Den store skilsmisse

Overrasket af fryd

Hvordan oplever man det, når man kommer fra Helvede til Himlen? Hvordan beskriver C.S. Lewis sin egen omvendelse? Det handler to nye oversættelser af C.S. Lewis’ bøger om.

Tekst: Kirsten Krog

LITTERATUR Der er netop udkommet to nye oversættelser af C.S. Lewis’ bøger. Den ene er den fiktive roman om himmel og helvede, ”The Great Divorce” (1945). Den anden er hans selvbiografi – hvilket han for øvrigt ikke selv ville kalde den – ”Suprised by Joy” (1955).

”Den store skilsmisse”

Inspirationen til romanens titel fik C.S. Lewis fra den engelske 1700-tals forfatter William Blakes roman, ”The Marrige of Heaven and Hell”. Dette ægteskab opløser Lewis imidlertid med ”Den store skilsmisse”, der beskriver, hvordan en flok turister fra Helvede kommer på besøg i Himlen, eller snarere Himlens forgård.

Det karakteristiske ved de besøgende fra Helvede er, at de i Himlen er som skyggefulde, luftige genfærd uden substans. Derfor er besøget i Himlen en pine for dem. For her har alt klarhed, fasthed og substans. Det betyder, at græsset bliver som ubøjelige nåle for genfærdenes fødder og vanddråber vil være i stande til at gennembore dem som ingenting.

Hver af turisterne møder ved deres ankomst til Himlen én de har kendt, dengang de stadig levede på jorden. Disse forsøger at hjælpe dem længere ind i Himlen, hvor de efterhånden, som de ser deres fejl i øjnene, vil vinde større og større fasthed og deres færd dermed blive stadig mindre pinefuld.

Turister i Himlen

En mand mødes af en lysende og ”gennemført muntert og ungdommelig” ånd (s. 44), som viser sig i sit jordiske liv at have myrdet mandens ven, Jack – som i øvrigt også befinder sig i Himlen.

Til mandens bitre anklager, svarer ånden: ”Jeg ser ikke på mig selv mere. Jeg har opgivet mig selv” (s. 45). Men i sin selvretfærdighed er det ikke muligt for manden at give slip på sig selv og følges med ånden længere ind i Himlen, hvor han på et tidspunkt ville have mødtes med Jack.

En kvinde har kun taget turen til Himlen for at genforenes med sin søn, men skuffes, da det ikke er ham, der kommer hende i møde, men hendes bror. For at se sin søn, må hun imidlertid først sætte kærligheden til sønnen i anden række, og elske Gud først, men det formår hun ikke.

Også en engang berømt kunstner mødes med en ånd. Ånden viser ham, hvordan han i sin tid på jorden gik fra at male lyset, fordi ”Lyset i sig selv var din første kærlighed; opstod Vesteuropas tidligste musikalske dramaer på baggrund af liturgien i Middelalderen. Dies irae har også dannet grundlag for talrige requiems-kompositioner gennem århundreder. I den officielle liturgi sneg der sig yderligere en sekvens ind i 1727: Stabat Mater i forbindelse med fejringen af Maria Syv Smerter den 15. september. Dog finder man lejlighedsvis sekvenser i forskellige ordenssamfund fx for benediktinerne sekvensen til fejringen 11. juli: Laeta dies magni ducis du elskede kun at male, fordi det gav dig en mulighed for at fortælle om lyset” (s. 106f).

Men med tiden gik han fra at elske, hvad han beskrev, til at elske selve beskrivelsen.

Derfor vil han ikke kunne finde sig til rette i Himlen, for her drejer det sig ikke om at beskrive – ”her har du jo det hele i virkeligheden” (s. 105).

Således møder det ene genfærd efter den anden en ånd, som vil hjælpe dem fri af sig selv, men de fleste vender om og går tilbage til bussen. Nogle enkelte løsriver sig – eller bliver til sidst løsrevet – fra sig selv og kan påbegynde deres forvandling fra luftig genfærd til solid ånd, for ”I sidste instans findes der kun to slags mennesker: Dem, der ender med at sige ”Din vilje ske” til Gud, og dem, til hvem Gud ender med at sige ”Din vilje ske”. Alle som findes i Helvede, har selv valgt det” (s. 96).

En himmelvid forskel

Men Himlen og Helvede kan ikke sammenlignes som to jævnbyrdige. Helvede er i virkeligheden intet i sig selv. Det er, som romanen siger, uden substans:

”Hele Helvede er mindre end en småsten af jeres jordiske verden, og det er mindre end et atom af denne verden. Den virkelige verden. […] Hvis man samlede alt, hvad Helvede indeholder af ensomhed, vrede, had, misundelse og sødt begær, i én erfaring og vejede det op mod det allermindste øjeblik af fryd i Himlen, så ville det ikke have nogen målbar vægt. Det onde duer ikke engang til at være ondt på samme ægte måde, som det gode er godt” (s. 160f).

”Overrasket af fryd”

I ”Overrasket af fryd” følger vi Lewis’ omvendelseshistorie, der mest af alt tager sig ud som et gigantisk skriftemål. Af bogens i alt 368 sider handler således kun de to sidste kapitler direkte om hans omvendelse.

Inden da kan læseren følge, hvordan han går fra en forkrampet barnetro til at blive ateist. Men ikke nok med det, han udvikler sig fra at være en troskyldig klog dreng med en litterær interesse, man ser hos de færreste drenge, til at blive en bevidst – hvad han selv kalder – ”intellektuel farisæer, en åndssnob” (s. 158).

Langt størstedelen af bogen omhandler hans tid på forskellige skoler. Først en kostskole, som lever op til de værste historier om engelske kostskoler. Derefter på endnu to kostskoler, indtil han – inden han begynder på universitetet i Oxford

Dies irae og requiemsmessen Førnævnte sekvens fra requiemsmessen gennemlevede i øvrigt en særlig skæbne, fordi den i forbindelse med 2. Vatikankoncil i sin helhed udgik af liturgien; dog finder man digtet i tidebønnerne i kirkeårets sidste uge. Helt forsvundet er dies irae nu ikke og i de seneste år er det forekommet, at de sørgende efterladte ønsker netop denne sekvens sunget og en række præster med faible for liturgien før 2. Vatikankoncil bifalder indlemmelsen af denne sekvens i ender hos sin fars gamle lærer, Kirk, eller ”The Great Knock”.

Det lille ord ”joy”, som altså i den danske oversættelse er blevet til ”fryd”, går som en rød tråd igennem hele bogen og fremstår som et glimt fra oven, en erfaring som gang på gang så at sige griber ham bagfra for så igen at forsvinde, blot for at efterlade ham med en længsel.

Det er oftest i mødet med den klassiske litteratur, at Lewis kommer i berøring med fryden, der nærmest kan beskrives som mytiske oplevelser af en virkelighed, som er større end denne verden og bebuder den guddommelige indgriben, som til sidst nærmest tvinger ham ind i Guds favn.

Samtidig med at fryden efterlader en længsel, er fryden selv længsel: ”Der er ingen tvivl om, at fryden var en længsel”, skriver Lewis og fortsætter, ”men en længsel retter sig ikke mod sig selv, men mod sit objekt, Og ikke nok med det: Hele sin karakter får den fra sit objekt” (s. 339).

Efterhånden som Lewis bliver bevidst om dette og derfor begynder at spørge efter hvad eller hvem, denne længsel er rettet imod, begynder han langsomt at åbne sig mere og mere for Guds indgriben i sit liv.

Han begynder også modvilligt at erkende, at forfatterne til de bøger, der har vakt fryden i ham, for størstedelens vedkommende er kristne. Det gælder bl.a. George MacDonald, Nevill Coghill, Chesterton, John Milton, Dom Bede Griffiths og George Herbert. Og han må konkludere: ”Ak ja, en ung ateist må nidkært stå vagt om sin overbevisning. Farer lurer på ham til alle sider” (s. 349).

En modvillig konvertit Lewis kæmper til det sidste mod Guds kald, og kaldet udelader ethvert kompromis: ”Han sagde bare: ”Jeg er Herren”, ”jeg er den, jeg er”, ”jeg er” […]. Mennesker, som er religiøse af natur, har svært ved at forstå rædslen ved denne åbenbaring” (s. 351). Kravet var ”Total overgivelse, et spring ud i mørket. […] Kravet var ikke engang

”alt eller intet” […] Nu var kravet ganske enkelt: ”Alt”” (s. 352).

Til sidst måtte Lewis kapitulere overfor Guds krav, men han var ”måske den mest nedslåede og modvillige konvertit i hele England” (s. 353).

I dette faktum ser han imidlertid ”Guds store ydmyghed, som får ham til at tage imod en omvendt synder selv på disse betingelser”, og det får ham til at udbryde: ”Guds hårdhed er mere mild end menneskers mildhed, og hans tvang er vores befrielse” (s. 353).

Myten bliver kendsgerning – frydens fuldbyrdelse

Med Lewis´ omvendelse får fryden en ny betydning, og de mytiske erfaringer, som han gennem hele sit liv er blevet mødt af, får en ny karakter og finder deres opfyldelse.

I mødet med Kristus, der blev menneske i Jesus, bliver myten til kendsgerning for C.S. Lewis, som han udtrykker det: ”Ordet som kød, Gud som menneske. Dette var slet ikke en religion eller en filosofi, men alle religioners og filosofiers opsummering og konkretisering” (s. 365).

”Men hvilken plads må vi så tildele fryden – den fryd, som hele denne bog primært har handlet om?”, spørger han, og svarer: ”Sandheden er, at spørgsmålet har mistet så godt som enhver interesse for mig, efter jeg er blevet kristen. […] Nu ved jeg imidlertid, at denne oplevelse, betragtet som en tilstand i mit sind, aldrig har haft den betydning, jeg tidligere tillagde den. Den har kun værdi i den udstrækning, den viser hen til noget andet, noget udenfor mig selv” (s. 267).

Prisværdigt initiativ fra ProRex forlag requiemsmessen. Som nævnt var sekvenserne ved deres oprindelse placeret som afslutning på alleluja; Koncilet understreger, at alleluja skal lægge op til evangeliet og mange steder gentages det efter evangeliet, som menighedens bekræftelse på det glade budskab. Hvis sekvensen fremføres i dag, bør den – med skyldigst hensyntagen til intentionerne i koncilet – derfor synges efter en evt. 2. læsning og før alleluja.

Der er nu udkommet oversættelser af i alt 10 af C.S. Lewis værker, og man kan håbe på endnu flere i fremtiden.

Bag oversættelsen af alle 10 bøger står Helge Hoffmann, søn af den kristne forfatter Poul Hoffmann. Han har udført et enormt og prisværdigt arbejde. At oversætte Lewis er ikke en let opgave, da det er svært at bibeholde hans sproglige niveau i en oversættelse. Det er imidlertid lykkes Helge Hoffmann at gøre læsningen af de oversatte værker til en nydelse, selvom det selvfølgelig aldrig bliver det samme som at læse dem på originalsproget.

Køb bøgerne hos din boghandler eller på Katolsk Webshop på pastoral.dk. Eller du kan låne bøgerne på Sankt Andreas Bibliotek, Gl. Kongevej 15, 1610 Kbh V.

Da munken og musikteoretikeren Guido af Arezzo i første halvdel af 1000-tallet ud- viklede et notationssystem, der stabiliserede de nedskrevne noder i forhold til hinanden, kunne novicerne, eleverne på kirke- og klosterskolerne – herunder katedralskolerne – og resten af kirkefolket i øvrigt ånde lettet op. Nu, hvor noderne kunne læses, sang man grupperet efter et stort anlagt antifonar. Først ved bogtrykkerkunstens opfindelse i midten af 1400-tallet blev den store melodiskat udbredt – og ikke længe efter var tropernes dage talte.

August

1. hvid. Tirsdag i 17. alm. uge. (I Ps).

Alfons Maria de´Liguori, biskop og kirkelærer (†1787)(m)  Sl 103,6-7.8-9.10-11.12-13.

 Herren er barmhjertig og nådig.

L.: 2 Mos 33,7-11; 34,4b.5-9.28. Ev.: Matt 13,36-43.

2. grøn. Onsdag i 17. alm. uge. (I Ps).

Eller hvid Eusebius af Vercelli, biskop (†371)

Eller hvid Peter Julian Eymard, præst (†1868)

 Sl 99,5.6.7.9.

 Hellig er du, Herre vor Gud.

L.: 2 Mos 34,29-35. Ev.: Matt 13,44-46.

3. grøn. Torsdag i 17. alm. uge. (I Ps).

 Sl 84,3.4.5-6a+8a.11.

 Hvor er din bolig vidunderlig, Hærskarers Herre!

L.: 2 Mos 40,16-21.34-38. Ev.: Matt 13,47-53.

4. hvid. Fredag i 17. alm. uge. (I Ps).

Johannes Maria Vianney, præst (†1859) (m)

 Sl 81,3-4.5-6ab.10-11ab.

 Bryd ud i jubel for Gud, vor styrke.

L.: 3 Mos 23,1.4-11.15-16.27.34b-37. Ev.: Matt 13,5458.

5. grøn. Lørdag i 17. alm. uge. (I Ps).

Eller hvid Kirkevielsesfest for kirken Santa Maria

Maggiore

Eller hvid Gudsmoders lørdagsmesse

 Sl 67,2-3.5.7-8.

 Folkene skal takke dig, Gud, alle folkene skal takke dig.

L.: 3 Mos 25,1.8-17. Ev.: Matt 14,1-12.

Bededag for præste- og ordenskald.

6. hvid. HERRENS FORKLARELSE (f)

( 18 alm søndag)

 Gl. Cr. Særl.pf

1.L.: Dan 7,9-10.13-14

 Sl 97,1-2.5-6.8-9

 Herren er konge, den Højeste over hele jorden

2.L.: 2 Pet 1,16-19

Ev.: Matt 17,1-9

7. grøn. Mandag i 18. alm. uge. (II Ps).

Eller rød Xystus II, pave, og lidelsesfæller, martyrer (†258)

Eller hvid Cajetan, præst (†1547)

 Sl 81,12-13.14-15.16-17.

 Bryd ud i jubel for Gud, vor styrke.

L.: 4 Mos 11,4b-15. Ev.: Matt 14,22-36.

8. hvid. Tirsdag i 18. alm. uge. (II Ps).

Dominicus, præst (†1221) (m)

 Sl 51,3-4.5-6.12-13.

 Vær os nådig, Herre, for vi har syndet!

L.: 4 Mos 12,1-13. Ev.: Matt 15,1-2.10-14.

9. rød. Onsdag. THERESA BENEDICTA AF KORSET, jomfru og martyr, værnehelgen for Europa (Edith Stein) (†1942)(f)

Gl.Mart.pf

L.: Hos 2,16b,17b.21-22

 Sl 45,11-12.14-15.16-17

 Hør efter, min datter, lyt opmærksomt! eller Se brudgommen er der, gå Kristus Herren i møde!

Ev.: Matt 25,1-13

10. rød. Torsdag. LAURENTIUS, diakon og martyr (†259)

(f) Gl.Mart.pf.

L.: 2 Kor 9,6-10

 112,1-2.5-6.7-8.9

 Lykkelig den, der låner gavmildt ud Ev.: Joh 12,24-26.

11. hvid. Fredag i 18. alm. uge. (II Ps).

