4 minute read

Udlev cowboydrømmen på en ranch

Hvem har ikke drømt om at svinge sig i sadlen og galoppere mod solnedgangen? Jonas fra MyPlanet valgte at udleve drømmen med et ophold på en ægte ranch i USA’s Vilde Vesten.

Med et fast tag i tøjlerne svinger jeg mig op på hesten og sætter wmig til rette i sadlen. Højt over mig bager solen ned fra en næsten skyfri himmel og får luften til at flimre over de stenede landskaber. Lyset er skarpt, og de høje kaktusser kaster skygger over den tørkepinte jord. Bag mig ligger ranchens lave bygninger ensomt midt i den store natur. Forude strækker de åbne landskaber sig mod horisonten i det fjerne. Alt er præcis, som jeg har forestillet mig det.

Advertisement

Som så mange andre har jeg siddet klinet til skærmen og fulgt diverse cowboyhelte klare umenneskelige farer i deres jagt på retfærdighed og lovløse banditter. Selvfølgelig drømte jeg selv om at være i deres sted – og nu sidder jeg her. Dog uden seksløber. Hesten tripper under mig og er tydeligt utålmodig efter at komme afsted. Heldigvis giver guiden tegn til at følge med. Jeg giver hesten et let spark i siden, og lige så stille sætter vi kurs mod bjergene i det fjerne.

Hjemlig hygge og masser af stemning En ranchferie er en sjov og anderledes måde at opleve USA’s Vilde Vesten. Mange rancher rundt om i landet tager imod besøgende. Men det er vigtigt at sætte sig lidt ind i hvilken ranch-oplevelse, de tilbyder. Nogle ranches minder mest om luksuriøse resorts beliggende midt i naturen. Det kan være rigtig fint, hvis man ønsker følelsen af at være omgivet af de vilde landskaber uden at gå på kompromis med komforten. Men drømmer man om at indleve sig i cowboykulturen, findes der andre ranch-typer, der giver et bedre billede af livet i det moderne Vilde Vesten. Det gælder især de mange små familiedrevne rancher, hvor man bydes velkommen som en del af familien. Nogle af disse fungerer stadig som aktive kvægfarme, hvilket giver en fantastisk mulighed for at opleve livet på landet i USA. På andre rancher har familien valgt at droppe kvægbruget og i stedet drive ranchen som et lille, hyggeligt pensionat med masser af aktivitetsmuligheder.

Et flygtigt møde Personligt er jeg ikke nogen erfaren rytter. Men det varer alligevel ikke længe, før min hest og jeg finder rytmen sammen. Gradvist sættes tempoet op, og snart er vi helt omgivet af naturen. Det tørre græs knirker under hestens hove, og fra et ensomt træ går en grib på vingerne og cirkler elegant opad på de varme luftstrømme. Jeg tager mig selv i at tænke, at her kunne man sagtens forestille sig Billy the Kid dukke op bag en af de store kampesten. Eller en flok krigsklædte indianere tage

opstilling på bakkekammen længere fremme. Jeg retter på hatten og prøver at finde den helt rigtige Clint Eastwood-attitude.

Mine tanker får dog ikke lov at vandre længe. For pludselig bliver de afbrudt af vores guide. ”Se der”, udbryder han og peger i retning af nogle store sten lidt længere fremme. Først kan jeg ikke se, hvad han peger på. Men så får jeg øje på den store gråbrune skikkelse, der står roligt og betragter os med sine mørke øjne. ”Det er en prærieulv”, hvisker vores guide. ”Kom, vi prøver at komme lidt tættere på”. Langsomt rider vi fremad, uden at ulven synes at være særlig generet af vores tilstedeværelse. Længe står den bare og stirrer på os, inden den lunter ind bag et buskads og forsvinder. Vi ser den ikke igen.

Masser af aktiviteter Ranchferie kan byde på både afslapning og eventyr. Nogle rancher har pool, og det er helt i orden at dase i solen dagen lang, hvis det

er det, man ønsker. Men vil man hellere ud og opleve noget, er der også rig mulighed for det. Udbuddet af aktiviteter varierer fra ranch til ranch. Men rideture er næsten altid en mulighed, og selv ryttere uden nogen erfaring overhovedet kan sagtens være med. Andre aktiviteter kunne være rodeoshows, hvor de dygtige ryttere viser deres kunnen frem. Ture på mountainbikes eller i firehjulstrækker er også populære, og nogle steder tilbydes sågar white water rafting i gummibåde og flyveture i luftballon. Lyder dette lige lovligt aktivt, er der selvfølgelig også mulighed for at snøre vandreskoene og udforske landskaberne i sit eget stille og rolige tempo.

Bål under stjernerne Hvordan man end vælger at bruge dagen, kan man altid se frem til hyggelige aftener med solid cowboy-kost og masser af stemning. Det gælder også os, da vi efter et par timer i sadlen sætter kurs tilbage mod ranchen. Her har vores værtinde haft travlt, og duften af hjem

melavet mad strømmer os i møde. Alle er sultne efter dagens ridetur, så vi stiger hurtigt af hestene og sætter os til rette i den store spisestue. Alle spiser sammen på denne ranch, og snakken går lystigt om dagens oplevelser og morgendagens muligheder.

Efter middagen trækker folk lige så stille udenfor. Solen er for længst gået ned, og natten har sænket sig over ørkenen. Det er mærkbart koldere nu, så jeg finder en plads omkring det store, flakkende bål med en kop dampende varm kaffe. Et par af de lokale cowboys har også fundet vej til bålet, og inden længe flyver røverhistorierne gennem luften, mens stjernerne tændes på ørkenhimlen over os. Meget er unægtelig sket siden cowboyernes storhedstid i slutningen af 1800-tallet. Men drengedrømmen kan stadig udleves på ranches overalt i Det Vilde Vesten.

This article is from: