Foreningen af ord og kunst

Poul Exner (1929-2023) in memoriam.

MINDEORD I det mindste fra han blev 85, insisterede br. Poul meget bestemt på, at der egentlig kun var én ting han ønskede, man skulle huske ham for: mobilen (uroen)

Trinitas – Den var en gave, som var blevet ham givet, mente han, allerede da han begyndte at samle en menighed i 60’ernes Albertslund med gudstjenester i en skolesal. Det første udførte eksemplar blev ophængt så passende over døbefonten dér.

Hos ham mødtes gener fra familien Exner og præster på alle sider. Hos brødrene, arkitekten og guldsmeden, blev kunsten livsopgaven. Poul var maler, af landskaber, ikke mindst fra Anholt, hvor han var præsten i den første del af 60’erne, med detaljer af træer, huse og veje. I Hans Egedes sognesal ordnedes 2008 en udstilling med hjælp af venner, som med opsporing og rejser samlede hans værker.

Men Poul ville være præst. Udgangspunktet fandtes der i Indre Mission – men Çollegium Trinitatis trak ham ind i højkirkeligheden de første studieår og førte ham også nogle måneder til det anglikanske kloster-præsteseminarium, Society of the Sacred Mission i Kelham, og han fortsatte studierne hos blandt andet Regin Prenter i Århus. Men han ville hellere hedde grundtvigianer, helst katolik, absolut ikke protestant – Luther læste han sikkert ikke meget. Messen i centrum i den re-formatio af folkekirken, han med nogle embedsbrødre i Kristi Legems Broderskab, en bredere bevægelse i Fællesskabet Kirkelig Fornyelse engagerede sig for, forenede jo også på en måde ord og kunst. Opstandelseskirken, som blev bygget med bror Johannes og svigerinde Inger som arkitekter og guldsmedsbror Bent bag det kunstværk, som pryder alteret, skulle konkretisere syntesen.

Dog før kom det menneskelige byggeri: Her et vidnesbyrd fra en som blev inddraget;

Poul kom som præst med katolske holdninger, ansat i folkekirken, til et kirkefjendsk miljø i Albertslund; det måtte give stridigheder, og det gjorde det.

Men Poul kæmpede med debatgudstjene-

TRINITAS MOBILE

Broder Poul, som var præst på Anholt og i Albertslund og senere broder i Östanbäcks kloster i Sverige, tegnede denne mobile.

Han var kunstner, med mange dejlige malerier bag sig, men betragtede denne mobile som sit hovedværk.

Inspirationen er det kristne mysterium:

Treenigheden – med Faderen, Sønnen og

Helligånden i Én.

Dette er vist med de tre figurer det tilsammen danner en cirkel.

Hver figur er formet efter de traditionelle symboler som: ster, med seriøse dåbssamtaler, med oprettelse af en menighed af tilflyttere, der blev som en levende, engageret storfamilie...

Øjet er Faderen – Fisken er Sønnen – og Duen er Helligånden.

Omridset af figurerne er næsten ens, dog med små variationer for at understrege betydningen.

Helligånden udgår fra Faderen.

Sønnen må, for at skabe balance, føres over i den anden side af mobilen, men er stadig forbundet til Helligånden, og dermed er de tre – Én.

Poul var fast i troen, men ville gerne diskutere med andre, han sagde: Jeg lytter gerne, hvis I har en tro, der er bedre end min… Det kom aldrig! Sandheden ville han i den dybe sammenhæng med kærligheden. Hans Trinitas (Treenigheden) vil antyde den, harmonien i helheden dér, mellem de tre ovale figurer: Øjet – Faderen, Fisken, græsk ICHTHYS, som kan tydes som Iesous Christos Theou (th.) Yios Soter, Jesus Kristus Guds Søn, Frelser, og Duen – Helligånden. Det er det inderste i tilværelsen.

Denne sekvens udviklede sig i Middelalderen til en næsten selvstændig digtform i fejringen af messen. Den klassiske sekvens fra ca. 840 til 1050 bygger på verspar. Efter 1050 bliver rimene indført med faste betoninger, samme længde og sangbare, også parvist opbyggede melodier, som ikke har rod i det gregorianske repertoire. Forskerne anslår, at der mellem 13. og 15. århundrede i Vesteuropa opstod over 3.000 sekvenser, som var bygget op over samme gentagelsesmønster – både hvad tekst og toner angik. De mest populære sekvensmelodier blev frejdigt fremført også uden for kirkerummet og ikke sjældent med en verdslig tekst. Det blev bare for meget! Troperne og dermed sekvenserne blev, som nævnt, fjernet fra liturgien i forbindelse med Tridentinerkoncilet (1545-63) på nær fire: Påskesekvensen: Victimae paschali laudes, pinsesekvensen: Veni sancte Spiritus, sekvensen til Kristi Legems og Blods Fest: Lauda Sion Salvatorem og requiemsmessens Dies irae. Ingen, der har hørt den sidstnævnte sekvens, kan undgå i tekst og musik at fornemme den middelalderdramatik, der kommer til udtryk her: Frygten for Gud, der på den yderste dag holder dom, og hvor Jesus vil komme og skille folkeslagene i retfærdige og uretfærdige, som en hyrde, der skiller fårene fra bukkene. Ligesom det gamle græske drama opstod på baggrund af religiøse ritualer,

Og der er denne enhed i mangfoldighed, som er fællesskab, og grunden for den dialog, han søgte – omend nok nogle nærtstående ind imellem kunde opleve, at hans entusiasme for det, han selv havde set som sandhed, ikke gav så meget rum for deres overbevisning. Den enkelte mødte han dog meget positivt, med sit svar på spørgsmålet: Hvordan har du det? Jo, når du er her, har jeg det godt. Så samlede han i de sidste år et nyt fællesskab omkring sig: Hjemmeplejens hjælpere fra så mange nationer og religioner.

Men i vennekredsen fandtes også betydende teologer: Johannes og Anne-Marie Aagaard, Lars og Anne-Marie Thunberg, A.M. Allchin, den anglikanske Grundtvigentusiast …

Og så prøvede han at bidrage til kommunitetet, Östanbäcks kloster ved Sala i Sverige. Der kunde han videreføre ungdommens stærke oplevelse af klosterliv i Kelham. Efter pensioneringen fra Albertslund i 1995 indtrådte han. I lidt mere end 20 år tjente han ydmygt i vaskeri og sakristi, gerne med ture i skoven i jagt på bær og svampe, men også som præst med messe og skriftemål. Dansker ville han dog forblive. Klosterets fader sendte ham også 2015 tilbage til Danmark, med opgaven at realisere Hakon og Isa Rahbjergs vision om munke i Hellig Kors Kloster ved Lem: Det viste sig ikke muligt. I stedet blev det den benediktinske Cella Pax ved Vor Frue kloster, efter genforeningen dér med Moderkirken, som han havde søgt bevidst i et halvt århundrede.

I Östanbäck udtrykte han ret ofte ønsket at finde den sidste hvile i dansk jord og sådan blev det så ved meget generøs imødekommenhed fra priorinde og nonner på Åsebakken.

Må han hvile i fred til Opstandelsens morgen! Brødrene i Cella Pax

Fornemt besøg i Jylland

I dagene 27. til 30. maj aflagde Vladyka Bohdan (Dzyurach), den apostoliske eksark for ukrainere af den byzantinske ritus i Tyskland og Skandinavien, sit første besøg hos ukrainere i Jylland.

UKRAINERE Søndag den 28. maj fejrede den apostoliske eksark pontifikalmesse i Sankt Norberts Kirke i Vejle, efterfulgt af fejringen af 15-årsdagen for det ukrainske samfund i den midtjyske by.

I arrangementet deltog præster fra Den ukrainske græske-katolske Kirke, pastor Vasyl Bahlei, pastor Vasyl Tykhovych, pastor Marko Semegen, bispedømmets generalvikar, pastor Niels Engelbrecht, pastor

Pavlo Rakovsky, pastor Jacek Anishevskyi, pastor Yulian Beksou, og en repræsentant for Ukraines ambassade, Bohdan Kost.

Dagen efter besøgte biskop Bohdan Aalborg, hvor han holdt pontifikalmesse og barnedåb.

Biskop Bohdans besøg hos sine åndelige børn er altid en begivenhed og en stor glæde!

Pastor Vasyl Bahlei

En i Johannes Jørgensens Hus markerer 100-året for udgivelsen af Johannes Jørgensens ’Jorsalafærd’ om hans rejse til det hellige land året før. Udstillingen indeholder mange fotos fra rejsen. Her ses et foto af Johannes Jørgensen ved ruinerne af synagogen i Kapernaum. Arkivfoto.

Særudstilling om Johannes Jørgensens rejse til Det hellige Land

Udstilling i anledning af 100-året for bogudgivelsen ’Jorsalafærd’.

SVENDBORG ’Jorsalafærd – på rejse med Johannes Jørgensen i Det hellige Land’.

Det er titlen på en særudstilling i Johannes Jørgensens Hus i Svendborg i anledning af, at det er 100 år siden, Johannes Jørgensen (1856-1966) udgav sin bog ’Jorsalafærd’.

Bogen beskriver hans rejse til det hellige land i 1922 sammen med den franske kunster Andrée Carof.

Bag udstillingen står mag.art. og bestyrelsesmedlem i Johannes Jørgensen Selskabet Birte Lundgreen, som har boet i Jerusalem siden 2021, hvor hun har haft stor glæde af ’Jorsalafærd’. Selvom den er skrevet for 100 år siden, er den stadig en glimrende rejseguide til at forstå og afkode Jerusalem, Israel og Palæstina.

Birte Lundgreen fremhæver, at Johannes Jørgensen udover at have en kolossal viden også har en evne til at registrere næsten alt omkring sig og gengive det med indlevelse, lyrik og poesi.

Udstillingen viser mange fotos fra Johannes Jørgensens og Andrée Carofs rejse til Det hellige Land i 1922 samt nye fotos af nogle af de samme steder. Derudover er der gamle genstande, som de havde med hjem fra rejsen, og nye ting, som de kunne have haft med. Desuden vises en sjælden film fra Palæstina lavet af Gunnar Sommerfeldt i 1924.

Særudstillingen åbnede 14. juni. Johannes Jørgensens Hus ligger i Fruestræde 15, Svendborg, og har åbent tirsdag kl. 14-16 i juni; tirsdag, onsdag og torsdag kl. 14-16 i juli og august; og igen tirsdag kl. 14-16 fra september til og med november.