Klara, jomfru (†1253) (m)

 Sl 77,12-13.14-15.16+21.

 Jeg husker Herrens undere.

L.: 5 Mos 4,32-40. Ev.: Matt 16,24-28.

12. grøn. Lørdag i 18. alm. uge. (II Ps).

Eller hvid Johanne Franciska Chantal, ordenssøster (†1641) Eller hvid Gudsmoders lørdagsmesse.

 Sl 18,2-3a.3bc-4.47+51ab.

 Jeg elsker dig, Herre, min styrke.

L.: 5 Mos 6,4-13. Ev.: Matt 17,14-20.

13. grøn. 19.ALM. SØNDAG

 Gl. Cr. Alm. S. pf.

1.L.: 1 Kong 19,9a.11-13a;

 Sl 85,9abc+10.11-12.13-14.

 Lad os se din godhed, Herre, og giv os din frelse.

2.L.: Rom 9,1-5.

Ev.: Matt 14,22-33.

Pontianus, pave, og Hippolyt, præst, martyrer (†3.årh.) fejres ikke.

14. rød. Mandag i 19. alm. uge. (III Ps).

Maximilian Maria Kolbe, præst og martyr (†1941) (m)

 Sl 147,12-13.14-15.19-20.

 Jerusalem, lovsyng Herren! eller  Halleluja!

L.: 5 Mos 10,12-22. Ev.: Matt 17,22-27.

15. grøn. Tirsdag i 19. alm. uge. (III Ps).

 5 Mos 32,3-4a.7.8.9+12.

 Herrens del blev hans folk.

L.: 5 Mos 31,1-18. Ev.: Matt 18,1-5.10.12-14.

Jomfru Marias optagelse i himlen fejres den 20/8.

16. grøn. Onsdag i 19. alm. uge. (III Ps).

Eller hvid Stefan af Ungarn (†1038)

 Sl 66,1-3a.5+8.16-17.

 Lovet være Gud, som holder mig i live.

L.: 5 Mos 34,1-12. Ev.: Matt 18,15-20.

17. grøn. Torsdag i 19. alm. uge. (III Ps).

 Sl 114,1-2.3-4.5-6.

 Halleluja!

L.: Jos 3,7-10a.11.13-17. Ev.: Matt 18,21–19,1.

18. grøn. Fredag i 19. alm. uge. (III Ps).

 Sl 136,1-3.16-18.21-22+24.

 Hans trofasthed varer til evig tid eller  Halleluja!

L.: Jos 24,1-13. Ev.: Matt 19,3-12.

19. grøn. Lørdag i 19. alm. uge. (III Ps).

Eller hvid Johannes Eudes, præst (†1680)

Eller hvid Gudsmoders lørdagsmesse.

 Sl 16,1-2a+5.7-8.11.

 Herre, du er min tilmålte del.

L.: Jos 24,14-29. Ev.: Matt 19,13-15.

Lørdag aften:

19. hvid. DEN SALIGE JOMFRU MARIAS

OPTAGELSE I HIMLEN (h) VIGILIEMESSE

Gl.Cr.Særl.pf.

1.L.: 1 Krøn 15,3-4.15-16;16,1-2

 Sl 132,6-7.9-10.13-14

 Herre, bryd op til dit hvilested sammen med din magtfulde ark.

2.L.: 1 Kor 15,54-57

Ev.: Luk 11,27-28

20. hvid Søndag. DEN SALIGE JOMFRU MARIAS

OPTAGELSE I HIMLEN (h) ( 20. alm søndag)

 Gl.Cr.Særl.pf.

1.L.: Åb 11,19a; 12,1-6a.10ab

 Sl 45,10.11-12.16

 Dronningen står ved din højre side, smykket med ofirguld.

2.L.: 1 Kor 15,20-26

Ev.: Luk 1,39-56 (Bernhard, abbed og kirkelærer (†1153) fejres ikke)

Kirketælling

21. hvid. Mandag i 20. alm. uge. (IV Ps).

