Rust magasinet november 2011 by RUST Magasinet

RUST - studentermagasinet for Syddansk universitet

INDHOLD REDAKTION 04

Leder

UNIVERSITET 06 Årsfesten Den traditionsrige årsfest på SDU bød igen i år på satinkjoler og besøg fra Dronningen

08 Rustogrammer 10

For begavet til universitetet Hvordan er det at være så højt begavet, at man falder uden for den gængse flok af universitetsstuderende?

Stikkontakterne kommer… på et tidspunkt Der er fortsat mangel på stikkontakter i undervisningslokalerne på SDU

’Hemmeligt’ udvalg kæmper for arbejdsmiljøet Et udvalg på universitetet sikrer hverdagsmiljøet på dit studie, så du kan få stik, stole og sikkerhed

SAMFUND 16

Kvinden, der ville være usynlig Den skrøbelige skuespiller Sonja Richter foretrækker de roller, hun sværest kan genkende sig selv i

Kampen om Studenterhuset Flere stemmer kæmper for at få en studentercafé til de studerende i Odense

Freden, der blev glemt Fred er det stærkeste krigsvåben, mener dansk fredsforsker

Den gyldne kombination For bandet Ivory&Gold hænger musik og uddannelse sammen

Frivillighed lever af lyst Læs, hvorfor Edina Alagic bruger tre timer om ugen på frivilligt arbejde

Janus jamrer ikke I Bagenkop på Lamgeland er fiskerne optimister – Janus Klem er én af dem

TANKE 36

Menneskeglobus Novelle: Doktor Dartos angriber menneskekroppen med skalpel og gør os klogere på de indre organer – på utraditionel vis

Kryds & Tværs Prøv lykken i vores Kryds & Tværs og vind en præmie

FANTASTISK FRITID! SPINNING

Vi har det bredeste udvalg af timer, og det bedste set-up af instruktører.

SQUASH

Den sundeste og sjoveste sport, du kan dyrke.

NYHED Vi har nu også Kettlebell Crossfit og Zumba.

FITNESS

Du finder alt, hvad du har brug for til cardio- og styrketræning.

HOLDTR ÆNING

Vi har alle typer hold – også et til dig - og naturligvis studierabat.

VI GLÆDER OS TIL AT SE DIG I DK’S HYGGELIGSTE CENTER LÆ S M E RE P Å W W W .S Q U A S H - FI TN E S S .D K Ejbygade 4 ∙ 5220 Odense ∙ Tlf 6612 7778 ∙ www.squash-fitness.dk

STUDIERABAT Oplev filmen på BYENS STØRSTE LÆRRED og få KR. 10,- i STUDIERABAT mandag - torsdag.

STU DI kr. ERABAT 1

0,-

GAVEKORT Glæd én du holder af. Køb gavekort til en god filmoplevelse på BIO-GAVEKORT.DK – og få det bragt lige til døren.

TANDLÆGE Har du “lommesmerter”...?

...vi gir’ bedøvelsen og røntgenbillederne gratis til studerende... ...mod forevisning af gyldigt studiekort.

CentrumTandlægerne www.centrumtandlaegerne.dk

Odense Banegård Center · biocity.dk · tlf. 70 13 12 11

Odense City Middelfart

• •

Grønnegade 16 Teglgårdsparken 100

• •

tlf.: 66 126 226 tlf.: 64 402 403

REDAKTION

Ikke pænere på papiret

Det klingede håndgribeligt og ambitiøst, da Syddansk Universitet i februar inviterede RUST til rundbordssnak om projektet De Studerende i Centrum. Som universitetets studentermagasin takkede vi naturligvis ja til at sende en repræsentant ligesom flere studenterorganisationer gjorde. Til bords fik vi universitetets ypperste ledelse. Engagementet var storstilet - og pengekassen pivåben. Visionen var at brande Syddansk Universitet og imødekomme de studerende på alle områder inden udgangen af 2015. Inden studenterrepræsentanterne begyndte at hoppe henrykt i stolen, slog de dog i bordet: »Lad initiativerne være hands-on, og lav for guds skyld ikke en pjece.« Ledelsen nikkede lyttende og garanterede, at projektet skulle emme af demokrati frem for bureaukrati. Hvad har vi alligevel fået? En pjece. På glittet papir. Og farverige klistermærket med klistrede logoer på Campustorvets gulv i Odense. Vi krævede ikke et højtravende brandingprojekt, men derimod jordnære tiltag. Og nej, ikke i betydningen klistermærker på gulvet. Men det var netop, hvad vi fik. Resultatet er, at ingen studerende hverken kender eller interesserer sig for projektet med dem selv som omdrejningspunkt. RUST synes, at det pinligt, at de mange, lange møder endnu ikke har udartet sig til mere. Ting tager tid, det er vi udmærket klar over. Hos De Studerende i Centrum er projektmedarbejder Julie Marie Preut frustreret over, at de studerende oplever indsatsen som topstyret. Men hvor svært kan det være at fange

de studerende? Tilsyneladende meget svært. Den aktuelle iver efter at dokumentere kvaliteten risikerer endda at ende i endnu en bureaukratisk spændetrøje i stedet for et sprudlende studentermiljø. Drop iveren efter at kunne vise procentvise forbedringer, drop debatter uden efterfølgende implementering af idéerne, og drop de floskelhøjspændte pjecer. Hvis Syddansk Universitet virkelig har ambitioner om at blive de studerendes fortrukne, foreslår RUST, at de sætter ind, hvor det kan mærkes. I dette nummer skriver vi for gud-ved-hvilken-gang om de manglende strømstik i auditorierne. I sidste nummer skrev vi om forældede og pulsløse forelæsninger. Forbedr den slags, og vi vil føle os som studerende i centrum. Men pas på med at få tiltrukket for mange studerende, før I har stole og cyklestativer nok. Start dog alligevel på kontoret. For en del af projektet De Studerende i Centrum er at flytte lidt rampelys fra forskningen til de studerende. Det kan undre, når rektor Jens Oddershede i sidste udgave af RUST fastslår, at det primære fokus fortsat skal være på forskning. RUST opfordrer til, at man sidestiller uddannelse og forskning ved at starte med at optimere de studerendes dagligdag. Fortsætter projektet på samme måde, forsvinder effekten i universitetets dagligdagstrummerum af konfidensintervaller, kantinekøer og cykelmikado.

Mette Serup Ansv. chefredaktør

Maja Mazor Chefredaktør

Jasmina Blichert Redaktør

Anders Dall Redaktør

Niels Christian Buhl Redaktør Mette Serup

Maja Mazor

Emma Bech Redaktør

Faste skribenter: Anne Lundbye, Grith Larsen. Fast fotograf: Marco Bjørslev Jensen Forsidefoto Marco Bjørslev Jensen

Udgiver Serviceområdet

Kontakt rust@sdu.dk

Layout Monica Brix / www.monicabrix.com

Oplag 2.500, 8 gange årligt

Web www.sdu.dk/rust

Annonceansvarlig Amin Baram, rustannonce@sdu.dk

Tryk one2one

Adresse RUST, Campusvej 55, 5230 Odense M

Distribution Alle afdelinger af SDU

ISSN 1604-5238

4. - 5. nov. kl. 20.00

Odense Internationale Bluesdage 2011

Popa Chubby(US) + Dana Fuchs(US) + Ronnie Baker Brookes + Rob Tognoni(AU) + Ruthie Foster(US) + Lloyd Jones & Shaky Ground(US/DK) (US)

30. nov. kl. 20.00

Nicolai Munch Sextet 1. dec. kl. 20.00

Mads Langer

10. nov. kl. 20.00

2. dec. kl. 21.00

Le Freak

Sort Sol Annisette

Back In Black

Aqua

Lucy Love

19. nov. kl. 21.00

24. nov. kl. 21.00

25. nov. kl. 21.00

3. dec. kl. 21.00

8. dec. kl. 20.00

Wrong Side Of Vegas

2. nov. kl. 20.00

3. nov. kl. 20.00

KunTakt feat. Mc Einar

5. nov. kl. 21.00

Zididada

9. nov. kl. 18.00

Musikalske Poeters Klub

10. nov. kl. 20.00

Elixir

12. nov. kl. 10.00

9. dec. kl. 21.00

The Raveonettes

13. nov. kl. 20.00

Songwriters Circle

(US)

Dicte & Claus Hempler

universitet

Nov. 5

Baskery(SE)

15. nov. kl. 20.00

PublicJazzService vol. XIII

16. nov. kl. 20.00

Mathilde Falch Band

17. nov. kl. 20.00

24. nov. kl. 20.00

Baltic Crossing 26. nov. kl. 21.00

Sarah West 1. dec. kl. 20.00

Instinkt 3. dec. kl. 10.00

D-O-K

Bent Fabricius-Bjerre

Marie Key

Our Broken Garden

18. nov. kl. 21.00

22. nov. kl. 20.00

Julie Maria Solo

15. dec. kl. 20.00

Hver mandag

Jam

Se hele programmet og køb dine billetter på postenlive.dk Se ses til nye rytmer på Posten, Østre Stationsvej 35, 5000 Odense C

universitet

Satinkjoler, brylcreme og et ton kød Årsfesten på SDU var vanen tro en hyldest til traditionerne. Uden undtagelse. Royalt besøg, feststemte borde langs Gydehutten, hudfarvede nylonstrømper og godt med sovs og kartofler. TEKST Mette Serup FOTO Niels Christian Buhl



Kantinen havde knoklet i to dage for at tilberede madmængder så store som et halvt ton oksekød, et halvt ton kyllingekød, 600 kilo kartofler, 300 liter sovs, 20 liter dressing, 45 kilo perlebyg og 6000 boller til de 2250 spisende gæster. Efter maden ankom endnu 2000 gæster klar til at svinge træbenet. Derfor var der bag baren stablet op med 3500 liter fadøl i fustager. Foruden rødvin, hvidvin, sprut og cider.

Årsfesten er den 28. af sin slags. Derfor svirrer nostalgiske rygter naturligvis også. Et af dem lyder, at politiet en gang panikkede, fordi Dronning Ingrid ikke var ankommet til årsfesten som aftalt. Men den blomsterglade dronning var bare kørt et smut forbi et fynsk gartneri på vejen til Odense. En anden går på, at universitetet tidligere skulle rømmes, når musikken blev slukket og lyset tændt. Derfor gik natvægterne fra lokale til lokale. Og her var det ikke sjældent, at de fandt unge mennesker. Uden så meget tøj på.



Det officielle program begyndte klokken 16.00 med tale fra rektor Jens Oddershede, prisoverrækkelser og besøg fra dronningen. Et par timer efter ankom de festklædte studerende og ansatte til årets festivas. Inden entréen blev der dog stillet op til fællesfoto, drukket ud af de medbragte Albani-dåseøl, kindkysset og komplimenteret. På Gydehutten udspillede der sig et gigantisk tetrisspil med opdækkede borde på alt ledig gulvplads.



universitet

RUSTOGRAMMER TEKST Mette Serup og Maja Mazor FOTO Stockxchng

Tramp gratis til skole Det er slut med bedstemorcykler og rustne lig for studerende med lommesmerter. Firmaet Studiecykel udlåner sponsorerede cykler til studerende på landets universiteter. Cyklerne har reklamer på baghjulet, der fungerer som en slags reklamesøjle for de sponsorer, der har købt pladsen. Efter at de danske studerende har trådt i pedalerne i fire år, bliver cyklerne sendt til Afrika. Indtil videre cykler studerende rundt som reklamesøjler i København, Århus og Odense. For at blive en af de heldige cyklister med en Studiecykel, skal du sende en ansøgning. Herefter vælger gruppen af sponsorer, hvilke studerende de helst vil trille rundt bagpå. Inviter dine venner på Facebook-frikadeller Byd studiegruppen på medisterpølser i fad, tunforret eller makrel på toast. Opskrifterne og mulighederne er mange med facebooksiden ’Billig mad til fattige studerende’, hvor studerende gratis kan udveksle tips til billig middagsmad, restaurantbesøg og supermarkedstilbud. Siden har over 20.000 ’likes’, så der bør også være et par stykker til at råde dig

om brun sovs og grønlangkål, hvis din mor ikke svarer på dit alarmopkald. Paragraffer og sprøjter koster dyrt September måned byder ikke kun et nyt semester velkommen. Måneden betyder også, at mange SU-kroner bliver sendt direkte ned i studenterboghandlens varme lommer. Men du har intet at brokke dig over, hvis du ikke læser jura eller medicin. En ny opgørelse fra Universitets- og Bygningsstyrelsen viser nemlig, at det er jura- og medicinstuderende, der bruger flest penge på bøger. I gennemsnit bruger en medicinstuderende 2000-2800 kroner på bøger per semester. De ingeniørstuderende slipper billigst med mellem 1400 og 1800 kroner per semester. Gratis dukkert Isglatte veje, bidende frost og dyre medlemskontingenter til fitnesscentrene er ingen undskyldning for at dovne formen i årets koldere måneder. Hvis du studerer på Syddansk Universitet i Odense, kan du hente et gratis svømmekort i Studenterbutikken, som ligger på

Slenten. Kortet gælder til universitetets svømmehal i Odense. Du skal dog være opmærksom på, at det kun er gratis at crawle baner på bestemte tidspunkter. Hvis du ønsker nærmere information, kan du henvende dig i Studenterbutikken. Her kan du også få udleveret en kalender, så du kan se, hvornår du kan tage gratis svømmetag. SDU-surf med lynhastighed SDU skifter til et nyt trådløst netværk med navnet EDUroam. Fremover skal du ikke have en browser åben for at komme på nettet, og du kan surfe med en hastighed på op til 300 Mb/s. EDUroam kan både bruges på læreanstalter i ind- og udland. Alt det kræver dog, at du opsætter din computer korrekt. Det kan du gøre på hjemmesiden http://wifi.sdu.dk/. Husk, at du under brugernavnet skal skrive din fulde SDU-email-adresse. Oplever du problemer, er du velkommen til at kontakte Servicedesken på dit campus eller skrive til servicedesk@sdu.dk. Når du er kommet på det nye trådløse netværk, kan du få adgang til over 40 trådløse printere. Find den nærmeste printer på http://print.sdu.dk/.

Til unge under 26 책r og studerende med gyldigt studiekort Se alle koncerter p책 odensesymfoni.dk

Billettelefon 63121314

universitet

Hun sidder i auditorierne, går rundt på gangene og ligner en ganske almindelig universitetsstuderende. Men der er en faktor, som adskiller hende fra flokken. Tabitha Anhøjs IQ er langt højere end gennemsnittets. Og det har sine udfordringer. TEKST Jasmina Blichert ILLUSTRATION Niels Christian Buhl

Sidemanden rækker hånden op og spørger om præcis det samme, som forelæseren lige har brugt ti minutter på at forklare. De fleste i auditoriet lytter intenst og interesseret med på svaret. Men bagerst i lokalet, øverst oppe sidder Tabitha Anhøj og kender svaret på det – og meget andet. Hun er en af de studerende, hvis intelligens ligger på et langt højere niveau end den gængse medstuderendes. Og det er ikke altid let. Langt fra. »Jeg tænker bare, hvorfor skal undervisningen gå så langsomt?,« forklarer 30-årige Tabitha Anhøj, der er i gang med kandidaten i jura på Syddansk Universitet. Hver dag kæmper hun med at takle både koncentrationsbesvær, stress og det faktum, at hun ikke passer ind i studiemiljøet, fordi hendes hjerneaktivitet er så høj: »Jeg har ikke defineret for mig selv, hvad det er, der er så svært ved at studere på universitetet, men det er i hvert fald bare helt vildt frustrerende,« siger Tabitha Anhøj og fortsætter: »Det sociale med de andre studerende er svært, undervisningen går for langsomt, man kan ikke forholde sig til pensum, og så skal man sidde og vente på, at de andre skal forstå eller stille et

eller andet spørgsmål, som er mega kedeligt.« Når universitetet skuffer Tina Refning driver konsulentfirmaet Matriarq, der hjælper højt begavede personer med at få styr på de mange tanker. Efter et væld af skuffelser i teenageårene har mange af dem sat deres lid til universitetet som Danmarks højeste læreanstalt: »Nogle tror, at universitetet skal være en form for redning, og så bliver det bare endnu en skuffelse. Så var læreren dum, bøgerne irriterende, og så var der ikke styr på noget oppe fra sekretariatet. Det er en fastlåst tankegang, og mange af dem kan ikke lide at spørge om hjælp, så de går og gemmer sig i stedet for at få noget hjælp.« Derfor har hun nu taget initiativ til at starte en uddannelsesvejledning for højt begavede universitetsstuderende. Her kan de få hjælp til, hvordan de kan indgå i universitetsmiljøet. »Jeg vil gerne se, hvordan reaktionen på det er, for det er ikke så typisk i Danmark, at man tillader sig at sige: du må gerne henvende dig, hvis du har problemer med din høje begavelse. Så skal man bare tie stille og være ih-så-å-så

glad, fordi man er så kvik,« fortæller Tina Refning. Fra fri luft til faglitteratur De første fire år af universitetet husker Tabitha Anhøj som et rent helvede med lave karakterer og pjæk fra timerne. Al tid og opmærksomhed brugte hun på sine sportsgrene, mountainbike og kajakpolo, som hun dyrkede på eliteplan, i stedet for læsning. »Jeg kunne slet ikke finde ud af at studere, for det havde jeg aldrig lært. Det lyder åndssvagt, og jeg har jo gået ti år i folkeskole, men jeg har aldrig lavet lektier. Aldrig nogensinde,« forklarer Tabitha Anhøj og tænker længe, hvorefter hun fortsætter: »Jeg vidste godt, at jeg var højt begavet, og jeg blev irriteret over, at jeg aldrig havde fået det bevist på universitetet. Jeg kunne simpelthen ikke koncentrere mig om at læse. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle gøre. Jeg tænkte, hvad sker der? Jeg ser jo ud, som om jeg er helt vildt dum, og det var jeg rigtig træt af,« fortæller Tabitha Anhøj. En ulykke på cyklen endte med at vende op og ned på den studerendes tilværelse. Hun blev tvunget til at ligge i sengen, og uden interesse

for hverken fjernsyn eller skønlitteratur blev de lyse timer for første gang i løbet af hele uddannelsen brugt på faglitteraturen. »Da jeg først kom i gang med pensum, kunne jeg slet ikke stoppe. Så jeg fik læst alt for meget, som var ud over pensum og bombarderede lærerne med spørgsmål og mails, fordi jeg var nødt til at få svar på alt muligt,« fortæller Tabitha Anhøj. Du har fået 12, ti nu stille Den første eksamen efter et år på langs med faglitteraturen blev en anderledes oplevelse for Tabitha Anhøj. Hun plaprede løs om teorier og paragraffer langt ud over pensum, så hun til sidst blev bedt om at holde mund af en grinende lærer. Tabitha Anhøj husker selv dagen som skælsættende: »Det var en milepæl for mig, for endelig fik jeg bevist over for mig selv, at jeg ikke var dum. For inden ulykken begyndte jeg da at tænke, at jeg var dum, fordi jeg ikke kunne finde ud af at læse. Men det var jeg ikke.« Selvom den højtbegavede studerende i dag bruger al sin tid på at læse, møder hun stadig store faglige udfordringer på universitetet: »Jeg har problemer med det skriftlige. Jeg kan ikke finde ud af at skrive en opgave.« Og netop denne mangel på studieteknik er ifølge Tina Refning et af hovedproblemerne for de højt begavede: »De har ikke nogen notatteknik, fordi det har de aldrig lært. Mange højtbegavede læser og læser og satser på, at de kan huske alt, men det kan de bare ikke altid.« Tankerne flyver Frustrationen over snøvlende undervisere og en overpædagogisk gennemgang af pensum er en daglig udfordring for Tabitha Anhøj. Hun har et stort temperament, og det spænder ofte ben for hende: »Når underviseren begynder at gentage noget, som jeg synes, vi burde vide, så gider jeg ikke høre efter. Så begynder jeg at sidde og læse det næste emne på nettet. Så jeg er helt sikker på, at jeg kan svare på det næste, han kommer til. Men så hører jeg måske ikke lige det spørgsmål, han stiller, og det er ikke så smart. Det er jo dumt,« reflekterer Tabitha Anhøj. Hun oplever også tit, at tankerne flyver i timerne, fordi hun føler sig tvunget til at analysere alle i lokalet. »Jeg kan ikke bare sætte mig ind i et rum og så ’være til’. Jeg sætter mig i et hjørne af lokalet, og så laver jeg lige en skitse over, hvor de an-

dre er henne i deres følelsesmæssige liv, hvem de snakker med, og hvad tøj de går i. Jeg tror, det handler om kontrol. Jeg kan ikke lade være, og det koster en hel masse energi, og så sker det ofte, at jeg igen ikke hører efter,« forklarer Tabitha Anhøj. Selvom det kan være frustrerende at sidde til forelæsninger uden fornemmelsen af at lære noget, kunne hun dog ikke finde på at udeblive helt: »Jeg er mentalt til stede i cirka halvdelen af tiden i øjeblikket. I den anden halvdel sidder jeg selv og nørder videre. Men jeg vil meget gerne møde op til alle undervisningsgange, for jeg er utrolig usikker på at lære metoden selv. Og gå til eksamen. Det er meget vigtigt for mig at vide, at jeg ikke går glip af noget.« Pensum er ikke nok Mange studerende med en højtravende IQ opgiver ifølge Tina Refning at søge hjælp, fordi de ikke vil tales ned til. »De højt begavede har et kæmpe potentiale, men de mangler nogle kompetencer. De vil ikke behandles, som om de ikke selv kan tænke. Det kan de godt. Men de mangler at lære at lære,« siger Tina Refning og fortsætter: »Det er et rigtig popbegreb, men det er det, de mangler. Specielt metodelæring. For eksempel når de skal lave en opgave, så kan de ikke bare sætte sig ned og følge den metode, der står

»Jeg ville aldrig turde at gå til eksamen, hvis jeg kun havde læst pensum. For jeg skal vide alting« i den gode opgave. Så opfinder de deres egen metode, ellers så er det hele meningsløst.« Selvom Tabitha Anhøj nu har fundet læselysten, ved hun, at hendes helt specielle studieteknik ofte gør det sværere for hende at studere end for andre studerende: »Jeg tror stadig ikke, jeg studerer på den bedste måde. For jeg skal vide alt, hvad der er at vide om det pågældende fag. Og så læser jeg hele tiden, for så ved jeg jo alt, og så kan jeg gå til eksamen. Så er det bare med at huske det.«

Den indstilling til læsestoffet og pensum får Tabitha Anhøj til hver dag at læse uanede mængder af læsestof ud over pensum. Og når hun først er i gang, så er der intet, der kan stoppe den jurastuderende. Og det har sine konsekvenser, når både sætningernes mening og hele samfundshistorien i hvert fag skal forstås. Men det er et helt bevidst valg: »Jeg tænker, at når man først har lært det på den måde, jeg lærer det på, ved at se hele sammenhængen i samfundet og på jorden, så giver det jo en helt anden forståelse, og så har man nok heller ikke brug for de samme notater, fordi det bliver en del af én,« forklarer Tabitha Anhøj og konstaterer: »Jeg ville aldrig turde at gå til eksamen, hvis jeg kun havde læst pensum. For jeg skal vide alting.« De isolerede i samfundet Tina Refning synes, det er et stort samfundsproblem, at udfordringerne hos de højt begavede studerende ikke bliver diskuteret. Gruppen af højt begavede studerende bliver ofte enten helt overset i Danmark eller stemplet som asociale og negative: »Det er bare ikke så normalt at snakke om det i Danmark. Jeg synes, det burde være ligesom, hvis man var meget høj eller meget lav, så må man tage højde for det. For det er i den grad noget, man er født med.« Mange højt begavede studerende er vant til at sætte sig ved de ledige borde, gå til kantinen alene og er så fastlåste i tankegangen om at være den eneste i deres situation. Den tanke kan de ikke slippe, selvom de når universitetsalderen, mener Tina Refning: »Så holder de sig for sig selv, selvom de faktisk kunne have fået en god oplevelse ud af universitetet. Men nu er mønstret kørt fast med at gå og isolere sig og være nødt til at holde fast i nogle bestemte verdensopfattelser, som mest af alt udspringer af dårlig selvforståelse. Det er en ond spiral,« siger Tina Refning. Tabitha Anhøj nikker genkendende til det studieliv, hvor teorier og paragraffer er de nærmeste studiekammerater. Hun fastholder dog, at hun selv har valgt festerne og caféturene med de medstuderende fra: »Jeg synes bare ikke, jeg har så meget til fælles med mine studiekammerater. Og jeg synes, det er spild af tid at gå til fester og drikke sig fuld. Jeg vil hellere sidde og læse i min bog. Jeg er ikke særlig social. Og så er man jo udenfor. Man er den der mærkelige en, der ikke snakker med nogen,« siger Tabitha Anhøj, der ofte må

universitet

12 lægge bånd på sig selv i timerne for ikke at støde sine medstuderende. »Til undervisningen er jeg nødt til at lade være med at svare på alle spørgsmål eller stille for mange udvidende spørgsmål, fordi jeg ikke vil have, at de andre bliver trætte af mig. Jeg prøver at virke lidt ydmyg, det sker der jo ikke noget ved. Mange gange er det bare en meget nemmere rolle at være i, at man er lidt underdog i stedet for. Og det er et meget bevidst valg det meste af tiden,« siger Tabitha Anhøj. Derfor fortæller hun også sjældent om sin særlige begavelse: »Mange bliver helt nervøse og tør slet ikke sige noget, hvis jeg siger det. Eller også får man smidt en ’hva’ så, kloge, det kan du svare på’ igen i hovedet.«

»Jeg vil hellere have, at folk kan lide mig, end at jeg kommer helhjertet ud med, hvem jeg er« Tabitha Anhøj har derfor udviklet forskellige måder at fremstå på, så hun ikke falder helt uden for mængden: »Nogle gange spiller jeg dummere, end jeg er. For så er det lettest at indgå i samfundet. Men det har jeg det da slet ikke godt med.« »Jeg er ikke arrogant« Det at forandre sig selv og gå på kompromis for at passe ind i en ‘verden’ og et studiemiljø er nærmest blevet en naturlig del af Tabitha Anhøjs hverdag: »Jeg har fået nok slag over næsen, fordi jeg har givet udtryk for, at jeg er højt begavet, og så synes andre, jeg er arrogant. Derfor har jeg bare fundet ud af på et tidspunkt i livet, at jeg hellere vil have, at folk kan lide mig, end at jeg kommer helhjertet ud med, hvem jeg er. For det kommer der et bedre resultat ud af. Det trives

jeg mere med, selvom jeg er gået på kompromis. I stedet for andre bare synes, man er irriterende at være sammen med.« Den kandidatstuderende bliver ofte opfattet som arrogant, fordi hun bliver lettere irriteret end andre. Derfor prøver hun at skjule, når hun krummer tæer under pulten: »Mine medstuderende siger mig ingenting. Jeg prøver virkelig at være sød. Men de siger mig ikke noget. Jeg kan ikke sætte mig ind i det, de snakker om i pauserne. Jeg kan godt sætte mig og lytte til andre og få noget ud af dem på andre måder, men jeg synes ikke, det er særligt revolutionerende, hvis ikke der er et formål med samtalen,« fortæller Tabitha Anhøj. Den eneste løsning på hendes hyperaktive udbrud er at sætte hjernen på prøve: »Jeg er nødt til at lære noget hele tiden, og der er nødt til at være et mål med alt, hvad jeg foretager mig. Jeg kan ikke spilde tiden. Hvis ikke jeg har lært noget på en dag, så kan jeg slet ikke sove.« Frustrationerne over meningsløse samtaler møder Tabitha Anhøj hver dag. Hun skal modsat andre kæmpe med at indgå i ‘almindelige’ samtaler, fordi hun ikke har tålmodighed til at lytte på folk: »I de fleste af mine samtaler, når jeg er ude blandt ’almindelige’ mennesker, har jeg regnet ud, hvad hele samtalen går ud på, for jeg har analyseret alt, hvad der foregår. Forestil dig, at du vidste, hvad folk ville sige de næste tyve minutter. Hvad er der så overhovedet spændende ved at stå der. Det gider man da ikke. Det gider jeg i hvert fald ikke bruge min tid på.« Stimulans til tankerne og god støtte har Tabitha Anhøj nu fundet i en læsegruppe med en adjunkt fra Instituttet på SDU. Her diskuterer hun og makkeren uendelighedsemnet retsfilosofi. »Uendelighedstemaer fænger mig. Der er ingen grænser for, hvad viden man kan få, når først man begynder. Man kan blive ved. Det i sig selv er det fedeste,« fortæller Tabitha Anhøj. Anerkend problemet De højt begavedes største udfordring og derfor det vigtigste at få diskuteret er ifølge Tina Refning koncentrationsbesvær, manglende arbejdsdisciplin og problemer med det sociale. For den slags rammer både de studerende i og uden for auditoriet.

»De har ikke fået indarbejdet den basale rutine i de år, hvor deres medstuderende helt naturligt har måttet indarbejde nogle rutiner i studiemiljøet,« forklarer Tina Refning og fortsætter: »Man skal acceptere, at man måske er femten år bagud i forhold til nogle af sine holdkammerater på det metode- og arbejdsmæssige område. Så kan det godt være, man er foran på det intelligensmæssige område, men bagud på det arbejdsmæssige. Så man kan også lære af sine medstuderende.« En anden løsning for typen af studerende er at finde studiekammerater med samme intelligensniveau som dem selv. Derfor opfordrer Tina Refning til åbent at søge en makker: »De skal finde en eller flere, der kan hjælpe dem med at holde lidt fast,« forklarer hun. Det allervigtigste er dog, at den højt begavede studerende selv anerkender, at han eller hun er anderledes end sidemanden. Det er Tabitha Anhøj helt enig i. Hun mener, det er vigtigt at snakke om problemerne med nogen, der kan se ens potentiale, uanset hvad: »Det nytter ikke noget at sige det til nogle, der ikke forstår en, for det bliver ikke godt. Så bliver man i stedet en indadvendt sær snegl. For mig var det bare nødvendigt at finde nogen, som kunne se mit potentiale, selvom det ikke gik godt på universitetet. Det er det, der er det

»Jeg har fået nok slag over næsen, fordi jeg har givet udtryk for, at jeg er højt begavet« vigtigste. For så skal man nok finde den metode, der passer til en, så man selv kommer til at trives. Det er jo det, det handler om. At man skal have et godt liv,« siger Tabitha Anhøj. Når Tabitha Anhøj i dag møder op i auditoriet er det ikke længere et mareridt, Studielivet indeholder dog fortsat utallige udfordringer – selv for en højt begavet hjerne. »Der er stadig mange frustrationer, men dem bærer jeg lidt mere over med, når jeg nu ved, hvem jeg er i forhold til universitetet. Jeg har fået det til at lykkes på det vigtigste område – at lære noget nyt stof.«

Odense

Rasmus Seebach 4. november kl. 20.00 Odense Koncerthus

Fynsmesterskaberne i Ludo 8. november kl. 17.00 Odense Studenterhus (Kulturmaskinen) Tilmelding nødvendig Treefight For Sunlight 11. november kl. 21.00 Posten

Morgenrock med Dicte og Claus Hempler 12. november kl. 10.00 Dexter

Esbjerg

L.O.C 11. november kl. 21.00 Tobakken Carsten Bang 19. november kl. 20.00 Musikhuset Esbjerg

Kurt Ravn – årets julekoncert 27. november kl. 16.00 Sædden Kirke

Kolding

Foredrag med Michael Kvium 2. november kl. 14.30-16.15 Trapholt

Baskery 11. november kl. 21.00 Godset Lucy Love 5. november kl. 21.00 Pitstop

Slagelse

The Visitors 1. november kl. 19.30 Vestsjællands Teaterkreds

Nostaligiaften 5. november 2011 kl. 21.00 Badeanstalten Xander 11. november kl. 21.00 Badeanstalten

Sønderborg

Foredrag om Buddhisme 1. november kl. 19.30 Sønderborghus Per Vers 3. november kl. 21.00 Sønderborghus

Sushi-kursus 5. november kl. 10.00 Dybbøl-skolen Arrangeret af LOF Alssund

universitet

TEKST Mia Laursen ILLUSTRATION Niels Christian Buhl

Strøm forude: Der er forbedringer af opladningsmulighederne på vej. Ingen ved dog, hvornår der vil være stikkontakter nok i undervisningslokalerne. I mellemtiden kan de studerende investere i en iPad, der bør kunne holde strøm til en hel forelæsning, foreslår SDU.

I 2009 bragte RUST en artikel om manglende stikkontakter på Syddansk Universitet. Dengang var der hverken løsninger eller penge til at forbedre forholdene for de studerende. Her to år senere er der sket forbedringer i form af kabelstandere, kabelbakker og stikkontakter under bordene, men der mangler stadig en permanent løsning. Derfor er der ved at blive nedsat et udvalg bestående af studerende, servicechefen og medarbejdere fra bygningsområdet. Sammen skal arbejdsgruppen prøve at finde en løsning, der kan forbedre stikkontaktforholdene. De studerende må imens væbne sig med tålmodighed, for der er stadig auditorier med dårlige opladningsmuligheder. Det tvinger de studerende til at slå internettet fra og sænke lysstyrken på skærmen for at spare strøm. I værste fald bliver de nødt til at tage noter i hånden, når computeren løber tør for strøm. Køb en iPad Bygningsområdet erkender, at de manglende stikkontakter er et problem. De er dog i fuld gang med at finde den løsning, der skal sikre strøm til alle. Spørgsmålet er bare, hvornår problemet bliver løst. I artiklen fra 2009 sagde SDU’s bygningschef Søren Hesseldahl, at løs-

ningen er computerne, der kan holde strøm i 8-10 timer. En udtalelse, som han stadig holder fast i. Problemet er bare, at den dag ikke er kommet endnu. Selv mener Søren Hesseldahl ikke, at det varer længe, før computerne er i stand til at holde strøm i så lang tid. Han nævner iPad som et eksempel på en god studietablet, fordi den kan holde til strøm i 10 timer. Formanden for Syddanske Studerende, Nikolaj Ellekjær, er dog ikke helt tilfreds med Sørens Hesseldahls kommentar: »Det er jo ikke muligt for de studerende at gå ud og købe en iPad, når de samtidig skal købe bøger. Og Apples produkter fås ikke ligefrem til studentervenlige priser.« 150.000 kroner Bygningsområdet har siden 2009 sat fokus på problemet. Der er blevet brugt cirka 150.000 kroner til forbedringer af opladningsmulighederne de seneste tre år. »Her på det sidste har vi givet den en ekstra skrue. Vi iler af sted for at få løst problemet,« siger Søren Hesseldahl. Medarbejderne i bygningsområdet er nu i gang med at lave kabelbakker på væggene, hvor der kan trækkes strøm fra, og der vil snart komme stikkontakter under bordene i 12-13

lokaler. Tidligere har der været ønske om kabelstandere, men problemet har været, at ledninger har ligget på gulvet til gene for alle i lokalet. Løsningen er på vej Det har været sin sag at indføre flere stik. Kravene om hvor og hvordan er kommet fra alle universitetets fløje. Flere undervisere har for eksempel udtrykt ønske om fleksible lokaler og flytbare borde. Og det er bare et af de hensyn, den nye arbejdsgruppe skal have in mente, mens de forhandler om elektricitet og opladere. Hvornår arbejdsgruppen vil komme med den idé, der skal sikre flere stikkontakter, er stadig et godt spørgsmål. »Ligesom med alt andet offentligt tager sådan noget bare lang tid,« siger Nikolaj Ellekjær. Men indtil løsningen bliver fundet, kan de studerende følge Søren Hesseldahls råd fra 2009, hvor han opfordrede alle til at møde op med opladt computer. Hvis der er lokaler med problemer, kan de studerende dog melde det til deres fakultets- eller institutsekretær, så problemet måske kan blive løst.

’Hemmeligt’ udvalg:

kæmper for arbejdsmiljøet Kan du aldrig finde en ledig stol i auditorierne, eller er du blevet kørt ned af et løbehjul på universitetets lange gange og kommet til skade? Så fat mod. Der findes nemlig en flok mennesker, der kun venter på at få lov til at hjælpe dig. TEKST Julie Rebecca S. Lybæk-Hansen

STUDIEMILJØ. Man kan ikke lige se det, når man ikke lige ved det. Men på et snævert kontor et sted mellem Kantine 2 og Stenten på Odense Campus står døren til fremtiden åben. I hvert fald fra klokken 10 til 12 mandag, tirsdag, onsdag og torsdag. Her – i Syddanske Studerendes kontor – holder organet med det herskabelige fornavn Hovedarbejdsmiljøudvalget nemlig til. Det er sat på Jorden, eller i hvert fald på universitetet, for at gøre alting lidt lækrere og lidt sikrere for alle studerende, der har en hverdag her. Noget så simpelt som ikke at skulle stå op under forelæsningerne er en af de arbejdsmiljøsager, der lander på udvalgets disk. »Som studerende har du krav på et bord og en stol,« pointerer Nikolaj Ellekjær, der er en af de to studerende med en fast plads i udvalget. Han er desuden formand for Syddanske Studerende. »Det nytter ikke noget, at de har et lokale til 50 personer og propper 80 personer ind,« konstaterer han. Ud over at det næppe er rart at tage de sommetider langsommelige undervisningstimer stående, er brandmyndighederne heller ikke glade for de overfyldte lokaler. »Det er brandulovligt,« bemærker Nikolaj Ellekjær og uddyber: »men det gør vi noget ved lige nu.« En lavpraktisk underverden Før Nikolaj Ellekjær blev valgt ind i Hovedarbejdsmiljøudvalget, anede han ikke, at det overhovedet eksisterede. »Det er lidt en skjult verden,« indrømmer han. »Men det er en skam, for det er vigtigt, at de studerende ved, at de reelt har mulighed for at forbedre vilkårene herude,« understreger han.

Er man seriøs i sin henvendelse, skal man nok blive taget seriøst. Og det hvad enten det drejer sig om cykel-mikado foran universitet, der gør al færdsel ved hovedindgangen i Odense til et ufrivilligt hækkeløb hen til bussen, eller om det er strømforsyningerne i auditorierne, den er gal med. »Der har været sager med ansatte og studentermedhjælpere, der er kommet til skade på deres løbehjul, når de kører hurtigt op ad Gydehutten, så der kommer rigeligt ind til os, og vi har masser at tage os til i udvalget,« fortæller Nikolaj Ellekjær. Alligevel er han ikke et sekund i tvivl om, at de studerende kunne blive endnu bedre til at udnytte organets såkaldte muskler. »Hvis de studerende ikke kommer og bruger os, så har vi i bund og grund ingen grund til at være der,« fastslår han. Liden tue kan vælte stort universitet En dag kom en studerende ind på kontoret og betroede Nikolaj Ellekjær, at der manglede et stykke hjørnegelænder på første etage af en af de nye tilbygninger. Heroppefra kunne en stresset eller måske bare uheldig studerende i værste fald snuble ned, hvis ikke nogen greb ind hurtigst muligt og lappede hullet. Så Nikolaj Ellekjær sprang straks til og gjorde ledelsen og bygnings- og servicechefen opmærksom på den potentielt fatale bygningsfejl. Heldigvis kom hjørnegelænderet hurtigt op, husker Nikolaj Ellekjær. »Ellers kunne universitetet have fået problemer med Arbejdstilsynet, og det kunne gå hen og blive ret dyrt,« påpeger han. En lang fødsel Men lige nu er det overbooking af lokaler, der står øverst på to-do-listen. Nikolaj Ellekjær kan

godt blive lidt bange for, at universitetet har taget flere ind, end de egentlig har plads til. »Jeg har haft eksempler med studerende, der har siddet i vindueskarmene i et mødelokale, fordi der simpelthen ikke var lokaler nok,« husker han og fastslår: »det kan man ikke byde de studerende«. For få og for små auditorier har længe været et problem. Man kunne derfor fristes til at stille den unge arbejdsmiljø-entusiast spørgsmålet: Bærer arbejdet med pladsproblemerne overhovedet frugt, og hvor lang tid er denne i så fald om at blive moden? Her må Nikolaj erkende, at det med de stopfyldte lokaler er én af de længere fødsler, han har været med til i sin tid som forbedringsjordemoder på universitetet. »Ledelsen lover bod og bedring hver eneste år. Men lokalebookinger ligger ude hos de enkelte institutter, og der er man ikke altid lige lydhør,« lyder det fra ham. Men udvalget har ikke tænkt sig at give op, og Nikolaj Ellekjær håber på, at de nye studenterobservatører, der får hans plads i udvalget til januar 2012, vil bære faklen videre.

Fakta: Der findes et arbejdsmiljøudvalg på alle universitetets fakulteter, som du kan gå til, hvis du har ønsker til forbedringer. Du kan også henvende dig direkte til Hovedarbejdsmiljøudvalget, hvis studenterrepræsentanter holder til i Syddanske Studerendes kontor ved siden af kantine 2. Kontoret har åbent hver mandag til torsdag mellem klokken 10 og 12. I løbet af november og december er der valg til arbejdsmiljøudvalgene for perioden januar 2012 til december 2014.

universitet

SAMFUND

»Hvis ret skal være ret, så sidder jeg hellere hjemme med pyjamas og uldsokker på og ser det i fjernsynet«

En bar madras ligger ensom på et gulv. Der rejser sig en nøgen kvinde fra dens kurver. Med langsomme skridt bevæger hun sig hen mod det faldefærdige værelses eneste lyskilde, vinduet. Gennem det beskidte glas kigger en længselsfuld kvinde ud gennem lurvede, mørkerøde gardiner. Hun er fuldstændig nøgen og blottet. Hendes øjne stråler af begær, mens hun søger øjenkontakt med en mand, som kigger med på den anden side af gaden. Hele verden har kunnet se Sonja Richters nøgne krop i hendes seneste film, ’Kvinden, der drømte om en mand’, men Sonja Richter føler sig ikke afklædt. Hun er nemlig gemt langt væk bag den figur, som publikum møder. Personligt kunne hun aldrig drømme om at vise sig nøgen, og hun vil langt hellere ligge under en varm dyne end at promenere ned ad den røde løber. Hun finder gemmested i det ugenkendelige. Og finder visdom i det, hun ikke forstår. Fluen på væggen En lille ubetydelig flue summer hen og sætter sig på en fedtplettet væg i en tilfældig lejlighed. Her kan den i ro og mag betragte, hvordan andre mennesker lever deres liv. Netop den flue ønsker Sonja Richter sig inderligt at være. Hun har altid haft en uforklarlig fascination af at forstå, hvordan andre mennesker lever deres liv, og hvilke tanker, der svirrer i deres hoveder. Især de tanker, hun finder ubegribelige. »Det, jeg synes er interessant, er jo de ting, jeg absolut ikke forstår. De mennesker, jeg simpelthen ikke begriber, hvordan fungerer, de er sindssygt interessante. Det er meget mere spændende at spille et menneske, som jeg simpelthen ikke fatter,« siger hun. Når håret er sat, kostumet sidder på, og kameralinsen er stillet skarpt, er det rollerne, som står i rampelyset og lever i hendes krop. Ikke hende selv: »Jeg kan huske, at en fotograf oppe i Sverige engang spurgte mig: »Glæder du dig ikke til at komme hjem og bare være hende skuespilleren? I stedet for at du skal være hende her rollen hele tiden. Jeg syntes, at det var det mærkeligste spørgsmål. Det glædede jeg mig overhovedet ikke til. Jeg har slet, slet ikke lyst til at komme hjem og være hende skuespilleren. Jeg vil gerne hjem og være mig i min lejlighed og i mit liv. Men hende der skuespilleren, det har jeg ikke den store trang til. Jeg har ikke behov for at udstille mig selv«. Tanken om det skinnende spotlight får Sonja Richter til at ryste hurtigt og uforstående på

hovedet. For mens andre skuespillere bader sig i kameraernes blitzer og gladelig åbner huset for programmer som ’Til middag hos…’, er Sonjas foretrukne rolle den som tilskuer. Alene under en dyne »Ufattelig asocial.« Det er det ord, hun bruger til at beskrive sig selv. Hun tilbringer nemlig det meste af sin tid alene. Og det er sådan, hun helst vil have det. »Der er mange skuespillere, som er anderledes end mig og synes, at den bid med den røde løber og alle kameraerne er den sjoveste, det er derfor, de er der. Og det er jo superfedt, men sådan er det bare ikke for mig. Jeg prøver at gøre det så godt, jeg kan, og sige »ok, nu gør jeg det.« Men hvis ret skal være ret, så sidder jeg hellere hjemme med pyjamas og uldsokker på og ser det i fjernsynet, det vil jeg meget hellere,« siger hun. Ukendt territorium Sonja Richter har spillet den længselsfulde, fotograf K, der bliver besat af en mand i ’Kvinden, der drømte om en mand’, hun har spillet den unge skuespillerdrømmende Anna, der flytter ind på Erik Clausens hønsefarm i ’Villa Paranoia’, og hun har spillet den dybt forelskede Cecilie, hvis liv kolliderer, da hendes filmforlovede bliver lam efter en bilulykke i debutfilmen ’Elsker dig for evigt’. Rollerne er vidt forskellige, men på et punkt er de ens for Sonja Richter. De prikker til hendes nysgerrighed. Og nysgerrigheden for det ukendte driver hende i armene på roller, der minder så lidt om hende selv som muligt. Det pirrer hende. »For mig at se er det kedeligt at gå ind i det, hvor det ser ud, som om der er lækkert at være. Hvis jeg forstår alting med det samme, så er det, som om det bliver unuanceret for mig. Der skal være nogle sten på vejen, som jeg skal over, for ellers falder jeg i søvn. Keder mig,« siger Sonja Richter. At komme ind under huden på et andet menneske og læse vedkommendes inderste tanker har altid fascineret hende. Hun drømmer om at kunne komme ind under overfladen: »Dét at spejle mennesker er for mig personligt rigtig, rigtig interessant. At se på mennesker, agere i forhold til hinanden og få lov at betragte det udefra. Jeg har altid haft ekstremt meget behov for at afkode, hvad sker der, når du siger sådan, og en anden så siger sådan. Ikke for at være involveret i situationen, men for at følge den som en flue på væggen.«

Sonja Richter har været inde bag mange forskellige parykker og mennesketyper. Her i filmene: Kvinden, der Drømte om en Mand, Villa Paranoia, Elsker Dig for Evigt og Forestillinger.

Netop det at kunne få lov til at opleve at være et andet mennesker med alle dets facetter er en af grundene til Sonja Richters fascination af skuespillerfaget generelt og af mennesker i særdeleshed. »Jeg tror, at det var noget af det, som fik mig til meget tidligt at synes, at rollespil var ekstremt interessant, fordi det er jo det eneste, vi laver. For mig at se er, hvad vi foretager os i det virkelige liv, et stort rollespil i forhold til, hvad det er for en historie, vi fortæller om os selv,« forklarer skuespillerinden. Hvem kunne du godt tænke dig at opleve verden gennem, hvis du helt selv måtte vælge? »Der er situationer og mennesker, jeg ikke forstår«, siger Sonja Richter, der reflekterer over

spørgsmålet en rum tid og svarer: »Brønderslev-sagen eksempelvis. Jeg er ikke så meget inde i, hvad der er sket. Mange mennesker kan naturligvis ikke rumme sagen. Det er så uhyggeligt bare at høre om. Men jeg kunne godt tænke mig at se, hvordan det har set ud gennem øjnene på moderen eller kommunalarbejderne, der havde sagen i hænderne. Ikke fordi jeg har lyst til at gå ind og se, hvad de så eller mærkede, men jeg bliver nysgerrig og ville ønske, jeg turde,« siger hun og uddyber: »Verden ville blive et bedre sted, hvis vi turde gå ind og se, hvad de så og forstå det. Sådan noget, synes jeg, er dybt interessant. Hvorfor gør de sådan?,« spørger Sonja Richter. Hun fortsætter:

»Jeg har gennem hele mit liv prøvet at forstå ting, jeg ikke forstår. Jeg prøver at begribe, hvor forskellige vi er. Fordi vi er alle sammen helt forskellige,« slår hun fast. »Hvis der opstår kritiske situationer, synes jeg, at mange af os har svært ved at se det fra den anden side. Vi vil altid selv ses og forstås. Men det er meget sjældent, at vi gør os umage med at forstå, hvad der egentlig foregår derovre, og forlader os selv og prøver at forstå et andet væsen.« På kanten af karrieren Sonja Richter opnåede allerede tidligt i sin karriere et imponerende CV. Hun blev tilbudt store filmroller og spillede over for de største danske skuespillere både på filmlærredet og

SAMFUND

Lucy Love har blandt andet spillet koncerter i Holland, Belgien, England, Italien, Frankrig og Tyskland, og en australsk version af hendes seneste album Kilo er netop blevet udgivet i Australien og New Zealand.

på teaterscenen. Anerkendelsen af den nye, unge og smukke skuespillerinde, der med en sjældenhed brændte så gedigent gennem lærredet, rullede ind over hende fra selv de største filmkritikere. Men succesen på karrierefronten var så overvældende for den nyudklækkede skuespiller, at alle hendes ambitioner var forekom indfriet, inden det nærmest var begyndt. »Da jeg var fyldt 30, havde jeg næsten oplevet alt, hvad jeg kunne forestille mig at opnå i det her land. Jeg havde ikke flere ambitioner. Det hele var kommet så hurtigt, og jeg havde ikke engang forestillet mig, at jeg skulle så langt. Jeg havde ikke tænkt, at nu skulle jeg lave sådan og sådan. Jeg havde ingen krav til det – jeg gjorde bare det, jeg syntes var spændende. Og meget, meget hurtigt vidste jeg faktisk ikke, hvor jeg skulle søge hen for at finde nyt land. Og så kom det svære,« siger Sonja Richter og uddyber: »Den dag, da alle ambitionerne var indfriet, da vidste jeg ikke, hvad næste trin skulle være. Jeg tror ikke, at der var noget trin. Og så blev det først rigtig interessant, fordi så begyndte det at handle om nogle helt andre ting end at være dygtig. Det handlede om noget helt andet end anerkendelse eller at nå til tops.« Det handler om at ramme publikum i hjertekulen, tage dem med derhen hvor de ser og forstår noget nyt, hvis de vil med. Jo dygtigere man er som skuespiller, jo bedre fortolker man sin rolle, mener Sonja Richter. I jagten på at forstå sin seneste og endnu ikke biografaktuelle rolle som Johanna i filmen ’En dans på roser’ digtede Sonja Richter selv karakterens forhistorie og relationer for at kunne indkapsle essensen af rollen. Alt sammen for at få fortællingen på lærredet til at blive endnu mere ægte. »Jeg forstod ikke den rolle, men samtidig vidste jeg, at jeg kunne spille den. Så jeg satte mig ned og gik på detektivarbejde i manuskriptet. Hver gang jeg havde et spørgsmål til min karakter, så gav jeg mig til at skrive en lang historie om det. Jeg gav et sted i mig selv, lov til at svare på alle spørgsmål og stole på svarene. Det er jo ikke noget, publikum nogensinde skal tage stilling til. Det er alt sammen noget, jeg havde brug for at kunne gøre situationen sand,« siger Sonja Richter. Stærk og spinkel Sonja Richter sidder over for os i en krumbøjet stilling. Hendes magre ryg er bøjet så langt frem over, at hendes bryst næsten rammer træbordpladen, som ser ekstra stor ud i forhold til

hendes spinkle statur. I 1974, da Sonja kom til verden, var det hippiekulturen, som herskede og dikterede om åbne forhold og langt hår. En drøm, hendes forældre prøvede at realisere i et kollektiv lidt uden for Esbjerg. Drømmen fik dog ikke lov at leve længe, og forældrene gik fra hinanden, da Sonja var meget lille. Da hun fyldte 14 år, rankede hun sin spinkle ryggrad, pakkede sine ting og flyttede alene til Aarhus for at begynde i gymnasiet. Om aftenen og natten knoklede hun som bartender og opvasker for at få råd til huslejen. Nysgerrigheden og ønsket om at forstå de andre gjorde, at det i 3.g stod klart for hende, at hun skulle være skuespiller. Hun blev optaget på Skuespillerskolen i Odense og fik sit eksamensbevis i hånden i 1999. I dag er hun 37 år og en af de mest brugte unge skuespillerinder på dansk film og teater med sine præstationer i dramaer, hvor der er store følelser på spil. Måske knapt så spinkel. Omverdenen giver inspiration Seks stjerner, lovprisende ord og hujende fans har tidligt været en del af Sonja Richters karriere. Men rosen har kostet et stort arbejde for hende. Ligeså snart hun har takket ja til en rolle, lægger hun enorme kræfter og tid i at give rollen liv på lærredet. Derfor er hun meget nøje med sit valg af roller: »Jeg har sagt nej til rigtig mange store ting, fordi det simpelthen bliver for hårdt, netop fordi jeg har de der vanvittige krav til mig selv om, at det kraftedeme skal være godt, og derfor er det også rigtig hårdt at lave det.« Sonja Richters roller er ofte kendetegnet ved at have kontakt til de helt store, dybe følelser. Drifter, begær, vrede, ophidselse, længselsfuldhed og afsavn. Derfor har hun en fortolkningsmæssig trekløver af mennesker, fantasi og litteratur omkring sig, der hjælper hende med at knække koden til en ny rolle: »Jeg bruger min fantasi for det meste, men det afhænger af rollen,« forklarer hun og tilføjer: »Det er et spørgsmål om forestillingsevnen. Jeg læser rigtig mange bøger, og der kan jeg hente meget inspiration i forhold til, hvordan det menneskelige sind fungerer, og så bruger jeg mange af mine egne personlige erfaringer, som måske handler om mennesker, jeg kender.« Danmark skal eksperimentere Men det kan være svært at grave inspiration og fantasi frem, når det er de samme film og TEKST Niels Christian Buhlalt roller, manJasmina graverBlichert ned i.ogLad, kedelig og FOTO Marco Bjørnslev Jensen

»For mig at se er det kedeligt at gå ind i det, der ser ud, som om der er lækkert at være. Der skal være nogle sten på vejen, som jeg skal komme over, for ellers falder jeg i søvn, keder mig«

SAMFUND

for ensformig er nemlig, hvad der ifølge Sonja Richter karakteriserer den danske filmindustri lige nu. Hun synes, at der bliver produceret alt for mange af de samme typer film, hvilket giver hende for få udfordringer og danskerne for lidt indsigt, og det ærgrer hende: »Det er meget det samme. Det er de samme fortællinger, som bliver fortalt på den samme måde. Vi udvikler os ikke som mennesker, når vi bliver ved med at gøre det samme. Jeg tror, at vi er kommet videre. Jeg tror, at folk keder sig. De vil gerne forstå noget mere og se tingene fra en ny vinkel fortalt fra en anden optik. Det er i hvert fald min erfaring, når jeg har været så heldig at være en del af noget, der gør det lidt anderledes.« Manglen på mærkelige personligheder, der skal fortolkes og historier set fra skæve vinkler, har derfor også fået skuespillerinden til at søge nye udfordringer i udlandet. Hun har blandt andet lige indspillet både en norsk film, ’Sønner af Norge’, og en svensk film, ’Dom Over Død Mand’. Alt imens hun også har en tysk og en engelsk film på standby. »Det er i udlandet, mine udfordringer ligger lige nu. Danmark har selvfølgelig også noget at byde på, men vi spiller bare for meget safe i øjeblikket. Og vi spiller så meget safe, at de andre ikke rigtig gider at lege med os. Det er jeg ked af, og jeg ville ønske, at jeg kunne gøre noget ved det. Det kan være, at jeg gør det en dag. Jeg kan godt lide at arbejde her i Danmark, og vi har rigtig meget interessant at byde på, hvis vi får lov, og hvis de mennesker

som sidder med magten tør give os plads og penge til det. Selvom skuespillerinden indtager roller og formidler følelser på udenlandsk jord, når hendes arbejde tilbage til Danmark. I 2007 modtog hun nemlig kronprinseparrets kulturpris med de indkapslende ord: »Hun har denne fantastiske evne til at komme ud over rampen eller trænge igennem lærredet og skærmen og nå os med en uforklarlig styrke, der åbner en kanal direkte ind i menneskets sind.« Drømmer videre Med udlandet som karrieremæssig overligger er det stadig Sonja Richters drøm at kunne få lov til at sidde bag hornhinden på mennesker, roller, hun ikke forstår. Det er både med nysgerrigheden som benzin, men også med et håbefuldt og ambitiøst mål, at andre vil forstå hinanden bedre. »Jeg tror, at jeg gør det, fordi jeg så gerne vil have, at der var nogle flere, der gjorde det. Fordi så tror jeg, at folk ville være sødere ved hinanden, kærligere ved hinanden og mere forstående. Hvis vi ligesom ved, hvad der foregår, så ville vi måske ikke blive så forskrækkede, når nogle lige pludselig bliver vrede på os. Vi ville kunne forstå, hvorfor det sker,« siger Sonja Richter. Skuespillerinden er fuld af kontraster. Hun er den nøgne, skrøbelige kvinde, der rejser sig fra en madras i sin længsel efter at fange øjenkontakt med den mand, hun drømmer om at

elske på film, og hun er den eftertænksomme kvinde, der står med sine overbevisninger og idealer uden for den snurrende linse. Hun tør vise sig fuldstændig blottet, hun tør vise dyriske drifter og voldsomt begær – nøgen, skrigende, råbende og underkastende – foran tusindvis af publikummer på filmlærre-

»Jeg tror, at jeg gør det, fordi jeg så gerne vil have, at der var nogle flere, der gjorde det. Fordi så tror jeg, at folk ville være sødere ved hinanden, kærligere ved hinanden og mere forstående«

det. Men indeni sidder en sky Sonja Richter, der er mest af alt bare drømmer om at kravle ind bag kernen af et menneske og iagttage det med alle dets nuancer. Blottet eller ej.

SAMFUND

Odense vil brande sig som studieby. Derfor er både kommunen, universitetet og formanden for foreningen Studenterhus Odense enige om, at de studerende mangler en café til at debattere, drikke kaffe og mødes med læsegruppen. Flere penge og den rigtige måde at styre caféen er dog nødvendig, før studentercaféen kan åbne, mener Studenterhusets formand. TEKST Maja Mazor ILLUSTRATION Niels Christian Buhl.

Det er fredag eftermiddag, og på cafeerne i Odense sidder studerende og fejrer weekendens kommen. Men midt i centrum, i det kommunale Kulturmaskinen, er studenterhusets lokaler øde. Alarmlamperne blinker og varsler, at her sker der ikke noget. Det vil Det Nye Studenterhus ændre på. I dag kører studenterhuset som en eventmaskine, der et par gange om ugen inviterer til spilaftner, alternative koncerter og dagsordenssættende workshops. Men foreningen Studenterhus i Odense drømmer om en fysisk café, hvor byens studerende kan komme og gå, som det passer dem. Et sted der er deres eget, og som de ikke deler med Kulturmaskinens mange andre tilbud som ældredans, singlerock og babybrunch. »Der er mange caféer og restauranter i Odense, men problemet er, at hvis man gerne vil lave noget gruppearbejde eller bare mødes nogle timer, så forventes det også, at man køber noget på caféerne. Det er forståeligt, da det er virksomheder, som skal løbe rundt. Men studenterhusets formål skal ikke være at tjene. Det skal være at skabe en ramme, hvor man kan

mødes, uden at man er tvunget til at købe noget eller melde sig ind. Det, synes jeg, er væsentligt,« forklarer studenterhusets formand, Rasmus Nielsen. Odense som studieby Foreningen Studenterhus i Odense står ikke alene med tanken om at få en studenterhus-café til byen. Det er vigtigt for Odense kommune at få studerende til byen, så den kan brande sig som studieby, fortæller byrådsmedlem i Odense kommune Tim Andersen. Han er derfor ikke afvisende over for et nyt studenterhus. Men som mange andre steder er livremmen spændt helt ind hos kommunen. »Jeg har svært ved at se, at vi kan finde flere penge til projektet, end dem de får nu, med de budgetter vi roder med for tiden. Som politiker kan jeg ikke sætte nogle garantier for løbende penge til et studenterhus. Men jeg vil godt garantere for, at jeg vil kæmpe for, at vi har et godt studentermiljø i Odense. Og det skal der bruges penge til,« forklarer Tim Andersen. I dag støtter Odense kommune årligt studen-

terhuset med 200.000 kroner og et kontorlokale, og Syddansk Universitet spytter 200.000 kroner i puljen en gang om året. Syddansk Universitet vil også fortsætte sin støtte, fastslår Studiechef Per Andersen. »Hvis konceptet er fornuftigt, og hvis kommunen fortsætter med at støtte, så kunne jeg godt forestille mig, at vi vil støtte med endnu flere penge. Vi har hele tiden sagt, at hvis kommunen yder sit, så vil vi også gerne yde vores,« fortæller studiechef på Syddansk Universitet Per Andersen, som dog synes, at kommunen har en forpligtigelse, hvis den fortsat vil brande sig som studieby. Formanden Rasmus Nielsen og resten af Studenterhusforeningen arbejder også for tiden med at finde samarbejdspartnere og penge. »Det er især svært at skaffe penge i en sparetid, men det handler om at finde de rigtige argumenter. Studenterhuset er ikke et sort hul, de putter penge i. Det er derimod en lukrativ investering. Vi ved godt, at det ikke er noget, der sker over den næste måned, men vi håber, at det lykkes inden for de næste par år. De rigtige af-

taler skal være på plads, så vi ikke kun står med fire vægge,« fortæller formanden. Fortidens genfærd Odense har tidligere haft et studenterhus med café, men klikedannelser med intriger, hvor de frivillige holdt hinanden og gæsterne udenfor, og en katastrofal økonomi lukkede huset. Derfor er Rasmus Nielsen bevidst om, at studen-

terhuset denne gang skal køres markant anderledes: »Vi vil ikke bare lave et sted, hvor man kan få billige øl og drikke sig i hegnet hver dag. Vi vil gerne lave et mødested med et bredt og kvalificeret indhold. Det skal ikke kun være hård musik og bajere.« Byrådsmedlemmet Tim Andersen og studiechefen Per Andersen er også enige i, at studenterhuset denne gang skal køres helt anderledes, hvis det skal fungere. »Vi tror på et nyt studenterhus, fordi der er nogle forklaringer på, hvorfor det gik så dårligt med det forrige, og de fejl har vi ikke i sinde at gentage. I dag har vi nogle engagerede studerende, som forsøger at skabe nogle rammer, og det vil vi gerne være med til at støtte,« siger Per Andersen. Tim Andersen tror dog ikke kun, at manglende penge er problemet. Han mener derimod, at mere synlighed er afgørende for en god fremtid for et kommende studenterhus. Som det er i dag, har han har svært ved at se, hvor mange der rent faktisk benytter sig af Studenterhusforeningens tilbud: »Vi støtter samlet set med knap en halv million kroner, så der er både penge og mulighed for et studenterhus. Spørgsmålet er imidlertid, hvilken location det skal have, og at der skal skabes mere synlighed.« Erfaringer fra København Det forrige studenterhus i Odense kørte med frivillige, og en enkelt fastansat. »Det nye studenterhus skal drives af studerende i forbindelse med frivilligt arbejde i baren

i cafeen og med udvikling og afvikling af arrangementer, men vi søger flere penge, så dele af studenterhuset også kan drives mere professionelt. Der skal være styr på kerneopgaver som bogholderi, tilladelser og lignende. Det skal varetages af fastansatte, det er jeg slet ikke i tvivl om,« fortæller Rasmus Nielsen. Kombinationen af frivillige og fastansatte er den model, som de har taget til sig i det københavnske studenterhus, der er nabo til Rundetårn. Her er de tre fuldtidsansatte og to deltidsansatte. Samtidig har de et korps på mellem 40 og 50 frivillige og et mål om at komme op på 100 i alt. Direktør i Københavns studenterhus Hassel Louise Löfstedt fortæller, at de genåbnede for et år siden efter en blakket periode akkurat som i Odense. Studenterhuset i København var også kørt økonomisk i sænk, og det sociale liv vaklede. Derfor var de nødt til at lukke, renovere deres café og åbne langsomt igen. »Vi åbnende for et år siden, og indtil dette forår kørte vi helt uden frivillige. Men vi lærte hurtigt, at det skal man ikke. Det er de studerende, som ved, hvad de studerende vil have. Derfor er det vigtigt at have dem med på råd. Det er de studerendes hus,« forklarer Hassel Louise Löfstedt. Hendes bedste råd til et måske kommende studenterhus i Odense er derfor, at de skal huske de frivillige. I København er kutymen, at man som frivillig ikke får noget gratis, men kun

kan købe til medarbejderpriser, så risikerer de ikke, at nogle kun melder sig med drømmen om gratis sprut. Kan koble centrum og universitetet I København fungerer Studenterhuset både som en dagligt åben café og et sted med studenterrelaterede events. Præcis som formanden i Odense ønsker det. »Vi skal stadig lave events, selvom vi får et fysisk studenterhus. De skal i stedet bare være defineret af de studerende i stedet for af os i bestyrelsen og de ansatte. Der vil selvfølgelig stadig være nogle projekter, som vi tager hånd om og følger til dørs,« forklarer Rasmus Nielsen. Han håber også på, at et fysisk studenterhus i Odense centrum vil give mulighed for at koble de studerende sammen med centrum: »Der er mange studerende, som bor væk fra centrum, og som synes, at Odense er en kedelig by og uden spændende indhold for studerende. Jeg tror, det handler om, at de ikke kender byens muligheder, og det vil vi gerne hjælpe med at ændre.« Alarmerne bipper fortsat i Studenterhusets nuværende lokaler. Der er helt tomt. Køleskabene er tomme, væggene bare og gulvet frit. For som det er nu, så skal Studenterhuset dele lokaler med Kulturmaskinens andre tilbud som ældredans og babybrunch.

Ønsker de studerende på Syddansk Universitet i Odense sig en Studenterhus-café?

Tina 31 år, psykologi, 1. semester Jeg kender ikke Odense godt nok til at sige, om et studenterhus mangler. Jeg bor i Roskilde, og som pendler mangler jeg et sted, hvor jeg kan hænge ud og mødes med andre, uden at det er en aftale, jeg nødvendigvis har lavet i forvejen.

Michael 24 år, statskundskab, 1. semester Jeg synes, der mangler et sted i nærheden af universitetet. Det er meget hyggeligt at sidde her på universitetet, men jeg synes, der mangler et sted tæt på universitet, som er lidt mere uformelt med sofaer og øl, hvor man kan mødes og snakke om andre ting end universitetet.

Phillip 21 år, psykologi, 1.semester Nu er jeg fra Århus, så jeg kender endnu ikke så mange steder i Odense og ved endnu ikke, om vi mangler et Studenterhus. Men det vi har her ude på SDU som café, er i hvert fald ikke noget specielt. Jeg synes, det kunne være godt med et studenterhus i centrum, hvor man kunne mødes til en øl med sine medstuderende.

SAMFUND

Freden, der blev glemt

Fred i verden. Det drømmer mange om, men i Sverige forsker man i det, med den danske forsker Jan Øberg i spidsen. Han arbejder ud fra idéen om, at fred er det stærkeste krigsvåben. TEKST Grith Larsen ILLUSTRATION Niels Christian Buhl

Det har kostet adskillige menneskeliv, milliarder af kroner og internationale slagsmål af dimensioner at håndtere globale konflikter. Konflikterne i Irak, Afghanistan, på Balkan og senest i Libyen har ført til militære handlinger. Spørgsmålet er, om omkostningerne kunne have været undgået ved hjælp af helt andre midler. Helt konkret ved hjælp af krigens modstykke – freden. Et internationalt netværk af forskere forsker i fredelige og ikkevoldelige løsninger ved freds- og fremtidsforskningsinstituttet TFF, den Transnationale stiftelse for Freds- og Fremtidsforskning, i Lund i Sverige. En international tænketank og globalt netværk for fred med fredelige midler. I spidsen for fredsinstituttet er danske Jan Øberg, der har en doktorgrad i sociologi og senere har specialiseret sig i fredsforskning. Sammen med et hold på 70 frivillige har han i over 25 år forsket i fredsløsninger frem for løsninger, der indebærer våben og krigshandlinger. FREMME FORSTÅELSEN FOR FRED Jan Øberg er dynamoen, der holder sammen på de mange frivillige eksperter fra hele verden, som via Skype og mail er tilsluttet TFF for at arbejde for det fælles mål om at fremme konfliktforståelse og forsoning i almindelighed og i valgte brandpunkter rundt om i verden i særdeleshed. »Fredsforskning er en akademisk baseret bestræbelse på at forstå mennesker og samfundets konflikter og forsøge at løse dem uden vold,« forklarer Jan Øberg og fortsætter: »Fredsforskning bygger på den grundoptagelse

af FN’s fredskonvention, at fred skal skabes med fredelige midler,« siger han og understreger: »Der vil selvfølgelig altid være konflikter, men de skal bare ikke løses gennem vold og våben.« Helt konkret mener Jan Øberg, at samfundet har skyklapper på over for fred: »Jeg er fra et demokratisk og frihedsmæssigt synspunkt oprørt over, at andre måder at løse konflikter på uden vold aldrig når igennem.

»Irak var en fiasko, Afghanistan er en fiasko, og Libyen bliver en fiasko« Der er en fuldstændig urimelig økonomisk balance mellem oprustning og fred.« Og den økonomiske ubalance var blandt andet en af grundene til, at Jan Øberg i 1986 stiftede TFF. Tænketanken er nemlig uafhængig af regeringers og erhvervslivs støtte, og det er der en helt særlig grund til, forklarer Jan Øberg: »Vi er politisk uafhængige, for det er svært at sige noget politisk ukorrekt, hvis man er underlagt en myndighed, der finansierer. Folk tør ikke investere i ting, der er blevet udnævnt som

værende politisk ukorrekte.« Kun private donationer på omkring 300.000 kr. får tænketanken til at løbe administrativt rundt. »Mennesker er ’freds-analfabeter’« Vores grundlæggende måde at takle konflikter er ifølge Jan Øberg helt forkert. En håndtering, der rager helt op i regeringsregi: »Regeringen og de ansvarlige ministerier rådfører sig med krigseksperter, når der skal træffes beslutninger (om konflikter, red.). Jeg forstår slet ikke, hvorfor de ikke også rådfører sig med fredseksperter.« Tidligere fandtes der fredsforskning i Danmark, men det sparede Fogh-regeringen væk. Og selvom Enhedslisten har opfordret til, at der skal afsættes økonomiske midler til fredsforskning i S-R-SF-regeringens kommende finanslov, er kroner og ører ikke nok, mener Jan Øberg: »Vi har brug for professionelt uddannede til at skabe fred, ligesom vi bruger professionelt uddannede i Forsvaret. Vi mangler simpelthen fredsakademier, uddannelse, rådgivere, oplysning og træning.« Og særligt den manglende oplysning omkring fredsløsninger som et alternativ er en væsentlig faktor: »Hvis du går hen og spørger folk på gaden, om de helst ville foretrække ikkevoldelige løsninger frem for løsninger med våben og vold, så ville alle jo svare, at de foretrak en fredelig løsning,« siger Jan Øberg og fortsætter: »Der

mangler simpelthen oplysning på området. Folk ved ikke, at konflikter kan løses fredeligt. Mennesker er simpelthen ’freds-analfabeter’.« Freden virker Der er flere eksempler i verdenshistorien på, at ikkevoldelige løsninger har banet vejen for frihed, argumenterer Jan Øberg: »I Serbien faldt Slobodan Milosevic ikke på grund af krigen, for her sluttede alle op bag ham. Milosevic faldt på grund af civil ulydighed over for overmagten. En ikkevoldelig folkeopstand på 300.000 mennesker vandrede til Beograd og sagde, at nu kunne det være nok. Man undgik blodsudgydelser på grund af, at der var lavet en forhåndsaftale om, at politiet ikke skød på demonstranterne. Det har aldrig stået på avisernes forsider, at den kolde krig blev afsluttet af en ikkevoldelig folkelig aktion,« siger Jan Øberg, der klandrer medierne for kun at være mikrofonholdere for krigsrelaterede emner, og fortsætter: »Det var også ikkevold, der væltede Marcos i Filippinerne og igangsatte Fløjlsrevolutionen

i Tjekkoslovakiet. Også i Polen vandt Solidarnosc (antikommunistisk socialbevægelse, red.) ved ikkevold. Også Shahen af Iran, et af de mest modbydelige regimer, faldt ved ikkevold.

»Mennesker er simpelthen freds-analfabeter« Selv i de seneste par måneder har vi set, hvordan det er gået i Tunesien og Egypten med Det Arabiske Forår,« siger Jan Øberg, der blandt andet selv har været fredsmægler på Balkan mellem Serbien og Kosovo og mellem Nord- og Sydkorea og i Burundi. »De eneste konflikter, vi har set en forbedret situation på, er dem, der er blevet håndteret ved folkelig opstandelse uden vold. Irak var en fiasko, Afghanistan er en fiasko, og Libyen bliver en fiasko. De steder, hvor man har brugt en

fandens masse våben og millioner af dollars og prøvet at skabe demokrati og frihed, er faldet. Den vold, der kommer ud af det, er større end den vold, der var i forvejen. Alt sammen som resultat af militær intervention,« uddyber Jan Øberg. FRED TAGER TID Jan Øberg tror, at måden, vi håndterer konflikter på, vil ændre sig. Men det kræver en massiv indsats i form af forskning, uddannelse og folkeoplysning, der vil tage mange år at indføre. »Tidligere var der ingen, der var opmærksomme på miljøet, og kvinder havde ikke samme rettigheder som mænd. I dag er miljøet noget, vi tænker meget på, og kvinder indgår på lige fod med mænd på arbejdsmarkedet. Det kan vi takke oplysning, udvikling og uddannelse for. Derfor er jeg sikker på, at vi en dag også vil ændre måden at håndtere konflikter på. Det er bare et spørgsmål om tid. Meget lang tid. Vi skal blive ved med at påpege, at vi ikke får fred i verden, før vi bliver opmærksomme på alternativet.«

SAMFUND

Den gyldne kombination Musikduoen Ivory&Gold balancerer mellem to verdener. De er både en del af Danmarks kreative og kunstneriske scene, men de er samtidig også en del af auditoriernes akademiske univers. RUST har mødt de to musikere bag den nye danske duo til en snak om ærlighed, musikbobler og uddannelse. TEKST Janne Villadsen Jensen FOTO Casper Sejersen

gentlig er der ikke meget elfenben og guld over 31-årige Karen Marie Groth og 28-årige Ronni Vindahl, som de sidder der foran cafeen ved søerne på Nørrebro. Her dufter skiftevis af kaffe og våde blade fra de snart nøgne træer. I det hele taget virker der meget langt til det stjernestøv, glitter og glamour, som man fristes til at tænke på, når man hører musikduoens navn: Ivory&Gold. I et forsøg på at trodse efteråret har vi sat os udenfor. Der er ikke meget ’musikstjerne’ over dem, som de sidder der: lettere frysende og en smule rystende. Mest af alt ligner de, hvad de også er: bachelorstuderende i henholdsvis antropologi og filosofi. Selvom de er bedst kendt bag deres forgyldte musikernavn, er identiteten som studerende en ligeså stor del af deres hverdag som musik. De bruger nemlig den akademiske verden til at skabe musik. Det bedste fra to verdner »Vi har ladet glæden ved musik styre resultatet,« svarer Ronnie Vindahl, da han bliver spurgt til, hvordan Ivory&Gold er kommet op med deres specielle lyd, de selv kalder for poppet og ærlig.

Men det er ikke det eneste. For selvom glæden ved musik – ikke overraskende – fylder meget for både Karen Marie Groth og Ronni Vindahl, mener de selv, at det er kombinationen af den musikalske dyrkelse og det alternative arbejdsrum, som de akademiske uddannelser har givet dem, der er hovedgrunden til Ivory&Golds lydunivers. »Fokus skærpes, når man også har noget andet på sidelinjen i forhold til musikken,« forklarer Karen Marie Groth og fortsætter: »Jeg har brug for at tænke nogle andre tanker og være et andet sted. Og se nogle andre ting end bare musik for at gøre min musik god. Være en del af et normalt liv, selvom det måske lyder lidt skørt.« Derfor har det at tage en uddannelse i noget, s om ligger mile bort fra det musikalske, aldrig været et spørgsmål om at fravælge musikken. Tværtimod. De mener selv, at det på mange måder har styrket deres forhold til den rytmiske verden. »Jeg tror, jeg ville ryge ned i en eller anden form for musikalsk depression, hvis musik var det eneste, jeg skulle tænke på og overveje,« forklarer Ronni Vindahl og uddyber: »For mig er det vigtigste at lave noget musik, der handler om andet end min egen navle. Det er også det musik, der interesserer mig mest.«

Dekadente toner Fokuserer man på de forgyldte toner, som bandet har skabt, giver navnet pludselig meget mere mening. »Velbalanceret electropop og hvid soul med en snert af luksus, vellyd og dekadence«. Sådan lyder beskrivelsen fra Gaffa-anmelderen, der blot er en af mange anmeldere, som har rost Ivory&Golds musik. »Vi har bare været totalt ærlige og lavet den lyd, vi godt kan lide,« siger Karen og leder med sin afslappede facon igen tankerne væk fra forestillingen om den glamourøse musikstjerne. Men selvom de to varmklædte musikere hverken ser dekadente ud eller opfører sig sådan, skal man ikke tage fejl. Guldstøvet drysser allerede ned over duoen. I slutningen af september udgav de deres første ep, iDot, på Universal Music, der er et af verdens største pladeselskaber, som også står bag danske The Storm og internationale navne som Lady Gaga og Take That. Og siden da er det gået stærkt. De hitter på iTunes, og kalenderen bliver mere og mere fyldt med livekoncerter. Ærlighed kommer udefra En af de vigtigste værdier, som Ivory & Gold tillægger deres musik, er ærlighed. Musikken skal repræsentere Karen Marie Groth og Ronni Vindahl, som de er personligt og udtrykke deres

følelser. For det kvindelige medlem, der skriver alle duoens tekster, kan dette kun lade sig gøre ved at undgå at komme ind i en ’musikboble’ og i stedet bruge den viden, hun har fået fra sin uddannelse. »Jeg har brug for verdenen omkring mig til at spejle mig selv i, hvilket jeg bruger rigtig meget, når jeg skriver tekster. Jeg kan ikke bare sidde inde i mig selv og spinde guld. Jeg bliver nødt til at være en del af noget andet,« forklarer hun. Men selvom at det har været vigtigt at opretholde et ikke-musikalsk alternativ, har musikken fyldt mest for både Karen Marie Groth og Ronni Vindahl, som begge allerede er en etableret del af den danske musikscene. Ronnie Vindahl har – ud over Ivory&Golds debut-ep – netop udgivet et album under eget navn og udgav for nogle år tilbage det meget anmelderroste album Kort før dine læber som en del af det musikalske kollektiv Boom Clap Bachelors. Endvidere har han produceret musik for kunstnere som NON+ og arbejdet tæt sammen med den svenske indiedronning Jenny Wilson. Ligeledes har Karen Marie Groth arbejdet sammen en bred skare af musikere, såsom den amerikansk-bosatte producerer Peter Stengaard. Hun har boet og arbejdet med musikken både i L.A. og New York City og afholdt

en række foredrag om det at være autodidakt sanger på blandt andet Berklee Music Academy i Boston. Et gyldent glimt Tilbage på cafeen på Nørrebro er den grå himmel så småt ved at blive afløst af sagte solstråler. »Jeg tror, det der med at have gået i skole og taget en uddannelse er skidegodt, når man har valgt den her levevej med musikken. Man får disciplin og bliver ambitiøs. Og lærer sine svage og stærke sider at kende og afkoder hurtigere, hvad det er, man har brug for og hvem, der kan hjælpe en. Og hvis man så finder en, som jeg har fundet Ronni, der har det ligesådan, så kan det jo nærmest ikke blive bedre,« siger Karen Marie Groth med et stort smil. Som skyerne forsvinder, bliver det mere og mere klart, at man ikke skal lade sig snyde af de to strikklædte musikeres facon. Da solens stråler rammer dem og danner et gyldent og skinnende skær, kan man se, hvordan Ivory&Gold glimter i stedet.

SAMFUND

Jeg har brug for at tænke nogle andre tanker og være et andet sted. Og se nogle andre ting end bare musik for at gøre min musik god. Være en del af et normalt liv, selvom det måske lyder lidt skørt

SAMFUND

Frivillighed lever af lyst

Mange danske organisationer vælter sig i frivillige ildsjæle. Den frivillige arbejdskraft driver grupperne og sørger for, at de fungerer. Edina Alagic er en af dem. Hendes tjans i Den Frie Rådgivning holder hende i gang og tilfredsstiller hende. TEKST og foto Nanna Mucha Munck

Der er kø foran boden. Børn står stimlet sammen. De venter på at få lov til at kaste bolde efter de stablede dåser. De er utålmodige, mens en kvindelig praktikant i Den Frie Rådgivning endnu bakser med det store banner, der bevæ-

ger sig, som vinden blæser, og derfor skal fæstnes godt. På banneret står der Den Frie Rådgivning. Når du har brug for råd og vejledning. Solen skinner, og skygge findes kun under den opstillede pavillon.

En bold bliver affyret med en fast barnehånd, og dåserne ryger til højre og venstre. Frivillighedsdagen anno 2011 er skudt i gang. I år er det Europæisk Frivillighedsår, og den sidste fredag i september måned er udråbt til

national frivillighedsdag. I Odense blev dagen blandt andet markeret på græsplænerne i beboerområdet Påskeløkken i Odense centrum, som blev omdannet til en bydelsfest. En frivillig fortæller »Jeg har altid haft et ønske om at arbejde frivilligt. Da jeg var under uddannelse, var der meget andet, som fyldte, og jeg fandt aldrig tiden til det. Efter jeg dimitterede i sommers, overgik jeg til dagpenge, og så var det en oplagt mulighed for mig at begynde på et frivilligt arbejde,« siger Edina Alagic. Selv er hun født i Bosnien og taler både flydende bosnisk og dansk. Hun valgte at arbejde frivilligt i Den Frie Rådgivning, både fordi hun som uddannet socialrådgiver føler sig kvalificeret og på grund af hendes etniske baggrund: »Den Frie Rådgivning lagde op til min socialrådgiveruddannelse og min anden etniske baggrund. Jeg husker også, hvordan mine forældre havde brug for hjælp, dengang vi kom til Danmark og ikke kunne sproget. De kunne ikke forstå brevene, de fik fra kommunen, og de havde ikke nogen oplagte steder at henvende sig til for at få hjælp. Nu har forvaltningerne for travlt, og der er ikke mulighed for at yde den hjælp, som borgerne har behov for.« Edina Alagic helliger det frivillige arbejde tre timer ugentligt, og hun føler selv, hun opnår en stor tilfredsstillelse ved det. Den Frie Rådgivning – en frivillig social forening »Vi er her i dag, fordi det er national frivillighedsdag i Danmark. Det vil sige, at man fejrer frivilligheden. Den Frie Rådgivning er en frivillig social forening. Den arbejder for et samfund, som består af forskellige mennesker med lige muligheder, og derfor vil vi rigtig gerne være med til fejringen,« udtaler Marianne Stougaard, der er daglig leder af Den Frie Rådgivning. Påskeløkken og Vollsmose er boligområder i Odense, der huser mange mennesker

med anden etnisk baggrund end dansk. En del af familierne mestrer ikke det danske sprog eller mangler basal viden om det danske forvaltningssystem. Den Frie Rådgivning tilbyder rådgivning til alle, som har behov for det. Marianne Stougaard uddyber: »Bredt sagt hjælper vi med alt, hvad der har med rodekuverter at gøre – breve fra kommunen, som borgeren har svært ved at forstå, samt udfyldning af skemaer til for eksempel udlændingeservice og så videre. Langt de fleste brugere kommer, fordi de har

»Vi er meget opmærksomme på, at rådgivningen kan påvirke rådgiveren« nogle sproglige barrierer, eller fordi de simpelthen mangler viden om, hvordan systemet hænger sammen.« Tilfredsstillelse og ubehagelige episoder Når man er frivillig i et område, hvor man møder mange mennesker med en anden etnisk baggrund end sin egen, skal man være yderst opmærksom på den kulturforskel, der uundgåeligt vil være til stede, forklarer Edina Alagic: »Nogle ser os som en instans, de har krav på. I onsdags efter at have hjulpet et ægtepar, ville de betale mig for det, selvom de vidste, at jeg var frivillig. Men på grund af deres kultur følte de, at de skulle gøre gengæld. Til sidst skulle jeg have lederen til at hjælpe mig, fordi borgeren blev ved med at smide den der 100-kroneseddel over bordet til mig.« Selvom der kan opstå episoder, som er

svære at håndtere, er Edina Alagic meget glad for sit frivillige arbejde. Hun fortæller, at det er tilfredsstillende og synes samtidig, det er et fantastisk projekt – det, som borgerne kan få hos Den Frie Rådgivning, kan de ikke få andre steder. Omvendt er borgerne meget taknemmelige for organisationen. »Der har selvfølgelig været nogle ubehagelige episoder i rådgivningen, men vi er ikke mærket af det. Jeg har heldigvis ikke selv oplevet noget negativt,« siger Edina Alagic. I rådgivningen snakker de om de ubehagelige episoder, og den daglige leder sørger for, at oplevelserne bliver bearbejdet. »Vi er meget opmærksomme på, at rådgivningen kan påvirke rådgiveren. Derfor har vi indført kollegial supervision, fyraftensmøder og skal til at indføre femminutters debriefing, før rådgiveren går hjem. Her spørger vi hinanden, hvordan dagen er gået og får bearbejdet eventuelle dårlige oplevelser,« siger Marianne Stougaard. Frivillighed og samfundet Ifølge frivillighed.dk arbejdede mere end 43 % af den danske befolkning over 16 år frivilligt i år 2010. I 1990 var det tal kun 26 %. Ifølge Årsrapport 2010 for den frivillige sociale indsats arbejder 35 % af landets studerende frivilligt. Der kan være flere årsager til, at folk arbejder frivilligt. »Mange er frivillige, fordi de er arbejdsløse og har brug for at få tiden til at gå konstruktivt. Andre udvider deres kompetencer med det frivillige arbejde og får noget til CV’et. Andre igen gør det af filantropiske årsager,« siger Marianne Stougaard. 25 personer arbejder frivilligt hos den Frie Rådgivning, hvoraf en stor del er studerende. Enten er de involveret i rådgivningen, analysearbejdet eller i bestyrelsen. Tilbage i Påskeløkken suser den kvindelige praktikant fortsat rundt for at samle væltede dåser op, mens der på boldbanen ved siden af spilles op til zumbadans og mere leg.

SAMFUND

Janus jamrer ikke Fremtiden for fiskeriet er ukendt farvand. Fiskene fanges af færre fiskekuttere. Janus Klem, der er fisker i Bagenkop på Langeland, klemmer balderne sammen. TEKST Line Tornhøj Lektonen og Mie Leonora Heiberg FOTO Line Tornhøj Lektonen ILLUSTRATION Niels Christian Buhl

Efter elleve timer på havet er kutteren SG266 kommet i havn. Dækket er fuld af fedtede kasser med fladfisk, der skal renses. Midt i det hele står to skrigorange fiskere. Den ene med en smøg i mundvigen. Det går hurtigt. De øvede fingre får i én bevægelse jaget kniven ind i fiskens bug og flår indvoldene ud, som glider ned på bunden af kutteren og danner et slibrigt underlag. Det suser i masterne, de ni sekundmeter får bølgerne til at vise tænder på den anden side af molen. Mågerne skriger fra kajen. De kan lugte mad. »Jo hurtigere det går, jo hurtigere ka’ vi kom’ hjem, jo!« Det er Janus Klem, der taler. De stålblå øjne slår den indlysende pointe fast med et smil. Ansigtet er ikke vejrbidt, som den gængse fiskers, men nybarberet og glat. Dialekten slår stærkt igennem og levner ingen tvivl om, hvor kutte-

ren har lagt til havn. Et vindblæst sted på det sydligste af Langeland. Janus Klem hører til den tredje generation af fiskere i sin familie. Som lille var han på havnen for at hjælpe sin far. Han startede på dækket, da han var 16 år. Siden har han arbejdet som fisker på mange forskellige både. I dag er han 40 år og arbejder som selvstændig med sin egen dagsorden. Og den afhænger meget af vind og vejr. Denne vindblæste dag fisker han med Dennis Møller, som normalt arbejder med lystfiskende turister. Hans rigtige makker er til begravelse. Og de er sjældent mere end to mand ude, for der er ikke økonomi i at være tre. 100.000 på én daw Spørger man Janus Klem, hvad det sjoveste ved at være fisker er, lyser øjnene op i et stort smil: »Det’, når der’ mange fisk. 6,2 ton torsk

er den størst’ fangst med dette skib. Hel’ båden var fyldt mæ’ fisk. Det gav 100.000 kr. på én daw. Det blev fejret,« griner han. Næste skridt for de døde fisk er en tur under bruseren. De to fiskere tramper hårdt på fladfiskene, så vandet sprøjter ud til siderne. Fiskeindvoldene bliver skyllet over bord og synker til bunds i havnebassinet, hvis ikke mågerne når at fange dem. Men Janus Klem laver ikke kun fysisk arbejde. Han skriver oplysninger om dagens tur i en online logbog. Det er et krav fra ministeriet, og en af bagsiderne ved at være selvstændig. Kutteren sætter i gang. Nu skal fiskene hen i den anden ende af havnen og losses. Selvom havnemolen er et beskyttende skjold for havet, gynger båden, og bølgerne når indover dækket. Det bliver roligt inde i havnebugten. På kajen står en fiskehandler med sin budcykel og venter

på en kasse fisk. Resten af fiskene får en spand is over sig. Janus Klems’ far står klar til at hjælpe med at losse. Det gør han altid. »Der mangl li’æn fænder op foran« »Der mangl li’ æn fænder op foran, gør der æt?« råber Janus Klem højt på klingende langelandsk. De mumler et svar inde fra kajen og får bakset en fender mere ind mellem kutter og kaj. De to fiskere surfer, imens de venter på, at fiskene ryger i nettet. De har adgang til tv, internet og radio. Andre faciliteter har ikke fulgt med tidens trend. »Li’ bawve’ her der står en spand. Det’ toilettet, ha ha,« griner Janus Klem. Indkomsten for en fisker varierer. Der er ingen garantier. Højeste indkomst var 500.000 kroner på et år. For tiden tjener han 300.000 kroner om året. Kutteren skulle Janus Klem have købt i år, men bankerne klemte drømmen. Han bliver nødt til at fortsætte med at leje båd og fiskekvoter: »Jæ har jo ikk’ nog’n peng’ nogen steder. Jæ’ ka’ ikke gå op i banken og låne 6 millioner på mit glatte ansigt,« siger han og slår ud med armene. I kahytten er der tykt af røg, da det bliver fyraften: »Her’ sgu ingen rygelov,« siger Janus Klem. Han smider den orange uniform og tager en trøje på, der ikke skjuler de markante muskler på arme og bryst. Så knapper han en øl op. Janus Klem piver ikke. Han er glad for sit arbejde,

selvom det varer fra klokken fem om morgenen til otte om aftenen de fleste hverdage. Han har prøvet det, der var værre: »Jæ har arbejd´ på en fabrik. Det var ke’eli’. Jæ vidste, hva’ jæ sku’ lav’ hver eneste daw,« siger han. Den store fangst Janus Klem er ikke i tvivl om, hvad der er det sjoveste ved fiskeriet: »Jamen det er at komme u’ og sejle hver daw. At man kan ny’e det gode vejr og få udfordringer. Jagten på den store fangst er spændende.« Oppe på kajen bytter nogle tyske turister sig til friske fladfisk for en flaske vodka. En lyshåret pige løber utålmodigt frem og tilbage på kajen. Hun fryser, og hun vil have sin far med hjem. Det er Janus Klems’ datter. Til spørgsmålet om, hvorvidt han forventer, at hans to døtre skal følge deres fars fodspor, griner Janus Klem højt: »Narj, narj! Overho’et ikk’!« Og heller ikke, selvom han skulle have fået drengebørn. »Det ser ikk’ for lyst u’ for de ung’ jo,« begrunder Janus Klem. Dagens fangst er middelgod. De fanger 1000 kilo fladfisk, som de kan få 8000-9000 kroner for. De skulle have nået tre omgange med trawleren. Det blev kun til to på grund af det dårlige vejr. Det er umuligt at bugsere med fiskene, når båden kaster dem fra side til side. »Det er ikk’ nok. Der løv´er mange liter olje´ igennem, og så er der løn, forsikringer og u´gifter til syn for 500.000 kroner om året.

Halvdelen går til skibet, og den anden halvdel deler vi,« forklarer han. Men der skal mere til at slå Janus Klem af fiskekutteren. Han er ikke bekymret for fremtiden. Fiskermakker Dennis Møller fortæller om Esbjerg, hvor fiskeriet er gået fuldstændig i stå. Måske er Bagenkop det næste sted, hvor fiskeriet vil dø. Men Janus Klem giver aldrig op: »Han er nø’ til a’ være optimist jo. Det’ man nø’ til... Vi er født optimister.«

Hvordan bliver man fisker? Først skal du tage et 3 ugers søsikkerhedskursus. Er du 18 år, kan du tage hyre på et fartøj som fisker med det samme. Hvis du er under 18 år, skal du tage Erhvervsfiskeruddannelsen. Den tager 2 år og kræver, at du er fyldt 16 år og har taget 9. klasses afgangseksamen.

Kilde: www.blivfisker.nu

Erhvervsfiskeruddannelsen: Blev oprettet i 1995. 94 er lige nu i gang med udannelsen. Kun én af dem er kvinde.

Statistik Gennemsnitsalderen for de danske erhvervsfiskere var i 2010 på 47 år. På 10 år er antallet af fiskekuttere i de danske havne næsten halveret til 1326 i 2010.

Kilde: naturerhverv.fvm.dk

SAMFUND

Every third is a dropout

AF Magnus Pedersen, Formand for Danske Studerendes Fællesråd

a, ja, nej. Ja, ja, nej. Ja, ja, nej. Sådan ville det lyde, hvis rusvejledere ved studiestart kunne udpege de studerende, der ville falde fra, for hver tredje gennemfører ikke studiet. Det tårnhøje frafald er ubetinget universiteternes største problem. Men problemet rækker langt ud over universitetet: Fremover kommer Danmark til at mangle hver tredje læge, gymnasielærer eller ingeniør. Nogle studerende stopper, fordi de vælger et andet studie eller får et jobtilbud, der er for godt til at afslå. Men når frafaldet bliver højere og højere, skyldes det især, at studierne er blevet dårligere.

Skyhøjt frafald skyldes ringe undervisning Folk uden for universiteterne har mange andre bud på, hvorfor kun to tredjedele gennemfører studiet. Andres forklaringerne handler tit om, at vi studerende ikke er flittige nok, ikke er dygtige nok eller ikke er tilstrækkeligt engagerede. De forklaringer holder bare ikke i længden. Intet tyder på, at vi unge er ligeglade med uddannelse. Flere og flere begynder at studere, og vi ved godt, at vi kommer bagerst i køen på arbejdsmarkedet, hvis vi ikke har en uddannelse. Jeg har endnu aldrig mødt nogen, der startede på studiet med det formål at droppe ud halvvejs. Og jeg tror ikke på, at hver tredje af vores medstuderende er uegnede til universitetet. Det nytter ikke at insistere

på, at hver tredje studerende tilfældigvis er nitten, der falder fra af helt individuelle årsager. Vi må se på universitet som helhed, hvis vi vil forstå det store frafald. Mange års nedskæringer har betydet færre undervisningstimer, mindre vejledning og lokalemangel. De ansatte, der skal undervise og vejlede studerende, bliver mere og mere presset for hver sparerunde. Når vi som studerende gerne vil lære en masse, er det frustrerende kun at have 4 timers undervisning om ugen. På samme måde virker det meningsløst at knokle for at skrive store opgaver, når der ikke er nogen feed-back andet end et ’bestået’ eller en karakter. Hvad skal vi lære af det? Den konstant dårlige økonomi har også konsekvenser for studiemiljøet. Mange steder er campus efter kl. 16 fuldstændig forladt, og de lange universitetsgange ligger øde hen som hovedgaden i westernfilm, når alle har gemt sig inden den endelige skudduel. Det er lige før, man forventer at se tumble-weed trille forbi. De dårlige studieforhold får flere og flere studerende til at melde pas. Ministeren fejldiagnosticerer Den nye Uddannelsesminister, Morten Østergaard, foreslår at indføre tre semestre om året i stedet for to. Regeringen håber, at studerende så kommer hurtigere igennem uddannelsen. Der er dog mindst tre grunde til at genoverveje forslaget: For det første er det en fejldiagnose af universiteternes problem. Som sagt falder hver

tredje fra. Forbedring af studievilkårene skal øverst på listen, så flere kan gennemføre deres uddannelse. For det andet hjælper forlaget om tre semestre ikke på reelle problemer med alt for korte semestre på mange studier. For eksempel har min veninde, der læser litteraturvidenskab, 11 ugers undervisning pr. halvår, det svarer til undervisning fra 1. februar til 15. april. Løsningen er ikke at presse et ekstra semester ind, men derimod at bruge de semestre, vi har, til undervisning. Ellers udhuler ministeren bare vores uddannelsers kvalitet. For det tredje kan forslaget om tre semestre om året skabe endnu mere frafald. Når vi skal nå igennem mere stof og flere eksamener hvert år, bliver studiet mere presset, og så bliver flere af os forsinkede eller dropper ud. Det heller ikke alle studerende, der kan inddrage sommerferien til studier. Mange er f.eks. nødt til at arbejde i sommerferien for at betale husleje resten af året. Studerende, der gerne vil have undervisning om sommeren, har allerede nogle steder mulighed for at tage kurser på sommerskole. Flere og flere tager sommerskolekurser, men det er ikke et tilbud på alle universiteter. Det er en god ordning, som alle universiteter burde udbyde. Forslaget om tre semestre ikke er løsningen på det store problem med frafald, tværtimod kan det gøre ondt værre. Hvis flere end to tredjedele skal gennemføre studiet, er der ingen vej udenom at investere i uddannelse, så studievilkårene kan forbedres.

HANS CHRISTIAN ANDERSEN

ACADEMY ANNUAL LECTURE 2011

Professor emeritus Rodney Brooks, Massachusetts Institute of Technology:

ROBOTS AND PEOPLE WORKING TOGETHER Rodney Brooks er en af verdens førende robotforskere og kendt for banebrydende forskning i kunstig intelligens. Han har arbejdet med at udvikle robotter, som lærer af mennesker ved at omgås os og aflæse vores signaler.

Onsdag 16. november kl. 15 i auditorium 45 i Odense Fri adgang – alle er velkomne

SY D D A N S K U N I V E R S I T E T . D K The Hans Christian Andersen Academy er et forum for særlige akademiske begivenheder ved Syddansk Universitet. The Hans Christian Andersen Academy udpeger hvert år en forsker i international særklasse til at holde en forelæsning af generel interesse.

shc.dk

SKAF 1 NYT

MEDLEM OG

SCOR

R E T T E L L I B O I B 2

Kender du en ingeniørstuderende eller stud.scient., du kan melde ind i IDA? 1 nyt medlem = 2 biografbilletter. X nye medlemmer = X*2 biografbilletter. Kampagnen løber på ida.dk/studerende til 31. januar 2012.

SAMFUND TANKE

Menneskeglobus TEKST Alexander Kofod-Jensen, kandidatstuderende på Litteraturvidenskab ILLUSTRATION Niels Christian Buhl

Scenen var gjort parat på Medicinsk Museion i Bredgade. Til begivenheden var en stor steriliseret stålplade med fodstøtte placeret midt på scenen foran de mange rækker af siddepladser, så alle i auditoriet havde udsyn til den forestående begivenhed. Ved siden af stålpladen stod et rullebord med komplet sutursæt. Ikke én siddeplads i den gamle sal var ledig, og et større antal af publikum måtte stå op ad væggene. En spændt mumlen og ivrig hvisken lå som en tæt hinde over lokalet med ansigter presset mod hinandens ører og munde. Flere blandt publikum sad og studerede aftenens program med navnet ANATOMISK TEATER. Programmet var en enkelt side med et billede af en anonym menneskekrop med armene ud til siden og pile, der forklarede de forskellige dele. Forsigtige og nysgerrige fingre pegede på programmet, og forsøg på at udtale kroppens dele blev begået i spøg og karikeret med smil på læben. Med ét blev alt lyset i auditoriet slukket på nær én enkelt projektør, der lyste direkte ned på den store stålplade og suturbordet. Begge indgangsdøre til auditoriet blev derefter lukket helt op, og en lysstråle skinnede ind i det mørke lokale. Flere tilskuere, som stod ved væggen blev høfligt skubbet til side, mens en ældre spinkel og gråhåret mand i hvid kittel trådte ind i projektørlyset efterfulgt af en muskuløs ung mand i patientkittel. »Velkommen alle sammen! Mit navn er doktor Dartos, og jeg har den fornøjelse at være jeres guide ind i menneskekroppen her til aften!« Doktor Dartos trådte hen ved siden af den unge mand. »Det er mig en ære at introducere vores Menneskeglobus – en ung mand fra provinsen, der frivilligt har doneret sin krop til videnskaben.« Den unge mand bukkede høfligt til publikum, som svarede igen med en høj klapsalve, og scenevant gik han hen til den store stålplade og stillede sig op på fodstøtten. »Nu da vores menneskeglobus har fundet sin rette plads, er det på tide, at vi begynder

vores forestilling med at give ham en indsprøjtning, der får de noradrenerge og serotonerge neuroner i hjernen til at blokere smerte. Dette betyder ikke, at vores Menneskeglobus som sådan mister evnen til at føle, han mister bare evnen til at føle smerte. Han vil dermed være i stand til at deltage i hele forestillingen på lige linje med alle jer andre.« Doktor Dartos gik hen til suturbordet og løftede en sprøjte op, som han viste frem for publikum, før han injicerede indholdet i den unge mand. Denne sagde ikke noget men så nysgerrigt ned på sprøjten, der stak ind i hans arm. »Hvordan har du det så – mærker du noget?« spurgte doktoren. »Jeg mærker ingenting!« lød svaret præcist og tydeligt ud i hele auditoriet. »Det er meget fint, så kan vi begynde.« Sprøjten blev lagt tilbage på suturbordet og i stedet erstattet af en stor skalpel, der blev vist frem for publikum. »For at alle skal have mulighed for at være med og forstå, hvad der sker, vil jeg bede dig, kære Menneskeglobus, sige højt og tydeligt navnet på det, som skalpellen peger på.« Doktor Dartos førte skalpellen hen til den røde prik, hvor sprøjten kort forinden havde penetreret armen. »Arm,« sagde den unge mand med det samme ud i salen. »Det er meget fint, det er netop din arm. Men for at være mere specifik,« skalpellen bevægede sig op ad armen og helt op til skulderen, »så består armen af mange forskellige muskler, sener, nervetråde, blodårer, knogler og så videre. Helt heroppe drejer det sig om deltoideus.« Lige så stille bevægede skalpellen sig længere ned ad armen, »og her ses biceps brachii, som de fleste styrketrænere kender, derefter kommer brachioradialis og helt hernede ved hånden befinder radialis, thenar og hypothenar sig.« Skalpellen standsede helt op på den unge mands tommelfinger. ” »Dette er skam alt sammen meget interes-

sant, men trods alt kun overfladen – det virkelig spændende befinder sig under huden!« Doktor Dartos skar en fin lige linje ned langs armen på den unge mand og spurgte: »Mærker du noget?« »Jeg mærker ingenting!« svarede den unge mand højt og tydeligt, mens han fulgte skalpellens snit med øjnene. Doktoren tvang huden til side, så publikum kunne se direkte ind i såret. Med skalpellen skar han igen, denne

Hvert semester udkommer litteraturtidsskriftet Blæst på Litteraturvidenskab. Tidsskriftet er gratis og er skrevet af studerende og undervisere. Både fiktive og ikke fiktive tekster har plads på siderne, som rummer alt fra digte, noveller, interviews og essays til teoretiske artikler og anmeldelser.

gang dybere ind i armen indtil han nåede ind til knoglen som et naturligt stop. Igen tvang han såret op med fingrene, så huden og musklerne blev revet fra hinanden. En sagte mumlen lød blandt publikum, der virkede nervøse, utilpasse og bevægede sig uroligt på deres pladser. Denne uro forsvandt i samme øjeblik, som doktor Dartos begyndte at remse op, som var det en trylleformular, han fremsagde. »Axillaris, circumflexa, subscapularis!« Skalpellen dykkede ind i såret efter hvert ord, og blodet piblede lige så forsigtigt frem efter hvert besøg. »Disse er nogle af de vigtigste arterier i armen, som går hele vejen fra skulderen og ned med hjælp fra ulnaris og dadialis for til sidst at mødes i en halvcirkel i hånden og tage hele turen op til hjertet.« Et rundt snit blev skåret i hånden, og doktor Dartos løftede op i huden, så håndens indre kom til syne. »Arcus palmaris superficialis!« Blodårens runding i hånden var tydelig at se for alle de forstenede tilskuere, der så ned på scenen, hvor skalpellen blev lagt på suturbordet og skiftet ud med en lille elektrisk rundsav. »Nu skal vi videre til næste akt.« Med rundsaven skar han armen af den unge mand og spurgte: »Mærker du noget?« »Jeg mærker ingenting!« svarede den unge frivillige. Doktoren smed den afskårne arm ud i mørket bag ved scenen og tog igen skalpellen op fra suturbordet og pegede ind i navlen på den unge mand. »Navle!« lød svaret. »Umbilicus, dette er en logisk indgang til truncus’ overfladeanatomi,« tilsluttede doktoren og skar en lige linje fra navlen op til brystet. Med en ubesværet bevægelse løftede han op i huden og en rød overflade kom til syne, »intersectiones tendineae og længere nede transversus abdominis, herefter skærer jeg længere ned og løfter op, så vi kan se internus abdominis.«

Efter et hurtigt spørgsmål til den unge mand skar doktoren endnu længere ind og løftede igen op, så et nyt lag kom til syne, som var det en bog, han bladrede i. Den frivillige besvarede højt og tydeligt alle spørgsmål, og til sidst nåede doktor Dartos helt ind i torsodelen, hvorfra han udskar de mange organer som nyrer, lunger, bugspytkirtel, tarme og lignende. Han viste dem frem for den unge mand, der højtideligt fortalte, hvilke kropsdele, der var tale om. Denne del af forestillingen tog et par timer, og hjertet var det sidste organ, der blev skåret fri. »Hjerte!« sagde den unge mand. »Kardia eller cor,« doktoren viste hjertet frem for det fortryllede publikum »,det er placeret i den midterste del af thorax og er drejet en smule til venstre, så det faktisk ligger lidt på skrå. En lille maskine, der forsyner hele kroppen med blod gennem nogle af de største arterier i hele kroppen som vena cava superior og aorta. Ustandseligt arbejder hjertet som en lufttrykspumpe, og dette lille organ bærer utallige betydninger i blandt andet kunsten og litteraturen som repræsentant for alt fra at være et religiøst symbol til en kulør i kortspil samt den gamle fejlopfattelse, at sjælen sidder i hjertet – men det vender vi tilbage til.« Doktor Dartos viste hjertet frem en sidste gang for publikum, før han smed det ud i mørket bag scenen. »Så kommer vi til…« fortsatte doktoren, og skalpellen pegede igen. »Ben!« svarede den unge, og skalpellen lagde et fint lige snit ned langs benet, huden blev flået til side, og doktor Dartos begyndte messende at opremse benets forskellige dele, »femur, tibia, fibula …« Efter denne gennemgang blev benet i kort proces skåret af med hjælp fra den elektriske sav og smidt ud bag rampelyset. Det andet ben led samme skæbne efter grundig gennemgang. Publikum sad og fulgte som hypnotiserede dissektionen uden så meget som at hoste til trods for, at forestillingen fortsatte time efter time og uden advarsel

gik ind i nattetimerne. Den unge mand svarede til alle tider højt og tydeligt »jeg mærker ingenting!«, og blev i løbet af showet gjort mindre og mindre. Til sidst var kun hans hoved tilbage, og en træt, hæs og forpustet doktor Dartos pegede med en rystende skalpel direkte ind i øjnene på den resterende kropsdel. »Hoved!« svarede hovedet. »Korrekt – det allersidste! Vi lægger ud med ansigtet, facies, her ses maxillaris, mandibularis og længere nede somatiske motoriske nervefibre som buccinator og nervus facialis. Udtryksmæssigt er ansigtet vores vigtigste kropsgenstand og helt uundværligt, når det drejer sig om at trække vejret, spise, kommunikere samt de mange flerbetydninger, der ligger i ordet ansigt. Tænk bare på ordet facade, der også bruges i mange forskellige sammenhænge. Uden ansigtet er der ikke brug for resten af kroppen.« Doktoren pegede med skalpellen på panden og fortsatte, »ophthalmicus. Bagved ligger hjernen, enkephalos, som direkte betyder, det som er i hovedet. Hjernen er måske det mest interessante ved hele kroppen, og så skal vi igen tale sjæl – alt det kommer vi til senere.« Henvendt til hovedet spurgte doktor Dartos: »Mærker du noget?« »Jeg begynder at blive svimmel,« svarede hovedet.

SAMFUND TANKE

TANKE

R S D

Savner du ny viden, udvidelse af dit ordforråd eller bare en pause fra bøgerne, så gå amok i RUST’s kryds og tværs. Der kan komme en gevinst ud af det. RUST udlover nemlig en hemmelig, men fantastisk præmie til den ordkløver, som formår at knække koden. Besvarelsen skal sendes til rust@sdu.dk senest den 31. november. AF Julie Rebecca Schjødt Lybæk-Hansen

TANKE

S K Y E U T RDO