Den der synger beder dobbelt

Noget om

sekvenser…

Tekst: Rolf Tönshoff

SANG Det var en udfordring for den utrænede, fx for novicen – en stor udfordring: der var så mange toner på bare et ord. Flotte toneranker, der bugtede sig op og ned; men det var næsten ikke til at huske og huske skulle man jo, for en skriftlig fiksering af tonerne var endnu ikke opfundet i 700-tallet. Hele det gregorianske repertoire – ordinarier, de ofte lange propriumsled for slet ikke at tale om de talløse melodier til tidebønnerne – skulle læres udenad, og det tog novicen mange år, før han el. hun kendte og kunne huske det alt sammen. Og synge skulle man – husk på: det talte jo dobbelt!

Til støtte for hukommelsen føjede man en slags undertekster til de ofte endeløse melodier: tropen. En trope er en tilføjelse og oprindelig var den – som om man ikke havde toner nok(!) – alene en melodimæssig og senere også tekstlig tilføjelse til en liturgisk sang. Tropen kunne tilføjes i begyndelsen, i midten eller i slutningen af sangen. Fx kunne Alleluia i Middelalderen splittes op således: ALLE – psallite cum concrepando psallite cum corde voto Deo toto psallite cum – LUIA; man adskiller altså alleluia, så man midt inde i det hebraiske ord synger det latinske: ”syng sangen med klappen, med dit hjerte og bed til Gud af hele dit hjerte.” Det blev nemmere for kirkefolket at huske alle disse toneranker, når der var en tekst tilføjet. Syllabisk kalder man den teknik, at der er knyttet en stavelse til hver tone. Tropernes antal voksede til uanede mængder og i det 13. århundrede voksede modviljen mod dette ”ugræs, der var føget over hegnet” og det kulminerede i afskaf- felsen af dem i forbindelse med Koncilet i Trient omkring 1560. En svag reminiscens finder vi i fx 2. messe, som bærer navnet Kyrie fons bonitatis (eleison), der indikerer tropens ord, der engang blev sunget på den kyrie-melodi.

En særlig form for trope er sekvensen Betegnelsen Sequentiae, ’kontinuerlig’, var oprindelig benævnelsen for den fortløbende evangelieberetning, som man læste dengang og som der ikke er så meget tilbage af i dag. Senere kaldte man en særlig tropeform for sekvens, som var tilknyttet alleluja og som havde en særlig gentagelsesstruktur, der gjorde den yderst populær. Man kalder den toneranke på sidste vokal ’a’ i ordet alleluja for iubilus og sådan mener man, sekvensen med dens ordrigdom er opstået, skønt der ikke er ført endelig bevis for den teori.

Samme gentagelsesmønster i sekvenserne

Begyndelsen af sekvensen dies irae, dies illa viser den parvise opbygning – både hvad tekst og melodi angår. Dansk oversætelse af indledningen: Vredens dag, hin dag, skal forvandle verden til aske, som vidnet af David og Sibylla. Hvilken skælven vil der blive, når dommeren kommer, som nøje vil ransage alt.