Afrika søger sin plads i

Den universelle Kirke

Afrika betragtes ofte som ’Kirkens fremtid’ på grund af den voksende katolske befolkning; men ingen af Vatikanets kontorer ledes af en afrikaner, og antallet af afrikanske kardinaler er stadig marginalt.

Tekst: Lucie Sarr, Abidjan, Elfenbenskysten, La Croix International

KONTINENT ”Kirken i Afrika er fremtiden for Den universelle Kirke”, siger augustinersøster Julienne Sèdami Amadjikpe, der er advokat og ekspert i kanonisk ret i Benin. Det er faktisk en statistisk realitet, for mens antallet af katolikker stagnerer eller kun vokser svagt på andre kontinenter, stiger det markant år for år på det afrikanske kontinent.

Men hvis Afrika repræsenterer ’Kirkens fremtid’ – sådan som kardinal Fridolin Ambongo af Kinshasa (Demokratisk Republik Congo) også sagde i et nyligt interview med La Croix Africa – hvilken betydning har det så i øjeblikket for Den universelle Kirke?

Først og fremmest må man konstatere en ’ubalance’, som den togolesiske universitetsprofessor Roger Ekoué Folikoue udtrykker det: kontinentet er dårligt repræsenteret i Kirkens højeste myndigheder. Ingen afdeling i den romerske kurie ledes således af en afrikaner, og antallet af afrikanske kardinaler i kardinalkollegiet er forholdsmæssigt lavt.

Eurocentrisme

Donald Zagoré, præst og teolog i Society of African Missions (SMA), siger, at Afrikas plads i Kirken er tæt forbundet med eurocentrismens vedholdende skygge. ”Koloniseringen er stadig et udtryk for dens kulturelle, politiske, økonomiske og endda religiøse nederlag”, siger han og bemærker, at denne eurocentrisme indfører et ”værdihierarki” og en ”mentalitet af kulturelt og religiøst overherredømme”, som man finder selv på Kirkens øverste niveau. Zagoré citerer afdøde Benedikt XVI, som i sit sidste posthume værk insisterer på, at ”vestlig musik er noget unikt, uden sidestykke i andre kulturer”.

Men eurocentrisme alene kan ikke forklare, hvorfor Afrika ikke indtager en større plads i Den universelle Kirke, hævder professor Raphaël Yébou fra universitetet i Abomey-Calavi i Benin.

Forskellige bekymringer

”De fleste afrikanere er ikke parate til at hævde sig over for den hvide mand, selv når det er nødvendigt. Det forekommer mig, at dette billede er fremherskende i Den katolske Kirke”, understreger han.

Som følge heraf er der også en kløft mellem afrikanske katolikkers reelle bekymringer og dét, der synes at være Den universelle Kirkes bekymringer.

”De samfund og kulturer, hvor folk forsøger at leve evangeliet, er forskellige”, advarer jesuitten pater Ludovic Lado.

Den camerounske teolog giver dette eksempel: ”De fleste afrikanske kirker er ikke optaget af spørgsmålet om homoseksualitet på samme måde som vestlige kirker af den simple grund, at samfundsudviklingen er forskellig. Der er nogle gange en følelse af, at det er udviklingen i de vestlige samfund og kirker, der dikterer tempoet for reformer”.

Ifølge en tidligere vestafrikansk ambassadør ved Pavestolen skal svaret komme fra det lokale niveau, mere end fra Rom. ”Det er op til Kirken i Afrika at vende tendensen, og der er en måde at gøre det på”, insisterer diplomaten.

Ville det hjælpe at vælge en afrikansk pave?

Søster Sèdami Amadjikpe, den beninske kirkeretsadvokat, er endnu mere ærlig i sine ord. ”Det, Kirken i Afrika har brug for i dag, er at kunne bryde ud af det sædvanlige mønster med at være offer ved at gøre sig gældende gennem sit arbejde og ved at kommunikere sin tro til andre”, siger hun.

Lado mener, at for at det kan ske, må Kirken i Afrika vokse ”ikke kun i antal, men også i sit vidnesbyrd om evangeliet”.

”Det er ikke bare et spørgsmål om at indtage positioner, men om at deltage kvalitativt i Kirkens liv ved at være åben for Helligåndens åndedræt”, siger jesuitten. ”Derfor må Afrika tage sig af uddannelsen af lægfolk og præster på et åndeligt såvel som et intellektuelt niveau”.

Ville valget af en afrikansk kardinal til pave hjælpe med at genskabe balancen?

Ikke nødvendigvis mener en afrikansk præst ved Pavestolen, som foretrækker at være anonym. Han siger, at en sådan pave ville være nødt til at være ”tæt på afrikanernes bekymringer”; noget som ikke nødvendigvis er garanteret ved at vælge hvem som helst fra Afrika.