister – grunden til, at vi går imod voldsomheder ved demonstrationer, er, fordi det ødelæg-

Verdensomspændende bevægelse

Dette er ikke noget enestående – de sidste år er alle større møder i kapitalens internationale institutioner, både EU, WTO, IMF osv., blevet ledsaget af massive demonstrationer og krav om en mere retfærdig verden. Byer som Seattle, Washington, Quebec City, Prag, Davos, Nice, Göteborg og Genova har været vidner til masseopbud af demonstranter – i løbet af de sidste 2-3 år har mindst en million mennesker deltaget i den slags “antiglobaliserings”-demonstrationer.

Det, vi er vidner til her, kan blive begyndelsen til en generel modstand mod kapitalens almagt. I næsten tyve år er kapitalismen med sin liberalisering, fleksibilisering, privatisering og globalisering gået fra den ene “succes” til den anden. Der var tilsyneladende intet, der stod i vejen for de store, multinationale koncerner i deres jagt på profit. Det så ud til, at idéerne om den “frie markedsøkonomi” havde sejret.

Og pludselig ser vi verdensomspændende masseprotester, der begynder at sætte spørgsmålstegn ved det kapitalistiske system og dets måde at fungere på, og som kræver alternativer. Denne nye bevægelses potentiale er endnu svært at bedømme, men den tiltrækker stadig flere og flere.

NR. 8 AUGUST 2002

Ved topmødet i Göteborg lykkedes det til dels for politi og provokatører at aflede opmærksomheden fra massedemonstrationerne.

demonstrationerne på nogle klare, konkrete, sociale krav, som kan appellere til almindelige arbejdere og unge og vise en vej fremad.

Skræmmekampagner Kapitalisterne og deres regeringer har ved alle disse demonstrationer gjort alt, hvad de kunne, for at skræmme folk fra at deltage. Optakten til demonstrationerne i København har ikke været anderledes. Med jævne mellemrum kommer der skrækhistorier frem i medierne om, at ældre mennesker skal evakueres fra byen, at de autonome har planlagt voldsorgier og terrorangreb osv., og politiet er godt i gang med at optrappe med små hønsebure i

ger massebevægelsens styrke og skubber bevægelsen længere væk fra den organiserede arbejderklasse.

Vejen frem er veldisciplinerede massedemonstrationer med klare sociale krav, og massiv deltagelse fra arbejderbevægelsen. Et effektivt vagtværn af fagforeningsfolk med hele fagbevægelsens autoritet i ryggen vil kunne forhindre ballade, og de involverede fagforeninger kan true med strejke, hvis politiet mod forventning skulle turde angribe selve massedemonstrationerne. Det vil være en reel trussel, tusind gange stærkere end nok så mange autonome med brosten.

BA og SK

5

Den danske velfærd – myte eller realitet?

I slutningen af maj udgav Magtudredningen en analyse af den danske velfærdsstat udført af den velkendte professor Walter Korpi fra Stockholms Universitet.

Han har undersøgt, hvordan den sociale sikring har udviklet sig i Danmark, Sverige, Tyskland, Holland og Storbritannien, og laver også en række sammenligninger med en bredere kreds af 18 OECD-lande.

Velfærdsstaternes absolutte superliga?

Analysen koncentrerer sig først og fremmest om udviklingen i alderspension, dagpenge ved sygdom, arbejdsløshed, arbejdsulykkesforsikring og børnepenge.

I sammenfatningen kan man bl.a. læse følgende: “Bogen udfordrer traditionelle danske opfattelser og viser, at der er sket en række forringelser, som i flere tilfælde rokker ved billedet af Danmark som tilhørende velfærdsstaternes absolutte superliga. Gennemgående ligger Danmark pænt i feltet, når det gælder mindsteydelser. Når det gælder de gennemsnitlige kompensationsgrader, set i forhold til lønningerne, ligger Danmark til gengæld ret middelmådigt placeret. Det gælder blandt andet Folkepensionen, der giver nogenlunde samme kompensation som i USA, Canada og Storbritannien - men klart under de øvrige nordiske lande samt en række kontinentaleuropæiske lande som f.eks. Frankrig og Østrig.

Når det gælder dagpenge ved sygdom og arbejdsulykker, ligger Danmark i den nederste halvdel blandt de 18 rige lande - ved arbejdsulykker endog i den absolutte bund. Kompensationen ved arbejdsløshed ligger lige omkring midten af de rige lande - højere end i USA og Storbritannien, men lavere end f.eks. i Sverige og Tyskland.”

6

Store nedskæringer Videre kan man læse: “I mange lande er de sociale ydelser sakket bagud sammenlignet med lønningerne. Det gælder også Danmark, og Walter Korpi påviser, at Danmark næst efter Storbritannien er det land blandt de fem undersøgte, der har haft de største nedskæringer efter 1980. Hvor den gennemsnitlige erstatningsgrad for sygdom, arbejdsulykker og arbejdsløshed kun er faldet med 2 pct. i Tyskland og 13-14 pct. i Holland og Sverige, er faldet i Danmark på 22 pct. I Storbritannien er faldet 1980-1995 på 31 pct.”

Kritik Der har været flere indvendinger mod Korpis undersøgelse. Tre forskere fra Socialforskningsinstituttet - Jon Kvist, Niels Ploug og Torben Tranæs – skriver i Politiken, at analysen fokuserer for ensidigt på overførsler og glemmer serviceydelserne, hvor Danmark efter sigende skulle være helt i top. Hvordan de får det til at passe med en virkelighed med ventelister, overstressede hjemmehjælpere, der ikke har ordentlig tid til de gamle, og nedskæringer på skoler, børneinstitutioner og meget andet, står hen i det uvisse.

De tre forskere slår også meget på, at de danske overførselsindkomster er mere rettet mod de svagest stillede end i andre lande, hvilket giver god dækning for folk med lave indkomster, mens gennemsnittet bliver lavere. De benægter, at uligheden er steget – som de skriver: “Når det med en blanding af held og snilde er lykkedes relativt godt for Danmark at leve med de nye tider, uden at ulighederne i samfundet er blevet større, betyder det ikke, at den hellige grav er velforvaret.” De mener, at “Dagens problemer handler om udbud af serviceydelser og koncentration af indkomstoverførsler på den

ene side og udbuddet af arbejdskraft på den anden.” Dvs. overførslerne skal rettes endnu mere ind mod “de svageste”, og folk skal presses til at blive endnu længere på et stressende arbejdsmarked.

Er uligheden vokset?

Men er det rigtigt, at Danmark ikke er blevet mere ulige? Langtfra. I den sidste periode er der sket en stor omfordeling i samfundet. Faldet i arbejdsløshedsunderstøttelsen mm. i forhold til lønningerne er allerede nævnt. Mere af produktionen går til profit end før i tiden, og selv om der er flere lønmodtagere end for ti år siden, er deres andel af den producerede værdi mindre i dag.

Lønkvoten – lønnens andel af produktionsresultatet – er faldet fra 67,1% i 1988 til 60,8% i 2000.

De rigeste 10% har øget deres andel af den samlede indkomst fra 22% i 1990 til 24,1% i 1999 (efter skat). De rigeste 10% af danskerne ejede i 1984 63% af Danmarks samlede værdier, i 1998 var tallet steget til 80%! Og de fattigste 80% af befolkningen skylder samlet mere væk, end de ejer. De tre socialforskeres påstande om ligheden i Danmark ser altså ikke helt ud til at passe.

Universel velfærd eller almisser?

Korpi advarer stærkt imod det, som de tre kritikere ser som noget positivt: at de sociale ordninger mere og mere bliver gjort til noget, der kun er for samfundets “svageste”.

Styrken ved velfærdssamfundet var netop, at det skulle gøre op med skammen ved at gå tiggergang for at få lidt almisser og krummer fra de riges bord.

Det skulle være en universel ret, at det offentlige måtte sørge for borgernes velfærd, når den kapitalistiske økonomi ikke selv kunne finde ud af at få

WWW .MARXIST .DK WWW.MARXIST .MARXIST.DK

det til at fungere. Dette er stadig en central ting at kæmpe for at bevare.

Der skal stadig være en generel og god SU, Folkepension osv. og ikke bare lidt til dem, der allerydmygst kommer og beder om det, fordi de er for “svage” til at klare den selv.

Nyrups bortforklaringer Socialdemokratiets formand Poul Nyrup udtalte i Politiken som kommentar til Korpis undersøgelse, at “Det store fald i kompensationsgraden hænger tæt sammen med udviklingen under VK-regeringen, hvor der skete et markant fald i dagpengedækningen, da man stoppede den automatiske prisog lønregulering af overførselsindkomsterne og gennemførte en kartoffelkur.” Det var altså Schlüters skyld, og ikke Socialdemokratiets.

Det logiske spørgsmål til Nyrup & Co. ville nu være – “hvad søren har I lavet i jeres 9 år ved magten?” Hvis de borgerlige havde lavet noget, som Socialdemokratiet mente var forkert, så havde man da rig mulighed for at ændre det igen. Men nej, den socialdemokratiske regering fortsatte nedskæringspolitikken, og stod bag store forringelser for især unge arbejdsløse.

Kapitalistisk “velfærd” Velfærdsstaten – den forholdsvis “humane” form, som kapitalismen har optrådt under i en kortere historisk periode i Danmark og nogle andre af de fremskredne kapitalistiske lande – er alle steder under angreb. Det var arbejderklassens kamp og det, at kapitalismen var inde i en historisk lang økonomisk fremgangsperiode, der lagde grunden for, at velfærden kunne opbygges. Den nuværende periode er meget anderledes: kapitalismen står ikke over for en lang periode med opsving og fremgang, tværtimod er der stagnation og decideret nedgang i sigte.

Arbejderklassens ledelse er i alle lande bukket under for kapitalismens pres og har mange steder sat sig i spidsen for at administrere kapitalismens krise.

Overalt har de accepteret eller som i

NR. 8 AUGUST 2002

Med Fogh ved roret vil nedskæringspolitikken næppe stoppe.

Danmark ligefrem selv gennemført “reformer” af de sociale ydelser, lavet nedskæringer og i det hele taget fuldstændig undermineret det, der var af generel velfærd. Der er nu hårdt brug for modstand og opposition imod højredrejningen i toppen af arbejderbevægelsen og kamp for velfærden imod alle forringelser.

Socialistisk velfærd “Velfærdssamfundet” var det bedste, kapitalismen havde at tilbyde – og det var i en specielt gunstig periode i historien, som nu er slut. Kapitalismen i Danmark og andre lande er nu ved at vende tilbage til en mere normal måde at fungere på – derfor står den på nedskæringer, besparelser, øget pres og

stress og meget mere ulighed. Det er kun arbejderklassen, der kan stå samlet imod angrebene, og kæmpe effektivt imod dem, og det er kun arbejderklassen, der kan opbygge et alternativ: De enorme ressourcer, som arbejderklassen har skabt og hver dag forøger, må tages bort fra kapitalisterne og sættes i sving under arbejderklassens egen demokratiske ledelse og kontrol, så de kan bruges til fælles velfærd og velstand. Kapitalismen har med al tydelighed vist, hvad den betyder for fremtidens velfærd. Den har udspillet sin rolle, og nu er der brug for noget nyt: en demokratisk socialisme, der kan garantere velfærd for alle.

