Praktikrapport

Praktikrapport For

IKK-stud. Mette Mau

Praktiksted: Center for Kunst & Videnskab, Syddansk Universitet Odense Praktikperiode: 1.8.2007 – 31.1.2008 Praktikvejleder: Erling Davidsen

Indholdsfortegnelse Center for Kunst og Videnskab s. 3 Indledning s. 4 Praktikopholdet s. 5 Lederskabsteater s. 7 NANO s. 9 Forskningsformidling s. 13 Bilag: Kopi af kontrakt.

Kopi af udtalelse.

Materiale fra de forskellige produktioner.

Billedet pü forsiden er fra forestillingen: �Det Skabende Menneske�

2

Center for Kunst og Videnskab Center for Kunst og Videnskab (CKV) er et eksploratorium for nye udtryks- og formidlingsformer. CKV formidler forskning og skaber ny kunst, og det er centrets mål at styrke en åben og demokratisk dialog mellem forskerverdenen og offentligheden. Centret er det eneste af sin art i Danmark. På CKV arbejder kunstnere sammen med forskere om at skabe innovative formidlingsplatforme, unikke oplevelser og udfordrende kunstværker baseret på videnskabelige erkendelser og forskningsresultater. Offentligheden kan jævnligt opleve resultaterne af disse samarbejder i form af videnskabsteater, installationer, film, koncerter og debatarrangementer.

I centrets formidlings- og kunstproduktioner kombineres det bedste fra kunstens og videnskabens verden, og målet er hver gang at skabe erkendelse og indsigt gennem oplevelser.

CKV løser en lang række opgaver for virksomheder og institutioner f.eks.: kommunikations- og lederkurser, event – og konferencedesign samt udvikling af læremidler og formidlingskoncepter.

CKV er finansieret af Syddansk Universitet og Odense Kommune. CKV er beliggende på Syddansk Universitet i Odense, og består pt. af 7 medarbejdere.

Se i øvrigt centrets hjemmeside for yderligere: http://www.sdu.dk/kunstogvidenskab

Hvad er videnskabsteater?

Grundkonceptet for CKV’s videnskabsteaterforestillinger er, at det er teater, der bygger på forskningsresultater og videnskabelige erkendelser, og i modsætning til det traditionelle teater er det forskerne selv, der står på scenen.

Videnskabsteater er en dynamisk genre; en genre i konstant udvikling og bevægelse, og den kan fortolkes på mange måder. På CKV arbejdes der på at udvikle genren hen imod det, man kan kalde et autentisk teater.

For at forstå genren må man opgive vante forestillinger om, hvad teater er og bør være. Det særlige ved CKV’s fortolkning af genren er, at det er mennesker fra den virkelige verden – forskere, kunstnere, erhvervsfolk og andre – der medvirker. Det giver mulighed for udviklingen af en helt ny måde at iagttage og fortolke samtiden på. En måde der formidler både viden, følelser og oplevelser.

CKV’s videnskabsteater er derfor på en og samme tid teater og videnformidling – både kunst og videnskab. Og ligesom formidlingsaktiviteten forandres, når man bruger teatret til at formidle videnskab, er det CKV’s overbevisning, at centret medvirker til at udvide teaterbegrebet, når virkelighedens aktører kommer på scenen.

3

Indledning Jeg var i perioden august 2007 til januar 2008 ansat på fuld tid som praktikant på CKV. Praktikken var sidste del af mit sidefag; Innovation, Kognition og Kulturel Betydning (IKK).

Jeg modtog efterfølgende fast ansættelse hos CKV som studentermedhjælp, et job jeg nu har varetaget i snart halvandet år.

Målet med mit praktikophold var at bringe den teoretiske viden og de analytiske færdigheder, som jeg har opnået igennem mine studier på IKK, i spil på en konkret arbejdsplads.

Praktikopholdet hos CKV var særdeles oplevelsesrigt, og jeg kan med glæde konstatere, at CKV stadig er en yderst spændende arbejdsplads at være på.

Jeg vil i det følgende rapportere om mine opgaver og mit forløb som praktikant hos CKV.

4

Praktikopholdet

Forløb og opgaver

CKV havde i perioden august 2007 til januar 2008 flg. produktioner: • September 2007: Teaterforestillingen: ”Det Skabende Menneske”.

• Oktober 2007: Fernisering af ”Det Talende Bord”.

• November 2007: Teaterforestillingen: NANO. • December 2007: Opstart af koncerten: ”Soundmapping the Genes”.

Koncertrækken blev afholdt i maj 2008.

Ydermere blev konceptet ”Lederskabsteater” sat i værk som en særlig praktikantopgave.

Det Skabende Menneske Er vi født kreative? Og for hvis skyld skal vi være kreative og innovative? For statens eller samfundets? For vores egen? Og hvad er kreativitet egentlig?

Disse og mange andre spørgsmål tages under kærlig og kritisk behandling i forestillingen ”Det Skabende Menneske”.

På scenen står filosof Ole Fogh Kirkeby, musiker og komponist Jens Schou, områdedirektør og erhvervsforsker Anette Broløs, ingeniør og opfinder Christoffer Dupont og studerende Pernille Broløs.

Forestillingen følger disse fem menneskers personlige møde med innovative og kreative processer - med idé- og forretningsskabelse. Gennem en række poetiske og humoristiske scener og musikalske indslag indfanger ”Det Skabende Menneske” det flygtige, det spontane, det lystbetonede, det destruktive, det magtafhængige og det skønne i det øjeblik, hvor ideer fødes og gøres til virkelighed.

Bent Nørgaard har instrueret, og forestillingen har scenografi af Raphael Solholm og musik af Hans Sydow og Jens Schou.

Det Talende Bord "Det Talende Bord" er et cafebord med indbygget fladskærm, højtaler og hovedtelefon i bordpladen. Bordet er resultatet af et samarbejde mellem videokunstner Tine Oksbjerg, professor dr. med. Moustapha Kassem, lektor Lars Erslev Andersen og journalist Simi Jan. "Det Talende Bord" undersøger begrebet ”fundamentalisme” fra både kunstneriske og videnskabelige vinkler: Via bordets hovedtelefoner kan man lytte til en båndet samtale mellem Moustapha Kassem og Lars Erslev Andersen om fundamentalisme. De taler om deres første personlige møde med religiøs fundamentalisme i hhv. Egypten og Danmark. Hvad skaber fundamentalisme, og hvorfor ender nogle mennesker, trods en helt almindelig opvækst og uddannelse, som fundamentalister?

Samtalen er tilrettelagt af journalist Simi Jan. Samtidig med at man lytter til denne samtale kan man i bordets indbyggede fladskærm opleve videokunstner Tine Oksbjergs kunstneriske refleksion over samtalens indhold.

5

Tine Oksbjergs video tager udgangspunkt i brydesporten og bruger den som metafor for en kamp mellem religionerne og ideologierne. Brydningen er en konstant kamp for at undgå undertrykkelse, for kampen afgøres netop i det øjeblik, hvor en bryder får skuldrene i gulvet. Brydekampens grundessens er reaktion versus modreaktion, nøjagtig som i ideologiernes og religionernes kamp.

NANO Nanovidenskab og nanoteknologi er lige nu to af de ”hotteste” forskningsområder og betragtes af mange som porten til en helt ny verden af muligheder.

Muligheder, vi endnu ikke kender konsekvenserne af. CKV’s forestilling NANO giver publikum chancen for at blive bekendt med verdens mindste byggesten og idégrundlaget for nanoforskningen.

CKV har skabt et rum, som på mange måder minder om et laboratorium.

Rummet er forsynet med storskærme, kolber, væsker og nanopartikler.

Forestillingen veksler mellem kemiske arbejdsdemonstrationer, stemningsskabende musik og livlig debat på storskærme mellem eksperter.

NANO opfordrer publikum til at tage stilling til forskningen, og to underholdende værter vil inddrage publikums betragtninger og spørgsmål i debatten!

Forestillingen giver svar på en række spørgsmål og rejser mindst ligeså mange: Hvordan forholder vi os til nanoteknologien? Skal vi lade som om, den ikke er der? Er nanoteknologi skadeligt for natur og mennesker? Og hvad er fremtidsperspektiverne?

NANO udspilles i et scenisk univers skabt af instruktør Lars Romann Engel.

De medvirkende forskere er professor Christine McKenzie og postdoc Allan K. Poulsen fra Syddansk Universitet. De to værter er journalist Jan Haugaard (DR) og Søren Gram (Teknologirådet). Komponisten Mikael Tosti har komponeret musikken, og multimedieproducer Rico Feldfoss står for den visuelle del sammen med Hercules productions.

Soundmapping the Genes CKV, Vestjysk Musikkonservatorium og Odense Universitetshospital iværksatte i december 2007 et dristigt koncertprojekt. Koncertprojektet mundede ud i en række koncerter i maj 2008 i Odense, Esbjerg og Sønderborg. I Odense blev der ydermere afholdt en konference omhandlende mødet mellem ny elektronisk/akustisk musik og stamcelleforskning.

Publikum kunne ved koncerterne opleve dette enestående møde mellem ny elektronisk/akustisk musik og stamcelleforskning: Professor, dr. med. Moustapha Kassem (OUH) og komponist, docent Fredrik Søegaard (Vestjysk Musikkonservatorium) er kommet på sporet af, at en musikalsk oversættelse og lydliggørelse af de aktiviteter, der foregår i en biologisk proces på gen-niveau kan give os en dybere indsigt i den menneskelige organisme. Håbet er med andre ord at bruge musikken som værktøj til at forstå, hvordan og hvorfor vores gener agerer, som de gør.

Fredrik Søegaard har sammensat et ensemble, som både fremfører værker, hvor de biologiske processer anvendes som kompositionsprincipper, og ikke mindst giver prøver på konkret lydliggørelse af biologiske processer.

6

I pauserne mellem de musikalske kompositioner står Fredrik Søgaard og Moustapha Kassem på scenen og fortæller om deres utraditionelle samarbejde, og de muligheder, det rummer inden for både den videnskabelige og kunstneriske verden.

Lederskabsteater ”Lederskabsteater” er et kursustilbud til ledere på højt niveau i offentlige- og private virksomheder. ”Lederskabsteater” er et unikt kursuskoncept, der med afsæt i deltagerens egne fortællinger om væsentlige begivenheder i deres karriere, og gennem den enkeltes artikulation af sine lederdyder munder ud i et præsentationsteater med deltagerne som aktører.

Rammen om kurset er en teatersal med lys og lyd, og deltageren vil i samarbejde med tekniker, filmmager, grafiker og musiker skabe en proces, som stimulerer deltagernes kreative potentiale.

Med respekt for den enkeltes erfaringer vil kurset frisætte skaberkraften, styrke intuitionen gennem samarbejde mellem kunstnere og ledere, og involvere deltagerne i kunstneriske skabelsesprocesser på enestående måde.

Med en refleksiv tilgang over lederdyder: det gode, det sande, det retfærdige og det skønne, etableres et unikt koncept, der kombinerer ledelsesfilosofi, kreativitet og performance. ”Lederskabsteater” blev sammen med NANO mine to væsentligste arbejdsområder som praktikant på CKV. Da mit hovedfag er filosofi, blev det allerede besluttet ved min ansættelsessamtale, at jeg som praktikant skulle stå for at konceptudvikle ”Lederskabsteater”, fordi dette koncept ville være en særdeles frugtbar kombination af mit hovedfag og sidefag; IKK. Jeg har således igennem hele mit praktikforløb arbejdet med dette koncept, sideløbende med deltagelse i andre projekter og produktioner, som CKV havde i denne periode. ”Lederskabsteater” tilbyder kursisterne en afdækning af lederdyder, en indsigt i kreative processer og et kendskab til egen personlig udtryksform.

Kurset er tilrettelagt som et 6-dages kursus, hvor kursisterne i løbet af disse 6 dage, i samarbejde med sceneinstruktører, tekniker, filmmager, grafiker og musiker, skaber et manuskript, der indstuderes og præsenteres med kursisterne som aktører som afslutning på kurset.

Baggrunden for kurset var, at det, at iværksætte kreative processer kræver en viden om, hvordan forskellige former for kreativ mental aktivitet konkret kan stimuleres, og det fordrer praktisk erfaring med gruppeprocesser samt viden om æstetisk-kreativ teknik og æstetisk kvalitet. Kreative processer stiller krav om nærvær, lydhørhed og sensibilitet over for de idéer, der udspilles mellem deltagere samt forståelse for at teste disse idéer. Med det stigende fokus på

7

kreativitet som en almen kompetence er det derfor oplagt at overføre strategier fra æstetiske og kunstneriske processer til ledelse. ”Lederskabsteateret” giver den enkelte leder kompetencerne til, at lede den kreative gruppe. Kursisten vil opnå kompetence i, at frisætte, fremelske og håndtere gruppens kreative færdigheder. Kurset vil bevidstgøre deltagerne om egne ledelsesværdier og om formidlingen af organisationens værdier. ”Lederskabsteateret” sætter den enkelte i stand til, aktivt at udnytte medarbejders potentialer i det kreative felt. Deltageren vil blive kompetent til, at navigere i det uforudsigelige og foranderlige rum, som nutidens virksomheder er en del af.

Forløbet sætter deltagerne i stand til, at anvende personlig performance til på en overbevisende måde, at formidle egne og organisatoriske værdier og visioner. ”Lederskabsteateret” er opbygget omkring forskellige metoder – metoder hentet fra teatrets og ledelsesfilosofiens verden: Devisning er en kreativ teknik hentet fra teatrets verden til at skabe et kollektivt værk, der baserer sig på en gruppes erfaringer, kompetencer og refleksioner.

Teknikken er en processuel arbejdsmetode som giver en gruppes medlemmer muligheden for at være både fysisk og praktisk kreative sammen. Devising fordrer evnen til at kunne udholde kaos og bygger på en altomfattende tro på, at der skabes et sublimt produkt på trods af, at produktet ikke på nogen måde er forudbestemt.

Metoden sigter mod at udnytte gruppens potentialer optimalt og skabe ejerskab til værket og kan på organisatorisk vis anvendes til at øge kreativiteten i teams og projektgrupper.

I devisingprocessen dannes der en cirkelkonstruktion, hvor delene supplerer helheden og hvor helheden supplerer delene.

Den enkeltes egne fortællinger har mening og betydning i kraft af at være udtryk for den enkeltes intentioner og dette er metodens baggrund for, at skabe den sceniske forestilling.

Med dyb respekt for gruppens egne fortællinger og potentialer sættes rammerne for, at kompetencerne skaber produktet. Metoden er derfor kendetegnet ved, at den enkelte sammen med andre lader sig overraske og udnytte i forhold til kompetencer, potentiale og egen skaberkraft.

Protreptikken er et græsk udtryk for et menneskes evne til at vende sig mod det væsentlige i sit liv, som professionel og som menneske. Det er en metode til selvrefleksion og til dialogisk ledelse af andre, der har været i brug i de græske executive academies for topledere siden 500 år f. Kr. Protreptikken tilstræber en balance mellem lyst og indsigt, og mellem normativitet og professionalisme. Protreptikkens mål er at gøre det muligt for den enkelte at formulere principperne for skabelse af individuel og kollektiv frihed.

Protreptikkens forudsætning er, at organisationen og mennesket dannes i hinandens billede, og at der kan skabes en utvetydig begrundelse af individuel og organisatorisk adfærd ud fra idealet om det retfærdige og det gode.

Dramaturgi er læren om hvordan man skaber strukturen i en film en teaterforestilling og benyttes til at skærpe ”plottet” og klarheden over værkets

8

bærende værdi, vision og mision. Dramaturgien kan også anvendes som analyseværktøj til at skabe indsigt i egne og organisationers værdier og visioner samtidig med at fremkalder ”organisationens drama” hvor både fælleskabet udvikling og iboende konflikter og den personlig livshistorie sættes i fokus.

Selvfortælling er en fortrolig interview metode, der bygger på den indsigt at vores identitet og værdigrundlag skabes i samspil mellem begivenheden, vores oplevelse af den og fortællingen om den. Metodens narrative vinkel sætter fokus på skelsættende begivenheder og gennem genfortællingen heraf skabes mulighed for refleksion over egen identitet og forståelsen af eget liv i forhold til organisationen eller virksomheden.

Underviserne på ”Lederskabsteater” er: Professor i ledelsesfilosofi på CBS; Ole Fogh Kirkeby, og Sceneinstruktør og Leder af CKV; Bent Nørgaard.

Foruden ”Lederskabsteater” var min anden store praktikantopgave: NANO.

NANO NANO er en offentlig videnskabsteaterforestilling produceret af CKV og udviklet i samarbejde med Teknologirådet og instruktør Lars Romann Engel, som også stod for iscenesættelsen.

Billetterne til forestillingerne var gratis, og blev uddelt af de lokale kommuner i alle byerne1. (Eneste undtagelse var forestillingen i Odense, hvor det var CKV, der stod for uddelingen.) Forestillingerne blev annonceret i dagspressen, og betingelsen for uddelingen var, at billetterne skulle gives til et bredt udsnit af befolkningen. Eksempelvis måtte billetterne ikke kun uddeles på undervisningsinstitutioner.

Opbygning og indhold NANO er bygget op omkring tre dramatisk/videnskabelige scenarier, hvor forskere fortæller nanoteknologiens historie, tre filmede storskærmsdebatter mellem forskere og tre publikumsdebatter.

Forestillingen varede ca. 2 timer og var bygget op af en intro, 3 dele og en outro.

Hver af de 3 dele indeholdt en videnskabelig/dramatisk sketch, en videodebat og en publikumsdebat.

1

NANO blev opsat i henholdsvis Sønderborg (2 gange), Slagelse, Roskilde, Odense og København.

9

Intro Publikum ankommer. Dataindsamlerne2 udleverer postkort med spørgsmål om publikums holdning til nanoteknologi. Disse udfyldes og afleveres til dataindsamlerne eller sekretæren3. Konferenciererne4 byder velkommen.

Del 1 A) Videnskabelig/dramatisk sketch: ”Fortiden”. Christine McKenzie og Allan Poulsen5 står på scenen som guldgravere i Alaska i 1850’erne. På skærmene vises et kemiforsøg filmet i ”timelapse”, hvor guld opløses i ”kongevand”.

B) Videodebat på storskærm6: Om fordelene og ulemperne ved nanoteknologi.

C) Efterfølgende publikumsdebat. Ledet af konferenciererne og med inddragelse af oraklet7.

Del 2 A) Videnskabelig/dramatisk sketch: ”Nutiden”. Christine McKenzie og Allan Poulsen på scenen som forskere. Forskerne udfører her diverse kemiforsøg på scenen. På skærmene vises forskellige grafiske afbildninger af nanostrukturer.

B) Videodebat på storskærm: Om nanomaterialer, nanomasser og nanopartikler.

C) Efterfølgende publikumsdebat. Ledet af konferenciererne og med inddragelse af oraklet.

Del 3 A) Videnskabelig/dramatisk sketch: ”Fremtiden”. Christine McKenzie og Allan Poulsen står på scenen som henholdsvis marketing manager og investor.

Scenen handler om mulige nanorelaterede investeringsprojekter.

B) Videodebat på storskærm: Om nanoteknologiens mange forskellige aspekter (fx nano-bio, nano-elektro og nano-materialer).

C) Efterfølgende publikumsdebat. Ledet af konferenciererne og med inddragelse af oraklet.

2

Ved hver forestilling medvirkede en række lokale ”dataindsamlere”. Deres opgave var at indsamle postkort med spørgsmål om nanoteknologi, som publikum afleverede ved indgangen og udgangen. Desuden fungerede de som mikrofonholdere under publikumsdebatterne.

3

Sekretæren registrerede publikums holdninger og pointer under forestillingerne.

4

Konferencierernes opgave var at agere værter, at sikre at publikum kom til orde under debatterne og at lede publikum igennem forestillingen.

5

Forskerne på scenegulvet: Professor Christine McKenzie (Institut for Fysik og Kemi, SDU).

Post.doc. Allan K. Poulsen (Institut for Biokemi og Molekylær Biologi, SDU).

6

CKV havde indhentet fire forskere, som deltog i den dynamiske, præproduceret storskærmsdebat, der fungerede som supplement til de to forskere på scenegulvet.

7

Oraklet, spillet af Lektor Stig Irving Olsen (DTU), havde til formål at være den, som publikum kunne spørge til råds undervejs i debatterne.

10

D) Efter den tredje og sidste publikumsdebat vises en fiktionsfilm, hvor karakteren Jane Orwell fortæller om, hvordan fremtiden muligvis kan komme til at se ud, hvis samfundet får implementeret nanoteknologien.

Outro Konferenciererne siger tak for i aften.

Lyset tændes. Dataindsamlerne går igen rundt og deler postkort ud. Disse kan udfyldes med det samme og afleveres til dataindsamlerne, eller publikum kan tage postkortene med hjem og efterfølgende sende dem til Teknologirådet.

Scenografi Udgangspunktet for scenografien var den sceniske opbygning fra CKV’s tidligere forestilling ”Bioetik og Musik” (2005), som havde vist sig effektivt til at skabe rum for en kvalificeret debat mellem publikum og forskere. Målet var at videreudvikle indsigten i, hvordan man håndterer dette format som rum for formidling, oplevelse, erkendelse og publikumsinvolverende debatter. Formatet bestod af en kvadratisk arena med fire skærme (projektionslærreder) opstillet i hver sit hjørne, hvortil der var koblet fire videoprojektorer, således at der kunne projiceres forskelligt visuelt materiale op på de fire skærme samtidig.

Skærmene dannede sammen med lyssætningen forestillingens visuelle rum.

Foran hver af disse fire skærme var der et podium. Ved det ene podium sad de medvirkende forskere, ved det andet sekretæren, ved det tredje oraklet, og ved det fjerde de to konferencierer. Mellem de fire podier sad publikum (200-350 personer).

De medvirkende forskere og konferenciererne skiftedes til at agere på scenegulvet, mens sekretæren og oraklet forblev på deres podiepladser.

Den kvadratiske arena (Alsion, Sønderborg)

11

Samarbejdet med Teknologirådet NANO udmærker sig ved, at der foreligger dokumentation for publikums reaktioner. CKV har samarbejdet med Teknologirådet8 om at udarbejde en rapport, der tilkendegiver publikums holdning til NANO, og til selve måden (videnskabsteater) at formidle forskning på.

Rapporten var hovedsageligt baseret på publikums bidrag til forestillingen. Ud fra ønsket om at lade publikums tanker om nanoteknologi komme til orde, var der indlagt 3x10 minutters diskussion i hver forestilling. Desuden udfyldte publikum både før og efter forestillingen et postkort, hvor de blev bedt om at nedfælde deres tanker om nanoteknologi. Det er disse postkort og transskriberingen af debatterne, der danner grundlaget for rapporten. Målet med rapporten var at pege på nogle interessante træk ved diskussionerne i de forskellige forestillinger.

Allan Poulsen og Christine McKenzie på scenen som forskere

8

Teknologirådet er sat i verden for at udbrede kendskabet til teknologi, dens muligheder og dens konsekvenser for både mennesker, samfund og miljø. Teknologirådet skal derfor fremme debatten om teknologi, vurdere teknologien, og rådgive Folketinget og regeringen i teknologiske spørgsmål. www.tekno.dk

12

Forskningsformidling CKV’s primære beskæftigelse er forskningsformidling. Dette kommer primært til udtryk igennem centrets videnskabsteaterproduktioner. Hidtil har alle centrets teaterproduktioner været støttet af offentlige midler – det være sig diverse puljer, som har deres midler fra staten, og det er midler fra Odense kommune. Men er det relevant med disse produktioner? Hvorfor skal den almene brede befolkning vide noget om, hvad forskere går rundt og foretager sig? Og selv hvis befolkningen skal have kendskab til dette, hvorfor er det så en god idé at støtte forskningsformidling med offentlige midler?

I Teknologirådets rapport hedder det: ”Formålet med NANO var at formidle et komplekst teknologisk emne på en måde, som kunne give publikum et grundlag for at diskutere forskellige problemstillinger og muligheder, som udviklingen i nanoteknologi stiller vores samfund overfor. En af hoved- idéerne bag at bruge videnskabsteater som formidlingsform var, at teater som kunstform tilbyder et følelsesmæssigt engagement, som bidrager til, at koncentrationen omkring et emne fastholdes.

Målet med forestillingen var derfor at skabe erkendelse gennem æstetiske oplevelser og på den måde udnytte kunstens evne til at fastholde publikums koncentration omkring det faglige indhold. Flere fra publikum tilkendegav efter forestillingerne, at de syntes, at de to timer var gået meget hurtigt. Mange mente desuden, at de havde fået et bedre grundlag for at tage del i diskussionen om nanoteknologi.”

Det har altså vist sig, at videnskabsteater som en formidlingsplatform er en særdeles frugtbar måde, hvorpå forskere kan formidle forholdsvis svært stof til den almene brede befolkning. Det at forskerne kommer ud fra laboratorierne, og møder befolkningen i det nære møde, gør at befolkningen lettere kan forholde sig til forskningen. Befolkningen kan nemmere konkretisere, hvad forskningen egentlig går ud på, og hvad denne har af betydning for den enkeltes hverdag, hvis forskningen bliver præsenteret i det nære møde.

I en kronik den 27. april 2007 i Berlingske Tidende skriver Bente Klarlund Pedersen9: ”Det er så indlysende rigtigt, at forskere skal formidle deres resultater – ikke kun til kolleger, men også til den brede offentlighed.

På spørgsmålet om, hvorfor forskere skal formidle til offentligheden, er der mange svar: Det officielle: ”Det er samfundet, der betaler forskningen – så det er 9

Bente Klarlund Pedersen er direktør for Danmarks Grundforskningsfondscenter for Inflammation og Metabolisme på Rigshospitalet. Hun er professor og overlæge i intern medicin, og leder/koordinator i Center for Muskelforskning.

Jeg deltog som CKV’s praktikant i et etisk symposion og videnskabsteater tilrettelagt af Bente Klarlund Pedersen i november 2007.

13

rimeligt, at vi fortæller skatteborgerne, hvad pengene går til”. Det egocentriske: ”Jeg har brug for profilering for at rejse penge til mine egne forskningsprojekter”.

Det institutionsorienterede: ”Vi har brug for kunder i butikken (f.eks. studenter på vort institut)”. Det missionske: ”Der er forskningsresultater, der er så vigtige, at de simpelthen må ud til befolkningen”. Det politiske: ”Samfundet har brug for forskning – det er vigtigt, at befolkningen oplever, at forskningen har betydning for deres dagligdag”.

Men forskningsformidling til pressen foregår ofte i en ramme, hvor der hverken er taletid eller spalteplads til de forbehold, der skal tages for at give hele historien.

Når dette er sagt, er det vigtigt at nævne, at pressen kun udgør én af forskningsformidlingens scener. Forskningsformidlingen har mange andre virkemidler. Man kan skrive artikler i blade og aviser, skrive kronikker og læserbreve, holde foredrag for skoleelever, for forældre, for politikere og andre.

Der findes videnskabsteater og videnskabscaféer, og der findes videnskabsprogrammer i radio og TV, hvor der er tid til at få nuancerne med.

Mange forskere vil kunne finde netop deres formidlingsscene, men ansvaret for formidlingen bør ikke ligge hos den enkelte forsker.

Den enkelte forsker bør ikke pålægges pligt til at formidle, men pligt til løbende at overveje, om et givet stykke forskning kan og bør formidles. Hvis forskningsformidling bliver et mål i sig selv; hvis tanken om, hvad der kan give overskrifter, får indflydelse på valg af forskningsprojekter, trues den frie og uafhængige forskning.”

Den formidlingsplatform som CKV tilbyder både til befolkningen og til forskeren betyder, at mellemleddet; pressen undgås. Dette er af stor betydning for forståelsen af videnskaben. Hvor pressen, som Bente Klarlund Pedersen så rigtigt skriver, er begrænset af pladsmangel til historien, så giver CKV’s formidlingsplatform befolkningen det nære og direkte møde; befolkning og forsker i mellem. Dette giver befolkningen mulighed for at stille spørgsmål, at komme med kommentarer og mulighed for at lufte sin eventuelle bekymring direkte og umiddelbart til den enkelte forsker. Til glæde både for befolkningen og forskerne selv.

CKV giver forskerne mulighed for at formidle deres forskning, uden at den enkelte forsker skal bekymre sig om selve formidlingsformen. Forskeren i laboratoriet er ikke nødvendigvis en fremragende kommunikator. Det er her, at CKV med virkemidler fra kunstens verden går ind og coacher forskeren, så denne bliver klædt på, til at formidle sin forskning på en måde, så alle kan være med. Videnskabsteatret er dermed demokratisk formidlingsform.

Kombinationen af netop videnskaben og kunsten gør, at formidlingen af ellers svært stof bliver nemmere konkretiseret for befolkningen. Som også Teknologirådets rapport bemærker, så er det nemmere at fastholde koncentrationen, hvis kunstens virkemidler benyttes.

Det er netop kombinationen af kunsten og videnskaben, der berettiger eksistensen af Center for Kunst og Videnskab.

14