4 minute read

Kors & Tvärs DANMARK

Historisk investering

Den danske regering er gået i gang med politiske forhandlinger om en stor infrastrukturplan til en historisk investering på 160 mia. kroner frem mod 2035.

Advertisement

Der er både stort og småt på jernbaner og veje – og det har skam heller ikke skortet på en masse gode input fra både kommuner, regioner, erhvervsorganisationer og mange andre.

–Med regeringens udspil vil vi få en fremtid, hvor der er plads på vejene til de mange elbiler, hvor cyklerne får langt større prioritering og ikke mindst, hvor den kollektive transport får et løft. Med en massiv investering i jernbanen træder vi med det her udspil ind i jernbanens årti, siger transportminister Benny Engelbrecht.

Københavnske S-tog førerløse

n De nuværende S-tog skal udskiftes i løbet af de kommende 5–10 år, og derfor har DSB efter anmodning fra Transportministeriet udarbejdet et oplæg til hvordan man vil kunne omstille den københavnske S-bane til førerløs drift.

Omstillingen vil kunne starte med pilotdrift på ”Ringbanen” i 2029 og være fuldt implementeret på øvrige strækninger i 2039.

Det er en meget fyldig rapport og det bliver nu spændende at se hvordan den vil blive behandlet politisk. DSB skriver at der vil være behov for politiske beslutninger inden for det næste års tid, og vi taler om temmelig store investeringer, og en teknologi, der nok er afprøvet, men ikke i så stor skala som den københavnske S-bane.

Flere regioner satser på batteritog

Det er batteritogsmarkedet, som er længst fremme med hensyn til modenhed for at implementere den nye klimavenlige teknologi.

Det viser gennemførte analyser af mulighederne i den grønne omstilling af transporten for at erstatte de nuværende dieseltog med emissionsfrie tog på de danske lokalbaner, som finansieres af regionerne.

Derfor har politikerne i Region Midtjylland givet Midtjyske jernbaner mandat til at sende opgaven med at levere op til 7 batteritog i udbud.

Region Sjælland samt Region Hovedstaden har også givet mandat til Lokaltog, som driver trafik på alle regionalt finansierede lokalbaner på Sjælland og Lolland, til at sende opgaven med at levere 14 batteritog til drift i Region Sjælland og 4 batteritog til drift på Nærumbanen i Region Hovedstaden i udbud.

I Nærumbanens tilfælde vil der være tale om tog i letbanemarkedet, da banen, som er 7,8 kilometer lang fra Jægersborg til Nærum har behov for korte tog med en maksimalhastighed på 80 km/t og god acceleration grundet de mange stop på den korte bane.

I drift 2024

Udbuddet begge steder vil foregå hen over sommeren og efteråret – Midtjyske jernbaner forventer deres tog i drift i løbet af 2024, hvorimod Lokaltog forventer sine tog leveret i slutningen af 2025.

Ud over togenes levering vil der skulle ske etablering af de nødvendige ladestationer hvor der ikke er adgang til almindelig kørestrøm. Det vil sige enten på endestationer på lokalbanerne, eller hvor der ikke vil være adgang til almindelig kørestrøm på en Banedanmark station, eksempelvis på nogle af de jyske regionalbaner, som ikke forventes elektrificeret af Banedanmark.

Økonomisk hjælp

Banedanmark har afleveret en analyse til Transportministeriet i februar 2021, der belyser hvordan det vil være muligt at indføre batteridrift på disse strækninger. Der anføres også at man skal være opmærksom på de tilstødende lokalbanestrækninger ved etablering af den nødvendige ladeinfrastruktur.

Regionerne håber på en økonomisk ”hjælpende hånd” fra staten til blandt andet at etablere de nødvendige ladefaciliteter til de kommende batteritog.

Mere herom i kommende numre af NJT.

Stadler klager over tildeling af kontrakt

DSB har besluttet at tildela franske Alstom, som skal levere minimum 100 elektriske togsæt til DSB i perioden 2024–2029 med mulighed for at anskaffe yderligere 50 togsæt.

Togproducenten Stadler har besluttet sig for at klage over DSB’s tildeling af kontrakten på Fremtidens tog til Alstom, som blev offentliggjort den 12. april i år. Stadler har indgivet klage med henvisning til, at de grundlæggende ikke mener, at Alstoms bud er konditionsmæssigt, det vil sige at buddet opfylder alle DSB’s krav.

Ikke unormalt

Det er ikke unormalt i udbud af denne størrelse, at taberen klager – det ses i lignende udbud rundt om i Europa, hvor mange af de samme leverandører er tilbudsgivere.

– Det er ikke ualmindeligt, at den tabende part i et udbud af denne størrelse klager over afgørelsen. Vi er for eksempel opmærksomme på to aktuelle tilfælde i Østrig og Schweiz, hvor Alstom har indgivet en klage over tildelinger til Stadler. Jeg vil gerne understrege, at DSB i vurderingen af buddene har valgt det tilbud, som ved den tilbudte løsning levede op til de tekniske krav og som samtidig var det mest attraktive set fra en økonomisk synsvinkel. Med andre ord er det det tilbud, hvor DSB fik mest kvalitet for pengene, siger Jürgen Müller, direktør for Strategi og Togmateriel, DSB, og fortsætter:

Transparent udbudsproces

– Vi kunne ikke have tildelt ordren anderledes på baggrund af udbuddet. Vi har kørt en professionel og transparent udbudsproces, og det er også den feedback, vi har fået fra markedet. Jeg håber derfor, at vi hurtigst muligt kan få afgjort sagen, så vi kan komme videre med indkøbet, fastslår Jürgen Müller.

Stadlers klage skal behandles i Klagenævnet for udbud. DSB forventer, at Klagenævnet for udbud senest om 30 dage vil beslutte, om klagen skal have opsættende virkning på indkøbet af Fremtidens tog.

This article is from: