Sort og hvid magi

MICHAEL SAND

SORT OG HVID MAGI

PÅ JAGT EFTER ALVERDENS BØFLER

SORT OG HVID MAGI

PÅ JAGT EFTER ALVERDENS BØFLER

TEKST OG FOTO MICHALE SAND

SORT OG HVID MAGI

PÅ JAGT EFTER ALVERDENS BØFLER

Copyright © FORLAGET MICHAEL SAND

Copyright © fotos Michael Sand

Tekst og redaktion: Michael Sand

Billedredaktør og grafiske tilrettelæggelse: Michael Sand

Korrekturlæsning: Birgit Grønborg

Forord

Som dreng havde bøflerne en helt særlig rolle i mine samling af alverdens mere eller mindre vellignende dyr i plastik. De store dyrs styrke og vildskab og udefinerbare energi var til stor inspiration. Mange dramatiske scenerier udgik fra de massive afstøbninger.

I mit voksenliv er bøflerne forblevet en slags fabeldyr, selvom min dagligdag udspiller sig mange breddegrader fra de steder, hvor alverdens bøfler træder stier mellem vand, føde og skjul.

Som rejsende jæger og naturfotograf har jeg alligevel haft mange oplevelser med de ikoniske dyr. Oplevelser, der har efterladt en række varige indtryk …

Det er de indtryk, som jeg har samlet i denne bogudgivelse, kaldet ”Sort og hvid magi – På jagt efter alverdens bøfler”

Undervejs i bogen kommer jeg ind på nogle af de forskellige arter, som jægere i almindelighed og under ét kalder bøfler, selvom f.eks. bison, moskus og australske Scrub Bulls ikke er bøfler i ordets egentlige forstand.

Bogens artikler og ikke mindst mange billeder er desuden en visuel rejse gennem de vidt forskellige kontinenter og økosystemer, som bøflerne lever i.

Først og fremmest er bogen dog fortællinger om eventyr og udfordringer: Om drømme, skuffelser og ren magi. Alt sammen med de mørke ikoniske dyr i centrum, selvom bogens titel er centreret om en meget sjælden hvid bøffel, som jeg mødte i Østafrika for snart mange år siden.

Dette møde efterlod et nærmest mytologisk indtryk, som jeg stadig reflekterer over, når jeg besøger mit fotoarkiv, og billederne dukker op.

Bøffeljagt fremstilles ofte som farligt. Og rigtigt er det, at den afrikanske kafferbøffel regnes som kontinentets mest frygtede dyr, selvom titlen som mest farlig nok bør gå til flodhesten, der har endnu flere menneskeliv på sit CV.

Nærværende artikelsamling indeholder da også en reportage, der meget vel kunne have kostet mig livet. Men selvop oplevelsen udspillede sig i forlængelse af en bøffeljagt, var de centralafrikanske bøfler helt uden skyld i den dramatiske ”tæt på død” oplevelse.

Men bøfler er farlige. Modsat stort set alle andre vildtarter, som jægere efterstræber, er bøflerne i stand til at svare igen. Det gælder ikke mindst, hvis skuddet ikke sad, som det var tiltænkt.

Selvom enhver jæger tænker over sit skud, inden han eller hun bøjer pegefingeren, tænker man sig om en ekstra gang, når sigtet rettes mod en

måske tonstung bøffel, som besidder vilje, styrke og mod til at mase sin forfølger, hvis den føler sig presset og ikke ser andre udveje.

Jeg er da også sikker på, at bogens yngste jæger i denne samling havde dette i baghovedet, da han i en alder af blot tretten år lod skuddet gå mod en tyr, som både var ældre og mange hundrede kilo tungere. Og selvom blodet flød, slap drengen med et ar og et evigt minde om sin første nærkontakt med en af naturens måske mest kompakte og koncentrerede former for vildskab og målrettet energi.

Indhold

På jagt efter amerikansk bison

På jagt efter centralafrikansk savanabøffel

På jagt efter en hvid Cape Bufallo

På jagt efter australsk vandbøffel

På jagt efter Moskus

På jagt efter Riwer Buffalo

På jagt efter Scrub Bull

Amerikansk bisondrøm

Alle drenge har en drøm og dette er historien om en dreng, der mere end noget andet drømte om at opleve en nordamerikansk bisonjagt

– Jeg er bange for, at vi ikke kan komme videre, sagde jeg til min 11-årige søn Robin, mens sneen jog over asfalten og slørede udsigten over Route 90 i østgående retning. Med nød og næppe var vi for få timer siden sluppet ud af Yellowstone National Park, der havde lukket de fleste veje pga. snefygning.

Men nu gik den vist ikke længere, og jeg turde ikke påtage mig ansvaret for endnu en etape.

Måske

går det

– Lad os få en kop kaffe og overveje vores næste træk, sagde jeg og drejede fra ad indfaldsvejen til en lille by.

Robin sagde ingenting. Men jeg vidste, hvad han tænkte. Eller frygtede! Vores bisonjagt hang i en meget tynd tråd. Vi skulle være i South Dakota den 13. oktober, og endnu lå der et par tusinde kilometer amerikansk highway foran os. I det her vejr nåede vi aldrig derned.

– Er det forsvarligt at fortsætte til næste by, spurgte vi, mens servitricen skænkede mig en kop kaffe.

— Hmm! Den yndige servitrice overvejede sit svar nøje, men inden hun kom til en konklusion,

blandede et par gæster sig i spørgsmålet, og snart opstod der en mindre debat på cafeen.

– Hvilken bil har I, spurgte den ældste i debatten imødekommende.

– En firehjulstrækker, svarede jeg kort.

– Ok, men I skal ikke forvente at blive trukket fri, hvis I kører fast. Vejene bliver ikke ryddet før i morgen tidligt. Men kører I, skal I tage godt med varmt tøj på.

Det var sidst på eftermiddagen, og man har som bekendt en holdning, til man tager en ny. Få minutter senere vippede de hårdtarbejdende viskere atter fygesneen af ruden.

Temperaturen faldt

Efter et par timers kørsel blev der længere og længere mellem snefnuggene, og selv om der stadig lå meget sne på vejene, hjalp det på humøret.

Måske var der håb, og jeg besluttede at fortsætte og se, hvor langt vi kunne nå.

Miles efter miles lagde sig til vores triptæller, og ved foden af bjergkæden Big Horn var det næsten holdt op med at sne.

Vi fik det hele med og mere til, da vi kørte den lange vej fra regnskovene i Britisk Columbia til prærielandskabet i South Dakota. En tur, hvor vi undervejs lærte meget om det skrøbelige stof, som drømme er lavet af.

– Nu kører det for os, tænkte jeg, tog en frisk beslutning og begyndte opstigningen: Helt uvidende om hvor mange kilometer bjergkørsel, vi havde foran os.

Solen var gået ned, men kørslen ad de kurvede veje gik planmæssigt, og i takt med at temperaturmåleren i bilen faldt, vandt vi højde. Men pludselig trak mørke skyer ind over bjergkæden, og sekunder senere kom sneen! I det samme faldt både temperaturen og sigtbarheden markant.

Med et var der næsten helt mørkt.

Desværre var vi for langt oppe af bjerget til at vende om. Vi kunne kun gøre ét, og det var at fortsætte mod toppen.

– Kan vi ikke dreje ind til den gård der, sagde Robin, da vi efter en times kørsel øjnede et par oplyste vinduer et sted i sneen. Men det mente jeg nu ikke var en god ide, selv om jeg følte mig temmelig alene. Under opkørslen havde vi kun mødt en bil. Og den kørte nedad.

– Men hvad sker der, hvis lyset på bilen pludselig går ud? Hvad gør vi så? spurgte han, mens han kiggede på temperaturmåleren, der bare faldt og faldt.

— Det sker ikke! Og hvis der skulle springe en pære i en af forlygterne, har vi stadig lys i den modsatte, svarede jeg, selv om det mørke og iskolde sceneri også virkede skræmmende på mig. Af bedste evne prøvede jeg at udstråle overblik, men sandheden var, at jeg forbandede mig selv og den ekspedition, som jeg havde kastet os begge ud i.

Velkommen jægere

Sveden klistrede til ryggen, mens jeg med begge hænder på rattet holdt den lejede Explorer på vejen. Op og op gik det, og jeg besluttede at spørge efter en overnatning, hvis vi igen så et hus undervejs.

Endelig begyndte det at flade ud. Vi nærmede os toppen, men i takt med at landskabet blev mere og mere fladt, fik vinden bedre fat i sneen, der i et ondsindet angreb væltede imod os.

Få kilometer senere kom overraskelsen!

Som var vi et par bjergklatrere under en etape i Tour de France, der havde nået toppen, oplyste lyskeglen pludselig et flere meter stort banner, hvor der stod ”Welcome Hunters”. Det store

banner var hængt op på en bjælkehytte. Og i hytten var der lys. Og mennesker. Vi var i mål, og da hytten tillige fungerede som en slags motel, besluttede vi at blive natten over.

Selv om vi næppe havde kørt med livet som indsats, følte jeg mig alligevel reddet. Receptionisten fortalte, at der var røget to biler af bjerget den selv samme dag. Da følte jeg mig ekstra taknemmelig over, at vi kom frem med skindet og bilen i behold. Senere erfarede jeg, at banneret var en reklame for en amerikansk øl.

Den nat sov vi godt.

Vej lukket

Dagen efter måtte vi grave bilen ud af de store snedynger, der havde samlet sig omkring hotellet, og da lyset af den første snerydder viste sig bag en kaskade af sne, smuttede vi bagefter.

Vi kunne stadig nå vores bisonjagt, og med fornyet optimisme kravlede vi i sneglefart ned ad den ryddede, men spejlblanke bjergvej.

På modsatte side af Big Hill var det igen det flade, prærieagtige landskab, der prægede udsigten. En sammenkørt masse af sne og sjap lå som

et flere centimeter tykt ispanser på vejene, og da vi kom til byen Buffalo, kom den ultimative skuffelse. Under et par røde, blinkende lamper stod der ”Road Closed”.

– Hvor lang tid tager det, inden de åbner vejen igen, spurgte jeg servitricen på tankstationen, der var blevet samlingspunkt for frustrerede trafikanter.

Især jægere og lastbilschauffører vandrede rastløse rundt i butikken, mens der blev langet kaffe og varme pizzastykker over disken.

– Det kan tage 4-5 timer. Det kan tage flere dage. Vi ved det ikke, svarede ekspedienten med indlevelse, selv om hun givetvis havde givet det samme svar halvtreds gange samme formiddag.

Sheriffen kigger måske forbi. Og så ved vi mere, sluttede hun.

Problemet var, at vejsaltet ikke virker på det tykke islag. Det gjorde kun ondt værre.

Nedslået forlod vi butikken med et par jagtblade under armen. Bisondrømmen var med et meget diffus. Det kunne jeg nok leve med. Men for

Bison har en lang historie i Nordamerika, hvor de engang vandrede i store flokke på prærierne. De var afgørende for mange oprindelige samfund, der brugte næsten alle dele af dyret til føde, tøj, boliger og redskaber. Bisonens enorme betydning for de indfødte kulturer afspejles stadig i dag, da dyret betragtes som et symbol på styrke, frihed og overlevelse.

Bison er massive dyr, med en vægt på op til 1.000 kg eller mere. De er planteædere, der hovedsageligt lever af græs, og deres græsspisning har en afgørende rolle i at opretholde sundheden og diversiteten af prærieøkosystemet. Bisonerne har også en karakteristisk pukkel, kraftige horn og en tyk pels, der beskytter dem mod de barske vejrforhold.

I det 19. og 20. århundrede blev bisonbestanden dramatisk reduceret som følge af overjagt, habitatødelæggelse og sygdomme introduceret af europæiske bosættere. På et tidspunkt var bison ved at blive udryddet. Heldigvis er der blevet gjort betydelige fremskridt inden for bevarelse, og bestanden er gradvist blevet genoprettet gennem bevaringsprogrammer og beskyttede områder.

Mange organisationer og regeringer arbejder aktivt for at bevare og beskytte bisonpopulationerne. Der oprettes beskyttede områder, genudsætningsprogrammer og initiativer til at genoprette bisonens naturlige levesteder. Samtidig er der også fokus på at øge bevidstheden om vigtigheden af at bevare denne ikoniske art og bevare de økosystemer, de er en integreret del af.

Bison spiller en afgørende rolle i Nordamerikas økosystemer og kulturarv. Mens udfordringerne for bevarelse fortsat eksisterer, viser bevaringsindsatser verden over, at det er muligt at genopbygge og bevare bisonpopulationerne. Ved at fortsætte med at arbejde sammen for at beskytte disse majestætiske dyr, kan vi sikre, at bison forbliver et symbol på styrke og frihed for kommende generatione

Sort og hvid magi 17

Robin vil det være en kæmpe skuffelse, hvis vores amerikanske eventyr sluttede uden en bison.

I de sidste to-tre år havde han downloadet 4-500 bisonbilleder fra Internettet, købt T-shirts med bisonmotiver og lånt samtlige biblioteksbøger, der bare havde en fodnote om det nordamerikanske fabeldyr. Desuden kunne han samtlige replikker i Jack Brittinghams videofilm om jagt på de store bøfler. DVD-skiverne var tyndslidte.

Bisonjagt er vel ellers det nærmeste man kommer garantijagt, og nu sad vi her i byen Buffalo. Helt uden nogen form for garanti for noget som helst.

Glad budbringer

Pludselig drejede en politibil ind på rastepladsen, og snart kantede en kæmpestor betjent med hat, knippel og pistol sig gennem de tæt parkerede biler og deres tætte skyer af udstødningsgasser. Det var sheriffen. Ingen tvivl om det.

– Vejen åbnes om 4 timer, sagde han, mens folk stimlede sammen om budbringeren med den gode nyhed. Hensigten var at skrabe isen af asfalten. Og lykkedes det, vil vejene atter være farbare.

Få timer senere lå Rute 90 i østgående retning atter åben … Vores bisonjagt ventede. Og både temperaturen og humøret steg i takt med, at vi kom længere og længere mod øst. Da vi sidst på eftermiddagen den næste dag nåede Fort Pierre i South Dakota, var sneen forsvundet og himlen blå.

– Jeg tror, vi er fremme ved jagtlogden, sagde jeg til Robin og stak ham hånden. Vejnummeret i vejkanten passede med det nummer, vi havde modtaget på mail fra jagtudbyderen.

Vi havde booket vores rejse over nettet og havde stort set ingen anelse om, hvad der ventede os. Men da der stod, at vi skulle bo i en Hunting Lodge, forestillede vi os en stor bjælkehytte med ild i pejsen og trofæer på væggene. Men vi kunne kun se en simpel barak med en tilknyttet butik. Men vejnummeret passede.

– Vi leder efter en jagtlodge, sagde jeg til den ældre og meget elskværdige kvinde, der stod gemt bag disken i butikken, der desuden indeholdt en bar og et spisested.

– Ja, I har fundet det. Velkommen, sagde hun og smilte imødekommende, mens hun kiggede på Robin, der allerede var i gang med at studere et sæt spillekort – med påtrykte bisonmotiver.

Langsomt gik det op for mig, at vi var i lodgen. Jeg skulle blot nedgrade mine forventninger.

Bisonko på væggen

På væggen i spisestedet hang der en udstoppet bison. En bisonko. Og et tilsendt fotos fra en bisonjæger på en opslagstavle i butikken var langt fra den trofæbison, som Robin drømte om.

Jeg vidste, at det kunne blive vanskeligt at indfri Robins forventninger. Bisontyren skulle være kæmpestor af krop og først og fremmest have et kæmpestort, bredt hoved.

– Det er ikke sikkert, at de bisontyre, vi skal jage i morgen, er helt så store, som dem du har set på film og billeder, sagde jeg, mens vi fik dagens middag serveret: En sammenkogt ret af bisonkød med tilhørende burgere. Også af bisonkød.

– Måske er det unge køddyr, som de satser på, at jægerne nedlægger. Salgsmaterialet lever ikke altid op til virkeligheden, og jeg forsøgte at ruste Robin mod en mulig skuffelse. Måske ønsker de slet ikke de ældgamle tyre nedlagt.

Robins drøm lod sig dog ikke punktere. Han var sikker på, at tyrene var akkurat lige så store, som dem han drømte om.

– Ønsker I is til dessert, spurgte vores elskværdige værtinde. At dessertisen var en pindis, var for Robin ikke varsel om, at der kunne være et brist mellem forestillinger og virkelighed.

Tatanka

Den følgende dag var vi meget tidligt oppe. Dagen var oprundet. Vores amerikanske drøm skulle endelig indfries, og da vi holdt foran indgangen til farmen Triple U Buffalo Ranch, var himlen farvet i rødt.

Det vil blive en smuk dag. I det fjerne kunne vi se en god håndfuld mørke klumper ved en af de mange smeltevandskløfter, der gennemskar det afrundede, kuperede landskab. Kikkerten afslørede, hvad vi allerede havde gættet. Det var bøfler. Endda store, velvoksne tyre …

Selv om følelsen næppe var gengældt, blev mødet med den store bison noget nær det tætteste, som man kommer kærlighed ved første blik. Bemærkes skal det, at den store bison faldt i området, hvor den amerikanske film

”Danser med ulve”, instrueret og spillet af Kevin Costner, blev optaget. Filmen mod og stor anerkendelse og fik en Oscar for bedste film i 1991.

Begejstringen i bilen kan ikke beskrives, og efter en kop kaffe og et stykke friskbagt kage hos farmens arvtager Kaye var det tid til et prøveskud med den lånte 7 mm magnum, som jeg skulle skyde med.

– Død bøffel, konkluderede vores guide Frank Myers, efter et par skud mod en skydeskive. Jagten ventede.

Jagt eller slagt

Undervejs fra Vancouver havde vi snakket om alt mellem himmel og jord. Men rigtig meget om den forestående bøffeljagt.

Robin var klar over, at jagten på de amerikanske bøfler meget nemt kan få smag af en aflivning. Dyrene er ikke særlig sky og tillader ofte jægerne at komme ganske tæt på.Vi kunne også læse i de tilsendte papirer fra bureauet, at man af sikkerhedsmæssige årsager foretrækker, at der skydes fra bilen.

– Hvad gør vi, såfremt det er et ultimativt krav, at vi skal skyde i nærheden af bilen, spurgte jeg Robin.

– Skal vi da undlade at skyde. Eller?

Fra børn skal man som bekendt høre sandheden, og svaret kom da også prompte:

– Vi kan da ikke skyde fra bilen! Det er da ikke jagt, hævdede han. Og naturligvis havde han en pointe.

