FORSVARET OG NATUREN 2013 by Michael Sand

Forsvaret

og Naturen udvalgte artikler om naturen på Forsvarets are aler

2013

Lev og lad dø - Spræng dele af skoven bort og skab nyt liv samt optimale forhold for de danske soldater

Hedens befrielse - Den danske hede trues af tilgroning. Løsningen er massive afbrændinger. En ikke ufarlig disciplin, som kun mestres af få

Afgræsning skal skabe militær-natur - Køer, heste, geder og får skal sammen med hjortevildt skabe kulisser for både naturen og soldaterne

forsvaret og naturen

Forsvaret og Naturen Redaktion

Steffen Michael Thomsen, Carsten Randers, Henrik Olsen, Ole Noe, Marianne Bue Lønskov og Michael Sand

Ansvarshavende redaktør

Boie Frederiksen

Grafisk tilrettelæggelse

Michael Sand

Tekst og foto

Michael Sand Portrætfoto side 1 - Flyvevåbnets Fototjeneste

Tryk

Rosendahl Schultz Grafisk A/S

Udgivet af

Forsvarets Bygnings- og Etablissementstjeneste (FBE)

Forsvarets Bygnings- og Etablissementstjeneste (FBE) og Michael Sand

ISBN

978-87-92898-24-1

Velkommen til forsvarets første naturmagasin Historien om forsvarets arealforvaltning er en god historie. Det er historien om et unikt samspil mellem militær anvendelse og landskabsudvikling. Der skal ikke herske tvivl om, at formålet med forsvarets arealer er at skabe de bedst mulige uddannelseskulisser for det danske forsvar. Den gode historie er så, at forsvarets anvendelse og forvaltning af arealerne har vist sig at være forudsætningen for en unik og bevaringsværdig natur, der gennem årtier er opstået på forsvarets arealer. Det er den historie, vi gerne vil fortælle i den første udgave af forsvarets årlige naturmagasin. Alt er nemlig ikke, som det ser ud til at være. Den voldsomme hedebrand er måske slet ikke destruktiv. Og måske slet ikke så ødelæggende, som det store flammehav indikerer. Ej heller er det ødelæggende at slippe kvæg ud i en følsom højmose. Eller fjerne skovens ældste træer med plastiske sprængstoffer. Alt er koordineret og inddraget i overordnede driftsog plejeplaner. Planer der sikrer, at de danske soldater har de bedst tænkelige vilkår for deres uddannelse og træning. Men også planer, som sørger for, at forsvaret lever op til sine nationale såvel som internationale forpligtelser som naturforvalter. Heldigvis er målene med planerne ikke hinandens modsætninger. Tværtimod – de er hinandens forudsætninger. Det har vist sig, at den type natur, som militæret efterspørger, ofte er den type natur, som forsvaret er forpligtiget til at pleje og bevare. Forsvaret har i naturforvaltningen til stadighed brug for at finde på nye, innovative løsninger, der dels giver bedre uddannelsesmuligheder for soldater, bedre natur og samtidig bedre og billigere måder at forvalte arealerne på. Her i magasinet ønsker Forsvarets Bygnings- og Etablissementstjeneste at vise, hvordan samspillet mellem militær anvendelse og natur hænger sammen. Ikke blot i en enkelt historie. Men i en samlet fortælling. Boie Frederiksen

Chef for Miljø- og Energiafdelingen Forsvarets Bygnings- og Etablissementstjeneste

forsvaret og naturen

Indhold Lev og lad dø

Ny rapport om græsning på forsvarets arealer

Sprængninger speeder de naturlige processer

Hedens befrielse

Glatbarberet landingsbane

Jagt forbi

Mellem plan og drift

Stor interesse for livet på terrænerne

Kovending i Søgaardlejren

Drifts- og plejeplaner

Afgræsning skaber militærnatur

Forsvaret og naturen

forsvaret og naturen

Væltede træer på skovbunden er ikke tegn på dårlig skovdrift, men på mangfoldig natur og realistisk militærtræning.

Lev og lad dø Døde og væltede træer skaber liv og bedre træningsvilkår for de danske soldater, og derfor skabes en række såkaldte habitattrægrupper af døde træer på forsvarets arealer. - Der sprænges, lyder det fra oversergent Jørn Uffe Alling Dam, der med et stålsat blik bag sikkerhedsbrillerne udløser tændmekanismen. Sekunder senere flænges skovens stille ro med et højlydt brag. Kort tid efter følger endnu en stribe kanonslagsagtige skud, alt imens tung røg siver op gennem efterårsregnen. Lyden af et stort træ, der knækker og rammer jorden med et højlydt bump, indikerer, at opgaven er fuldført. Ideen med dagens sprængninger er nemlig at vælte nogle af de tætvoksende stammer for at bane vej for lyset fra oven og gøre skoven mere uoverskuelig i jordhøjde. Lav sigtbarhed Forsvaret efterlyser i dag skovområder med lav sigtbarhed. Disse typer skove minder om de områder, hvor mange af forsvarets soldater arbejder, når de er på mission. De danske skove, der oftest består af træer plantet i snorlige rækker, udgør ikke altid den mest realistiske militæ-

re træning. Skovene, som soldaterne opererer i, består sjældent af højstammet bøgeskov med høj sigtbarhed eller granplantager med træer i snorlige rækker. Mangler døde træer Sprængningerne tjener også et andet formål. For når træer væltes og lyset atter finder vej til skovbunden, giver forsvaret skovens naturlige processer en håndsrækning, fortæller Anna Johanne Sünksen, der er skovfoged ved forsvaret. - Vi mangler i høj grad dødt ved i de danske skove. Meget af den skov, vi finder, er meget jævnaldrende. Anna Johanne Sünksen søger derfor mere struktur og mere variation i skovbilledet. - Skovene er generelt lidt for godt passet, og der er meget lidt liv i bunden. Ved at slå nogle træer ihjel skaber forsvaret faktisk en masse liv. Både svampe, insekter og hulrugende fugle trives i de nye habitattrægrupper, som man herved opretter på en række af

forsvaret og naturen forsvarets arealer, siger hun og fortsætter: - Udover at vi vælter træer ved hjælp af sprængninger, lader vi nogle af træerne stå tilbage som døde træer.

Hvor der før var tale om en mørk skov, er der nu skabt en slags skovsal. En sal, der vil blive en slags vugge for en ny proces.

Jørn Uffe Alling Dam placerer en sprængladning under en stor gran, som skal væltes.

Hvis man bryder barken ved hjælp af sprængninger eller motorsav, vil træet gå ud og stå tilbage på roden og langsomt dø hen og gå i forrådnelse. Det er denne proces, der er så vigtig for den samlede mangfoldighed i skoven, fortæller Anna Johanne Sünksen, mens vi besigtiger resultatet af dagens første sprængninger. En skovsal grundlægges Røgen hænger stadig lavt mellem stammerne, men alligevel står resultatet af de første sprængninger knivskarpt. Hvor der før var tale om en mørk skov, er der nu skabt en slags skovsal. En sal, der vil blive en slags vugge for en ny proces. Anna Johanne Sünksen og oversergent Jørn Uffe Alling virker begge tilfredse med den gennemførte sprængning. - Det er vigtigt, at habitattrægrupperne ikke bliver for store. De skal ikke invitere vinden ned i skoven, når det stormer, og træerne for alvor skal stå sin prøve. Her vil en stor lysning virke som en åben invitation til en destruktiv storm med ukontrolleret stormfald som følge, forklarer Anna Johanne Sünksen.

Udlægning af såkaldte habitattrægrupper (døde træer) er en del af Forsvarsministeriets miljø- og naturstrategi.

Hun er især glad for, at resultatet af dagens sprængninger får det hele til at virke naturligt.

- Havde vi fældet det med en motorsav, havde resultatet stort set været det samme. Men det havde virket mere tilrettelagt. Nu virker det, som om det hele er en del af naturens gang. De sprængte træer kunne i princippet lige så godt være knækket i vinden. Ligesom de træer, vi vælter ved sprængninger under jorden. Nu ligner de noget, der ikke kunne stå for tidens tand og har sluppet deres tag i skovbunden. Med tiden vil selv de træer, hvor barken blev sprængt bort, komme til at ligne træer, der har lidt en mere naturlig død. De vil stå tilbage uden løv og nåle og invitere en række insekter og svampe.

Forud for en sprængning er alt nøje planlagt.