SK

7

Terrorpakken: Udhuler arbejderklassens demokratiske rettigheder Den borgerlige regering har nu fået vedtaget en såkaldt terrorpakke. Det sker angiveligt for at forsvare Danmark mod terrorisme. Og det er ikke kun i Danmark, at der bliver gennemført terrorpakker. De bliver bl.a. vedtaget i hele EU. Terrorlovgivningen bliver gennemført under dække af terrorangrebene mod USA den 11. september 2001. Som det står i regeringens forslag, gav angrebene mod USA “anledning til, at der blev foretaget en nærmere vurdering af, om dansk lovgivning er tilstrækkelig til at sikre en effektiv indsats mod terrorisme”.

Definition af terror I terrorpakkens § 114 defineres terror således: “Den som med forsæt til at skræmme en befolkning i alvorlig grad, eller uretmæssigt at tvinge danske eller udenlandske offentlige myndigheder eller en international organisation til at foretage eller undlade at foretage en handling, eller at destabilisere eller ødelægge et lands eller en international organisations grundlæg-

gende politiske, forfatningsmæssige, økonomiske eller samfundsmæssige strukturer begår en eller flere af følgende handlinger, når handlingen i kraft af dens karakter eller den sammenhæng, hvori den begås, kan tilføje et land eller en international organisation alvorlig skade…” Findes man skyldig i dette er straffen livstid.

Dette er således en lang og meget uklar definition af terrorisme. Den kan derfor ramme hvem som helst efter et tilfældigt skøn. Regeringen har udarbejdet en liste over, hvilke organisationer der er defineret som terrorister.

Men loven omfatter ikke kun straf for at udføre terrorisme. Den drejer sig i høj grad om at gribe ind over for personer og organisationer, der mistænkes for terror. Det gøres ved at indskrænke de demokratiske rettigheder. Øget overvågning Den danske straffelov er tilstrækkelig til at bekæmpe evt. terror, da alle de forbrydelser, som terrorpakken indeholder, findes i straffeloven i forvejen.

Men terrorpakken giver politiet mange nye beføjelser. De nye beføjelser, som politiet får, er blandt andet, at de kan lave gentagne hemmelige ransagninger i folks hjem og på den måde kan skaffe sig beviser, der kan bruges i retten. Politiet skal heller ikke redegøre for dommeren, hvad de har fundet.

Desuden kan internet- og teleudbydere pålægges af justitsministeren at gemme oplysninger om brugerne i lang tid.

Det vil bl.a. sige, at man skal opbevare e-mails og telefonsamtaler. Endvidere kan politiet få mulighed for at installere “snifferprogrammer”, som aflæser al aktivitet på mistænktes computere.

Men at politiet, PET og FE har brugt ulovlige aflytninger, registrering, ransagninger o.a. i sit arbejde i lang tid, er en kendt sag. Under besættelsen blev medlemmer af DKP ulovligt arresteret som følge af ulovlig registrering af dansk politi. For et par år siden trådte en PET-agent frem, der ulovligt havde infiltreret Socialistisk Arbejderparti.

Men som det har været hidtil, kan politiet ikke bruge oplysninger som bevis i retten, hvis de er skaffet på ulovlig vis. Det nye med terrorpakken er således, at politiet kan bruge materiale, der er anskaffet med midler, der før var ulovlige.

Terrorangrebet mod USA er blevet brugt som påskud til at undergrave demokratiske rettigheder i mange lande.

8

Begrænsning af ytringsfrihed Terrorpakken udvider strafferammen for nogle forbrydelser. Den indskrænker ytringsfriheden. Der er således 6 års straf for at ytre “offentlige, udtrykkelige billigelser af terrorhandlinger rettet mod udenlandske myndigheder eller internationale organisationer”. Endvidere giver det 10 år, hvis man yder økonomisk støtte til organisationer, der defineres som terroristiske.

WWW .MARXIST .DK WWW.MARXIST .MARXIST.DK

Hvem rammes af terrorpakken?

Det er imidlertid ikke terrorister, der rammes af terrorpakken. Da definitionen af terror er uklar, kan den i princippet bruges efter domstolenes skøn.

Således kan faglige blokader, blive defineret som terror. På hjemmesiden www.undermistanke.dk kan man læse om mange eksempler på, hvem der rammes af terrorpakken. Der er eksempler på, at fagligt aktive, der deltager i en blokade, kan rammes. Andelsboligforeninger, der vil skaffe beboerne internetadgang, tvinges til at investere i dyrt overvågningsudstyr, og på den måde tvinges man til at overvåge sine egne naboer.

Baggrunden for terrorpakken Det borgerlige demokrati bryster sig meget tit af, at det garanterer individet rettigheder over for staten. I modsætning til f.eks. stalinistiske stater som DDR, der var berygtede for deres totale overvågning, samt registrering af borgerne.

Som beskrevet før er det almindelige mennesker, der rammes af terrorpakken. Terrorpakkens virkelige formål, er således heller ikke at bekæmpe terror, men skal bruges til at bekæmpe arbejderklassen og de undertrykte folk i den 3. verden og deres kamp mod kapitalismen. Efterhånden som mod-

sætningerne i det kapitalistiske samfund blusser op, bliver den borgerlige stat nødt til at øge undertrykkelsen mod arbejderklassen. Angrebet mod USA er således kun et påskud til at undergrave demokratiske rettigheder.

Det eneste alternativ, til det kapitalistiske overvågningssamfund, er at arbejderklassen overtager produktionsmidlerne og statsmagten. Det er den eneste måde, de demokratiske rettigheder kan garanteres på.

SJ

SOCIALISTISK BAGGRUND 1. “Hvad er Marxisme?” - En basal indføring i marxismens opfattelse af filosofi, historie og økonomi.

32 sider (stort format). 20 kr.

2. “Et socialistisk alternativ til EU” - En marxistisk analyse af EU og dens historiske og økonomiske baggrund som en blok mellem de europæiske kapitalister imod deres konkurrenter på verdensmarkedet, imod de tidligere kolonier i den tredje verden og imod arbejderne i de forskellige europæiske lande.

59 sider (lille format). 20 kr.

3. “Et socialistisk svar på kapitalismens globalisering” - En marxistisk analyse af den verdensomspændende anti-globaliseringsprotesbølge, der er opstået i de senere år. Om denne bevægelses behov for forbindelse til arbejderbevægelsen og for et socialistisk perspektiv for protesterne.

23 sider (lille format). 10 kr.

4. “Kampen imod imperialismen” - Om imperialismen og kampen imod den. Gennemgang af de store bevægelser, der satte en stopper for den direkte militære kontrol med den tredje verden, og hvordan den blev afløst af endnu mere kontrol og dominans via handelsbetingelser og gæld.

Udkommer i august måned. 20 kr.

Kan bestilles på www.marxist.dk, pr. email marxist@marxist.dk eller på tlf. 21824814

NY BOG! NY BOG! NY BOG! NY BOG! Ted Grants nye bog History of British Trotskyism kan nu købes. Det er en omfattende fremstilling af trotskismens udvikling i England og også internationalt fortalt af en mand, som selv har deltaget aktivt siden Trotskijs Venstreopposition, og som har spillet en enorm rolle for marxismen.

Kontakt SOCIALISTISK STANDPUNKT eller køb selv bogen via www.marxist.com/wellred!

NR. 8 AUGUST 2002

9

Konferencer er ikke nok - hvilken vej frem for tillidsmandsnetværket?

Den nye regerings nedskæringer på velfærdssamfundet har fremprovokeret en enorm utilfredshed i arbejderbevægelsen. 1. marts var der 800 tillidsfolk forsamlet i Silkeborg. Den 10. april var 200 tillidsfolk samlet i Frederiksberghallen for at stifte et tillidsmandsnetværk for Storkøbenhavn.

afgang og delltidsloven sendt ned, hvor peberet gror. Formanden for LO-Storkøbenhavn krævede blandt andet fredspligten opsagt. Disse krav blev mødt med massive klapsalver fra salen.

Disse initiativer mundede ud i en lang række protestmøder, demonstrationer og arbejdsnedlæggelser. Blandt andet den 20. marts med mellem 20.000 og 30.000 forsamlet på Christiansborg slotsplads og den 16. maj, hvor der var 30.000, der spontant gennemførte overenskomststridige strejker, mens der var massemøder med mange tusinde deltagere over hele landet.

Hvad skal der ske nu?

Denne bevægelse er på niveau med strejkerne og demonstrationerne i 1995 i forbindelse med Ribus-konflikten og i 1998 med storkonflikten. Det viser, at arbejdere inden for alle områder er parate til at gå i strejke, også selvom der aldrig kom nogen klar opfordring fra tillidsmandsnetværket, og selvom det ville få en række konsekvenser over for de strejkende. Spørgsmålet er imidlertid nu, hvad der så skal ske.

I Nørrebrohallen i København var der over 1.000 forsamlet. Blandt talerne var formænd fra Lager og Handel, Byggefagenes Samvirke, Københavns bryggeriarbejdere og LO-Storkøbenhavn. Alle krævede de regeringens

På tillidsmandsmøderne den 16. maj blev man enige om at indkalde til nye møder (konferencer) lidt i den samme stil som dem, der netop var afholdt.

Men her må man spørge sig selv, om det er nok. De store protester fik trods

alt ikke fjernet de grove nedskæringer.

Der er grænser for, hvor mange gange man kan indkalde til konferencer.

Den borgerlige regering er kommet til magten samtidig med, at en international krise er under opsejling. Det betyder, at der vil komme endnu flere nedskæringer. Ikke bare fordi de borgerlige synes, at det er godt at skære ned, men fordi økonomien vil presse dem til at gøre det. Men de nedskæringer rammer ud over de allerbageste i samfundet, der ikke er i stand til at protestere (syge, ældre, børn osv.), også den del af samfundet, der har sikret erhvervslivet kæmpe profitter. Nemlig arbejderklassen. Privatiseringer, nedskæringer og udliciteringer har lagt et gigantisk pres på alle arbejdere inden for alle områder.

Resultatet har på den ene side været nedslidning, arbejdsskader, stress og en fortravlet hverdag for arbejderne, mens det på den anden side har sikret

Der vil blive brug for at lufte fanerne mange gange i den næste tid. Det er på tide, at der bliver sat virkelig magt bag modstanden mod angrebene på arbejderbevægelsen.

10

WWW .MARXIST .DK WWW.MARXIST .MARXIST.DK

gigantiske milliard overskud for kapitalisterne. Takken er nu brutale nedskæringer på velfærden. Og vi har kun set starten.