– Men hvad gør vi, hvis det er vilkårene? Det er det, vi skal diskutere, inden vi står i situationen, gentog jeg.

Konklusionen blev, at vi vil tilstræbe at få så meget jagt som muligt ud af oplevelsen. Men vi var også indstillet på, at vi ville skyde tæt på bilen, hvis det var det ultimative krav fra outfitterne.

Drøm bliver til virkelighed

Først skulle vi dog finde en bøffel. Og da jeg kendte min søns drømmetyr, havde jeg mine bange anelser. Hornenes længde var underordnet. Det var et stort, bredt hoved, der skulle til. En langhornet bison med et langt, smalt ansigt var lige så langt fra drømmen, som en hest er fra en ko.

– Man kan ikke vælge sine trofæer, som man vælger varer i et supermarked. Man kan godt have nogle drømme. Men når man har skudt, skal man være glad for det trofæ, man har fået.

Den orden, der hersker i en bisonflok, kan virke brutal, da et alvorligt svækket dyr af og til angribes og efterlades til eventuelle forfølgere. Drabet sker for at skåne de øvrige dyr i flokken, som dermed har bedre chancer for at ryste dem af, der måtte forfølge deres spor.

Det må du love mig! I modsat fald skal vi ikke skyde nogen bison.

– Ja, ja svarede Robin, men jeg kunne se, at han bare drømte videre om en bisontyr med et stort, bredt hoved.

Virkeligheden gled ind i drømmen, for pludselig kiggede vi direkte ind i øjnene på en drømmebison med et stort, bredt hoved.

Jeg vidste med det samme, at det var den slags bison, han havde ønsket sig. Begejstringen på bagsædet i den lille truck var på kogepunktet. Det var den.

Ved første blik

Vores dilemma var, at vi kun havde været på jagt i fem minutter. Og det ville næsten være for hurtigt at afslutte jagten allerede efter få minutter i den cirka 60.000 ha store ranch, hvor bestanden af bisoner skal tælles i 2-3.000.

– Lad os se, hvad vi ellers kan finde … Vi kan altid vende tilbage, foreslog jeg.

I de næste par timer trillede vi rundt og så pronghorn-antiloper, præriehunde og en række andre

bøffelhjorde. Drev desuden ved bilens hjælp en flok tyre tilbage i ranchen, da de var kommet på afveje og truede med at vandre ud af området.

Den lille biljagt gav os et spændende indblik i bøflernes natur. Selv under stress og med en bil i haserne, slog de ud efter hinanden, mens de galoperede af sted, så jorden rungede. Hierarkiet måtte opretholdes for enhver pris.

Under den lille bøffelsafari kredsede tankerne hele tiden om den store, bredhovede bisontyr, der tog imod os, da vi trillede ind i ranchen.

– Vi kan godt finde flere tyre. Men jeg har en fornemmelse af, at I allerede har truffet en afgørelse. Er det rigtigt?

Skytten Frank Myers havde givet os frit valg. Vi kunne skyde akkurat den tyr, vi ønskede. Men skytten havde ret. Det var kærlighed ved første blik, og det var kun at trække tiden.

Er den der?

– Okay så lad os vende tilbage til udgangspunktet, svarede jeg og rettede mig mod bagsædet. Jeg kunne fornemme, Robin havde et eller andet på hjerte.

– Spørg lige vores guide, om han tror, han kan finde tyren igen.

Selv om Robin egentlig udmærket kan begå sig på engelsk, kan han i visse situationer holde sig lidt tilbage.

– Jamen, det kan han, svarede jeg, for vi skræmte jo ikke flokken, da vi forlod den.

Men det svar lod han sig ikke spise af med. – Kan du ikke nok spørge alligevel, spurgte han igen.

– Ok, svarede jeg og rettede mig mod vores skytte og chauffør.

– Robin vil gerne vide, om du tror, at du kan finde bøflen igen, spurgte jeg en smule forlegent.

– Ja, det vil jeg mene, svarede han uden at flytte blikke fra det kuperede landskab foran os.

– Han mener godt, at han kan finde den, svarede jeg tilbage til Robin.

– Ja, ja, det forstår jeg godt, lød det fra Robin, selv om jeg kunne se, at han ikke var helt tilfreds med svaret.

Jeg vendte mig atter fremad mod den storslåede udsigt over de bløde bakker. En flok bøfler var trukket ned mod et vandhul i bunden af en kløft, og i det fjerne jog endnu en flok af de sky antiloper over prærien.

Snart var der igen bud fra bagsædet.

– Spørg ham lige, hvor sikker han. Altså på at han kan finde den. Bøflen altså!

– Du kan da selv spørge, svarede jeg, lettere irriteret over at sprogfærdighederne pludselig havde forladt ham.

– Nej, det kan jeg ikke få mig til. Vil du ikke nok spørge, gentog han.

– Ok, sagde jeg og rømmede mig … Denne gang endnu mere beklemt ved spørgsmålet.

– Øh, Robin vil gerne vide, hvor sikker du er. Altså på at du kan finde den igen?

– Temmelig sikker, svarede skytten, mens jeg anede et lille smil i det vejrbidte, solbrændte ansigt.

Uanset hvad

Små tyve minutter senere fandt vi bøffelhjorden. Og ganske som forventet havde den kun flyttet sig nogle få hundrede meter.

En god jagtoplevelse er sammensat af mange ting og min oplevelse med den store bison blev alt i alt et sjældent højdepunkt – både som jæger og far. Det var dog Robins bisonjagt. Jeg var blot skytten, der skulle klemme på aftrækkeren.

– Det er ham, konstaterede Robin, da han betragtede flokken i kikkerten.

Tyren havde sat sig, og fra toppen af en bakkekam kiggede den frygtløst mod bilen, som den havde set så mange gange tidligere.

– Lad os se om vi kan komme på skudhold, sagde skytten og drejede tændingsnøglen mod off.

På listeføder kravlede vi nærmere. Smed os i græsset og studerede flokken, der efterhånden begyndte at blive urolig. Biler kunne de acceptere, men mennesker på alle fire i det høje græs virkede mistænkelige. En for en rejste de sig og nedstirrede os.

– Desværre var vi for langt fra dyrene til, at der kunne afgives skud. Jeg ville gerne ind på 60-70 meter, hvis jeg skulle skyde tyren i nakken for dermed at ødelægge så lidt kød som muligt.

Så tæt ville dyrene ikke tillade, at vi kom, og langsomt uden at virke skræmte forlod de bakkekammen.

Vi forsøgte endnu engang efter samme recept. Men også denne gang måtte vi rejse os fra græsset, før vi var kom på skudhold.

– Næste gang skal det nok være, konkluderede skytten, der kunne mærke på dyrene, at de nu var klar over, at der var noget under opsejling.

– Bliver de først skræmte, kan de løbe mil efter mil, fortalte han.

Om dette udsagn også var påvirket af det faktum, at han gerne vil have jagten afsluttet, kan jeg ikke udelukke. Fakta var det dog, at Robin fangede budskabet. Næste gang vi kom på skudhold, skulle der skydes. Det var nu eller aldrig i hans univers.

– Jeg tror, vi skal droppe at kravle til dyrene og forsøge at afskære dem, når de krydser bakkekammen der, forslog guiden, mens han forsigtigt lod bilen rulle nærmere.

– Hvad siger du, Robin? Er du med på, at vi skyder, så snart chancen opstår? Også selv om det betyder, at vi ikke kommer ret langt væk fra bilen?

– Ja, ja, sagde han uden at fjerne blikket fra tyrene, der havde indfundet sig i en række og nu vandrede over prærien.

– OK, bare vi er enige!

Nu!

– Så er det nu! Spring ud og gør jer klar. Om få sekunder kommer hele flokken op af slugten der, konstaterede vores guide.

Vi nåede ikke mange meter væk fra bilen, før den første bison travede ind i synsfeltet. Resten af flokken fulgte efter. Men jeg må indrømme, at jeg ikke havde Robins trænede øje for en god bison, og jeg var derfor ikke helt sikker på, hvilken tyr det var, vi skulle fokusere på.

– Skyd! Skyd! kommanderede Robin, mens flokken travede forbi.

– Jamen, hvilken en snakker vi om? spurgte jeg, da jeg ikke ville risikere at lave en fejltagelse og skyde det forkerte dyr.

– Den der, sagde han lettere ophidset og pegede. Skyd nu!

– Jamen hvilken. Er det nummer tre, eller fire fra højre?, spurgte jeg. Beslutningen skulle være hans egen. Han vil aldrig tilgive, hvis jeg nedlagde den forkerte.

– Det er den der! Den der! Skyd nu! Gentog han nu meget ophidset, mens han pegede og pegede.

Men eftersom jeg sad lidt foran Robin, kunne jeg af gode grunde ikke se, hvad han pegede på.

Jeg gentog mit spørgsmål.

– Ja, men hvad nummer er den, hvis du tæller fra venstre.

Robin hørte slet ikke efter længere. Under vores egentligt ganske grundige forberedelser havde vi ikke indøvet denne disciplin. Dyr for dyr travede forbi, men da en af tyrene pludselig stoppede op og kiggede direkte mod os, var jeg ikke i tvivl.

Hovedet var usædvanligt bredt, og jeg forsøgte at placere trådkorset 6 inches bag øret, som jeg havde fået anvist.

Det var faktisk ikke så nemt, som jeg havde forestillet mig, men fik dog efterhånden kredset bevægelserne ind til et lille område bag øret. I næste nu klemte jeg fingeren.

Bulls ear

Men der var ikke Bulls ear, som jeg havde håbet. I stedet for den karakteristiske kortslutning,

33

Sort og hvid magi

rystede bøflen blot på hovedet, mens den sprang et par meter frem og begyndte at trave af sted.

– Jeg repeterede og løb hurtigt efter tyren for at komme op på siden af den. Her skød jeg endnu engang efter pletten bag øret.

Denne gang var reaktionen mere karakteristisk. Som ramt af lynet gik bøflen i knæ, kom op igen, men blev ramt af endnu et skud. Og denne gang blev den liggende. Jeg fandt den sidste patron i lommen, klemte den i kammeret og fangede bøflen af med et skud bag nakken.

Der lå den så. Den amerikanske bisondrøm.

– Er den lige så flot, som den du har drømt om, spurgte jeg, da Robin havde studeret den tonstunge bisonkrop på kryds og tværs.

– Nej. Den er meget bedre. Jeg har aldrig set så flot en bison, sagde han, mens hænderne vandrede over det krøllede skind.

– Jeg kunne bare se det med det samme, sagde han. Det var den, det skulle være.

Vores amerikanske eventyr var forbi. Over os skinnede solen fra en skyfri himmel, og dagen efter begyndte den 200 miles lange tur tilbage mod Seattle.

Jeg fulgte en amerikansk jæger, der også prøvende lykken i området, hvor filmen ”Danse med ulve” er indspillet, og oplevede at den nedlagte tyr blev angrebet i samme øjeblik at den udviste svaghed efter at være blevet ramt.

Vores store bisonjagt sluttede først længe efter vi havde forladt South Dekota, da uden for Yellow National Park spottede en hvid bison. Et yderst sjældent fænomen. Ifølge National Bison Association er kun èn bison ud af 10 millioner født hvid. Desvære havde vi ikke mulughed for at vente på, at det, ifølge oprindelig amerikansk tro hellig, dyr rejste sig.

For flere af Amerikas oprindelige stammer er fødslen af en hvid bøffel at betragte som den måske mest hellige begivenhed. En hvid bøffel varsler nye og bedre tider ...

I følge National Bison Association sker det kun yderst sjældent, at der fødes en hvid bison. I følge samme kilde undfanges der kun én hvid bison, hver gang der kommer 10 millioner, normalfarvede ti verden.

Når en hvid bøffel betragtes som et helligt dyr, bunder det i fortællingen om en tid, hvor hungersnød ramte en af de store stammer. For at finde mad sendte stammens høvding to spejdere ud på jagt.

Under deres søgen stødte de på en skikkelse i det fjerne. Det viste sig at være en smuk, og hellig kvinde. Den ene spejder blev grebet af begær ved synet af den smukke skikkelse og ignorerede signalerne om at kvinden var hellig.

Derfor blev han straffet og forvandlet til en bunke knogler. Den anden spejder, respekterende kvindens hellige status, og blev belønnet af kvinden, der viste sig at bære navnet White Buffalo Calf Woman.

I følge sagnet introducerede den hvide bøffelkvinde stammen for en pibe, White Buffalo Calf Chanupa, som den mest hellige genstand, og lærte samtidig stammen syv hellige måder at bede på.

Da hun forlod stammen lovende hun at vende tilbage for at genoprette harmoni og spiritualitet i en urolig verden.

Inden hendes afsked rullede hun sig fire gange på jorden, og forvandlede sig til en hvid bøffelkalv. Da hun forlod stammen, blev lejren omringet af store bøffelflokker.

I flere amerikanske indianersamfund anses en hvid bøffelkalv stadig som det mest hellige levende væsen på jorden.

En hvid kalv er et varsel, der ofte viser sig uventet og ofte blandt de mindre privilegerede. Når det sker, at der fødes en hvid bison, menes det at være et helligt tegn, der bringer håb og symboliserer, at gode tider er på vej.

For mange amerikanske indianere er en hvid bøffelkalv stadig symbol på forbindelse med naturen og en påmindelse om de åndelig værdier i deres liv.

Det ender galt

– Det her ender galt, nåede jeg at tænke, inden flyets vingespidser kappede de første grene

af den buskagtige træbevoksning og en infernalsk larm bredte sig i kabinen.

Katastrofen virkede uundgåelig ...

Endelig fandt vi de store, dybe aftryk af bøffel. Sporerne var flere timer gamle. Det kunne jeg fornemme på den kommunikation, der foregik mellem den professionelle jæger Erik Mararv og trackeren Georges Sans Famille. Selv om alt foregik på Sango, Den Centralafrikanske Republiks (CAR) officielle sprog, bildte jeg mig ind, at jeg forstod essensen af den ordfattige samtale.

Blandt de mange bøffelaftryk i den røde, mudrede jord var der et par stykker med runde, næsten ovale aftryk. Det indikerede, at mindst en gammel tyr fulgte med flokken, der overvejende bestod af køer og kalve.

Turens første bøffeljagt kunne begynde …

Tracking

Officielt var vi i begyndelsen af en regntid og ved afslutningen af en jagtsæson. Men tidlig regn havde medført, at græsset allerede var meter højt og bushen desuden tæt og uigennemsigtig.

Vi var sidst i april. Heftige regnskyl drev med ujævne mellemrum over de uberørte og nærmest endeløse bush- og regnskovsområder, hvor vildtet stort set aldrig har set en jæger med en riffel. Set fra luften var den 1,4 mill. hektar store koncession, som vi jagtede i, blot en lille prik i alt

det grønne i. Der var mindst 200 km til nærmeste offentlige vej og ægteparret Erik og Emelie, som driver campen, havde endnu det første uventede besøg til gode.

Men bøffeljagt er sporingsjagt og uden spor ingen jagt og så længe regnen slettede alle spor virkede udsigten til en succesfuld bøffeljagt lidt sløret.

To tyrer

Men turen var endnu ung og da vi på en af turens første dage spottede en rød og en sort bøffeltyr steg forventningerne gevaldigt. Også selv om de atypiske vejrforhold ikke var, som vi håbede på.

De to tyrer nedstirrede os på 30-40 meters afstand, mens et stort regnskyl dryppede af og fik de tætpakkede, våde bøffelkroppe til skinne, som var de poserende bodybuildere i glinsende olie.

Desværre sad jeg på ladet af en Toyota Landcruiser og det ville være for nemt at skyde den ene –eller dem begge for den sags skyld.

Ja, det ville være for usportsligt, som min unge professionelle jæger udtrykte det.

Turens bedste og eneste chance til to store bøffeltyrer. Tilmed en rød og en sort. Desværre blev de spottet fra ladet af en Landcruiser og dermed slap de med skuddene fra mit kamera.

West and Central Savanna Buffalo (Syncerus caffer brachyceros) er en underart af afrikansk bøffel, og adskiller sig fra andre underarter ved sin robuste kropsbygning, korte og buede horn samt en til tider rødbrun pels.

Som navnet antyder, lever den på åbne og delvist bevoksede græssletter. De trives bedst i områder med tilstrækkeligt græs og vand

Vest- og centralafrikansk savannebøffel er kendt for at optræde i flokke, især under tørtiden, når de søger vand og græsning. Denne sociale struktur bidrager til beskyttelse mod rovdyr som især løver.

Selvom den ikke betragtes som truet på globalt plan, står arten over for udfordringer som habitatfragmentering og konflikter med lokalbefolkningen omkring landbrug og græsningsområder.

I de områder, der er indtaget af Vest- og centralafrikansk savannebøffel, finder man også Skovbøffel (Syncerus caffer nanus), også kendt som dværgbøffel, da den er den mindste underart af afrikansk bøffel.

Denne bøffelart foretrækker regnskov- og vådområder og findes i lande som Gabon, Cameroun, CAR og Den Demokratiske Republik Congo etc.

Skovbøffel er mere tilbøjelig til at leve alene eller i mindre grupper sammenlignet med andre bøffelarter.

Den er en dygtige svømmere og kan ofte ses i vandhuller for at undslippe varme og nærgående insekter.

Chancen var aldrig til diskussion, og vi beundrede blot de to dyr, der med overdreven arrogance kiggede ind i telelinsen, mens kameraet klikkede løs.

– Et eller andet siger mig, at vi kommer til at sende de to tyrer mange tanker, sagde jeg lidt spøgfuldt til min rejsekammerat Trine, da de to kolosser forsvandt i den drivvåde og tætte bush.

Som med regnbuer

Men i dag var de regntunge skyer fordampet og vi havde endelig fundet, hvad vi forgæves havde søgt de sidste par dage, nemlig friske bøffelspor.

– Vi får kontakt med bøflerne, forsikrede Erik, mens han studerede et særligt stort bøffelspor afsat i den lerede jord.

– Men om det sker om en eller fire timer, ved jeg ikke. Men kontakt, det får vi altid.

En varmende melding at få midt i formiddagsheden. Solen stod allerede højt på himlen og vinden jog drillende rundt i den lille nedslidte saltsø, der udover bøfler desuden havde haft en vandbuk og et par duikere på natlig visit.

Bedst er det at starte trackingen tidligt på morgenen. Dels er man da i sagens natur ofte tæt på bøflerne, dels er vinden i reglen svagere og mere konstant. Op af dagen bliver vinden mere ustabil og svøbende vinde er bøffeljagtens fjende nummer et. Men sporene skulle prøves. Det er nemlig med bøffelspor, som det er med farvestrålende regnbuer: Skatten venter for enden.

En organisme

Vi var flere timer bag hjorden, men trackerne udpegede kursen og vi hængte blot i og nød turen, som i bogstaveligste forstand gik over stok og sten.

Efterhånden smeltede den lille gruppe sammen til en stor organisme med sin egen puls og rytme. Forrest gik trackerne Georges Sans-Famille og Germain Bingoloko, der i daglig tale gik under navnet Mongolo. Derefter kom Erik, der som den professionelle jæger ledte slagets gang. Bag Erik kom jeg med en cal. 375 over skulderen, mens min rejseleder Trine samt chaufføren Hissene Mahama udgjorde en slags bagtrop.

Bushen var generel meget tæt, men bøflerne ledte os også gennem mere savanneagtige områder, hvor vi kunne se langt frem i terrænet. Jeg

krydsede fingre for, at vi ville overraske dyrene, mens de krydsede et af disse mere åbne områder, hvor flokken havde for vane at sprede sig ud, mens den åd sig frem mod sit bestemmelsessted.

Ikke dumme

– De her bøfler er ikke dumme, konstaterede Erik, da vi efter en lille rundtur pludselig fulgte det nedtrådte græs tilbage mod det sted, hvor vi startede. Snart fandt vi liggepladserne delt i to grupper.

Ved at søge tilbage i sporretningen sikrede bøflerne sig udsyn over eventuelle forfølgere, mens de tyggede drøv og samlede kræfter til næste ædetogt. Jeg gav Erik ret: De bøfler var ikke dumme.

Der var nu gået et par timer siden vi optog sporerne. Efterladenskaberne, der til forveksling ligner det, der kommer fra en knap så eksotisk ko, blev mere og mere bløde i overfladen. Jeg kunne desuden se på trackerne, at vi nærmede os.

Desværre var bushen foran os nu tættere end nogensinde og pludselig bragede det i underskoven. Bøflerne havde opdaget os og det eneste vi så var en sort skygge i alt det grønne.

Typisk består en bøffelflok af både røde og sorte individer og mellemting mellem disse. Generelt er hornene tilpasset livet i den tættere bush. De kan derfor ikke sammenlignes med bøflerne i f.eks. Østafrika, som lever i mere åbent terræn og derfor kan smykke sig med et langt større og mere imponerende hornsæt.

I CAR finder man både bøfler med bagudrettede horn (regnskovsbøffel) og savanatyperne med de mere velkendte buede horn, som dog grundet tilpasning til områdets tættere bevoksning sjældent bliver mere end 35-38 inch. modsat de østog sydafrikanske bøfler, der i sjældne tilfælde kan måle helt op til 40-45 inch.

Kropsmæssigt kan de centralafrikanske bøfler dog blive lige så store som savannebøflerne mod øst, selv om den røde regnskovsbøffel i ren form er mindre end sin sorte fætter.

Lyset dæmpes

– Vi kommer på dem igen, hviskede Erik selvsikkert, mens lyden af de tunge hovslag fra den flygtende bøffelflok fortonede sig.

Det troede jeg på og vi gled alle ind på række, fandt rytmen og bevægede os af sted – på foden

Georges SANS-FAMILLE (I CAR skrives efternavn med store bogstaver) har prøvet mere end de fleste.

Startede sin karriere som krybskytte, blev halvdøv og fik maven sprættet op af en anskudt bøffel, da han forsøgte at aflive den med en manchet. Han havde ikke flere patroner.

Oplevelsen ændrede hans syn på jagt og i en årrække arbejdede han som parkbetjent i forskellige nationalparker, hvor han blandt andet jagtede krybskytter. Et job han gjorde godt, da han menes at have 45-50 krybskytter på samvittigheden.

I dag er han fast tilknyttet CAWA og selv om han dybest set ikke bryder sig om at se dyr blive dræbt, gør han sit job så godt, at han betragtes som en af campens absolut vigtigste personer. Georges er gift på tyvende år og har tre børn.

Det var tæt på. Erik Mararv, 23 og professionel jæger efter spændende bøffelkontakt på blot fem, seks meters afstand i den tætte regnskov, som desværre endte til bøflernes fordel.

Georges Sans Famille viser sit ar efter livstruende kontakt med bøffelangreb.

af den flygtende bøffelflok, der under flugten havde sparket jordoverfladen i stykker.

Heldigvis blev klov-aftrykkene efterhånden mere og mere samlede, hvilket fortalte os, at roen atter var begyndt at indfinde sig blandt dyrene foran os.

Men bøflerne havde åbenbart lugtet lunten og sporene ledte os ind i et af de mange regnskovsbælter, der planløst snor sig gennem området.

Vi fulgte efter og under de høje, skyggende regnskovstræer blev lyset dæmpet. Nu begyndte den egentlige forestilling. Bøflerne var som nævnt ikke dumme og et møde i den tilknappede, fugtige underskov vil næppe efterlade en skudchance.

Jeg håbede på, at vi snart var ude igen, da væltede træer betød, at vi tillige måtte ned på alle fire for at komme frem. Ubegribeligt at de store dyr kunne smyge sig over og under de mange forhindringer. Havde jeg ikke haft de friske bøfflelspor som dokumentation, havde jeg ikke troet det var muligt.

Pludselig knipsede Erik i fingrene. Bøfler!

– Kan du se det, der vipper foran os, hviskede han og henledte min opmærksom på et rødt, bøffeløre i alt det grønne. Afstanden vurderede vi til 5-6 meter.

Snart kunne vi høre, at bøflerne bevægede sig. De var klar over, at der var noget efter dem. Men de var afventende, da de ikke havde fået vind af os.

Et rødt bøffelhoved kom til syne under det tætte løvhang og stirrede os direkte i øjnene. Afstanden var under tyve meter. Desværre manglede det store hoved tyrens olme blik, selv om den havde både horn og et vildt glimt i øjet.

Alt holdt vi vejret. Hvem tager det næste skridt? Bøflerne eller os. Jeg krydsede fingre for, at det næste hoved, der ville stikke frem, ville sidde på en gammel tyr.

Det var bøflerne, der tog initiativet. Ud af øjenkrogen så vi en sort skygge glide bag om os. Desværre var det en stor ko og i næste nu brød det hele løs og flokken buldrede af sted.

Skulle man finde et lyspunkt i den forspildte chance, var det trods alt godt bøflerne nu vidste,

hvor vi var. Sigtbarheden var få meter og jeg vil nødig stå i vejen for flokken, der bragede af sted som et løbsk vogntog.

Maskulin bagtrop

Vi hængte på de flygtende dyr og heldigvis valgte flokken at slippe regnskoven og fortsætte deres vandring over et mere åbent, savanneagtigt område. Det så lovende ud og efter en god times vandring udbryder Erik pludselig: Bøffel!

Jeg nåede ikke at se koen, men dyrene var nu kun få hundrede meter foran os og vi hængte på sporet, mens vi spejdede frem i terrænet. Bushen var stadig forholdsvist åben og i det vi nåede en flad, sletteagtig eng med kort græs så vi for første gang dyrene i fuld figur. To store tyre dannede bagtrop.

Afstanden var ca. 300 meter og vi satte alt ind på hurtigt at komme frem til flokken. Desværre nåede vi det ikke. Snart lukkede bushen sig atter bag dyrene. Jagten var slut.

– Jeg tror vi skal give dem fred. De ved, vi er på sporet af dem og vil konstant se sig over skulderen. Lad os give dem ro og genoptage sporingen om nogle timer, foreslog Erik.

Det lød som en god ide og snart lagde vi os på en blød gorilla-madras lavet af store, stueplanteagtige blade, som det lille jagtteam havde indsamlet i regnskoven. Idet jeg lukkede øjnene, så jeg i et glimt den store tyr i flokken for mig … Men jeg kunne ikke holde fast i billedet og snart hviskede det sig selv ud.

Ikke bøfler

– De her bøfler er ikke almindelige, konstaterede Erik, da vi efter middag endnu en gang havde skræmt dyrene uden, at de havde efterladt os et glimt.

– Jeg foreslår, at vi lader dem være og helt opgiver at komme til dem. Vi kan prøve igen, men jeg er sikker på, at resultatet bliver det samme. Dyrene vil nu opholde sig i regnskoven, hvor de ved, at vi ikke har en chance. Først når det bliver mørkt vil de atter søge ud i mere åbent terræn.

Turens første bøffeltracking var slut. Den lange tur tilbage mod bilen ventede.

Desværre blev denne bøffel spottet fra ladet af en Landcruiser og dermed slap den med skuddene fra mit kamera.

Bemærk hovens runde, næsten ovale form skabt af slitage. Formen er et tegn på høj alder.

Generelt er vildttætheden i det frodige CAR ikke så tæt, som i det østlige og sydlige Afrika og på vores vej gennen den meget tætte bush overraskede vi kun skræmte bushduikere og næsvise bavianer.

Pludselig spottede vi dog fire, fem meget store dyr på en åben slette i alt det grønne. Bøfler!

Ja, det var vores første tanke.

Kikkerten afslørede dog, at især den største af dyrene bar et par gevaldige hugtænder i undermunden. Men i det kraftige modlys virkede vortesvinene enorme og et øjeblik var giant forest hog– de op til 300 kilo tunge skovsvin – i spil. Men vortesvin i Central Afrika er generelt store af krop og ornen, der dannede fortroppen i den lille flok, vejede skønsmæssigt tæt på 100 kilo.

På godt og ondt har jeg dog vanskeligt ved at tænde på sidegevinster, når jeg har indledt en målrettet jagt, i det her tilfælde på bøfler. Måske fordi de små smutveje i sidste ende kan betyde, at man kommer ud af kurs og dermed ikke får det, som man kom efter.

Mens jeg overvejede om jeg vil skyde det store vortesvin, fik vi øje på bilen i baggrunden. Pudsigt. Vi havde nu gået i flere timer og tæt ved det sted, hvor jagten startede, stødte vi på vildt.

Det store vortesvin bevægede sig nærmere og nærmere og jeg besluttede mig for at tage et billede af den store orne, der badet i rød jord lignede en ukendt art fra en anden tid.

Vores chauffør tilbød at hente mit teleobjektiv i bilen, mens jeg holdt det store vortesvin fanget i kikkertsigtet.

Minutter senere kunne jeg lægge telelinsen i skydestokken.

Bøffelerstatning

To skarpe klik fra kammeret fik ornen til at spidse de små, flossede ører. Den var nu opmærksom på, at der var noget ubehageligt under opsejling.

Der skulle handles hurtigt. Riffel og telelinse byttede atter plads og i næste nu slog den tunge riffelkugle i det anspændte vortesvin.

Ubevist havde jeg nok forventet en mere voldsom reaktion, da den lidt skrå vinkel betød, at ornen opsamlede en meget stor del af den energi, som den forholdsvis bløde kugle afleverede. Men svi net satte blot af sted. Måske en lille smule stiv på det ene forløb, men ellers virkede den fit for fight.

– Skal jeg skyde igen, spurgte jeg, mens jeg repe terede og fandt det flygtende svin i kikkertsigtet, der var sat på fem gange forstørrelse. – Nej, vent, vent, svarede Erik, der åbenbart mente, at dyret var ramt, som det skulle.

Jeg fulgte svinets flugt over den flade lysning og forventede hvert øjeblik, at den ville vælte om kuld! Men den bare fortsatte og fortsatte. Ved kanten til bushen havde den tilbagelagt må ske 100 meter…

– Skal jeg skyde, gentog jeg, da jeg undrede mig over, at ornen endnu virkede usvækket. Samme tanke havde åbenbart ramt min professionelle jæger.

– Har du godt hold på ham, så skyd, svarede han.

Det ville jeg nu ikke påstå, men det var sidste chance og i næste nu drønede endnu en kugle mod grisen. Dog uden reaktion. Kuglen nåede al drig sit mål.

Inden ornen forsvandt i vegetationen, fornem mede jeg dog, at den var usikker på benene og det håb klamrede jeg mig til, da vi gik mod anskudsstedet.

Blod fandt jeg ikke, men trackerne hængte sig på sporet og snart kunne jeg trække et lettelsens suk, da vi stod ved den livløse, røde grisekrop i det grønne græs. Et fint trofæ og et godt minde om en bøffeljagt, der havde alt hvad man kun ne drømme om – bortset fra en nedlagt bøffeltyr.

Plan uden held

På godt og ondt blev vores første bøffeljagt meget symptomatisk for resten af turen. Vi gik, vi sved te og vi skræmte bøfler.

– Bare rolig, vi skal nok finde en gammel bøffel tyr, sagde Erik igen og igen uden antydning af tvivl. Men tiden gik. Og vi gik. Kilometer efter kilometer. Dag efter dag. Vi overnattede i bushen, lyttede til de pustende bøfler om natten og startede på spor jagten, når solen stod op. Men lige meget hjalp det.

Sekunder før riffel og teleobjektiv skifter plads i skydestokken og ornen rammes af en tung kugle fra en cal. 375.

Vortesvinet udmærkede sig ved stor kropsvægt, kraftige tænder og en flot, lang manke.

Set fra et leopardskjul indrettet til bøffelskjul for kortere bemærkning.

Planen vil ikke lykkedes. Når det ikke regnede, fandt vi næsten altid bøffelspor. Og når vi fandt bøffelspor, fandt vi også bøfler. Men hver gang var resultatet det samme. Vinden afslørede os og sendte flokken af sted i mere eller mindre vild panik.

Det er mit indtryk, at alle gjorde absolut alt, hvad vi overhovedet kunne. Alt fungerede og min ellers skeptiske indstilling var lagt i dvale. Jeg stolede 100% på unge Erik og hans jagtteam.

Vi manglede bare den smule held, som man netop har brug for, når forholdende er vanskelige. Hver dag håbede jeg på den uventede chance, der pludselig skulle opstå ud af alt det grønne, når vi travede bushen tynd. Men chancen kom aldrig.

Jeg gav den tætte bush skylden, da vi skulle så tæt på dyrene, at vi afslørede os selv på færten gang på gang.

Bortset fra en tynd chance til en ung tyr uden den gamle tyrs sammenvoksede hornbasis (boss) udeblev skudchancen.

Dermed blev det de to bøffeltyre, spottet fra bilen, der blev min chance under den centralafrikanske bøffeljagt. Men bliver man ikke præsenteret for to skudchancer i løbet af to ugers bøffeljagt tilbyder Erik sine gæster en erstatningstur. Jeg havde ikke forspildt en chance, jeg havde vundet en ny og næste hang, inden bushen springer ud og alt bliver grønt, prøver jeg igen …

Manglende held til det sidste

Mit manglende held under bøffeljagten, hvilket ikke er det samme som uheld, forfulgte mig dog til det sidste.

Regnen havde gjort vejene til Bangui smattede og blandet med væltede træer på køresporet betød det, at turen kunne risikere at vare væsentlig længere end de tre dage, som vi havde kalkuleret med. I værste fald kunne det tage op til en hel uge at nå hovedstaden.

En tysk, amerikaner, der med eget fly og privatpilot var ankommet til campen få dage før min afrejse tilbød meget elskværdigt at flyve os til lufthavnen. Dermed kunne vi nå det eneste rutefly, som en gang om ugen flyver fra CAR til Europa.

Sort og hvid magi 65

Sekunder før takeoff. Dette kunne meget vel være det sidste foto, der blev taget af undertegnede og min vært Emelie, der sammen med Erik drev campen i den centralafrikanske bush.

Ingen af os forstod rigtig, hvad der var sket og hvor galt det hele kunne være gået. Alligevel omdøbte vi d. 7. maj til kollektiv fødselsdag for os alle. Men det var nok campens sorte kok Paul Kidi, som havde den mest sigende kommentar, da han sagde: ”Gud havde en plan med os”. Det tror jeg på. Men det store og stadig ubesvarede spørgsmål er dog: Hvad var planen?

På næsen i bushen

Humøret var højt, da vi på campens airstrip tog afsked efter godt to ugers afrikansk eventyr. Med i det lille propelfly var foruden Trine og undertegnede desuden Emilie og campens uforlignelige kok, som endnu havde sin første tur i luften til gode. Bagerst i flyet lå sæsonens trofæer. Men selv om de var godt pakket ind bredte der sig en umiskendelig stank af konserveringsmidler i den lille kabine. Men hvad gjorde det. Vi var på vej og vinkede ivrigt til de fremmødte, da propellerne begyndte at snurre og flyet langsomt trillede ud af landingsbanen.

Motorstøjen tog til og flyet tog tilløb til det store take off. Alt gik planmæssigt, flyet var hurtigt oppe i fart og slap for en kort bemærkning jordforbindelsen. Men herefter gik det galt. Grueligt galt. Piloten mistede tilsyneladende kontrollen med flyet og ud af vinduet kunne jeg se, at vi med stor hast styrede direkte mod den tætte bush …

– Det her ender galt, nåede jeg at tænke, inden vingespidsen kappede de første grene af den buskagtige vegetation.

Snart fløj det rundt med grene og jord og om få sekunder vil hele flyet styrte på næsen i bushen. Det stod klart. Mere nåede jeg ikke at resonere. I næste øjeblik snurrede flyet rundt og pludselig var alt stille. Trykkende stille. Det var som om vi var havnet i en tidslomme mellem liv og død.

Hvad er planen?

– Er alle okay, spurgte piloten. Alle svarede bekræftende og løsnede sikkerhedsselerne og søgte mod udgangen på det havarerede fly. Brændstof fossede allerede ud af de brækkede vinger og frygten for at der skulle udbryde brand eller en eksplosion fik alle til at søge væk fra flyet så hurtig som muligt.

– Godt gået, sagde Trine overraskende og klappede den unge, tydelig rystede pilot på skulderen, da vi på sikker afstand kikkede på det totalskadede fly. Men Trine sad ved siden af piloten under uheldet og kunne berette om en enestående pilotindsats. Om brændstofstilførelsen, der blev lukket ned i tide og om en afgørende manøvre, der forhindrer flyet i at kollidere med et stort, væltet træ. En kollision, der uden tvivl havde fået fatale konsekvenser.

Hvad der reelt medførte, at piloten mistede kontrollen med flyet, er endnu uklart og vil nok forblive en gåde.

Ikke overraskende dukkede havarikommissionen aldrig op og problemer med det venstre landingsstel er nok den mest sandsynlige forklaring på, at flyet pludselig kom ud af kurs og endte sine dage som et lig i den centralafrikanske bush.

