Frege

Obligatorisk Hjemmeopgave

Moderne Filosofi I a & b Navn: Mette Mau Carstensen Uddannelse: Filosofi grundfag

En kritisk diskussion af Freges opfattelse af mening & reference. Freges sprogfilosofi sammenlignes med mindst én anden opfattelse fra det opgivne pensum.

Indholdsfortegnelse Indledning

s. 2

Frege

s. 3

Freges opfattelse af mening & reference

s. 3-7

Diskussion vedrørende Freges opfattelse af mening & reference

s. 8-10

Sammenligning mellem Freges sprogfilosofi og Kripkes sprogfilosofi

s. 11-12

Afsluttende bemærkninger

s. 13

Litteraturliste

s. 14

Indledning (Dette er baseret på PFL s.16-17, VTF s.7, se litteraturliste) Den moderne analytiske filosofi er en fælles betegnelse for forskellige retninger i det 20. århundrede. Grundidéerne er fælles for de forskellige retninger og er indeholdende en skepsis overfor metafysikken og etikken, en empiristisk holdning til tilværelsen, en ikke-systematisk filosofi og benyttelsen af den særlige filosofiske analyse. Den filosofiske analyse er kendetegnende ved,

at

metoden

afklarer

betydningen

af

”de

udtryk,

som

indgår

i

de

centrale

problemformuleringer” (Fra PFL s.16, se litteraturliste). Denne metode er den eneste, hvormed filosofien kan opnå resultater. Metoden afklarer de forskellige problemformuleringer, og derved opstår en forståelse af problemet i renere form. De forskellige udtryk bliver reduceret til et dagligsprog, og derved opstår der mindre forvirring, da man ikke skal definere diverse begreber og udtryk. Frege var en af hovedmændene indenfor den moderne analytiske filosofi. Jeg vil i denne opgave kritisk diskutere Freges opfattelse af mening & reference, dette gør jeg ved hjælp af Russells og Wittgensteins teorier.

Ydermere vil jeg sammenligne Freges sprogfilosofi med

Kripkes teori. Jeg vil kort give et historisk oprids, en gennemgang af Freges opfattelse af mening & reference, og derefter beskæftige mig med den egentlige problemstilling.

Historie, Frege (Dette er baseret på VTF s.8, PFL s.140-141, se litteraturliste) Gottlob Friedrich Ludwig Frege blev født i 1848. Han studerede matematik, fysik, kemi og filosofi i Jena og Göttingen og var professor i matematik i Jena i perioden 1879-1917. Han trak sig tilbage i 1917 på grund af helbredet og han døde i 1925.

Frege var en af hovedmændene bag den moderne analytiske filosofi. Hans bidrag til dette var hans grundlæggelse af den moderne matematiske logik, hans logicisme og hans grundlæggelse af den semantiske analyse af sproget. Dette vakte dog ikke stor opmærksomhed i hans samtid, og først efter hans død blev hans værker og filosofi anerkendt. Frege havde en stor indflydelse på filosoffer såsom Wittgenstein, Russell, Carnap og Husserl. Carnap var dennes elev, og Russell og Wittgenstein blev inspireret gennem diverse skrifter og breve.

Freges opfattelse af mening & reference (Dette er baseret på VTF s.8-22 , PFL s.29, 140-141, 383, Kompendium s.1-21, se litteraturliste) I Freges værk ”Über Sinn und Bedeutung”, fremstiller Frege sin distinktion imellem ”Sinn” og ”Bedeutung”. I denne opgave vil jeg oversætte ”Sinn” med mening, og ”Bedeutung” med reference. Der er andre oversættelser af de to ord, men mening & reference er hvad jeg vil holde mig til i denne opgave.

Freges opfattelse af mening & reference, blev udledt af tre problemstillinger: Navneudtryk uden referent, intentionelle sætninger og informative identitets-sætninger.

Freges mål for sin filosofi var at finde ”en systematisk teori, der for hvert eneste udtryk i ethvert sprog kunne redegøre for, hvorfor dette udtryk betyder det særlige, som det nu engang gør”(Fra VTF s. 8, se litteraturliste). Dette projekt startede ved at Frege fandt forbindelsen mellem matematikken og logikken, logicisme, og det medførte yderligere, at Frege formulerede en generel semantik for det naturlige sprog. Semantikken for det naturlige sprog ledte Frege på de tre problemstillinger, og på grund af disse hindringer indførte han distinktionen mellem mening & reference.

Logicismen opstod da Frege fik den idé, at matematikken er baseret på logikkens grundprincipper.

Ud fra dette arbejde grundlagde Frege den moderne logik. ”Logik er læren om ræsonnementers gyldighed” (Fra VTF s. 9, se litteraturliste). Ræsonnementer består af præmisser og konklusioner, og gyldigheden af ræsonnementet kommer af, at konklusionen følger af præmisserne. Er præmisserne sande så er konklusionen også. For at undgå at man skal have en stor viden, eller at man skal ud og foretage empiriske undersøgelser hver gang man har et ræsonnement, undersøger man gyldigheden i et argument ved at se på den logiske struktur.

Dernæst har man forskellige metoder indenfor logikken til afklaringen af argumentets gyldighed. Det var her Frege havde afgørende betydning. Frege udviklede ”et formelt sprog med egen syntaks og semantik samt et regelsæt, ved hjælp af hvilket alle gyldige argumentstrukturer kunne udledes.” (Fra VTF s.10, se litteraturliste) 1 ”Frege inddelte alle de logiske udtryk i to kategorier: de sætningslogiske udtryk og de prædikatslogiske udtryk.” (Fra VTF s.10, se litteraturliste). De sætningslogiske udtryks syntaks opstiller fem regler2 for logikkens uendelige kompleksitet, og tilhørende regler viser, at man kan bevise gyldighed. De prædikatslogiske udtryk udtaler sig om, hvordan prædikater/egenskaber forholder sig.

Prædikaterne finder anvendelse på to logiske ord, alle (∀) og nogen (∃). Det specielle ved dette i forhold til Freges filosofi er, at dette er en kvantor- prædikat - model. Det vil sige, at hvor for eksempel Aristoteles3 ville have en sætning af formen: Alle F er G, hvor ”alle F” er subjekt og ”er G” som prædikat, havde Frege den betragtning, at både ”F” og ”G” er prædikater. Freges model gør det muligt at se på sætninger med mere end et prædikat, for eksempel ”Alle elsker alle”. Det mest væsentlige er dog, ”med den fregeanske formalisering af argumentet bliver det nu muligt at demonstrere gyldigheden ved hjælp af reglerne fra regelsættet.” (Fra VTF s.13, se litteraturliste). Det var imidlertid ikke så meget reglerne, der optog Frege, det var nærmere gyldigheden. ”Reglerne skal indfange og afspejle det særlige ved de logiske udtryk, der sikrer, at præmissernes sandhed overføres til konklusionen i de gyldige strukturer.” (Fra VTF s.14, se litteraturliste). Med dette for øje udviklede Frege en semantik for det logiske sprog. Det er det, der i dag kaldes for sandhedsfunktioner. Sandhedsfunktioner er tabeller opstillet over de 1

”Frege benytter sig i Begrebsskrift af en særegen notation, der er blevet opgivet i løbet af det 20. århundrede. I nærværende gengivelse af Frege benyttes derfor i stedet den, der er blevet standard i moderne logikbøger” (Fra VTF s.

10, se litteraturliste) 2 ”1. Sætningsvariable er syntaktisk korrekte udtryk. 2. Hvis A er et syntaktisk korrekt udtryk, så er –A også et syntaktisk korrekt udtryk. 3. Hvis A og B begge er syntaktisk korrekte udtryk, så er (A B) også et syntaktisk udtryk. 4.

Hvis A og B begge er syntaktisk korrekte udtryk, så er (A & B) også et syntaktisk korrekt udtryk. 5. Hvis A og B begge er syntaktisk korrekte udtryk, så er (A v B) også et syntaktisk korrekt udtryk.” (Fra VTF s.11, se litteraturliste) 3 Aristoteles (384-322 f. Kr.) Fader til den formelle logik. Frege var ikke den første til at se på ”alle” og ”nogen”, og Aristoteles er naturlig at vælge til eksemplet, da han var den første formelle logiker. (Fra PFL s. 29, se litteraturliste)

forskellige domslogiske konstanter, ”ved hjælp af tabellerne kan sandhedsværdien af en hvilken som helst domslogisk formel beregnes givet sandhedsværdierne for dens variabler.”

(Fra PFL s.383, se litteraturliste). På denne måde kan gyldigheden findes for de semantiske sætningslogiske udtryk. Semantikken for de prædikatslogiske udtryk er principmæssigt det samme, nemlig at ”påvise, hvorledes de logiske udtryk indvirker på præmissernes og konklusionens sandhed på en sådan måde, at konklusionen i et gyldigt ræsonnement altid må være sand, når præmisserne er det.” (Fra VTF s.15, se litteraturliste). Udfra dette udleder Frege sit ”kompositionalitets princip for betydning: Betydningen af en sætning kan bestemmes ud fra betydningen af sætningens konstituenter.” (Fra VTF s. 15, se litteraturliste). Dette princip er en funktion, ligesom sandhedsfunktionerne for de sætningslogiske udtryk. En funktion ”fra betydningen af sætningskomponenterne til en sandhedsværdi af hele sætningen.”

(Fra VTF s.15, se litteraturliste). Det vil sige, at ”betydningen af ”(∀x)Fx” er en sandhedsværdi: sand hvis alle udtryk af formen Fa, Fb, Fc og så videre er sande, og ellers falsk. Ligeledes er betydningen af ”(∃x) Fx” en sandhedsværdi: sand, hvis mindst ét af udtrykkene Fa, Fb, Fc og så videre er sande, og ellers falsk.” (Fra VTF s.15, se litteraturliste) ”(∀x) Fx” betyder at Fa, Fb, Fc er sande. Er præmissen sand må konklusionen også være det.

Med dette på plads udarbejdede Frege en semantik for det naturlige sprog. Freges udgangspunkt er et ords reference. Et ords reference er ”den enkeltting, det pågældende navn står for.” (Fra VTF s.15, se litteraturliste) og videre ”en hel sætning refererer således til en sandhedsværdi.”

(Fra

VTF

s.

16,

se

litteraturliste).

Fra

kompositionalitets

princippet

følger

substitutionsprincippet, dette lyder: ”Ethvert udtryk, der indgår i en sætning, kan substitueres med ethvert andet udtryk med samme reference, uden at sætningen selv ændrer reference (sandhedsværdi).” (Fra VTF s. 16, se litteraturliste). Dette princip viser sig at være brugbart i henhold til beviset om, at konklusionen følger af præmisserne. Hvis et udtryk i ræsonnementet udskiftes med et andet af samme reference, behøver man ikke endnu en gang at se på, om konklusionen følger præmisserne. Det siger substitutionsprincippet. Sandhedsværdien ændres ikke, fordi det udskiftede udtryk har samme reference, som det nyindsatte. Dette betyder også, at en masse arbejde er sparet. Vi kan nu i logikken nøjes med at se på det pågældende ræsonnements struktur, og ud fra dette konkludere at dette gælder for alle med samme struktur.

Med dette havde Frege løst sin opgave, men da han ville overføre dette på det naturlige sprog, var det svære end som så.

Det naturlige sprog var for Frege mere problemfyldt end hans eget idealiserede logiske sprog. Det gav især tre problemer: navneudtryk uden referent, intentionelle sætninger og informative identitets-sætninger.

Med navneudtryk uden referent (tomme navne) menes der udtryk såsom ”det største tal eller Sherlock Holmes”. Disse er navneudtryk, der bruges i det daglige og som forstås. Men i virkeligheden er det meningsløst. Vi taler om ting, som i virkeligheden ikke eksisterer. Vi taler om udtryk, som ingen referent har, og alligevel bruges de i vores sprog.

Intentionelle sætninger er sætninger der udtrykker følelser, for eksempel tro, frygt, forventninger og håb. I sådanne sætninger holder substitutionsprincippet ikke, og holder dette princip ikke, så holder kompositionalitetsprincippet heller ikke. Et eksempel på dette er: ”Peter håber, at han en dag møder Superman Denne sætning kan være sand, samtidig med at denne er falsk: Peter håber, at han en dag møder Clark Kent” (Fra VTF s. 17, se litteraturliste). Pointen er, at det er muligt, at Peter ikke ved, at Superman og Clark Kent er én og samme person. I denne situation holder substitutionsprincippet ikke og dermed heller ikke kompositionalitetsprincippet.

De informative identitets-sætninger illustreres bedst ved Freges eget eksempel med Morgenstjernen & Aftenstjernen. Dette går i store træk ud på, at Morgenstjernen er den samme som Aftenstjernen. Begge navne svarer til planeten Venus, der på forskellige tidspunkter har forskellige positioner. Man har derfor troet at det var to forskellige planeter, men i virkeligheden er det én. Det vil sige, at de to navne dækker over én og samme genstand.

Problemet i dette er, at sætninger gerne skulle være informative, og sætningen ”Morgenstjernen er identisk med Aftenstjernen” er lige så informativ, som sætningen ”Morgenstjernen er identisk med Morgenstjernen”.

Det var disse tre problemstillinger, der ledte Frege til hans distinktion mellem mening & reference.

Reference har jeg allerede givet en definition af, og det var også denne, som Frege hurtig fandt nødvendig at indsætte i det logiske sprog. Mening derimod er dette ”mere”, som der er i sproget. Frege definerede mening som: ”den måde, som navnets referent præsenterer sig for os på.” (Fra VTF s.19, se litteraturliste). Mening er det led i sproget, der formidler udtrykkets reference. Mening er en del af sproget, der er i vores bevidsthed. Reference derimod er lokaliseret ude i den ydre verden. Men dermed er ikke sagt, at mening er subjektiv, Frege laver et kompromis mellem mening, som rent subjektiv og rent objektiv. Frege mener, at: ”mening er ganske vist subjektiv i den forstand, at den er umiddelbar transparent for os; men samtidig er den objektiv derved, at den medierer forbindelsen til noget objektivt, nemlig til det, som udtrykket refererer til”(Fra VTF s.19,se litteraturliste). ”I et ideelt sprog gælder det endvidere, at hvert navneudtryk har netop én referent og netop én mening”(Fra VTF s. 19, se litteraturliste). Dette er dog kun noget, der gælder for det ideelle sprog. I det naturlige sprog er der mange forskellige kombinationer, forskellige udtryksformer, der ikke er tilgængelige på det ideelle sprogplan. Således kan der være navneudtryk uden referent, eller udtryk der har flere meninger.

Men uanset dette så kan Frege redegøre for de tre problemstillinger: Navneudtryk uden referent, intentionelle sætninger og informative identitets-sætninger. Dette kan han ved hjælp af sin mening & reference distinktion.

Navneudtryk uden referent, også kaldet tomme navne, er udtryk med mening men uden referent.

Det er heller ikke relevant om der en reference til meningen, mener Frege. Mening udtaler sig nemlig ikke, om der findes en bestemt genstand ude i den virkelige verden. Vi forstår sætningen uanset, om der i virkeligheden eksisterer den omtalte genstand. Det være sig en ting, personer eller andet.

De intentionelle sætninger skabte problemet med at opretholde substitutionsprincippet, og dermed også kompositionalitetsprincippet. Distinktionen mellem mening & reference bruges her til at redde principperne. Eksemplet var sætningen ”Peter håber, at han en dag møder Superman”.

Problemet var, at Superman ikke uden videre kan erstattes med Clark Kent i denne sætning. Nu påpeger Frege, at ”et navneudtryks reference er det, navneudtrykket refererer til” (Fra VTF s.21, se litteraturliste). Dog er forskel på referencen i intentionelle sætninger og ikkeintentionelle sætninger. Det der skaber den intentionelle del i vores sætning er ordet håber Peter håber at møde Superman, men Superman og Clark Kent er jo den samme, så hvis Peter en dag møder Clark Kent, ja så har Peter også mødt Superman. Peter håber at møde Superman og dermed også Clark Kent, bliver et spørgsmål om, hvad Peter tror. Hvis Peter tror, at Superman er én og samme person som Clark Kent, så betyder det ikke noget om det er den ene eller den anden Peter møder. Hvis Peter derimod ikke forbinder Superman og Clark Kent, så bliver Peter skuffet, hvis han en dag bliver lovet at møde Superman, og det er Clark Kent, der er der. Det hele kommer an på, hvilken mening Peter har angående Superman/Clark Kent. ”Når et navneudtryk er indeholdt i en intentionel sætning, vil dets reference således være lig med dets sædvanlige mening.” (Fra VTF s.21, se litteraturliste). Dette er helt i overensstemmelse med substitutionsprincippet.

