13 minute read
7. Samlet konklusion for undersøgelserne 2015–18
7.1 Yngleforekomst nord og syd for grænsen
Der foreligger systematiske optællinger af ynglende sortterner i Tøndermarsken fra 1970’erne og frem. Indtil begyndelsen af 2000–årene ynglede arten især i småvandhuller og kanaler i Gl. Frederikskog, men siden 2005 har den kun ynglet i Magisterkogen og Hasberg Sø (Tofft 2017).
På tysk side er der kun lavet optællinger med års mellemrum, og der har sandsynligvis kun været redebygning og yngleaktivitet i den tyske del af Hasberg Sø i få år med særlig høj vandstand. Men det vides ikke med sikkerhed, da området som nævnt kun optælles uregelmæssigt på tysk side. Ynglende sortterner optælles én gang årligt nord for grænsen i regi af de samlede vadehavstællinger koordineret af Aarhus Universitet. Denne optælling udføres efter en fast metodik: Det højeste antal sete fugle under et besøg ganges med 0,7 hvorved det totale antal ynglepar beregnes (Thorup & Bregnballe 2016).
Fra 2005 og 2007 foreligger der enten ikke optællinger i dette regi, eller måske er fuglene flyttet eller forsvundet før optællingen fandt sted. I 2005 blev der dog udført en ynglefugleoptælling på den tyske side af Hasberg, og der blev i denne forbindelse set en koloni på dansk side, som blev skønnet til 10–15 par. Det passer godt med en observation i DOFbasen på 20 fugle set den 24. maj, et tidspunkt hvor rugningen enten må være i gang eller nært forestående (DOFbasen 2016). Fra 2007 foreligger der heller ingen officielle fra den danske del.
Den samlede oversigt ses i tabel 1. Heraf fremgår også, at der gennem årene har været en mere ustabil fore- komst i Magisterkogen, hvilket sandsynligvis hænger sammen med ustabile redepladser i åkandebevoksninger og svingende vandstande. Men da der til og med 2014 kun er lavet én årlig optælling i dagene omkring den 1. juni, kan man ikke vide, om fugle, som fx måtte have opgivet i Hasberg, sidenhen er begyndt forfra i Magisterkogen, jf. erfaringer fra denne undersøgelse i 2015–18.
Tabellen viser en generel øgning af parantallet fra 2008 og frem, hvor der de fleste år har været over 20 par. Men opmærksomheden henledes på, at et retvisende billede kræver optællinger på begge sider af grænsen, idet der reelt er tale om én bestand, og fuglene kan flytte frem og tilbage over grænsen. Der kan have været ynglefugle på den tyske side af grænsen i flere år, som blot ikke er registreret (Tabel 1).
Tallene frem til og med 2014 (2005 og 2007 undtaget) er baseret på den officielle optællingsmetode med sete fugle ganget med 0,7, mens de i 2015–18 er
Årstal 2000 2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008 2009 2010 2011 2012 2013 2014 2015 2016 2017 2018 Hasberg Sø Tyskland
35** 0 20** 0 Hasberg Sø Danmark 0 0 0 4 8 10–15* 17 10–15* 22 12 15 18 27 28 39 15** 10** 10** 15** Frederikskog 0 12 21 18 2 1 0 0 0 0 0 0 0 0 0 0 0 0 0 Magisterkog 3 0 0 0 8 0 0 0 0 0 0 9 18 8 0 0*** 18** 5–10** 17–18** I alt 3 12 21 22 18 11–16 17 10–15 22 12 15 27 45 36 39 50 28 35–40 32–33
Tabel 1: Oversigt over sortternebestanden i Tøndermarsk-området mv. 2000–2018, angivet i antal ynglepar. Tal fra årene 2000–2014 er opgjort efter metoder beskrevet i teksten. Tal fra 2015–18 baserer sig på data fra denne undersøgelse. * Skønnede tal på basis af oplysninger fra tysk side (J. Kieckbusch) og DOFbasen / ** Redeoptælling / *** Fem par flyttede fra Hasberg efter prædation og ynglede sidenhen i Magisterkogen.)
Fig. 5: Udviklingen i bestanden af ynglende Sortterner i de danske yngleområder i Tøndermarsken.
2000 Magisterkog Frederikskog Hasberg Sø Danmark
2003 2006 2009 2012 2015
2018 baseret på redeoptællinger. Fremgangen til et højere antal ynglefugle efter 2008 kan hænge sammen med dels forbedrede fødemuligheder med udvidelsen af Hasberg Sø omkring 2005–06, etableringen af Ubjerg Nørresø omkring 2008 samt at ynglefugle er flyttet fra Rickelsbüller Koog.
Idet der først findes konkrete data for den tyske del af undersøgelsesområdet (Hasberg Sø – tyske del) fra 2015 og frem, viser diagrammet i Fig. 4 udviklingen i de registrerede antal af ynglepar af sortterner i de danske dele af undersøgelsesområdet. Heraf ses, at også disse tal fluktuerer, men også at der kan konstateres en overordnet stigning i antallet af ynglepar samt at yngleområderne i Magisterkogen har stigende betydning.
Da de tyske dele af det samlede område spiller en stor rolle, bør sortternens konkrete forekomst og de forvaltningsmæssige overvejelser ses som et
Ynglelokalitet for sortterne, Ringswarf, Magisterkog vest, 28. juni 2018 (Foto: Jesper Tofft).
To halvt flyvefærdige sortterneunger på yngleflåde i Ringswarf (Foto: John Frikke).
Indsamling af redeflåder, Terkelshøl, Magisterkogen, 29. August 2018 (Foto: Rolf Pistor-Riebold).
hele på begge sider af grænsen, og en koordination af forvaltning og overvågning på tværs af grænsen vil være fornuftig. Selvom der kun i få år er gjort ynglefund syd for landegrænsen, spiller disse områder, og især den tyske del af Hasberg Sø, en stor rolle som fourageringssteder. Det gælder også den lille sø, Ostloch, ved Aventoft Skov med tilhørende kanal- og grøftesystemer, de tyske dele af Magisterkogen og Rudbøl Sø samt Rickelsbüller Koog.
7.2 Redeoptælling ved brug af drone
For så vidt vides første gang nogensinde i både Danmark og Slesvig-Holsten blev der i projektet gjort forsøg med redeoptælling fra drone i 2015. Dette metodiske delprojekt er beskrevet tidligere i denne beretning, og der er gode tegn på, at metoden er endog meget anvendelig i forbindelse med overvågningen af sortternen.
Især i yngleområder med megen vegetation, hvor det ikke er muligt at se rederne fra landjorden i de tilstødende områder (se bl.a. afsnit 3.5).
7.3 Fænologi og ynglesucces
Den indsamlede viden om fuglenes fænologi over de fire år gav stort set det samme billede: De første fugle ses fra de sidste aprildage, og omkring den 10. maj er de fleste ankommet, og i løbet af de efterfølgende 10 dage kommer resten. I 2018 ankom flertallet af fugle dog en uges tid senere.
De første par påbegyndte rugning omkring den 10. maj (2016), mens den seneste ynglestart sås i 2018 med påbegyndt rugning omkring den 18.-20. maj. Tilsvarende sås de første ungfugle flyvende allerede den 26. maj i 2016 og de seneste den 7. juli i 2018. Fuglene kan altså gå meget hurtigt i gang efter ankomsten fra vinterkvarteret, og de første fugle lægger æg i løbet af bare 8–10 dage.
Hovedindtrykket sammenholdt med undersøgelserne fra Nordfriesland, tyder dog på en mere generel ynglestart de fleste år i dagene 15.-25. maj. Undersøgelsen viste endvidere, at unger fra sene omlægger-kuld kan være på vingerne så sent som den 10. august. Med omkring seks uger fra påbegyndt rugning til ungen kan flyve, er de seneste kuld i undersøgelsen lagt sidst i juni, hvilket viser noget om artens fleksibilitet.
Ynglesuccessen i årene 2015–18 må nok betegnes som ”ret god til god”. Det dækker over en ungeproduktion blandt alle par på ca. 0,5 unge pr. etableret par i 2015, ca. 1,0 unge pr. par i 2016, 0,7 unge pr. par i 2017 og 0,6 unge pr. par i 2018. Samlet for 2015–18 giver det 0,65 unge/par. Da der ikke tidligere er lavet opgørelser over ungeproduktionen i Tøndermarsken, er der ikke noget at sammenligne med. Men disse tal er dog generelt meget højere end de senere års ungeproduktion i Vejlerne i Nordjylland (Nielsen 2016).
På Eiderstedthalvøen i Nordfriesland, hvor der gennem en årrække har været gennemført overvågning og anden forvaltning, herunder brug af redeflåder, var ungeproduktionen i 2014 på 11 flyvefærdige unger ud af 19 par (0,6 unge pr. par), og i 2015 10 unger ud af 19 par (0,5 unge pr. par), dvs. stort set samme resultat begge år. Undersøgelser fra Tyskland og Holland har vist, at en produktion på ca. 0,6 unge og derover pr. par pr. år kan sikre, at bestanden holder sig stabil eller give en fremgang (Hofeditz & Langhans 2015; Tinbergen & Heemskerk 2016).
7.4 Brug af kunstige redeflåder
Projektet tog ud over droneflyvningen endnu en ny metode i brug, nemlig udlægning af kunstige, flydende redeflåder. Metoden er dog kun ny i Danmark, og har været benyttet gennem en del år i bl.a. Tyskland og Holland. I disse lande har brugen af flåder medført højere ynglesucces hos sortternerne end når de yngler i naturlige habitater, hvor der ofte mangler tilstrækkeligt med flydende plantemateriale, som kan tjene som redeunderlag. Man mener fra tysk og hollandsk side, at vandplanten krebseklo, som ternerne mange steder tidligere har benyttet som redeunderlag, er gået meget tilbage – eller forsvundet – på grund af dårlig vandkvalitet (Knief et al. 2005; Van der Winden 2005). Alternativer til denne art var i denne undersøgelse brug af små tuer, mudderflader og ”klaser” af svømmende rødder af åkander.
Med stor hjælp fra frivillig Knud Fredsøe fra Dansk Ornitologisk Forening fremstillede vi selv flåderne efter tysk model i de to første år, det vil sige i 2015 og 2016. Erfaringerne viste i alle år, at der var en rigtig god klækningssucces, som dog ikke kunne måles konkret i tal. Og tilsvarende er der ingen tvivl om, at den
Redeflåderne fremstilles på et værksted i Tønder (Foto: Jesper Tofft).
samlede ynglesucces også var ret god på flåderne. Det illustreres dels af, at de få reder i Magisterkogen på åkander i 2015 ikke klarede en stærkt stigende vandstand i starten af sæsonen, hvor åkander endnu var ”korte” og svage, og dels af, at flåderne i Hasberg Sø ikke i samme grad som reder i naturlige habitater blev udsat for prædation. Det vil sige, at i og med at flåderne kan følge en svingende vandstand op og ned, og at de er udlagt på mindst 70 cm’s vanddybde, hvor landrovdyr som ræv ikke kan komme frem, viser flåderne sig at være en forholdsvis mere sikker redeplads.
Det har imidlertid vist sig, at holdbarheden af den model, hvor der er brugt påklæbede tagrør på overfladen ikke er tilfredsstillende og at de for hurtigt går til. Det ser ud til at tagrørene ”ætses” væk af ande-ekskrementer efter yngletiden, eller at de generelt set hurtigt rådner væk. Der blev derfor fra 2017 lavet en ny type redeflåde, som har vist sig mere holdbar. Der er her påklæbet en måtte af kunstgræs med omkring en cm høje ”strå” som overflade, og det ventes, at denne type kan genbruges i op til 4–5 år.
På grund af de svingende vandstande samt blæst og isskruninger bør flåderne tages ind om vinteren, da de ellers bliver flyttet af vind og vejr, og ender som ikke-nedbrydeligt affald i naturen. Logistikken giver udfordringer, da de i både Hasberg Sø og i Magisterkogen er vanskelige at komme ud til.
Udlægning af flåderne om foråret, og indhentning om efteråret, kan ske med gummibåd, som kan bæres over korte afstande. Men det er ret hårdt arbejde, og kræver mandskab og tid. Er rutinen dog først kørt ind, vil man med det rette udstyr kunne foretage udlægning hhv. indhentning på 2–3 timer pr. sted eksklusiv transport. Med to gange årligt, vil det kræve tre mand i syv timer pr. gang = 2 x 3 x 7 = 42 mandetimer om året at udlægge og indtage omkring 50 redeflåder.
7.5 Prædation
I forhold til prædation henvises primært til de ovenfor angivne beskrivelser i beretningerne for 2015–18.
Meget tyder på, at der er en meget begrænset prædation i rugetiden, såfremt landrovdyr ikke har adgang til redeområderne. Særligt på flåderne er der en høj klækningsprocent. Prædation fra rovfugle, krager og måger er tilsyneladende meget begrænset, men som det fremgår ovenfor, så forsvinder et antal unger inden flyvefærdig alder. Det vides ikke om det skyldes koldt vejr, fødemangel, prædation eller en kombination. Ræv anses som en væsentlig prædator de steder, hvor den har adgang gennem lavt vand. Det vides ikke om odder og mink kan spille en rolle.
Mårhunden må formodes at være en potentiel trussel mod sortternes afkom (Foto: BIOPIX / NPV).
Der udlægges redeflåder fra gummibåd i Bremsbøl Sø i 2017 (Foto: Jesper Tofft).
Sortternernes muligheder for at holde prædatorer (især flyvende) væk fra æg og unger afhænger utvivlsomt meget af, hvor stort antallet af fugle er i kolonierne. Jo flere fugle, jo flere kan deltage i at opdage og fordrive prædatorerne. Generelt set vurderes det, at sortternen, trods dens ringe størrelse, er ret så aggressiv og effektiv i forhold til at fordrive selv store rovfugle som rørhøg. Men reelt vides der ikke meget konkret om art og omfang af prædationen.
7.6 Vejrforhold
Erfaringer fra undersøgelsen antyder, at der især er tre måder, hvorpå vejret kan spille negativt ind på sortternernes ynglevirksomhed.
Oversvømmelse af reder ved pludseligt højvande: Blev set i Magisterkogen to gange i 2015, men ikke siden, hvor vejret var roligere og vandstanden generelt lav. Omkring den 1. juni 2015 blev natur-reder med æg i oversvømmet. I slutningen af juli samme år var ni unger fra omlagte kuld også udsat for forhøjet vandstand, men da var åkanderne blevet større/længere, og ungerne var så store, at de kunne svømme rundt mellem disse, ligesom de også stod på redeflåderne.
Faldende vandstand/udtørring: Som nævnt ovenfor gav faldende vandstande i flere somre adgang for landrovdyr i de dele af yngleområderne, hvor vandstanden var lavest. Til gengæld så det bedre ud hos de par, der ynglede på redeflåder, som var placeret på lidt dybere vand. I 2018 tørrede Hasberg Sø helt ud med meget lav ynglesucces til følge. Par med små unger opgav pludseligt i juli 2018, den varmeste sommer i mands minde, og det vides ikke, om den omfattende udtørring af hele marsken også kan have betydet fødemangel.
Koldt og blæsende vejr: Der er ikke meget viden om i hvilket omfang koldt, regnfuldt og blæsende vejr kan spille negativt ind på de voksne fugles evne til at fange føde til ungerne. Her et par eksempler på iagttagelser ved voldsomt vejr: Efter et kulingagtigt blæsevejr den 8.-9. juli 2015 var 4–5 redeflåder med rugende fugle på omlagte kuld i Hasberg Sø tomme, og det vurderedes, at rederne og æggene var blæst væk. Ved en meget kold og blæsende morgen i slutningen af juli 2015 blev der, uagtet det hårde vejr, fodret unger ca. hvert andet minut. I anden halvdel af juni 2016 satte et meget regnfuldt vejr ind over adskillige dage, og herefter var en del unger forsvundet, mest i form af at en række kuld med tre unger var blevet reduceret til to. Måske på grund af problemer med at skaffe føde nok.
De angivne vejrmæssige forhold har med sikkerhed indflydelse på sortternernes ynglesucces, og i visse tilfælde kan kombinationen af disse faktorer utvivlsomt forstærke denne tendens.
7.7 Fuglenes brug af området
Som det er fremgået i denne rapport med intensive undersøgelser i 2015–16 samt lidt mere ekstensive undersøgelser i 2017–18 suppleret med mange oplysninger fra DOFbasen, spiller hele netværket af vådområder i det samlede marskområde i og syd for Tøndermarsken en vigtig rolle for den lokale bestand af sortterne fra ankomst til yngletid og i perioden efter yngletiden. Dertil kommer betydningen som rasteplads for gennemtrækkende fugle fra nordlige og østlige ynglepladser. Dette emne er for så vidt beskrevet tidligere i denne rapport, særligt for 2015, hvor der flere gange blev foretaget registreringer af fourageringsflyvninger mellem delområder i yngletiden. Men det ses som en meget væsentlig konklusion af denne undersøgelse, at man ikke kan nøjes med at betragte koloniområderne isoleret, og at de bør ses i sammenhæng med det samlede marskområde og dets delområder, som hver for sig opfylder en funktion i forhold til sortternens trivsel i området.