Ingen af os forstod rigtig, hvad der var sket og hvor galt det hele kunne være gået. Alligevel omdøbte vi d. 7. maj til kollektiv fødselsdag for os alle. Men det var nok campens sorte kok Paul Kidi, som havde den mest sigende kommentar, da han sagde: ”Gud havde en plan med os”. Det tror jeg på. Men det store og stadig ubesvarede spørgsmål er dog: Hvad var planen? Skulle vi føle os heldige eller uheldige. Ja, det tænkte jeg en del på, da jeg dagen efter krøb om bord på et tilkaldt bushfly

– Man kan ikke være uheldig to gange, trøstede den uheldige pilot os med, da sidste mand havde indfundet sig i flyet og den nye pilot gjorde sig klar til afgang.

Jeg tror ikke rigtig selv han troede på det, for det var som om den gode kulør rente af ham i de små svedstrømme, der løb ned over hans ansigt. Han gentog: Man kan ikke være uheldig to gange!

Men for en gang skyld var der en, der fik ret. Snart svang det lille fly sig i luften, mens Chinkofloden og den uendelige bush åbenbarede sig under os. Jagten var slut og resten af turen gik som den skulle – lige efter planen.

Manglende held forfulgte mig til det sidste, hvor vores fly kom ud af kurs og endte sine dage i den Central Afrikanske Bush.

Hvid bøffelmagi

I udkanten af et af verdens største uberørte naturområder stod jeg pludselig over for en af naturens forunderlige afvigelser: En helt hvid bøffel beskyttet bag en mur af sorte artsfæller

Først troede jeg, at der var tale om en ko, som havde forvildet sig ind i området, og som nu nød godt af bøflernes beskyttelse. Men dyret havde alle de træk, som kendetegner den afrikanske savannebøffel.

Det eneste, der adskilte dyret fra de cirka 200 andre drøvtyggere i flokken, var farven. Bøflen var hvid som sne, omend den var farvet af støv og mudder. Den fremstod mere grå end hvid.

Ingen slid

Jeg var på fotosafari i Mikumi National Park, som er en del af det gigantiske Selous Game Reserve netværk, som dækker over 5% af Tanzanias samlede areal.

Selve Selous er et såkaldt game reserve, og omfatter alene 54.600 kvadratkilometer. Dertil kommer tilstødende områder, som f.eks. Mikumi National Park, der rummer ikke mindre end 10.000 kvadratkilometer. Af uforklarlige årsager lever det store naturnetværk en forholdsvis anonym tilværelse.

Alverdens opmærksomhed synes at rette sig mod de store vildtvandringer i nord, hvortil turister i stort tal valfarter som pilgrimsrejsende. Et sted

man skal se, inden man skal herfra. De to områder skal da heller ikke sammenlignes.

Serengeti og Masai Mara i Kenya er steder, hvor der stadig kan opleves dyrevandringer, som kan tage luften fra selv den mest hærdede. Fænomenet er gengivet i utallige TV-programmer, og synet af millioner af gnuer og zebraer på farefuld vandring kan stadig fængsle en hel verden.

Livet i Selous og dets grænseområder er noget andet. Her er langt mellem turister, og mange steder også meget længere mellem dyrene. Til gengæld er det langt mindre ”turistet”. Man skal ikke følge veje og stier, men kan gå eller køre, hvor man vil og kan. Bilturismen er så beskeden, at den ikke slider nævneværdigt på området.

I Selous er man på oplevelse. Man må bruge sine sanser for at finde vildtet, da man kan køre i timer og halve dage uden at møde andre turister. I de mere besøgte parker vil der ofte være bilkø ved løverne, elefanterne og andre medlemmer af ”the big five”, som er et af de mest implementerede slogans i hele Afrika.

Alle vil se de fem store, og man har først været på safari, når elefant, leopard, løve, bøffel og næsehorn kan krydses af. Men en safari bør være et modsvar til vores generelt meget målrettede tilværelse.

Jeg opdagede i 2009 en helt hvid bøffel i Tanzania. I Dar Es Salams vildtadministration kendte man tilsynladende ikke til fænomenet hvide bøfler. Senere har jeg set, at kun en ud af cirka 10 millioner bøfler fødes hvide.

Under en safari i østafrikanske Tanzania står motiverne nærmest i kø, og de mange udnikke øjeblikke glemmes aldrig. Denne artikel er dog lidt mere unik end mange andre, da omdrejningspunktet er en en helt hvid Cape Buffalo, selv om den farvet af mudder fremstod grålig. Ifølge videnskaben er det et yderst sjældent fænomen.

Et sted, hvor man med åbne sanser lader sig glide af sted i en overdådighed af nye indtryk. Seværdighederne står i kø, og det er blot et spørgsmål om at have sind og øjne åbne.

Mobning

Jeg var klar over, at vi stod over for et af naturens undtagelser. Afvigere klarer sig sjældent særlig godt, og albinoer omkommer i reglen hurtigt.

I den danske andedam ses f.eks. kun yderst sjældent hvide gråænder, selv om der givetvis bliver klækket flere, end vi umiddelbart forestiller os.

Kun i parker og tilsvarende steder, beskyttet mod rovvildt, synes de at vokse sig til og blive flyvedygtige. I naturen levnes de ikke mange chancer.

Jeg formoder, at en hvid bøffel i en flok, som dagligt må se sig angrebet af løver, må være udsat for lignende hård forfølgelse. Ikke mindst da det hurtigt gik op for mig, at bøflen ikke var populær blandt de øvrige individer. De skubbede ofte til den, og der var ingen tvivl om, at den unge ko var udsat for omfattende mobning. Det har aldrig været nemt at være anderledes i et socialt system.

Vi fulgte flokken og den hvide bøffel i nogle timer. Det var sidst på eftermiddagen, og solen kastede skygger over Mikumi National Park i det centrale Tanzania, blot få timers kørsel fra Tanzanias største by, Dar Es Salam.

Ukendt fænomen

I de kommende dage spurgte jeg alle på min vej, om de kendte til begrebet hvide bøfler. Ingen havde nogensinde set eller hørt om fænomenet. End ikke blandt professionelle outfittere mødte jeg personer, der havde kendskab til hvide bøfler.

Jeg blev mere og mere i tvivl om, hvorvidt det, vi havde set, nu rent faktisk også var en bøffel. Men selv om det digitale billede blev forstørret igen og igen, var konklusionen hver gang den samme: Det var en hvid bøffel!

Under min research til denne historie besøgte jeg Tanzania Wildlife Devision i Dar Es Salam.

Til lyden af et airconditionsanlæg fortalte informationschefen mig om hele administrationen af det store område, men heller ikke han kunne oplyse noget om fænomenet hvide bøfler.

Jeg blev henvist til den øverste informationschef, som desværre viste sig at holde ferie, og dermed døde det spor.

Nogle få uger senere var jeg i Selous Game Reserve. Denne gang i den nordlige del af området, som er udlagt til almindelig turisme. Den sydlige del er derimod stadig delvis forbeholdt storvildtjagt.

Jeg indlogerede mig langs Rufifi River, og fra en pælehytte havde jeg en storslået udsigt over det enorme floddelta, der afvander store del af Tanzania. Flodheste gjorde konstant alle tilstedeværende opmærksom på deres eksistens, og på flodens modsatte side, 600-700 meter borte, trak en lille flok elefanter af sted.

I hele lejren var der næppe mere end fire-fem logerende. Vi var i december måned. Og vi var midt i en finanskrise.

Aldrig set en hvid bøffel

I løbet af de næste dage oplevede jeg en anden side af området, der er så uberørt, som man kan forvente. Bortset fra nogle store grusveje og hytter langs floden, var det ikke vanskeligt

at forestille sig det oprindelige Tanzania. Her var ingen vandhuller, turistbutikker eller bilkøer.

Vi fandt et par løver. En flot mankeløve og tilsvarende løvinde. Tog nogle billeder og forlod parret. Måske var vi de sidste, der så løverne. Den dag. Den uge. Den måned. Ja måske var vi de sidste, der så løverne i live overhovedet.

- Kender du til hvide bøfler, spurgte jeg min chauffør Basil, da vi gjorde holdt ved en stor lavvandet sø og iagttog en flodhest, der var gået på land.

Basil havde sin unge alder til trods gennemført adskillige safarier i store del af landet.

Men han rystede på hovedet.

Han havde aldrig set en hvid bøffel og tvivlede på, at sådanne overhovedet fandtes.

– Jeg fandt min bærbare frem og viste ham billederne af den hvide bøffel.

– Du må sende mig de billeder, insisterede han og satte Toyota’en i gang.

Hvad der er sket med bøffelkoen på billedet, forbliver uopklaret, men uden en velfungerende tunge er dens dage talte. Svækkede bøfler står øverst på løvernes menukort.

Tanzania, huser nogle af verdens mest imponerende nationalparker. Blandt det varierede dyreliv i disse områder spiller bøflerne en central rolle. Den afrikanske bøffel, også kendt som kafferbøffen, spiller en nøglerolle i økosystemet ved at bevare græsarealer og bidrage til biodiversiteten.

Bøffeljagt i Tanzania tiltrækker jægere fra hele verden. Den kontrollerede jagt, udøves i samarbejde med lokale myndigheder, og har til formål at opretholde en sund bestand og generere indtægter til bevarelse og lokalsamfundet.

Tanzanias nationalparker, såsom Serengeti og Ngorongoro Conservation Area, spiller en afgørende rolle i bevarelsen af bøffelbestandene. Disse beskyttede områder giver bøflerne et naturligt levested uden trusler fra ulovlig jagt eller habitatødelæggelse. Nationalparkerne er også afgørende for at bevare det rige økosystem, som bøflerne er en integreret del af.

Tanzanias regering og diverse naturbevaringsorganisationer arbejder hårdt på at bevare bøffelbestandene ved at implementere omfattende strategier mod ulovlig jagt,og beskyttelse af levesteder.

Lokale samfund inddrages også i bevaringsbestræbelserne for at sikre, at de drager fordel af turismeindtægterne.

Den hvide bøffelko omgivet af normalfarvede bøfler. Omtrent 11 år efter dette billede blev taget dukkede der i Tanzania en hvid bøffeltyr op, der trak meget stor opmærksomhed i en lang række medier ...

Hvide bøfler så vi ikke mere til. Men kort tid efter løb vi ind i et sort uheld. Midt i en flok afrikanske vildhunde gik bilen i stå.

Min chauffør måtte efter en time eller to kravle ud gennem vinduet og hen over køleren for at åbne motorhjelmen for atter få sat liv i den hårdtarbejdende dieselmotor.

Undervejs vogtede den nærmeste vildhund, og med et meget selvsikkert blik stirrede den pludselig på min chauffør, der sad uden for blikdåsen.

Basil var knap så selvsikker. I ét spring var han tilbage i bilen igen.

Først da flokken flyttede sig mod et nærliggende vandhul, vovede han sig atter ud af bilen.

Vi kunne fortsætte: Nye eventyr ventede.

Mit sidste skud af den hvide bøffel jeg oplevede sammen med min bror og min far i Tanzania i 2009. Turen blev vores sidste Afrikatur sammen, men i årerne efter snakkede vi ofte om det meget sjældne fænomen.

Den bedste dag

En jagtdag Down Under fik karakteren, den måske bedste dag nogensinde, da vi krøb i soveposerne og drømte os frem mod endnu en dag i den australske vildmark

– I er de første jagtgæster i år, og det vil ikke overraske mig, hvis I skyder bøfler allerede første dag, sagde vores vært Jim Williams, da han i det første gry ønskede os alle en god tur.

Jim administrerer bøffeljagten i området, men kunne desværre ikke selv deltage i den kommende uges jagt denne dag, hvorfor Rob og Willy Jefs var tilkaldt som stand in. Sammen med lokalfødte Wayne skulle de gøre, hvad Jim plejer at gøre, når der er jagtgæster i campen.

– En bøffel allerede den første dag. Dét ville virkelig være en god begyndelse, tænkte jeg, da bilen lagde landsbyen og vores lille teltcamp bag sig.

Hvis godt begyndt er halv fuldendt, så tegnede vores australske eventyr rigtig godt. Allerede få minutter uden for campen løb vi på den første vandbøffel. En stor tyr, der dog endnu havde et par år til toppen.

Tyren forsvandt i bushen i samme øjeblik, som bilen sænkede farten.

Få minutter senere spottede vi atter et stort mørkt dyr. På afstand lignede det faktisk en bøffel, men kikkerten afslørede, at dyret på kanten af den udtørrede søbred var en stor kulsort keiler.

Den var også på listen over ønsket vildt, og et par grupper træer mellem os og grisen gjorde fremrykningen enkel. Snart tegnede vildsvinet sig i kikkertsigtet.

Australske vildsvin stammer oprindelig fra undslupne tamsvin, men alligevel var der noget ”vildt” over den store orne, som den stod intetanende og solede sig i det varme morgenlys.

Grisen opdagede aldrig, hvad der skete, før en tung kugle i cal. 375 H&H ramte den på skulderen og væltede den omkuld. Den rejste sig ikke igen, og få minutter senere kunne vi lægge hånd på det første australske dyr.

Den ældgamle keiler havde helt nedslidte tænder og et langt sort hoved, der gjorde ligheden med dens oprindelige stamfader, det europæiske vildsvin, ganske slående.

Stop

– Stop, stop, kommanderede jeg fra ladet af pickuppen, mens jeg bankede på biltaget for at gøre vores chauffør opmærksom på, at vi havde set bøfler i krattet.

– I er de første i området, og det vil ikke overraske, hvis I skyder bøfler allerede på dag et, forklarede vores værter, da vi i morgengryet kørte ud i vådområdet, som de sidste uger var blevet gå- og kørefast.

I Northern Territory finder man natur og kultur, som er en blanding af det nye og det oprindelige Australien. Sammen med den hvide mands ankomst til landet fulgte en række nye arter, som bøffel, vildsvin, æsler og vilde heste etc. Arter, som for altiid forandrede kontinentet.

Tre store klumper iagttog os på afstand, men inden jeg fik kikkerten stillet skarpt, drejede de omkring og forsvandt.

– Køer og kalve konstaterede vores guide Rob, der de sidste fem år har jaget vandbøfler i Northern Territory, hvor befolkningstætheden er optalt til 0,16 pr. kvadratkilometer.

I Danmark er tætheden pr. kvadratkilometer registreret til 126.

Bilen fortsatte sin ujævne kørsel ind i terrænet, der er så stort, at det efter sigende ikke kan krydses på en tankfuld diesel.

Det stort set uberørte jagtareal tilhører Australiens oprindelige befolkning, men området er ikke i stand til at genere kommercielle værdier af betydning bortset fra jagt og tilfældig indfangning af vilde dyr. Indfangningen af dyr har tilmed mest underholdningsmæssig værdi.

Sjovt

– It’s good fun, fortalte Wayne, vores mand fra lokalsamfundet, der havde til opgave at spotte vildt og finde vej de næste dage.

Wayne sagde ikke så meget. Men når han åbnede munden, lyttede man efter. Selv om han, ligesom de fleste andre oprindelige australier – aboriginals – har indrettet sig med moderne faciliteter som fjernsyn og vaskemaskine, har han ikke smidt sine forfædres visdom over styr.

Wayne ved, hvilke bushplanter man f.eks. skal bruge, når man har ondt i maven, er forkølet eller ønsker at blinde eller på anden måde uskadeliggøre en fjende. Men Wayne har ligesom andre oprindelige australier tillært sig færdigheder i bushen, som hans forfædre ikke havde mulighed for. Især er den omtalte bull catch blevet populær. Ved hjælp af en terrængående bil køres dyrene trætte, hvorefter de overmandes og deaktiveres.

– Man skal ramme tyrene lige bag lysken, fortalte Wayne, og refererede til den gamle Toyota Landcruiser hjemme i landsbyen, der er forsynet med to store lastbildæk på køleren. Ramt rigtigt falder tyren omkuld, hvorefter benene bindes sammen. Nogle gange bare for sportens skyld. Andre gange med henblik på salg til private jagtfarme.

Den omtalte bull catching er en torn i øjet på jagtguiderne, der mener, det stresser dyrene og gør dem vanskeligere at jage.

Krokodiller

Endnu en bøffel krydsede vores vej. Et kort øjeblik blev den stående i buskadset. Kroppen virkede enorm, men hornene havde ikke den masse og det spænd mellem spidserne, som vi gik efter.

– For ung, lød den hurtige dom fra Rob, der samtidig bankede på taget og gav besked om at fortsætte.

Snart holdt vi ved floden, der var målet for dagens ekspedition. Her når ingen fra lokalsamfundet ud, da floden udgør en naturlig grænse, som de ikke krydser.

– Ved aftenstid kan man af og til tælle 10-15 lysende sæt krokodilleøjne, når man med en kraftig spotlygte lyser ud over vandet, fortalte Wayne, mens bilen humpede over floden, der sendte strømhvirvler langt op ad sidedørene.

Snakken om en hurtig dukkert i det krystalklare vand ebbede ud …

Forjættet land

Allerede få hundrede meter inde i det forjættede land observerede vi bøfler. Først en bøffel, der på grund af afstanden ikke kunne identificeres. Få hundrede meter længere fremme en gammel tyr i selskab med en mindre af samme køn.

– Filosofien bag bøffeljagt er ganske enkel. Se dem, før de ser dig, fortalte Wayne, der uden kikkert kunne slå fast, at det var en jagtbar bøffeltyr.

– Hvor stor er den, spurgte jeg ivrigt! – Stor nok, svarede han …

Det var svar nok for mig. Lad os komme af sted.

Bøflerne græssede i et fladt, forholdsvis åbent terræn, men da Moder Natur havde drysset en række træer og buske ud over området, var det nemt at holde en forholdsvis hurtig pyrschhastighed.

Fremrykningen gik lige efter ønskebogen, og før vi vidste af det, var vi tæt på skudhold.

Omkring campen blev bøffeljagt med bil af og til praktiseret som en slags indtægtsgivende sport. De store bildæk skulle forhindre, at bøflerne ikke blev skadet ved sammenstød med den hårdtprøvede Jeep.

En teltcamp kendetegnet ved lidt giftige insekter og krybdyr, som der er en del af i Northern Territory, udgjorde vores hjem et par uger, hvor vi jagede og fiskede i den australske vildmark, som stadig med rette kan bære titlen vildmark, selv om dyrelivet er påvirket af indvandring fra andre kontinenter.

– Kan du tage ham fra det træ, spurgte Rob og pegede mod et enligt overarmskraftigt træ i retning af bøflen.

Jeg nikkede og listede frem mod træet. Bøflen var nu ret tæt på. 45-50 meter vurderede jeg.

Et øjeblik glemte jeg, at vandbøfler er at regne som farligt vildt, der i sjældne tilfælde kan svare tilbage, hvis man krydser deres vej.

Anskudt kan de ligeledes finde på at angribe, om end dette hører til undtagelserne, selv om jeg har mødt jægere, der mener, at vandbøfler ikke er mere gemytligt anlagt end deres afrikanske fætre, den berygtede kafferbøffel, der anskudt regnes som verdens måske farligste dyr.

For spids

Skudvinklen var lidt for spids, og jeg besluttede at liste videre til næste træ. Dermed havde jeg også Robin lidt mere bag mig i tilfælde af, at bøflen skulle svare igen. I givet fald skulle den forbi mig først, inden den kunne tage Robin, der havde fået at vide, at han skulle holde sig til træerne, indtil han fik besked på andet.

Jeg nåede det næste træ. Men selv om jeg følte mig overbevist om, at jeg nåede træet uden at afsløre mig selv, måtte bøflen have fornemmet min tilstedeværelse.

Pludselig rejste den hovedet og med de lange horn over ryggen kom den nu direkte imod mig. Den brede mule var hævet, og irriteret slog den med hovedet fra tid til anden.

– Hvem er det egentlig, der jager hvem, tænkte jeg, alt imens bøflen med et nedstirrende blik kom nærmere og nærmere.

Jeg besluttede mig for at skyde den spidst, hvis ikke den snart drejede af og blottede bredsiden.

Heldigvis måtte bøflen uden om en gruppe træer, og der var ikke længere tvivl om dens hensigt. Den ville ned i vindsiden af mig.

Nu var det kun et spørgsmål om sekunder, før den vendte hele bredsiden til, og et skud kunne afgives.

Jeg fulgte den i kikkerten. Forstørrelsen var skruet ned på laveste forstørrelse, og det ville nu kun vare sekunder, før jeg kunne klemme pegefingeren.

Ville angribe

Alt gik lige efter planen, og der var ingen grund til at risikere en mindre heldig placering af den første kugle, fordi dyret var i bevægelse.

I næste skridt standsede bøflen. Løftede hovedet og nedstirrede mig. Hornene dannede en smuk kurve, og begge spidser var intakte til trods for, at tyren havde et gammel dyrs attitude og karakter. I samme sekund faldt skuddet.

Hårdt ramt og ude af stand til at holde hastigheden vendte tyren omkring og flygtede. Jeg fandt tyrens ømmeste punkt og sendte en kugle ind lige over halen.

Skuddet i rygsøjlen stoppede den og sendte den i græsset. Få sekunder senere bragede 375’eren for sidste gang. Jagten var forbi …

Dermed fik vores vært Jim Williams ret i sin profeti, da han ønskede os god tur nogle timer tidligere.

– Den var godt nok tæt på, var Robins første kommentar, da han kom frem til bøflen og lykønskede mig med vores ufattelige held.

– Jeg kunne ikke helt lide det og var bange for, at den ville angribe, fortsatte han, mens jeg lod hånden vandre over de massive horn.

– Den forsøgte blot at få vind af os og havde næppe til hensigt at angribe, forklarede jeg, selv om jeg indrømmet ikke var helt overbevist om, hvad bøflen havde i tankerne, da den med et ubestemmeligt udtryk i øjnene kom nærmere og nærmere. Da virkede den lige en kende for selvsikker.

Dingomad

Desværre var de mange kilo tyrekød ikke anvendelige som menneskeføde, og det var en lidt underlig fornemmelse at efterlade den hovedløse krop til fødekæden.

Jeg trøstede mig med, at bøflerne er helt uden naturlige fjender. Kun de mange dingoer kan i sjældne tilfælde udgøre en trussel for de helt unge kalve. Men de voksne vandbøfler må forlade denne verden som følge af sult, sygdom eller udmattelse, med mindre de bliver trukket under vand af en op til 7-8 meter tonstung saltvandskrokodille.

De lange spidser var tynde af slid, og tyren blev vurderet til at være cirka 12 år.

Udover Australiens lange liste over unikke dyrearter finder man også de introducerede vandbøfler (Bubalus bubalis).

Denne robuste og tilpasningsdygtige art, indført til landet i midten af det 19. århundrede, har tilpasset sig de australske forhold og har med tiden udviklet sig til en slags nøgleart i det lokale økosystem.

Australiens vandbøffel adskiller sig fra andre bøffelarter ved dens robuste kropsbygning, store hoved og karakteristiske vinklede horn.

Voksne hanner kan veje op til 1.000 kg, hvilket gør dem betydeligt større end bøffelkøerne.

Vandbøffel findes bl.a. i det nordlige Australien og trives ved floder og vådområder og er kendt for deres evne til at tilpasse sig både våde og tørre perioder.

Mens australske vandbøfler er blevet veltilpassede til det lokale miljø, har de også skabt udfordringer, især når deres antal bliver for stort.

Overpopulation kan føre til overgræsning og konflikter med landbrug.

Derfor er der blevet indført forvaltningsforanstaltninger for at regulere bestanden og bevare balancen i økosystemet

Set i det lys er det nemmere at acceptere, at der bliver efterladt et mindre antal gamle bøffelkroppe til de mange dyr i området, der sætter pris på frisk kød. Rovfuglene svævede allerede over os, og mon ikke bushens vilde hunde også var orienteret om drabet.

En holdning

Man har som bekendt en holdning, til man tager en ny, og før vi ankom til Australien, havde det aldrig været på tale, at Robin skulle nedlægge en bøffel. Men da jeg vist ikke, inden ankomsten til campen, havde oplyst, at min søn kun var 13 år, havde vores guider ikke medbragt en riffel til vildsvin og andet småvildt.

Den mindste kaliber i lejren var en .375 H&H. Og da der var 200 kilometer til den nærmeste by – en lille samling huse med en tankstation – var det ikke muligt at fremskaffe en riffel med et lidt mere børnevenligt rekyl.

Eneste mulighed var derfor at skyde med den klassiske storvildtkaliber, såfremt vi skulle løbe på endnu et jagtbart vildsvin. Men også her var udsigterne lidt dunkle. Det havde været et usædvanligt vådt år, og de klassiske griseterræner var endnu mudrede og helt utilgængelige.

Opstemt af mit held med den nedlagte bøffel fløj det derfor ud af mig:

– Du skyder den næste bøffel.

Robin kiggede overrasket på mig.

– Mener du det, spurgte han med vantro i stemmen.

– Ja. Det mener jeg. Det gik jo godt med prøveskydningen i går. Jeg er sikker på, at det nok skal gå godt.

– Næste gang er det din tur, gentog jeg. Nu hang jeg så på det løfte ...

Bøffel

Allerede få hundrede meter efter vi forlod den afsjælede bøffeltyr, var der atter bøffel i kikkerten.

Denne gang et absolut drømmetrofæ: En gammel tyr med nedslidte horn og en massiv, tyk base.

– Så er det nu, sagde jeg til Robin, der tydeligvis stadig ikke rigtig havde fattet, at han nu skulle på bøffeljagt.

Igen gav de mange træer os god dækning, samtidig med at vi hele tiden kunne holde et øje på bøflen. Vinden var direkte imod os, og vi var i en ideel position.

I lige linje gik vi direkte mod bøflen, der ikke anede vores tilstedeværelse. Med tunge skridt essede den sig frem mod os.

I hvert fald indtil videre.

– Jeg vil helst ind på 35-40 meter, og det betyder, at vi skal passere et ret åbent stykke for at nå træerne, der kan yde skjul under den sidste fremrykning, forklarede vores guide.

Foroverbøjet krøb vi i gåsegang nærmere.

Jeg turde ikke se op og holdt konstant mit ansigt mod jorden. Over os jog en rovfugl, og igen og igen flagrede dens skygge over den tørre jord. Til tider så det ud som om, den var lige over os.

Heldigvis lykkedes vores temmelig offensive strategi, og i skygge fra træerne kunne vi rejse os. Vi var fremme. Herfra skulle skuddet afgives. – Vi du agere backup, spurgte Rob og rakte mig riflen.

Tilbuddet var både generøst og fristende. Men jeg betakkede mig.

– Nej tak, jeg foretrækker at filme, svarede jeg. – Tøv ikke med et opfølgningsskud, hvis et eller andet går galt, var det sidste, han sagde, inden Robin og jeg krøb de sidste meter frem mod det sted, hvorfra skuddet skulle afgives.

Slowmotion

De næste sekunder var som en film i langsom gengivelse. Den tunge bøffel essede sig op imod os, og sekund for sekund reducerede den afstanden mellem os.

Vi kunne tydeligt se de sparsomme sorte hår på den muddergrå hud.

Afstanden var nu under 40 meter. Og den kom stadig nærmere.

Heldigvis gik bøflen ikke direkte mod os.

Kursen var sat i en skrå vinkel, der sandsynligvis ville medføre, at den snart ville blotte bladet til et

Bortset fra krokodiller har vandbøfler i Australien ingen naturlige fjender, selv om dingoer – Australiens vilde hunde – måske kan have held med at nedlægge en helt ung kalv fra tid til anden.

Bøffeltyren i denne artikel var mindst lige så gammel som jægeren, men til gengæld cirka 1.000 kilo tungere. Alligevel blev det den unge teenager, der trak det længste strå.

mere eller mindre frit skud direkte ind på skulderen af den massive krop.

Jeg kiggede på Robin, der fulgte bøflen i kikkertsigtet, som var sat på laveste forstørrelse. Han virkede tændt og koncentreret, og jeg var helt tryg ved situationen.

– Vent, vent, hviskede jeg til den unge skytte, der i kikkerten så kæmpen vokse sig større.

– Når den er fri af buskene, kan du skyde, hviskede jeg og slukkede min videooptager. Ville være sikker på, at jeg havde den i søgeren, når tyren i næste skridt var helt fri af busken. I det samme faldt skuddet.

Tyren sank i knæ, men formåede at holde sig på benene, mens den medtaget humpede væk fra os.

– Skyd igen, skyd igen, kommanderede jeg.

– Det kan jeg ikke, svarede Robin. Jeg kan ingenting se.

Først nu opdagede jag, at blodet flød fra hans pande og ned i øjnene. Kikkerten havde slået et hul i panden …

Tyren var gået ned i fart og satte sig. Den var døende og dens sidste sekunder var en realitet.

To hurtige affangningsskud slukkede det sidste liv.

Et godt ar

– Er du okay, spurgte jeg og kiggede på såret i panden, hvorfra blodet piblede. I Danmark havde vi nok taget en tur omkring skadestuen, men det var ikke en mulighed her.

Heldigvis ignorerede han såret og holdt fokus på den enorme bøffel, som nu lå livløs på den tørre jord.

– Det er fint nok, svarede han, mens han tørrede blodet væk med bagsiden af hånden.

– Pas på ikke at tørre dig direkte i såret, sagde Rob.

– Bakterierne herude skal man ikke spøge med, forklarede han og lovede at vaske såret, når vi nåede tilbage til bilen, hvor der var både vand og plaster.

Sort og hvid magi 115

Jeg tror ikke, Robin hørte det sidste. Han var allerede i gang med at studere den enorme bøffelkrop.

Tyrens ansigt var arret, og der hang en aura omkring den gamle kæmpe. Alderen blev vurderet til cirka 15 år, og det var underligt, at det blev en teenager fra den modsatte side af kloden, der blev kæmpens skæbne.

– Det bliver et godt score-ar, mente Willy. – Der er trods alt ikke ret mange 13-årige, som har nedlagt en bøffel. Selv ikke i Australien. Jeg kender i hvert fald ikke nogen. Ja, jeg har selv min første bøffel til gode, sagde han, mens han fandt en flaske vand og en ren klud til Robins sår og voksende bule.

Fast fisk

Sidst på eftermiddagen var vi tilbage i campen og folkene stimlede sammen for at se vildsvinet og de to bøfler.

– Havde de to spidser ikke været slidt ned, havde Robins bøffel sandsynligvis scoret de magiske 100 point. Uanset det, er begge trofæ-dyr, som I kan være endog særdeles tilfredse med, pointerede Jim Williams, som jeg håber var i stand til at aflæse den glæde, der boblede bag den til tider lidt kølige nordiske attitude.

– I kan lige nå en fisketur inden aftensmaden, sagde han og minutter senere var vi tilbage ved floden.

Jeg havde besluttet at sætte min lid til min medbragte fluestang, mens Robin satsede på den lokale teknik med en wobler på en kraftig line, der kunne holde en kroget fisk fri af trærødderne.

Det blev naturligvis den lokale metode, der sejrede, og efter nogle få kast sprang en 3-4 kilo sølvblank barramundi for enden af Robins line. Barramundien er Australiens sportsfisk nummer et. I hvert fald blandt ferskvandsarterne.

Især er fiskene i strømvand kendt for deres mange spring under fighten samt for det velsmagende kød, om end det meste fiskeri efter de populære fisk i dag praktiseres som catch and release.

Heldigvis formåede den krogede fisk ikke at slå sig af krogen, og minutter senere kunne Robin lande den smukke rovfisk.

Bobler

Det var ved at blive mørkt …

– Vi kan lige nå et par kast mere, sagde jeg og fandt atter min plads langs floden, mens Robin genindtog pladsen tættere mod bilen og flodens vadested.

Gang på gang susede fluen ud over det blanke vand, men mit adrenalinniveau forblev stabilt. Jeg prøvede med forskellige fluer. Fiskede dem hurtigt og langsomt – højt og dybt, men reaktionen udeblev.

Jeg kunne ikke længere se bunden foran mig. Til gengæld kunne jeg pludselig se en stribe luftbobler eksplodere på vandoverfladen nogle få meter foran mig. Det kunne være gasbobler fra bunden. Og var det sandsynligvis også. Men det kunne også være noget ganske andet.

Sidst Wayne fiskede ved floden, så han spor efter en cirka 16 fod stor krokodille på netop det sted, hvor vi fiskede.

Tanken fik mig til at bremse rullekastet midt i fremdriften, og med et klask landede den tunge flueline på vandoverfladen.

– Vi stopper nu, sagde jeg til Robin, mens jeg bakkede væk fra brinken.

– Lidt endnu, svarede han og lod atter den tunge wobler suse ud i floden.

– Nej. Vi skal hjem. Nu!, gentog jeg bestemt.

– Bare et kast mere, insisterede han

– Nej. Det er slut. Vi skal hjem, understregede jeg højlydt og kommanderende.

– Hvad er der i vejen, svarede han.

– Du er jo bange, sagde han og grinede, da han udmærket vidste, at det var krokodillerne, som havde skræmt livet af mig.

Og ja, jeg var nok en smule bange. I hvert fald følte jeg en sjælden uhygge ved tanken om, at en flere meter lang saltvandskrokodille måske havde os på menulisten.

Store fisk var der mange af, men da en stribe bobler langsomt nærmede sig fiskepladsen, var det næppe udløst af en meget stor fisk, og vi indstillede øjeblikkeligt fiskeriet.

Barramundi (Lates calcarifer) er en rovfisk kendt for sin kraftfulde krop og karakteristiske udseende. Den har en spids mund, skællede kropsider og en farveskala, der varierer fra sølv til bronze, afhængigt af miljøet. Nogle barramundi kan vise en markant sort plet ved basen af halen.

Barramundi kan som udvokset veje mellem 5 og 30 kilo.

Barramundi er udbredt i det nordlige Australien, herunder floder, vådområder,og mangroveområder. De trives i både ferskvand samt brak -og saltvandsmiljøer og de migrerer mellem floder og kystområder i løbet af deres livscyklus.

Populære steder for barramundi-fiskeri inkluderer Northern Territory, Queensland og Kimberley-regionen i det nordvestlige Australien.

Barramundi er en eftertragtet sportsfisk da den er både udfordrende og vanskelig at fange og dertil kendt for sin styrke og evne til at give lystfiskeren kamp til stregen.

Barramundi er ikke kun en glæde for sportsfiskere, men er også en kulinariske delikatesse for en række personer uden for lystfiskermiljøet.

Dens saftige, hvide kødstruktur og delikate smag gør barramundi til et populært indslag på menuer verden over. Kokke sætter pris på de forskellige måder, som fisken kan serveres på – lige fra grillet og stegt til bagt eller dampet.

Det blev Robins sidste kast, og da vi efter aftensmaden atter kørte ned til floden, spottede vi et par gule øjne to-tre meter fra det sted, hvor vi havde hevet den sølvfarvede barramundi i land.

Krokodillen var ikke 16 fod, men alligevel …

– Måske var det den, der forfejlede et angreb på en lokal fisker i sidste uge, mente Wayne, mens han lod den kraftige spotlygte feje ud over floden. Men vi så ikke andre krokodiller. Kun en lille gruppe barramudier i 10 kilos klassen, der med rygfinnen fri havde søgt ind på det lave vand i flodens kørefaste vadested.

Det var soveposetid.

– Det her er vist en af vores bedste dage nogensinde, sagde jeg til Robin, da vi i lyset fra pandelygterne lynede teltdugen til og takkede for en enestående dag.

I morgen ventede endnu et eventyr.

Denne spottede vi på fiskestedet kort tid efter mørket havde sænket sig. Sandsynligvis den samme som allerede havde et angreb på en fisker på samvittigheden.

Australiens ferskvandskrokodille (Crocodylus johnstoni), er en mellemstor krokodille, der kan nå en længde på op til 3-4 meter. Den adskiller sig fra saltvandskrokodillen ved sin slankere krop og længere snude. Farvemæssigt varierer freshien fra lys brun til mørkebrun, hvilket giver den effektiv camouflage.

Ferskvandskrokodiller findes primært i Australiens nordlige områder, herunder floder, søer, vådområder og vandløb. De er kendt for at tilpasse sig både ferskvand og brakvand og kan findes i en række forskellige habitater, lige fra tropiske regnskove til mere tørre områder.

Ferskvandskrokodiller er fremragende jægere, der bruger deres skarpe sanser til at opspore bytte som fisk, krebsdyr og små hvirvelløse dyr. De er også i stand til at fange fugle og mindre pattedyr ved vandkanten. Trods deres relative mindre størrelse i forhold til saltvandskrokodiller, er de dygtige og effektive rovdyr.

Selvom ferskvandskrokodiller normalt er sky og undgår menneskelig kontakt, kan de i sjældne tilfælde udvise territorial adfærd, især i yngleperioden.

Derfor er det afgørende at udvise forsigtighed i områder, hvor disse krokodiller lever. Forebyggende foranstaltninger og bevidsthed er centrale for at minimere konflikter mellem mennesker og ferskvandskrokodiller.

I Australien er ferskvandskrokodiller klassificeret som en beskyttet art. Efter at være blevet truet af overudnyttelse er bestandene blevet genoprettet gennem effektive bevaringsprogrammer.

Sidste chance

– Man kan nedlægge moskus på flere måder, men helt modsat, hvad jeg havde forestillet mig, var der ikke nogen nem måde

Man kan nedlægge moskus på flere måder. Men på denne tid af året findes der ikke nogen nem måde. Vi kan vælge at gå eller sejle ind i områderne, hvor de opholder sig, eller vi kan afsøge kyststrækningen med motorbåd.

– Men uanset, hvad vi vælger, er der ingen nem måde. Fangsten er startet, og mange lokale fangere er på jagt i disse dage, hvilket har presset dyrene ud af de vanlige områder.

Det var min guide Thomas Olsen, der ridsede mulighederne op, mens vi nød en kop te, og en lavtstående sol sendte varmt, gyldent lys ind over indlandsisen nogle få hundrede meter bag campen. Men at det skulle være besværligt at nedlægge en moskus i Grønland, var ikke ligefrem det indtryk, jeg havde fået. Faktisk var det modsatte tilfældet. Det var nemt, grænsende til for nemt. Men fint med mig!

Lad os bare gøre det til en aktiv jagt, tænkte jeg og tog imod forslaget om at starte den første jagtdag i kajakkerne.

– Planen er, at vi sejler et par timer, hvilket vil bringe os ind i bunden af dalen, hvor de lokale fangere sjældent kommer, sluttede min guide, der under en kødjagt på unge rensdyr i forrige

uge så to familieflokke søge vand ved et par mindre ferskvandssøer i bunden af dalen.

Det lød lovende, ja næsten som en garanti, tænkte jeg, da moskus i reglen betragtes som temmelig stationære.

Forventningerne til den gryende dag var derfor høje, da vi forlod teltet og bar en kajak og en kano ned til søen for foden af campen. Alt blev surret fast til bådene, og snart satte vi ud over de åbne søflader.

Ingen garantier

– Der er fisk her, konstaterede hjælpeguiden Will, da en lille stime fiskeyngel passerede under os i det krystalklare vand. Dermed lukkede han en debat om, hvorvidt der var fiskemuligheder i søerne omkring os.

– Er der små fisk, er der også store fisk, fortsatte han og ærgrede sig tydeligvis over, at han lod fiskeudstyret blive tilbage i lejligheden i Kangerlussuaq, et par timers kørsel ned ad Grønlands længste vej. Vejen fra lufthavnen til indlandsisen er godt 40 kilometer lang.

Livet i Campen – placeret tæt ved indlandsisen – er en væsentlig del af oplevelsen på en Grønlandsk ”bøffelsafari”.

I dag gjaldt det dog moskus, og alt tegnede lovende, selv om jagten var gået ind, og vildtet var trængt af de mange fritids- og fuldtidsfangere.

Men jagttrykket bekymrede mig dog ikke. På mange måder regulerer jagttrykket nemlig sig selv.

Alt kød skal bæres ud, og det sætter en begrænsning for, hvor langt de fleste søger ind i fjeldet. Men tendensen var klar. Vildtet – ren og moskus – var trængt og lod sig ikke længere eksponere i nærheden af vand- og grusveje. Men at jeg ikke skulle nedlægge en præsentabel tyr, var jeg nu ikke bange for. Hvis der er noget, som har karakter af garantijagt, er det en moskusjagt i Grønland.

Til man tager en ny

Min guide var nu af en anden opfattelse.

– Der er aldrig nogen nem vej til en god moskusokse. Der skal arbejdes for den, forklarede han, selv om jeg mistænkte ham for at gøre det lidt mere vanskeligt end nødvendigt. Noget der dog passede mig glimrende.

Jeg ville gerne kunne se på mit moskustrofæ velvidende, at jeg havde arbejdet for dets skind og horn. Og en lang tur i ind i området ved hjælp af kano og kajak ville være en fantastisk måde at mindes jagten på.

Der var dog et lille minus ved den form for transport.

I min aktive tid som strandjæger i Danmark har jeg fået flere advarsler. Og derfor traf jeg for mange år siden den beslutning, at jeg under jagt fra pram og kajak ikke vil krydse vand, hvor jeg ikke kan nå bunden. Et princip, jeg har fastholdt.

Nu smed jeg for første gang princippet over bord. Selv om min regel ikke gjaldt kanoer, følte jeg, at jeg udfordrede skæbnen mere, end hvad godt var.

Hvilende skønhed

Søen virkede som en hvilende skønhed, der med et kunne eksplodere og slippe kræfter løs, som vi sjældent oplever på de breddegrader, jeg kommer fra.

Jeg befandt mig i et land, hvor naturkræfterne sætter dagsordenen, og hvor mennesket kun kan indføre en fodnote her og der. Særlig ydmyg skal man være på dage som disse, hvor himlen er blå og temperaturen langt over tyve grader. Da glemmer man let, at der bag det skønne ydre gemmer sig et vildt og ukontrolleret sind, der hvert år kræver sine ofre.

Et hold erfarne kajakroere blev i ugen før min ankomst fanget i en hurtigt opstået storm, og selv om de havde holdt sig til kystlinjerne, rejste bølgerne sig så hurtigt, at kun fire ud af et hold på 16 formåede at nå land. De øvrige kæntrede eller havde ikke kræfter og teknik til at komme i sikkerhed.

Kun takket være tre fangere, der på afstand tilfældigvis havde set holdet forlise, slap de alle med livet i behold. Flere var allerede helt livløse, da de blev hevet op af vandet.

Som skræmte ryper

Vi nåede modsatte side af søen og skræmte en flok canadagæs, der løb af sted langs fjeldsiden som en flok skræmte ryper, mens vi bar kajak og kano af sted til næste sø.

På kortet kunne jeg se, at vi skulle passere en cirka to kilometer bred indsø, før vi nåede ind i en smal passage i bunden af dalen. I bunden af denne passage blev jagten atter lovlig.

– Er du okay, spurgte min guide, mens jeg sammen med Will forsøgte at finde den rigtige fremdrift i kanoen, der forhåbentlig skulle anvendes som turens tungtlæssede kødtransport senere på dagen.

– Jeg har det glimrende, svarede jeg og besluttede, at jeg ikke længere ville plage mig selv med bruddet på mine principper. Foran lå et fantastisk land, der ventede på at blive indtaget, og chancen for, at der lå kød, skind og trofæ fra en velvoksen moskustyr, når vi vendte tilbage, var meget stor.

Moskus

En forvirret ren tog imod os, da vi gled ind i dalen. Det unge dyr løb først lidt til venstre, så lidt til højre og så tilbage igen.

Noget kunne tyde på, at den var lidt for ung til at stå på egne ben, men hvor resten af flokken var henne, meldte historien ikke noget om. Lidt længere inde i dalen var der atter vildt på de stejle skråninger. En lille flok moskus havde sat sig på en klippeside og iagttog os med overdreven ro, mens vi sejlede forbi.

Jeg fandt kikkerten frem og kunne se, at der bagest i flokken sad et stort dyr med lyse hår over ryggen. Givetvis flokkens dominerende tyr, omend bevægelserne i båden gjorde det lidt svært at fastholde billedet.

– Lad os afsøge bunden af dalen først. Finder vi ikke noget her, går vi tilbage til flokken, foreslog Thomas og satte med et par kraftfulde tag med pagajen atter den strømlinede kajak i bevægelse.

Falk på klippen

En ung fugl lettede fra bredden. Vingeslagene var langsomme, og jeg kunne ikke rigtig afgøre, hvilken art der var tale om. Men da fuglen smed sig på en lodret klippeside, blev jeg bekræftet i min formodning: Det var en ung falk.

Da jeg kort tid efter så en af de gamle selvsikre fugle vende tilbage til klippen, forsvandt den sidste usikkerhed.

Det var en vandrefalk.

– Vil du skyde, spurgte Thomas, da en renbuk pludselig dukkede op af den stenede ingenting.

Bukken var endnu ikke, hvad man kunne kalde en storbuk eller et trofædyr, men den havde dog et smukt gevir med to brede fremadrettede brunstføl over næseryggen.

– Nej tak, svarede jeg og rettede i stedet min lange telelinse mod den unge renbuk.

Renbukken var endnu i bast, og først senere på året vil de store bukke begynde at komme tilbage fra deres sommerophold tæt på indlandsisen.

En renbuk var en tillægsmulighed, når moskustyren var nedlagt. Men ikke før.

Renbukken var det eneste dyr, vi kunne spotte fra vores høje udkigspost. Under os lå kajakkerne, og mens kaffekopperne sendte små

dampskyer ud i den tørre luft, forsøgte vi at identificere en stor udvokset moskustyr. Ligesom renbukke kan moskus pludselig vise sig i et ellers afsøgt terræn.

Mod vand

Desværre virkede området som blæst for de store urtidsagtige dyr, der oprindelig stammer fra udsætning af dyr fra Zoologisk have i København tilbage først i tresserne.

Vi søgte mod nye højder og kunne overse endnu større arealer i det træløse landskab. Men selv om mange sten på afstand lignede store firkantede dyr, der har benene dækket af lange hår, så vi ikke tegn på liv, bortset fra et par gråænder, som med stor hast forsvandt fra søen.

– Dyrene vil søge vand, og jeg tror, det vil være godt, at vi opholder os lidt i området, inden vi går videre. Men ved middagstid skal vi herfra. Sidst på eftermiddagen begynder det at blæse op, og vi vil ikke krydse søen i høje bølger, sagde Thomas, der tydeligvis havde forventet et møde med den flok, han så i forrige uge.

Jagten begynder

– Flokken er nede for at drikke, lød det med et fra min guide, mens vi var på vej tilbage mod kajakken og kanoen.

Jeg rettede min kikkert ud af dalen og så nu ganske rigtigt fire-fem moskus tæt på brinken. Det var flokken fra tidligere, der nu søgte vand, og et dyr i flokken skilte sig markant ud fra de øvrige. Ingen tvivl om, at det var en tyr.

– Tyren i en familieflok er altid en stærk tyr. Kun et voksent dyr er i stand til at holde andre tyre fra hunnerne, forklarede Thomas, som dermed mere eller mindre konkluderede, at tyren var jagtbar.

Minutter senere skød bådene i vandet, og efter nogle få minutters sejlads kunne vi kravle i land og betragte flokken på tættere hold.

– Jeg havde besluttet mig for, at jeg ville have nogle gode fotoskud, inden jeg skød min moskus på licensen.

Derfor afslog jeg også at skyde på tværs af den smalle arm af søen, der som en stille flydende

flod delte dalen i to. Især fandt jeg holdet for langt til fotografering.

— Lad os søge modsatte brink og liste så tæt på som muligt. Jo nærmere, jo bedre, foreslog jeg og understregede, at vi jo havde masser af tid. Dyrene havde ikke set os, og det burde være muligt at komme ganske tæt på, eftersom vinden også var i vores favør.

Med is som baggrund

Minutter senere kunne vi trække kajakkerne i land på modsatte side. Dyrene havde ikke opdaget os, og mens vi krøb nærmere, kunne vi se tyren lave udfald mod hunnerne, så de lange hår bølgede omkring ham.

— Han har ikke sorte spidser, men det er en gammel tyr, hviskede Thomas, mens jeg lagde mig til rette på en flad sten.

Flokken var på vej ned mod os, og jeg så frem til den fantastiske situation, der snart ville opstå. Dyrene havde ikke set os, og jeg ville få en stribe close up fotos, inden jeg skiftede kameraet ud med en .300 Winchester Magnum.

Men man skal som bekendt ikke sælge skindet, før bjørnen er skudt, og fremrykningen gik i stå. Tyren ændrede retning og trak mod søen, hvor en ko allerede stod i vand til livet.

Den gamle tyr havde udvalgt sig en stor klippeblok som sin trone, og med vind i hårene poserede den med indlandsisen som baggrund.

Tag ham!

– Lad os krybe nærmere, foreslog jeg, og snart var vi med ansigtet vendt mod jorden på vej …

Men en ko kom bag os, og vi måtte indstille fremrykningen, indtil hun var forbi. Intetanende trippede det ejendommelige dyr forbi, indtil hun forsvandt bag en klippeblok blot 15-20 meter fra os.

Fremrykningen kunne fortsætte.

Pludselig var tyren der. Et øjeblik standsede han op mellem to små klippestykker.

– Tag ham, hviskede Thomas … Han står rigtig fint.

Men jeg insisterede på at skyde et par billeder først og greb ud efter kameraet med det lange objektiv.

Desværre nåede jeg ikke at stille skarpt, før han igen trak ud af rammen med de to klippestykker. Men hvad gjorde det? Det eneste, vi nu skulle, var at gå frem til klippevæggen. Da ville vi næppe være mere end 60-70 meter fra tyren.

Men desværre. Den oplagte chance var ikke længere så oplagt.

— Vi er nødt til at stoppe her, sagde Thomas pludselig meget overraskende.

– Tyren er ikke længere i jagtområdet, men har bevæget sig ind i et område, hvor jagt ikke er tilladt. Vi kan ikke følge den længere, da vi allerede er meget tæt på grænsen. Jeg vil ikke risikere, at vi skyder i et område, hvor jagt ikke er tilladt.

Thomas fandt kortet frem og tjekkede grænsen for en sikkerheds skyld. Desværre var der ikke noget at tage fejl af. Tyren havde intetanende om vores eksistens trukket det længste strå. Jagten var forbi.

For os ventede der nu blot en lang sejltur tilbage i opfriskende modvind.

Sidste mulighed

– Vi kan nu gøre et af to, sagde min guide, da vi i det finske militærtelt planlagde den kommende dags jagt:

- Vi kan sejle ind til flokken i bunden af dalen og håbe på, at flokken har flyttet sig ud af det jagtfri område: Eller vi kan tage en tur i mopaen. Måske kan vi fra Langsøen spotte en enlig tyr, som fangerne ikke har vist interesse for.

Beslutningen var op til mig.

– Jeg mener, vi skal satse på det sidste. Lad os prøve en tur i mopaen, foreslog jeg, da jeg fandt det lidt underholdende at tage på moskusjagt i en motorbåd designet til jagt på danske dykænder.

– Hvis ikke det lykkes, har vi stadig en dag tilbage. En helikopter er da en mulighed, mere antydede end foreslog Thomas, velvidende at en flyvning ind i et vildtrigt område er en bekostelig affære.

Jeg viste plan c interesse og en opringning til den lokale pilot bekræftede, at det var muligt at blive fløjet ind i området, hvis dagens næstsidste jagtdag kiksede. Betryggende at vide, selv om jeg krydsede fingre for, at vi ville nedlægge en moskus under vilkår, som kunne betragtes som aktiv jagt.

Helligkopterløsningen var en nødløsning. Sidste mulighed, hvis ikke jagten i dag lykkedes.

Mopa til moskus

Desværre blev helikopterløsningen mere og mere aktuel, da vi i bunden af Langsøen kastede anker og konstaterede, at bredden indtil videre havde været som blæst for vildt.

Letpakket forlod vi jagtbåden og begyndte vandringen mod klipperyggen. Ingen tvivl om at dyrene skulle findes langt inde i terrænet. Helt derinde, hvor ingen orkede at slæbe kødet ud fra.

Strategien lykkedes, og fra højderyggen spottede vi tre mørke klumper på en myr tæt ved en stor indlandssø. Kikkerten afslørede, at det var tre voksne moskustyre.

– De er godt nok langt væk, konstaterede Thomas, mens han studerede de tre dyr. Det bliver en meget lang tur ud med kød og trofæ på nakken, forklarede han.

Men med udsigten til en helikopterløsning var jeg indstillet på at give det en chance. Vi kunne om ikke andet bære kødet ud af to gange. Lykkedes jagten, kunne jeg faktisk holde en ret god timeløn set i forhold til, at jeg dagen efter i stedet skulle krybe til den bekostelige plan c.

– Den tid den sorg. Lad os nu komme af sted, sagde jeg lidt kækt uden faktisk at vide, hvad konsekvensen af en vellykket jagt indebar. En velvoksen moskustyr vejer fra 200 til 350 kilo levende vægt, og selv om vi var tre til at bære, kunne det nemt udvikle sig til ren tortur at bære de mange kilo kød ind over fjeldet og ned til den forankrede jagtpram.

Jeg kunne se, at Thomas betænkte sig, mens han kiggede på de tre små prikker langt under os. Heldigvis bakkede vores amerikanske hjælper mig op.

Gammel tyr med sammen med ko og lidt yngre tyr. Trofæjægeren foretrækker den ældre tyr, mens lokale jægere går efter lidt yngre dyr.

Moskusoksen (Ovibos moschatus) oprindeligt hjemmehørende i Arktis og subarktiske regioner, blev introduceret til Vestgrønland i et forsøg på at styrke regionens dyreliv og ressourcer.

Indførelsen begyndte i 1960’erne, og siden da har moskus været et fremtrædende element i hele Grønlands dyreliv.

Moskusoksen er kendt for sin kompakte natur, tætte pels og karakteristiske horn.

Moskus lever typisk i flokke, ledsaget af en dominerende han. Flokkene er sammensat af hunner og kalve og alle bidrager til beskyttelse mod rovdyr og kulde om vinteren.

Moskusoksen spiller en vigtig rolle i det arktiske økosystem. Deres græsning i de arktiske egne hjælper med at forme vegetationen og skabe levesteder for andre dyrearter som rensdyr og fugle. Moskus er med tiden blevet et symbol på det naturlige og vilde Grønland.

Selvom moskus ikke er en naturlig indfødt art i Vestgrønland, er der blevet gjort bestræbelser på at bevare og overvåge bestanden for at sikre en sund balance i økosystemet.

Der har været udtrykt bekymringer for overgræsning og påvirkning af den naturlige vegetation, hvilket har ført til forvaltningsforanstaltninger og overvågningsprogrammer.

En pause i jagten anvendes til at lede efter guld ...

efter.

Håbet lever altid og Grønland rummer mange værdifulde skatter uanset hvad man leder

Ved den lille sø i bunden af landskabet blev der på den sidste jagtdag spottet tre tyre ... Nu kunne den sidste del af jagten endelig begynde.

