Hjortejagt

SAND

Hjortejagt i Danmark

REDAKTION

ms@netnatur.dk

+45-26707544

ANNONCE

info@netnatur.dk

BESØG:

NETNATUR CLUB

Digital udgivele af artikel fra Michael Sands JAGTBOGEN

Indhold fra denne udgivelse må ikke anvendes uden skriftelig tilladelse fra indehaver

Velkommen

Jagt og fiskeri handler i høj grad om drømme og i de sidste tre årtier har jeg som en del af mit arbejde forsøgt at fange drømmen og gengive den i tekst og billeder.

Det er der med tiden kommet en lang række illustrerede reportager og beretninger ud af, hvor af en stor del er udgivet i danske og internationale magasiner. Andre i bøger og som digitale udgaver på internettet.

Jeg håber du vil tage godt imod artiklen her og bemærk at artiklen er forsynet med aktive links til f.eks. netnatur.dk eller andre hjemmesider.

Defender 90” SE 200 HK Diesel fra kr. 1.154.900 inkl. moms. Forbrug ved blandet kørsel 11,6 – 10,8 km/l. CO2-udslip 226-245 g/km.

Defender 110” SE 200 HK Diesel fra kr. 1.219.900 inkl. moms. Forbrug ved blandet kørsel 11,5-10,5 km/l. CO2-udslip 230-250 g/km. Priser er inkl. leveringsomkostninger på kr. 4.180 og ekskl. halvårlig ejerafgift. Forbrug er beregnet efter WLTP normen og angives både som low test og high test. Beregningen er baseret på producentens WLTP estimater. Miljøklasse: Euro 6. Vi tager forbehold for trykfejl og prisændringer. Bilen er vist med ekstraudstyr. Priser gælder for biler leveret efter d. 01.01.2022.

REVOLUTIONERENDE REALTREE EXCAPE™

CAMOUFLAGE JAGTKOLLEKTION

Excape - en lag-på-lag kollektion fra Deerhunter®

Se hele kollektionen her

deerhunter.eu

Hjortejagt på den anden side

Tofte Skov er en af Danmarks største sammenhængende naturskove. Sammen med 2000 hektar højmose er området rammen om jagten på et af Danmarks mest upåvirkede kronhjortetrofæer.

Vildmark har vi ikke i Danmark. Men vi har noget, som med lidt god vilje minder om det, som var engang. Om vidstrakte områder uden bygninger, højspændingsledninger og asfalterede veje. Om områder med kronvildt, vildsvin og ynglende kongeørne og et helt hav af højmose og oprindelig natur.

Tofte Skov i Lille Vildmose er en kronjuvel i dansk jagt- og naturhistorie, og bag det 25 kilometer lange hegn går naturen sin egen og vildsomme gang, alt imens verden udenfor går i den stik modsatte retning.

Selv om Tofte i dag er ejet af de naturbevarende Aage V. Jensens Fonde, er det muligt at booke en jagt, og at nedlægge et vildsvin eller en hjort i dette ultimative danske jagtparadis har været en drengedrøm, så længe jeg kan huske.

Drengedrømmen var i en årrække sat på pause, men en efterårsdag fik den pludselig nyt liv, da jeg fulgte min kammerat Per Kauffmann under jagt på en af vildmosens mange brunsthjorte.

Voksen hjort

- Hvilken slags hjort går vi efter, spurgte skovrider Jacob Palsgaard, da vi stod ved bilerne. Per udstyret med riffel og jeg rustet med kamera. Men inden Per nåede at svare, fortsatte Jacob, der i dag er vicedirektør i Aage V. Jensens Fonde.

- Når vi er i terrænet, diskuterer vi ikke penge. Det vil være upassende. Per og Jacob ændrede dog ikke i den aftale, der allerede var indgået. Og planen var at gå efter en hjort med cirka 4 kilo gevir på hovedet.

En hjort på 4 kilo fortæller dog ikke meget om hjortens alder generelt set. I et område kan hjorte sætte op som 4 kilos i de første leveår. I andre skal de måske bruge et helt liv på at producere horn, der vejer over 4 kilo.

I Tofte Skov bliver hjortene i dag sjældent mere end 5-5,5 kilo tunge. Faktisk er der i nyere tid ikke skudt hjorte på over 6 kilo. Aage V. Jensens Fonde, der i dag ejer Tofte

og det tilgrænsende hegnede område Høstemark, fodrer ikke på samme måde, som man gjorde, da området tilhørte Lindenborg Gods og efterfølgende - for en kort årrække - forsikringsselskabet Codan. Dengang blev der ”produceret” hjorte på over 10 kilo.

I dag er en hjort med fire kilo gevirvægt oftest en midaldrende hjort, som i brunsten formår at holdte et harem af hinder omkring sig. Det var den slags hjort, vi gik efter, da vi i gåsegang lod bilerne bag os og indledte dagens jagt.

- Vi sidder ikke ude dag og nat for at observere hjortene. Vi har derfor ikke et indgående kendskab til hver eneste hjort i området, hvilket betyder, at tilfældet spiller en stor rolle i den måde, hvorpå vi afskyder vores hjorte. Dog går vi efter at pille hjorte uden symmetriske kroner eller uden issesprosser ud af avlen, fortalte Jacob, inden tavsheden lagde sig, og eneste lyd var vindens susen og de svuppende skridt i den våde mosebund.

Brøl i vinden

Pludselig trængte et brøl gennem vinden. Men svagt og usikkert. Få minutter senere var lyden der igen. Denne gang var der ingen tvivl. En brunstende hjort var lokaliseret, og i det samme vendte Per sig omkring.

Tommelfingeren var vendt opad. Den tiltagende styrke i brølene kunne godt tyde på, at hjorten bevægede sig op imod os, hvilket ville være den mest optimale situation, som vi kunne forestille os.

Men det var endnu alt for tidligt at sælge skindet. Først skulle hjorten lokaliseres og derefter kategoriseres som jagtbar.

Vi trak ned i god vind og begyndte derefter at reducere afstanden til hjorten, hvis dybe, langstrakte brøl tydede på, at den var i kategorien voksen.

Endelig var vi fri af det stride græs. Med mere fast grund under støvlerne gik det hurtigt med at reducere afstanden, og ved hjælp af nogle høje graner så det hele meget lovende ud. Nu skulle hjorten blot lokaliseres og efterfølgende kategoriseres som jagtbar eller ikke jagtbar.

Minutter senere var vi fremme. Kunne herfra se gennem stammerne, der dannede grænse til engen, hvorfra hjorten igen og igen røbede sin tilstedeværelse. Hjorten kom stadig nærmere og nærmere, kunne vi høre på brølene. Men om vi var 100 eller 300 meter fra hjorten: Det kunne der kun gisnes om.

Sovende vildsvin

Pludselig spottede vi en hind i græsset samt et par hinder med kalve, der sad i græsset lidt længere fremme.

Afstanden var under 100 meter. Og pludselig var hjorten der også. Ophidset og stram i bugen efter uger med brunst og kamp.

Jacob studerede længe hjorten, der aldrig var i ro, da en yngre hjort i periferien åbenbart forsøgte at gøre sig til over for hinderne. Noget, som hjorten ikke havde til sinds at lade gå upåagtet hen, og gang på gang lavede den truende udfald mod unghjorten, som fulgte rudlen.

- Der er tale om en ti-ender. Men den har ingen krone, og det er en af dem, vi gerne vil have skudt, forklarede Jacob, der vurderede hjorten til at være 8-9 år.

Per studerede længe hjorten. Stor og flot så den ud, da den lagde nakken tilbage og lod alle forstå, hvem der var boss.

Et øjeblik var det, som om Per vurderede situationen. Var hjorten, som den skulle være. Sekunder senere lagde han riflen i skydestokken. Mit kamera var allerede slået i jorden, og hjulpet af vinden, der slørede

lyden, havde jeg ikke problemer med at lade spejlrefleks-kameraet klikke løs. Men først nu fik vi øje på endnu et dyr. Og det var meget tættere på. Mellem os og hjortene lå der nemlig et vildsvin. Vildsvinet havde samlet sig en fin rede, og som et sejl lod den det store behårede øre rejse sig, alt imens den kiggede direkte mod os. Men grisen så ingenting. End ikke lyden fra mit kamera syntes at genere den, selv om afstanden mellem os næppe var mere end 10 meter.

Dagaktive

Vildsvinet fangede vores opmærksomhed, og da vi atter rettede fokus mod engen, var hjorten væk. Hjortens tålmodighed var brugt op, og mens vi havde kigget på vildsvinet, var den unge bejler blevet jaget på flugt.

Sekunder senere var hjorten atter tilbage, og i udkanten af rudlen brølede den gamle nu selvtilfreds.

Rudlen var stadig på vandring. De dyr, der før sad i græsset, havde rejst sig og begyndte nu at trække forbi os. En for en. Afstanden var kort, og en svøbende vind kunne ødelægge det hele på sekunder.

Selv om Tofte er hegnet, har dyrene ingen fortrolighed med mennesker. Tværtimod. Der findes næppe den plet i riget, hvor hjorte har mindre kontakt med homo sapiens, end de har i Tofte.

Det betyder, at de er mere aktive om dagen, end de er mange andre steder, hvor jagt i kombination med andre forstyrrelser betyder, at kronvildt først viser sig, når mørket slører dem. Et menneske i terrænet er et særsyn og noget, man tager fortrydeligt op, hvis man er kronhjort eller vildsvin for den sags skyld.

De bageste dyr i rudlen havde allerede passeret os, da hjorten opgav sin sejrsceremoni

Dansk design og produktion i hjertet af Danmark

Med 40 års erfaring indenfor våbenproduktion i bagagen, begyndte vi for 10 år siden produktionen af vores første og mest kendte lyddæmper: Nielsen Sonic 45, bedre kendt blot som ”Sonic 45”. I dag er vores lyddæmperproduktion vokset markant, og vi producerer nu 19 forskellige lyddæmpermodeller til alt fra kaliber .17 til .458. Som for 10 år siden, er vores fokus stadig holdbare, effektive og prisstærke lyddæmpere.

I dag omfatter vores produkter også justerbare rekylbremser, blyfri projektiler til jagt og bane samt færdigladt ammunition til jagt. Og der kommer løbende flere produkter til. Naturligvis til stærke priser og stadig med design og produktion i Danmark.

SONIC Lyddæmpere til enhver jagtriffel

BALLISTIC Blyfri projektiler og ammunition

Nielsen Paradox Holdbar og letvægt

Sonic Ghost Multi-kaliber lyddæmpere

Nielsen Sonic Alsidige klassikere SubSonic til .17 og .22

Støttebøsninger

Remholder

Gevind beskytter

og stakåndet forsøgte at hægte sig på rudlen igen.

Der skulle skydes første gang, der opstod en chance. Det var indlysende. Hinderne ville givetvis snart komme i vind af os og tage hele rudlen inklusiv hjorten med i flugten. Da stod vi i en ny og langt mindre gunstig situation.

Nu eller måske aldrig

Per vidste, det var nu, hvis det skulle være. Han lænede sig frem og lod riflen pege i retning af hjorten, der nu kom travende tilbage mod rudlen. Hjorten virkede udmattet, men hormonerne blev pumpet rundt i kroppen, og det holdt den inde i kampen.

- Et skud i trav vil næppe blive aktuelt, tænkte jeg, da hjorten pludselig standsede op. I det samme faldt skuddet, samtidig med at jeg skød løs og lagrede en serie billeder af hjorten, der sank i jorden.

- Flot skud og tillykke lød det flere gange, mens det skræmte vildsvin, der blev taget på sengen, piskede gennem underskoven.

Minutter senere stod vi ved den forendte hjort, som selv i døden sendte heftige færtskyer af brunst omkring sig.

Hjortejagt

Synet af det flotte dyr bragte min gamle drengedrøm frem til overfladen. Sparegrisen blev rystet, og få uger efter holdt jeg atter foran den store port til det nordjyske jagtparadis.

En skæv hjort

Også denne gang medbragte jeg kameraet, men derudover var en gammel tikkariffel fundet frem fra skabet. Det var den, der om alt gik vel, skulle skyde afstanden mellem drøm og virkelighed ned og bringe et evigt minde om barndommens eventyrland hjem på væggen.

Det var ikke mindst min guide, Jacob Skriver, som er driftsleder af fondens ejendomme i Lille Vildmose, der havde udløst min beslutning. Især hans observation af en flot hjort med en skæv krone havde fyret op under mine forventninger og gjort min nattesøvn rastløs. Billedet af den skæve hjort på min mobiltelefon var det sidste, jeg så, inden jeg slukkede lyset og gled ind i drømmeland. Fagre nye verden er også blevet en del af jagtens univers i Tofte. Og jeg kunne næsten ikke vente på et gensyn med hjorten i levende live.

Det var endnu mørkt, da vi gjorde holdt ved den første lysning. Sidst jeg var her, rungede skoven flere steder af brunstbrøl, men nu var der næsten helt stille. Brunsten var ved at klinge af, men heldigvis gav hjorten, som vi gik efter, stadig lyd fra sig.

- Det er den vej, vi skal, hviskede Jacob og pegede i retning af brølene. Men en hjort dukkede pludselig op og spolerede planen.

Hjorten gik måske med i kategorien af afskudsbare hjorte, der var sat til maks. 4.5 kilo, men vi viste ikke hjorten interesse. Det var hjorten med den uharmoniske krone, som vi gik efter. Da hjorten vendte fokus mod et par vildsvin, tog vi chancen og krøb videre. Heldigvis uden at den opdagede os.

Nem fremrykning

Bidtrykket fra den tætte bestand af hjortevildt har med tiden præget landskabet, og det var nemt at gå på de afgræssede diger, der hævede sig over de afvandede moseområder. Men hjorten, som vi hørte brøle i gryet, var nu tavs, og selv efter et par timers fremmarch havde vi endnu ikke opnået kontakt. Strategien begyndte at se lidt usikker ud. Måske havde vi passeret hjorten, måske havde den observeret os. Uanset var det som at finde en nål i en høstak, når vi ikke havde lyden at gå efter.

- Hvad gør vi så, var emnet i samtalen, da vi gjorde holdt. Men svaret blæste faktisk i vinden. To hjorte indledte en verbal styrkeprøve, og begge hjorte lød til at være i kategorien voksne, omend jeg byggede denne antagelse mere på fornemmelse end på egentlig viden.

Brølene gav jagten ny energi. Foran os - et sted i kanten af højmosen - stod der to hjorte. Det kunne være en af dem, der skulle sætte sidste punktum i en uskrevet erindringsbog om våde vildmosedrømme. Og måske var det tilmed den uharmoniske hjort, der havde flyttet sig og nu stod langt fra sin faste plads og gjorde sig til. Alt var muligt.

Skræmt hind

- Pas på her. Der er næsten altid krondyr i dette stykke, fortalte Jacob, der næppe havde sluppet det sidste ord, før en hind rejste sig og forsvandt i retning af hjortene, der nu var så tæt på, at lyden virkede ganske overvældende.

- En skræmt hind var ikke just det, vi havde brug for, tænkte jeg, samtidig med at jeg også sendte Jacob kredits for sin forudsigelighed.

Heldigvis var hinden ikke klar over, hvad det var, som havde skræmt den, og den faldt

relativt hurtigt til ro igen. Den ville næppe skabe panik blandt de hinder, der givetvis hang omkring de to hjorte.

Vi fortsatte. Igen var terrænet gunstigt, og på volden langs en afvandingskanal gled vi let og ubesværet nærmere. Snart var vi lige ud for den ene hjort.

Selv om det kan være overraskende vanskeligt at vurdere afstanden til en brølende hjort, var vi tæt på. Maksimalt et par hundrede meter, vurderede jeg. Men hvor var hjorten, der havde valgt en gruppe vindblæste graner i kanten af den store højmose som sin bastion. Det var herfra, den gjorde front mod hjorten, der gik i skoven, og som uimponeret svarede igen, hver gang en stribe dybe brøl blev sendt ud i æteren.

Noget tydede på, at hjorten i granerne var alene og uden hinder. I modsat fald burde vi være i stand til at se et eller flere dyr. Selv en mindre rudel kunne ikke holde sig skjult i det lille bevoksede område. Derfor tydede det på, at det var hjorten i skoven, der p.t. havde fat i den lange ende og nu havde styr på hinderne.

Desværre havde hjorten i granerne åbenbart ikke til sinds at flytte sig, og vi rettede opmærksomheden fremad: Mod det sted hvorfra brølene blev besvaret.

En hind gled over den lille veksel, der fulgte grøften. Et par stykker fulgte efter. Bag hinderne lød der atter brøl. Hjorten var lokaliseret.

Enormt gevir

Kameraet kom i stilling, alt imens riflen blev hevet ud af foderalet. Vi var fremme, og såfremt hjorten var i kategorien jagtbar, var vi faktisk på skudhold.

Ventetiden blev kort. I en glidende bevægelse var hjorten over sporet, hvorefter den

delvis gemt bag el og pil lod sin røst høre endnu en gang.

Min første tanke var, at den var uden for kategori. Geviret virkede enormt og i toppen af begge stænger dannede der sig langsprossede kroner. Men hvor var issesprosserne?

Længe holdt vi den delvis skjulte hjort under observation, inden den endelige dom faldt. Hjorten var uden issesprosser og dermed en af de hjorte, som man gerne vil have ud af avlen.

- Den er rigtig flot, og den er afskudsbar, lød dommen fra Jacob. Og selv om jeg stadig havde håbet om den uharmoniske hjort i baghovedet, tog det ikke lang tid at erstatte dette billede med et nyt. Min skæve hjort var opgraderet til en smuk 14-ender medaljehjort, og jagtens afslutning kunne endelig begynde.

Et skud til hjorten i skoven var måske muligt, hvis der var tale om absolut sidste chance, men vi havde tiden med os. Det var realistisk at satse på et langt bedre skud. Især da hinderne nu havde valgt at forlade skoven og begyndt at søge ud over engen. Hjorten ville følge med, og når det skete, befandt vi os i den bedst tænkelige situation. Vi kunne da uden problemer reducere afstanden og sandsynligvis få et skud til hjorten i det åbne.

