Arkitekten der arbejdede for sin egen skyld Anupama Kundoo er en indisk arkitekt, som netop nu har lagt navn og værker til udstillingen ”Taking Time” på Louisiana. Hun har markeret sig på den internationale arkitektscene gennem sine projekter i det idealistiske og eksperimentelle byprojekt Auroville. Hendes arbejde centrerer sig omkring et opråb til branchen om, at vi kun kan bygge bedre, hvis vi giver os selv mere tid. Tekst af Alexander Tengbjerg. Fotokredit: Louisiana
Vi skal tage os tid. Men hvordan og hvorfor? Det svar forsøger Anupama Kundoo at give både gennem udstillingen ”Taking Time”, men også i hendes praktiske arbejde. Gennem grundige akademiske studier af gamle håndværkstraditioner og lokale materialer og byggeskikke, beviser hun, hvordan vi kan skabe levedygtig og god arkitektur. Den eneste negative konsekvens er, at det tager tid, men den tid vi tager os, vil gavne os alle på sigt, som hun siger. Hun har appetit på ny viden, og alt hvad hun laver og foretager sig, sker på et ønske om at suge nye fagligheder til sig og udvide sin horisont. Hvilket også forklarer, hvorfor hun i mange år har undervist på en stribe af verdens bedste arkitekturskoler. Det er ikke store ønsker om at gøre verden til et bedre sted, det er biproduktet, men derimod et ønske om at udvikle hendes egne kognitive evner og formåen, hvilket hun uddyber, da hun får spørgsmålet: Hvorfor blev du arkitekt? – Tja, nogle gange ville jeg ønske, at jeg havde valgt en anden vej. Der er så mange professioner, der tiltaler mig. Heldigvis er der jo stadig masser af liv tilbage, hvor der er plads til at udforske nye områder. Jeg skal bare tage mig tiden, smiler hun og fortsætter: – Men da jeg skulle vælge en karrierevej som ung kvinde, handlede det ikke om jobbet bagefter. Jeg valgte ud fra, hvad jeg ville lære. Min første kærlighed var at tegne og male. Det var en fantastisk måde at kultivere hjernen på, for desto mere du tegner, desto mere ser du. Så da jeg skulle vælge en profession, handlede alt om, hvordan jeg kunne udvikle mig selv personligt. Mit første valg var kunstnervejen, men jeg var lige så interesseret i matematikkens verden, hvor der var orden og løsninger på alle problemer. Så jeg kunne ikke finde en uddannelse, der kunne samle mine passioner. Men en tante gav mig en test, der skulle hjælpe mig med at finde en uddannelsesvej. Den fortalte mig, at jeg burde blive en arkitekt. Jeg havde aldrig overvejet at skulle arbejde med design og arkitektur, men jeg blev nysgerrig og tog valget ned ad arkitektvejen. Byggeri + Arkitektur # 107
Når jeg ser tilbage, må jeg med skam erkende, at der hverken var så megen tegning eller matematik, som jeg havde ønsket mig fra arkitektvejen. Men sådan er det nu en gang.
VI SKAL IKKE UDFORDRE NATURLOVENE
Hendes passion for matematikken og naturvidenskabens verden er dog større end aldrig før, og hun kan blive frustreret over arkitekters forsøg på at pille ved videnskaberne: – Der er nogle universelle naturlove som vi må underlægge os og resten er op til vores fantasi og skaberlyst. Se på tyngdekraften. Det er en lov som jeg aldrig kommer til at ville udfordre. Men jeg kan se hos mine studerende og andre nutidige arkitekter at der er alle mulige renderinger og modeller af objekter, skabt i et forestillet univers uden tyngdekraft. De prøver måske at udvikle deres kreative evner, men hvorfor arbejde ud fra nogle love, som aldrig kan realiseres? Det er i min optik langt mere kreativt at arbejde ud fra virkeligheden og dens begrænsninger, siger Anupama. Hun fortsætter: – Det kommer sig måske af et behov for, at man vil stikke ud fra mængden som arkitekt, og man konkurrerer om at skabe noget nyt og anderledes, men det skal jo ikke i sig selv være målet. I min materialebank, som man kan opleve på Louisiana, kan man se, at de fleste problemer og udfordringer, vi som arkitekter står overfor, har naturen eller menneskene før os allerede kreereret en løsning til. Derfor skal vi nogle gange være bedre til at se os tilbage fremfor hele tiden at se fremad og skabe noget nyt for nyhedens skyld. – Arkitektur hører for mig til i baggrunden og ikke forgrunden. Vores liv er et maleri, og arkitekturen er blot rammen omkring dette. Vi skaber pladser, som mennesker kan kolonisere. Og vi kan med det samme se om en plads fungerer. > >
67
