4 minute read

Los Angeles bag kulissen

MyPlanets marketingkoordinator Nina har boet i Los Angeles. Her fortæller hun om sit første møde med byen og giver sine bedste tips til, hvor du oplever Los Angeles som en lokal.

I 2006 googlede jeg første gang ”Hollywood”. Jeg ville til Amerika efter gymnasiet, og de første billeder, der poppede op, var nogen med Hollywood-skiltet, veje flankeret af slanke palmer, livredderhuset fra Baywatch, samt skuespillere på den røde løber.

Advertisement

Da jeg ankom til den amerikanske landjord var det med titlen ”au pair for et år”. Det var ikke alene de ni timers tidsforskel, der gjorde mig fuldstændig udmattet den første tid. Jeg var bare så overvældet af indtryk i alle formater. I en mail til min familie skrev jeg, at ”alt er stort herovre. Selv sommerfuglene er større end derhjemme”. Alt er stort, ja nærmest voluminøst i Los Angeles, og nogle vil helt sikkert mene, at byen er et klassisk eksempel på den amerikanske stor-større-størst-mentalitet. Men bag Hollywoods glamourøse kulisser gemmer sig et andet Los Angeles, der har meget mere at byde på, end de fleste kender til. Derfor har jeg her fremhævet ni af mine favorit-steder, der viser en knap så turistet side af Englenes By.

Få boostet dit kunstøje med lokal kunst Jeg elsker at slentre blandt boderne ved Venice Beach Boardwalk og se på ting, der går under den brede betegnelse ’kunst’. Min vægpynt - en kæmpe collage af Barack Obama, samt de fineste akvareller af Santa Monicas tivoli - minder mig hver dag om det originale L.A. Snyd heller ikke dig selv for en masse street art på de omkringliggende bygninger. Her findes blandt andet et kæmpe vægmaleri af Van Goghs værk ”The Starry Night”.

Tag i Drive-in bio med kig til skyskrabere og stjerner Der er nu intet som at gå en tur i biffen. Men hvorfor ikke prøve en ærkeamerikansk filmoplevelse i drive-in biografen ved Electric Dusk Theater. Her kan du spise dine oste-beklædte popcorn, slik eller hotdog, mens du nyder filmen omgivet af oplyste skyskrabere og stjernehimlen over dig.

Brunch og så meget mere ”Delfiner!” udbryder jeg, og får næsten min ellers fantastiske morgenmad galt i halsen. Sådan er vilkårene, når man sidder på 1. parket ved Figtree’s Café beliggende på Venice Beach Boardwalk en ganske tidlig morgenstund. Jeg har nemlig en svaghed for deres French Toast indsvøbt i sirup, tilhørende ”æblesmør” og frisk frugt.

Kys på forsædet langs Mulholland Drive Denne køretur igennem Santa Monica-bjergene er særligt smuk om aftenen, hvor man ser Los Angeles lyse op i mørket. Her findes en særlig kendt rasteplads, der har været brugt som kulisse i adskillige film og TV-serier. Det er her, man ofte ser et kyssende par i en bil, der holder parkeret med udsigt til byens mange lys. Også mange lokale ynder at bruge restepladsen til netop dette, hvilket forklarer kælenavnet ”The Make Out Point Parking Lot”.

Hollywood-skiltet på tæt hold med stop på de lokales favorit café Man kan ikke røre Hollywood-skiltet. Men man kan komme helt tæt på i Griffith Park. Dette er det perfekte sted at gøre som de lokale. Så på med løbeskoene, medbring vand, og begiv dig ud på forskellige vandreture, der tilbyder fantastisk udsigt over byen og ikke mindst Hollywood skiltet. Ved Fern Dell Drive anbefales et hvil på den hyggelige café The Trails Café, der foruden skygge tilbyder kaffe, sandwich og bagværk. Et virkeligt vidunderligt stop.

Bedste fastfood-burger Mange forbinder USA med fastfood og uendeligt mange kalorier. Jeg er selv fan af mad af snasket karakter og har afprøvet lidt af det hele. Mine smagsløg har dog ét krav – det skal smage af friske råvarer. Af samme grund elsker jeg en cheeseburger fra In-N-Out Burger – en kæde, der i 2016 rangerede i top 3 på listen over USA’s bedste fastfood-kæder. De har i mange år været kendt for at have en hemmelig menu, som ikke står listet på menu-oversigten. In-N-Out forklarer nu, at de har en menu som er baseret på stamkunders ønsker om eksempelvis 4 bøffer fremfor 1 i en burger. For at afmystificere menuen, har kæden nu døbt den ”our-not-so-secret-menu” og gjort den synlig for alle.

Få det vildeste adrenalinkick og luft under vingerne ”Nej, dét tør jeg ikke”, siger de fleste ved synet af nogle af verdens vildeste rutsjebaner i parken Six Flags Magic Mountains. Men her har du virkelig mulighed for at skabe et minde, du aldrig vil glemme. Sæt dig på Tatsu, lad sædet vende dig i en 45-graders vinkel, og mærk følelsen af at flyve gennem luften med op mod 100 km/t.

Malibu og mødet med et råt strandlandskab Jeg elsker Malibu, der både byder på gode butikker, restauranter med friskfanget fisk og fine vandreture. Ønsker man som jeg en knap så turistet strand, anbefales en gåtur på El Matador State Beach, hvor enorme klippestykker stikker op af sandet. Her kan man virkelig få tømt hovedet for tanker.

Besøg en ærke-amerikansk diner fra 1940’erne Man fornemmer historien i de mintgrønne sæder, når man besøger den berømte Rod’s Grill i Arcadia. Den klassiske diner er blandt andet blevet verdenskendt efter at have været brugt som kulisse i den populære TV-serie Mad Men.

This article is from: