Ikke klogt at dømme ham ude

Er du bekymret for pave Frans’ helbred, så tjek lige pave Leo XIII.

Tekst: John L. Allen Jr., Cruxnow.com

ROM En ny pave vælges med en historik af helbredsproblemer, og han fortæller tidligt folk, at han ikke regner med at få et langt pontifikat. Ikke desto mindre bliver pontifikatet længere end nogen havde forventet, men paven står til sidst over for en alvorlig operation, hvilket får mange til at mene, at hans dage snart er talte.

Men operationen viser sig succesfuld og han sidder i paveembedet i yderligere fire år. Hans modstandskraft er så bemærkelsesværdig, at insidere i Vatikanet siger spøgefuldt: ”Vi troede, at vi valgte en hellig Fader, men i stedet valgte vi en evig Fader!”

Beskrivelsen kunne sagtens passe på pave Frans, som er ved at komme sig efter sin anden operation på to år. Men vi taler om Leo XIII, der valgtes i 1878 og sad i paveembedet til sin død i 1903 93 år gammel, som den fjerde længst regerende pave i historien.

Pave Frans er med sine 86 år nu den ældste regerende pave siden Leo XIII døde for 120 år siden.

Fire hektiske år

I marts 1899 forekom Leo XIII at være alvorligt syg, og mange – inklusive nogle i kardinalkollegiet – troede, at hans dage snart var talte. Lægerne, der undersøgte paven, fandt til sidst frem til, at pavens symptomer skyldtes betændelse i en cyste, som havde generet ham i årevis, men aldrig var blevet behandlet.

Selv om Leo XIII tøvede med at lade sig operere, lod han sig til sidst overtale og bad en gejstlig i den pavelige husholdning om at holde messe i hans private kapel, mens ope- rationen stod på. En cyste på størrelse med en appelsin blev fjernet, paven kom sig helt og fortsatte med at lede Kirken indtil 1903.

Leo XIII er med andre ord en historie til advarsel for alle, der fristes til at lade sig rive med af pave Frans’ nuværende sygdomshistorik.

Analogien mellem Leo XIII og Frans rækker ud over deres evne til at takle helbredsmæssige udfordringer. Selv om ingen af dem var/er politiske radikale i ordets egentlige betydning, anses de dog for reformatorer og moderate-til-progressive efter

Truer Kirkens liv

Øget indkomstkrav for arbejdsmigranter vil gøre det umuligt at få præster fra udlandet, skriver Stockholms katolske bispedømme i et svar til svensk lovforslag.

SVERIGE I et notat fra begyndelsen af maj foreslår den svenske regering, at indkomstkravet for arbejdsmigranter fra 1. oktober i år hæves til et niveau svarende til 80% af en svensk medianløn, dvs. 26.560 SEK om måneden. I sit svar til justitsministeriet påpeger bispedømmet, at lovforslaget vil gøre det umuligt for ikkeeuropæiske præster og ordenssøstre at opnå arbejdstilladelse i Sverige.

Det nye lovkrav er mere end en fordobling af det nuværende minimumskrav på 13.000 SEK. I sit svar til justitsministeriet understreger bispedømmet, at der bør være muligt at få dispensation fra det nye krav for præster og ordenssøstre, der kommer fra lande uden for EU/EØS (det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde), hvis

Kirkens nuværende aktiviteter skal kunne fortsætte. ”Hvis dette ikke er muligt, mener vi, at man bør indføre overgangsordninger, så det øgede indkomstkrav ikke gælder for ansøgninger om arbejdstilladelser, som allerede er blevet udstedt, eller allerede bevilligede ansøgninger om forlængelse af arbejdstilladelser”, skriver bispedømmet.

Truer religionsfriheden

Bispedømmet tilføjer, at spørgsmålet i sidste ende handler om religionsfrihed, idet katolikker, der tilhører andre riter end den latinske, ellers ikke vil have mulighed for at praktisere deres tro i Kirken. Desuden påpeges det, at ”de indenlandske præstekald er for få til at kunne opfylde de katolske sognes behov for præster”. Videre siges der,

Katolske nyheder fra ind- & udland deres tids katolske standarder. Som bekendt indvarslede Leo XIII den moderne tradition med katolsk sociallære med encyklikaen Rerum Novarum i 1891. Han reformulerede også Kirkens position i forhold til de moderne demokratier og adskillelsen af kirke og stat, der siden førte til Lateranpagten i 1929 og senere 2. Vatikankoncils erklæring om religionsfrihed, Dignitatis Humanae

Det er også værd at bemærke, hvad Leo XIII nåede at udrette mellem operationen i 1899 og sit pontifikats afslutning fire år senere. I 1899 ledte han det første plenarmøde for Rådet for Latinamerika i Rom; han udgav Annum Sacrum, der indviede menneskeheden til Jesu Hellige Hjerte; han helgenkårede John Baptist de la Salle, grundlæggeren af De Kristne Brødre; han kreerede 32 nye kardinaler mellem 1899 og 1903, som udgjorde halvdelen af de kardinaler, der skulle vælge hans efterfølger. Og nå ja, så stod han

Pastoralrådsmøde at ikke-europæiske præster og ordenssøstre ikke har noget økonomisk ansvar, og at det økonomiske ansvar for dem ifølge kirkeretten i sidste ende ligger hos Kirken. Bispedømmet understreger i sit brev også deres sociale funktion:

”De udenlandske præster og ordenssøstre er ofte involveret i sociale hjælpeaktiviteter, hvor de fungerer som et bindeled mellem katolikker med udenlandsk baggrund og samfundet generelt. På den måde kan de hjælpe katolikker, der for nylig er ankommet til Sverige, med at lære det svenske samfund at kende og blive fortrolige med det”. Formanden for Justitia et Pax, pater Thomas Idergard SJ, håber, at regeringen i den forordning, der skal udarbejdes på grundlag af lovforslaget, vil indeholde undtagelsesbestemmelser, der tager hensyn til den samlede forsørgelsessituation, og ikke kun lønsummen for arbejdsmigranter, der hentes til Sverige for at udføre opgaver, som ikke kan udføres af nogen, der allerede bor i landet.

Valfarter 11-12

Haraldsted,

Napoli