Demokratiet og Grundloven

Skriftlig emneprøve

Demokratiet & Grundloven

Demokratiet & Grundloven Det konstitutionelle demokrati

Af Mette Mau Carstensen Skriftlig Emneprøve 07.06.2006 Institut For Filosofi, Pædagogik og Religionsstudier Syddansk Universitet Odense

Af Mette Mau Carstensen

Side 1 af 75

Skriftlig emneprøve

Demokratiet & Grundloven

Indholdsfortegnelse Konstitutionelt demokrati.......................................................................................5 Demokratiet som den næstbedste løsning................................................................16

Den danske grundlov – et kritisk blik...................................................................21 Konkluderende bemærkninger.............................................................................30 Litteraturliste.........................................................................................................32 Bilag 1: Den Danske Grundlov...........................................................................34 Bilag 2: Verdenserklæringen Om Menneskerettighederne.................................53 Bilag 3: Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.................................58

Af Mette Mau Carstensen

Side 2 af 75

Skriftlig emneprøve

Demokratiet & Grundloven

Indledning De fleste politiske filosoffer kan blive enige om følgende generelle definition af ’demokrati’. Demokrati er: styre af folket (kollektivt selvstyre), styre for folket (dvs. i de styredes interesse), et styre, hvor det er folket, der styres. Styringen eksisterer for folkets skyld ikke for ledernes skyld. Den demokratiske stat har kun magten over det folk som har valgt lederne. Men denne definition er meget vag og kan gives mange fortolkninger. Ordet ’demokrati’ bruges ifølge nogle blot generelt som en positiv, rosende term i debatten. Ordet ’demokrati’ er blot en positiv betegnelse for et politisk fænomen, som man mener bør fremmes. Ordet dækker ifølge disse ikke over en bestemt styreform, men har en lang række forskellige betydninger, alt efter hvem der taler.

Definitionen siger naturligvis ikke ret meget om, hvordan samfundet er opbygget og fungerer i praksis. En række spørgsmål melder sig øjeblikkeligt: Hvilke valgprocedurer skal benyttes? Har hver borger én stemme? Betyder demokrati blot flertalsvælde eller indebærer det også en form for beskyttelse af mindretallet? Skal demokratiet være direkte demokrati eller repræsentativt? Hvem skal have lov at stemme? Og hvem kan vælges?

Alle disse spørgsmål og mange andre er der forskellige svar på. Svarene er baseret på normative holdninger. Normative principper som fx lighed, frihed og retfærdighed. Vi har altså at gøre med et begreb, der bestemmer hvordan vores samfund er bygget op, og hvordan vores samfund fungerer både for den enkelte borger og for magthaverne. Det er en styreform baseret på nogle normative principper, og det er disse principper vi forsøger at begrunde. Målet for samfundet er, at samfundet er et retfærdigt samfund. Et samfund hvor den enkelte har friheder og rettigheder, og hvor goderne fordeles retfærdigt borgerne imellem.

Jeg vil i denne opgave se på, hvad et konstitutionelt demokrati er og anvende det konstitutionelle syn kritisk på den danske grundlov. Jeg vil give en redegørelse for forsvaret for det konstitutionelle demokrati ud fra Ronald Dworkins og Richard Arnesons positioner. Jeg vil se på Jeremy Waldrons kritik af især Dworkins position og ud fra denne diskussion fremhæve nogle kritiske elementer i den danske grundlov. Jeg vil dernæst undersøge, hvorvidt den danske grundlov er i tråd

Af Mette Mau Carstensen

Side 3 af 75

Skriftlig emneprøve

Demokratiet & Grundloven

med denne konstitutionelle demokratiopfattelse. Jeg vil kaste et generelt kritisk blik på den danske grundlov i lyset af de demokratiteorier fra afsnittene: ’Konstitutionelt demokrati’ og ’Demokratiet som den næstbedste løsning’ med særlig fokus på konstitutionalismen. Et centralt spørgsmål i opgavens sidste afsnit ’Den danske grundlov – et kritisk blik’ er; hvad er forbindelsen mellem det danske demokrati, som vi alle hævder at vi har, og grundloven? Jeg giver her en kritisk analyse af Mikael Wittes bog Grundloven og ser her både på den danske grundlov og menneskerettighederne.

Af Mette Mau Carstensen

Side 4 af 75

Skriftlig emneprøve

Demokratiet & Grundloven

Konstitutionelt demokrati Strider demokrati og rettigheder – og dermed konstitutionen imod hinanden? Hvis demokrati skal forstås som folkestyre, at flertallet træffer afgørelserne, hvordan kan vi så have rettigheder1? Hvis flertallet beslutter, at det er i orden at sætte flygtninge ud på en øde ø, men at flygtningene har en lovsikret rettighed, der siger at de skal behandles på en bestemt måde, hvem har så ret? Flertallet eller loven? Og hvis konstitutionen tildeler rettigheder, hvordan kan vi så overhovedet have et konstitutionelt demokrati?

Konstitutionen/forfatningen er grundlaget for demokratiet. Konstitutionen opstiller rammerne for demokratiet. Konstitutionen er spillereglerne, dvs. at vi har en konstitution, som vi derefter bygger vores videre love på. Dette er også gældende for vores grundlov. Grundloven er den vigtigste lov, og alle andre regler og love skal bygge på den.

Et konstitutionelt demokrati er: ”… a regime run according to principles of democratic governance qualified by a constitution asserting certain rights of individual citizens that are enforced by nonelected judges holding final powers of review” (Arneson: “Democratic rights at the national level” p. 96)

Demokratiske rettigheder er: ”By ’democratic rights’ I refer to rights held by each member of an association to vote and stand for office in free elections in which a majority-rule procedure determines the composition of a body that by majority-rule procedure settles the rules by which the association is governed” (Arneson: “Democratic rights at the national level” p. 95)

Arneson skelner mellem to former for konstitutionelt demokrati; det ikkesubstantielle konstitutionelle demokrati og det substantielle konstitutionelle demokrati. Det ikke-substantielle konstitutionelle demokrati har en konstitution, der udelukkende er designet for at beskytte flertals-demokrati mekanismen. Dette kan begrundes alene ud fra flertalsdemokratiet, og der er derfor ingen konflikt mellem det ikke-substantielle demokrati og flertalsdemokratiet. Hvis konstitutionen 1

Rettigheder skal forstås som ubrydelige, individuelle rettigheder, der er beskyttet af lov.

Af Mette Mau Carstensen

Side 5 af 75

Skriftlig emneprøve

Demokratiet & Grundloven

beskytter nogle individuelle rettigheder, som ikke er demokratiopretholdende, men som er retfærdiggjorte på en anden moralsk baggrund kalder Arneson dette regime for et substantielt konstitutionelt demokrati. Det substantielle konstitutionelle demokrati har en potentiel konflikt med flertalsdemokratiet. Arneson illustrerer dette ved et eksempel: antag at der findes objektive moralske, fundamentale og substantielle, rettigheder til et privatliv, fx retten til at bestemme over egen krop – fx retten til at bruge svangerskabsforebyggelse, men at et flertal lovgiver imod dette.

Arneson mener, at i sådanne tilfælde vil det være mere retfærdigt, hvis dette flertals beslutning bliver overtrumfet af en moralsk elite, fx i form af en konstitutionsdomstol. Arneson forudsætter dog, at denne domstols beslutninger, beslutninger der går imod flertallet, ikke må true flertalsstyret generelt.

Der er altså flere former for demokrati, men et andet vigtigt forhold er begrundelserne for demokratiet. De to væsentligste begrundelser for demokratiet er procedural retfærdighed og substantiel retfærdighed. Procedural retfærdighed er, at demokratiet giver alle en lige mulighed for at påvirke den demokratiske proces.

Substantielle begrundelser for demokratiet er, at demokratiske procedurer fører til resultater, der er retfærdige ud fra uafhængige standarder.

Dworkin og Arneson forsvarer det konstitutionelle demokrati, og de gør dette ud fra den substantielle retfærdighed. De er altså ikke-proceduralister. Waldron derimod kritiserer Dworkins teori om det konstitutionelle demokrati. Dworkin og Waldron er enige om, at demokrati og rettigheder har det samme udspring. De afviser begge den tese, at den demokratiske styreform og individuelle rettigheder er potentielt modsigende størrelser, men hvor Dworkin forsvarer judicial review, så mener Waldron, at der er problemer med at legitimere denne. Judicial review er en domstolsprøvelse. Det er især kendt fra USA, hvor det er et begreb der dækker over det, at højesteret/Supreme Court afgør om lovgivningen er i overensstemmelse med

forfatningen/konstitutionen.

Judicial

review

er

selve

essensen

af

konstitutionalismen.

Waldron mener, at der ikke er nogen konflikt mellem rettigheder og demokrati.

Rettigheder og demokrati har det samme udspring. Begge baserer de sig på, at alle mennesker har lige moralske evner (sans for retfærdighed) og derfor bør alle mennesker have ret til at deltage i demokratiet og at have nogle individuelle

Af Mette Mau Carstensen

Side 6 af 75

Skriftlig emneprøve

Demokratiet & Grundloven

rettigheder. Demokrati og individuelle rettigheder er forenelige. Hvis der er en demokratisk protest mod konstitutionen, må det også være en rettighedsprotest.

Waldron opstiller to kategorier af rettigheder: rettigheder, der er konstituerende for selve den demokratiske proces, og rettigheder, der er forudsætninger for legitimiteten af den demokratiske beslutningsproces.

Demokratiet kræver, at hvis der er en uenighed i samfundet – der vedrører alle på en sådan måde at en afstemning er på sin plads, så har alle borgere en ret til at være en del af debatten for at nå en løsning. Uanset hvordan debatten finder sted, så er idealet, at folket skal deltage, og folket skal deltage på lige vilkår. Derfor kan der ikke være et demokrati, medmindre at denne rettighed til at deltage bliver overholdt. Bliver en gruppe eller enkelte borgere holdt udenfor for beslutningsprocessen og/eller debatten, så er det både demokratiet såvel som rettigheden man forbryder sig imod.

Demokrati og flertalsbeslutninger er kun moralsk forsvarlige under visse omstændigheder. Nogle betingelser skal overholdes. Betingelser, som er en selvfølge, er ytringsfrihed og foreningsfrihed. Disse to betingelser er med til at skabe et samfund, som i højere grad overvejer og drøfter beslutningerne. Betingelserne medfører, at det politiske system i højere grad bliver drøftet, end et samfund uden de to betingelser. Et samfund der efter moden debat og overvejelse træffer beslutninger er et bedre samfund.

Waldron mener, at der er nogle rettigheder, der fungerer på en sådan måde, at hvis de ikke er til stede i et samfund, så er det ikke muligt at lave legitime flertalsafgørelser. Derfor er det tilladeligt at lade flertalsafgørelser være begrænset af visse rettigheder, hvis ikke så er det selve demokratiet, man forbryder sig imod.

Demokratiet og demokratiets legitimitet er derfor en relation mellem rettigheder.

Altså at rettigheder, der er konstituerende for selve den demokratiske proces, forudsætter rettigheder, der er forudsætninger for legitimiteten af den demokratiske beslutningsproces. Rettigheder, der er konstituerende for selve den demokratiske proces, er betingelsen for, at rettigheder, der er forudsætninger for legitimiteten af den demokratiske beslutningsproces, kan udøves på en legitim måde. (Det er lidt det samme som at sige, at retten til at sælge min stol forudsætter at det er min stol, altså at jeg ejer det objekt, jeg ønsker at sælge).

Af Mette Mau Carstensen

Side 7 af 75

Skriftlig emneprøve

Demokratiet & Grundloven

Legitimitet er et emne, fordi udøvelsen af rettigheder ikke blot er et spørgsmål om frihed. Når man stemmer udøves en magt, som sammen med andre der stemmer det samme, måske er en magt der er stor nok til at bestemme over andre.

I bestemmelsen over de andre, går flertallet måske imod de andres ønsker og interesser. At have denne påvirkning over andre er kun tilladelig under nogle bestemte omstændigheder, og disse omstændigheder kan repræsenteres som rettigheder – rettigheder som den nedstemte gruppe har.

Dworkin forsvarer konstitutionelt demokrati af to årsager: Demokratiet forbundet med konstitutionen er mere retfærdigt. Og konstitutionelt demokrati er bedre end andre former for demokrati – kvaliteten af demokratiet er højere i et konstitutionelt demokrati end i andre former for demokrati.

I bogen Freedom’s Law argumenterer Dworkin for, at en person ikke er bundet af de demokratiske beslutninger samfundet træffer, medmindre personen på en tilfredsstillende måde er en del af beslutningsproceduren og dermed også en del af samfundet. Medlemskab i et samfund er ikke blot et spørgsmål om formel deltagelse. Det er også et spørgsmål om, hvorvidt personens interesser bliver behandlet med den rette respekt. Selvom personen har en stemme, kan man ikke forvente, at personen vil acceptere flertalsafgørelserne, hvis personen ved, at andre medlemmer eller samfundets institutioner ikke tager personens interesser seriøst.

Dworkin mener, at det samme gør sig gældende for samfundets respekt af folkets/individets moralske uafhængighed. Jeg kan ikke være et medlem af et samfund, som ikke respekterer mig. Jeg skal ’gå ind i samfundet’ med selvrespekt, og dette kan kun lade sig gøre, hvis samfundet ikke dikterer, hvilken moral jeg skal have.

Dworkin er en stor fortaler for det konstitutionelle demokrati. Dworkin mener, at det er en selvfølge, at nye demokratier fx i Sydafrika vælger den konstitutionelle metode. De nye demokratier vælger ikke den konstitutionelle fremgang, fordi at de er nervøse for den nye styreform, de vælger den konstitutionelle fremgang, fordi det er den bedste. Et system, der kombinerer lovgivningen, konstitutionen og judicial

review, giver en garanti for, at de rettigheder, der er forbundet med demokratiet, vil blive overholdt og respekteret. Dworkin har forsvaret det konstitutionelle demokrati ud fra den påstand, at judicial review baseret på konstitutionen giver et

Af Mette Mau Carstensen

Side 8 af 75

Skriftlig emneprøve

Demokratiet & Grundloven

mere retfærdigt samfund end samfund uden. I Freedom’s Law går Dworkin dog skridtet videre. Her siger han, at judicial review ikke er udemokratisk: ”The challenging thing about the Freedom’s Law position is that Dworkin actually insists, without any qualification, that ‘[a] constitution of principle, enforced by independent judges, is not undemocratic’” (Waldron: “The constitutional conception of democracy” p. 55)

Dworkin mener, at ‘USA er et mere retfærdigt samfund med judicial review, end det ville have været uden’. Waldron kritiserer denne påstand med reference til, at det altid er et problem, hvis påstande er opstillet som kontrafaktiske. Dworkin ender i et empirisk spørgsmål om, hvorvidt det virkelig skaber et mere retfærdigt samfund, hvis man indfører konstitutionelt demokrati. Dette forsvar forudsætter, at vi kan svare på hypotetiske spørgsmål, som fx ’ville USA have været mindre retfærdigt uden forfatningen?’ og dette er et åbent spørgsmål. Empirien underbygger heller ikke Dworkins påstand. Ganske vist er det påvist, at forfatningen og judicial review har haft positive moralske konsekvenser fx i kampen for sortes borgerrettigheder, men det er også påvist, at forfatningen op til flere gange har haft negative konsekvenser, fx er en lov om arbejdsmiljøbeskyttelse blevet underkendt.

Så alt i alt er Dworkin lige vidt. Dworkin må derfor vise, at judicial review ikke svækker demokratiet på en anden måde. Én måde Dworkin gør dette på, er ved at betragte effekten af de konstitutionelle domme i forhold til den offentlige debat.

Kritikere mener, at judicial review medfører, at offentligheden ikke debatterer og dermed får kendskab til de mest væsentlige sager, fordi det alligevel er op til den øverste domstol at tage stilling og dømme i de væsentlige sager. Der er altså ikke nogen grund til at diskutere noget, som man alligevel ikke har indflydelse på.

Dworkin mener derimod det modsatte: han mener, at judicial review giver debatten mere kvalitet. ”When an issue is seen as constitutional, however, and as one that will ultimately be resolved by courts applying general constitutional principles, the quality of public arguments is often improved, because the argument concentrates from the start on questions of political morality. … When a constitutional issue has been decided by the Supreme Court, and is important enough so that it can be expected to be elaborated, expanded, contracted, or even reversed, by future decisions, a

Af Mette Mau Carstensen

Side 9 af 75

Skriftlig emneprøve

Demokratiet & Grundloven

sustained national debate begins, in newspapers and other media, in law schools and classrooms, in public meetings and around dinner tables.” (Dworkin: Freedom’s Law p. 345)

Dworkin mener altså, at et system, hvor de endelige principielle beslutninger bliver truffet af dommere, medfører, at folket deltager mere aktivt i debatten, og at debatten får et kvalitetsløft. Waldron er uenig i dette: det er et kontroversielt empirisk spørgsmål hvorvidt folket deltager mere aktivt i debatten i et sådant system – dette medgiver Dworkin, men det er også Waldrons erfaring, at befolkningen i fx New Zealand (hvor der ikke er konstitutionelt demokrati) er lige så oplyste og deltager lige så meget i den offentlige debat som befolkningen i USA. Et andet kritikpunkt er, at Supreme Court i USA diskuterer, hvordan forfatningen fra 1787 skal fortolkes. Det er dommernes egne fortolkninger, der er grundlaget for hvad Supreme Court mener om dette eller hint, og det har den konsekvens, at debatten kommer til at omhandle dommernes fortolkninger af et dokument tilbage fra det 18. århundrede, hvorimod befolkningen i fx New Zealand kan diskutere sagerne mere direkte. Waldron siger: ”It is simply a myth that the public requires a moral debate to be, first of all, an interpretive debate before it can be conducted with any dignity or sophistication.” (Waldron: “The constitutional conception of democracy” p. 59). Waldron konkluderer videre, at hvis den amerikanske debat og den amerikanske lovgivning er lige så god som i andre lande, så er det på trods af Supreme Court’s udformning af de enkelte sager - og ikke på grund af Supreme Court.

Dworkins hovedargument om at judicial review ikke involverer omkostninger for demokratiet er følgende: antag at en lov valgt af et flertal forkastes af en højesteretsdomstol. Spørgsmålet er nu, om samfundet står overfor et demokratisk tab. Der er to mulige udfald: hvis højesteretsdomstolen har ret får samfundet en demokratisk gevinst, hvorimod hvis højesteretsdomstolen tager fejl lider samfundet et demokratisk tab. Dworkins pointe er nu, at man roligt kan antage, at Supreme

Court oftest har ret, og at samfundet derfor får flere gevinster end det lider tab.

Samfundet får altså mere, end hvad det mister, og derfor er judicial review godt for demokratiet.

Heraf følger, at konstitutionelt demokrati skal vurderes på resultaterne. Hvordan de gode resultater nås er mindre vigtigt, så længe de bliver opnået. De institutioner,

Af Mette Mau Carstensen

Side 10 af 75

Skriftlig emneprøve

Demokratiet & Grundloven

der sandsynligvis kan producere de gode resultater, skal have lov til at gøre dette, hvorvidt institutionerne så er nogle, der forbindes med demokrati, er uvæsentligt.

Man skal ikke lade sig ’skræmme’ af egne meninger, eller rettere fordomme, om de enkelte institutionernes manglende demokratiassociationer. I nogle lande er det muligt, at de gode resultater fremkommer ved, at det er politikerne, der stemmer om dem, men Dworkin mener, at højst sandsynlig er politikerne ikke de rigtige.

Der er størst sandsynlighed for, at det er domstolene, der er de bedste til at træffe beslutninger i principielle sager – beslutninger, der er de bedste for demokratiet. At vi så ikke umiddelbart forbinder domstolene med demokrati skal vi blot ignorere.

Dette er argumentet.

Waldron bemærker, at argumentet udelader en distinktion, som Dworkin nødvendigvis må benytte, nemlig en distinktion mellem demokratiske beslutninger og beslutninger om demokratiet. Demokratiske beslutninger er beslutninger, som er i overensstemmelse med demokratiske procedurer. Beslutninger om demokratiet er beslutninger, hvor det er muligt at højesteret har ret i deres afgørelser. Waldron bemærker endvidere, at Dworkin i sin tale om de politiske beslutninger om demokratiet må mene, at det ikke betyder noget hvordan disse beslutninger bliver taget. Det eneste, der betyder noget, er at beslutningerne er korrekte set fra demokratiets side. Men dette passer ikke, siger Waldron. Det betyder noget hvorvidt beslutningerne bliver truffet demokratisk. Følger vi Dworkin på dette punkt ville en korrekt beslutning vedrørende demokratiet truffet af dronningen ved et statskup være demokratisk. Spørgsmålet er, hvorfor det ville være så forfærdeligt, hvis dronningen gjorde dette. Hvis beslutningen er korrekt, er det så ikke lige meget, hvordan vi nåede frem til det? Waldron svarer, at grunden til at dette er vigtigt, er fordi dronningen har overtaget den rolle, som folket eller folkets repræsentanter har. Dermed har dronningen undermineret demokratiet.

Det er også med dette eksempel, at Waldron når frem til sin pointe: bekymringerne omkring den demokratiske eller ikke-demokratiske karakter af politisk procedure forsvinder ikke, når de procedurer, vi tvivler om, bliver brugt til beslutninger om demokratiets natur. En anden måde at illustrere dette på er; vi forestiller os, at vi i et samfund skal træffe en politisk beslutning. Jeg beder derfor om, at deltage i beslutningsprocessen på lige fod med alle andre. Der kan nu være mange grunde til, at jeg ikke får lov til at deltage, som et lige medlem, men siger Waldron, det er

Af Mette Mau Carstensen

Side 11 af 75

Skriftlig emneprøve

Demokratiet & Grundloven

absurd at nægte mig deltagelse på grund af beslutningens demokratiske karakter. Vi kan ikke nægte folk, at deltage i demokratiske beslutninger på grund af, at det er demokratiske spørgsmål vi skal afgøre. Et spørgsmål af politisk karakter skal afgøres på demokratisk vis, og nægter vi enkelte medlemmer af demokratiet deres deltagelse, så er det ikke længere et demokrati.

Waldron konkluderer hermed, at judicial review altid indebærer et demokrati tab. Der går altid noget tabt når, en uvalgt og ansvarsfri institution træffer bindende afgørelser om, hvad demokratiet kræver. Selv hvis fx Supreme Court træffer den rette afgørelse, så havde det stadig været bedre, hvis denne afgørelse var blevet truffet demokratisk. Og hvis flertallet træffer den demokratiske forkerte afgørelse, som Supreme Court ville have afvist, så kan flertallet trøste sig med, at de har truffet deres egen forkerte afgørelse. Det er alt andet lige bedre at lave sine egne fejl end at en andens fejl bliver pålagt én. Waldron skriver: ”Process may not be all there is to democratic decision-making; but we should not say that, since the decision is about democracy, process is therefore irrelevant.” (Waldron: “The constitutional conception of democracy” p. 63) Dworkin tilkendegiver, at vi som borgere i et samfund er uenige om mange ting.

Det er ikke kun bagateller, såsom hvornår man skal have stemmeret, er det som 18årig eller 25-årig, men også større og mere centrale emner er borgerne uenige om.

Fx kan borgerne være uenige om, hvorvidt samfundets institutioner skal tage hensyn til minoriteterne – og givet fald hvor meget hensyn, hvornår er det i orden at forvente, at minoriteterne stoler på flertallet? Selv når borgerne er enige om, at der i et demokrati er visse rettigheder, så kan borgerne være uenige om, hvilke rettigheder der er tale om, og om hvor meget disse rettigheder eventuelt forpligter.

Dworkin foreslår i Freedom’s Law, at vi afgør disse uenigheder ved hjælp af vores institutioner. Institutionerne skal udvælges på baggrund af deres resultater, og dem med de bedste resultater skal træffe afgørelserne omkring demokratiet, og afgørelserne omkring vores demokratiske rettigheder. Alternativet til Dworkins resultatmetode er en proceduremetode.

Waldron påpeger nu, at et borgerskab, som er uenige om hvad det er for nogle resultater, der er de rigtige, ikke er i stand til at konstruere deres konstitution på denne baggrund. Grundet Dworkins resultatmetode vil forskellige borgere

Af Mette Mau Carstensen

Side 12 af 75

Skriftlig emneprøve

Demokratiet & Grundloven

konstruere forskellige konstitutioner, fordi borgerne danner konstitutionen fra forskellige baggrunde.

Waldron skriver videre, at den eneste måde, borgerne kan nå til enighed på, er ved at de allerede har dannet et grundlag, som de er enige om, og at de så kan komme videre derfra. Borgerne skal have et fundament, der beskriver hvilke resultater, der er målet. Dette fundament skal der være enighed om. Men hvis borgerne har kunnet nå til enighed om dette fundament, så har de allerede været i en position, hvor de har været uenige (om fundamentet), og hvor de nu er nået til enighed gennem nogle beslutningsprocedurer. Er dette sket, så kan vi kun forklare beslutningsprocedurerne – eller rettere enigheden om at bruge netop disse beslutningsprocedurer, ved at disse må være valgt ud fra et andet grundlag end resultatmetoden. Waldron konkluderer: ”We seem, then, to be in a bind. It looks as though it is disagreement all the way down, so far as constitutional choice is concerned.” (Waldron: “The constitutional conception of democracy” p. 64). På den ene side har vi en resultatorienteret metode, som vi ikke kan bruge, fordi vi er uenige om, hvilke resultater der er de rigtige i forhold til valget af en given beslutningsprocedure. På den anden side kan vi heller ikke appellere til proceduremæssige kriterier, da procedurespørgsmål er selve kernen i vores uenighed.

Yderligere et forhold må tages i betragtning angående Dworkins teori. Det ligger implicit i Dworkins argumentation, at en af hans bekymringer omkring dette emne er, at vi bliver dommere i egen sag. Dette betyder, at hvis vi accepterer flertalsafgørelser omkring de betingelser flertalsafgørelserne skal bygge på, så er det flertallet selv, der afgør deres egen sag. Altså; flertallet afgør under hvilke betingelser en flertalsafgørelse er gyldig. Waldron ser dette som et svagt argument. Uanset hvilke metoder, procedurer, betingelser mm. vi bygger vores samfund på, så vil der altid være nogen som bliver dommer i egen sag. Hvis Supreme Court beslutter, at alle amerikanske borgere har rettighed X, så er de 9 dommere, der træffer denne beslutning, selv underlagt beslutningen. Spørgsmålet er, om ikke det er rimeligt, at når vi alle bliver underlagt beslutningen, at vi så også alle er med til at træffe beslutningen?

Konklusionen på Dworkins argumentation er som følger: Waldron accepterer nogle af Dworkins positioner; at der er en forbindelse mellem demokrati og

Af Mette Mau Carstensen

Side 13 af 75

Skriftlig emneprøve

Demokratiet & Grundloven

rettigheder, at nogle rettigheder er betingelser for legitimiteten af flertalsafgørelser, og hvis borgerne er uenige om betingelserne for demokratiet, så er en appel til flertalsafgørelseslegitimiteten – for at nå en enighed, måske question-begging.

Waldron kritiserer Dworkin for, at hvis appellen til flertalsafgørelseslegitimiteten er

question-begging, så er en appel til judicial review også question-begging.

Kendsgerningen at flertalsafgørelseslegitimiteten er question-begging betyder ikke, at vi ikke har andre muligheder end at benytte en beslutningsprocedure, der er resultatorienteret.

Vi

beslutningsprocedure.

kan

fx

Waldron

benytte

os

tilkendegiver

af

en

selv,

pragmatisk

at

hans

neutral

pragmatiske

beslutningsprocedure er åben for den samme kritik, som den resultatorienterede, men pointen er, at vi ikke er tvunget til at vælge en resultatorienteret beslutningsprocedure. Waldrons centrale argument for demokratiet er, at alle politiske systemer har potentielle legitimitetsproblemer grundet despotisme, fejltagelser

og

question-begging.

Men

demokratiet

har

et

demokratisk

legitimitetsproblem færre end alle de andre: det sørger for, at alle borgere har en lige stemme i beslutningsprocessen. Dette er i overensstemmelse med borgernes moralske status, og derfor er majoritetsdemokrati den bedste styreform – den bedste måde at respektere borgerne lige på.

Vigtigst er kritikken, hvor Waldron påviser, at der altid er et demokratisk tab når en ikke-demokratisk institution træffer beslutninger om demokratiets betingelser.

Selv når beslutningen er korrekt, og den fører til et forbedret demokrati, lider vi demokratiske tab. Waldron kritiserer også Dworkins påstand, om at judicial review fører til en forbedret debat i samfundet, og hævder det er et åbent spørgsmål, om

judicial review har medført, at USA er et mere retfærdigt samfund, end det ville have været uden judicial review.

Waldron starter ud med at opstille rettigheder, som noget der har det samme udspring som demokratiet. Alle mennesker har lige moralske evner og dette medfører at alle har ret til at deltage i demokratiet. Derfor er demokrati og individuelle rettigheder fuldt ud forenelige med hinanden. Dworkin taler også om deltagelse i demokratiet, men hvor Waldron mener at deltagelse er så fundamental at det er konstituerende for demokratiet, så mener Dworkin at deltagelse afhænger af respekten for den enkeltes interesser. Waldron kritiserer Dworkin for at bygge på empiri og hypotetiske spørgsmål, hvortil der ikke gives noget svar. Judicial

Af Mette Mau Carstensen

Side 14 af 75

Skriftlig emneprøve

Demokratiet & Grundloven

review er det, der virkelig skiller Waldron og Dworkin. Hvor Dworkin mener, at vi aldrig mister noget ved judicial review mener Waldron, at vi altid lider et demokratisk tab ved judicial review. Dette hænger sammen med den distinktion Waldron opstiller omkring demokratiske beslutninger og beslutninger om demokratiet. Hvordan vi træffer demokratiske beslutninger har ingen betydning i Dworkins position. Når bare vi når til det korrekte resultat, så er det lige meget hvordan vi fandt resultatet. Waldron er her meget uenig. Det betyder noget, hvordan vi finder frem til resultaterne.

Af Mette Mau Carstensen

Side 15 af 75

Skriftlig emneprøve

Demokratiet & Grundloven

Demokratiet som den næstbedste løsning Dette afsnit omhandler Richard Arnesons teori om det konstitutionelle demokrati.

Jeg har i det foregående afsnit redegjort for Dworkins position, og har også kritiseret denne position ud fra Waldrons kritik. Arnesons position er den samme som Dworkins, men hvor Dworkin forsvarer det konstitutionelle demokrati ud fra resultater,

så

forsvarer

Arneson

det

konstitutionelle

demokrati

fra

en

instrumentalistisk tilgang.

Arneson erklærer sig i det store og hele enig med Dworkins udgave af konstitutionalismen. Arneson er enig med Dworkin i, at erfaringen viser, at konstitutionsdommere i gennemsnit er bedre til at dømme moralsk rigtigt end demokratisk valgte flertal i spørgsmål om fundamentale rettigheder – især minoritetsrettigheder. Arneson ser dog et problem i, at Dworkin til dels forsvarer konstitutionsdomstole ved hjælp af et principielt procedureargument: nemlig at man ifølge standard-procedurer i retslige spørgsmål ikke bør være dommer i egen sag. Arneson foreslår i stedet, at vi blot ser princippet som et erfaringsmæssigt godt instrument til at opnå korrekte domme.

Arneson mener, at demokratiske rettigheder er beskyttende. Deres primære funktion er at sikre andre mere fundamentale rettigheder. Demokratiske rettigheder er retfærdiggjorte i og med, at de er de bedste til at sikre andre fundamentale rettigheder. De fundamentale rettigheder er rettigheder såsom; ytringsfrihed, individuel frihed, ret til en privatsfære. Disse skal kombineres med et princip i stil med Rawls’s differensprincip eller Dworkins princip om resurselighed.

Arneson giver ikke nogen klar ’definition’ på de fundamentale rettigheder, fordi fundamentale rettigheder er en sådan størrelse, at vi ikke har ufejlbarlig viden om dem. Ideen om, at demokratiske rettigheder er retfærdiggjorte i og med, at de er de bedste til at sikre andre fundamentale rettigheder, forudsætter ikke at vi er i en position til ufejlbarligt at udpege de fundamentale rettigheder. Arneson mener, at uanset vores domme og meninger om de fundamentale rettigheder på nuværende, så må vi altid være indstillet på at fremtidig viden måske vil omstøde vores nuværende holdninger. Højst sandsynlig vil fremtiden bringe ny viden ind på dette

Af Mette Mau Carstensen

Side 16 af 75

Skriftlig emneprøve

Demokratiet & Grundloven

område, ny viden både om hvad de enkelte rettigheder er og ny viden om, hvordan vi bedst sikrer disse rettigheder.

De konstitutionelle rettigheder garanterer ikke, at regimet over tid bliver mere demokratisk, eller at regimet forbliver demokratisk. Det er borgernes demokratiske ret at have flertalsafgørelser, en konstitution beskytter (måske) kun de individuelle rettigheder - som begrænser flertalsafgørelserne, for at sikre flertalsafgørelserne.

Hvis konstitutionen beskytter nogle individuelle rettigheder, som ikke er demokratiopretholdende, men som er retfærdiggjorte på en anden moralsk baggrund kalder Arneson dette regime for et substantielt konstitutionelt demokrati.

Arnesons grundprincip er, at ingen har ret til en position i samfundet, der giver magt over andre mennesker (uden disse menneskers samtykke), med mindre denne magtanvendelse er det bedste middel til at beskytte fundamentale rettigheder (hos disse mennesker eller magtudøverne selv).

Et eksempel på dette er den ret, forældre har til at udøve magt overfor deres børn. Forældre har en magt over deres børn, fordi det alt andet lige er den bedste måde at sikre at barnet får en god opvækst og bliver opdraget til en god borger. Når der er bevis for, at barnet bliver mishandlet, så har samfundet pligt til at gribe ind.

Samfundet bør gribe ind for at sikre barnet. Hvis samfundet finder bevis på, at forældre mishandler deres børn, og hvis samfundet fjerner børnene, så mister forældrene deres ret til at udøve enhver form for magt over børnene. Samfundet har også pligt til at gribe ind, hvis der er bevis for, at det er nogle uegnede forældre, vi har med at gøre. Samfundet skal altså ikke vente på, at en egentlig mishandling har fundet sted, før samfundet griber ind. Hvis det er uegnede forældre, vi har med at gøre, og det bedste for barnet er at blive tvangsfjernet direkte efter fødslen, så må samfundet gribe ind allerede der. Den biologiske forbindelse, der er mellem forældre og børn, gør, at det er rimeligt at antage, at den bedste måde at sikre barnet på er ved at barnet bliver hos sine biologiske forældre, men denne antagelse er ikke ubestridelig. Forestiller vi os, at videnskaben en dag når til den konklusion, at det bedste for vores børn er, at de alle bliver fjernet efter fødslen, og at alle børn bliver opdraget i en stor kollektiv lejr eller hos uddannede godkendte plejeforældre, så har samfundet og de biologiske forældre en moralsk pligt til at lade denne nye form for børneopdragelse træde i kraft. Eksemplet forudsætter også, at videnskaben dokumenterer, at det tab, de biologiske forældre, bedsteforældre osv. lider ved at

Af Mette Mau Carstensen

Side 17 af 75

Skriftlig emneprøve

Demokratiet & Grundloven

opgive deres børn, bliver opvejet af de goder børnene til gengæld får ved at være i fx en lejr.

Arneson siger nu, at det samme er gældende for demokratiske rettigheder: ”I say democratic rights are exactly like parental rights in this respect: The rights exist insofar as they are rightly deemed to be effective means for the achievement of morally desirable states of affairs, and once better means to the same ends are available, the rights entirely lose their moral standing.”

(Arneson: “Democratic rights at the national level” p. 97)

Demokratiske rettigheder er altså, at sammenligne med de rettigheder forældre har over deres børn. Rettighederne er berettiget i det omfang, at de er de rette effektive midler for anvendelsen af moralen. Det øjeblik hvor der fremkommer bedre midler mister de gamle rettigheder deres status.

Indvendingen mod Arnesons position; at procedurerettigheder blot er instrumenter til at sikre ønskværdige moralske resultater, er: Vi antager, at det viser sig, at vi ved at give politiet lov til at torturere arresterede for at opnå tilståelser, og at dommere afgør retssager ved at lade de stridende parter indgå i en fysisk kamp, så højnes nøjagtigheden i retssager. Vi får altså gode nøjagtige resultater ud af tortur og fysisk kamp. Endvidere er der intet alternativ til dette - i hvert fald ikke noget alternativ der giver lige så gode resultater. Arnesons position siger nu, at tortur og fysisk kamp er moralsk tilladeligt. Arneson forsvarer sin position ved at sige, at indvendingen bygger på en misforståelse: Det at procedurerettigheder skal vælges sådan så de sikrer de bedste moralske resultater betyder ikke, at vi kan undlade konsekvenserne af procedurerne selv i vores beregning. Ydermere er der ikke noget i Arnesons position, der tillader, at vi tilsidesætter individuelle rettigheder, når/hvis de individer er under nogle institutionelle procedurer.