Pius X, pave (†1914) (m)

 Sl 106,34-35.36-37.39-40.43-44.

 Husk os, Herre, i nåde mod dit folk.

L.: Dom 2,11-19. Ev.: Matt 19,16-22.

22. hvid. Tirsdag i 20. alm. uge. (IV Ps).

Den salige Jomfru Maria, vor Dronning (m)

 Sl 85,9.11-12.13-14.

 Herren taler fred til sit folk.

L.: Dom 6,11-24a. Ev.: Matt 19,23-30.

Ad libitum læsninger til Jomfru Maria, vor Dronning:

 Sl 113,1-2.3-4.5-6.7-8

 Lovet være Herrens navn fra nu af og til evig tid!

L.: Es 9,1-6 Ev.: Luk 1,26b-38

23. grøn. Onsdag i 20. alm. uge. (IV Ps).

Eller hvid Rosa af Lima, jomfru (†1617)

 Sl 21, 2-3.4-5.6-7.

 Herre, over din styrke glæder kongen sig.

L.: Dom 9,6-15. Ev.: Matt 20,1-16.

24. rød. Torsdag. BARTHOLOMÆUS, apostel (f)

Gl.Ap.pf.

L.: Åb 21,9b-14

 Sl 145,10-11.12-13ab.17-18

 Dine hellige, Herre, vil gøre dit riges herlighed kendt.

Ev.: Joh 1,45-51

25. grøn. Fredag i 20. alm. uge. (IV Ps).

Eller hvid Ludvig (†1270)

Eller hvid. Josef af Calasanz, præst (†1648)

 Sl 146,5-6ab.6c-7ab.7c-8.9-10.

 Pris Herren, min sjæl! eller  Halleluja!

L.: Ruth 1,1.3-6.14b-16.22. Ev.: Matt 22,34-40.

26. grøn. Lørdag i 20. alm. uge. (IV Ps).

Eller hvid Gudsmoders lørdagsmesse.

 Sl 128,1-2.3.4.5.

 Se, sådan velsignes den mand, der frygter Herren.

L.: Ruth 2,1-3.8-11; 4,13-17. Ev.: Matt 23,1-12.

27. grøn. 21. ALM. SØNDAG

 Gl. Cr. Alm. S. pf.

1.L.: Es 22,19-23;

 Sl 138,1-2b.2c-3.6+8bc.

 Herre, din trofasthed varer til evig tid, opgiv ikke dine hænders værk!

2.L.: Rom 11,33-36.

Ev.: Matt 16,13-20.

(Monika (†387) fejres ikke)

Kollekt for Caritas Danmark

28. hvid. Mandag i 21. alm. uge. (I Ps).

Augustin, biskop og kirkelærer (†430) (m)

 Sl 149,1-2.3-4.5-6a+9b.

 Herren glæder sig over sit folk eller  Halleluja!

L.: 1 Thess 1,1-5.8b-10. Ev.: Matt 23,13-22.

29. rød. Tirsdag i 21. alm. uge. (I Ps).

Johannes Døberens Martyrium (m)

 Sl 71,1-2.3-4a.5-6ab.15ab+17

 Min mund skal forkynde din frelse.

L.: Jer 1,17-19

Ev.: Mark 6,17-29

30. grøn. Onsdag i 21. alm. uge. (I Ps).

 Sl 139,7-8.9-10.11-12.

 Herre, du ransager mig og kender mig.

L.: 1 Thess 2,9-13. Ev.: Matt 23,27-32.

31. grøn. Torsdag i 21. alm. uge. (I Ps).

 Sl 90,3-4.12-13.14+17.

 Mæt os med din godhed, så vi kan juble og glæde os.

L.: 1 Thess 3,7-13. Ev.: Matt 24,42-51.

Husk du også kan hente liturgisk kalender som pdf til din tablet eller telefon på: www.pastoralcentret.dk/download/liturgi/

Støtter nødlidende www.vincentgrupperne.dk