Rust magasinet december 2011 by RUST Magasinet

INDHOLD

FANTASTISK FRITID!

REDAKTION 04

Leder

UNIVERSITET

SPINNING

SU-rådet sat uden for døren Formanden for rådet efterlyser indflydelse

»Danskerne er som stegt flæsk med persillesovs« Det mener to udvekslingsstuderende over et måltid traditionsrig flæsk

En fight for fremtiden Græske studerende protesterer i frustration for deres fremtidige karrierer

FITNESS

Rustogrammer

HOLDTR ÆNING

SAMFUND 14

»Jeg er en åndelig kriger« Provokatøren og tabubekæmperen Carl-Mar Møller langer ud efter de overbeskyttede danskere, som ikke tør være sig selv

Kender du typen? Livsstilsekspert Niels Folmann tager dig med indenfor hos danskheden

Cirkus Danmark Det traditionsbundne cirkusfolk tilpasser sig nye tider

Højtidens Helte Selv om det er juleaften, er det ikke alle, der kan holde fri

Kenya: Oplyste unge i blikskure De unge kenyanere håber på en bedre fremtid med mulighed for uddannelse, et pålideligt parlament og en vej ud af slummen

Manuskript til søndagssucces Befolkningen jubler over DR’s dramaserier, men det kræver hårdt arbejde at leve op til danskernes forventninger

En sangsmed fra udkantsland Udkantsdanmark burde hedde kulturbananen ifølge sangskriver Mikael K fra bandet Klondyke

TANKE 36

D for… Det er ikke i et DSB-tog, man forventer at få en lapdance – eller er det?

Gamle misforståelser ruster ikke Formanden for Danske Studerendes Fællesråd revser regeringens uddannelsespolitik

Kravlenisse RUST har kreeret en kravlenisse, du kan hænge op i din decemberstue

Vi har det bredeste udvalg af timer, og det bedste set-up af instruktører.

SQUASH

Den sundeste og sjoveste sport, du kan dyrke.

NYHED Vi har nu også Kettlebell Crossfit og Zumba.

Du finder alt, hvad du har brug for til cardio- og styrketræning.

Vi har alle typer hold – også et til dig - og naturligvis studierabat.

VI GLÆDER OS TIL AT SE DIG I DK’S HYGGELIGSTE CENTER L Æ S M ERE P Å W W W . S Q U A S H - F IT NE SS. DK Ejbygade 4 ∙ 5220 Odense ∙ Tlf 6612 7778 ∙ www.squash-fitness.dk

Glæd én du holder af – med oplevelser til biografen!

Et gavekort* fyldt med oplevelser køber du i billetsalget eller på

bio-gavekort.dk *Gælder til biografer over hele landet.

TANDLÆGE Har du “lommesmerter”...?

...vi gir’ bedøvelsen og røntgenbillederne gratis til studerende... ...mod forevisning af gyldigt studiekort.

CentrumTandlægerne www.centrumtandlaegerne.dk

Odense Banegård Center

Odense City Middelfart

• •

Grønnegade 16 Teglgårdsparken 100

• •

tlf.: 66 126 226 tlf.: 64 402 403

REDAKTION

Analkløe, plastikpik og fosterfedt

Indrømmet, overskriften på denne leder er hverken relevant eller synderligt saglig. Til gengæld fik den tilsyneladende din opmærksomhed. Den har vi i den grad savnet det seneste års tid. Vi har savnet læserreaktioner, gnavne debattører og ivrige skribenter. Lige nu sidder du med vores sidste udgave af RUST, før en ny redaktion tager over. Og ligesom når de studerende ved et semesters afslutning evaluerer undervisningen, har vi dedikeret denne sidste leder til en lille selvransagelse. Da vi i sin tid ansøgte om at blive redaktører på RUST, blev vi mødt med: »Er det ikke vildt altmodisch?« Den gang tænkte vi, at det måtte være med sådan et studentermagasin, som det er med de der satinbukser fra 90’erne, man har skubbet ind bagerst i garderoben: De skal lige syes lidt ind og gejles lidt op, så bliver de hippe igen. Men da vi så havde knoklet som ind i helvede og havde fikset vores første par, vrimlede det ikke just med reaktioner. Lige siden har vi funderet over, om vi er håbløse designtalenter, eller om RUST egentlig bare bør afleveres i genbrugsbutikken? RUST er efter vores mening ikke forældet, for vi kunne ævle i timer om magasinets potentiale som uafhængigt talerør for studerende. Men måske skal det nytænkes, så vi får jer studerende med. For RUST har længe været de journaliststuderendes kæledægge. Det, oplever vi, fører til brok i krogene på Gydehutten. Men lad os dog se det som en gevinst. For vi journaliststuderende nyder at tage den sure pligt – at vende et højpandet lixtal til fyndige vendinger, jagte Jens Oddershede for en sidste kommentar og luge ud for kommafejl. Problemet i øjeblikket er, at sådan et journalistisk cv-rytteri kan komme til at klinge en anelse for meget af Politiken og for lidt af ketchuppik. Og ja, der står ketchuppik. For i denne måneds portræt med Carl-Mar Møller undlod vi at bringe kærlighedsterapeutens fortælling om sine eskapader ved middagsbordet, hvor han inviterer sin kone til at sutte sukkerholdig tomatsovs af de ædlere dele. Den episode blev kun høfligt noteret

på journalistblokken, men måske vi også skulle have medbragt frikvartersblokken. For er det den slags, der tænder jer? Vi skulle måske være taget på rundtur med propagandakaffe eller have smækket en nøgen Rasmus Seebach på forsiden. For gider jer på jurastudiet overhovedet læse om, hvad der sker med logopæderne? Og er I studerende bedøvende ligeglade med, om vi bruger spalteplads på forældede forelæsninger? Vil I hellere have et magasin, som kan fylde frikvartererne med godbidder om Medinas hunde og en guide til, hvordan Kidd laver damer? Vores redaktion, fotografer og faste skribenter har forsøgt os med en anden strategi. Vi har dæmpet analkløe, plastikpik og fosterfedt. I stedet har vi forsøgt at give jer et seriøst, underholdende og visuelt lækkert magasin, som man stolt kan have liggende fremme, når svigermor kommer med frosne frikadeller. Men måske skal en kommende RUST-redaktion spæde de kritiske artikler op med flere spidsfindige, anderledes og små artikler, som nemmere kan fordøjes over frokosten? Og det er her, vi skal bruge jer brokkerøve fra korridorerne, der kan se, at det er på tide, at satinbukserne syes om til et tylskørt og resterne til et par grydelapper. Så skal de journaliststuderende nok sørge for at hæfte enderne og sy palietter på. På den måde kan RUST leve op til sit navn som studentermagasin. Selvom denne smøre er lang, så skal den ikke misforstås. Vi har elsket RUST, siden det første nummer udkom en kold vinterdag for snart et år siden. Og vi tager hatten af, bukker, nejer og takker den hårde kerne, som har bidraget med kommentarer, citater, debatter og artikler til RUST i 2011.

Mette Serup Chefredaktør

Maja Mazor Ansv. chefredaktør

Jasmina Blichert Redaktør

Koncertmiddag på Restaurant Oluf Bagers Gård Mad & Symfoni Koncertmenu Koncertbillet, 2 retter og 2 glas vin for kun kr. 495,Pris for abonnenter kr. 395,Koncertmiddag med ung/studierabat Koncertbillet, 1 hovedret og 1 glas vin for kun 195,-

QR code generated on http://qrcode.littleidiot.be

Anders Dall Redaktør

Læs mere på odensesymfoni.dk QR code generated on http://qrcode.littleidiot.be

God jul og godt nytår! PS. I vores iver fik vi ikke præsenteret månedens tema, der er danskhed.

Mette Serup

Maja Mazor

Niels Christian Buhl Redaktør

Emma Bech Redaktør

Faste skribenter: Anne Lundbye, Grith Larsen. Fast fotograf: Marco Bjørslev Jensen

universitet

Forsidefoto Marco Bjørslev Jensen

Udgiver Serviceområdet

Kontakt rust@sdu.dk

Layout Monica Brix / www.monicabrix.com

Oplag 2.500, 8 gange årligt

Web www.sdu.dk/rust

Annonceansvarlig Martiné S. Dreier, rustannonce@sdu.dk

Tryk one2one

Adresse RUST, Campusvej 55, 5230 Odense M

Distribution Alle afdelinger af SDU

ISSN 1604-5238

universitet

SU-år. Her blev SU-rådets holdninger ikke hørt under selve udformningen af forslaget, men først langt senere i processen. På den måde mister SU-rådet sin funktion, mener Per Andersen: »Når man nu engang har et rådgivende organ, som er nedsat af ministeren med repræsentanter fra uddannelsesinstitutioner og studerende, så efterlyser jeg, at man bruger det mere fornuftigt til at blive klogere på sine forslag.«

SU-rådet sat uden for døren Politikerne risikerer lovsjusk, når de foreslår SU-ændringer uden at udnytte SU-rådets erfaringer og ekspertise. Det mener rådets formand. TEKST Mette Serup og Niels Christian Buhl ILLUSTRATION Niels Christian Buhl

Et råd, der ikke tages med på råd. Sådan beskriver formand Per Andersen situationen for SU-rådet, som er etableret for at vejlede uddannelsesministeren i spørgsmål om SU. Når ministeriet pønser på ændrin-

ger af SU’en, kan de hos SU-rådet hente relevant viden om for eksempel de studerendes forhold. Men det sker ifølge Per Andersen ikke. »Grundlæggende føler jeg, at SU-rådet

gennem nogle år ikke er blevet hørt,« siger Per Andersen. Som et eksempel nævner han den tidligere regerings lovforslag fra foråret om at afskaffe de såkaldte cafepenge og det sjette

Ingen pladsreservation Lektor på Syddansk Universitet Morten Balle Hansen, der er ekspert i offentlig forvaltning, forstår Per Andersens frustration. Han pointerer dog, at ministeren helt lovligt kan undlade at reservere en stol til Per Andersen, når ministeriet drøfter nye lovforslag: »Uddannelsesministeren er ikke forpligtet til at spørge dem, men det er jo det, der er meningen med rådet, så hvis det ikke sker, bliver rådets arbejde lidt meningsløst.« Morten Balle Hansen forklarer, at man i Danmark normalt har en sund tradition for at gøre brug af relevante råd og interesseorganisationer, mens et lovforslag er på tegnebrættet. På den måde kan ministeriet få belyst flere sider af en kompleks sag og blive opmærksom på eventuelle problemer. Og jo før politikerne inddrager rådene, jo mere fordel kan de drage af dem, mener Per Andersen: »Det er altså fornuftigt for en minister at bruge et råd proaktivt, inden forslaget kommer til høring og ud i pressen. Så kan ministeriet bede rådet om at forholde sig til idéerne.« Efterlyser proaktiv praksis Fordi SU-rådet har karakter af en interesseorganisation, der taler de studerendes sag, har rådet ganske naturligt et ønske om at blive hørt, siger Morten Balle Hansen: »Jeg kan godt forstå, at Per Andersen ønsker en mere proaktiv tilgang og tidligere entre i beslutningsprocessen. På den måde kommer deres viden ind før i processen, og de får mere indflydelse.« Men der er også en anden part i sagen. For når politikerne vil gennemføre et lovforslag,

der betyder færre penge til de studerende, er det forventeligt, at SU-rådet vil forsøge at bremse processen. Og det er politikerne ifølge Morten Balle Hansen udmærket klar over, hvilket svækker lysten til at invitere SU-rådet med til bords: »Ulempen er jo så, at rådets interesse for at spænde ben for nogle ting også kommer ind før i processen,« fortæller Morten Balle Hansen. Det er imidlertid en helt forkert måde at se det på, mener Per Andersen. For ved ikke at inddrage SU-rådets insiderviden risikerer de folkevalgte ifølge rådets formand at vedtage ændringer med uforudsete konsekvenser: »Den tidligere regering var for eksempel slet ikke klar over, hvad det ville betyde, da de foreslog at reducere SU’en til fem år. Danmark ligger jo netop så ekstremt højt i forhold til antallet af folk, der bliver færdige med deres uddannelse, fordi de studerende har det ene år at fjumre i.« Ministerdøren står på klem Planerne om at afskaffe fjumreåret var et eksempel på den tidligere regerings erklærede mål om at forkorte de studerendes tid fra studenterhue til kandidatbevis. Sidenhen er navneskiltene i Uddannelsesministeriet blevet skiftet ud, men målet er det samme, siger den nye uddannelsesminister Morten Østergaard: »Regeringen vil blandt andet se på, om vi ved hjælp af positive incitamenter i SU-systemet kan få studerende hurtigere igennem uddannelserne.« Den nye minister har endnu ikke formuleret nogen konkrete udspil i forhold til ændringen i støtten til studerende. Men når den tid kommer, er han åben over for samarbejde med SU-rådet, der efter hans mening dog også selv bør tage initiativ tidligt i processen: »Jeg er altid åben for nye forslag, også uden for den almindelig høringsproces. Så jeg håber, at SU-rådet selv spiller ind med input, hvis de sidder med gode ideer,« siger Morten Østergaard. Invitationen til selv at banke på ministerdøren tager Per Andersen gerne imod: »Til december mødes vi i SU-rådet, og så vil vi lave et katalog over, hvad vi synes er fornuftigt, at ministeren tager fat i.«

universitet

9 kansk. Hendes brune øjne bliver hvert andet øjeblik oplyst af et smil, der tager brodden af de råt serverede ærligheder. Bordet er dækket efter alle kunstens regler. Albani-øllen fra byens bryggeri bobler gyldent. Den grønne persille matcher ternene på dugen og er med let hånd drysset ud over en hvid sovs. Dampen fra de gule kartofler blander sig med den sprøde duft af flæsk og sender tankerne hen til mormors køkken. I kontrast til hele herligheden står de eddikelagrede rødbeder. »Danskerne kan også være små, sure og bitre som rødbeder. I Danmark får du ofte et koldt blik, hvis du ved et uheld støder ind i nogen på gaden. I USA siger man undskyld,« fortæller Katelyn Sjerzputowski. Den polske Marcela Mogilska er lidt mere forsigtig. På hendes tallerken er flæskesværen og fedtet skåret fra. »Kan man virkelig spise det?« spørger hun med opspilede øjne og prikker mistroisk med gaflen i den hårde svær. Herefter knaser hun for første gang en flæskesvær mellem tænderne. Og hun kan godt lide den, selvom hun normalt spiser fedtfattigt. Ligesom hun kan lide dansk hygge. »Persillesovsen er hyggelig, dejlig og blød som en dansker,« siger hun.

»Danskerne er som

stegt flæsk med persillesovs« Hårde udenpå og bløde indeni. Sådan er danskerne, hvis du spørger dem, der ser os udefra. Marcela Mogilska og Katelyn Sjerzputowski er udvekslingsstuderende, og de har sat tænderne i danskerne og deres mad. TEKST og FOTO Line Tornhøj Lektonen og Mie Leonora Heiberg

Ved en grøntternet dug på restaurant Grønttorvet i Odense spiser to udvekslingsstuderende stegt flæsk med persillesovs. Det er første gang, de får en bid af den danske ret, som landets befolkning har nydt godt af i mere end et århundrede. Du bliver, hvad du spiser, siger

en gammel talemåde. Og måske er det sandt, for pigerne kan godt se lighedspunkter mellem den ærkedanske spise og folkefærdet selv. »Danskerne er som et stykke stegt flæsk. Deres facade er hård som flæskesvær, men når man kommer længere ind, er danskerne

blødere, ligesom det her stykke,« siger Katelyn Sjerzputowski fra USA. »Stegt flæsk har forskellig konsistens, og det er et billede på danskernes nuancer og dybde. De er ikke overfladiske, når man lærer dem at kende,« siger hun på ærkeameri-

Dybe danske venskaber Både Katelyn Sjerzputowski og Marcela Mogilska er enige om, at det kræver tålmodighed at komme tæt på en dansker. Men når det lykkes, har man en rigtig ven, som man kan regne med gennem tykt og tyndt. »Forholdet mellem mennesker er stærkere her. I Frankrig og Spanien lover man alt til hinanden, selvom man ikke kender hinanden så godt. Og løftet bliver ikke holdt,« forklarer Marcela Mogilska, der har rejst i mange forskellige lande. »I USA er det meget svært at få en nær ven, og selv hvis man etablerede et dybere venskab til én, vil det stadig være på et overfladisk niveau,« fortæller Katelyn Sjerzputowski. Pigerne kan godt kan lide, at danskerne ikke lukker alle og enhver direkte ind i det bløde flæskehjerte. Men det gør det svært at finde en kæreste. Og det går Marcela Mogilska på: »De danske fyre er så lækre. Men de er alt for generte, der er aldrig nogen, der opsøger mig. Jeg smilede til en sød, dansk fyr på en bar den anden dag, og han blev helt skræmt,« siger hun.

Den danske kartoffelkultur Rund, blød og dejlig som en kartoffel, det er hvad den danske kultur er, hvis man spørger Katelyn Sjerzputowski. »Den danske kultur er homogen som en kartoffel. Danmark har mange faste traditioner, fordi det er et lille land. Udlændinge føler sig mere fremmede end i en multikulturel kultur som i USA. I har noget virkelig stærkt at holde fast i, men det gør det svært at falde til,« siger hun. I hendes hjemland er hun sjovt nok vant til kartofler i most form. Marcela Mogilska studerer den ravfarvede Odensepilsner og synes, den minder hende om den afslappede atmosfære hos danskerne: »Måske er øllen bare et perfekt billede på danskernes generthed. I er nødt til at drikke en masse øl for at åbne jer,« siger hun smilende. Alkohol drikker hun ikke selv. »Det er mærkeligt at komme til Danmark og se øl i automaterne på universitetet. Folk drikker øl alle steder, i bussen og på gaden,« siger Katelyn Sjerzputowski, der er vant til en meget stram alkoholpolitik i hjemlandet. I USA kigger man langt efter danskernes velfærdssamfund. Til gengæld er janteloven ikke noget, Katelyn Sjerzputowski vil tage med sig tilbage til USA. På Syddansk Universitet har amerikaneren fået den forklaret med en sportsmetafor. Hvis en løber fejrer sin triumf på vej mod målstregen, vil resten kritisere ham for at løbe fra de andre uden at hjælpe dem i mål. »I USA er det lige modsat,« forklarer hun. Men Katelyn Sjerzputowski kan godt lide, at det hele ikke kun handler om at nå hurtigt i mål. »Danskere er gode til at sætte pris på processen. Det hele går lidt langsommere. Selv på gaden går folk langsommere og nyder turen. De har ikke så travlt med at skulle et sted hen,« siger hun. Pigerne har valgt ikke at få dessert, efter tallerkenen med stegt flæsk og persillesovs er tømt. Hvis Katelyn skulle have haft dessert, havde hun valgt en dansk isvaffel med tre slags is, guf, chokolade og syltetøj. Det står i kontrast til hendes hjemland, hvor man får én kugle i et bæger og skynder sig videre. »Man sætter meget mere pris på hver enkelt ting her. Det vil jeg gerne tage med videre,« siger den amerikanske pige.

FAKTA: Marcela Mogilska og Katelyn Sjerzputowski kom begge til Danmark for første gang i august 2011. Marcela Mogilska er 22 og oprindeligt fra Polen, men har boet i næsten samtlige lande i Europa. I de næste to år bor hun i Danmark for at læse sin kandidat i Human Resource Management (cand. negot) på Syddansk Universitet i Odense. Katelyn Sjerzputowski er 21 og er journaliststuderende fra Ohio i USA. Hun tager et semester i Danmark i Skandinaviske områdestudier, som blandt andet handler om skandinavisk kultur, litteratur og international marketing

universitet

En fight for fremtiden De unge grækere er landets mest veluddannede generation nogensinde. Alligevel ser deres fremtid dyster ud. I frustration kæmper de med bannere og protestsange for deres kommende arbejdsliv. TEKST og FOTO Mette Serup

På de trafikerede gader omkring Syntagmapladsen er trapperne ved luksushotellerne skrællet for marmor. Demonstranterne har brugt det som kasteskyts mod det kampklædte politi. Bilister og fodgængere må på improviseret vis manøvrere ud og ind mellem hinanden, fordi alle trafiklys er smadret. På de åbne pladser pirrer tåregassen stadig i næseborene, og fra Athens Universitets ellers så pompøse bygning blafrer et banner med skriften ’Besat’. »Det er frustrerende at være studerende på et universitet i Grækenland lige nu. Man ved, at uddannelse ikke betyder noget. For man kan jo ikke få et job, lige meget om man har en uddannelse eller ej,« siger 21-årige Daria Argiropoulou, der er jurastuderende på Athens Universitet. I skolegården omkring hende flagrer stof med antikapitalistisk graffiti, et rødt banner ligger sammenkrøllet i hjørnet, og malingen på stenfliserne vidner om heftig aktivitet, da bannerne blev til. Grækenlands hovedstad, Athen, har de sidste to dage lagt by til en massiv, regeringsfjendtlig strejke med over hundredetusinde studerende, statsansatte, pensionister og businessmænd på gaden. For de unge studerende har utilfredsheden sine åbenlyse årsager. 43 procent af grækerne mellem 15 og 24 år er arbejdsløse, ni procent af alle nyuddannede kandidater forlader hjemlandet, og universiteterne er plaget af store besparelser. De sidste dages protester er for de studerende også blot én af mange de forløbne måneder. Uroen har været så enorm, at den græske uddannelsesminister har truet de studerende med ikke at få godkendt efterårssemestret, hvis de fortsætter optøjerne.

Akademisk afmagt Det lader til, at de sidste 48 timer for en stund har udmattet Athens Universitet, hvor de færreste har undervisning i dag. Blandt de jurastuderende hersker også en relativt tilbagelænet og bohemeagtig stemning med cafélatte og sludren i skyggen. På bænkene sidder unge hipstere i Conversesko, omfavnende kærestepar og stræbere. I går protesterede mange af dem foran parlamentet udstyret med gasmasker og fedtet ind i noget hvidt stads, der efter sigende skulle hjælpe mod tåregas. »Det virker, som om det er resterne af frustration over den nye uddannelsesreform, der har gjort de sidste dages demonstrationer så voldsomme for os studerende,« siger Daria Argiropoulou. I august vedtog de græske politikere en ny uddannelsesreform præget af privatisering og radikale ændringer. Blandt andet skal de studerende nu have opnået deres første universitetsgrad inden fire år. Og loven virker med tilbagevirkende kraft. Helt konkret betyder det, at nogle risikerer at skulle læse flere semestre på én gang for at overholde fristen. Reformen afskaffede også den såkaldte universitetsasyllov, som efter optøjer i 1973, hvor militær og politi brutalt nedkæmpede et studenteroprør med kampvogne, har nægtet politiet adgang til universiteterne. De græske politikere hævder, at rabiate venstreorienterede unge de sidste måneder har udnyttet loven til at protestere mod de økonomiske stramninger uden at kunne nås af politiet. Derfor har politiet nu igen fået fri adgang til at patruljere på de græske universiteter. Trods Daria Argiropoulous frustration over reformen, stod hun ikke foran parlamentet denne gang:

De græske studerende besatte Athens Universitet under landets generalstrejke 19. og 20. oktober 2011 »Jeg var simpelthen for bange for, hvad der ville ske, fordi det virkede så voldsomt. Men der er ingen tvivl om, at jeg skal ud næste gang, der er demonstration,« forsikrer hun. Rektoren raser På et kontor et par minutters gang fra de jurastuderende forsøger rektor på Athens Universitet Theodosios Pelegrinis stædigt at køre universitetet videre trods landets turbulente krisementalitet. »Men vi kan som en integreret del af Athens samfund ikke undgå at blive berørt og reagere på bekymringerne og magtesløsheden blandt befolkningen. Derfor er studerende også ofte en del af strejkerne, og det er både fornuftigt og forståeligt. De studerende skal sikre deres fremtid som en del af det akademiske miljø,« siger Theodosios Pelegrinis. Blandt de studerende er det vanskeligt at finde et sammenhængende argument for, hvordan situationen bør håndteres, og hvem der er skyld i den tragiske tilstand. Theodosios Pelegrinis er ikke i tvivl: »De studerendes fremtid er efter min mening på spil på grund af statens sløsede og pinagtige lovgivning, som har sat både de græske universiteter og deres omdømme i et yderst dårligt lys.« Veluddannet fremtidssikring Mens Theodosios Pelegrinis taler om et fundamentalt svigt fra politikerne og hele den græske elite, er de unge studerende omvendt den drivkraft, der skal genoprette det uroplagede land: »Når der er risiko for statsbankerot, kan det sommetider sløre lidt for fremtidsperspektivet på et universitet. Den nuværende situa-

tion kan også godt forsvare et dystert syn på tingene, men den tillader derimod ikke modløshed. Tværtimod kalder den på handling. Og efter min mening er landets unge akademikere den mest handlekraftige og levende del og derfor mere end nogen andre klar over det.« Det syn deler den 20-årige jurastuderende Efthimis Nikolaidis, der sidder på et stengelænder i skolegården bøjet over sin lovbog. »Trods situationen dropper folk altså ikke bare ud, når først de er startet på universitetet. Så er det, som om at de tænker: Nu er vi startet, så skal vi også gennemføre det,« siger han. Netop fordi de veluddannede unge ifølge rektoren er så vitale for landets fremtid, er det både sørgeligt for den enkelte og Grækenland, når en del unge i øjeblikket ikke får en videregående uddannelse: »Det er yderst trist, når unge mennesker, der er ivrige efter at komme på universitetet, må opgive drømmen, fordi deres familier ikke har råd til at undvære de unges bidrag til økonomien. På den måde bliver de frataget deres potentiale og fremtidige muligheder på grund af de uheldige, nuværende omstændigheder,« siger Theodosios Pelegrinis. Rektor kæmper mod braindrain Mange studerende forudser dog et så elendigt arbejdsliv, at de overvejer at forlade Europas paria – deres eget hjemland. Akkurat som deres bedsteforældre gjorde i 1950’erne. Ifølge rektoren på Athens Universitet vil en masseflugt blandt de græske akademikere være katastrofal. »Vi bliver nødt til at holde de mest lovende

Jurastudiet er allerede på dette semester forsinket en måned på grund af gentagne strejker

Generalstrejken er blevet karakteriseret som den største i Grækenlands nyere historie

dele af vores befolkning i landet. Det er ikke en nem bestræbelse, men vi prøver hårdt,« siger Theodosios Pelegrinis, der dog understreger, at den høje arbejdsløshed er statens og ikke universiteternes ansvar. Efthimis Nikolaidis og Daria Argiropoulou er begge så unge, at de ikke har haft glæde af det græske gilde, men alligevel må de døje med tømmermændene. For Efthimis Nikolaidis er der ingen tvivl om, at han vil forlade landet, hvis køen til jobcentret stadig er lang, når han er uddannet jurist: »Hverken min familie eller landet skal binde eller forhindre mig i at flytte. Det er vigtigt at få en god karriere, når man har studeret i så mange år,« understreger han.

Daria Argiropoulou har derimod sværere ved at skulle forlade landet, hvor hun er født: »Selvom det måske virker lidt ulogisk, så har jeg ikke lyst til at flytte herfra. Jeg vil ikke bare forlade min familie, og jeg kan lide at bo i Grækenland.« Et par meter fra hende i skolegårdens hjørne står resterne af den pastelrøde maling og lidt flosset stof fra de sidste dages demonstrationer. Og det er nok ikke blevet gemt forgæves. For eksperter forudser, at Grækenland ikke kan sove tømmermændene væk.

Strejke i Grækenland RUST var i Athen under landets generalstrejke 19. og 20. oktober 2011. Skoler, metroer, skraldemænd og butikker strejkede, og hundredetusinde demonstrerede. Samtidig vedtog parlamentet den omstridte spareplan, som var betingelsen for at modtage et stort kriselån fra EU og Den internationale Valutafond (IMF).

universitet

RUSTOGRAMMER TEKST Redaktionen

Odense:

Kolding:

Fynsmesterskaberne i Poetry Slam 9. december kl. 21.00 Odense Studenterhus (Kulturmaskinen)

Mads Langer med band 3. december kl. 21.00 Godset

Julekoncert – konservatoriekoncert 7. december kl. 17.17 Musikbiblioteket

The Raveonettes 9. december kl. 21.00 Posten

Hess is More 10. december kl. 21.00 Uteater/Undergrunden

Esbjerg:

Salsaundervisning 6. december kl. 19.00 Tobakken

Nikolaj Munch Sextet feat. Steffen Brandt og Kira Skov 8. december kl. 20.00 Tobakken Ballet – Nøddeknækkeren 13. december kl.20.00 Musikhuset Esbjerg

Studenterbutikken lukker i Odense Hvis du efter nytår føler trang til at købe dig et kopikort, få indbundet dit bachelorprojekt eller farveprinte, så skal du ikke henvende dig hos Studenterbutikken i Odense. De lukker nemlig i det nye år. Leif Jensen fra Serviceområdet forsikrer dog, at de studerende ikke bliver ladt i stikken med deres studierelevante gøremål. Nogle af Studenterbutikkens tidligere opgaver bliver afløst af selvbetjeningsløsninger, mens andre får ny adresse på Odense Campus. Ved redaktionens deadline stod det ikke klart, hvor de studerende fremover skal henvende sig for at få indbundet bøger og tanke op på kopikontoen, men det vil blive annonceret, så snart det ligger fast.

Mungo Parks Gæstebud Indtil 17. december kl. 19.00 Mungo Park Kolding

Slagelse:

Martin Brygman show 3. december kl. 19.30 Vestsjællands Teaterkreds

Teater: Kvinde kend din krop 15. december kl. 19.30 Vestsjællands Teaterkreds

Musikarrangement: Ikke jule- men RockeTræs Fest 16. december kl. 20.00 Slagelse Musikhus

Sønderborg: Von Dü 3. december kl. 21.00 Sønderborghus Band of Heathers 8. december kl. 21.00 Sønderborghus

Led Zeppelin Jam 16. december kl. 21.00 Sønderborghus

Medievidenskab bedst til festlig faglighed 30 entusiastiske, øldrikkende og omsorgsfulde medievidenskabsstuderende på SDU har vundet prisen som Danmarks bedste tutorer. Ifølge dommerkomiteen havde de arrangeret et introforløb med en særdeles perfekt kombination af faglig substans samt traditionsrige gak og løjer. Det er Danmarks Magisterforening, der står bag kåringen, som – ud over æren – giver 8.000 kroner til en fest for det vindende hold. Tutorerne vandt, fordi de havde overskud til at få produceret en introfilm i samarbejde med TV2. Fordi en tutor sprang til, da deres oprindelige foredragsholder sprang fra, og fordi nogle andre tog med en russer på skadestue i 10 timer. RUST ønsker tillykke.

shc.dk

Povl Dissing – Dissing sings Armstrong 14. december kl. 20.00 Magasinet

Sugar – Ingen er fuldkommen 1. december kl. 19.30 Comwell Kolding teater

SKAF 1 NYT

MEDLEM OG

SCOR

R E T T E L L I B O I B 2

Kender du en ingeniørstuderende eller stud.scient., du kan melde ind i IDA? 1 nyt medlem = 2 biografbilletter. X nye medlemmer = X*2 biografbilletter. Kampagnen løber på ida.dk/studerende til 31. januar 2012.

universitet

SAMFUND

15 SAMFUND

SAMFUND

Avderødvej lidt uden for Kokkedal hænger et stort rødt hjerte af træ. Midt i hjertet står tallet 45. Svinger man ind ad den tilgroede grusvej, snørkler sig uden om et par tilfældigt spredte romerske, doriske søjler og undviger et par gamle bilvrag, kommer man til endnu et skilt. Det bærer tre hjerter, og mellem hjerterne er det folkekendte navn Carl-Mar skrevet med en stor pil igennem. »Velkommen til min legeplads. Om fem minutter er I legebørn igen,« lyder det fra gårdens 58-årige lejer, sexolog og terapeut CarlMar Møller, da han haltende tager i mod os. »Neeej, I har taget flødeboller med. Her bruger vi cirka 4000 flødeboller om året,« ryger det ud af Carl-Mar, mens han viser os rundt på sin legeplads. Senere skal det dog vise sig, at flødebollerne bliver proppet alle andre steder end i munden. Legepladsen er et virvar af stole. Kontorstole, klapstole, havestole, spisebordstole og lænestole står hulter til bulter rundt omkring i den mudrede baghave. »Hun hedder Lotte,« udbryder Carl-Mar Møller pludselig, mens han peger op på et gri-

sehoved hamret fast på den øverste del af et kors. Grisens mund er stoppet med en kæmpemæssig plastikpenis. »Når folk kommer herud, er de på eventyr. Det må ikke ligne noget normalt. Folk skal slappe helt af. Man skal ikke være pæn, sød, smuk eller rar her. Man skal bare være sig selv,« stønner Carl-Mar Møller, mens han forsøger at tænde projektørlamperne over Lottes hoved. Det lykkes. »Jeg er den danske dræbermaskine« Vi går ind i en stue, som mest af alt ligner en

17 spejderhytte med slidte, brune lædersofaer og et langt bord med mange stole omkring. På en hylde over et af de store vinduer står en række keramikpenisser, og på endevæggen hænger en kæmpe plakat af den selvudnævnte guru. Fast på sofabordet sidder en lyserød plastikhånd, som sender os skråt-op-fingeren, da vi sætter os i de tyndslidte sofaer. »Jeg er en født dræbermaskine. Hvis vi havde levet i vikingetiden, så havde jeg været den, der kunne forsvare landsbyen mod fjender og dræbe mange dyr og mennesker,« siger CarlMar Møller og knapper sin første Royal-dåseøl op, tager en tår og fortsætter: »Jeg er stadig en dræbermaskine. Jeg dræber bare tabuer i stedet for. Jeg er en åndelig kriger. Jeg går frem med mine meninger og holdninger og tager de tæv, der kommer. Jeg er ikke bange for dem. Skal I have lakridser? Værsgo!« udbryder han og kaster seks lakridser ud på bordet foran os. Lige så hurtigt, som han kom væk fra krigersnakken, er han tilbage. Ifølge Carl-Mar Møller mangler Danmark nemlig krigere. For tabuemner er der nok af: »Der er 1000 tabuemner, som danskerne ikke tør tale om. Danskerne er hæmmede. De er overbeskyttede og generte. De tør ikke tale om seksualitet, død, sygdom, jalousi, hvis man er ked af det, vred eller bare stolt over det, man laver.« Det har fået den terapeutiske kriger til at italesætte utallige af tabuer om især de menneskelige kønsorganer. Han er sikker i sin kamp: »Danskerne skal blive bedre til at tackle tabuerne. Det hæmmer livskvaliteten, hvis de ikke gør det. Min mission i livet er at dræbe tabuer.« Carl-Mar Møller læner sig tilbage i læderstolen, spreder benene, skyder underlivet frem og bøvser højlydt: »Danskerne er et reserveret folkefærd. Man klarer sig selv og har ikke brug for naboen.« Han tager en ordentlig slurk af sin dåseøl. »Vil I have en øl? Nå, ik’. Men danskerne vil i hvert fald hellere begå selvmord i en skov end at gå til terapi og snakke med andre. For meget stolthed og ære forhindrer dem i at søge hjælp. Om de så ender som alkoholikere, arbejdsnarkomaner eller med at begå selvmord, er det bedre end at krænge sin sjæl ud. Derfor skal danskerne blive bedre til at tale om det, de ikke tør tale om.« »Jeg er en hvid neger« Carl-Mar Møller har været kriger siden barn-

dommen. Som helt lille sloges han altid med økse og sværd. I puberteten blev det til haglgevær og kødsår i den lokale mose. For at han til sidst kunne forvandle sig til en terapeutisk kærlighedskriger. Han læner sig frem over det brune sofabord, flasher en snert af sin hvide krigermås og fortsætter sin psykoanalyse af danskerne: »Danmark er vant til ensartethed. Det er lige før, jeg er en hvid neger, fordi jeg er anderledes. Men jeg er jo bare mig selv. Jeg er den person i Danmark, som folk har flest fordomme over for. Jeg er vild, skør og langt ude. I virkeligheden er jeg bare et frit menneske.« Det har taget mange år for den hvide neger at blive et frit menneske. Det var han ikke

som barn, men han har kæmpet, vundet og overtrådt grænser, så han i dag tør løbe nøgen rundt i snevejr på landsdækkende tv. »Når man er tabubekæmper, er man nødt

til at gå forrest i både handling og i snak. Og det er det, jeg gør, for at få danskerne til selv at blive sjove, skøre, langt ude, perverse, vulgære og platte,« fortæller Carl-Mar Møller og stiller sin nu tomme Royal fra sig. »Danskerne er bange for det fremmede. De tror, at jeg er fuldstændig vanvittig, fordi de ser mig skabe mig på tv. Jeg får løn for det. Høj løn, endda. Jeg gør det for at gøre Danmark mere frit,« siger han. Carl-Mar Møller rejser sig fra lænestolen. Det er blevet mørkt udenfor, og kun grisehovedet Lotte lyser legepladsen op med et svagt skær. Det er dog stærkt nok til, at Carl-Mar Møller ikke har noget problem med at finde en ny Royal i kassen ved siden af hoveddøren.

SAMFUND

Han halter tilbage til lænestolen i den varme stue og vælter pladask tilbage i stolen, så læderet knirker. Dåse nummer to bliver åbnet med et rutineret snuptag, og en stor tår ryger ned i krigerens svælg. »Bøøøøøvvs! Det er de pokkers øl, der gør det,« griner han. Men Carl-Marl Møller er ligeglad. Både med bøvsen og med, hvad andre folk tænker om ham. »Jeg har aldrig været bange for, hvad folk tænker om mig. Jeg har været bange for, at jeg ikke kunne klare økonomien, fordi jeg har provokeret for meget. Jeg skal jo kunne betale huslejen. Men jeg vil gerne skille mig ud. Jeg er en hvid neger i Danmark, hvor det ellers er sådan, at du skifter fortov, hvis du møder en neger på en mørk vej. Danmark er et lille, lukket og homogent samfund, som ikke er vant til det ukendte,« forklarer han. »Jeg er fordomsfuld« Selvom om navnet Carl-Mar Møller ofte bliver forbundet med mange fordomme, betyder det ikke, at han selv er fordomsfri. Og det tager ham ikke mange minutter at komme på fem fordomme om folkefærd, som han fortæller om med et blink i øjet: »Jeg har fordomme mod rige mennesker. De er forkælede og overbeskyttede møgunger, der ikke bidrager til udviklingen, men bare sidder og sipper champagne. Jehovas Vidner fatter jeg overhovedet ikke. De er indskrænkede og snæversynede. Og så er negere vildt dovne. De slænger sig bare i Afrika på et tæppe under træernes skygger og drikker te.« Carl-Mar Møller holder en kort tænkepause, mens han klør sig heftigt i armhulen. »Var det fem fordomme, I ville have?« spør-

ger han og snøfter kommende snotbaner så voldsomt tilbage ind i næseborene, at de nærmest er til fare for hjernen. Men så er han også klar igen med de sidste to fordomme: »Nårh, ja. Jeg er selv pædagog, men jeg har stadig fordomme om pædagoger. De er ikke modtagelige over for inspiration omkring børneopdragelse. De tror, de kan det hele selv og ikke har brug for nogen hjælp. De tror, de kan skabe stærke drenge, men det kan de ikke. Jeg har tidligere haft fordomme om rockere, men det har jeg ikke mere. Nu har der efterhånden været så mange heroppe til optagelsesritualer, at det er slut med de fordomme. Men jeg har fordomme over for grønlændere. De er dovne. Mere dovne end jeg selv er. De gider ikke arbejde. Jeg er jo ikke doven, jeg bruger bare mine penge fornuftigt.« Og fornuftig er lige netop et af de ord, som Carl-Mar Møller bruger, når han skal beskrive sig selv. Omsorgsfuld, kærlig, blid, sjov og dyb er ordene, der følger efter, da vi beder terapeuten om en personanalyse. Han tilføjer dog hurtigt, at mange danskere ikke ser ham som fornuftig. Men han har sin helt egen teori om hvorfor: »Det er, fordi nogle danskere er mindre begavede og ikke kan se igennem mine tvtosserier. De vil bare ophidse sig og fare op af stolen,« forklarer Carl-Mar Møller og fortsætter hurtigt: »Den mere gængse – mere sunde dansker ser jo igennem, hvad der foregår, og forstår budskaberne i de ting, jeg gør.« »Jeg er mig selv« Den 58-årige sexolog sidder nu lidt uroligt i lænestolen. En hvid plastiklighter bliver kærtegnet i hans hænder. Han tripper lidt, afbryder sig selv og rejser sig pludseligt op:

SAMFUND

»Nu har vi brug for et afbræk,« udbryder han, og tager to hurtige skridt hen mod et tv og fumler med et rødt dvd-cover. Et bryllupsbillede af Carl-Mar Møller og den over 20 år yngre kone Helle Møller pryder dvd’ens forside. De blev gift i tøj fra 1700-tallet, for det var jo sjovt, syntes brudgommen. Dvd’en bærer titlen: Pik er Gud – Carl-Mar og Helle. »I skal se nummer seks, der er jeg sjov,« klukker han. Og i de næste knap tre minutter bliver vi vidner til en nøgen Carl-Mar Møller, som kører rundt på en havetraktor i snevejr, mens han tonedøvt skråler: »Pik er fandme Gud, men fissen har magten.« Vi lader denne episode stå for sig selv og skåner jer for dvd’ens niende scene: Nissepik. Da Carl-Mar Møller omsider får grinet færdig af sig selv og igen lander i stuen på kærlighedsgården, tager han en ægte mande-tår af sin Royal og fortsætter sin snak om sig selv: »Det er ikke en rolle, jeg spiller i dvd’en, jeg er jo sådan – og meget værre endda. Nogle tror, at det bare er en facade, men jeg optræder ikke på tv uden at være mig selv.« Carl-Mar Møller ved, at hans provokerende udskejelser på tv er underholdende og sælger, og han lægger ikke skjul på, at han tjener gode penge ved at blotte sig i primetime. For ham er hans person blevet et arbejde. »Jeg har sgu arbejdet hårdt hele mit liv for at blive den, jeg er,« siger han. Og det hårde arbejde har ført til en god opsparing, for Carl-Mar Møller er ikke en big-spender. Tværtimod. »Jeg tager ikke ud at rejse, det gider jeg

ikke. Jeg køber ikke noget tøj. Det dyreste, jeg har, er mine sko. De kostede 1200 kroner. Min frihed ligger i at spare penge sammen, så jeg ikke skal tænke på det. Og så kan jeg også tjene penge på de flødeboller, som I har taget med. Dem kan jeg sælge til deltagerne på mande- og kvindekurserne,« siger han og skæver hen på de 100 flødeboller, som vi har taget med til ham. Som deltager i et af Carl-Mar Møllers kurser skal man nemlig medbringe 100 flødeboller. De er ikke til at guffe. De proppes ind og smøres ud over kroppen som straf, når man ikke klarer en af udfordringerne på gårdens legeplads. Svævebanen, go-cart i bar røv og mudderpøl, softgun-krig og det at blive rullet ned ad en bakke i et lukket plastikrør er alle sammen udfordringer og lege i Carl-Mar Møllers eventyrverden. »Jeg er kongen« På bordet ligger tre ens, hvide t-shirts. En storsmilende Carl-Mar Møller med en kongekrone er printet på maverne af dem. »Dem skal I have med hjem. For jeg er jo nærmest blevet kult. De unge i Jylland bliver bedt om at tage t-shirts med mig med hjem, mens københavnerbørn hænger ud af vinduerne og skriger ’Pik er gud’ efter mig. Jeg er kongen,« griner han. Men selvom Carl-Mar Møller både har udnævnt sig selv til konge, kriger og kønsorgansekspert, kan han godt blive virkelig bange. For i takt med at huden bliver mere slap, og skægget begynder at få sølvstænk, vokser terapeutens frygt for helbredet. »Jeg er bange, hvis mit helbred er i fare. Jeg er bange for sygdom, derfor sover og hviler jeg mig meget, så jeg undgår stress. Jeg passer på nu, da jeg var for vild som ung og fik mange skader. Men nu er jeg er jo gammel. Jeg skal nok også have et nyt knæ om nogle år,« reflekterer Carl-Mar Møller, som dog ikke er bange for selve døden: »Det at dø generer mig ikke. Men jeg er bange for at lide. Det bedste ville være at dø midt i en orgasme.« Snakken om det hindsides liv bliver markant afbrudt af endnu en Royal-bøvs. Den er så voldsom, at plastikhånden på sofabordet vibrerer. Som det frie menneske Carl-Mar Møller er, må hans kone og middagsgæster leve med at sidde til bords med bøvser og prutter. Det var også tilfældet, da han deltog i 4-Stjerners Middag på Kanel 5. Her rørte han ikke selv en finger. I stedet

kokkererede hans kone, mens han selv drak rødvin, røg smøger og pruttede en masse. En situation, som er identisk med Carl-Mar Møllers hverdag og den – ifølge ham selv – korrekte kønsrollefordeling på Avedrødvej 45: »Jeg sidder tit og slår en prut og får en smøg, mens konen vasker op.« For en rigtig mand er ikke i køkkenet, hvis man spørger den ukronede konge. En rigtig mand er plat, vulgær og vild. »Nogle kontormænd er rigtige mænd, mens nogle håndværkere er tøsedrenge. Man kan ikke regne med det ydre, det er derimod den indre energi, som er afgørende,« fortæller Carl-Mar Møller, der ikkeLove er ethar øjeblik Lucy blandti tvivl om, at han er en rigtig og sågari andet mand spillet koncerter Danmarks sidste viking. Holland, Som en Belgien, rigtig mand Eng– og ægte viking – er hanland, nysgerrig. har Italien,Han Frankdet sjovest, når han prøver nye ting. rig og Tyskland, og en »De ting, jeg kaster mig ud i, behøver australsk version af ikke hengive mening. Bare jeg når over mine desudseneste album egne Kilo personlige grænser,« forklarer tøm-i er netop han blevet og udgivet mer sin anden dåseøl. Det var den sidsteZea–i Australien og New hvert fald for nu. land.

Carl-Mar Møller forsøger dagligt at udfordre sig selv og overskride sine grænser. Sidste vinter fik han overbevist sig selv om, at han er en sand viking, da han kastede sig nøgen ud fra sin svævebane i ti graders frost og en halv meter sne: »Jeg kunne godt mærke det i mine tæer. Det gjorde ondt. Men bagefter havde jeg det dejligt friskt.« Trods jævnlige, provokerende ytringer og udskejelser mod den danske befolkning, mener terapeuten ikke selv, at det, han gør, går ud over andre: »Jeg gør ikke nogen noget ondt. Jeg går bare rundt og laver sjov og ballade. Men hver gang jeg laver noget, så ser folk det. Og det er derfor, at jeg stadig er den værste krigeriske provokatør, der findes.« Carl-Mar Møller er for første gang stille et kort øjeblik. Så rejser han sig og tager dvd’en ud af afspilleren. Den skal vi have med hjem. Han går mod en reol og slæber en stak spirituelle bøger om parforhold, mænd og kvinder med tilbage til sofaerne. »Dem skal I også have med hjem,« bøvser han og åbner hoveddøren. »Pas på den store træstamme, når I går ud. Den kan godt være lidt svær at se i mørket,« siger han og finder en lille lommelygte og lyser, så ingen falder og slår sig. Vi bevæger os udenfor. Det er tåget og koldt. Eventyrenes legeplads bliver helt mørk, da Carl-Mar Møller slukker for projektøren, som lyste Lotte-grisens hoved op. Men selv i mørke glemmer man ikke synet TEKST Jasmina Blichert og Niels Christian Buhl af Lotte, legepladsen og den åndelige kriger Carl-Mar Møller. FOTO Marco Bjørnslev Jensen

SAMFUND

Velkommen indenfor hos Danskheden. Livsstilsekspert i tv-programmet Kender Du Typen Nils Folmann har taget utallige gåture i de danske hjem. Nu tager RUST ham med på en mental slentretur hos Danskheden. Her er coachbøger, trofæværelser og fine haver. Men også problemer med at tage det fulde ansvar for livet. TEKST Line Tornhøj Lektonen ILLUSTRATION Niels Christian Buhl

Bank, bank, bank, lyder det fra døren hjemme hos Danskheden. På den indvendige side står den og tænker på, om den har husket at rydde ordentligt op efter gårsdagens gæster og børnenes tumlen. Inde i det mentale hjem kommer Niels Folmman, som i mange år har guidet de danske tv-seere rundt i vidt forskellige kendishjem i tv-programmet Kender du typen. Han bemærker som det første: »Enten har danskerne en social indstilling til måden at være sammen på i familien, eller

også sørger de for at holde stadsstuen pæn.« I gamle dage var stadsstuen den fineste stue, som kun blev taget i brug ved særlige lejligheder. Danskheden viser nu (stads)børneværelset frem. Væggene er hvide, en lille mængde legetøj er placeret som en udstilling, og på gulvet står to Verner Panton-stole i børnestørrelse. Der er i følge livsstilseksperten tale om et trofæværelse, hvor rod ikke tolereres. Nu viser Danskheden familiens store køkken-alrum frem. Det er et multifunktionelt rum med et legehjørne i den ene ende, hvor

den lilla gyngeelefant indbyder til vild leg. I den anden ende står Arne Jacobsens stole ved et Piet Hein-bord, der har en skramme i lakken. »Det er i virkeligheden sådan, jeg oplever den moderne danske familie. Indretningen og møblerne skal se godt ud, men man gemmer dem ikke til om søndagen, når svigermoderen kommer,« siger Niels Folmann. I haven er græsplænen nyslået, bedene er fine, og haveredskaberne står fremme. I gamle dage var forhaven et signal til omverdenen

om, hvor rent og ordentligt der var inde i hjemmet. Derfor er der mange især fra den ældre generation, som bruger tid og penge på haven, fortæller han: »Men den tid, man bruger på huset og haven, siger også noget om, hvor mange kræfter, og hvor meget tid folk bruger på at holde orden i hjemmet frem for at bruge tiden sammen og have det sjovt,« siger han. Coaching er som fastfood Tilbage i Danskhedens stue ligger avisen på bordet. Den er slået op på en artikel om danske børn, der ikke er gode nok til at læse. »Det vil være typisk dansk, at man giver skolen det fulde ansvar for at lære børn at læse. På samme måde kan manglende motion handle om, at vi ikke har nok cykelstier, og at der er for meget fedt i maden,« siger han. Ved siden af avisen ligger der typisk en stak coachingbøger om træning, diæter, stresshåndtering, parforhold og helbredelse af alverdens diagnoser. Det tegner ifølge livsstilseksperten

et billede af, at danskerne søger hjælpeforanstaltninger i amerikansk skala. Han kigger i bunken af Danskhedens coachingbøger. Har man problemer med at få dyrket motion, spise sundt eller få parforholdet til at fungere, så kalder mange på hjælp fra en coach. Det er en svaghed ved Danskheden, mener livsstilseksperten. »Vi skal holde op med at gå så meget til coach. Det er som at spise fastfood. Man bliver hurtigt mæt, men man bliver også lynhurtigt sulten igen. Det rodfæster sig ikke, før vi selv tager det fulde ansvar.« Et videobånd titter frem i bunken af dvd’er. Titlen på VHS-båndet er EM 1992, som kan få ørerne til at klinge af huttelihut og Deutschland, Deutschland alles ist vorbei. »Vi dyrker de sportslige, politiske og erhvervsmæssige succeshistorier i højere grad end tidligere. Hverken Muhammed-krisen eller andre elementer kan slå vores selvtillid ud,« siger han. Det er længe siden, at Muhammed-tegnin-

gerne satte verden i røre. Og janteloven hersker stadig, men danskerne er et folkefærd med stigende selvtillid, mener han. RUST takker Niels Folmann for tanketuren i Danskhedens hjem.

Niels Folmann: Han er 46 år. Er uddannet cand.ling.merc i engelsk og fransk Har medvirket som livsstilsekspert i Kender du typen i 8 år Den sværeste person at gætte i Kender du typen har indtil nu været politikeren Frank Jensen.

SAMFUND

25 En afsides og forladt mark i et sommerhuskvarter et sted i Danmark er nu ikke længere øde. Den lægger græs til et gigantisk plastiktelt i røde, hvide og blå farver og får dagligt besøg af legende børn med deres forældre og bedsteforældre. Fra teltet breder sig en lugt af våd savsmuld, nypoppede popcorn og hesteafføring. Cirkus er kommet til byen. Selvom cirkus klinger af romerske gladiatorkampe og omrejsende sigøjnere, er det blevet til en dansk kulturtradition at besøge det flerfarvede telt. Det forklarer studielederen på Institut for Kunst og Kulturvidenskab på Københavns Universitet og forfatteren til bogen Det teatrale cirkus, Michael Eigtved. Han mener, at danskerne elsker at gribe muligheden for bytte turen i Super Best ud med et univers af hvide heste og glimtende tøj. De synes, det er magisk, at den lille flække fra den ene dag til den anden bliver forvandlet til et cirkus. »Det, at cirkus kommer hjem til en, er jo noget helt særligt. Cirkus omdefinerer det sted, man bor til daglig, til et sted, hvor der sker noget fantastisk. Og dagen efter er det hele væk, det er næsten som en drøm. Det, tror jeg, der er rigtig mange, som bliver tiltrukket af. Det er et pust udefra, men samtidig er det også noget, som knytter mennesker til det sted, de bor. På den måde er det helt sikkert en dansk kulturtradition at gå i cirkus,« fortæller Michael Eigtved. Selvom danskerne måske føler nostalgi, når de ser plakaterne fra Arena og Dannebrog, er cirkus ifølge Michael Eigtved et af de fænomener, man mindst kan sætte en nationalitet på. Cirkus er i dag sammensat af folk og shows fra hele verden. Sågar elefanten får sine kommandoer leveret med russisk klingende tunger. Men danskerne har forelsket sig i de danske cirkusser og familierne bag: »Vi skal i Benneweis, fordi vi nærmest føler, at vi kender Diana Benneweis personligt,« forklarer Michael Eigtved. I andre europæiske lande er der plakater for cirkusser fra hele Europa. På grund af danskernes loyalitet tør kun få udenlandske konkurrenter våge sig ind på dansk cirkusjord. TEKST Emma Bech FOTO Pressebilleder, Benneweis

mødet med cirkusprinsessen, klovnen og linedanseren er blevet til en dansk kulturtradition. Men selvom om man skal værne om traditionerne, har dansk cirkus måttet tilpasse sig det 21. århundrede med alt, hvad det indebærer af økonomisk krise og konkurrence.

De nye traditioner Går man igennem plastikteltets åbne døre, forsvinder alle spor af dagslys. I stedet dukker en gigantisk arena op, hvis midte henligger i mørke. Kun enkelte miniaturelamper oplyser svagt det omkransende stadion af pladser. Fra de allerede besatte bænke summer fro og spændte stemmer. Pludselig skinner de usyn-

liggjorte lamper blåt, rødt og grønt ned på manegen. Tid og sted ænses ikke længere. Diana Benneweis tilhører en af de loyalt fulgte cirkusfamilier i Danmark og kan prale af 125 års dansk cirkustradition. Men selv om traditioner er skabt for at blive, har Cirkus Benneweis måttet ændre nogle af sine. Den stærke dame, som kan løfte 7 fuldvoksne mænd og en kasse øl, er forvundet, og de mere eksotiske dyr som løver og tigre er nu kun forbeholdt zoologisk have. Konkurrence fra nye performancebølger og high tech-teknologi har tvunget cirkus til at følge med det 21. århundrede. »Vores numre er blevet mere polerede og sofistikerede med tiden. Fordi det er kravene i den moderne verden, hvor man i højere grad zapper sig igennem alle de kulturelle tilbud, som tv’et og internettet har muliggjort. Det gør, at vi i et langt større omfang skal levere varen. Kravene til cirkus er med andre ord blevet meget højere og større med tiden,« siger Diana Benneweis. Michael Eigtved understreger dog, at der ikke stilles samme krav til cirkus om nytænkning. Fordi det er en så anderledes og unik ting. Man forventer faktisk nærmere det modsatte. »Der er nok i virkeligheden en pointe i, at cirkus ændrer sig virkelig, virkelig langsomt. Jeg tror, at folk forventer noget meget traditionelt. Går man ind i et traditionelt cirkus, ønsker folk, at det skal ligne det, det altid har gjort. Det kan ikke nytte noget, at klovnen har blå næse. På den måde er der ikke ret meget fornyelse, men fordi der har været konkurrence fra andre medier, så har de selvfølgelig gjort rigtig meget,« siger Michael Eigtved. »Cirkus har bare et strejf af fordums tid, som jeg tror, det er vigtigt, at denne generations børn og unge mennesker også får et indblik i,« pointerer Diana Benneweis. Manegens fremtid De snurrende lamper oplyser en manege domineret af tre massive elefanter, som alle balancerer på et ben let som en balletdanser. Højt oppe under cirkusdugen svinger en akrobat sig fra trapez til trapez som en anden abe i junglen. Alt imens en mand klædt i smoking med elegance kører sin etbenede cykel hen over en næsten usynlig line tre meter over manegens savsmuldsgulv. Tempo, lysshow og nytænkende numre er alle friske elementer i cirkusmanegen. Men uden for manegen bliver det friske hurtig gam-

melt og erstattet af nye supercomputere og kure mod alverdens sygdomme. Den flyvende udvikling er noget, som cirkus trods deres tro mod traditioner bliver nødt til at følge. Cirkussets næste barriere og udvikling er ifølge Diana Benneweis den økonomiske. Uden støtte fra staten, med færre indtægter og stigende afgifter til brændstof og fedt kommer cirkusturneen måske til at blive væsentligt kortere. »Mit bud er, at man i fremtiden vil se et eller måske to store cirkusser, der har en fast plads i nogle af de større byer, hvor de så ligger over en længere periode. Som det er i dag, besøger vi oftest én by per dag, men på grund af afgifterne tror jeg, det er urealistisk, at det vil kunne lade sig gøre langt ud i fremtiden. Det er selvfølgelig ærgerligt, da vi jo stort set, som det ser ud i dag, kommer ud i hver en lille flække i det danske land,« siger Diana Benneweis. Michael Eigtved spår fremtiden for cirkusset til at blive påvirket af den såkaldte nycirkusbølge, som er en form for performancekunst, hvor der i højere grad er fokus på de enkelte artister end på dyr, kostumer og rekvisitter. »Jeg tror, at udviklingen går på, hvordan man konstruerer forestillingerne. I det traditionelle cirkus er der kun én dramaturgi for hvert enkelt nummer. Men det, de store nycirkusser som for eksempel Cirque du Soleil gør, er simpelthen at støbe forestillingen sammen, så der er et flow eller en fortælling igennem hele showet. Det tror jeg ikke, at det almindelige cirkus undgår at forholde sig til,« siger Michael Eigtved. Lyset i manegen slukkes, og teltet fyldes med klapsalver. Cirkusdirektøren, klovnen og dyretæmmeren bukker ærbødigt og forsvinder om bag det tunge, røde forhæng. Lyset udefra strømmer ind, og man husker pludselig, hvor man egentlig befinder sig. Dagen efter er marken igen forladt, og kun spor af hø og en sammenkrøllet plakat afslører, at cirkus har været i byen.

SAMFUND

Polterabend, gravøl og juleaften. Pyntet op som en kulisse i en gammel Olsen Banden-film lægger Jernbanecaféen scene til livets særlige aftener. Gennem tre generationer er sorger og glæder blevet skyllet ned med værtshusets egen øl. Men for mange er Agnete ikke kun en, der langer øl over disken. Da en af stamgæsterne døde, spurgte datteren, om Agnete ville bære kisten til hendes fars begravelse. Det ville være i farens ånd.

TEKST OG IDE Anne Bonnevie Lundbye og Julie Rebecca S. Lybæk-Hansen FOTO Frederik Holmgaard

PÅ ARBEJDE JULEAFTEN. Når julefreden sænker sig i de små hjem. Når alle lys er tændt, og der dufter brunt og brændt. Når tænderne sættes i andestegen, og der smages på onkels medbragte vin. Når fyldte maver stavrer sig rundt om træet, og julemanden tager sit skæg på. Når gaverne pakkes ud, og der smovses konfekt og brunkager. Selv når julemanden kysser mor, og de mindste lægges i seng. Da er fem mennesker på arbejde. De gør alt, hvad de kan, for at andre kan nyde denne særlige aften.

