Rundt om Braemore

SAND

FOTO OG TEKST 2023

Foto og tekst fra Braemore

Copyright © Forlaget Michael Sand

Copyright © fotos Michael Sand

Redaktion Michael Sand

Billedredaktør og grafiske tilrettelæggelse Michael Sand

Korrekturlæsning Birgit Grønborg Udgiver: Forlaget Michael Sand

Jagtbogen er udarbejdet i samarbejde med Netnatur.dk

Michael Sand

Jagt i billeder

AROUND BRAEMORE

Lige siden tidernes morgen har jægere følt trang til at formidle jagten. Denne trang har også vores tids jægere. Denne bog er drevet af den ånd, som drev de første hulemagere, da de dekorerede huler og klippesider så eftertiden kunne se, hvordan de levede og jagede. Man hævder ofte, at et enkelt billede, kan sige mere end mange ord, og det udtryk er der meget sandhed i. Alligevel ledsages de mange jagtbilleder i udgivelsen af korte og lidt længere billedtekster. Ikke kun for at guide jægerne, men i særlig grad for at give ikke jagende læsere indblik i hvorfor mænd og kvinder anno 2023 holder fast i en livsstil, som har rødder tilbage til tidernes morgen, hvor jagt var en forudsætning for overlevelse. Det er mit ønske, at bogen kan tale til de fleste. Fra den inkarnerede jæger, til nyjægeren og til den, som slet ikke går på jagt, men gerne vil forstå jagt og jægere lidt bedre.

Bogen er delt ind i fire overordnede kapitler. Første kapitel er kaldt Drømmen, og kapitlet er et forsøg på at visualisere længslen, som er den pris, vi jægere må betale for at leve civilisationens bekvemmelige, men til tider noget naturfjerne liv.

Vi kan ikke gå på jagt hver eller hver anden dag og jagt i det 2100 århundrede er mere end noget andet en visuel flugt fra den moderne hverdag og alle dens gøremål. Det er en drøm.

Det første kapitel følges af et kapitel, der illustrerer selve jagten, som er al det, som går forud for skuddet og nedlæggelsen af vildt.

Under jagten genoplades de mentale batterier og selv om jagt er motiveret af vildt på tasken, er det egentlig udbytte mere uhåndgribeligt.

Når det er nævnt, er det dog tredje kapitel kaldet skuddet og dermed drabet der kendetegner en jæger. Om ikke andet i den brede offentlighed. Hvor meget det fylder

i en jægers selvforståelse, kan nok diskuteres, da selv et meget aktivt jægerliv kan kendetegnes ved ganske få skud. Men skuddet og drabet er en nødvendighed for at få fat om vildtet og det er denne del, som gør os til en særlig aktive brugere af naturen og dens ressourcer.

Bogens fjerde og sidste kapitel som jeg har kaldt vildtet forsøger at illustrere den unikke glæde ved det nedlagte vildt, der om noget fylder i den samlede oplevelse ved jagten.

De mange billeder, der er anvendt til at illustrere bogens idé, er valgt ud fra devisen om, at jægere af i dag også i vid udstrækning er rejsende jægere.

Vel er der forskel på jagtkultur i Skandinavien og jægere i Sydamerika, men jagtinstinkterne og glæden ved jagt er en del af menneskets helt grundlæggende natur uanset, hvor man er født og slår sin folder som jæger.

JAGTEN

- foto og tanker om jagt

Copyright © tekst + fotos Michael Sand

Redaktion Michael Sand

Billedredaktør og grafiske tilrettelæggelse Michael Sand

Korrekturlæsning

Tryk

Printed

ISBN 0

Udgiver: Forlaget

Jagtbogen er udarbejdet i samarbejde med Netnatur.dk

FORORD

Sekundet hvor pegefingeren bøjes og skuddet går, er sandhedens øjeblik. Timer, ugers eller måneders forberedelse og dagdrømmeri forløses alt sammen i en brøkdel af et sekund. Et dårligt skud kan ikke fortrydes eller trækkes tilbage. Og tøver man i sandhedens øjeblik, får man måske aldrig chancen igen. Det er jægerens dilemma, når vildtet er på skudhold, og det skal besluttes om der skal skydes eller ej.

Vurderes situationen forkert, kan et uheldigt skud få fatale konsekvenser. Ikke kun for det vildt, der skydes til, men også for personer og hunde, som er med på jagten. Et uheldigt skud kan uanset udfaldet være fatalt for den jæger, der slipper det skud, der aldrig burde være sluppet. Han glemmer det aldrig og selvtilliden kan gå samme vej som den tillid, som jagtkammerater hidtil har udvist deres jagtkammerat.

Sikkerheden og vildtets næste træk skal vurderes på ganske kort tid men for mange erfarne jægere udløses skuddet alligevel næsten instinktivt, når chancen opstår. Dette udtrykt i tillid til, at læseren naturligvis forstår, at der bag denne instinktive handling ligger en sikker vurdering af situationen – lidt ligesom bilisten, der med tiden oparbejder instinktive færdigheder, der gør kørslen sikker og forsvarlig.

ESATE

Sekundet hvor pegefingeren bøjes og skuddet går, er sandhedens øjeblik. Timer, ugers eller måneders forberedelse og dagdrømmeri forløses alt sammen i en brøkdel af et sekund. Et dårligt skud kan ikke fortrydes eller trækkes tilbage. Og tøver man i sandhedens øjeblik, får man måske aldrig chancen igen. Det er jægerens dilemma, når vildtet er på skudhold, og det skal besluttes om der skal skydes eller ej.

Vurderes situationen forkert, kan et uheldigt skud få fatale konsekvenser. Ikke kun for det vildt, der skydes til, men også for personer og hunde, som er med på jagten. Et uheldigt skud kan uanset udfaldet være fatalt for den jæger, der slipper det skud, der aldrig burde være sluppet. Han glemmer det aldrig og selvtilliden kan gå samme vej som den tillid, som jagtkammerater hidtil har udvist deres jagtkammerat.

Sikkerheden og vildtets næste træk skal vurderes på ganske kort tid men for mange erfarne jægere udløses skuddet alligevel næsten instinktivt, når chancen opstår. Dette udtrykt i tillid til, at læseren naturligvis forstår, at der bag denne instinktive handling ligger en sikker vurdering af situationen – lidt ligesom bilisten, der med tiden oparbejder instinktive færdigheder, der gør kørslen sikker og forsvarlig.

Et vellykket skud er betinget af foremmelse for fart, afstand og vildtes næste træk ...

DEN MEST VIGTIGE

En haglbøsse skal helst virke som en forlængelse af kroppen og derfor rettes bøssen ofte til så den passer til den jæger, som anvender den. Det

er nemlig det gennemførte og kontrollerede sving, der fælder den høje og hurtige fasan og dette kommer kun med øvelse og en haglbøsse, som man passer så godt, at man kan skyde frit og instinktivt.

Billederne her blev optaget i Danmark, som med tiden har gjort jagt på drevne fasaner til en national jagtform, selv om jagtformen oprindeligt er importeret fra landende omkring os.

Fasanen er målt i antal den absolut mest vigtige vildtart i Danmark og ifølge den officielle udbyttestatistik er cirka hver tredje fugl, som nedlægges i landet, en fasan.

Bevar tilliden med stille jagt og et stille skud

FÅ FORSTYRRELSER

Jagt virker forstyrrende på vildtet og den forstyrrende effekt ved jagt spiller en væsentlig rolle, når jægere debatterer jagt med ikke jægere, der gerne vil have så mange tæt på oplevelser med vildtet, som overhovedet muligt. Og jo mindre vildtet jages, jo mere tillidsfuldt optræder det overfor mennesker og jo korte bliver flugtafstandene over tid.

Desværre kan jagt ikke udøves uden at ændre vildtets adfærd i et eller andet omfang. Men som jæger kan man gøre meget

for ikke at øge vildtets flugtafstande nævneværdigt.

Billedet her er taget umiddelbart efter bjergene rungede efter afgivelse af et riffelskud. Den nedlagte stenbuk hørte aldrig skuddet, og de øvrige dyr i den lille gruppe havde ingen anelse om, hvad der skete med deres afdøde flokmedlem, der ses nederst i venstre hjørne af billedet.

Jægerne valgte at forholde sig i ro efter skuddet, og først da dyrene havde trukket sig, rejste de sig fra deres skjul og bevægede sig op mod den nedlagte spanske stenbuk med de lyreformede horn.

Kontrol og overraskelse i den forventede skudsituation

SKUD I TÅGEN

Man siger ofte, at der ikke er dårligt vejr, kun dårlig påklædning. Når det gælder jagt, er dette ikke helt rigtig. Tåget vejr er nemlig dårligt jagtvejr. Det gælder ikke mindst under jagt på agerhøns med stående jagthund, hvor man har behov for at se, hvor hunden søger og ikke mindst hvor den tager stand.

Billedet her er optaget en dag, hvor sigtbarheden var så ringe, at det var svært at finde hunden, når den opnåede stand for de trykkende hønsefugle. Men

når først hunden var lokaliseret, virkede det lille team som det skulle.

Hunden kunne rejse fuglene, og jægerne skyde alt imens hundeføreren sikrede sig, at hunden ikke apporterede de skudte fugle før den fik besked på det. Æres bør de jægere og vildtplejere, der via penge og knofedt skaber levesteder for agerhøns og andet levende i det åbne landskab.

BÆREDYGTIGT JAGT

Moderne jagt skal leve op til tidens etiske strømninger, hvilket næsten giver sig selv, da også jægere er børn af deres tid og dermed påvirket af de stemninger, som kendetegner vores forhold til natur, miljø og andre levende skabninger. Derfor er begrebet bæredygtig jagt under evig forandring og i dag skal jagt være bæredygtigt både biologisk og socialt. Billedet her er fanget i netop det øjeblik, hvor fasankokken rammes af en tæt sværm hagl. Fuglen dør – eller forender i knaldet, som det af og til udtrykkes i jagtsproget og den farvestrålende fugl opdagede aldrig, hvad der ramte den.

BLÅ SOMMERDUER

Blandt kvinder bliver jagt mere og mere populært og i Norge er cirka hver tredje nye jæger faktisk en kvinde. I Danmark er mindre end ni ud af 10 jægere mænd. Cirka 11% er kvinder.

Billedet her blev taget under en duejagt i Dorset, en dag, hvor duerne slog på ny høstet mark. England er for europæiske duejægere, hvad Argentina er for amerikanske. Hvert år besøges både Irland, England og Skotland af tilrejsende jæ-

gere, som drømmer om det ultimative duetræk og en såkaldt red letter dag, som er et udtryk anvendt om en særlig god dag. Typisk en dag relateret til over 100 skudte duer.

Selv om indbyggerne i Storbritannien i almindelighed sætter pris på de hurtige, blå duer med de hvide vingebånd, regnes ringduen også for en plage, som bekæmpes for at støtte landbruget.

Bevar tilliden med stille jagt og et stille skud

DØD ELLER LEVENDE ?

Også i Sydamerika er der mange måder at nedlægge duer på. De kan skydes, når de trækker lavt over markerne eller de kan nedlægges, når de flyver mellem mark og skov og undervejs passerer høje trækronerne. Hver jagtform sin charme og sine tilhængere.

Billedet her er skudt under en jagt i Argentina – på en post, hvor duerne trak højt. Det medførte vanskelige skud og situationer, som var meget anderledes end de skud, der kan opleves for opstillede skjul i

markerne, hvor duerne trækker lavt og kontinuerligt.

Duen på billedet må betegnes som heldig, da den lige akkurat slipper for haglsværmen, som dog svirper den i vinge- og halefjerene, som det kan ses på det meget sjældne øjeblik, hvor haglsværm og due passerer hinanden. Dybdeskarpheden ved den slags billeder optaget med supertele er meget lav og var billedet taget en brøkdel af et sekund tidligere eller senere var haglsværmen aldrig kommet ind i billedet.

EN UD AF TRE

Blandt internationale jægere regnes Grønlands moskusokser for en nem vildtart at jage. Selv om dyrene er født og opvokset i Grønlands barske natur, er de ikke særlig sky og hvis der er nogen jagtform, der må regnes som garantijagt, er det jagt på de store

Sjældent skud til moskus i flugt ...

okser, der ret beset slet ikke er okser, men får.

Østgrønlands store bestand af moskus er voksende og oprindeligt baseret på udsatte dyr, der har deres udspring i Vestgrønland.

Billedet her er taget under en sensommerjagt på moskus ved Sønderstrømfjord og billedet illustrer, at der ofte er forskel

på teori og praksis. Hvor jagten på de store moskusokser ofte kan minde mere om slagt end jagt, er de ingen regler uden undtagelser.

Når Grønland åbner op for jagt på både kalve og hundyr, trækker dyrene sig og både lokale og tilrejsende jægere må søge længere og længere ind i landet for at finde de store dyr.

De to flygtende okser på billedet blev spottet på lang afstand og billedet er taget få sekunder efter, at det tredje dyr i flokken blev ramt af en riffelkugle. Den forendte okse kan anes som en mørk klump nederst i billedets venstre side.

Livets tynde tråd kappes ikke altid i selve skudøjeblikket ...

MELLEM LIV OG DØD

Selv om et stykke vildt træffes af en dræbende kugle og alt går lige efter riffeljagtens abc, er det langt fra altid, at resultatet er en øjeblikkelig dødelig reaktion. Af og står dyret tilbage, som om intet var hændt, og andre gange går eller løber det fra påskudstedet, selv om det principielt er at betragte som dødt, da hjertet ikke længere er i stand til at pumpe blod ud i kroppen.

Billedet her er optaget i en af Nordjyllands store højmoseområder og viser netop det øjeblik, hvor hjorten træffes af en velplaceret kugle. Men til trods for, at brunsthjortens niveau af adrenalin var højt, sank den forendt til jorden. Den opdagede næppe, hvad det skete og var så godt som død inden den ramte jorden

Billedserien viser øjeblikket mellem liv og død og bemærkes skal den tynde tråd, som en edderkop har trukket mellem hjortens

to topsprosser. Edderkoppens tråde er til evig fascination for ikke mindst forskere, der stadig undres over trådens brudstyrke og smidighed. End ikke den enorme anslagsenergi, der ramt hjorten og sendte den i jorden, fik tråden i geviret til at briste.

HIGHLAND

FANGET I SKUDDET

Buejægere har mange udfordringer, som riffeljægere ikke har. Først og fremmest skal de tættere på vildtet, før de kan afgive skud. Meget tættere faktisk. Dertil skal de trække pilen, når de er på skudhold. En bevægelse, der ofte afslører jægeren og sender vildtet på flugt. Slutteligt kan buejægeren først slippe sin pil, når vildtet er roligt og ikke viser tegn på stress. I modsat fald kan det nå at reagere på lyden af den spændte buestreng, når den slipper sit tag i pilen. Lydbølger bevæger sig hurtigere end selv den hurtigste pil og fornemmer dyret allerede lyden når ”skuddet” afgives vil det af og til nå at flytte sig inden pilen er fremme og træffer sit mål.

På billedet her er pilen med de røde styrefjer sluppet og sendt mod kaninen, som i princippet er dødsmærket. I næste splitsekund vil den blive ramt af så voldsom kraft, at den vil dø øjeblikkeligt alene pga af chokket fra den særligt udformede pilespids, der faktisk slet ikke er spids, men det stik modsat

JAGT TEGNET MED RØDT

Jagt kaldes af og til for blodsport. Et udtryk der kalder på stærke følelser, da det tegner et billede af jagt som en sport. En blodig en af slagsen, der tilmed er uværdig, da vildtet ikke er at betragte som en modstander, som ellers er præmissen i de fleste andre sportsgrene. Men jagt kan næppe kaldes for sport. Og at kalde jagt for blodsport, vil jeg kalde en miskrediterende misforståelse.

Jagt er en bevaret livsform, som har til opgave at skaffe

mad på bordet, skind på kroppen og trofæer til udsmykning. Det kan ikke kaldes en sport, selv om mange jægere i dag lægger et regelsæt ind for korrekt udført jagt, så udfordringen – sporten om man absolut vil – bevares i jagten.

Billedet her er taget i England umiddelbart efter, at jægeren nedlagde dyret med et skud på halsen. Er billedet brutalt eller er det blot en konstatering i en verden, som spiser kød fra dræbte og blødende dyr som aldrig før? Det er op til læseren at vurdere, men fakta

er dog, at der hvert år skal nedlægges et stor antal dyr for at holde bestanden af f.eks. dåvildt i balance med sine omgivelser. Uden denne afskydning er alternativet voksende bestande, mark- og skovskader og på sigt en bestand ude af kontrol med de følgevirkninger, som det har. Konsekvenserne af en overbefolkning kan være brutale. Ikke kun for det enkelte dyr, der bukker under. Men for hele bestanden.

Alle må vi acceptere livets byggesten og se døden og præmissen for nyt liv i øjnene ...

Fra tam til vild eller vild til tam?

Forklaring på arternes udvikling er ofte kun et skud ...

VILD ELLER FORVILDET

Den europæiske muflon har sit udspring på øen Korsika, hvorfra den er introduceret til fastlandet. I dag findes der spredte bestande af mufloner over hele Europa – både fritlevende og som dyrehavedyr. Den europæiske muflon er mørk med lyse saddeltasker, mens den cypriotiske muflon er lysere og

desuden langt mindre talrig. Der er stor uenighed om den europæiske muflons historie og en af forklaringerne går på, at muflonen er et forvildet tamfår, der blev introduceret til Korsika og Sardinen for flere tusinde år siden. Isoleret fra fastlandet udviklede arten over tid egne karakteristika. Andre mener ikke den forklaring holder vand. De anser den europæiske muflon for en selv-

stændig art, som desuden er stamfar til Europas tamfår. Endelig er der dem, der hævder at arten er tæt beslægtet med de asiatiske mufloner.

Billedet her er taget under en jagt i Tjekkiet i et område, hvor man kan opleve den mørke og klassiske muflon, der har sit udspring på øen Korsika. I området optræder der også en lysere variant, der har ligheder med den art, som man ellers

kun oplever på Cypern, hvor bestanden i Paphos Forest Game reserve er estimeret til kun 3.000 dyr.

OLD FORREST

Sekundet hvor pegefingeren bøjes og skuddet går, er sandhedens øjeblik. Timer, ugers eller måneders forberedelse og dagdrømmeri forløses alt sammen i en brøkdel af et sekund. Et dårligt skud kan ikke fortrydes eller trækkes tilbage. Og tøver man i sandhedens øjeblik, får man måske aldrig chancen igen. Det er jægerens dilemma, når vildtet er på skudhold, og det skal besluttes om der skal skydes eller ej.

Vurderes situationen forkert, kan et uheldigt skud få fatale konsekvenser. Ikke kun for det vildt, der skydes til, men også for personer og hunde, som er med på jagten. Et uheldigt skud kan uanset udfaldet være fatalt for den jæger, der slipper det skud, der aldrig burde være sluppet. Han glemmer det aldrig og selvtilliden kan gå samme vej som den tillid, som jagtkammerater hidtil har udvist deres jagtkammerat.

Sikkerheden og vildtets næste træk skal vurderes på ganske kort tid men for mange erfarne jægere udløses skuddet alligevel næsten instinktivt, når chancen opstår. Dette udtrykt i tillid til, at læseren naturligvis forstår, at der bag denne instinktive handling ligger en sikker vurdering af situationen – lidt ligesom bilisten, der med tiden oparbejder instinktive færdigheder, der gør kørslen sikker og forsvarlig.

Hundeavl og hundetræning er afgørende forudsætninger for jagtudøvelse ...

HURTIGT UD OG HJEM

Hurtig ud og hurtig hjem er alfa og omega hos en god apporterende jagthund. Hunden skal være hurtig fremme ved det nedlagte vildt, da det mindsker risikoen for, at fasanen eventuelt kommer sig ovenpå skudchokket og tager til benene og måske helt forsvinder.

Men at bringe det nedlagte vildt hurtigt hjem, er mindst lige så vigtigt som det er at være hurtig fremme. Måske har jægeren brug for hunden til endnu en apportering og jo hurtigere den kan melde sig klar til næste opgave, jo bedre er det.

Billedet her blev taget under en jagt i Store Vildmose i Nordjylland, hvor udsætning af fasaner praktiseres af både store og

mindre jordbesiddere. De fleste fasaner, der udsættes, skydes på større anlagte selskabsjagter, hvor jægerne betaler et beløb pr. nedlagt fugl. Men når det regner på præsten, drypper det på degnen og også terrænerne tæt på udsætningspladserne oplever flere fasaner, når et professionelt drevet jagtvæsen udsætter fuglevildt. Bemærkes skal det dog, at kun

cirka halvdelen af de udsatte fugle nedlægges af jægerne. De øvrige indgår i naturens kredsløb til glæde for rovdyr, rovfugle og ådselædende insekter og de dyr og fugle, der lever af disse etc.

AMERIKANSK HVERDAG

Whitetails er for nordamerikanske jægere, hvad råvildt er for de europæiske. Den dåvildtstore Whitetal er uden sammenligning den mest betydningsfulde vildtart og i den amerikanske jagtlovgivning kan stort set alle amerikanere få en tilladelse til at skyde en Whitetail eller to – eller flere. Tilmed kan de nedlægges på offentlige arealer. Vildtet tilhører staten og dermed alle, men der må kun skydes til eget forbrug. Nedlagte dyr må ikke sælges, men kan dog bortgives til f.eks. offentlige institutioner.

Billedet er taget under en jagt i præriestaten Nebraska, der er kendetegnet ved lav befolkningstæthed og stor tæthed af Whitetails og Mule Deers samt en voksende bestand af den langt større Wapiti, der i Nord-

amerika i reglen omtales som Elk.

Jagtsæsonen for hvidhalet hjort starter med en periode, hvor dyrene kun må nedlægges med bue. Senere – når brunsten indledes – følger knap to uger med riffeljagt. Sidste på året åbnes der igen for jagt, men dog kun, hvis de nedlægges med muzzleloaders, der er mindre effektive end moderne rifler, hvilket er med til at gøre jagten vanskeligere og dermed reducere afskydningen.

Nedlæggelse af en stor Whitetail, er ikke kun en del af den amerikanske jægerdrøm. Det er også en del af den nordafrikanske dagligdag, da offentlige myndigheder estimerer bestanden af White-tailed deers i USA til omkring 30 millioner dyr.

Hvad man i ungdommen nemmer ...

FRA LÆRLING TIL MESTER

Aller Guds skabninger er lige værdifulde. Men skovsneppen er en vildtart, der vejer lidt mere på vægten end andre skønne vildtarter. Det kommer man nok ikke uden om. Skovsneppen er nemlig noget ganske særligt, selv om man med en vis ret kan påstå, at det blot er en forvokset bekkasin, som uden for skoven optræder i hobetal, når vind og vejr arter sig rigtig. Men skovsneppen er skovens eneste jagtbare vadefugl. Dertil mystisk og utilregnelig.

Billedet blev taget under en sneppejagt på det danske gods Schackenborg i Sønderjylland, der hører til en af de mere sikre destinationer, når sneppetræk-

ket går over kongeriget. Slottet er mere eller mindre sidste stop inden Skagerrak, der adskiller Danmark fra Storbritannien, som huser en stor del af de fugle, der hvert år trækker gennem Jylland.

Under en pause i jagten demonstrerede den unge pointer gode takter og apporterede uden slinger i valsen en udlagt, men endnu varm sneppe. Godt begyndt, er som bekendt halv fuldendt og allerede året efter strøg den unge hund til tops på flere markprøver for stående jagthunde for at toppe sin karriere som Danmarksmester.

Ikke alt er lige gråt, når mørket sænker sig ...

BESKYTTET AT RELIGION

Vildsvin i Tyrkiet tilhører underarten Anatolien Wild Boar, og da Tyrkiets befolkning overvejende er muslimsk orienteret, har de mange vildsvin i landet stort set ingen naturlige fjender ud over de ulve, som strejfer rundt i området omkring Sortehavet i den nordlige del af landet. Ulvebestanden

er estimeret til ikke færre end 7.000, men det betyder ikke, at landets vildsvin ikke blive gamle og udvikler vægt og tænder, som man ikke ser mange andre steder. Jagtrejsebureauer markedsfører jagt på vildsvin på op til 300 kilo samt vildsvin med tænder på helt op til 30 cm

Billedet her blev taget under en jagt i det sydlige Tyrkiet. Den store keiler blev nedlagt

under natjagt, men først parteret dagen efter. Selv om man ikke i almindelighed undgår svinekød i Tyrkiet, er der dog enkelte, som sætter pris på det velsmagende vildsvinekød.

Ikke mindst fra de dyr, der er vokset op på det sparsomme fødegrundlang omkring Taurus Mountains, hvor vildsvinet på billedet blev nedlagt.

Vildsvin smager nemlig af det,

som den spiser, og vildsvin, der har levet af en bredt sammensat kost af alt spiseligt, smager helt anderledes end de vildsvin, som overvejende er vokset op på majs og andre landbrugsprodukter.

Vortesvinets måske kønneste side

Alle Guds skabninger er per definition at betragte som smukke. Det er et godt udtryk, som man bør holde sig til. Men udsagnet udfordres, når man ser vortesvinet. Grim er den måske ikke, men særlig smuk er den heller ikke ligefrem. Måske har vortesvinet heller ikke trukket det mest heldige navn i dyreriget. En sammentrækning af ordene vorte og svin virker som en slags øgenavn, men det tænkte navngiverne nok ikke på, da de begyndte at navngive de mange skabninger i dyreriget.

Vildsvin, penselsvin, skovsvin var måske allerede optaget og derfor var det nærliggende at give arten et navn, der kæder

den sammen med de vortelignende gevækster, der ses i hovedet på de gamle orner.

Billedet her er taget under en jagt i Den Centralafrikanske Republik, hvor den store orne pludselig eksponerede sig på en lysning i den ellers tætte sommergrønne bush. Blandt jægere har vortesvinet en særlig plads og selvom vortesvinet ikke er det skarpeste dyr på savannen, kan der alligevel være langt mellem skudchancerne til en gammel Warthog.

Vortesvin ses af og til inddelte i underarterne Nolan warthog, Eritrean warthog, Central African warthog og Southern warthog

FRA ALLE VINKER

Kongen af de sydlige alper ...

EN KONGES FALD

Kongen af de sydlige alper. Det navn har den ikke hjemmehørende Tahr opnået i New Zealand, hvor den har levet frit på Sydøen siden 1904, hvor hertugen af Bedford forærede New Zealands regering seks tahr fra hans besætning i Woburn nord for London. Få år senere sendte han otte nye dyr og også disse blev udsat ved Mount Cook, hvor den lille gruppe hurtig fik fodfæste og tog til i antal.

Selv om Himalaya Thar, som er artens rigtige navn, er introduceret har den efterhånden fået permanent opholdstilladelse på øgruppen, som i dag ellers ser skævt til alle de arter, der gennem tiden er indført til landet.

De nye arter har nemlig vist sig at være en stor udfordring for den oprindelige flora og fauna, som man for enhver pris øn-

sker at beskytte og bevare. Synet af en ”Buhl Tahr”, der med vind i den lange manke, knejser fra tinderne på de Sydlige Alper, er dog blevet en del af nationens natur- og kulturhistorie. En art, som man ikke vil undvære og som ikke mindst jægerne argumenterer for skal bevares via fornuftig forvaltning.

Billedet her blev taget under en jagt i et vindblæst område kendt blandt bjergbestigere, da det var her, at Sir Edmund Hillary, trænede sig op til at bestige Mount Everest, som den første nogensinde.

Tahren på billedet er cirka 11 år gammel og er nedlagt sidst i april, som sammen med maj måned er det tidspunkt på året, hvor Bull-tahren har den længste og mest imponerende manke.

THE WALL

Sekundet hvor pegefingeren bøjes og skuddet går, er sandhedens øjeblik. Timer, ugers eller måneders forberedelse og dagdrømmeri forløses alt sammen i en brøkdel af et sekund. Et dårligt skud kan ikke fortrydes eller trækkes tilbage. Og tøver man i sandhedens øjeblik, får man måske aldrig chancen igen. Det er jægerens dilemma, når vildtet er på skudhold, og det skal besluttes om der skal skydes eller ej.

Vurderes situationen forkert, kan et uheldigt skud få fatale konsekvenser. Ikke kun for det vildt, der skydes til, men også for personer og hunde, som er med på jagten. Et uheldigt skud kan uanset udfaldet være fatalt for den jæger, der slipper det skud, der aldrig burde være sluppet. Han glemmer det aldrig og selvtilliden kan gå samme vej som den tillid, som jagtkammerater hidtil har udvist deres jagtkammerat.

Sikkerheden og vildtets næste træk skal vurderes på ganske kort tid men for mange erfarne jægere udløses skuddet alligevel næsten instinktivt, når chancen opstår. Dette udtrykt i tillid til, at læseren naturligvis forstår, at der bag denne instinktive handling ligger en sikker vurdering af situationen – lidt ligesom bilisten, der med tiden oparbejder instinktive færdigheder, der gør kørslen sikker og forsvarlig.

Fra skud til bord ...

MAD, JAGT OG FÆLLESSKAB

Hvis der er en vildtart, der spiller en stor rolle under efterårets mere selskabeligt anlagte jagter, er det råvildtet. Råvildtet hører til en af Europas største succeshistorier og stort set alle steder er bestanden af kontinentets mindste, oprindelige hjortevildtart gået frem i antal over de sidste mange årtier. I dag findes der råvildt langt op i Finland ligesom arten har fået ekstra godt fat i Tyrkiet og Spanien.

Billedet er taget under en haglbøssejagt, hvor alt jagtbart vildt var på parolen, herunder også råvildt. Skud til råvildt kræver ikke kun sikker skydning, men også evnen til at læse dyrets næste træk, når det kommer på skudhold under en jagt, hvor det presses af hunde og jægere. Da skal jægeren være i stand til vurdere situationen på et splitsekund og afgøre om der skal skydes eller om skuddet indebærer en særlig stor risiko for et dårligt placeret skud. Når det gælder haglbøssejagt og råvildt kan situationen ændres fra skudbar til ikke skudbar på

Når nætterne er meget lange og temperaturen meget lav ...

SKYGGER I LYSE NÆTTER

Tysklands bestand af vildsvin har over de sidste år været kendetegnet ved voldsom fremgang. Bestanden er vokset og alene i delstaten Kassel nedlægges der næsten lige så mange vildsvin, som der gør i hele Sverige, som til gengæld har flere vildsvin i udbyttestatistik-

ken end de har elge. Den voksende, tyske bestand opleves også i grænseområdet mellem Tyskland og Danmark, hvilket har givet anledning til panderynker hos myndighederne nord for grænsen, hvor man frygter, at vildsvinene skal virke som katalysator for spredning af svinepest, hvis og såfremt den frygtede pest skul-

le ramme landet, der har en meget stor og følsom eksport af svinekød. Frygten har udløst et grænselangt vildsvinehegn.

Billedet her er taget efter en natjagt på vildsvin i Kassel, hvor de lokale jægere hjælper landbruget med at holde bestanden af vildsvin på et tålt niveau. Men da jagten kun udøves uden brug af elektroniske

sigtemidler, indskrænker natjagten sig til relativt få dage, hvor der er månelys og evt. sne. Kun derved er det muligt at se de mørke dyr om natten. For mange tyske jægere er natjagt på vildsvin en lidenskab, hvor man i høj grad er underlagt vind og vejr samt lyse, men ikke for lyse nætter.

PLØREDE MARKER

Det kræver et stort forarbejde at anlægge en gåsejagt. Ikke mindst, når gæssene trækker mod en pløret mark, hvor opsætning af lokkefugle og etablering af skjul kan være særlig udfordrende. Gåsejagt er en jagtform, som derudover kræver stor viden og erfaring og ikke mindst adgang til det nødvendige grej. Lokkefuglene skal være vellignende og skjulet skal falde i et med omgivelserne. De sky gæs lader sig ikke så nemt narre og der skal ofte mange lokkefugle til og de skal opstilles på den helt rigtige måde og på det helt rigtige sted. Og dertil skal de hest ligne de gåsearter, som man ønsker at nedlægge. Forud for en gåsejagt kan der gå timers forberedelse.

Billedet her blev taget under en gåsejagt på Lolland, som huser en meget stor bestand af gæs. Både ynglende grågæs og tiltrækkende blisgæs, sædgæs, kortnæbbede gæs og canadagæs etc.

Jagten foregik på en ret pløret roemark, og de skudte fugle blev hurtig bjerget, når nye fugle var på vej mod lokkerne. Kun ved særligt krævende apporteringer, blev hunden tilkaldt. De øvrige tog jægerne sig af, og ganske som det gælder, når hunden apporterer, er princippet hurtig ud og hurtig hjem til skjulet igen.

Når en ny stribe gæs melder sin ankomst i horisonten, gælder det om at komme ned i skjulet og få de skudte fugle til at virke levende og lokkende.

Vildren i vildmarken ...

STORBUK PÅ TRÆK

Jagt på vildren i Norge er noget for sig og kan næppe sammenlignes med andre former for jagt i Europa. Renerne vandrer ofte over trægrænsen og i det træløse landskab kan de ofte spottes på kilometer lange afstande.

Jagten på vildren kontrolleres via et licensstyret afskydningssystem, der skal sikre en balanceret afskydning mellem kalv, simle og ”storbukk”.

Billedet her er fra Rendalen –et område med få mennesker og meget natur. Befolkningstallet er faldende og i den 3.174 km2 store kommune lever der i dag under 2.000 personer.

Norge kaldes ofte for Europas svar på Nordamerikas Alaska, men om Rendalen lever op til

definitionen vildmark, skal være usagt. Men rensdyr er der mange af og under en lang jagtdag kan man komme langt omkring i forsøget på at nedlægge det dyr, som man har indløst licens til.

Storbukken på billedet faldt langt fra alting, men når nøden er størst, er hjælpen nærmest og en lokal hestefører tilbød at bringe det nedlagt dyr ud af området. Alternativet til hestetransporten havde været lange vandringer med det parterede kød, da adgang med motorkøretøjer er bandlyst, da hjulspor fra tunge køretøjer kan være år om at hele sig i landskabet præget af langsom vækst.

VERDENS STØRSTE

Jagt bør ikke gøres op i point og rekorder. Når det er nævnt, findes der næppe en bukkejæger, som ikke drømmer om at nedlægge en ekstra stor råbuk. Om ikke andet så bare én gang i livet. Flere går målrettet til værks og booker jagtrejser til områder, der er kendt for at huse råbukke med særlig store opsatser. Andre nøjes med at drømme og håbe på, at den store buk træder frem netop den dag, hvor de står med riffel og skydestok i hånden og er klar til at tage imod.

Billedet her er taget efter den unge jæger på billedet havde

fået sin svenske drømmebuk målt op efter Safari Club Internationals regler for opmåling af jagttrofæer. Råbukken viste sig at være SCI’s største opmålte buk og dermed officiel SCI-verdensrekord.

I det europæisk udviklede CIC opmålingssystem, som de fleste af kontinents bukkejæger anvender, har den svenske buk fået en plads blandt de 10 største opmålte opsatser nogensinde.

Bukken blev nedlagt på et sydsvensk jagtrevir, som den unge jæger har lejet jagten på sammen med en lille gruppe danske jægere.

Pletskud og jagtlykke ved solopgang ...

Før vi udstyrede os med køleskabe og kummefrysere var det vanskeligt at samle til huse. Af samme årsag kunne bekymringerne i sagens natur næppe række særlig langt ud i fremtiden. Og når jagten var slut, og dagen reddet, var der ikke meget at bekymre sig om før dyret var spist og der igen skulle kød over bålet.

Samme sorgløse fornemmelse kan ramme den moderne jæger, der vender tilbage med vildt efter en vellykket jagt. Alverdens reelle eller indbildske byrder og bekymringer kan for

en tid forsvinde, når vi mærker vægten fra det nedlagte vildt. Billedet her blev optaget under en jagt på en nordjysk ejendom, der har plantet omkring 300 ha korn- og kartoffelmarker til med pil og poppel. Dermed har de forvandlet de åbne marker til grøn energi og en oase for en række jagtbare og ikke jagtbare arter. Det nedlagte ungdyr, der er på slæb, faldt for en velplaceret kugle få minutter efter solen var står op.

HJEM FRA JAGT

Lige der hvor solen står op ...

SJERNER OG NATJAGT

Er der en vildart, der står jægerne særlig nært, er det vildsvinet. Det store udbredelsesområde fra Tyrkiet i syd til Skandinavien i nord har medført, at vildsvinet er ved at bide sig fast som den måske mest betydningsfulde vildtart i Europa. Men det er med vildsvin, som det er med så mange andre vildtarter. Jo ældre de bliver, jo vanskelige bliver de at jage. Derfor regnes en fuldvoksen keiler da også for et tro-

fæ for livet. Billedet her er fra Tyrkiet i Anatolien, som udgør den asiatiske del af det store land, der siges at forbinde øst og vest. Tyrkiet huser nok verdens største bestand af ægte vildsvin og selv om Anatolien betyder stedet, hvor solen står op, nedlægges de store vildsvin ofte under natjagt. Skyggejagt efter Tyrkiets store keilere er en oplevelse, der har det med at bide sig fast og jagten bekræfter antagelsen om, at mere vil have mere.

BÅDENS JÆGERE

Der er ikke mange befolkningsgrupper tilbage på denne jord, som alene lever af jagt, selv om vildt stadig bidrager til husholdningen i mange lokale samfund, som endnu kun har sporadisk kontakt med den industrialiserede verdens gode og mindre gode sider. Overgangen fra oprindelig fangerkultur til moderne og kontrolleret jagtkultur kan være en prøvelse – både for vildtet og de mennesker, der skal indrette sig efter den ny verdens mange regler og begrænsninger. Flere steder betragtes den ulovlige og ukontrollerede jagt efter bushmeat for den største trussel mod de vilde dyr.

Billedet her er taget i Venezuela, hvor man endnu kan møde Warao-folket, der befinder sig i nordøstlige Venezuela, Trinidad og Tobago, Guyana og

Surinam. Betegnelsen Warao oversættes som ”bådens folk”, og i følge sagnet var den første Warao en fuldendt jæger, der holdt til i den himmelske verden. Under jagt opdagede han dog den jordiske verdens skøndhed, og rigelige mængder af frugt og vildt, hvorfor han besluttede sig for at forlade den himmelske.

Warao-folket transporter sig stadig via udhulede kanoer og til trods for at t-shirts og modermælkserstatning har fundet vej til de små samfund bygget på pæle i floden, lever indianerne stadig af vildt og fisk og det som de kan dyrke på små rydninger i regnskoven. Men i modsætning til tidligere, nedlægges vildtet ikke længere kun med bue og pil, men også med hjemmelavede skydevåben til krudt og kugler.

NØGLEART MED PRIS

Bæverjagt er både jagt efter kød til gryden og jagt på trofæer i form af skind og kranie til hjemmet. Men først og fremmest er bæverjagt jagt efter oplevelser.

Bæverjagt udføres i reglen om foråret, når isen slipper sit greb om de søer, damme og vandløb, som gemmer på de tunge gnavere, som kan presse vægten helt op på 30 kilo eller i sjældne tilfælde endnu mere.

Billedet blev taget dagen efter en vellykket bæverjagt i Norge,

hvor bæverdamme og dæmninger i mere overført betydning deler vandene.

På den ene side er bæveren velset fordi den skaber en mere naturlig og artsrig natur. På den anden side kan den være en udfordring for jordbesiddere, der har andre ønsker med de områder, som de slår sig ned i. Herlighedsværdien herunder i særdeleshed jagtværdien betyder dog, at en kontrolleret bestand tolereres. Også selv om deres tilstedeværelse kan koste på skovens driftsøkonomi.

Når succes bliver til en frygtelig bekostning...

ØDELÆGGENDE SUCCES

Jagt var oprindelig en måde hvorpå man kunne opretholde livet. Senere blev det til et supplement for til sidst at blive til en slags livsstilsbaseret hobby, hvor jagtens udbytte er mere eller mindre uden betydning. Jagtens udbytte er det rekreative og en måde hvorpå det moderne menneske kan dyrke de instinkter, der har gjort os til det, som vi er. Meget tyder på, at dette er gavnligt for vores mentale sundhed.

Jagt er dog også blevet en del af forvaltningen. Mange vildtarter – ikke mindst dem, der er introducerer til nye områder – kan udgøre en plage for den sektor, der skal forsyne verdens voksende befolkning med mad. Derfor efterspørger samfundet i stigende grad jægernes hjælp, når de mange vildtbestandene skal reguleres og holdes på et

tålt niveau.

Billedet her er taget under en natjagt i New Zealand efter possums – en australsk trækænguru, som omkring 1850 blev importeret som pelsdyr til New Zealand.

Enkelte dyr forvildede sig dog ud i naturen og i 1980’erne blev New Zealands bestand af frilevende common brushtail possum opgjort til mellem 60 og 70 millioner dyr. Den store bestand regnes som en tikkende miljøbombe, da de mange dyr er en belastning for fugle og gamle oprindelige træer, der ikke i modsætning til træerne i Australien, har et iboende og naturligt værn mod dyrenes bid.

Jagt og fældefangst har vist sig utilstrækkeligt og kan ikke alene holde de nataktive dyr under kontrol og derfor spreder myndighederne store mængder gift ud i de mest belastede

områder.

Giften dræber ikke kun possums, men også en række andre dyr, men den kontroversielle fremgangsmetode giver de gamle træer et pusterum og mulighed for at komme sig lige som biotopen igen er beboelig for oprindelige dyr og fugle indtil de invasive arter igen tager over.

Anvendelse af gift er ofte til debat i det offentlige rum, men uanset hvad man mener om metoden, har den efter meget at dømme formået at reducere bestanden af possums til omkring 30 millioner dyr. Selv om den unge jæger på billedet virker tilfreds med nattens resultat, batter det ikke meget i det store regulerings-regnskab.

KAN IKKE BESEJRES

Lige siden tidernes morgen, har jægere gemt de dele af det nedlagte dyr, som ikke kunne spises eller de dele, der kunne bruges som skind eller andet nyttefuldt. De ikke anvendelige dele er det vi i dag kalder trofæer, selv om ordet trofæ kan give associationer om sejr. En betegnelse, der ikke giver mening at anvende i tilknytning til jagt. En moderne udrustet jæger besejrer ikke sit vildt. Dertil er kampen på liv og død trods alt for uligevægtig, da den teknologiske

udvikling har givet jægerne fordele, som har forskubbet balancen for altid.

Billedet her er taget under en forårsjagt i Canada, hvor en jagtguide poserer med en stor sortbjørn, skudt med riffel på cirka 25 meters afstand. Billeder af jægere, som poserer med nedlagte vildt, kan af og til vække forundring og ligefrem forargelse. Ikke mindst når billederne uploades til de sociale medier, hvor de deles og kommer ud til brugere, som ikke forstår jagt og slet ikke hvorfor vi absolut skal ”prale” med det, som vi har skudt.

For de fleste jægere er det klassisk opstillede billede næppe at betragte som et pralebillede. Det er et mindebillede, og i reglen forsøger man at arrangere det nedlagte dyr så det fremstår smukt og respektfuldt. På den måde er der ikke forskel på trofæfotos og madfotos. Også når det gælder madfotos forsøger fotografen at fremstille de spiselige dele af det dræbte dyr så smukt og delikat og måske ligefrem respektfuldt som muligt.

Grøn jagt på grøn anakondaSydamerikas dronneing ...

CATCH AND RELEAS

Der er jægere, der nedlægger vildt med skydevåben, fiskere, som fanger fisk med fiskestang, og undervandsjægere, der skyder fisk med harpun. Men hvad kalder man jægere, der fanger kvælerslanger? Det er der vist ikke nogen benævnelse for. Måske fordi kun et ubetydeligt antal søger sig draget af de store slanger, som efter fangsten genudsættes efter principperne i Catch and Release.

I modsætning til lystfiskere, kan jægere i almindelighed ikke udsætte det vildt, som de har nedlagt. Hvor fisken kan leve videre efter mødet med en krog og et landingsnet, er det definitivt den dag vildtet mø-

der en riffelkugle eller rammes af en haglsværm. Dog er der også indenfor jagt opstået en slags grøn jagt, hvor jægeren skyder vildtet med bedøvelsesile. F.eks. af dyr, som den sydamerikanske jaguar, der alligevel skal bedøves og mærkes i forbindelse med et forskningsprojekt.

Billedet viser Sydamerikas dronning, den store grønne anakonda, efter afslutningen på en jagt, hvor jægerne ved hjælpe at kløftede kæppe mærkede sig frem langs bunden af de mange damme, man kan finde i Sydamerikas mest regnfattige periode.

Når man mærker eller fornemmer en slange, er kunsten at finde ud af hvordan

den vender. Slangens hoved skal helst være så langt væk fra dens hale som muligt. I modsat fald kan det store dyr snurre omkring og bide, når man forsøger at trække den fri af vandet.

Selv om anakondaens bid er ugiftigt, er det ikke ufarligt og i de områder, hvor man finder de store slanger, er der ofte mange timers transport til nærmeste læge eller skadestue. Derfor er det afgørende, at man er forsigtig og sikrer sig, at man ved hvordan slangen ligger i vandet inden man begynder at trække den fri. Billedet er optaget i Los Llanos – et meget stort vådeområde, der deles af Columbia og Venezuela. Her har Catch and

Release af store slanger og kaimaner – sydamerikanske krokodille - ført til, at enkelte bønder har skiftet karriere og er gået fra kvægavl til guidning af jægere og andre naturbrugere, der gerne vil betale for nærkontakt med en fem, seks eller syv meter lang kvælerslange, der efter et par billeder sendes tilbage til friheden.

Jægerjoke og et godt grin ...

GRANDA AGERHØNS

Jagt på hønsefugle i Sydamerika har mange ligheder med hønsejagt i Europa eller Nordamerika, men takket være økonomien i landets jagtindustri har landet råd til at enkelte områder helliges de vilde hønsefugle og jagt på samme.

Billedet er taget under en jagt på The spotted Tinamou – der almindeligvis omtales som perdiz eller Tinamou, som ofte er det navn, der anvendes indenfor den mere fagspecifikke litteratur.

Selvom gruppen af Tinamiformes ligner quail and grouse eksisterer der åbenbart ikke noget egentlig slægtskab og gruppen går ofte under nav-

net Tinamiformes. Udover The spotted Tinamou, er det også flere steder i Sydamerika muligt at nedlægge den cirka dobbelt så store, men noget mere sjældne perdiz grande eller Martinetas.

Og skal der to mand til at bære en almindelig perdiz, er det ikke godt at vide, hvor mange der skal til for at bringe en granda, den dag den måtte falde for et velrettet skud.

Kommunikationen mellem jægere fra Skandinavien og sydamerikanere kan være vanskelig, men at joke med fotografen kræver ingen sproglige færdigheder. Et godt grin er internationalt.

DEN SIDSTE BUK

Den svenske og norske sensommerjagt på råbukke trækker ikke kun svenske og norske jægere af huse. Også jægere fra andre lande søger mod nord, når sæsonen åbnes op medio august. På det tidspunkt synger råvildtets brunstperiode på sidste vers, og selv om mange

ældre bukke allerede lever en stille og tilbagetrukket tilværelse efter brunstløjerne, kan man stadig overraske eller måske ligefrem lokke en gammel buk frem ved at efterligne lyden af en parringsvillig rå. Billedet her er taget i Norge og den nedlagte buk blev dagen forinden set beslå en rå, der optrådte med ikke mindre end

fire plettede lam. Det normale er to eller tre. Bukken viste sig at være en såkaldt returbuk. Tænderne var nedslide og kyndige anslår alderen til cirka otte år eller mere. Den næsten sprosseløse buk blev senere målt op til over 100 CIC-point og i bukkens velmagtsdage er der næppe tvivl om, at den har båret en endnu

stærkere opsats. En fuldvoksen råbuk har ofte seks sprosser, men i bukkens sidste år kan nogle bukke sætte en opsats op, som er helt uden sprosser. Da kaldes bukken for en morder, selv de næppe er mere morderiske anlagte end yngre og midaldrende bukke. Bukken blev i øvrigt jægerens allersidst nedlagte råbuk.

Russian boars på afveje ...

TIL GLÆDE OG DET MODSATTE

I Argentina har flere jagtlodges udsat europæiske vildsvin til glæde for de mange, der fra nær og fjern besøger jagtlandet, som især er populært blandt jægere, der søger det ultimative due-, ande- eller gåsetræk. Men Argentina er ikke kun et paradis for fuglejæger. Det er også en attraktiv jagtnation for storvildtjægere, som f.eks. ønsker at opleve en sydamerikansk vildsvinejagt til hest. Det er dog ikke alle, som ser med lige stor begejstring på de mange nye arter, der med tiden har bredt sig fra jagtfarmene til områderne uden for. Ikke mindst vildsvin giver anledning til skarpe bemærkninger fra landmænd. Vildtskader ser man på med stor alvor. Billedet her er taget under en vildsvinejagt hos en landmand,

der efter eget udsagn var rig på dyr, men fattig på penge. Derfor satte han og de hjælpere, som han havde ansat, meget stor pris på lidt hjælp med afskydningen.

Udover europæisk vildsvin levede der i området også Pigs, som man kender dem fra ikke mindst Nordamerika, hvor den hastigt voksende bestand af forvildede tamsvin anses som en plage.

The feral pig, som er det fulde navn, er grundlagt på udsatte eller undslupne tamsvin, men over tid har arten tillagt sig anatomiske træk, der kan minde om de træk man ser hos ægte vildsvin, som i Argentina ofte ses omtalt som Russian boars. De to nærtbeslægtede arter formerer sig, når muligheden opstår og resultatet er formeringsdygtigt afkom.

CARBON

Sekundet hvor pegefingeren bøjes og skuddet går, er sandhedens øjeblik. Timer, ugers eller måneders forberedelse og dagdrømmeri forløses alt sammen i en brøkdel af et sekund. Et dårligt skud kan ikke fortrydes eller trækkes tilbage. Og tøver man i sandhedens øjeblik, får man måske aldrig chancen igen. Det er jægerens dilemma, når vildtet er på skudhold, og det skal besluttes om der skal skydes eller ej.

Vurderes situationen forkert, kan et uheldigt skud få fatale konsekvenser. Ikke kun for det vildt, der skydes til, men også for personer og hunde, som er med på jagten. Et uheldigt skud kan uanset udfaldet være fatalt for den jæger, der slipper det skud, der aldrig burde være sluppet. Han glemmer det aldrig og selvtilliden kan gå samme vej som den tillid, som jagtkammerater hidtil har udvist deres jagtkammerat.

Sikkerheden og vildtets næste træk skal vurderes på ganske kort tid men for mange erfarne jægere udløses skuddet alligevel næsten instinktivt, når chancen opstår. Dette udtrykt i tillid til, at læseren naturligvis forstår, at der bag denne instinktive handling ligger en sikker vurdering af situationen – lidt ligesom bilisten, der med tiden oparbejder instinktive færdigheder, der gør kørslen sikker og forsvarlig.

Når indsats og udbytte hænger sammen ...

EN GAVE FRA KAISEREN

Gemser optræder i flere forskellige europæiske underarter alt efter om de lever i Spanien, Italien, Alperne, Balkan, Sydfrankrig, Rumænien, Tyrkiet eller i Polen og Slovakiet eller i området mellem Aserbajdsjan, Georgien og Rusland. Med tiden har dyrene i de mere eller mindre isolerede stammer udviklet egne karakteristika, hvorfor de også regnes som selvstændige underarter.

Gemserne i New Zealand er baseret på udsætning af dyr, der

stammer fra den bestand, som man finder i Alperne i Sydeuropa.

De første gemser på New Zealand ankom i 1907 og var en gave fra den østrigske kejser Franz Joseph I af Østrig-Ungarn. I dag har gemserne etableret sig over det meste af Sydøen og især omkring New Zealands højeste bjerge finder man tætte bestande af de antilopeagtige gemser.

Billedet blev taget under en jagt nær Mount Peel, mens gemserne var i brunst. Den vinterklædte gemse bærer horn, som

er repræsentative for området, men jævnligt ser man bukke med horn, der er op til en eller flere tommer længere.

Begge køn hos gemserne bærer horn, men selv om hunnerne –også kaldet for Nannies – kan udvikle horn, der er lige så lange som hannernes, er de i reglen knap så kraftige. Desuden er bukkens horn kendt for at være mere krumme og mere tydelig formet som fiskekroge.

Magi og tid til reflektion

KUN GÅ NEDAD

Norge er at betragte som en slags Mekka for jagten med den stående jagthund. De stortsøgende hunde er som skabt til fuglejagt i de vidstrakte skov- og fjeldområder, hvor hundene i reglen skal arbejde for chancerne.

Den mest talrige af Norges hønsefugle er dalrypen, som ofte er den, der må stå for skud, når sæsonen indledes og norske jægere i tusindvis søger mod fjeldet for at opleve hundens søg og ikke mindst lyden af ryper, der letter foran hunden.

Udover dalryper nedlægges også de i reglen lidt mere tillidsfulde fjeldryper ligesom

tjur og urfugl og hjerper fra tid til anden havner på rygsækken.

Norges bestand af ryper svinger en del fra sæson til sæson. Men det år, hvor billedet blev taget, toppede bestanden og den unge korthårede hønsehund fik sin debut under forhold, som den måske aldrig kommer til at opleve igen.

- Herfra kan det kun gå nedad, lød det fra hundemanden, da han knækkede bøssen og begyndte den lange tur tilbage mod hytten og jagtkammeraterne, der ventede. Senere på aftenen dansede nordlyset over nattehimlen og som et festfyrværkeri blev der sat en farvestrålende afslutning på en uforglemmelig dag.

Øjeblikke, der huskes og gemmes ...

KRONEDE DAGE

Trofæjagt er efterhånden bredt accepteret i den offentlige og mere fagligt funderede debat om bevarelsen af verdens vilde natur og dyreliv. Uden indtægter fra trofæjagt ville store naturområder overlades til landbrug eller ukontrolleret jagtudøvelse eller krybskytteri. Ofte helt uden perspektiv for andet end dagen og vejen. Denne fremstilling af trofæjagtens positive indflydelse virker det til, at mange i dag kan samles om. Selv organisationer, der ikke bryder sig om at mennesker slår vilde dyr ihjel, acceptere den rolle, som jægernes økonomiske bidrag spiller for

verdens vildt- og naturbevarelse.

Billedet her er taget under en kronet hjortejagt i New Zealand, hvor man finder nogle af verdens største kronhjorte. Årsagen er at New Zealand opdrætter og eksporterer afsavede gevirstænger fra hjorte i bast til asiatiske markeder. Og jo mere horn hjortene sætter op, jo mere økonomi er der i produktionen. Som et biprodukt til denne drift bliver nogle af de store hjorte nedlagt som Estate Stags eller farmhjorte ligesom undslupne og udsatte hjorte har formået at præge lokale og vilde bestande i et eller andet omfang.

Jagt handler ikke kun om kød. Det handler op oplevelser. Om at leve det liv, som vi oprindeligt er udviklet til. Men i dag behøver vi ikke gå på jagt for at overleve og det betyder, at cirka 9 ud af ti voksne mænd – i nogle lande flere, i andre færre – lever et liv uden jagt. Men for den del af befolkningen, som holder fast, fylder jagten ofte ganske meget i deres livs- og selvopfattelse. Jagt er stadig en livsform og er man jæger, er man altid på jagt. Om ikke fysisk så i tankerne og i drømmene. Tid og penge er begrænsende ressourcer, som betyder, at vi ikke kan drive jagt alle ugens dage. Men drømme koster hverken tid eller penge. Måske bare lidt åndeligt fravær, når vinden tuder i tagryggen og varsler andejagt ... eller når solen kigger frem efter regn og man ved, at vildtet atter søger ud i det åbne for at få varme og lade sig tørre. Et moderne jægerliv handler ikke så meget om at gå på jagt, men om at være jæger.

Drømmen og evnen til at forestille sig ...

UD AF RAMMEN

Det at være jæger handler om drømme. Det bed jeg mærke i allerede mens jeg var helt ung og hørte udtrykket første gang. Også i dag kendetegnes jagt ved drømme og har man ikke evnen til at drømme og forestille, bliver man nok aldrig aktiv jæger.

Evnen til at visualisere og se dagens oplevelser for sig, er nemlig afgørende, når vækkeuret ringer længe før hanen, galer første gang. I modsat fald er der stor risiko for, at man vender sig og går glip af endnu en solopgang.

Billedet her er taget under en jagt efter mankefår i Spanien. I flere dage jagtede vi i tæt tåge og så stort set intet til de langhårede får, hvis aner går tilbage til det nordlige Afrika.

Men på mit opholds sidste dag løftede tågen sig og alt det, som vi havde drømt om, åbenbarede sig: Det bjergrige landskab fik pludselig farve og vi kunne spotte små og store grupper af nordafrikanske mankefår, som de spanske myndigheder har placeret i kategorien ikke hjemmehørende og dermed sat på listen over ikke ønskede arter.

Drømmen om at flyve og jage under skyerne

SKUD MED NÆB OG KLØER

En meget lille andel af jægerne bruger hverken bue eller andre former for skydevåben. De jager med trænede rovfugle … Jagtformen er lydløs og en god jagtdag bliver først og fremmest målt i god flyvning. Det er langt fra hver gang, at en jagtdag resulterer i en vellykket fangst. Sat lidt på spidsen skal rovfuglen ha en rigtig god dag samtidig med, at byttedyret helst skal have en dårlig dag, vel at mærke, hvis jagten skal falde ud til fordel for rovfuglen og falkoneren.

Billedet her forestiller en falk, som er nært beslægtet med vandrefalken, der er verdens hurtigste fugl. Når rovfuglen transporteres fra sted til sted, sker det ofte med falkehætte, da dette gør fuglen rolig. Når hætten fjernes ved fuglen, at den atter skal i luften. Enten for at slå efter en falkelokke, som er en slags dummy for rovfugle, eller fordi den skal jage en fugl, som jægeren har spottet.

Billedet viser falkoneren i øjeblikket før denne slipper fuglen og sender sit ”skud”.

DEN FØRSTE ANDEJAGT

Under jagt er intet sikkert og derfor er drømmen og håbet den egentlige drivkraft bag mange jagtoplevelser. Vi drømmer og vi håber – men vi ved aldrig, hvad der venter os derude, når det gryer og ænderne begynder at trække. Bliver det endnu en dejlig jagtdag eller bliver det mon en dag, som man aldrig glemmer?

Billedet er taget på Salling i Nordjylland i et genetableret vådeområde.

