
6 minute read
9 forskellige dyreoplevelser
by MyPlanet
USA’s nationalparker er bedst kendt for deres spektakulære landskaber. Men dyrelivet er også rigt. Faktisk er USA hjem for mere end 2.500 arter af krybdyr, fisk, fugle, pattedyr og padder. Heriblandt findes nogle af verdens største og mest sjældne arter. Her har vi lavet en liste over 9 af USA’s bedste dyreoplevelser.
Se hvaler langs Stillehavskysten Hvert år tager tusindvis af hvaler den lange rejse fra de næringsrige have højt mod nord til det varme vand omkring Mexico for at yngle – og tilbage igen. Et af de bedste steder at opleve dem er på en hvalsafari ud for kystbyen Monterey. Fra omkring midt december til marts, holder gråhvaler og delfiner til i bugten. Resten af året er det typisk pukkelhvaler, blåhvaler og flere forskellige delfinarter, der søger føde her. Det samme gør sæler, søløver og havoddere året rundt. Et andet godt sted er Big Sur lidt længere mod syd. Her kan gråhvalerne ofte ses fra land i februar måned, når de svømmer tilbage nordpå med deres unger. Tempoet er langsomt op mod strømmen, og ofte svømmer ungen inderst. Sandsynligvis for at beskytte sig mod hajangreb.
Advertisement

Californisk kondor ved Grand Canyon og Big Sur Med et enormt vingefang på op mod tre meter, en sort fjerdragt og et skaldet ansigt er den californiske kondor ikke til at tage fejl af. Det er Nordamerikas største levende landfugl. Men det til trods, var kondoren i begyndelsen af 1980’erne faretruende tæt på at uddø. Da var der kun 22 californiske kondorer tilbage, og i et desperat forsøg på at redde arten, indfangede man dem alle. Håbet var, at de ville yngle i fangenskab, så man kunne sætte ungerne tilbage i naturen. Projektet lykkedes, og i dag er der talt over 435 fugle. Gode steder at se californiske kondorer er ved den smukke kyststrækning ved Big Sur eller ved Grand Canyon, hvor de svæver på opvindene langs South Rim.
Elge i Wyoming Elgen er et imponerende syn. Både i kræft af sin størrelse og sit enorme brede, flade og spidse gevir, der ligner en overdimensioneret kongekrone. Den nordamerikanske elg, lokalt kendt som moose, er den største art i hjorteslægten. Besøger man nationalparken Grand Teton i Wyoming, vil elgen kunne opleves på tæt hold. Her bevæger den sig roligt igennem landskabet, hvor den leder efter føde ved skov og søer. Og er den ikke til at få øje på ved første øjekast, så kan du måske se om den har spist i nærheden ved at kigge på træerne i cirka to meters højde. Her vil den typisk spise kviste og danne en såkaldt elgkrans. Andre gode steder at se elge er i Yellowstone National Park lidt nord for Grand Teton samt i staterne Alaska og Maine.

Svøm med søkøer i Crystal River, Florida Søkoen siges at have inspireret mange eventyr og sagn om havfruer. Men forventer man et smukt og slankt væsen, som vi danskere kender havfruen, så bliver man måske en smule skuffet. Søkoen er stor som en ko og udstyret med en kraftig overlæbe og en enorm bæver-lignende hale. Godt nok er den sød, men om den er smuk kan diskuteres. Søkøer er sjældne dyr, og ofte er det svært at komme tæt på de nysgerrige og ufarlige kæmper. Men i byen Crystal River på Floridas vestkyst samler søkøer sig omkring de varme kilder, for at græsse på det lave vand. Søkøer kan opleves her året rundt. Men der er særlig mange i vinterhalvåret, hvor søkøer svømmer hertil fra Den Mexicanske Golf.


Grizzlybjørne i Alaska Sortbjørne kan opleves en del steder i USA. Men vil du se de store grizzlybjørne, er Alaska det bedste bud. Med en vægt på op mod 800 kg og en længde på op til 3 meter er grizzlybjørnen blandt verdens største nulevende rovdyr. Det til trods spiser de lidt af hvert. Fra kød og blomster til insekter og natsværmere. Årets højdepunkt er dog, når laksene svømmer op ad floderne for at gyde i løbet af efteråret. Når det sker, samler bjørnene sig i stort antal langs bredderne for at tage for sig af retterne, inden de magre vintermåneder venter. Et godt sted at opleve bjørnene fiske er Brooks Falls i Katmai National Park. Men der er også gode chancer for at se bjørne i nationalparkerne Denali og Yellowstone.

Alligatorer i Everglades Alligatorer findes i massevis i Floridas vådområder, ferskvandssøer og vandveje. Man estimerer, at der i hele staten findes omkring 1.500.000 alligatorer, hvoraf cirka 200.000 lever i Everglades National Park. Som regel ses de ligge og dase på bredden eller i vandoverfladen. Men man skal ikke lade sig snyde af deres dovne fremtoning. De er et både effektivt og formidabelt rovdyr. De største hanner kan blive op mod 4,5 meter lange, og selvom de ser langsomme ud, kan de løbe med en hastighed på 32 km i timen. Alligatorerne kan også opleves i flere andre stater såsom Alabama, Georgia, Texas, South Carolina og Louisiana.
Amerikansk bison i Yellowstone Den amerikanske bison er indbegrebet af USA’s Vilde Vesten, og det er et formidabelt syn at se en flok af bisoner bevæge sig over den åbne, vidtstrakte prærie. Bisonoksen var et helt centralt element i prærieindianernes liv og kultur, indtil europæerne næsten udryddede arten. Man regner med, at der i 1700-tallet var et sted mellem 25 og 30 millioner bisoner i Nordamerika. Men grundet ekstrem jagt, var dette tal faldet til mindre end 100 vilde dyr sidst i 1880’erne. Beskyttelsen kom i sidste øjeblik, og i dag nærmer bestanden sig en halv million. To rigtig gode steder at opleve bisonokser i deres naturlige omgivelser er Yellowstone National Park og Custer State Park.

Svøm med hajer ved San Diego I La Jolla Cove i San Diego findes der hajer, som folk hver sommer hopper i vandet for at svømme med. Men der er ikke tale om de frygtindgydende hvidhajer. Leopardhajerne er små og rolige, og har ikke appetit for mennesker. De indtager derimod blæksprutter, fisk, muslinger, fiskeæg og orme. Med snorkel og dykkerbriller kan du komme helt tæt på og iagttage deres flotte ydre, der er kendetegnet ved prikker og striber – som en leopard. Leopardhajerne lever primært i Californien, Oregon og Mexico.

Svøm med skildpadder på Hawaii Havskildpadder kan opleves overalt omkring Hawaii, men især ved strandene omkring Kihei på Maui er det ikke ualmindeligt at se stimer på op mod 50 skildpadder. Vandet er klart, og iført dykkerbriller og snorkel kan du komme helt tæt på skildpadderne. Den grønne havskildpadde fødes som kødæder. Men når den når treårsalderen, går føden over til at bestå udelukkende af vandplanter, alger og søgræs. Livet er dog farligt for de små skildpaddeunger, og man regner med, at for hver 1.000 havskildpaddeunger, der udklækkes, når én skildpadde voksenalderen. Den heldige skildpadde kan så heldigvis se frem til et langt liv, for havskildpadder kan blive op til 80 år gamle.





Lej en El Monte autocamper i USA
Hos El Monte får du gode standard-autocampere, og vi har udlejningsstationer 13 steder i USA. Du kan vælge mellem fem vogntyper. Den største med plads til 8 personer. Fire er C-typer med hems/alkove over førerhuset, og den sidste er bussen. Vi er gode til envejsleje, hvor du afleverer din autocamper et anden sted, end du afhenter den. Det betyder, at du kan tage turen på tværs af Nordamerika, hvis det er det, du har lyst til. Når du lejer din autocamper hos El Monte har du desuden mulighed for at afhente og aflevere din autocamper alle ugens dage i Los Angeles, San Francisco, Orlando og Las Vegas. Lej din El Monte autocamper hos MyPlanet. MOTORHOME VACATIONS