Endelig har vi de informative identitetssætninger. Freges distinktion kan her forklare, hvorledes identitetssætninger kan være informative. Når vi for eksempel bliver fortalt, at Morgenstjernen er identisk med Aftenstjernen, så får vi i virkeligheden information om, at de to forskellige meninger har samme referent. Dermed lærer vi noget om de to meninger.

Diskussion vedrørende Freges opfattelse af mening og reference (Dette

er

baseret

på

VTF

s.

8-22,42-68.

,

PFL

http://www.id.cbs.dk/~swj.id/compref/files/samdrg.pdf,

s.

66,

197,377-378,

453-456,

http://www.hf.uio.no/ilf/studier/sli/sli-

140/h2000/Russell.html,, http://www.mpn3.dk/mening.PDF ) På Freges tid mente filosofferne, at hans værker var for matematiske, og matematikerne mente værkerne var for filosofiske. Uanset dette er der dog alligevel nogle, der læste Frege og kommenterede hans ideer.

Russell mente, at matematikkens grundprincipper kan udledes af logikken, altså logicisme, og dette er en af lighedspunkterne med Frege. Uenigheden

melder sig ved opfattelsen af mening &

reference. ”Frege står for den indirekte opfattelse af mening & reference. Relationen består af tre elementer: Det sproglige udtryk, den genstand der refereres til (Bedeutung), og et begrebsmæssigt indhold der muliggør fastsættelsen af referencen (Sinn). Dette er grundlaget for det indirekte syn på reference. Russell foreslår derimod, at visse udtryk kan referere uden det begrebsmæssige bindeled,

og

grundlægger

dermed

den

direkte

reference-teori.”

(Fra

.

http://www.id.cbs.dk/~swj.id/compref/files/samdrg.pdf, se litteraturliste). Russell accepterede således Freges tidligere arbejde, for eksempel Freges ”Begrebsskrift”, men var uenig med Frege hvad angår ”Om mening & reference”. Det vil altså sige at Russell er enig med Frege når vi taler om reference. Russell mener, at sproget skal tilskrives en semantisk værdi eller reference, semantisk værdi og reference er dermed det samme. Men når Frege taler om mening har Russell en helt anden holdning. Russell var stor tilhænger af princippet Ockhams ragekniv4, og det er blandt andet på denne baggrund at Russell helt vil forkaste Freges mening. Russell mener, at Freges mening er overflødig og dårlig forsvaret. Frege har simpelthen intet forsvar for at antage mening i sin teori og ingen argumenter for nødvendigheden af antagelsen. Det væsentlige i Russells kritik af Frege bygger på forskellen mellem kvantorerne og navnene. Det er her, at der er forskellige typer for semantisk værdi. Navne har den semantiske værdi at være objekter og kvantorerne er anden-ordens funktioner. Denne skelnen mellem navne og kvantorer medfører, at navne bliver nødt til at forudsætte eksistensen af objekter. De objekter som navnet står for. Både Frege og Russell skelnede i mellem navne og kvantorer. Russells ubestemte beskrivelser følger også Freges tanke, og Russells opgave var den samme som Freges, at redegøre for beskrivelserne ved hjælp af kvantorer. Russells bestemte beskrivelser går imod Freges. Frege mener, at bestemte beskrivelser i det naturlige sprog skulle klassificeres som navne, og dette er et problem. ”Ifølge Freges semantik er en sætnings 4

Det princip at overflødige begreber, forudsætninger og så videre helt skal skæres væk fra ens teori. Teorien skal være så enkel som muligt, og så lidt som muligt skal antages.