Der var tre, men en måtte blive tilbage og ses som en mørk plet nederst i billedet. De to overlevende slap med oplevelsen.

– Vi tager det bare roligt, når vi skal ud igen. Det skal nok gå, sagde han, og snart var vi på vej.

Imaqa – måske …

Alt gik planmæssigt. Vi nåede dyrene, der dog fornemmede, at der var ugler i mosen og begyndte at trække bort.

De te tyre var dog ikke skræmte og stilede efter en passage mellem to klipper. Det gik akkurat, som vi havde håbet, og idet de tre dyr trak forbi, kiggede vi over klippekanten.

– Tag den forreste, foreslog Thomas.

Men jeg kunne bedre lide den bageste.

– Nej, jeg tager nummer tre, sagde jeg, selv om de to tyre var omtrent lige store. Tyren i midten virkede en anelse mindre.

Men tyrene var urolige, og den bageste vendte omkring, og sammen med den unge tyr begyndte den at vandre ind over fjeldet.

Jeg flyttede fokus mod den forreste. Den stod nu perfekt. Hele bredsiden var vendt mod os, og inden jeg klemte pegefingeren, nåede jeg at se, at i hvert fald et af de lange svungne horn endte i en sort poleret spids. Med tiden brækkes de ofte af, og toptrofæet regnes for at være et gammelt dyr med en massiv pandebrask, som endnu har de lange spidser i behold.

Desværre kunne jeg ikke vurdere pandebrasken, da langt lys uld hang ned i panden på alle tre dyr. Her burde jeg nok have undret mig, men min kritiske sans var forsvundet. Jeg så nu det, som jeg ville se.

Tøveren taber

Tyren var min, og jeg klemte den 180 grain tunge kugle af sted. Heldigvis svigtede den velskydende kaliber ikke. Tyren sank sammen, som ramt af lynet.

Et øjeblik overvejede jeg at sætte en kugle i bugen på dyret, da det lå på siden og sparkede de sidste nerver ud af kroppen. Men tøveren taber, og i næste sekund var dyret atter på benene.

Endnu en kugle, lidt højt på bladet, slog i dyret, hvad der dog ikke forhindrede den i at sætte af sted i vild flugt, så de lange hår flagrede, som man og hale på en islænderhest.

Jeg repeterede, og endnu en tung kugle ramte tyren med et tydeligt svup, men denne gang var det ikke muligt at aflæse reaktionen. Tyren bare fortsatte i vild flagrende galop.

En brøkdel af et sekund nåede fortvivlelsen at slå rod i mig, selv om jeg følte mig meget sikker på de første to skud. Skud nummer tre var nok lidt for langt tilbage.

Heldigvis var der ingen grund til bekymring. Tyrens flugt blev kort. Pludselig stivnede den og trillede forendt ned ad bakken.

– Jeg tror, du missede alle tre gange, konstaterede Thomas …

– Hvad mener du, svarede jeg lettere frustreret. Den ligger jo lige der, sagde jeg og pegede mod den store klump hår, der var delvis begravet i en lav pilebevoksning.

– Jamen, sagde du ikke, du ville skyde til den bageste, spurgte han lettere forvirret … – Jo, svarede jeg.

– Men jeg ændrede beslutning og skød til den forreste i stedet. Beklager, det glemte jeg vist at fortælle dig.

Thomas havde naturligvis holdt fokus på den bageste tyr, der nu flygtede op ad de stejle klippesider.

Pandebrask

Jagtlykken var stor, da vi bevægede os ned mod den forendte tyr

Ud over at jeg havde nedlagt en fin moskustyr, havde jeg netop sparet udgifterne til en helikopter.

Ja jeg så endda frem til at skulle bære kødet ud. Det vil jeg tænke på, hver gang jeg ser på trofæet, forklarede jeg overmodigt, mens vi nærmede os.

– Desværre var tyren ikke helt det, vi havde håbet på. Pandebrasken var blød og var langtfra så massiv, som man ser det hos ældre, dominante tyre. Det kunne vi mærke bag håret i panden.

Både Thomas og undertegnede var overrasket over vores fejltagelse, selv om komikken heldigvis var til at få øje på.

Hovmod står som bekendt for fald, og inden jeg tog til Grønland, havde jeg forestillet mig, at moskusjagt var tæt på at være ren aflivning.

Spørgsmålet var ikke, om man fik et godt trofæ. Usikkerheden kunne indskrænkes til, om man fik et godt trofæ eller et rigtig godt trofæ. For flotte gamle jagtbare tyre var der nok af, og vildskab og frygtsomhed er ikke ligefrem artens kendetegn.

Moskus’ våben mod forfølgelse er at danne front mod forfølgeren. Mod ulve er dette også et ganske effektivt modtræk, men mod jægere med tålmodigheden i orden hjælper det dem ikke. Før eller siden vil tyren blotte sig, og da er den chanceløs.

Kødet er godt!

Normalt betragter jeg ikke mig selv som egentlig trofæjæger, og jeg var glad for min jagtoplevelse. De to kontakter, jeg havde med moskus, kunne snildt bære titlen rigtig god jagt.

– Jeg er glad for mit trofæ, sagde jeg til Thomas, selv om der nok kunne spores lidt blandede følelser i udsagnet.

– Det var jagt på grønlandsk, der var målet for turen. Det var catch and eat, der var filosofien bag vores fiskeri, og jeg er sikker på, at kødet fra den unge tyr vil være ganske mørt og velsmagende, forklarede jeg, mens jeg forsøgte at få det bedste ud af fejltagelsen.

Vores hjælper Will kunne nok ikke rigtig forstå komikken.

– Den er jo stor, sagde han og hentydede til kroppen på den behårede tyr, der lå på klippesiden med de fire lyse ben strittende ud til alle sider. Og deri havde han jo ret. Kroppen var stor, og på vej tilbage med kødet ville vi sikkert prise os lykkelige over, at den trods alt ikke var større end tilfældet var.

Først nu kunne jeg se, hvor langt der egentlig var til klipperyggen, hvorfra vi spottede tyrene første gang. Bag fjeldsiden ventede en mindst lige så lang tur ned mod båden.

Når nøden …

Når nøden er nær, er hjælpen endnu tættere på, og netop da de sidste klumper kød var stoppet ned i de medbragte vandtætte bæreposer, viste der sig en gummibåd i det fjerne.

Kursen var lige mod os, og kort tid efter havde vi kontakt til besætningen: en 18-årig dreng med en riffel i hånden og hans lillebror med en slikkepind i munden. Begge i tennissko og på vej på jagt uden anden oppakning end godt humør og tro på egne evner.

Hos os tog en skummel plan sin begyndelse og inden længe havde vi i bogstaveligste forstand sprunget over, hvor gærdet var lavest. Drengene lovede mod en symbolsk betaling at sejle kødet tilbage, hvorfra de kom. Herfra havde vi kun en lille kilometer at bære kødet ind over fjeldet til Langsøen, hvor båden lå forankret.

Dermed slap vi for den lange, tyngende hjemtur, og cirka tre timer senere var vi på vej tilbage i mopaen med kød på bundbrædderne og et stort, trofædyr monteret som galionsfigur på stævnen.

Det bedste

Det var en dejlig fornemmelse at vende tilbage til vores hjem tæt på indlandsisen med kød og trofæ i rygsækkene.

Men selv om jagten blev fejret, blev søvnen urolig. Flere gange i løbet af den lyse arktiske nat syntes jeg at høre lyde uden for teltet. Kravlede ud, men kunne ingenting se. Frygtede naturligvis, at rævene ville tygge det saltede skind i stykker …

Forsøgte at falde i søvn igen, men blev atter vækket af den underlige lyd, som jeg ikke kunne identificere. Blev enig med mig selv om, at det nok var vinden, men gav for en sikkerheds skyld teltdugen et lille spark, hvorefter stilheden atter sænkede sig over polarnatten.

- Nok en tilfældighed, tænkte jeg og gled atter ind i drømmeland, hvilket vi alle oplevede som særlig stærk så tæt på indlandsisen.

Næste dag havde vi gæster. Tre fjeldræve sprang af sted, da vi åbnede teltdøren og kiggede ud over søen. Min lille fæstning af stole og pagajer havde

ikke virket tilstrækkeligt afskrækkende og dyrene kredsede nu omkring det saltede moskusskind som katte omkring den varme grød.

Det så dog ikke ud til, at skindet var rykket i stykker, og dermed startede dagen med nogle helt enestående fotomuligheder med ikke særligt frygtsomme fjeldræve i dagens første lys. I baggrunden skræppede en flok canadagæs, mens en ung jagtfalk susede over teltet.

Jeg fandt, at citatet på min hjælpeguide Wills underarms- tatovering var som designet til dette øjeblik. Citatet er skrevet på islandsk, men frit oversat skulle det betyde:

Det bedste, Gud har skabt, er en ny dag.

jægere og efterladt som ræveføde ...

moskus muligvis nedlagt uden tilladelse af ikke

Gammel

lokale

Alle for én

Under en sydamerikansk bøffeljagt demonstrerede en gruppe vandbøfler, at de står last og brast med deres flokmedlemmer.

Det er én for alle og alle for én.

Knut Klewer fra Norge har en drøm: en dag vil han nedlægge en afrikansk bøffel. En rigtig cape buffalo, der regnes for verdens nok farligste dyr. Men oplevelsen ligger lidt ude i fremtiden, og da chancen for at nedlægge en sydamerikansk bøffel opstod under en jagt i Argentina, slog han til og sagde ja tak til tilbuddet.

Alligevel virkede nordmanden ikke helt fornøjet, da jeg dagen før bøffeljagten mødte ham i baren i jagtcampen, hvor vi begge boede. Han frygtede, at oplevelsen ville blive lidt for tam.

– Om ikke andet kan det være en god optakt til den ”rigtige” bøffeljagt, som jeg håber, jeg skal opleve inden alt for længe, sagde han, mens han skænkede sig en sundowner.

Bøffeljagten skulle udspille sig i et hegn, og naturligvis forstod jeg hans bekymringer. Alligevel lugtede dette setup så meget af eventyr, at jeg aflyste en planlagt fuglejagt. I stedet ville jeg følge i hælene på den vordende bøffeljæger.

Hegn

Sidst på eftermiddagen den følgende dag skubbede Knut en 18.5 g riffelkugle i kammeret. Storvildtjagten kunne begyndte …

Gustavo skulle agere guide og jagten skulle udspille sig i en kratlignende bevoksning, som havde mange ligheder med en lysåben afrikansk savanne.

Vi fulgte et hegn, der var trukket gennem området, hvor de store vandbøfler havde fået tildelt deres andel af den mægtige argentinske pampas.

Dyrene var pr. definition indhegnet, men hegnet virkede ikke særlig solidt, og jeg tvivler på, at det var i stand til at holde de 700-800 kilo tunge bøfler inde. Hvis de virkelig ville ud, gik de vel igennem. Men jagtfarmen var omgivet af flade og hegnede kvægmarker, og livet på den anden side virkede næppe særlig fristende.

Bøfler sætter pris på store, skyggefulde områder med daglig adgang til vand, og dette fandtes ikke i miles omkreds uden for det tilvoksede naturområde. Selv uden hegn var bøflerne stavnsbundet til jagtfarmen, der lå som en oase i det flade og intensivt dyrkede landbrugsområde.

Ingen vildt

Knut havde de sidste dage jagtet vildsvin og black buck uden for bøffelhegnet og var yderst tilfreds med jagten og de udfordringer, han havde været

Udover aisatisk vandbøffel finder man i flere sydamerikanske jagfarme også arter som f.eks. Axis.

udsat for. Men hans skepsis med hensyn til bøffeljagten havde ikke forladt ham.

– Jeg er indstillet på, at det kan blive mere slagt end jagt; at jagten minder mere om en forudsigelig aflivning end egentlig jagt. Men jeg tager oplevelsen med. Om ikke andet bliver det spændende at se, hvordan min riffel virker, grinte han og klappede sin 9,3x62’er på skæftet og afslørede, at han så frem til at anvende storvildtriflen til sit oprindelige formål.

Nordmandens bekymringer blev ikke bekræftet den første halve time. Bøflerne stod ikke og ventede på at blive aflivet. Faktisk havde vi ikke set ét dyr, da vi gjorde holdt og lod kikkerten afsøge en større lysning med langt vissent græs.

– Lidt jagt får jeg da for pengene, grinte den muntre nordmand, da han sænkede kikkerten og kom til konklusionen: Intet vildt.

Et eller andet

Den sydamerikanske sol var gemt bag tunge skyer, og en fin regn slørede udsigten over den åbne lysplet i den tætte kratbevoksning.

Guiden Gustavo holdt længe fokus på et hjulspor, der gennemskar lysningen. Et eller andet havde fanget hans opmærksomhed. Var der mon bøffelkontakt?

– En hind hviskede guiden og satte atter regnbeskytteren over kikkerten.

Først nu kunne jeg se den unge kronhind på vejen foran os.

Dyret havde tydeligvis fornemmet os, men kunne ikke lokalisere det fremmede og valgte at gøre, som kronvildt og andet hjortevildt ofte har for vane: Det blev stående og håbede, vi ville afsløre os selv.

I et minut eller to holdt vi hinanden i skak. Heldigvis blev det hinden, der overgav sig og trak sig uden en masse larm.

Et skræmt stykke kronvildt på støjende flugt var ikke just det, vi havde brug for nu – blot en time eller halvanden før lukketid.

Pyrschen fortsatte.

Sort og hvid magi 171

Vandbøflen (Bubalus bubalis) stammer oprindeligt fra Sydasien, Sydøstasien og Kina. I dag findes de også i Europa, Australien og i nogle syd merikanske lande som Venezuela, Argentina og Uruguay. etc

I Argentina opdrætter mange private jagt- og vildtreservater vandbøfler til kommerciel trofæagt. En argentinsk vandbøffel kan veje betydeligt mere end en afrikansk kafferbøffel.

Vandbøfler er meget afhængige let adgang til vand. Og foretrækker lavtliggende græsarealer og i områder med betydelig menneskelig forstyrrelse, bliver vandbøflen hovedsageligt nataktiv.

De vandbøfler man finder i Argentina og andre lande på det sydamerikanske kontinent kaldes ofte for River Buffalo. Modsat f.eks. den variant, der optræder introduceret i Australien kaldes for Swamp Buffalo.

I dagens sidste lys spottede vi denne gamle vandbøffel af varianten flod-vandbøffel. Sekunder efter dette foto blev taget væltede den store tyr omkuld.

Vi fulgte de optrådte dyrespor i kratbevoksningen og kunne i reglen gå oprejst. Fremrykningen var behagelig uden dog at være sammenlignelig med en tur i parken.

Hist og her lå der fald af både hjort, vildsvin og bøffel ikke mindst. Det var kun et spørgsmål om tid. Snart ville vi støde på de store dyr. Mens Knut håbede på ”lidt jagt for pengene”, håbede jeg på, at det ville ske, mens der endnu var lidt fotolys tilbage at arbejde med. Det var allerede dunkelt, og regnen syntes at tage til …

Pludselig stoppede Gustavo op. I det samme, som han satte kikkerten for øjet, gled han i knæ. Et eller andet havde atter fanget hans opmærksomhed. Knut og undertegnede gjorde ham bevægelsen efter, alt imens vi kiggede i samme retning.

Jeg havde ikke kikkert med. Det har jeg nu aldrig, når jeg bærer rundt på tungt fotoudstyr. Alligevel måtte jeg bruge overraskende lang tid, inden jeg endelig spottede et par mørke klumper i det visne græs.

Jeg rettede det lange teleobjektiv mod klumperne, og i søgeren afsløredes en gruppe græssende vandbøfler. Dyrene var våde af regnen, og lyset glimtede i de mørke kroppe og ejendommelige krumme horn. Dyrene var på vej direkte ned mod os.

God tyr

— Der er mindst en god tyr i flokken, hviskede Gustavo, mens regnen silede ned ad hans kikkert. Gør dig klar! Om få minutter vil de komme forbi os på passende, men kort skudhold, afsluttede han den ordfattige konversation.

Gustavo fik ret. Få minutter senere var de første dyr på skudhold. Selv om dyrene græssede, bevægede de sig hurtigt frem i terrænet.

Bøflen gjorde holdt bag en enlig tjørnebusk. Løftede hovedet og kiggede ret frem for sig. Den anede ikke, at vi sad et langt haglbøsseskud fra den.

— Det er en god tyr. Skyd, når den træder frem, hviskede Gustavo uden tegn på ophidselse. Han havde prøvet det adskillige gange før.

Sort og hvid magi 175

Hurtigt og smertefrit. Den meget store vandbøffel træffes og forender sekunder efter.

Men netop før det sidste og afgørende skridt var bøflen faldet i staver og ville ikke flytte sig fra den busk, der delvis dækkede bladet og halsen på dyret. Et skud var helt udelukket.

Endnu et dyr fra den lille gruppe slog sig til tyren bag busken. Men denne tyr var knap så stærk som tyren, der ikke vidste, at den blot var et enkelt skridt fra sit endeligt.

Galop

– Pludselig rykkede tyren dog hovedet i vejret. Et eller andet havde fanget dens opmærksomhed, og med udspilede næsebor forsøgte den nu at lokalisere, hvorfra færten kom.

Naturligvis var det os, der havde sendt fæl lugt i retning af dyrene, som i næste nu snurrede omkring og forsvandt i tung galop i samme retning, hvorfra de kom.

Jeg forsøgte at stille skarpt på de tunge kroppe, og ud af øjenkrogen kunne jeg se, at Knut fulgte den bagerste tyr i sin riffelkikkert. Men tyren stoppede ikke op og var snart gemt i krattet.

– Der fik du da lidt jagt for pengene, hviskede jeg til Knut …

– Ja, grinte han og virkede næsten fornøjet over den forspildte chance.

– Det var næsten, som jeg forestiller mig Afrika, svarede han.

Et slag var tabt. Det var tid til at vinde et nyt.

Jagten fortsatte.

Ny flok

Regnen ville ikke holde inde, og en mørk himmel gjorde udsynet fladt og kontrastfattigt. Selv en vandbøffel på størrelse med en mindre personbil kunne vi med lidt uheld overse, selv om vi gjorde flittigt brug af kikkert.

Vi nåede efter 3-4 km’s vandring en lille lavning langs en stor slette. Lavningen var akkurat stor nok til at dække en mand i næsten oprejst stilling.