- Etablering af habitattrægrupper er et godt eksempel på, at forsvarets brug af naturen faktisk er med til at skabe en rig og mere mangfoldig natur, slutter Anna Johanne Sünksen.

Anna Johanne Sünksen mener, at sprængninger direkte under træet får habitattrægrupperne til at virke mere naturlige.

Forsvaret skaber et varieret skovbillede ved både at sprænge i og under træerne.

forsvaret og naturen

Sprængninger speeder de naturlige processer Når Sune Salicath, chef for konstruktionskompagniet ved Ingeniørregimentet i Skive, gennemfører sprængninger i Borris, er det ikke kun for at træne sin enhed i brug af sprængstoffer i forbindelse med levende træ. Der er også en sidegevinst forbundet med øvelserne. - Formålet med sprængningerne er at uddanne vores soldater i sprængninger på og i træ. Vi øver os i f.eks. at lægge træerne i bestemt retninger. Desuden giver det os mulighed for at se effekten af de sprængninger, som vi gennemfører, fortæller Sune Salicath.

Derudover har sprængningerne den afledte effekt, at soldaterne er med til at styrke naturen. - Det træ, vi sprænger i og på, får lov til at blive liggende bagefter. Træet bliver porøst som følge af sprængstofferne, og det gør, at dyr og mikrober trives bedre i det døde træ. Faktisk går forrådnelsesprocesserne hurtigere, og det kommer også fugle og større dyr til gode, slutter Sune Salicath.

For Ingeniørregimentet er sprængninger i levende træ en militærrealistisk træning.

Skovbilledet ændrer sig dramatisk på få sekunder, når en stribe sprængninger sker på én gang.

forsvaret og naturen

Glatbarberet landingsbane Sikkerheden går frem for alt. Også selv om det betyder rydning af hjemstedsområder og levesteder for egern, råvildt og trækfugle. Klokken er 8.00. Vi er midt i december måned, og sneen fyger over Flyvestation Karup, da et stort bæltekøretøj sætter sig i bevægelse bag en af stationens karakteristiske bunkers. Bag de tilsneede ruder i cockpittet anes Troels Pedersen. Det er ham, der driver den store maskine, og ved hjælp af et lille joystick vil han de næste mange timer svinge maskinens gribearm – en slags klo forsynet med en motorsav – omkring de mange selvsåede træer, der har slået rod langs en af Flyvestation Karups mange landingsbaner. Troels Pedersens mission er klar: På rekordtid skal han forvandle den lille bevoksning af fyrreskov til et glatbarberet åbent naturareal. Den totale udslettelse En skovsneppe letter forskrækket, og et egern hopper fra træ til træ, alt imens maskinen nærmer sig den lille gruppe træer, som med tiden er blevet så mange og så store, at de om få

år vil kunne bryste sig med titlen som skov. I sneen ses helt friske spor af rådyr. De har lugtet lunten og har allerede trukket sig. - Bevoksningen ligger for tæt på landingsbanen, forklarer Kent Mosgaard, der er ansat i Kompetencecenter Danmark (KCDK), der administrerer forsvarets største skyde- og øvelsesterræner. Det er Kent Mosgaard, der sammen med skovfoged Anna Johanne Sünksen skal sikre, at rydningen af den få hektar store bevoksning udføres tilstrækkelig effektivt. Bevoksning tiltrækker nemlig råvildt, harer og fasaner, og såfremt et af disse dyr forvilder sig ud på landingsbanen, kan det blive fatalt. Ikke alene kan et sammenstød med et fly koste millioner af kroner. Det kan også koste menneskeliv. Alligevel virker udslettelsen af det lille stykke natur brutalt. Ikke mindst fordi KCDK blandt andet har som erklæret

formål at varetage forsvarets naturmæssige interesser og forpligtelser. Faktisk er det en af KCDK’s opgaver at arbejde for, at den militære anvendelse af skyde- og øvelsesterrænerne går hånd i hånd med hensynet til naturen. Naturhensynet er et varemærke for det danske forsvar, der i dag råder over nogle af landets mest bevaringsværdige naturarealer.

Nedsavede træstubbe For selv om naturhensynet vejer tungt, har den lille klat bjergfyr tæt på landingsbanen alligevel ingen fremtid.   - Måske skulle rydningen være gennemført lidt tidligere, men da først fugle og større pattedyr begyndte at vise de unge træer interesse, var beslutningen nem. Især da bevoksningen ikke har international eller national særstatus. Snarere tværtimod. Bjergfyr hører til de såkaldte invasive træarter, og er på Naturstyrelsens sortliste, som man nationalt har besluttet at bekæmpe på lige fod med planter som kæmpebjørneklo og rynket rose (hyben-busk red.), forklarer Kent Mosgaard.

Bevoksninger tæt på start- og landingsbane fjernes, da de kan tiltrække uønsket dyre- og fugleliv.

Ingen nåde Forsvarets terræner skal først og fremmest anvendes til effektiv og sikker uddannelse af de danske soldater. Kun i de tilfælde, hvor der lovgivningsmæssigt er pålagt særlige beskyttelsesmæssige hensyn, vil hensynet til naturen veje tungere end hensynet til den militære uddannelse. Den selvanlagte bevoksning langs landingsbanen

er et eksempel på prioriteringen. Det er anvendelse og sikkerhed frem for alt. - I mange tilfælde er det to sider af samme sag. Den type øvelsesterræn, som forsvaret efterspørger, er ofte den type natur, som landet har forpligtet sig til at bevare, forklarer Kent Mosgaard, mens vi følger den store maskines tydelige spor gennem vinterlandskabet.

Dagene er talte Snart svinger maskinen en stor klo ned gennem krattet. Med stor præcision griber kloen fat om en tyk fyrrestamme, og en skinger lyd fra en motorsav blander sig med støjen fra de myreflittige sneryddere, der suser op og ned ad landingsbanen, alt imens fygesne lægger sig bag dem. Sekunder senere er træets stamme uden forbindelse med rødderne, og uden at slippe sit greb i stammen bliver træet løftet op på maskinen. Næste offer er allerede udset, og i samme øjeblik træet er lagt på maskinens lad, bliver der styret mod næste levende billede i vinterlandskabet. Sådan fortsætter det. Træ for træ skæres ned, og mens bunken af fældede stammer vokser og vokser bag cockpittet, triller maskinen frem i terrænet. Den spirende fyrreskovs dage på kanten af landingsbanen er talte.

forsvaret og naturen

Mellem plan og drift Kompetencecenter Skyde- og Øvelsesterræner Danmark (KCDK) i Oksbøl har til opgave at koordinere en lang række militære aktiviteter. To af de centrale naturdriftsmedarbejdere er placeret side om side med kompetencecentrets øvrige ansatte. Dermed er de klar til akut rådgivning og koordinering af arealdrift. På årets første egentlige forårsdag, 15. april 2013, har vi på hjørnet af Barbara Allé og Mysundevej i de røde barakker i Oksbøllejren sat naturdriftselementet i KCDK stævne. Det er nemlig her, man finder kompetencecentret, der styrer bookingen på de store skydeterræner. Uanset om det er bestilling af værelser i Borris eller en storstilet øvelse i Oksbøl, Jægerspris, Nymindegab eller Hevring er det kompetencecentret, der leder og fordeler de mange bookinger. - Ved at være en del af centret har vi mulighed for at koordinere driftsog plejeplanernes aktiviteter med de mange militære aktiviteter, der gennemføres hen over året, fortæller Anna Johanne Sünksen, der driver naturdriftselementet i KCDK sammen med seniorsergent Kent Mosgaard. Begge har de afsat nogle timer til at give et indblik i deres arbejde med at

følge driftsog plejeplanerne hele vejen – fra publikationer sort på hvidt til praktisk gennemførelse med motorsav og tunge skovmaskiner etc. Ofte opstår der undervejs en række praktiske spørgsmål, som kræver en uddybende og akut orientering. - Vi oplever, at driftsog plejeplanen ofte bliver fortolket sort og hvidt. Men det er misvisende. At et stykke skov er udlagt til urørt skov betyder ikke, at den aldrig må anvendes til øvelse, men blot at skovdriften indstilles, fortæller Anna Johanne Sünksen. Hun har den opfattelse, at terrænerne generelt skal bruges. Jo mere jo bedre. - Brug, brug og brug er nøgleordene herfra. Erfaringerne har vist, at det netop er militærets ofte hårdhændede brug, der skaber den unikke og artsrige natur, som i dag kendetegner de militære terræner.

Naturdriftselementet er en del af Kompetencecenter Danmark i OksbĂ¸llejren.

forsvaret og naturen

Lov- og myndighedskrav samt naturbeskyttelse, formuleret i driftsog plejeplanerne, er rammerne for naturdriftselementets arbejde.

Før Anna Johanne Sünksen kom til forsvaret var hun spændt på, hvordan hendes idealistiske natursyn harmonerede med den militære anvendelse af naturområderne. - Jeg var usikker på, om de militære brugeres ønsker og krav til terrænerne ville komme i konflikt med driftsog plejeplanernes omfattende aktiviteter. Men med fleksibilitet og pragmatiske

Akut rådgivning Som enhver anden jordbesidder i Danmark er også forsvaret underlagt en række nationale og især internationale bestemmelser. De skal sikre, at både den langsigtede og den daglige brug af terræner ikke konflikter med de samfundshensyn, som – udover at være uddannelseskulisser – indbefatter hensyn til beskyttet natur. Derfor udarbejder Forsvarets Bygnings- og Etablissementstjenestes (FBE) natursektion 15-årige driftsog plejeplaner. Én for

løsninger fra alle parter kan meget imidlertid lade sig gøre. Jeg var godt klar over, at det netop var anvendelsen, der havde skabt områdernes karakter. Og jo mere indsigt jeg fik i de processer, der i årtier har kendetegnet forsvarets arealer, jo mere er jeg blevet bekræftet i, at det netop er anvendelse, der har skabt den naturtype, som i dag betyder, at forsvaret råder over landets måske mest unikke og

bevaringsværdige terræner, forklarer Anna Johanne Sünksen.

hvert terræn. Dermed sikrer forsvaret, at de lovmæssige hensyn og samfundskrav, knyttet til de enkelte terræner, er afbalanceret mellem FBE, de operative enheder og det omkringliggende civile samfund. Alle ved således, hvad der forventes, hvordan terrænerne vil udvikle sig og alle ved, hvad der skal gøres for at leve op til forventningerne og bestemmelserne.

nerne omsættes til endelige beslutninger, er den hellige grav ikke altid velforvaret. Ofte opstår der fortolkningsmæssige udfordringer undervejs. For at sikre, at driftsog plejeplanerne gennemføres som planlagt, har FBE valgt at placere en afdeling, der har til formål at forestå den overordnede koordinering og gennemførelse af driftsog plejeplaner tæt på det sted, hvor mange centrale beslutninger samles, nemlig i Kompetencecenter Skyde- og Øvelsesterræner Danmark (KCDK) i Oksbøllejren.

Men fra teori til praksis og fra mål til handling sker der ofte mange ting. Og selv om forsvarets driftsog plejeplaner sendes i både intern og ekstern høring, inden pla-

Behov skifter Seniorsergent Kent Mosgaard indskyder, at designet af de militære terræner skifter hele tiden. - Eksempelvis har vores indsats i Afghanistan betydet, at vi på de militære terræner også er nødt til at dyrke majs for at give soldaterne de bedst tænke-

lige træningsvilkår, inden de sættes i kamp. Ligeledes er behovet for mindre gennemskuelig skov vel et resultat af forsvarets indsats i Afghanistan. Skovene, som de danske soldater opererer i, er langt fra altid så gennemskuelige som de skove, der generelt kendetegner skovbilledet i Danmark. Her kan man ofte se langt, da træerne som regel er plantet på samme tid og desuden står i lige planterækker. De minder ikke ret meget om de områder, som soldaterne møder, når de indsættes i internationale opgaver.

tiltag, der iværksættes fra FBE’s Natursektion i Hjørring. En opgave der tidligere var placeret uden for forsvarets egne rækker. Oprindeligt blev den praktiske gennemførelse af skov- og naturdriften overladt til eksterne rådgivere, men centralt blev det besluttet, at forsvaret selv ønskede den praktiske styring i forbindelse med de mange udliciteringer, der blev iværksat. - Styringen og kontrollen af de eksterne rådgivere anses for at være kernen i

FBE’s Natursektion. Og selv om en stor del af vores arbejdsdag anvendes i terrænet, har det indlysende fordele, at Naturdriftselementet er så tæt placeret på den centrale styring af de militære aktiviteter. Udefra kan det naturligvis se underligt ud, at vi er placeret så langt fra Natursektionen i Hjørring, men det giver god mening. Groft forenklet planlægger ”naturdrengene” i Hjørring, mens vi i Oksbøl i daglig tale ”drifter”, slutter Anna Johanne Sünksen.

- Derfor skal vi på de militære terræner sikre os, at kulisserne – også i skovbilledet – svarer så godt som det er muligt til de kulisser, som soldaterne møder, når de sættes ud i internationale opgaver, fortæller Kent Mosgaard, der suppleres af Anna Johanne Sünksen: - For at bevare et varieret og realistisk skovbillede, er det vigtigt, at skovbunden får tilstrækkeligt med lys til, at undervæksten kan etableres. I de urørte skove sker dette af sig selv over årene – grupper af træer ældes, svækkes og dør og efterlader lysbrønde til undervæksten, mens det i de skove, der stadig drives forstligt, er nødvendigt med jævnlige hugstindgreb. Her kan vi ind imellem møde et forklaringsproblem. Den skov, som i dag opleves som perfekt, ser måske helt anderledes ”åben” ud om få år, hvis ikke der gøres noget. Vores opgave er derfor i samarbejde med f.eks. Hærens Kampskole at tilrettelægge fornyelse og genplantning, så det får mindst mulig indflydelse på de øvelser, der gennemføres. Vi drifter Den tætte dialog gør, at naturdriftselementet kan implementere driftsog plejeplanerne på den mest lempelige måde for de enheder, der har brug for terrænerne, siger Anna Johanne Sünksen som tilbagelægger cirka 30.000 kilometer årligt, når hun besigtiger, igangsætter og kontrollerer de mange

Kort om Anna Johanne Sünksen

Kort om Kent Mosgaard

- Uddannet skov- og landskabsingeniør på Skovskolen i Nødebo, som er en del af Københavns Universitet (KU-Life-Science).

- I 1985, umiddelbart efter afslutningen af gymnasiet, startede han sin karriere i det danske forsvar.

- Faglært EUD skov- og naturtekniker og dermed uddannet til at varetage den mere praktiske del af skovdriften. - Tidligere ansat i Naturstyrelsen, hvor hun arbejdede med tilskudsordninger, Natura 2000 planlægning, certificering, samt udbudsmateriale i forbindelse med naturgenopretningsprojekter etc. - Lever sammen med skovfoged Anders Muus, har to børn og bruger bl.a. fritiden på jagt og have.

- Forsvaret opdagede hurtigt, at han havde et naturligt anlæg for ledelse. Dette i kombination med et efter eget udsagn ekstremt behov for orden og styr på tingene betyder, at han i dag kan se tilbage på en karriere, hvor han har været befalingsmand for en række forskellige enheder. - Hans praktiske forståelse for det militære behov anses for afgørende, når driftsog plejeplanerne skal føres ud i livet. - Gift, har to børn, og fritiden bruges især på jagt og vildtpleje samt ikke mindst laksefiskeri i de midt- og vestjyske åer.

forsvaret og naturen

Kovending i Søgaardlejren De store græssere former landskabet omkring Søgaardlejren og kan lede tankerne hen på savanner og bøfler under sydligere himmelstrøg, samtidig med at områdets karakteristika plejes og vedligeholdes. Et eller andet holdt mig under opsyn, mens jeg opstillede mit fotoudstyr. Jeg fornemmede, det var et dyr. Havde det været under andre himmelstrøg, havde jeg måske lyttet lidt mere til mine instinkter, men jeg var i Søgaardlejren – få kilometer fra den dansk/tyske grænse. Og selv om både vildsvin og ulv af og til krydser grænsen, følte jeg mig på sikker grund. Også selv om jeg opholdt mig i et gyngende højmoseområde, hvor sikker grund under fødderne faktisk er en illusion. Noget oprindeligt Uden at kigge op fortsatte jeg mit mine fotoforberedelser, og først da jeg var færdig og smækkede bildøren, blev jeg bekræftet i, at mine instinkter ikke havde spillet mig et puds. Jeg blev nedstirret – endda af et voldsomt stort dyr med et voldsomt bredt hoved. Delvis gemt i det høje græs formåede det ak-

kurat at kigge over bakken – resten af den knap tonstunge krop var dækket bag de små forhøjninger, der er en del af profilen i sølandskabet. Det var en tyr – en ung en af slagsen – og den slags møder er bogstavelig talt ikke noget at skrive om. Heller ikke selv om antallet af de store drøvtyggere i Danmark er faldet meget i de seneste årtier. Men en ko er nu en gang en ko, uanset om den tilhører det ene eller det andet køn. Alligevel kunne jeg ikke få øjnene væk fra dyret i græsset. Der var noget vildt over den, noget oprindeligt. Tyren virkede ikke nysgerrig – blot betragtende – nærmest analyserende. Måske var det det vilde og ukultiverede landskab, der gjorde forskellen. For hvor de fleste kreaturer ses på næsten golfbanekort græs, var dyret her delvis dækket i vissent og gulnet græs.

Med udgangspunkt i danske og udenlandske erfaringer vil afgræsning måske blive mere almindeligt på militære terræner.

forsvaret og naturen

Landbrugsmæssigt har det marginal betydning. Kreaturer anvendes primært som naturplejere på flere af forsvarets arealer.

Former landskabet Bag tyren, langt ude i terrænet, gik endnu en flok, og også de var med til at opbygge stemningen af noget helt andet. For de græssende køer er ikke uden ligheder med græssende kafferbøfler i Afrikas savannelandskab eller ditto vandbøfler i det nordlige Australien. Efterhånden som tiden gik, spottede jeg flere grupper af græssende dyr.

Færiste ved indgang til områder med kreaturer virker som en åben invitation til publikum.

I bestræbelserne på at ”åbne” landskabet mere op har forsvaret i samarbejde med Naturstyrelsen iværksat afgræsning af de store engarealer omkring søerne i Søgaardlejren. Hvor mange der var, ved jeg ikke, men jeg vidste, at de alle er en del af et naturgenopretningsprojekt.

Moderat afgræsning af især store områder efterlader træer, buske og anden vegetation uberørt.

I bestræbelserne på at ”åbne” landskabet mere op har forsvaret i samarbejde med Naturstyrelsen iværksat afgræsning af de store engarealer omkring søerne i Søgaardlejren. Projektet blev iværksat i begyndelsen af 2012 og allerede nu – få måneder efter de første dyr satte mulen i det stride græs – har de sat deres tydelige præg på landskabet. Der er trukket veksler gennem området, og vegetationen omkring de mange små vandhuller er reduceret. Selv stride og såkaldte invasive arter, som f.eks. den uønskede gyvel, har kreaturerne formået at bide ned og holde i skak. Uden at vide det

er kreaturerne blevet en slags naturarkitekter. Ses der bort fra, at dyrene har valgt at anvende den eneste farbare offentlige vej i området som deres trafikale hovedåre, ser dyrenes hærgen ud til at efterlade det ønskede resultat. Den offentlige vej, der snor sig gennem den oprindelige højmose, bærer nemlig tydeligt præg af de tunge dyrs daglige vandring. Vejen er trådt op, og mudder blandet med komøg gør det til lidt af en oplevelse at køre eller gå gennem området denne våde efterårsdag. Selv om skilte og etablerede færiste indbyder til en tur i området, er vejene kun farbare med det rigtige fodtøj for såvel fodgængere som køretøjer. Naturen lever En kalv brægede hjerteskærende. Den var kommet væk fra koen, der et sted længere henne ad vejen svarede. Koen havde fulgt resten af flokken, der søgte

ly for det tiltagende mørke i birkekrattets skygge. Kalven ville imidlertid ikke flytte sig. Jeg var nemlig kommet mellem de to, og en kamp om vilje og mod udspillede sig, mens små grupper af dyr tilsluttede sig flokken i mosen. Det endte naturligvis med, at den sort/hvide ko brød op og søgte mod kalven, der ikke var mere skræmt, end den med jævne mellemrum slog sin lange tunge omkring den stride vegetation langs vejen. Koen sendte mig et alt andet end venligt blik, da den passerede mig under dens vej til kalven. Et øjeblik tog jeg mig selv i at tænke: hvor kan jeg søge sikkerhed, hvis koen beslutter sig for at statuere et eksempel. Moderinstinkter skal man ikke undervurdere, og det er ikke tilrådeligt at komme mellem en mor og hendes afkom. Det blev dog ved tanken, og snart var ko og kalv genforenet og på vej tilbage til de øvrige dyr i flokken. Dyrenes dag som naturplejere på forsvarets arealer var forbi.

Der er adskillige låger, så besøgende kan komme ind i det afgræssede område i Søgaardlejren.

Afgræsning forhindrer blandt andet tilgroning af værdifulde vandhuller til glæde for terrænernes mangfoldighed.

Ikke nysgerrig kvægrace Forsvaret valgte at entrere med en landmand, der var i stand til at indsætte en kvægrace, der er meget lidt nysgerrig, da det blev besluttet, at øvelsesterrænet i Søgaardlejren skulle afgræsses, oplyser fuldmægtig ved forsvaret, Henrik Olsen, - Ud over at området anvendes til militær uddannelse, er det også åbent for offentligheden. Og i begge tilfælde vil det være uhensigtsmæssigt, hvis vi havde udsat dyr, der søgte menneskeligt nærvær. Det ser ud til at være lykkedes meget godt, og vi har ikke haft nogen klager over dyrenes tilstedeværelse. Selv den stærkt optrådte vej, der i efterårsperioden er en pløret fæsti, ser personale og publikum ud til at acceptere, forklarer Henrik Olsen. Over hele Europa bliver man mere og mere opmærksom på afgræsningens betydning for naturplejen.

forsvaret og naturen

Får, geder, kreaturer, heste og kronvildt er efter alt at dømme de ideelle plejere af de militære terræner.

Afgræsning skaber militærnatur Med afsæt i britiske erfaringer har Forsvarets Bygnings- og Etablissementstjeneste (FBE) med udgangspunkt i Forsvarsministeriets miljø- og naturstrategi 2012–2015 sat en græsningsanalyse i gang, som forventes at få afgørende indflydelse på forsvarets øvelsesterræner. Kreaturer, heste, får og geder samt kronvildt er, efter alt at dømme, de ideelle plejere af de militære arealer. De naturrige militære øvelsesterræner er under evig forandring, og især tilgroning er nogle steder en udfordring. Det ideelle øvelsesterræn kan i reglen deles ind i åbne, halvåbne eller lukkede terræner. Derfor bruger forsvaret hvert år ressourcer på at skabe varierede terræner, der kan byde på både udsyn og skjul til soldaterne. Maskiner er ud fra et driftsog naturmæssigt synspunkt ikke optimale til dette arbejde. Og de seneste år har forsvaret forsøgt at finde alternative løsninger til buskrydder, motorsav og mandetimer. Meget tyder på, at kvæg, heste, får, geder og sågar kronvildt og dåvildt kan være den ideelle driftsløsning. Det gælder både ud fra et mili-

tært, naturmæssigt og økonomisk perspektiv. Landskabsvariationen som afgræsning giver, gør arealerne til meget attraktive øvelsesterræner. Britisk inspiration Danmark har, i modsætning til nogle af vore allierede nabolande, endnu kun sparsomme erfaringer med at benytte f.eks. kreaturer på militære skyde- og øvelsesområder. For at få en ”best pratice” sendte forsvaret derfor en arbejdsgruppe til England i efteråret 2012 med det formål at udarbejde en græsningsanalyse for forsvarets arealer. - England har i en årrække været foregangsland, når det gælder brug af afgræsning som middel til at skabe

forsvaret og naturen ideelle skyde- og øvelsesterræner, forklarer forstfuldmægtig fra FBE, Steffen Michael Thomsen, der var en del af delegationen i England, som var sammensat af personer med militær såvel som natur- og driftsfaglig baggrund. Ved at kigge nærmere på den britiske model håbede forsvaret at nyde godt af de juridiske, militære, naturmæssige, publikumsmæssige samt økonomiske erfaringer, som briterne havde gjort sig. - Erfaringerne overraskede os alle, forklarer Steffen Michael Thomsen, der efter indlæg fra de berørte instanser faktisk ikke er i stand til at identificere skyggen af problemer med helårsafgræsning af de militære øvelsesterræner, så længe projekterne gennemtænkes og de relevante brugere inddrages i planlægningen. Både repræsentanter fra militæret og den største britiske naturfredningsforening fremstillede afgræsningsstrategierne som en solskinshistorie, som kommer både den militære uddannelse samt den bevaringsværdige britiske natur til gode.

Et ideelt militært øvelsesterræn består af åbne arealer i kombination med bevoksede områder.

Flere modeller I England bruger de forskellige afgræsningsmodeller og er på den måde langt foran Danmark. Her forsøger forsvaret sig endnu kun med periodevis afgræsning i de mindre aktive perioder i f.eks. Hevring. I England derimod er det almindeligt at se kreaturer, heste og geder etc. i de områder, hvor der gennemføres militære øvelser. Det vigtigste er, at de indhegnede arealer er store og sammenhængende – gerne på 500 ha eller mere. Flere steder i England anvendes sågar kronvildt og dåvildt i tilknytning til kreaturer og heste. Netop denne kombination skaber fantastiske uddannelseskulisser i form af meget varierede terræner med grupper af træer og buske, noget som næppe kan gøres bedre – eller billigere – med maskinkraft.

- Når store områder udsættes for afgræsning af forskellige dyr, og dyrene samtidig har mulighed for at være selektive i deres fødesøgning, skabes der en meget interessant mosaik af forskellige terræntyper. Med tiden vil dyrene præge landskabet og skabe det perfekte militære øvelsesterræn bestående af åbne områder, halvåbne og lukkede områder, forklarer Steffen Michael Thomsen og tilføjer, at dyrenes adfærd i de britiske eksempler langt fra har vist sig at være forudsigeligt. Tværtimod har græsserne udvist ret overraskende adfærd. Køer med GPS Man har via GPS fulgt dyrenes bevægelsesmønstre i de store områder, og modsat hvad man forventede, tilbragte især kvæget en stor del af fødesøgningen i den mere bush-agtige del af landskabet. - Og det er netop i tilgroede områder, vi gerne vil have dyrene til at opholde sig. Det er her, de kan hæmme væksten og forhindre tilgroning af de åbne eng- og hedearealer etc. Desuden ser det ud til, at dyr, som holdes i store områder, præger landskabet, akkurat som vi ønsker det, uanset om vi har de militære eller naturmæssige briller på. Når dyrene selv kan vælge, vil nogle områder udsættes for intensiv afgræsning, mens andre områder vil få lov at stå mere eller mindre uberørt hen, siger Steffen Michael Thomsen og fortsætter: - Det, der nok overraskede os mest, var administrationen af de store græsningsområder. Nogle steder blev det overladt til Wildlife Trust at styre afgræsning på de militære øvelsesterræner. Wildlife Trust kan vel bedst sammenlignes med Danmarks Naturfredningsforening. Via en kontrakt mellem det britiske forsvar og Wildlife Trust blev det overladt til foreningen at formidle de mange forpagtningskontrakter, der var indgået omkring afgræsning.

Overraskende samarbejde I et område tæt ved historiske Stonehenge, hvor det britiske forsvar råder over 37.000 ha øvelsesterræn, er afgræsningen udlejet til en række forskellige landmænd. Udlejningen indbringer en årlig indtægt på 4 millioner pund. - Det store område er derfor inddelt i en række små afgræsningsfolde med kvæg og får, og alene styringen af dette projekt må være lidt af en opgave for det britiske forsvar, der her selv står for udlejningen, siger Steffen Michael Thomsen, der dog mener, at området ikke var et skoleeksempel for det danske forsvar. De mange små hegn betød, at modellen ikke faldt i god jord hos de militære observatører i den udsendte delegation. De mange hegn gjorde ganske enkelt området mindre egnet som øvelsesterræn, var konklusionen.

- Det var de store sammenhængende afgræssede områder, der inspirerede gruppen mest. Både militært og naturmæssigt, siger Steffen Michael Thomsen, som oplyser, at der i Danmark arbejdes på to pilotprojekter, hvor der bl.a. skal satses på kronvildt som de primære afgræsningsdyr. Evt. i kombination med heste og kvæg. Der er imidlertid nogle juridiske såvel som dyreetiske udfordringer, som forsvaret skal se nærmere på. I Danmark er det svært at opnå tilladelse til, at de traditionelle husdyr kan være ude hele året. - Heller ikke selv om de britiske erfaringer med det hårdføre gallowaykvæg viser, at dyrene klarer sig fint i den kolde årstid. Dyrene søger instinktivt læ, når temperaturen falder, eller det blæser op, forklarer Steffen Michael Thomsen, der derfor fremhæver gallowayracen som en helt oplagt og billig naturplejer på forsvarets terræner.

Områder, der i flere år har været henlagt til afgræsning, udgør et naturligt hjemsted for en række insektarter.

Kronvildtets afgræsning præger og skaber landskabet og dermed de kulisser, som efterlyses i den militære træning.

Biologisk mangfoldighed og offentlighedens rekreative brug er to af formålene med Forsvarsministeriets miljø- og naturstrategi.

Det britiske forsvar

Soldaterne har brug for lysåbne arealer. Det samme har den danske natur. Mangfoldigheden trues af tilgroning.

har udliciteret afgræsningen af mange skyde- og øvelsesområder til Wildlife Trust, som blev stiftet i Storbritannien i 1960’erne som reaktion på den udbredte ødelæggelse af den oprindelige britiske natur. Foreningen har til formål at beskytte naturen og det vilde dyreliv, og er den største organisation i Storbritannien med støtte fra mere end 800.000 mennesker. Alene ungdomsafdelingen Wildlife Watch tæller 150.000 personer.

forsvaret og naturen

Ny rapport om græsning på forsvarets arealer Tilgroning af forsvarets arealer kan ødelægge den militære uddannelsesværdi og forringe naturindholdet. Det konkluderer en ny rapport iværksat på baggrund af Forsvarsministeriets miljø- og naturstrategi. Forsvaret har i samarbejde med et rådgivende konsulentfirma udarbejdet en rapport, der undersøger græsning på forsvarets skyde- og øvelsesterræner. Terrænerne er domineret af lysåbne naturtyper med hede (7.500 ha), slette (3.500 ha) og strandeng (2.400 ha), som de mest fremtrædende. Skovarealet udgør 4.700 ha. Godt halvdelen af totalarealet på 33.000 ha vurderes omfattet af naturbeskyttelseslovens regler for beskyttede naturtyper (§3), og cirka 16.000 ha er udpeget som Natura 2000-områder. Rapporten konkluderer, at græsning er en naturplejemetode, der kan forhindre tilgroning af terrænerne. Til-

med på en omkostningseffektiv måde samtidig med at områdernes karakteristika bliver fastholdt og udviklet som kulisse for den militære uddannelse og træning. Når græsning sammenlignes med tiltag udført af maskiner, falder de fleste forsøg og erfaringer ud til fordel for græsning, konkluderer rapporten, der i lighed med driftsog plejeplanerne kan hentes på forsvarets hjemmeside. Undersøgelsens resultater viser, at ekstensiv græsning, der gennemføres på store sammenhængende arealer, er særlig attraktivt set ud fra både et naturbevarings- og uddannelsesmæssigt synspunkt. Især når dyrene går

bæred

N at ur pl ej

En ana lys

DEDIKE

e m ed gr

e af mu lig

RET VIL D T- O G N AT U R

F O R VA

he de r, be

æ sn in gs

græ nsn ing

er, forde

dy r på fo

le og ule

mp er

rs va re ts

ygtig

vildt-

og nat urf

orvalt

ning

te rr æ ne r

LT N I N G

ude hele året, og bidtrykket ikke bliver højere, end at visse områder kun udsættes for moderat afgræsning. Etablering af ekstensiv helårsgræsning på de militære terræner, er dog ikke uden udfordringer, oplyses det i rapporten, der bl.a. har undersøgt, hvordan græsning og militær anvendelse fungerer i andre lande.

Der er endnu uafklarede spørgsmål i forbindelse med bl.a. hegning af græssende dyr, som skal undersøges, før græsning bliver iværksat mere massivt på forsvarets arealer.

Inden det danske forsvar er parat til at afprøve alle rapportens opsamlede erfaringer, skal der findes løsninger på de lovgivningsmæssige udfordringer, der er forbundet med en mere ekstensiv afgræsning på militære terræner.

forsvaret og naturen

Hedens befrielse Ilden kan virke altødelæggende, men forsvarets anvendelse af kontrolleret ildspåsættelse er nødvendig, hvis hedens dyre- og planteliv skal bevares. - Vi starter med en modvindsild, forklarer Ole Pedersen, der til daglig har ansvaret for driften og naturplejen af bl.a. Danmarks største hedeareal i det militære skydeterræn i Borrislejren, mens vi kigger ud over en lyngklædt lysning omkranset af fyrre- og birkeskov på alle sider. En rigtig naturperle, vil de fleste nok mene. Ikke mindst da det åbne lyngklædte areal er delvist tilgroet med en række solitære træer, der giver området et savanneagtigt udtryk.

sammen med birk, tjørn og hyld slået rod i de lyngklædte bakker, og fortsætter udviklingen, er resultatet indiskutabelt. Træerne vil sejre, og de lyskrævende hedeplanter vil før eller siden kapitulere. Men det får ikke lov at ske. Heden er i henhold til både dansk og international lov bevaringspligtig, og derfor kommer det danske forsvar heden på de militære terræner til undsætning. - Det er sidste udkald, forklarer lederen af missionen, Ole Pedersen.

Hede under angreb Men den lille lysning er truet og under massivt angreb. Både fra luften og fra jorden.

I dagens anledning er Ole Pedersen og hans team rykket lidt mod nordøst for at hjælpe med hedeplejen på Flyvestation Karup.

Store mængder kvælstof tilført via nedbøren er den rene gift for hedeplanterne, der kun trives på næringsfattige, sandede arealer. Men også på jorden er der kræfter, som arbejder på at udslette den lysåbne hede og forvandle den til mørk skov. Et væld af selvsåede fyrretræer har allerede

- Græsset har allerede rigtig godt fat, forklarer han og peger på nogle store enklaver af vissent græs, der kiler sig ind i de afblomstrede lyngarealer. Fortsætter den udvikling, og det gør den, hvis der ikke bliver gjort noget, vil hedearealet og dets karakteristiske plante- og dyreliv forsvinde.

Hedeafbrænding gennemføres på dage, hvor temperatur, luftfugtighed samt vindens retning og hastighed er optimalt.

forsvaret og naturen

Punktvise afbrændinger gennemføres, inden den store ild slippes løs. På den måde undgår man, at ilden kommer ud af kontrol.

Ole Pedersen har mange års erfaring med motiverede hedebrande samt slukning af de umotiverede.

Foryngelse af lyngen samt afbrænding af græs og spirende skov er de væsentligste motiver bag en planlagt hedebrand.

En gasbrænder trækker et altødelæggende spor af ild bag sig og starter dermed en bred front mod uønsket tilvækst på heden.

På forsvarets terræner findes i omegnen af 9.000 hektar hede og klithede, der hovedsageligt plejes ved afbrænding. Brandene gennemføres ved kontrollerede indsatser som i Karup, eller som følge af militære skydninger. Store dele af hedearealerne er beliggende i Natura 2000-områder og er udpeget som særligt beskyttelseskrævende naturtyper jf. EU habitatdirektiv. På Flyvestation Karup findes således godt 560 hektar med særligt udpeget tør hede. FBE har siden 2007 udarbejdet driftsog plejeplaner for de militære terræner, og derigennem er der skabt grundlag for en målrettet naturforvaltning. Før 2007 var det Skov- og Naturstyrelsen, der varetog den opgave.

Brandslukningskøretøjer på larvefødder følger slagets gang. Klar til at gribe ind, hvis ilden springer ud af kontrol.

Forsvaret har vedtaget en ny driftsog plejeplan for Flyvestation Karup, så militære uddannelsesbehov, naturbeskyttelseskravene fra EU og rekreative målsætninger gennemføres på en afbalanceret måde i den fremtidige forvaltning. Planerne er offentligt tilgængelige på forsvarets hjemmeside.

forsvaret og naturen sig ind i en camouflagefarvet jeep, og fra bagsmækken retter han den første ild mod lyngen. Kampen er nu i gang. Hvid røg breder sig bag bilen, der i laveste gear humper ud over heden, alt imens en stribe af ild trækkes efter firehjulstrækkeren – i begyndelsen blot som ulmende gløder. Få minutter senere som regulære flammer, der sender store røgskyer højt op i en himmelblå atmosfære. Formålet med den første modvindsbrand er at skabe et bælte af afbrændt terræn, inden det egentlige slag indledes med vinden i ryggen fra lysningens vestlige hjørne. Men inden det sker, skal den arrangerede modvindsild fjerne eksistensgrundlaget for de fremstormende flammetropper og sikre, at ilden ikke breder sig og tager plantagen med i farten.

Inden heden sættes i flammer, sikres gamle skygge- og karakterskabende træer mod flammerne.

En ulige kamp Den planlagte afbrænding vil sætte både lyng og græs tilbage, men det vil give de mere hårdføre hedeplanter mulighed for at genetablere balancen og ad åre genvinde det tabte terræn. Men det er en ulige kamp. Så længe fjenden – især den aggressive græssort blåtop – tilføres næringsstoffer fra oven, har heden på Karup og andre militære terræner brug for forsvarets støtte, og denne dag skal det store slag for hedearealerne på Flyvestation Karup slås. Dagen forinden blev to store områder på hver 20 hektar genvundet. Nu er turen kommet til en lille naturperle midt i et skovområde i udkanten af det militære terræn. - Jeg turde ikke afbrænde området i går, forklarer Ole Pedersen, mens hans lille team af hjælpere tilrettelægger slagets gang. Ilden skal styres, og Ole Pedersen er ikke helt tryg ved det store forarbejde, der allerede er foretaget. Han kræver, 32

at traktorføreren slår endnu et bolværk mod ilden, der har det med at gå sine egne uransagelige veje. Især på en lun og tør forårsdag, hvor bare en enkelt ukontrolleret gnist kan være katastrofal. Faktisk har de seneste dages bagende forårssol forvandlet området til en ren krudttønde, hvor en fejlvurdering kan være fatal og sætte det 1.000 hektar store naturområde på Flyvestation Karup i flammer. Alligevel virker den vestjyske naturforvalter rolig og fattet. Han stoler på sin vurdering af luftfugtigheden, og på at vindens retning og hastighed er rigtig, og da traktoren er tilbage efter endnu en rundering af det udpegede område, kan kampen indledes. Lyngen skal befries. Græs og uønskede beplantninger nedkæmpes. Flammetropper under kontrol En ung hjælper starter en gasbrænder, og med et hysterisk, indeklemt hyl spytter det lille håndholdte apparat en hvæsende stikflamme ud af mundingen. Den unge medhjælper sætter

Få timer senere har ilden ædt sig så langt ind i hedearealet, at det egentlige angreb kan indledes. Jeepen og det lille team af hjælpere, udstyret med branddaskere, forlader området og tager opstilling på de højereliggende bakkedrag. Kun den hurtiggående bæltetrukne brandslukker bliver tilbage. Klar til

...ilden, der har det med at gå sine egne uransagelige veje. Især på en lun og tør forårsdag, hvor bare en enkelt ukontrolleret gnist kan være katastrofal. at gribe ind, hvis ilden mod forventning alligevel skulle komme ud af kontrol. - Vi har sikret de store træer mod flammerne, forklarer Ole Pedersen, mens de ildsættende tropper atter retter gasbrænderen mod lyng og græs. Brændbart materiale i et stort område omkring træerne er fjernet, og derfor vil de ikke lide overlast, om end de nok

får det lidt varmt, når flammerne raser omkring stammerne. Men det overlever de! Det samme gør lyngen. - Allerede sidst på sommeren vil det svedne areal være klædt i et tæppe af nyspirede hedeplanter, forklarer Ole Pedersen. Kæmper i røgen Vinden er frisket lidt op, og den tunge dug, der hang på planterne for få timer siden, er fordampet. - Forholdene er perfekte, forklarer Ole Pedersen, der som en anden hærfører kan se slagets gang fra et højtliggende bakkedrag. Og hvor modvindsilden var en langsommelig affære, der centimeter for centimeter kæmpede sig op imod ilden, er medvindsilden en helt anden sag. Hjulpet af solen og den opfriskende vind er der tale om et regulært stormangreb. Allerede få meter bag jeepen og det lille team af ildsjæle rejser flammerne sig, og efter få minutters kørsel i hug-

ormetempo er ringen sluttet, og det lille hedeareals skæbne beseglet. Med voldsom appetit løber ilden over heden, og både lyng, græs og mindre træer opsluges i flammerne. Alt levende forvandles til gløder og sort aske, og store skyer af røg rejser sig foran flammerne og slører udsigten over området. Til sidst forsvinder selv de store solitære træer i de tætte røgskyer. Over middag ebber slaget ud. Minut for minut trænger solen gennem det skyhøje røgslør, og langsomt træder de store savanneagtige træer atter ud af landskabet. Som de eneste overlevende kan de skue ud over en slagmark af død og ødelæggelse. Ole Pedersen kan puste ud. Faren for en ukontrolleret brand er drevet over, og med ryggen mod en bil ser han ud over den lille naturperle, der nu er forvandlet til sort aske. Hist og her ulmer det stadig, men kampen er forbi, og ilden er endnu under kontrol. Missionen er fuldført. Heden er befriet.