sandhedsværdi bestemt af den semantiske værdi af de dele den består af. Og hvis et af de udtryk den er bygget op af ikke har nogen semantisk værdi, så kan sætningen som helhed heller ikke have nogen semantisk værdi, og det vil sige at den hverken er sand eller falsk”(Fra http://www.hf.uio.no/ilf/studier/sli/sli140/h2000/Russell.html, se litteraturliste). Frege indførte mening for at komme udenom problemet. I det naturlige sprog opstår problemet når et navn ingen reference har, har navnet ingen reference er det hverken sandt eller falsk. Samtidig mente Frege, at denne tanke var sætningens mening, og dermed sætningens sandhedsbetingelse. Problemet med Freges klassificering af navne går på, at gyldigheden i et argument bliver svær at bevise. Frege ville bevise gyldigheden ved at vise sandhedsværdien for de enkelte dele i argumentet, og derefter vise at konklusionen altid er sand, hvis præmisserne er det. Problemet opstår når vi klassificerer navne uden semantisk værdi. Gør vi dette, kan vi ikke bevise gyldigheden i argumentet ved hjælp af Freges model. Frege selv var opmærksom på problemet, hans forslag til en løsning var følgende: Vi skal tildele navne ”som ikke udpeger noget en tilfældigt valgt genstand som sin semantiske værdi.”

(Fra

http://www.hf.uio.no/ilf/studier/sli/sli-140/h2000/Russell.html, se litteraturliste). Dette kan

ikke kritiseres fra et rent logisk synspunkt. Freges forslag er så godt som noget andet, men sætter man dette ind i en større sprogfilosofisk sammenhæng redder det intet.

Et navns mening i sproget er ikke afhængigt af, men derimod grundlæggende for, at det har reference. Dette forhold er også gældende ved sætninger, således at forståelse af en sætnings mening er at forstå dens sandhedsbetingelser og at vide, hvordan virkeligheden ser ud, hvis sætningen skulle være sand. Vi forstår dermed ifølge Frege et givent sprog, når vi har en viden, der kan konkludere, om forskellige sætninger i sproget er sande. I sin søgen efter begrebet mening tager Frege således begrebet sandhed og definerer mening ud fra dette. Problemet er blot, at Frege tager begrebet sandhed for givet Frege kommer da også selv ind på dette ved at sige, ”at vi kun kan råde over

en

definition,

der

giver

os

en

skabelon

over

begrebet

sandhed”

http://www.mpn3.dk/mening.PDF, se litteraturliste). Dette er netop kritikken af mening.

(Fra

Wittgenstein Wittgenstein5 var meget inspireret af både Russell og Frege, og fortsatte sin egen filosofi i deres ånd. Wittgensteins filosofi er således en omfattende teori om logikkens grundlag og sprogets virkemåde.

Den unge Wittgenstein var delvis enig med Frege og med Russell. Ligesom Russell har Wittgenstein en ide om elementarsætninger, Russells logiske atomisme. Men Wittgenstein er også enig med Frege i, at man kun forstår en sætning, når man kender sætningens sandhedsbetingelser.

Sådan er der mange lighedspunkter imellem disse tre, men forskelle er der også. Jeg vil nu se på forskellene imellem Wittgenstein og Frege.

Frege skelnede imellem mening & reference. Wittgenstein skelnede imellem sætning/tanke & mening. Wittgenstein mente ”at enhver meningsfuld sætning, enhver egentlig tanke, må have en helt bestemt mening.” (Fra VTF s.56, se litteraturliste). Dette er forskelligt fra hvad Frege mente.

Frege mente, at der i det naturlige sprog fandtes tilfælde, hvor en sætning kan have flere forskellige meninger. Ydermere er der en forskel på de to filosoffers definitioner af, hvad tanker er for noget.

Wittgensteins meningsteori er altså forskellig fra Freges. Wittgensteins meningsteori kan kort forklares på følgende måde: ”Den virkelighed, som verden er, kan vi begribe gennem kendsgerninger eller sagsforhold (relationer mellem genstande), fordi de billeder, som sproget/sætningerne formidler, har den samme logiske form og struktur som det, de afbilder. Det er dog ikke nok at kunne begribe denne virkelighed, den skal også have en mening. Den måde, hvormed Wittgenstein vil vise os, at en sammensætning af navne kan have mening, er gennem en række af de sætninger ”Tractatus Logico-Philosophicus” indledes med. Her ser vi, at alt hvad der kan være, er sagsforhold og kombinationer af sagsforhold, og at de sagsforhold der rent faktisk findes er kendsgerninger. Verden er dermed den samlede mængde af kendsgerninger” (Fra http://www.mpn3.dk/mening.PDF, se litteraturliste). Man må sige at Wittgenstein helt grundlæggende griber problemet an på en helt anden måde end Frege. Men hvad mening angår, så er den grundlæggende forskel, at Wittgenstein ser mening som en del af sproget, der skal have samme logiske form og struktur som det, det skal repræsentere.

5

En af kendetegnene ved Wittgenstein er, at han bliver opdelt i den unge og den ældre. Wittgenstein startede med at udgive værket ”Tractatus Logico-Philosophicus” i 1921 og anså sin filosofi som afsluttet efter dette værk. Men i 1929 genoptog han sit filosofiske arbejde, og det resulterede i værket ”Philosophische Untersuchungen” der udkom i 1953.

Dette værk er ganske anderledes end det første. Wittgenstein havde i årerne efter ”Tractatus Logico-Philosophicus” opbygget en kritik af sit eget værk, og det var denne kritik han udtrykte i ”Philosophische Untersuchungen”. Derfor er Wittgensteins filosofi opdelt i den unge og den ældre

Sammenligning mellem Freges sprogfilosofi og Kripkes sprogfilosofi (Dette er baseret på VTF s.8-22, 37-51, 162-172, http://www.hf.uio.no/ilf/studier/sli/sli140/h2000/Kripke.html, PFL s.248-250, se litteraturliste) Kripke er en amerikansk logiker og filosof. Han bidrog afgørende til modallogikkens semantik, og startede således sin sprogfilosofi på samme måde som Frege. ”Modallogik er udsagns - og/eller prædikatslogik, der udvides ved at tilføje modaludtrykkene nødvendighed & mulighed i form af operatorer med en fast betydning, på linie med de logiske konstanter og de almindelige kvantorer.”

(Fra http://www.hf.uio.no/ilf/studier/sli/sli-140/h2000/Kripke.html, se litteraturliste) Udover dette har Kripke et sprogfilosofisk system, der bygger på forholdet mellem navne6 og beskrivelser7.

Jeg vil i denne sammenligning se på Kripkes system af navne & beskrivelser og på Kripkes kritik af Frege.

Kripke har som nævnt denne distinktion mellem to klasser af udtryk, navne & beskrivelser. Ved navne forstås udtryk, som vi bruger intuitivt i dagligsproget, egennavne. De bestemte beskrivelser er derimod hentet fra logikken, og det karakteristiske ved disse er hvordan deres reference bestemmes. Grundproblemet for Frege og Kripke var, at forklare hvad det er der bestemmer et navns reference. Frege mener at et navns reference bestemmes af dets mening, og det er denne teori Kripke helt ønsker at forkaste. Frege mente, at forståelsen af et navns mening giver en bestemt slags viden om navnets reference også. Kripke mener, at Frege antager at sprogbrugeren kender til hvordan vi bruger sproget. Og dette er ikke realistisk. Alle bruger sproget, også de mennesker der ikke tænker videre over det. Kripke opstiller mod -eksempler til dette, og det er generelt Kripkes måde at arbejde på. Kripke ønsker ikke at udtale, at Freges arbejde er helt værdiløst, der er mange sandheder i det Frege har formuleret, men det holder ikke fuldstændigt. Kripkes mod -eksempler viser os fejlene i Freges system, og nogle fejl har selv Frege været inde på. Kripke ”oversætter” Freges teori til, at sprogbrugeren navngiver genstande på følgende måde: ”Sprogbrugeren ønsker at navngive et objekt. For at gøre dette, må sprogbrugeren først finde på en måde at beskrive genstanden på, som er sand om genstanden, og kun om denne genstand. Når brugeren har fundet denne

beskrivelse,

formes

eller

dannes

en

bestemt

intention

eller

hensigt.”

(Fra

http://www.hf.uio.no/ilf/studier/sli/sli-140/h2000/Kripke.html, se litteraturliste).

6

”Navne som rigide designatorer” (Fra http://www.hf.uio.no/ilf/studier/sli/sli-140/h2000/Kripke.html, se litteraturliste) ”Beskrivelser som ikke-rigide designatorer” (Fra http://www.hf.uio.no/ilf/studier/sli/sli140/h2000/Kripke.html, se litteraturliste) 7

Kripkes indvending imod dette er, at det kun er meget kompetente sprogbrugere, der ville kunne gøre dette. Det er meget svært at komme med en unik beskrivelse for alle genstande, hvis de skal navnegives. Kripkes eget mod -eksempel omhandler fysikeren Feynman. Det er de færreste, hvis de overhovedet har hørt om ham, der kan give en unik beskrivelse af Feynman.

De som kan vil højst sandsynlig kun kunne sige, at han var en berømt fysiker, (hvilket man kan sætte spørgsmålstegn ved, hvis det er de færreste der kender ham?!) og sandheden er, at der findes mange berømte fysikere. Men selv om vi ikke kan komme med en unik beskrivelse af ham, vil de fleste af os stadig kunne forstå et spørgsmål, som for eksempel: ”Ved du hvad Feynman egentlig var kendt for?”. Kripkes påstand er, at vi udmærket godt kan forstå og tale om genstande, uden først at skulle give unikke beskrivelser af dem. Denne påstand medfører, at der ikke er en nødvendig betingelse for reference i Freges forstand. En anden indvending er, at beskrivelserne ofte bliver cirkulære. Tit vil vi kun kunne beskrive en bestemt genstand ved hjælp af andre navne, og så vil beskrivelsen blive cirkulær. ”Cirkulariteten kan ikke være med til at forklare, hvordan det lykkedes for navnet at refererer til en bestemt person/genstand.”

(Fra http://www.hf.uio.no/ilf/studier/sli/sli-140/h2000/Kripke.html, se litteraturliste) Kripke påstår at selvom vores beskrivelser tit er cirkulære, forhindrer det os ikke i at forstå sproget. Vi kan stadig referere til det, som navnene står for. En tredje indvending er at en person kan bruge et navn, selvom personens beskrivelser af navnet er forkert. ”Grundtanken er, at en person kan bruge et navn således, at det refererer til det, den almindeligvis gør på trods af at de beskrivelser personen forbinder med navnet faktisk viser sig at være falske, betragtet som beskrivelser

af

det,

som

personen

ønsker

http://www.hf.uio.no/ilf/studier/sli/sli-140/h2000/Kripke.html,

at

referere se

til.”

litteraturliste)

(Fra Kripke

kommer altså med en række indvendinger imod Freges system der indikerer at sprogbrugeren er i stand til at bruge et navn på nogle måder, som Freges system ikke tager højde for.

Afsluttende bemærkninger Frege lagde ud med logicismen, og formulerede en semantik for det logiske sprog. Hovedbegrebet i semantikken blev referencen. Frege prøvede at overføre dette til det naturlige sprog, men dette var mere genstridigt. Problemerne førte til at Frege indførte distinktionen mellem mening & reference.

Russell var af en anden mening på dette punkt, da han mente at begrebet om mening er overflødigt.

Det der adskiller almindelige navne fra logiske er ikke deres mening, ifølge Russell, men i stedet at de ikke har nogen reference. Et nyere bidrag til sprogfilosofien er Kripkes. I modsætning til både Russell og Frege var han mere interesseret i sprogets sociale aspekt, og søgte at vise, at den beskrivende referenceteoris betingelser i mange situationer ikke opfyldes, da vores brug af navne afhænger af sprogfællesskabet og navnets historie.

Jeg har i denne opgave besvaret følgende: En kritisk diskussion af Freges opfattelse af mening & reference, og en gennemgang af denne. Jeg har sammenlignet Freges sprogfilosofi med Kripkes, og på denne måde vist nogle mangler i Freges system.

Litteraturliste Forkortet navn:

Navn:

VTF

Vor tids filosofi, Engelsk og Amerikansk Filosofi, Poul Lübcke, Politikens Forlag, 2003

PFL:

Politikens Filosofi Leksikon, Poul Lübcke, Politiken, 1983

DSF:

Politikens bog om De Store Filosoffer, Bryan Magee, Politiken, 1998

Kompendium:

Kompendium til Moderne Filosofi 1b, Jens Hebor SDU, efteråret 2003,

Websites: http://www.zap.to/jaeger http://online.sfsu.edu/~kbach/FregeRus.html http://www.hf.uio.no/ilf/studier/sli/sli-140/h2000/Russell.html http://www.id.cbs.dk/~swj.id/compref/files/samdrg.pdf http://www.hf.uio.no/ilf/studier/sli/sli-140/h2000/Frege2.html http://www.mpn3.dk/mening.PDF http://www.hf.uio.no/ilf/studier/sli/sli-140/h2000/Kripke.html