Ikke så nemt

Men så nemt skulle det ikke være. I kanten af elletræerne satte hinderne sig i græsset - én for én. Da hjorten som det sidste dyr i rudlen trådte ud på engen, satte den sig også. Nu befandt vi os pludselig i en helt anden og langt mindre gunstig situation

Vi kunne ikke kravle nærmere. Da ville vi komme alt for tæt på dyrene, hvis vi skulle skyde ud gennem grene og stammer i skovbrynet. Det efterlod os med to andre muligheder. Vi kunne vente og se tiden an. Før eller siden ville dyrene atter rejse sig og dermed skabe den chance, vi ventede på.

Som løsning nummer to kunne vi forsøge at komme ud på den åbne eng for dermed at komme fri af træerne i skovbrynet. Vi skulle cirka 20 meter ud på engen, for at komme fri af en halvø af pil og el, der voksede fra skovbrynet og ud i engen. Faren for at blive set var overhængende.

- Hvad gør vi, spurgte vi hinanden, mens roen sænkede sig over dyrene.

Svaret var ligetil. Vi havde ikke til sinds at afvente dyrenes næste træk. Vi måtte ud på engen.

- Jeg lister først ud, sagde jeg til Jacob.

- Lykkes det at komme frem, hvor jeg kan afgive skud, uden at dyrene opdager mig, følger du efter med kamera. Skulle du blive opdaget, vil jeg sandsynligvis opnå en chance, når dyrene rejser sig. Men da får vi ikke dette på film, konkluderede jeg.

Jacob bifaldt planen, og få minutter efter krøb jeg ud over engen - delvis skjult bag krattet. Manøvren lykkedes. Jeg kom uset frem, og med skydestolen i anslag havde jeg nu frit skud direkte mod hjorten, der intetanende sad blot 70-80 meter fra mig. Det kunne næppe gå galt.

Lade tiden arbejde

Nu manglede vi blot min guide. Denne øvelse var ikke mindre vanskelig, al den stund, at der skulle transporteres en lang telelinse og et tungt fotostativ ud over engen, uden at hinderne eller deres kalve opdagede det.

Jacob nåede frem. Og ved fælles hjælp fik vi stativet slået ud og kameraet sat i stilling. Tilmed uden at dyrene anede uråd. De sad fortsat på engen og gumlede opgylpet græs det bedste, de havde lært.

Vi var nu i en meget fordelagtig position, og det eneste, vi kunne og skulle gøre, var at lade tiden arbejde for os.

Før eller siden ville hjorten rejse sig. Og når det skete, var det blot at skubbe riflen frem i skydestokken og lade skuddet gå.

Træt hjort

Det havde været en hård tid for hjorten. Og som den sad der, var det så som så med råstyrken. Den lignede mest af alt en hjort på pension. Missede med øjnene og vippede med hovedet. Ja på et tidspunkt tror jeg faktisk, at den snorksov. Hovedet kørte rundt ude af stand til at finde hvile, da den gerne ville tage sig ud for hinderne og næppe ønskede at lægge sig fladt på jorden.

Hjorten fra granerne måtte have fornemmet, at dens chance var kommet, da Jacob pludselig greb mig i ærmet og ledte min opmærksomhed mod hjorten bag os. Også dette var en fin afskudsbar hjort, men jeg havde fundet min hjort og agtede ikke at fjerne fokus fra den flotte fjorten-ender, der virkede mere og mere træt at se på.

Pludselig var det dog, som om et eller andet fangede dens opmærksomhed. Måske var det vores tilstedeværelse. Måske var det den rivaliserende hjort, den så nærme sig. Med ét blev blikket intenst, og det var, som om den stirrede direkte mod os. Nu skete det.

Hjorten var tilbage og ville om kort tid rejse sig. Det var jeg næsten sikker på.

Langsomt, nærmest i slowmotion gled hjorten op på forbenene og derefter på bagbenene. En glidende bevægelse, og havde det ikke været fordi jeg vidste, at hjortevildt normalt rejser sig på forbenene, før de tager bagbenene til hjælp, havde jeg næppe været i stand til at afgøre, hvad den først tog i brug .

Det har været en super god og professionel oplevelse fra første møde med landbrugsmæglerne fra PA Landbrug. Der har været hurtig og god respons på vores spørgsmål - og nærværet og humøret har også været i top."

Sælger af jagtejendom på Djursland

Hos PA Landbrug har vores erfarne landbrugsmæglere altid for øje at skabe værdi for jeres landbrug gennen nærværende rådgivning, der tager udgangspunkt i jeres behov.

Salg af landbrugs- og liebhaveriejendomme

Vurderinger

Rådgivning om ESG

Generationsskifte

Omdannelse af jord til vedvarende energi

Vurdering af jord til udtagning

Kontakt os og hør mere om jeres muligheder.

Elsemaria C. Andersen Landbrugsmægler, MDE +45 24 82 68 99 ea@propertyadvice.dk

Niells Henrik Møller Landbrugsmægler, MDE +45 40 44 51 18 nm@propertyadvice.dk

Få en oplevelse af natur og jagt ud over det sædvanlige

Horstmann jagtklub er et nyt jagtkoncept på Tjele Gods. Som medlem får du adgang til varierende jagttyper, flotte naturoplevelser samt høj jagtkvalitet. Vi står for at arrangere alt, så det eneste du skal tænke på er at møde op på dagen, støvleklar.

Læs mere og book på horstmannjagtklub.dk

Sandhedens øjeblik

Nu stod den der. Vildmosehjorten. Min rejse var næsten slut. Og alt, jeg behøvede, var at bøje pegefingeren. Måske var det derfor, jeg måtte sande, at det ikke var så nemt, som jeg havde forestillet mig.

Trådkorset kørte rundt på bladet af den langbenede hjort, der syntes at nedstirre os.

Hinderne tog ikke notits af hjorten, der pludselig havde rejst sig. Men før eller siden ville hjortens uro sprede sig og få de øvrige dyr i rudlen til at følge trop. Skuddet skulle falde nu, og hjorten stod perfekt.

Fem sekunder efter at hjorten havde rejst sig, faldt skuddet, der fik hjorten til at springe frem. Hinderne fulgte efter - dog mere desorienterede end skræmte over det, der var sket.

Hjortens flugt blev kort, og allerede efter en lille spurt standsede den. Trådte nogle skridt baglæns. Kiggede mod hinderne og tilbage mod os. Forsøgte at bevare overblikket. Så segnede den. Et liv var slut.

Royal afsked

- Tillykke, udbrød Jacob, der virkede mindst lige så glad som jeg. Ikke mindst da det lykkedes at få hele scenen på film.

Men selv om optagelsen blev rigtig god, var det noget helt andet at opleve den nedlagte hjort i flere dimensioner. Fire lange sprosser dannede kronen, der rakte op over det korte græs på engen, som skjulte det mest af hjorten. Sprosserne var klassisk elfenbensfarvede, hvorimod selve geviret var farvet af elletræerne og fremstod med en snært af rødt.

- Jeg vil gerne blive her lidt endnu, sagde jeg til Jacob, da vi efter lang tid begyndte at løbe

tør for ord om den flotte hjort og den spændende jagt.

Jacob havde et par ærinder, og jeg ville skyde lidt billeder, inden hjorten blev bragt hjem til slagtehuset. Ikke kun af hjorten og men også af de omgivelser, som den var faldet i.

- Helt fint, svarede Jacob. - Så ses vi om et par timer.

Da jeg lidt senere på eftermiddagen vendte tilbage, svævede kongeørnen over engen. Nærmest som var det en royal afsked med hjorten og drengedrømmen, som den tog med sig.

Hjortejagt

Disede forestillinger

Morgendis virker som indpakning til den ukendte dag, som venter. Følg med på en hjortejagt, når gavepapiret lukkes

op, og dagens oplevelser folder sig ud

Der var rim i græsset, da vi trådte ud af den lille hytte omgivet af skovklædte bakker på alle sider. Solen var endnu ikke stået op, men bag bjergskyggerne i det fjerne flammede horisonten og varslede endnu en smuk dag med blå himmel og højt til loftet.

Det var stille, og selv om jeg anstrengte mig, kunne der ikke høres hjortebrøl. Brunstløjerne kørte da også på sidste vers, og da vi aftenen forinden kravlede rundt i bakkerne, hørte vi da også kun nogle få, sporadiske udbrud, mens mørket sænkede sig, og kulden sneg sig ind.

Det havde været en kold nat, og i det lavtliggende moseområde foran hytten hang morgendisen tæt. Kulde og brunst plejer at være en god cocktail, men de lave temperaturer omkring frysepunktet havde åbenbart ikke sat hjortene i stødet.

Det havde dog næppe den store betydning. Vi ville finde hjortene uanset, og med udsigt til en skotsk højlandsjagt i New Zealand snørede jeg mine støvler og gjorde mig klar til dagens ekspedition på High Peak Game

Estate en god times kørsel vest for Sydøens næstestørste by Christchurch. Høje forventninger

- Det ser ud til at blive en rigtig god dag, udbrød Per Jacobsen med smittende og syngende sjællandsk accent, mens han bar det sidste ud i bilen. Per har siden 2008 boet i New Zealand og skulle være vores guide i de kommende dage. Jeg vidste, han havde gjort sig umage for at finde en jagtejendom, som han kunne stå inde for i det store og noget brogede udbud af jagtejendomme i New Zealand.

Valget var faldet på ejendommen High Peak, som er ejet af familien Guild. Ejendommen er en af de største og ældste jagtejendomme i New Zealand, og det hegnede område, som vi i dag skulle jage i, er på 4.500 acres svarende til ca. 2.000 ha. Men som alle kuperede områder virker det større.

Planen var, at både min jagtkammerat fra Danmark, Bertel Hestbjerg og jeg, skulle forsøge os med en hjort eller et stykke dåvildt. Jeg skulle skyde med riffel, mens Bertel havde besluttet, at han kun ville skyde med

Hjortejagt

bue. Bertel, som er økologisk svineproducent, er indehaver af et dansk såvel som et tysk terræn med stærke bestande af både kronvildt og dåvildt, men ingen af de to EU-lande tillader jagt med bue på det store hjortevildt.

- Jeg vil tage de chancer, som dagen byder på, var hans klare parole, og han havde dermed både kronvildt og dåvildt på ønskelisten. Dog ville han ikke skyde en dåhjort, da han fandt trofæafgiften var for høj og dyrene ikke trofæmæssigt på niveau med de hjorte, han er vant til at se på sit tyske revir.

På budget

Disen hang endnu lavt mellem bakkerne, og den så ikke ud til at ville slippe sit søvndyssende tag de første par timer. Dis virker som indpakning af en god jagtdag, og selv den hårdtprøvede firehjulstrækker virkede optimistisk, da de otte cylindere satte sig i svingninger og meldte klar til endnu en dag i arbejdstøjet.

Første stop på vejen var Hamish, en af de to sønner på ejendommen, som allerede ventede ved opkørslen til en lille grusvej, der snoede sig op gennem jagtområdet. Hamish, en smilende og råstærk kiwi i trediverne, havde sat dagen af til at følge os i jagten på en trofæhjort. Ud over at Hamish naturligvis kender dyrenes adfærd i det kuperede område, hvoraf cirka 400-500 ha består af skov og tæt bush, var det hans opgave at sige god for den hjort, som vi forhåbentlig ville få for. Ligesom tilfældet er i de fleste europæiske lande, betaler man efter trofæstørrelse, og vores budget gik ved en hjort på max 350 SCI-point. Hvad det svarer til i gevirvægt er der ikke nogen gyldig formel på, men skal jeg komme med et forsigtigt gæt, kan et gevir i den pointklasse veje fra otte kilo op til 10-11 kilo eller mere.

Med bue og riffel

- Jeg er glad for, at du vil deltage i dag Hamish, startede Per Jacobsen, som endnu ikke følte sig helt hjemmevant med SCI-sy-

Når foråret begynder i Europa begynder efteråret og dermed også hjortebrunsten på New Zealand.

stemet og derfor gerne ville have indehaverens vurdering at støtte sig til, inden han gav stafetten ”skyd” videre til sin klient. En ganske betryggende ordning, da både Bertel og undertegnede gøs ved tanken om at nedlægge en hjort, hvis stanglængde, omkreds, udlæg samt sprosselængder sendte den langt forbi det aftalte budget for en 350 points hjort.

Vi gjorde holdt ved en bjergskråning i yderområdet af ejendommen, men selv fire velprøvede kikkerter af god kvalitet kunne ikke spotte vildt på de delvis tilgroede skråninger, der inden længe ville ligge badet i morgensol.

- Vi starter her, sagde Per og bad os alle pakke, hvad vi skulle bruge til en dag i bakkerne.

- Vi kan være tilbage om et par timer, men det kan også ende med, at vi bliver ude hele dagen, forklarede han, samtidig med at han så sig i bakspejlet og tværede ansigtscamouflage ind i hovedet. Som guide for den dan-

Kronhjort

Kronvildt på New Zealand stammer oprindeligt fra Europa men har med tiden tilpasset sig det i milde klima på øgruppen i Sauth Pacific. Som art har kronvildtet haft sin storhedstid på øgruppen, og i dag bekæmpes den hårdt for at minimere ødelæggelse af det følsomme terræn, der fra tidernes morgen ikke er designet til det slid, som som de store græssende hovdyr udsætter området for. Jægere, der vil opleve jagten på New Zealands kronvild, søger ofte mod de tætte regnskovsagtige områder, hvor dyrene har fundet et fristed, hvor myndighederne ikke kan spotte og dermed skyde dem dem ved hjælp af hellikoptere. På New Zealand foregår der i dag et massivt opdræt af krondyr til både farm-jagt, kød og eksport af gevirer i bast til asiatiske markeder.

I gryet var store dele af området dækket af kolde tågebanker, men sigtbarheden steg, da solen brød frem.

ske buejæger var det vigtigt at sløre sig mest muligt. Buejægere opererer med en ideel skudafstand på 20-25 meter, og som buejæger kan man ikke overlade noget til tilfældighederne. Succesen er helt afhængig af seriøs forberedelse, evne til at begå sig i terrænet samt en god portion held.

Glad for ingenting

Det var vores anden dag i New Zealand, og skridt for skridt kunne jeg mærke, at jeg nok burde have trænet lidt mere hjemmefra. Hverken lunger eller ben var tilstrækkeligt forberedt på de ”bløde” bakker, der hurtigt satte systemet på arbejde. Men bakkerne var perfekte at varme op på, inden vi for alvor skulle stå vores prøve på øst- og vestsiden af Sydøens alper, hvor målet var gemser og højtlevende Himalaya tahr.

Men også mentalt var det lidt vanskeligt hjemmefra at forberede sig på en estate-jagt. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg kunne forvente, og grundet den seneste tids voldsomme diskussioner om trofæmanipulation i jagtbranchen, som også havde rettet fokus på hjortejagt i New Zealand, var jeg flere gange inden afrejsen tæt på at aflyse hjortejagten.

Per Jacobsen, der havde brugt rigtig meget tid på at forberede vores new zealandsafari, udviste forståelse for mit dilemma, men forsøgte også at holde mig fast på min første beslutning.

- Du kommer ikke til at fortryde det, og jeg er sikker på, at jagtoplevelsen er sammenlignelig med de jagtoplevelser, du har haft i f.eks. Sydafrika og Sydamerika, hvor stort set al jagt foregår under hegn.

Selv om jeg netop havde mødt Per Jacobsen for første gang, følte jeg mig tryg ved hans holdning til jagt og valgte at holde fast i den beslutning, der blev truffet, længe før verden gik af lave, og man pludselig så snyd med jagttrofæer her og der og alle vegne.

Jeg kendte desuden Pers jagtbreve til Netnatur.dk, hvor jeg over en årrække har fulgt hans uvikling fra helt ung jæger til en erfaren guide med et afbalanceret syn på god og mindre god jagt. Og kunne han stå inde for estate-jagten, kunne jeg også. Det var jeg sikker på.

Førstehåndsindtrykket mere end antydede, at han havde gjort sit researcharbejde tilfredsstillende, og under opstigningen i bakkerne glædede jeg mig faktisk over, at vi endnu ikke havde spottet hjortevildt, bortset fra en lille rudel hinder og unge hjorte, som vi så fra bilen, da vi trillede ind i området.

Hinder … og en hjort

Pludselig sank fortroppen i vores lille optog dog i knæ. Der var spottet vildt, og langt ude kunne jeg hen over ryggen på de knælende jægere se en gruppe kronvildt. Forstørrelsen i teleobjektivet bekræftede, hvad jeg allerede fornemmede: Rudlen bestod af en håndfuld hundyr med kalve. Ingen hjorte.

Kronvildtobservationen var en kærkommen lejlighed til at få indhentet lidt luft og give sig tid til at suge de mange nye indtryk ind. Selv om vi efterhånden var kommet lidt til vejrs og var omkring 1100 meter over havet, vokser der hist og her planter, som mest af alt minder om en blanding af kaktus og palmer. En lille gruppe sangfugle, der holdt sig i skjul, slog tonen an, og solen havde efterhånden brændt den sidste morgentåge af. Dog virkede det stadig, som om der havde været ild i skråningerne, og damp sivede som røg efter en ildebrand ud i atmosfæren. Vi fornemmede ikke, at vi var i april måned og stod med det ene ben i New Zealands efterår.

Hjort!

Den lille pause blev brugt til at trække de fjerne tinder ind til observation, og ved hjælp af kikkerterne blev hver en busk finkæmmet.

Highpeak-station danner grænse med en stor nationalpark og dyr herfra harbl.a. grundlagt en stor bestand af dådyr.

Umiddelbart efter en bue-jagtspyrsch på en dåhjort, og et møde med en Arapawa Ram var den store hjort atter tilbage.

Men eftersom min rygsæk vejer over 20 kilo, når den er læsset med det mest nødvendige fotoudstyr, medbringer jeg sjældent en kikkert, selv om det betyder, at jeg af og til føler mig sat lidt ud af spillet. Især når de øvrige jagtdeltagere lader blikket feje op og ned ad de fjerneste skråninger. Da har jeg ikke en chance for at vide, hvad der foregår.

Men måske netop derfor var det mig, som opdagede en stor hjort profilere sig 300-400 meter ud for os. Jeg rettede hurtigt fokus på hjorten, og mens en dæmpet men hørbar overraskelse bredte sig i det lille selskab, tegnede hjorten sig i min telelinse. Først som en sløret klump. Sekundet senere som en knivskarp hjort med et mørkt og symmetrisk gevir. Tak skal du ha! Jeg nåede ikke at tælle sprosserne, før hjorten, der tydeligt fornemmede os, vendte omkring og trak sig, men der var tale om mindst atten polerede ender.

Kærlighed ved første blik

- Den er ikke over 350 SCI men tæt på, konstaterede Hamish, som dermed havde kategoriseret hjorten som jagtbar. En strategi måtte lægges, og hvis hjorten fortsatte i den retning, som det så ud til, skulle vi blot fortsætte ret frem i terrænet. Holdt den sig tæt på åsen, kunne vi gøre det samme på modsatte side, og dermed kunne vi håbe på en chance med buen.

En god times tid senere var vi fremme. Men desværre opdagede vi hjorten på alt for lang afstand til både riffel og bue. En mindre hjort følte sig presset, og i svævende trav valgte den at forlade dalen, da den store hjort rykkede ind. Men endnu en hjort viste sig. Denne var betydeligt kraftigere end den symmetriske, som vi havde gået efter.

Måske en hjort der jfr. SCI-systemet scorer lidt mindre, da sprosserne virkede kortere. Til gengæld sad geviret på en ældre og kropsmæssigt større hjort. Stængerne var tillige kraftigere, og jeg var ikke i tvivl. Det

var den, jeg ville gå efter. Jeg havde fundet min hjort.

Desværre valgte hjorten at forlade dalen. Som trukket på en snor gik den efter den unge hjort, der havde valgt at forlade scenen. Cirka midt på bakken standsede den, og med et indeklemt brøl sendte den et signal om, at der stadig var lidt krudt tilbage i posen.

Derefter travede den ud af synsfeltet og forsvandt i resterne af morgentågen. Kort tid efter kom den store symmetriske hjort med de mørke stænger og lyse sprosser. Også den fulgte samme spor. Dermed røg den chance.

Med spændt bue

- Er vi heldige, gør de holdt i næste dal. Men fortsætter de over denne, går de i skoven, og da må chancen nok anses som forpasset, forklarede Hamish, mens han spændte rygsækken og gjorde sig klar til afgang. Foran ventede en times gang inden vi nåede næste slugt, og jeg krydsede fingre for, at hjorten havde gjort holdt der. Desværre var det ikke tilfældet. Det eneste, vi fandt, var otte-ti hundyr og lidt kalve i den fjerneste ende af dalen. Men rudlen havde åbenbart ikke været tilstrækkelig til at stoppe hjortenes vandring, og ved dalens afslutning gjorde vi holdt, mens vi vred vandet ud af de drivvåde strømper …

- Ja, tørre sokker i New Zealand er en illusion, grinede Per, da vi pludselig hørte lyden af en dåhjort i brunst lige bag os. En chance var inden for skudhold, og få minutter senere stod Bertel med spændt bue: klar til at lade pilen gå… Men desværre. Lige ved og næsten er buejægerens lod, og med viftende haler flygtede dyrene uden egentlig at vide, hvad det var, de flygtede fra.

Dåvildtet i High Peak er indvandret til hegnet, der danner grænse med en stor nationalpark. Aftenen forinden så vi da også en

rigtig pæn skuffel forsøge at krydse hegnet, ligesom vi herfra, hvor vi sad, faktisk kunne spotte en rudel kronvildt i en lysåben plet på en bevokset klippeskråning i nationalparken.

- Er man heldig kan man af og til se gemser på de højeste tinder, fortalte Hamish, der overvejede at genintroducere gemser til ejendommen, som allerede har en mindre bestand af vilde får, kaldet arapawa sheep og vilde geder, der lokalt og blandt trofæjægere går under navnet feral goats. Begge arter er oprindelig tamdyr bragt til landet af de første europæere, men er nu fritlevende over store dele af øgruppen.

Bertels gyldne time

Solen stod nu højt på himlen, og med udsigt over de bevoksede klippeskråninger under os nød vi synet af en rudel dåhjorte, som havde samlet sig til brunstfest. Afstanden var stor, men de rytmiske stød fra hjortene, der mere eller mindre sanseløse kredsede rundt imellem dåerne, nåede os og fik det hele til at virke meget mere nærværende, end det egentlig var. Afstandsmåleren viste 800 meter.

Det var åbenbart Bertels gyldne time, for to skudbare kronhjorte blev spottet på lang afstand, og pludselig fik vi alle meget travlt. Hamish med at fortælle, hvor han mente, hjortene ville krydse skråningen, Per med at få Bertel ledt frem til det rigtige sted, og jeg med at følge efter med kamera i håb om at forevige det hele, når Bertel spændte buen og sendte en pil i flanken på et af de store dyr. Men dyrene nåede aldrig frem …

Få meter før de nåede spottet, hvor vi ventede dem, besluttede de sig for at vende omkring og søge i anden retning. Hamish så det hele fra et højtliggende klippeplateue og kunne bekræfte, hvad vi allerede havde fornemmet, eftersom dyrene aldrig kom ind over ryggen af klippesiden.

- I var højst ti meter fra dem, fortalte han opstemt. Selv om buen som jagtvåben går sin sejrsgang over store dele af verden, er der langt mellem buejægerne på High Peak, og Hamish var tydeligt spændt på at se, hvordan det hele flaskede sig.

Bertel tog det med et stort bredt smil, som de fleste buejægere har for vane, når de har haft endnu en ligeved og næsten oplevelse.

Igen lige ved

Tavlen var visket ren. Vi havde opgivet at finde den kraftige hjort, og med en ”lad os se, hvad der sker” attitude rejste vi os dovent fra græsset og fortsatte jagten. Fandt snart en rudel dåhjorte og belurede hele sceneriet med kurmageri og fuldbyrdede beslåninger. Desværre gav rudlen på de græsklædte skråninger ikke buejægeren en reel pyrschchance.

Vi besluttede at lade dyrene i fred, og uden at de anede vores eksistens, listede vi videre. Løb igen i en dåhjort. Denne gang en skuffel, som i middagspausen var kommet med på buejægerens liste over potentielt jagtbart vildt, og mens Bertel listede nærmere, kunne vi på afstand iagttage det ældgamle spil mellem jæger og bytte.

Jægeren kom i position. Han kunne se hjorten, der ikke havde set ham. Men han kunne ikke se de vitale dele af dyret, og længe ventede Bertel med at trække buen. Så længe, at hjorten efterhånden fornemmede, at der var ugler i mosen, og med ét vendte den omkring og stak af sted. Givetvis havde en lumsk og utilregnelig vind båret fært af buejægeren, der ellers havde gjort, hvad han kunne for at sløre sin identitet.

Meget dåvildt

- Der er alt for meget dåvildt, konstaterede Hamish, der overvejer at sætte ind med en massiv regulering, når brunsten er forbi, og

Udover kronvildtet, få gemser og lidt vilde får, var det især dåvildt der dominerede jagtfarmen Highpeak station.

HÅNDLAVEDE MINDER af dit eget vildtskind

Kunne du tænke dig et anvendeligt og lækkert kvalitetsprodukt af skind fra et dyr, du selv har nedlagt?

Så står vi klar til at hjælpe dig!

Vi arbejder med alle typer skind og læder – også huder fra danske dyr.

Så hvis du har skudt et rå-, då- eller krondyr, assisterer vi gerne med kompetent garvning og videre forarbejdning.

Kontakt os gerne for at høre nærmere.

EQUI TAILOR v/Trine Mette Olesen Tylstrupvej 12, DK-9382 Tylstrup +45 61 30 10 49 info@equitailor.dk www.equitailor.dk

vinteren sætter ind. I New Zealand foregår regulering med helikopter, og Hamish forventer, at blot en dags effektiv helikopterregulering kan nedbringe bestanden med 200300 stk. Et tiltag, han finder nødvendigt for at bevare områdets vegetation og værdi som biotop for hjortevildtet.

Jeg tror, Hamish har ret. Bestanden af dåvildt er nok gået ud af hånd, selv om området på ingen måde virker slidt eller nedbidt. Men var der meget dåvildt, var det til gengæld så som så med kronvildt. Alt i alt havde vi i løbet af dagen set omkring 20 stykker, heriblandt to store trofæhjorte. Dette skal ses i lyset af, at vi faktisk havde været i stand til at overskue ganske store områder i det åbne terræn, som har visse ligheder med dele af det skotske højland.

Stort gensyn

En mindre rudel dåhjorte viste sig på ryggen af en bjergkam, og vi besluttede os for at rykke nærmere. Kunne meget vel udvikle sig til den buejagtchance, som vi alle havde håbet på. Forsvandt dyrene ned på den modsatte side, var banen fri, og vi kunne pyrsche os direkte ind på skudhold …

Men hvad var nu det? En gruppe kronvildt, som vi havde overset, eksponerede sig pludselig under os.

- Det er din hjort Michael … udbrød Per. Og ganske rigtigt. Den lignede til forveksling hjorten med de kraftige stænger, som vi havde søgt efter de sidste timer. Hjorten havde fundet selskab hos to-tre hinder samt en mindre hjort. Den unge, men mangesprossede hjort, kredsede om den gamle og udviste på en og samme tid både ærefrygt og frygtløshed over for den store hjort, der virkede til at være mindst dobbelt så tung.

- Vil du skyde ham herfra, spurgte Hamish. Afstanden var godt 300 meter, og jeg afslog opfordringen. Ville gerne tættere på. Dels fordi jeg ønskede lidt spænding af oplevel-

Hjortejagt

sen, og dels fordi jeg ikke fandt det nødvendigt at tage et hurtigt og langt skud. Dyrene anede ikke vores eksistens, og med Hamish i spidsen kravlede eller nærmest gled vi ned ad den stejle, græsklædte skråning i bestræbelsen på at reducere skudafstanden til dyrene, der essede langs et tilgroet kildevæld.

Klik!

Vi fik afstanden reduceret med cirka 100 meter og bag mig gjorde mine medhjælpere sig klar med kameraet, ganske som vi havde aftalt og indstuderet inden jagten. Der var nu blot tilbage at finde et godt underlag for riflens to støtteben.

Desværre var det imidlertid ikke så nemt, og da jeg endelig havde fundet mig til rette og fundet hjorten i kikkerten, var eneste resultat af det beherskede klem med pegefingeren et ret højlydt klik. Jeg havde ikke taget ladegreb, og mens jeg forlegent listede en kugle frem i kammeret, flyttede hjorten sig ned ad skråningen. Nu var den delvis dækket af den høje vegetation langs kilden, og et skud var helt udelukket.

Jeg kunne puste ud og afvente begivenhedernes gang. Hjorten ville blotte sig før eller siden. Det var kun et spørgsmål om tid. Og små 10 minutter senere var hjorten atter tilbage på modsatte skråning. En overgang så det ud til, at den ville bevæge sig væk fra os, men langsomt drejede den omkring, og da den første gang vendte bredsiden til, var der ingen, som kunne høre klikket, da jeg atter bøjede pegefingeren på den udlånte kal 270.

Hjorten satte i et klassisk spring, og tydeligt hæmmet forsatte den ned ad skråningen, mens den forsøgte at holde sig oprejst. Men flugten blev kort - allerede efter cirka 30 meter væltede den omkuld, og med et par krampagtige kast med det store gevir, der stak ovenud af græsset, sendte den os et signal om, at dens liv i bakkerne var forbi. Hjortens reaktion og det skarpe smæld satte de øvrige dyr i bevægelse, og alle trak sig forvir-

Den 17. april startede med kulde og rimtåge og sluttede med høj himmel og en lang tur tilbage til jagthytten.

ret, men uvidende om, hvad det egentlig var, der lige var sket.

Frit løb

Der lå den så. Den new zealandske kronhjort, som jeg havde tænkt på så mange gange. Massiv og med 17 mere eller mindre intakte ender. Kroppen virkede enorm.

- Hjorten er typisk for hjortene i området her, fortalte Hamish, der ikke ville skyde på hjortens trofæmæssige størrelse, men somdog forsikrede, at den ikke sprængte budgettet.

Hjorte i New Zealand kan blive meget større. Mange års avl på hjorte med meget store gevirer med henblik på produktion af bast betyder, at man i dag fremavler hjorte i grotesk store størrelser. Hjorte, som ikke mindst får mange amerikanske trofæjægere til at bævre af begær.

Jeg har gennem tiden snakket med flere hjorteavlere og outfittere fra New Zealand, og alle hævder uden at blinke med øjnene, at de monsterstore hjorte ikke er det, som man vil kalde manipuleret og behandlet med hormoner eller kastration etc. Ej heller, hævdes det, er geviret under dannelsen udsat for menneskelig påvirkning ud over fodring. Det hele er baseret på avl. Og selv om der er mange kilo horn mellem Dyrehavens Tøffe og de største monsterhjorte i New Zealand, er hjorte fra både Dyrehaven og New Zealands farme et udtryk for, hvor langt mennesker kan drive avlen af de store trofæbærende dyr. Hjorten, som lå i græsset, kunne i teorien være født og opvokset i hegnet, men det var næppe tilfældet.

Den så givetvis sit lys i en af de mange tilstødende hjortehegninger, som familien Guild råder over. Efterfølgende er den havnet i den del af området, som anvendes til jagt.

Sure rønnebær

Gevirerne vil de næste årtier givetvis blive endnu større, og avlen af de helt store hjorte har for længst overskredet min personlige grænse for, hvor stor en hjort bør blive. Når dette er nævnt, kan jeg ikke udelukke, at rønnebærrene som bekendt også kan virke lidt sure …

For nedlæggelse af hjorte på 450 eller 500 SCI-point vil medføre en (over)belastning af jagtbudgettet, og når alt kommer til alt, er hjorteproduktion i New Zealand en husdyrproduktion. Salg af trofæhjorte til jagtturister er for de fleste hjorteavlere sekundært. På High Peaks hjemmeside kan man læse, at de kun tager imod 15 gæster årligt.

Et par timer og en hel stribe fotos senere var vi på vej ned med trofæ og kød. Det blev en lang tur, og da vi så at sige ramte hytten, var vi trætte. Høje af oplevelser skyllede vi tørsten ned under en stjernehimmel, der i bogstaveligste forstand er i verdensklasse.Området er et af de bedste steder for iagttagelser af rummet, fortalte Per og fortsatte:

- I aften skal vi ikke sidde bænket omkring stearinlyset i hytten. Hamish og hans bror Simon har en lille overraskelse til jer.

Et par timer senere stod den på gourmetmiddag i et nybygget Chalet ved Terrace Downs. Og mens Simon Guild serverede og skænkede vin, gik snakken om den store hjortejagtdag, som for længst havde sendt mine bekymringer om god estate-jagt i New Zealand til hjørnespark. Hvordan er altid mere vigtigt end hvad, og alt i alt vil dagen være en af de dage, som jeg vil tage frem og smage på

Hjortejagt

I tilllid til den den store tolerance for jagt, som man oplever i New Zealand, pakkede vi bilen så godt vi kunne.

Etik og jagt

Desværre svinger kvaliteten på estate-jagt i New Zealand meget, og gør man ikke sit hjemmearbejde, kan man risikere, at jagten på sit livs største hjort ender med en aflivning i et lille hegn etableret på en åben mark.

Derfor indså James Guild, stifter og indehaver af High Peak Station, at der var behov for, at mere seriøse jagtfarme organiserede sig og tog initiativ til oprettelse af New Zealand Association of Game Estates (NZAGE), som desuden havde til formål at kæmpe for private jagtområders rettigheder.

Blandt andet var det vigtigt for initiativtagerne, at de private områder kan holdes fri for offentlig regulering af vildt. Desuden var det afgørende for foreningen, at man via Industry Agreed Standards (IAS) definerer standarder for jagtindustrien. Standarder som medlemmerne af NZAGE er forpligtet til at overholde, og som omfatter emner som miljø, dyrevelfærd, indhegning, vildtsundhed, sygdomsovervågning, klienternes sikkerhed samt god jagtlig optræden og adfærd etc. Reglerne er under evig debat og justeres efter behov.

Kvalitetsjagt i hegnede områder i New Zealand kan derfor sammenlignes med jagt i hegnede områder andre steder i verden, men hvordan man definerer kvalitet er i høj grad et personligt anliggende.

For nogle er det afgørende at vildtet, som der jages, er født og opvokset i området.

For andre er det vigtigt at området er så stort, at det ikke opleves som hegnet - hverken af vildtet eller jægeren.

Et hegn er derfor ikke bare et hegn, som det ofte fremføres af jægere, der kun vil nedlægge vildt på fri vildtbane. Men det er stadig et hegn, og det er der ingen grund til at forgøgle. Beslutter man sig for at nedlægge en estate-hjort, må man være ærlig og stå på mål for sin jagtoplevelse.

Sort i sort

En lille, tilsyneladende ubetydelige beslutning viste sig at få afgørende indflydelse på en irsk kronhjortejagt

- Schh, udbrød John Cushen umiddelbart efter vi var begyndt vores vandring mod toppen af en blød bakke, der grænser op til Glenveagh National Park, som huser Irlands uden sammenligning største bestand af kronvildt.

John lyttede intens og med hænderne formet som lyttelapper kiggede han mod toppen, der endnu henlå i nattens sidste skygger.

Kort tid efter rullede endnu et svagt og langstrakt hjortebrøl ned af bakkerne. Lyden kom fra den modsatte side af en stor plantage, som dannede front mod de vidstrakte flader af lyng og græs, der ellers dominerede højlandet. Vi kunne ikke se hjorten, men vurderede dog, at brølet stammede fra en voksen og jagtbar hjort.

Dagen før

Lyden af brølende hjort var den bedst tænkelig start vi kunne ønske os på vores irske hjortejagt.

Vi havde allerede lagt oktobers første uge bag os og jeg var naturligvis spændt på kronvildtet stadig brunstede.

Det faktum at hjortene endnu gav lyd fra sig var, om ikke en forudsætning, så dog en afgørende fordel for de næste dages jagt. Og selv om det brøl vi netop havde hørt manglede intensitet, var det den bedste vejviser, som vi kunne ønske os. Vi vidste nu, hvor vi havde en hjort i det vidstrakte, kuperede landskab.

- Jeg tror vi skal gå lige på hjorten, foreslog John.