Øllen bliver serveret på samme måde, uanset om du kommer fra Hus Forbi eller Udenrigsministeriet. Pladsen er trang, og narkomanen deler bord med businessmanden. For mange er stedet en slags dagligstue og personalet en form for familie. Til jul laver Agnete en pakkekalender, og hver dag får en heldig gæst lov til at åbne. For nogle er det den eneste pakke, de får.

På operationsstuen er juleaften hellig mellem kl. 18 og 21. Hvis det kan undgås, kommer ingen under kniven. Patienterne og deres familier spiser julemad på sengeafsnittene, og de sygeplejersker og læger, der kan undværes, er sendt hjem til pakker og andesteg. Men nogle gange er patientens tilstand så alvorlig, at der alligevel må gribes ind. Så må Henrik lægge kniv og gaffel fra sig og tage sine kirurgiske instrumenter frem i stedet. Han elsker det tekniske ved at operere, men visse oplevelser sætter dybe spor på den erfarne kirurg. Som overlæge har han måttet meddele en patient, at alt håb er ude, og at der ikke kan gøres mere. Også selvom det er juleaften.

Der er ikke meget kriminalitet juleaften. Når Tom og hans kollega kører patrulje d. 24. december, er det typisk husspektakler, de bliver sendt ud til. Det sker jo, at folk ikke kan finde ud af at fordele gaverne ordentligt. Så er det betjentenes opgave at håndhæve julefreden og få parterne til at indse, at den aften skal man hygge sig og ikke slås.

På 114 kan du altid få fat på politiet. Når Tom passer alarmcentralen juleaften, sker det ofte, at folk ringer bare for at snakke. Han kan tydeligt høre, hvis det ikke er noget alvorligt. Alligevel tager han sig også tid til den slags opkald, for han ved, at det er folk, der sidder mutters alene og keder sig bravt.

SAMFUND

22-årige Joakim Jakobsen er forretningschef på en tankstation i Odense. Når hele hans familie er samlet om risalamanden derhjemme, står han og sælger diesel og blyfri 95. Men så er det heldigt, at stemningen er særlig god til at falde i snak hen over dankortterminalen netop den aften. Hvis man vil, kan man til og med lære noget af kunderne. Som den aften hvor en kunde fortalte ham, at han altid spillede pakkeleg til jul. Siden har det også været en fast tradition i Joakims familie.

Det er de samme kedelige opgaver, der skal laves juleaften som enhver anden aften på tanken. Joakim vasker hylder af og fylder op med varer. Når man er vant til en stor familie, kan det godt være lidt ensomt. Derfor er det rart, når nogen kommer ind for at få en fransk hotdog eller på anden måde tanke op. Hvis det ikke havde været for kunderne, gad han nok ikke.

For Joakim betyder familien og julen alt. Alligevel tager han tjansen juleaften. For hvis ikke han gør det, er der jo en anden af de andre fra arbejdet, der går glip af den særlige aften hjemme. Joakims mor arbejder på plejehjem, så hun er også væk hver anden juleaften. Han har aldrig tænkt på, at det måske er hende, han har fået sin ansvarsfølelse fra.

Derhjemme har John en søn på 11 år. Knægten er ikke vild med, at hans far er væk, når der skal pakkes gaver op juleaften. Men samtidig kan han godt se, at det er sejt at styre et lokomotiv. Når Johns søn bliver stor, skal han nemlig være lokomotivfører ligesom sin far.

I timerne op til juleaften står folk som sild i en togvogn for at komme hjem. Men når masserne står af undervejs, er der nogle, der sidder tilbage. Det er ikke alle, der er på vej hjem til familie og venner. Nogle mangler bare et sted at være. Når John ser en ensom passager, er det vigtigt for ham at give et venligt ord med på turen.

Da John blev ansat hos DSB, ophørte helligdagene med at eksistere. En virksomhed, der aldrig sover, kræver mandskab, der altid er vågent. Derfor kan man som lokofører være næsten sikker på at arbejde på skinnerne enten jule- eller nytårsaften.

SAMFUND

De unge kenyanere håber på en bedre fremtid med mulighed for uddannelse, et pålideligt parlament og en vej ud af blikhusene. Men de frygter korruptionen og er frustrerede over den store forskel mellem rig og fattig. TEKST og FOTO Maja Mazor ILLUSTRATION Niels Christian Buhl

»Vores drøm er, at Kenya vil ændre sig. Den korrupte regering skal erstattes af en ny, som ikke er korrupt, så alle folk bliver lige,« fortæller Ken 23 år og Sam 22 år. De bor i et lille slumområde lidt uden for Nairobi, hvor de er født og opvokset. Små blikskure ligger side om side. Malingen er krakeleret, og de før så hidsige farver er nu blandet med støv og mudder, som sætter en dæmper på farvefesten. Små børn løber legende rundt. Det er søndag, så alle er spændt op til kirke med syntetiske skjorter, tweedblazere og hellange, blomstrede satinkjoler i stærke farver købt på et af de mange tøjmarkeder, som sælger brugt tøj fra Vesten. De mange farver vejer op for de støvede stier, de store mængder skrald og en gennemtrængende dunst af beboernes dyr i den lille slum Soweto, 16 kilometer uden for Nairobi, Kenyas hovedstad. De oplyste unge Ken på 23 år og Sam på 22 år er venner og begge født i Soweto, hvor de stadig bor i nogle af slummens små skure. Selvom de drømmer om uddannelse, arbejder de begge som ’landmænd’. Bag Sams forældres hus har de en lille stald med fire køer, som de feder op og sælger til slagtning. Et projekt, som ikke gør dem rige, men som giver dem penge til mad og overlevelse, og så de kan forsørge deres familier. De har hverken råd til at betale for en

videregående uddannelse eller råd til at miste de indtægter, køerne giver dem. High school er drengenes højst opnåede uddannelse, men selv om de ikke længere læser, så lever de to drenge ikke i slummens boble. De er oplyste og velvidende om, hvad der sker i Kenya og i resten af verden. Hver aften sidder de sammen med Sams familie i den lille blikstue og hører nyheder fra hele verden på en lille, batteridreven transistorradio. For de har ingen strøm i det lille blikhjem. »Det er hverken cool eller sjovt at leve med fattigdom. I perioder er det både hårdt og usselt. Vi glemmer at nyde vores ungdom, da vi meget af tiden arbejder hårdt for at tjene penge til mad,« fortæller Ken, hvis højeste ønske er at uddanne sig til journalist. Han har masser af idéer til historier, som han vil skrive, men han ejer ingen computer. Der er et stort skel mellem rig og fattig i Kenya. Det forklarer lektor ved Institut for Samfund og Globalisering på Roskilde Universitet Bodil Folke Frederiksen. Det betyder, at der er stor frustration hos befolkningen og især hos ungdommen, som ikke har mulighed for at leve et ’ordentligt’ og respektabelt liv med børn, fast job og familie. Men samtidig slår hun fast, at man skal passe på med at spå Kenyas fremtid for dyster. Ken og Sam er nemlig ikke ene om at være oplyste og hårdt arbejdende unge.

»De unge har god adgang til medier, og de kenyanske medier er forholdsvis frie og kritiske. Så mange unge – især i byerne – ved lige præcis, hvad der foregår rundt omkring dem. Rigtig mange unge tjener også penge på den ene eller anden måde,« fortæller hun. I Kenya er det kun et fåtal af de mest dygtige og heldige, som får arbejde med fast løn. De fleste tjener til grød, tøj og vand ved selv at fremstille små ting, fede køer op, som Ken og Sam gør det, eller have små butikker eller boder. Det korrupte Kenya I Nairobis største slumområde Kibera bor Joshwa. Han er 24 år og opsat på at hjælpe de andre unge i området. Derfor startede han som 17-årig sin egen NGO, og i dag lever han af at oplyse slumområdets unge om sundhed og forebyggelse af HIV. »Der er meget fattigdom her, og folk har ikke råd til uddannelse. Jeg startede sundhedsprojektet, da jeg begyndte i high school, og fandt ud af, at jeg rent faktisk kan gøre en forskel for Kibera. Der er stor forskel fra, da jeg startede, og til i dag, hvor programmet har omkring 50 frivillige hjælpere. Før ønskede de unge bare at flytte væk fra Kibera, men nu har mange indset, at vi sammen kan være med til at vende udviklingen. Jeg har oplevet, at mit projekt har åbnet manges øjne, og Kiberas

ungdom begynder at kunne ane muligheder,« forklarer han. Grunden til, at Ken, Sam og Joshwa har gennemført high school, er ikke, at deres forældre har flere penge end mange andre familier i området. Det handler om prioritering, forklarer de alle tre. Men selvom uddannelse kan prioriteres, så er det stadig kun begrænset, hvad uddannelsen kan bruges til, for økonomien siger stop hos de fleste, når de unge når til at skulle tage en videregående uddannelse. Det fortæller lektor Bodil Folke Frederiksen. De første otte års grundskole blev i 2001 gjort gratis for alle, da Kenya fik ny forfatning. Det betyder, at alle som udgangspunkt har mulighed for at gå i skole. Tal fra UNICEF viser, at cirka tre fjerdedele af landets børn og unge benytter sig af muligheden. Men Bodil Folke Frederiksen forklarer, at mange forældre stadig ikke har råd til at sende deres børn i en ellers gratis skole, for bøger og skoleuniformer er et krav til eleverne, og det kan tit løbe op i større beløb, som forældrene ikke kan betale. Joshwa er dog skeptisk over for det gratis uddannelsessystem: »Den offentlige grundskoles undervisning er ofte så dårlig, at man ikke lærer nok til at fortsætte videre. Det selvom regeringen faktisk har gjort meget for at forbedre uddannelsessystemet og har fået flere til at bestå eksaminerne.« Han tror, at den ringe undervisning skyldes den gennemtrængende korruption, som hele landet lider under. »Parlamentsmedlemmerne i Kenya er korrupte. Store dele af de penge, som skal gå til uddannelse, går i stedet direkte ned i ministrenes allerede fyldte lommer. De er ligeglade med, om vi kan få en uddannelse, de tænker kun på at blive rige,« fortæller Joshwa og pointerer, at alle ved, at regeringen er korrupt. Ken og Sam er også bevidste om korruptionen. Skraldet flyder i Kibera.

»Korruptionen påvirker i høj grad de unge, der har svært ved at få et job, uanset hvor kvalificerede de er. Korruptionen er trængt ind i alle afkroge af Kenya, selv kirkerne er korrupte,« fortæller Sam, der af samme grund ikke er troende. Bodil Folke Frederiksen forklarer, at den store korruption både på embedsplan, men i høj grad også på dagligdagsplan, har betydet, at de unge ikke har tillid til myndighederne, og at de føler sig henvist til sig selv, når de skal klare problemer i hverdagen. Kenyansk revolution I slummen, i de små, vejrbidte blikskure, findes en ungdom, som ønsker sig en fremtid med velstand og uddannelse. Ken, Sam og Joshwa er alle tre trætte af korruptionen og deres begrænsede mulighed for at slippe ud af slummen og ind i en verden, hvor der er steg på bordet til hverdag. Men de føler, at Kenyas regering fungerer som en stopklods for deres drømme. Derfor er de alle tre enige om, at en

fredelig revolution, som vi har set den med det arabiske forår, kan blive eneste løsning på problemet. »En revolution er en drøm for alle i underklassen. Det er bare en udfordring at samle folk. I Kibera ønsker alle fredelige demonstrationer, men politiet og tilhængere af parlamentet vil gå imod dem og skyde dem,« fortæller Joshwa. Og Ken og Sam er enige: »Den perfekte løsning er en revolution. Men kenyanerne er ikke et solidarisk og samlet folkefærd, men vi er derimod delt i ufatteligt mange stammer. Derfor tror vi, at det vil blive svært at samle folk til en fælles, fredelig kamp.« Bodil Folke Frederiksen synes, at idéen om en revolution er en spændende tanke: »Kenyas ungdom er selvbevist og inddraget i det politiske liv som støtte for politikerne i valgkampe. Så man kunne godt forestille sig, at de ungdomsrevolutioner, vi ser rundt omkring, kan inspirere de unge til en revolution.«

Joshwa viser rundt i Nairobis største slum, Kibera. Joshwa er født og bor i Kibera, hvor han har sin egen NGO. Her sidder han på sit kontor.

SAMFUND

33 haft en tendens til at fungere som en aktuel kommentar til, hvad der foregår i riget lige nu og her.«

Borgen. Ørnen. Forbrydelsen. DR-Drama har været udskældt i medierne som rød propaganda og hyldet som enestående hjemmebiograf. Men de fleste kan blive enige om, at det er hele nationens søndagssamlingspunkt. Den succesforventning kræver hårdt arbejde af folkene bag.

Dedikerede manuskriptforfattere Når der skal lægges flere lag på seriernes handlinger, skal der først og fremmest være en historie at bygge på. Her er manuskriptforfatterne en vigtig ingrediens. DR er kendt for at bruge de samme hovedforfattere til dramaerne. Peter og Stig Thorsboe, Søren Svejstrup og Adam Price er nogle af de navne, der går igen på DR’s forfatterliste. Men de gode manuskripter bygger på mere end erfarne forfattere. »Vi synes også, at det er vigtigt, at dramaserierne tager udgangspunkt i et brændende ønske fra en af vores forfattere om at fortælle en historie. Vi er meget tro mod at bakke hovedforfatteren op hele tiden. Det vil sige, at vi hjælper til med research, støtte og feedback,« fortæller Nadia Kløvedal Reich.

Jeppe Gram er en af de nyere forfattere på DR, og han mærker tydeligt trygheden ved at blive bakket op i sine valg i skrivefasen. DR’s gentagne succeser har dog også en bagside ifølge Jeppe Gram. Det øger presset om at levere endnu en Emmy-værdig vinder. »Vi ved, vi skal have mange seere. Hvis vi ikke får mange seere, så er opgaven ikke løst,« siger Jeppe Gram. Ude godt, men hjemme bedst DR skæver også til udlandet, når de laver drama, forklarer Gunhild Agger: »Den udenlandske indflydelse ses i Borgens indledningsgrafik, der klart er inspireret af den amerikanske serie Mad Men. Generelt kan man også se elementer fra britisk og svensk drama i mange af serierne.« Inspirationen fra udlandet kan ifølge Gunhild Agger være en af årsagerne til, at flere af dramaserierne også er blevet populære i udlandet. Både de tyske, norske, svenske, briti-

ske og amerikanske familier har set de danske dramaer. Enten i original eller genindspillet version. Gunhild Agger tror på, at danskerne også i fremtiden kan fortsætte med at sætte sig til rette søndag aften med tv-puden: »DR har et virkelig godt hold, men der er også forskellige nye instruktører, som har fået lov til at gå i gang. Spørgsmålet er så, om de kan overtage. Men det regner jeg da med, de kan«, siger hun. Den spådom håber Jeppe Gram, at han kan være med til at leve op til: »Det virker, som om DR har været inde i en guldalder for dramaserier, og det, tror jeg på, fortsætter. Jeg satser i hvert fald på at være med,« siger Jeppe Gram. En tredje sæson af både Borgen og Forbrydelsen samt en miniserie om slaget ved Dybbøl bliver med sikkerhed sendt ud til de danske flimmerkasser i fremtiden.

SAMFUND

TEKST Marie Bladt Apitz IILLUSTRATION Niels Christian Buhl

Nikolaj og Julie

Sommer

2002-2003

Kaffen er brygget og hældt på kanden, sofapuden er rystet en ekstra gang, og småstøj er indstillet. Det er søndag aften klokken 20, og danskerne har sat sig til rette foran fjernsynene for at fornøje sig med søndagsdrama på DR1. Serierne har i næsten 15 år været samlingspunkt for familien Danmark og skabt debat i kantinerne. De har sat diskussioner i gang om, hvem der dræbte Nanna Birk Larsen, og om Nikolaj og Julie nogensinde finder sammen igen. De øde landeveje og fjernsynsflimmeret fra villavejenes stuer vidner om, at DR-drama har fat i danskerne. »Der er ikke ret mange andre, der kan gøre det, som DR kan. Det er faktisk kun landskampe og Kongehuset, der kan samle så mange seere,« fortæller professor ved Aalborg Universitet Gunhild Agger, der har skrevet doktordisputats om dansk tv-dramatik. Når manuskriptforfatterne hos DR sætter

sig til rette ved skrivebordet, er målet at skrive en historie, der rammer bredt. »Jeg synes, det er så unikt og fantastisk, at det er sådan et folkeligt samlingspunkt. Vi får lov til at lave historier om Danmark og danskerne til befolkningen. Det, synes jeg, inspirerer,« siger Jeppe Gram. Der er en af hovedforfatterne bag dramaserien Borgen. Dobbelte historier DR’s dramachef Ingolf Gabold er om nogen indbegrebet af DR-drama. Han har stået bag alle de populære serier, siden Fischer og la Cour fangede psykotiske mordere og drabsmænd på landsdækkende tv for første gang i 2001. »Ingolf har jo ligesom været bannerfører for serierne. Han har holdt fast i, at vi skal ramme noget vigtigt i samfundet,« fortæller Jeppe Gram.

Sammen med fiktionschef Nadia Kløvedal Reich har Ingolf Gabold udviklet den såkaldte ’dobbelte historie’ i serierne. De skal både indeholde et socialt og etisk lag, som lægger sig hen over genrer som krimi, drama og historiske fortællinger. »Det handler om at komme omkring familierelationer, kønnenes relation til hinanden, børneopdragelse, samspil mellem civilsamfund og resten af samfundet. Vi skal helt tæt på nogle af de dilemmaer, som det moderne menneske anno 2011 står i,« fortæller Nadia Kløvedal Reich. Medieforsker Gunhild Agger mener, at de to lag i DR’s dramaserier er en af grundene til, at danskerne gang på gang klistrer sig til skærmen. De giver danskerne mulighed for at identificere sig med serierne: »DR-drama har især været gode til at finde ud af, hvad der er oppe i tiden. De har faktisk

Nikolaj og Julie er en dansk romantisk dramaserie i 22 afsnit. Den blev sendt første gang fra 2002-2003. Nikolaj og Julie vandt en Emmy-pris for Bedste Internationale Dramaserie. I øvrigt er serien kendt for titelsangen af Tim Christensen, Right Next to the Right One.

Taxa

1997-1999 Taxa er 90‘ernes store tv-succes. Serien blev sendt første gang d. 14. september 1997, og løb over 5 sæsoner - i alt 56 afsnit. Den er skrevet af Stig Throrsboe med Rumle Hammerich som producer.

2008-2008

Sommer er et familiedrama skrevet af Jesper W. Nielsen og Karina Dam. Serien blev vist på DR1 fra 2008-2009 og er på 20 TV-afsnit. Desuden blev afsnit 21-30 efterfølgende indspillet 2004-2007 som radiodrama. Krøniken er en Emmy-nomineret dramaserie i 22 afsnit. Den er hovedsagligt skrevet af Stig Thorsboe og Hanna Lundblad. Serien blev vist fra 2004-2007 og slog på et tidspunkt seerrekord med 2.717.00 seere en enkelt søndag.

Krøniken

Forbrydelsen

Rejseholdet

2007-2009

2000-2003

Forbrydelsen er en krimi i 20 afsnit. Den er skrevet af Stig Thorsboe og nomineret til flere Emmy-priser - dog uden at vinde. Serien blev vist i 2007, og i efterfølgeren Forbrydelsen II blev vist i 2009. Seere kan se frem til den tredje og sidste forbrydelse i 2012.

Rejseholdet blev vist første gang på DR1 fra 2000-2003. Serien, som er i 30 afsnit, har Peter Thorsboe som hovedforfatter. Den blev den første danske tv-serie, der vandt en Emmy-pris, hvilket skete i kategorien Bedste Internationale Dramaserie.

Ørnen

2004-2006 Ørnen blev kaldt en krimi-odyssé og er fra 2004. Serien er udviklet og skrevet af Peter Thorsboe og Mai Brostrøm. Ørnen vandt en Emmy-pris for Bedste Ikke-amerikanske Dramaserie i 2005.

Borgen

2010-2013 Borgen er fortælller om livet på Christiansborg i en “fiktiv” verden. Serien er skrevet af Adam Prise, Jeppe Gram og Tobias Lindholm. Sæson 1 blev vist i 2010, mens sæson 2 ruller over skærmen lige nu. DR regner med, at tredje sæson er klar i 2013.

SAMFUND

den skrev Pigen i marken, efter han havde mødt sin nabo – en 75-årig old-school ungkarl, der får hjælp af en ukrainsk landbrugspraktikant til at drive sit landbrug. »Han har kun 30 tønder land – en énarmet mand / og han har ikke nogen frue / hun stak vist af midt under krigen / med et nazisvin fra Wien / og efterlod ham deres datter.«

En sangsmed fra

udkantsland

Sangskriver Mikael Ryberg Kristensen fra bandet Klondyke kalder udkantsdanmark kulturbananen og hylder originalerne på landet. TEKST & Foto Anders Dall

Børglum Kloster skyder op fra det ubeskyttede landskab, hvor hullede veje tegner grå mønstre, og hvor høstede majsmarker åbner horisonten. Enkelte majsplanter står stadig visne og rasler i vinden. Her ligger Klondyke Ranch. Et nedlagt landbrug i udkanten af Vendsyssel nær landsbyflækken Børglum. Hjemsted for sangsmed Mikael Ryberg Kristensen. Omkranset af åbne vidder og med langt til nærmeste nabo brygger han musik i sit hjemmebyggede studie. Her har han de sidste par år skrevet tekster om romeren Fabrizio, der er portør i Vrå, Anna fra Fristrup, der fik nok af mandestrip og traktortræk, og om surferparadiset Cold Hawaii ved Klitmøller. Det har resulteret i albummet Udkantsland – Sange fra skæve Danmark vol. 1, der handler

om skæbner fra et stykke udkantsland højt mod nord. »Da jeg skulle samle sangene til et album, kunne jeg se, at stort set alle sangene handlede om udkantsdanmark, og så kaldte jeg pladen for Udkantsland,« fortæller 47-årige Mikael Ryberg Kristensen og uddyber: »Jeg er måske blevet lidt provokeret af, at der er blevet skrevet en masse i pressen om den rådne banan. Det har altid været negative historier om, hvor dårligt det går, og med folk, der brokker sig over, at der er langt til et hospital, og at skolerne lukker.« På Udkantsland hylder Mikael Ryberg Kristensen med kunstnernavnet Mikael K originalerne i Danmarks afkroge. Han viser os en anderledes side af det udkantsdanmark, han selv er blevet en del af.

»Det er ikke noget politisk statement, jeg er ude i. Jeg laver bare et danmarksbillede af det her sted, hvor jeg befinder mig,« siger han.