Arbejderbevægelsen har styrken Tillidsmandsnetværket har derfor et stort ansvar på sine skuldre. Det repræsenterer fortroppen af de danske arbejdere, og det er op til den at få gjort fagbevægelsen kampklar. De protester, vi har set, er kun en brøkdel af den styrke, fagbevægelsen og resten af arbejderbevægelsen har. Det store flertal af den voksne befolkning er organiseret i fagbevægelsen. Dette giver den en enorm magt. Hvis ledelsen af LO indkalder til generalstrejke, er LO i stand til at lamme kapitalisterne i Danmark. Intet ville bevæge sig. Selv bankerne ville gå i stå. Dette ville kunne få selv den mest højreradikale regering til at opføre sig som artige skoledrenge og piger. Sagen er desværre

bare den, at ledelsen for LO ikke tør bruge denne enorme magt. De frygter, de kræfter, som de ville frigøre. Derfor nøjes de med at komme med nogle oprørte udtalelser, som ikke gør nogen fortræd. Tillidsmandsnetværket, eller mere præcist ledelsen for den, må gøre sig klart, at vi står i en alvorlig situation. Konferencer og spredte arbejdsnedlæggelser har været vigtige til at sende et klart signal til regeringen.

Men skal nedskæringerne af bordet, må hele arbejderbevægelsen mobiliseres. Hvis ledelsen af LO ikke vil leve op til deres opgaver, må de presses til det. Tillidsmandsnetværket må lave et klart grundlag, der kræver samtlige nedskæringer af bordet, og som samtidig gør klart, at hele fagbevægelsen må mobiliseres. Hvis der er dele af fagbevægelsen, der ikke vil gøre deres, må man organisere oppositioner inden for disse dele.

BL

Forsvar retten til eksklusivaftaler!

Den borgerlige regering er nu på vej med et lovforslag, som skal forbyde eksklusivaftaler, hvor der laves aftaler om, at arbejderne på en virksomhed skal være medlemmer af en bestemt fagforening. De kalder det selv så flot “sikring af den enkelte lønmodtager mod organisationstvang”.

De har fået lavet en embedsmandsrapport, der anbefaler et forbud, men den kunne – ifølge LO – lige så godt være skrevet af Venstres Ungdom. Den fritager visse grupper for forbuddet, bl.a. læger og advokater. “Det er besynderligt, at man kan konkludere, at et forbud mod eksklusivaftaler kun skal gå ud over de svageste grupper. Det er politisk forfølgelse og forskelsbehandling af groveste karakter”, siger Finn Larsen, sekretariatsleder i LO, til Berlingske Tidende. Han frygter, at arbejdsgiverne vil misbruge forbuddet

NR. 8 AUGUST 2002

til at forringe de ansattes løn- og arbejdsvilkår. Dansk Arbejdsgiverforening er da også ret glade for forslaget om et forbud, selvom aftalerne historisk set i høj grad har været med til at sikre arbejdsfreden på virksomhederne.

Eksklusivaftaler er en demokratisk ret, som absolut må forsvares. Hvis flertallet af arbejderne på en virksomhed beslutter, at man skal være medlem af en bestemt fagforening for at arbejde på stedet, og man laver en aftale med arbejdsgiveren om dette, så må man følge det. Det skal regeringen ikke blande sig i. Men i sig selv er eksklusivaftaler ikke meget værd. De har ofte virket som et middel til bedre at kontrollere de ansatte og ikke som et middel til at få bedre forhold. Når arbejdsgiveren var sikker på, at alle var i én fagforening, så kunne han lettere lave samlede aftaler, der sikrede arbejdsfreden. Og det er det, der er hele humlen

NYE PJECER FRA SOCIALISTISK STANDPUNKT! Perspektiv for verdensrevolutionen 2002 Om den aktuelle økonomiske og politiske situation i verden. Om krise, globalisering og med talrige eksempler fra situationen i forskellige lande.

Kæmp for en ordentlig uddannelse!

Om forholdene på de danske folkeskoler, og hvordan vi kan kæmpe for, at de bliver bedre.

Om uddannelserne i et klassesamfund.

Kun 5 kr. pr.stk.

Bestil på www.marxist.dk!

– hvis fagforeningernes ledelser kun er opsat på samarbejde og fred og ro med arbejdsgiverne, og ikke på at slås for bedre forhold for deres medlemmer, så er der ikke meget fis ved en eksklusivaftale eller en hvilken som helst anden faglig rettighed, for den sags skyld.

De faglige rettigheder skal forsvares og helst udvides, men vi må slås for, at de bliver brugt til det, de skal bruges til – at kæmpe imod arbejdsgivernes pres og for bedre løn- og arbejdsforhold for arbejderne.

En ledelse, der kun forsvarer formelle rettigheder og ikke prøver at bruge dem til noget positivt, er der ingen, der har brug for. Det, vi har brug for, er en ledelse, der vil kæmpe seriøst for arbejdernes krav, og som ikke er bange for at lægge sig ud med arbejdsgiverne.

SK

11

SiD-sagen: Ingen privilegier til faglige ledere!

En nyhed, der har fyldt meget i medierne i den sidste tid, er historien om SiD’s formand Poul Erik Skov Christensen, der er mistænkt for at have svindlet for 280.000 kr. af medlemmernes penge.

og at J&B Entreprise har betalt service og reparationer på Poul Erik Skovs private bil i op til halvandet år. Det er dog ikke kun Poul Erik Skov, politiet er interesseret i. Et halvt dusin skulle ifølge politiet være i søgelyset.

Det hele bunder i, at formanden i 9798 bl.a. fik lavet nyt køkken og badeværelse i sit hus for 700.000 kr. hos byggefirmaet J&B Entreprise, som ejes af SiD. Men regningen lød ikke på 700.000 kr. Den var sat ned til 420.000 kr., og 5 år senere, for ganske nylig, kom der så en ekstraregning på 125.000 kr. SiD’s hovedbestyrelse har bakket helt op om formanden, som har erkendt, at det var en fejl, at han ikke informerede forbundet om ekstraregningen.

Denne sag siger først og fremmest 2 ting. For det første siger den noget om bureaukratiet i SiD, såvel som i så mange andre fagforeninger. Det hører ingen steder hjemme, at ledelsen for en fagforening distancerer sig fra medlemmerne ved at have alverdens privilegier, eller at de måske ligefrem sidder og svindler med medlemmernes penge.

Politiet efterforsker nu, om han skulle have betalt mere, og hvorfor ekstraregningen først kommer nu 5 år efter. Udover byggesagen siger rygterne nu også, at SiD-formanden har taget sin familie med på ferie på SiD’s regning,

Arbejderledere skal have samme løn som almindelige arbejdere og ingen privilegier, ellers bliver de så blindet over deres egen velhavenhed, at de ikke kan se deres medlemmers problemer og forstå at kæmpe for dem. Marx forklarede, hvordan menneskets sind og tænkemåde er et produkt af samfundet og personens placering i dette. His-

Post Danmark A/S: Tak for lagkage!

Så skete det, der har været forberedt længe. Fredag den 28. juni 2002 blev Post Danmark formelt set et aktieselskab.

Det skulle fejres i Post Danmark.

På Nørrebro postkontor fik vi gratis morgenmad i kantinen. Endvidere blev der holdt en hyggelig tale af en af distributionslederne, hvor det blev gjort klart, hvilke store muligheder der er med den nye selskabsform. Efter arbejdstid blev der budt på Othellolagkager med påskriften Post Danmark A/S. Ledelsen kunne meddele i et personligt brev til alle ansatte, at den gamle selskabsform

12

“passede ikke længere til de opgaver, vi skal løse i fremtiden”. Og den nye private selskabsform “giver større frihed til at udvikle os i takt med det omgivende samfund”. Men samtidig er det meddelt gennem det nyeste nummer af Post Danmarks interne blad Nyhedsposten, at der er nye sparekrav på vej. Og det kan allerede mærkes på arbejdspladsen. Man har gennemført, at der skal deles reklamer ud om lørdagen. Distrikter nedlægges, så postbudene får endnu flere opgange. Antallet af ansatte beskæres. Og når man med den nye selskabsform hele tiden skal øge profitten “i stedet for at ringe til Finansministeriet efter en check

torien har vist alt for mange grimme eksempler på, hvordan arbejderledere har distanceret sig fra deres medlemmer. Arbejderne må generobre deres egne organisationer. Hvis ikke fagforeningerne begynder at kæmpe for arbejdernes interesser, mister de mere end de 150.000 medlemmer, LO allerede har mistet de sidste 2 år.

For det andet siger sagen noget om borgerskabet og deres interesse i at nedgøre og svække fagforeningerne.

Aldrig er en formodet svindelsag på 280.000 kr. blevet pustet så meget op i medierne. Det er alene, fordi det er en fagforening, en organisation der burde være en kamporganisation for arbejderklassen, der har rod i regnskaberne – hvilket naturligvis ikke retfærdiggør SiD-formanden eller de andre SiD-bureaukraters eventuelle svindelnumre. Der er også tonsvis af eksempler på svindel i kapitalistiske virksomheder, hvoraf de fleste aldrig ser dagens lys.

SM sidst på året”, som en ansat siger i Nyhedsposten, så er det arbejderne, der skal lægge ryg til. Højere arbejdstempo og mere arbejdspres lyder opskriften. Som nævnt er det noget, der allerede har været i gang i lang tid, men som næppe bliver bedre med den nye selskabsform og de nye sparekrav, der følger med.

Men det er da klart, at den nye selskabsform skal fejres med lagkager, hyggelige taler, kaffe og morgenmad. Og så er det jo upassende at ødelægge hyggen med kritik, der jo ikke kan opfattes som andet end sure opstød.

Tak for kaffe, morgenmad og Othellolagkager!

SJ

WWW .MARXIST .DK WWW.MARXIST .MARXIST.DK

Arbejderbevægelsens historie del 5

Samarbejdspolitik og splittelse Septemberforliget (se januarnummeret) markerede en ny tid for den danske arbejderbevægelse. Man var nu blevet “lovliggjort” af kapitalisterne og den borgerlige stat mod, at man begrænsede strejker til overenskomstsituationer.

På den måde var man blevet en “samarbejdspartner” og sad nu med til møderne med alle de fine herrer. Under en debat i Folketinget i 1910 om arbejdsretten udtalte den konservative Professor Birck: “Fagforeningerne har været til nytte for det danske samfund.

Det er blevet det bestående samfunds støtter og for så vidt en konservativ magt. Det er i virkeligheden efter mit skøn et stort gode at have underklassen samlet organiseret, så man kan forhandle på lige fod med dem og binde dem til at holde aftaler.”

Dette markerede en ny linje blandt de danske kapitalister. I stedet for at afvise alt og gøre det til en kamp om alt eller intet – socialisme eller kapitalisme – gik man nu med til at sikre en række sociale love for at bekæmpe den ekstreme fattigdom blandt danske arbejdere. Allerede i 1891 blev fattigloven gennemført sammen med den første alderdomsforsorg. Disse love sikrede et spinkelt levegrundlag til de allermest forarmede i samfundet. I 1892 anerkendte man sygekasserne, som blandt andet var skabt af arbejdernes organisering. I 1898 gennemførtes den første lovpligtige ulykkesforsikring, der gav en smule hjælp til arbejdere, der blev invalideret af deres arbejde. I 1907 blev arbejdsløshedskasserne anerkendt, og ved at være medlem af dem kunne man få et beløb af staten, hvis man blev arbejdsløs. I april 1911 vedtog Rigsdagen loven om “Den faste voldgift”, der skulle give bøder til kapitalister eller arbejdere, der brød fredspligten eller overenskomsten. Dermed var arbejdsretten en realitet.