Det var John som var øverste myndighed i det lille jagt- og fotoselskab som udover undertegnede desuden bestod af den walisiske outfitter Trevor Limb.

John var indehaver af enkeltmandsfirmaet River and Field Adventure og i det brede program af alt fra duejagt til jagt på vildgeder, sikahjorte samt ørred- og laksefiskeri tilbyder han også jagt på irske højlandshjorte.

Rette termin

John havde gjort hvad han kunne for at vores jagttermin ramte hjortebrunsten, når den var på sit højeste.

I dagene op til min ankomst var der rapporteret om flere brølende hjorte i det område, som de næste tre dage skulle udgøre kulisserne for min allerførste irske kronhjortejagt.

Men den rette brunsttermin kan svinge fra år til år. Det gælder i almindelighed ligesom det gælder i de nordvestlige, lunefulde irske kystområder.

Falder ens jagttermin i den periode, hvor hjortene brøler, har man de bedste kort på hånden. Ankommer man derimod i en mere stille periode, hvor hjortene er tavse i døgnets jagtbare timer, er oddsene tilsvarende dårlige. Uden brøl at gå efter, kan det være som at lede efter en nål i en høstak.

Desværre var der meget, der tydede på at vi var gået ind i en periode med stille brunstaktivitet. De hjorte, som havde holdt beboerne i dalene nattevågne helt op til dagen før min ankomst, viste sig nu at være tavse.

Skadet kalv

Lidt længere fremme gjorde vi atter hold for at lyttede og spejde efter kronvildt. Men vi så ingen ting og hørte heller ikke noget. Også hjorten bag plantagen var blevet tavs, men på den modsatte klippeside spottede vi en lille rudel hinder og kalve. Rudlen var dog uden hjortevedhæng, hvis der ses bort fra en lille spidshjort i udkanten af flokken.

Vi fortsatte. Nåede hede- og græsningsarealerne på den modsatte side af plantagen, hvor vi tidligere havde hørt hjorten brøle i gryet. Vi vidste den burde være i nærheden,

men givetvis havde den trukket sig til den tætte plantage, der ikke indbød til pyrsch.

Selv en større rudel kronvildt kunne skjule sig mere eller mindre hvor som helst i det kuperede og bevoksede terræn, selv om terrænet ved første øjekast virkede ganske overskueligt.

Noget tydede dog på at hjorten og dens eventuelle følgeskab havde trukket sig ind i plantagen.

Det eneste vi så var en kronkalv med et svag bagben, som løb langs et af de mange fårehegn, der gennemskærer højlandet. Kalven var ude af stand til at springe over hegnet, men da den var i god kondition, håbede vi på, at den ville komme sig og på sigt genvende sin springkræft. I hvert fald lod vi den løbe videre, selv om dens fremtid naturligvis var til diskussion.

Tidligt ud

- Vi skal ud lidt tidligere i morgen, forslog Trevor, da vi over middag langsomt begyndte at bevæge os ned af skråningen. Trevor mente, at hjortene trak sig, når lyset begyndte at nå ind over bjergene.

John var af samme opfattelse og dermed var der lavet en næsten skudsikker plan for den kommende dag. Hjortene var ikke længere i dalene. Det var søgt mod højlandet og derfor var det et spørgsmål om at i højderne inden de søgte skjul i de mørke plantager.

Næste morgen parkerede vi igen bilen på bjergsiden. Det var endnu halvmørkt og inden vi begyndte at bevæge os op ad, lod vi kikkerterne afsøge dalene.

- I de sidste uger har der været heftig aktivitet under os, forklarede John, der blev bekræftet i at hjortene havde forladt dalen for igen at søge mod højlandet, hvor de opholdte sig det meste af året.

Vi fulgte en lille fåresti, krydsede et trådhegn og stod atter foran de bløde bakker klædt i lyng og græs.

Et eller andet sted i dette enorme område var der mindst en stor hjort. Og sandsynligvis også flere.

Terrænet grænsede op til Glenveagh National Park, der breder sig ud over ikke mindre end 17.000 hektar af Irlands mest vidstrakte højland. Ud over ryper (grouse), vandrefalke, ravne og en række andre dyre- og fuglearter kan man også opleve kongeørne, som blev genintroduceret til parken i år 2.000.

Det er dog parkens store bestand af kronvildt, som især gør den interessant for jægere. Ikke mindst da parken hvert år føder de tilgrænsende jagtområder med et stort antal krondyr.

Skæbne billedet

Skridt for skridt gik det op af skråningen. John forrest, Trevor bagefter med riffel og jeg bagerst med foto-udstyr og stativ.

- Skal du ikke have et billede herfra, spurgte John, da vi pustede ud og kiggede os tilbage.

Under os lå dalen indhyllet i morgentåge. Små gårde stak hist og her ud af tågen og søen i bunden af dalen var farvet af himmelrummet, der havde en tone af gyldent morgenlys.

Jeg slog stativet i jorden, fandt en lang telelinse frem og satte det ene øje til søgeren. Det andet øje registrerede, at Trevor fortsatte sin vandring op ad bjergsiden.

Akkurat fem minutter efter var vi klar til at fortsætte. Kan sige det med sikkerhed, da kameraet noterer sig det tidspunkt, hvor fotofilen blev eksponeret.

Fem minutter senere

De fem minutter blev skæbnesvanger for min irske hjortejagt, for i det samme som jeg spændte rygsækken og startede opstigningen, viste en kronhind sig på skylinjen over os.

Trevor, som bar riflen, var på det tidspunkt kommet et stykke foran os. Også han havde set hinden, der trak op fra en skjult kløft i klippesiden, som vi af indlysende årsager ikke havde bemærket, da vi for kort tid siden lod kikkerten afsøge terrænet foran os.

- Hinden er næppe alene, tænkte jeg. Sandsynligheden for at der var en hjort i nærheden var stor.

Desværre fik jeg ret.

Endnu en hind viste sig, men hvad kunne vi gøre. Vi kunne ikke flytte os uden at eksponere os mere end vi allerede gjorde i den lave, afgræssede vegetation. Det eneste vi kunne var at krydse fingere og håbe at hinderne ville trække ned i kløften igen. Skete det kunne vi komme frem til Trevor og frem for alt komme frem til riflen.

Sort som kul

Det gik dog ikke som håbet. Endnu en hind trak op ad kløften og over de næste sekunder eller var det få minutter fulgte flere efter. Og naturligvis, som rosinen i pølseenden, kom hjorten. Dyrene fornemmede ugler i mosen og trak sig mod toppen og de store plantager.

- Jeg kunne have skudt den store hjort så let som ingenting, sagde Trevor, da vores lille trup atter var samlet. På den ene side opløftet over det fantastiske syn og på den anden side irriteret over at være så tæt på og alligevel så langt fra.

- Oh man, sikke en hjort, fortsatte han.

- Den var virkelig kraftig. Og helt sort af glinsende mudder. Også stængerne var kulsorte, forklarede Trevor med opspilede øjne. Trevor talte 14 ender på hjortens gevir, som han betragtede gennem kikkertsigtet på under 100 meters afstand.

Der var tid til et lille højlandsmøde. For hvad gjorde vi nu? Dyrene var sandsynligvis ikke skræmte, men at følge dem ind i plantagen ville være risikabelt. Det kunne betyde, at vi stødte dyrene og dermed gjorde dem nervøse ved igen at trække ud på de åbne flader foran plantagen.

Alle var vi overbevist om, at rudlen sandsynligvis atter ville vende tilbage til det frodige græs i kløften, når mørket sænkede sig. Med lidt held ville de allerede være ude af skoven sidst på dagen, var konklusionen.

Gemt i kløften

Vi besluttede at afvente begivenhederne, men inden vi trak os og lod freden sænke sig over bakkerne, lod vi kikkerten gennemsøge plantagen og synet af en gruppe hinder og et par unge bihjorte, der forsøgte at gøre sig interessante, satte skub til vores forventninger.

- Lad os gå, sagde John og rejste sig, selv om det var svært at løsrive sig fra synet af de flotte dyr.

- Det er tid til et ægte irsk morgenmåltid, lød den supplerende besked, der straks fik os op af lyngen.

Senere på dagen var vi atter tilbage. Solen stod nu lavt, men inden vi begyndte opstigningen undersøgte vi hver en sten og busk foran os.

- Dyrene er endnu ikke fremme, konstaterede John, da vi havde studeret den forholdsvis overskuelige bjergside flere gange.

- Det er utilgiveligt at lave den samme fejl to gange, blev vi enige om og besluttede at holde os samlet samtidig med at vi under hele opturen holdt os skjult langs en mindre, smeltevandssænkning i terrænet.

Atter hjortekontakt

- Dyr, lød det pludselig fra Trevor, der med ét gjorde sig meget flad i terrænet, mens han fiskede kikkerten frem. Vi andre gjorde ham kundskaben efter og ganske rigtig. Ikke langt fra det sted, hvor vi observerede dyr tidligere på dagen, var der atter dyr fremme.

Pulsen steg! Sandsynligheden for at den sorte hjort, med de kraftige, kulsorte stænger var en del af rudlen, var ganske stor.

Endnu et par dyr eksponerede sig og vi fornemmede at det meste af rudlen var uden for vores synsfelt.

Dyrene var næppe på egentlig vandring. De havde åbenbart alt hvad de skulle bruge lige ved hånden. Frisk, grønt græs, en god udsigt og en varm oktobersol, de kunne varme sig i.

Vi ventede og ventede. Et dyr trak ind i vores synsfelt og et andet forsvandt. Tiden gik, men synet af den store, sorte hjort udeblev. End ikke et brøl fra de nærliggende planteområder, kunne vi høre.

- Jeg tror jeg kravler lidt nærmere, hviskede Trevor, der ønskede at få et overblik over hele rudlen. Og som så sagt så gjort. Snart mavede han sig gennem lyngen mod en lille lyngtop.

Herfra lagde han sig og studerede rudlen, som desværre var uden hjort. Det var tydeligt at læse på Trevor. I givet fald havde han udvist en helt anden attitude.

Kong spidshjort

Jeg skubbede kammeret over kanten på en stor sten i det samme som en ung hjort travede op imod en hind. Spidshjorten havde kronede øjeblikke og udviste en overraskende selvsikkerhed.

- Hvis ikke det var fordi, vi stadig håber på den store hjort, var det et fint selektionsdyr, forklarede Trevor, der de sidste par år er begyndt at jage i Irland. Via sin kontakt med John har han især kastet sin kærlighed på landets vilde geder og den visse steder meget stærke bestand af sikadyr. Trevor har således nedlagt et par gamle sikehjorte samt to rekordstore vildgeder som af visse amerikanske jagtjournalister går under benævnelsen Blue Ibex, selv om gederne faktisk er forvildede tamgeder.

Hjort nedlagt

Skyggerne blev længere og længere, men den store hjort udeblev. Måske det var brunstjagtens sidste krampetrækninger, som vi var vidne til. Det kunne det tyde på, da vi på vej ned i mørket atter fik mobil kontakt.

En SMS fortalte at der i området var nedlagt en flot ulige tolv´ender ud af en hjortegruppe på tre. Hjortene var sandsynligvis begyndt at skrue ned for aggressionerne og var atter begyndt at gruppere sig i herreklubber.

- Vi skal prøve noget andet i morgen, foreslog Trevor, da vi sad omkring et rundt bord på et lokalt hotel. En musiker var begyndt at gøre sig klar i rummets fjerneste hjørne og flere og flere enlige kvinder omkring pensionsalderen havde allerede indfundet sig i de ellers tomme lokaler. Snart fyldte musikken rummet og grebet af den gode stemning begyndte de ældre kvinder at danse. Kvinde med kvinde.

Nøden størst

John var også indstillet på forsøge noget andet end jagten i plantagerne og højlandet. Vi var afhængig af brunstaktivitet og når hjortene ikke vil give lyd fra sig, var det næsten som at lede efter en nål i en høstak.

Men hvad skulle vi gøre i stedet?

- Måske vi skal forsøge os med den hjort, der er set hos områdets største jordbesidder, forslog John.

Hjorten havde de sidste uger været ret konstant, og havde til stor irritation holdt familien vågen med sin højlydte brøl helt op af beboelsen.

Forslaget faldt straks i god jord. En stabil hjort, der kom helt op til husene. Det kunne næppe gå galt og efter en kort snak med jordbesidderen var aftalen i hus.

- I er meget velkomne, lød det.

En ny omgang

Næste dag i gryet parkerede vi bilen på den venlige lodsejeres gårdsplads. Fasanerne var allerede af pinden og en stor flok udsatte gråænder i en alt for lille sø rappede så det var en lyst.

Vi fulgte et kørespor, der bugtede sig op i de bevoksede bakker. Stoppede fra tid til anden og studerede områdets små enge, der blev mere og mere overskuelige, jo højere vi kom op. Men hjortevildt så vi ikke.

- Kom nu. Giv os nu bare et lille brøl, tog jeg mig selv i tænke. For var det vanskeligt at finde en hjort i højlandet, var det mindst lige så vanskeligt i dette tæt bevoksede lavland.

Min bøn blev dog ikke efterkommet og da solen stod højt og vi begyndte at gå tilbage

mod gården var der endnu så stille, som da vi ankom. Min irske hjortejagt sang sit sidste, tavse vers og da vi var tilbage på gårdspladsen stod det klart, at jeg måtte rejse hjem uden håndgribeligt minde om min tur. Det eneste jeg kunne tage med mig var drømmen om endnu et møde den sorte højlandshjort.

Hvad filmsekvensen ikke afslørede

Hvad skal man stole mest på? De digitale ”beviser” eller ens urgamle fornemmelse for sit eget skud. Det spørgsmål blev essentielt under en svensk hjortejagt.

Det var vores første besøg på Munkedals 16.000 ha store jagtområde, beliggende ca. 100 km nord for Göteborg, og som tilhører papirfabrikken Arctic Paper. I det store område er der mulighed for at jage både kronvildt, dåvildt og råvildt.

Derudover er der en pæn bestand af elg, ræv og grævling, ligesom los og vildsvin hører til blandt de store pattedyr, man kan være heldig at opleve, når man besøger det kuperede terræn, hvor skovklædte klippesider glider ind og ud af dyrkede marker og langstrakte engdrag. Store og små søer bidrager sammen med moser og fugtige enge til det midtsvenske særpræg.

Blandt jagtturister er især bukkejagten på Munkedal kendt for en stor og tæt bestand. Men et eller andet har sendt råvildtet i området på retur og bestanden er kun en skygge af sin storhedstid i 80’erne og 90’erne, hvor der stod råvildt her og der og alle vegne. Men er der generelt blevet mindre råvildt, opleves der på flere ejendomme en voksende bestand af dåvildt og kronvildt. Det har fået flere danske jægere til at søge nordpå, selv

om det stadig er bukkejagten, og ikke mindst den store bestand af vildsvin, som især trækker danske jægere hinsides.

Jagt på kronhjort og dåhjort tillader de svenske myndigheder nemlig ikke i brunsten. Vildtet skal have ro til at forplante sig, hedder det. Samme rettigheder har også elg og råvildt, hvor sidstnævnte først må jages, når sensommerens brunstaktivitet er aftagende. Det, som jægerne på kontinentet anser som en nærmest grundlovssikret jagtret, er forbudt i vores nordiske nabolande.

På den ene og den anden side

Da vi indlogerede os på Munkedal, befandt vi os stadig i hjortenes brunst- og fredningsperiode. Alligevel var min bror Torben opsat på at opleve den svenske kronvildtjagt, og da det gryede den 23. september 2013 listede han ned langs en høstet mark omgivet af skov og høje klipper på alle sider.

Selv i mørket kunne han se, at marken var trådt op af kronvildt, og et sted i den tilgræn-

sende skov hørte han dybe, vedholdende brøl fra en stor hjort.

Torbens licens gjaldt dog ikke hjort men kalv, som godt må nedlægges i brunstperioden.

Preben Sørensen ville derimod gerne skyde en hjort. Og det er der også mulighed for på herregården. Men da må man holde sig på den rigtige side af et cirka 200 hektar hegnet område. Her burde der til gengæld være en god chance, selv om dyrene med årene har lært at holde afstand til de skydetårne, der her og der er placeret i området.

Vanskelig

- Jagten er i de senere år blevet meget vanskelig. Nogle af de dyr, vi har, er meget gamle, og de ved, hvordan de skal passe på sig selv, forklarede skytten Torgny Gunnarsson, da han anviste Preben Sørensen en hochsitz i kanten af en stor, grøn græsmark omgivet af løvskov på alle sider.

- Lidt spil for galleriet, tænkte jeg, mens jeg gjorde mig klar til at sætte mit kamera op.

Godt nok var området ikke decideret ”slidt” som konsekvens af en for stor vildtbestand, men alligevel kunne det næppe være så vanskeligt at nedlægge en hjort, som skytten forklarede.

Jeg havde fået lov til at følge Preben Sørensens jagt og få skudsekvensen på film. Han er trods alt min far.

- Med lidt held er min fars jagt afsluttet allerede første aften, tænkte jeg, da vi satte os til rette i den solide hochsitz, hvor der akkurat var plads til to.

- Den store frodige græsmark må virke som en vildtmagnet, og så snart solen begynder at glide ned over horisonten i vest, må kronvildtet begynde at sive ud af skovene, konkluderede jeg, mens jeg fandt min plads bag jægeren.

Hjortejagt

Dårligt gående

Solen stod os direkte i ansigtet. Det var en stille aften. I det fjerne kunne vi høre tranerne trompetere, og af og til trak en flok gæs over hochsitzen med kurs direkte mod en tilgrænsende stor sø. På et tidspunkt gled en fiskeørn på lange vinger over os og fuldendte oplevelsen.

Tiden gik. Solen forsvandt, og tusmørket begyndte at snige sig ind over marken. Skovbrynene lå allerede henlagt i mørke. Men hjortevildt så vi ikke noget af.

Pludselig anedes en bevægelse i den fjerne ende af marken.

Kikkerten afslørede, at tre stykke dåvildt havde gjort deres entre. .

- Nu sker det! Om lidt ankommer kronvildtet, tænkte jeg.

Kort tid efter startede en stor hjort en serie dybe brøl. Brølene indikerede, at der var tale om en voksen hjort.