Moralsk velbegrundet magt over andre har man ifølge Arneson på to betingelser: 1. En moralsk kompetence til at forvalte denne magt til gavn for alle påvirkedes rettigheder. Og 2. en stabil disposition til at bruge denne magt til gavn for beskyttelsen af disse rettigheder. Moralske kompetencer er ikke ligeligt fordelt blandt folket i et moderne samfund. De er heller ikke fordelt på en sådan måde at du har en lige og en lige så stor mulighed for at opnå dem som fx jeg har. Vi kan identificere hvilke evner og talenter, der er de bedste til at producere moralsk

Af Mette Mau Carstensen

Side 18 af 75

Skriftlig emneprøve

Demokratiet & Grundloven

kompetence, og vi kan ofte med stor sandsynlighed identificere hvilke individer, der har mere end en gennemsnitlig moralsk kompetence.

Arneson hævder, at det stærkeste argument for politisk demokrati er, at vi ikke kan designe en udemokratisk politisk mekanisme, som med troværdighed kan udvælge de personer med en høj moralsk kompetence til at være vores lovgivere.

Demokratiet består dermed som den pragmatiske løsning, der er bedst tilpasset den virkelige verden. Arneson mener altså, at den bedste/ideelle styreform er et system, hvor særligt moralske kompetente mennesker bliver udvalgt til at lede samfundet, som det kendes fra Platons filosofkonger. Da dette system imidlertid ikke kan lade sig gøre i praksis, så må vi ty til det næstbedste, som er demokratiet, og mere præcist et repræsentativt demokrati med flertalsafgørelser.

Det ideelle system er uholdbart på flere punkter; et problem er selve udvælgelsesprocessen. Hvordan kan vi være sikre på, at det er særligt moralske kompetente mennesker, vi har med at gøre? Men opgaven er også at udvælge særligt moralske kompetente mennesker, der vedbliver at være moralske kompetente. Arneson finder beviser i historien på, at magt korrumperer. De få udvalgte vil blive fristet og sandsynligheden for, at de falder i og bliver korrupte er meget stor.

Et andet problem er, at hvis en lille gruppe styrer samfundet, så kan den gruppe undertrykke majoriteten. Dette hænger dog sammen med, at hvis en majoritet styrer samfundet via fx flertalsafgørelser, som jo er Arnesons bud på den næstbedste løsning, så er faren at minoriteterne undertrykkes. Hertil svarer Arneson, at det alt andet lige er at foretrække at det er minoriteten, der bliver undertrykt frem for majoriteten. Dette er Arnesons default-argument; Hvis minoriteten styrer samfundet, så er faren at majoriteten bliver undertrykt. Hvis majoriteten styrer samfundet, så er faren at det er minoriteten, der bliver undertrykt. Default-princippet; Det er alt andet lige altid bedre, at en minoritet undertrykkes frem for en majoritet. Derfor er flertalsstyre værd, at foretrække frem for ekspert- eller minoritets-vælde.

Arneson kombinerer nu sin bedste og næstbedste løsning. Da der både er problemer med flertalsstyring og med minoritetsstyring, er løsningen det konstitutionelle demokrati. Det konstitutionelle demokrati giver os nemlig det bedste fra begge verdener, vi får en lille udvalgt elite, som har en del af magten, og

Af Mette Mau Carstensen

Side 19 af 75

Skriftlig emneprøve

Demokratiet & Grundloven

vi har samtidig det store flertal, der også har del i magten. Denne deling af magten mellem de to grupper vil give det bedste samfund.

Arnesons position er altså en instrumentalistisk begrundelse af det konstitutionelle demokrati. Arneson er enig med Dworkin i, at erfaringen viser, at konstitutionsdommere i gennemsnit er bedre til at dømme moralsk rigtigt end demokratisk valgte flertal i spørgsmål om fundamentale rettigheder – især minoritetsrettigheder. Arneson ser dog et problem i, at Dworkin til dels forsvarer konstitutionsdomstole ved hjælp af et principielt procedureargument, Arneson foreslår i stedet, at vi blot ser princippet som et erfaringsmæssigt godt instrument til at opnå korrekte domme.

Arneson mener, at demokratiske rettigheder er beskyttende. Deres primære funktion er at sikre andre mere fundamentale rettigheder. Demokratiske rettigheder er retfærdiggjorte i og med, at de er de bedste til at sikre andre fundamentale rettigheder.

Arnesons grundprincip er, at ingen har ret til en position i samfundet, der giver magt over andre mennesker (uden disse menneskers samtykke), med mindre denne magtanvendelse er det bedste middel til at beskytte fundamentale rettigheder (hos disse mennesker eller magtudøverne selv).

Ud fra disse overvejelser opstår demokratiet som den næstbedste løsning hos Arneson. Det er et negativt forsvar da demokratiet er en løsning ’på trods af’.

Havde det været praktisk muligt ville Arneson hellere have en udemokratisk politisk mekanisme, som med troværdighed kunne udvælge personer med en høj moralsk kompetence til at være vores lovgivere, men da dette ikke er muligt, må vi ’nøjes’ med demokratiet.

Af Mette Mau Carstensen

Side 20 af 75

Skriftlig emneprøve

Demokratiet & Grundloven

Den danske grundlov – et kritisk blik I de tidligere afsnit har jeg behandlet begrundelser for og imod det konstitutionelle demokrati. I dette afsnit vil jeg kritisk se på den danske grundlov ud fra de foregående begrundelser. Dette afsnit omhandler både Den Danske Grundlov (se bilag 1), Verdenserklæringen Om Menneskerettighederne (se bilag 2) og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (se bilag 3).

Mikael Wittes bog Grundloven er udgangspunktet for dette afsnit. Witte kritiserer i Grundloven Grundloven ud fra det konstitutionelle synspunkt, og det fremgår meget klart at Witte både ønsker en afskaffelse af det danske kongehus og en indførelse af en forfatningsdomstol. Danmark i sin nuværende styreform kan meget nemt blive et konstitutionelt demokrati. Vi mangler blot en forfatningsdomstol da vi allerede har en forfatning, nemlig Grundloven.

Afsnittet koncentrerer sig om nogle udvalgte temaer: monarkiet, magtens tredeling, domstolene og bruddene på Grundloven og menneskerettighederne.

Danmarks Riges Grundlov er i sin nuværende form vedtaget den 5. juni 1953. I sine hovedtræk går lovteksten dog tilbage til 1849, da Den Grundlovgivende Rigsforsamling vedtog loven, som udtryk for landets overgang fra enevælde til demokrati. Den havde oprindelig 100 paragraffer, men er nu reduceret til 89. Når loven står så forholdsvis uforandret, skyldes det delvis, at det bevidst blev gjort svært at forandre den (§ 88). Medvirkende er også, at junigrundloven blev formuleret i så generelle vendinger, at den kunne holde til det politiske krav om fleksibilitet. En grundlov skal være en rammelov, som dels kan suppleres med speciel lovgivning knyttet til enkelte af dens paragraffer, og dels kan gøres til genstand for fortolkning til enhver tid.

Den danske grundlov er bygget systematisk op i en række afsnit. I de første fastslås udførligt styrets hovedprincipper og funktionsformer, i de sidste opregnes de rettigheder og friheder, som loven sikrer borgerne. Efter sit indhold kan man opdele loven i følgende afsnit: regeringsformen (§§ 1-11), kongen og ministrene (§§ 12-27), folketinget og lovgivningen (§§ 28-58), domstolene (§§ 59-65), folkekirken og religionsfrihed (§§ 66-70), borgernes rettigheder og friheder (§§ 71-84), ikrafttræden og ændringsregler (§§ 85-89). Ydermere kan grundloven inddeles i;

Af Mette Mau Carstensen

Side 21 af 75

Skriftlig emneprøve

Demokratiet & Grundloven

den udøvende (§ 12-27), den lovgivende (§ 28-58) og den dømmende magt (§ 5965).

Loven omfatter således hele samfundet. Den begynder ved de højeste embeder, konge og ministre, og slutter ved de menige borgere. Dette kan give det indtryk, at magten endnu ligesom før 1848 udstråler fra samfundets top og delegeres nedefter.

Men realiteten, som grundloven skal udtrykke, er jo, at magten i demokratiet udgår fra folket i kraft af den almindelige valgret, som videregiver retten til indflydelse opefter til politikere på flere niveauer. Det skyldes, at grundloven er et historisk dokument, der er skrevet ud fra de praktiske politiske forudsætninger, der var fremherskende i 1849, og formet omkring en række grundideer, som havde været undervejs i løbet af mere end et århundrede.

Grundloven har i over halvtreds år efter 1953 fungeret efter sin hensigt, selv om der navnlig efter 1980 har været diskussion om mange af lovens paragraffer. Særlig har § 20 om afgivelse af suverænitet været omstridt efter Danmarks stadig stærkere tilknytning til Den Europæiske Union. Først efter en højesteretsdom i 1998 er der faldet nogenlunde ro over fortolkningen heraf. Desuden må nævnes, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er fastslået som gældende i Danmark ved lov af 29.april 1992 i stedet for grundlovens paragraffer herom (§ 71-80).

En forfatning er ikke så uundværlig for en nations sammenhold, som man skulle tro. England har fx ikke nogen grundlov, men dog et meget velfungerende demokrati, der hviler på gamle traditioner.

Witte påpeger i bogen Grundloven, hvordan både grundloven og menneskerettighederne bliver krænket. Almindelige borgere, medlemmer af kongehuset og de folkevalgte har alle rettigheder, rettigheder enten ifølge grundloven eller ifølge menneskerettighederne, og det er rettigheder både fra grundloven og fra menneskerettighedserklæringen, der bliver krænket, og det er både de almindelige borgere, medlemmer af kongehuset og de folkevalgte, hvis rettigheder bliver krænket. § 2 og § 3 i grundloven lyder: ’§ 2: Regeringsformen er indskrænket - monarkisk.

Kongemagten nedarves til mænd og kvinder efter de i tronfølgeloven af 27. marts 1953 fastsatte regler.’ ’§ 3: Den lovgivende magt er hos kongen og folketinget i forening. Den udøvende magt er hos kongen. Den dømmende magt er hos domstolene.’ § 2 betyder, at Danmark er et kongedømme, men at kongens magt er

Af Mette Mau Carstensen

Side 22 af 75

Skriftlig emneprøve

Demokratiet & Grundloven

begrænset. § 3 betyder, at kongen og Folketinget vedtager lovene. Kongen sørger for, at lovene bliver anvendelige og at myndighederne anvender dem. Domstolene dømmer efter de gældende love. Disse to paragraffer er fundamentale, fordi de bestemmer Danmarks styreform og magtens tredeling. Magtens tredeling er væsentlig, fordi denne tredeling skal sikre, at der ikke forekommer magtmisbrug. § 2 er et resultat af historien. Den blev indført for, at markere et brud med enevælden. ”Grundloven blev gennemsyret af at være en begrænsning af den enevældige konges magt. Den blev ikke – og er fortsat ikke – nogen fri forfatning for frie mennesker.” (Witte: Grundloven p. 9) Witte kritiserer den danske grundlov ud fra et konstitutionelt synspunkt. Wittes kritik af grundloven og det danske system; indskrænket – monarkisk, går blandt andet på; at det at have et monarki strider mod menneskerettighederne, at regeringen og Folketinget bryder både grundloven og menneskerettighederne, og at domstolene ikke garanterer borgernes retssikkerhed sådan, som den er beskrevet i grundloven.

Witte skriver blandt andet om kongehuset: ”Et arveligt monarki strider mod lighedsprincippet, som det er formuleret i artikel 1 i Verdenserklæringen om Menneskerettighederne: ’Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. De er udstyret med fornuft og samvittighed, og de bør handle mod hverandre i en broderskabets ånd.’ Et arveligt monarki strider mod menneskerettighederne.” (Witte: Grundloven p. 10) ”Ifølge tronfølgeloven arver en yngre prins før sin ældre prinsessesøster. Der er således ikke ligeberettigelse mellem kønnene.” (Witte: Grundloven p. 10)

Det er tydeligt i Wittes to artikler ”Monarki eller demokrati” og ”Frihed, monarki og demokrati”, at Witte ønsker en afskaffelse af det danske kongehus. I begge artikler sammenligner Witte monarkiet med diktatur. ”… et indskrænket monarki med en monark, som jo bare er græsk for enehersker og diktator.” (Witte: ”Monarki eller demokrati”). Witte påpeger kongehusets symbolske karakter.

Kongehuset er landets symbol, og Danmark symboliseres altså af en udemokratisk institution. Men samtidig er kongehuset ikke et symbol for hele Danmark. Kongen udøver sin myndighed gennem ministrene, og derfor gør kongen det, som regeringen beslutter. Da regeringen ledes af statsministeren er det statsministeren,

Af Mette Mau Carstensen

Side 23 af 75

Skriftlig emneprøve

Demokratiet & Grundloven

der er majestæten. Statsministeren kan bruge kongen som sin marionet og selv bestemme enevældigt.

Witte nævner i artiklen ”Monarki eller demokrati” grundlovens § 12: ’Kongen har med de i denne grundlov fastsatte indskrænkninger den højeste myndighed over alle rigets anliggender og udøver den gennem ministrene.’ Denne paragraf kan læses, som om kongen stadig er enevældig, og at han udøver sin magt gennem ministrene. Grundloven fastlægger kongens beføjelser. Disse beføjelser er ikke kongens personlige, men udøves gennem ministrene. Den reelle magt ligger altid hos ministrene, uanset om kongen formelt medvirker. Kongens højeste myndighed er begrænset i de forudgående paragraffer: §§ 2, 3, 5, 6, 7, 8 og 10. Ifølge paragraffen skal kongen udøve sin magt gennem ministrene. Witte skriver nu om § 12: ”Af grundlovens paragraf 12 fremgår ikke hvordan ministrene udpeges. Endsige hvem de skal være loyale overfor. Og der står heller ikke, at kongen udøver sin myndighed gennem regeringen. Eller at kongen skal udøve sin myndighed gennem ministrene.” (Witte: ”Monarki eller demokrati”). Grundloven garanterer kongen den højeste myndighed, og den sikrer ikke med et ord borgerne den højeste myndighed. Danmark er ikke noget folkestyre, men et monarki.

Verdenserklæringen Om Menneskerettighederne skulle sætte en stopper for nedarvede privilegier. Et arveligt monarki strider mod princippet om ligeværdighed.

Derfor mener Witte, at Danmark burde have undladt at undertegne FN’s Verdenserklæring, hvilket havde været et prestigetab, eller at Danmark burde have gennemført en grundlovsrevision og frigjort sig af det arvelige monarki. Folketinget alene kan nemlig ikke afskaffe kongedømmet, fordi det er grundlovssikret. (Se § 2.) § 12 lider under en uklarhed. Det er uklart, om ’kongen’ eller ’ministrene’ er paragraffens vigtigste ord. Det er kongen og ikke det danske folk, der har den højeste myndighed over alle rigets anliggender. Paragraffen efterlader ingen tvivl om, at grundloven er stærkt præget af enevælden.

Siden grundloven ikke kræver, at Danmark skal være et demokrati bliver § 3 fundamental. Magtens tredeling skal hindre magtmisbrug og sikre at ingen af statsmagterne kan hæve sig over kritik. Men grundloven garanterer ikke folkets selvbestemmelsesret. Folket vælger Folketinget, som deler den lovgivende magt med kongen. Regeringen har den udøvende magt og kan regere, selv om den har et folketingsflertal imod sig. Når magtens tredeling ophæves, så formindskes

Af Mette Mau Carstensen

Side 24 af 75

Skriftlig emneprøve

Demokratiet & Grundloven

borgernes muligheder for at kontrollere statsmagten. Så kan magtapparaterne kontrollere sig selv. ”Dermed berøves borgerne deres rettigheder. De kan ikke være sikre på, at statsapparatet er uvildigt. Sammenblandingen af de tre magter er en fare for menneskerettighederne.” (Witte: Grundloven p. 12) I dag betragtes Folketinget som landets øverste myndighed, dette strider mod princippet om magtens deling (§ 3). Når magtapparaterne har den mulighed, at kontrollere sig selv, så er vi i det dilemma, som både Arneson, Dworkin og Waldron berører; det at være dommer i egen sag. Witte deler den bekymring, som også Dworkin har angående dette dilemma. Grundloven bygger på magtens tredeling. Men den dømmende magt er underlagt den udøvende magt. § 30 stk. 1. betyder at hvis man har valgret til Folketinget, så kan man også vælges til Folketinget. Det gælder dog ikke, hvis man har været straffet og af Folketinget betragtes som uværdig til at sidde i Folketinget. I et demokrati er det vigtigt, at alle der kan stemme også har mulighed for at stille op som kandidat. ”Det er vigtigt, at alle der kan stemme til et folketingsvalg, også har mulighed for at blive valgt. I et folkestyre har ingen større ret til at blive valgt end andre. Kandidater skal i princippet hverken være rigere, ældre eller klogere end vælgerne. Ingen kandidat skal garantere, at han forstår lovene bedre end vælgerne.” (Witte: Grundloven p.

67). Men ser vi på denne paragraf, er dette så ikke en måde at definere demokratiet på? Er dette ikke en anden måde at sige, at det er et kollektivt selvstyre vi ønsker – altså ’et styre af folket’?

Regeringsformen er indskrænket – monarkisk, og der er en folkelig repræsentation, Folketinget. På valgdagen får folk lov til at stemme om, hvem der skal regere over dem i den følgende periode. ”Borgerne får derved en smule magt gennem stemmesedlen. Folks eneste reelle mulighed for at få del i statsmagten består i, at de tilsammen vælger medlemmerne til Folketinget.” (Witte: Grundloven p. 72) Selvom § 2 fastslår, at regeringsformen er indskrænket – monarkisk, så fastslår grundloven også, at der skal være en folkelig repræsentation. Spørgsmålet er nu, om demokratiet kræver mere end dette? Det er naturligvis modstridende, at have både et monarki og et demokrati, men er det ikke det Danmark reelt har? Og i så fald er der så noget forkert i, at have begge dele så længe det er demokratiet, der er den fremherskende styreform? I virkeligheden er kongehuset netop blot et

Af Mette Mau Carstensen

Side 25 af 75

Skriftlig emneprøve

Demokratiet & Grundloven

symbol, demokratiet er den herskende styreform i dagens Danmark, og hvis dette

er virkeligheden hvor er problemet så?

At borgernes eneste magt ligger i stemmesedlen er kun delvist korrekt. Witte overser sin egen pointe, at det er vigtigt i et demokrati, at folk selv kan kandidere.

Folket har en stor magt i, at de har en grundlovssikret ret til at stille op til Folketinget.

Folketinget har mulighed for at opfordre regeringen til at gennemføre vejledende folkeafstemninger, men borgerne kan ikke forlange folkeafstemning. Det krav skal rejses af en tredjedel af folketingsmedlemmerne. I folkeafstemninger kan man kun stemme ja eller nej. Det fremgår af grundloven. ”Dermed bliver folkeafstemninger unuancerede, og kan let udvikle sig til folkemanipulationer, hvor borgerne ikke får mulighed for at vurdere de egentlige spørgsmål. Vejledende folkeafstemninger giver borgerne større oplevelse af magt. Alligevel bliver borgerne let reduceret til statister i politikernes skuespil.” (Witte: Grundloven p. 93) Dette er en påstand, som også Waldron og Dworkin omtaler. Witte mener, ligesom Waldron, at den offentlige debat er vigtig, og at hvis det hele er op til politikerne så hæmmes debatten.

Waldron nævner dog ikke, at folket bliver bedraget. Witte går skridtet videre end Waldron, når han siger, at borgerne bliver statister. Witte mener, at borgerne tror at de har en reel magt, men i virkeligheden er det en illusion. Politikerne lader folket tro, at de har en stemme i debatten, men i realiteten har de det ikke. §§ 59-65 i grundloven handler om den dømmende magt. § 61 fastslår, at der ikke må etableres særdomstole. Grundloven forbyder ikke, at der bliver vedtaget særlove – faktisk er der op til flere paragraffer i grundloven, som direkte opfordrer til at sådanne særlove bliver oprettet. Men § 61 forbyder, at der bliver oprettet særdomstole. Særdomstole, der bliver oprettet for at behandle en sag mod en bestemt person eller gruppe, er ikke uafhængige, og dermed truer særdomstole borgernes retssikkerhed. § 62 fastslår, at den dømmende magt skal være uafhængig af den udøvende magt. Paragraffen er fundamental, da den garanterer borgernes retssikkerhed. Som eksempel på, at denne paragraf bliver overtrådt, ser Witte på proceduren omkring tvangsfjernelse af børn. Kommunernes socialforvaltninger har pligt til at føre tilsyn med børns forhold. Hvis der er åbenbar risiko for et barns

Af Mette Mau Carstensen

Side 26 af 75

Skriftlig emneprøve

Demokratiet & Grundloven

sundhed eller udvikling i familien, kan det fjernes. Hvis familien modsætter sig, at barnet anbringes uden for hjemmet, kan kommunen tvangsfjerne det.

Tvangsfjernelsen besluttes af det kommunale børne- og ungeudvalg, der består af kommunalpolitikere samt en dommer. Udvalget beslutter sig på grundlag af ekspertudtalelser, møder med barnet og dets forældre. Forældrene får beskikket en advokat, men det gør barnet ikke. Witte skriver nu, at en tvangsfjernelse af et barn er et meget hårdt indgreb i den personlige frihed. Reelt er der tale om en dom. En tvangsfjernelse er en frihedsberøvelse, for barnet skal opholde sig der, hvor myndighederne beslutter, at barnet skal anbringes. ”Barnet berøves sin retssikkerhed og dømmes af et udvalg.” (Witte: Grundloven p. 134). Da beslutningen om tvangsfjernelse træffes af et kommunalt udvalg, så overtrædes paragraffen. § 64 betyder, at dommere skal dømme efter de gældende love. En dommer kan kun afsættes, hvis der anlægges retssag mod ham, og han dømmes der. Men i byretterne

dømmer

dommerfuldmægtige

i

en

lang

række

sager.

Dommerfuldmægtige er ikke udnævnte dommere, og justitsministeriet kan afskedige dem - til forskel fra udnævnte dommere. Udsigten til at miste jobbet, eller at blive forfremmet, kan påvirke dommerfuldmægtige. Højesteretspræsident Niels Pontoppidan har udtalt (1996): ”Højesteret har valgt at sige, at konstitueringen af dommerfuldmægtige som dommere nok strider mod Den Europæiske Menneskeretskonvention, som blev til lov i Danmark i 1992, men når man har haft den praksis så længe, så kan man ikke pludselig sige, at den er grundlovsstridig.”

(Witte: Grundloven p. 138). § 65 omtaler lægmænd. Lægmænd er borgere, der ikke er uddannet som dommere. Lægmændene skal medvirke i visse sager.

Lægmændene udpeges ved lodtrækning blandt medlemmer af de politiske partier.

Da kun omkring 5 % af befolkningen er medlemmer af et parti, er de ikke repræsentative.

Witte hævder, at både §§ 62, 64 og 65 bliver overtrådt. Alle tre paragraffer burde garantere borgernes retssikkerhed, men i praksis er det det modsatte der foregår.

Borgernes retssikkerhed bliver udhulet på grund af de procedurer vi har indenfor domstolene, fx hvordan en dommer udnævnes, og fordi den dømmende magt reelt ikke er uafhængig af den udøvende magt. Danmark overholder heller ikke Den Europæiske Menneskeretskonvention. Hvis man fx dømmes skyldig af et

Af Mette Mau Carstensen

Side 27 af 75

Skriftlig emneprøve

Demokratiet & Grundloven

nævningeting, kan man ikke appellere dommen. Man kan kun anke strafudmålingen

til

højesteret.

Dette

strider

mod

Den

Europæiske

Menneskeretskonvention, der giver borgerne ret til at prøve skyldsspørgsmålet to gange.

Witte skriver på sidste side i Grundloven: ”Grundloven bygger på magtens tredeling. Men den dømmende magt er underlagt den udøvende magt. Den lovgivende magt undlader at oprette en forfatningsdomstol, der kan afgøre, om lovene er grundlovsstridige.” (Witte: Grundloven p. 190). Wittes ønske om en forfatningsdomstol, og afskaffelse af det danske monarki, stemmer overens med det konstitutionelle

demokrati

skitseret

af

Dworkin

og

Arneson.

Wittes

konstitutionalisme kommer til udtryk blandt andet i hans kritik af, at Grundloven kun sikrer, at en del af befolkningen kan vælge dem, der vedtager lovene, og det forudsætter, at disse love skal bygge på Grundloven. Men det gør alle love ikke.

Grundloven kræver ikke, at Danmark skal være et demokrati, og den sikrer ikke menneskerettighederne, som jo er lov i Danmark. Grundloven burde sikre menneskerettighederne da dette er en lov, og loven om menneskerettigheder skal bygge på og være i overensstemmelse med grundloven.

Domstolene udnytter ikke sin dømmende magt til at tage stilling til, om Folketingets love strider mod grundloven. Grundloven bruger ikke ordet demokrati, og der findes ingen erklæringer om menneskets umistelige rettigheder, menneskerettighederne. Men er dette så sært? Grundloven fra 1953 indeholder paragraffer om borgernes rettigheder og friheder, §§ 71-84, og disse paragraffer trådte ud af kraft da Danmark i 1992 underskrev Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er nu gældende lov i Danmark, og ikke grundlovens §§ 71-84.

Der har været tanker fremme hos de folkevalgte om, at der bør oprettes en særlig forfatningsdomstol til afgørelse af spørgsmål om lovenes overensstemmelse med grundloven. En sådan domstol kunne have en sammensætning af særligt forfatningsmæssigt sagkyndige, ligesom der i forbindelse med en sådan forfatningsdomstol kunne fastsættes særlige regler for, hvornår og af hvem sager om grundlovsbrud kunne rejses. Højesteret har imidlertid i praksis lige siden 1920'erne antaget, at domstolene har kompetence til at tage stilling til, om love er i strid med

Af Mette Mau Carstensen

Side 28 af 75

Skriftlig emneprøve

Demokratiet & Grundloven

grundloven. Men samtidig har Højesteret praktiseret denne prøvelsesret med betydelig tilbageholdenhed. I mange europæiske lande er der i dag særlige forfatningsdomstole. I forskellige former er det tilfældet i f.eks. Tyskland, Frankrig, Spanien og Italien, mens de nordiske lande ikke har sådanne særlige domstole.

Imod tankerne om en særlig forfatningsdomstol er det bl.a. blevet anført, at Højesteret såvel i Maastrichtsagen som i Tvindsagen har vist, at den er i stand til at fungere som en forfatningsdomstol, og at Højesteret i Maastrichtsagen anvendte reglerne om, hvem der kan rejse sag ved domstolene så fleksibelt, at 11 såkaldt almindelige mennesker fik lov til at føre deres sag om Grundlovens forhold til Maastricht-traktaten.

Witte overser skellet mellem hvad der står i lovbøgerne og den virkelige verden.

Ja, Danmark er et monarki, men det er et konstitutionelt monarki – som i praksis betyder, at den eneste magt kongehuset har, er den symbolske magt. Kongehuset er uden politisk indflydelse og magt, og derfor er Danmark i realiteten et demokrati.

Selvom Højesteret har været tilbageholdende med at vurdere, om lovene er grundlovsstridige, så ændrer det ikke ved, at Højesteret i praksis sommetider tager stilling til, om love er i strid med grundloven.

Witte overser den pointe, som Waldron kommer med: ” Legitimitet er et emne, fordi udøvelsen af rettigheder ikke blot er et spørgsmål om frihed. Når man stemmer udøves en magt, som sammen med andre der stemmer det samme, måske er en magt der er stor nok til at bestemme over andre. I bestemmelsen over de andre, går flertallet måske imod de andres ønsker og interesser. At have denne påvirkning over andre er kun tilladelig under nogle bestemte omstændigheder, og disse omstændigheder kan repræsenteres som rettigheder – rettigheder som den nedstemte gruppe har.” (side 8). Witte overser, at et demokrati bygger på flertalsprincippet, og at der i den forbindelse altid er et flertal og et mindretal.

Wittes kritik er rodet, og han trækker ind de eksempler og ’love’ som passer ind i kritikken, uden at overveje om det er ’love’ der er sammenlignelige. Witte springer mellem om det er Grundloven kontra virkeligheden, Grundloven kontra menneskerettighederne

eller

Folketinget

kontra

Grundloven

og/eller

menneskerettighederne, han kritiserer.

Af Mette Mau Carstensen

Side 29 af 75

Skriftlig emneprøve

Demokratiet & Grundloven

Konkluderende bemærkninger Det konstitutionelle demokrati er: ”… a regime run according to principles of democratic governance qualified by a constitution asserting certain rights of individual citizens that are enforced by nonelected judges holding final powers of review” (Arneson: “Democratic rights at the national level” p. 96)

Overgangen fra et ikke-konstitutionelt demokrati til konstitutionelt demokrati vil ikke kræve meget. Den danske grundlov kvalificerer sig som en konstitution, så det eneste vi mangler, er det, som Witte ønsker; nemlig en forfatningsdomstol, som skal tage stilling til om lovene er grundlovsstridige. Hvorvidt det konstitutionelle demokrati er bedre end det danske repræsentative demokrati vil jeg lade stå hen i det uvisse, men skulle vi ønske et konstitutionelt demokrati, så kræver det ikke mange ændringer.

Etymologisk set strider det mod hinanden at have et samfund, som både er et monarki og et demokrati. Men siden grundloven ikke gør brug af ordet ’demokrati’, er der intet i vejen for at have den model; indskrænket – monarkisk, som Danmark har. Et indskrænket monarki, eller et konstitutionelt monarki, er kun et monarki i formel forstand. Et konstitutionelt monarki betyder i praksis, at den eneste magt kongehuset har, er den symbolske magt. Kongehuset er uden politisk indflydelse og magt. Spørgsmålet er dog, om vi kan kalde os selv for demokrater? Ifølge vores egen grundlov, er Danmark et monarki. Men ifølge den selv samme grundlov har Danmark et folkestyre. Det, at Danmark har et folkestyre og den måde folkestyret er beskrevet på i Grundloven, stemmer fint overens med den vage definition af demokrati, som filosoffer kan blive enige om. I Danmark har hver person én stemme, folket vælger de repræsentanter, som folket ønsker skal styre samfundet, og enhver kan – hvis han ønsker det, opstille som kandidat.

Konklusionen er, at Danmark er et demokrati, dog ikke et konstitutionelt demokrati, men det ændrer ikke ved, at Danmark er et velfungerende demokrati.

Selv hvis vi ingen grundlov havde, ville vi stadig kunne kalde os ’et demokrati’.

England er her det bedste eksempel. England er et velfungerende demokrati uden en forfatning, og England er også et monarki ligesom Danmark. Definitionen på

Af Mette Mau Carstensen

Side 30 af 75

Skriftlig emneprøve

Demokratiet & Grundloven

demokrati er måske meget vag, men både Danmark og England opfylder definitionens tre krav: styre af folket, styre for folket, og et styre, hvor det er folket, der styres.

Af Mette Mau Carstensen

Side 31 af 75

Skriftlig emneprøve

Demokratiet & Grundloven

Litteraturliste Adler-Nissen, Rebecca: ”Statskup: Har dronningen udspillet sin rolle?” Politiken 30. december 2005 2. sektion side 5 Arneson, Richard: “Democratic rights at the national level” Fra: Christiano, Thomas: Philosophy and democracy Oxford 2003 Christiano, Thomas: “Democracy as equality” Fra: Estlund, David: Democracy Blackwell 2002 Christiano, Thomas: “Introduction” Fra: Christiano, Thomas: Philosophy and democracy Oxford 2003 Cohen, Joshua: ”Deliberation and democratic legitimacy” Fra: Estlund, David: Democracy Blackwell 2002 Craig, Edward (red.): The shorter routledge encyclopedia of philosophy Routledge 2005 Danmarks Riges grundlov. 2005, 17. udgave Danmarks riges grundlov af 5. juni 1953 udgivet af folketinget 1995 Dworkin, Ronald: A matter of principle Harvard 1985 Dworkin, Ronald: Law’s empire Fontana Press 1986 Dworkin, Ronald: Freedom's law: The moral reading of the American Constitution. Harvard 1999 Dworkin, Ronald: “What is equality? Part 4: Political equality” Fra: Christiano, Thomas: Philosophy and democracy Oxford 2003 Estlund, David: “Introduction” Fra: Estlund, David: Democracy Blackwell 2002 Gade, Sven Ove: ”Monarkiet under voksende pres” Jyllands-posten 26. september 2004 side 9 Hauen, Emilia van: ”Fra Guds nåde til folkets nåde” Jyllands-posten 25. marts 2006 1. sektion side 11 Heiberg, Steffen: ”Kongelig kamuflage” Politiken 22. maj 2004 2. sektion side 4 Horst Petersen, Ulrich: ”Kongehuset i nutiden” Information 6. september 2005 side 18-19

Af Mette Mau Carstensen

Side 32 af 75

Skriftlig emneprøve

Demokratiet & Grundloven

Kastrup, Mads: ”Det indskrænkede monarki” Århus stiftstiende 22. januar 2006 8. sektion side 4 Kastrup, Mads: ”Det personliggjorte monarki” Berlingske tiende 22. januar 2006 2. sektion side 1 Kymlicka, Will: Contemporary political philosophy: an introduction Oxford1990 Larney, Kathrine Toftkjær: Mellem diktatur og demokrati Det danske center for menneskerettigheder 1990 Lenler, Jens: ”Befri kongehuset!” Politiken 21. maj 2005 2. sektion side 1-5 Madsen, Martin Kusk: ”Monarki og demokrati går hånd i hånd” De Bergske blade 12. maj 2004 1. sektion side 6 Olden-Jørgensen, Sebastian: ”Tronarvingens fremtid” Kristeligt dagblad 18. oktober 2005 side 9 Pedersen, Susannah: Min grundlov Schultz 2005 Politiken 7. november 1995 2. sektion side 1 ”Det skrøbelige monarki” Rytter, Jens Elo: Den europæiske menneskerettighedskonvention – og dansk ret Thomson 2003 Schultz lovbibliotek: Danmarks riges grundlov. Tronfølgelov. Lov om den europæiske menneskerettighedskonvention. Forretningsorden for folketinget. 17. udgave 1. oplag juli 2005 Waldron, Jeremy: Law and disagreement Oxford 1999 Waldron, Jeremy: “The constitutional conception of democracy” Fra: Estlund, David: Democracy Blackwell 2002 Witte, Mikael: Grundloven Klim 1997 Witte, Mikael: ”Frihed, monarki og demokrati” Jyllandsposten 5. juni 1997 1. sektion side 9 Witte, Mikael: ”Monarki eller demokrati” Information 3. juni 1999 1. sektion side 11

Af Mette Mau Carstensen

Side 33 af 75

Skriftlig emneprøve

Demokratiet & Grundloven

Bilag 1: Den Danske Grundlov Kapitel I § 1 Denne grundlov gælder for alle dele af Danmarks Rige. § 2 Regeringsformen er indskrænket - monarkisk. Kongemagten nedarves til mænd og kvinder efter de i tronfølgeloven af 27. marts 1953 fastsatte regler. § 3 Den lovgivende magt er hos kongen og folketinget i forening. Den udøvende magt er hos kongen. Den dømmende magt er hos domstolene. § 4 Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten.

Kapitel II § 5 Kongen kan ikke uden folketingets samtykke være regent i andre lande. § 6 Kongen skal høre til den evangelisk-lutherske kirke. § 7 Kongen er myndig, når han har fyldt sit 18. år. Det samme gælder tronfølgeren. § 8 Forinden kongen tiltræder regeringen, afgiver han skriftligt i statsrådet en højtidelig forsikring om ubrødeligt at ville holde grundloven. Af forsikringsakten udstedes tvende ligelydende originaler, af hvilke den ene overgives folketinget for at opbevares i sammes arkiv, den anden nedlægges i rigsarkivet. Kan kongen som følge af fraværelse eller af andre grunde ikke umiddelbart ved tronskiftet afgive denne forsikring, føres regeringen, indtil dette sker, af statsrådet, medmindre anderledes ved lov bestemmes. Har kongen allerede som tronfølger afgivet denne forsikring, tiltræder han umiddelbart ved tronskiftet regeringen.

Af Mette Mau Carstensen

Side 34 af 75

Skriftlig emneprøve

Demokratiet & Grundloven

§ 9 Bestemmelser angående regeringens førelse i tilfælde af kongens umyndighed, sygdom eller fraværelse fastsættes ved lov. Er der ved tronledighed ingen tronfølger, vælger folketinget en konge og fastsætter den fremtidige arvefølge. § 10

Stk. 1.

Statens ydelse til kongen bestemmes for hans regeringstid ved lov. Ved denne fastsættes tillige, hvilke slotte og andre statsejendele der skal overlades kongen til brug.

Stk. 2.

Statsydelsen kan ikke behæftes med gæld. § 11 For medlemmer af det kongelige hus kan der bestemmes årpenge ved lov. Årpengene kan ikke uden folketingets samtykke nydes udenfor riget.

Kapitel III § 12 Kongen har med de i denne grundlov fastsatte indskrænkninger den højeste myndighed over alle rigets anliggender og udøver denne gennem ministrene. § 13 Kongen er ansvarsfri; hans person er fredhellig. Ministrene er ansvarlige for regeringens førelse; deres ansvarlighed bestemmes nærmere ved lov. § 14 Kongen udnævner og afskediger statsministeren og de øvrige ministre. Han bestemmer deres antal og forretningernes fordeling imellem dem. Kongens underskrift under de lovgivningen og regeringen vedkommende beslutninger giver disse gyldighed, når den er ledsaget af en eller flere ministres underskrift. Enhver minister, som har underskrevet, er ansvarlig for beslutningen. § 15

Stk. 1.

Ingen minister kan forblive i sit embede, efter at folketinget har udtalt sin mistillid til ham.

Af Mette Mau Carstensen

Side 35 af 75

Skriftlig emneprøve

Demokratiet & Grundloven

Stk. 2.

Udtaler folketinget sin mistillid til statsministeren, skal denne begære ministeriets afsked, medmindre nyvalg udskrives. Et ministerium, som har fået et mistillidsvotum, eller som har begæret sin afsked, fungerer indtil et nyt ministerium er udnævnt. Fungerende ministre kan i deres embede kun foretage sig, hvad der er til embedsforretningernes uforstyrrede førelse. § 16 Ministrene kan af kongen eller folketinget tiltales for deres embedsførelse.

Rigsretten påkender de mod ministrene for deres embedsførelse anlagte sager. § 17

Stk. 1.

Ministrene i forening udgør statsrådet, hvori tronfølgeren, når han er myndig, tager sæde. Kongen fører forsædet undtagen i det i § 8 nævnte tilfælde og i det tilfælde, hvor lovgivningsmagten i henhold til bestemmelsen i § 9 måtte have tillagt statsrådet myndighed til at føre regeringen.

Stk. 2.

I statsrådet forhandles alle love og vigtige regeringsforanstaltninger. § 18 Er kongen forhindret i at holde statsråd, kan han lade sagen forhandle i et ministerråd. Dette består af samtlige ministre under forsæde af statsministeren.

Enhver minister skal da afgive sit votum til protokollen og beslutning tages efter stemmeflerhed. Statsministeren forelægger den over forhandlingerne førte protokol for kongen, der bestemmer, om han umiddelbart vil bifalde ministerrådets indstilling eller lade sagen foredrage i statsrådet. § 19

Stk. 1.

Kongen handler på rigets vegne i mellemfolkelige anliggender. Uden folketingets samtykke kan han dog ikke foretage nogen handling, der forøger eller indskrænker rigets område, eller indgå nogen forpligtigelse, til hvis opfyldelse folketingets medvirken er nødvendig, eller som i øvrigt er af større betydning. Ej heller kan kongen uden folketingets samtykke opsige nogen mellemfolkelig overenskomst, som er indgået med folketingets samtykke.

Af Mette Mau Carstensen

Side 36 af 75

Skriftlig emneprøve

Demokratiet & Grundloven

Stk. 2.

Bortset fra forsvar mod væbnet angreb på riget eller danske styrker kan kongen ikke uden folketingets samtykke anvende militære magtmidler mod nogen fremmed stat. Foranstaltninger, som kongen måtte træffe i medfør af denne bestemmelse, skal straks forelægges folketinget. Er folketinget ikke samlet, skal det uopholdeligt sammenkaldes til møde. Stk. 3. Folketinget vælger af sin midte et udenrigspolitisk nævn, med hvilket regeringen rådfører sig forud for enhver beslutning af større udenrigspolitisk rækkevidde. Nærmere regler om det udenrigspolitiske nævn fastsættes ved lov. § 20

Stk. 1.

Beføjelser, som efter denne grundlov tilkommer rigets myndigheder, kan ved lov i nærmere bestemt omfang overlades til mellemfolkelige myndigheder, der er oprettet ved gensidig overenskomst med andre stater til fremme af mellemfolkelig retsorden og samarbejde.

Stk. 2.

Til vedtagelse af lovforslag herom kræves er flertal på fem sjettedele af folketingets medlemmer. Opnås et sådant flertal ikke, men dog det til vedtagelse af almindelige lovforslag nødvendige flertal, og opretholder regeringen forslaget, forelægges det folketingsvælgerne til godkendelse eller forkastelse efter de for folkeafstemninger i § 42 fastsatte regler. § 21 Kongen kan for folketinget lade fremsætte forslag til love og andre beslutninger. § 22 Et af folketinget vedtaget lovforslag får lovkraft, når det senest 30 dage efter den endelige vedtagelse stadfæstes af kongen. Kongen befaler lovens kundgørelse og drager omsorg for dens fuldbyrdelse. § 23 I særdeles påtrængende tilfælde kan kongen, når folketinget ikke kan samles, udstede foreløbige love, der dog ikke må stride mod grundloven og altid straks efter folketingets sammentræden skal forelægges dette til godkendelse eller forkastelse. § 24 Kongen kan benåde og give amnesti. Ministrene kan han kun med folketingets

Af Mette Mau Carstensen

Side 37 af 75

Skriftlig emneprøve

Demokratiet & Grundloven

samtykke benåde for de dem af rigsretten idømte straffe. § 25 Kongen meddeler dels umiddelbart, dels gennem vedkommende regeringsmyndigheder sådanne bevillinger og undtagelser fra lovene, som enten ifølge de før 5. juni 1849 gældende regler er i brug, eller hvortil hjemmel indeholdes i en siden den tid udgiven lov. § 26 Kongen har ret til at lade slå mønt i henhold til loven. § 27

Stk. 1.

Regler om ansættelse af tjenestemænd fastsættes ved lov. Ingen kan ansættes som tjenestemand uden at have indfødsret. Tjenestemænd, som udnævnes af kongen afgiver en højtidelig forsikring om at ville holde grundloven.

Stk. 2.

Om afskedigelse, forflyttelse og pensionering af tjenestemænd fastsættes regler ved lov, jfr. dog herved § 64. Stk. 3. Uden deres samtykke kan de af kongen udnævnte tjenestemænd kun forflyttes, når de ikke derved lider tab i de med tjenestemandsstillingen forbundne indtægter, og der gives dem valget mellem sådan forflyttelse og afsked med pension efter de almindelige regler.

Kapitel IV § 28 Folketinget udgør én forsamling bestående af højst 179 medlemmer, hvoraf 2 medlemmer vælges på Færøerne og 2 i Grønland. § 29

Stk. 1.

Valgret til folketinget har enhver, som har dansk indfødsret, fast bopæl i riget og nået den i stk. 2. omhandlede valgretsalder, medmindre vedkommende er umyndiggjort. Det bestemmes ved lov, i hvilket omfang straf og understøttelse, der i lovgivningen betragtes som fattighjælp, medfører tab af valgret.

Stk. 2.

Valgretsalderen er den, som har opnået flertal ved folkeafstemning i overensstemmelse med lov af 25. marts 1953. Ændring af den til enhver tid

Af Mette Mau Carstensen

Side 38 af 75

Skriftlig emneprøve

Demokratiet & Grundloven

gældende valgretsalder kan ske ved lov. Et af folketinget vedtaget forslag til en sådan lov kan først stadfæstes af kongen, når bestemmelsen om ændring af valgretsalderen i overensstemmelse med § 42, stk. 5 har været undergivet en folkeafstemning, der ikke har medført bestemmelsens bortfald. § 30

Stk. 1.

Valgbar til folketinget er enhver. som har valgret til dette, medmindre vedkommende er straffet for en handling, der i almindeligt omdømme gør ham uværdig til at være medlem af folketinget.

Stk. 2.

Tjenestemænd, som vælges til medlemmer af folketinget, behøver ikke regeringens tilladelse til at modtage valget. § 31

Stk. 1.

Folketingets medlemmer vælges ved almindelige, direkte og hemmelige valg.

Stk. 2.

De nærmere regler for valgrettens udøvelse gives ved valgloven, der til sikring af en ligelig repræsentation af de forskellige anskuelser blandt vælgerne fastsætter valgmåden, herunder hvorvidt forholdstalsvalgsmåden skal føres igennem i eller uden forbindelse med valg i enkeltmandskredse.

Stk. 3.

Ved den stedlige mandatfordeling skal der tages hensyn til indbyggertal, vælgertal og befolkningstæthed.

Stk. 4.

Ved valgloven gives nærmere regler vedrørende valg af stedfortrædere og disses indtræden i folketinget samt angående fremgangsmåden i tilfælde, hvor omvalg måtte blive nødvendigt.

Stk. 5.

Særlige regler om Grønlands repræsentation i folketinget kan gives ved lov. § 32

Stk. 1.

Folketingets medlemmer vælges for fire år.

Af Mette Mau Carstensen

Side 39 af 75

Skriftlig emneprøve

Demokratiet & Grundloven

Stk. 2.

Kongen kan til enhver tid udskrive nyvalg med den virkning, at de bestående folketingsmandater bortfalder, når nyvalg har fundet sted. Efter udnævnelse af et nyt ministerium kan valg dog ikke udskrives, forinden statsministeren har fremstillet sig for folketinget.

Stk. 3.

Det påhviler statsministeren at foranledige, at nyvalg afholdes inden valgperiodens udløb.

Stk. 4.

Mandaterne bortfalder i intet tilfælde, før nyvalg har fundet sted.

Stk. 5.

Der kan ved lov gives særlige regler om færøske og grønlandske folketingsmandaters ikrafttræden og ophør.

Stk. 6.

Mister et medlem af folketinget sin valgbarhed, bortfalder hans mandat.

Stk. 7.

Ethvert nyt medlem afgiver, når hans valg er godkendt, en højtidelig forsikring om at ville holde grundloven. § 33 Folketinget afgør selv gyldigheden af sine medlemmers valg samt spørgsmål om, hvorvidt et medlem har mistet sin valgbarhed. § 34 Folketinget er ukrænkeligt. Enhver, der antaster dets sikkerhed eller frihed, enhver, der udsteder eller adlyder nogen dertil sigtende befaling, gør sig skyldig i højforræderi.

Kapitel V § 35

Stk. 1.

Nyvalgt folketing træder sammen kl. 12 den tolvte søgnedag efter valgdagen, dersom kongen ikke har indkaldt til møde forinden.

Stk. 2.

Straks efter prøvelsen af mandaterne sættes folketinget ved valg af formand og

Af Mette Mau Carstensen

Side 40 af 75

Skriftlig emneprøve

Demokratiet & Grundloven

næstformand. § 36

Stk. 1.

Folketingsåret begynder den første tirsdag i oktober og varer til samme tirsdag det følgende år.

Stk. 2.

På folketingets første dag kl. 12 sammentræder medlemmerne til møde, hvor folketinget sættes på ny. § 37 Folketinget træder sammen på det sted, hvor regeringen har sit sæde. I overordentlige tilfælde kan folketinget dog samles andetsteds i riget. § 38

Stk. 1.

På det første møde i folketingsåret afgiver statsministeren en redegørelse for rigets almindelige stilling og de af regeringen påtænkte foranstaltninger.

Stk. 2.

På grundlag af redegørelsen finder en almindelig forhandling sted. § 39 Folketingets formand indkalder folketinget til møde med angivelse af dagsorden.

Det påhviler formanden at indkalde til møde, når mindst to femtedele af folketingets medlemmer eller statsministeren skriftligt fremsætter begæring herom med angivelse af dagsorden. § 40 Ministrene har i embeds medfør adgang til folketinget og er berettigede til under forhandlingerne at forlange ordet, så ofte de vil, idet de i øvrigt iagttager forretningsordenen. Stemmeret udøver de kun, når de tillige er medlemmer af folketinget. § 41

Stk. 1.

Ethvert medlem af folketinget er berettiget til at fremsætte forslag til love og andre beslutninger.

Stk. 2.

Et lovforslag kan ikke endeligt vedtages, forinden det tre gange har været forhandlet

Af Mette Mau Carstensen

Side 41 af 75

Skriftlig emneprøve

Demokratiet & Grundloven

i folketinget.

Stk. 3.

To femtedele af folketingets medlemmer kan overfor formanden begære, at tredie behandling tidligst finder sted tolv søgnedage efter forslagets vedtagelse ved anden behandling. Begæringen skal være skriftlig og underskrevet af de deltagende medlemmer. Udsættelse kan dog ikke finde sted, for så vidt angår forslag til finanslove, tillægsbevillingslove, midlertidige bevillingslove, statslånslove, love om meddelelse af indfødsret, love om ekspropriation, love om indirekte skatter samt i påtrængende tilfælde forslag til love, hvis ikrafttræden ikke kan udsættes af hensyn til lovens formål.

Stk. 4.

Ved nyvalg og ved folketingsårets udgang bortfalder alle forslag til love og andre beslutninger, der ikke forinden er endeligt vedtaget. § 42

Stk. 1.

Når et lovforslag er vedtaget af folketinget, kan en trediedel af folketingets medlemmer indenfor en frist af tre søgnedage fra forslagets endelige vedtagelse overfor formanden begære folkeafstemning om lovforslaget. Begæringen skal være skriftlig og underskrevet af de deltagende medlemmer.

Stk. 2.

Et lovforslag, som kan undergives folkeafstemning, jfr. stk. 6, kan kun i det stk. 7 omhandlede tilfælde stadfæstes af kongen inden udløbet af den i stk. 1 nævnte frist, eller inden begæret folkeafstemning har fundet sted.

Stk. 3.

Når det er begæret folkeafstemning om et lovforslag, kan folketinget indenfor en frist af fem søgnedage fra forslagets endelige vedtagelse beslutte, at forslaget skal bortfalde.

Stk. 4.

Træffer folketinget ikke beslutning i henhold til stk. 3, skal meddelelse om, at lovforslaget skal prøves ved folkeafstemning, snarest tilstilles statsministeren, der derefter lader lovforslaget bekendtgøre med meddelelse om, at folkeafstemning vil finde sted. Folkeafstemningen iværksættes efter statsministerens nærmere bestemmelse tidligst tolv og senest atten søgnedage efter bekendtgørelsen.

Af Mette Mau Carstensen

Side 42 af 75

Skriftlig emneprøve

Demokratiet & Grundloven

Stk. 5.

Ved folkeafstemningen stemmes for og imod lovforslaget. Til lovforslagets bortfald kræves, at et flertal af de i afstemningen deltagende folketingsvælgere, dog mindst 30 procent af samtlige stemmeberettigede, har stemt mod lovforslaget.

Stk. 6.

Forslag til finanslove, tillægsbevillingslove, midlertidige bevillingslove, statslånslove, normeringslove, lønnings- og pensionslove, love om meddelelse af indfødsret, love om ekspropriation, love om direkte og indirekte skatter, samt love til gennemførelse af bestående traktatmæssige forpligtigelser kan ikke undergives folkeafstemning. Det samme gælder forslag til de i Par. par. 8, 9, 10 og 11 omhandlede love såvel som de i § 19 nævnte beslutninger, der måtte være i lovs form, medmindre det for disse sidste ved særlig lov bestemmes, at sådan afstemning skal finde sted. For grundlovsændringer gælder reglerne i § 88.

Stk. 7.

I særdeles påtrængende tilfælde kan et lovforslag, som kan undergives folkeafstemning, stadfæstes af kongen straks efter dets vedtagelse, når forslaget indeholder bestemmelse herom. Såfremt en trediedel af folketingets medlemmer efter de i stk. 1 omhandlede regler begærer folkeafstemning om lovforslaget eller den stadfæstede lov, afholdes sådan folkeafstemning efter foranstående regler.

Forkastes loven ved folkeafstemningen, kundgøres dette af statsministeren uden unødigt ophold og senest fjorten dage efter folkeafstemningens afholdelse. Fra kundgørelsesdagen er loven bortfaldet.

Stk. 8.

Nærmere regler om folkeafstemning, herunder i hvilket omfang folkeafstemning skal finde sted på Færøerne og i Grønland fastsættes ved lov. § 43 Ingen skat kan pålægges, forandres eller ophæves uden ved lov; ej heller kan noget mandskab udskrives eller noget statslån optages uden ifølge lov. § 44

Stk. 1.

Ingen udlænding kan få indfødsret uden ved lov.

Stk. 2.

Om udlændinges adgang til at blive ejere af fast ejendom fastsættes regler ved lov.

Af Mette Mau Carstensen

Side 43 af 75

Skriftlig emneprøve

Demokratiet & Grundloven

§ 45

Stk. 1.

Forslag til finanslov for det kommende finansår skal fremsættes for folketinget senest fire måneder før finansårets begyndelse.

Stk. 2.

Kan behandlingen af finanslovforslaget for det kommende finansår ikke forventes tilendebragt inden finansårets begyndelse, skal forslag til en midlertidig bevillingslov fremsættes for folketinget. § 46

Stk. 1.

Forinden finansloven eller en midlertidig bevillingslov er vedtaget af folketinget, må skatterne ikke opkræves.

Stk. 2.

Ingen udgift må afholdes uden hjemmel i den af folketinget vedtagne finanslov eller i en af folketinget vedtaget tillægsbevillingslov eller midlertidig bevillingslov. § 47

Stk. 1.

Statsregnskabet skal fremlægges for folketinget senest seks måneder efter finansårets udløb.

Stk. 2.

Folketinget vælger et antal revisorer. Disse gennemgår det årlige statsregnskab og påser, at samtlige statens indtægter er opført deri, og at ingen udgift er afholdt uden hjemmel i finansloven eller anden bevillingslov. De kan fordre sig alle fornødne oplysninger og aktstykker meddelt. De nærmere regler for revisorernes antal og virksomhed fastsættes ved lov.

Stk. 3.

Statsregnskabet med revisorernes bemærkninger forelægges folketinget til beslutning. § 48 Folketinget fastsætter selv sin forretningsorden, der indeholder de nærmere bestemmelser vedrørende forretningsgang og ordenens opretholdelse. § 49 Folketingets møder er offentlige. Formanden eller det i forretningsordenen

Af Mette Mau Carstensen

Side 44 af 75

Skriftlig emneprøve

Demokratiet & Grundloven

bestemte antal medlemmer eller en minister kan dog forlange, at alle uvedkommende fjernes, hvorpå det uden forhandling afgøres, om sagen skal forhandles i et offentligt eller lukket møde. § 50 Folketinget kan kun tage beslutning, når over halvdelen af medlemmerne er til stede og deltager i afstemningen. § 51 Folketinget kan nedsætte kommissioner af sine medlemmer til at undersøge almenvigtige sager. Kommissionerne er berettigede til at fordre skriftlige eller mundtlige oplysninger såvel af private som af offentlige myndigheder. § 52 Folketingets valg af medlemmer til kommissioner og hverv sker efter forholdstal. § 53 Ethvert medlem af folketinget kan med dettes samtykke bringe ethvert offentligt anliggende under forhandling og derom æske ministrenes forklaring. § 54 Andragender kan kun overgives til folketinget ved et af dettes medlemmer. § 55 Ved lov bestemmes, at folketinget vælger en eller to personer, der ikke er medlemmer af folketinget, til at have indseende med statens civile og militære forvaltning. § 56 Folketingsmedlemmerne er ene bundet ved deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere. § 57 Intet medlem af folketinget kan uden dettes samtykke tiltales eller underkastes fængsling af nogen art, med mindre han er grebet på fersk gerning. For sine ytringer i folketinget kan intet af dets medlemmer uden folketingets samtykke drages til ansvar udenfor samme. § 58 Folketingets medlemmer oppebærer et vederlag, hvis størrelse fastsættes ved valgloven.

Af Mette Mau Carstensen

Side 45 af 75

Skriftlig emneprøve

Demokratiet & Grundloven

Kapitel VI § 59

Stk. 1.

Rigsretten består af indtil 15 af de efter embedsalder ældste ordentlige medlemmer af rigets øverste domstol og et tilsvarende antal af folketinget efter forholdstal for 6 år valgte medlemmer. For hver af de valgte vælges en eller flere stedfortrædere.

Folketingets medlemmer kan ikke vælges til eller virke som medlemmer af rigsretten. Kan i et enkelt tilfælde nogle af den øverste domstols medlemmer ikke deltage i sagens behandling og påkendelse, fratræder et tilsvarende antal af de af folketinget sidst valgte rigsretsmedlemmer.

Stk. 2.

Retten vælger selv sin formand af sin midte.

Stk. 3.

Er sag rejst ved rigsretten, beholder de af folketinget valgte medlemmer deres sæde i retten for denne sags vedkommende, selvom det tidsrum, for hvilket de er valgt udløber.

Stk. 4.

Nærmere regler om rigsretten fastsættes ved lov. § 60

Stk. 1.

Rigsretten påkender de af kongen eller folketinget mod ministrene anlagte sager.

Stk. 2.

For rigsretten kan kongen med folketingets samtykke lade også andre tiltale for forbrydelser, som han finder særdeles farlige for staten. § 61 Den dømmende magts udøvelse kan kun ordnes ved lov. Særdomstole med dømmende myndighed kan ikke nedsættes. § 62 Retsplejen skal stedse holdes adskilt fra forvaltningen. Regler herom fastsættes ved lov. § 63

Stk. 1.

Domstolene er berettigede til at påkende ethvert spørgsmål om

Af Mette Mau Carstensen

Side 46 af 75

Skriftlig emneprøve

Demokratiet & Grundloven

øvrighedsmyndighedens grænser. Den, der vil rejse sådant spørgsmål, kan dog ikke ved at bringe sagen for domstolene unddrage sig fra foreløbig at efterkomme øvrighedens befaling.

Stk. 2.

Påkendelse af spørgsmål om øvrighedsmyndighedens grænser kan ved lov henlægges til en eller flere forvaltningsdomstole, hvis afgørelse dog skal kunne prøves ved rigets øverste domstol. De nærmere regler herom fastsættes ved lov. § 64 Dommerne har i deres kald alene at rette sig efter loven. De kan ikke afsættes uden ved dom, ej heller forflyttes mod deres ønske, uden for de tilfælde, hvor en omordning af domstolene finder sted. Dog kan den dommer der er fyldt sit 65. år, afskediges, men uden tab af indtægter indtil det tidspunkt, til hvilket han skulle være afskediget på grund af alder. § 65

Stk. 1.

I retsplejen gennemføres offentlighed og mundtlighed i videst muligt omfang.

Stk. 2.

I strafferetsplejen skal lægmænd medvirke. Det fastsættes ved lov, i hvilke sager og under hvilke former denne medvirken skal finde sted, herunder i hvilke sager nævninge skal medvirke.

Kapitel VII § 66 Folkekirkens forfatning ordnes ved lov. § 67 Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden. § 68 Ingen er pligtig at yde personlige bidrag til nogen anden gudsdyrkelse en den, som er hans egen. § 69 De fra folkekirken afvigende trossamfunds forhold ordnes nærmere ved lov.

Af Mette Mau Carstensen

Side 47 af 75

Skriftlig emneprøve

Demokratiet & Grundloven

§ 70 Ingen kan på grund af sin trosbekendelse eller afstamning berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder eller unddrage sig opfyldelsen af nogen almindelig borgerpligt.

Kapitel VIII § 71

Stk. 1.

Den personlige frihed er ukrænkelig. Ingen dansk borger kan på grund af sin politiske eller religiøse overbevisning eller sin afstamning underkastes nogen form for frihedsberøvelse.

Stk. 2.

Frihedsberøvelse kan kun finde sted med hjemmel i loven.

Stk. 3.

Enhver der anholdes, skal inden 24 timer stilles for en dommer. Hvis den anholdte ikke straks sættes på fri fod, skal dommeren ved en af grunde ledsaget kendelse, der afsiges snarest muligt og senest inden tre dage, afgøre, om han skal fængsles, og hvis han kan løslades mod sikkerhed, bestemmes dennes art og størrelse. Denne bestemmelse kan for Grønlands vedkommende fraviges ved lov, for så vidt dette efter de stedlige forhold må anses for påkrævet.

Stk. 4.

Den kendelse, som dommeren afsiger, kan af vedkommende straks særskilt indbringes for højere ret.

Stk. 5.

Ingen kan underkastes varetægtsfængsel for en forseelse, som kun kan medføre straf af bøde eller hæfte.

Stk. 6.

Udenfor strafferetsplejen skal lovligheden af en frihedsberøvelse, der ikke er besluttet i en dømmende myndighed, og som ikke har hjemmel i lovgivningen om udlændinge, på begæring af den, der er berøvet sin frihed, eller den, der handler på hans vegne, forelægges de almindelige domstole eller anden dømmende myndighed til prøvelse.

Af Mette Mau Carstensen

Side 48 af 75

Skriftlig emneprøve

Demokratiet & Grundloven

Stk. 7.

Behandlingen af de i stk. 6. nævnte personer undergives et af folketinget valgt tilsyn, hvortil de pågældende skal have adgang til at rette henvendelse. § 72 Boligen er ukrænkelig. Husundersøgelser, beslaglæggelse og undersøgelse af breve og andre papirer samt brud på post-, telegraf- og telefonhemmeligheden må, hvor ingen lov hjemler en særegen undtagelse, alene ske efter en retskendelse. § 73

Stk. 1.

Ejendomsretten er ukrænkelig. Ingen kan tilpligtes at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræver det. Det kan kun ske ifølge lov og mod fuldstændig erstatning.

Stk. 2.

Når et lovforslag vedrørende ekspropriationen af ejendom er vedtaget, kan en trediedel af folketingets medlemmer indenfor en frist af tre søgnedage fra forslagets endelige vedtagelse kræve, at det først indstilles til kongelig stadfæstelse, når nyvalg til folketinget har fundet sted, og forslaget på ny er vedtaget af det derefter sammentrædende folketing.

Stk. 3.

Ethvert spørgsmål om ekspropriationsaktens lovlighed og erstatningens størrelse kan ved lov henlægges til domstole oprettet i dette øjemed. § 74 Alle indskrænkninger i den fri og lige adgang til erhverv, som ikke er begrundede i det almene vel, skal hæves ved lov. § 75

Stk. 1.

Til fremme af almenvellet bør det tilstræbes, at enhver arbejdsduelig borger har mulighed for at arbejde på vilkår, der betrygger hans tilværelse.

Stk. 2.

Den, der ikke kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtigelser, som loven herom byder. § 76 Alle børn i den undervisningspligtige alder har ret til fri undervisning i folkeskolen.

Af Mette Mau Carstensen

Side 49 af 75

Skriftlig emneprøve

Demokratiet & Grundloven

Forældre eller værger, der selv sørger for, at børnene får en undervisning, der kan stå mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen, er ikke pligtige at lade børnene undervise i folkeskolen. § 77 Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres. § 78

Stk. 1.

Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at danne foreninger i ethvert lovligt øjemed.

Stk. 2.

Foreninger, der virker eller søger at opnå deres mål ved vold, anstiftelse af vold eller lignende strafbar påvirkning af anderledes tænkende, bliver at opløse ved dom.

Stk. 3.

Ingen forening kan opløses ved en regeringsforanstaltning. Dog kan en forening foreløbig forbydes, men der skal da straks anlægges sag imod den til dens opløsning.

Stk. 4.

Sager om opløsning af politiske foreninger skal uden særlig tilladelse kunne indbringes for rigets øverste domstol.

Stk. 5.

Opløsningens retsvirkninger fastsættes nærmere ved lov. § 79 Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at samle sig ubevæbnede.

Offentlige forsamlinger har politiet ret til at overvære. Forsamlinger under åben himmel kan forbydes, når der af dem kan befrygtes fare for den offentlige fred. § 80 Ved opløb må den væbnede magt, når den ikke angribes, kun skride ind, efter at mængden tre gange i kongens og lovens navn forgæves er opfordret til at skilles. § 81 Enhver våbenfør mand er forpligtiget til med sin person at bidrage til fædrelandets

Af Mette Mau Carstensen

Side 50 af 75

Skriftlig emneprøve

Demokratiet & Grundloven

forsvar efter de nærmere bestemmelser, som loven foreskriver. § 82 Kommunernes ret til under statens tilsyn selvstændigt at styre deres anliggender ordnes ved lov. § 83 Enhver i lovgivningen til adel, titel og rang knyttet forret er afskaffet. § 84 Intet len, stamhus, fideikommisgods eller andet familiefideikommis kan for fremtiden oprettes. § 85 For forsvarsmagten er de i §§ 71, 78 og 79 givne bestemmelser kun anvendelige med de indskrænkninger, der følger af de militære loves forskrifter.

Kapitel IX § 86 Valgretsalderen til de kommunale råd og menighedsrådene er den for valg til folketinget til enhver tid gældende. For Færøernes og Grønlands vedkommende fastsættes valgretsalderen til de kommunale råd og menighedsrådene ved lov eller i henhold til lov. § 87 Islandske statsborgere, der i medfør af loven om ophævelse af dansk-islandsk forbundslov m.m. nyder lige ret med danske statsborgere, bevarer de i grundloven hjemlede rettigheder, der er knyttede til dansk indfødsret.

Kapitel X § 88 Vedtager folketinget et forslag til en ny grundlovsbestemmelse, og regeringen vil fremme sagen, udskrives nyvalg til folketinget. Vedtages forslaget i uændret skikkelse af det efter valget følgende folketing, bliver det inden et halvt år efter den endelige vedtagelse at forelægge folketingsvælgerne til godkendelse eller forkastelse ved direkte afstemning. De nærmere regler for denne afstemning fastsættes ved lov.

Har et flertal af de i afstemningen deltagende og mindst 40 pct. af samtlige stemmeberettigede afgivet deres stemme for folketingets beslutning, og stadfæstes

Af Mette Mau Carstensen

Side 51 af 75

Skriftlig emneprøve

Demokratiet & Grundloven

denne af kongen, er den grundlov.

Kapitel XI § 89 Denne grundlov træder i kraft straks. Dog vedbliver den i henhold til Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1915 med ændringer af 10. september 1920 senest valgte rigsdag at bestå, indtil nyvalg har fundet sted i overensstemmelse med reglerne i Kapitel IV. Indtil nyvalg har fundet sted, forbliver de i Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1915 med ændringer af 10. september 1920 for rigsdagen fastsatte bestemmelser i kraft.

Af Mette Mau Carstensen

Side 52 af 75

Skriftlig emneprøve

Demokratiet & Grundloven

Bilag 2: Verdenserklæringen Om Menneskerettighederne Artikel 1.

Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. De er udstyret med fornuft og samvittighed, og de bør handle mod hverandre i en broderskabets ånd.

Artikel 2.

Enhver har krav på alle de rettigheder og friheder, som nævnes i denne erklæring, uden forskelsbehandling af nogen art, f. eks. på grund af race, farve, køn, sprog, religion, politisk eller anden anskuelse, national eller social oprindelse, formueforhold, fødsel eller anden samfundsmæssig stilling.

Der skal heller ikke gøres nogen forskel på grund af det lands eller områdes jurisdiktionsforhold eller politiske eller internationale stilling, til hvilket en person hører, hvad enten dette område er uafhængigt, under formynderskab eller er et ikke selvstyrende område, eller dets suverænitet på anden måde er begrænset.

Artikel 3.

Enhver har ret til liv, frihed og personlig sikkerhed.

Artikel 4.

Ingen må holdes i slaveri eller trældom; slaveri og slavehandel under alle former skal være forbudt.

Artikel 5.

Ingen må underkastes tortur eller grusom, umenneskelig eller vanærende behandling eller straf.

Artikel 6.

Ethvert menneske har overalt i verden ret til at blive anerkendt som retssubjekt.

Artikel 7.

Alle er lige for loven og har uden forskelsbehandling af nogen art lige ret til lovens beskyttelse. Alle har ret til lige beskyttelse mod enhver forskelsbehandling i strid mod denne erklæring og mod enhver tilskyndelse til en sådan forskelsbehandling.

Artikel 8.

Af Mette Mau Carstensen

Side 53 af 75

Skriftlig emneprøve

Demokratiet & Grundloven

Enhver har ret til en fyldestgørende oprejsning ved de kompetente nationale domstole for handlinger, der krænker de fundamentale rettigheder, som forfatningen eller loven giver vedkommende.

Artikel 9.

Ingen må underkastes vilkårlig anholdelse, tilbageholdelse eller landsforvisning.

Artikel 10.

Enhver har under fuld ligeberettigelse krav på en retfærdig og offentlig behandling ved en uafhængig og upartisk domstol, når der skal træffes en afgørelse med hensyn til hans rettigheder og forpligtelser og med hensyn til en hvilken som helst mod ham rettet strafferetslig anklage.

Artikel 11.

1. Enhver, der anklages for et strafbart forhold, har ret til at blive anset for uskyldig, indtil hans skyld er godtgjort i henhold til lov ved en offentlig retshandling, hvorunder han har fået alle de garantier, der er fornødne for hans forsvar.

2. Ingen må anses for skyldig i noget strafbart forhold på grund af nogen handling eller undladelse, der ikke i henhold til national eller international ret var strafbar på det tidspunkt, da den blev begået. Der skal heller ikke kunne idømmes strengere straf end fastsat på den tid, da det strafbare forhold blev begået.

Artikel 12.

Ingen må være genstand for vilkårlig indblanding i private forhold, familie, hjem eller korrespondance, ej heller for angreb på ære og omdømme. Enhver har ret til lovens beskyttelse mod sådan indblanding eller angreb.

Artikel 13.

1. Enhver har ret til at bevæge sig frit og til frit at vælge opholdssted indenfor hver stats grænser.

2. Enhver har ret til at forlade et hvilket som helst land, herunder sig eget, og til at vende tilbage til sit eget land.

Artikel 14.

1. Enhver har ret til i andre lande at søge og få tilstået asyl mod forfølgelse.

2. Denne ret må ikke påberåbes ved anklager, der virkelig hidrører fra ikkepolitiske forbrydelser eller fra handlinger i strid med De forenede Nationers formål og principper.

Artikel 15.

Af Mette Mau Carstensen

Side 54 af 75

Skriftlig emneprøve

Demokratiet & Grundloven

1. Enhver har ret til en nationalitet.

2. Ingen må vilkårligt berøves sin nationalitet eller nægtes ret til at skifte nationalitet.

Artikel 16.

1. Uden begrænsninger af racemæssige, nationalitetsmæssige eller religiøse grunde har mænd og kvinder, der har nået myndighedsalderen, ret til at gifte sig og stifte familie. De har krav på lige rettigheder med hensyn til indgåelse af ægteskab, under ægteskabet og ved dettes opløsning.

2. Ægteskab skal kun kunne indgås med begge parters frie og fulde samtykke.

3. Familien er samfundets naturlige og fundamentale enhedsgruppe og har krav på samfundets og statens beskyttelse.

Artikel 17.

1. Enhver har ret til at eje ejendom såvel alene som i fællig med andre.

2. Ingen må vilkårligt berøves sin ejendom.

Artikel 18.

Enhver har ret til tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed: denne ret omfatter frihed til at skifte religion eller tro og frihed til enten alene eller i fællesskab med andre, offentligt eller privat, at give udtryk for sin religion eller tro gennem undervisning, udøvelse, gudsdyrkelse og overholdelse af religiøse forskrifter.

Artikel 19.

Enhver har ret til menings- og ytringsfrihed; denne ret omfatter frihed til at hævde sin opfattelse uden indblanding og til at søge, modtage og meddele oplysning og tanker ved et hvilket som helst meddelelsesmiddel og uanset landegrænser.

Artikel 20.

1. Alle har ret til under fredelige former frit at forsamles og danne foreninger.

2. Ingen kan tvinges til at være medlem af en forening.

Artikel 21.

1. Enhver har ret til at deltage i sit lands styre enten direkte eller gennem frit valgte repræsentanter.

2. Enhver har ret til lige adgang til offentlige embeder og hverv i sit land.

3. Folkets vilje skal være grundlaget for regeringens myndighed; denne vilje skal tilkendegives gennem periodiske og virkelige valg med almindelig og lige valgret og skal udøves gennem hemmelig afstemning eller tilsvarende frie afstemningsmåder.

Af Mette Mau Carstensen

Side 55 af 75

Skriftlig emneprøve

Demokratiet & Grundloven

Artikel 22.

Enhver har som medlem af samfundet ret til social tryghed og har krav på, at de økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, der er uundværlige for hans værdighed og hans personligheds frie udvikling, gennemføres ved nationale foranstaltninger og internationalt samarbejde og i overensstemmelse med hver stats organisation og hjælpekilder.

Artikel 23.

1. Enhver har ret til arbejde, til frit valg af beskæftigelse, til retfærdige og gunstige arbejdsvilkår og til beskyttelse mod arbejdsløshed.

2. Enhver har uden forskel ret til lige løn for lige arbejde.

3. Enhver, der arbejder, har ret til et retfærdigt og gunstigt vederlag, der sikrer ham selv og hans familie en menneskeværdig tilværelse, og om fornødent tillige til andre sociale beskyttelsesforanstaltninger.

