2 minute read

Only in America

USA har en fantastisk evne til at overraske, forarge og imponere. Ofte på én gang. Her ser vi nærmere på fem aspekter ved USA, der fanger landet fra sin mest skæve og forunderlige side.

Mystisk lovgivning Amerikansk jura er fyldt med forunderlige paragraffer. Eksempelvis er det ulovligt at dele en tærte i Memphis. Du må hellere ikke servere alkohol til en elg i Fairbanks, Alaska, eller for den sags skyld binde en hest til et parkometer i Tarentum, Pennsylvania. I San Francisco er det forbudt at vaske bil med brugte underbukser, og i Coeur d’Alene i Idaho skal en politibetjent dytte tre gange og vente to minutter, før han nærmer sig en bil, hvis han har mistanke om, at nogen har sex i den. I Washington State derimod tager man ingen chancer overhovedet. Her står der i en paragraf fra 1909, at ‘enhver bilist med kriminelle hensigter skal stoppe ved bygrænsen og ringe til politichefen, inden han fortsætter ind i byen’. Så husk det, hvis du kommer på de kanter.

Advertisement

Heart Attack Grill i Las Vegas Det er nogle amerikaneres hang til fedtholdig mad, der er i fokus på restauranten Heart Attack Grill i Las Vegas. Menukortet krones af den firedobbelte Bypass Burger med knap et kilo hakkebøffer og 20 skiver bacon. I alt 9.983 kalorier. Er det ikke nok, kan burgeren bestilles i en dobbeltudgave med otte bøffer og 40 skiver bacon. Dertil kan tilkøbes pommes frites stegt i svinefedt. Ved ankomsten bliver gæsterne vejet af en ‘sygeplejerske’. Vejer man over 160 kilo, er måltidet gratis. Spiser du burgeren op, triller sygeplejersken dig ud til din bil i kørestol bagefter. Men kan du ikke spise op, må du forvente et smæk bagi.

Burning Man I august hvert år forvandles Nevadas øde ørken til en af menneskehedens mest unikke og kunstneriske sammenkomster. Burning Man er ikke en festival. Her er ingen planlagt underholdning, ingen firmasponsorer og ingen dagsorden. Burning Man er derimod et midlertidigt alternativt samfund, hvor alle er velkomne, og alle bidrager aktivt til løjerne på lige fod. Her ophæves det materielle samfunds normer og erstattes i stedet af et stærkt fællesskab, der sprænger alle kreative rammer.

Køb glemt bagage Hvad sker der med alle de ting, folk glemmer på flyene? Meget af det ender i Scottsboro Alabama. Flyselskaberne gemmer glemt bagage i 90 dage, hvorefter de sender det til denne store hal, hvor indholdet sælges videre som genbrug. Det gælder alt lige fra computere, kameraer og golfudstyr til solbriller og designertasker. Som i alle andre genbrugsbutikker kræver det held og tålmodighed at gøre et godt fund. Men her er virkelig mulighed for at gøre en god handel, hvis du har heldet med dig.

Museet for dårlig kunst Museum of Bad Art i Massachusetts er verdens første private museum dedikeret til dårlig kunst. Den permanente udstilling rummer omkring 500 kunstværker af kunst, der er “too bad to be ignored”, som museets logo siger. Disse rangerer fra mislykkede værker af ellers dygtige kunstnere til halvhjertede forsøg af håbefulde amatører, der knap kan kontrollere penslen. Alle har de dog en hvis kvalitet, der hæver dem over anden dårlig kunst. Omkring 25 til 35 værker er udstillet ad gangen.

MyUSA MyPlanet

This article is from: