Katolsk Orientering nr. 2, 2023

Katolsk Orientering

Unge fra bispedømmet Viana do Castelos ungdomssekretariat forbereder sig til verdensungdomsdagene. Foto: Lisboa2023.org.

le arrangører holdt også andre møder i Vatikanet ”med de ansvarlige for at organisere pavens rejser, hans sikkerhed og liturgien”.

Selv om Frans ikke udtrykkeligt nævner i videobudskabet, at han har til hensigt at rejse til Lissabon, er forventningerne at den 86-årige pave vil deltage i arrangementet. Frans var faktisk den første til officielt at tilmelde sig arrangementet søndag den 23. oktober sidste år, da tilmeldingen til verdensungdomsdagene åbnede.

Katolsk ungdomstræf

Om godt et halvt år vil hundredtusindvis af unge fra hele verden strømme til Portugals hovedstad.

UNGDOMSTRÆF Mens forventningerne til verdensungdomsdagen vokser, opfordrede paven i et videobudskab deltagerne på ungdomstræffet i starten af august til ”altid at se mod horisonten”.

”I unge, hvoraf allerede 400.000 har tilmeldt jer, tørster efter en horisont”, sagde paven. ”På disse verdensungdomsdage vil I lære altid at se hen mod horisonten, og altid at se ud over den. Byg ikke en mur foran jeres liv, idet mure lukker jer inde, hvorimod horisonten får jer til at vokse. Se altid mod horisonten med øjnene, men se først og fremmest med hjertet”.

Siden Verdensungdomsdagen blev afholdt for første gang i 1986, er ungdomstræffet blevet et af de vigtigste tilbageven-

dende begivenheder i den katolske verden, og tiltrækker hver gang mere end en million unge fra hele verden.

Så mange som fem millioner unge deltog således i den afsluttende friluftsmesse på verdensungdomsdagene i Manila, Filippinerne, i 1995, med deltagelse af pave Johannes Paul II. Guinness World Records har siden anerkendt det som den største pavelige folkemængde, som nogensinde er blevet registreret.

Den første pilgrim Pave Frans mødtes for nylig med en delegation fra den lokale organisationskomité for verdensungdomsdagene i Lissabon 2023, der afholdes i dagene 1.-6. august. De loka-

Højt til loftet på Nørrebrogade

Mangeårig drøm er gået i opfyldelse.

INDVIELSE “Det kan faktisk ikke rigtig lade sig gøre at arbejde her, hvis man ikke er en smule anarkistisk”, sagde tidligere skoleleder Kirsten Poulsen, til den højtidelige indvielse af ny faglokaler for kreative fag og naturfag på Sankt Ansgars Skole i København. Med indvielsen er en mangeårig drøm gået i opfyldelse. Der hvor der før lå en helt uudnyttet loftsetage, er der nu kommet topmoderne faglokaler indrettet i New Yorkerstil med vægge i et råt betonlook, loftsbjælker og højt til loftet.

Efter at have indviet de nye lokaler til kundskabernes Herre og med Bjergprædikenens ord om at eleverne skulle være lys i verden bestænkede generalvikar Niels Engelbrecht væggene med vievand.

Indvielsen følger efter mange års kamp for at give eleverne bedre rammer for læring i krea- og naturfagene. I tredje omgang lykkedes det skolen at få tilsagn om projektstøtte på 20 millioner kroner fra A.P. Møllerfonden. Der er blevet spinket og sparet, og hvert eneste år har skolen lagt penge til side til ombygningsprojektet af det årlige overskud. Sankt Joseph Søstrene gav for år tilbage 500.000 kr. til en ny skolegård.

De penge blev omdisponeret, så skolen nu har fået en ny tagterrasse med gummibelægning og en svimlende flot udsigt over byens tage. Den vil helt sikkert blive et hit, når vi får mildere varmegrader.

Sankt Ansgars Skole flyttede ind på Nørrebrogade fra Griffenfeldtsgade i 1923 og har nu omkring 320 elever fra omkring 30 forskellige lande. Cirka 35 lærere er ansat på skolen. Den startede som en katolsk sogneskole og har i dag både katolske og protestantiske elever. Skolen ligger i et multinationalt og multietnisk kvarter på Nørrebro og har gennem de seneste år også fået

Efter at have klikket på en tablet under Angelus fornævnte søndag sagde paven: ”Kære unge! Jeg vil gerne opfordre jer til at tilmelde jer verdensungdomsdagene, hvor vi efter en lang periode med afstandsrestriktioner atter vil kunne genfinde glæden ved den broderlige omfavnelse mellem folk og generationer, hvilket vi har så meget brug for”.

Postpandemisk verdensungdomsdag Stadig flere data viser, at pandemien har haft en ødelæggende effekt på messedeltagelsen rundt om i verden, og ungdomstræffet i Lissabon bliver den første verdensungdomsdag efter pandemien, som kan give os et fingerpeg om hvor langt Kirken er kommet med at normalisere sig.

Godt 700.000 mennesker deltog i de forrige verdensungdomsdage i Panama i 2019. Selv om der indtil videre ’kun’ er tilmeldt 400.000 mennesker til arrangementet i Lissabon, forventer arrangørerne at mange flere vil tilmelde sig arrangementet i løbet af de kommende måneder.

mange muslimske elever.

Det har krævet meget af både elever og lærere at komme gennem halvandet år med støv, støj og byggerod; men det var anstrengelserne værd, og det er lykkedes at holde skole ved et gennemtænkt samarbejde med andre skoler i kvarteret.

”Vi vil gerne lære børnene at eksperimentere og tænke ud af boksen. I har tænkt stort med dette byggeri. Skolen med det store hjerte i hjertet af Nørrebro siger af hjertet tak til jer”, sagde Malene Funch Sørensen, skoleleder fra 1. januar i år. Skolen var i mange år ejet af Ansgarstiftelsen, men er i dag en selvejende institution, der ejes af Ejendomsfonden, Nørrebrogade 27. LR

Du kan læse mere om Sankt Ansgars skole og se flere billeder fra byggeriet på sanktansgarsskole.dk

Katolske nyheder fra ind- & udland

Nr. 2 • 3. februar 2023 • 49. årgang

Missionsuge på Amager, Caritas, økumeni og meget mere. Læs mere på side

Kirken i Danmark 10-12

Ny, dansk Benediktkommentar. Læs mere på side

Benedikt

Status på et langt skoleliv. Læs mere på side

Katolske skoler

Tanker om stor Stensenbiografi. Læs mere på side

Niels Stensen

New

i tagetagen. Generalvikar Niels Engelbrecht fortæller om skolens historie.

KO mener

Væsentlige drøftelser

De nordiske biskopper har forud for den kontinentale synodale samling i næste uge i Tjekkiet givet deres bud på tre væsentlige emner til drøftelse.

Spændingen mellem institution og karisma. Har altid eksisteret i Kirken, men synes at have fået ny dynamik i de senere år. Det ses tydeligt i spørgsmålet om forholdet mellem lægfolks – især kvinders – medansvar og deltagelse i beslutningsprocesserne i Kirken, og præsters lederskab og beslutningskompetence. Udtrykket ’klerikalisme’ nævnes ofte i sammenhængen. Det synes her vigtigt, at samarbejdet og overtagelsen af embeder sker i overensstemmelse med vedkommendes evner. Selv om lægfolk ikke kan forvalte sakramenterne, er de ofte mere professionelle og kompetente end gejstlige til at varetage økonomiske og administrative opgaver.

På samme vis maner den ofte nævnte opfordring til gennemsigtighed på spændingen mellem institution og karisma. Gennemsigtighed bidrager til at give et reelt billede af beslutningerne, processerne og kriterierne og fremmer fællesskab og samhørighed i sognene.

Spændingen mellem tro og fornuft, mellem Kirke og verden. Som diasporakirke i et gennemsekulariseret samfund opleves spændingen tydeligt i Nordeuropa. Hvordan forholder Kirken sig til den moderne verdens spørgsmål om abort, samkønnede ægteskaber, gengifte fraskilte, homoseksualitet og kønsforskellighed? Hvordan kan Kirken integrere mennesker, der føler sig udelukket fra Kirken, uden at opgive eller tilpasse Kirkens lære?

I den forbindelse efterlyser nordiske katolikker en større åndelig og kateketisk formation. Uden indgående kendskab til troen og Kirkens lære kan de ikke indtage reelle standpunkter om udfordringer og spændinger i Kirken, men bøjer ofte, på ureflekteret vis, af for samfundets krav om tilpasning.

Den stigende polarisering inden for Den katolske Kirke, mellem ’konservative’ og ’progressive’, mellem ’tradition’ og ’modernitet, bliver stadig dybere og mere højlydt i visse kredse, især på liturgiens område, og særligt efter pave Frans’ begrænsning i brugen af den tridentinske ritus.

Spændinger i Kirken efter de bitre erfaringer med overgrebssagerne kommer også til udtryk i synet på den katolske seksuallære. Har Kirken fortsat ret til at udtrykke sig autoritativt i spørgsmål om moral og seksualmoral, eller har den tabt denne ret?

Og i hvilket grad skelnes der i denne sammenhæng fortsat mellem Kirkens medlemmer og Kirken selv?

Biskopperne fremhæver også, at i dialogen med lokale kirker verden over må spørgsmålet om Kirkens væsen prioriteres. Hvad er Kirken og hvad er den ikke? Er den blot en social institution eller er den Kristi Legeme? Hvordan kan Kirken i sandhed fornyes uden at forråde sin guddommelige oprindelse?

”Derfor bør den første synodalsamling adressere dette spørgsmål og se kritisk på spændingerne mellem Kirken og verden, mellem tro og fornuft”, slutter de nordiske biskopper deres oplæg til de kontinentale drøftelser.

Kaldæisk patriark: Mellemøstens kristne behøver enhed for at overleve

Kirkelig enhed er helt afgørende for kristendommens overlevelse i Mellemøsten, siger overhovedet for Den kaldæisk-katolske Kirke.

MELLEMØSTEN I et budskab offentliggjort op til Bedeugen for kristen Enhed advarer patriarken af Baghdad, kardinal Louis Raphaël Sako, om, at ”fremtidige generationer vil være uden tro”, medmindre kirkerne overvinder indbyrdes uenigheder, så de sammen kan adressere de kristnes situation i regionen.

Ifølge nyhedsbureauet Agenzia Fides siger kardinalen, at for mange præster har forældede idéer – ”det, de siger, synes ikke at have relation til den aktuelle situation” –og at mange kirkelige erklæringer ”hverken vækker følelser hos modtagerne, giver dem håb, trøster eller styrker dem”.

Sako siger, at de østkatolske kirker (dvs. de 23 uafhængige kirker i fuldt fællesskab med Rom) ikke har høstet meget af 2. Vatikankoncil eller synoden for Østkirkerne, som Benedikt XVI indkaldte til i 2010. Han tilføjer, at de aktuelle trusler mod de kristne samfund i Mellemøsten gør økumeniske initiativer presserende.

Fortaler for kirkelig enhed

Kardinal Sako har gentagne gange udtalt sig til fordel for kirkelig enhed, senest sidste efterår, hvor han sagde, at han ikke så ”nogen hindring for enhed mellem Den kaldæiske og Den østassyriske Kirke” –en bemærkning, som er blevet mødt med en vis forsigtighed af akademikere og den assyriske patriark.

I sit seneste budskab fremsætter Sako igen sit anliggende:

”De døbtes enhed er ikke ensbetydende med at udslette den rigdom, der ligger i de forskellige teologiske, liturgiske og åndelige traditioner i de forskellige kirkesamfund. […] Autentisk fællesskab består i at acceptere hinandens forskelle og respektere dem i gensidig ydmyghed og broderlige møder”. Økumeniske tiltag og erklæringer er mere end en ”gestus af enhed”, tilføjer han.

Andenrangsborgere

Den kaldæiske Kirke i Irak udgør 80 procent af den hastigt skrumpende kristne befolkning (anslået ca. 1,5 millioner i 2003 mod 200.000 i 2021).

Højt aktivitetsniveau også i 2023

Intet tyder på, at pave Frans vil sætte tempoet ned i år, og mange ting er allerede på agendaen.

VATIKANET Den 13. marts tager Frans hul på sit pontifikats ellevte år, og han er nu den tredjeældste regerende pave de seneste 800 år. Trods sine 86 år og mobilitetsproblemer på grund af sit højre knæ viser han dog ingen tegn på at ville sætte tempoet ned.

For første gang i sit pontifikat har Frans ikke længere en pave emeritus boende dørom-dør indenfor Vatikanets mure.

Nedenstående er nogle af de punkter på den pavelige agenda, som formentlig vil finde sted i år. Men husk, at Frans som bekendt er overraskelsernes mand …

Udlandsrejser

De apostoliske rejser er en vigtig del af Frans’ indsats for at evangelisere, fremme tværreligiøs dialog og fred i verden. Han er den næstefter Johannes Paul II den mest berejste pave i historien, og har allerede foretaget 39 udenlandsrejser og besøgt 58 lande.

Efter planen begynder hans 40. uden-

landsrejse den 31. januar, hvor han besøger det afrikanske kontinent for femte gang. Han besøger Den Demokratiske Republik Congo, der har Afrikas største katolske befolkning. Som den første pave besøger han Sydsudan den 3.-5. februar. Besøget er en økumenisk pilgrimsrejse for fred, og han ledsages af ærkebiskoppen af Canterbury, Justin Welby og Church of Scotlands moderator, Iain Greenshields.

Flere udenlandsrejser kan være på agendaen for 2023 – hvor mange afhænger af pavens mobilitet: fx Ungarn (i foråret), Libanon, den franske by Marseille samt Lissabon i Portugal til Verdensungdomsdagene (5.-6. august).

Den 30. oktober 2021 besøgte Indiens premierminister Modi Vatikanet og han inviterede paven til at besøge sit land. Det var forudset til at skulle ske i begyndelsen af 2023, men den indiske regering har endnu ikke taget de fornødne skridt. Ligeledes har den mongolske regering og landets Kirke inviteret Frans til at besøge Mongoliet, og

Kardinal Sako, der har været kaldæisk patriark siden 2013, har flere gange fordømt behandlingen af kristne i de islamiske samfund i hele Mellemøsten, og i 2021 udtalte han, at de irakiske kristne kun ville være sikre under en sekulær regering.

I et interview på irakisk tv den 30. december sagde Sako, at han som kristen bliver behandlet som ”en andenrangsborger”.

”Forfatningen taler om samvittighedsfrihed”, sagde han, ”men det er kun på papiret”

I hans budskab til Bedeugen for kristen Enhed understreger kardinalen nødvendigheden af, at man tager fat på disse farer frem for at bruge tid på interne stridigheder, og bemærker, at ”de byzantinske teologer havde travlt med at diskutere englenes køn” under belejringen af Konstantinopel i 1453, der endte med at splitte den østlige kristendom.

”Kirkens ledere bliver nødt til at overvinde små uenigheder, fanatisme og frygt for at sikre de kristnes fortsatte tilstedeværelse i Mellemøsten”, siger kardinal Sako.

Kilde: The Tablet

landets første kardinal Giorgio Marengo udtalte til La Croix, at Frans ”har accepteret tilbuddet”.

Synodalitet

Synodalitet har en helt central plads i Frans’ pontifikat som vejen til en større reform og omvendelse af Kirken, og han søsatte processen i oktober 2021, hvor Kirken vil reflektere over temaet ’Mod en synodale Kirke: fællesskab, deltagelse, mission’. Første fase af processen er overstået og næste fase, på kontinentalt niveau, begynder nu. Tredje fase begynder i Vatikanet den 4. oktober 2023 med den første af to planlagte synodale samlinger.

Kurierokader

Frans offentliggjorde sidste sommer sin nye kuriekonstitution, og det forventes, at han i år foretager udskiftninger på flere poster i kurien. Pensionsalder for kardinaler og biskopper, der arbejder i kurien, er normalt 75, men Frans har ofte beholdt kardinalpræfekter efter denne alder.

To kardinaler, der formentlig skal pensioneres, er kardinal Luis Ladaria, troslærepræfekten. Han fylder snart 79 og har siddet i embedet siden 2017, samt kardinal Mauro Piacenza, leder af Det apostolske Pønitentiariat, som fylder 78 år og har siddet på posten siden 2013.

Kristne fejrer messe i den kaldæiske kirke Mar Gewargis (Sankt George), der blev beskadiget af militante fra Islamisk Stat i byen Tel Esqof i Irak. Foto: Reuters.

Internationale nyheder

Kardinal George Pell er død

Den fremtrædende australske kardinal døde tirsdag aften 10. januar i Rom i en alder af 81 år.

DØDSFALD Ifølge kilder døde George Pell af komplikationerne efter en hofteoperation og døde af hjertestop på hospitalet ca. kl. 20:50.

George Pell blev i 2014 udnævnt til den første præfekt for Vatikanets økonomisekretariat, hvis opgave bl.a. var at gennemføre finansielle reformer i Vatikanet. Forinden var han ærkebiskop af Sydney og Melbourne.

Pell blev i 2018 dømt i Australien for at have begået seksuelle overgreb i sin tid i Melbourne, men dommen blev i 2020 omstødt af landets højesteret, efter at kardinalen havde siddet næsten to år i fængsel.

Han blev anset for at være en af det 20. århundredes helt centrale figurer i den australske katolicisme, en forsvarer af ortodoks katolsk lære og en velformuleret talsmand for Kirkens evangeliske og sociale mission.

Pell fødtes i Victoria 8. juni 1941 og var som ung sportsinteresseret, men fik et præstekald og indtrådte på seminariet på Corpus Christi College i Werribee, Victoria, og senere i Rom på det pavelige Urban universitet, hvor han tog en licentiatgrad, og erhvervede senere en doktorgrad i kirkehistorie fra Oxford. Han blev præsteviet i Peterskirken 16. december 1966.

Som præst virkede Pell i flere sogne i Australien. I 1985 rektor for Corpus Christi College, det præsteseminarium, som han

engang havde gået på. I 1987 hjælpebiskop i Melbourne; i 1996 ærkebiskop af Melbourne, og fem år ærkebiskop af Sydney.

Som biskop var Pell medlem af det pavelige råd Justitia et Pax, Troslærekongregationen, det pavelige familieråd og bispekongregationen.

Han blev kreeret til kardinal af pave Johannes Paul II i 2003.

I februar 2014 blev han udnævnt til præfekt for Vatikanets nyoprettede økonomisekretariat, hvor han fik til opgave at organisere, vurdere og centralisere Vatikanets finanser og foreslå reformer af Vatikanets centraladministration. I den rolle kom kardinal Pell ofte i konflikt med andre embedsmænd i kurien, da han forsøgte at centralisere regnskabssystemerne for Den romerske Kurie, og da han pressede på for at få en ekstern finansiel revision af Vatikanets finanser.

Synoden indledes med en økumenisk bønsvigilie

Pave Frans har bekendtgjort, at en økumenisk bønsvigilie vil blive afholdt som optakt til den første af bispesynoder om synodalitet i oktober.

SYNODEN Efter Angelusbønnen den 15. januar bekendtgjorde pave Frans, at en økumenisk bønsvigilie vil indlede efterårets bispesynode om synodalitet i Rom.

”Vejen til kristen enhed og vejen til synodal omvendelse af Kirken er forbundet”, sagde paven til de fremmødte på Peterspladsen søndag den 15. januar. ”Derfor vil jeg gerne benytte lejligheden til at bekendtgøre, at

Fire andre kardinaler forventes at få forlænget deres ansættelse efter deres fyldte 75 år: nemlig kardinal Michael Czerny, præfekt for Dikasteriet for fremme af integreret menneskelig udvikling, kardinal Joao Bráz de Aviz, kardinal Kevin J. Farrell, præfekt for Dikasteriet for lægfolk, familie og liv, og kardinal Marcello Semeraro, præfekt for Helgenkåringsdikasteriet.

Overgrebssagerne fylder stadig

Også i år vil Frans blive mødt med kravet om at gøre endnu mere ved gejstliges overgreb og sikre større ensartethed i behandlingen af overgrebsmændene samt større gennemsigtighed i hvordan Vatikanet behandler disse sagerne.

Sagen om den slovenske jesuitpater og kunstner Marko Rupnik skaber fortsat overskrifter; i slutningen af december opfordrede jesuitterne ofrene til at stå frem og offentliggjorde en tidslinje, der viste, at

lørdag den 30. september bliver der afholdt en økumenisk bønsvigilie på Peterspladsen, hvormed vi vil lægge den 16. ordinære bispesynodes arbejde i Guds hænder”.

”For de unge, som deltager i bønsvigilien, vil der være et særligt program hele weekenden, arrangeret af Taizé-fællesskabet”, fortsatte Frans. ”Til en begyndelse vil jeg invitere brødre og søstre fra alle de kristne

Vatikanets Troslæredikasteriet i maj 2020 kunne bekræfte, at Rupnik havde pådraget sig automatisk ekskommunikation for at have givet syndsforladelse til en kvinde, han havde haft et seksuelt forhold til. Efter formelt at have erkendt sit overgreb og udtrykt anger, blev hans ekskommunikation ophævet samme måned.

I 2021 fremkom flere overgrebsanklager fra en række kvinder fra Loyola-fællesskabet, som Rupnik var åndelig vejleder for i Slovenien; Troslæredikasteriet fastslog, at forældelsesfristen var overskredet og lukkede derfor sagen. Nyheden om Rupniks ekskommunion blev først kendt efter at den anden sag mod ham var blevet afvist, hvilket rejste spørgsmål om hvorfor forældelsesfristen ikke var blevet ophævet, om paven kendte til sagen og havde været involveret i ophævelsen af ekskommunionen af Rupnik.

Pell fungerede også som rådgiver for pave Frans som et af de første medlemmer af pavens råd af kardinalrådgivere.

Et markant personlighed

For mange australiere er kardinal Pells eftermæle uløseligt forbundet med mørklægningen af seksuelle overgreb i Den katolske Kirke i landet, mens mange australske katolikker længe pointerede, at Pell havde stået i spidsen for at gennemføre en kirkelig politik for at skabe et sikkert miljø og en større indsats for at hjælpe ofrene for seksuelle overgreb.

Pell var en energisk fortaler for en kirkelig fornyelse efter koncilets ånd, og var vært for Verdensungdomsdagene i Sydney i 2008, som var et vigtigt øjeblik for mange australske katolikker.

Pell var bl.a. tilhænger af flere nye kirkelige bevægelser i Kirkens liv og mødtes regelmæssigt med lederne fra Den neokatekumenale Vandring, Opus Dei, Focolare og andre. Han var kendt som en reformator af australske seminarier og præsteliv, og selv til sin død talte han regelmæssigt med grupper af præster og lægfolk rundt om i verden.

I sin tid som ærkebiskop optrådte Pell regelmæssigt på tv og i radioen i Australien og var forfatter til snesevis af artikler om katolsk tro.

Efter at han blev løsladt fra fængslet i 2020, vendte Pell tilbage til Rom, hvor han regelmæssigt mødtes med venner og kolleger og fungerede som en aktiv del af Kirkens liv i Vatikanet.

Kort nyt

Paven har godkendt saligkåringen af en hel familie, inklusive et ufødt barn, 79 år efter at de blev henrettet af Gestapo for at skjule jøder i deres hjem.

Familien Ulma, der drev en frugtplantage i Markowa i det sydøstlige Polen, blev skudt sammen med deres børn på otte år og nedefter natten den 24. marts 1944 for at skjule otte jøder fra to lokale familier.

Ifølge Polens nationale Erindringsinstitut stormede Gestapo-folk gården efter et tip og skød tre jøder på loftet og fire andre udenfor, inden de dræbte Ulma-familien og smed deres lig i en grøft i nærheden.

Ærkebispedømmet i Przemysl indledte i 2003 en saligkåringsproces for familien, som senere blev genbegravet på Markowas katolske kirkegård og posthumt i 1995 tildelt ’Righteous among Nations’medaljer af Israels Yad Vashem Memorial Institute.

Historisk mange pilgrimme har besøgt Vor Frue af Guadalupe helligdommen i Mexico City i forbindelse med den årlige valfart. I en erklæring den 13. december skriver Mexico Citys regeringssekretariat, at landets hovedstad ”modtog 12.500.000 pilgrimme i Guadalupe-basilikaen”. Dette antal, skriver de, er ”besøgsrekord”. Guadalupe-basilikaen i Mexico City er det mest besøgte Mariahelligdom i verden og overgår endda antallet af pilgrimme til Vatikanstaten.

trosretninger til at deltage i denne samling af Guds folk”.

Efter pavens bemærkninger meddelte Taizé-fællesskabet – et økumenisk fransk klosterfællesskab, der blev grundlagt i 1940 af den schweiziske broder Roger Schütz – at ”denne samling af Guds folk, som vil blive kaldt ’sammen’, er blevet forberedt de seneste måneder af repræsentanter for godt halvtreds kirkelige grupperinger fra mange forskellige trossamfund. Der vil i løbet af de kommende dage blive givet yderligere oplysninger om forberedelsen af denne forsamling”.

Næsten 1.500 skoler i Polen står uden undervisning i religion i det nye år. Det oplyser landets undervisningsministerium til den uafhængige tv-kanal TVN24 Blandt de skoler, der ikke organiserer religionsundervisning, er der 709 folkeskoler, 349 gymnasier, 156 tekniske skoler og 171 handelsskoler. Reglerne foreskriver, at religion skal tilbydes på alle skoler og gennemføres, selv om kun én elev deltager.

Tendensen i Polen er, at unge vender Kirken ryggen og i stigende grad dropper religionsundervisningen. Årsagerne er flere; nogle tror ikke på Gud, andre er skuffede over Kirken, mens andre hellere vil studere andre fag, oplyser tv-stationen. Årsagen til den manglende religionsundervisning er, at faget fra årsskiftet ikke længere er obligatorisk.

C ARITAS HERREKLUB

Kom og mød andre ligesindede herrer i deres bedste alder

Vi mødes hver anden mandag kl. 13 i København, spiser et måltid sammen og er fælles om en aktivitet.

Vil du høre mere?

Kontakt aktivitetsleder, Bent Stelsberg via mail: herreklub@caritas.dk

Kardinal George Pell. Foto: Reuters.

▶ Fortsat

November-tanker i utide

– og Niels Stensen

Tanker om Jesper Brandt Andersens Stensen-biografi.

Tekst: Niels-Henrik Assing

FORENINGSLIV Hvert år i november –dødens og det sidste løvfalds måned – har vi mulighed for at tage ud på en tidsrejse. Vi gør det i hvert fald i Academicum Catholicum på den måde, at vi – ved en messe – i fællesskab mindes de afdøde: vi tænker tilbage på dem, vi måtte sige farvel til igennem året, der gik – ja, igennem et helt liv. Og henimod månedens slutning – den 25. november – mindes vi den helgen, som AC har taget til sig som skytspatron: naturvidenskabsmanden og biskoppen Niels Stensen.

I en verden præget af støj og ligegyldigheder, af dræbende banalitet, er det aldeles afgørende for det kristne liv, i det mindste en gang imellem, at kunne træde ind i et rum, der er totalt anderledes.

I Kirken har man altid indset betydningen af dette ved at skænke os samfundet med vores afdøde og med helgenerne.

Den 25. november 2022 gennemførte vi det helt konkret ved at afholde en festlig messe i en propfuld kirke hos jesuitterne på Jagtvejen og med pater Martin Chase som celebrant. I prædikenen fremhævedes Stenos betydning som den tidlige Oplysningstids banebrydende videnskabsmand og tænker, skønt han i Danmark levede i den lutherske ortodoksis mørkeste tid.

Hermed var der lagt op til aftenens Steno-foredrag i Englesalen med læge Jesper Brandt Andersen, som sidste år (hos Lindhardt & Ringhof) har udgivet en murstensbiografi, “Niels Stensen. Kongelig anatom og fyrstelig geolog” på i alt henved 700 sider tekst og opulent billedmateriale plus 100 sider noter og bilag.

Jesper Brandt Andersen er også forfatter til en stor biografi om den epokegørende 1600-tals anatomiprofessor, Thomas Bartholin, Niels Stensens ungdoms læremester på Københavns Universitet, og er således særligt kyndig inden for det 17. århundredes videnskabshistorie og vel nok efterhånden en af landets førende medicinhistoriske kapaciteter.

I en medrivende og engageret “tidsrejse” over to og en halv time i det eventyrlige univers, som udgøres af den anatomi-

A. Niels Stensens naturvidenskabelige opdagelser (ikke-udtømmende oversigt).

Menneskets anatomi Ørespytkirtlens udførselsgang (Amsterdam 1660 – publiceret 1667). Herefter følger under opholdet i Leiden en række resultater af forskning i kirtelsystemet.

Øjets akkomodationssystemer (Leiden 1662). Opdagelser inden for muskellæren. Musklernes opbygning (Leiden og Firenze1663 og 1666). Fx: muskelfibrenes form, kontraktionsmekanismen, hjertet er en muskel – og intet andet. –

Zoologi

Redegørelse for gællernes funktion på fisk (København 1664); undersøgelse af hajers anatomi (Firenze 1666-67).

ske forskningshistorie i 1700-tallet – ikke mindst fortættet i Stenos udvikling som naturvidenskabelig forsker – fra ung student under Københavns belejring (1659), under Thomas Bartholins egide; over universitetet i Leiden (hvor Steno som nyankommen student, nærmest inden han får pakket vadsækken ud, som den første anatom demonstrerer ørespytkirtlens udgang og dermed bliver ophavsmanden til en helt ny teori om kirtelsystemet; via Paris og Montpellier til Firenze. Her arbejder han under den fyrstelige Medici-families protektion videre med den anatomiske forskning, samtidig med at han gør banebrydende opdagelser inden for zoologi (iktylogi), geologi, krystallografi og palæontologi – og bliver dermed grundlægger af flere nye videnskabsgrene.

Denne himmelstræbende forskningskarriere foregår inden for et lille årti: Stenos opdagelser ville, med anvendelse af en nutidig målestok, have indbragt en håndfuld nobelpriser!

Stensens mentale sporskifte Med Stensens opdagelse af Den katolske Kirkes sandhed og skønhed, der kan henføres til en oplevelse af de troendes grebethed under Kristi Legemsfesten i Livorno 24. juni 1666 (altså 28 år efter hans fødsel i København), begynder et mentalt sporskifte, der skal føre bort fra det naturvidenskabelige og over til en stadigt mere intens religiøs fordybelse i troens mysterier, en Kristi efterfølgelse.

Mødet med det ultra-ortodokst lutherske København i årene 1672-74 som “kongelig anatom”, foranlediget af Thomas Bartholin og den fremsynede og liberale rigskansler, Peder Griffenfeld, var derfor dømt til at udarte til en tragisk katastrofe. De onde mænd i denne tragedie var, ifølge aftenens foredragsholder, helt éntydigt de ortodokse lutheranere, især bispen af Sjælland, Hans Wandal, og efterfølgeren i embedet, Hans Bagger. Hvorimod “Bartholin klanen” –modsat en sejlivet videnskabelig tradition stammende fra den navnkundige historiker,

A. D. Jørgensen, forfatteren til den første Niels Stensen-biografi – frifindes for en-

Forplantningsspørgsmål hos dyr og mennesker (Firenze 1666-67).

Geologi

Bevis for, at tungesten er forstenede hajtænder. Havfossilers dannelse i havet og senere indlejring i landjord og klipper, hvor havet engang var.

Grundlægger geologien og krystallografien. Fremsætter overlejringsloven og loven om krystallers parallelle flader. Forklarer fossilers dannelse og indlejring i faste legemer (faste legemers indlejring i andre faste legemer) samt krystallers vækst Firenze (1668).

Forklarer isgrotter og afkræfter teorien om antiperistasis (Milano 1671).

B. Stationer på livsvejen

1638 (1. januar) fødes i København.

1656 begynder 3 års studier på Køben-

hver skyld i intrigemageri imod vor helt.

Tilbage i det lykkelige Toscana modtager Niels Stensen – desværre snart – kaldelsen til den ultimative bodsvandring som biskop og kirkelig troubleshooter i det nordtyske diaspora-mørke.

Alt dette har fascineret indsigtsfulde videnskabshistorikere og fromme skribenter i snart 150 år. Jesper Brandt Andersen har med sin fornemme og fængslende bog placeret sig solidt i den førstnævnte gruppe.

Steno og tidens hotteste navne Som et absolut fortrin ved denne bog frem for tidligere fremstillinger må fremhæves dens placering af Stenos indsats i en større filosofisk og videnskabshistorisk sammenhæng: med diskussion af tidens hotteste navne inden for videnskabsfilosofien: Pierre Gassendi, René Descartes, Baruch Spinoza og Leibniz, og med – undertiden vel vidtløftige – omtaler af andre videnskabsmænds indsats. Faktisk lige fra Tycho Brahe til grandnevøen, Jacques Bénigne Winsløw, i mange år en af Europas betydeligste anatomer – og som sin store grandonkel konvertit til Moderkirken med den store Bossuet som åndelig vejleder, dog uden at opgive sin medicinske karriere i Paris.

Der er ingen tvivl om, at her er tale om en fremragende indføring i Niels Stensens og hans tids videnskabelige univers: Og bogen kan derfor varmt anbefales!

Selvom der ikke gøres et forsøg fra forfatterens side på en dybere indtrængen i bevæggrundene til Stensens omvendelse, behandles det religiøse dog med behørig respekt, omend af og til med et stænk af undren eller ligefrem sørgmodig beklagelse.

Således skriver Jesper Brandt Andersen, at religion og naturvidenskab i 1600-tallet var uadskillige, og den katolske tro lagde ikke flere hindringer i vejen for naturvidenskaben end den lutheranske. Der var mindst lige så mange fremragende naturvidenskabsfolk blandt katolikker som blandt lutheranere. Og forfatteren ræsonnerer videre, at da Winsløw konverterede til katolicismen i Paris i 1699 (i øvrigt døbt af Bossuet), fik det ham ikke til forlade naturvidenskaben. Det gav ham tværtimod yderligere appetit på medicinske og anatomiske studier.

Sjælelig uro og rodløshed Brandt Andersens bedste bud på, at det, han kalder “Niels Stensens farvel til naturvidenskaben og hans totale overgivelse til teologien” skal findes i hans konstante sjælelige uro og rodløshed, der ikke var blevet min-

havns Universitet med lægen og anatomen

Thomas Bartholin som lærer og præceptor.

1659 Nedfælder i Chaos manuskriptet

frugterne af sin læsning under Københavns belejring.

1660-64 ophold i Amsterdam og Leiden (Nederlandene).

1664 ophold i København

1665 studieophold i Parsis og Montpellier

1666-70 første ophold i Firenze (Rom, Bologna etc.)

1669 udgiver geologiens og krystallografiens grundlæggende værk, De solido intra solidum

1670 ophold i Nederlandene og nyt ophold i Firenze.

1671 grottebesøg i Dolomitterne (Norditalien)1672-74 Kongelig anatom i København.

1675 præsteviet i Firenze og huslærer for Ferdinando de’ Medici.

dre under hans år som rejsende naturvidenskabsmand. Forfatteren synes at have fat i noget vigtigt her. Stenos ufattelige associations- og kombinationsevne, hans nærmest overmenneskelige intuition ledte ham, som vi har set, fra den ene epokegørende videnskabelige opdagelse til den anden.

Iøjnefaldende er det også, at mange af hans arbejder fremtræder som geniale skitser, fragmenter som han holder frem for den beundrende, lærde verden, ofte idet han forsikrer, at det er hans agt at uddybe emnet i et senere værk. Hvorefter han haster videre til den næste opdagelse, i visse tilfælde ligefrem indenfor en anden videnskabsgren: Anatomen kaster sig over zoologien, der fører ham over i geologien.

Dette er noget, Steno har til fælles med en anden af tidens store videnskabsmænd, som også dyrkede flere videnskaber: matematik, geometri, fysik inden for ganske få år – for så at opgive det hele og hellige sig filosofien, teologien – og det guddommelige forsyn: nemlig Blaise Pascal (1623-1662), som i dag uden tvivl huskes bedst for et genialt filosofisk – teologisk forfatterskab.

Omvendelsesskæbner

Både Stensen og Pascal kan siges at være typiske for deres tid, der rummede ikke så få store omvendelsesskæbner: Pascal oplevede sin nuit de feu (den natlige omvendelseoplevelse i november 1654), Stensen oplevede sin ved Christi Legeme og Blods Fest i Livorno i 1666. De var altså da nogenlunde jævnaldrende.

Modsat Pascal blev Niels Stensen aldrig nogen tænker (hverken filosofisk eller teologisk) af et format, der tilnærmelsesvist levede op til hans naturvidenskabelige niveau: det ville også have krævet et ekstra liv! Men han har med sit liv - der nødvendigvis må forekomme mange paradoksalt tragisk, ja, meningsløst – givet os som katolske kristne et lysende eksempel. Derfor mindes vi ham i dag ikke blot som den gudbenådede videnskabsmand, men tillige som helgenen.

Søger man biografisk stof, der dækkende belyser begge sider af Niels Stensen – med både videnskabstoretisk indsigt i Stensens forskningsudvikling og dens baggrund og religionsvidenskabelig/religionspsykologisk forståelse af Niels Stensens omvendelseshistorie, må man nok tilbage til salig redemptoristpater Gustav Scherz.

1677 udnævnes til apostolisk vikar for Nordtyskland og de nordiske riger.

1677-80 apostolisk vikar i Hannover. 1680-83 hjælpebiskop i Münster. 1683-85 katolsk biskop i Hamborg. 1685 kort besøg i København. Katolsk biskop ved hoffet i Schwerin. 1686 (25. nov.) dør i Schwerin.

C. Heldagssymposium

Offentligt symposium i Videnskabernes Selskab 21. marts kl. 10-17 om Niels Stensen i anledning af hans indledningsforelæsning på København Universitet 29. januar. Blandt oplægsholderne er Jesper Brandt Andersen, Sebastian Olden Jørgensen og prof. emeritus Helge Kragh.

Se iøvrigt Videnskabernes Selskabs hjemmeside, hvor tilmelding kan ske: https://www.royalacademy.dk/da

Pave Frans’ prædiken ved

Benedikt XVI’s begravelse

5. januar

”Far, i dine hænder betror jeg min ånd” (Luk 23,46).

PRÆDIKEN Dette er det sidste ord fra den korsfæstede Herre. Man kunne sige, at dette er hans sidste suk, der ligesom bekræfter, hvad der kendetegnede hele hans liv: bestandigt at lægge sit liv i sin himmelske Fars hænder. Disse hænder, der tilgiver og har medfølelse; barmhjertighedens hænder; hænderne, der heler, salver og velsigner –og også hænder, der får ham til at give sig i sine brødres hænder. I sin fuldstændige åbenhed over for alt, der mødte ham på vejen gennem livet, lod Herren sig forme af Guds vilje som af billedhuggerens hånd. Han tog alle konsekvenser og vanskeligheder af Evangeliet på sine skuldre, indtil han så sine hænder mærket af kærligheds sårmærker. ”Se – mine hænder”, sagde han til Thomas (Joh 20,27), og dette siger han til enhver af os: – se, mine hænder, sårede hænder, som han rækker os i møde, og han ophører ikke med at give sig selv, for at vi må erkende, forstå og tro på Guds kærlighed til os (jf. 1 Joh 4,6). [1]

”Far, i dine hænder betror jeg min ånd” – sådan lyder indbydelsen til hyrden og det program for hele livet, som inspirerer hans hjerte, og som vil forme det som pottemageren sit ler (jf Es 28,16), indtil det samme sindelag banker i det, som var i Jesus (jf. Fil 2,5).

Taknemlig hengivelse i Herrens tjeneste for hans folk, noget som fødes af at have fået en helt og aldeles ufortjent gave: Du tilhører mig... du tilhører dem, hvisker Herren til ham. Du står under mine hænders beskyttelse. Du står under mit hjertes beskyttelse. Bliv i min hule hånd, i mine hænders

beskyttende rum, og giv mig dine. [2] Guds medfølelse får ham til at sætte sig i vort sted – dét, og hans nærvær, gør det muligt, at han kan betro sig i sine disciples skrøbelige og svage hænder. Og således kan give sit folk at spise – så disciplen kan sige med Herren: ”tag og spis, tag og drik, det er mit legeme, et legeme, der hengives for jer” (jf. Luk 22,19. Dette er Guds fuldkomne synkatabasis [et begreb fra de tidlige kirkefædre, der betegner, at Gud i sin Søn stiger helt ned sammen med os til ’menneskers lod’].

Den bedende hengivne og trofaste tjeneste, som i stilhed formes og slibes til på korsvejene mellem den modstand, som hyrden konfronteres med (jf. 1 Pet, 16,17), og den tillid, der ligger i opfordringen til at tage sig af hjorden (jf. Joh 21,21,17). Som

Mesteren bærer han udmattelsen ved den stadige forbøn og sliddet ved at være salvet for og viet til sit folk, især når godheden må kæmpe, og brødrene ser deres værdighed som mennesker truet (jf. Heb 6,7-8). Det er, når alt dette tørner sammen i dette møde, præget af forbøn og anråbelse, at Herren konstant lader den sagtmodighed blive til, der er i stand til at forstå, tage til sig, håbe og vove alt – ud over og hinsides den mangel på forståelse og de misforståelser, som dette kan give anledning til.

Og endnu et: en hengiven tjeneste, som holdes oppe af Åndens trøst, den Ånd, som hele tiden kommer hyrden i forkøbet i sendelsen: i den lidenskabelige søgen efter at viderebruge og formidle Evangeliets skønhed og glæde (jf. den apostolske skrivelse Gaudete et exultate, 57), i det frugtbare vidnesbyrd fra dem, der som Maria på så mange måder bliver stående ved korset i denne smertefyldte men slidstærke fred, som hverken er aggressiv eller undertrykker, og i det stædige og tålmodige håb, at Herren vil opfylde sine løfter, sådan som han havde lovet vore fædre det og deres slægt til evig tid (jf. Luk 1,54-55).

Også vi er fast knyttet til Herrens sidste ord og til det vidnesbyrd, der kendetegner

hans liv, og vi vil som Kirkens fællesskab følge i hans spor og betro vor bror i Faderens hænder.

Måtte disse barmhjertighedens hænder finde hans lampe tændt og brændende med Evangeliets olie – det evangelium, som han udbredte og vidnede om i sit liv (jf. Mat 25,6-7).

I slutningen af den hellige Gregor den Stores ’Regula pastorale’ opfordrer og tilskynder han en ven til at skænke ham dette åndelige følgeskab: ”Midt i mit livs storme er det mig en trøst at kunne have tillid til, at du vil holde mig oven vande og stadig have mig indskrevet på din tavle over forbønner, og at du – hvis vægten af min skyd tynger mig til jorden og ydmyger mig – at du så vil række det gode frem, du har gjort, som hjælp til at rejse mig op”. Hyrden er bevidst om, at han ikke kan bære alt det alene, som han helt reelt aldrig ville kunne klare selv, og at han derfor må forlade sig på det folks bøn og omsorg, som er ham betroet. [3]

Det er Guds trofaste folk, som i forening ledsager og overgiver hans liv, som var dets hyrde. Som kvinderne i evangeliet ved graven, er vi som dem, der nu kommer med taknemlighedens og håbets salve for endnu en gang at vidne om den kærlighed, der ikke forgår. Det vil vi gøre med den samme udtryksfuldhed, visdom, finfølelse og hengivne tro, som han har vidst at give så rigeligt af i årenes løb.

Og sammen vil vi sige: Far, i dine hænder betror vi hans ånd.

Benedikt, brudgommens trofaste ven –må din glæde blive fuldkommen, når du endegyldigt og for altid hører hans stemme. Oversættelse: Hanne Gregersen

Noter:

[1]: Jf. Benedikt XVI: Deus Caritas Est, 1.

[2]: Jf. ibid. Prædiken ved oliernes indvielse, 2. april 2006.

[3]: Ibid. Prædiken ved indsættelse som pave, 24. april 2005.

Kardinal hylder afdøde pave emeritus

Benedikt XVI blev ofte misforstået, siger kardinal Walter Kasper og mener, at tyskerne bør være stolte af ham.

Tekst: Niels Messerschmidt

VATIKANET Afdøde pave emeritus Benedikt XVI var en fremragende teolog; men han blev ofte misforstået, siger kardinal Walter Kasper, tidligere formand for Det pavelige råd til fremme af kristen Enhed.

Til det katolske nyhedsbureau KNA sagde Kasper, at Benedikt ”var en fremragende teolog og en eminent pave. […] Desværre blev han ofte misforstået, især i Tyskland. Set i bakspejlet, nu hvor han ikke længere er i live, tror jeg, at dette vil ændre sig. Han var den eneste tyske pave i flere århundreder, og jeg synes, at vi som tyskere kan være stolte af ham”.

Kardinal Kasper mindede om, at som teologer havde han og Joseph Ratzinger haft flere kontroverser: ”Vore veje krydsedes flere gange de sidste 60 år, og vi havde meningsudvekslinger om teologiske spørgsmål; men inden for teologien er det helt normalt og sådan bør det også være”.

Formet af forskellige traditioner

I 1999 offentliggjorde Walter Kasper en artikel, hvori han argumenterede for, at Vatikanet var gået for langt i centraliseringen af magten i Rom og givet stiftsbiskopperne for lidt fleksibilitet til at udøve deres pastorale opgaver.

Joseph Ratzinger, dengang præfekt for Troslærekongregationen, svarede Kasper, at man ikke kan benægte Den universelle Kirke forrangen overfor lokalkirkerne, men præciserede samtidig, at Den universelle

Kirke ikke er lig med ”Kirken i Rom” og ikke refererer til paven og Den romerske Kurie.

I en klumme, offentliggjort 5. januar i L’Osservatore Romano efter pave Benedikts begravelse, mindedes kardinal Kasper den ”opstigende stjerne” inden for teologien, Joseph Ratzinger, som han mødte på en akademisk konference i Stuttgart i 1963. De to tyske teologer, der begge blev biskopper og siden kardinaler og senere fik ansvaret for vigtige kontorer i Vatikanet, arbejdede til tider tæt sammen.

Kasper skrev, at mens Ratzinger var ”formet af kirkefædrenes ånd”, nemlig Augustin og Bonaventura, var han selv fokuseret på mere moderne kirkelige spørgsmål og nævnte sit studie af Thomas af Aquinas som eksempel.

”Det er næsten naturligt, at der med denne forskel fulgte forskellige vinklinger og vægtninger, som har eksisteret i hele den katolske teologis historie og som er en del af den rigdom, der kendetegner det katolske”, skrev Kasper.

I sin klumme beskrev han også den ”enestående” oplevelse at se en tidligere kollega blive pave og sagde, at fra det øjeblik pave Benedikt blev valgt, stod det klart for ham at ”nu var der brug for loyalitet”. Begge kardinaler befandt

sig i konklavet i det Sixtinske Kapel for at vælge en ny pave efter Johannes Paul II. Kardinal Kasper sagde, at umiddelbart efter pavevalget sagde den nye pave til ham: ”Lad os nu sammen gå enhedens vej”.

Fælles bekymring for Kirkens ve og vel

Kardinal Kasper beskrev også ”vanskelige øjeblikke” under Benedikts pontifikat, da han var formand for Det pavelige råd for fremme af kristen Enhed og formand for Den pavelige kommission for religiøse relationer med Jøderne. Han nævner særligt Benedikts ophævelse af ekskommunionen af medlemmer af Pius X-broderskabet, herunder holocaustbenægteren biskop Richard Williamson.

”Fejlen var ikke pavens, men skyldtes et kommunikationssvigt i Den romerske Kurie. Konsekvenserne heraf ikke var lette at overvinde i lyset af forargelsen i offentligheden”, skrev Kasper.

I klummen nævner han også, at pave emeritus den 10. december havde sendt ham et ”venligt” brev, blot 21 dage før sin død, hvori ”vores fælles bekymring for kriserne i Kirken skinnede igennem”.

Den 89-årige kardinal Walter Kasper sluttede klummen i L’Osservatore Romano med at sige, at han håber, at ”vi en dag atter kan mødes i himlen og fortsætte vore samtaler, om end på en helt anden måde”.

Historisk øjeblik, hvor en siddende pave tager afsked med sin forgænger. Foto: AFP, Vatikanets medier.

til stede

Velkommen til ny Benediktkommentar.

Tekst: Christian Troelsgård

KLOSTERVÆSEN Den regel, som den hellige Benedikt (ca. 480-ca. 550) nedfældede for klostret Monte Cassino, fik en kæmpe betydning for kristendommens udbredelse og Kirkens udvikling i Europa. Takket være pave Gregor den Stores (ca. 540-604) fascination af Benedikt gik reglen fra at være rettesnor for et enkelt mellemitaliensk kloster til at samle en hel klosterfamilie, der snart efter strakte sig fra Italien over Frankrig til det angelsaksiske England. Det var herfra, de benediktinske missionærer Willibrord, Bonifatius og Lioba rejste til Frisland og Tyskland i 700-tallet. Samtidig med benediktinerklostrenes blomstring i Frankerriget i 800-tallet blev munken Ansgar katalysator for kristendommens udbredelse i Skandinavien. Det var en sammenslutning af benediktinske klostre under Cluny i Frankrig, som i 1000-tallet leverede en række af de paver, der mest ivrigt arbejdede for at skabe en mere centralt styret kirke. Og det var omkring 1100, at Cistercienserne for alvor internationaliserede klostervæsenet: Med Benedikts Regel som grundlag opbyggede de den første fast organiserede europæiske munkeorden. Der er noget paradoksalt ved, at en bevægelse, hvis grundlov opfordrer til afsondrethed, indre balance og et kontemplativt liv, endte med at få en så udadvendt og aktiv rolle både i middelalderens og den moderne kirkes historie. Måske er forklaringen på dette reglens indtrængende appel: “Lyt, min søn”, som reglen insisterende begynder.

Det centrale i reglen er nemlig et tilbud om at leve fuldt ud som kristen, ikke alene, men støttet af et fællesskab. Nok afsondret, men dog til stede i verden. Nok tårnhøje idealer, men også snusfornuftig realisme. Forskellige epoker og bevægelser tog reglen til sig og fortolkede den ind i deres egen virkelighed. Derfor blev Benedikts Regel allerede i middelalderen oversat fra latin til bl.a. oldhøjtysk og oldengelsk. Reglen er også hyppigt blevet kommenteret, som f.eks. i Glosae de diuersis doctoribus collectae in regula Benedicti abbatis (‘En samling af forskellige teologers forklaringer vedr. abbed Benedikts regel’) eller munken Smaragdus af St. Mihiel’s Expositio in regulam Benedicti (‘En udlægning af Benedikts Regel’) fra begyndelsen af 800-tallet. Således skriver den foreliggende kommentar sig ind i en lang tradition for kommentarer til Benedikts Regel. Det nærmeste forbillede, som forfatterne har ladet sig inspirere af, er Michaela Puzicha’s Kommentar zur Benediktusregel, der blev udgivet af sammenslutningen af tyske og østrigske benediktinerklostre i 2015 (1. udg. 2002).

I dansk sammenhæng blev Benedikts Regel delvist oversat og kommenteret af Peter Schindler i 1929 og den latinske tekst udgivet med dansk oversættelse og forklarende noter af Brian Møller Jensen i 1998. Da denne bog ret hurtigt blev udsolgt fra forlaget, udkom en ny oversættelse af

Benedikts Regel ved Margarita Ingelise

Schmidt og Anna-Maria Kjellegaard OSB på Katolsk Forlag i 2017. Den var baseret på en “husoversættelse” (1980) fra Vor Frue Kloster på Åsebakken. Den her anmeldte kommentar svarer i indbinding og format netop til 2017-oversættelsen, og de to bøger udgør derfor tilsammen et sæt: grundtekst og ledsager. Kommentaren kan dog også anvendes sammen med 1998-oversættelsen. Der findes allerede generelle indledninger til Benedikts Regel i oversættelserne fra 1998 og 2017, og i den fra 2017 også en liste med forklaringer af specielle ord. Derfor har forfatterne her i stedet valgt at levere en kommentar, der afsnit for afsnit uddyber grundteksten.

Bogens opbygning – tema og kommentar

Bogen er generelt opbygget således, at der for hvert kapitel i Benedikts Regel først præsenteres det overordnede tema, generelle bibelhenvisninger eller de vigtigste teologiske pointer. Derefter følger en fortløbende kommentar, ofte med henvisning til enkelte vers. Benedikts Regel er nemlig ligesom Bibelen forsynet med verstælling. Her kan det visse steder – især i de længere afsnit – være lidt vanskeligt at ’parre’ kommentaren med netop det vers eller det ord, der kommenteres. En gennemført angivelse af det vers, der refereres til, enten i marginen eller i parentes (ligesom i bogens tyske forbillede), ville have gjort den mere brugervenlig.

Hvilke typer af kommentarer har forfatterne så valgt at præsentere for læserne? Her kommer spørgsmålet formål og målgruppe naturligt ind som styrende princip. Det siges i forordet (s. 9): ”Kommentaren er skrevet for at hjælpe læserne af Benedikts Regel med at forstå, hvordan Benedikt har villet indrette sine klostre, så de kunne ‘være skoler i Herrens tjeneste’”, og (s. 10): ”Derfor er målgruppen for denne kommen-

tar alle, som søger retningslinjer i deres liv, menneskelige relationer, liv i fællesskab, samarbejds- og ledelsesmæssige relationer, ja, alle, som vil fordybe sig i deres religiøse liv. I mange tilfælde er der i vor tid brug for at forklare emner, som ikke længere er alment kendte efter reformationen.”

I praksis spænder kommentarerne fra ordforklaringer over lidt længere udlægninger af faktuelle forhold i 500-tallets romerske samfund til liturgiske begreber, liturgihistorie og endelig noget, som forfatterne har været særligt optaget af, nemlig den spirituelle arv, som reglen formidler. Her perspektiverer de adskillige temaer i reglen med henvisninger til de moderne benediktinske teologer Basil Hume (1923-1999), Denis Huerre (1915-2016), Anselm Grün (f. 1945) og Christopher Jamison (f. 1951). På dette punkt tilføjer de noget nyt. I denne kommentar gøres der også noget særligt ud af tidebønnernes liturgi (kap. 8-20). Her suppleres en tematisk indledning (s. 70-72) og de mange kommentarerer vedr. brugen af de enkelte Davidssalmer af tre nyttige oversigter (Appendiks 1-3)

Tidligere regler

Det kristne munkevæsen var ikke helt ungt på Benedikts tid. Kommentaren redegør derfor ret grundigt for nogle af de tidligere munkeregler og -traditioner, som Benedikt henviser til eller direkte kopierede fra. Det sidste er tilfældet i Benedikts fortale, som i vid udstrækning bygger på den såkaldte ’Magister-regel’. Begge regler brugte også Rufinus af Aquileias (ca. 345–411) latinske oversættelse af Basilios den Stores (ca. 330397) græske klosterregel. En anden forfatter af klosterregler og meditationer, som Benedikt eksplicit henviser til i sin regel, var Cassian (ca. 360-ca. 435). Med baggrund i den mellemøstlige klostertradition kom han til Sydfrankrig, hvor han grundlagde et kloster ved Marseille. Med den foreliggende kommentar i hånden kan man således få et godt indtryk af, hvilke ting Benedikt havde med sig fra den tidligere tradition, og hvor han selv træder frem som fornyer.

Benedikts Regel indeholder med sin oprindelse i den senromerske kultur for ca. 1500 år siden en lang række ting, der skal forklares for en nutidig dansk læser. For eksempel indeholder kapitel 59 en bestemmelse om, at børn kan overgives til klosteret med henblik på at blive munke. Det var allerede ret kontroversielt på Benedikts tid. I senantikken var det nok almindeligt, at klostrene også drev nogle kostafdelinger for forældreløse børn eller for børn, som var midlertidigt anbragt af andre grunde, men f.eks. i Basilios’ munkeregel, forklarer forfatterne, fremgår det tydeligt, at børn ikke skulle tvinges til denne livsform. Når de var gamle nok, kunne de selv bestemme, om de ville forlade klosteret eller blive. Den kontroversielle bestemmelse om disse ‘børneoblater’ i Benedikts Regel perspektiveres i kommentaren med henvisninger til romerske retsforhold og den uindskrænkede magt, som familiens mandlige overhoved havde: patria potestas. I nyere tid, hvor denne tradition for længst er forladt, er betegnelsen ‘oblat’ så i stedet overgået til at betyde en lægmand eller -kvinde, “der frivilligt har ‘givet sig selv’ til klosteret og lever med i dets åndelige liv (tidebønner, retræter)”. Forfatterne fortæller i indledningen (s. 10), at de alle tre har aflagt et sådant løfte og derfor også har skrevet kommentaren ud fra personlige erfaringer med Benedikts Regel.

At straffe med ydmyghed og kærlighed

Et andet kontroversielt – og ret omfangsrigt – indslag i Benedikts Regel er bestemmelserne om straf og udelukkelse fra fællesskabet (kap. 23-30 og 43-46). Her findes et nyttigt indledningskapitel (som desværre ikke er tydeligt markeret i indholdsfortegnelsen). Forfatterne gennemgår her de centrale steder i NT, som har med fejltrin og irettesættelse at gøre. Hos Benedikt er de udformet på en måde, der afspejler hans samtids rets- og samfundsforhold. Der synes også her at være en tydelig prægning fra den patriarkalske og autoritære romerske kultur. Samtidig gentager Benedikt igen og igen, at abbedens magt er givet ham andetsteds fra, og at han skal udøve den med ydmyghed og kærlighed til brødrene. Ikke desto mindre er det ret skrap kost at læse om den fysiske afstraffelse, som abbeden kan ty til i ekstreme tilfælde, og om den kollektive udskamning af den formastelige, der i reglen nævnes som et gyldigt disciplinært tiltag. Det var helt klart en anden tid, hvor fysisk afstraffelse f.eks. var et udbredt og accepteret pædagogisk virkemiddel. Hertil skriver forfatterne (s. 27): ”noget sådant anvendes ikke i vore dage”, og den amerikanske benediktiner T. G. Kardong skriver tilsvarende i sin bog om Benedikts Regel fra 2017: ”It is hard to imagine a modern abbot holding public tribunals for punishment so that the rest of the monks can be properly terrified.” Ikke desto mindre har vi netop i Danmark været vidne til et sådant misbrug af klosterdisciplinen, hvor en abbedisse tilsyneladende slet ikke har holdt sig inden for rammerne af den gensidige respekt og kærlighed, som Benedikts Regel foreskriver for hele klosterfællesskabet, inklusive den foresatte. Sådanne eksempler er til utrolig stor skade for bevarelsen og videregivelsen af den spirituelle rigdom, klosterlivet egentlig står for.

Hvem har glæde af denne nye kommentar til Benedikts Regel? Alle, der vil dykke ned i middelalderens historie, må forstå klosterbevægelsens betydning, og her er Benedikts Regel en helt central kilde. Kommentaren er derfor oplagt til brug i undervisningen. Også mennesker med en bred interesse for spiritualitet vil kunne finde nogle interessante bud på, hvad tidebøn og en meditativ livsstil går ud på ved at fordybe sig i reglen. Der findes også en international retning inden for organisationsteori, der interesserer sig for den både forpligtende og lydhøre ledelsesstil, som reglen inviterer til. Om den også vil finde anvendelse i erhvervslivet i Danmark, som forfatterne håber (s. 10), vil tiden vise. Under alle omstændigheder er det meget glædeligt, at der nu foreligger en tidssvarende kommentar til Benedikts Regel på dansk.

Birgit Clausen, Helge Clausen og Kirsten Kjærulf: Kommentar til Benedikts Regel, Katolsk Forlag 2022, 270 s., 150 DKK, ISBN 978-87-92501-54-7

Afsondret, men

i verden. Tårnhøje idealer, men også snusfornuftig realisme

Dorisk, frygisk, lydisk og mixolydisk

Lidt om den tonalitet, der er grundlaget for både den kirkelige og verdslige musik i Vesteuropa.

Tekst: Rolf Tönshoff

TONEARTER Man kan spørge sig selv, hvorfor skal man vide noget om de såkaldte kirketonearter. Man kan nok leve med –og få masser af glæde ved musik – uden nødvendigvis at vide, at disse tonearter er grundlaget for al vesteuropæisk musik op til omkring år 1600. På den anden side er det alligevel tankevækkende, at den musik, som vi hører eller spiller i dag, hviler på et tonalt grundlag, som har været dyrket i kirken i århundreder.

Nodeskriften, de såkaldte neumer, udviklede sig i den gregorianske sang langsomt op gennem det 9. århundrede. De mundtligt overleverede sangtraditioner fra liturgier og tidebønner blev op mod 800-tallet fikseret skriftligt – ikke som fastlagte melodier, men snarere som ledetråde til forsangerens improvisation. Husk på, at det omfattende liturgiske repertoire med lokale varianter og traditioner i klostre og kirker blev formidlet af munke, nonner og præster per gehør. Det var først omkring år 1020, at Guido af Arezzos opfindelse af neume-notationen på nodelinjer gjorde det muligt at notere entydige afstande mellem de enkelte toner. Rytmen i melodiforløbet lå imidlertid ikke umiskendeligt fast, og forskerne er den dag i dag stadig uenige om, hvordan rytmen i den romerske koral, som den også kaldes i en række lande, egentlig er blevet fremført.

De 8 kirketonearter, som hver har sit nummer og tilmed har fået et fint navn efter en græsk egn, kan dateres tilbage til frankiske kilder i det 9. århundrede og har som nævnt fundet anvendelse i hele den vesteuropæiske musiktradition lige siden. Hertil kommer den såkaldte ”fremmede” toneart tonus peregrinus, som afviger fra de øvrige tonearter ved at have to recitationstoner (se nedenfor).

Fire autentiske tonearter

Det kan nævnes, at de otte tonearter kan deles op i fire autentiske tonearter:

1. dorisk, 3. frygisk, 5. lydisk og 7. mixolydisk og fire afledninger af de autentiske; deres betegnelse er plagale tonearter og har samme navn – blot med hypo- (græsk: ”under”) foranstillet: 2. hypodorisk, 4. hypofrygisk, 6. hypolydisk og 8. hypomixolydisk. Stedet her er ikke egnet til at gå i enkeltheder, men måske kan vi kort berøre enkelte centrale dele af kirketonearternes væsen. Hver toneart har sine musikalske egenskaber: recitationstonen (”messetone” – en slags talesang, hvor celebrant el. forsanger synger flere ord på samme tone) afviger i den autentiske fra den plagale toneart; men slægtskabet inden for tonearten kan ses i sluttonen – kaldet finalis – som melodien falder til hvile på; for den er den samme i den autentiske som i dens afledning, den plagale. I de autentiske tonearter, der generelt benytter sig af alle toner inden for området mellem toneartens højeste og dybeste tone, ligger recitationstonen principielt fem toner over finalis, hvorimod den i den plagale toneart, hvis toneomfang stort set holder sig i toneområdet over finalis, ligger tre toner under den autentiske recitationstone.

Besynderligt nok er der ingen finalis på tonerne c og a i det oprindelige kirketonalesystem – det kommer senere. Det lyder lidt indviklet og jeg skal da lige nævne, at heller ingen af kirketonearterne slutter på tonen h, fordi forholdet mellem f og h giver en uskøn klangforbindelse – en såkaldt tritonus - som man har kaldt Djævlen i musikken ”diabolus in musica”. Det kan vi jo ikke have i kirkemusikken! Hvis læseren kender den franske komponist Camille Saint-Saëns’

”Danse macabre”, vil man måske huske den ”skæve” forkert stemte violin i starten, hvor Djævlen selv spiller op til dans med de afdøde på kirkegården ved midnatstid –pikant musikalsk uhygge startende med en diabolus in musica. For at undgå det h og tritonusforbindelsen finder man inden for den gregorianske sang et fast fortegn, nem-

”Den legende toneart”

I den verdslige musik udviklede der sig en toneart, hvis sluttone var c og blev kaldt ”modus lascivus” (lad os her oversætte det med ”den legende toneart”). I det 16. århundrede fulgte så de to tonearter, der sluttede på hhv. c og a; de fik navnet jonisk (dur – den lidt hårdere) og æolisk (mol – den lidt blødere). Dermed blev den tonalitet fastlagt, som er grundlaget for både den kirkelige og verdslige vesteuropæiske musik. Man kunne spørge sig selv, om alt dette med recitationstone og finalis kun gælder for den gregorianske sang med kirkens modersmål latin? Prøv at se under tidebønnerne på dansk i Lovsang, fx side 195: ”Når jeg råber, min retfærds Gud, vil...”, så vil man se begyndelsesvendingen initialis på teksten ”Når jeg råber” dernæst følger recitationstonen og ved stjernen en kort pause mediatio”. Min retfærds Gud vil du høre* Du skaffede mig rum”, og så falder salmodien til ro på finalis på ordet ”trængsel”.

I Folkekirken har især komponisten Thomas Laub ladet sig inspirere af den gregorianske sang og har bl.a. skrevet en Nadverliturgi, et Fader Vor og Trosbekendelsen,

C-nøgle

4. toneart hypofrygisk. Introitus er korets indgangsvers

custos viser sangerens næste tone på ny nodelinje

Forsangeren synger

indtil stjernen – så falder koret ind

lang lodret streg er pause (vejrtrækning)

Cæsur – lille ophold til vejrtrækning

der læner sig tæt op ad gregorianske toner. Det var i øvrigt også ham, der for mange melodiers vedkommende lugede ud i de romantiske harmoniseringer og genindførte den gamle – lidt strenge, nogle ville sige ”vitaminløse” – kirkestil.

Man hugger en hæl og klipper en tå At overføre gregorianske melodier til danske tekster er på grund af betoningsforskelle mellem latin og dansk ikke uproblematisk. Hvad så med de mange smukke toneranker med underlagt latinsk tekst; hvis de overføres til en dansk udgave, bliver det jo nærmest en karikatur!

Det er et uafviseligt krav, at melodien skal bære teksten – og ikke omvendt. Derfor skal der hugges en hæl og klippes en tå, hvor der skal puttes hjælpetoner ind, for at toner og danske tekststavelser kommer til at passe sammen. Og alligevel kommer der ikke sjældent betoningsproblemer.

Blot for at anskueliggøre et sådant: Lad os kort se på betoningen, når kirketonearten skal tilpasses det danske sprog: Lovsang side 185 under Vesper: ”Sæt dig ved min høj-re”: betoningen på det danske ord højre ligger på første stavelse, men to toner på det ubetonede ”-re”: høj-re-ø? på samme måde ”fød-der” fød-då-år, ”fjend-er” fjend-å-å osv.

Når man kender pinsehymnen ”Veni Creator Spiritus”(L. 162), så er Lovsang. nr. 420 ”Kom, sandheds Ånd! og vidne giv” en afart af denne hymne: vi kan ganske vist ane originalen ude i den tågede horisont; men den er blevet til en helt almindelige salme uden nævneværdig rytme og uden de toneranker, der er den gregorianske sangs særpræg.

Desværre er der både i vores katolske, men også i folkekirkelig sammenhæng, mange eksempler på, hvordan sproget –måske i hænderne på en utrænet – kommer til kort, når det er bundet af den gregorianske stil og form. Jeg kan ikke dy mig for at slutte med et citat af tidligere præst ved Sct. Ansgar Kirke i København, komponisten Leif Kayser: ”Når en ukyndig bygger et hus, risikerer han at få taget i hovedet. Man kunne ønske, at de mange, der fusker i kompositionsfaget, kunne opleve en lignende livsfare som fuskerne inden for arkitekturen”.

Her forklares tonearterne som de markeres i et nodeark.

To sangere i et sorbisk kor. De omkring 50.000 sorbere bor i Lausitz i Tyskland. Lausitz er et område syd for Berlin i delstaterne Brandenburg og Sachsen. Ca. 40.000 sorbere taler stadig sorbisk.Foto: Pfarrbriefservice.

Jomfru og martyr

Hvert år fra den 3. til den 5. februar strømmer pilgrimme og turister til Catania for at fejre Sant’Agata – byens værnehelgen.

Tekst og foto: Lisbeth Rütz

HELGENFEST Den hellige Agathe (italiensk: Sant’Agata) står i den sidste del af nadverbønnen lige før Lucia. Men hvad ved vi egentlig om hende? Hun var ung, smuk og fra en fornem patricierfamilie i Catania på Sicilien. I Kirken er hun kendt som en jomfru og martyr, der døde omkring 250 i Catania. Her fejres hun med hele to fester i februar og august. Festen i februar er et kæmpe tilløbsstykke. Hvert år kommer omkring en million til hendes by for at være med i triduet fra den 3. til den 5. februar, hvor hendes martyrium mindes med stor inderlighed og intensitet.

Jeg har haft den glæde at være med til hendes fest to gange, og det har været en stor oplevelse hver gang. Traditionel folkefromhed blandes her med gøgl, teater og fyrværkeri til en oplevelse, man aldrig vil glemme.

Triduet indledes den 3. februar med en stor procession. Her deltager alle der “er noget” i Catania. Byens borgmester kommer kørende i en 1700-tals karet for højtideligt at overrække byens nøgler til den hellige Agata. Ind strømmer studerende fra præsteseminariet og studiecentret for permanente diakoner, rektor for universitetet, folk fra forskellige ridderordener i deres farvestrålende dragter, havnemyndighederne, hospitalspersonale, bloddonorer, postfunktionærer, politiet og mange andre med flotte faner og fuld musik.

Ind kommer også de 11 “candelore” – en slags kæmpelygter, der før i tiden, hvor der ikke var gadebelysning skulle sørge for at oplyse gaderne til de store processioner for helgenen. Hver af byens gamle lav – grønthandlerne, slagterne, fiskehandlerne etc. har deres egen candelora med små lygter og masser af svulmende barokengle.

Messe in aurora

Det er bælgmørkt, da jeg den fjerde februar står op i den årle morgenstund for at gå ned til katedralen. Trods tidspunktet strømmer det ind med folk i en allerede stopfyldt kirke. Allerede klokken halv fem om morgenen bedes der, og mange kommer for at få deres rosenkranse velsignede. Klokken 6 begynder messen ”in aurora” (i morgen-

røden) med ærkebiskoppen som celebrant, mens der varmes op til et af festens højdepunkter. Alle venter på at se skrinet med Sant’Agatas jordiske rester. Hele året er det låst inde i ”la cameredda” (det lille værelse), og der skal en lang og omstændelig procedure til, før vi får det at se. Først da tre forskellige personer har brugt hver sin nøgle, kan man åbne skabet, hvor relikvierne gemmes. Efter messen føres skrinet ind i domkirken, hvor det lyder ”Viva Sant’Agata”, mens alle synger og vifter med deres hvide lommetørklæder for at hilse byens værnehelgen. Det er et meget emotionelt øjeblik, da skrinet med den smilende Agata med det fredfyldte ansigt endelig kan ses. Udenfor er der kaos, mens der ventes på, at skrinet kommer ud. Alle vil hen og røre ved det med deres hvide lommetørklæder.

Forsigtigt løftes skrinet nu op på en tonstung sølvvogn – kaldet ”il fercolo”. Blodrøde nelliker udsmykker vognen som et symbol på martyriet. Hundreder af borgere trækker i lange reb den tunge vogn gennem byen. De er alle iført den traditionelle, lange hvide dragt ”u saccu”. Ifølge en tradition skal den minde om den nat, da byens elskede helgen endelig kom tilbage til sin fødeby. Den byzantinske general Georgios Maniakes røvede Sant´Agatas relikvier i 1040 og førte dem til Konstantinopel. Her blev de, indtil Agata selv viste sig i et syn for Gisliberto og Goselmo - to soldater i den byzantinske hær – og bad dem føre hendes jordiske rester tilbage til Sicilien. I 1126 vendte hun endelig tilbage til sin fødeby midt om natten. Da de hørte, hun var på vej, hastede byens indbyggere ud af deres senge og løb i deres nattøj ned til havnen for at se skibet, siger én tradition – én anden siger, at den hvide dragt er en slags bodsdragt. Denne store begivenhed fejres i øvrigt hvert år den 17. august med højtidelige messer og flot fyrværkerishow.

Hele dagen føres skrinet gennem byen og forbi de steder, hvor Sant´Agata led sit martyrium. Det standser en tid ved havnen, hvor byens indbyggere i 1040 så deres værnehelgen blive sejlet til Konstantinopel.

På triduets sidste dag – den 5. februar føres Sant’Agatas skrin gennem den gamle

bydel kaldet ”il Borgo”. De blodrøde nelliker er nu skiftet ud med hvide som symbol på renhed og jomfruelighed. Om eftermiddagen bæres skrinet ud af katedralen og føres nu gennem byen, indtil man tidligt om morgenen slutter ved benediktinerinderne af den evige tilbedelse. De lever strengt klausureret i deres kloster, men viser sig offentligt denne ene gang om året for at synge til Sant’Agatas ære foran San Benedetto kirken i Via Crociferi.

Martyriet.

Da Sant´Agata levede, blev byen styret af prokonsulen Quintian. Han hørte om Agatas skønhed og rigdom og blev besat af begær efter at eje hende. En tid lykkedes det hende at skjule sig; men til sidst fik han fat i hende. Hun nægtede at give efter for hans tilnærmelser, og for at tvinge hende spærrede han hende inde i et bordel, der blev styret af Afrodisia og hendes døtre. Quintian regnede med, at 30 dage ville være nok til at knække hende. Men da tiden var gået. klagede Afrodisia til Quintian. At få en klippe til at smuldre og gøre jern så blødt som bly ville være lettere end at få denne kvinde bort fra den kristne tro, klagede hun. Dag og nat havde de arbejdet på at få hende til at opgive sin kristne tro. De havde lokket med guld og ædelstene – men intet hjalp. Da blev hun overgivet til Quintian, der forhørte hende og til sidst blev så rasende over hendes urokkelige kristne tro, at han rev hendes bryster af med glødende jerntænger. Men under torturen udbrød der et kraftigt jordskælv. Da Quintian nu hørte, at byens indbyggere var på vej mod fængslet for at forhindre ham i at fortsætte, blev han så bange, at han flygtede. Kort tid efter døde Sant’Agata. Hun er blandt andet værnehelgen for jordemødre, klokkestøbere, vævere og guldsmede og regnes for at hjælpe mod sygdomme i brystet.

Omkring 50 år efter Agatas død besøgte den unge kvinde Lucia byen. Hun fulgtes med sin mor Eutichia, der var alvorligt syg. Lucia knælede ved graven og bad om sin mors helbredelse. Da viste den hellige Agathe sig for hende og sagde: Lucia –søster hvorfor beder du mig om det, du selv kan give til din mor? Og tilføjede: også du vil som mig komme til at lide martyriet for din tro på Kristus. Fuld af glæde og håb om at lide martyrdøden vendte Lucia tilbage til Siracusa. Hendes mor blev helbredt, og profetien om martyriet gik i opfyldelse året efter. Lucia led martyrdøden

Den øverste del af skrinet indeholder Sant’Agatas hovedskal. Kronen på hovedet er en gave fra den engelske konge Richard Løvehjerte, da han passerede Sicilien på vej til Det hellige land. Mange berømte mennesker har givet gaver til Sant’Agata. Blandt andet byens berømte søn, komponisten Vincenzo Bellini, der gav hende ordenen af den franske æreslegion og en ring, som den italienske dronning Margherita gav til skrinet, da hun besøgte byen i 1881. Foto: typicalsicily.it.

den 13. december 303 under Diocletians kristenforfølgelser. Vi kender hende alle sammen fra Luciaoptogene samme dag.

Vognen med Sant’Agatas helgenskrin trækkes gennem Catania af hundreder af mennesker. Her er vognen på vej op ad en af byens stejleste gader, Salita dei Cappuccini.

Skrinet gøres klar til at blive ført gennem byen forbi de steder, hvor Sant’Agata led sit martyrium.

En ”candelora”. De 11 candelore føres gennem byen efterfulgt af helgenens relikvier.

Sankt Joseph Søster m/k

Georg Høhling brænder for den katolske skole og putter ikke med det, han tror på.

Tekst: Lisbeth Rütz

SKOLE Der er sket meget, siden de franske Sankt Joseph Søstre startede de første katolske skoler helt tilbage i 1850´erne. Engang var synet af en søster i ordensdragt noget af det første, der mødte én inden for skolemurene; men i dag har lægfolk overtaget overalt. I 1976 blev den dengang 21-årige Georg Høhling ansat som helt grøn lærer på Sankt Joseph Søstrenes Skole i Ordrup. Fjorten år efter blev han i 1990 som den første lægmand nogensinde skoleleder i Ordrup efter en lang perlerække af Sankt Joseph Søstre, der havde ledet skolen siden grundlæggelsen i 1888.

”Vi har jo altid sagt søster Ansgaria, skal vi så sige bror Georg nu”, spurgte en elev i den anledning. Det skulle de så ikke, for Høhling opfattede mere sig selv som en Sankt Joseph Søster m/k, fortalte han med et blink i øjet i sin afskedstale til skolens venner på Charlottenlund Slot.

Høhling blev skoleleder i en krise – og vækstperiode for katolsk skolevæsen i Danmark. Der var blevet længere og længere mellem de ordenssøstre, der engang så tydeligt markerede, hvad skolerne byggede på. I foreningen af katolske skoler FAKS, var der i 1990 kun fem skoler tilbage, fordi der var opstået uenighed om skolernes sekretariatsbetjening. Gennem et udvalgsarbejde lykkedes det herefter Georg Høhling at samle alle skolerne igen, således at skolerne fik deres sekretariatsbetjening (love, overenskomster etc.) i én forening, nuværende Danmarks Private Skoler og Gymnasier, og således at hele det idé- og værdimæssige kunne vedligeholdes og styrkes i Foreningen Af Katolske Skoler. Fra 1993 blev alle skolerne samlet igen, og i 1993 blev Høhling formand for FAKS – en post han bestred i næsten 20 år.

Det idé- og værdimæssige blev genbesøgt gennem projekt “skolesyn til eftersyn” og nu smøgede nogle af de katolske skolefolk ærmerne op og gik ud i maskinrummet. Det var tid for refleksion.

Ligger det katolske i, om der er krucifikser på væggene, eller om lærere er i ordensdragter eller om der er en høj procentdel af katolske lærere og elever, – eller er der mere end det? Høhling plejer at illustrere det med en virkelig historie. På et møde i

CEEC, den europæiske skoleorganisation for de katolske skoler, præsenterede han engang nogle statistiske facts om de katolske skoler i Danmark. Her var 16,8 % af eleverne og 16,7 % af medarbejderne katolikker. Det var de andre deltagere fra f.eks. Italien og Spanien ikke vant til. Men en irsk biskop sagde: “Jamen, hvad har vi med at gøre? Laver vi skoler for katolikker eller laver vi katolske skoler? Jeg kender katolske skoler i Spanien og Italien, hvor alle er katolikker; men hvor jeg kan sætte spørgsmålstegn ved, om de er katolske, så hvis man i Danmark kan lave katolsk skole, om end der kun er få katolikker, er det et fint arbejde”.

Skolesyn til eftersyn

I projekt “skolesyn til eftersyn” arbejdede Høhling sammen med bl.a. bispedømmets skolekonsulent pastor Jesper Fich med at definere værdigrundlaget for de katolske skoler. Man blev inspirereret af et skrift fra Vatikanets kongregation for uddannelse om den katolske skole og et andet om den katolske skole på tærsklen til det tredje årtusinde. Der var også inspiration at hente i materiale fra den katolske kirke i Sydney, hvor man i lang tid havde arbejdet på at definere den katolske skoles identitet.

I det australske materiale beskrives den katolske skole blandt andet som et mødested for forskellige mennesker. Her er fokus ikke på, om man er muslim, katolik eller protestant – det handler om at ville det menneskesyn, skolen står for, fortalte Høhling i 2012 i et interview med Erling Tiedemann i Katpod. I skriftet fra Kongregationen for katolsk Uddannelse siger man, at en god katolsk skole ikke bare er et sted, hvor der er en god religionsundervisning, morgensamling og morgenbøn. Der skal også være en ægte syntese af tro og kultur. Og den syntese skal omsættes i skolens dagligdag. Det handler om at tænke i helheder, hvordan man hele tiden bringer alt i spil. Et eksempel ser Høhling i ikke at sætte Bibelens skabelsesberetning op over for evolutionslæren. Naturvidenskab og teologi er komplementære størrelser, sagde Høhling dengang.

Som formand for de katolske skoler var Høhling en stærk drivkraft i arbejdet med at udarbejde en fælles formålsparagraf for Danmarks 22 katolske skoler.

Når man spørger ham i dag, hvad den katolske skole kan i forhold til andre skoler, er han ikke i tvivl:

Kommune. Men vi oplever da også her børn, der har det svært, selv om det økonomiske fundament er på plads. Mange frie skoler og ikke mindst de katolske skoler gør en enorm indsats over for udfordrede børn. Det er dokumenteret i flere forskningsprojekter. Hvis man så skulle stå over for en opgave, som kræver en endnu mere specialiseret indsats”, fortæller Høhling, ”så er det i Gentofte Kommune lykkedes at skabe adgang for også de frie skoler til at få en sag vurderet og belyst i Kommunens Visitationsudvalg for derved at få belyst, om der ville være et alternativt tilbud, som endnu bedre kunne matche den pågældende elevs behov.

De katolske skoler er ikke bare eliteskoler. Vi har en lang tradition for socialt engagement. Den tradition går helt tilbage til da Sankt Joseph Søstrene startede de første katolske skoler her i landet. Alle katolske skoler hviler på tre søjler – diakoni, communio og missio. Det er en del af vores DNA”.

Kan inspirere folkeskolen

Han værdsætter samarbejdet med det kommunale skolevæsen, og er ikke i tvivl om, at de katolske skoler også kan inspirere folkeskolen:

“Retten til friskoler er nedfældet i paragraf 76 i grundloven. Det er jo tilsyneladende en del af regeringsgrundlaget for den nuværende regering, at man vil prøve at sætte folkeskolen mere fri end den er i dag. Det skulle de have gjort for længst. En leder på en kommunal skole har ikke de samme beføjelser som en friskoleleder har. Rigtig meget af ledelsen i Folkeskolen ligger i Forvaltningerne. Folkeskolen er efter min mening alt for centralstyret”.

Gensidig inspiration i FAKS

Der var kagemand og masser af glade børn til elevernes afsked med Georg Høhling den 2. december.

Foto: Sankt Josephs Skole.

da de ansatte i Santa Chiara kirken i Assisi foran San Damiano korset sang sidste vers af Hil Dig Frelser og Forsoner, – ”Ja, jeg tror på korsets gåde.”

Tiden som pensionist

”I bliver et fantastisk team! og jeg tør godt give slip”, sagde en både glad og vemodig Georg Høhling ved afslutningen på Charlottenlund Slot den 8.12. for skolens venner. René Engell, hans efterfølger som skoleleder, holder mikrofonen. Han leder nu skolen sammen med Peter Bøgvad Nielsen, vice- og udskolingsleder og Karen Kloch Møller, SFO- og indskolingsleder.

Foto: Sankt Joseph Søstrenes Skole.

“Vi har et menneskesyn der er guld værd. Det menneskesyn er ikke en selvfølge i jantelovens land, hvor man stadig møder ”du skal ikke tro, at du er noget”. Jo mennesket ER noget, siger Høhling. Vi arbejder jo ud fra det grundlag, at mennesket er godt, fordi det er skabt i Guds billede. Du er ufattelig meget værd. Det er det budskab vi gerne vil ud til eleverne med. Vi skal lære eleverne at forstå deres selvVÆRD. De skal ville og turde selvrespekt og dermed også forstå betydningen af respekten for medmennesket for derved at forstå og ville kaldet til tjeneste for fællesskabet. Og det virker. Forældrene kommer og siger til os: I har fat i det rigtige”, siger Høhling.

Han afviser pure, at katolske skoler skulle være målrettet de velbjergedes artige børn

“Jeg har været skoleleder her i Gentofte

Medlemsskolerne i FAKS har en forpligtelse til hele tiden at arbejde med hvordan visionerne om den katolske skole bedst omsættes til virkelighed i en dansk sammenhæng. Nyansatte sendes på FAKS-kurser, hvor de hører om, hvad de katolske skoler er for en størrelse, og et par gange om året mødes ledelserne ved de katolske skoler. Indimellem arrangerer FAKS dannelsesrejser for ledelserne. Ikke sjældent ”omsætter” lederne så sådanne rejser til dannelsesrejser for de ansatte på den enkelte katolske skole. Høhling fortæller begejstret om en rejse med sine ansatte til Rom og Assisi i 2018. Den blev en bragende succes. ”Korsets gåde” var temaet, – at korset både viser hen til lidelsen, men også er sejrskorset, der peger hen mod opstandelsen. Det blev de ansatte bl.a. mindet om, da de så Michelangelos skulptur ”Den opstandne Kristus” i kirken Santa Maria Sopra Minerva, og hele rejsens refleksioner blev nærmest samlet,

”Min tid som pensionist skal ikke bruges til at starte nye projekter”, siger Høhling, der nu ser frem til at få mere tid med sin egen familie. Han bor på landet mellem Helsinge og Tisvilde og glæder sig til at cykle lange ture og arbejde i haven. Desuden vil Høhling gerne fortsat gøre en indsats for den større familie, Den katolske Kirke, gennem sit arbejde i menighedsrådet for Sankt Vilhelms Kirke i Hillerød, hvor også hans kone, Virginia, sidder, og gennem sit arbejde i Pastoralrådet som repræsentant for de nordsjællandske menigheder. Høhling vil også være frisk, hvis der i FAKS skulle blive brug for konsultativ bistand.

Siden 1980 har Høhling været aktiv i Den Nordiske Valfart til Lourdes og var formand fra 1990-1997. Grundet formandskabet for de katolske skoler forlod Høhling i 1997 formandsposten for Valfarten, som herefter gik til næstformanden, læge Anne Storm. Da Anne Storm i 2013 døde, genoptog Høhling opgaven som formand for Valfarten, og Høhling vil med glæde fortsætte det arbejde som yderligere en væsentlig opgave for Kirken. Arbejdet i Lourdesvalfarten har altid været som benzin for ham i alt det, han ellers har gang i. Hvert år har han mange flasker Lourdes-vand med hjem fra Lourdes. De bliver givet til mennesker der har brug for det, – med tilbud om forbøn, hvis de er interesserede. For som han siger: ”Man skal jo ikke gå og putte med det, man tror på”.

Katolske skoler

Fortiden kommer inden for rækkevidde

Billedscanning i Katolsk Historisk Arkiv

Tekst: Kate Toft Madsen

DIGITALISERING Hvordan begyndte det med indscanning af Katolsk Historisk Arkivs (KHA) billeder? Vi kan passende begynde med arkivar Jørgen Nybo Rasmussens oprettelse af KHA i 1968 og spole hurtigt frem til hans fratræden i 2011, da han var over 80. På det tidspunkt var arkivet flyttet ned i stueetagen, hvor Sankt Andreas Bibliotek havde til huse: alle måtte presse sig sammen, da 3. sal skulle udlejes til Caritas. Der var ingen umiddelbar efterfølger til Nybo. Jeg var på det tidspunkt bibliotekets leder, og da bibliotekets bestyrelse påtog sig ansvaret for KHA, blev det de facto mit ansvar, om end jeg fik aldrig titel af arkivar. Jeg er uddannet bibliotekar, og i begyndelsen af ’00’erne blev jeg medlem af bestyrelsen af mit fagforbunds (dengang hed det Bibliotekarforbundet) arbejdsgruppe vedrørende katalogisering/registrering. Et andet medlem af arbejdsgruppen var Ruth Hedegaard, som på det tidspunkt arbejdede på Lokalhistorisk Samling i Hjørring. På Wikivendsyssel står der om Lokalhistorisk

Samling:

”Arkivet blev til ved et samarbejde mellem Vendsyssel Historiske Museum og Centralbiblioteket. Formålet med oprettelsen var at samle bibliotekets lokalhistoriske samling og museets arkivalier og lokalhistoriske fotografier, sådan at der blev ét fælles sted, hvor man kunne henvende sig, hvis man ville vide noget om egnens historie”. Det var præcis dette samarbejde mellem arkiv, bibliotek og museum – ABM samarbejde – som Ruth interesserede sig for. Det skal vi lave en temadag om, sagde hun, og fik os andre overbevist, nok fordi der lå et mærkbart element af elektronisk registrering/katalogisering, som underbyggede ABM-arbejdet.