En kontrolleret hedebrand kræver, at alle deltagerne kender deres roller i operationen.

Ole Pedersen leder slagets gang. Succesen afhænger af tilrettelæggelse og mange års erfaring.

Almindelige branddaskere kan i reglen holde ilden inden for det udpegede område.

På kort tid forvandles den knastørre hede til sort aske. Men allerede i løbet af den følgende sommer vil livet vende tilbage.

En hede med et rigt og varieret plante- og dyreliv findes især i områder, der afbrændes hver 6-8 år.

forsvaret og naturen

Selvsåede træer og buske, der på sigt vil forvandle hede til skov, overlever ikke flammernes hærgen.

forsvaret og naturen

Jagt forbi Jagten på forsvarets arealer har historisk set været administreret af forsvaret, men i 2013 blæses der jagt forbi for sidste gang. Fremtiden hedder udlejning af jagt til civile jægere og udlægning af store jagtfrie områder. Forsvaret har hidtil selv stået for afvikling af jagt på de mange naturrige arealer, som anvendes til forskellige former for militær uddannelse. Hvert skyde- og øvelsesterræn har således haft en tilknyttet jagtledelse (jagtofficerer), der som en del af deres jobbeskrivelse har haft til opgave at lede og fordele jagten på de enkelte terræner.

Han finder det dog helt naturligt, at forsvaret selv bestyrer jagten, al den stund at jagtretten i Danmark traditionelt følger brugsretten. Det eneste, der fremgik, var, at den første jagtbestyrer var den første chef for Hjemmeværnet, generalmajor S.E. Johnstad-Møller. Ulf Scheibye var i øvrigt selv chef for Hjemmeværnet frem til sin pension i 2004.

Øverst i dette netværk har Forsvarsministeriet placeret en jagtbestyrer, som har haft det overordnede ansvar og tilsyn med jagten. Funktionen som forsvarets øverste jagtbestyrer har typisk været besat af pensionerede generaler med interesse for jagt- og naturforvaltning. Den sidste jagtbestyrer i forsvaret var generalmajor Ulf Scheibye, der besad stillingen fra 2004 og frem til 2012, hvor konsekvenserne af den nye jagtpolitik begyndte at slå igennem.

Han forklarer, at Forsvarsministeriets organisation siden har ændret sig mange gange. Selv overtog han stillingen som forsvarets jagtbestyrer, da generalløjtnant Kjeld Hillingsø valgte at træde tilbage.

Stillingen som jagtbestyrer blev oprettet i 1949, og Ulf Scheibye undersøgte i 1994, hvorfor den blev oprettet. - Der lå mærkeligt nok ikke sagsakter i Forsvarsministeriet, som indeholdt en forklaring på den valgte organisering af jagten, fortæller Ulf Scheibye.

- En af de største ændringer var vel, da Forsvarskommandoen blev oprettet i slutningen af 60’erne. I den forbindelse blev mange funktioner flyttet fra Forsvarsministeriet til Forsvarskommandoen, fortæller Ulf Scheibye, der har arvet sin interesse for natur og jagt fra sin far. Jagtens plads i organisationen Ulf Scheibye forklarer, at jagten på forsvarets arealer har tiltrukket sig opmærksomhed. Ikke mindst fra pressen, der ved flere lejligheder har stillet skarpt på forsvarets jagtlige gøren og laden.

Som konsekvens af Forsvarsministeriets miljĂ¸- og naturstrategi 2012-2015 er der formuleret nye retningslinjer for jagtudĂ¸velse.

forsvaret og naturen

Jagten på forsvarets arealer har tidligere ikke kun været forbeholdt personer direkte tilknyttet forsvaret.

- Pressens bevågenhed har haft en vis indflydelse på, hvordan jagten har været tilknyttet, og ved flere lejligheder har der været debat om jagtens placering i forhold til gennemførte strukturforandringer. Blandt andet om jagten fortsat skulle være placeret ved Forsvarsministeriet, fortæller Ulf Scheibye, der selv tog jagttegn tilbage i 1975, da han tiltrådte en stilling, hvor jagtledelse var en del af jobbet. I 1980’erne blev mange nye opgaver flyttet fra Forsvarskommandoen til de lokale myndigheder, herunder etablissementsdriften. På trods heraf forblev jagten placeret ved Forsvarsministeriet. - I forbindelse med oprettelsen af Forsvarets Bygnings- og Etablissementstjeneste (FBE) drøftedes det ligeledes indgående, hvordan jagten skulle udøves fremadrettet. Men også i forbindelse med denne debat blev det besluttet at opretholde jagtbestyrelsen 38

som en del af Forsvarsministeriet, hvor den har været tilknyttet, indtil den nye beslutning om helt at fjerne jagten fra ministeriet blev truffet, fortæller Ulf Scheibye.

Nyjægerjagter samt publikumsjagter har også været en del af jagtpolitikken på en række terræner.

le omlægning af jagten får flere tabere end vindere. Især er han bange for, at forsvaret kommer til at miste goodwill, da der

- Jeg synes først og fremmest, at man skal rette en tak til de mange, der har stået for planlægning og gennemførelse af vildtpleje og jagt på forsvarets arealer. Skylder stor tak Han begræder ikke, at han dermed ikke længere kan bestride jobbet som jagtbestyrer. Han kan godt se sin stilling udliciteret og evt. overladt til en anden person uden for forsvaret, hvis man fortsat har behov for overordnet ledelse af jagtens udøvelse. - Men dog næppe til samme lave betaling som jeg fik, hævder Ulf Scheibye, der frygter, at udbyttet af den generel-

har været en række sidegevinster forbundet med selv at råde over jagtinvitationerne. - Jagten er blevet anvendt som et af flere redskaber til at skabe kontakt med naboer, samarbejdspartnere, lokale jægere og myndigheder omkring et tjenestested. Med publikumsjagterne, som er udviklet af forsvaret sammen med Danmarks Jægerforbund, har forsvaret tillige bidraget til at oplyse om

natur generelt og selvfølgelig om de specielle forhold på forsvarets arealer, siger Ulf Scheibye. Ifølge ham har forsvaret også bidraget til uddannelse af jægere gennem afholdelse af nyjægerjagter. Desuden har der været stillet arealer til rådighed for oprettelse af jagtskydebaner. Også udlån og udlejning af riffelskydebaner til brug for uddannelse af jægere har været en af de jagtrelaterede funktioner, som forsvaret har tilbudt de lokale jægere. - Alt dette vil jeg påstå er sket uden væsentlige udgifter for forsvaret, siger Ulf Scheibye. Jagt ikke gratis Han mener, at forsvaret skylder en stor tak til de mange, der har været involveret i afholdelse af jagt og jagtrelaterede aktiviteter på forsvarets arealer. - Jeg synes først og fremmest, at forsvaret skal rette en tak til de mange, der har stået for planlægning og gennemførelse af vildtpleje og jagt på forsvarets arealer. De har løst deres opgave på en måde, så jagten her har stået som model for, hvordan jagt kunne og burde afvikles i Danmark, mener Ulf Scheibye.

Hjortevildtet stortrives på mange militære terræner, og civile jægere kan fremover leje jagt på dele af forsvarets arealer.

Han frygter, at dette arbejde bliver kastet overbord på grund af den nye jagtpolitik, som han mener udspringer af misundelse og dårlig omtale i pressen. - Lokalt har relativt få personer haft jagt som arbejde (jagtofficerer med hjælpere red.), mens alle andre, der deltog i jagterne skulle beskattes af værdien af deltagelse, fordi det skattemæssigt regnes som et personalegode. Der er altså ingen, der har fået noget forærende, påpeger Ulf Scheibye, som er kritisk over for den nye jagtpolitik, hvor regulering af vildt på de jagtfrie terræner vil foregå mere ekstensivt. Ulf Scheibye hævder, at det kræver en høj selvdisciplin at skelne mellem re-

Ulf Scheibye blev forsvarets sidste jagtbestyrer, da stillingen blev nedlagt, i forbindelse med at Forsvarets Bygnings- og Etablissementstjeneste i 2012 fik ansvaret for at udforme en ny jagtpolitik.

forsvaret og naturen

De nye jagtlejere p책 forsvarets arealer kan se frem til jagtoplevelser i naturrige omr책der.

gulering og jagtlig fornøjelse samt mellem, hvad der er nødvendigt, og hvad der er rimeligt. Dog er den nu tidligere jagtbestyrer overbevist om, at jagt på forsvarets arealer udmærket kan gennemføres, hvis forsvaret er opmærksom på faldgruberne.

- Når jeg ser på udlejning af jagten, kan det selvfølgelig lade sig gøre. Men det er vigtigt at huske, at de militære øvelses- og skydeterræner er til for soldaternes skyld. - Når jeg ser på udlejning af jagten, kan det selvfølgelig lade sig gøre. Men det er vigtigt at huske, at de militære øvelses- og skydeterræner er til for sol-

daternes skyld. Jagt skal altid være en aktivitet, der prioriteres lavere, understreger den pensionerede generalmajor og fortsætter: - Når nu ”de rige” i samfundet lejer jagten på et terræn i dyre domme, så forventer de også at få uforstyrret adgang til det paradis, som de har betalt for. Der er derfor indbygget en potentiel konflikt mellem den militære udnyttelse på den ene side og jagtlejernes interesser på den anden. Det kan give nogle sammenstød, som ikke fandtes, da forsvaret selv stod for jagten, frygter Ulf Scheibye. Udbytte ved udlejning Han tvivler tillige på nettoprovenuet af udlejningsjagten. - Jeg tror, nettoprovenuet for forsvaret bliver minimalt, hvis der da bliver noget. Jeg kan derfor anbefale, at jægerne på et tjenestested slår sig sammen for at byde på jagten, når den bliver udbudt, hvis prisen kan

konkurrere med de jagtlejer, der skal betales andre steder. Alt andet lige vil det være en fordel for forsvaret, at det er egne ansatte, der gennem en lokal, privat forening bliver jagtlejere, siger Ulf Scheibye. Han mener, at man derigennem nemmere kan finde en model, hvor jagtlejerne tilbydes tilfredsstillende vilkår samtidig med, at forsvaret får sit behov for uddannelse opfyldt. - Lykkes det ikke at finde en model, hvor forventninger mellem jagtlejere og forsvarets behov for at anvende arealerne til militære formål afstemmes på en tilfredsstillende måde, frygter jeg, at forsvaret på sigt helt opgiver at udleje jagt. I stedet vil jagt blive drevet på lønnet reguleringsbasis for ganske få personer, hævder Ulf Scheibye og tilføjer: - En ting er sikkert: Jagten og den tilsvarende jagtstruktur, som vi har kendt den siden 1949, kommer ikke tilbage.

Kort om jagtbestyrerne 1949-1959 Generalmajor S.E. Johnstad-Møller, chef for Hjemmeværnet. 1959-1973 Oberst Sigismund Joachim Godske baron Wedell-Wedelsborg, chef for Hjemmeværnsskolen (senere regiments- og regionschef). 1973-1986 Oberst Knud Østergaard, chef for Hjemmeværnsregion I og tidligere trafikminister. 1986-1995 Generalmajor Rud Gotlieb, chef for Hjemmeværnet (pensioneret fra 1992). 1995-2004 Generalløjtnant Kjeld Hillingsø, chef for Enhedskommandoen (BALTAP) (pensioneret fra 1995).

Husk at sætte pris på naturoplevelsen, er Ulf Scheibyes opfordring til de nye jagtlejere på landets militære terræner.

2004-2012 Generalmajor Ulf Scheibye, chef for Hjemmeværnet (pensioneret fra 2004).

forsvaret og naturen

Udlægning af områder med døde træer indgår i forsvarets naturpolitik. Arbejdet med dette vises frem for interesserede.

Stor interesse for livet på terrænerne Formidling er blevet kaldt det tredje dag i en skydelejr, som trækker den ben i driftsog plejeplanerne, og inter- største interesse. essen for forsvarets gøren og laden er - Ikke mindst børnehaver og de yngste stor. skoleklasser vil gerne vide mere om, Børnehaver, skoleklasser, spejde- hvordan det er at være soldat og se, re, foreninger, loger, jagtforeninger, hvor de sover, hvor de spiser, og ikke sportsfiskerforeninger og virksomhe- mindst hvilket udstyr de anvender. Beder er nogle af de sammenslutninger, søget på skydebanen er altid et hit. som bliver vist rundt på skydeterrænet Voksne, unge og større børn vil også i Borris i det omfang, det er muligt. gerne vide noget om den unikke natur - De fleste grupper er lokalt forank- i Borris. ret, men vi har også grupperinger, der - Men for de yngste børn er det livet kommer langvejs fra. Sågar helt fra som soldat, der er det spændende, Sjælland, fortæller kasernemester Ole slutter Ole Pedersen, der oplyser, at Pedersen. forsvaret ikke gør noget aktivt for at tilInteressen er bredt forankret, og det er trække sig opmærksomhed. Det sprenaturligvis soldaterne og deres hver- des fra mund til mund. 42

Ole Pedersen, kasernemester i Borris, forklarer, hvordan en åben skov med stor sigtbarhed forvandles til det modsatte.

Hos yngre børn er det soldaterlivet, der er det store trækplaster. Hos de ældre vises også naturværdierne stor interesse.

forsvaret og naturen

Drifts- og plejeplanerne Drifts- og plejeplanerne er bindende planer, der har været gennem både interne høringer i forsvaret og eksterne høringer, hvor andre offentlige myndigheder og interesseorganisationer har været inddraget. Forsvarets driftsog plejeplaner beskriver de målsætninger, der knytter sig til et givent terræn. Både målsæt-

ninger for den militære anvendelse og den driftsog naturmæssige brug er beskrevet i planerne. For de fleste af forsvarets mange skyde- og øvelsesterræner er der udarbejdet driftsog plejeplaner, der detaljeret beskriver, hvordan målene for de enkelte områder implementeres. Drifts- og plejeplanerne sikrer den

øverste militære og udførende myndighed en effektiv forvaltning af terrænerne i forhold til de målsætninger, som er formuleret i blandt andet militære strateginotater og i Forsvarsministeriets miljø- og naturstrategi 2012-2015. De næste to sider viser forsider på de nye driftsog plejeplaner samt tillæg til eksisterende driftsog plejeplaner, som FBE har udgivet de seneste to år. De kan alle downloades på forsvarets hjemmeside.

og teriets miljø-015 Forsvarsminis 2-2 naturstrategi 201

I Miljø- og Naturstrategien kan man læse, at naturbeskyttelse er et af 6 fokusområder. Der er også beskrevet en lang række målsætninger og konkrete mål indenfor naturbeskyttelsesområdet. Eksempelvis er et af målene på formidlingsområdet, at der hvert år bliver udgivet en årsrapport i form af dette naturmagasin. Selve strategien kan downloades på Forsvarsministeriets hjemmeside.

forsvaret og naturen

I en ny stor fotobog på ikke mindre end 418 sider, 29x35 cm og 3,3 kilo viser fotograf Michael Sand og skovrider ved forsvaret, Ole Noe, en ny og storslået side af de militære øvelsesterræner. De militære terræner er meget mere end blot uddannelsesarealer for de danske soldater. De er også landskabsmæssige seværdigheder samt hjemsted for en række sjældne dyr og planter, som man stort set ikke finder andre steder i kongeriget.

Ganske overraskende for de fleste er det nemlig, at forsvarets til tider hårdhændede brug af områderne ofte er forudsætningen for det rige dyreliv, der udspiller sig i skyggen af terrænernes egentlige anvendelsesformål. Bogens kapitler er inddelt i en række naturtyper, som findes på forsvarets arealer og indledes med afsnittet hede og klit. Herefter følger afsnit om græsland, strand og strandeng, sø og vandhul, mose og eng, vandløb samt skov.

29 x 35 cm, 416 sider

De mange enestående billeder er optaget hen over en periode på halvandet år. Billederne præsenteres i et format, som normalt kun ses i større værker om udenlandske naturområder. Faktisk kan læseren se frem til en fotomæssig oplevelse, samtidig med at

de ledsagende billedtekster gør selv kyndige naturinteresserede klogere på, hvordan militær aktivitet og naturbevarelse kan gå hånd i hånd.

Forhandles hos landets boghandlere og på Netnatur.dk

Arsenalvej 55 - 9800 HjĂ¸rring - Telefon +45 9924 1111 - E-mail fbe@mil.dk - www.forsvaret.dk