4. Enhver har ret til at danne og indtræde i fagforeninger til beskyttelse af sine interesser.

Artikel 24.

Enhver har ret til hvile og fritid, herunder en rimelig begrænsning af arbejdstiden, og til periodisk ferie med løn.

Artikel 25.

1. Enhver har ret til en sådan levefod, som er tilstrækkelig til hans og hans families sundhed og velvære, herunder til føde, klæder, bolig og lægehjælp og de nødvendige sociale goder og ret til tryghed i tilfælde af arbejdsløshed, sygdom, uarbejdsdygtighed, enkestand, alderdom eller andet tab af fortjenstmulighed under omstændigheder, der ikke er selvforskyldt.

2. Mødre og børn har krav på særlig omsorg og hjælp. Alle børn skal, hvad enten de er født i eller udenfor ægteskab, have den samme sociale beskyttelse.

Artikel 26.

1. Enhver har ret til undervisning. Undervisningen skal være gratis, i det mindste på de elementære og grundlæggende trin. Elementær undervisning skal være obligatorisk. Teknisk og faglig uddannelse skal gøres almindelig tilgængelig for alle, og på grundlag af evner skal der være lige adgang for alle til højere undervisning.

2. Undervisningen skal tage sigte på den menneskelige personligheds fulde udvikling og på at styrke respekten for menneskerettigheder og grundlæggende

Af Mette Mau Carstensen

Side 56 af 75

Skriftlig emneprøve

Demokratiet & Grundloven

friheder. Den skal fremme forståelse, tolerance og venskab mellem alle nationer og racemæssige og religiøse grupper, og den skal fremme De forenede Nationers arbejde til fredens bevarelse.

3. Forældre har førsteret til at vælge den form for undervisning, som deres børn skal have.

Artikel 27.

1. Enhver har ret til frit at deltage i samfundets kulturelle liv, til kunstnydelse og til at blive delagtiggjort i videnskabens fremskridt og dens goder.

2. Enhver har ret til beskyttelse af de moralske og materielle interesser, der hidrører fra en hvilken som helst videnskabelig, litterær eller kunstnerisk frembringelse, som vedkommende har skabt.

Artikel 28.

Enhver har krav på en social og international orden, i hvilken de i denne erklæring nævnte rettigheder og friheder fuldt ud kan virkeliggøres.

Artikel 29.

1. Enhver har pligter overfor samfundet, der alene muliggør personlighedens frie og fulde udvikling.

2. Under udøvelsen af sine rettigheder og friheder er enhver kun underkastet de begrænsninger, der er fastsat i loven alene med det formål at sikre skyldig anerkendelse af og hensyntagen til andres rettigheder og friheder og med det formål at opfylde de retfærdige krav, som moralen, den offentlige orden og det almene vel stiller i et demokratisk samfund.

3. Disse rettigheder og friheder må i intet tilfælde udøves i strid med De forenede Nationers formål og principper.

Artikel 30.

Intet i denne erklæring må fortolkes som givende nogen stat, gruppe eller enkeltperson hjemmel til at indlade sig på nogen virksomhed eller foretage nogen.

Af Mette Mau Carstensen

Side 57 af 75

Skriftlig emneprøve

Demokratiet & Grundloven

Bilag 3: Den Europæiske Menneskerettighedskonvention Artikel 1 Pligt til at respektere menneskerettighederne De høje kontraherende parter skal sikre enhver person under deres jurisdiktion de rettigheder og friheder, som er nævnt i denne konventions afsnit I. AFSNIT I Rettigheder og friheder Artikel 2 Ret til livet

Stk. 1. Ethvert menneskes ret til livet skal beskyttes ved lov. Ingen må forsætligt berøves livet undtagen ved fuldbyrdelse af en dødsdom, afsagt af en domstol i tilfælde, hvor der ved lov er fastsat dødsstraf for den pågældende forbrydelse.

Stk. 2. Berøvelse af livet betragtes ikke som sket i modstrid med denne artikel, når den er en følge af magtanvendelse, der ikke går ud over det absolut nødvendige: a) for at forsvare nogen mod ulovlig vold; b) for at iværksætte en lovlig anholdelse eller forhindre flugt fra lovlig frihedsberøvelse; c) for lovligt at undertrykke optøjer eller opstand.

Artikel 3 Forbud mod tortur Ingen må underkastes tortur og ej heller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.

Artikel 4 Forbud mod slaveri og tvangsarbejde

Stk. 1. Ingen må holdes i slaveri eller trældom.

Stk. 2. Ingen må pålægges at udføre tvangs- eller pligtarbejde.

Stk. 3. Ved anvendelse af denne artikel omfatter udtrykket »tvangs- eller pligtarbejde« ikke:

Af Mette Mau Carstensen

Side 58 af 75

Skriftlig emneprøve

Demokratiet & Grundloven

a) arbejde, som sædvanligvis forlanges udført under frihedsberøvelse i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 5 i denne konvention, eller under betinget løsladelse fra sådan frihedsberøvelse; b) tjeneste af militær karakter eller, for så vidt angår personer, der er militærnægtere af samvittighedsgrunde i lande, hvor dette anerkendes, tjeneste, der erstatter tvungen militærtjeneste; c) tjeneste, der pålægges i tilfælde af nødstilstand eller ulykker, der truer samfundets eksistens eller velfærd; d) arbejde eller tjeneste, der hører til de normale borgerpligter.

Artikel 5 Ret til frihed og sikkerhed

Stk. 1. Enhver har ret til frihed og personlig sikkerhed. Ingen må berøves friheden undtagen i følgende tilfælde og i overensstemmelse med den ved lov foreskrevne fremgangsmåde: a) lovlig frihedsberøvelse af en person efter domfældelse af en kompetent domstol; b) lovlig anholdelse eller anden frihedsberøvelse af en person for ikke at efterkomme en domstols lovlige påbud eller for at sikre opfyldelsen af en ved lov foreskrevet forpligtelse; c) lovlig anholdelse eller anden frihedsberøvelse af en person med det formål at stille ham for den kompetente retlige myndighed, når der er begrundet mistanke om, at han har begået en forbrydelse, eller rimelig grund til at anse det for nødvendigt at hindre ham i at begå en forbrydelse eller i at flygte efter at have begået en sådan; d) frihedsberøvelse af en mindreårig ifølge lovlig afgørelse med det formål at føre tilsyn med hans opdragelse eller lovlig frihedsberøvelse for at stille ham for den kompetente retlige myndighed; e) lovlig frihedsberøvelse af personer for at hindre spredning af smitsomme sygdomme, af personer, der er sindssyge, alkoholikere, narkomaner eller vagabonder; f) lovlig anholdelse eller anden frihedsberøvelse af en person for at hindre ham i uretmæssigt at trænge ind i landet eller af en person, mod hvem der tages skridt til udvisning eller udlevering.

Af Mette Mau Carstensen

Side 59 af 75

Skriftlig emneprøve

Demokratiet & Grundloven

Stk. 2. Enhver, der anholdes, skal snarest muligt og på et sprog, som han forstår, underrettes om grundene til anholdelsen og om enhver sigtelse mod ham.

Stk. 3. Enhver, der anholdes eller frihedsberøves i henhold til bestemmelserne i denne artikels stk. 1, litra c, skal ufortøvet stilles for en dommer eller anden øvrighedsperson, der ved lov er bemyndiget til at udøve domsmyndighed, og skal være berettiget til at få sin sag pådømt inden for en rimelig frist, eller til at blive løsladt i afventning af rettergangen. Løsladelsen kan gøres betinget af sikkerhed for, at den pågældende giver møde under rettergangen.

Stk. 4. Enhver, der berøves friheden ved anholdelse eller anden tilbageholdelse, har ret til at indbringe sagen for en domstol, for at denne hurtigt kan træffe afgørelse om lovligheden af frihedsberøvelsen, og beordre ham løsladt, hvis frihedsberøvelsen ikke er lovlig.

Stk. 5. Enhver, der har været anholdt eller frihedsberøvet i strid med bestemmelserne i denne artikel, skal have ret til erstatning.

Artikel 6 Ret til retfærdig rettergang

Stk. 1. Enhver har ret til en retfærdig og offentlig rettergang inden en rimelig frist for en uafhængig og upartisk domstol, der er oprettet ved lov, når der skal træffes afgørelse enten i en strid om hans borgerlige rettigheder og forpligtelser eller angående en mod ham rettet anklage for en forbrydelse. Dommen skal afsiges i et offentligt møde, men pressen og offentligheden kan udelukkes helt eller delvis fra retsforhandlingerne af hensyn til sædeligheden, den offentlige orden eller den nationale sikkerhed i et demokratisk samfund, når det kræves af hensynet til mindreårige eller til beskyttelse af parternes privatliv, eller under særlige omstændigheder i det efter rettens mening strengt nødvendige omfang, når offentlighed ville skade retfærdighedens interesser.

Stk. 2. Enhver, der anklages for en lovovertrædelse, skal anses for uskyldig, indtil hans skyld er bevist i overensstemmelse med loven.

Stk. 3. Enhver, der er anklaget for en lovovertrædelse, skal mindst have ret til følgende: a) at blive underrettet snarest muligt, udførligt og på et sprog, som han forstår, om indholdet af og årsagen til den sigtelse, der er rejst mod ham; b) at få tilstrækkelig tid og lejlighed til at forberede sit forsvar;

Af Mette Mau Carstensen

Side 60 af 75

Skriftlig emneprøve

Demokratiet & Grundloven

c) at forsvare sig personligt eller ved bistand af en forsvarer, som han selv har valgt, og, hvis han ikke har tilstrækkelige midler til at betale for juridisk bistand, at modtage den uden betaling, når dette kræves i retfærdighedens interesse; d) at afhøre eller lade afhøre imod ham førte vidner og at få vidner for ham tilsagt og afhørt på samme betingelser som vidner, der føres imod ham; e) at få vederlagsfri bistand af en tolk, hvis han ikke forstår eller taler det sprog, der anvendes i retten.

Artikel 7 Ingen straf uden retsregel

Stk. 1. Ingen kan kendes skyldig i et strafbart forhold på grund af en handling eller undladelse, der ikke udgjorde en forbrydelse efter national eller international ret på det tidspunkt, da den blev begået. Der kan heller ikke pålægges en strengere straf end den, der var anvendelig på det tidspunkt, da lovovertrædelsen blev begået.

Stk. 2. Denne artikel er ikke til hinder for, at en person domfældes og straffes for en handling eller undladelse, der på det tidspunkt, da den blev begået, var en forbrydelse ifølge de af civiliserede nationer anerkendte almindelige retsprincipper.

Artikel 8 Ret til respekt for privatliv og familieliv

Stk. 1. Enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance.

Stk. 2. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder.

Artikel 9 Ret til at tænke frit og til samvittigheds- og religionsfrihed

Stk. 1. Enhver har ret til at tænke frit og til samvittigheds- og religionsfrihed; denne ret omfatter frihed til at skifte religion eller tro samt frihed til enten alene eller sammen med andre, offentligt eller privat at udøve sin religion eller tro gennem gudstjeneste, undervisning, andagt og overholdelse af religiøse skikke.

Stk. 2. Frihed til at udøve sin religion eller tro skal kun kunne underkastes sådanne

Af Mette Mau Carstensen

Side 61 af 75

Skriftlig emneprøve

Demokratiet & Grundloven

begrænsninger, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den offentlige tryghed, for at beskytte den offentlige orden, sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder.

Artikel 10 Ytringsfrihed

Stk. 1. Enhver har ret til ytringsfrihed. Denne ret omfatter meningsfrihed og frihed til at modtage eller meddele oplysninger eller tanker, uden indblanding fra offentlig myndighed og uden hensyn til landegrænser. Denne artikel forhindrer ikke stater i at kræve, at radio-, fjernsyns- eller filmforetagender kun må drives i henhold til bevilling.

Stk. 2. Da udøvelsen af disse frihedsrettigheder medfører pligter og ansvar, kan den underkastes sådanne formaliteter, betingelser, restriktioner eller straffebestemmelser, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, territorial integritet eller offentlig tryghed, for at forebygge uorden eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden, for at beskytte andres gode navn og rygte eller rettigheder, for at forhindre udspredelse af fortrolige oplysninger, eller for at sikre domsmagtens autoritet og upartiskhed.

Artikel 11 Forsamlings- og foreningsfrihed

Stk. 1. Enhver har ret til frit at deltage i fredelige forsamlinger og til foreningsfrihed, herunder ret til at oprette og slutte sig til fagforeninger for at beskytte sine interesser.

Stk. 2. Der må ikke gøres andre indskrænkninger i udøvelsen af disse rettigheder end sådanne, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed eller den offentlige tryghed, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder. Denne artikel skal ikke forhindre, at der pålægges medlemmer af de væbnede styrker, politiet eller statsadministrationen lovlige begrænsninger i udøvelsen af disse rettigheder.

Artikel 12 Ret til at indgå ægteskab Giftefærdige mænd og kvinder har ret til at indgå ægteskab og stifte familie i overensstemmelse med de nationale love om udøvelsen af denne ret.

Af Mette Mau Carstensen

Side 62 af 75

Skriftlig emneprøve

Demokratiet & Grundloven

Artikel 13 Adgang til effektive retsmidler Enhver, hvis rettigheder og friheder efter denne konvention er blevet krænket, skal have adgang til effektive retsmidler herimod for en national myndighed, uanset om krænkelsen er begået af personer, der handler i embeds medfør.

Artikel 14 Forbud mod diskriminering Nydelsen af de i denne konvention anerkendte rettigheder og friheder skal sikres uden forskel på grund af køn, race, farve, sprog, religion, politisk eller anden overbevisning, national eller social oprindelse, tilhørsforhold til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel eller ethvert andet forhold.

Artikel 15 Fravigelse af forpligtelser under offentlige faretilstande

Stk. 1. Under krig eller anden offentlig faretilstand, der truer nationens eksistens, kan en høj kontraherende part træffe forholdsregler, der fraviger dens forpligtelser ifølge denne konvention, i det omfang det er strengt påkrævet af situationen, og forudsat at sådanne forholdsregler ikke er uforenelige med dens andre forpligtelser ifølge folkeretten.

Stk. 2. Der kan ikke med hjemmel i denne bestemmelse gøres afvigelse fra artikel 2, undtagen ved død som følge af lovlige krigshandlinger, eller fra artiklerne 3, 4, stk. 1, og 7.

Stk. 3. Enhver stat, som benytter sig af denne ret til fravigelse, skal holde Europarådets generalsekretær fuldt underrettet om de forholdsregler, som den har taget, og om grundene dertil. Den skal også underrette Europarådets generalsekretær, når sådanne forholdsregler er ophørt at virke, og konventionens bestemmelser igen er fuldt ud i kraft.

Artikel 16 Indskrænkninger i udlændinges politiske virke Intet i artiklerne 10, 11 og 14 må anses for at være til hinder for, at de høje kontraherende parter fastsætter indskrænkninger i udlændinges politiske virksomhed.

Af Mette Mau Carstensen

Side 63 af 75

Skriftlig emneprøve

Demokratiet & Grundloven

Artikel 17 Forbud mod misbrug af rettigheder Intet i denne konvention må fortolkes, som om den medførte ret for nogen stat, gruppe eller person til at indlade sig på nogen virksomhed eller udføre nogen handling, der tilsigter at tilintetgøre nogen af de heri nævnte rettigheder og friheder, eller at begrænse dem i videre omfang, end der er hjemmel for i konventionen.

Artikel 18 Begrænsninger i brug af indskrænkninger i rettigheder De indskrænkninger, som er tilladt efter denne konvention i de her nævnte rettigheder og friheder, må ikke anvendes i nogen anden hensigt end den, som de er foreskrevet for.

AFSNIT II Den europæiske Menneskerettighedsdomstol Artikel 19 Oprettelse af Domstolen For at sikre opfyldelsen af de forpligtelser, de høje kontraherende parter har påtaget sig ved denne konvention og de dertil knyttede protokoller, skal der oprettes en Menneskerettighedsdomstol i det følgende benævnt »Domstolen«. Den skal fungere på permanent basis.

Artikel 20 Dommernes antal Domstolen skal bestå af et antal dommere, der svarer til antallet af de høje kontraherende parter.

Artikel 21 Kriterier for valg til dommer

Stk. 1. Dommerne skal nyde den højeste moralske anseelse og må enten besidde de kvalifikationer, der kræves for udnævnelse til høje juridiske embeder, eller være retskyndige af anerkendt sagkundskab.

Stk. 2. Dommerne har sæde i Domstolen som individuelle personer.

Stk. 3. Under deres embedsperiode må dommerne ikke påtage sig noget hverv, som er uforeneligt med deres uafhængighed og upartiskhed eller med kravene til et

Af Mette Mau Carstensen

Side 64 af 75

Skriftlig emneprøve

Demokratiet & Grundloven

fuldtidsembede. Alle spørgsmål, der udspringer af anvendelsen af denne bestemmelse, afgøres af Domstolen.

Artikel 22 Valg af dommere

Stk. 1. Dommerne vælges af Den parlamentariske Forsamling med hensyn til hver af de høje kontraherende parter ved flertal på grundlag af en liste over tre kandidater, der er opstillet af den høje kontraherende part.

Stk. 2. Samme fremgangsmåde følges ved supplering af Domstolen ved tiltrædelse af nye høje kontraherende parter og ved besættelse af pladser, der måtte blive ledige.

Artikel 23 Embedsperiode

Stk. 1. Dommerne vælges for et tidsrum af 6 år. De kan genvælges. For halvdelen af de dommere, der vælges ved første valg, ophører embedsperioden dog efter 3 år.

Stk. 2. De dommere, hvis embedsperiode ophører efter udløbet af begyndelsesperioden på 3 år, vælges ved lodtrækning, der foretages af Europarådets generalsekretær umiddelbart efter, at de er blevet valgt.

Stk. 3. For i videst muligt omfang at sikre, at embedsperioden for halvdelen af dommerne fornys hvert tredje år, kan Den parlamentariske Forsamling før et forestående valg bestemme, at embedsperioden for en eller flere af dommerne, som skal vælges, skal være en anden end 6 år, dog ikke over 9 år og ikke under 3 år.

Stk. 4. Når det drejer sig om embedsperioden for mere end en dommer, og Den parlamentariske Forsamling anvender bestemmelsen i foregående stykke, skal Europarådets generalsekretær umiddelbart efter valget fordele de enkelte embedsperioder ved lodtrækning.

Stk. 5. En dommer, der vælges i stedet for en dommer, hvis embedsperiode ikke er udløbet, skal beklæde embedet for den resterende del af forgængerens embedsperiode.

Stk. 6. Dommernes embedsperioder udløber, når de fylder 70 år.

Stk. 7. Dommerne skal beklæde embedet, indtil andre er valgt i deres sted. De skal imidlertid fortsætte med at behandle sager, som de allerede har påbegyndt.

Af Mette Mau Carstensen

Side 65 af 75

Skriftlig emneprøve

Demokratiet & Grundloven

Artikel 24 Afskedigelse En dommer kan ikke afskediges fra sit embede, medmindre de øvrige dommere med et flertal på to tredjedele beslutter, at han ikke mere opfylder de krævede betingelser.

Artikel 25 Justitskontor og juridiske sekretærer Domstolen har et justitskontor, hvis funktioner og organisation bestemmes i Domstolens regler. Domstolen bistås af juridiske sekretærer.

Artikel 26 Domstolen i plenum Domstolen i plenum a) vælger sin præsident og en eller to vicepræsidenter for et tidsrum af 3 år. De kan genvælges; b) opretter kamre, der fungerer for en bestemt periode; c) vælger præsidenterne for Domstolens kamre. Disse kan genvælges; d) vedtager Domstolens regler; og e) vælger en justitssekretær og en eller flere vicejustitssekretærer.

Artikel 27 Komitéer, kamre og Storkammeret

Stk. 1. Ved behandling af sager, der forelægges Domstolen, nedsætter Domstolen sig i komitéer på 3 dommere, i kamre på 7 dommere, og i et Storkammer på 17 dommere. Domstolens kamre nedsætter komitéer, der fungerer for en bestemt periode.

Stk. 2. Der skal som ex officio medlem af kammeret og Storkammeret sidde den dommer, der er valgt for den stat, der er part i sagen, og hvis der ikke er en sådan dommer, eller han er ude af stand til at sidde som medlem, vælger vedkommende stat en person, der fungerer som dommer.

Stk. 3. Storkammeret omfatter også Domstolens præsident, vicepræsidenter, præsidenterne for kamrene og andre dommere, der er valgt ifølge Domstolens regler. Når en sag appelleres til Storkammeret i medfør af artikel 43, kan ingen dommer fra det kammer, der afsagde dommen, have sæde i Storkammeret, med

Af Mette Mau Carstensen

Side 66 af 75

Skriftlig emneprøve

Demokratiet & Grundloven

undtagelse af præsidenten for kammeret og den dommer, der har haft sæde for den stat, der er part i sagen.

Artikel 28 Komitéers afvisning af klager En komité kan ved enstemmighed beslutte at afvise en klage eller slette en klage fra listen over anmeldte klager, som er indbragt i medfør af artikel 34, hvis en sådan beslutning kan træffes uden yderligere behandling. En sådan beslutning er endelig.

Artikel 29 Kamres beslutninger om klagers antagelse til behandling og stillingtagen til klagens grundlag

Stk. 1. Hvis der ikke tages beslutning i medfør af artikel 28, tager et kammer beslutning om, hvorvidt individuelle klager, der indbringes i henhold til artikel 34, skal antages til behandling og tager stilling til klagens grundlag.

Stk. 2. Et kammer tager beslutning om, hvorvidt mellemstatslige klager, der indbringes i henhold til artikel 33, skal antages til behandling, og tager stilling til klagens grundlag.

Stk. 3. Beslutningen om sagens antagelse til behandling tages separat, medmindre Domstolen i særlige tilfælde træffer anden beslutning.

Artikel 30 Afgivelse af jurisdiktion til Storkammeret Hvis der i en sag, der verserer i et kammer, opstår et væsentligt spørgsmål, der berører fortolkningen af konventionen eller de dertil knyttede protokoller, eller hvis løsningen af et spørgsmål i kammeret kan få et resultat, der er uforeneligt med en dom, der tidligere er afsagt af Domstolen, kan kammeret på ethvert tidspunkt, før den afsiger sin dom, afgive sin jurisdiktion til Storkammeret, medmindre en af sagens parter rejser indsigelse herimod.

Artikel 31 Storkammerets beføjelser Storkammeret a) afgør klager, der indgives enten i medfør af artikel 33 eller artikel 34, når et kammer har afgivet sin jurisdiktion i medfør af artikel 30, eller hvis sagen er blevet henvist til det i medfør af artikel 43, og

Af Mette Mau Carstensen

Side 67 af 75

Skriftlig emneprøve

Demokratiet & Grundloven

b) behandler anmodninger om rådgivende udtalelser, der er forelagt i medfør af artikel 47.

Artikel 32 Domstolens kompetence

Stk. 1. Domstolens kompetence udstrækker sig til alle sager vedrørende fortolkningen og anvendelsen af denne konvention og de dertil knyttede protokoller, som indbringes for den i medfør af artikel 33, 34 og 47.

Stk. 2. Domstolen afgør selv tvistigheder med hensyn til sin kompetence.

Artikel 33 Mellemstatslige sager Enhver af de høje kontraherende parter kan indbringe ethvert påstået brud på konventionens og de dertil knyttede protokollers bestemmelser foretaget af en anden høj kontraherende part.

Artikel 34 Individuelle klager Domstolen kan modtage klager fra enhver person, enhver ikke-statslig organisation eller gruppe af enkeltpersoner, der hævder at være blevet krænket af en af de høje kontraherende parter i de rettigheder, der er anerkendt ved denne konvention eller de dertil knyttede protokoller. De høje kontraherende parter forpligter sig til ikke på nogen måde at lægge hindringer i vejen for den effektive udøvelse af denne ret.

Artikel 35 Kriterier for antagelse til behandling i realiteten

Stk. 1. Domstolen må kun optage sagen til behandling, når alle nationale retsmidler er blevet udtømt i overensstemmelse med de af folkeretten almindeligt anerkendte regler, og inden for et tidsrum af 6 måneder fra den dato, den endelige afgørelse blev truffet.

Stk. 2. Domstolen må ikke behandle nogen individuel klage efter artikel 34, som a) er anonym, eller b) i det væsentlige er identisk med en sag, der allerede er blevet undersøgt af Domstolen eller allerede har været underkastet anden form for international undersøgelse eller afgørelse, og som ikke indeholder nye oplysninger af betydning.

Stk. 3. Domstolen skal afvise en klage, der forelægges den i henhold til artikel 34, når den anser den for uforenelig med bestemmelserne i nærværende konvention

Af Mette Mau Carstensen

Side 68 af 75

Skriftlig emneprøve

Demokratiet & Grundloven

eller de dertil knyttede protokoller, for åbenbart ugrundet eller for at være misbrug af klageadgangen.

Stk. 4. Domstolen skal afvise enhver klage, som den anser for uforenelig med denne artikel. Den kan gøre dette på ethvert trin i proceduren.

Artikel 36 Tredjeparts intervention

Stk. 1. I alle sager, der er forelagt et kammer eller Storkammeret, har en høj kontraherende part, som har en af sine statsborgere som klager, ret til at afgive skriftlige bemærkninger og til at deltage i høringer.

Stk. 2. Domstolens præsident kan, af hensyn til en retfærdig rettergang, opfordre enhver høj kontraherende part, som ikke er part i sagen, eller enhver impliceret person, som ikke er klageren, til at afgive skriftlige bemærkninger eller til at deltage i høringer.

Artikel 37 Sletning af klager fra listen

Stk. 1. Domstolen kan på ethvert tidspunkt i sagsbehandlingen beslutte at slette en klage af sagslisten, såfremt det på baggrund af omstændighederne findes, at a) klageren ikke har til hensigt at forfølge sin klage, eller b) sagen er blevet løst, eller c) det i øvrigt efter Domstolens opfattelse ikke længere er begrundet at fortsætte behandlingen af klagen.

Domstolen skal dog fortsætte behandlingen af en klage, hvis respekten for menneskerettighederne som defineret i konventionen og de dertil knyttede protokoller tilsiger det.

Stk. 2. Domstolen kan beslutte at genoptage en klage på sin sagsliste, hvis den mener, at omstændighederne berettiger en sådan fremgangsmåde.

Artikel 38 Behandling af sagen og proceduren ved forlig

Stk. 1. Hvis Domstolen antager en sag til realitetsbehandling, skal den a) fortsætte behandlingen af klagen sammen med parternes repræsentanter og om nødvendigt foranstalte en undersøgelse, til hvis effektive gennemførelse vedkommende stater skal stille alle nødvendige midler til rådighed,

Af Mette Mau Carstensen

Side 69 af 75

Skriftlig emneprøve

Demokratiet & Grundloven

b) stille sig til rådighed for vedkommende parter med det formål at opnå et forlig på grundlag af respekt for menneskerettighederne som defineret i konventionen og de dertil knyttede protokoller.

Stk. 2. Proceduren i henhold til stykke 1.b er fortrolig.

Artikel 39 Opnåelse af forlig Hvis der opnås et forlig, skal Domstolen slette sagen af sin sagsliste ved en afgørelse, som indskrænker sig til en kort konstatering af kendsgerningerne og den løsning, der er opnået.

Artikel 40 Offentlige høringer og adgang til dokumenter

Stk. 1. Høringer er offentlige, medmindre Domstolen i særlige tilfælde bestemmer andet.

Stk. 2. Dokumenter, der deponeres hos justitssekretæren, skal være tilgængelige for offentligheden, medmindre Domstolens præsident træffer anden beslutning.

Artikel 41 Passende erstatning Hvis Domstolen finder, at der er sket en krænkelse af konventionen eller de dertil knyttede protokoller, og hvis vedkommende høje kontraherende parts interne ret kun tillader delvis skadesløsholdelse, skal Domstolen om nødvendigt tilkende den forurettede part passende erstatning.

Artikel 42 Domme afsagt af kamre Domme afsagt af kamre bliver endelige i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 44, stk. 2.

Artikel 43 Henvisning til Storkammeret

Stk. 1. Indenfor en periode på 3 måneder fra datoen for den dom, der er afsagt af et kammer, kan enhver part i sagen undtagelsesvis anmode om, at sagen henvises til Storkammeret.

Stk. 2. Et udvalg på 5 af Storkammerets dommere skal godkende anmodningen, hvis sagen rejser et væsentligt spørgsmål, der berører fortolkningen eller anvendelsen af konventionen eller de dertil knyttede protokoller, eller et væsentligt

Af Mette Mau Carstensen

Side 70 af 75

Skriftlig emneprøve

Demokratiet & Grundloven

emne af generel vigtighed.

Stk. 3. Hvis udvalget godkender anmodningen, skal Storkammeret afgøre sagen ved afsigelse af en dom.

Artikel 44 Endelige domme

Stk. 1. En dom afsagt af Storkammeret er endelig.

Stk. 2. En dom afsagt af et kammer bliver endelig a) hvis parterne erklærer, at de ikke vil anmode om, at sagen henvises til Storkammeret, eller b) 3 måneder efter datoen for dommen, hvis der ikke er anmodet om henvisning af sagen til Storkammeret, eller c) hvis Storkammerets udvalg afviser anmodningen om henvisning i henhold til artikel 43.

Stk. 3. Den endelige dom skal offentliggøres.

Artikel 45 Begrundelser for domme og afgørelser

Stk. 1. Både domme og afgørelser, om hvorvidt klager kan antages til behandling eller ej, skal ledsages af grunde.

Stk. 2. Hvis en dom helt eller delvis ikke giver udtryk for dommernes enstemmige mening, er enhver dommer berettiget til at afgive særskilt votum.

Artikel 46 Dommes bindende kraft og fuldbyrdelse

Stk. 1. De høje kontraherende parter forpligter sig til at rette sig efter Domstolens endelige afgørelse i enhver sag, som de er parter i.

Stk. 2. Domstolens endelige afgørelse oversendes til Ministerkomitéen, der skal overvåge dens fuldbyrdelse.

Artikel 47 Rådgivende udtalelser

Stk. 1. På Ministerkomitéens anmodning kan Domstolen afgive rådgivende udtalelser om juridiske spørgsmål vedrørende fortolkningen af konventionen og de til denne knyttede protokoller.

Stk. 2. Sådanne udtalelser kan ikke vedrøre noget spørgsmål om indholdet eller rækkevidden af de rettigheder og friheder, som fastsættes i konventionens afsnit I

Af Mette Mau Carstensen

Side 71 af 75

Skriftlig emneprøve

Demokratiet & Grundloven

og i de til konventionen knyttede protokoller, og heller ikke andre spørgsmål, som Domstolen eller Ministerkomitéen måtte skulle tage stilling til som følge af et i henhold til konventionen iværksat retsskridt.

Stk. 3. Ministerkomitéens beslutning om at anmode Domstolen om en rådgivende udtalelse kræver et flertal af de repræsentanter, som har ret til at sidde i komitéen.

Artikel 48 Domstolens rådgivende kompetence Domstolen afgør, om en anmodning fra Ministerkomitéen om en rådgivende udtalelse falder ind under dens kompetence, således som denne er fastlagt i artikel 47.

Artikel 49 Begrundelse for rådgivende udtalelser

Stk. 1. Domstolens rådgivende udtalelser skal ledsages af grunde.

Stk. 2. Såfremt den rådgivende udtalelse helt eller delvis ikke giver udtryk for dommernes enstemmige mening, er enhver af dommerne berettiget til at afgive særskilt votum.

Stk. 3. Domstolens rådgivende udtalelser oversendes til Ministerkomitéen.

Artikel 50 Domstolens udgifter Udgifterne til Domstolen udredes af Europarådet.

Artikel 51 Dommernes privilegier og immuniteter Dommerne har under udøvelsen af deres hverv ret til de privilegier og immuniteter, der omhandles i artikel 40 i Europarådets statut og i de overenskomster, der er indgået i henhold hertil.

AFSNIT III Forskellige bestemmelser Artikel 52 Anmodning om oplysninger fra generalsekretæren På anmodning af Europarådets generalsekretær skal enhver af de høje kontraherende parter give nærmere oplysning om, hvorledes den pågældende stats

Af Mette Mau Carstensen

Side 72 af 75

Skriftlig emneprøve

Demokratiet & Grundloven

interne lovgivning sikrer den effektive gennemførelse af bestemmelserne i denne konvention.

Artikel 53 Sikring af eksisterende menneskerettigheder Ingen bestemmelse i denne konvention må fortolkes som en begrænsning i eller afvigelse fra nogen af de menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, som måtte være tilsikret i henhold til en høj kontraherende parts lovgivning eller i henhold til anden overenskomst, den er part i.

Artikel 54 Ministerkomitéens beføjelser Ingen bestemmelse i denne konvention skal begrænse de beføjelser, der er tillagt Ministerkomitéen ved Europarådets statut.

Artikel 55 Udelukkelse af andre midler til afgørelse af tvister Bortset fra særlig aftale giver de høje kontraherende parter afkald på at påberåbe sig traktater, overenskomster eller deklarationer, der består mellem dem, til i form af en klage at forelægge en tvist om fortolkning eller anvendelse af denne konvention til afgørelse på anden måde end fastsat i denne konvention.

Artikel 56 Anvendelsesområder

Stk. 1. Enhver stat kan ved sin ratifikation eller når som helst derefter ved en notifikation til Europarådets generalsekretær erklære, at denne konvention skal, under forbehold af denne artikels stk. 4, udstrækkes til alle eller nogle af de områder, for hvis internationale forbindelser den er ansvarlig.

Stk. 2. Konventionen skal udstrækkes til det område eller de områder, der nævnes i notifikationen, fra den 30. dag efter, at Europarådets generalsekretær har modtaget denne notifikation.

Stk. 3. Bestemmelserne i denne konvention skal imidlertid i sådanne områder anvendes med skyldig hensyntagen til de stedlige vilkår.

Stk. 4. Enhver stat, der har afgivet en erklæring i overensstemmelse med denne artikels stk. 1, kan når som helst derefter på et eller flere af de områders vegne, som notifikationen omfatter, erklære, at den anerkender Domstolens kompetence til at

Af Mette Mau Carstensen

Side 73 af 75

Skriftlig emneprøve

Demokratiet & Grundloven

modtage klager fra personer, ikke-statslige organisationer eller grupper af enkeltpersoner som fastsat i konventionens artikel 34.

Artikel 57 Forbehold

Stk. 1. Enhver stat kan ved undertegnelsen af denne konvention eller ved deponeringen af ratifikationsinstrumentet tage forbehold med hensyn til enhver særskilt bestemmelse i konventionen, i det omfang en lov, som på det tidspunkt er i kraft på dens område, ikke er i overensstemmelse med bestemmelsen. Forbehold af generel karakter er ikke tilladt i henhold til denne artikel.

Stk. 2. Ethvert forbehold, der tages i henhold til denne artikel, skal indeholde en kort redegørelse for den pågældende lov.

Artikel 58 Opsigelse

Stk. 1. En høj kontraherende part kan ikke opsige denne konvention før udløbet af 5 år fra den dato, da den trådte i kraft for dens vedkommende, og efter et varsel på 6 måneder, der meddeles Europarådets generalsekretær, der skal underrette de andre høje kontraherende parter.

Stk. 2. En sådan opsigelse har ikke til virkning, at den pågældende høje kontraherende part frigøres fra sine forpligtelser ifølge denne konvention med hensyn til nogen handling, som kan udgøre en overtrædelse af denne konvention, og som er udført før den dato, da opsigelsen fik virkning.

Stk. 3. På samme vilkår skal enhver høj kontraherende part, der ophører med at være medlem af Europarådet, ophøre med at være part i denne konvention.

Stk. 4. Under iagttagelse af bestemmelserne i stk. 1-3 kan konventionen opsiges med hensyn til ethvert område, for hvilket den i medfør af artikel 56 er blevet erklæret anvendelig.

Artikel 59 Undertegnelse og ratifikation

Stk. 1. Denne konvention er åben for undertegnelse af Europarådets medlemmer.

Den skal ratificeres. Ratifikationsinstrumenterne deponeres hos Europarådets generalsekretær.

Stk. 2. Denne konvention træder i kraft, når ti ratifikationsinstrumenter er blevet deponeret.

Af Mette Mau Carstensen

Side 74 af 75

Skriftlig emneprøve

Demokratiet & Grundloven

Stk. 3. For så vidt angår en signatarmagt, der senere ratificerer konventionen, træder denne i kraft den dag, ratifikationsinstrumentet deponeres.

Stk. 4. Europarådets generalsekretær skal give alle medlemmerne af Europarådet meddelelse om konventionens ikrafttræden, om navnene på de høje kontraherende parter, der har ratificeret den, og om deponering af alle ratifikationsinstrumenter, som senere foretages.

Af Mette Mau Carstensen

Side 75 af 75