Arkibas

Den software, som man brugte og bruger i de fleste danske lokalhistoriske arkiver til at registrere deres samlinger, hedder Arkibas og er udviklet for og vedligeholdes af Sammenslutningen af Lokalarkiver (SLA). I Arkibas kan man registrere arkivpakker, bøger, faste genstande, og uploade indscannede billeder. Disse gøres tilgængelige overalt i verden via en portal på internettet, www.arkiv.dk, hvor man med et enkelt opslag kan se, hvad der findes af materialer på alle landets lokalhistoriske arkiver om

et bestemt emne. Emnerne er oftest steder, institutioner, begivenheder og personer. For at få adgang til at registrere data i Arkibas skal et arkiv melde sig ind i SLA og betale et årligt gebyr. KHA havde med mellemrum været medlem af SLA inden Arkibas, så tanken var ikke fremmed, og SLA ville meget gerne have os. Det giver også god mening, da der har været og stadig er katolske kirker rundt omkring i landets købstæder. Hvis KHA en dag beslutter sig for at holde op med billedarbejdet, kan man lade licensen udløbe, men billederne vil forblive i Arkibas for eftertiden. Det er rart at tænke på. Biblioteket modtager jævnligt bøger fra dødsboer, som bliver gennemgået for accession eller salg. Det er ikke ualmindeligt, at bøgerne indeholder andagtskort. Da jeg arbejdede på SAB og gennemgik bøgerne, fandt jeg kortene meget fængslende og lagde dem til side. Det er bevægende at se et slidt andagtskort, som har været en anden troende dyrebart, og de gentagne fremstillinger af et bestemt fromt motiv, f.eks. 40 fremstillinger af Maria og Jesusbarnet, har en stærk virkning på én. Kortene er også med til at tegne et billede af Kirkens historie i Danmark. Der er kort udgivet ifm. afholdelse af retræter eller førstekommunioner og firmelser. Der findes også en del mindekort, f.eks. ifm. præstevielser, jubilæer og dødsfald, som indeholder nyttige personalhistoriske oplysninger. KHA har mange Jesu Hjerte kort, fordi det var en andagtsform, som var populær i perioden, efter at religionsfriheden blev indført, og fordi var det noget, jesuitterne tog op, og jesuitterne var meget talrige i Danmark. Nybo Rasmussen havde også set det værdifulde i andagtskortene og lagt en del til side: der var altså noget at tage udgangspunkt i. Nybo havde også lagt mange fotografier til side. Ret hurtigt fandt jeg ud af, at selv om jeg syntes, andagtskortene var spændende, var det fotografierne, der var efterspørgsel på, og så lagde jeg mine kræfter i det. Folk vil gerne se et billede af den kirke, deres oldeforældre blev viet i, præsten, der var der dengang, eller den skole, de gik på. Lokalhistoriske arkiver i Danmark har indscannet og uploadet billeder fra det katolske Danmark men deres registreringer mangler ofte, efter min mening, gode metadata: måske står der ”katolikker” og ikke andet, men billedet viser faktisk førstekommunikanter

Besøg Academicum Catholicum

Ny webside: academicumcatholicum.dk

FORENINGSLIV Foreningen Academicum Catholicum (i daglig tale A.C.) har fået en flot, ny webside, hvor du kan læse om foreningens historie, tidligere og kommende arrangementer. Foreningen har været inde i en god og spændende udvikling de sidste 6-7 år, hvor den – takket være den hårdtarbejdende bestyrelse – er genopstået som en Fugl Fønix med et væld af begiven-

heder lige fra kulturhistorisk vinsmagning med ønologen Carsten Günther til seminarer om reformationen i Danmark og den katolske modreformation. Alle arrangementer afholdes på Niels Steensens Gymnasium på Jagtvejen tæt på Vibenshus Runddel Metro. LR

Korsridderne – en forening for unge piger på Institut Sankt Joseph i København. Elever fra 1. og 5. klasse mødtes en gang om ugen i skolens kapel. Fotoet er taget i 1931. Katolsk Historisk Arkiv..

foran Sankt Marie Kirke i Haderslev, og præsten på billedet er p. Jaworski, og man kan måske også finde et årstal hvis man er heldig. Al denne information kan man indtaste og gøre søgbar, og det gør det lettere for slutbrugerne at finde det, de har brug for. Fordi jeg arbejdede på SAB i 11 år, har jeg en del viden om Kirken og et katolsk kontaktnet at trække på, når jeg skal finde oplysningerne. Helt har jeg dog ikke kunnet slippe andagtskortene, og dem, som belyser Kirkens historie i Danmark, scanner jeg ind.

Billederne er meget spændende. Især husker jeg billederne fra den eukaristiske

kongres i København i 1932: optoget, prælaterne og den kæmpe forsamling katolikker, der var til festmøde i idrætshuset. Også billederne fra biskop Suhrs besøg hos de polske flygtninge på Røde Kors lejren på Rungsted Badehotel og pastor Petrus van der Stok’s billeder fra sin seminarietid på Collegio Romano i 1930’erne er fantastiske billeder fra en svunden tid. Indtil videre kan billederne ikke downloades direkte fra arkiv.dk, men den funktion er med i udviklingsplanen. Man kan dog henvende sig til KHA og bede om at få enkelte billeder tilsendt.

Arrangementer om Ukraine

DOMKIRKEN Torsdag aften den 23. februar afholdes to på hinanden følgende arrangementer i Skt. Ansgars Kirke, Bredgade 65, 1260 K, med relation til situationen i Ukraine.

Kl. 18.30-20.00 arrangerer Academicum Catholicum en debat over temaet ’Ukraine og Den ortodokse Kirke’.

Adjungeret professor i teologi ved Københavns Universitet, Christian Gottlieb, holder et oplæg om Den ukrainske-ortodokse Kirkes situation og den aktuelle konflikt med Rusland.

Debatten finder sted i domkirkens menighedslokaler i Bredgade 69A, København. Umiddelbart herefter, kl. 20.30-21.15, afholdes en økumenisk bønsvigilie for fred i Ukraine i selve domkirken.

Bønsvigilien holdes som markering af etårsdagen for angrebet på Ukraine, der begyndte natten den 24. februar. Arrangør er Den katolske Kirke sammen med det Mellemkirkelige Råd og Danske Kirkers Råd. NM

Fra indvielsen af den katolske kirke i Slagelse den 16. maj 1931. Katolsk historisk Arkiv.

Forny din tro

Missionsuge på Amager.

EVANGELISERING Lige siden oktober har Sankt Annæ menighed på Amager vært i gang med at forberede sig på en helt speciel begivenhed for sognet. Fra den 12. til den 19. marts bliver der nemlig missionsuge i sognet med arrangementer på dansk, engelsk og polsk.

Allerede i oktober måned begyndte man at som forberedelse til missionsugen at bede i kirken for at ugen må gå godt og at dens budskaber må nå ud til mange mennesker. Temaet bliver de syv sakramenter. Hver dag i missionsugen får sit specielle emne. De liturgiske tekster, der bruges, bliver nogle særligt egnede tekster, der er udvalgt specielt til lejligheden. Meningen med missionsugen er at gå dybt ned i alt, hvad der har med vores trosliv at gøre – og særlig de syv sakramenter.

Lige fra den hellige Alfonsus af Liguori grundlagde redemptoristerne, har hans orden været stærkt engageret i at nå ud til folket med evangeliet – særlig dem, der er langt væk fra Kirken. Missionærer fra Redemptoristernes ordenssamfund vil komme til Sankt Annæ Sogn for at forkynde det glade budskab og hjælpe os til at fordybe os i venskabet med Gud eller vise vejen tilbage til Ham, hvis vi har glemt Ham.

Sæt derfor allerede nu kryds i kalenderen og tag en pause fra 12. til den 19. marts så du også kan være med. Grib chancen for at møde Guds kærlighed og bed for, at missionsugen vil bære megen frugt.

Nyt migranthus på Vesterbro

Sankt Annæ Kirke på Amager byder alle hjerteligt velkommen til missionsugen fra den 12. til den 19. marts

Alle er hjerteligt velkomne til at deltage. Der vil blive sendt plakat ud om arrangementet til alle sognene i Storkøbenhavn. Har du venner som er nysgerrige efter at vide mere om den katolske Kirke så tag dem under armen og kom til Sankt Annæ Kirke. I næste nummer af KO bringer vi det fulde program med tid og sted.

Fornuft, tro og enhedens mysterium

REQUIEMSMESSE Sankt Ansgars

Kirke var fyldt til sidste plads, da bispedømmet den 9. januar fejrede requiemsmesse for pave emeritus Benedikt XVI. Det diplomatiske korps var repræsenteret. med ambassadepersonale fra 26 forskellige lande. Kirkeminister Luise Schack Elholm, repræsentanter fra Danske Kirkers Råd og forskellige kirkesamfund i Danmark sad tæt på bænkene sammen med mange storkøbenhavnske katolikker.

Der var blandt andet folk fra Den anglikanske Kirke, Metodistkirken, Svenska Kyrkan, Frelsens Hær m. fl. Det blev en meget smuk messe med fornem musik helt i den afdøde paves ånd. Vekselsangen ”Herren er min hyrde”, skrevet af Erling Rasmussen, blev fremført af Jakob ElmarkNandfred. Under offertoriet blev der sunget en sats, som kirkens organist og kantor, Rolf Tönshoff, har skrevet over ”Tu es Petrus”. Som postludium blev spillet den tyske komponist Sigfrid Karg-Elerts: ”Aleneste Gud i himmerig” og ”Corale” Op.154. Biskoppen prædikede over Joh 15,1-8 Jeg er det sande vintræ og min fader er vingårdsmanden. I sin prædiken kom han ind på betydningen af to centrale temaer hos Benedikt – forholdet mellem fornuft og tro og enhedens mysterium – et tema, der også blev gennemspillet i salmevalget.

Biskoppen nævnte i sin prædiken, at pave Benedikt netop i 2011 under sit besøg i Berlin prædikede om det sande

vintræ. Biskoppen sagde: “Det fællesskab med Kristus, som billedet med vintræet udtrykker, bliver også hurtigt billedet på vort indbyrdes fællesskab.

Pave Benedikt gør meget ud af at sige, at vort fællesskab næsten bliver biologisk, ligesom det er for grenene i forhold til selve træet. Meningen for pave Benedikt med at strække sammenligningen til det yderste er at sige, at vort fællesskab med Kristus og dermed også indbyrdes ikke er et konstrueret ideal, som kun har ren symbolværdi, men et reelt forhold og fællesskab.

Pave Benedikt kalder herefter hurtigt billedet med vintræet for et billede på Kirken og påpeger den uløselige enhed, der er mellem Kristus og hans Kirke, en enhed, der er grundlagt i dåben og fra gang til gang bliver fordybet og levendegjort i Eukaristien.

Biskoppen forholdt sig også til den kritik der ofte er af Kirken og dens strukturer“. I vor tid oplever vi ofte stærk kritik af Kirken, dens selvforståelse, struktur og måde at manifestere sig på.

Ifølge pave Benedikt opstår denne kritik, når man ikke længere ser den tætte forbindelse mellem Kristus og Kirken. Denne kritik fremmes af, at Kirken kun bliver set som en organisation som alle andre i et demokratisk samfund, efter hvis målestokke og love den bliver bedømt og behandlet. Når dertil, som pave Benedikt siger, også kommer den smertefulde erfaring, at der i Kirken både findes gode og dårlige fisk,

Caritas samler sociale tilbud i Reventlowsgade 10.

SOCIALT ARBEJDE Caritas Danmark slog den 6. januar dørene op til sit nye migranthus i Reventlowsgade 10 på Vesterbro. Med åbningen af migranthuset ønsker Caritas at styrke sin indsats over for de mange migrantarbejdere, der er i en udsat position og marginaliserede i det danske samfund. Caritas Danmark samler med åbningen af det nye migranthus mange af sine eksisterende sociale tilbud under et tag. Det drejer sig bl.a. om psykologtilbud, socialrådgivning og retshjælp, siger en pressemeddelelse fra Caritas. ”Langt hen ad vejen kan vi takke arbejdsmigranterne for Danmarks vækst og fremgang. Tænk bare på metroen i København og den kommende Femern Bælt-forbindelse. Men vi er nødt til at sikre os, at de også har et sikkerhedsnet og en mulighed for at få hjælp. Det er det,

både hvede og ukrudt, og blikket bliver fikseret på det negative, så åbner det store og smukke mysterium ”Kirke” sig ikke mere. De anliggender, pave Benedikt belyste, varer ved og vil også fremover være en del af Kirkens budskab. Pave Frans fulgte op på det i en tale til om Europa i 2017: Idet han citerede brevet til Diognet sagde han: ”Hvad sjælen er for legemet, er de kristne i verden. I denne tid er de kaldede til igen at give sjæl til Europa, at genopvække samvittigheden, ikke for at fylde rummene,men for at generere nye dynamikker i samfundet.” (Tale den 27. oktober 2017). LR

vi ønsker med migranthuset,” udtaler Maria Krabbe Hammershøy, generalsekretær i Caritas Danmark. ”Mange af migrantarbejderne kommer fra det globale syd og Sydog Østeuropa og kender allerede til Caritas. Det er dér, de uvilkårligt går hen, når de ankommer til landet,” fortæller Ditte Dandanell Bihl, leder af det nationale arbejde i Caritas Danmark. ”Tidligere har vi nogle gange skulle henvise dem til andre tilbud, men med etableringen af migranthuset kan vi forhåbentligt imødekomme alle deres behov på ét sted.”

Migranthuset ligger meget centralt i København – lige ved Hovedbanegården. Der er mulighed for tolkning på flere sprog. Alle er velkomne uanset tro og nationalitet. Man kan booke tid til juridisk rådgivning og psykolog på Caritas.dk/booking. LR

Det nye migranthus åbnede med taler og optræden af et ukrainsk kor Foto: Caritas Danmark.

Repræsentanter fra mange forskellige kirkesamfund deltog i requiemsmessen. Her ses til højre biskoppen over København, Peter Skov-Jakobsen og til venstre biskop emeritus af Roskilde, Peter Fischer-Møller. Bag Peter Skov-Jakobsen ses blandt andre Joan Münch fra Frelsens Hær.

Biskop Czeslaw koncelebrerede messen sammen med 11 præster fra bispedømmet.

Pave Benedikt XVI mindet i domkirken.

Skal binde verden sammen i bøn

Nyt online-projekt skal forene unge verden over i rosenkransbøn.

PROJEKT Maria Immaculatasøster Teresa Piekos, der står bag evangeliseringsprojektet ’Ikon Amen’, tager nu initiativ til en online-rosenkrans, der går i luften i tiden op til Verdensungdomsdagene i Lissabon, Portugal, 1.-6. august i år.

”Sammen med Maria ønsker vi at prise Gud, at bringe glæden ved evangeliet ud til alle verdenshjørner og at vidne om troen på Gud med Ikon Amen motivet”, forklarer sr. Teresa og tilføjer, at målet er ”at omslutte hele verden med rosenkransbøn”.

”Rosenkransbønnen har uendelig kraft og kan ændre dig og dine omgivelser, den kan ændre verdens skæbne, den kan redde dit jordiske liv og evige liv, den kan helbrede din krop og sjæl, den kan give dig fred i hjertet og fred for verden, den kan vække i dig og andre en længsel efter Gud”. Sr. Terese forklarer, at online-rosenkransen vil have følgende led:

• ’Hil dig Maria’, der bedes på en lang række sprog.

• ’Fadervor’ bedes på latin af præster fra hele verden.

• ’Ære være Faderen’ bedes på latin af ordenssøstre fra hele verden.

• ’Jeg tror på Gud Fader’, der bedes på latin af vor egen biskop Czeslaw Kozon.

”På den måde beder vi sammen med hele kirken og for hele kirken, om styrkelse af troen og kærligheden til Gud og mennesker og for Paven og Kirkens enhed i hele verden”, forklarer hun.

Sådan bidrager du:

• Optag en lydfil af ’Hil dig Maria’ på dit eget sprog

• Send filen som SMS til tlf. 50 19 75 35 eller mail: collage.amen@gmail.com (husk i emnefeltet at skrive ’Rosenkrans og dit navn’, eller send gerne en SMS

’Kirke for alle – nyt økumenisk onlinemagasin’

Danske Kirkers Råd har sammen med økumeniske samarbejdspartnere udviklet et nyt onlinemagasin med særlig fokus på mission som forkyndelse, diakoni, spiritualitet, religionsmøde og økumeni.

ØKUMENI ’Kirke for Alle’ er et nyt onlinemagasin om Kirkens globale missioner. På hjemmesiden www.kirkeforalle.dk publiceres podcasts, boganmeldelser, webinar, artikler, film og en kalender med events om sidens emner.

Magasinet har særligt fokus på emnerne forkyndelse, diakoni, spiritualitet, religionsmøde og økumeni, som alle er dele af det, der traditionelt beskrives som Kirkens mission. Magasinets indhold er tænkt som publikationer, der kan tilgås og deles i in-

Kom med i Caritas Herreklub

Nyt tilbud for alle mænd i deres bedste alder.

KLUB Den 16. januar åbnede Caritas Danmark for Caritas Herreklub.

Herreklubben præsenteres af Caritas som ”et mødested og et samlingspunkt for mænd i deres bedste alder, der har lyst til fællesskab og samvær med andre, der befinder sig

samme sted i livet”.

Planen er, at man mødes hver anden mandag fra kl. 13.00 til 16.30. Man starter med varm mad, og man får opskriften med hjem. Det vil være op til deltagerne at beslutte, hvad der skal foregå – men eksempler på

Rosenkrans-projektet har indtil videre modtaget bidrag fra godt 50 lande, og sr. Teresa håber, at endnu flere vil indsende lydfiler op til sommerens verdensungdomsdage i Lissabon.

med disse oplysninger).

Læs mere på projektet på den internationale hjemmeside www.icon-amen.org.

formationsarbejde og nyhedsbreve.

’Kirke for Alle’ er en digital afløser for tidsskriftet Ny Mission, som tidligere blev udgivet af Dansk Missionsråd, og som nu erstattes af et onlinemedie. I sin nye form henvender ’Kirke for Alle’ sig til alle, både dem med en praktisk og teoretisk tilgang til tro og mission.

Henrik Sonne Petersen, generalsekretær i Dansk Missionsråd, fortæller om baggrunden for det nye onlinemagasin: ”Ny Mission har eksisteret som tidsskrift siden 1999, og mange læsere har været glade for at kunne dykke ned i de emner, det behandlede. Samtidig erfarede vi, at ordet ’mission’ signalerer noget, der foregår i udlandet, og et interesseområde for særligt dedikerede

grupper i Kirkerne. Men emner relateret til mission er også på spil i en bredere kirkelig kontekst, og der er mange relevante aktører at lytte til. Det er de emner og de forskellige stemmer, vi prøver at folde ud i det nye magasin”.

Bag det nye magasin står en bred ejerkreds af økumeniske netværk og organisationer: Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde, Dansk Missionsråd, Danske Kirkers Råd, Evangelisk Alliance, Folkekirke og Religionsmøde, Folkekirkens Mellemkirkelige Råd, FrikirkeNet og Menighedsplejen i Danmark. NM

De store smil var fremme, da Caritas’ herreklub åbnede den 16.1. En enkelt af herrerne havde taget sin kone med; men ellers bliver klubbens arrangementer kun for mænd.

aktiviteter kunne være foredrag, film, museumsbesøg el.lign., nævner aktivitetsleder Bent Stelsberg, der længe har haft lyst til at starte et fællesskab for mænd.

Udgifterne til aktiviteterne forsøges dækket ved ansøgninger til forskellige fonde. Man slutter med messe i Stenosgade kl. 17 for dem, der har tid og lyst. Det er gratis at være med, men af hensyn til fællesspisningen beder man om tilmelding til Bent Stelsberg på herreklub@caritas.dk

Næste møde i herreklubben er mandag den 13. februar kl. 13 i Reventlowsgade 10 i København. Alle uanset om man har en tro eller ej er velkomne

Festlig, musisk og rummelig

Mindeord for Ole le Fèvre.

DØDSFALD Den katolske Kirke i Danmark er blevet en stor personlighed fattigere: Ole le Fèvre døde den 31/122022. Han havde netop fejret sin 80 års fødselsdag den 14/12-2022 og havde ønsket en stor fest til sommer, men det nåede han ikke at opleve. I stedet blev det til en meget smuk bisættelse i den katolske kirke ved Ømborgen d. 11/1-2023 med efterfølgende kaffe og kage på Ømborgen – et sted, han og hans familie har stærke relationer til. Kirken var fyldt til bristepunktet, og snakken gik livligt i Ømborgen efter bisættelsesmessen i kirken. Det var sikkert helt i Oles ånd!

Ole var et meget engageret menneske, og for Den katolske Kirke i Danmark gjorde han et kæmpe arbejde for, at ungdommen i kirken kunne få nogle gode oplevelser sammen, fordybe sig i troen og føle et levende fællesskab med hinanden. Allerede før den nye Ømborg blev bygget, var han med på mange lejre på den gamle Ømborg – bl.a. som leder – og flere husker hans sjove indfald som f.eks. morgenvækning med et kæmpe båthorn! Selv har jeg først lært Ole at kende, efter at den ”nye” Ømborg blev bygget og taget i brug i 1976. Ole var selv med i planlægningen af byggeriet og blev sammen med sin kone Lena det første bestyrerpar af Ømborgen. På et tidspunkt blev Ole ramt af blindhed, og Lena overtog bestyreropgaven alene, hvilket hun klarede glimrende i mange år, indtil hun gik

Kaldet til at leve i cølibat

Kommentar til Pastor Messerschmidt artikel: ”Om cølibat og seksuelle overgreb”, KO nr. 16, 2022.

Først vil jeg gerne takke Pastor Messerschmidt for den korte, historiske gennemgang af indførelsen af præstecølibatet i Den katolske Kirke, særligt i dens vestlige tradition. I hvilket omfang cølibatpligten har med overgrebene at gøre, må være en yderst individuel sag. Det kan ikke udelukkes, at for nogle overgrebsmænd er overgreb en frygtelig løsning på ikke at have indgået almindelige og alligevel dybe, personlige, relationer inkluderende de seksuelle. Men jeg er glad for, at pastor Messerschmidt ikke som sådan gør cølibatet til syndebuk i forbindelse med overgrebene.

Der er alligevel et par ting i pastor Messerschmidts påstande, som forundrer mig: På baggrund af dem ville man kunne danne sig en fornemmelse af, at pligten til at leve i cølibatet skulle falde over præstekandidater lige pludselig som en stor overraskelse; som om de først undervejs skulle blive jaget op i en krog og tvunget til at aflægge et cølibatsløfte; som om de først undervejs skulle konfronteres med tanker om, at de for resten skal glemme alt om et liv sammen med en kvinde. Endvidere er jeg blevet overrasket over, at det skulle være den almindelige tilstand, at præstekandidaterne slet ikke hjælpes til at kunne forme deres bevidsthed om et kald til livet i cølibat. Jeg ved ikke, hvilke undersøgelser pastor Messerschmidt støtter sig til. Eksemplet om de ca. 1000 præster, som forlod deres præstegerning, falder ikke tilfældigvis i det XX århundredes

70-sere: Der var den gang mange forlydender og forvent-

med på de nye sociale platforme, har konkrete konsekvenser for folks dagligdag.

Digitale evangelisatorer

Benedikt XVI opfordrede kristne til at være digitale vidner snarere end influencers og til at forvandle de sociale medier til ”døre for sandhed og tro”.

Og det gjorde han ikke kun med ord. Den 12. december 2012 blev han den første pave til at sende et tweet via den @ Pontifex-konto, der var blevet oprettet et par dage tidligere. Hans beslutning er til tider blevet sammenlignet med Pius XI’s oprettelse af Vatikanradioen. Ikke alle godkendte hans handling, idet de frygtede, at paven ville blive udsat for kritik og fornærmelser, men Benedikt XVI var overbevist om sit valg om at følge i den nye evangeliserings retning.

Endnu en gang forstod en pave at udnytte potentialet i teknologiske innovationer for at nå ud til folk, som ellers ville forblive udelukket fra evangeliets forkyndelse.

Få uger efter åbningen af mediekontoen gav Benedikt XVI afkald på sit Petersembede. Twitter-kontoen

på pension. Ole genvandt delvist sit syn efter operation og tog en socialrådgiveruddannelse. Han var ikke sådan at slå ud! Han hjalp gennem sit arbejde handicappede og andre socialt dårligt stillede gennem sit store engagement i sine medmennesker.

Ved siden af sit arbejde har Ole altid dyrket musikken. Min far har fortalt mig, at han i sine unge dage spillede i orkester med Ole i Odense. En dag kom Ole med en mundharmonika, der kunne spille alle toner – en såkaldt kromatisk mundharpe – og den var han vældig stolt af. Han var omkring 14 år på det tidspunkt, og han var den, der havde det melodiførende instrument i orkestret. Orkestret spillede den tids populærmusik – noget med jazz og ”gang i den”! Ole elskede sang og musik, og han fik også lært sig at spille banjo. Jeg kan næsten høre hans banjospil for mit indre øre, da han ofte kom op på Ømborgen, når jeg var der, og deltog i sammenspillet med andre musikanter. Ole har også været engageret i musiklivet i Ry, hvilket mange i Ry og omegn har været glade for. Der var mange af hans gamle musikvenner med til bisættelsen, og et par af dem spillede noget smukt New Orleans-jazz, da kisten blev båret ud af kirken. Jeg husker Ole som en hjertevarm humørspreder med en smittende latter. Han var også et meget rummeligt menneske, der altid var parat til en snak og nysgerrig efter at høre, hvordan man havde det. Han var et fællesskabsmenneske og elskede at have mennesker omkring sig – men også at tage sig en snak på tomandshånd. Personligt har jeg haft mange gode snakke og grin med Ole, og jeg kommer til at savne ham. Det er der også mange andre mennesker, der

ninger om, at Vaticanum II sikkert ville afskaffe cølibatkravet for verdenspræster. Til præster blev derfor viet mænd, som havde den bagtanke med, at de takket være Vaticanum II`s reformer ville blive løst fra cølibatløftet. Da det ikke var tilfældet, forlod mange af disse mænd præstegerningen. Egentligt i det hele taget giver flere af de seminarister, som undervejs når til den erkendelse, at de mangler kald til et liv i cølibat, afkald på at blive ordineret. Hvad så med formationen til at kunne genkende et kald til livet i cølibatet? Jeg kan ikke genkende de af pastor Lars beskrevne forhold. Fra min egen tid som præstestuderende mindes jeg ikke en eneste retræte, som ikke havde det tema med på programmet. Desuden var emnet både psykologisk, og teologisk og socialt flittigt til stede under det mere ”jordiske” uddannelsesforløb (hvor retræterne af naturlige årsager havde en mere spirituel karakter). Det heldige var, at emnet: kaldet til cølibatet altid blev gennemgået med respekt for vor maskulinitet. Ingen forsøgte at gøre os kvindeforskrækkede. Heller ingen forsøgte at bilde os ind, at for at vi skulle kunne klare livet i cølibatet, burde vi blive en slags kønsløse skabninger. Om det så betyder, at man ikke kunne gøre bedre indsats på området? Der er altid plads til, at særligt så vigtige emner kan og bør behandles bedre. Om det så betyder, at en grundig baggrund kan gøre én sikker på, at cølibatet aldrig vil blive udfordrende? Selvfølgelig nej. En sådan sikkerhed ville tit (måske og forhåbentlig ikke altid) være forbundet med hovmod.

Personligt takker jeg Gud for, at Han undlod at opfylde min barndomsforestilling, som gik ud på, at hvis Gud virkeligt ønskede, at jeg en gang skulle blive præst – og her taler

@Pontifex blev siden ’genaktiveret’ af hans efterfølger, pave Frans, som i dag – gennem sine mange tweets på ni sprog – når ud til mere end 50 millioner følgere dagligt.

Så i de næsten otte år, som Benedikt XVI nåede at være pave i, kommunikerede han altså kreativt og modigt ved hjælp af de mest forskelligartede kommunikationsmidler. Senere, i sine næsten ti år som pave emeritus, antog hans kommunikation en anden form, usynlig, men ikke mindre effektiv: i stilhed og bøn.

gør – ud over hans store og dejlige familie. Jeg vil slutte med et lille stykke fra det evangelium, der blev læst op til bisættelsesmessen, der handlede om den gamle Simeon, der i en høj alder fik Jesusbarnet i sine arme. Ole var et dybt troende menneske, og som præsten Niels Engelbrecht sagde, så kunne disse ord sikkert også være Oles, da han nu kan møde Gud ansigt til ansigt: ”Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord. For mine øjne har set din frelse, som du har beredt for alle folk. Et lys til åbenbaring for hedninger og en herlighed for dit folk Israel” Æret være Ole le Fèvres minde!

Kirsten H. Jørgensen

jeg om en tid fra straks efter jeg var blevet klar over forskel mellem piger og drenge, hvor jeg nærmest konstant gik med en mave fyldt med sommerfugle af forelskelse (gensidig i øvrigt), og hvor jeg midt i det hele havde en fornemmelse af, at Gud kaldte mig til at blive præst – så ville Han sikkert også fjerne min interesse for piger / kvinder. Han gjorde det ikke, for der er ingen mening i, at Kirken skulle have mænd som præster og alligevel forvente, at disse mænd skulle holde op med at se sig selv som mænd. Der er langt mere skønhed i præsternes cølibat, når det er en del af at give sig selv, virkeligt at vie sig selv efter at man har modtaget og er blevet klar over, at man har modtaget den store nåde, som man aldrig selv har gjort sig fortjent til. Også på det plan viser Kristus os, at vi formår alt i Ham, som giver os kræfter (Fil 4,13) – ikke, fordi vi selv kan det, eller fordi vi er blevet hjernevasket til at holde op med at være mænd.

Pastor Messerschmidt nyder min store respekt for sin lærdom og ikke mindst for sin trofaste udøvelse af præstegerningen på forskellige felter af Kirkens opgaver. Jeg er taknemmelig for, hvad jeg selv i løbet af efterhånden mange år har lært af ham og vil blive ved med at lære af ham. Min uenighed med pastor Lars gør ikke min respekt for ham mindre. Jeg er uenig med hans syn på situationen omkring præsteseminarernes indsats omkring forberedelse af præstekandidater til at kunne genkende kaldet til cølibatet (om det så er effektivt eller ej). Naturligvis taler jeg ikke på hele Kirkens vegne. Men jeg kan næppe forestille mig, at seminarerne i Płock og Łomża skulle være hele verdens eneste undtagelser.

Katolsk Orientering

Indlæg til Katolsk Orientering nummer 3/2023 som udkommer den 24. februar 2023, skal være KO i hænde senest den 6. februar 2023

Indlæg til Katolsk Orientering nummer 4/2023, som udkommer den 17. marts 2023, skal være KO i hænde senest den 27. februar 2023

Bliv synlig med en annonce i KO

For booking af annonce, indstik eller yderligere information, kontakt venligst Palle Vinther, tlf. 50 56 09 49 eller annonce@katolskorientering.dk

Pastor Michal Bienkowski, Vor Frue Kirke Slagelse.

▶ Fortsat fra side 16

Privatfoto.

Februar

1. grøn. Onsdag i 4. alm. uge. (IV Ps).

 Sl 103,1-2.13-14.17-18a.

 Herrens troskab varer fra evighed til evighed mod dem, der frygter ham.

L.: Hebr 12,4-7.11-15. Ev.: Mark 6,1-6.

2. grøn. Torsdag i 4. alm. uge. (IV Ps).

 Sl 48,2-3a.3b-4.9.10-11.

 Gud, vi har oplevet din troskab her i dit tempel.

L.: Hebr 12,18-19.21-24. Ev.: Mark 6,7-13. Herrens fremstilling i templet fejres den 5. februar.

3. grøn. Fredag i 4. alm. uge. (IV Ps).

 Sl 27,1.3.5.8b-9c.

 Herren er mit lys og min frelse.

L.: Hebr 13,1-8. Ev.: Mark 6,14-29.

Ansgar fejres den 29. januar.

4. grøn. Lørdag i 4. alm. uge. (IV Ps).

Eller rød Blasius, biskop og martyr (†316)

Eller hvid Gudsmoders lørdagsmesse.

 Sl 23,1-3a.3b-4.5.6

 Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød.

L.: Hebr 13,15-17.20-21. Ev.: Mark 6,30-34.

Blasiusvelsignelse

Bededag for præste- og ordenskald.

5. hvid. HERRENS FREMSTILLING I TEMPLET. (f) (5. alm søndag)

 Gl.Cr.Særl.pf

1.L.: Mal 3,1-4

 Sl 24,7.8.9.10

 Hærskarers Herre, han er ærens konge!

2.L.: Hebr 2,14-18

Ev.: Luk 2,22-40 eller 2,22-32

(Agathe, jomfru og martyr (†251) fejres ikke)

6. rød. Mandag i 5. alm. uge. (I Ps).

Paul Miki og lidelsesfæller, martyrer (†1597) (m)

 Sl 104,1-2a.5-6.10+12.24+35c.

 Herren skal glæde sig over sine værker.

L.: 1 Mos 1,1-19. Ev.: Mark 6,53-56.

7. grøn. Tirsdag i 5. alm. uge. (I Ps).

 Sl 8,4-5.6-7.8-9.

 Herre, vor Herre! Hvor herligt er dit navn over hele jorden.

L.: 1 Mos 1,20--2,4a. Ev.: Mark 7,1-13.

8. grøn. Onsdag i 5. alm. uge. (I Ps).

Eller hvid Hieronymus Æmiliani (†1537)

Eller hvid Josephina Bakhita, jomfru (†1947)

 Sl 104,1-2a.27-28.29b-30.

 Min sjæl, pris Herren!

L.: 1 Mos 2,4b-9.15-17. Ev.: Mark 7,14-23.

9. grøn. Torsdag i 5. alm. uge. (I Ps).

Sl 128,1-2.3.4-5.

 Lykkelig hver den, der frygter Herren.

L.: 1 Mos 2,18-25. Ev.: Mark 7,24-30.

10. hvid. Fredag i 5. alm. uge. (I Ps).

Scholastica, jomfru (†543) (m)

 Sl 32,1-2.5.6.7.

 Lykkelig den, hvis overtrædelser er tilgivet.

L.: 1 Mos 3,1-8. Ev.: Mark 7,31-37.

11. grøn. Lørdag i 5. alm. uge. (I Ps).

Eller hvid Den salige Jomfru Maria af Lourdes

 Sl 90,2.3-4.5-6.12-13.

 Herre, du har været vor bolig i slægt efter slægt.

L.: 1 Mos 3,9-24. Ev.: Mark 8,1-10.

Det sker i bispedømmet

Hver onsdag kl. 17:00-19:30: Åben Rådgivning i Caritas Center Stenosgade. Kom forbi og få en anonym, uforpligtende samtale og hjælp i kontakten med det offentlige. Tlf. 22 99 38 18 (telefontid kun i åbningstiden).

Hver onsdag kl. 13:00-16:30: Caritas Ældre-Café i Caritas Center Stenosgade. Samvær, spisning og håndarbejdsværksted for ældre af alle nationaliteter. Tlf. 91 11 51 84.

Skt. Thomas fællesskabet inviterer til eukaristi, lovprisning og katekese. Hver onsdag kl. 17:00 lovprisning,

12. grøn. 6. ALM. SØNDAG

 Gl. Cr. Alm. S. pf.

1.L.: Sir 15,15-20;

 Sl 119,1-2.4-5.17-18.33-34.

 Lykkelig den, som vandrer efter Herrens lov.

2.L.: 1 Kor 2,6-10.

Ev.: Matt 5,17-37 eller 5,20-22a.27-28.33-34a.37.

13. grøn. Mandag i 6. alm. uge. (II Ps).

 Sl 50,1+8.16b-17.20-21.

 Du skal bringe takoffer til Gud.

L.: 1 Mos 4,1-15.25. Ev.: Mark 8,11-13.

14. hvid. Tirsdag. CYRILLUS, munk (†869) og

METHODIUS, biskop ( † 885), værnehelgener for Europa (f)

Gl. Hyrdernes pf.

L.: ApG 13,46-49

 Sl.117,1.2

 Gå ud i alverden og prædik Evangeliet!

eller:  Halleluja!

Ev.: Luk 10,1-9

15. grøn. Onsdag i 6. alm. uge. (II Ps).

 Sl 116,12-13.14-15.18-19.

 Herre, jeg bringer dig slagtoffer til tak eller 

Halleluja!

L.: 1 Mos 8,6-13.20-22. Ev.: Mark 8,22-26.

16. grøn. Torsdag i 6. alm. uge. (II Ps).

 Sl 102,16-18.19-21.29+22-23.

 Herren ser ned fra himlen til jorden.

L.: 1 Mos 9,1-13. Ev.: Mark 8,27-33.

17. grøn. Fredag i 6. alm. uge. (II Ps).

Eller hvid Servitterordenen af den salige Jomfru Marias 7 hellige grundlæggere (†13.årh.)

 Sl 33,10-11.12-13.14-15.

 Lykkeligt det folk, Herren udvalgte sig til ejendom.

L.: 1 Mos 11,1-9. Ev.: Mark 8,34–9,1.

18. grøn. Lørdag i 6. alm. uge. (II Ps).

Eller hvid Gudsmoders lørdagsmesse

 Sl 145,2-3.4-5.10-11.

 Jeg vil prise dit navn, Herre, for evigt og altid.

L.: Hebr 11,1-7. Ev.: Mark 9,2-13.

19. grøn. 7. ALM. SØNDAG

 Gl. Cr. Alm. S. pf.

1.L.: 3 Mos 19,1-2.17-18;

 Sl 103,1-2.3-4.8+10.12-13.

 Herren er barmhjertig og nådig.

2.L.: 1 Kor 3,16-23.

Ev.: Matt 5,38-48.

20. grøn. Mandag i 7. alm. uge. (III Ps).

 Sl 93,1ab.1c-2.5.

 Herren er konge! Han har klædt sig i højhed.

L.: Sir 1,1-10. Ev.: Mark 9,14-29.

21. grøn. Tirsdag i 7. alm. uge. (III Ps).

Eller hvid Peter Damian , biskop og kirkelærer

(†1072)

 Sl 37,3-4.18-19.27-28.39-40.

 Overgiv din vej til Herren, så griber han ind.

L.: Sir 2,1-11. Ev.: Mark 9,30-37.

Det almindelige kirkeår afbrydes her og genopta ges mandag den 29. maj (“2.pinsedag”).

FASTETIDEN

22. viol. ASKEONSDAG. (IV Ps).

Faste pf. IV.

1.L.: Joel 2,12-18;

 Sl 51,3-4.5-6a.12-13.14+17.

 Herre, vær os nådig, for vi har syndet!

2.L.: 2 Kor 5,20—6,2.

Ev.: Matt 6,1-6.16-18.

Faste- og abstinensdag.

Askeindvielse kan foretages ved hver menighedsmesse eller ordets gudstjeneste. (Apostlen Peters Stol fejres ikke)

23. viol. Torsdag efter askeonsdag. (IV Ps).

Faste pf.

 Sl 1,1-2.3.4+6

 Lykkelig den mand, der tager sin tilflugt til Herren.

L.: 5 Mos 30,15-20. Ev.: Luk 9,22-25. (Polycarp, biskop og martyr (†166) kan ihukommes)

24. viol. Fredag efter askeonsdag. (IV Ps).

Faste pf.

 Sl 51,3-4.5-6a.18-19

 Et sønderbrudt og sønderknust hjerte afviser du ikke, Gud.

L.: Es 58,1-9a. Ev.: Matt 9,14-15.

25. viol. Lørdag efter askeonsdag. (IV Ps).

Faste pf.

 Sl 86,1-2.3-4.5-6

 Vis mig din vej, Herre, så jeg kan vandre i din sandhed.

L.: Es 58,9b-14. Ev.: Luk 5,27-32.

26. viol. 1. SØNDAG I FASTEN

 Cr. Særl.pf.

1.L.: 1 Mos 2,7-9; 3,1-7;

 Sl 51,3-4.5-6a.12-13.14+17.

 Gud, vær os nådig, for vi har syndet!

2.L.: Rom 5,12-19 eller 5,12.17-19. Ev.: Matt 4,1-11. Electioceremoni i Domkirken.

27. viol. Mandag i 1.uge i fasten. (I Ps).

Faste pf.

 Sl 19,8.9.10.15

 De ord, jeg har talt til jer, er ånd og liv.

L.: 3 Mos 19,1-2.11-18. Ev.: Matt 25,31-46. (Gregor Narek, abbed og kirkelærer († ca. 1003/1011) kan ihukommes.)

28. viol. Tirsdag i 1.uge i fasten. (I Ps).

Faste pf.

 Sl 34,4-5.6-7.16-17.18-19

 Herren befrier dem fra alle deres trængsler. L.: Es 55,10-11. Ev.: Matt 6,7-15.

Husk du også kan hente liturgisk kalender som pdf til din tablet eller telefon på: http://pastoralcentret.dk/download/liturgi/

kl. 18:00 messe; katekese efter messen, alt i Niels Steensens kapel, Vor Frue Kirke, Ryesgade 26, Aarhus C, undtagen den første onsdag i måneden.

Messe med forbøn for de syge afholdes første onsdag i måneden kl. 19-20:00 i kirken. Inden er der tilbedelse af Det Allerhelligste i Niels Steensens kapel, kl. 18-18:45, som optakt til messen. Info: p. Herbert SJ, tlf. 24 27 86 89, e-mail: herbert@katolsk-aarhus.dk; Aldona Kalek, tlf. 51 53 66 10, e-mail: aldonakalek@gmail.com

Kalenderen afspejler de arrangementer, menighederne selv har anmeldt, så den er ikke nødvendigvis dækkende for alle aktiviteter.

Arrangementerne er af almen karakter og er åbne for alle. Kontakt KO’s redaktion for optagelse af arrangementer i kalenderen.

Støtter nødlidende

www.vincentgrupperne.dk

Vanløse Begravelsesforretning

Din

Informationschef:

Niels Messerschmidt (ansvarshavende)

Redaktør: Lisbeth Rütz

Layout: Carsten Meyer-Jensen

Annoncer: Palle Vinther, annonce@katolskorientering.dk

Medarbejdere i dette nr.: Niels-Henrik Assing, Kirsten H. Jørgensen, Kate Toft Madsen og Christian Troelsgård.

Redaktion og annoncer:

Katolsk Orientering, Gammel Kongevej 15, 1610 København V.

Tlf.: 33 55 60 40, kl. 9-13 mandag-torsdag. E-mail: redaktion@katolskorientering.dk. - Giro 205-7042

Abonnementspris 510 kr. helårligt. Alle katolske husstande kan få bladet tilsendt gratis.

Udgiver: Ansgarstiftelsen, Gammel Kongevej 15, 1610 København V.

Tryk: Greentech Rotaprint – distribueret oplag –ca. 13.000 – ISSN 0902-297X.

Vedrørende brug af materiale offentliggjort i Katolsk Orientering. Katolsk Orientering har efter aftale med de respektive skribenter eksklusivretten til artikler offentliggjort i avisen. KO’s redaktionen gør opmærksom på, at brug af artikler – eller substantielle dele heraf – fra avisen kun må ske efter skriftlig tilladelse fra redaktionen. I øvrigt henvises til gældende citatregler.

Biskoppens kalender

Februar 2023

4. Ordensdag Sct. Birgitta Kloster i Maribo 5.-12. Kontinentalt møde om den synodale proces, Prag, Tjekkiet

Præsteretræte

kl. 19.00 Messe i Domkirken

kl. 10.00 Messe i Domkirken

kl. 15.00 Tysk messe i Sct. Augustin, København

Bønnens apostolat

Februar

For sogne

Vi beder om, at sogne, der sætter fællesskabet i centrum, i stigende grad må blive fællesskaber af tro, broderskab og imødekommenhed over for dem, der har mest brug for det.

Du kan også se årets intentioner på https://apostolat.dk

Føler du dig alene, trist eller bekymret? Ved telefonen sidder et kristent medmenneske, som vil lytte og bede for og med dig.

Ring til SOS Forbøn på 53 60 38 18 (Åben hver torsdag og søndag 19-21)

Hjælp med at sikre Kirkens beståen – også når du er borte

Du kan støtte Kirken ved at betænke den i dit testamente.

Arv til Kirken er fritaget for alle afgifter og går derfor ubeskåret til Kirkens arbejde.

Læs mere på www.katolsk.dk eller ring til:

Katolsk Bispekontor

Gl. Kongevej 15

1610 København V Telefon 33 55 60 80

Annoncer

For booking af annonce, indstik eller yderligere information, kontakt venligst Palle Vinther, tlf. 50 56 09 49 eller på e-mail: annonce@katolskorientering.dk.

Palle Vinther

KO’s annoncekonsulent står klar til at hjælpe dig med dine annoncemuligheder.

Den Nordiske valfart til Lourdes 2023

Den 22. juli til 29. juli 2023

Indkvartering alene på Accueil Notre Dame.

Fly fra København til Biarritz derfra videre med busser til Lourdes (bustur = 2 timer).

Gejstlig medvirken ved valfartspræst Jan Hansen samt p. Herbert Prisen for almindelige deltagere er DKK 9.800,- og omfatter fly, bus til/fra lufthavn, ophold med fuld pension, valfartshæfte med mere.

Pris for deltager, som rejser på egen hånd er kr. 5.800,Det forventes, at man opfylder de til enhver tid gældende Coronaregler.

Medhjælpere deltager til reduceret pris og kun efter nærmere aftale og godkendelse af bestyrelsen.

Tilmeldingsmateriale rekvireres hos:

Marianne Larsen: +45 51 24 23 90

E-mail: tilmelding@lourdes.dk

Tilmeldingsfrist den 1. april 2023

Den Nordiske Valfart til Lourdes v/Georg Høhling

Advokat Sandra Moll Dirscherl

Telefon: 60 66 34 35

E-mail: sam@advokathusetbredgade.dk

www.sandramoll.dk

Fagområder:

• Arv/Testamente • Fremtidsfuldmagter

• Ægtepagter • Familieretssager • Køb af fast ejendom i Danmark og udlandet

Erik Skree Mette Andersen

S S FORBØN

Benedikt XVI og troens formidling i den digitale tidsalder

Joseph Ratzinger var ikke alene en fremragende teolog, men var også en stor kommunikator, der modigt og kreativt tog udfordringerne med de sociale medier på sig. I sine prædikener og sine tweets satte han som Benedikt XVI temaet om troens fundament i Jesus Kristus i centrum for sin kommunikation.

Og som pave emeritus kommunikerede han i stilhed og bøn.

Tekst: Alessandro Gisotti, journalist og chef for Vatikanets pressekontor

KOMMUNIKATION Hans ry som en stor teolog er bredt anerkendt overalt; men afdøde Joseph Ratzinger var også en bemærkelsesværdig kommunikator med sin helt egen særlige status, hvis arv uden tvivl vil række ud over hans eget livsspand.

Det faktum, at Benedikt XVI ikke var en kommunikator for masserne – uanset hvor stor opmærksomhed han tiltrak sig hos de millioner af unge under Verdensungdomsdagene – mindsker det på ingen måde værdien af hans kommunikationsstil.

Først og fremmest viste han som teolog, at selv meget intellektuelle emner kan forklares og udlægges for lægfolk og være inden for rækkevidde for et bredere publikum, og ikke kun forbeholdt eksperter. Succesen med hans Introduktion til kristendommen, som den dag i dag – mere end halvtreds år efter udgivelsen – er en verdensomspændende bestseller inden for religiøse udgivelser, viser Ratzingers medfødte evne til at angive grunde til troen på Jesus Kristus og til at gøre det med klare argumenter og i et fascinerende og overbevisende sprog.

Det samme kan siges om trilogien om Jesus af Nazareth, et værk, som Joseph Ratzinger lagde al sin energi i, og som han nåede at færdiggøre inden sin abdicering på trods af de vanskeligheder, der følger af at lede Den universelle Kirke.

Man kan derfor sige, at Benedikt XVI var et stort vidne om troens forstandighed, sådan som den senest kom til udtryk i hans såkaldte åndelige testamente – blandt andet på grund af den måde, han formåede at for-

midle troen på.

Det gjorde han især gennem sine skrifter, taler (nogle mindeværdige, som mange har i erindringen i den seneste tid) og prædikener, som pater Federico Lombardi SJ, Vatikanets tidligere pressechef, har beskrevet som ”sublime” på grund af den kloge harmoni mellem teologi, viden om Skriften og åndelighed.

Mod til at tage chancer i kommunikationen

Den tyskfødte pave undlod imidlertid aldrig at tage modige ’risici’ på det store kommunikationsområde.

Benedikt XVI var den første pave, der mødtes med ofre for seksuelle overgreb begået af medlemmer af præsteskabet, en handling af stor symbolsk betydning og kommunikativ kraft, hvor Ratzinger satte lytningen i centrum.

Hans måde at lytte på – som man var vidne til på møder under hans apostoliske rejser – undgik at stå i rampelyset og var

præget af tilgængelighed og empati, begge væsentlige betingelser for at gennemføre den proces med hjertets omvendelse, som pave Frans har efterstræbt med overbevisning, og som dannede grundlaget for det internationale bispemøde om beskyttelse af mindreårige i februar 2019.

Selv om visse medier ikke har undladt at kritisere nogle af hans beslutninger, har Benedikt XVI dog altid bevaret en positiv indstilling til informations- og kommunikationsverdenen.

Hans samtaler med den tyske journalist Peter Seewald resulterede i udgivelsen af interviewbogen Verdens Lys (Light of the World), der berører alle de mest følsomme

emner under hans pontifikat, selv emnet om hans abdicering.

Benedikt XVI var også den første pave, der sendte sms’er (til de unge under Verdensungdomsdagen i Sydney), som talte med astronauter på den internationale rumstation, som besvarede spørgsmål på tv Langfredag (i 2011), og som skrev en leder i avisen Financial Times ved juletid året efter med fokus på de kristnes engagement i nutidens verden.

Evangelisering af ”det digitale kontinent”

Frem for alt var Benedikt XVI den første pave, der tog livtag med de fremadstormen-

de sociale medier, som netop i de år, hvor han var pave, ændrede den globale kommunikationskontekst radikalt.

Ikke mindre end fem af hans otte budskaber til Verdenskommunikationsdagene blev dedikeret til denne hidtil usete digitale Areopagos. Tilsammen udgør de en slags kompendium af Kirkens lære om denne nye virkelighed, som har ændret ikke blot den måde, vi kommunikerer på, men også den måde, vi forholder os til andre på.

Benedikt XVI forstod straks betydningen af revolutionen inden for de sociale medier, som ikke så meget er et middel, der skal

Uddrag fra Benedikt XVI’s budskab til 47. Verdensdag for Kommunikation:

bruges, som et miljø, der skal bebos. Han opfandt derfor udtrykket ”digitalt kontinent” for de sociale medier og sagde, at det digitale kontinent ligesom de geografiske kontinenter kræver de troendes engagement – især lægfolk, i overensstemmelse med Inter Mirifica [2. Vatikankoncils dekret om samfundets meddelelsesmidler, 1963] – for at kunne evangelisere dette nye missionsområde.

Øjeblikket,

med 700.000 følgere, som fulgte med i de pavelige tweets på syv sprog. Hans efterfølger, pave Frans, havde året efter mere end syv millioner følgere, nu på ni sprog, ifølge pavestolen. Foto: Reuters.

’Sociale netværk: portaler af sandhed og tro; nye rum for evangelisering’ […] Sociale netværk kan, ud over at være et middel til evangelisering, også være en faktor i den menneskelige udvikling. I visse geografiske og kulturelle sammenhænge, hvor kristne føler sig isolerede, kan sociale netværk fx styrke deres følelse af reel enhed med det verdensomspændende fællesskab af troende. Netværkene gør det lettere at dele åndelige og liturgiske ressourcer og hjælper folk til at bede med en større følelse af nærhed over for dem, der deler samme tro. Et autentisk og interaktivt engagement i spørgsmålene og tvivlen hos dem, der befinder sig fjernt fra troen, bør få os til at føle behovet for, gennem bøn og refleksion, at nære vores tro på Guds nærvær og vores praktiske næstekærlighed: ”Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde” (1 Kor 13,1).

Den afdøde pave emeritus forstod også, at den falske skelnen mellem det virtuelle og det virkelige må overvindes, da det, der deles og interageres

Fortsættes side 13 ▶

I den digitale verden findes der sociale netværk, som giver vore medmennesker mulighed for at bede, meditere og dele Guds ord med hinanden. Men disse netværk kan også åbne døren til andre dimensioner af troen. Mange mennesker er faktisk ved at opdage, netop takket være en kontakt, der oprindeligt blev skabt online, betydningen af direkte møder, oplevelser af fællesskab og endog pilgrimsrejser – elementer, som altid er vigtige på troens vej. I vore bestræbelser på at gøre evangeliet nærværende i den digitale verden kan vi invitere folk til at mødes til bøn eller liturgiske fejringer på bestemte steder som kirker og kapeller. Der bør ikke mangle sammenhæng eller enhed i, hvordan vi udtrykker vor tro og vort vidnesbyrd om evangeliet i den virkelighed, vi er kaldet til at leve i, uanset om den er fysisk eller digital. Når vi er til stede for andre, uanset hvordan vi er til stede, er vi kaldet til at give Guds kærlighed til kende over for de fjerneste afkroge af jorden. […]

Oversættelse: Niels Messerschmidt

Til Post Danmarks stregkode

hvor Benedikt XVI sender sin første tweet på den officielle pavelige @pontifex-konto, den 12. december 2012. Det begyndte