I bunden af fordybningen var der fugtigt, og den mudrede leragtige jord klistrede til støvlerne. Enkelte steder stod der sågar små pytter med åbent vand. Landskabet sukkede ellers efter regn, og den smule støvregn, der drev os i ansigtet, var

kun at føje spot til skade. Der skulle langt mere vand til at genoplive pampassen, der var gået ind i en slags dvale.

Lavningen fungerede som skjul for vores fremrykning, og vi kunne følge lysningen uden at afsløre os. Det virkede og efter kort tid var der atter bøffelkontakt.

En gruppe på 12-15 dyr fulgte skovkanten , mens de græssede sig ned over lysningen. Desværre var afstanden ud til dyrene alt for stor til skud, men da dyrene gik i samme retning som os, kunne vi jo håbe, at vores veje ville krydse.

Krydsende veje

Gustavo fastslog, at der var flere rigtig gode tyre i gruppen og satte derefter det lange ben forrest. Det handlede om at komme op foran dyrene og dermed være klar, når deres græsgang skar sig tættere på vores lille dalsænkning.

Vi fulgte efter den hurtigtgående argentiner, der med en fortid som amerikansk fodboldspiller skød en hurtig fart gennem dalen. Vi skulle åbenbart langt foran flokken, tænkte jeg, da han pludselig bremsede op og kiggede over kanten. Knut fulgte ham som en skygge med et solidt greb om riflen.

Jeg listede efter, selv om jeg forestillede mig, at det ville vare lidt, inden de forreste dyr i flokken ville være på niveau med os. Stor var overraskelsen derfor, da jeg så direkte ind i øjnene på en stor bøffeltyr. Næppe mere end 40 meter fra os. Tyren havde fokus mod os og kunne stikke af, hvornår det skulle være.

Knut smed hurtigt riflen til skulderen og i det samme, som jeg trykkede på aftrækkeren og fik et skud af den massive tyrekrop, smældede den tunge riffel.

Kuglen ramte, hvor den skulle, og i næste nu væltede tyren omkring. Sceneriet mindede lidt om bortsprængning af en stor bygning. Det var virkelig en kæmpes fald.

Men tyren havde ikke opgivet. Med en kraftanstrengelse fik den sig stablet på benene igen, inden endnu to hurtige skud ramte den på kropen og sendte den definitivt i jorden. Derefter var det slut.

Et meget stort trofæ til jagtstuen og en stor oplevelse rigere ... Efter de klassiske trofæ-foto i det svage lys begyndte det store arbejde med at bringe tyren tilbage til campen, hvor slagteren ventede.

Hjælp

De øvrige bøfler kom til. Opildnet af tyrens dødskamp stimlede de sammen, og skulder ved skulder gjorde de front mod det ukendte, der havde slået deres beskytter omkuld.

Bøfler står modsat de fleste andre dyr hinanden bi, når der opstår problemer. Det er én for alle og alle for én, og langsomt rykkede den store, sorte mur nærmere.

– Jeg kiggede på Gustavo. Er det her normalt? Er de nysgerrige eller samler de mod til et angreb? Den store fodboldspiller var vant til at stå over for en mur af modstandere og lod sig ikke imponere. Han blev, hvor han var.

Men flokken lod sig ikke skræmme, og skridt for skridt kom de nærmere, mens de fnysede og forsøgte at finde ud af, hvad der skete.

Vi møder alle vores overmand før eller siden, og den massive mur af våde kroppe og blanke horn blev for meget for den ellers tætbyggede guide.

Tilbage

Gustavo signalerede retræte …

– Har du fyldt ekstra skud i riflen, spurgte han Knut.

Knut nikkede. Storvildtriflen var fyldt.

Skridt for skridt bakkede vi ind i bushen, alt imens bøflerne kom nærmere og nærmere.

Selv om de tynde buske næppe ville udgøre et forsvar, såfremt det utænkelige skulle ske, og flokken skulle indlede et angreb, var det på en eller anden måde betryggende at nå i skjul.

Flokken trak fortsat frem i terrænet, men da de kunne lugte den døde bøffel, stoppede de.

I nogle minutter stod de omkring den livløse krop, inden de langsomt trak sig og forsvandt.

Minutter senere kunne Knut gå frem mod sin argentinske vandbøffel med de asiatiske aner. Solen var nu gået ned, men regnen havde taget en pause.

– Næsten som i Afrika, sagde Knut, mens han sendte et blik mod det mørke krat, hvor vi sidst så bøflerne trække sig modvilligt.

Nordmandens bekymring var gjort til skamme.

– Det var jagt for alle pengene, konkluderede han, mens han stak riffelpiben frem mod den livløse massive bøffelkrop.

Bøflen var død, og dermed fik nordmanden en fantastisk optakt til næste kapitel i sin bøffeljagthistorie. Et kapitel, der ikke skal skrives under Sydamerikas regnbyger, men under Afrikas sol.

Store bøffeldag

Umiddelbart efter nedlæggelsen

stor og gammel bøffel tog jagten en uventet drejning og pludselig stod jeg overfor en gigantisk tyr af en helt anden slags

Vekslerne blev mere og mere intensive, da vi kørte langs den flere hundrede meter lange billabong, der udgør bøflernes vandforsyning.

– Jeg tror, vi ser dagens første bøffel inden for fem minutter, sagde jeg til Rob, da vi stod på ladet af den lille pick-up.

– Fem meget lange minutter senere så vi en lille gruppe dyr forlade vandhullet og trække sig mod den mere skyggefulde del af bushen.

Dyrene havde ikke opdaget os, og i flokken var der i hvert fald en tyr, som på afstand så lovende ud.

Desværre overså vi et ungdyr i gruppen, da vi en halv time senere havde livtag med flokken. Et øjeblik nedstirrede den os, inden panikken greb den og den øvrige del af flokken. Slukøret kunne vi vende tilbage mod bilen.

Vurderet ud fra de mange nedtrådte veksler ville det dog ikke vare længe, inden vi igen løb på bøfler. Vi nåede da heller ikke bilen, før vi opdagede en lille gruppe hundyr med kalve. Få minutter senere gentog sceneriet sig.

På en stor næsten træløs slette opdagede vi tre tyre. Besluttede at liste på skudhold, men stødte

en lille gruppe hun- og ungdyr, der under flugten tog de tre tyre med sig.

Tiden gik, og kilometer for kilometer blev bøffelkontakterne mere og mere hyppige. Men da vi ledte efter en større og frem for alt ældre bøffel, udviklede det sig efterhånden til lidt af en udfordring.

– Hvad siger du? Er den stor nok, spurgte jeg Rob, mens vi begge holdt fokus på en stor, enlig bøffel, der vandrede bort fra os.

En god bøffeltyr skal helst have horn, der kan ses, selv når bøflen vender bagenden mod iagttageren.

– Imens jeg ventede på min guides afgørelse, drejede bøflen hovedet, og jeg kunne nu se det ene horn i fuld længde. – Jeg ved ikke med dig, men den er stor nok til mig.

– Det er en god bøffel. Det er en rigtig god bøffel, gentog Rob, mens han rakte ud efter sin backupriffel med åbne sigtemidler.

Sekunder senere var vi på vej …

Skyd igen

– Skyd, hviskede Rob, da vi efter en nem pyrsch var fremme ved tyren, der græssede intetanende foran os.

Rob var opsat på at få tyren væltet omkuld, og jeg kunne høre, at hans puls var steget gevaldigt. Men der var ingen grund til forhastede beslutninger, og først da bøflen drejede siden til, placerede jeg trådkorset på bladet og sendte kuglen af sted.

Et øjeblik så det ud til at bøflen ville falde, men den formåede at holde sig oprejst.

– Skyd igen, skyd igen, hvæsede Rob, da tyren stirrede direkte mod os. Men tyren var meget hårdt ramt og kæmpede for at holde sig på benene.

– Jeg kan ikke give den et ekstra skud uden at ramme hornene, svarede jeg uden at flytte sigtet fra tyren. En risiko, jeg ikke ville tage, da det sandsynligvis kun var et spørgsmål om øjeblikke, før tyren ville vende halsen eller siden til.

Det skete i næste øjeblik: Tyren drejede sig og gjorde det muligt at skyde den på nakken. Magasinets sidst skud blev sendt direkte ind i struben, og dermed forendte tyren på samme sted, som den stod, da den blev ramt første gang. Den sidste mundfuld græs sad stadig mellem fortænderne, da vi prikkede tyren i øjet og sikrede os, at den definitivt var død.

– 100 er den ikke, men den er i 90’erne, forsikrede Bob, mens jeg understregede, at tyren akkurat var den tyr, som jeg havde drømt om: gammel, arret og med nedslidte horn. Jeg kunne ikke ønske mig et bedre trofæ og kunne ikke rigtig fatte mit held.

Men til dem, der allerede har, skal mere gives, står der skrevet, og mens vi skinnede den store krop, opdagede Wayne en scrub bull. En enlig tyr i størrelse XXX large.

I nakken

Normalt foretrækker jeg, at indtrykkene fra den første jagt får tid til at sætte sig, inden jeg springer på den næste. Men da det var den første

En vild og delvist blind hest løb i rundkreds om mig – tilsyneladende ude af stand til at lokalesisere hvad det var der havde sneget sig ind på dens domæne.

gamle vildtyr, vi havde set, var der ingen tid til betænkning.

Minutter senere kunne vi studere den enorme tyrekrop gennem kikkertsigtet. Ansigtet var arret og kroppen enorm.

Vildkvæget, som er forvildet tamkvæg, har gennem generationer udviklet sin egen genetik tilpasset livet i bushen. For eksempel er forkroppen på tyrene overdrevent stor, mens bagkroppen i lighed med f.eks. den amerikanske og europæiske bison er forholdsvis lille.

Mange jægere regner ikke rigtig scrub bulls for et trofæ, da der er tale om et dyr, som oprindelig var tamt. Men blandt australske jægere nyder dyret stor respekt. Ikke mindst på grund af sin vildskab og utilregnelige aggressivitet.

Jeg må indrømme, at jeg et øjeblik tøvede, da jeg så på tyren, der græssede foran mig. Vel var den stor og godt proportioneret, men helt uden ligheder med tamkvæget, var den nu ikke.

– Den har drophorn, konstaterede min guide, der var meget opsat på, at jeg skulle udnytte muligheden for at erhverve mig dette enestående trofæ.

— Skyd den i nakken, opfordrede han, da tyren græssede sig nærmere og nærmere.

Jeg havde dog ikke lyst til at placere skuddet i nakken, da jeg dels fandt målet forholdsvis lille, og dels havde vanskeligt ved at holde riflen stille på det vindfølsomme træ, der udgjorde mit eneste faste anlæg.

– Jeg skyder den spidst, hvis den når træet, lovede jeg min guide, alt imens tyren uden at løfte hovedet græssede sig tættere og tættere på. Heldigvis drejede den rundt om en gruppe buske, og pludselig var bladet frit, og jeg kunne sende den først kugle af sted.

Sidste skud

Tyren viste sig at være akkurat lige så skudstærk, som dens rygte.

De næste fire skud havde ingen synlig effekt på dyret, der blev ved med at lægge afstand til os, om end hastigheden ikke ligefrem var høj.

Først ved sjette skud bremsede den op og vendte front mod os.

– Pas på! Den er utilregnelig, råbte min guide, alt imens jeg stoppede nye kugler i magasinet og gik frem mod tyren …

Jeg havde udset mig et træ som fast holdepunkt for næste skud, der ville blive afgivet på så tilpas lang afstand, at tyren næppe ville være i stand til at overraske os med et udfald.

Ingen tvivl om, at tyren var medtaget, da jeg satte øjet til sigtekikkerten. Hovedet hang lavt, som på en kamptyr, der venter på tyrefægternes sidste stød i hjertet.

Allerhelst ville jeg placere skuddet i bringen, men tyrens enorme hoved dækkede det meste af kroppens vitale dele.

Jeg besluttede mig for at gøre en ende på tyrens lidelser og flyttede sigtet mod tyrens pande, selv om jeg dermed risikerede at spolere trofæet.

Dermed blev det syvende skud, som sendte tyren i jorden.

Men dramatikken var ikke ovre endnu.

Mens vi stod ved tyren og beundrede dens voldsomme dimensioner, gav tyren pludselig et spark med venstre bagben. En reaktion, der fik min guide til at springe af sted efter riflen, der hvilede op ad et nærtstående træ.

Respekten for bushens vildkvæg sidder dybt i de jægere, der har jaget dem.

Vægten på vilde Scrub Bulls kan nå helt op på 900 kg. Gennemsnitlige vægt ses ofte som værende omkring 700 kg eller mindre.

En stor tyr kan næsten nå seks fod (183 cm) og er ofte dybrød, men de kan optræde i mange forskellige farver.

Scrub Bull kan jages i mange australske regioner – faktisk i stort set enhver stat i Australien – men de fleste finder man i de nordlige dele af Queensland og Northern Territory.

Der er ingen jagtsæsoner for Skrub Bulls selvom vejrforholdene i det nordlige Australien ofte dikterer, hvordan det praktisk kan lade sig gøre at jage dem. Så længe man kan komme rundt i landskabet, kan dyrene jages året rundt med tilladelse fra lodsejeren.

Den enorme tyr blev skinnet til montering og kødet anvendt i den lokale husholdning som dog foretrak udskæringer fra yngre dyr.

Hulerne

Efter ”den store bøffeldag” var vi afsted igen og vi havde ikke til hensigt at hvile på laurbladene, selv om vi var mættet af både indtryk og jagtsucces.

– Ja, bøfler er der i området, men der er langt mellem dem, fortalte Richard, der var dagens guide i dette fjerne hjørne af det enorme jagtområde.

– Men normalt ses de kun tilfældigt, oplyste han, mens stanken fra et bøffelkadaver rullede ind over bilen. Hvad den unge tyr var død af, meldte historien ikke noget om. Men da den unge tyr var faldet forholdsvis tæt ved den offentlige grusvej, der skærer sig gennem det stammeejede jagtområde, var krybskytteri ikke et usandsynligt gæt. Også Australien lider under ulovlig jagt.

– Af og til findes skudte dyr, der tilsyneladende blot er blevet nedlagt for sjov. Hverken kød eller trofæ er rørt, og dyrene efterlades, hvor de falder, forklarede Rob tydeligt irriteret over tabet af både kød og indtægt.

Men at skytterne bag de meningsløse drab skynder sig væk efter drabene, er der måske en naturlig forklaring på.

Ikke mindre end 20.000 australske dollars koster det at køre ind i området uden tilladelse.

Det kunne vi læse på et skilt placeret ved indfaldsvejen, der samtidig oplyste, at alkohol og pornografisk materiale er bandlyst i det afgrænsede område af Northern Territory, tilhørende Australiens oprindelige befolkning.

Skiltet må virke efter hensigten, for vejen ind i jagtområdet er elendig, og flere gange måtte vi fjerne væltede træer og grave os fri af den hårdstampede, indtørrede jord. Her havde ikke været biler i de sidste mange måneder.

Fuglevildt

Vi havde allerede nedlagt det vildt, som vi ønskede, og formålet med turen var at opleve nogle huler, som siden tidernes morgen har været beboet af kontinentets oprindelige befolkning.

Dagens tur havde mere karakter af en bevæbnet udflugtstur snarere end en egentlig jagttur. Men det eneste vildt, vi oplevede på vej ind i området, var et par kænguruer, der flygtede på lang afstand

Sort og hvid magi 201

samt et par store australske traper, som endte på ladet. De store fugle regnes for en delikatesse blandt kontinentets oprindelige befolkning.

At de store fugle altid har spillet en rolle i urbefolkningens madforsyning, kunne Richard demonstrere, da vi endelig var fremme ved klipperne med de mange huler og hulemalerier.

– Kom, sagde den velbyggede mørke australier og ledte os gennem de lave huler, der er hjemsted for sværme af dragonflies, edderkopper og talrige flagermus, som fløj omkring os, da vi forstyrrede dem i deres dagsøvn.

Ingen af de mange pattedyr så meget som snittede os, da de med stor hast drønede forbi. Ganske imponerende, når man tænker på, at de blinde dyr udelukkende navigerer ved hjælp af lydbølger og et veludviklet ekkosystem.

Filmagtigt

– Lidt Indiana Jones-agtigt, konstaterede Robin, da vi fra de højtliggende huler skuede ud over det gamle jagtområde.

”Vinduerne”, som reelt var små sprækker i klipperne, var dækket af flere lag edderkoppespind.

Vi var holdt op med at spørge til hvilke arter, der var giftige og hvilke, der var meget giftige. Vi holdt os langt væk fra alle former for insekter og ukendte krybdyr.

I bunden af den lave hule fandt vi en bunke knogler.

– En lille gruppe mennesker blev ramt af lynet, da de sad ved ilden, fortalte Richard. – Dette er deres jordiske efterladenskaber.

Jeg ved ikke, om han selv troede på det, men det var i hvert fald sagnet bag knogleresterne.

– I gammel tid blev døde mennesker enten brændt eller begravet i klippen, sagde han, mens han fortsatte med at fortælle os om symbolikken i de mange malerier, der dekorerer hulerne.

Hulerne gav os et indblik i Australiens oprindelige dyreliv, og hverken vandbøffel, vildsvin, æsel eller vilde heste etc. var at finde blandt de mange aftegninger.

En død vandbøffel indgår i fædekæden, og påvirker hele økobalancen i Northern Territory som med sine 1.349.129 km2 er det største af Australiens territorier

Under jagten kom vi forbi mystiske, magiske huler med malerier fra en gang, hvor bull sharks og kænguruer dominerede menukortet i denne nordlige del af det vidtstrakte australske kontinent.

– Tegningen dér illustrerer en mand beskyttet af en skytsånd, mens manden selv står som beskytter for sine kone og sine fire børn, forklarede Richard, mens han førte os fra hulen ud i en slags lukket gårdhave; et lille bysamfund med ujævne gader og høje bymure. Alt skabt af moder natur.

– Se klippen der! Hvad ligner den?, sagde han og pegede på en flere meter høj skulptur, der havde en slående lighed med et ansigt.

Jeg måtte medgive, at stedet havde en udefinerbar besjæling. En sær blanding af noget ophøjet og en kulisse til en eventyragtig Hollywood-film.

Vi besluttede, at mødet med hulerne blev vores sidste dag i bushen for denne gang.

Dagen efter stod vi op ved solopgang, ryddede teltet og startede den 7 timer lange køretur tilbage til Darwin, hvor vi valgte at slutte vores australske eventyr i en blød seng på et hotel med swimmingpool.

Vores bøffeljagt var forbi for denne gang ...