NR. 8 AUGUST 2002

Syndikalisterne Hele denne udvikling gav en klar styrke til de reformistiske kræfter i den danske arbejderbevægelse. Idéer om revolution og lignende blev lagt på hylden til fordel for “realpolitik”, og ledelsen glemte alt om, at reformer kun kan gives, så længe kapitalismen går fremad, og at dette kun kan ske i en begrænset periode. Denne drejning førte blandet andet til dannelsen af Fagoppositionens Sammenslutning i 1910, som bestod af en lang række grupper af arbejdere, der var imod samarbejdslinjen. Nogle af disse kaldte sig selv for syndikalister. Som reaktion mod højredrejningen af Anden Internationale fremavlede de ideer om, at et politisk parti ikke var nødvendigt, og at fagforeningerne i stedet skulle overtage virksomhederne og styre dem demokratisk. Den internationale syndikalistiske bevægelse bestod af mange forskellige retninger, og langt de fleste af dem gik med i dannelsen af Tredje Internationale og var med til at opbygge de kommunistiske partier. Men på dette tidspunkt udgjorde de ledelsen for de venstreorienterede arbejdere. De udgav blandt andet bladet Solidaritet.

Lederen af Fagoppositionens Sammenslutning var fra 1910-21 Christian Christensen, der også en overgang var formand for jord- og betonarbejderne.

Opløsning og stiftelse af SUF Også i Socialdemokratiet var der politiske kampe. Her var der en opdeling i en revolutionær fløj med blandt andet Gerson Trier og Gustav Bang og så ledelsen, som blev mere og mere reformistisk. De unge socialister kaldte sig dengang Socialistisk Ungdoms Forbund, og de var meget imod den socialdemokratiske ledelses given køb på de revolutionære marxistiske ideer. Der var stor diskussion i ungdomsforbundet, om man skulle være et rigtigt partitilknyttet forbund, eller en uaf-

hængig organisation. Dette førte til, at der i 1906 i stedet blev dannet Socialdemokratisk Ungdoms Forbund, der nu var partiets egentlige ungdomsorganisation. Dette faldt dog ikke videre heldigt ud for ledelsen af Socialdemokratiet. Den nye organisation havde til ledelsens ærgrelse stadig et flertal af unge revolutionære arbejdere, og deres blad Fremad var klart i opposition til Socialdemokratiets “realistiske” politik.

International kongres og trussel om krig Også internationalt var der gang i disse diskussioner. 2. internationale var splittet mellem revolutionære som Keir Hardie (England), Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht (Tyskland), Lenin (Rusland) og reformisterne Ramsay McDonald (England), Friedrich Ebert (Tyskland) osv. Alle disse var i 1910 samlet i Danmark (sammen med 889 andre) til kongres i 2. Internationale.

Her var holdningen til den truende verdenskrig på dagsordenen. Man havde brug for en fælles linje. Men her var der ganske store uenigheder. Venstrefløjen argumenterede for en klar afstandstagen til krigen, og at det skulle indkaldes til fælles generalstrejke mod krigen, hvis den skulle bryde ud. Dette blev dog ikke vedtaget. I stedet blev der vedtaget en resolution, der gjorde det klart, at det var alle landes arbejderklassers pligt at gå imod en krig.

Men da første verdenskrig brød ud, glemte lederne af de europæiske socialdemokratier deres fælles linje og gik i stedet ind for “forsvar for fædrelandet”.

Første verdenskrig førte til en splittelse i den internationale arbejderbevægelse også den danske, ikke mindst opmuntret af revolutionen i Rusland. Dette er der mere om i næste nummer.

BL

13

Socialister og EU I denne tid, hvor Danmark er formandsland for EU, og der afholdes alskens fine møder for EU-landenes ministre rundt om i landet, er det værd at huske på, hvad EU egentlig er for noget, og hvad socialister mener om den sag.

EU er kapitalisternes værktøj Det europæiske fællesmarked blev dannet som de europæiske kapitalisters forsøg på at komme ud over nationalstaternes snævre begrænsninger med deres begrænsede markeder. Efter anden verdenskrig, hvor USA for alvor blev en supermagt, var de små europæiske stater ikke stærke nok til at klare sig alene mod deres modstandere på verdensmarkedet. På trods af al snak om frihandel og liberalisering er der voldsom kamp om markeder mellem alle de store kapitalistiske nationer. Der har i en længere periode været en klar tendens i verden til en opsplitning i handelsblokke, domineret af henholdsvis USA, Tyskland og Japan. Hver enkelt af dem prøver nidkært at beskytte sine egne markeder og indflydelsesområder, mens de kræver større adgang til rivalernes. EU er en blok mellem de europæiske kapitalister imod deres konkurrenter på verdensmarkedet, imod de tidligere kolonier i den tredje verden og imod arbejderne i de forskellige europæiske lande. Kapitalisterne og deres regeringer bruger EU, konvergenskrav, harmonisering osv. som undskyldning for at skære ned og fjerne den velfærd, som de europæiske arbejdere har tilkæmpet sig i de sidste 50 år. Dette er imidlertid ikke noget særligt europæisk fænomen: over hele verden gennemføres der hårde angreb på arbejdende menneskers levestandard og tilkæmpede rettigheder. Det er ikke EU, der er

14

skyld i disse tiltag, men det kapitalistiske system. Marxister går imod EU, ligesom de går imod alle tiltag, kapitalistklassen bruger til at angribe arbejderklassen med, men de forstår, at det ikke er det, der er problemets rod: med eller uden EU ville kapitalisterne skulle skære ned.

EU-topi Et forenet kapitalistisk Europa er, med Lenins ord, en reaktionær utopi: reaktionær, fordi hvert et skridt imod mere union er det samme som flere angreb på arbejderklassens økonomiske

og demokratiske rettigheder, og utopi, fordi det er en illusion at tro, at kapitalisterne nogen sinde vil kunne forenes. Kapitalismens grundlag er det såkaldte “frie marked” med benhård konkurrence mellem forskellige kapitalister. Så længe økonomien går mere eller mindre godt, kan kapitalisterne fra EU-landene godt samarbejde om fælles mål, men når den økonomiske nedtur kommer, vil det blive anderledes: alle de nationale kapitalister vil sørge for at pleje egne interesser først og se stort på fælles regler og harmonisering. Det ser vi allerede nu, hvor der er stor uenighed om mange ting i EU

– hvilke nye lande skal med, hvad skal være EU’s fælles udenrigspolitik, hvad skal der ske med landbrugsstøtten, som kommer under pres ved en eventuel udvidelse af EU osv.

Det er lykkedes dem at gennemføre euroen, men de vil blive uenige om alt, hvad den medfører. Det siger sig selv, at vidt forskellige økonomier, der står på forskellige trin og trækker i hver sin retning, og som oven i købet konkurrerer med hinanden, ikke vil kunne låses fast til hinanden på den måde.

Et rigtigt forenet kapitalistisk Europa kan der aldrig blive tale om på kapitalistisk grundlag vil det altid blot være den stærkeste økonomiske magt (dvs. den tyske kapitalisme), der vil dominere de andre.

Løsningen er et opgør med kapitalismen Der er altså intet progressivt ved EU. Selv i de tilfælde, hvor EU lader, som om de står for arbejdernes interesser (“den sociale dimension”), er der ikke nogen reel beskyttelse. Det eneste virkelige forsvar for vores rettigheder er arbejderklassens enhed, organisation og klassebevidsthed - og dens vilje til at slås for bedre forhold. EU er ikke lavet for at sikre ordentlige forhold for Europas arbejdere, men som et våben i hænderne på de europæiske arbejdsgivere.

EU kommer nok blandt andet til at diskutere en eventuel ny forfatning eller traktat, der efter planen skal vedtages i 2004, og som (forhåbentlig) kommer til folkeafstemning i Danmark og alle andre lande i EU. Socialister vil anbefale at stemme Nej til denne forfatning/ traktat, også selv om det kan betyde dansk udmeldelse af EU.

WWW .MARXIST .DK WWW.MARXIST .MARXIST.DK

EU-tilhængerne har påstået mange gange, sidst op til afstemningen om euroen, at det ville betyde økonomisk krise, hvis der blev stemt Nej til euroen, eller hvis man melder sig ud. Nogle gange hævdes der omvendt fra Nejsiden, at EU alene er skyld i nedskæringerne på arbejderklassen, og at en udmeldelse af EU evt. ville løse dette problem. Det kan man hurtigt se ikke er rigtigt, ved at kigge på landene, der er uden for EU. For eksempel Norge, der trods økonomisk opsving i de senere år har skåret ned på velfærden. Der er også andre eksempler: Island, Schweiz, og de danske kolonier Færøerne og Grønland. Det er også landenes egne politikere, der sidder i EU og bestemmer nedskæringerne, og det ville de også gøre, hvis de ikke havde

EU. EU er for dem mest af alt en bekvem undskyldning for at skære ned uden selv at tage ansvaret. Disse eksempler viser på den anden side også, at det ikke automatisk betyder økonomisk katastrofe for et land at stå udenfor EU. Dette er dog ikke noget alternativ til den nuværende situation.

Løsningen på problemet er ikke bare at melde Danmark (eller England eller et andet land) ud af EU og så tro, at alt bliver godt. Det ville ikke ændre noget grundlæggende ved situationen – vi ville stadig have et kapitalistisk system, vi ville stadig være afhængige af verdensmarkedet, der ville stadig blive gennemført de samme nedskæringer, og almindelige arbejdende mennesker ville stadig have lige lidt at skulle have sagt.

Østudvidelsen - Polen og EU Efter stalinismens fald og genindførslen af kapitalismen har den polske økonomi oplevet en voldsom nedgang, som især har været tydelig i landbrugssektoren (for eksempel er antallet af får i Polen faldet med 80%!). Selvom der i en periode midlertidigt kom forholdsvis gode økonomiske tal (BNP-væksten nåede op på 6%), så er det nu helt vendt om igen, med verdenskrise i udsigt og med den ikke særlig smarte politik, som den højreorienterede regering med Jerzy Buzek førte, indtil den blev vraget sidste år. Nu stagnerer alting, arbejdsløsheden ligger på omkring 18% (3,2 millioner mennesker), og den stiger stadig.

Fabrikker lukkes, og arbejdere fyres med ringe chance for at få et nyt job og udsigt til den ekstremt lave arbejdsløshedsunderstøttelse (ca. 100 euro, og prisniveauet er ca. det samme som i Vesten).

Hele denne situation fremkalder stadig mere social uro. Dele af arbejderklassen er begyndt at bevæge

NR. 8 AUGUST 2002

sig, som eksemplerne fra skibsværfterne i Gdansk (Danzig) og Szczecin (Stetin) klart viser.

Det er under disse forhold, at Polens og andre centraleuropæiske landes optagelse i EU forberedes. Men hvad vil det betyde for almindelige polakker?

Først og fremmest vil det betyde flere tabte jobs – i industrien såvel som i landbruget. Der er allerede nogle af de mere ærlige analytikere, der forudsiger, at når Polen går med i EU, vil arbejdsløsheden kunne nå op på hele 5 millioner mennesker! Det er almindeligt anerkendt, at det polske landbrug vil blive kastet endnu mere ned i afgrunden. EU vil ikke lade det polske landbrug nyde godt af landbrugsstøtten – de foreslår, at polske landmænd kun skal have sølle 25% af den normale støtte, når Polen går med (hvilket sandsynligvis vil ske i 2004).

Arbejdskraftens frie bevægelighed vil også blive begrænset for Polens vedkommende – polske arbejdere vil først få de samme rettigheder som andre arbejdere i EU syv år efter optagelsen.

Internationalisme Socialister har til alle tider været internationalister. Vi går ind for en europæisk union, men det skal være i form af Europas forenede socialistiske stater. Grunden til, at vi er imod EU, er ikke det, at det er en union eller et overstatsligt samarbejde. Det er, fordi EU er en kapitalistisk konstruktion, som de europæiske kapitalister har skabt imod de europæiske arbejdere.

Den eneste måde at få et forenet Europa på er ved at sætte en stopper for kapitalismen i Danmark og i de andre lande og opbygge et forbund af socialistiske stater.

JS og SK

Der er meget andet, der tyder på, at Polen sikkert ikke vil få nogen gavn af at gå med i EU. For eksempel blev det for nylig diskuteret, hvor meget Polens bidrag til EU skal være, og det viste sig, at det måske endda bliver højere end den finansielle hjælp, som Polen ville få fra EU! Det bliver nok ikke tilfældet, men under alle omstændigheder vil Polen slet ikke få så mange penge ud af EU, som mange her forventer.

Desværre består modstanden mod EU-medlemskab især af højreorienterede, nationalistiske og kirkelige reaktionære, som på demagogisk vis udnytter polakkernes frygt for, at “tyskerne vil opkøbe hele landet”. Selvom dette delvis er rigtigt, så er det blevet voldsomt overdrevet af disse reaktionære. Der mangler seriøst en modstand fra arbejderbevægelsen, som kunne afsløre de virkelige interesser bag EU’s udvidelse – dvs. de polske og europæiske kapitalisters interesser, som kun vil føre til yderligere skade for den polske arbejderklasse og landbruget.

Wojtek, polsk marxist.

15

Hvem vi er og hvad vi står for SOCIALISTISK STANDPUNKT udgives af en gruppe marxistiske arbejdere og unge, der er aktive i arbejderbevægelsen. Vi mener, at kapitalismen ikke længere kan tilbyde andet end nedskæringer, øget arbejdspres, massearbejdsløshed og fattigdom.

Derfor må det kapitalistiske system fjernes og erstattes af en socialistisk planlægning af produktionen, hvilket vil sige, at arbejderklassen overtager de største virksomheder, bankerne, forsikringsselskaberne osv. og kontrollerer og styrer det hele demokratisk efter behov og ikke som nu efter kapitalisternes jagt på profit. Vi deltager i den danske arbejderklasses kamp som en del af den internationale arbejderklasses kamp.

SOCIALISTISK STANDPUNKT deltager i den daglige kamp og støtter de krav, der stilles på arbejdspladserne, som f.eks.: - National minimumsløn på 100 kr. i timen, gældende for alle inklusiv lærlinge, arbejdsløse og studerende.

- Genindførelse af dyrtidsreguleringen samt fuld dagpengeregulering, så inflationen ikke udhuler lønnen.

- Stop for alle afgifter og skatter, der udhuler arbejdernes lønninger. For et ordentligt, solidarisk skattesystem, der tilgodeser arbejderklassen og beskatter kapitalisterne.

- 30 timers arbejdsuge med fuld løn- og personalekompensation, det er den eneste vej væk fra arbejdsløsheden.

- Lige løn for lige arbejde – ingen diskriminering p.g.a. køn, race o.s.v.

- Afskaffelse af bodssystemet – ingen indgreb i strejke- og aktionsretten.

- Strejke- og aktionsret til lærlinge, funktionærer og alle andre arbejdere.

- Ægte demokrati i arbejderbevægelsen. Ingen privilegier til vores ledere – arbejderledere på arbejderløn.

- Fjernelse af alle nedskæringer på velfærden. Kamp imod alle forsøg på yderligere afmontering af velfærdssamfundet.

- Nej til nedskæringer og privatiseringer i den offentlige sektor: udbyg den offentlige sektor med flere midler og mere personale, under de ansatte og brugernes egen demokratiske ledelse og kontrol.

- Ordentlige og betalelige boliger til alle.

- Fri adgang til ordentlig uddannelse for alle og de økonomiske muligheder for det.

Hvis arbejderbevægelsen satte alle sine kræfter ind og kæmpede for disse krav, ville det være muligt at kæmpe dem igennem.

Men ledelsen for Socialdemokratiet og fagbevægelsen undskylder den manglende kamp med, at kapitalisterne aldrig vil gå med til at opfylde kravene.

Til det er marxisternes svar klart: Har kapitalisterne ikke vilje til at sikre en ordentlig tilværelse for arbejderne og ungdommen, så har arbejderklassen ikke brug for kapitalismen.

Det økonomiske opsving har ikke bragt forbedringer for arbejderklassen, og nu er kapitalismen igen ved at gå ind i en krise. Den eneste vej frem er derfor at fjerne det kapitalistiske system ved, at arbejderklassen overtager produktionsmidlerne og sætter dem under deres egen ledelse og kontrol. Dette er løsningen på arbejderklassens og ungdommens problemer, og det er hvad Socialdemokratiet og fagbevægelsen burde kæmpe for.

Vi opfordrer derfor alle arbejdere og unge til at gå med i SOCIALISTISK STANDPUNKTs kamp for at vinde arbejderbevægelsen tilbage på et socialistisk program.

SOCIALISTISK STANDPUNKT holder jævnligt møder, hvor der diskuteres aktuel politik, situationen i arbejder- og elevbevægelsen og teoretiske spørgsmål fra marxismen. Kontakt os og hør hvornår, hvis du vil være med!

Tlf.: 21 82 48 14, marxist@marxist.dk 16

[ ] Jeg vil abonnere på SOCIALISTISK STANDPUNKT ! 6 nr. for 60,- / 120,Navn: _______________________________ Adresse: ____________________________ ______________________________________ Sendes til: SOCIALISTISK STANDPUNKT, Poste Restante Nørrebrogade 10., 2200 Kbh. N.

WWW .MARXIST .DK WWW.MARXIST .MARXIST.DK

Det kommende valg i Sverige Afslør de borgerlige med socialistisk politik!

Her bringer vi en artikel fra de svenske marxisters blad Socialisten op til det kommende valg i Sverige.

Den borgerlige farce op til valget bliver mere og mere bizar. Alle slags politiske tricks, finter og løgne bliver brugt i et desperat forsøg på at vende opinionen. Borgerlige politikere som Lars Leijonborg klager højlydt over manglerne i skolerne. Men han siger ikke noget om, at deres egen løsning – en tilbagevenden til den gamle autoritære sorte skole – er en vigtig årsag til disse mangler. Samtidig fortsætter nedskæringerne på mange stockholmske skoler under ledelse af Jan Björklund fra Folkepartiet.

Maud Olofsson kritiserer de regionale skævheder, men vil give de markedskræfter, som har skabt dem, endnu større indflydelse. Alf Svensson taler smukt om at forbedre plejen, hvilket lyder meget hult, når man tænker på de skattesænkninger og privatiseringer, som hans parti vil gennemføre.

Lettest at gennemskue er højrelederen Bo Lundgren. Han prøver at bilde vælgerne ind, at sygehusvæsnet og anden offentlig service kan blive bedre ved, at man sænker skatterne. Som bevis anføres Stockholm by og kommune, som styres af moderaterne. Der sænkes skatterne, mens tingene drives ved hjælp af lån og indkomster fra salg af kommunale boliger og andet. De milliardunderskud, det har medført, siges at skyldes regeringen eller den såkaldte skatteudjævning, som omfordeler indkomster fra rige til fattige kommuner.

I stedet kræver Lundgren, at skatteudjævningen erstattes af statsbidrag til kommunerne, hvilket ville betyde, at statens udgifter ville stige med 14 milliarder, hvis bidragene skulle holdes på det nuværende niveau. Men han

NR. 8 AUGUST 2002

siger intet om, at moderaterne slet ikke har i sinde at forhøje bidragene til kommunerne, men derimod sænke dem med netop 14 milliarder. Det svarer ifølge udregninger fra Socialdemokratiet til 45.000 færre ansatte inden for f.eks. sygeplejen. Desuden går moderaterne til hårdt angreb på arbejdernes rettigheder. De vil fjerne reguleringen af arbejdstiden, ansættelsessikkerheden og forringe a-kasserne.

At flertallet af vælgerne kan gennemskue dette politiske bluff, er ikke så underligt. Alle meningsmålinger viser, at venstrevinden stadig blæser i vælgerskaren. Socialdemokratiet har passeret 40% i alle målinger, mens støtten til Venstrepartiet (som omtrent er Sveriges svar på SF) er faldet og har stabiliseret sig på omkring 10%.

De borgerlige bliver derimod ved med at tabe terræn. Det gælder især for moderaterne, som har tabt mest i deres stærkeste områder, storbyerne, hvor de er gået fra i snit 37,3% i 1999 til 29% i foråret 2002. Folkepartiet fortsætter med at balancere omkring 4%, mens C og Kd desperat prøver at ride på deres partilederes popularitet.

Venstreflertal inden for rækkevidde Så det ser ud til, at Socialdemokratiet vil kunne vinde en stor del af de vælgere tilbage, som de tabte ved sidste valg. Et venstreflertal, dvs. et resultat hvor Socialdemokratiet og Venstrepartiet til sammen får over halvdelen af stemmerne, er også inden for rækkevidde.

Det betyder selvfølgelig ikke, at arbejderbevægelsen kan hvile på laurbærrene. Tværtimod er der brug for en aktiv massebevægelse for at sikre en venstresejr og presse de borgerlige så meget tilbage som muligt.

Rent praktisk har den socialdemokratiske ledelse også taget skridt i den retning, klog af skade efter den triste og amerikansk-inspirerede valgkamp op til sidste valg. Der er udkommet to valgoplæg, hvoraf det første indeholdt det politiske manifest fra partikongressen.

I det andet valgoplæg er en del af massekampens traditionelle midler kommet til ære igen. Partimedlemmer opfordres til at blive tillidsrepræsentanter på deres arbejdspladser eller i deres boligområde og at deltage i aktiviteter som opsøgende propaganda fra dør til dør, gademøder og løbeseddeluddeling.

Der er også et nært samarbejde med fagbevægelsen. LO har startet en kampagne for at hverve faglige medlemmer til partiet, LO’s formand indgår i partiets valgledelse, og LO’s valgudvalg er flyttet ind på partihovedkvarteret på Sveavägen. Alt dette taler for, at både aktiviteten og medlemstilgangen vil være bedre i dette års valgkamp.

Men den organisatoriske oprustning er ikke blevet fulgt af nogen politisk oprustning. Det er nok en vigtig grund til, at den der rigtige kampvilje ikke har indfundet sig ude hos de almindelige medlemmer. Det er højst tilfældet i højrestyrede kommuner, hvor der er en tydelig trussel.

Politisk vagt valgoplæg I valgoplægget sammenfattes det mildest talt vage politiske budskab op til valget. Partiledelsen lever højt på de forbedringer, der har været i økonomien, på at arbejdsløsheden er faldet og reallønnen steget. Kritikken af de borgerlige nedtones derimod og begrænses til spørgsmål som skatter, arbejdsmarkedspolitik osv. De store ideologiske stridspunkter, privatisering

17

eller offentlig drift, nævnes slet ikke.

Det samme gælder spørgsmål som de stigende indkomst- og klasseforskelle, spørgsmålet om mere tilpasning til markedet eller statslig regulering, arbejdermagt kontra kapitalmagt.

Lige så stille tier de, når det gælder truslen fra den kommende økonomiske nedgang. Her stikker partiledelsen hovedet i busken. Til syvende og sidst hviler hele partiets valgtaktik altså på et fromt håb om, at nedgangen bliver så kort, at der ikke er nogen, der mærker den, i hvert fald ikke før valget.

Det sidste kan nok godt lykkes, eftersom den økonomiske krise ikke har bidt igennem endnu.

Men hvad vil der ske efter valget, når krisen begynder at kradse? Kommer der så nye indgreb og “chokpakker” som i 1990-91? Dengang gennemførte den socialdemokratiske regering en økonomisk opstramning, som bl.a. medførte rentechok, lavere sygepenge, kortere ferie og forslag om lønstop.

Jo, risikoen for dette er overhængende!

Har intet lært af sidste krise Den nuværende socialdemokratiske ledelse har ikke lært noget af krisen i 1991-94. Ledelsen var medskyldig i krisepakken dengang, og nu som før vil den økonomiske nedtur blive mødt med den slags borgerlig krisemedicin.

Og ligesom dengang vil det føre til en ny tillidskrise og nye interne kampe.

Forskellen er bare, at partiledelsen denne gang vil få det fulde ansvar for krisepolitikken.

I 1991 vandt de borgerlige valget, og de gennemførte en politik, der forværrede krisen endnu mere. Dette medførte, at den borgerlige regering måtte stå med det fulde ansvar for alle problemerne.

Når valget er vundet må kampen for at ændre partiet stilles i forgrunden.

Partiet må ændre politisk kurs og udforme en radikal socialistisk politik, der kan imødegå den hurtige forværring af den økonomiske situation.

Nogle af hovedpunkterne i en sådan politik bør være følgende.

Succesfuld generalstrejke i Spanien!

Den 20. juni var der generalstrejke i Spanien mod højreregeringens forsøg på forringelser, der bl.a. vil gøre det lettere for arbejdsgiverne at fyre arbejdere og begrænse arbejdsløshedsunderstøttelsen. Strejken blev en bragende succes. Den blev fulgt af mere end 90% af industriarbejderne, og den dækkede hele landet i alle dele af industrien. De fleste offentligt ansatte deltog også i strejken. På landet gik tusinder af jornaleros (daglejere) enstemmigt med i strejken.

Generalstrejken i Spanien - og generalstrejkerne i Italien og Grækenland for nylig – gør én gang for alle op med de teorier, der har været så populære i de sidste par år, og

18

som siger, at arbejderklassen ikke længere spiller den samme rolle i samfundet, at arbejderne pga. udbredelsen af deltids og midlertidigt arbejde er blevet splittede, at det er umuligt at organisere de nye dele af klassen, og at man for at ændre samfundet må lede efter nogle andre, der kan gøre det. Vi ser nu, at den slags idéer var det rene vrøvl.

Medierne og regeringens talsmænd prøvede at fremstille strejken som en fiasko og de strejkende arbejdere som voldelige. Men de “voldelige blokader”, som regeringen talte om i sin propaganda, var i virkeligheden sikkerhedsstyrker, der lavede blokader imod arbejderne til fordel for arbejdsgiverne. Den brutale undertrykkelse af

-

-

-

-

Staten må være klar til at overtage lukningstruede virksomheder eller hele brancher for at forhindre massefyringer og lukninger.

Arbejdernes rettigheder må udbygges, så det bliver sværere og mere omkostningsfuldt at fyre folk.

Den offentlige sektor skal udbygges til fuld behovsdækning. Arbejder- og brugerkontrol.

Arbejdstiden skal forkortes til 6 timer om dagen med 8 timers løn.

Garanti for arbejde eller uddannelse til alle, især ungdommen.

For at gennemføre dette, kræves der en anti-kapitalistisk strategi: at arbejderbevægelsen er klar til at udfordre kapitalens magt, og at den mobiliserer til kamp mod de borgerlige og kapitalen for at gennemføre en sådan politik.

Martin Oscarsson

tusinder af arbejdere og unge, politiblokaden imod UGT’s (et fagforbund) centrale hovedkvarter i Madrid, arrestationen af næsten 100 fagligt aktive over hele landet – alt dette viser den nuværende regerings reaktionære karakter. Men på trods af alle regeringens bestræbelser havde strejken massiv opbakning. Over hele landet var der massive demonstrationer.

Hvis regeringen ikke trækker i land nu og tager dekretet om reform af arbejdsløshedsunderstøttelsen tilbage, er det de faglige lederes pligt at forberede en endnu stærkere bevægelse: en større og bredere strejke imod de borgerliges økonomiske politik, med perspektiv på at vælte denne regering, som kun tjener arbejdsgivernes og de multinationale firmaers interesser.

WWW .MARXIST .DK WWW.MARXIST .MARXIST.DK

Hvad er der galt med verdensøkonomien?

Nedtur eller opsving? Pessimisme eller optimisme? Hvad er udsigten for den kapitalistiske økonomi i en tid, hvor nyhederne til stadighed udsender en forvirrende blanding af dystre meldinger om panikagtige kursfald, finansskandaler og konkurser vekslende med jublende budskaber om påstået snarlig bedring?

I juli oplevede aktierne på de amerikanske børser de største fald siden terrorangrebene den 11. september. Londons FTSE-indeks faldt den 15. juli med 5,4% til det laveste niveau siden 1996, hvilket var det største fald i 14 år. Samme dag var der også fald på omkring 5% på de tyske og franske børser.

De første seks måneder i 2002 har i det hele taget ikke været særlig gode for den globale kapitalisme, hvis man ser på bevægelserne på verdens aktiemarkeder. I de seks måneder op til 30. juni har den amerikanske børs oplevet det værste fald siden 1970, et fald på 14%. Nasdaq – indekset over aktier i højteknologiske virksomheder – faldt med 27% og indekset over de otte største europæiske markeder faldt med 18% i gennemsnit. I Danmark opleveæde Københavns Fondsbørs’ KFXindeks sit tredjestørste fald nogensinde den 22. juli med en nedgang på 5%.

De danske aktier i indekset er i alt faldet med 20% siden nytår.

Uroen på aktiemarkederne er en afspejling af den generelle nervøsitet og ustabilitet, som kendetegner den økonomiske situation på verdensplan.

Det er udtryk for en langt mere grundlæggende krise i selve det kapitalistiske system, som viser sig i en helt ekstrem ustabilitet på alle planer, både på det økonomiske, sociale, politiske og militære.

NR. 8 AUGUST 2002

Svindel og Fup A/S Det er ikke så underligt, at der er mange investorer, der er nervøse. Den amerikanske kapitalisme er blevet ramt af den ene store finansskandale efter den anden i den sidste periode, og der er ikke noget, der tyder på, at vi har set det sidste af den slags endnu.

I Danmark er effekten af den økonomiske nedgang også ved at kunne mærkes af almindelige mennesker.

Ifølge DR-nyheder er der på ét år kommet 18.000 flere skyldnere i RKI – Ribers KreditInformation (fortegnelse over dårlige betalere), og set over de sidste fire år er stigningen på 87.000. I kommunerne er de manglende betalinger fra borgerne på to år steget med 326 millioner til 12,6 milliarder.

I de sidste seks måneder har vi set det, der indtil for nylig var verdens største bankerot, da det globale energikongloVæksten i Danmark er inde i en nedmerat Enron gik fallit og efgangsperiode. Fra 1993 til 2000 steg terlod sig 70 milliarder dollars det reelle BNP i snit med 2,7% om i gæld. Senere fik vi det største året, men fra 2001 til 2010 forventes eksempel på ulovlig skatteet gennemsnit på 1,8% (tal fra Fiunddragelse, da det blev opnansministeriets økonomiske rededaget, at bestyrelsesformangørelse maj 2002). den for Tyco havde lavet ulovlige udbetalinger til alle mulige (inklusiv ham selv) uden at opgive det til skattemyndig- mange småaktionærer, der har inveshederne. Dennis Kozlowski, som han teret penge i aktier i håb om at få del i hedder, brugte omkring 8 milliarder de stigninger, som de fik at vide, ville dollars på 700 indkøb, som ikke figu- vare evigt. Nu, når det går nedad, skal rerede i firmaets regnskaber. de store finansfolk nok sørge for at sikre sig, mens de små bliver mast i Og så kom skandalen i WorldCom – faldet. det var den værste virksomhedssvindel i historien, da det store teleselskab Det er ikke så mærkeligt, at invesoffentliggjorde, at deres finansielle di- torerne nu tænker, hvad der vil blive rektør havde snydt med regnskabet for det næste firma, og hvad der bliver den at få de ikke-eksisterende profitter til næste skandale, og at de begynder at at se 4 milliarder dollars større ud. sælge ud af deres aktier. Der vil ikke WorldCom er nu gået i betalings- gå længe, før vi ser flere skandaler. standsning og har slået Enron som Det er allerede blevet afsløret, at verUSA’s største konkurs nogensinde. dens største firma General Electric har “masseret” profittallene ved at overDe store konkurser og panikken på ak- føre indkomst fra de ansattes pensionstiemarkedet har ramt mange almin- fond. Den samme slags svindel er bledelige arbejdere hårdt – for det første vet udført af firmaer som Cisco, Disarbejderne i de berørte firmaer, som ney og adskillige andre i Europa. Det f.eks. i Enrons tilfælde mistede både gamle fotokopimaskineselskab Xerox deres jobs og deres pensionsopsparing, har også for nyligt erklæret, at de ville der bestod af aktier i firmaet, som nu revidere profittallene for de sidste fem er værdiløse, og for det andet alle de år nedad med 6 milliarder dollars. Med

19

andre ord – det, de har sagt til investorerne førhen, var simpelthen ikke sandt. Samtidig er den tætte forbindelse mellem erhvervsliv og toppolitikere også blevet understreget, i og med at både George Bush og vice-præsident Cheney er anklaget for forskellige former for svindel, da de selv var ledende personer i amerikansk erhvervsliv – snavset rækker helt ind i det Hvide Hus. Opsving forude?