- Det er nok ikke lige den kaliber, vi går efter, hviskede jeg. Men jeg fik ikke noget svar.

- Vi kan vel ikke forsvare at skyde længere, sagde Preben, da mørket lå som en dyne over landskabet.

- Lad os give det fem minutter mere. Der må komme vildt frem. Alt andet virker ulogisk, selv om den store mark langt fra var den eneste fodermark i området. Tværtimod.

Fem minutter blev til ti og ti blev til femten minutter. Men der skete intet. Den store mark var, hvor indbydende den end så ud, som blæst for vildt.

Blæst bagover

Om morgenen var vi atter på plads. Men sceneriet mindede om det, som udspillede sig ca. 12 timer tidligere. Tre stykker dåvildt viste sig i det samme hjørne, men derudover så vi intet. Solen stod op, og da vi kravlede ned fra hochsitzen, var vi stadig uden oplevelser med kronvildtet.

- Hvad skal vi gøre anderledes, spurgte vi hinanden, da vi startede bilen for at samle Torben op.

- Måske skal vi prøve en anden hochsitz, lød det eneste og bedste forslag. Pyrsch var udelukket og vi følte, vi havde udtjent værnepligten i den velplacere hochsitz ved den store mark.

- Måske skal vi prøve at sætte os ved den hochsitz, som er placeret ved den lille eng, der kiler sig ind gennem terrænet. Den, som vi ankommer til, før vi når op til den store mark, foreslog Preben.

Vild oplevelse

Havde vi haft en forholdsvis stille aften på den ene side af hegnet, havde Torben haft den vildeste oplevelse på den modsatte side. En stor rudel kronvildt havde indfundet sig på marken, da det begyndte at blive mørkt.

Pludselig myldrede det ud af skoven, og med et var han nærmest omgivet af kronvildt på alle sider. Alle ført frem af en stærk fjorten-ender.

- For at sige det, som det var, kunne jeg ikke rigtig få mig selv til at skyde den kalv, som jeg var kommet efter, forklarede han, mens han satte sig ind i bilen.

- Jeg kunne ikke nænne at spolere dette enestående sceneri, som jeg nærmest befandt mig midt i. Det var virkelig intenst.

- Dyrene bevægede sig rundt som skygger i mørket, og når hjorten brølede på ofte ganske kort hold, var det nærmest, som om man blev blæst bagover, forklarede han, så vi nærmest kunne se dampen stå omkring den store brunsthjort, når den lagde nakken tilbage.

Kronvildt i sigte

- På et tidspunkt begyndte dyrene dog at trække sig. Og jeg havde egentlig opgivet at skyde noget, da der pludselig viste sig en lille gruppe efternølere, forklarede Torben.

- I skovkanten gjorde en kalv stop. Jeg havde den på trådkorset, men besluttede mig for at se dyret an endnu en gang.

- Det var mørkt, og var det nu også kalven, spurgte jeg mig selv.

- Flyttede derfor sigtet frem på hinden for at få et dyr at sammenligne størrelse med. Den var god nok. Det var en kalv, men da jeg svang sigtet tilbage mod kalven, satte den sig i bevægelse og forsvandt ud over marken, hvor den hægtede sig til den store rudel, sluttede Torben sin beretning.

Hjort i gryet

- Tak skal du ha en hjort, tænkte jeg, da vi stod ved skyttens hus den følgende morgen. En hjort med fem, seks hinder havde indfundet sig ikke mere end 100 meter bag bygningerne, hvor den brølede og brølede.

Jeg kunne tælle i hvert fald 16 ender. Men måske var der endnu polerede spidser i det bredtfavnende gevir.

- En smal sag at sikre sig et virkelig flot trofæ, tænkte jeg. Men det kom aldrig på tale.

Heller ikke den norske jæger og filmfotograf, der var rejst den lange vej fra Norge, over-

vejede at skyde den store hjort bag huset, selv om han nu havde brugt et par dage på at jage hjort i hegnet. I dag var det hans sidste chance. Om få timer gik turen tilbage til Oslo.

Ikke en kapital

Synet af den store hjort var som benzin på forventningernes bål, men for at gøre beretningen om en lang ventetid kort, listede vi nogle timer senere tilbage til bilen. Vi havde stadig ikke været i kontakt med kronvildt.

- Der er nok alligevel noget om skyttens snak, tænkte jeg. Måske er de gamle dyr akkurat så beregnende som skytten havde antydet. Ikke mindst på denne tid af året, hvor hjortene følger rudlerne, der i reglen er under ledelse af en gammel og erfaren førerhind.

Det var dog stadig vores opfattelse at den lille eng var det bedste bud på at hjortemøde. Før eller siden må der om ikke andet komme en ung bi-hjort forbi tårnet. Det var alligevel ikke en kapitalhjort omgivet af vagtsomme hinder, som vi gik efter.

Fire på række

Pludselig som ud af ingenting dukkede der en hjort op neden for hochsitzen. Endnu en fulgte, og nu stod der fire yngre hjorte under os. Dyrene virkede til at være upåvirket af den igangværende brunst, og langsomt essede de sig op over marken.

- Tag nummer tre, foreslog jeg. Men vent med at skyde til jeg er klar. Vi har masser af tid.

Sekunder senere blinkede den røde signallampe i kameraet.

- Ok. Jeg er klar. Tag nummer tre fra venstre, gentog jeg.

Nummer tre var en spinkel seksender med knækket stang. Dels var det en fin afskuds-

Hjortejagt

hjort, og dels passede den glimrende til budgettet. Faktisk var den så billig, at der burde være råderum til endnu en afskudshjort, hvis alt gik efter planen.

Helt anderledes ville det forholde sig, hvis han skød til den bagerste hjort i den lille rudel. Da var situationen en anden, og der skulle erlægges et firecifret antal svenske kroner pr. ende, og dem var der ni af. Pensionistbudgettet passede med andre ord meget bedre til hjort nummer tre.

Er du sikker?

Hjorten stod fint i søgefeltet, og alt tydede på en meget fin filmsekvens.

- Kom så! Rejs nu hovedet, tænkte jeg, da et noget overraskende brag pludselig rungede i tårnet.

Et øjeblik var det, som om der gik et sæt gennem den unge seksender, inden den tilsyneladende ved sine fulde fem orienterede sig og forvandt i den retning, den var kommet fra.

- Den tegnede da fint, gjorde den ikke det, spurgte Preben og henvendte sig til mig, da han mistede øjenkontakt med hjorten i det øjeblik, han skød.

Men alle fire hjorte forsvandt i skoven, og jeg kunne ikke se, at den ulige seksender viste tegn på svaghed overhovedet. Tværtimod.

- Hvad mener du selv om skuddet, spurgte jeg.

- Det har jeg det fint med. Hjorten er ramt, jeg kan ikke skyde forbi på den afstand, svarede han selvsikkert.

Jeg var knap så sikker. Faktisk var jeg temmelig usikker på hele situationen.

Vi afspillede filmsekvensen. Jeg havde stort set kun hjort nummer tre i søgefeltet, og vi havde alle muligheder for at vurdere hele forløbet endnu en gang. Men afspilningen dokumenterede blot min antagelse. Hjorten blev ikke ramt.

Vi spolede tilbage og så det korte filmklip endnu en gang. Og endnu en gang. Men lige meget hvor mange gange vi så filmen, var resultatet det samme. Der var ikke synlige tegn på, at hjorten blev ramt.

- Prøv at tænke tilbage. Er du sikker på, at du havde helt styr på situationen, spurgte jeg.

- Riflen gled vel ikke ned ad den stolpe, du anvendte som støtte.

Men Preben var sikker i sin sag.

- Nej. Jeg er et hundrede procent sikker. Den hjort er ramt.

Tvivlen

Jeg viste ham filmen endnu en gang.

- Prøv at lægge mærke til den hjort, der står bagved hjorten, som du skyder til. Den reagerer på nøjagtig samme tid, som den spinkle seksender gør, da du skyder.

- Et dyr, der træffes, vil mærke kuglen, før den mærker trykbølgen fra skuddet. Men det gør seksenderen ikke, forklarede jeg.

Jeg kunne se tvivlen kom snigende. En forbier var en bitter pille at sluge, da chancen havde været helt optimal.

det overraske mig meget, hvis det viser sig, at hjorten på billedet er ramt.

Preben begyndte langsomt at godkendte argumentationen.

- Jeg forstår det ikke. Jeg er sikker på, at jeg havde et godt hold på hjorten, forklarede han.

Teknikken talte dog sit ret tydelige sprog, og jeg kunne se, at der bag det fortvivlede ansigtsudtryk udspillede sig en mindre duel. En kamp mellem de fototekniske indicier på den ene side, og jægerens urgamle instinkt og fornemmelse for sit eget skud på den anden side.

Kun et argument kunne få ret! Enten var hjorten ramt. Eller også var den det ikke.

Ingen tegn

- Hvis du venter her, klar til at skyde, hvis hjorten skulle rejse sig og sætte ud over engen, kan jeg prøve at undersøge påskudsstedet for schweiss, foreslog jeg.

Vi vidste nøjagtig, hvor hjortene var kommet ud af skoven, men selv om jeg umådelig gerne ville sende et bredt smil og tums up til min far, der ventede i tårnet, blev jeg mere og mere nedslået, efterhånden som jeg cirklede rundt omkring det sted, hvor hjorten stod, da skuddet faldt. Jeg fandt intet.

Inden jeg atter vendte mig mod hochsitzen, afsøgte jeg det sted, som hjortene havde passeret, da de gik i skoven. Men heller ikke her var der blod at finde på den brede stribe af visne bregner, som markerede overgangen mellem skov og eng.

- Må jeg se den film en gang til, spurgte Preben.

Jeg rettede atter det digitale bagstykke mod min far. Afspillede filmen for jeg ved ikke hvilken gang. Lod apparatet vise sekvensen

på langsom og tog derefter optagelsen billede for billede. Men konklusionen forandrede sig ikke. Intet tydede på træf.

Endnu en chance

- Vi skal naturligvis iværksætte en eftersøgning, men vi er nødt til at kategorisere det som en forbier, sagde jeg, da jeg efterhånden følte al tvivl var ude. Preben havde endnu ikke helt overgivet sig til mit postulat og virkede mere rådvild end overbevist.

I det samme viste der sig endnu en hjort under stigen. Denne var større end de fire foregående. Hjorten havde bl.a. et bredere udlæg og var mere lys i stængerne.

Sekunder senere bragede endnu et skud fra tårnet. Men også denne hjort forsvandt fra tårnet. Tilsyneladende uden at være ramt.

Nedturen var total.

Selvtilliden inden afrejsen var måske ikke til den højeste karakter. En ny hofte og en besværet gang havde tæret på humøret. Men nu var selvtilliden da helt i bund.

Jeg kaldte skytten op.

- Vi har brug for din assistance. Har skudt til to hjorte, sagde jeg, da jeg fik forbindelse med skytten.

- Lad os vente med eftersøgningen til i morgen. Inden jeg er ude hos jer, er det mørkt, lød skyttens rolige og forholdsvis korte svar.

Stilhed

Der var meget stille på vej hjem i bilen. Torben havde hørt en masse brøl, men ikke set noget som helst.

Tilbage på herregården viste vi ham filmsekvensen.

Hjortejagt

- Forbier, udbrød han spontant, da han så, hvordan hjorten reagerede i skudøjeblikket. Og dermed var der efterhånden intet håb tilbage. Preben måtte se i øjnene, at der var skudt til to hjorte. Ingen af dem var leveret. Preben gik tidligt i seng den aften.

Da solen kastede lys gennem stammerne den næste dag, startede eftersøgningen. Jeg gik efter den største af de to påskudte hjorte, mens skytten og Torben koncentrerede sig om eftersøgningen af den spinkle seksender, som der blev skudt til først.

- Her ligger hjorten, lød det pludselig fra Torben. Kom herover!

Stakåndet nåede jeg frem få sekunder senere. Og ganske rigtigt, der lå hjorten, som der blev skudt til. Men hvad var nu det? Det var jo ikke den dårligt anlagte seks-ender, men derimod den flot anlagte otte ender, som gik bagerst i gruppen, der lå forendt med et skudhul på bladet.

Det varede lidt, inden det gik op for mig, hvordan det hang sammen.

Hjort nummer fire var naturligvis avanceret i geleddet og var blevet nummer tre, da jeg sagde ”tag nummer tre”.

Men det var alt sammen lige meget nu. Glæden i vores lille familiegruppe var næsten grænseløs. I hvert fald for en tid. For der manglede endnu en hjort i regnskabet for at gøre det hele komplet. Men vi fandt intet tegn på træf … Preben hævdede hårdnakket, at også denne hjort var ramt, som den skulle, men eftersøgningen, der var uden hund, kom til et andet resultat. Hjorten blev aldrig fundet.

Face to face

Torben, som havde deltaget i eftersøgningen, var blevet udfordret på sine fordomme vedrørende jagt i hegnede områder. Måske

var der alligevel spændende oplevelser at hente på den modsatte side, og da det gryede næste dag, trak han ansigtsmasken ned og begyndte sin pyrsch mod den brølende hjort i højskoven.

Skridt for skridt gik det. Brølene tog til i intensitet, og efter en times tid var han fremme. Hjorten kunne nu dukke op når som helst.

- Jeg tror, jeg venter og ser, hvad der sker, skrev han i en SMS til mig, som pyrschede rundt med fotoudstyr i kanten af en tilgrænsende eng. Jeg havde lovet at agere superviser, hvis Torben skulle løbe ind i nogle spørgsmål undervejs, da det var første gang, han på egen hånd pyrschede til en stor brølende hjort.

Men næppe havde beskeden forladt mobilen, før en hind pludselig dukkede op og trak forbi jægeren. Endnu en viste sig, og i græsset, ikke langt fremme, kunne han se hoved og hals af hind, der tyggede drøv. Men hjorten, der brølede og brølede, kunne han ikke se.

- Tror du, hjorten ligger ned og brøler, skrev han i en SMS.

- Det er ikke usandsynligt, svarede jeg. Men Torben nåede ikke at læse beskeden, for pludselig var hjorten der. Kun geviret var synligt. Og det var stort.

Torben, der har et fornuftigt forhold til penge, vidste godt, hvad hver ende skulle afregnes til, når jagten var forbi, og hjemrejsen stod for døren. En, to, tre og så videre talte han. Han nåede til 20.

Budgetoverskridelse

- Hej skat. Nu skal du høre… Hvad siger du til en mindre budgetoverskridelse?

”Skyd” lød det korte svar fra Gitte, der kun ønsker Torben det bedste. Og dermed var der givet grønt lys. Torben kunne igen gribe ud efter riflen, og havde det ikke været for en hind, som pludselig så ret gennem Torbens maske, havde hjorten sikkert prydet stuen den dag i dag. Men sådan gik det ikke.

” Hoow” udbrød hinden med dyb og maskulin røst. Hinder siger ikke meget, men når de gør, bliver der lyttet intenst. I næste nu var hele rudlen på flugt, stærkt forfulgt af hjorten, der træt og skadet af brunst og kamp fulgte efter, så godt den formåede. Da bredsiden endelig var fri, stod den med skyer og blå himmel som eneste kuglefang.

- Jeg tror, rudlen kommer op til dig, lød det på endnu en SMS. Dermed kunne jeg regne ud, at slaget var tabt. Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Hjorten og de mange hinder kom ganske rigtigt ud af skoven, hvor jeg opholdt mig, og dermed fik jeg en serie billeder af hjorten, som var skadet af nattens kamp med en rivaliserende hjort.

Blodet flød endnu ned ad flankerne fra i hvert fald to stik i nakken.

Tab og vind

- Det var godt nok spændende, udbrød Torben, da jeg kort tid efter mødte ham på skovstien, der førte ud af området. Han virkede både skuffet og lettet på en og samme tid. Skuffet over, at hjorten smuttede, nu hvor der var skabt accept for turens budgetoverskridelse. Men også glad for at jagten gik, som den gik, da han trods alt havde sparet en ganske stor sum penge.

- Ja, på en måde kan man jo godt sige, der er penge i at gå på hjortejagt, grinede han, mens han funderede over, hvad de mange ”tjente” penge skulle anvendes på i stedet.

Mulighederne er uendelige, men en ting er i hvert fald sikkert: En hjortejæger er født.

Brunstjagt i natteblåt

Vil man have del i de gode jagtoplevelser, må man rejse sig fra sofaen og opsøge det rigtige liv. Men når det gælder jagten på polske brunshjorte, kan være en undtagelser.

Den polske nat var stille. Helt stille. Det eneste, man kunne høre, var motorblokken, som gav sig efter den anstrengende terrænkørsel.

Kulisserne var eventyragtige: Skoven var klædt i måneskin og stjernerne blinkede. Vi manglede kun lyden af brølende hjort for at gøre scenen fuldendt.

Men skoven var tavs. Ja den virkede nærmest død. Men pludselig, langt borte, det langstrakte hjortebrøl, der kan trække jagtinstinktet ud af enhver.

Brølet ebbede ud i et par dybe stød, som hjorten hev helt nede fra mellemgulvet, og selvom det var mørkt, var det ikke vanskeligt at forestille sig hjorten i plantagen.

Den var sikkert stor og dyb og smurt i søl fra top til tå. Hjorten var lokaliseret, og jagten kunne begynde.

Klædt i måneskinsblåt

I de foregående dage havde jeg ikke just været kronet af jagtheld. Jeg havde ikke set

eller hørt hjort på det revir, som jeg var blevet tildelt. Dette til trods for at min guide forsikrede mig, at området i reglen ikke skuffede, når brunsten rullede gennem plantagen.

Jeg var efterhånden den eneste i det danske selskab på ti jægere, der ikke havde haft mulighed for at lægge en hjort til lit de parade på gæstehusets græsplæne. Og selvom jagtheld heldigvis ikke er en metervare, følte jeg alligevel, at jeg savnede tilstedeværelsen af de kronede dyr.

Synet af en hind eller et par unge hjorte ville unægtelig være gavnligt for forventningen.

Men nu var den her. Hjorten. Eller rettere lyden af hjort. Resten var op til os. Desværre viste det sig, at hjorten flyttede sig. Endda ret hurtigt.

