Spørgeskemaundersøgelse på vej ud til alle katolikker i

Danmark

Hvad vil det sige at være katolik i Danmark? Har katolikker i Danmark andre værdier og holdninger end den danske gennemsnitsbefolkning? Hvilke kulturelle værdier og former for praksis tager katolske indvandrere med sig til landet, og hvordan er indvandringen med til at præge Den katolske Kirke og Danmark?

Tekst: Bjørn Thomassen

FORSKNING Som tidligere nævnt her i Katolsk Orientering foregår der i disse år et forskningsprojekt om katolikker og katolicisme i Danmark, The Catholic Ethic and the Spirit of Global Modernities. Global Catholicism in a Danish and Transnational Context, som netop sætter fokus på dét at være katolik i dag i en dansk og global kontekst. Projektet er finansieret af Velux og er ledet af professor (mso) i socialvidenskab fra Roskilde Universitet, Bjørn Thomassen, sammen med lektor Andreas Bandak fra Københavns Universitet. De øvrige projektdeltagere er Astrid Krabbe Trolle (post.doc fra KU), og Maja Balle og Michael Brixtofte Petersen (begge Ph.d.-studerende ved Roskilde Universitet, som huser projektet). Forskerne bag undersøgelsen kommer fra fagdisciplinerne antropologi, sociologi og religionsstudier.

I den forbindelse bliver der nu udsendt en spørgeskemaundersøgelse, der forsøger at nå ud til alle katolikker i Danmark. Forneden er der et link til undersøgelsen, hvis man har lyst til at deltage. Det kan også deles frit blandt venner og familie og i relevante netværk.

Den første dybdegående undersøgelse Forskningsprojektet er det første nogensinde, der studerer de katolske befolkninger i Danmark. Det har en særlig relevans i en historisk periode, hvor Den katolske Kirke står over for en række udfordringer i den vestlige verden, hvor medlemstallet i mange lande daler, mens Kirken vokser i andre dele af verden. Det skyldes ikke mindst befolkningsvækst i Afrika og dele af Asien. I Latinamerika står katolicismen stadig stærkt, men er samtidig udfordret af både sekularisering og karismatiske former for kristendom der vinder frem, ikke mindst Pinsekirken.

I Danmark har immigration, religion og kulturel integration nu i årtier stået øverst på den politiske dagsorden med næsten automatisk reference til islam og muslimer. Det har fået langt mindre opmærksomhed – både politisk, men også inden for forskningsverdenen – at der i dagens Danmark er mindst lige så mange immigranter med kristen som muslimsk baggrund. En stor del af disse immigranter er katolikker, men der er meget lidt forskning om katolicisme i Danmark. Det skyldes ganske givet, at katolicismen i Danmark generelt ikke har den store synlighed. Det eksakte tal for katolikker i Danmark vides ikke, men vi kan være sikre på, at det er langt højere end de cirka 54.000 personer, der er indskrevet i kirkens medlemsregister. Sikkert er det også, at antallet af katolikker i Danmark er stigende på grund af immigration. For eksempel er den med afstand største indvandrergruppe i Danmark fra Polen, et land med stærke katolske rødder. Man kan med sikkerhed gå ud fra, at mange immigranter til Danmark er katolske, selv om ikke alle naturligvis er praktiserende, og selv om langt fra alle aktivt melder sig ind i kirken. Det er netop disse voksende indvandrergrupper med katolsk baggrund, som projektet tager udgangspunkt i, men også mødet med dansk katolicisme og det danske samfund mere generelt.

Forskningsprojektet omfatter således den første komparative, dybdegående undersøgelse af de voksende katolske befolkningsgrupper i Danmark og deres bånd til den bredere verden. Undersøgelsen er baseret på fem casestudier af henholdsvis polske, mellemøstlige, vestafrikanske, filippinske og spansktalende minoritetsgrupper og deres nationale og transnationale netværk, og hvorledes disse ’nye’ katolikker er med til at forme Den katolske Kirke i Danmark. Selv om delstudierne således har fokus på migrantgrupper, er projektet bredt sigtet mod at forstå katolicismen i Danmark, således også katolikker med dansk baggrund. Projektet undersøger, hvordan katolicismen udleves i Danmark og hvordan katolsk tro og praksis hænger sammen med en katolsk inspireret etik, der muligvis påvirker holdninger til blandt andet moral, arbejde, nationalitet og identitet. Det er netop disse spørgsmål om tro, praksis, etik og værdier, som spørgeskemaet undersøger. Det vil være af stor gavn for projektet, at

Pastoralrådsmøde så mange katolikker i Danmark som muligt svarer på undersøgelsen. De indsamlede data vil i anonymiseret form indgå i publikationer og bredere formidling af forskerne i projektet.

Til slut blot en ren praktisk information: Det tager cirka ti minutter at svare på spørgsmålene. Spørgeskemaet bliver sendt via et link til den e-mailadresse, som deltageren opgiver ved spørgeskemaets start. Når man har valgt sprog (dansk, engelsk, polsk eller spansk), skrevet sin e-mailadresse og trykt ’afslut’ bliver linket sendt direkte til deltageren, som kan lukke den oprindelige linkboks og deltage i undersøgelsen via det tilsendte link.

Linket til undersøgelse er: https://www.survey-xact.dk/ LinkCollector?key=ZFHRUU8XSJC5 (Du kan gå ind på www.katolsk.dk på forsiden, og finde linket til undersøgelsen.)

Hvad gør vi for at fastholde konvertitter i fællesskabet?

FÆLLESSKAB ”Mit oplæg kan virke som et angreb på nogen, men det er ikke min intention,” indledte Jakob Laugesen sit oplæg om, hvordan fællesskabet tager imod konvertitter. Laugesen er opvokset i Indre Mission og uddannet som teolog, men konverterede i 2015 og hører i dag til menigheden i Randers. Han konstaterede, at Den katolske Kirke favner bredt og har forskellige fløje, men som han sagde: ”Vi er katolikker, fordi vi tror, Kirken er indstiftet af Kristus. Han mente, at Folkekirken gjorde dørtærsklen så lav som overhovedet muligt.

Det var Laugesens oplevelse, at mange konvertitter godt kan blive ensomme og har svært ved at finde opgaver i fællesskabet. ”Jeg ved godt, at jeg ikke er Guds gave til Den katolske Kirke, men jeg er ikke talentløs. Jeg har en mærkelig oplevelse af at være uden opgaver i mit eget hjem”, sagde Laugesen, der fortalte, at han flere gange havde tilbudt sin hjælp; men det havde ingen interesse.

Han havde sin egen erfaringsbaserede definition på lidelsen ”konvertitis”. Mange konvertitter er vedholdende og principfaste og ønsker at følge Kirkens lære. De er naive i deres forestillinger, elsker Kirken og har høje principper; men de kan ikke lide naboen på kirkebænken.

Han fandt det ”topfrustrerende” at få at vide, at man tager sin tro for alvorligt og følte sig ofte mødt med ”anciennitetsargumentet”. Vores liv er et maratonløb, og her gælder det om at have gode forbilleder. Behovet for åndelige forbilleder er stort hos unge mennesker; men de unge har mange gange svært ved at stå op for deres tro, sagde Laugesen, der udtrykte bekymring for, hvad der sker med unge efter firmelsen. Han mente, der skulle vises mere omhu med, hvem man bruger som ledere på DUK-lejre.

Vi har brug for det katolske fællesskab, men hvordan samler vi folk ude i menighederne? For eksempel ved at spice kirkekaffen op med indslag, ved at sætte tid af til en gang imellem at mødes med trosfæller til samvær om noget ordentligt. Og simpelthen ved at vise mere interesse for hinanden.

Et simpelt ”Ses vi på søndag?” kan gøre en verden til forskel. Det er vigtigt at man har samvær om noget ordentligt og bygger hinanden op. Vi har behov for venskaber, og vores kilde til fællesskab er i Kristus. Vi har også behov for at mødes om det åndelige eksempelvis tidebøn, rosenkrans etc.

Der er en mærkelig krig inden for Kirken

– hvorfor kan vi ikke tale hinanden op i stedet for ned, sagde Laugesen, der mente, vi har for meget holdopdeling i liberale, traditionalister, neokatekumenale etc. Oplægget var startskuddet til en livlig debat. Her blev det blandt andet konstateret, at også ”etablerede” medlemmer af menigheden af og til overses, når det gælder om at få løst en opgave. Ofte mangler der måske overblik over opgaverne i et sogn og hvad der skal gøres. Det kan gøre det svært at finde egnede frivillige. LR

Jakob Laugesen har fortalt om sin vej til Den katolske Kirke i bogen ”Hjem” (Katolsk Forlag 2019).

Hvem er vi selv som menighed?

BEVIDSTGØRELSE Bispedømmets synodegruppe er netop ved at færdiggøre et oplæg til, hvordan vi viderefører den synodale proces i Danmark.

Den synodale høringsproces er tænkt som en proces, der skal gøre os mere bevidste om, hvem vi er, og hvad vi hver især bringer ind i det kirkelige fællesskab. Men den er også en proces, hvor vi som katolsk Kirke sammen lytter til Helligånden og lader os inspirere til, hvordan vi skal være kirke lokalt såvel som universelt.

Paven Frans minder os om, at Kirken er synodal i sin natur og understreger de tre tematikker, som processen lægger op til: Deltagelse, fællesskab og mission.

Her i bispedømmet har vi allerede i menighederne – via spørgeskemaer og på anden vis – arbejdet med den synodale proces. Dér, hvor menighederne har holdt møder, har tilbagemeldingerne være positive, og vi ønsker derfor at fortsætte denne åbne, lyttende proces. Synodegruppen ønsker derfor – sideløbende med bispesynoden i oktober i år – at alle i menighederne mødes for at bede for synoden og samtidig reflektere over vores mission som lokalkirke gennem det overordnede spørgsmål: Hvordan lever vi vores mission og hvordan vil vi gerne udvikle vores Kirke?

Lægfolks deltagelse i bispevalg

Indlæg om varmt emne på pastoralrådsmødet.

BISPEVALG Paul Jørgensen fra Sct.

Annæ menighed blev sat på en svær opgave på Pastoralrådsmødet. Hans indlæg “Lægfolks mulighed for deltagelse ved valg af biskop” var mødets allersidste punkt før eventuelt.

På grund af tidsmangel blev konsekvensen desværre et noget amputeret oplæg uden konklusion og muligheder for at stille spørgsmål. Paul Jørgensen gennemgik kort kanonisk rets nuværende regler for valg af biskopper. Her bestemmes det i canon 377 (§ 2), at den lokale bispekonference hvert tredje år sender en hemmelig liste med mulige kandidater til Rom. Nuntius i de pågældende lande kan også sende forslag ind og hemmeligt spørge lægfolk (§ 3). I den efterfølgende kirkehistoriske gennemgang henviste Paul Jørgensen til reglerne i Statuta Ecclesiae Antiqua, der er en samling af kirkeretslige regler fra det 5. århundrede. Her står der, at bispevielsen sker cum consensu clericorum et laicorum …ordinatur episcopus.” (”…med tilslutning af præster og lægfolk…bliver viet til biskop).”

Paul Jørgensen så intet bibelsk belæg for den nuværende ordning, som Tridentiner koncilet vedtog i 1561. “Det for mig bekymrende er, at fremgangsmåden er hemmelig. Som jeg forstår teksten, ved de mulige bispekandidater ikke, at de er mulige kandidater. I øvrigt mener jeg, at alle fremgangsmåder, som er hemmelige, er betænkelige”, sagde Paul Jørgensen.

Fire spændinger biskopperne bør forholde sig til

Efterårets bispesynode om synodalitet nærmer sig. Hvilke emner kan vi forvente biskopperne vil drøfte og hvordan kommer vi selv videre med den synodale proces i vores bispedømme?

Tekst: Niels Messerschmidt

SYNODALITET Nu, hvor den første af to bispesynoder om synodalitet nærmer sig, har vi formentlig et bedre blik for hvad mødet i Rom i efteråret vil tage op og hvad der efterlades på ’bagsmækken, sådan som kardinal Mario Grech har udtrykt det. Som synodesekretariatets vice-generalsekretær sagde han for nylig, at ’hotte’ emner som ordination af kvindelige præster og velsignelse af homo-ægteskaber ikke er på dagsordenen. Den synodale proces 20212024 har til formål at forankre synodalitet i Kirkens daglige liv, så vi kan forvente, at bispesynoden vil fokusere på at løse fire centrale spændingspunkter, der fremkom under de indledende høringer. Det mener den irske katolske præst og teologiprofessor Eamonn Conway i avisen The Synodal Times (månedlig irsk publikation, der udgives af Irish Times og informerer om den synodale proces)

Beslutningsprocedurer versus beslutningstagning

Ifølge Conway er det første punkt spændingen mellem at sikre lægfolkets fulde deltagelse i beslutningstagningen og samtidig anerkende, at Kirken ikke er et demokrati og at den besluttende myndighed ligger hos Læreembedet.

Det lokale versus det universelle

Det andet spændingspunkt er, hvordan vi opretholder fællesskabet i den universelle kirke samtidig med at vi respekterer subsidiaritetsprincippet. Dette princip, der blev fremsat af Thomas Aquinas i det 13. århundrede, siger, at hvis noget kan besluttes på lokalt plan, så bør det også ske dér. Begrundelsen er, at de mennesker, der bliver mest berørt af en beslutning, også bør være tæt involveret i at træffe den.

Proces i to dele I den første del af processen, som fandt sted sidste år, dukkede mange vigtige emner op til overfladen. Dem kan man læse om i bispedømmets samlede rapport og i de nordiske biskoppers dokument (begge findes på www synode.dk). Om de nye tiltag siger Nik Bredholt, formand for bispedømmets synodegruppe: ”Vi ønsker at sætte fokus på, hvordan vi med de nådegaver og styrker, svagheder og udfordringer, vi besidder, opfatter vores egen mission og opgave, og hvad der spænder ben for at vi som katolsk Kirke i Danmark kan udleve denne mission. Det handler ikke så meget om at diskutere de store spørgsmål, som Kirken på nationalt eller internationalt plan står overfor, men om hvordan vi kan udleve vores synodale natur som lokalkirke rundt om i menighederne med deres respektive kendetegn og nådegaver”.

Emnet bispevalg er højaktuelt. Sidste år vedtog Den synodale Vej i Tyskland den 4. februar med stort flertal, at lægfolk skal høres ved bispevalg. 177 stemte for, 24 stemte imod og 6 afholdt sig fra at stemme. Blandt de tilstedeværende biskopper stemte 42 for og 11 mod.

I nogle tyske bispedømmer arbejder man

Bispedømmets synodegruppe vil i nær fremtid udsende forslag til inspiration, som menighederne kan bruge til reflektere over førnævnte spørgsmål. I den forbindelse foreslår synodegruppen, at hver menighed holder to møder i samme tidsrum som bispesynoden afholdes i Rom – det kunne fx være en søndag i oktober og en søndag i november, hvor menigheden mødes og beder for synoden samt fortsætter de fælles refleksioner, som mange menighederne allerede påbegyndte sidste år.

Nik Bredholt forklarer, at på det første møde kan menigheden arbejde med at afklare, hvilke styrker (nådegaver), svagheder, muligheder og risici, den står med. Ved det andet møde er det så meningen, at den – i lyset af det første møde – så beslutter, hvordan den som lokal katolsk kirke og menighed på mere konkret måde kan udleve de tre tematikker, som den synodale proces lægger op til. NM med forberedelse af kommende bispevalg. Osnabrücks domkapitel har for første gang holdt rådslagning med lægfolk. Det skete i begyndelsen af maj. Et nyt bispevalg i Osnabrück er blevet aktuelt, efter at den mangeårige biskop Franz Josef Bode overraskende trådte tilbage i marts. Bispedømmet har fulgt en model, der i efteråret 2022 blev udviklet i bispedømmet Paderborn. De ni medlemmer af domkapitlet mødtes i starten af maj med ni andre personer fra forskellige grupper og råd. Det er gruppens opgave at drøfte en profil for den kommende biskop. Arbejdet skal være afsluttet til den kommende sommerferie. Tidligere har 14 kvinder og mænd sammen med domkapitlet i Paderborn sammenstillet en liste over egnede bispeemner. Men via nuntius i Tyskland, Nikola Eterovic, meddelte Vatikanet, at der ikke er mulighed for videre inddragelse af lægfolk.

Paul Jørgensen taler til pastoralrådsmødet om, hvordan et bispevalg foregår.

Foto: Lisbeth Rütz.

Subsidiaritetsprincippet er i øvrigt hjørnestenen i katolsk sociallære.

Troskab versus sandhed

En tredje spænding opstår ifølge Conway fra de mange fordringer til Kirken om at ”gøre mere plads i dit telt” (Es 54,2) – som ifølge det kontinentale arbejdsdokument er ”en udstrakt, men ikke homogen bolig, der kan give alle husly, men som er åben, der lukker ind og bevæger sig i retning af at favne Faderen og hele menneskeheden”.

Udfordringen er her, hvordan vi bliver den-

Dikasteriet for biskopper i Rom overvåger udvælgelsen af de fleste nye biskopper og rådgiver pave Frans i det endelige valg af biskop. LR ne slags Kirke samtidig med, at vi forbliver tro mod og i sandhed forkynder den lære, som mange af dem, der ønsker inklusion, ikke selv accepterer og oplever som fremmedgørende.

At kvæle Ånden versus at strukturere synodalitet Et fjerde spændingspunkt, biskopperne bør overvejes, er behovet for at give plads til, at Helligånden ”blæser, hvorhen den vil” (Joh 3,8), dvs. at tillade en synodal stil udfolde sig organisk i Kirkens liv på både lokalt og regionalt niveau.

At løse spændinger gennem dialog og skelnen

Da pave Frans i sin tid arbejdede på en doktorgrad i Tyskland, brugte han tid på at studere, hvordan man løser spændinger i beslutningsprocesser. Her nåede han frem til, at spændinger altid vil eksistere side-om-side inden for større enheder, og hans studier overbeviste ham om, at tilsyneladende modsætninger kan løses gennem den rette skelneproces. Det er derfor usandsynligt, mener Conway, at pave Frans vil lade bispesynoden nøjes med at vælge fx ’beslutningsprocessen’, der involverer hele gudsfolket, uden også at berøre ’beslutningstagningen’, der kun involverer biskopperne.