Med jævne mellemrum slås det stort op i diverse nyhedsmedier, at nu er opsvinget på vej – selv den mindste positive nyhed blæses op som lyset for enden af tunnelen. Senest har præsident Bush forsikret os om, at “fundamentet for den amerikanske økonomi er helt igennem sundt” og videre i den dur. Men Bush’s beroligende taler og

ning og den svækkede forbrugertillid – har stillet spørgsmålstegn ved, hvor stærk bedringen i den amerikanske økonomi er”. Kapitalisterne aner ikke deres levende råd – de har desperat forsøgt at redde økonomien med ikke mindre end 11 rentesænkninger i USA på 11 måneder, men lige lidt har det hjulpet. De kapitalistiske eksperter er bekymrede over, at USA og den kapitalistiske verdensøkonomi ikke går fremad igen, sådan som de havde forventet.

Selvom det på overfladen så ud til, at der var stigende økonomisk vækst i USA i første kvartal af 2002, så skal det tages med at gran salt. Nogle konkluderede, at nu var USA’s økonomi på vej opad igen, men denne såkaldte bedring var udelukkende baseret på to ting: et fortsat forbrugsopsving og

“Tillykke! Som Månedens Medarbejder får du lov til at bestemme, hvem der skal fyres!”

“stramninger” over for svindel og økonomisk kriminalitet har ikke hjulpet noget – de blev fulgt af nye voldsomme fald på verdens børser.

De mere seriøse iagttagere er nu ved at have deres tvivl om, hvorvidt der nu også virkelig er bedring på vej for den amerikanske og dermed verdens økonomi. Jeremy Gaunt, investeringskorrespondent fra Reuters London, skriver f.eks.: “Faldende amerikanske aktier – forårsaget af bekymringer om firmaernes bogholderi, ringe indtje-

20

vil ende galt. For det første, denne massive forøgelse af gælden. Sidste år steg den amerikanske nationalindkomst med 179 milliarder dollars. Men gælden steg samtidig med mere end 2 billioner dollars, ti gange mere end indkomsten. Amerikanske firmaer og forbrugere sidder i gæld til op over begge ører.

Den anden faktor, der tyder på, at den økonomiske bedring ikke er lykkedes, er mangelen på profit. Under kapitalismen sker produktionen for profittens skyld, og derfor er profitten absolut betydelig. Kan kapitalisterne ikke få profitter, der er høje nok, så investerer de ikke, og så får vi arbejdsløshed, fyringer, fabrikslukninger og stagnation.

De amerikanske firmaers profitter nåede et højdepunkt i andet kvartal af 2000 med 518 milliarder dollars. I fjerde kvartal af 2001 var de faldet med 44,4%. Fremstillingsvirksomhederne tjente 175 milliarder dollars i andet kvartal af 2000. Det var faldet med 71,2% i fjerde kvartal af 2001.

De amerikanske firmaers profit er på det laveste niveau i efterkrigsperioden.

I 1960’erne udgjorde profitten 9% af BNP. På bunden af krisen i 1991 var den faldet til 4%. Men for tiden er profitten mindre end 3% af BNP! Det er det, der er baggrunden for alle svindelnumrene og de ulovlige forsøg på at skjule de dårlige resultater. Ikke før profitabiliteten kommer sig, vil økonomien kunne gå rigtigt fremad – og det er der ikke noget, der tyder på.

fortsat tilstrømning af udenlandsk kapital. Men ingen af disse ting kan være grundlaget for et rigtigt opsving. Vi må huske, at økonomien i sidste ende ikke afhænger af forbrug, men produktion. Forbrugsopsvinget i USA er baseret på kredit og gæld, som jo som bekendt skal betales tilbage på et tidspunkt – det kan ikke være grundlag for en varig bedring af økonomien.

Gæld og svag profit Der er to træk ved den nuværende økonomiske cyklus, der tyder på, at det

Overproduktion Forskellige borgerlige iagttagere prøver at bilde os ind, at den skrantende verdensøkonomi på en eller anden måde skyldes tilfældige hændelser – nedgangen og uroen skulle angiveligt skyldes terrorangrebet den 11. september eller måske er årsagen rodet i de amerikanske firmaers regnskabsrod?

Andre mener, at det er bevægelserne på aktiemarkedet, der er årsag til krisen, og ikke bare et symptom på den.

Men som Marx forklarede, så er den

WWW .MARXIST .DK WWW.MARXIST .MARXIST.DK

endelige årsag til alle egentlige kriser i kapitalismen overproduktion: modsætningen mellem kapitalisternes ubegrænsede grådighed efter profit og massernes begrænsede købekraft. Den nuværende krise er ingen undtagelse. 11. september eller andre hændelser kan udløse eller forstærke nedgangen, men den egentlige årsag til den ustabile verdensøkonomi skal findes i selve kapitalismens system. Den massive overproduktion af varer, især højteknologiske produkter som computere og memory chips, er den væsentligste årsag til krisen i USA og på verdensplan. Der er en grænse for, hvor meget ny teknologi folk kan købe med den købekraft, de har. Men den kapitalistiske produktions kaotiske, uplanlagte natur tager ikke hensyn til den kendsgerning. Opsvinget i slutningen af 1990’erne var bygget på et skrøbeligt grundlag - for at være mere præcis, på illusionen om den “Nye Økonomi” med højteknologi og internet. Billioner af dollars blev investeret i disse områder, men nu er de store virksomheder – især dem i den “Nye Økonomi” – vildt overinvesterede. De kan langt fra sælge nok til at dække det, der er blevet investeret i dem. Den tidligere leder af General Electric Jack Welsh har udtalt: “Der er ikke nogen, der er særlig entusiastiske nu. Alle har for meget kapacitet. Der er ikke rigtig nogen grund til at investere”.

Lang lavvækstperiode forude Under kapitalismen er en krises “opgave” at få brændt systemets “fedt” af, få de svageste virksomheder til at bukke under, feje produktionsoverskuddet op og bane vejen for en ny periode med ekspansion. Før den proces er fuldendt, er der ikke meget, som en ekspansion kan opstå af. Men hvis

NR. 8 AUGUST 2002

nedgangsperioden allerede er slut nu, så kan denne proces slet ikke være færdig. Overinvesteringen, som forårsagede overproduktionen og krisen, bliver ved med at være i økonomien, og virker som en dødvægt om benet på et fremtidigt opsving. Alt tyder altså på, at det, vi har set hidtil, kun vil være den første af de kriser, vi vil se i de næste ti års tid – på verdensplan er vi på vej ind i en længere periode med lavere end normal vækst. Selvom den næste periode vil være kendetegnet af krise og ustabilitet, udelukker det på ingen måde, at der vil være op- og nedture, perioder med fremgang og tilsyneladende ro, men den generelle udvikling vil være nedad. Den nuværende krise er ikke bare en almindelig cyklisk krise, som der altid er under kapitalismen – det er en krise, der finder sted i en periode med generel nedgang og ustabilitet for kapitalismen på verdensplan. Det er en ganske anderledes ting end de kriser, der var under den lange opsvingsperiode fra 1948 til 1974, hvor de cykliske nedture var så små, at man knap nok lagde mærke til dem.

Den nuværende urolige situation i økonomien såvel som på det politiske og sociale område vil uundgåeligt få en

virkning på de forskellige klassers bevidsthed. Efter et temmelig glædesløst opsving, som bød på nedskæringer og øget pres på arbejderklassen i alle lande, står man nu over for endnu værre tider. Flere og flere vil drage konklusionen, at kapitalismen ikke kan løse problemerne. Vreden over de finansfyrster, der har skummet fløden under opsvinget, og nu afsløres som gemene svindlere i den ene skandale efter den anden uden at blive straffet, vil føre til eksplosive situationer.

Den ustabile verdenssituation vil komme til udtryk i voldsomme sving til højre og venstre, stigende opposition inde i arbejderklassens organisationer og en voksende opbakning til de socialistiske idéer. Kapitalismen på verdensplan er i forfald – det eneste, der hidtil har reddet systemet, er arbejderklassens ledelse, som er blevet systemets bedste vogtere. Det er nødvendigt at intensivere kampen for at opbygge den marxistiske tendens med det rigtige socialistiske perspektiv og med dyb forankring i arbejderklassens og ungdommens masseorganisationer.

SK, efter artikler af Michael Roberts og Alan Woods

21

Hvad sker der i Pakistan?

Pakistan er nok en af de stater, der har den mest turbulente historie i verden, med revolutionære bevægelser, borgerkrige, militærdiktaturer og truende atomkrig. Den nærmeste fremtid ser ikke ud til at blive mindre turbulent, med en økonomi i laser, over halvdelen af befolkningen under fattigdomsgrænsen, strejkebevægelser i den pakistanske arbejderklasse og truslen om en atomkrig hængende over hovedet.

Staten Pakistan dannes efter revolutionær bevægelse Staten Pakistan blev oprettet i 1947, efter at hele verden blev ramt af revolutionære bevægelser i kølvandet på 2. verdenskrig. Det indiske subkontinent var under kolonialt styre fra England og den nationale befrielsesbevægelse tog en socialistisk revolutionær retning. Men den engelske trone og de nationale indiske ledere frygtede alle denne retning, og fordi der manglede et revolutionært parti blev denne bevægelse afsporet og førte til den blodige deling af det daværende Indien i Indien og Pakistan. Englænderne trak sig ud, og det kapitalistisk-feudale system blev bevaret.

Pakistan blev oprettet som en “muslimsk” stat og er blevet brugt som reaktionært bolværk af USA og imperialisterne i hele regionen. Der har i Pakistans relativt korte historie været 4 succesfulde militærkup, og landet styres nu endnu engang af et militærdiktatur ledet af general Musharraf, som kom til magten i oktober 1999.

Elendige forhold Diktaturet har fra start været i konstant krise. Den økonomiske situation er elendig og forværres yderligere af den verdensomspændende økonomiske

22

nedgang. Over 79% af den pakistanske befolkning er uden offentlig sygehjælp, kun 0,7% af BNP (bruttonationalproduktet) bruges på sundhed, hvilket ikke engang dækker lønningerne i sektoren. 22% har adgang til rent drikkevand og kun 15% til toiletfaciliteter.

Også på uddannelsesområdet står det lige så skidt til. Det medfører, at sundhed og uddannelse bliver en luksus, mens størstedelen af befolkningen kæmper for deres fysiske overlevelse.

65% af det pakistanske BNP går til

nomiske udvikling og har samtidig ført til en fuldstændig korrupt stat, som er umulig at styre for nogen.

Landets totale udlandsgæld er på 82 mia. $, mens BNP kun er på 67 mia.

En af IMF’s (den internationale valutafonds) “løsninger” på dette er privatiseringer, men selvom alt privatiseres, vil staten kun få 5 mia. $ ud af det. Og privatiseringer vil betyde yderligere forringelser af levestandarden for de pakistanske masser.

Pakistanske arbejdere i demonstration i Lahore. Demonstrationen var arrangeret af PTUDC (læs mere på bagsiden).

afbetaling af gæld, mens 40% går til militæret - det betyder at den pakistanske økonomi starter med et underskud hvert år. Der er altså ingen penge til en offentlig sektor, og gælden må forøges. Dette betyder samtidig en opblomstring af den sorte økonomi, der gennemtrænger alle sektorer af Pakistans økonomi og statsapparat. Den sorte økonomi er en svulst på den øko-

Fra 1995-2000 var væksten i storindustrien officielt 0%, men reelt var den negativ pga. lukningen af 6000 industrienheder. De udenlandske investeringer faldt i denne periode også drastisk, og de investeringer, der var, erstattede i høj grad tidligere indenlandske investeringer, så det gik lige op. Der har været gevaldige prisstigninger, hvilket har skubbet endnu flere

WWW .MARXIST .DK WWW.MARXIST .MARXIST.DK

ud i fattigdom. I perioden fra 1990 til 2000 steg andelen af befolkningen under fattigdomsgrænsen fra 17,2% til 35% og dette er kun de officielle tal, virkeligheden er meget værre!

Demokrati, revolution eller atomkrig?

Det nuværende Musharraf-diktatur er et meget mærkeligt diktatur, som har gennemført en række reformer såsom mindsteløn og flere kvinder i parlamentet. Vesten har hyklet op om mangel på demokrati og menneskerettigheder, men har alligevel brugt diktaturet i fx “kampen mod terrorisme”.

Diktaturet er internt meget svagt, hvilket det må kompensere for med hårdere og hårdere undertrykkelse, især af den pakistanske arbejderklasse, men det fører på den anden side til stadig mere modstand, som igen gør styret svagere. At diktaturet begynder at stå svagt internt betyder også, at dets popularitet i Vesten svækkes, da de har brug for en stærk ledelse, der kan styre de pakistanske masser. Der er en intern kamp i staten mellem den sorte og hvide økonomi, hvilket kommer til udtryk som kampen mellem “liberalister” og “fundamentalister”. Især krigen i Afghanistan har medført en stigning i muslimsk fundamentalisme, som også kommer til udtryk internt i staten, hvor loyaliteten er splittet.

Lige nu står Pakistan over for en reel trussel om krig med Indien. Begge lande er atommagter, og krigen kan medføre en uoverskuelig menneskelig katastrofe. Det centrale spørgsmål ved alle de tidligere krige mellem de to lande og også den nuværende spændte situation har været konflikten om Kashmir. De herskende eliter har de sidste 50 år brugt og misbrugt denne konflikt til deres egne formål. Imperialisterne kan bruge den i deres “del og hersk”strategi, og internt i de to lande bruges konflikten til at aflede massernes bevidsthed fra deres egen elendighed.

Den indiske regerings beskyldninger om, at den pakistanske stat står bag terrorangreb på fx det indiske parla-

NR. 8 AUGUST 2002

ment, er ret usandsynlige og ikke den virkelig grund til den truende krig.

Musharraf står så svagt internt, at det ville være tåbeligt af ham at begynde at angribe Indien. Men den indiske regering har brug for en periode med intense spændinger til at aflede opmærksomheden fra bl.a. forskellige etniske udrensninger som dem i Gujarat.

Der er lige nu stillet op til krig på begge sider af grænsen – en krig der kan smadre begge samfund, og som kan startes af selv det mindste uheld. Imperialisterne ønsker ikke denne krig, men har svært ved at afhjælpe den. Krigstruslen har også konsekvenser internt i det pakistanske regime. De islamisk fundamentalistiske hærledere er rasende over Pakistans svigt over for fundamentalisterne i Afghanistan og muligheden for endnu et sådant svigt i Kashmir, så de har god grund til at ønske at destabilisere regimet.

Samtidig er den pakistanske arbejderklasse nu begyndt at røre på sig. Pakistan har gennemført IMF’s diktater hurtigere end noget andet land, med privatiseringer o.l., og krigen i Afghanistan kostede den pakistanske stat 5 mia. $. Regimet står nu i et dilemma hvor langt kan de gå? De har startet nedskæringerne på arbejderklassen i delstaten Baluchistan, som de anså for den mest tilbagestående, men dette har medført en strejkebølge (læs på bagsiden om strejken i Quetta).

Fremtiden for de pakistanske arbejdere Musharraf har udskrevet valg til parlamentet i oktober. Af frygt for at få et fjendtligt indstillet parlament udskrev han også præsidentvalg. Dette valg var så gennemskueligt falsk, at selv hans støtter frastødtes, og oppositionen boykottede det. Han endte med en valgsejr på 98%, som han nu kan prale med. Der er i øjeblikket et politisk vakuum i Pakistan, da alle politiske partier ved, at der skal en massebevægelse til for at vælte Musharraf,

og at en sådan meget vel kan udvikle sig uden for deres kontrol. Musharrafs såkaldte kampagne mod fundamentalismen er den rene farce. Fundamentalisme kan ikke fjernes inden for en forfalden kapitalistisk stat, og det har i stedet ført til en stigning i bombesprængninger og andre terrorangreb.

Musharrafs mulighed for at knuse en massebevægelse er minimal, og derfor kan det meget vel tænkes, at Vesten vil sætte sin lid til Pakistan People’s Party. PPP har tidligere været brugt til at aflede revolutionære bevægelser ved at give reformer, men har samtidig i praksis gennemført demokratiske kontrarevolutioner. Selvom det i bund og grund er et borgerligt parti, er det det parti, som de pakistanske arbejdere og masser sætter deres lid til. Men PPP vil få det svært, da Musharraf allerede har lovet vidtgående reformer, som ikke har været mulige at gennemføre i et kapitalistisk Pakistan.

Når bevægelsen tager til, vil masserne samles om PPP, men de vil ikke stille sig tilfredse med en afledning af bevægelsen. Der er allerede nu røre i PPP’s medlemsskare og i fagforeningerne.

Brug for socialisme Situationen i Pakistan viser, hvordan det kapitalistiske system medfører dyb elendighed, menneskelige katastrofer, og det understreger også, hvad løsningen er. Der er brug for en socialistisk revolution i Pakistan, som uvægerligt vil få stor betydning for hele regionen med milliarder af mennesker og også resten af verden.

Men historien i Pakistan viser også, hvilken menneskelig tragedie manglen på en revolutionær marxistisk ledelse fører med sig, og at der er brug for at opbygge en sådan både i Pakistan og resten af verden.

FM

23

SOCIALISTISK ST ANDPUNKT STANDPUNKT SOCIALISTISK ST ANDPUNKT STANDPUNKT DDen marxistiske avis for arbejderbevægelsen Den marxistiske avis for arbejderbevægelsen

WWW.MARXIST.DK

NR. 8 AUGUST 2002

Støt kampagnen til forsvar for de pakistanske fagforeninger I 1995 blev Arif Shah myrdet af snigmordere hyret af lokale arbejdsgivere.

Han var formand for Punjab Labour Federation (fagforeningssammenslutning i Punjab-provinsen) i Pakistan.

Det brutale mord understregede de forfærdende forhold, som pakistanske arbejdere og fagligt aktive udsættes for.

Det fik forskellige faglige aktivister til at danne PTUDC – det står for Pakistan Trade Union Defence Campaign, på dansk Kampagnen til Forsvar for de Pakistanske Fagforeninger.

Den nye kampagne blev startet med støtte fra adskillige fagforeninger. Senere er flere kommet til, og nu er listen over støtter af kampagnen meget lang.

PTUDC’s mål er at forsvare fagforeningerne mod arbejdsgivernes angreb og at forsvare retten til at organisere sig. Siden starten har PTUDC arbejdet for at støtte faglige kampe og kampagner inden for jernbanerne, telekommunikation, posten, stålindustri, og mange andre steder. Pakistan er som bekendt et militærdiktatur, og det er ikke altid lige let at være fagligt aktiv. Der har været mange tilfælde af fængslinger og anden form for forfølgelse – senest i forbindelse med den aktuelle strejke i byen Quetta i Baluchistanprovinsen, hvor offentligt ansatte har strejket for at få de lønfremskridt, som arbejdsgiverne faktisk havde lovet dem sidste år, men som de ikke havde givet.

En af PTUDC’s lokale organisatorer, Hameed Khan, blev sammen med mange andre arbejdere og faglige ledere arresteret, fordi de havde deltaget i og ledet protesterne. I Pakistan organiserede PTUDC en kampagne over hele landet. Der er blevet holdt protestdemonstrationer og møder i alle større byer i Pakistan. Tusindvis af under-

24

skrifter er blevet samlet ind, og der er blevet delt tusinder af løbesedler ud.

Der har været flere succesrige generalstrejker i Quetta, som også lagde pres på for at få regimet til at løslade de tilfangetagne. Nogle faglige ledere fra Quetta startede endda en sultestrejke for at få arbejderne løsladt.

de betingelser: Alle arbejderne er blevet løsladt betingelsesløst, og sagerne imod dem er trukket tilbage. De tilfangetagne gik kun med til at blive løsladt med klare garantier for, at ALLE de fyrede arbejdere ville blive genansat.

Der er nedsat en komité bestående af faglige ledere fra Baluchistan og repræsentanter fra provinsregeringen, som skal gennemgå og forhandle de krav, som strejken oprindelig handlede om, derunder kravet om 40% forøgelse af lønnen. Ingen af de tilfangetagne arbejdere har underskrevet nogen form for “tilståelser” eller “undskyldninger”, og de ikke-fængslede arbejdere, der har gjort dette, bliver af de løsladte ledere bedt om at trække dem tilbage.

Selvom alle de oprindelige krav ikke er blevet accepteret endnu, er den betingelsesløse løsladelse en stor delsejr for de offentligt ansatte i Quetta. De tilfangetagne har vist andre dele af arbejderklassen, at selv under de mest vanskelige forhold kan man udkæmpe slag i klassekampen og vinde.

Også internationalt har kampagnen kørt - tusinder af protestbreve er blevet sendt til diktaturet fra hele verden imod undertrykkelsen af fagforeningsfolkene. I Danmark startede PTUDC-Danmark også en kampagne, og der har været deltagelse og støtte fra afdelinger af bl.a. TIB, RBF, LFS, efterskoler mm. Bl.a. har eleverne på Arbejderbevægelsens efterskole Holmstrup doneret overskuddet på 700 kr. fra deres slikbod! Efter to måneder bar kampagnen frugt – det enorme pres på styret og de fængsledes ukuelige holdning førte til, at alle de tilfangetagne blev løsladt. Løsladelsen er sket på følgen-

PTUDC’s kampagne, både nationalt og internationalt, er et frisk eksempel på nytten af arbejderklassens solidaritet, også på tværs af grænserne. Der er stadig brug for støtteerklæringer og penge til den videre kamp for de strejkendes krav og PTUDC’s fortsatte virke.

SK Send meddelelser til: ptudc_dk@hotmail.com Donationer kan gøres via PTUDCDanmarks konto i Nordea, reg.nr.

2410, kontonummer 8475-441-118 Besøg også: www.ptudc.org

WWW .MARXIST .DK WWW.MARXIST .MARXIST.DK