Take-it-easy-territorium Mikael K er født og opvokset i Aalborg, men flyttede til København, hvor han i år 2000 grundlagde bandet Klondyke. Mikael K udgav fire plader, mens han boede på Vesterbro. For fire år siden skiftede musikeren det pulserende byliv ud med landlig idyl i Børglum, og et nyt Danmark tegnede sig for hans musikalske pen. »Det er jo som at have sit eget mini-Christiania her i stedet for at have snoldede 35 kvadratmeter inde på Vesterbro,« siger Mikael K. Han skulle ikke bruge lang tid i Børglum, før han fandt inspiration til nye sange. Sangsme-

Og Mikael K behøver ikke at køre langt for at finde inspiration til nye tekster om originalerne i det lyse nord. »I Stenum er der en krejlerfyr, som laver loppemarkeder, og han kom hen til mig med sit visitkort, hvor der stod Krejleren fra Stenum og sagde: ’Hey, kan du ikke skrive en sang om mig?’« Kulturbananen og hippe Klitmøller Mikael K har på Udkantsland lavet en hyldestsang til en nordjysk by, der har brudt med myten om et udkantsland i forfald. Klitmøller ved Thy surfer nemlig på en bølge af succes. Surferfolket har kastet deres kærlighed på den gamle fiskerby og døbt den Cold Hawaii. »Det er jo en solstrålehistorie fra den rådne banan. Her er der vækst, og de gamle fiskerhuse er blevet solgt til surferfolket, der kommer fra København, Belgien og alle mulige steder fra,« siger Mikael K, der skildrer Klitmøller, Cold Hawaii med ordene: »Nu bor der surferdudes og bølgepiger i hvert moderniseret fiskerhus / De kommer alle steder fra – fra København og Düsseldorf og osse Toulouse / Her er butikker, der kan gå så tag din dykker-våddragt på / Vi er i Klitmøller, Cold Hawaii.« Sangen griber netop fat i det udkantsdan-

mark, som Mikael K gerne vil oplyse om. I stedet for at tale om den rådne banan, bruger han et anderledes, positivt navn. Kulturbananen. Det er en forfatter på Mors, der har fundet på udtrykket, som Klondyke-frontmanden har taget til sig. »Her i Børglum har der lige været en kunstudstilling nede i forsamlingshuset, hvor vi selv spillede i sidste uge, og der ligger tre kunstgallerier nede i byen. Til gengæld kan man ikke købe en liter mælk dernede. Jeg synes, det er et perfekt udtryk,« siger Mikael K, der helt bevidst har valgt at turnere rundt i kulturbananen med sange som En romer fra Vrå, Pigen i marken og Hus på landet. »Det er noget, vi går efter. Vi prøver på at komme ud og finde alle de der musikforeninger, der ligger ude på landet. Folk vil jo også gå til foredrag og koncerter, selvom de bor i en lille landsby. Sådan nogle steder vil vi rigtig gerne hen at spille.« Død over hipsterkulturen »Han gik med sin abe på skulderen / og når nat faldt på var han folkets ven / med en megafon / og en Laika-hund / I et sølv-rumdragt af edderdun.« Det er ikke tilfældigt, at Mikael K skriver om karakterer som Sputnik, der går rundt med en abe på skulderen og sælger aviser. Det er originalerne, der fanger sangpoetens blik, lige meget hvor de bor. Men de er ifølge sangskriveren nemmere at spotte på landet end i storbyen København. »Det er fedt, at der er nogle forskelligheder. Jeg læste en artikel om en festival i København (Distortion, red.), hvor journalisten dømte hipsterkulturen død. Alle, der var til festivalen, så ens ud. Der var ingen, der stak ud. Der var ikke nogen, som lavede solohip-

piedans. De havde de samme skjorter på, de samme sko og samme frisure. Det bliver kedeligt, ik?« En ægte udkantsmand? Livet på landet langt fra bilos og hipsterskjorter har både byboere og landfolk taget til sig. DR har haft stor seersucces med serier som Bonderøven og Gintberg på kanten, som romantiserer livet på landet. Men hvorfor er udkantsdanmark pludselig blevet så interessant at høre om? »Der er jo en masse mennesker, der bor ude i yderområderne, som lever et ganske almindeligt liv, og det er måske bare det almindelige liv, som folk er interesseret i,« filosoferer sangpoeten, der romantiserer udkantsmanden i sangen Hus på landet: »Vi blev født i udkantsland / Jeg er en ægte udkantsmand / Og selvom de så lukker for det varme vand / Så skal der mere til, før vi smutter / Fra skæve udkantsland.« »Jeg er ikke nogen ægte udkantsmand, for jeg er jo ikke født og opvokset her. Men det er et billede på dem, der bor her. De elsker det her sted og kunne ikke tænke sig at bo andre steder, selvom skolerne lukker, og Sparkøbmanden inde i Børglum også er lukket.« På sin bakke hævet over høstede majsmarker og arbejdende landmænd kigger Børglum Kloster majestætisk ud over landskabet. Mikael K forklarer, at TV2 har optaget deres nye julekalender på klostret. Men indtil en eventuel turiststorm af børnefamilier valfarter til Børglum Kloster, kan Mikael Ryberg Kristensen i ro og mag brygge videre på flere sange om kulturbananens karakterstærke originaler.

SAMFUND

SAMFUND TANKE

02 - 03. dec. kl. 12.00

Hun gnider sig op ad mig. Mit sæde burde føles varmere, især ved tanken om, hvor mange der kigger. En lapdance på et offentligt sted. Men man kan nærmest mærke rynkerne i hendes overdimensionerede bagparti, mens det kærtegner mit højre lår. Det er kun få, der lægger mærke til dansen. De fleste har besvær med pænt at sikre deres egne skød. Op til ti lapdances i samme rum, mens vi fræser mod hovedstaden med over 100 kilometer i timen. Glem alt om importerede damer. Det her er dansk lapdance, når det er bedst. Manden smiler med hele kæben og viser sin tandløse undermund. Han kan godt se, jeg er på flugt. På flugt fra et kollektivt sammenbrud. Timingen var perfekt, uret på tavlen talte planmæssigt ned, mens temperaturen gjorde det samme og samtidig skabte den kendte følelse med let varme i kinder og pande og næsen, der løber. Uret talte ned: fra 20 ned til et minut fra redning. Det kom dog aldrig og reddede mig, og i stedet tog beskeden kvælertag på mig i mørket: »Toget er desværre aflyst«. Det her, det var dansk aflysning, når det var bedst. Nogle gange føles det bare, som om at man, når man køber et klippekort, i stedet investerer i et turpas til baggårdspenetrering fra den aflange – og tit røde – satan, vi kender. Og med nogle gange mener jeg faktisk tit. Ikke bare når man vandrer hvileløst rundt, og fredelige mennesker får mord i øj-

nene. Ikke bare når billetautomaten afviser ens dankort, og man ikke kan få æren af at bruge næsten en tiendedel af sin SU på et klippekort. De provokerer ligefrem. Borer sig ind, overdøver det eneste dulmende middel mod elendigheden, musik. Først var det tvkokken Henrik Boserup, der viste sig og fortalte lystigt om, hvilken mad jeg ikke gad at lave, og hvor skaldet jeg ikke gider at være. Så var der en venlig sjæl, der mutede ham, men nu orkestrerer de mere latterlighed ud af højttalerne. ’Til tiden’ eller ’On time’ for lige at minde os andre om, at de passer deres job. Det er lige så skønt, som når man hører sandwich-damen sige: ’Den smager rigtig godt’, eller når underviseren siger: ’Jeg er rigtig dygtig til at formidle’. Det er danskhed, når det er bedst. »Nej, vi tager desværre ikke imod Visa Electron,« siger damen, da hun kigger på mit dankort. Hun tager beslutsomt fat i sin tro følgesvend, den grå vogn, og går videre. Dermed bliver jeg snydt for muligheden for at købe det udsøgte danske måltid udkogt pølse med aflangt, halvblødt pap som en dårlig kopi af et brød. Og selvom det er befriende at få en ufrivillig lapdance, at falde i snak med en tandløs taxachauffør, at lære lidt om madlavning og at forbedre mine engelskkundskaber, så er det dansk med stort D. D for DSB og d for dårligt.

lør. 03. dec. kl. 21:00

tirs. 06. dec. kl. 20:00

Chill Out mod Julestress Flakhaven

Back In Black

tors. 08. dec. kl. 20:00

fre. 09. dec. kl. 21:00

Lucy Love

SAMFUND TANKE

lør. 17. dec. kl. 21:00

The Raveonettes

Led Zeppelin Jam

Postens New Year Battle lør. 07. jan. kl. 21:00

tirs 13. dec. kl. 20:00

Rasmus Nøhr Intimkoncert

TipToe BigBand søn. 04. december kl. 15:00

TemaTirsdag : Liva Weel

m. Ulla Henningsen tirs. 13. december kl. 19:30

Stevie Ray Vaughan

Tribute

Rammstein Jam vs Metallica Jam

26-27. dec. kl. 20:00

The Blues Brothers

Souvenir Show

EstherOrkester (NO) tors. 08. december kl. 20:00

Our Broken Garden tors. 15. december kl. 20:00

Ida Gard m/band

tors. 22. december kl. 21:00

Se hele programmet og køb dine billetter på POSTENLIVE.DK og DEXTER.DK

fre. 27. januar kl. 08:00

Magnus Pedersen er formand for Danske Studerendes Fællesråd. DSF er den nationale studenterorganisation, som Syddanske Studerende er medlem af. Magnus har en fast klumme i RUST om aktuelle studenterpolitiske temaer.

TANKE

Gamle misforståelser ruster ikke Regeringen har i skrivende stund fremlagt deres oplæg til finansloven. I den er der flere hundrede millioner kroners besparelser på kvaliteten af undervisning. Regeringen misforstår problemet, hvis de tror, de kan spare sig ud af krisen. Hvis vi skal sikre Danmark jobs i fremtiden, skal vores uddannelser blive bedre – ikke forringes.

I oktobernummeret af RUST skrev chefredaktørerne Mette og Maja om, hvordan studenterrepræsentanter blev inviteret til at deltage i et brandingprojekt af SDU. Ledelsen lyttede opmærksomt, men lavede alligevel netop den pjece, som de studerende havde advaret imod. Jeg har selv oplevet, at ledelsen på Københavns Universitet ikke tager samarbejdet med de studerende seriøst, og det samme har mange andre studerende gennem tiden. Vi studerende har vores hverdag på uddannelserne og ved, hvor skoen trykker, og vi vil gerne tage medansvar for at forbedre vores uddannelser. Derfor er det helt misforstået at ignorere studerendes bidrag til udviklingen af vores uddannelser. Men det virker, som om hver ny generation af studerende skal bekæmpe den misforståelse. Nogle misforståelser skal punkteres igen og igen Der er også andre misforståelser, som dukker op med jævne mellemrum. I denne krisetid popper en gammel misforståelse op som en paddehat efter regnvejr. Det er forståelsen af, at økonomiske kriser løses bedst med nedskæringer på blandt andet uddannelse. Og denne krise er ingen undtagelse – kommentatorer

og politikere står i kø for at sprede budskabet ’Når der er krise, skal vi spare.’ Det lyder så rigtigt, men problemet er, at det ikke passer. Nedskæringer på uddannelse har aldrig hjulpet samfundsøkonomien. Det er en kortsigtet besparelse, som bliver rigtig dyr i det lange løb. Det giver nemlig en kontant gevinst til samfundet, når en borger tager en lang videregående uddannelse. Gevinsten er 7,9 millioner kroner i gennemsnit ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Besparelser på uddannelse kommer derfor til at ramme hele samfundet på pengepungen. Storebæltsbroen er revnet – ring til Tyskland Det er ikke kun økonomisk uforsvarligt at forringe uddannelsessystemet. Det får også helt konkrete konsekvenser, når fremtidens professionelle bliver dårligere rustet til deres arbejde. Det rammer alle, hvis fremtidens læger ikke er topkvalificerede. Og ingen har lyst til at sende sit depressive barn i behandling hos en psykolog, der aldrig har været i praktik. Hvordan skal gymnasielærere hæve det faglige niveau, når de kun har fået 7 timers ugentlig undervisning på universitetet? Og hvem skal stå for store byggeprojekter a la Femernforbin-

delse og reparation af revnede broer, hvis danske ingeniører ikke er kompetente nok? Skal vi købe kompetencerne i udlandet? Misforståelsen om, at økonomiske kriser løses med nedskæringer på uddannelse, bliver tit gentaget, men det bliver den ikke mere sand af. I skrivende stund har regeringen fremlagt en finanslov, hvor den skærer 600 millioner kroner på universiteterne. Det kan ikke undgå at ramme vores uddannelsers kvalitet, slet ikke når over hundrede millioner kroner af dem går direkte til de penge, universiteterne får per studerende. Regeringen siger, at de vil investere i uddannelse – ikke forringe den. Derfor er det noget skuffende, at det lader til, at regeringen er hoppet med på den gamle misforståelse, at man skal spare på uddannelse, når der er krisetid. Det kan ikke betale sig for samfundet. Vi kommer til at miste jobs, hvis vi ikke er dygtige nok. Derfor håber jeg, at regeringen vil besinde sig her i juletiden og ikke lader sig rive med af krise-panik og misforståede myter, men derimod holder hovedet koldt og investerer i uddannelse. Det er ikke kortsigtede besparelser, der er brug for – de hjælper stadigvæk ikke en meter.