Dannelse - Om skolens etiske og normative potentiale

kvalitetssans og udvikle elevens grundlæggende færdigheder, navnlig inden for matematik, læsning, mundtlig og skriftlig kommunikation samt informationsteknologi. (se bilag 1)

Det er således tydeligt angivet i de øverste styredokumenter, at formålet med EUD er at danne

eleven til både at kunne indgå i erhvervslivet, til at videreuddanne sig og til at kunne forholde sig

professionelt og refleksivt til sig selv og omverden.

Dannelse - Om skolens etiske og normative potentiale

Dannelse er så komplekst og polemisk et begreb, at det egentligt kræver en nærmere idehistorisk og etymologisk begrebsafklaring. Alene en semantisk afklaring synes påkrævet, men det ikke er

nærværende opgaves fokus at redegøre for den klassiske dannelses udvikling i detaljer, men blot

at redegøre for nogle nutidige definitioner af dannelse igennem uddannelse.

Dannelse handler grundlæggende om at blive menneske; om at danne sig selv i og igennem et

samfund. Men som Hammershøj fremfører i bogen Dannelse i uddannelsessystemet (2017), bruges dannelsesbegrebet ofte som middel til at fremme noget andet. Dannelse kan således være et

kritisk-normativt begreb, der bruges til at anfægte en herskende pædagogisk eller

uddannelsespolitisk tænkning. Det kan være et restbegreb, der dækker over det, der ikke

umiddelbart er en del af et givent uddannelsespolitisk fokus, og det kan være et modbegreb, der

er henvendt mod de dele af uddannelsespolitikken, man finder uhensigtsmæssige. Ifølge

Hammershøj er det ikke i sig selv problematisk, at dannelsesbegrebet spændes for en kritisk-

normativ vogn, han påpeger blot, at dannelse i sig selv er en vigtig problemstilling. Forstået som dannelse af ”individet i og igennem et samfund” (s.31-33). I denne opgave vil jeg mene, jeg anvender dannelse både som restbegreb og modbegreb, da jeg anser dannelse gennem

uddannelse som noget, der ikke spiller en central rolle i tekniske EUD, hverken i curriculum eller i praksis, men også som et modbegreb, da jeg finder, at den målstyrede læring, har en tendens til at fokusere på de konkrete færdigheder, dog vil jeg i opgaven forsøge at fokusere på dannelsens

didaktiske dimension.

Dannelsesidealer og ideale dannelsesprocesser har ændret og udviklet sig over tid, men siden

oplysningstiden har et grundlæggende formål med dannelse været dannelse til frihed og

myndighed. Da denne opgaves fokus er den dannelse, som kan opnås gennem uddannelse, finder

jeg Gert Biestas dannelsestrekant relevant at inddrage som en grundlæggende figur for dannelse

igennem uddannelse. Biesta opstiller følgende tre funktioner af uddannelse, der både er adskilte og

relaterede.

Kvalifikation: Den del af uddannelsen, der omhandler elevens tilegnelse af viden, færdigheder og

faglig dømmekraft. Det er den praktiske nytteværdi af uddannelse, men samtidig udgør den et

centralt dannelsespotentiale, da færdigheder og kompetencer giver adgang til både mere kompleks

forståelse af og adgang til faglig viden og udvikling. Kvalifikation udgør trekantens

handlingsdimension.

Socialisation: Den del af uddannelsen, der har til formål at eleverne oplever at blive en del af en

større socialitet. Det er også den kulturbærende dimension af uddannelse, der handler om at eleven

oplever at være en del af en eksisterende kultur, og at eleven oplever sig selv som en del af en større

sammenhæng. I den formaliserede socialisering, som hører skolen til, finder vi også for eksempel

opdragelse til demokrati, menneskerettigheder. Socialisation udgør modellens værensdimension.

Subjektifikation: Den del af uddannelsen, der har til formål at udvikle eleven til frihed og selvstændighed i

gennem og i forhold til kvalifikation og socialisation. Her finder vi også et ekko af Kants myndighedsbegreb -

sapere aude - hvor individet skal frigøre sig af sin

selvforskyldte umyndighed gennem oplysning. Ifølge Biesta kan subjektifikation måske bedst beskrives som

det modsatte af socialisation, idet subjektifikation

handler om, at eleven udvikler en kritisk og reflekteret

forholdelsesmåde til sig selv og omverden,

men subjektifikationen kan ikke løsrives fra socialisation og kvalifikationssiden. Subjektifikation er

den kritiske dimension af uddannelse (von Oettingen, 2016, s. 89-91). Som det fremgår af illustrationen, kan de tre dimensioner af dannelse i uddannelse ikke ses løsrevet

fra hinanden, men som komplementære dele af dannelsen.

Illustration fra bloggen https://peadagogikogdidaktik.wordpress.com/