Det store naturprojekt er først og fremmest skab på evnen til at tænke stort og de to fugletårne i baggrunden står som et symbol på, at jagt kan koordineres med andre former for

naturinteresser, når viljen er til stede hos både dem, der sidder i fugletårnet og dem som gemmer sig i sivene og håber på et håndgribeligt udbytte på jagttasken inden solen står op. Ænderne, der jages ved det nye sø- og vådområde, er primært krikænder, pibeænder og gråænder. Alle arter, som i stort antal trækker mod de lune, danske kystområder, når søer og andre vådeområder mod nord lukker til og dækkes af is og sne.

Jægeren på billedet fik sin debut som andejæger i de maleriske omgivelser, men med så mange andre store oplevelser i livet, erkendes de ofte først, når de kommer på afstand.

Drømmene må man aldrig opgive ...

LAV PROFIL

Når den danske bukkejagt lakker mod enden, er det så som så med overraskelserne på terrænet. Man kender de fleste dyr - lige fra de forsigtige og kåde ungbukke til smalråen og gammelråen med sine lam etc. Men drømmen om at møde en voksen og ukendt buk på falderebet af sæsonen, skal man aldrig opgive. Voksne bukke går deres egne veje og kan pludselig dukke op – også der, hvor man mindst ventede dem.

Billedet her er taget i høsten og

kun ved en tilfældighed opdagede jeg bukken, der gemte sig i afgrøden.

Langt de fleste bukke nedlægges først på sæsonen, men en buk i juli eller august er faktisk et helt andet dyr at se på end et dyr i begyndelsen af jagtsæsonen.

Sommerbukken er rød i pelsen og uden totter af den gamle vinterfrakke, som har det med at hænge ved den korte sommerpels, der opleves på de dyr, som man ser i maj og i begyndelsen af juni.

TÆT PÅ GAFFELBUK

Bukkejagt er solojagt og grundlaget for en succesrig jagt er at se uden at blive set. Forårets bukkejagt hører til blandt de europæiske jægeres foretrukne jagtform. Foråret er nemlig optimalt til netop jagt på trofæbærende råbukke, og bukke, som man af den ene eller anden årsag, betragter som afskudsbukke.

Råbukke er territoriehævdende og i områder med tæt bestand af hundyr, kan et bukkerevir være på helt ned til 10 ha eller endnu mindre. I reglen er det dog flere gange større. Indenfor revirets grænser tolereres kun helt unge bukke i sommerhalvåret og fra det tidlige forår til hen på sensommeren vogtes reviret nidkært. Billederne her blev taget en tidlig morgen i juni, hvor bukken under sin patrulje langs grænsen til naboreviret kom forbi det sted, hvor jeg ventede bukkens retræte til eget område.

Drømme smelter sammen med virkelighed, når lyset bryder frem ...

HJORTEN UNDER HIMLEN

Hvor det velkendte motiv af en kronhjort ved skovsøen tidligere var en klassiker i mange hjem, er drømmen om den store hjort i morgentågen en klassiker i et hvert jægersind. Den kolde morgentåge og om-

ridset af en voksen kronhjort, der skridt for skridt vokser sig ud af disen, hjemsøger de fleste jægere, som har det med at drømme og dagdrømme.

Billedet her er taget under kronvildtets brunstperiode. En periode, hvor de store hjorte ofte eksponerer sig og fører

sig frem på lysninger og andre mere åbne arealer.

Hjorten på billedet må betragtes som voksen og har flere år bag sig end den har foran sig.

På store godser og andre områder, hvor hjortejagten styres efter en afskydningsplan, forsøger man at værne om nogle

af de hjorte, som man mener bærer de bedste arveanlæg.

Først når disse hjorte topper og har leveret deres gener videre til kommende generationer, nedlægges de. Typisk sker det, når hjorten er otte år eller ældre.

Når drømme slår rødder og vokser mod himlen ...

SIKA OG SOLITÆRE TRÆER

Selv om jagt handler om drømme, er det også på godt og mindre godt en meget håndgribelig handelsvare. De gode jagt- og naturoplevelser kan værdiansættes og afsættes på markedsvilkår. Og netop det, at jagtoplevelser kan kapitaliseres og føre til indtjening og arbejdspladser, er måske jæ-

gernes bedste argument overfor de mange, der ikke forstår eller billiger jagt. Uden penge fra jagt var vildtet meget ringe stille i store dele af verden. I mange lande har man ligefrem et velklingende ordsprog, der rammer hovedet på sømmet af den moderne og private vildtforvaltning og det lyder: If it pays, it stays. Frit oversat, kan vildtet give et afkast, kan

det også forblive. Men selv om indpakningen af en god jagtoplevelse er væsentlig, er det ikke altid dette værdiansættes særlig højt. At nedlægge en sikahjort i maleriske omgivelser med flere hundrede år gamle og oprindelige træer koster f.eks. ikke mere end det gør at nedlægge en tilsvarende i en mørk plantage med indførte og fremelskede træer i lange, lige

rækker. Billedet her er taget under jagt på sikahjort i Wicklow Mountains i Irland. Den stedsegrønne ø i Atlanterhavet er blevet et nyt hjemsted for den japanske sika, og ingen steder uden for Asien finder man en tættere bestand af sikavildt end man gør i Irland.

ALLE GUDS SKABNINGER

Hvad husker man bedste fra en jagt? Det nedlagte vildt eller alle de oplevelser, som man fik med som tillæg under jagten? Det kan være svært at svare på, men et trofæ repræsenterer ikke kun det nedlagte dyr og oplevelsen med at skyde dette – men også alle de erindringer, man har ud over det øjeblik, hvor man krummede pegefingeren og afgav sit skud

Billedet her er taget i Sydafrika hvor to Nyala-tyrer poserer og trækker streger i sandet. Nyala hører til slægten spiralhornede antiloper og efter års tilbagegang har bestanden rejst sig og findes nu talrigt – ikke mindst i delstaten KwaZula-Natal, som har en estimeret bestand på cirka 25.000 dyr.

Det hævdes, at da Gud havde skabt alle klodens dyr, vendte han sig mod Nyalaen. Han lagde sine hænder på dyrets hoved og skuller have sagt. ”Af alle de dyr, som jeg har skabt, er du alligevel det smukkeste.”

De hvide pletter, der ses på Nyalen, skulle altså være aftrykket efter skaberens egne fingre.

Drømmen om jagt i oprindelig natur

DØD OG NYT LIV

Uanset om der drives jagt eller ej, er det faktum, at der er et loft for hvor mange dyr, der er plads til i naturen. Dør dyrene ikke af jægerens skud, må overskudsdyrene dø på anden vis, hvis der fortsat skal være balance mellem antal dyr og det miljø, som de er afhængige af.

Billedet af den døde bøffeltyr blev taget i en del af Northern Territory, Australien, hvor kun ganske få mennesker kommer forbi. Området administreres af kontinents oprindelige befolkning, men hvad vandbøflen døde af, melder historien ikke noget om. Vi opdagede den blot tilfældigt og måske døde den af alderdom, måske af sygdom. Fakta er at voksne

vandbøfler ikke har naturlige fjender i Australien, modsat oprindelseslandet Indien, hvor en voksen tiger ikke står af vejen for at nedlægge en tonstung bøffeltyr i mangel af bedre. Northern Territory har været beboet i 50.000 år og befolkningen regnes som den ældste, endnu eksisterende kultur. Men vandbøflen kom først til kontinentet efter europæerne bosatte sig i Australien og bøflerne har dermed ikke samme rolle i den oprindelige kultur, som f.eks. kænguru. Bøflerne udgør dog i visse samfund en indtægskilde. Dels fungerer de som kødforsyning og dels kan de bringe indtægter fra jagtturister, der gerne betaler store summer for at jage i en af verdens sidste og næsten upåvirkede ødemarker.

KONGER PÅ TOPPEN

Evnen til at forestille sig er drivkraften, når man via sin kikkert afsøger tilsyneladende helt vildttomme bjergskråninger for vildt. Afsøgningen kan tage meget lang tid og medmindre man kan forestille sig vildtet, kommer man (for) hurtig frem til den konklusion, at det ikke er vildt i området. Men for den som evner at forestille sig, er skråningen sjældent tom for vildt og pludselig fanger øjet et dyr i en klippesprække, som man allerede havde afsøgt adskillige gange. Også under bjergjagt gælder det, at den som søger, også skal finde. Især når man ved, hvad man skal søge efter.

Dette billede er optaget under en jagt i Irland og opslaget af de to billeder viser hvordan sikahjorten og vildgeden har taget de nye omgivelser til sig og gjort landet til deres eget. Begge vildtarter er nemlig introducerede arter. Sikahjorten har sit udspring i Asien, mens vildgedens historie er lidt mere broget. I virkeligheden er Irlands vildged en forvildet tamged, der med tiden har etableret sig med selvproducerende bestande i det fri. Og det har den gjort så godt, at Irlands vilde geder er set omtalt som Irlands blue ibex af et amerikanske tidsskrift for jægere.

Diversitet og vildtrig natur er ikke kun en drøm ...

TRE I ET

Tidens jægere drømmer først og fremmest om gode jagt- og naturoplevelser. Men når det er nævnt, drømmer de også om noget andet. De drømmer om kød til fryseren og trofæer til hjemmet. Og i drømme er alle vildtarter store. Som f.eks. denne store kapitale muflonvædder med vildsvin i baggrunden og råvildt i forgrunden.

Billedet her er taget under en jagt i Bøhmeren, Tjekkiet, hvor muflon stod øverst på et ugelangt jagtprogram. I det gamle østeuropæiske land deles de

nedlagte dyr ind efter et detaljeret afregningssystem og den store muflonvædder på billedet var i kategorien guld og dermed også uden for det budget, som denne bogs forfatter og fotograf havde sat af til turen. Men billedet med de tre arter i samme skud kostede heldigvis ikke noget …

GRØNNE CENTRALAFRIKA

Bøffel tracking i de centralafrikanske regnskovsområder kræver evnen til at forestille sig. Man skal tro på, at der for enden af et bøffelspor gemmer sig en olm og arret bøffeltyr med slidte horn. I modsat fald mister man hurtig modet, når man omringet af svirende og pågående insekter sveder så det driver i den fugtige luft. Sporing af bøffel kan stå på i timer og halve dage og jagten ender ikke sjældent med, at bøflerne flygter, når de får vind af jægerne, som forfølger dem i den tætte bush. Men før eller siden har lykken det med at stå den kække bi og pludselig står den der; bøffeltyren med de nedslidte horn og de karakteristiske frynsede ører.

Luftfotoet her har jeg taget taget fra en pareglider i Chinko Nature Reserve. Området er i bogstaveligt forstand vidtstrakt og regnes som det største tropiske skovområde næst efter Amazone i Sydamerika.

De centralafrikanske skovområder huser udover arter som Bongo og den ikoniserede

Lord Derby Eland også bøfler og giant forest hog, der regnes som verdens største medlem af gruppen vildsvin.

LAKES

Man siger jæger går på jagt. Men det er mest en talemåde for vi sidder også på jagt ligesom som vi sejler, ridder og sågar kører i bil under jagt. Uanset hvordan vi ”går på jagt”, er der noget, der tyder på, at jagt gør et eller andet godt for vores opfattelse af vores tilværelse.

Tysk undersøgelse viser nemlig, at jægere i almindelighed er mere lykkelige og tilfredse med tilværelsen end andre.

Hvorfor kan der kun gisnes om. Men det er næppe vildtkødet, skuddet eller trofæet fra det nedlagte vildt, der gør forskellen. Alt dette kan udøves eller erhverves på anden

vis. Derfor må det være selve jagten, der gør jægerne i almindelighed gør os lidt mere lykkelige end andre.

Måske er det de sekunder, hvor alt står og falder med det næste øjeblik, der gør forskellen. Måske er det netop i denne fulde tilstedeværelse, at det evigt reflekterende sind kortsluttes og startes på ny.

En vellykket jagt kræver fuld opmærksomhed og det er måske årsagen til, at jægere som gruppe betragtet åbenbart er mere lykkelige end andre brugere af naturen. En knækket gren og en hurtig bevægelse kan spolere jagten og den fulde opmærksomhed er i reg-

len nødvendig for en vellykket jagt. Og måske er det netop den fulde opmærksomhed, der bremser de tanker, der kører i ring og skaber irrationelle bekymringer om både fremtid og fortid. Irrationelle bekymringer har det med at visne og ligefrem dø ud under vores fulde opmærksomhed.

GÅ OG STÅ

Jægere som driver jagt med stående hund, går på jagt i ordets bogstavelige forstand. For selv om de stående jagthunde kan afsøge store områder for fuglevildt er jægeren nødt til at bevæge sig sammen med hunden, hvis området skal afsøges systematisk i forhold til vind og terræn og naboskel ikke mindst. Billedet her er taget ved sønderjyske Schackenborg. Et område, hvor der stadig satses på jagt med stående hunde, selv om de engang så populære hundetyper har overladt en stor del af scenen til jagt med kortsøgende spaniels og andre hundetyper, der rejser vildtet uden først at tage stand og pege vildtet ud for jægeren.

Den ”Hertafarvede” pointer, som på billedet har taget stand for en flok agerhøns i rapsmarken, er efterkommer af den første pointer, der kom til Danmark for over 100 år siden.

Høj fart og et jagtsøg som ri- der på vinden

NÆSTEN FLYVENDE

Søg, fart og stil tillægges stor betydning for en stående jagthund, der skal være i stand til afsøge store jagtområder i høj fart og med højt båret hoved. En hund med lav fart og lav hovedføring vil være tilbøjelig til at fange for meget jordbundet fært efterladt af f.eks. hare og fuglevildt, der allerede har forladt området. For en stående jagthund, er jordbundet fært uinteressant. Derfor skal den under sin afsøgning fastholde så høj fart, at kun luftbåret fært fra trykkende hønsefugle

fanger dens opmærksomhed og udløser den karakteristiske stand.

Billedet her viser den stående hund – fanget i øjeblikket kendetegnet ved høj fart og langstrakt galopaktion. For jægeren, der går med stående jagthund, er det ikke selve jagten eller de skudte fugle, der er udbyttet. Det egentlige udbytte er de mange timer i samvær med hunden. Vel er målet den velfungerende jagthund, men processen er for de fleste nok vigtigere end selve målet. Fugle på tasken er mest af alt en sidegevinst.

I nærkontakt med jagtdrømmen

VILDT FORUDE

Bjergjagt er blevet populært. Ikke mindst blandt jægere, der er vokset op i lande helt uden høje bjerge. I kuperede og uvejsomme områder, må man i reglen arbejde for sine chancer og det virker til at tiltale ikke mindst nye jægere, som gerne vil gøre sig ekstra fortjent til sine skudchancer. Bjergjagt er dog ikke udelukkende fysisk; det er også mange timere stille iagttagelse.

Billedet her er taget under en jagt i New Zealand, hvor tilrejsende jægere stadig kan jage på egen hånd. Men selv om New Zealand virker til at være

et slaraffenland, er det meget vigtigt, at man sætter sig ind i de lokale forhold inden man griber riflen og bevæger sig ud på jagt. Udover de sikkerhedsmæssige forhold, er det afgørende at man har styr på det lovgivningsmæssige. Selv om jagten mange steder er fri, er der flere skrevne og uskrevne regler, som man skal have styr på. Først derefter bør man pakke rygsækken og søge jagtlykken i det kuperede og afvekslende land, der ofte ses omtalt som et af verdens smukkeste.

BJØRNE I REGNSKOVEN

Bjørnejagt i Canada forbindes ofte med jagt i bjergrige nåletræsområder og en stor del af de bjørne, der nedlægges under nordamerikansk bjørnejagt, spottes i vejkanten, hvor de ikke mindst i det tidligere forår græsser i rabatten. Men i Canada finder man også noget af verdens nordligste regnskov og i de tætte og regnvåde skovområder, kan jagt med skridtstøvler være nødvendigt, hvis man vil undgå at blive våd og dermed gå kold i forsøget på at finde en jagtbar sortbjørn i alt

det grønne.

Billedet er taget på Vancouver Island, hvor sortbjørnene lever det søde liv helt uden konkurrence fra de noget større brunbjørne, der dominerer fiskepladserne på fastlandet. Med tiden har de gode fødebetinger medfødt, at sortbjørnene på øen har udviklet egne karakteristika og bjørnene skulle blandt andet være lidt mørkere i pelsen end fastlandsbjørnene. På Vancouver Island finder man verdens måske mest koncentrerede bestande af sortbjørne.

Fra stille iagtagelse til sikker jagtskud på et spiltsekund ...

RÅBUK I SIKKER FLUGT

Efterårsjagt er for mange forbundet med selskabsjagt og jagt på vildt, der drives frem mod jægere, som står eller sidder på post. Jagtformen anses som en forholdsvis simpel jagtform, hvor den jagtlig kunnen handler om at forholde sig forholdsvis stille og ellers skyde, når chancen byder sig. Men det er ikke helt korrekt.

I sagens natur kommer vildtet

frem mod skytterne, mens det er i bevægelse og det kræver stor selvdisciplin, da jægeren på et splitsekund skal være i stand til at vurdere om der kan afgives et sikkert og hurtigt dræbende skud eller om det er bedre at holde skuddet tilbage og håbe på en ny og bedre chance.

Billedet er taget under en drivjagt i Jylland og selv om bukken med den brækkede stang springer for livet, kan den tage

det helt roligt. Den dag var der kun fuglevildt på parolen og skyttekæden, der kan anes i baggrunden, valgte da også blot at lette på de signalfarvede hatte, da bukken passerede.

Jagtdrømme skal der arbejdes for ...

FASANFLAG

I almindelighed kommer fasanjægere forholdsvist nemt til deres skudchancer, selv om de måske puster lidt inden de er på post og kan stoppe patroner i bøssen. Men med til en stor jagtdag hører mange dages forberedelse og ikke mindst måneders indsats med udsætning af vildt og pleje af terrænet. Dertil kommer træning på skydebane, da skud til høje fasaner, som i høj fart passerer skytterne, bekræfter udsagnet om, at kun øvelse gør mester. Den dag der afholdes jagt plukker man frugterne og en fasanjagt skal ses og vurderes i dette

perspektiv.

Billedet her er taget under jagt på et østjysk gods, hvor der hvert år udsættes et stort antal fasaner til kommerciel jagt. Men selv om fasanerne er udsatte, har de deres egen vilje og det er langt fra sikkert, at fuglene flyver i retning af jagtgæsterne, som godsets skytter og andre medhjælpere havde forestillet sig. Uanset om de gør, hvad de kan for styre drevet og lede de hurtige fugle i den rigtige retning, er er jagt nu engang jagt og dermed i høj grad styret af tilfældigheder og en høj grad af uforudsigelighed.

ET SPØRGSMÅL OM STIL

Jagt og traditioner er to sider af samme sag og i Storbritanien regnes en jagtdag for en festdag. Og det klæder man sig efter. Skjorte, slips og tweed er den mere eller mindre formelle dresscode, når der inviteres til klassisk, britisk fuglejagt. Billedet er taget på et jagtslot i det sydlige England. Jagtdagen var forbeholdt godsets tilknyttede skytter, og traditionen tro var der udloddet en præmie til den skytte, som nedlagde dagens første skovdue. Skydepræmien var ikke helt ubetydelig og jægeren i den lyse skjorte blev, som det måske kan fornemmes, dagens mand i duefjer.

Jagt i sort/hvidt og gråt ...

TÆNDT PÅ JAGT

Jagtheld handler meget om at være på rette sted på rette tidspunkt. Men det har man ikke så meget indflydelse på, når man under en selvskabsjagt får anvist sin post. Da må man takke for den plads, man får og ellers håbe på det bedste. Men man kan dog gøre en del for, at man alligevel kommer til at stå på det helt rigtige sted på det rigtige tidspunkt.

Dette gælder ikke mindst under jagt på hårvildt, som har det med at søge mod den jæger i skyttekæden, der kan stå stille. Set hen over tid og flere sæsoner er det ikke tilfældigt, hvem der har succes med ræv og råvildt og hvem der ikke har. Billedet er taget under en fir-

majagt i Nordjylland, hvor både flyvende og løbende vildt var på parolen. Hvor fuglevildtet ser farver, mener man, at de fleste pattedyr oplever verden i sort, hvidt og gråt. Derfor ser de ikke jægerens kraftige signalfarver, som vi gør det. Men til gengæld har de et skarpt øje for bevægelse og det samme bør den nye jæger øve sig i. Evnen til at opdage vildtet i god tid øger nemlig muligheden for, at man kan udnytte dagens måske eneste skudchance. Også under jagt kan de små marginaler være altafgørende. Hatten af for den jæger, der evner at gribe dagens måske eneste chance og udnytte den til egen fordel.

På jagt efter Danmarks nationale vildtart

JÆGER I LANDSKAB

For mange jægere er jagt også et fristed. Et rum til fordybelse og mulighed for at mærke efter og få kontakt med sig selv. Noget der i det daglige har vist sig vanskeligt, da vores kontakt til naturen i mange år har været på retur. Undersøgelser viser, at ophold under åben himmel gør folk mere tilfredse med tilværelsen ligesom allerede omtalt tysk undersøgelse har påvist, at jægere hører til blandt de mest lykkelige

Billedet her er taget under en agerhønsejagt i Himmerland

i det nordlige Jylland. Terrænet er ikke typisk for agerhøns, men her og der havde enkelte par alligevel formået at udruge et kuld kyllinger og det holder liv i håbet om, at det åbne landskab også fremover vil give plads til den lille monogame hønsefugl, som stadig har en stor plads i den danske jagtkultur. En afstemning gennemført på Netnatur.dkDanmarks måske mest besøgte hjemmeside for jægere og andre naturbrugere, kom frem til, at agerhønen er Danmarks nationale vildtart.

På jagt mellem himmel og hav og land ...

I LYSET AF EN NY DAG

Tiden efter lokkefuglene er opstillet og trækket endnu ikke begyndt er måske den bedste tid på en jagtdag. Dagen er ung og alt kan endnu ske. Det kan blive en dag på det jævne, og det kan blive en dag, som man aldrig glemmer. Det ved man ikke og ingen kender dagen, før solen er gået ned.

Billedet her blev taget på Samsø på en sandrevle, der strækker sig ud i Kattegat. I dagens

første time trækker edderfugle og andre dykænder over revlen ligesom hård vind kan presse havdykkerne tættere mod land og dermed give fugle til jægere, der trodser vind og vejr og gemmer sig i havstokken. Jagt på edderfugle og andre store dykænder er normalt forbeholdt jægere, som i pramme og mindre både, opsøger fuglene på åbent vand, men enkelte steder kan man altså lovligt drive jagt fra sandrevler.

MANEGMENT

FASANFLAG

I almindelighed kommer fasanjægere forholdsvist nemt til deres skudchancer, selv om de måske puster lidt inden de er på post og kan stoppe patroner i bøssen. Men med til en stor jagtdag hører mange dages forberedelse og ikke mindst måneders indsats med udsætning af vildt og pleje af terrænet. Dertil kommer træning på skydebane, da skud til høje fasaner, som i høj fart passerer skytterne, bekræfter udsagnet om, at kun øvelse gør mester. Den dag der afholdes jagt plukker man frugterne og en fasanjagt skal ses og vurderes i dette perspektiv.

Billedet her er taget under jagt på et østjysk gods, hvor der hvert år udsættes et stort antal fasaner til kommerciel jagt. Men selv om fasanerne er udsatte, har de deres egen vilje og det er langt fra sikkert, at fuglene flyver i retning af jagtgæsterne, som godsets skytter og andre medhjælpere havde forestillet sig. Uanset om de gør, hvad de kan for styre drevet og lede de hurtige fugle i den rigtige retning, er er jagt nu engang jagt og dermed i høj grad styret af tilfældigheder og en høj grad af uforudsigelighed.

I LYSET AF EN NY DAG

Tiden efter lokkefuglene er opstillet og trækket endnu ikke begyndt er måske den bedste tid på en jagtdag. Dagen er ung og alt kan endnu ske. Det kan blive en dag på det jævne, og det kan blive en dag, som man aldrig glemmer. Det ved man ikke og ingen kender dagen, før solen er gået ned.

Billedet her blev taget på Samsø på en sandrevle, der strækker sig ud i Kattegat. I dagens

første time trækker edderfugle og andre dykænder over revlen ligesom hård vind kan presse havdykkerne tættere mod land og dermed give fugle til jægere, der trodser vind og vejr og gemmer sig i havstokken. Jagt på edderfugle og andre store dykænder er normalt forbeholdt jægere, som i pramme og mindre både, opsøger fuglene på åbent vand, men enkelte steder kan man altså lovligt drive jagt fra sandrevler.

Tysisk oplevelse med atypisk buk på toppen

ABNORM BUK PÅ TOPPEN

Forberedelse til bukkejagten begynder længe før den første morgen i den nye jagtsæson. Op til sæsonen kigges bukkene ud og planerne for den første morgen vendes igen og igen.

Bukkejægere hævder, at chancen skal udnyttes, når den opstår. Tilbageblik viser nemlig, at der langt fra altid opstår en ny chance til det samme dyr. Det gælder derfor om at lære råvildtet at kende allerede inden sæsonen indledes. Jo mere man ved om de udvalgte bukkes adfærd inden sæsonen

starter, jo større er chancen for at være på det rigtige sted, på det rigtige tidspunkt.

Bukken på billedet er fotograferet i Den Jyske Ås – en forhøjning skabt af isen, da den trak sit tilbage under den seneste istid for cirka 15.000 år siden.

Bukken eksponerede sig for en kort bemærkning, men selv om jeg ofte fotograferede i området, så jeg den aldrig siden selv om den var genkendelig med den specielle, nærmest abnorme opsats.

Jagt handler om oplevelse. Skuddet fylder ikke ret meget i et jægerliv og den skydeglade eller ligefrem skydegale kan i høj grad få sine lyster styret på en skydebane. Denne har ingen grund til at gå på jagt. Men hvad definerer jagt, hvis ikke skydning betragtes som afgørende?

Svaret er enkelt. Det handler om drabet og det handler om at nedlægge vildt. To sider af samme sag.

Jægere i almindelig finder ikke nogen glæde ved at udslukke liv. Det er sekundært. Glæden består i at få fat i vildtet. Det driver drømmen, der fører jagten og skuddet. Derfor er det også øjeblikke i nærkontakt med vildtet, der om noget fylder i jægerliv.

Først når man kan lægge hånd på det nedlagte, er jagten forbi.

Dermed adskiller det moderne jægerliv sig ikke nævneværdigt fra det liv, som vi levede

oprindeligt. Forskellen er dog, at vi ikke går sultne i seng, når jagten glipper. Den dimension mangler vi i dag. Omvendt var stenalderjægeren næppe mere lykkelig end den moderne jæger, når jagtheldet tilsmiler sine udvalgte. Eller for den sag skyld mindre nedtryk, når man efter en lang og måske også bekostelig jagtrejse må vende hjem med uforrettet sag.

Norsk harejagt med tjur som bonus eller omvendt ...

FUGLEJAGT MED BONUS

Der er mange ting, som tilsammen skaber en god jagtoplevelse, men det er først og fremmest glæden ved det nedlagte vildt, der gør forskellen på jagtoplevelser og andre former for gode oplevelser. Det er det, som gør jagtglæden til noget andet end glæden ved at se på fugle eller ride en tur i skoven på sin hest.

Billedet viser en norsk fjeldhare, som er hvid om vinteren og brun om sommeren og hen på efteråret. Blandt svenske og norske jægere er harejagt med drivende hunde en lidenskab. En jagtform kendetegnet ved meget lille udbytte, men ved meget stor passion. Men når en fuglehund – som her en pointer - tager en hare op under jagt på tjur og urfugle tager mange denne bonus med. Også selv om det er med risi-

ko for, at fuglehunden på sigt kan komme til at vise harerne lidt mere interesse end godt er. For en fuglehund er det fuglevildtet, der skal prioriteres og ikke harerne.

Trofæjagt er løvens

bedste ven ...

DYRENES KONGE

Det kan virke som en selvmodsigelse, men kommerciel og kontrolleret jagt på løver er løvens bedste chance for at fastholde nogle af dens oprindelige områder uden for de nationalparker, som turisterne besøger, når de rejser til Afrika. Afrikas løver er i lighed med Asiens presset af befolkningstilvækst og mangel på egnede leveområder. Som konsekvens af dette, kommer løverne ofte i konflikt med mennesker, der presser græssende tamkvæg ind i de områder, som før var løvernes domæne. Dermed bliver dyrenes konge opfattet som et skadedyr og det kan føre til både lovlig, men ikke mindst ulovlig og ukontrolleret bekæmpelse.

Hvor mange løver, der er tilbage i Afrika, er der ikke nogen

der ved, men fortsætter udviklingen, vil det næppe vare mange år før, der lever flere ulve i Europa end der lever løver på det afrikanske kontinent, selv om Afrika er flere gange større end det europæiske kontinent. I de lande, hvor en bestand af løver kan omsættes til jagttrofæer og fremmed valuta ser det ud til løverne stadig holder skansen. I områder, hvor løverne ikke repræsenter værdi, taber de terræn.

Billedet her er taget under en løvejagt i Den Centralafrikanske Republik, som rummer rester af kontinentets sidste vildmark. Løven blev sammen med dens bror kaldt på skudhold ved hjælpe af et flere meter langt horn, der kan signalere en udfordrende løve, der ønsker at overtage et allerede etablereret revir. Den udfordring lod de to hanløver ikke

gå fra sig. Prisen blev, at den ene af de to brødre måtte bøde med livet.

Løvejagt hører til blandt de mest regulerede jagtformer i Afrika. Jagt kan nemlig gribe uheldigt ind i løveflokkens sociale struktur og for at forhindre dette, er det vigtigt, at det er de helt rigtige hanløver, der tages ud. Bemærk at løver, som lever i tæt bush, ikke udvikler nær så store manker, som løver der færdes i mere åbent terræn, hvor de kun undtagelsesvist kommer i kontakt med tjørne og krat, der slider på den imponerende hovedprydelse.

måske

Jagtmuligheder og tilgang til jagtbart vildt skaber hunderacer og nye traditioner ...

SÅ VILD SOM DE VILDE

De kortsøgende spaniels har taget jægerne med storm. På få årtier har de indtaget pladsen blandt de mest populære jagthunderacer. Og det er der mange grunde til. Først og fremmest er racerne kendt for stor jagtlig passion og en medfødt forståelse for jagt. Dertil har de en udpræget trang til at

søge efter vildt, som trykker i umiddelbar nærhed af deres jæger. En egenskab, der passer godt til mange jagter, hvor der især jages fasaner, snepper og kaniner i krat og skrub. Billedet er taget under en jagt med stødende hunde i Nordjylland. Fasanerne, der blev nedlagt, var vilde og efter alt at dømme klækket under jordrugende, vilde fasanhøner.

Dog kan det være vanskeligt at kende de vilde fugle fra de udsatte, hvilket skal ses som et skulderklap til de mange jægere, der opdrætter fasaner til udsætning i naturen.

Fasanerne udsættes allerede som kyllinger og når jagtsæsonen går ind, har de tillært sig mange af de vilde fugles færdigheder og kan dermed sætte både hund og jæger på

prøve. Især når de ikke vil trykke i krattet, men i stedet løber langt foran jægerne for til sidst at lette uden for skudhold.

RÆV PÅ FRIERFØDDER

Sidst på året og i begyndelsen af det nye år topper rævejagten. På det tidspunkt parrer rævene sig og i rolletiden er de mere aktive end de ellers er. Det betyder, at de udprægede

nataktive dyr kan nedlægges i dagens første lys, ja af og til langt op ad formiddagen.

Jagt på ræve handler ikke kun om skind og trofæ, men også om at give plads til jordrugende fugle, der har det vanskeligt i områder hvor rævebestanden

er for tæt.

Billedet her blev taget på en ejendom i Den Jyske Ås, Nordjylland hos en jæger, der ofte har held med rævene. Også ved vintertid, hvor dagene er korte. Med rimfrost i de lange følehorn hang ræven på husgavlen

indtil vejret skiftede og den kunne strejfes og forvandles til pelsværk eller som en udstoppet ræv til hjemmet. Faktisk fungerer en korrekt udstoppet ræv som påmindelse om, at det smukkeste ofte findes i vores umiddelbare nærhed.

Det smukkeste skal ofte søges i vores umiddelbare nærhed ...

EN BISON I VEJEN

Det at være på jagtrejse er også at være undervejs og transportere sig fra område til område og dermed opleve en række forskellige landskaber undervejs. At rejse, er at leve, skrev H.C. Andersen og det korte citat er måske forfatterens mest citerede.

Dette billede blev taget i Wyoming, USA. Et sted ude i horisonten ventede ikke alene en ny dag under solen, men også en flere år gammel drøm om jagt på amerikansk bison, der

engang optrådte i millioner og så talrigt på prærien, at det i dag virker ubegribeligt. Især når jagten, der ventede forenden af vejen, skulle udspille sig i området med verdens største koncentration af nordamerikansk bison. Bestanden blev i dette område estimeret til cirka 3.500 dyr og har været anvendt som kulisse under optagelsen af den Oscarbelønnede film ” Danse med ulve”.

Skøndhed og udyr i en og samme skabning ...

KALKUN OG TITLER

En voksen kalkun vejer i gennemsnit 7,6 kilo men enkelte individer kan blive væsentlig tungere. En fuldvoksen ”Tom” kendes især på længden af den såkaldte Beard, der er en fjerdusk, der udgår fra fuglens brystfjer.

Kalkuner inddeles i flere underarter og den jæger, der har nedlagt flere forskellige arter kan tildeles en eller flere priser af f.eks. NWTG, som står for National Wild Turkey Federation. For at komme i betragtning til f.eks. Grand Slam skal man have nedlagt mindst et eksemplar af følgende un-

derarter: Eastern wild turkey, Osceola wild turkey, Rio Grande wild turkey og Merriam’s wild turkey.

Billedet her er taget i Nebraska, hvor den lokale underart af den nordamerikanske kalkun kaldes for Merriam turkey.

Hvorfor de store hønsefugle kaldes Tyrkey menes at bero på

en misforståelse opstået, da de første fugle, blev transporteret fra ”Den nye verden” til England. Her fik man af ukendte årsag den opfattelse, at fuglene stammede fra Tyrkiet.

Insekt sætter det sidste punktum i et langt liv, der startede og sluttede på toppen ...

SOMMER STENBUK

For de fleste er en sommerbuk identisk med en råbuk. Men begrebet kan også dække over en spansk stenbuk, da også stenbukke kan nedlægges, når foråret rammer det spanske højland.

Billedet er taget under en jagt

i maj måned i netop Spanien, som er hjemsted for separerede og spredte bestande af forskellige underarter.

Den nedlagte stenbuk på billedet kaldes af jagtoperatører for Beceites Ibex og den er lidt mindre i krop end den vestlige variant, der også er lidt mørkere i pelsen. Bestanden

af sydøstlig spansk stenbuk er i fremgang og tæller i dag over 30.000 dyr.

Der er lidt delte meninger om hvor mange underarter, der eksisterer af spansk stenbuk, men jægere nævner i reglen Beceite, Gredos, Ronda og Southeast Ibex som de fire underarter. Den store fremgang i bestan-

den har sat Spanien højt på verdenskortet blandt alverdens trofæjægere og mange har som erklæret mål at nedlægge en af hver underart.

Det vingede insekt på billedet virker som det sidste punktum i den nedlagte stenbuks lange liv, der både begyndte og sluttede på toppen.

Andetrækkets nemme eller vanskelige skud

FIRBENET FORUDSÆTNING

Med tiden udvikler de fleste jægere et ret godt øje for hvor det nedskudte fuglevildt falder og en stor del af det nedlagte fuglevildt, kan jægerne i princippet selv bjerge. Men der er situationer, hvor jægerne er på herrens mark, hvis ikke de har en stabil og sikker firbenet apportør ved deres side og det er i de situationer, hvor vildtet falder i næsten ufremkommeligt krat og i de situationer, hvor vildtet falder på vand eller på usikker og gyngende grund. Endelig - og det er nok det vigtigste, - er jagthunden uundværlig, når vildtet anskydes

og forsøger at flytte sig fra det sted, hvor det ramte jorden. Billedet her viser labrador på vej tilbage med sædgås, kentegnet ved bl.a. de orangefarvede ben.

Nogle af de apporterende hunde, som anvendes til jagt, er i avlsarbejdet fremelsket til at hente og bringe, andre er også avlet til af søge og finde endnu ikke skudt vildt. Langt de fleste hunde kan dog, uanset type og race, trænes op til at apportere det vildt, som nedlægges under jagt.

FORREST

Jagt handler om oplevelse. Skuddet fylder ikke ret meget i et jægerliv og den skydeglade eller ligefrem skydegale kan i høj grad få sine lyster styret på en skydebane. Denne har ingen grund til at gå på jagt. Men hvad definerer jagt, hvis ikke skydning betragtes som afgørende?

Svaret er enkelt. Det handler om drabet og det handler om at nedlægge vildt. To sider af samme sag.

Jægere i almindelig finder ikke nogen glæde ved at udslukke liv. Det er sekundært. Glæden består i at få fat i vildtet. Det driver drømmen, der fører jagten og skuddet. Derfor er det også øjeblikke i nærkontakt med vildtet, der om noget fylder i jægerliv.

Først når man kan lægge hånd på det nedlagte, er jagten forbi.

Dermed adskiller det moderne jægerliv sig ikke nævneværdigt fra det liv, som vi levede

oprindeligt. Forskellen er dog, at vi ikke går sultne i seng, når jagten glipper. Den dimension mangler vi i dag. Omvendt var stenalderjægeren næppe mere lykkelig end den moderne jæger, når jagtheldet tilsmiler sine udvalgte. Eller for den sag skyld mindre nedtryk, når man efter en lang og måske også bekostelig jagtrejse må vende hjem med uforrettet sag.

SET I LYSET AF

Det ligger i menneskets natur at sætte tal på meget af det vi foretager os. Oplevelser skal måles og rangeres og tildeles stjerner eller kokkehuer … Men kan og bør en jagtoplevelse gradueres og sammenlignes med andre lignende oplevelser? I langt de fleste tilfælde er udbyttet af en jagt måske slet ikke identisk med det, som man tror det er og hvordan rangerer man morgendis, solopgang og en sjælden fornemmelse af samhørighed med alt det, som lever og gror?

Billedet er taget under svensk sensommerjagt efter råbuk og billedet hører til blandt de mest anvendte billeder i min ret omfattende fotosamling. Billedet af jægeren i solopgangen har gennem tiden illustreret et utal af artikler og måske bør det nu nævnes, at den smukke morgen sluttede med nedlæggelse af en fin rød sensommerbuk. Faktisk skete det i jagtens allersidste øjeblik da vi kiggede os tilbage for sidste gang. Akkurat da opdagede vi toppen af en bukkeopsats i en braklagt mark, der dampede i lyset fra morgensolen.

Jagt i farver og med snert af noget, der var engang ...

HØJT TIL HEST

Hesten er stadig et vigtigt transportmiddel i Sydamerika, når landets store mængder af kvæg skal drives fra område til område. Synet af de sydamerikanske gauchoer på den vidstrakte pampas afstedkommer dog associationer, der går tilbage til en helt anden tid længe før der var noget der hed elektriske hegn og ATV’er. Gauchoer er den argentinske betegnelse for en cowboy, men hvor navnet stammer fra, er der delte meninger. En af forklaringerne går på, at det stammer fra quechua huachu, som skulle betyde forældreløs eller vagabond og selv om der er flere teorier om navnets oprin-

delse, er der noget historieløst over udtrykket som hentyder til krægdrivere, som lever det meste af dagen i sadlen. Billedet her er optaget under en vildsvinejagt i Santa Fe provinsen i det nordlige Argentina. Strategien, der anvendes under jagten på store vildsvineorner, er, at gouacherne finder og forfølger et passende stort vildsvinespor. Med sig bringer de et mindre kobbel hunde, og efterhånden som sporet bliver mere og mere frisk, begynder hundene at tage forfølgelsen op. Til sidst jagter de vildsvinet gennem bushen indtil den store orne vælger at stille sig og vende front mod de pågående hunde. Jægerens opgave er at følge lyden af de halsende hunde og bringe sig frem til skud

inden vildsvinet stikker af og forsvinder i buskadset. Når jægeren er fremme, kaldes hundene tilbage, hvorefter der kan afgives skud.

Vildsvinejagt ved hjælp af heste og hunde er en helt anderledes end den jagt, der praktiseres i Europa, hvor vildsvinene drives frem mod jægere, der sidder eller står på post.

I NUTID OG FORTID

Harejagt har ikke den udbredelse, som jagtformen havde tidligere, hvor man travede over mark og eng og skød til de harer, som rejste undervejs.

Haretramp er ellers en jagtform, som giver trætte ben og dermed en jagtform, der burde være i tråd med tidens krav om bevægelse og aktivitet. Alligevel er harejagten på retur, og det er der sikker flere forklaringer på.

Først og fremmest er harebestanden kun en skygge af sig selv, sammenholdt med efterkrigsårene, hvor bestanden toppede. Desuden er der mange af vores tids jægere, som ikke bryder sig om smagen af haresteg, der kan udvikle en stærk smag af vildt, hvis man er uheldig med tilberedningen. Harejagt er dog mere end

trampejagt og enkelte steder er der stadig så mange harer, at det giver mening at afvikle en stor organiseret harejagter, hvor harerne drives frem mod jægerne.

Billedet her blev taget under en dansk harejagt, på et gods hvor man af en eller anden årsag har så mange harer, at man stort set hver år kan afvikle en regulær harejagt med et stort antal deltagere og mange harer på paraden. Hvad årsagen er til den store bestand, kan der kun spekuleres i, men blandt teorierne nævnes blandt andet store arealer med kortklippet græs, da harerne ikke trives i områder, hvor landskabet lukker til i takt med at korn- og majsmarkerne vokser op. Det skulle kunne medføre, at harerne ligefrem sulter om sommeren.

Sjælden hvid råbuk med særlig høj alder ...

Af og til ses der råvildt i afvigende farver. I det nordlige Tyskland kan man finde områder, hvor en andel af de nysatte rålam falder ud som sorte. Hvide dyr er dog mere sjældne og optræder kun tilfældigt. Enten som partiel hvide eller som albinoer eller helt hvide.

Billedet af den hvide råbuk er skudt umiddelbart efter, at en

dansk jæger nedlagde bukken i det nordlige Tyskland, hvor denne havde jagtet den hvide buk over to sæsoner. Jægerens ene søn lod sig overtale til at posere med det sjældne dyr, der på årstiden burde være rødt, hvis det var født som alle andre dyr i området, hvor det levede og døde.

RØD SOMMERBUK I HVIDT

IMMIGRANT MED SUCCES

Pakistan er sammen med Indien hjemsted for den smukke Black Buck. Modsat Indien er Pakistan begyndt at få øjnene op for de muligheder, der ligger i kombinationen jagtturisme og naturbevarelse. Dette har allerede ført til, at verdens måske mest eksklusive vildart, Markhor nu optræder i så store bestande, at der i stigende grad frigives gamle dyr til afskydning. Vil man nedlægge Indiens og Pakistans sorte antilope, er Sydamerika dog stadig det mest oplagte sted.

Argentinas bestand er etableret på underarten Rajputan Blackbuck, der kendetegnes

ved mere markant adskillelse af de lyse og mørke områder i skindet end det man ser hos den sydlige Blackbuk, der kun optræder i Indien.

Billedet her er taget i Argentina, hvor Black Buck lever mere eller mindre frit i en række områder, der er forbeholdt betalende trofæjægere. Bukken faldt, da den valgte at blive i sit territorium, selv om dens lille harem allerede havde valgt at forlade område, da de fornemmede jægerne nærme sig i det høje græs.

Antallet af Rajputan Blackbuck, der lever uden for Indien og Pakistan er efterhånden ved at være lige så stort, som det antal, der lever i artens

oprindelige udbredelsesområde. I Indien og Pakistan er bestanden dog voksende og er i dag estimeret til 50.000, mens Argentina alene menes at huse 35.000 dyr. Dertil kommer de Black Bucks, der lever i f.eks. Australske og amerikanske jagtfarme. Historikere har påpeget, at bestanden i Indien, Nepal og Pakistan for et par århundrede år siden har været på omkring 4 millioner dyr.

PENSION I OPLEVELSER

Af og til ses det fremført, at et liv ikke skal måles i antal år, men i antal oplevelser, og den jæger der husker dette ender med en stor opsparing, som der kan vendes tilbage til, når man takker af og må se i øjnene, at man har løsnet det sidste

skud. Gode minder er også en slags pensionsopsparing, som man kan tære på, når evnen til at opleve går på retur. Billedet af de portrætterede jægere med den asiatiske Muntjack – nedlagt i England - har netop sat endnu en oplevelse ind på deres opsparing og sammen med den unikke opsats, kan de altid vende tilbage

til oplevelsen og genopleve øjeblikket, hvor alting flaskede sig og drøm blev til virkelighed. når de kommer dertil, hvor de i stigende grad ser tilbage på de oplevelser, som de allerede har haft.

Når fortiden og det som var bliver nutid og særlig værdifuld ...

TIDENS FASANER

Nedlagte fasaner i millionvis indgår som en fritlevende, velsmagende og tilmed som et fedtfattigt alternativ til kød fra svin, kvæg og kyllinger etc. I dag har fødevaresektoren mere fokus på dyrevelfærd og fritlevende dyr end nogensinde og en fasan, som har brugt både lår- og brystmusler og levet sit korte liv frit og uden hegn, må toppe hos både indkøbere og de stadig mere bevidste forbrugere.

Billederne her er taget på en nordjysk ejendom, der har gjort det til en mærkesag at

avle fasaner på så naturlige præmisser som muligt. Fasanhøner og enkelte fasanhaner indfanges om foråret og de æg, som lægges i de store og overdækkede volierer, samles sammen og ruges ud i rugemaskiner og under rugende fasaner eller skrukhøns. Kyllingerne og de æglæggende fasanhøner udsættes hen på sommeren og både kyllinger samt høner og haner indgår dermed i det bæredygtige og næsten naturlige kredsløb, som ejendommen i lighed så mange andre, har etableret.

I GANG MED SOLOPGANG

På jagt under fremmede himmelstrøg deler jæger og guide helt unikke oplevelser sammen. Oftest har den tilrejsende jæger kun denne ene person at dele sit livs måske største jagtoplevelser med. Men hvor oplevelsen for jægeren aldrig glemmes, kan oplevelsen for selv den mest passionerede guide være at betragte som endnu en dag på kontoret. Men sådan er det heldigvis langt fra sjældent. I reglen er jagtguiderne også passionerede jægere og det er mere reglen end undtagelsen, at guide og jæger ud-

vikler en slags kammeratskab under jagten.

Billedet her er taget under jagt på Samsø, som huser en af Danmarks bedste og mest tætte bestande af råvildt. Bukken faldt for en velplaceret kugle allerede få minutter efter solen var stået op og den nye sæson skudt i gang.

Et jagttrofæ kan bestå af langt mere end blot horn eller skind. Det kan også være et billede eller i princippet bare en erindring, som man bevarer og som altid står skarpt i hukommelsen.

Bushmeat i overflodlige uden for døren ...

SET FRA EN ANDEN VINKEL

Stærke trofæer hænger ofte sammen med stærke dyr. Dyr i god foderstand og god fysisk form bærer i reglen større og tungere trofæer end dyr i mindre god form. Det gælder ikke mindst hjortevildtet, som kaster deres stænger hvert forår for umiddelbart derefter at sætte et nyt sæt horn op. En præstation, der kræver meget energi og dermed også adgang til føde af god kvalitet.

Billedet her viser en stærk hjort nedlagt som konsekvens af en målrettet indsats med at frede de hjorte, som ønskes bevaret. Dermed kan man over tid påvirke genetikken og skabe en stamme med anlæg for særlig stærke gevirer.

Den menneskelig påvirkning kan dog ikke stå alene og den naturlige selektion blandt dy-

rene er vigtig for at bevare de dyr, som har en bred pakke af super anlæg. Dette er ikke mindst vigtigt, når snakken gælder det store hjortevildt, hvor en enkelt hjort kan samle sig et helt harem og dermed sætte sit præg på en lang række af fremtidens kalve. Den europæiske kronhjort er bredt ud over det mest af verden og er i dag at finde fritlevende i både Sydamerika og New Zealand. I jagtfarme er den desuden almindelig i USA. Blandt jægere er en kronebærende kronhjort en af de mest eftertragtede trofæer og ikke mindst New Zealand har bidt sig fast som en rejsedestination for alverdens hjortejægere, da landet kan byde på både meget store opdrættede hjorte og meget udfordrende jagt på fritlevende hjorte i ufremkommelige skov- og klippeområder.

Billedet her er taget under en jagt på High Peak Station – et ca. 1600 ha stort område, der har specialiseret sig i jagt på kronvildt. Hjorten, som ikke hører til blandt de allerstørste fra området, blev nedlagt under forhold, der næsten levede op til principperne beskrevet i Fair chase, som dog kræver, at de dyr som jages, kan bevæge sig frit uden begrænsninger fra hæmmende hegn.

Jagt i hegnede områder bliver mere og mere almindeligt og der er næppe tvivl om at fremtidens jægere i høj grad kommer til at jage i områder, hvor vildtet kan holdes inde og det udefra kommen pres fra landbrug, vejnet og urbanisering kan holdes ude.

Bushmeat i overflod - lige uden for døren

KØD I OVERFLOD

Det meste jagt fører til mad på bordet. Det er dog langt fra altid vildtkødet, som er den egentlige drivkraft, selv om kødet regnes som en skattet delikatesse – især når man selv har nedlagt det. Den aktive jæger og den jæger, der rejser på jagt under fremmede himmelstrøg, kan dog ikke fortærer alt det, som nedlægges. Venner og familie og ikke mindst lokalbefolkningen i de lande, som man jager i, er dog en sikker aftager af det kød, som man ikke selv kan overkomme.

Billedet her er taget i Northern Territorium i Australien, hvor lokalbefolkningen ikke har

brug for store frysere og kølerum. Der er stort set altid frisk kød at hente omkring landsbyen i form af vildsvin, vandbøfler og scrubb bulls, som er forvildede tamkvæg, der med tiden har udviklet karakteristika, der afviger fra det tamkvæg, man ser uden for det store område, der ejes og administreres af landets oprindelige befolkning. Den unge scrubb bull, som man kan se køllen af, blev nedlagt så tæt på lejren, at kødet kunne transporteres hjem uden at lide overlast af de høje temperaturer.

Jagt nedbryder grænser mellem køn, alder og indkomst ...

JAGT KRYDSER GRÆNSER

Jagt er ofte en livsstil, der går i arv fra generation til generation, selv om det ofte hævdes, at jagtlysten har det med at springe en generation over. I dag er der dog mange uden for jagtmiljøet, der tiltrækkes af jægerlivet og flere myndigheder i blandt andet USA, Norge og New Zealand vil gerne bidrage

til denne udvikling ved bl.a. at tillade mere jagt på offentlige arealer.

Billedet her er taget under en vildsvinejagt, der startede i en flodseng, men sluttede med jagt i højderne. Det nedlagte vildsvin blev båret ned på hesteryg og gav næste generation en forståelse for den kobling, der er mellem jagt og mad.

DØDEN FRA OVEN

Under en jagt i det sydlige Afrika får man mange tillægsgevinster. Oplevelser som den almindelige fototurist i safaribiler sjældent får, selv om fototurisme i reglen henlægges til områder med særlig stor koncentration af vilde dyr. Under jagt til fods er man ikke kun i øjenhøjde med vildtet, men også på en eller anden måde deltager i naturens helt store forestilling.

Billedet her blev taget under en safari i Sydafrika netop da pyrchen på en gruppe impalaer gled ind i sidste fase. Fokus var på de smukke antiloper og

vi vurderede, at en skudchance var lige om hjørnet, da et egern slog slangealarm og fik os til at kigge op. Over os gled en godt to meter lang sort mamba over en grenkløft. Den sorte mamba er ikke blot kontinentets farligste slange. Det er også den største, hurtigste og mest aggressive giftslange.

Den sorte mamba er så stærk, at den kan rejse sig fra jorden og bide et menneske i ansigtet, da den kun behøver omkring en tredjedel af sin kropslængde for at kunne holde sig oprejst. Når den bider, bider den ofte flere gange. Et bid i ansigtet kan dræbe et voksent menneske på under 20 min.

Deltager i naturens altid aktuelle spil om liv og død ...

Fart og højde og fornemmelse for afstand ...

DØDEN I HALEFJERENE

Det er svært at forestille sig et jagtliv uden fasanen, selv om fasanens naturlige udbredelsesområde strækker sig over asiatiske lande som Kina, Mongoliet og Indien og ikke at forglemme Japan, hvor den grønne fasan faktisk er kejserrigets nationalfugl.

I fasanens oprindelige udbredelsesområde spiller den store hønsefugl en ubetydelig rolle som jagtfugl, hvorimod den i dens nye udbredelsesområde er en af de mest betydningsfulde vildtarter overhovedet. Ikke kun i Europa, men også i Nordamerika, hvor fasaner også opdrættes og udsættes til især jagt med stående og stødende hunde.

Billedet her er taget under en dansk herregårdsjagt, hvor der hvert år udsættes et stort antal fasaner. Ikke kun til jagt, men også til glæde for øjet og til fordel for de mange jagtbare såvel som ikke jagtbare arter, der nyder godt af de anlagte remisser og kilometerlange fodermarker. Fasanen, som vi kender den på vores breddegrader, omtales ofte som den almindelige fasan eller ringfasanen, men begge betegnelser dækker ofte over en blanding af flere forskellige og nært beslægtede underarter. Bemærk i øvrig haglskålen under fasanen. Haglskålen er i sagens natur altid bag haglsværmen og nævnes bør det, at fasanen på billedet slap med skrækken, braget og lyden af de susende hagl.

Godt begyndt er en forudsætning for fuldendelse ...

DET GYLDNE HÅB

Håbet er altid gyldent og heldigvis er langt de fleste jagthunde i stand til at leve op til selv de mest forgyldte drømme, hvis

ellers jægeren har det, der skal til for at fremelske hvalpens medfødte anlæg og dermed udvikle det partnerskab, der skal gøre drømme til virkelighed. Billedet her forestiller en få uger gammel bretonhvalp, som

er fremavlet til at afsøge store arealer for fuglevildt. I racens hjemland er den især populær under sneppejagt i Bretagne, som hvert år er rasteplads for millioner af skovsnepper, men racen anvendes også i udpræ-

get grad til jagt på bekkasiner samt jagt på fasaner og agerhøns etc.

EN I HÅNDEN

En fugl i hånden er bedre end ti på taget. Den læresætning noterer man sig tidligt i jagtlivet. Og reglen gælder også under jagt på krikænder. Ænderne hører til blandt verdens hurtigste fugle og der er registreret hastigheder på næsten 110 km/t

Det siger næsten sig selv, at en lille håndfuld krikænder regnes for et godt resultat af et morgentræk, hvor der ofte, men langt fra altid, bruges lidt flere skud pr. nedlagt krikand end der gør under jagt på andre ænder. Krikanden er ikke bare den mindste svømmeand. Det er også den mest impulsive. Når en krikand under et morgen- eller aftentræk finder et vandhul eller en oversvømmet eng, den finder attraktiv,

...

er den hurtig til at beslutte sig. Den kredser ikke først rundt, for at sikre sig, at alt er sikkert og uden fare. Den styrter hovedkulds mod vandoverfladen. Billedet blev taget under en krikandejagt ved en ejendom tæt ved en af de kystlinjer, der hvert år leder fugletrækket fra nord mod syd og tilbage igen. Af årsager, der ikke umiddelbart lader sig forklare, er de små ænder særligt glade for de små vandhuller på ejendommen. Ejendommen kan næsten garantere et godt træk, men ikke nok med det. Under efterårets selskabsjagter fungerer vandhullerne også som en næsten sikker såt, som tilmed har den fordel, at ikke alle ænder letter, så snart de hører det første skud

Fart og højde og fornemmelse for afstand

Jagt handler om oplevelse. Skuddet fylder ikke ret meget i et jægerliv og den skydeglade eller ligefrem skydegale kan i høj grad få sine lyster styret på en skydebane. Denne har ingen grund til at gå på jagt.

Men hvad definerer jagt, hvis ikke skydning betragtes som afgørende?

Svaret er enkelt. Det handler om drabet og det handler om at nedlægge vildt. To sider af samme sag.

Jægere i almindelig finder ikke nogen glæde ved at udslukke liv. Det er sekundært. Glæden består i at få fat i vildtet. Det driver drømmen, der fører jagten og skuddet. Derfor er det også øjeblikke i nærkontakt med vildtet, der om noget fylder i jægerliv.

Først når man kan lægge hånd på det nedlagte, er jagten forbi.

Dermed adskiller det moderne jægerliv sig ikke nævneværdigt fra det liv, som vi levede

INGEN KENDER DAGEN

Hjem fra jagt ...

Ingen kender dagen før solen går ned, men når man anskaffer sig en jagthund ved man, at der også kommer en dag, hvor man skal tage afsked. Et hundeliv er kort og prisen for de mange oplevelser og de tætte bånd mellem hund og jæger er afskeden. Jagthunde er fundamentet for moderne jagt. Uden hunde til at følge op på skuddet og hente det nedlagte og anskudte vildt ville vi næppe kunne drive jagt, som vi gør i dag. Men inden en jagthund er klar til jagt, skal den trænes både under kontrollerede forhold og under jagt, hvor jægeren kun deltager med sin hund. Billedet her er taget under en regulær trampejagt i Vendsyssel, hvor der mange steder er så gode bestande af fasaner og andet jagtbart vildt, at det stadig giver mening at opsøge marker og levende hegn.

PENSION I OPLEVELSER

Af og til ses det fremført, at et liv ikke skal måles i antal år, men i antal oplevelser, og den jæger der husker dette ender med en stor opsparing, som der kan vendes tilbage til, når man takker af og må se i øjnene, at man har løsnet det sidste

skud. Gode minder er også en slags pensionsopsparing, som man kan tære på, når evnen til at opleve går på retur. Billedet af de portrætterede jægere med den asiatiske Muntjack – nedlagt i England - har netop sat endnu en oplevelse ind på deres opsparing og sammen med den unikke opsats, kan de altid vende tilbage

til oplevelsen og genopleve øjeblikket, hvor alting flaskede sig og drøm blev til virkelighed. når de kommer dertil, hvor de i stigende grad ser tilbage på de oplevelser, som de allerede har haft.