Vi måtte derfor lægge os i selen og riffelremmen for at vinde ind på hjorten, der med minutters mellemrum røbede sin tilstedeværelse.

En grusvej langs fyrreskoven gjorde det nemt at holde en god fart, og efter en lille time med høj puls og intensiv powerwalk var vi efterhånden ved at være på niveau med den brølende hjort.

Endnu var det mørkt, men selvom alt var klædt i måneskinsblåt, var sigtbarheden god. I et åbent terræn, f.eks. på en større lysning, burde det ikke volde problemer at afgive et skud - såfremt det skulle komme så vidt.

Nærkontakt

Min polske guide var ikke længere så optimistisk. Såfremt jeg ellers tolkede hans tegnsprog og hurtige streger i sandet korrekt, havde hjorten flyttet sig til et mere tæt område og nærmede sig efterhånden revirgrænsen.

Derfor skulle der handles hurtigt, såfremt vi skulle gøre os forhåbninger om at komme hjorten på skudhold.

Vi drejede fra skovsporet og listede ned langs et ret smalt brandbælte.

Polakken forklarede, at brandbæltet førte til en nyplantning, hvor han mente, hjorten gik, da vi sidst hørte den.

Jeg tog riflen fra skulderen og gjorde mig klar. Sidst vi hørte hjorten støde sit brøl mod nattehimlen, var vi skønsmæssigt små hundrede meter fra den.

Vi var med andre ord ret tæt på, og jeg kunne mærke pulsen banke, men var ikke helt sikker på, om det var jagtfeber eller resultatet af den intensive kapgang.

Desværre havde vi forregnet os. Vi havde nemlig ikke hjorten neden for os.

Uset og uhørt var den atter kommet foran, og efter få meters anspændt fremmarch blev vi bremset med et hult og meget højt advarselsbrøl, der fik os begge til at fare sammen.

Hjorten var næppe mere end 20-25 meter fra os, men da den sandsynligvis ikke kunne lugte os, havde den blot iagttaget vores pyrsch, indtil vi kom så tæt på, at den følte, det var passende at råbe vagt i gevær.

Vi kunne ikke gøre andet end at fryse i bevægelsen og efter en stund lytte til hjorten, der langsomt fortrak, mens geviret bankede mod stammerne.

Jagten var forbi, og den eneste kontakt, jeg havde med hjort denne morgen, var endnu en flot hjort, der sammen med dens banemand solede sig i opmærksomhed foran gæstehuset.

Liv i rørskoven

De følgende dage jagtede vi det bedste, vi kunne. Men kronvildt så vi intet af, hvis der ses bort fra de to, vi mødte en eftermiddag, vi kørte gennem skoven.

Polakken så gerne sit renommè som jagtguide af første klasse genoprettet og opfordrede mig til at skyde den ene af hjortene.

En opfordring jeg dog afslog. Det var ikke trofæet, men jagten og oplevelsen jeg var kommet efter, og da en hjort spottet og nedlagt fra bil ikke på nogen måde kunne kaldes en brunstjagtoplevelse, afslog jeg venligt opfordringen.

Desværre til den ellers meget elskværdige polaks store undren og slet skjulte irritation.

Men alt kommer åbenbart til den, der kan vente, og da det efterhånden var åbenlyst, at hjortevildtet havde forladt terrænet, blev jeg tildelt jagten i naboreviret. Et område, hvor der var aktivitet, og hvor det danske hold allerede havde nedlagt en rigtig pæn og kraftig hjort med en gevirvægt på omkring 5,5 kilo.

Hjortejagt

Hjortejagt

Det gav fornyet håb, og da solen krøb ned ad bakkerne, sad jeg på en bøgeskråning og kiggede over et stort vådområde, der var sprunget i rør.

Tre spætter knoklede løs på de slanke stammer: en flagspætte, en sortspætte og en grønspætte.

Lidt sjovt at det var tre forskellige arter. Men også i rørene pulserede livet. Af og til kunne vi høre et plask, som indikerede, at flere store dyr bevægede sig rundt i den tætte jungle, som var høj nok til at skjule både svin og råvildt.

På et tidspunkt var et par svin åbenbart kommet for tæt på hinanden, og uoverensstemmelsen udmøntede sig i et højlydt spektakel.

- Der er for nylig set en hjort i dette område, fortalte min nye polak. Han spurgte også, om jeg ville skyde, såfremt der kom svin for.

Et spørgsmål som jeg ikke kunne svare på, før jeg stod i situationen, men jeg lod ham tydeligt forstå, at hjorten havde førsteprioritet.

Skulle en stor keiler dukke ud af sumpen, ville jeg dog ikke udelukke, at synet kunne slå mig ud af min målkurs.

Svin i aftenlys

Solen nærmede sig nedgang. Livet i rørskoven vågnede for alvor, og jeg kunne nu se ryggen af flere dyr pulserende i sivene.

En flok svin var på vej, og fremmarchen var ikke til at tage fejl af. Jeg drejede mig forsigtigt mod lyden. Man kunne jo aldrig vide, om det var nu, viljestyrken skulle sættes på prøve.

Spændende var det dog at lytte til de svuppende lyde af svin på ædetogt, og længe før jeg ventede det, så jeg den første.

En ung gris, der et kort øjeblik løb op ad skråningen. Kort tid efter kom en stor so. Også denne stillede sig til beskuelse i det varme aftenlys. Ærgerligt at kameraet lå i bilen.

Det er ikke hver dag, man ser fouragerende vildsvin badet i solskin. I løbet af de næste par minutter så vi flere svin i hel og halv figur. De fleste forblev dog som stridhårede skygger mellem rørene.

Jeg bestod prøven og forlod kort tid efter solnedgang de intetanende vildsvin og den vildtrige rørskov. Den nye guide fortalte, at det var årstiden, der medførte, at vildtet søgte tilflugt i de tætte og ufremkommelige rørskove.

Sammenfaldende med hjortebrunsten er nemlig svampesæsonen. Og er hjortejagt populært blandt tilrejsende danske jægere, er svampesamling omtrent lige så populært blandt mange indfødte polakker.

Desværre kan det ikke undgås, at interesserne kolliderer. Tilstedeværelsen af svampesamlerne, der ikke holder sig til stierne og de vante veksler, kan være forklaringen på, at f.eks. det område, jeg benyttede de første dage af turen, var som blæst for kronvildt.

I sofaen

Den sidste del af skydelyset skulle bruges i tårn ved en stor mark, hvor en dansk jæger for et par dage siden havde set en stor hjort føre sig frem. Polakkerne skønnede hjortens gevir til at veje mindst 6,5 kilo og naturligvis var forventningen stor, da vi kravlede til vejrs.

Hjortejagt

bedt om at tage plads i. Fra de bløde puder skulle vi afvente, at hinderne ville indfinde sig på pladsen - forhåbentlig sammen med hjortene.

Mørket sænkede sig og to stykker råvildt nærmede sig hochstanden.

Terrænet var slidt af bid og dyrefod, og jeg følte mig sikker på, at det ikke blev en kedelig aften.

Den store nedbidte lucernemark stødte op mod et skovbryn domineret af birk og fyrreskov, og polakken fortalte, at dyrene havde for vane at komme ud i det nærmeste hjørne.

Afstanden til hjørnet var på kanten af det maksimale skudhold, og de forrige aftener havde hjorten således reddet livet ved at følge skovbrynet i stedet for at træde frem i marken. Dermed var den meget hurtigt kommet uden for skudhold.

Hjort på vej

Det er en speciel fornemmelse at sætte sig et sted, hvor man næsten med sikkerhed kan sige, at en hjort vil vise sig.

Selvom jagt kendetegnes ved det uforudsigelige, gjorde det mig nu ikke noget. Faktisk boblede spændingen ved tanken om netop det forudsigelige. Ved tanken om det, jeg snart skulle se. Eller høre, såfremt mørket nåede at lukke for udsynet, inden hjorten ville vise sig.

Men at hjorten ville opsøge pladsen i løbet af aftenen, følte jeg mig ret sikker på.

Og åbenbart var det min aften. Længe før mørket slørede skovbrynet, hørte jeg hjorten grynte i skovbrynet.

Givetvis satte den en hind på plads, og noget egentligt brøl nåede ikke ind gennem hochsitsens skydelåge, før en hind pludselig stod i kanten af skoven.

Når man som jeg kun undtagelsesvis ser kronvildt, plirrer man altid et par gange med øjnene, inden man er helt sikker på, at den stolte skikkelse ikke er et stykke råvildt.

Men det var en hind, og bag hende anede jeg flere dyr. I løbet af få sekunder gled syvotte hinder og kalve frem mellem birkestammerne og ind på marken.

Dyrene fulgte, ganske som min guide havde forudsagt, skovbrynet.

Dermed begyndte de faktisk at bevæge sig væk fra os i samme øjeblik, de var fremme på marken.

Jeg lagde riflen i anslag og gjorde mig klar til turens længe ventede rendezvous.

Og ventetiden blev kort. Pludselig anede jeg hjorten mellem stammerne.

Den var urolig og kastede geviret i irritation mod nedhængende grene, mens den gled frem mod hinderne og marken.

Nu skete det, og med ét var han der. I kanten af skoven og med siden vendt til et oplagt bladskud.

Jeg vidste, at der ikke var tid at spilde. Tøvede jeg, kunne hjorten i næste nu være uden for skudhold.

Med fast anlæg på skydetårnet var det ikke vanskeligt at placere trådkorset på hjortens flanke. Jeg skelede ikke til geviret, der fortonede sig ud i skovbrynets virvar af grene og mørke skyggepartier. Konstaterede blot, at det var en stor hjort omgivet af hinder.

Trådkorset hvilede hurtigt på siden, men et par hinder skyggede og medførte, at jeg måtte holde skuddet tilbage.

Trådkorset hvilede hurtigt på siden, men et par hinder skyggede og medførte, at jeg

derne, men min guide kunne ikke se, hvad jeg kunne i kikkertsigtet, og jeg afventede

Jeg kunne mærke jagtfeberen begyndte at rulle. Det hele var gået så stærkt, og det lange skud taget i betragtning ville jeg gerne have afsluttet situationen så hurtigt som

del af et sekund hjorten. Men inden jeg nåede at klemme skuddet af sted, satte han

Flere hinder var ankommet på marken, og der gik vel omkring 15 essende dyr for og

De forreste hinder var allerede langt foran hjorten, og besluttede han sig for at tilslutte sig disse, var han uopnåelig. Men hjorten nød tilsyneladende overblikket over marken

Hjorten satte i en kort spurt, men allerede efter små hundrede meter stivnede han og

Dermed havde sidste mand nedlagt en polsk brunsthjort, og jeg sad endda stadig i den

Hjortejagt

Mit livs hjort

– Katastrofe, katastrofe, udbrød den ophidsede guide, der mente at .308 var for lille et kaliber til Ungarns hormonpumpede kronhjorte. Men da var skuddet til ”mit livs hjort” allerede afgivet.

Mit livs andetræk, mit livs buk. Det kan jeg forholde mig til. Begge dele håber jeg på, at jeg har til gode. Men seriøst har jeg aldrig rigtig leget med tanken om et møde med mit livs hjort.

Som betalt

Alligevel var det med ønsket om at nedlægge mit livs hjort, at jeg sammen med min rejsekammerat Ulrik satte mig bag rattet og kørte de rundt regnet 1.500 kilometer til Ungarn. Et sted dernede ventede den. Mit livs hjort.

Jeg havde garderet mig økonomisk med et såkaldt fastprisarrangement. Uanset om geviret fra den nedlagte hjort blev vejet ind til 9, 10 eller 11 kilo eller derover, var prisen den samme.

Faktisk var fastprisarrangementet den direkte årsag til, at jeg slog til og tog chancen. For en chance er det naturligvis.

Erfarne hjortejægere vil hævde, at man altid får det trofæ, man betaler for.

Måske et mindre, kun sjældent et større.

Utilstrækkeligt kaliber

Der er tid til mange tanker, mens man æder sig gennem den tyske og østrigske autostraße. Og især en kommentar trængte sig på.

- Hvad kaliber skyder du med?

Det var jagtrejseudbyderen, der få dage før afrejse placerede det ubehagelige spørgsmål i min bevidsthed. Især da jeg mere end fornemmede, at han fandt mit kalibervalg i underkanten, når det var de store ungarske hjorte, der skulle lægge skulder til.

Hidtil har jeg haft en meget pragmatisk indstilling til jagt med riffel ud fra devisen, at det ikke er, hvad kuglen hedder, men hvor den sidder, der har betydning.

Men undervejs mod de kropstore brunsthjorte i Ungarn blev jeg mere og mere i tvivl. - Var mit kaliber mon stort nok?

At jagtrejseudbyderen forsøgte at berolige med, at kaliber .308 og en 11,6 Nosler kugle var tilstrækkelig, hvis man tog sine forbe-

hold, havde ikke den tilsigtede virkning. Snarere tværtimod.

Osede af liv

Mit kaliberkompleks fik ny næring, da en hind med kalv nogle timer senere sprang over den støvede vej, vi humpede ud ad, da vi var fremme på reviret. Hinden var gigantisk stor, og jeg begyndte igen at betvivle mit kalibers tilstrækkelighed.

Jeg vidste, det var teori, og at det nok skulle gå, men en sær form for usikkerhed havde slået rod i mig.

Jeg forsøgte at forestille mig en lang række skudsituationer, som jeg ikke skulle lade mig friste af. Mit lille kalibers begrænsning taget i betragtning.

Lange skudhold og skud i skæve vinkler måtte jeg for enhver pris afstå fra. Så hellere

vente til en bedre chance opstod. Der var jo trods alt tale om skud til mit livs hjort.

Det var dog ikke kun hjortene, der virkede større i Ungarn. Vegetationen virkede kraftfuld, og turen i den slidte militære firhjulstrækker gav associationer om jagt i Afrika. Jeg varmede mig ved bevidstheden om de forestående jagtdage, og om at mit livs hjort ventede derude … i remiserne og i de store majsmarker, der på grund af manglende nedbør vist nok var knap så høje og tætte, som de plejede at være.

Vi blev sat af ved et vådt hjulspor. Smed rygsæk og riffel over nakken og begyndte at liste af sted. Jagtrejsens første indtryk efterlader ofte de stærkeste indtryk, og de mange nye lyde, dufte og synsindtryk ramte mig som en hammer og fortrængte alle tanker om manglende søvn. Jeg havde stort set ikke lukket et øje i 30 timer.

Men det var der ikke tid til at tænke over. Det opkørte hjulspor var en oplevelse i sig

Jagten indledes typisk før solnedgang og slutter klokken 8 eller 9 næste dags morgen. Der tilbage lægges 10-20 kilometer pr. nat.

selv, for det var oversået med fod af hjort, råvildt og vildsvin. De fleste endnu skarpe og fugtige.

- Ungarn vil næppe blive en skuffelse, tænkte jeg. Det ligefrem osede af liv.

Hjort i første øjekast

- Gå du op først, gestikulerede min guide og pegede mod det lavbenede skydetårn i hjertet af en lille rydning i en remise, som ikke var ret meget større end rydningen. Og idet jeg hævede mig lidt til vejrs, så jeg direkte ind i snuden på en stor hjort. I hvert fald en hjort, som kropsmæssigt var stor. Aldersog gevirmæssigt havde den dog stadig tiden foran sig.

Hjorten var næppe mere end 60-70 meter borte og selv om den i første omgang ikke bemærkede min tilstedeværelse, rettede den hurtigt opmærksomheden mod stigen, hvorfra de rumsterende lyde kom. Guiden gjorde sig klar til at kravle til vejrs, og min advar-

Kronvildt

Det europæiske kronvildt er måske ikke helt så europæisk, som vi regner med. I hver fald er udbredelsesområdet for kronvildt stort og strækker sig fra Norge og Sverige til det vestlige Asien. Ja selv i det nordlige Afrika finder man underarter af kronvildt, som i øvrigt er den eneste hjortevildtart, der lever på det afrikanske kontinent. Desuden er kronvildtet udsat i både Nord- og Sydamerika samt i Australien og på New Zealand.

Indtil for nyligt regnede man med, at den nordamerikanske wapiti var en underart af kronvildtet, men den teori er man gået fra igen.

Selv om mange kronvildtstammer med tiden har været under indflydelse af opdrættede dyr, der er udsat eller undsluppet, har de i reglen bevaret karaktertræk, som er kendetegnet for området.

Ungarn hører til et af Europas mest populære jaglande og udover store kronhjorte også kendt for stærkt råvildt og dåvildt.

Et gevir er et stykke naturhistorie, som kan give næring til fantasien om alt fra hjortens kampe med ulve til andre hjorte.

sel om ekstra forsigtighed kom en kende for sent. Hjorten var da allerede på retræte. Men indtrykket af den unge hjort med sol og spil i øjnene brændte sig fast. Ærgerligt, at kameraet endnu lå i rygsækken.

Noget i gære

Solen sænkede sig. Skyggerne blev lange, og store dele af den lille eng henlå efterhånden i skygge. Intensiteten steg. Et stykke råvildt trådte frem. Kikkerten afslørede, at det var en rå, der sekunder senere fik selskab af sit lam. I det sidste lys trippede de nervøse omkring, og efter et minut eller to satte de pludselig af sted. Tydeligt skræmte.

Jeg var sikker på, at vi ikke var årsag til dyrenes flugt. Vinden var god, og ikke en lyd forlod den lille platform.

Pludselig viste råens og lammets forstyrrelseskilde sig. Et skræmt svin med halen i vejret passerede i høj hast lysningen. Efter sig trak soen et vogntog af svin i forskellige størrelser. Svinene var uden tvivl årsag til de to rådyrs flugt, men hvad havde sat svinene på flugt?

Minutter senere fik vi forklaringen, da lyden af en motorsav skar sig gennem den stille aften. Og det blev den ved med i lang tid. Først timer senere forstummede den endelig. Fornemmelsen af, at alt kunne ske, vendte tilbage, og kort tid efter trippede en ung hind frem på lysningen.

Det var nu næsten helt mørkt, og det yndefulde fulgte hinden som en skygge. Desværre blev hindens optræden kortvarig. Efter et par minutter eller deromkring stak den snuden i vejret og vejrede. Et eller andet havde gjort den nervøs, og den forsøgte af bedste evne at opfange den svage duft af fare, der drev over lysningen. Med et var hun sikker i sin sag og satte af sted.

Livløsheden lagde sig atter over engen.

Hjortebrøl

Ved midnatstid hørte vi endelig det, som vi var kommet efter: Lyden af hjort. Et par dybe brøl langt borte blev besvaret af en hjort, som var meget tættere på. De to hjorte kommunikerede en stund, og i nogle minutter virkede det som om, at de nærmede sig hinanden. Måske var den lille eng mødestedet, hvor de skulle prøve kræfter!

Desværre havde mørket ikke jaget skovarbejderen hjem. Efter et par forkølede host var motorsaven atter oppe i omdrejninger.

Vi indså, at skovarbejderen ikke havde tænkt sig at opgive, og en time efter midnat kravlede vi ned fra platformen. Vores første aften var slut. Hjemme ventede en god time på langs. Klokken tre skulle vi ud igen.

Hjort i morgentågen

Store solsikkemarker brudt op af remiser og lige så store marker med majs lå badet i blødt nattelys, da vi få timer senere listede af sted. Også denne ’pyrsch’ skulle indledes i hochsitz. Og vi havde næppe fundet roen og indstillet de uundgåelige rumsteringer med kikkert og rygsæk, før en hjort viste sig som en skygge i mørket.

Jeg kunne kun ane omridset, men var dog i stand til at slå fast, at det ikke var mit livs hjort, jeg så glide af sted som et spøgelse under os.

Guiden anslog, at den bar et gevir på ca. fem kilo og dermed uden for kategori. Hjorten havde endnu ikke tillagt sig den gamle hjorts sikre skridt, og det var, som om den ikke vidste, hvad den ville. Det varede flere minutter, inden den helt forsvandt.

De næste timer var der stille. Bortset fra en natugle så eller hørte vi ikke noget. Stor, søvnig hjort

Pludselig blev min guide ivrig. En hind efterfulgt af en stor hjort trak over et foderbælte, der strakte sig langt ind i remisen.

Desværre var der 3-400 meter fra os og ned til dyrene, og hjorten eksponerede sig kun i et kort øjeblik. Ikke længe nok til at trofæet kunne bedømmes, men førsteindtrykket var overbevisende. Jeg kunne ikke afvise, at det var mit livs hjort, vi netop havde set.

Ved solopgang listede vi ned for at se nærmere på hjorten, der fra tid til anden brølede halvhjertet et sted i bevoksningen.

Allerede i kanten af pilemarken stødte vi et eller andet, der brasede gennem skoven. At dømme efter de mange spor på det sandede hjulspor, der bugtede sig gennem skoven, var det vanskeligt at sætte en fod til jorden uden at støde dyr. Bestandtætheden virkede ganske stor, selv om indtrykket skal tages med forbehold, da dyrene om dagen klumpede sig sammen i de små remiser, der lå spredt i det store, flade landbrugsområde.

Vi kunne på de søvnige brøl høre, at hjorten og den tilhørende rudel flyttede sig.

Guiden lagde en plan, men knibetangsmanøvren lykkedes desværre ikke. De vi efter en lang, men hurtig pyrsch i ly af et brombærkrat stak hovedet frem ved en lille lysning, stod vi ansigt til ansigt med en gammel og livsklog hind. Den opdagede os med det samme og gav et hult brøl. Derefter klappede hjorten i, og jagten var slut.

Lettere slukøret vendte vi tilbage til bilen.

Ti kilos hjort nedlagt

Dagene gik, og selv om vi tog nætterne til hjælp, udeblev mødet med mit livs hjort. Det tætteste, vi var på drømmehjorten, var et gammelt dyr, der bar et gevir, som vi anslog til omkring syv kilo. Men jeg sigtede

efter noget tungere, selv om jeg efterhånden indså, at mit livs hjort skulle slankes lidt.

Glenn, en jæger fra Vestjylland som jeg mødte på reviret, havde ikke set hjorte over otte, ni kilo selv om han i syv dage og nætter ihærdigt havde forsøgt at finde en hjort på ni kilo eller derover. Glenn havde dog nedlagt to store og regelmæssige hjorte på hhv. 8,5 og 8,7 kilo.

Jeg nivellerede mine forventninger, og indstillede mig på en hjort i samme størrelse, selv om kilo først og fremmest bruges som indikator for hjortens størrelse. Kilo siger således i en håndvending ikke meget mere om hjortens størrelse end antallet af ender, udlæg eller længden på stængerne. Men en syv-otte kilos hjort kan sagtens være mere attråværdig som trofæ end en stor, knoklet hjort på ti kilo med få og måske tilmed brækkede sprosser.

Konge på sletten

- Der går en stor 10-11 kilos kronebærende hjort ude på en eng et stykke herfra, fortalte vores guide Norbert en aften, da vi ventede på, at solen skulle gå ned, og nattens udskejelser skulle begynde. Beskeden var netop tikket ind på mobilen.

Nu fik vi travlt, og for at gøre en lang og ikke ufarlig køretur kort ankom vi stakåndet til området en lille time senere. Riflen på nakken og af sted. Norbert var 10-12 år yngre end undertegnede og i bedre fysisk form. Men hvad man ikke har i benene, må man have i viljen – og jeg hængte i, mens lungerne peb på højtryk. Jeg var besluttet på ikke at sænke fremmarchen med et sekund. Det er min overbevisning, at det lykkedes.

Hjorten brølede på engen, og det lød ganske overbevisende, da vi stakåndet nåede frem. Den ungarske jæger, der havde sendt os den opløftende sms-besked, stod stadig i kanten af den storslåede eng, der slangede sig ud i

landskabet. Med fagter og ild i øjnene berettede han om monsterhjorten, der gik derude og brølede. Den lød til at være ganske tæt os på, men en remise dækkede udsynet.

Oplagt

Det hele virkede så oplagt, og når vi rundede den lille remise i midten af den store eng, ville hjorten åbenbare sig med sine lange stænger og efter sigende gigantiske dobbeltgaflede krone.

Solen var gået ned og jeg var overbevist om, at jeg snart stod foran kæmpen, der havde indtaget engene.

Gemt bag remisen kunne vi rykke frem i god fart. Mit hjerte bankede stadig efter den hæsblæsende spurt. Men ak. Man skal aldrig tage noget for givet. Stort set i samme sekund, som vi rundede bevoksningen, sænkede tågen sig. Den nedsatte sigtbarhed udviskede engen – og hjorten. Alt var gemt i tåge.

Vi kom et sekund eller ti for sent til forestillingen. Unægtelig et antiklimaks, da det var over en time siden, vi fik sms-beskeden. Heldigvis kunne vi se tilbage på en helhjertet indsats. Vi kunne næppe have vundet et sekund.

Månen stod op

Vi ventede i kanten af den store eng, der bortset fra nogle enkelte solitære træer var uden bevoksning. Uden at vide det, gættede jeg på, at engen var et kerneområde i brunsten. Det var vanskeligt at forestille sig en mere eventyrlig arena, og mens månen gled op, blev jeg mere og mere grebet at stemningen. Den lyse, kuglerunde måne, hjorten der brølede i disen. Jeg havde fundet min hjort – mit livs hjort. Det var jeg ikke i tvivl om.

- Vi bliver her, så længe vi kan, sagde jeg til min guide. Måske ville tågen fortage sig i løbet af natten. Men ved tre-tiden opgav

Kronvildt kan flytte sig langt i løbet af en nat, og anstandsjagt fra et velplaceret jagttårn kan være udbytterigt.

De lyse nætter omkring fuldmåne er velegnet til at studere vildsvin og det hjortevildt, som i udpræget grad er nataktive.

vi og kørte mod nye områder. Det var dog med lidt blandede følelser, for jeg blev mere og mere overbevist om, at jeg havde tabt mit hjerte til hjorten på den store eng. Det var ikke kun bevidstheden om hjortens forgrenede gevir, men lige så meget omstændighederne: Tågen, månelyset og de meget overbevisende brøl. Dertil krydret med engdragene og de store solitære træer. Kulisserne var drømmeagtige.

Morgenen sluttede med synet af to havørne og et par ravne i nogle udgåede træer på en stor, braklagt slette. Natten havde været resultatløs, og selv om vi flere gange var så tæt på brølende hjorte, at vi næsten kunne mærke deres ånde, så vi dem ikke.

Den eller ingen

- Jeg vil satse alt på hjorten, der går ude i engene, fortalte jeg min danske kammerat og ledsager, Ulrik. Og sidst på eftermiddagen drog vi af sted. Vi havde soveposer med og var klar til at blive der hele natten for om muligt at finde et hul i tågen, som vi forventede ville snige sig ind over engene igen. Det kunne blive et spørgsmål om minutter. Såfremt hjorten var fremme på engen, før tågen indfandt sig, ville det naturligvis byde på den bedste chance. Dermed kunne vi planlægge jagten og tage højde for andre dyr, der eventuelt ville stå mellem os og hjorten. Et skræmt stykke råvildt kunne ødelægge chancen.

Vi vurderede, at den næste chance ville opstå, når tågen lettede, men da vi listede os på plads, stod solen endnu højt over horisonten. I de tilgrænsende moseområder kunne vi høre store dyr mase sig gennem siv og rør, men kunne ikke på lyden af plask og knækkede rør fastslå, om der var tale om hjort eller svin. Men det begyndte lovende.

Solen gik ned, mørket sænkede sig, og tågens entre var ikke så overbevisende, som vi frygtede. Vi kunne se langt ned over engen. Tem-

peraturen faldt, og hjortebrølene blev mere og mere intense, selv om vi endnu kun var i begyndelsen af brunsten.

Fremme

Det var efterhånden blevet midnat. Men mit livs hjort forblev i ly af sumpene. Den ville ikke frem. Det var, som om den næsten vidste, at vi ventede derude i den kolde dis.

- Det er tåbeligt at blive her, insisterede Ulrik, der var mærket af kulden og det faktum, at vi ikke havde fået tilstrækkelig søvn i flere dage. - Lad os dog opsøge nogle af de andre steder, hvor vi ved, at der går hjort.

Jeg ved, at Ulrik kun ville mig det bedste: At jeg skulle nedlægge en stor hjort. Men de sidste nætters mangel på chancer begyndte at tære på tålmodigheden. Ikke mindst fordi han året forinden følte, at han næsten kom for nemt til at nedlægge en imponerende ungarsk hjort på langt over ni kilo. Men jeg insisterede. Det er denne eller ingen. Vi bliver!

Stilheden sænkede sig atter over engen. Vi trak jakken op i nakken og gik i os selv, mens vi ventede og ventede.

- Nu kan jeg ikke mere, jeg fryser som en våd hund og mener, det er spild af tid at blive. Klokken var tre, og hjorten havde endnu ikke vist sig.

Jeg kunne se på Ulrik, at det var alvor, men var også ked af at opgive projektet, så tæt på morgenstunden. Men inden vi kom til en afgørelse, afbrød Norbert vores hviskende og bævrende diskussion.

- Hør, sagde han. En stor hjort brølede et sted på engen. Hjorten var fremme. Nu var det nu!

Skud i mørket

En kilometer eller to nede ad engen kravlede vi op i en lille hochsitz. Hjorten, vi hørte brøle, var atter blevet tavs, og det virkede, som om det var en god ide at afvente hjortens næste træk fra det lille skjul.

Pludselig gik alt dog meget stærkt. En stor skygge med et gigantisk gevir voksede ud af mørket. Skyggen havde kurs direkte mod vores hochsitz. Afstanden var under tyve meter, vurderede jeg, mens jeg forsøgte at finde balancen.

Vi så dem sjældent om natten, men ofte var vi så tæt på hjortene, at vi bildte os ind, vi kunne mærke deres ånde.

- Skyd, skyd, hviskede min guide.

- Den er ni-ti kilo mindst, sagde han ophidset, inden jeg listede riflen i anslag. Der var ikke mulighed for at rejse sig. Jeg nåede at dreje kikkerten ned på mindste forstørrelse, og ved at lægge riflen på skrå var der akkurat plads nok til at skyde.

- I det samme piftede min guide, og hjorten stoppede. Den stirrede nu mod os. Desværre stod den en anelse skråt. Frontalt, men skråt. Under normale omstændigheder ville jeg blot finde bladet og trykke af. Mere skarp var vinklen ikke. Men kaliberkomplekset dukkede op igen, og jeg trak sigtet et par centimeter bagud. Dermed var jeg fri af de store knogler og kunne placere kuglen i det bagerste af lungen. Det kunne ikke gå galt. Desuden burde der være mulighed for at skyde igen. Den korte afstand til trods.

Katastrofe, katastrofe

I næste nu blev alt blændet af mundingsild. Jeg følte mig ret sikker på kuglens placering bag bladet, om end skydestillingen var akavet, kikkertsigtet var dugget, og det hele gik så forfærdelig stærkt. Chanceskydning var det dog ikke.

- Den er ramt, sagde min guide, der i kikkerten fulgte hjortens flugt ud over engen. Efter 80-90 meter standsede den op, vaklede og drattede bagover. Jeg havde skudt min livs hjort. Et sted der ude lå den. Stor og mægtig og jeg kunne næsten ikke tro, at det var sandt. Og det var det måske heller ikke. Efter adskillige minutter sagde guiden:

- Den er stadig levende.

Det forstod jeg ikke. Med en lungekugle burde den være forendt.

- Jeg kan se, at den bevæger sig, hviskede han uden at fjerne fokus.

Glæden blev afløst af angst.

Ungarns kronvildt kendes f.eks. på, at de er forholdsvis kropstunge og at hjortene er mere eller minde uden lange mankehår.

Den store hjort faldt i højt sivgræs og var vanskelig at se i det svage månelys. Først da det lysnede, blev hjorten fotograferet.

Alle levende væsener bør få en hurtig og pinefri død, men jeg følte, at det store, stolte dyr i særdeleshed havde krav på en smertefri død.

Jeg forsøgte at spotte hjorten i guidens natkikkert, men kunne ikke se noget. Han hævdede, at han kunne se gevirstangen bevæge sig. Resten af dyret var gemt i højt sivgræs.

- Hvad skyder du med, spurgte han pludselig.

- Kaliber .308, svarede jeg, overrasket over, at han ikke allerede vidste dette.

- Katastrofe, katastrofe, udbrød den nu lettere ophidsede guide, der mere end antydede, at min riffel var alt for lille til jagt på Ungarns hormonpumpede kronhjorte.

Kronen bevægede sig

Tiden sneglede sig af sted og drømmen om ’mit livs hjort’ var ved at udvikle sig til et mareridt.

- Jeg går ned til hjorten, sagde Norbert.

- Lad os vente, insisterede jeg, vel vidende at jeg ikke havde det sidste ord, hvis det kom til en konflikt. Jeg anså Norbert som en kompetent og meget handlekraftig guide. Men i den konkrete situation var det min opfattelse, at der ikke var brug for handling, men afventning.

- Det er uklogt at rejse hjorten nu. Jeg venter gerne her til i morgen, hvor det begynder at blive lyst. Rejser hjorten sig inden da, har vi de bedste muligheder for at afgive et skud herfra. I niveau med hjorten kan det blive et problem. Ikke mindst fordi det er mørkt, og hjorten givetvis vil forlade sårlejet, så hurtigt som kræfterne tillader det.

Min guide overgav sig. Måske også hjulpet af det faktum, at hjortestangen alligevel ikke

bevægede sig. Det var nemlig slet ikke hjortens gevir, han havde fokus på, men en gren. Geviret bevægede sig dog stadig, da han endelig fandt det, hævdede han.

Han holdt sig tilbage i den næste halve time, men pludselig og uden yderligere diskussion kravlede han ned ad stigen.

Sort som natten

Jeg var mildest talt bekymret, da Norbert nærmede sig det sted, hvor hjorten var sunket sammen. Hvis han havde ret i, at hjorten ikke var død, kunne jagten få en traumatisk afslutning.

Borte var enhver tanke om gevirkilo og trofæ. Bare hjorten dog var forendt, og der ikke var behov for ekstra skud eller affangning eller endnu værre – en eftersøgning.

Guiden mistede orienteringen lidt, da han kom i niveau med hjorten, men da han pludselig tændte en lygte og begyndte at svinge lys ud i natten, vidste vi, at hjorten var fundet. Og at den var forendt. Jagten var endelig slut.

Få minutter senere beundrede vi alle hjorten i nattelyset. Kroppen var kæmpestor og vejede over 230 kilo, vurderede vores guide. Selv om vi kun betragtede hjorten i dis og måneskin og en svag lommelygte, var det klart, at hjorten var en ægte skønhedsåbenbaring, med 14 flotte ender og et regelmæssigt gevir som virkede så sort som natten.

Lange sprosser

- Ni kilo, anslog guiden. De lange topsprosser og de lange stænger havde fået den til at se lidt større ud, end den egentlig var. Geviret var toptungt og manglede relativt set lidt masse i bunden.

Da solen stod op, var vi atter ved hjorten, der skulle transporteres hjem til slagtehuset. Det var tid til efterrationalisering. Jeg havde fået mig en flot hjort og var glad for udfaldet. Men jeg følte ikke, at jeg havde skudt mit livs hjort. Ikke fordi jeg ønsker mig en større hjort. Men hvis der igen står stor

hjort på programmet, vil jeg håbe, at jeg kan stikke hovedet i en spand koldt vand, ryste det en gang og glemme alt om kilo og value for money. Da vil jeg tage mod dagen og nattens jagt med åbne arme, forestille mig, at jeg lever evigt og glemme alt om, at jeg jagter mit livs hjort. For mit livs hjort … den vil jeg forhåbentlig altid have til gode.

Op og nedture i højlandet

Fra min Jagtdagbog har jeg valgt denne beretning fra det skotske højland, hvor jeg i 1985 nåede drømmenes mål og nedlagde min første hjort.

Hvad der var under os vidste jeg ikke. Tæt tåge indhyllede alt i et gråt slør og det var som at gå mod en grå mur, der aldrig kom nærmere.

Ved et fremspringende klippe¬par¬ti gjorde vi holdt. Luften stod stille, til trods for at vi befandt os omkring 800 meter over havet. Vi var stakåndede efter den anstrengende opstigning.

Ubekendte med for¬holdene i det skotske højland var både Dan og jeg iklædt alt for meget tøj, og dampen stod nu omkring os som tykke skyer, der dårligt kunne opløses i den vædefyldte luft. Imens vi pustede ud, lyttede vi og håbede på, at vi et eller andet sted i tågen, ville høre lyden af de dybe og besnærende ¬brøl fra hjorte i brunst. Men alt var stille.

18 års fødselsdage

Efter et lille hvil fortsatte vi vores frem¬færd langs klippen. John, den skotske "stalker", gik forrest, bag ham gik Dan og til sidst gik jeg som bagtrop. Dan fyldte den dag atten år, og kunne man ønske sig en bedre fødsels¬dags¬gave end muligheden for at skyde en skotsk kron¬hjort. Derfor var aftalen naturligvis, at hvis der kom hjort for, skulle Dan skyde.

Det forekom utroligt spændende at klatre langs klippesiden, selv om vi vidste, at så længe tågen gemte alt, var chancen for hjort nærsten nul.

Jeg så ned langs den stejle skråning. Det visne græs og de skårede klippeblokke fortonede sig langsomt ud i det grå ingen¬ting.

Et kraftigere vindpust gjorde for et øjeblik tågen tyndere og dér.., som hugget ud af klippen, stod en hjort - næppe mere end 70 meter under os. Den så op mod os. Hjortens gevir svang sig højt over hovedet og dannede en næsten fuldendt cirkel. Hele bredsi¬den var vendt mod os, men i næste nu var den igen opslugt af tågen og jeg tvivlede et øjeblik på, om jeg vitterligt havde set det som jeg havde set.

Omringet af krondyr

Vi vidste nu, at der var kronvildt et sted i tågen under os. Dan og John kravlede frem til et mindre udhængende klippeparti og lagde sig til rette. Jeg holdt mig i baggrunden. Endnu var alt gemt i tågen, men vinden tog til, og langsomt blev tågedynen tyndere og tyndere, og efter et stykke tid opdagede jeg en hind, som lå i græsset ikke mange meter foran Dan og John. Det begyndte nu at blive alvorligt spæn¬dende.

Efterhånden som sigtbarheden blev bedre, kunne jeg se, at Dan og John lå lige overfor en lille græsk¬lædt plateau på den ellers stejle klippeside. Omridset af flere og flere dyr tegnede sig efterhånden i tågen. I begyndelsen var de næsten usynlige skygger, men langsomt blev silhuetterne af dyrene tydeligere. Det var som om, at man så gennem en linse man konstant forsøgte at stille skarp. Snart var dyrene svage skygger og snart tegnede dyrenes omrids sig tydeligt.

En stor hjort gik langsomt forbi, næppe mere end 60 meter fra Dan og John. Dan sænkede sig en anelse, skubbede sig forsigtigt til rette, og så gennem kikkert¬sigtet. Hvert øjeblik forventede jeg at høre skuddet. Men hjorten forsvandt atter i tågen uden at der skete noget.

Længe gik der dog ikke, førend to omtrent lige så store hjorte trådte frem af tågen, og fulgte den første hjorts spor. Jeg kunne

ikke afgøre hvilken, der bar det mest attraktive trofæ, men hjorte¬ne gik roligt, og Dan havde god tid til at udse sig det rigtige dyr.

Problemer?

Den forreste hjort forsvandt i tågen. Intet skete og snart var også den næste hjort væk. Sikkert lidt begynderuro, tænkte jeg, Dans karriere som riffel¬jæger, ja som jæger i det hele taget, var kort.

Længe nåede jeg ikke at fundere over situa¬tio¬nen, førend hele den lille slette pludselig virkede levende af vandrende kron¬dyr. Hinder, kalve, små - og mellemstore hjorte skridtede roligt forbi én for én. Også hinden der lå foran Dan og John rejste sig og fulgte efter flokken. Dyrenes vandring var som et drømme¬billede, og der var god tid til at udvælge sig den bedste hjort.

Dyrene fulgte sporerne fra de forreste og én for én gled de forbi, som skydeski¬ver på snor. Afstanden var under 60 meter og liggende med fast anlæg, var det mig efter¬hånden en gåde, hvorfor han ikke skød. Han sigtede fra tid til anden mod skyggerne, men sænkede hver gang atter riflen.

Hvis der var noget i vejen, formodede jeg, at John ville give tegn til, at jeg i stedet måtte skyde. Dan og John virkede dog ikke det fjerneste urolige, og så ud til at have situationen under fuldstændig kontrol.

Trylleslag

I det samme øjeblik. som en ung hjort dukkede frem på arenaen, blev den tætte tåge pludselig, som ved et tryl¬leslag, suget væk. Under os åbenbarede der sig en pragt¬fuld dal. Jeg var overrasket over, at der var så langt ned, og hvor let et fejltrin visse steder havde kunnet medføre katastro¬fa¬le konsekvenser. Bunden af dalen var dækket af nåleskov-splantage, der strakte sig langt op

af skrå¬ningen på den modsatte side, og et strøm¬fyldte vandløb slyngede sig, så langt øjet rakte, ud og ind mellem store klip¬peblokke.

Hjorten virkede lige så overra¬sket som os og standsede... Skuddet faldt øje-blikke¬ligt. Som ramt af lynet sank hjorten sammen, og braget fra riflen rullede længe mellem klipperne. Pludselig var skrå¬ningen fuld af flygtende kron¬dyr.

Dyrene forsvandt ned af bjergsiden - men de var åbenbart ikke klar over hvad der skete, for de stod i lang tid og sikrede op mod den faldne hjort. Først da vi rejste os, satte dyrene sig i bevægelse og som et langt rødt vogntog forsvandt rudlen op af bjergsiden.

Vi fotograferede hjorten hvor den var faldet. Hovedet var kastet bagover og de korte stængerne havde boret sig i jorden. Dens hals var spændt som en bue og de kraftige flankehår dannede en stor tæt vifte. John strøg en gren med blod over Dans ansigt, og vi var pludselig alle kommet hinanden meget tættere. Dans glæde over hjorten og over at have udført sin rifflejagt¬debut til bravur, var overvældende, og jeg havde derfor nær glemt at forhøre mig om, hvorfor han ikke havde skudt en af de store hjorte i stedet. År¬sagen var, fortalte han, at hjortene, på grund af den ellers minimale lysforringelse i kikkert¬sigtet, alligevel var blevet udvisket til det grå ingenting.

Den sidste del af jagten gik ud på at bringe hjorten ned fra højlandet. Et foretagende der viste sig ikke af være helt uden risikomomenter, for når først den tunge hjortekrop begyndte at rulle, var det med at komme af banen i en fart.

Nedtur

De følgende dage var vejret godt - alt for godt, for hjortene trak ind på de store sletter

længere inde i højlandet, hvorved de befandt sig udenfor det distrikt vi jagede i. Dagen før hjem¬rejsen havde jeg endnu ikke haft mulighed for at komme på skudhold af en hjort. Selvom det skotske højland bød på alt hvad jeg kunne drømme om, var skuffel¬sen enorm.

Jeg var studerende og vidste, at det ville vare mange år, inden jeg igen fik råd til at vende tilba¬ge. Selv mente jeg ikke, at jeg havde været urealistisk fordrings-fuld, når jeg havde kalku¬leret med, at jeg naturligvis skulle rejse hjem med mindst en hjort. Jagtrejsen var med andre ord så økonomisk belastende, at jeg havde van¬skeligt ved at tage afslappet på mit manglende held.

Vi opgav jagten i området med de stejle klipper og prøvede istedet den sidste dag et nyt område med nye stalkere. Dette område var mere frem-kommeligt og i en lille firehjulstrukne bil, kunne vi køre langt ind i bakkerne. Bilen krav¬lede i bogstavelig¬ste forstand over stok og sten, og bedst som man troede, at nu kunne den ikke komme videre, satte Charlie den blot i et lavere gear, hvorpå bilen ufortrødent fotrsatte.

Endelig var vi fremme. Ved foden af de afrundede bakker gjorde vi holdt, og begyndte at bevæge os opad til fods.

Ved en lille bæk standsede vi. Charlie lænede sig tilbage i græsset, foldede den meterlange teleskopkikkert ud, og med støtte på de korslagte ben afsøgte han højlandet. Bag os blev luften pludselig gennemskåret af susende vinger, og da jeg forskrækket vendte mig, jog en skal¬lesluger i rasende fart forbi mig på få meters afstand.

Stags

Jeg afsøgte skråningerne med min mere beskedne kikkert. Langt oppe på de lyngklædte bakker satte en rudel hinder sig i be¬vægelse, da en kongeørn gled over flok-

ken. Selvom kalvene for længst var vokset sig for store til ørnens menukort, sad frygten åbenbart dybt i de gamle hundyr. Men det virkede unægteligt komisk, da de henved 50 krondyr flygtede for en fem - seks kilo tung fugl.

Charlies afsøgning koncentrerede sig om et punkt på den sydvendte skråning. Jeg flyttede min kikkert men kunne intet se.

" Stags " sagde han med en overdreven selvfølgelighed og rakte mig den lange teleskopkikkert. Det varede lidt inden jeg fandt dyrene i kikkerten, idet de gik helt oppe under "skylinen". Der var vel omkring 30 dyr i flokken, og da jeg fik mere ro på den kraftige kikkert, kunne jeg se, at rudlen tilsyneladende udelukkende bestod af store hjorte.

Resolut skubbede Charlie teleskopkikkerten sammen, lagde den i læderetuiet, rejste sig og hængte den over skulderen. Han pegede over mod en kløft i bjersiden. En lille bæk havde gennem årene gnavet sig dybt ind i klippesiden og efterladt et grønt bælte af bregner og saftigt græs.

" Vi følger bækken så langt vi kan og kravler det sidste stykke mod dyrene - nedefra ", sagde han, og begyndte at gå. Jeg så op mod dyrene og bækken. Var manden vanvittig ?

Fra bækken og ud til hjortene var der mindst 500 meter, uden anden dækning end kort, afgnavet lyng.

Uden indsigelser fulgte jeg alligevel efter. I den brede kløft kunne vi gå uden at dukke os, og fremrykningen bragte os hurtigt langt op af bjergsiden.

Efterhånden som kløften blev mindre og mindre måtte vi dog bukke os mere og mere for at holde ryggen under kanten. Jeg følte mig lidt som en hund, der uvilligt fulgte sin herre. Jeg troede ikke meget på chancen, men gjorde alligevel mit bedste.

Så forsvind dog

Snart måtte vi nede på alle fire. Græsset langs bækken var vådt, så vores knæ og albuer blev hurtigt gennemblødte. Den gråhårede, tweed¬klædte skotte var i god kondition og skød en forbavsende god fart. Først da vi var ved bestemmelses¬stedet, der hvor bækken drejede, standsede vi op, og så for første gang op mod hjortene. De gik der stadig.

Vi kunne nu se dem med det blotte øje, men der var stadig langt op til dem - og meget længere end jeg først havde antaget. Og hvad værre var, der var absolut ingen dækning i form af klippestykker eller andre forhøjninger. Først et par hundrede meter foran hjortene, lå en lille håndfuld store sten.

"

Lyn din jakke helt op i halsen - din trøje er alt for lys og hold dig lige bag ved mig" hviskede Charlie, imens han skubbede sin hat ned i panden. Manden var virkelig gal. Det var tilsynela¬dende hans ramme alvor, at vi skulle forsøge at komme hjortene på skudhold.

Endnu engang undlod jeg at protestere, og indfandt mig på min plads bag Charlie. Jeg følte mig som en kæmpemæssige baby, mens vi mavede os over lyngen. Jeg holdt mit ansigt nede og undlod i lang tid at se op.

Jeg forventede hvert øjeblik, at Charlie skulle rejse sig og endelig indse, at slaget var tabt. Men meter for meter gik det opad.

"Kunne de hjorte da ikke snart stikke af, så kunne vi muligvis endnu nå at finde en ny flok", tænkte jeg. Det her virkede fuld¬stændigt latterligt. Lyngen var næppe mere en 10 - 15 centi¬meter høj, og vi måtte være synlige for alt i miles omk¬reds.

Tre store

Fremrykningen blev efterhånden langsommere. Jeg turde stadig ikke se over Charlies ryg, men jeg forstod, at vi nu kun rykkede

frem, når alle dyrene æssede. Da jeg vovede at se op, så jeg til min store overraskelse, at vi var tættere på dyrene, end jeg nogen¬sinde havde turde håbe. Vi var faktisk næppe mere end 150 meter fra de store sten.

Den sidste del af fremrykningen foregik meget langsomt. Jeg kunne nu se dyrene tydeligt. Vi stak hovederne ned i lyngen, så snart de sikrede, hvad der næsten konstant var en eller flere der gjorde.

Kun når alle dyr virkede optaget, af et eller andet, kravlede vi endnu et lille skridt frem. Hjortene virkede rolige, selvom de under hele frem¬ryk¬ningen måtte kunne se os. Stenene var ganske tæt på. Kunne vi nå dem, ville der næppe være mere end omkring 150 meter til hjortene. Jeg så på klokken. Den var snart eet. Da vi startede med at kravle op af bækken, var den lidt over ni. Glippede det nu, var det næsten ikke til at bære.

Kun en hjort stod nu med løftet hoved, men da den i små ryk for¬søgte at klø sig på et fjernt punkt på ryggen, rykkede vi endnu et par meter frem, mens vi konstant skulede op mod dyrene.

Sådan fortsatte vi vores fremfærd meter for meter, og da vi endelig nåede stenene, var vi mindre end 150 meter fra hjortene. Det var nu os, der havde trukket det længste strå. Jeg listede riflen i anslag, og fandt et godt anlæg på en af stenene. Først i kikkert¬sigtets kraftige forstørrelse kunne jeg betragte dyrene tydeligt. Jeg sad nu pludselig på første parket og kunne vælge frit på hylde et.

Tre hjorte med elleve, tolv ender på geviret skilte sig trofæmæssigt ud fra flokken, og jeg beslutte¬de mig for at skyde, så snart der opstod en chance til en af disse.

Men de store hjorte stod konstant i for spids en vinkel, var dækket af en af de øvrige dyr eller stod selv umiddelbart foran en anden hjort.

Et slag i nakken

En af de tre store gik i flokkens yderkant og virkede ved nærmere eftersyn stærkere end de to øvrige. Det gav et lille sæt i mig, hver ¬gang det tunge hoved rejste sig bag ryggen på de to dyr, der dækkede den. Selv små uanselige bevægelser med hovedet blev til voldsomme svingninger i den royale krone.

Jeg skulede over mod den øvrige del af flokken, men ingen af de to andre hjorte stod fri for skud. Langsomt trak de to mindre hjorte forbi og endelig stod hjorten helt fri. Den løftede hovedet og så dovent efter de mindre hjorte, mens den forsøgte af maltrak¬tere en mundfuld strid lyng.

"Skyd nu" hviskede Charlie tydeligt ophidset, men han havde ikke set den hjort, der netop var kommet bagfra, og nu havde placeret sig bag den store hjort. Den store hjort sakkede bagud i forhold til flokken og så snart den mindre hjort var forsvundet, ville jeg lade kuglen gå. Trådkorset hvilede roligt på bladet. Jeg troede ikke længere på, at det kunne glippe, da vi pludselig mærkede et let vindpust i nakken. Over 30 tunge hjortehoveder gik med et ryk i vejret og stirrede nu ned af bjergsiden.

" Kom nu, træd så bare et par meter frem ", tænkte jeg fortvivlet, men i næste nu satte hele flokken afsted. Hurtigt fandt hver hjort sin plads i geleddet og som en stor slange bugtede flokken sig op over bjergsiden.

Så tæt på og så allige¬vel. Jeg havde endnu ikke fattet, at min chance var forspildt, da den sidste hjort i rudlen standsede og så sig tilbage.

" Kan du tage ham ", spurgte Charlie. Afstanden var stor men jeg fandt hjorten i sigtet. Den stod perfekt og min hånd var rolig. Kuglen gik, og da den med et tydeligt hørbart

Ramt

slag ramte hjorten, startede den en voldsom spurt.

Hjorten forsøgte at indhente den flygtende flok, men flugten blev gradvis langsommere og langsommere og på skylinen måtte den stoppe. Set fra vores position tegnede hjorten sig tydeligt mod himmel¬rummet, selvom bjergsiden fortsatte længere op bag den mindre klippetop.

Et øjeblik så hjorten ned mod os. Så kiggede den mod sin side, hvorfra en lille strøm af blod farvede dens skind rødt. Hjorten slog med hovedet og forsøgte med geviret at ryste såret af sig. Det skar mig i hjertet og selvom jeg kunne se, at kuglen sad midt på bladet, forekom mig at det tog en evighed inden hjorten overgav sig.

Langsomt sank den i knæ, men den lå endnu en tid med hovedet højt løftet. Jeg bildte mig ind, at den ønskede at tage et sidste indtryk med sig fra højlandet, inden den gled ind i den nye verden. Så faldt den om på siden. Det var ovre.

Endelig

Vi kunne endelig rejse os for første gang i næsten fem timer. Charlie gratulerede. Jeg var helt ør, og fattede ikke mit held. Jeg så op mod hjorten. Der hvor den var faldet, kunne vi se en høj gevirstang, der rejste sig op over lyngen.

Efterhånden som vi nærmede os den faldne hjort, kunne vi se, at hjorten ikke hørte til i den kapitale kategori. Charlie fastslog, at det var en hjort på retur. Den havde, et efter skotske forhold, rimeligt stort udlæg og et par gode øjensprosser, men derudover kun en enkelt sprosse på den ene stang. Jeg kunne mærke på Charlie, at han iagttog min reaktion.

" Er du tilfreds med hovedet ?" spurgte han, mens han med alle sanser åbne forsøgte at

tyde min reaktion. Alligevel tror jeg ikke at han forstod, at en drøm endelig var gået i opfyldel¬se.

Jeg satte mig i lyngen, mens Charlie allerede spejdede efter nye hjorte. Jeg kunne se ned til det sted hvor vi startede vores "stalk". Det var mig stadig en gåde, at vi kunne komme så stor en flok hjorte på skudhold. Dyrene havde uden tvivl kunnet se os fra det øjeblik, vi kravlede op af kløften ved bækken. En fantastisk præstation, som jeg helt og aldeles tildeler den skotske stalker.